Optakt: 2. etape af Tour of Turkey

Ruten

Ofte er Tour of Turkey blevet kritiseret for at være en lidt monoton affære med alt for mange helt lette sprinteretaper. Det har man med den nye rute omkring Istanbul forsøgt at gøre op med, og i år er det således blot tre af de seks etaper, der har flade finaler. En af nyskabelserne er nemlig, at der i år er hele to puncheuretaper, hvor der sluttes på en kort bakke op mod mål. Dermed er der lagt op til større variation, og det vil komme til udtryk på årets anden etape, der byder på den første af disse eksplosive afslutninger skabt til klassikertyper og de mest hårdføre sprintere.

I alt skal der tilbagelægges 183,3 km, der fører feltet fra tirsdagens målby, Tekirdag, til Eceabat. Etapens struktur er den samme som den foregående, idet den fortsætter den tur rundt om Marmarahavet, der er hele grundideen bag årets rute. Modsat på den foregående etape foregår den første del af etapen imidlertid et stykke fra selve havet, og det giver en ganske kuperet indledning. Allerede fra start kører man således mod vest væk fra vandet og op over en ikke kategoriseret stigning, inden en nedkørsel leder ned til et let kuperet stykke, der fører forbi den første spurt efter 28,0 km. Kort efter drejer man mod syd for at køre op over en kategori 3-stigning (6,1 km, 4,1%), der har top efter 65 km og derefter videre via en lille kontrabakke ned til havnebyen Sarkoy. Her vender man rundt for at kører mod nordvest op ad en kategori 2-stigning (5,7 km, 5,1%), hvis top rundes efter 86 km, inden man via en let, lige nedkørsel kører mod sydvest tilbage mod havet.

Herefter ændrer etapen karakter, når man kort efter når kystvejen. Bortset fra en enkelt lille afstikker følges den helt flade vej nemlig mod sydvest på resten af etapen, der derfor er helt uden terrænmæssige udfordringer. Efter 163,7 km når man dagens Turkish Beauty Sprint, men kort inden centrum af Eceabat drejer man mod vest væk fra havet for i stedet at slutte på en bakke nordvest for byen. Efter at have skåret igennem en tange, når man igen vandet og drejer herefter mod nord for at køre op ad den 4 km lange målbakke. Den stiger med 4-5% på den nedre del, men når kortvarigt 7-9% med 2 km igen. 1500 m fra stregen flader det ud over en lille kilometer, inden de sidste ca. 500 m stiger med 5-7%. De sidste 3,15 km stiger med 3,6% i gennemsnit. På de sidste tre km bugter vejen sig kun ganske svagt, og der er kun et par bløde kurver på den næstsidste km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapen byder på i alt 2063 højdemeter.

Eceabat har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret                                                                                                          

Der venter regn senere på ugen, men foreløbig viser Tyrkiet sig fra en solrig, men lidt kølig side. Onsdag byder således på en skyfri himmel og en temperatur på 16 grader, og etapen ventes afsluttet inden de varslede eftermiddagsbyger. Der vil være en let vind fra nordvest og nord, hvilket vil give en hel dag med en kombination af side- og sidemedvind. Til slut drejer man imidlertid ind i sidemodvind på stykket frem mod bakken, hvor der vil være mod- og sidemodvind hele vejen op.

Analyse af 1. etape

Det er et velkendt faktum, at succes ofte avler succes. Det gælder ikke mindst inden for cykelsporten, hvor der er en tendens til, at ryttere i en vis forstand kan komme til at ”eje” et bestemt løb, hvis først de har opnået de første sejre. Vi kender således masser af eksempler på ryttere, der har vundet et hav af etaper i et givet løb, eksempelvis Andrea Guardini i Tour de Langkawi, Michael Albasini i Tour de Romandie i en gylden toårig periode, Caleb Ewan for et par år siden i Tour Down Under eller Peter Sagan i Tour of California og Tour de Suisse. Vi har også set det i endagsløb med Alejandro Valverde i Fleche Wallonne, Tom Boonen i E3, Oscar Freire i Brabantse Pijl, Marcel Kittel i Scheldeprijs, Alexander Kristoff i Escborn-Frankfurt og på sin vis også Peter Sagan ved VM.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

På samme måde er Sam Bennett ved at krone sig selv som kongen af Tour of Turkey. Siden løbet blev en del af WorldTouren i 2017, er der således blevet afviklet 13 etaper, og af dem har ireren vundet de 8. Det blev til hele fire sejre i 2017 - var han ikke styrtet på sidste etape var det nok endda blevet til fem - samt tre sejre sidste år, hvor han også var ganske tæt på at tage fem sejre, og i dag kom han flyvende fra start ved også at vinde 1. etape i årets udgave af det tyrkiske WorldTour-løb.

Tour of Turkey har dermed i en vis forstand udviklet sig til et sted, hvor Bennett finder tilbage på sporet efter en lille pause. I de seneste to år, hvor løbet har været afviklet i oktober, har han brugt det som sæsonafslutning, hvor han har fået styrket selvtilliden efter en sensommer, hvor han år efter år er blevet sat tilbage af sygdom og derfor altid er nået sidste del af sæsonen efter en mindre krise. Sådan er det nu ikke denne gang, hvor Bennett er kommet til Tyrkiet med masser af succes i bagagen, men også denne gang bruge han løbet som en slags genopstart efter den pause, han lagde ind efter sin fornemme og hektiske sæsonstart.

Netop fordi han har været så suveræn i år, kan det da heller ikke just betegnes som nogen sensation, at Bennett viste sig som den hurtigste, da 1. etape som forventet skulle afgøres i en massespurt, men denne gang skulle han nu slås lidt mere for det end i tidligere udgaver. I 2017 var han således løbets eneste supersprinter, og sidste år blev det hurtigt tilfældet igen, da Fernando Gaviria allerede på 1. etape måtte forlade løbet. I år er han imidlertid oppe mod en Caleb Ewan, der bruger løbet til at finde formen inden Giroen, og en Fabio Jakobsen, der senest i Scheldeprijs viste, at han for alvor banker på døren til sit helt store gennembrud på den internationale sprinterscene.

Netop derfor var dagens spurt også yderst interessant, for det var en god chance for at få en fornemmelse af, hvor hurtig Jakobsen egentlig er, når han afleveres perfekt i en flad boulevardspurt efter en let dag, som det skulle vise sig at blive tilfældet i dag. Med Bennett i feltet kunne den unge hollænder således få en udmåling mod en af verdens absolut bedste, for den elite må ireren siges at tilhøre efter en sæson, hvor han tog Gavirias skalp i Emiraterne og fik ram på en ganske vist meget træt Dylan Groenewegen i Paris-Nice. På den måde var der lagt op til et meget interessant opgør mellem en sprinterkomet bakket op af løbets i særklasse bedste tog samt en af sportens supersprintere, der kom til løbet sprængfyldt med selvtillid.

Det blev da også lige præcis så flot et opgør, som vi havde håbet. Med Davide Martinelli, Maximiliano Richeze og lidt overraskende Alvaro Hodeg som sidste mand satte Deceuninck sig nemlig som ventet totalt på flæsket, og det endda selvom Michael Mørkøv af uransagelige grunde aldrig blev en del af toget. De kunne med endnu en opvisning i den ædle lead-out-kunst aflevere deres hollandske guldfugl perfekt, og Jakobsen kunne således ikke have ønsket sig en bedre chance for at få ram på sin irske rival.

Hans problem var bare, at Bennett har lært en kunst, han ikke tidligere mestrede. I gamle dage havde han det voldsomt svært i positionskampen, men sådan forholder det sig bestemt ikke længere. Tværtimod har han nu forfinet den kunst, og en stor del af hans succes i år skyldes netop det. Således var det i UAE Tour altid ham, der vandt kampen om Gavirias eftertragtede baghjul, og også i Paris-Nice viste han betydelige fremskridt.

Den evne stillede han atter til skue igen. Bora forsøgte sig ellers lidt overraskende med et decideret lead-out, men ikke overraskende kunne Christoph Pfingsten slet ikke matche Deceuninck, da belgierne skød frem. Med stor autoritet lykkedes det imidlertid Bennett at skubbe Yevgeniy Gidich væk fra Jakobsens baghjul og dermed alligevel få den position, som han efterhånden har udset sig som sin foretrukne i disse hektiske massespurter. Herfra kunne han åbne sin spurt, præcis som han ville, og da vi til slut fik den spændende udmåling af topfart, måtte Jakobsen akkurat sande, at han stadig mangler lidt for at matche et etableret sprinternavn som Bennett.

I selve spurten så det faktisk ud til, at Jakobsen lod sig snyde af en anden streg umiddelbart inden mål, og at han således spurtede efter den forkerte markering. Efterfølgende har han imidlertid ikke brugt det som undskyldning, men derimod alene ærgret sig over, at han fik åbnet sin spurt en anelse for tidligt. Det er måske i virkeligheden også den afgørende forskel i dagens tætte opgør, at Bennett efterhånden gennem mange år har forfinet sin timing, så den nu er en af hans store styrker, mens unge Jakobsen fortsat har lidt at lære, ikke mindst i en vanskelig modvindsspurt som i dag.

Løbets tredje supersprinter, Caleb Ewan, må se tilbage på spurten med blandede følelser. Efter et år, hvor han slet ikke har været så hurtig som i 2017, skal han bruge det tyrkiske løb på at genfinde selvtilliden inden Giroen. Egentlig så hans spurt faktisk ganske lovende ud i dag, men desværre blev han igen fanget alt, alt for langt tilbage, som det har været et gennemgående tema for hans ellers på papiret udmærkede Lotto-tog. Det må vække nogen bekymring, at de ikke formåede at levere ham bedre i en i forhold til de kringlede Giro-afslutninger meget enkel finale. Heldigvis manglede han Jasper De Buyst, der i sit comeback efter en længere skadespause i stedet stod for det tidlige føringsarbejde, ligesom Adam Blythe heller ikke er rejst med til Tyrkiet. Dermed kan man stadig håbe, at det vil blive bedre i den italienske grand tour, men lige nu kan det se svært ud for australieren, hvis det både kniber med toget og hans egen topfart.

Læs også

Breschel 24, Saxo Bank sidst, Danmark 18

Sammenlignet med de trængsler, Mark Cavendish er igennem, er det dog det rene vand. Briten havde håbet, at han i det knap så stærkt besatte tyrkiske løb endelig kunne finde tilbage på sporet efter sin lange sygdomspause, men desværre blev starten nærmest katastrofal. Selvom Dimension Data på papiret er ganske veludrustede til spurterne i dette løb, lykkedes det således endnu engang slet ikke briten at komme til at spurte. Det synes således ikke længere blot at være et udtryk for dårlig form. Tværtimod synes Cavendish helt at have tabt sin ellers særdeles veludviklede næse for at manøvrere i de hektiske finaler. I hvert fald er det igennem hele 2019 stort set endnu ikke lykkedes ham at havne i en position, hvorfor han faktisk kan spurte. Desværre ligner det mere og mere en trist deroute for en af sportens allerstørste profiler.

Derudover fik nogle af sportens mindre etablerede sprintere en chance for at vise sig frem. Det gælder først og fremmest Eduard Grosu, der efter nogle flotte spurter i Frankrig atter fik vist, at han altså har en glimrende topfart. Også Luca Pacioni fortsætter med at imponere i en sæson, hvor han har spurtet fornemt, men desværre haft det svært i positionskampen. Og så fik vi endelig lov til at se den unge italienske sprinterkomet Giovanni Lonardi, der har været lidt af en oplevelse i de spanske løb, forsøge sig mod nogle af sportens store stjerner. Det blev ganske vist kun til en 9. plads, men i en første spurt på dette niveau bar det godkendt af den unge italiener.

Lidt overraskende var det at se, at UAE kørte spurten for Simone Consonni og ikke Juan Sebastian Molano. Italieneren gjorde det nu ganske fint med en hæderlig 5. plads, men det står efterhånden klart, at han ikke har farten til at vinde boulevardspurter som disse. Det kunne have været langt sjovere at se Molano, der sidste år vandt et hav af spurter i Asien, folde sig ud mod nogle af sportens hurtigste, ikke mindst fordi han efter sit styrt i Omloop langsomt er ved at finde formen. Forhåbentlig får vi den chance på torsdag.

Derudover bød etapen ikke på megen dramatik. Den afsluttende stigning viste sig lidt som frygtet blot at være en af de velkendte lette tyrkiske hovedvejsstigninger, og den blev derfor nærmest en parentes, der ikke kostede livet på selv de tungeste sprintere. Klassementsryttere som Remco Evenepoel, Valerio Conti og Ben O’Connor fik kortvarigt testet benene nær toppen, men vi blev ikke spor klogere på, hvem der kan vinde årets udgave af det tyrkiske løb.

Det kan vi til gengæld blive i morgen. Her venter nemlig den første af løbets to puncheurafslutninger, og selvom det ikke er en afslutning, der vil skabe forskelle og formentlig også kan klares af flere af sprinterne, vil vi måske få en fornemmelse af, hvem af klatrerne der er kommet til Tyrkiet med gode ben. Egentlig burde det også være en etape, der kunne give Bennett muligheder, men efter at han i dag beklagede sig over dårlig form, er det måske alligevel ikke tilfældet. Og dermed kan det være, at det måske alligevel ikke bliver den suveræne Bennett-dominans, som vi ellers efterhånden har vænnet os til. Måske er det også meget fint med lidt afveksling, og at der for en gangs skyld faktisk kan være lidt nyt under den bagende tyrkiske forårssol.

Favoritterne

Årets rute er som noget nyt ikke en sprinterfestival, og derfor kan vi allerede onsdag se frem til den første lille afveksling i forhold til de ellers ofte ret forudsigelige finaler. Forudsigelighed er til gengæld slet ikke det, der falder en ind, når man ser på profilen for 2. etape. Den byder nemlig på en afslutning, der er meget svær at læse, og hvor det kan være overordentlig svært at gennemskue, hvor vanskelig den faktisk er.

Kigger man på de data, der følge af løbsbogen, er det en stigning, der kan give ideer til adskillige ryttere. På den ene side er den så lang, at det vil være hård kost for mange af sprinterne, der ikke kan bare kan udnytte deres punch til at overleve. Særligt kan det blive svært at komme over det stejle stykke omkrign 2 km-mærket, i hvert fald uden at have syre stående ud af begge ører. På den anden side er de sidste 1500 m relativt lette, og kommer man først op til plateauet, burde en sprinter have tid til at komme sig inden den lille rampe op mod mål. Den er så igen så stejl, at det kan blive for meget for de hårdføre afsluttere.

Egentlig burde det også være en dag for puncheurs og ikke hårdføre sprintere. Problemet er bare, at feltet er stort set renset for den ryttertype. Det skyldes naturligvis, at løbet afvikles samtidig med klassikerne, og derfor er alle med et vist punch på bakker på vej mod Holland og Belgien i disse dage. Derfor er det et felt, hvor kandidaterne i alt væsentligt er klatrere, der ikke er kendt som afsluttere i Alaphilippe- eller Valverde-klassen og sprintere, der mod sportens specialister ville komme til kort, men som i dette felt vil have en reel chance.

De kan være svært at sige, hvor vanskelig bakken vil være, men belært af erfaringer skal man være forsigtig med at overvurdere tyrkiske bakker. Det så vi så sent som i dag, hvor stigningen i finalen var nærmest helt ligegyldig. Meget ofte er der nemlig tale om lange, jævne hovedvejsbakker, og det ser også ud til at være tilfældet denne gang. Det har historisk vist sig, at de ofte gør langt mindre skade, end man skulle tro.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Dertil kommer en anden væsentlig faktor: vinden. I morgen vil der være noget, der minder om direkte modvind hele vejen op ad bakken, og det er ganske enkelt en gave til de klatrestærke sprinter. Er terrænet lige så åbent, som det ofte er tilfældet på de tyrkiske bakker, vil det være meget svært for klatrerne at sætte et tempo, der kan gøre det for svært for de mest hårdføre af de hurtige folk. Da vi samtidig mangler en rigtig puncheur, tror vi mest på, at det kunne blive en dag for de lidt tungere folk.

Forinden er der dog et udbrud, der skal hentes, og det er måske ikke helt oplagt, hvem der skal gøre det.

Det kunne egentlig være en fin etape for Sam Bennett, men efter at han i dag meldte ud, at hans form åbenbart lader meget tilbage at ønske, må man formode, at han ikke har niveauet til at være med. Dermed er det usikkert, hvor meget Bora vil gøre ved deres forsvar af trøjen.

En eller anden indsats skal de dog nok levere, og vi vil også tro, at Lotto giver en hånd med. De har i hvert faldt nævnt disse puncheuretaper som en mulighed for Ewan. UAE har samtidig to kandidater i Simone Consonni og Valerio Conti, og Dimension Data vil næppe risikere at lade klassementet sejle væk på en dag, hvor de også kan vinde med Ryan Gibbons. Derfor burde der være interesse nok i at sikre, at vi får den ventede afgørelse på bakke, også selvom den hårde start betyder, at udbruddet kan blive lidt stærkere, end man måtte ønske sig. Den sidste favoriserer dog feltet, der her bør kunne skabe samling. Vinden bør heller ikke blive et væsentligt tema, selvom retningen er rigtig til at skabe splittelse. Det er styrken nemlig ikke på en relativt stille dag.

I sidste ende forventer vi, at det skal afgøres på bakken op mod mål. Her vil vi formentlig også se flere angreb, men modvinden vil gøre det vanskeligt at skabe forskelle. Derfor forventer vi primært, at udskilningen vil ske via bagdøren, inden de overlevende skal slås om det på den sidste rampe op mod mål.

I lyset af de ovenstående betragtninger vil vi pege på Caleb Ewan som vores favorit, men det er ikke med nogen fast overbevisning. Bakken kan nemlig sagtens vise sig at være for hård for den lille australier, men modvinden vil hjælpe ham. Samtidig har han på det seneste nået et helt nyt klatreniveau, der kulminerede, da han sidste år sad med hjem på den knaldhårde 3. etape i Californien. Senest viste han sine puncheurevner ved at vinde Hatta Dam-etapen i UAE Tour, og han har også tidligere vundet stigende spurter i både Vueltaen og Tour Down Under. Man må samtidig formode, at formen med bare et par uger til Giro-starten ikke er helt ringe, og holdet har da også udtrykt en vis optimisme. Det er i hvert fald givet, at han vil give den et skud, og kan han hænge på op til plateauet med 1500 m igen, burde han med sit punch kunne vinde på den sidste rampe. Derfor tror vi på sejr til The Pocket Rocket

Hans værste rival kunne være Simone Consonni. Italieneren er ikke en mand til en boulevardspurt som den i dag, men han viste sidste år på 5. etape i Tour de Pologne, at han i finaler som disse er ganske stærk. Også for ham gælder, at bakken kan blive både for lang og for stejl, men modvinden taler også til hans fordel. Samtidig er han bakket op af et UAE-hold, der i en finale som denne vil sidde stærkt med folk som Jan Polanc, Valerio Conti, Cristian Camilo Munoz og måske også Aleksandr Riabushenko. I sidste ende afhænger det naturligvis af Consonnis egne ben, men efter det, vi så i Polen sidste år, burde han kunne gøre sig gældende her.

Det samme bør Ryan Gibbons. Sydafrikaneren har i år nået et helt nyt niveau som klatrer, og derfor burde der ikke være den store risiko for, at denne bakke er for hård. Til gengæld har det knebet lidt med faktisk at sætte sig igennem i de stigende spurter i både Tour of Oman og Tour Down Under. Hans 4. plads på 4. etape i Oman viser dog, at han ikke kun kan overleve bakkerne, men også afslutte på dem, og derfor burde han være med fremme i en puncheurafslutning, der for ham vel ikke kan blive hård nok - i hvert fald ikke hvis han er kommet sig over den sygdom, der kostede ham deltagelsen i Scheldeprijs.

En anden meget spændende kandidat er Jon Aberasturi. Også for ham gælder, at finalen kan blive en tand for hård, men han kommer til løbet med fremragende form. Således spurtede han sig til en 6. plads i den stigende finale på 3. etaper i Baskerlandet, og det vidner om hans evner som puncheur. Dem har han også stillet til skue i Circuito de Getxo samt i Vuelta a Burgos, hvor han endda var fremme i en afslutning, der var betydeligt stejlere end denne. Om han har hurtigheden til også at slå de en mand som Ewan er måske stadig tvivlsomt, men han har bestemt en reel chance for at vinde.

Det samme har Enrique Sanz , der kommer til løbet efter at have vundet hele tre stigende spurter i Volta ao Alentejo. Til gengæld kom han til kort i finalerne i Baskerlandet, og det kan give en vis usikkerhed i forhold til, om han vitterligt kan klare så lang en bakke som denne, ikke mindst fordi han ikke er helt så klatrestærk som tidligere. Med en 2. og en 4. plads i de to stigende spurter i Andalusien har han dog vist sig som en farlig kandidat i netop denne type finaler, og derfor er også han en meget seriøs vinderkandidat til denne etape.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Løbets helt store joker er Juan Jose Lobato. Spanieren var tidligere næsten umulig at slå i stigende spurter som disse, og særligt i 2015 var han ubetinget en af verdens bedste. Det er han ikke længere, men han gav et glimt af fordums klasse, da han slog selveste Sonny Colbrelli, en af verdens absolut bedste puncheurs, i Coppa Sabatini sidste år. I år har der til gengæld været meget langt mellem snapsene, og erfaringsmæssigt ved vi, at Lobato oftere er ude af form, end han er flyvende. Han kommer endda til løbet efter en længere pause, og vi tvivler derfor på, at benene rækker. Er han i form, er han til gengæld den måske største trussel mod en Ewan-sejr.

Bliver det for hårdt for sprinterne, ligner Valerio Conti bedste bud. Italieneren viste i dag sine afslutterevner, da han vandt den sidste bjergspurt, og han har også tidligere vist, at han har en glimrende spurt på en kort bakke som denne. Dagens kørsel vidner om stor motivation, og han vil utvivlsomt forsøge sig. Han skal håbe, at bakkens længde sætter sprinterne af, og at han herefter i kamp med klatrerne kan bruge sit punch til at tage den første sejr i ganske lang tid.

En trussel kunne i den sammenhæng være Mauro Finetto. I gamle dage var italieneren en eminent puncheur, men det har desværre knebet lidt med hurtigheden i de senere år. På kongeetapen i Coppi e Bartali gav han dog glimt af sine gamle puncheurkvaliteter, og han har generelt i de seneste uger i Italien vist, at han er bedre end i ganske lang tid. Selvom han ikke er helt så hurtig som tidligere, ligner han derfor en mand, der kan blande sig, hvis sprinterne får det en anelse for hårdt.

En anden joker er Yevgeniy Gidich. Egentlig burde det være en perfekt etape for den kasakhiske semisprinter, der sidste år chokerede ved at blive nr. 3 i Tour of Croatia, hvor de sluttede op to meget lange bjerge. Problemet er bare, at han stort set intet har vist siden da, og hans kørsel i år giver bestemt ikke anledning til den store optimisme. Samtidig synes han ikke helt at have samme hurtighed som i tiden inden skiftet til Astana, og derfor er han mere outsider end reel favorit.

En anden dark horse er Juan Sebastian Molano. Vi formoder, at finalen er for svær for colombianeren, ikke mindst fordi han er på vej tilbage efter en skade, men han har potentiale til at overraske. Vi har nemlig tidligere i Alentejo set, at han er god i stigende spurter, og i Colombia i år leverede han en mageløs klatrepræstation på 3. etape. Om han har samme ben nu, er nok tvivlsomt, men vi udelukker ikke helt, at han kan sidde med til toppen, hvorefter han burde være en af de hurtigste.

Mens afslutningen nok er for let for W52s kaptajn Raul Alarcon, kan det portugisiske hold satse på Edgar Pinto. Portugiseren er nemlig en ganske eksplov type, der burde kunne lide en afslutning som denne. Hans form har til gengæld ikke været helt i top, og i det hele taget har han i de senere år ikke været helt så stærk som tidligere. Han er også kun aktuel, hvis etapen viser sig for hård for sprinterne.

Manzana Postobon har to gode outsider I Jhonatan Restrepo og Diego Ochoa. I gamle dage ville det have været en perfekt finale for Restrepo, men efter i lang tid at være gået helt i stå er han ikke længere en oplagt kandidat. Omvendt viste han stigende form i Sarthe i sidste uge, så måske er det nu, han kan rejse sig igen. Ochoa iste sig i Colombia i februar som en fin afslutter, men om han også kan gøre sig i et løb med flere hurtige folk er måske tvivlsomt.

En anden joker er Aleksandr Riabushenko. Han blev U23-europamester i en puncheurfinale og burde egentlig være en helt oplagt kandidat til denne etape. Desværre er han som professionel nærmest gået baglæns, og vi har da heller ikke set skyggen af form på det seneste. På en UAE-hold med flere vinderbud får han næppe chancen, men man kan da håbe, at det er her, han endelig viser talentet.

En anden rytter, der måske kan blande sig, er lokale Ahmet Örken. Som holdbar sprinter burde han i hvert fald kunne lide en afslutning som denne, men vi har en frygt for, at den alligevel vil vise sig en anelse for hård. Det vil den ikke være for talentfulde Cyril Barthe, men han er nok ikke helt hurtig nok til faktisk at vinde.

Endelig vil vi fremhæve Merhawi Kudus, Felix Grosschartner og Jan Polanc. Alle hører de til blandt de mer eksplosive klassementsryttere, og det kan derfor ikke helt udelkkes, at de kan kære ed om sejren. Med udsigt til modvind og et plateau nær toppen tror vi dog, at det bliver en anelse for let til, at de kan slå de hurtigere folk. Og slutteligt skal det nævnes, at vi ikke tilskriver Sam Bennett de chancer, han egentlig burde have, efter at han i dag meldte om manglende form.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Simone Consonni, Ryan Gibbons

Outsidere: Jon Aberasturi, Enrique Sanz, Juan Jose Lobato, Valerio Conti, Mauro Finetto

Jokers: Yevgeniy Gidich, Juan Sebastian Molano, Edgar Pinto, Jhonatan Restrepo, Diego Ochoa, Aleksandr Riabushenko, Ahmet Örken, Sam Bennett