Optakt: 3. etape af Criterium du Dauphiné

Ruten

Der er en grund til, at sprinterne ofte holder sig væk fra Dauphiné, der jo først og fremmest er et bjergløb, men som regel har løbet haft en eller to etaper også for de rigtige sprintere. Sådan burde det også være i år, for efter to ganske kuperede dage kan rytterne tirsdag endelig se frem til lidt mere menneskeligt terræn. Den nye model med to kuperede dage i Massif-Central betyder nemlig, at man skal igennem fladlandet for at komme frem til Alperne, og den rejse burde sprinterne tirsdag kunne benytte til at teste Tour-formen for første gang. Desværre for dem har arrangørerne valgt at slutte med en lille bakke op mod mål, og med en sidste kilometer med 4,0% er der snarere lagt op til et opgør mellem en blanding af hårdføre sprintere og puncheurs.

I alt skal der tilbagelægges 172,2 km mellem Langeac og Saint-Haon-Le-Vieux. Desværre for rytterne er startbyen fortsat i Massif-Central, og derfor er første halvdel af etapen ganske kuperet. Således lægger man ud med at køre mod nordøst op ad en lang, jævn stigning (17,5 km, 3,0%), som leder op til et plateau ved byen Fix-Saint-Geneys. Her går der mod nord og øst ad en let nedkørsel, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 4-stigningen Cote d’Allègre (3,3 km, 4,8%), der er en relativt jævn stigning uden stejle procenter.

Toppen nås efter 29,4 km, hvorefter det bliver lettere. Det går nemlig mod nord, nordøst og igen nord ad en kun småkuperet og generelt let faldende vej på plateauet, inden man når frem til dagens spurt, som kommer efter 65,8 km. Herfra går det videre mod nord ad en nu let stigende vej, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Limites (3,7 km, 5,5%). Også det er en helt jævn stigning uden stejle procenter.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Herfra er det slut med vanskelighederne. Toppen rundes efter 83,9 km, hvorefter det går via en lidt kringlet nedkørsel mod nordøst ned fra plateauet til byen Montbrison, som nås efter 100,9 km. Den ligger i udkanten af det flade område mellem Massif-Central og Alperne, og det kan ses på terrænet over de sidste godt 70 km. Her kører man nemlig mod nord og nordvest ad en lang, kun let snoet og næsten helt flad vej parallelt med Loire-floden. Der kommer et let stigende og let faldende stykke med ca. 30 km igen, men derudover er det stort set fladt. I finalen følger man en hovedvej frem til et ret skarpt sving med 2200 m igen, hvorefter vejen kun afbrydes af en rundkørsel med 900 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 700 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. De sidste 2,3 km igen er dog alle let stigende med et gennemsnit på 3,5%, den sidste kilometer endda med 4,0% og med det stejleste stykke på de sidste 700 m, hvor det stiger med 5,7%.

Etapen byder på i alt 2095 højdemeter.

Saint-Haon-Le-Vieux har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter en dag med risiko for byger kan rytterne se frem til den første virkelig varme dag i årets løb. Fra starten i Massi-Central vil der kun være få skyer og en temperatur på 23 grader, mens der nede i Loire-dalen vil være hele 27 grader. Bygerisikoen vil være beskeden på 5-10%, og der vil være en let til jævn (13-15 km/t) og let aftagende vind fra først syd og siden sydøst. Det giver sidemed- og medvind stort set hele dagen, herunder sidemedvind på det lange, flade stykke til sidst. Efter svinget med 2,2 km får man sidevind, men slutteligt bliver det gradvist igen mere sidemedvind.

Analyse af 2. etape

Man skal ikke studere sejrsstatistikker længe for at falde over det helt åbenlyse. År efter år topper Deceuninck-Quick Step diverse lister. Selvom det ikke er hvert år, de er lige så flyvende som i den vilde 2018-sæson, hvor de vandt ikke færre end 73 gange, er det imponerende, at holdet er så konsekvent en vindermaskine. Ryttere kommer og går i det, der er en mindre svingdør - ganske enkelt fordi succes avler mere velbetalte tilbud fra andre og mere pengestærke hold - men manager Patrick Lefevere finder altid fuldgode erstatninger.

Utroligt nok skal vi helt tilbage til 2012 - året, hvor Bradley Wiggins vandt næsten alle sine cykelløb - for at finde seneste sæson, hvor de blev slået, og selv dengang endte de på andenpladsen, bare én sejr bag Sky. Og deres seneste sæson uden for top 2 var i 2011, hvor de endte helt nede som nr. 8 i det sidste år, hvor det stadig var HTC-mandskabet, der var kendt som feltets sejrsmaskine nr. 1.

Hvorfor er det sådan? Det mest åbenlyse er selvfølgelig, at de har nogle knaldgode ryttere og har et særligt blik for både at spotte talent og få det bedste ud af materialet. For den andet er holdet kendt for en særlig holdånd, der altid roses til skyerne af de ryttere, der har været en del af Lefeveres stald.

En anden og lige så vigtig årsag er imidlertid også, at de altid kører for at vinde. Hvis de har en bare rimelig chance for at vinde et cykelløb, kan man vide sig sikker på, at belgierne tager ansvaret og går efter den store gevinst. Af og til virker det spekulativt, når de fører for en sprinter, der bestemt ikke kan være sikker på at overleve, men Lefevere lever efter mantraet, at man i hvert fald ikke vinder, hvis man ikke forsøger. Og det har han jo åbenlyst ret i!

Et godt eksempel er også denne uges Dauphiné. Her er holdet åbenlyst kommet primært med deres B-hold af lidt tungere folk, der ikke rigtigt passer til den bjergrige rute. Derfor er belgierne i denne uge mest af alt underdogs, men alligevel har de grebet ud efter lykken med deltagelse i udbrud af først Ian Garrison og siden Shane Archbold. Ganske vist tydede intet på, at de to tunge folk ville kunne gøre det færdigt, men som Lefevere ville sige, ville de i hvert fald ikke vinde, hvis de blev i feltet.

Den mentalitet kunne andre godt lære af. Efter dagens første bløde bjergetape er det i hvert fald relevant for Movistar at spørge, om det kun er deres kraftigt reducerede rytterkvalitet, som er årsagen til de bare ni sejre, de har taget i 2019 og 2020. Og måske er der en grund til, at det ellers engang så initiativrige Astana-mandskab i år er meget tæt på sejrslistens bundplacering med de bare to sejre, de tog i Baskerlandet.

Man vinder nemlig ikke, hvis ikke man prøver, og det gjorde de to storhold slet ikke, da de i dag fik præsenteret en fremragende chance for at tage en for dem begge ret attraktiv WorldTour-sejr - en sejr, der for Astana havde været den tredje og for Movistar bare den anden i år. Det Dauphiné-format, som arrangørerne fra ASO har opfundet i de senere år, byder nemlig nu som regel på en første lille bjergtest på de blødere stigninger i Massif-Central allerede om mandagen, og den rute, de havde designet til i dag, var en eminent mulighed for de to hensygnende storhold til at sikre sig tiltrængt succes. Ikke blot var der en sejr på spil, også en tur i en af sportens vigtigste førertrøjer var der udsigt til.

Ruten lå også til deres højreben. Allerede i går viste Alejandro Valverde med en for ham efterhånden sjælden deltagelse i en spurt, at han er kommet til Frankrig for andet og mere end OL-forberedelse, og den hårde stigning med top inden for de sidste 10 km var den perfekte mulighed for at køre feltet så langt ned, at den spanske veteran ville være hurtig nok til at vinde. På samme måde må hurtige og holdbare Alex Aranburu have slikket sig om munden ved udsigten til en for ham ret perfekt etape, og Astana havde endda den luksus i Alexey Lutsenko at have en plan B, ifald løbet alligevel skulle blive for hårdt for den ikke altid tilregnelige basker.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Alligevel var blå trøjer forrest i feltet lige så sjældne forrest i feltet, som Jakub Mareczko er det i frontgruppen på en bjergetape i den tredje uge af en grand tour. Uanset om man spejdede efter Astana-drengenes lyseblå trikoter eller Movistar-bandens lidt mørkere design, fandt man intet gennem den lange og hårde dag i det centrale Frankrig. I stedet var det som altid feltets voksne chef, Ineos, der måtte påtage sig hovedansvaret for jagten gennem den lange etape, men for dem handlede det ingenlunde om etapesejren. Det var bare vanlig autoritativ kørsel af det britiske hold, der skulle sikre sig, at løbets klassement ikke gled dem af hænde på en etape, hvor det ikke var helt sikkert, hvem der ville føre.

Man må ellers sige, at Movistar og Astana havde fået det næsten, som de kunne ønske sig. Efter Brent van Moers sejr i går kunne man sagtens have forestillet sig en lang angrebsfest i bestræbelsen på at udnytte den manglende kontrol i et felt med kun få oplagte etapefavoritter, men det varede ikke engang mere end 10 km, inden fem mand var kørt væk. Af dem var de to, nemlig Lukas Pöstlberger og Archbold, mest af alt kendt som relativt tunge folk, og gruppens eneste klatrer, Robert Power, viste sig endda hurtigt som den store lottokupon, han altid er, da han totalt eksploderede og endte med at udgå af løbet. Tilbage var bare Pöstlberger, Archbold, Matthew Holmes og Anthony Delaplace - fire ryttere, der let burde kunne hentes på en dag med mere end 3000 højdemeter.

Endnu bedre var det, at Bahrain fra start havde vist deres intentioner om at gå efter etapen - enten med Sonny Colbrelli eller i et lidt hårdere scenarium med Dylan Teuns. Lotto-mandskabet var nemlig snu, da de i forsvaret af Van Moers trøje sendte Holmes med i udbrud, men det forsøgte Bahrain at forhindre med en hård jagt i den tidlige fase. Araberne havde nemlig luret, at mange pile ville pege på dem, hvis belgierne forsvandt som en oplagt allieret, og derfor var de ikke interesserede i at have Holmes hængende foran.

Den mission mislykkedes ganske vist, men Astana og Movistar vidste nu, at Bahrain var en fælle, der ville hjælpe med at hente det tunge udbrud. Endnu bedre blev det af, at Ineos holdt elastikken næsten urimeligt stram, så udbruddet næsten ikke kunne undgå at komme tilbage, hvis blot der var blevet vist et minimum af initiativ. Det initiativ kom skam også fra det decimerede Bahrain-hold, der desværre har mistet en allergiramt Eros Capecchi, men desværre er araberne ikke i deres stærkeste opstilling i et løb, hvor de har to klassementsfolk at beskytte i form af Jack Haig og Teuns, hvor Mark Padun igen synes formsvag, og hvor Marco Haller er lidt for ung til dette terræn.

Derfor kunne man godt fornemme, at Bahrain ikke på egen hånd kunne hente udbruddet - særligt fordi deres mission på den lange finalestigning jo mest var at undgå, at Colbrelli blev sat, hvorfor de måtte overlade initiativet til Ineos. Til gengæld havde de gjort arbejdet så fint, at det ikke have krævet meget af Movistar eller Astana at skabe den samling, der kunne have pyntet lidt på den triste sejrsstatik, og mulighederne blev endda endnu større, da en af deres rivaler, den altid uforudsigelige Kwiatkowski, hurtigt forsvandt fra Ineos-toget.

Alligevel skete der intet. Ineos fik lov at føre feltet op ad stigningen med Carlos Rodriguez i front for de tre kaptajner, og med Kwiatkowskis lidt uventede kollaps havde briterne nu da slet intet incitament for at føre hårdt, når der blot var én hjælper tilbage. I front var udbruddet ellers reduceret til nu kun Pöstlberger, der endda kæmpede med en direkte modvind, og den røde løber var i den grad rullet ud for Valverde og Aranburu.

Vi ventede og ventede, men intet skete. Jo, det initiativrige DSM-hold fortsatte deres flotte kørsel med en serie angreb fra deres unge talenter i form af Marco Brenner og Felix Gall, og den stadig mere imponerende Ben O’Connor kom med et yderst kraftfuldt angreb hen over toppen. Alligevel så man intet til de to blå hold, og man skulle derfor vente til efter toppen, hvor Bahrain naturligvis atter fik frem - nu var Colbrelli jo sikkert ovre stigningen - inden jagten atter kom i gang. Denne gang var det endda holdets førstekaptajn, Haig, der blev sendt til fronten, og senere hjalp også Teuns til.

Hjælp fik de imidlertid ikke - i hvert fald ikke af andre end altid aggressive Guillaume Martin, der kom med et flot og kraftfuldt angreb på den sidste lille bakke med 4 km til mål. Her virkede Valverde endda så flyvende og sprælsk, at chancerne for Valverde-sejr må have været gode, hvis Movistar blot havde gjort stigningen til et blodbad. Det så i hvert fald ikke ud til, at det var dårlige ben hos veteranen, der forhindrede Movistar i at gå efter deres tredje WorldTour-sejr i dette årti.

Jamen, kom Movistar og Astana slet ikke frem? Jo, jo, det gjorde de skam. Movistar gik all-in med deres stærke klatrekort, Carlos Verona - manden, der skulle have gjort stigningen til et blodbad - så snart den sidste bakke var overstået, og der stor set kun var let faldende vej og blot 4 km tilbage. På det tidspunkt var det bare alt, alt for sent - dels fordi Pöstlberger var for langt foran, og dels fordi Colbrelli jo nu havde overlevet alle bakkerne og derfor ville være næsten umulig at slå i en spurt. Og Astana? Jo, de kom skam frem lige ved den røde flamme på et tidspunkt, hvor Pöstlbergers sejr var lige så stensikker, som kasakkernes fiasko var det. Ja, faktisk virkede den føring nærmest kun komisk og en lille smule latterlig.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

I stedet blev vinderen af den første lille bjergetape ikke Valverde, Aranburu eller Lutsenko. Nej, det blev Pöstlberger, der med sin tyngde og præference for brosten jo egentlig er fejlcastet i dette bjergløb. Som Deceuninck er Bora nemlig kommet til løbet med et lidt for tungt hold, og selvom de i Wilco Kelderman og Patrick Konrad har to fine kaptajner, er resten af truppen ikke just skabt til et af årets allerhårdeste etapeløb. Derfor var tyskerne på alle måder et usandsynligt vinderhold i denne uge - præcis som Lotto var det med deres unge gruppe af udbrydere.

Alligevel er det Lotto og Bora, der har vundet og ikke Astana eller Movistar. De to hold greb nemlig ud efter lykken med de begrænsede midler, de har, og det initiativ belønnede sig. Det gjorde det naturligvis særligt for Pöstlberger, der nok for anden gang i karrieren tog en mindre choksejr, efter at han som lead-out man for Sam Bennett udnyttede et uventet hul til at vinde 1. etape af Giroen i 2017. Dengang indbragte manøvren en førertrøje, og minsandten om ikke det gentog sig denne gang.

Fortjent var det også. Pöstlberger leverede nemlig sit livs klatrepræstation og det endda på en dag, hvor vinden slet ikke hjalp ham. Det gjorde så til gengæld et totalt apatisk felt, hvor kun Bahrain viste skyggen af initiativ - samt naturligvis det Ineos-mandskab, der ikke kørte for at vinde etapen, men klart markerede, at de er kommet for at vinde hele løbet.

Den mission ser fornuftig ud. Måske var holdet lidt sårbart i dag, hvor Kwiatkowski fejlede, ligesom Geoghegan Hart i finalen bestemt ikke gav indtryk af at have genfundet de Giro-ben, han har manglet hele året, men ligesom Valverde og Martin virkede Geraint Thomas helt i hopla på den sidste lille bakke. Det samme gjorde også Sepp Kuss, der jo også er meldt i storform af sportsdirektør Grischa Niermann, samt en let og elegant David Gaudu, der ser ud til at være gevinst og ikke nitte i dette løb. Ineos kan næppe heller klage over Richie Porte, der først lod Thomas få et hul, men siden hurtigt fik det lukket, da gruppen blev lidt for stor. Og så virkede Haig uhyre overbevisende i sit arbejde for Colbrelli.

Apropos overbevisende og apropos Colbrelli… Det kan godt være, at hans klassikersæson var skuffende, men han er i den grad kommet efter det. Efter hans vilde klatrepræstation på 2. etape i Romandiet har han virket nærmest endnu bedre i dette løb, hvor han var i hopla på begge de to sene stigninger. I spurten var han skam også helt suveræn, men desværre lider han åbenbart under den forbandelse, der altid har plaget ham i Romandiet. Nok engang blev han snydt af en tidlig udbryder, og nok engang endte han med en kedelig 2. plads. Heller ikke i dag har han dog noget at bebrejde sit hold, hos hvem Teuns endda ofrede sig så meget, at han smed tid til sidst, men derimod snarere de hold, der kastede håndklædet i ringen, allerede inden løbet var startet.

I denne ring får deres håndklæder selskab af Jonas Vingegaards og Warren Barguils. De to løjtnanter blev nemlig etapens store ofre. For meget svingende Vingegaard er det ikke uventet, da Niermann allerede inden løbet havde dæmpet forventningerne, men hans tidstab på næsten ni minutter er desværre endnu et vidnesbyrd over de voldsomme forskelle, der er på hans top- og bundniveau. Mere overraskende var det, at Barguil måtte slippe, men han er trods alt kendt om en mand, der skal bruge mange løb for at finde formen. Til gengæld var det godt at se, at Brandon McNulty åbenbart bare havde en enkelt offday i går, ligesom Kasper Asgreen klarede den første lille test i dette spekulative klassementseksperiment og til slut igen viste, at han altså er en ganske hurtig herre. Også Mattias Skjelmose virkede ganske overbevisende i finalen, så det danske løb er bestemt ikke slut, bare fordi Vingegaard og vores efter en pause altid uhyre rustne Mads Pedersen er milevidt fra deres bedste niveau.

Det er Valverde til gengæld ikke. Spanieren lignede heldigvis ardenner- og ikke UAE-udgaven af sig selv i dag, og også Aranburu så trods en kikset spurt ganske velkørende ud. Alligevel gik dagens etapesejr ikke til hverken den ene eller den anden af de to hurtige og klatrestærke spaniere, men derimod til en tung østriger, der jo egentlig intet har at gøre i dette løb.

Han gjorde imidlertid det, hverken Astana eller Movistar gjorde, nemlig greb ud efter lykken. Og som Lefevere ville sige, vinder man jo ikke, hvis ikke man prøver. Måske Astana og Movistar skal huske det, inden de gør et af årets allerstørste løb til en ren sydfransk gavebod?

Favoritterne

Der er en grund til, at Criterium du Dauphiné som regel taber kampen om det bedste sprinterfelt til Tour de Suisse. Det vil ganske vist være synd at betegne det schweiziske etapeløbs mange kuperede rundstrækningsfinaler som en gavebod til sprinterne, men kan man klatre lidt, har man som hurtig mand ofte ganske meget at komme efter i det schweiziske løb. Mens de helt tunge folk ofte har foretrukket det næsten helt flade ZLM Toer (som i år er aflyst) som sidste formtest frem mod Touren, har Tour de Suisse i de senere år været stedet at tjekke formen hos feltets holdbare sprintere, mens Dauphiné har været rammen om den store generalprøve for feltets klassementsryttere.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Sådan er det også i år, men denne gang er der en særlig god grund til den skæve sprinterfordeling. Normalt har Dauphiné altid haft to sprinteretaper i den relativt flade Rhone-dal umiddelbart vest for løbets hjemstavn i Alperne, og det gælder sådan set også med det nye format, som ASO har indført. Tidligere kom de to sprinteretaper altid om mandagen og tirsdagen, men nu kommer de på hver sin side af løbets enkeltstart, når feltet bevæger sig tværs gennem fladlandet fra det kuperede Massif-Central til de gigantiske alpetoppe. Sådan var det også i den seneste fulde udgave i 2019, hvor de to massespurter blev vundet af Sam Bennett og Wout van Aert, der udnyttede en urimeligt teknisk finale til at slå den ellers hurtigere irer.

Desværre for sprinterne har arrangørerne besluttet sig for at skræmme sprinterne væk - så meget at Pascal Ackermann forsvandt fra startlisten, lige så hurtigt han dukkede op. Værst er det naturligvis på torsdag, hvor en sand lille mur i finalen vil gøre det til et lille mareridt for de sprintere, der skal forsøge at overleve, men også på tirsdagens etape er der et krydderi. Ganske vist foregår hele anden halvdel af etapen i den flade Rhone-dal, men en frisk lille puncheurspurt betyder, at løbets på papiret tre hurtigste, Fabio Jakobsen (der dog under ingen omstændigheder nok skulle regnes som favorit i den nuværende forfatning), Mads Pedersen og Alexander Kristoff, ikke er de oplagte favoritter, de burde være. I stedet er det en langt mere interessant afslutning, som også kan give ideer til puncheurs.

Det er lidt svært at blive helt klog på finalen. De sidste 2,3 km er alle stigende med et gennemsnit på 3,5%, og af profilen fremgår, at det bare bliver stejlere og stejlere. Den normalt relativt pålidelige løbsbog angiver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,0% over den sidste kilometer, men profilen viser også, at det bliver noget stejlere over de sidste 500 m. Ifølge La Flamme Rouge taler vi om 5,7% over de sidste 700 m, og det plejer at være en troværdig og brugbar kilde.

Inden vi kommer til selve spurten, er der dog en lang etape, der skal overstås, og som vi har set de seneste dage, kan man aldrig vide sig sikker på noget som helst i et løb, hvor ringen med smidte håndklæder efterhånden er overfyldt jf. analysen ovenfor. Lettere bliver det bestemt ikke af, at starten foregår i Massif-Central, og at næsten alle de 2100 højdemeter findes over de første 85 km. Og helt galt går det, når man lægger ud med en 17,5 km lang stigning, der nok er blød, men rigeligt hård til at være afsæt for angreb.

Det var ret bemærkelsesværdigt, at Tim Wellens i dag valgte at vente på Brent van Moer på et tidspunkt, hvor trøjen allerede var tabt. Det kan vel kun læses som en intention om at få smidt den tid, han skal bruge for at tage den etapesejr, der hele tiden har været hans mål i dette løb. Med tanke på den hårde start ligner det en oplagt chance for Wellens til at være initiativtager et stærkt udbrud af relativt klatrestærke folk.

Derfor regner jeg også med en knaldhård start. De senest udbrudssejre må have givet ideer, og jeg tror, at der bliver angrebet hårdt fra start. Her vil Bahrain, Trek og måske UAE og Astana formentlig gøre alt, hvad de kan for at sikre, at gruppen ikke bliver for svær at styre, men terrænet gør det bestemt ikke let. Jeg tror, at vi vil se udskilning allerede fra start - eksempelvis kan man frygte, at Mads Pedersen igen bliver sat, allerede inden tv-billederne kommer på - og selvom vi vil se en regruppering, når udbruddet er kørt, regner jeg med, at første del af etapen vil bidrage til at gøre etapen hård.

Det tror jeg nemlig, at den bliver. Det bliver svært at undgå, at udbruddet har en vis styrke, og samtidig er der stadig et langt, hårdt stykke, når elastikken er knækket. Belært af erfaringerne fra de seneste to dage tror jeg, at Bahrain kører med minimal risiko, og jeg tror derfor, at de vil begynde at jagte næsten med det samme. Lægger man dertil, at der vil være medvind hele dagen, er der basis for en både hurtig og opslidende dag.

Bliver feltet så snydt igen? Det er bestemt ikke umuligt, men jeg tvivler. Denne gang burde der være langt større interesse i at jagte. Bahrains deltagelse burde være sikker, og hvis udbruddet truer trøjen, hjælper Bora også. Trek er her primært for spurterne og har allerede vist villighed til at arbejde, og vi så også på 1. etape, at Alexander Kristoff og UAE havde overraskende stor selvtillid på en for ham næsten umulig etape. Jeg vil bestemt heller ikke udelukke, at Ag2r vil træde i karakter, for Greg van Avermaets mund løber altid over af mundvand, når han ser puncheurspurter som denne. Læg dertil, at Deceuninck som nævnt i analysen altid går efter sejren, hvis chancen er reel, og da deres tunge folk får svært ved at ramme udbruddet i den hårde start, vil også de formentlig indgå i jagten. De ellers så passive Astana-drenge plejer faktisk at være flittige til at føre for Aranburu forud for puncheurspurter, og de ellers arbejdssky BikeExchange-drenge kan vel ikke undgå at have været imponerede over Kaden Groves i går.

Med andre ord er der faktisk ganske mange hold, der kan tænkes at føre, og selvom et formentlig stærkt udbrud ikke skal undervurdere på en dag med konstant medvind, vælger jeg at tro på vores spurtafgørelse. Jeg tror dog også, at det bliver en hård og hurtig etape, og det taler for, at det vil være nogle mærkede ben, der skal spurte til sidst.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Udover at være op ad bakke er spurten ret enkel. Vi har det skarpe sving i bunden af bakken, men derefter er det helt ligetil med bare den sidste rundkørsel med 900 m igen. At det samtidig stiger pænt, betyder, at det er lettere at vinde position via gode ben, og det bliver en afslutning, hvor benene taler mere end positionen, også selvom vejen er så smal, at man risikerer at blive lukket inde.

Det er godt nyt for Sonny Colbrelli. Som skrevet i analysen virkede italieneren skræmmende god i dag, og han har været mindst lige så skræmmende i de to spurter, som han har vundet ganske suverænt. Det var endda relativt flade spurter, men Colbrellis præference er jo egentlig puncheurspurter. Derfor er det i virkeligheden denne afslutning, der passer ham allerbedst, og hvis han spurter, som da han eksempelvis kørte sin mindeværdige (men alt for lange) modvindsspurt i Montreal i 2019, er han ganske uhyggelig i denne slags finaler.

Colbrelli har dog to udfordringer. Den første er positioneringen, der altid har været hans akilleshæl. Heldigvis kan han her glæde sig over den enkle finale, hvor benene taler, ligesom han i Marco Haller har en både stærk og meget dygtig lead-out man. Derudover er antallet af sprintere begrænset og positionskampen mindre intens, og det taler for, at han vil sidde rigtigt. Den anden udfordring er stigningens stejlhed. 5,7% er så stejlt, at afslutningen begynder at tippe mere i retning af lidt mere udprægede puncheurs, og det er i hvert fald godt for Colbrelli, at han ikke skal spurte med særligt Mathieu van der Poel, men måske også Julian Alaphilippe. Det er dog ikke procenter, han ikke kan klare - slet ikke med den nuværende form - og derfor tror jeg, at han endelig får den sejr, han i den grad har fortjent.

Netop stejlheden gør også, at jeg har Alex Aranburu som nr. 2. Som vi har set de seneste dage, er han ikke noget lyn på flad vej, men denne puncheurspurt burde ligge til ham. Det er i hvert fald denne slags afslutninger, der er hans spidskompetence, og den er så stejl, at han burde have en fair chance for at slå Colbrelli. Udfordringen er for ham også positioneringen, som han har det meget svært med, og som også er kikset de seneste to dage. Her hjælpes han dog af hårdheden, de få tekniske udfordringer og af en god lead-out man i Alexey Lutsenko. Desværre har han haft en lidt bekymrende evne til at skuffe i disse spurter, blandt andet i Suances under Vueltaen, men årets 3. plads i Provence og særligt 5. pladsen i klassefeltet i Tirreno var opløftende. Formen så også udmærket ud i dag, og derfor står han stærkt, hvis han klarer positioneringshurdlen.

Netop hårdheden går også, at jeg tilskriver Alejandro Valverde en ret god chance. Når vi nærmer os 6% over 700 m, er det stejlt nok til en puncheur som ham, og han virker ganske flyvende lige nu. Det så vi i dagens finale, hvor han var der som en mis på den sidste bakke, inden han kørte en ganske fin spurt i baghjulet på suveræne Colbrelli. På flad vej er han chanceløs mod italieneren, men på så stejl en bakke er det anderledes. Jeg er stadig bekymret for, om han er hurtig nok, for det er ret klart, at han har tabt ganske megen fart, men det var ganske opløftende i dag. I dag er han lidt for bange i positionskampen, men også han hjælpes af den mere fysiske og slet ikke tekniske finale. Det ligner ikke en umulighed, at Valverde kan bryde snart to års WorldTour-tørke denne tirsdag.

Stejlheden gør også, at vi skal se i retning af Michal Kwiatkowski. Ganske vist fejlede han fælt i dag, hvor det blev bevist, at lottokuponen Kwiatkowski lige nu synes at være mere nitte end gevinst, men en kort spurt på en 700 m lang rampe kan han godt køre. Hans fart i søndagens spurt var slet ikke ringe, og vi ved, at Kwiatkowski er en glimrende puncheur, som han har vist det i blandt andet Polen, hvor han var i særklasse i 2018, i Fleche Wallonne, hvor finalen dog er en helt anden, eller med 2. pladsen bag Valverde på 2. etape i Vueltaen i 2018. Positioneringsstærk er han også, og vi så på 1. etape, at han har sin frihed til at spurte. Det er klart, at hans primære opgave er de tre kaptajner, men i denne ukomplicerede finale bør han nok kunne få plads til selv at spurte. Benene halter måske lidt for meget til, at han er den favorit, han burde være, men det er en finale, Kwiatkowski sagtens kan vinde i.

Mens jeg er usikker på Kwiatkowskis form, er jeg usikker på farten hos Greg van Avermaet. Det er efterhånden længe siden, at han har kørt en rigtigt god puncheurspurt, og han skuffede blandt andet meget i Besseges i februar. Til gengæld blev han nr. 2 i et ganske vist ikke så stærkt felt i Var, ligesom han kørte to pæne spurter i Tirreno. Der er ingen tvivl om, at han er ret begejstret for denne finale, der i forhold til procenter synes at passe ham næsten perfekt. Han er god i positionskampen og har det måske bedste tog med Oliver Naesen, Dorian Godon og Clement Venturini, der dog meget vel kan køre sin egen spurt i stedet. Nu skal han bare vise, at farten rækker langt nok,

Trek har både Jasper Stuyven og Mads Pedersen¸ men selv hvis danskeren var i storfom, ville jeg på så stejl en bakke til enhver tid satse på Stuyven. I lyset af Pedersens trængsler de seneste dage må det være helt oplagt, at det er belgieren, der skal satses på, og det er da heller ikke en helt ringe finale for ham. Stuyven har dog overraskende få puncheurresultater, men jeg finder håb i den overraskende gode spurt, han kørte i Epernay i Touren i 2019, ligesom han har vundet GP de Wallonie på den noget hårdere bakke i Namur. Formen så fin ud på bakken søndag, og han plejer at være god i positionskampen, hvor han på den flade og nedre del kan regne med Pedersen og Ryan Mullen. Spørgsmålet er bare, om han kan matche lettere folk på en stigning, der bliver så relativt stejl til sidst.

En rytter, der er meget svær at vurdere, er Florian Senechal, for hvem det kan blive både fugl og fisk. Franskmanden er på papiret en god puncheur, men han har kørt overraskende få af den slags afslutninger. Samtidig er hans form ret usikker, fordi han er blevet sat relativt tidligt de seneste dage, og han har før haft problemer med at komme i gang efter en pause, blandt andet tidligere i rå. Omvendt er Senechal i dag blevet så god og eksplosiv på de flamske hellingen, at han burde have et uudnyttet potentiale i denne slags afslutninger, og han er hvert fald god i positionskampen, hvor han er stærkt støttet af et meget stærkt tog bestående af folk som Josef Cerny, Kasper Asgreen og Shane Archbold. Spørgsmålet er bare, om bakken er lidt for stejl til, at Senechal kan slå de lettere folk, særligt hvis formen ikke er helt oppe at ringe.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

En anden rytter, for hvem det kan gå begge veje, er Timo Roosen. Hollænderen nåede tårnhøje puncheurhøjder, da han gik i top 3 på Hatta Dam i UAE Tour og endda kørte i top 5 i et klassefelt af puncheurs i både Quebec og Montreal i 2018. Siden dengang har der dog været mere stille om ham, og da han spurtede i Quebec i 2019, blev han da også ”kun” nr. 8. Til gengæld har hans form i foråret imponeret mig meget, og han har næppe været lige så god siden 2018. Hvor han står nu, er sværere at vurdere, ligesom det er ret uklart, om ikke bakken bliver lidt for stejl og lang til en mand, der er mere til de blødere procenter i Quebec eller den mere hidsige afslutning på Hatta Dam. Derfor kan han sagtens falde lidt igennem, men med Quebec-ben kommer han langt.

Der er næppe tvivl om, at Van Avermaet ikke accepterer en rolle som hjælper på denne etape, men spørgsmålet er, om han også låser Clement Venturini. Det vil ikke være helt urimeligt at lade franskmanden køre sin egen spurt, når nu også har stigende spurter som sin præference. Det er i hvert fald her, han har leveret nogle af sine bedste resultater, blandt andet med en af de lidt for få sejre i Occitanie i 2018, ligesom han blev en stærk nr. 3 bag Colbrelli og Venturini i Oman i 2019. Hans resultater, særligt på dette niveau, er dog meget begrænsede - først og fremmest fordi chancerne har været få - og jeg er lidt usikker på, om han er hurtig på disse lidt stejlere procenter. Her er han måske en anelse for tung, men i det mindste viste han fin form ved at klare bakken forleden.

Hvad så med Kasper Asgreen? Det må være Senechal, der er Deceunincks plan A, og derfor ender han formentlig med at køre en eller anden form for tog. Han har dog blik på førertrøjen på onsdag, og derfor er han nødt til at spurte for ikke at tabe sekunder. Melder Senechal om dårlige ben allerede relativt langt nede af bakken, vil Asgreen lynhurtigt blive kaptajn, og så skal han blive interessant at se i en finale, hvor hans erfaringsgrundlag er temmelig begrænset. Desværre er han på bakker nok lidt mere råstærk, end han er hurtig, og jeg vil tro, at han mangler den allersidste fart mod de rigtige puncheurs. På den anden side var hans spurt i dag slet ikke ringe, og på denne lange, seje bakke synes man at kunne komme ret langt på bare at være stærk. Det er Asgreen som bekendt mere end de fleste.

Som sagt har jeg en mistanke om, at Tim Wellens gerne vil i udbrud, men skulle det glippe, kan han vel godt sadle om og gå efter spurten. Den er måske ikke helt oplagt for ham, men den burde være stejl nok for en fyr som ham. Han har som bekendt vundet en noget stejlere puncheurspurt i Giroen og i Andalusien, og sidste år viste han sine puncheurevner i forbindelse med de to udbrudssejre, han tog i Vueltaen, særligt den sidste hvor modstanden var ganske skræmmende. Også i BinckBank Tour har han slået en vis Marc Hirschi i et bare let stigende opløb, og han er derfor slet ikke nogen dårlig afslutter, særligt når det har været hårdt. Jeg er lidt bange for, at han bare regner dette som en sprinteretape og slet ikke gider at prøve, men når vi taler om næsten 6%, burde han kunne gøre det bedre end som så.

Det samme kan Dylan Teuns. Selvfølgelig er Colbrelli den indlysende plan A for Bahrain, men i en spurt som denne, hvor benene taler, og et lead-out er af mindre betydning kan man godt lade to mand spurte. Stigningen er lidt for blød til at passe en murspecialist som Teuns perfekt, men han blev trods alt nr. 2 bag Kwiatkowski på 5%-spurten i Polen i 2018, ligesom han blev en for mig ret overraskende nr. 4 på den bløde bakke i Provence i februar. Også på sidste etape i Paris-Nice blev han nr. 4 på en meget blødere bakke, mens han blev nr. 4 i Biot i samme løb, hvor finalen til gengæld var lidt hårdere, men stadig med nogenlunde samme procenter. Med andre ord kan Teuns utvivlsomt lave et resultat, hvis han prøver. Om han kan vinde, er nok mere tvivlsomt, men hans lave rangering på listen skyldes mest af alt, at han er på hold med Colbrelli og derfor kan ende som hjælper.

Hvad kan Kaden Groves i denne finale? Egentlig skulle BikeExchange jo have kørt etapen med Robert Stannard, der kunne have været en af de helt store favoritter til etapen, men nu skal de i stedet prøve med en rytter, der er mere sprinter end puncheur. Han har i hvert fald slet ingen referencepunkter i denne slags finaler overhovedet, og han er endda helt grøn på dette niveau. Det forhindrede ham dog ikke i at overraske både sig selv og sit hold på 1. etape, hvor han klatrede over evne, inden han fik kørt en lidt for lang spurt. Han er i hvert fald en klejn sprinter, der burde have fysikken med sig, men om han også har styrken til at være med i så hård en finale, er nok tvivlsomt. Han overraskede mig i går, og det kan han gøre igen, men det vil trods alt komme meget bag på mig, hvis han kører med om podiet.

I gamle dage havde jeg haft Carlos Barbero langt oppe på denne liste. Spanieren spiste denne slags spurter til morgenmad i mindre spanske løb, og særligt havde han en bestemt finale i Burgos, hvor han vandt år efter år på sin hjemmebane. Det var i en spurt, der minder meget om denne, og også i Getxo har han vist sine glimrende puncheurevner. Nu er han imidlertid faldet gevaldigt af på den, og han spurter stort set aldrig længere. Da han deltog i spurten i går, endte han da også på en beskeden 10. plads i et felt nærmest uden sprintere. På den anden side var det et udtryk for en vis form, at han overhovedet var med så langt, og derfor glæder jeg mig faktisk ganske meget til at se hans evner i den slags spurter, han elsker. Jeg formoder, at han har halvhurtige Sean Bennett som støtte.

Jeg er lidt spændt på, hvordan Bora griber etapen an. På papiret er deres sprinter Michael Schwarzmann, der godt kan spurte på en bakke, men han deltager stort set aldrig i massespurter længere. Derudover har de Nils Politt, der kørte en god spurt i går, men jeg har svært ved at se ham lave mere end en yderlig top 10. Derfor håber jeg, at holdet vurderer, at stigningen er svær nok til, at det er værd at prøve med Patrick Konrad. Østrigeren genfandt lidt af sin gamle fart i Giroen sidste år, og i Provence i februar viste han med en 5. plads, at han også kan køre denne slags lettere finaler. Han kørte en god spurt igen i dag, og jeg tror, at bakken er så stejl, at det er ham, der kan levere Boras bedste resultat.

Jeg er ret sikker på, at UAE igen kører for Alexander Kristoff, men jeg kan slet ikke se nordmanden fremme på næsten 6%. Han er god i spurter på 2-3%, men det her er for meget, selvom han dag for dag viser sin storform. Derfor håber jeg, at UAE når at sadle om i tide og køre for formstærke Sven Erik Bystrøm, der efter en kikser på 1. etape i dag bekræftede sit tårnhøje niveau. I dag kørte han en god flad spurt, men faktisk burde dette passe meget bedre til manden, der netop er blevet nr. 3 på den stejle brostensrampe på 2. etape i Andalusien. Han er næppe god nok til at køre med om podiet, men jeg håber, at han får chancen for at prøve sig selv af.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Hvad med Nathan Haas? Den fallerede australier viste gode ben i går, hvor han sad med feltet hjem, og han ville faktisk have kørt spurten, men var alligevel for træt. Det kunne indikere, at han vil forsøge sig i denne afslutning, som i gamle dage havde været guf for manden, der har vundet en puncheurspurt i Burgos. Hvor god han er efter mange svære år, er svært at sige, men hans kørsel i går giver dog lidt grund til optimisme. Cofidis har også den gode og formstærke puncheur Anthony Perez, men han deltager stort set aldrig i denne slags spurter. Mere tror jeg, at de nok kører for deres sprinter Emmanuel Morin, men hef ser ham ikke være med fremme på denne bakke.

Egentlig ville jeg gerne have Valentin Madouas højere på denne liste. Franskmanden viser sig sjældent som puncheur, men da han i februar blev nr. 3 i Var, bevist han, at han skulle prøve noget mere. Når han ender langt nede på listen, skyldes det alene, at FDJ i dag har sagt, at deres eneste mål med etapen er at få David Gaudu sikkert til mål. Det indikerer, at Madouas, der ellers blev betrygget i sin form med angrebet i går, slet ikke vil forsøge. Hvis han gør, tror jeg dog, at den er stejl nok til, at han kan gøre det pænt.

Endelig er der Mads Würtz Schmidt. Danskeren skuffede lidt på 1. etape, men som på Mallorca havde han vist bare lidt rust, der skulle bankes af. I dag var han i hvert fald ikke langt fra første gruppe, og det bør anspore ham til at prøve at køre en god spurt. Vi så på Mallorca, hvordan han med god positionering slog Kristoff i en let stigende spurt, og selvom niveauet her er helt anderledes højt, er en top 10 bestemt mulig. Israel SUN har også den halvhurtige Omer Goldstein , der viste storform i går, og han kunne måske også give den et skud.

Hos EF vil de sikkert prøve med Michael Valgren og Logan Owen, men jeg har svært ved at se dem være med helt fremme. Jose Joaquin Rojas vil formentlig køre for Valverde, ligesom Oliver Naesen og Dorian Godon skal køre for Van Avermaet og måske Godon og Alexey Lutsenko for Aranburu. Arkea har sagt, at de vil prøve med Clement Russo, der faktisk burde være god i en sådan finale og gjorde det godt i klassikerne, men jeg har svært ved at se ham fremme i dette skarpe selskab. Ellers er Warren Barguil altid frisk på en spurt, som han var det i går. DSM vil måske prøve med Ilan van Wilder eller Kevin Vermaerke, men finalen må være for let for dem begge. B&B har halvhurtige folk som Eliot Lietaer, Franck Bonnamour, Cyril Gautier og Quentin Pacher, der godt kan spurte på en bakke, men næppe gå i top 10. Endelig havde jeg på Intermarché faktisk visse forventninger til Loic Vliegen , der godt kunne gå i top 10, men som virker formsvag. Måske kan de også prøve med Jan Bakelants, men top 10 virker usandsynlig. Endelig skal alle klassementsryttere spurte, da der kan opstå huller på en sådan bakke. Derfor skal de alle ende ret langt fremme, og det vil særligt gælde for lidt hurtigere folk som Geraint Thomas, Tao Geoghegan Hart , der dog ikke virker alt for velkørende, David Gaudu, Guillaume Martin, Wilco Kelderman og Brandon McNulty.

Som sagt kan et udbrud ikke udelukkes, og her vil jeg se i retning af stærke folk, da starten er benhård. Jeg har allerede nævnt Tim Wellens som mit bedste bud, men det er også oplagt, at brølstærke Brent van Moer skal på jagt efter bjergpoint og en ny etapesejr. Andre folk kunne være Dorian Godon, Oliver Naesen, Michael Gogl, Sean Bennett, Eliot Lietaer, Cyril Gautier, Anthony Perez, Julien El Fares, Lawson Craddock, Jan Bakelants, Mads Würtz Schmidt, Martijn Tusveld eller måske endda Sven Erik Bystrøm, hvis ikke det hele handler om Kristoff-

OPDATERING: Mads Pedersen har bekræftet, at Trek kører spurten for Jasper Stuyven.

Feltet.dks vinderbud: Sonny Colbrelli

Øvrige vinderkandidater: Alex Aranburu, Alejandro Valverde

Outsidere: Michal Kwiatkowski, Greg van Avermaet, Jasper Stuyven, Florian Senechal, Timo Roosen

Jokers: Clement Venturini, Kasper Asgreen, Tim Wellens, Dylan Teuns, Kaden Groves, Carlos Barbero, Sven Erik Bystrøm, Nathan Haas, Patrick Konrad, Valentin Madouas

Kandidater til et udbrud: Tim Wellens, Brent van Moer, Dorian Godon, Oliver Naesen, Michael Gogl, Sean Bennett, Eliot Lietaer, Cyril Gautier, Anthony Perez, Julien El Fares, Lawson Craddock, Jan Bakelants, Mads Würtz Schmidt, Martijn Tusveld, Sven Erik Bystrøm