Optakt: 3. etape af Giro d’Italia

SE GIROEN PÅ DPLAY - FÅ 7 DAGES GRATIS

Ruten

Giro-arrangørerne er lidt mere tilbageholdende med meget tidligere bjergfinaler end Vueltaen, men som regel kommer den første bjergafslutning ikke alt for langt inde i løbet. I år betyder aflysningen af den ungarske start, at det sker helt usædvanligt tidligt, for allerede på tredjedagen skal klatrebenene findes frem til det første bjergslag. Som det skete i både 2017 og 2018, hvor løbet også tilbragte en tidlig del af løbet på Sicilien, sker det må den frygtede vulkan Etna, der denne gang endda bestiges fra en ny side, nemlig fra nordøst. Vi ved af erfaring, at vinden kan være ret dræbende på den golde vulkan, men står den rigtigt, er der basis for store forskelle over de sidste knap 3 meget svære kilometer i en af løbets vanskeligste finaler allerede to dage efter åbningen.

Med en distance på bare 150,0 km er der tale om endnu en kort etape, som fører feltet fra Enna til toppen af Etna. Starten går inde midt på Sicilien, hvorfra man via en nedkørsel kører mod nordøst ned til en stigning, der leder mod nordøst og over to omgange kommer med hhv. 1,9 km med 8,3% og 1,4 km med 6,3%, inden toppen rundes efter 23 km. Herfra følger man en snoet og let faldende vej mod øst, men undervejs afbrydes den af flere småbakker, mest markant med et længere stigende stykke frem til Regalbuto, som passeres efter 47,1 km, inden det atter begynder at falde. Kort efter flader det ud, mens man fortsætter mod sydøst ned til byen Paterno, der nås efter 78,1 km.

Herefter ændrer etapen karakter. I stedet for at fortsætte helt ud til kysten drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Nicolosi-stigning (9,1 km, 4,1%), hvis top passeres efter 92,8 km. Den leder op til et plateau, der falder let mod nord frem til dagens første spurt, som passeres efter 107,4 km. Herfra går det videre mod nord over to ikke-kategoriserede stigninger med top efter hhv. 115 km (3,7 km, 5,2%) og 121 km (3,4 km, 5,6%). Slutteligt leder en let nedkørsel mod nord ned til byen Linguaglossa, hvor dagens sidste spurt kommer efter 130,9 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den ligger lige for foden af ikoniske Etna, der her er kategori 1. Man drejer mod sydvest for at tage hul på stigningen, der over 18,8 km stiger med 6,8% i snit. Den første del er uhyre regulær med stigningsprocenter på ca. 7 næsten hele vejen, indtil den med 5,3 km flader ud med 1850 m med 4,2%. Herefter tager den til gengæld fat over de sidste 2850 km, som stiger med 9,1% i snit med et maksimum på 11% med 1500 m igen, inden den flader lidt ud med 8,8% over de sidste 500 m. Midtvejs har stigningen uhyre mange hårnålesving, men på de sidste 4 km bugter vejen sig kun, indtil man rammer den 50 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3516 højdemeter.

Etna blev senest besøgt i 2018, hvor Esteban Chaves overraskende gik i det tidlige udbrud for siden at blive hentet af Simon Yates, så de to Mitchelton-ryttere kunne tage en dobbeltsejr med etape til Chaves og førertrøje til Yates. Også i 2017 var man forbi, og her tog Jan Polanc karrierens anden etapesejr, da det efter et langt udbrud akkurat lykkedes at holde favoritterne bag sig. I 2011 slog Alberto Contador lille Jose Rujano i en spændende duel, men den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuterol-dom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder. I 1967 sejrede Franco Bitossi ved det første besøg, mens portugisiske Acacio Da Silva vandt i 1989, hvor man sluttede et andet sted på bjerget end ved de tre øvrige besøg. Sidste år sluttede kongeetapen i Giro di Sicilia i byen, og det gav sejr til Guillaume Martin foran Fausto Masnada og Dayer Quintana.

Vejret

Efter nogle solrige dage venter et vejromslag, men heldigvis ser det ud til, at bygerne først kommer om aftenen. Efter en solrig morgen vil det langsomt sky til, og ved indgangen til finalen vil det formentlig være helt overskyet. Temperaturen i bunden af Etna vil være 25 grader, og det vil være en ganske stille dag med en svag til let vind fra øst (5-10 km/t), som langsomt drejer mod nordøst. Det giver modvind på den første lange del af etapen, indtil man får sidemodvind på stykket med de to spurter. Slutteligt får man med- og sidemedvind hele vejen op ad Etna.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Analyse af 2. etape

Man taler i Danmark om at være fyrre, fed og færdig, og det har i mange år været et udtryk, der kunne overføres til cykelsporten. Naturligvis findes der de sjældne undtagelser som Alejandro Valverde og Chris Horner, der leverer resultater på den anden side af 40-årsgrænsen, men for langt de flestes vedkommende er det slut med at føje yderligere til resultatlisten, når man 3-tallet er skiftet ud med et 4-tal.

I denne vidunderbørnenes tidsalder er det dog efterhånden mere relevant at tale om tredive, fed og færdig. I hvert fald har de mange kometer, der brager frem med en sådan hast, at de fleste astronomer må have fået vakt en særlig interesse for cykelsporten, i de seneste to sæsoner givet indtryk af, at man nærmest topper i en alder af 25. Det er kun blevet forstærket af, at midtergenerationen domineret af den engang så fantastiske årgang 1990 i vidt omfang har føjet sig til den lange liste af supertalenter, der går i forfald relativt tidligt. I året, hvor netop 90er-drengene runder de 30 og deres koryfæer som Nairo Quintana, Fabio Aru, Peter Sagan, Esteban Chaves, Romain Bardet og i denne sæson også Thibaut Pinot alle er langt fra fordums glorværdige styrke, er der sikkert mange, der straks begynder at kigge efter grå hår og skæve nervøst til pensionsopsparingen, når de runder det skarpe hjørne.

I det lys er det nu meget rart, når den gamle garde kan svare lidt igen, som det skete på dagens 2. etape af Giroen. Bare 24 timer efter en enkeltstart, hvor rytterne i top 3 var hhv. 24, 22 og 21 år gamle, mens nr. 5 og 7 havde en alder på 23, var det næsten befriende at se, at man ikke nødvendigvis skal ringe efter en rollator, når dåbsattesten siger de 30. I dag domineredes etapen nemlig af to ryttere, der ellers har været i forfald, og hvis nekrolog var om ikke skrevet så i hvert fald langsomt kommet i støbeskeen.

Det gælder for vinderen Diego Ulissi, der jo ellers selv var en sand komet i sin tid. Da han leverede den uhørte bedrift at blive dobbelt juniorverdensmester - lidt af en præstation i en aldersklasse, hvor bare et år fra eller til gør en gigantisk forskel - lå cykelverdenen for fødderne af den talentfulde italiener. Helt så stor er han nu ikke blevet - blandt andet grundet en manglende evne til at præstere over lange distancer, men enhver der indtil i dag har kunnet skrive seks Giro-etaper på sit cv, kan et eller andet.

Det er imidlertid også meget sigende, at den seneste af slagsen forud for dagens etape daterer til 2016, hvor han rundede en fantastisk periode af med sin femte triumf på bare tre år. Siden dengang har der være meget stille om Ulissi, og jeg husker, at jeg efter hans nederlag ved Tour of Turkey i 2018 i en analyse på denne side var meget tæt på at føje ham til listen over supertalenter, der hurtigt gik i forfald.

Det var dog en alt for hurtig konklusion. Ulissi har i den grad rejst sig siden da, først med den overraskende 3. plads i Fleche Wallonne for et år siden, hvor han endelig lavede et resultat i de Ardenner, hvor han trods massiv satsning har været en kronisk skuffelse. I år har han taget det til nye højder med en 2. plads i Tour Down Under, en 9. plads på bjergene i UAE Tour, en forrygende puncheurspurt og samlet 2. plads i Polen og siden fornemme resultater i de italienske augustklassikere, kulminerende med en 8. plads i Lombardiet, som ellers altid har været for svær for ham.

Det mest markante er, at han har genfundet lidt af den hurtighed, der ellers så ud til at være blevet afleveret i bytte for gråt hår og rollator. Den har man pludselig set masser til i år lige fra den flotte spurt på Hatta Dam i foråret til den vilde spurt på 3. etape i Polen til senest hans dominans i Tour de Luxembourg. I det lys lå det også i kortene, at Ulissi måtte regnes som en absolut topkandidat, da feltet i år vendte tilbage til puncheurfinalen i Agrigento efter 12 års fravær.

Længe så det dog ud til slet ikke at gå hans vej. En relativt let dag langs kysten blev fulgt op af en søndagstur op ad den afsluttende stigning, hvor ingen af de mange puncheurs, der skulle have det gjort hårdt for særligt Michael Matthews og Peter Sagan, tog noget som helst initiativ til at presse de tungere folk. Og da også de hurtige klassementsryttere var fint tilfredse med at komme sikkert hjem inden slaget på Etna, kunne Filippo Ganna mærke den lyserøde trøje sidde mere og mere sikkert og Sagan se chancerne for et brud på sin lange sejrstørke blive forøget for hver meter, der gik. Så længe Miles Scotson satte farten for Arnaud Demare, der i hvert fald skulle have snegletempo for at have en betydelig chance, var der fred og ingen fare.

UAEs passivitet var i hvert fald overraskende, men til sidst vågnede araberne op til dåd. Med den røde flamme i sigte blev man henvist til sidste års etape til Frascati, hvor Valerio Conti lagde et benhårdt pres for at trætte Caleb Ewan inden en dog betydeligt lettere puncheurspurt. Igen skød den i år så formstærke italienske hjælper frem og lagde det pres, der sidste år desværre ikke havde været nok til at riste Ewan - faktisk ristede det kun ham selv så tidligt, at det i stedet blev en snu Richard Carapaz, der sneg sig væk til sejr, da stilstanden meldte sig - og modsat sidste år var finalen hård nok til, at Ulissi kunne gøre forskellen.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det gik da også helt som spået. Alle de hurtige folk, der havde drømt om at spurte i Agrigento gled bag om dansen, og Demares franske mesterskabstrøje forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet frem. Alligevel var det en af de hurtige, der var meget tæt på at ødelægge den fest, Conti ellers havde inviteret til.

Og det var næsten dagens bedste oplevelse. Mens Ulissi jo længe havde vist, at han ikke er 31, fed og færdig, så det længe sådan ud for Peter Sagan. Det var i hvert fald smerteligt at se ham blive sat i sidevinden i Paris-Nice, hvor han også som den eneste var ude af stand til at hjælpe Maximilian Schachmann endda tidligt på kongeetapen, ligesom det gjorde ondt at se ham præstere så skuffende i Strade Bianche, at man måtte konsultere startlisten for at tjekke, om der vitterligt stod Peter og ikke Juraj.

I dag var man heldigvis ikke i tvivl, om det var lille- eller storebror. Gennem hele Touren stod det klart, at slovakken blev bedre og bedre, og derfor var der håb om en gentagelse af 2019, hvor han også var en skygge af sig selv - selvom hans klasse alligevel gav ham endnu en grøn trøje - men hvor han med Touren i benene kørte et fremragende VM, hvor kun en fejlbedømmelse af Belgiens styrke kostede ham muligheden for en fjerde regnbuetrøje. Noget tyder på, at det kan gentage sig, for selvom den suveræne Sagan, vi kendte fra de bedste år, havde vundet dagens etape i sikker stil, var det en lettelse at se ham gøre sig gældende i en afslutning, der viste sig at være så hård, at selv Michael Matthews kom til kort. Selvom det stadig gør ondt, at usselt mammon betyder, at han ikke får lov at vise den form i klassikerne, cementerede han med dagens præstation, at han må regnes som favorit til at føje en Giro-pointtrøje til de mange grønne af slagsen, der allerede hænger i en garderobe, der er så fuld, at han uden problemer kunne åbne et udsalg uden at løbe tør i nærmeste fremtid.

Overraskelsen var, at den tredje veteran, der ellers har været på vej mod genfødsel, kom til kort. Sidste år var jeg også klar til at indlede Michael Matthews’ nekrolog, efter at australieren kørte en skidt Tour, skuffede fælt i Canada - selvom han fik en temmelig heldig sejr i Quebec - og faldt helt igennem ved VM. Heldigvis er også han kommet stærkere tilbage, end man kunne have troet, med fornem kørsel lige siden starten i Paris-Nice, og da han overraskede sig selv og de fleste andre ved næsten at komme med Dumoulin-toget tilbage til alle favoritterne i det knaldhårde VM, lignede han så meget den rytter, der tidligere blev nr. 4 i Liege og nr. 5 på Mur de Huy, at han måtte være dagens favorit.

Desværre var der mere 2019 end 2020 over den Matthews, der kun akkurat kunne presse cyklen forbi Luca Wackermann og sikre sig en 4. plads. Og det må være bekymrende for australieren, hvis han har cyclamenfarvede ambitioner, for det var i finaler som disse, at han skulle slå Sagan, der er ham overlegen i de flade spurter, hvor de store point er at hente. Heldigvis er han stadig den bedste klatrer af de to, mens hans pointtrøjeambitioner led et ordentligt skud for boven i dag.

I øvrigt bør man også nævne Wackermann på denne genfødslernes søndag. Den engang så lovende italiener har haft en yoyo-kørsel, der kan gøre selv Alexandre Geniez misundelig, men desværre har helbredsproblemer betydet, at det har været mere ned end op. Lige siden han pludselig kunne klatre i Sibius bjerge i juli og efterfølgende vandt Tour du Limousin foran adskillige WorldTour-ryttere, har han imidlertid været den rytter, der tidligere blev betragtet som et meget lovende talent. Og med en kombination af styrke, holdbarhed og hurtighed kan han bestemt give Vini-mandskabet legitime sejrsdrømme i dette løb.

Veteranerne skulle dog ikke tro, at de kunne få det hele for sig selv. Naturligvis skulle en ungersvend stikke hovedet frem, og heldigvis var han endda dansk. 23-årige Mikkel Honoré har gentagne gange vist sit store potentiale, og da han i foråret blev nr. 7 i et knaldhårdt løb i Ardeche, viste han, at det snart måtte være tid for Deceuninck at give ham andet end hjælperroller, som han ellers har udført til UG og kryds og slange.

Netop fordi det altid har været hans job, havde jeg aldrig drømt om, at han kunne få chancen i dag. Finalen passede ham åbenlyst, men på en dag, hvor hovedmålet lignede en lyserød trøje med Almeida, lå det mest i kortene, at den igen stod på kanvasbukser eller kedeldragt for arbejdsmanden Honoré. Da han endelig fik sin chance i et stort WorldTour-løb leverede han imidlertid så eftertrykkeligt, at det blev understreget, hvor komplet uforståeligt, det var, at det ved VM var ham, der skulle ofres tidligt, når nu han lignede manden, der kunne sidde længst hos Fuglsang og Valgren. Men måske var man i den danske landsholdslejr bare så vant til at se Honoré som arbejdsmand, at også de havde svært ved at se ham i den rolle, hans potentiale rækker til.

Honoré var dog undtagelsen. Nok forsvarede Ganna førertrøjen foran Almeida, men ellers var det i dag først og fremmest nedtur for talenterne. På en etape, hvor klassementsrytterne ellers kom let igennem, mistede vi desværre en af løbets seks topnavne, da en syg Aleksandr Vlasov kravlede ind i bilen og endte sin grand tour-debut, nærmest før den var kommet i gang.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Heldigvis for Vlasov er der i det mærkelig corona-år masser af tid til at redde det store arbejde, der er lagt i forberedelsen. Maven kommer sig hurtigt, og så venter der sikkert en Vuelta, hvor han kan vise sit potentiale. For Jakob Fuglsang er det imidlertid en mindre katastrofe, at det Astana-hold, der med ham, Vlasov og Miguel Angel Lopez lignede det stærkeste i bjergene, nu er reduceret til bare seks mand og det nok svageste blandt klassementsholdene. Og så skal man endda ikke glemme, at de inden løbet mistede Alex Aranburu og de to unge klatrere Yuriy Natarov og Vadim Pronskiy, der er tidligere vinder af U23-bjergløbet Valle d’Aosta, inden der overhovedet var kørt én eneste meter.

Dermed står det nu også klart, at det med næsten 100% sikkerhed bliver en erfaren herre, der vinder løbet, og bliver det ikke Simon Yates - og det tror jeg som bekendt ikke, at det gør - bliver det nok en herre på enten en hollænder på 33, en brite på 34 eller en danske eller italiener på 35. For alle cykelryttere, der desperat ser til, når vidunderbørnene tager den ene sejr efter den anden, må det trods alt være opløftende, at vi endnu ikke har brug for at ændre udtrykket fyrre, fed og færdig.

SE GIROEN PÅ DPLAY - FÅ 7 DAGES GRATIS
 

Favoritterne

Det kan godt være, at Giroen har store bjergafslutninger tidligere, end vi ser det i Touren, men bjergfinaler i de allerførste dage er dog kun noget, vi kender fra Vueltaen. Corona-virus har imidlertid vendt op og ned på hele verden, og det gælder også for almindelig Giro-logik. Sprinterstarten i Ungarn er blevet erstattet med en uhørt begyndelse, hvor to af de første tre dage byder på vigtige klassementsslag, og den store bjergfinale på Etna, der først skulle være kørt som 5. etape, kommer nu allerede på tredjedagen.

Og der er vitterligt tale om en gedigen udfordring. I et løb, hvor bjergene er mange og svære, udmærker de fleste etaper sig ved at have relativt lette målstigninger. I det lys må finalen på Etna sammen med afslutningen på Piancavallo regnes som løbets vanskeligste, hvis man helt ser bort fra det, der går forud for selve afslutningen.

Vi kender jo efterhånden Etna godt, efter at den er blevet besøgt hele tre gange på ti år, og det er endda tredje besøg siden 2017. Denne gang er der dog som nævnt tale om en helt ny opkørsel, der bestemt ikke er en let sag. Nok er den gennemsnitlige stigningsprocent ikke skræmmende, men undervejs skal der altså klatres 9,2 km helt jævnt med 7,0% i snit, inden et lidt lettere stykke giver lidt luft inden de sidste 3,15 km, der er ganske svære med et maksimum på 13% og undervejs 500 m med hele 11,6% i snit. Det vil utvivlsomt skabe forskelle, og man kan håbe, at Geraint Thomas’ uventede store tidsgevinst forleden også betyder, at der er mere angrebslyst, end man normalt ser på den første bjergetape, der ofte køres defensivt - i hvert fald når Chris Froome ikke er med i løbet.

Vi ved fra særligt 2017, at vinden kan slå etapen helt ihjel på den golde vulkan, men heldigvis er omstændighederne med de ryttere, der gerne vil have selektivt cykelløb. Vinden er kun ganske svag, og der vil være medvind hele vejen op, så det bliver i hvert fald ikke den, der afholder folk fra at angribe. Det skal snarere som sædvanligt være udsigten til det, der venter senere, hvor der som bekendt er al mulig grund til at gemme lidt i tanken til den uhørt brutale tredje uge.

Derfor er jeg også lidt i tvivl om, hvorvidt favoritterne overhovedet skal køre om sejren. Filippo Ganna forsvarer jo i hvert fald ikke trøjen, og jeg tror, at Geraint Thomas helst vil slippe for den allerede nu. Selvfølgelig har han en drøm om at bære lyserødt, men han ved, at den formentlig indfris efter 14. etape, så den drøm kan nok godt udskydes lidt med det store billede in mente. Derfor tror jeg ikke, at vi vil se Ineos gøre meget for at skabe samling.

Det vil Jumbo utvivlsomt heller ikke, for Steven Kruijswijk er stadig usikker på, hvor han står efter den lange løbspause. Simon Yates lærte af sine bitre erfaringer fra 2018 og har tænkt sig at køre meget mere afventende, som han gjorde i Vueltaen samme år. Vincenzo Nibali vil elske at vinde på sin hjemø, men han ved også, at hans form stadig er på vej op, og for ham er det formentlig for tidligt at jagte sejr, medmindre han lader patriotismen trumfe fornuften.

Det efterlader os blandt de store hold med Astana. Jakob Fuglsang sagde inden løbet, at han ikke planlagde de store attentater i den første uge. Det kan nederlaget på enkeltstarten godt have lavet om på, men til gengæld er holdet nu bare seks mand tilbage. Fuglsang kan sagtens køre efter at vinde tid til sidst, selvom etapesejren ikke er i spil, for selvom det koster bonussekunderne, er det nok klogere at spare lidt på holdet.

Hvem skal så lukke det? Hvis ikke Astana gør det, ser jeg kun Deceuninck. De har en stor chance for at få Joao Almeida i lyserødt, men det kræver, at den unge portugiser kan holde sig til Geraint Thomas hele vejen op. Det er lidt af en satsning at skulle jagte hele dagen for den mulighed, men omvendt har belgierne jo ikke ambitioner om at vinde samlet, så det vil næsten være dumt ikke at jagte en sådan åbning. Et jokerhold kunne være Bora, hvis en velkørende Rafal Majka tror på sig selv, men det vil alligevel være en overraskelse, hvis de sætter sig frem.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Hvad er så konklusionen? Den er i hvert fald, at en udbrudssejr og mulig førertrøje til en lykkeridder må anses som meget stor. Jeg tror, at det står og falder med Deceuninck, for hvis ikke de går frem, kan det meget vel være, at Ineos bare sætter et tempo, der er bestemt af, hvor meget snor de i det lange løb tør give de ryttere, der er afsted. Etapen er nemlig så svær, at det kræver ganske betydelige kræfter at kontrollere hele dagen.

Det bør i hvert fald føre til en aggressiv start, for der må utvivlsomt være hold, der læser situationen på samme måde. Og med en hård indledning kan vi også få et ganske potent udbrud med gode muligheder for faktisk også at gøre det færdigt til sidst. Når støvet så har lagt sig, vil Ineos sikkert tage kontrol, og derefter tror jeg, at det er Deceuninck og måske Astana eller Bora, der bestemmer, om de skal køres ind eller ej.

Jeg er mildt sagt splittet i mine overvejelser, men jeg vælger at tro, at Deceuninck tager initiativet. Holdet er ganske vist ikke det stærkeste med to meget tunge folk, men de bør have en god chance for at skabe samling - især fordi et udbrud altid vil tabe en del alene på Etna, der jo er en uhyre lang stigning. Chancerne for en udbrudssejr er dog lige så gode, og det kan gå begge veje.

Uanset hvad tror jeg ikke, at der bliver lagt det store pres undervejs. Ganske vist er etapen hård, men vi er i uge 1, og som nævnt vil de næsten alle køre afventende. På selve Etna regner jeg primært med, at vi får et stabilt Ineos-tempo, som passer Thomas, men til gengæld regner jeg også med, at der nok skal blive kørt cykelløb på de sidste 3 svære kilometer. Med de store tab på enkeltstarten er der grænser for, hvor længe Fuglsang kan vente, og jeg vil tro, at i hvert fald han har tænkt sig at gå efter at presse Thomas.

Hvis der bliver samling, står det i mine øjne mellem Simon Yates og Jakob Fuglsang, og jeg er efter moden overvejelse valgt at gå med danskeren. Nok kørte han en skuffende enkeltstart, men det siger ikke meget om klatreformen. Den var derimod i top ved et VM, hvor han som den eneste kunne matche Tour-rytterne, og den er næppe blevet ringere siden da. Man kan diskutere, om han har toppet for tidligt forud for et løb, hvor holdbarheden som bekendt i forvejen er udfordringen, men i uge 1 stiller det ham i hvert fald stærkt.

Den relativt eksplosive finale med et plateau efterfulgt af 3 svære kilometer passer også godt til Fuglsang, der jo i de senere år har udviklet sig til at være en slags specialist i den slags afslutninger, som særligt hans ardennerkørsel vidner om. Og det skader næppe voldsomt, at han forinden har haft 9 km dieselklatring i næppe alt for højt Ineos-tempo. Efter nederlaget forleden tror jeg, at han vil være lidt mere aggressiv end først planlagt, og den Fuglsang, vi har set i 2019 og 2020, er formentlig bedste mand så tidligt i løbet.

Jeg var dog meget tæt på at pege på Simon Yates, der er i stort set samme situation som Fuglsang. Også han får sandsynligvis problemer med holdbarheden, men i den første uge er han formentlig flyvende. Det så ellers løjt ud i 2019, hvor han var en skygge af sig selv, men hans overlegne kørsel i Tirreno vidner om, at han kan være på vej tilbage. Også han kan meget vel have toppet for tidligt, men formen fra Tirreno giver ham en god fordel her.

Hele etapen passer ham også godt. Yates har problemer med store dage i bjergene, men her er der tale om en kort etape med kun én lang stigning. Det er præcis sådan, han elsker det, og den eksplosive afslutning med kun 3 svære kilometer passer også perfekt til en mand med hans punch. Desværre var Fuglsang ikke på toppen i Tirreno, og det gjorde det svært at vurdere, hvor tæt han er på 2018-niveauet, men hvis han er lige så stærk som dengang, vinder han formentlig også etapen. Det har han bare stadig til gode at bevise.

Som sagt er Geraint Thomas formentlig fint tilfreds med overlevelse, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Vi kender hans kørsel fra 2018, hvor han altid fulgte med, indtil han åbnede for gassen omkring den røde flamme. Denne gang venter han nok lidt længere, men sidder han med overskud til sidst, vil han gå efter de sekunder, han kan. Hans to sejre i Touren i 2018 viser, at han stadig har en uhyggelig afslutning, når han åbner på finalen af et stort bjerg, og selvom han ikke har det niveau længere, er den Thomas, vi så i Tirreno, i stand til at vinde, hvis han har fundet nogle flere procent. Og det indikerer særligt VM-enkeltstarten, at han har.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Som nævnt i optakten inden løbet har Rafal Majka været delvist genfødt i 2019 og 2020, og han har i år lagt lidt til i forhold til det, vi så sidste år. Særligt i Tirreno var han imponerende, for her var han klart næstbedst bag suveræne Yates på kongeetapen. Det taler for, at han lægger stærkt fra land, og hvis han har forbedret sig yderligere siden dengang, vil han køre stærkt her. Det er måske lidt svært at se ham køre fra både Fuglsang og Yates, men måske kan han lukrere lidt på at være underdog i det store spil. Med det, han har vist i år, bør han i hvert fald være så god, at han skaber muligheden for at gøre netop det.

Nok var vinden formentlig hovedårsagen til chokresultatet i går fra Joao Almeida, men formen er i hvert fald god. Det gør ham til en interessant kandidat på denne etape, for vi ved nu, at disse vidunderbørn kan slå til, hvornår det skal være. Almeida har været dybt imponerende siden Algarve, og det vil slet ikke undre mig, hvis han pludselig sidder med hos de allerbedste. Tvivlen går på stigningens længde, for hidtil har han været bedst på de kortere stigninger, men han burde ikke have de store problemer i de høje bjerge. Han har et godt punch til en spurt og først og fremmest er han underdog, som kan snyde rivalerne med et angreb.

Jeg vil også pege på Jack Haig. Ganske vist er han med som hjælper, men han er før blevet sendt i offensiven, når Yates gerne vil lægge pres på. Det gav ham eksempelvis den store gennembrudssejr i Polen i 2018, og man kunne meget vel tænke sig, at det kunne være en plan igen denne gang. Som bekendt er der ikke mange stærke hold tilbage, efter at Astana er amputeret, og faktisk er det Mitchelton selv, der er de klart bedste. Det kan give Haig muligheder, hvis han får chancen for at angribe tidligt. Som vi så sidste efterår er hans topniveau nemlig efterhånden tårnhøjt, og efter den rustne start skulle han have gjort alt for at time formen til netop dette løb.

Etapen kommer formentlig for tidligt for Steven Kruijswijk, der altid er bedst i den tredje uge og endda kommer med tvivlsom forberedelse. Han har dog trænet godt, og selvom han er usikker på, hvor han præcist står, er han relativt fortrøstningsfuld. På papiret er der ikke mange, der klatrer bedre end ham, og selvom etapen ikke er ideel, er den samlet set svær nok til, at han kan gøre det færdigt - særligt fordi målstigningen er lang med den vanskeligste del til sidst. Kruijswijk er ikke den udprægede vindertype, og derfor er en sejr så tidligt i løbet usandsynligt, men i dette felt vil det ikke være en sensation, hvis han viser sig som den bedste klatrer på så lang og svær en stigning.

Den af favoritterne, der nok står svagest i forhold til etapesejren, er Vincenzo Nibali. Dertil har han trods alt manglet for meget hidtil, og selvom hans VM og senest enkeltstart var uhyre lovende for de langsigtede perspektiver, vil jeg tro, at denne etape kommer for tidligt til, at han kan vinde. Hans VM vidner om, at han nok skal gøre det ganske fornuftigt, men at se ham pludselig køre fra alt og alle er nok lidt svært, når vi har et bedre billede af hans end af Kruijswijks form. Det vil undre mig, hvis han er bedste mand, men vi ved også, at Nibali har en evne til at snige sig væk, selv når han egentlig burde være overvåget. Han vil i hvert fald elske at vinde på Etna på sin hjemø.

Jeg har lidt svært ved at se andre vindere fra et favoritopgør. Jeg kunne have lidt fidus til Fausto Masnada, der næppe kører klassement på sigt, men næppe heller lader sig sætte med vilje her. Han er en aggressiv type, der mestrer kunsten at snige sig væk, som han gjorde i Tirreno, og han er næppe en mand, de frygter på sigt. Wilco Kelderman vil også være med fremme, men tendensen er, at han er bedre på korte end på lange stigninger, og efter flere skuffelser i bjergene har jeg svært ved at se ham vinde. Ilnur Zakarin sad fint fremme i dagens eksplosive finale, hvilket er ganske lovende, men jeg tror, at etapen kommer for tidligt til, at han kan sige sig væk, som det vil kræve, hvis han skal vinde, og etapen bør også komme for tidligt til Hermann Pernsteiner , der ikke just imponerede i dag, og Louis Meintjes. Brandon McNulty viste med sin enkeltstart under de dårligste vindforhold, at han er flyvende, men at se ham vinde så svær en bjergetape er vanskeligt, og James Knox, Tanel Kangert, Carl Fredrik Hagen, Aurelien Paret-Peintre, Sam Oomen, Jai Hindley og Patrick Konrad er ikke gode nok. En joker kunne måske være Lucas Hamilton, hvis han får lov til at angribe tidligt i stedet for Haig. Han har potentialet til at gøre det færdigt, og ligesom Haig vil hanikke blive jagtet af løbets stærkeste hold. Endelig så Domenico Pozzovivo overraskende god ud i dag, men de dage, hvor han kan vinde en etape som denne, er nok ovre efter det grimme styrt.

Som sagt anser jeg chancerne for en udbrudssejr som ganske gode, og her har jeg specielt fidus til UAE, der nok har McNulty, men primært skal jagte etaper. Sidste år kørte Valerio Conti sig i førertrøjen via udbrud, og det drømmer han helt sikkert om igen. Han undlod i hvert fald at slippe feltet efter sin hårde føring i dag, og man må antage, at han vil i offensiven før eller siden. Han har været flyvende i år - særligt i Ain - og har han stadig lidt af de ben, hvilket dagens kørsel indikerer, kan han godt vinde fra et udbrud, selvom han er bedre i eksplosivt terræn.

Jeg vil bestemt heller ikke udelukke Diego Ulissi. Han har endnu aldrig haft førertrøjen, og han er ikke en rytter, man frygter stort på sigt. Også han er mere puncheur end klatrer, men han klatrer godt nok til at vinde fra et udbrud uden rigtige klatrere. Ligeledes har UAE Joe Dombrowski, der i dag viste, at han ikke skal køre klassement. Han er altid en lottokupon, men genfinder han benene fra sidste års Giro - og vi aner ikke, hvor han står - er der ingen, der slår ham på Etna.

Jeg har også blik på Pello Bilbao, men jeg er lidt usikker på, hvor meget snor de tør give en mand, der tidligere har været i top 10. Han har dog Touren i benene og er her slet ikke for at køre klassement, så personligt ville jeg ikke være bange for at give ham nogle minutter. Han kom flyvende ud af Touren og viste god form igen i dag, så han må være en oplagt kandidat, hvis han får lov.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

En anden interessant kandidat er Geoffrey Bouchard, der som bekendt vandt bjergtrøjen i Vueltaen. Her viste han tårnhøjt niveau i bjergene, men til gengæld har han slet ikke vist det samme siden dengang. En 21. plads på kongeetapen i Tirreno vidner dog om, at han er på sporet, og i dag smed han en masse tid, formentlig for at være stensikker på, at han får frihed til at angribe på denne etape. Det samme gjorde Ag2r’s spændende klatrer Jaakko Hänninen, der i år har vist sit potentiale, og han klatrer godt nok til at gøre det færdigt.

Jeg vil også pege på Ruben Guerreiro, der sidste år kørte en fremragende Vuelta i offensiven. Han er altid uhyre svingende, men hans kørsel på 7. etape i Tirreno var ganske lovende. Han er mere puncheur end klatrer, men vi så sidste år, at han sagtens kan vinde en bjergetape fra udbrud, og han frygtes næppe af de store navne.

Movistar skal i offensiven, og man kan håbe, at de sender Antonio Pedrero afsted. Spanieren har ganske vist ikke vist sit tårnhøje niveau fra sidste års Giro, siden han i august 2019 kørte på podiet i Burgos, og derfor skal man være varsom med ham. Han har dog stort set ikke kørt løb siden august, og han har forberedt sig målrettet til dette løb. Det gør ham til en interessant herre, hvis han endelig har fundet formen. Andre Movistar-kandidater kunne være Davide Villella og Dario Cataldo.

Jeg håber også, at CCC prøver med Attila Valter. Det ungarske stortalent viste sin klasse med sejren i Ungarn, og han er helt sikkert ikke en mand, de frygter på sigt. Som klatrer burde han elske dette terræn, og etapesejr og førertrøje ville være en gigantisk triumf for den nødlidende CCC-mandskab. Måske skal han passe på sig selv i den første grand tour, men han ligner en mand, der kan vinde, hvis han får chancen.

Jeg vil også vove pelsen at pege på Ben O’Connor og Kilian Frankiny. Begge er de lovende klatrere, der er gået helt i stå i år, men der er lovende takter fra begge. O’Connor overraskede mig meget med sin enkeltstart, og selvom han havde kurs mod top 10 indtil styrtet i 2018, er han ikke en mand, de frygter. Frankiny viste endelig lidt takter på kongeetapen i Tirreno og burde som O’Connor elske et langt bjerg til sidst. FDJ er her for spurterne, men han har frihed til at angribe i bjergene.

Endelig vil jeg nævne Thomas de Gendt og Luca Wackermann. De Gendt kører altid som en motorcykel i sin anden grand tour, og selvom han ikke er klatrer, har han trods alt vundet på Ventoux og Stelvio. Kommer han afsted i den rette gruppe, kan han gøre det færdigt, og starten passer ham. Logikken siger, at finalen er for svær for Wackermann, men han viste i Sibiu, at han godt kan klatre. I den rette gruppe kan han vidne, og han viste fornem form i dag.

Egentlig ville jeg meget gerne pege på Matteo Fabbro, der har kørt så godt i år, men han skal nok blive hos Majka. Giovanni Carboni kunne være en kandidat, men han har skuffet så meget på det sidste. Fausto Masnada er indlysende som angriber, men jeg tror trods alt, at de vil være varsomme med at give ham for meget tid, når han kørte så fint i Tirreno. Daniel Navarro er næppe helt god nok til at gøre det færdigt længere, og det samme frygter jeg for Jesper Hansen efter hans ikke alt for overbevisende kørsel ved VM. Harm Vanhoucke kunne være et bud, men jeg tror måske, at han kører lidt klassement, og selvom Lorenzo Rota er en spændende outsider, er han næppe helt god nok til at gøre det færdigt, selvom 18. pladsen i Lombardiet var lovende. Endelig er Nicolas Edet nok for forslået efter dagens styrt.

BEMÆRK: Lad mig nok engang understrege, at chancen for en udbrudssejr med mulige lyserød førertrøje i mine øjne er stort, selvom jeg er endt med at pege, som jeg gør.

Feltet.dks vinderbud: Jakob Fuglsang

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Geraint Thomas

Outsidere: Rafal Majka, Joao Almeida, Jack Haig, Steven Kruijswijk, Vincenzo Nibali

Udbrudskandidater: Valerio Conti, Diego Ulissi, Pello Bilbao, Geoffrey Bouchard, Ruben Guerreiro, Joe Dombrowski, Antonio Pedrero, Attila Valter, Ben O’Connor, Kilian Frankiny, Jaakko Hänninen, Thomas de Gendt

FØLG JAKOB FUGLSANGS KAMP OM ETAPESEJR - SE GIROEN PÅ DPLAY - FÅ 7 DAGES GRATIS