Optakt: 3. etape af Paris-Nice

Ruten

Rejsen mod solen fortsætter som vanligt på tredjedagen, hvor man bevæger sig mod syd og sydvest hele etapen, og der er fortsat lang vej ned til sydens sol og Nices smukke stigninger. Derfor venter der på tirsdag igen en helt typisk tidlig Paris-Nice-etape, der mest har karakter af transport og i teorien også Milano-Sanremo-opvarmning for sprinterne, men som under de rette omstændigheder kan være livsfarlig. En hel dag, hvor der køres i næsten én retning, betyder nemlig, at der kan være sidevind fra start til slut, hvis blot vindretningen og -styrken er rigtig. Denne gang har man tillige krydret finalen med lidt småbakker og et let stigende opløb, der måske kan give en lidt anderledes spurt end i mandagens helt flade afslutning

Etapen er med sine i alt 212,5 km ganske lang efter løbets vanlige standard og fører fra Chalette-sur-Loing til La Chatre. Etapen minder i sin natur meget om den foregående, men denne gang er retningen sydlig og sydvestlig gennem hele dagen. Således lægger man ud med at køre mod syd igennem helt fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 20,0 km. Det flade terræn fortsætter, indtil man drejer mod sydvest, hvor det begynder at stige let. Nu går det igen mod syd gennem småkuperet terræn og siden mod sydvest op over kategori 3-stigningen Cote de la Chapelotte (2,8 km, 4,6%), der har top efter 88,0 km.

Efter stigningen bliver det igen fladt, mens man fortsætter mod sydvest, indtil man i udkanten af Bourges drejer mod syd. Kort inden byen drejer man igen mod sydvest og herefter snor man sig skiftevis mod syd og sydvest igennem helt fladt terræn. Retningen er primært sydvestlig, indtil man når dagens sidste spurt efter 193,5 km, hvorefter det går stik syd med kurs mod La Chartre. Her er der i den afsluttende fase nogle mindre småbakker, inden et faldende stykke leder ned til de sidste 3 km, hvorfra det stiger let hele vejen frem til mål, den sidste kilometer med 1,5% i snit. Finalen er teknisk kompliceret, da man drejer skarpt med 2000 og 1800 m igen, inden man drejer i rundkørsler med hhv. 1200 og 750 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Den lange etape byder på i alt 1689 højdemeter.

La Chatre var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med 2000-udgaven af Tour du Limousin, hvor Jo Planckaert vandt en massespurt i byen.

Vejret

Efter et par våde dage burde der være en chance for en tør tirsdag. Ganske vist meldes der om byger den første times tid, men derefter burde risikoen være beskeden på bare 15% resten af dagen. Temperaturen vil være 14 grader, men der burde være overskyet hele dagen. Vinden vil tage til, så det vil blæse med 25-30 km/t fra sydvest. Det give primært sidemodvind frem til bunden af den første stigning, hvorefter der vil være modvind hele vejen frem til sidste spurt. Til slut vil der være sidemodvind på det sidste stykke ind til Le Chatre, og på de sidste 3,3 km vil der igen være direkte modvind.

Analyse af 2. etape

Krigsmetaforikken er næsten så tyk, at den driver ned af væggene. Nok er vi kommet lidt for langt sydpå til, at vi stadig befinder os i de regioner, hvor skyttegravskrigene rasede under 1. Verdenskrig, men efter to dage i træk at have set, hvordan Paris-Nice-rytterne har været spredt ud over det meste af Nordfrankrig, er det stadig ordet ”slagmark”, der ligger først for. I enhver krig har hvert slag sine ofre, og man har aldrig vundet hele krigen, før man er kommet helskindet gennem alle slagene.

Sådan er det også i Paris-Nice, når sidevinden raser i det flade, våde og kolde Nordfrankrig. Som Julian Alaphilippe, Tiesj Benoot og Dylan Teuns alle kan skrive under på, hjælper det ikke meget at vinde det første slag, hvis man får stryg i det næste. Den logik gælder naturligvis i ethvert etapeløb, men alligevel er det noget andet. Mens der ofte vil være en tendens til, at de samme ryttere sætter sig igennem på to på hinanden følgende bjergetaper, er krigen i sidevinden langt mere varierende. Én dag kan man sidde på første vifte for dagen efter at sidde helt tilbage i tredje gruppe, og det er langt fra altid de samme, der er med dag ud og dag ind.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Den logik er naturligvis tydeligst for Sunweb. For et år siden kunne de krones som sidevindskonger efter en sand magtdemonstration på vejen omkring Paris, men da rejsen mod solen i dag indledtes, var tronen revet fra dem, og de måtte desperat forsøge at redde stumperne af det, der for et døgn side havde anbragt dem i en særdeles gunstig position. Det er bestemt ikke hverdagskost, at formstærke Tiesj Benoot sættes af i sidevinden, men i dag måtte belgieren sande, at der aldrig er garantier i sidevind. Holdet viste ellers deres kollektive styrke, men da kaptajnen manglede, fik kun Michael Matthews lov at blive i front. Og da han også i dag stadig var lidt rusten efter en lang vinterpause, kom holdet helt tomhændet fra andendagen i et løb, hvor de for 24 timer siden havde direkte kurs mod en mulig podieplads.

Samme hårde lektie lærte Julian Alaphilippe, men han er lovlig undskyldt. Det vil da også kunne fremkalde en gul breaking-bjælke på TV2 News, hvis Deceuninck var blevet sat i sidevinden, men mod defekt kæmper selv sidevindsguderne forgæves. Det var præcis, hvad der ramte den uheldige franskmand, der for et døgn siden endelig kunne tage imod lidt opmuntring efter en svær sæsonstart, men som i dag kunne se sit annus horibilis fortsætte som følge af et uheld, der var helt uden for hans kontrol.

Det siger en del om det rasende tempo, der blev holdt i front, at end ikke det belgiske supermandskaber med deres overflod af gigantmotorer kunne gøre end at stabilisere end afstand, der aldrig faldt, selvom man i sidste ende lod hele holdet vente. Længe så man ellers ud til at ville holde Kasper Asgreen i spil til en mulig topplacering i klassementet - måske også med udsigt til en potentiel coronarelateret aflysning af bjergetaperne - men i sidste ende valgte man at sætte alt ind på plan A.

I bagklogskabens lys var det formentlig den forkerte beslutning, for med de forskelle, der blev gjort i dag, kunne man ikke helt udelukke, at en formstærk Asgreen med sidste års californiske bjergben kunne have kørt sig til en ganske hæderlig placering i klassementet. I det hele taget var det med et enkel ord en møgdag for de ellers så ustoppelige belgiere, der ligeledes måtte sande, at Sam Bennett er en skygge af sig selv og ligner det ustabile selv, han var, inden han pludselig blev en stabil sejrsmaskine i 2018 og 2019.

Lidt mere forudsigeligt var det, at Dylan Teuns kunne få problemer. Som belgier er han ikke uden evner i blæsende betingelser, men sidevind er ikke hans spidskompetence, som vi også så det i Omloop. Da Bahrain samtidig ikke har det stærkeste mandskab til den slags løb - i hvert fald ikke når den i går så imponerende Ivan Garcia åbenbart bliver træt - endte løbet som en katastrofe for araberne, der ikke blot kunne se Teuns smide 36 sekunder til de bedste, men også kunne se Pello Bilbao indkassere så gedigen en lussing, at han er helt ude af spillet om de sjoveste placeringer.

Og så er der naturligvis stakkels Nairo Quintana. Den lille colombianer viste ellers så sent som i går, at han er blevet lidt af en sidevindsekvilibrist, men i dag var det ham, der havde det uheld, Romain Bardet havde i går, og som også ramte Alaphilippe som en hammer. Selvom han kunne hægte sig på Deceuninck-toget endte det med så stor en blødning, at chancerne for Quintana-sejr nærmer sig 0. Nok kan han håbe på, at Maximilian Schachmann knækker på Colmiane-stigningen, der på papiret er for lang for ham, men afstandene op til særligt Vincenzo Nibali, der vinder mere tid på enkeltstarten, og Sergio Higuita er nu så store, at der skal en Ventoux-agtig magtdemonstration på den lidt lette kongeetape til, hvis han skal have den sejr, han for 48 timer siden lignede favoritten til at tage.

Den skal Schachmann til gengæld regnes som yderst seriøs kandidat til. Det var på forhånd klart, at den store tysker næppe kunne vinde løbet, hvis ikke han vandt tid i sidevinden, men efter to dage, hvor han og Bora i sandhed har spillet med musklerne, har han fået maksimalt udbytte af netop den mulighed, der ofte har været afgørende i Paris-Nice. I dag viste det tyske hold deres tårnhøje klasse i disse betingelser, da de havde ikke færre end fire mand med i den uhyre lille frontgruppe, og heriblandt var begge deres to vigtigste klassementsryttere, Schachmann og Felix Grossschartner, der som en anden Fugl Fønix er dukket op ud af det blå efter en sæsonstart, der har nærmet sig det katastrofale.

Efter gårsdagens skuffende præstation viste Peter Sagan sig lidt mere som ”den rigtige Sagan”, der pr. definition ikke bliver sat i sidevind, og efter gårsdagens ærgerlige styrt viste Pascal Ackermann også som i Gent-Wevelgem for et år siden, at også han mestrer de betingelser. At der så stod syre ud af begge ører, da han slutteligt åbnede sin spurt, kan efter en hård dag ske for selv den bedste - præcis som det skete for en ellers uovervindelige Dylan Groenewegen på 3. etape af sidste års løb, efter at hollænderen ellers havde været helt suveræn i sidevinden de første dage.

Der hersker dog stadig stor usikkerhed om Schachmanns evner på lørdag. Han har fortsat aldrig været i nærheden af at matche de bedste på lang en stigning som Colmiane, og derfor lugter Hajen nu blod. I går var jeg ellers ude med riven efter Trek-mandskabet, der så sent som i Omloop havde dokumenteret, at de er blandt de bedste i sidevind, men som på 1. etape var nærmest helt væk. I dag viste holdet imidlertid deres tårnhøje klasse, først med solide Alex Kirsch og siden med Mads Pedersen, der for første gang for alvor gjorde regnbuetrøjen ære, og slutteligt den uhyre formstærke Jasper Stuyven, der dog i spurten måtte sande, at han altså ikke kan matche de rigtige sprinter.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Dermed blev Trek og Bora også skoleeksemplet på, hvorfor man altid skal tage de tunge drenge med til Paris-Nice. Efter dagens tidsgevinst kan Vincenzo Nibali nu lugte en uhyre sjælden samlet sejr, efter at han siden 2014 stort set ikke har kørt stærkt uden for sine sæsonmål. De falder i år ved Giroen, OL og VM, men efter en sjældent stærk sæsonstart står Hajen pludselig med store muligheder, hvis den kan flænse Schachmann i stykker på Colmiane på lørdag. Den mulighed er i hvert fald ganske reel, når man har en luksushjælper i Richie Porte, der kan sætte et dræbende tempo, når den store tysker skal slides op.

Værdien af de store klassikerryttere kom dog måske allermest til udtryk hos EF. Mange vil sikkert huske, hvordan Egan Bernal sidste år sad limet til Luke Rowes baghjul på de tre første blæsende etaper og derigennem reelt valgt løbet, inden han havde set et eneste bjerg. Det var svært ikke at få en følelse af deja-vu i dag, hvor den endnu mindre colombianer Sergio Higuita, hvis erfaring i denne slags løb er tæt på 0, hele dagen var klæbet til bagdelen på Sep Vanmarcke.

Med sin fænomenale råstyrke sørgede belgieren for at fragte fluevægteren gennem feltet af sværvægtere, og da Trek og Bora rev feltet i stykker en sidste gang, fik han akkurat anbragt den lille gule colombianer der, hvor han skulle sidde. Desværre står enkeltstarten stadig som en udfordring for lille Higuita, men manden, der på forhånd lignede et sandsynligt offer på de nordfranske slagmarker, har nu pludselig vundet så meget tid, at han måske kan vinde et løb, der ellers på forhånd så ud til ikke at kunne vindes af en mand, der ikke kan køre enkeltstart.

Og der var flere af disse fascinerende kombinationer af svær- og letvægtere. Der var Romain Bardet, som efter gårsdagens ærgerlige styrt i dag blev bragt delvist tilbage i en del af spillet af Oliver Naesen, der som altid er som en klippe i disse løb. Og der var Thibaut Pinot, der i dag var beskyttet af den schweiziske vanvidsmotor Stefan Küng, hvis styrt i går meget vel kunne have været årsagen til, at de fire forreste aldrig blev kørt ind. Desværre kom hverken Bardet eller Pinot med ved den sidste forcering, men begge kan de være ganske tilfredse med at komme helskindet igennem - Bardet, fordi han havde brug for oprejsning, og Pinot, fordi han hader positionskampen og hele dens væsen.

Midt i opregningen af vindere og tabere glemmer man helt, hvem der faktisk vandt etapen. Det er i virkeligheden en dødssynd, for Giacomo Nizzolo fortjener mere end de fleste applaus for sin sæsonstart. Det var ellers svært at tro, at han efter sine mange knæskader nogensinde igen skulle blive den fantastiske rytter, der to gange vandt Giroens pointtrøje og kørte med Gianluca Brambilla på en eksplosiv stigning, da han blev italiensk mester på en knaldhård rute, men efter to WorldTour-sejre på en god måneds tid - ved sæsonstart havde han bare én af slagsen, og den var helt tilbage fra 2012 - er håbet blevet vakt til live igen. Måske har han stadig ikke helt sin gamle topfart, men efter at have set ham folde sig ud i tirsdagens knaldhårde Le Samyn og i de seneste dages sidevind er han i hvert fald ved at blive lige så råstærk, som han var, inden knæet lagde karrieren i ruiner.

Det var også godt at se NTT rejse sig igen. Indtil nu har der ellers ikke været meget Riis-effekt, men snarere en Nizzolo-effekt på det succeshungrende sydafrikanske mandskab, men i dag var Nizzolo for første gang i nogen ting ikke Palle alene i verden, som han ellers har været det i de belgiske løb og på 1. etape, hvor kun Victor Campenaerts sad hos ham. I dag havde holdet fire mand med, da det knækkede, og da Max Walscheid samtidig viste de sidevindsevner, vi også så i sidste års Vuelta, kan man håbe på, at det ikke også fremover bliver ensomme Nizzolo mod resten. Med mere støtte synes italieneren igen at kunne blive lidt af en sejrsmaskine.

I det hele taget var det godt at se ”de små” blande sig med giganterne. Udover NTTs etapesejr viste Israel Start-Up Nation sig nemlig også fornemt frem med hele tre mand i første gruppe. At brølstærke Nils Politt var med, kommer naturligvis ikke som et chok, men det var uhyre lovende at se Mads Würtz blande sig med de store stjerner. Danskeren har ellers haft det lidt svært som professionel, men allerede fra starten i Algarve fornemmede man, at der var sket noget - måske som følge af et gennemført Tour de France. Sygdom i åbningsweekenden satte ham tilbage, men i dag leverede han sin hidtil flotteste præstation på dette niveau. Og at den indtil dette løb så formsvage klassementsrytter Krists Neilands samtidig for anden dag i træk viser sig som lidt af en sidevindsekvilibrist gør bare den israelske succes endnu større.

Blandt de mange tabere finder vi naturligvis også sprinterne, der havde håbet på et par massespurter i løbets indledende fase, men som nu har forspildt de første to chancer. Det gælder selvfølgelig for Bennett, der virkede helt fra den, men også for Caleb Ewan, der i forvejen ikke er en sidevindsekvilibrist, og som i dag fik det hele ødelagt af en punktering med 30 km. Det gælder også for Nacer Bouhanni, der i dag måtte forsøge at redde Quintana i stedet, og det gælder for Elia Viviani, der efter en uhyre skidt sæsonstart ellers viste lidt livstegn med hæderlig kørsel i dag.

Heldigvis for dem burde chancen komme tirsdag. Vinden lægger sig nu ikke, men med udsigt til 212 km i modvind kan 3. etape godt blive lidt af langgaber. For rytterne derimod er det utvivlsomt kærkomment, at de i morgen ikke skal kæmpe i skyttegravene igen. Mange krige har som bekendt en våbenhvile undervejs, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er ovre. Hvis coronavirussen vil det, er der i hvert fald udsigt til en genoptagelse af kamphandlingerne på onsdagens enkeltstart, hvor der er nye ryttere, der vil møde deres eget Waterloo.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Favoritterne

Som sagt er der utvivlsomt ryttere, der ånder lettede op, når de studerer tirsdagens vejrudsigt. 3. etape er ellers designet som den foregående og kunne derfor have potentiale til et tredje sidevindsdrama, men det sker næppe. Denne gang køres der nemlig hovedsageligt mod sydvest, og da vinden samtidig drejer fra vest til netop sydvest, er det ikke svært at læse skriften på væggen. Den står på 212,5 km med en eller anden grad af modvind hele vejen, og det betyder, at der i den grad bliver skruet ned for festlighederne.

Det er ellers ikke vind, der vil mangle. Faktisk bliver tirsdagen endnu mere blæsende end mandagen, men det hjælper ikke meget, når retningen er den helt forkerte. Tværtimod vil den nu blot have en aktivitetsdræbende effekt, og rytterne kan da kun glæde sig over, at det formentlig holder tørt hele dagen. Ellers kunne det meget vel blive en iskold fornøjelse på en dag, hvor det bliver svært at presse pulsen op over 100 på store dele af etapen.

Alle har nemlig haft nogle brutale dage, og alle vil de derfor glæde sig over en nem dag. Det ligger derfor i kortene, at det formentlig kun er wildcardholdene, der har lyst til en træningstur på mere end fem timer med vinden lige i fjæset. Derfor vil de små hold formentlig igen få lov at etablere et lille, svagt udbrud fra km 0, hvorefter Bora med hjælp fra Lotto og Deceuninck kan tage kontrol. Det bliver formentlig en af de dage, hvor udbruddet skal forsøge at køre langsomt for ikke at slide sig selv op i vinden, hvorefter feltet må træde på bremsen for ikke at hente dem for tidligt. Med andre ord bliver det formentlig en meget langsom og begivenhedsfattig etape, hvor eneste spænding vil komme af, at udbruddet muligvis vil være så lille, at der kan være et bonussekund at spurte om i de indlagte spurter.

Ellers er der lagt op til massespurt på en dag, hvor de fleste trods den lange distance vil være relativt friske, selvom de to foregående dage helt sikkert sidder i benene. Dermed får vi for første gang et rigtigt opgør mellem sprinterne i en finale, der er ganske kringlet. Opløbsstrækningen er relativt lang, men forinden vil det være meget afgørende at være i god position i de fire sving, der venter på de sidste 2 km, især fordi opløbet er relativt smalt. Samtidig skal man være meget påpasselig med at starte sit tog for tidligt i den ret kraftige modvind, der vil blæse gennem hele finalen, og man skal i hvert fald have to mand foran sig, når man rammer opløbsstrækningen med 750 m igen, hvis man vil køre et decideret tog. Samtidig stiger de sidste 3 km let, men på den sidste kilometer er stigningsprocenten så moderat, at det er tvivlsomt, om det vil gøre den helt store forskel, især fordi modvinden gør, at det er ret let at sidde på hjul.

Normalt ville jeg havde Sam Bennett som stensikker favorit til denne etape, men efter hans sløje kørsel de seneste dage, peger jeg i stedet på Pascal Ackermann. Den store tysker var uheldig at styrte på 1. etape, men i dag viste han, at formen i hvert fald ikke fejler noget. Naturligvis var der lidt for meget syre, da han rejste sig til sidst, men det ville selv den mest formstærke have kunnet opleve efter så brutal en sidevindsetape.

Jeg formoder stadig, at Bennett er løbets hurtigste, men Ackermann har en solid fordel i Peter Sagan. Nok er Deceunincks tog fremragende, men Sagan må med sin eminente positionering være den ideelle lead-out man. Michael Mørkøv er eminent, men han har ikke Sagans topfart, og det betyder, at vi meget vel kan se Sagan og Ackermann placere sig bag Deceuninck i den kringlede finale. Gør de det, vil Sagan formentlig kunne gå forbi på opløbsstrækningen og sætte Ackermann op til en let stigende powerspurt, der burde passe ham.

Vi så i Emiraterne, at han fortsat er hurtigere end Ewan, og selvom det blandt topsprinterne er ham, der har mindst fordel af den svagt stigende spurt, er han så god en afslutter på lette bakker - bare se hans vilde og lange spurt i Brussels Cycling Classic sidste år - at han med et godt lead-out bliver svær at gå forbi. Jeg kan være lidt bekymret for trætheden efter i dag, men sætter Sagan ham godt op, bør han kunne gøre det færdigt.

Jeg udelukker stadig ikke Sam Bennett. Nok peger alt på, at han ligesom sidste år er blevet ramt af kuldechokket efter rejsen fra ørkenen til det kolde Nordfrankrig, men sidste år så vi, at det netop var på 3. etape, at benene kom på plads igen. Hans tog er som kollektiv stadig det stærkeste, og det er afgørende i denne kringlede finale, hvor de formentlig kan tage kontrol. Bennett er samtidig blevet fabelagtig i stigende finaler og har bestemt ikke ulempe af den lette bakke, og han var igennem hele 2019 klart hurtigere end Ewan og formentlig også end Ackermann, som han af gode grunde aldrig kom til at spurte imod.  Det helt store spørgsmål er, om han er sig selv igen. Det har han stadig til gode at bevise, og kombinerer man det med den usikkerhed, der stadig rumsterer efter den ringe spurt på 4. etape i Emiraterne, må han denne gang leve med en rolle som førsteudfordrer.

Jeg har lidt svært ved at vurdere Caleb Ewan. På den ene side burde det være til hans klare fordel, at det stiger, men på den anden side er det svært at tro, at 1,5% for alvor kan tippe balancen i hans favør, når han er oppe mod to folk, der også elsker, at det stiger en anelse. Dertil kommer, at vi så sent som i Emiraterne fik bekræftet, hvad vi så i 2019, nemlig at han ikke er helt så hurtig som Ackermann i en klassisk spurt. Til hans fordel taler naturligvis den lange distance, men spørgsmålet er, om ikke modvinden gør det så let, at dens betydning bliver nærmest neutraliseret.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Til gengæld har Ewan et våben, han ikke plejer at have. Med John Degenkolb ved sin side sammen med Roger Kluge og Jasper de Buyst har han pludselig et langt stærkere tog, end han plejer. Formentlig vil han stadig bruge sin eminente positionering til at finde det rette hjul, men Degenkolb kunne ligne den ideelle lead-out man i en lang, let stigende powerspurt i modvind. Det giver ham to muligheder for at sidde rigtigt og øger naturligvis hans chancer. Så er spørgsmålet bare, om det stiger nok til, at han også kan kompensere for, at de to rivaler på papiret er hurtigere.

Naturligvis skal Giacomo Nizzolo også nævnes igen. Vi så i Australien, at han stadig ikke er så hurtig som Bennett og Ewan - hans etapesejr skyldtes position og ikke fart - men til gengæld er han helt åbenlyst i forrygende form og derfor sikkert også lidt mere frisk end rivalerne. Desværre har han ikke helt fundet sin gamle eminente positionering, og det er tvivlsomt om positioneringssvage Max Walscheid kan hjælpe ham meget på det område, ligesom Ryan Gibbons ikke fik det til at fungere som lead-out man i Australien. Nizzolo elsker imidlertid kringlede finaler, der stiger, og finalen er derfor designet efter hans hoved. Med hans nuværende form kan han særligt i et stigende opløb ikke afskrives.

Det kan Cees Bol heller ikke. Med sejrene i Algarve og Nokere har han vist, at han er særligt stærk, når det stiger, men til gengæld er han bestemt ikke en ørn i positionskampen. Her har han imidlertid sit livs tog med Søren Kragh, Nikias Arndt, Nils Eekhoff og Michael Matthews, og selvom de ikke har kørt meget sammen, har de i hvert fald potentiale til at sætte Bol op på samme fine måde, som Casper Pedersen gjorde det i Algarve. Gør de det, synes formstærke Bol at kunne udfordre de bedste i en stigende finale.

Det bliver også tirsdag, at vi endelig får en ide om, hvor meget af sin gamle topfart den genfødte Nacer Bouhanni har fundet. Det er første gang, at han skal spurte i et felt af denne kaliber, og hans form synes stadig fremragende, efter at han klatrede imponerede i Drome Classic og i dag hjalp Quintana hele vejen hjem. I gamle dage elskede han også kringlede finaler, men udfordringen er, at han ikke har genfundet sin gamle positionering. Toget med Dan McLay og Connor Swift er overmatchet, men man kan håbe, at Bouhannis gamle næse for positionering hjælper ham. Sidder han godt, har han med sin gamle fart i hvert fald mulighed for at vinde en let stigende spurt som denne.

Det var godt at se livstegn fra Elia Viviani i dag, men det er stadig svært at være alt for optimistisk. I går fik han sig således nok engang en lussing, og det er svært at tro, at han vitterligt er i topform. I forvejen har vi set, at han stadig er mærkbart langsommere end etapens tre favoritter, og desværre har han her et svagt tog, der kun tæller Damien Touze og Piet Allegaert. Heldigvis er Viviani selv god i positionskampen og god i spurter, der stiger let, men han har stadig til gode at bevise, at han har farten til at vinde i en situation, hvor han ikke får det bedste lead-out.

En af årets positive oplevelser har været Rudy Barbier. Israel SUN har ganske vist også Hugo Hofstetter og Tom van Asbroeck¸ men de mangler fart i en spurt efter en let dag. Det har Barbier bestemt ikke gjort i år, og han har endda vist god positioneringsevne også. Toget tæller også Nils Politt og Tom van Asbroeck, og han har derfor bedre støtte end de fleste. Til gengæld må det regnes som en ulempe, at det stiger, også selvom stigningsprocenten er beskeden.

Igen i dag måtte Edward Theuns sande, at hans form i år lader meget tilbage at ønske, men tirsdag bør han i hvert fald få sin chance. På baggrund af de seneste præstationer er det svært at være meget optimistisk, men han har én gigantisk fordel. Toget med Alex Kirsch, Mads Pedersen og Jasper Stuyven var på grænsen til sublimt sidste efterår, og de har i hvert fald råstyrken til at tage kampen op mod de bedste. Theuns elsker også et stigende opløb, og selvom han næppe har farten og formen til at vinde, har han toget, der kan give ham et topresultat.

Niccolo Bonifazio er bestemt ikke en ørn i sidevinden, men tirsdag burde han endelig få sin chance. Faktisk er opløbet nærmest skræddersyet til den lille italiener, der foretrækker en let stigende og især en kringlet finale. Han er nemlig god i positionskampen, og vi så mod slutningen af Touren, at hans fart stadig rækker langt, også mod nogle af verdens bedste sprintere. Desværre har han været syg efter den stærke start i Saudi-Arabien, hvor han vandt en etape, og vi ved af erfaring, at han kan være helt væk, hvis formen er ringe. Heldigvis har han set ok ud på etaper, der ikke har passet ham, og derfor kan man have håb om, at han er på et rimeligt niveau.

Det stigende opløb tiltaler Bryan Coquard, men det gør den kringlede finale ikke. Den franske hane er nemlig alt andet end positioneringsstærk, og man kan frygte, at han bliver rundbarberet i de mange sving med et tog bestående af Kevin Reza og Jens Debusschere, der bestemt ikke ser skræmmende ud. I forvejen har han slet ikke sin gamle fart, og selvom han stadig er hurtig nok til at ende godt, er det svært at se ham vinde.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Det let stigende opløb burde være perfekt til Marc Sarreau¸ der sidste år Vueltaen og Polen viste, at han har fået smag for den slags finaler. Desværre ved vi også, at positionering for ham er som en by i Rusland, og her er han til start helt uden tog på et hold, der er her for Pinot. Derfor skal han formentlig klare sig temmelig alene, og det bliver nok lidt af en opgave for ham. I positionskampen kan man dog altid have en heldig hånd, og sidder han rigtigt, har han god fart i en finale som denne.

Ivan Garcia skal også nævnes. Spanieren er ellers ikke specielt hurtig, men med hans superform er han ikke helt uden chance i en stigende finale. Han har for vane at åbne alt for tidligt, ligesom hans positionering ikke er imponerende, men bakken op mod mål burde hjælpe ham. Den er ikke hård nok til at gøre ham farlig, men det skal blive interessant at se, hvor langt hans råstyrke fører ham.

Endelig er der naturligvis Peter Sagan. Udgangspunktet er, at han skal hjælpe Ackermann, men det er sket før, at Ackermann har tabt hjulet på sin lead-out man. Sker det, vil Sagan lynhurtigt kunne køre sin egen spurt, og selvom han på topfarten er overmatchet, har han mange fordele i denne finale. Dels er finalen kringlet, hvorfor han har glæde af sin gode positionering, og del stiger det. Endelig er modvinden en fordel for en mand, der plejer at være en mester i timing, og derfor kan man ikke helt udelukke en Sagan-sejr, hvis der går grus i Bora-maskineriet.

De øvrige, der kan tænkes at blande sig i spurten, er Dusan Rajovic, Andrea Pasqualon og måske Oliver Naesen, men det er svært at se dem være med helt i front.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Caleb Ewan

Outsidere: Giacomo Nizzolo, Cees Bol, Nacer Bouhanni, Elia Viviani, Rudy Barbier

Jokers: Edward Theuns, Niccolo Bonifazio, Bryan Coquard, Marc Sarreau, Ivan Garcia, Peter Sagan