Optakt: 3. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

Det har været normen, at løbet har budt på en sprinteretape allerede på andendagen, men ligesom i 2016 og 2017 må sprinterne i år vente til tredje etape, inden de får chancen for at vise sig frem. Det kan de til gengæld også regne med at gøre på en ukompliceret fredag, der måske nok byder på en temmelig kuperet første halvdel, men som med en helt flad sidste tredjedel lægger op til et brag af en sprintertest inden næste lørdags Milano-Sanremo.

Med sine 225,0 km er etapen som så ofte i Tirreno en lang sag, der skal forberede rytterne til årets første store klassiker i Sanremo en uges tid senere, og den fører feltet fra Pomarance til Foligno. Startbyen er den samme som torsdagens målby og ligger i det kuperede terræn omkring Siena, som også kendes fra Strade BIanche, og derfor er indledningen hård. Etapen indleder rejsen mod Adriaterhavet, og derfor køres mod øst og sydøst næsten hele dagen. Der lægges ud med en svær start, hvor man kører mod sydøst op over flere mindre bakker, herunder 2 km med 6,8% og top efter 10,8 km og 2,1 km med 6,6% med top efter 24,3 km. Derefter venter bakken op til spurten i Montalcino, der kommer efter 45,2 km, og derefter venter 3,7 km med 5%, inden man efter 53,6 km rammer en lille nedkørsel. Først her kommer dagens første kategoriserede stigning, Passo del Rospatoio (5,8 km, 5,1%, max. 10%), der har top efter 66,2 km.

Herefter bliver det betydeligt lettere, når man via et let faldende stykke fortsætter mod sydvest og kun udfordres af en 1,6 km lang bakke (6%) med top efter 94,4 km og en 3,2 km lang stigning (5%) med top efter 102,5 km. Kort efter rammer man dagens sidste kategoriserede bakke, La Foce (5,4 km, 4,4%, max. 10%), hvis top imidlertid kommer efter 121,7 km med hele 103,3 km til mål. Herfra falder det mod øst ned til den sidste spurt, der er placeret efter 140,4 km og markerer starten på den flade finale. Herfra kører man nemlig mod sydøst, nordøst og igen sydøst igennem fladlandet frem mod målbyen, og de eneste småudfordringer er 1 km med 5,4% og top efter 155,5 km samt 1 km med 4,5% og top efter 185,0 km. Den lange, ukomplicerede vej afsluttes imidlertid med en teknisk finale over de sidste 2500 m, hvor der er skarpe sving med 2300, 2100, 1100 og 1000 m igen, inden den 7 m brede vej buer let med hhv. 500 og 160 m igen. De sidste 5 km er stort set helt flade.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 2873 højdemeter.

Foligno blev senest besøgt i 2016, hvor en snu Stephen Cummings i en betydeligt vanskeligere finale vandt spurten i en gruppe, der var kørt væk til sidst, og i 2003, hvor Mario Cipollini vandt en massespurt. Giroen var forbi i 2016, hvor André Greipel slog Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo i en massespurt, og i 2014, hvor Nacer Bouhanni var hurtigere end Nizzolo og Luka Mezgec.

Vejret

Onsdagen var vejrmæssigt lidt kedelig, men resten af løbet burde vise, hvorfor Tirreno-Adriatico som regel er mere solsikkert end Paris-Nice. Efter en flot torsdag venter nemlig også en fin fredag, hvor det ganske vist vil være temmelig skyet med enkelte solstrejf, men hvor det vil være tørt med en temperatur på 18 grader. Vinden vil være næsten ikke-eksisterende med en svag til let vestlig brise, der mod slutningen drejer, så den kommer mere fra sydvest. Det giver med- og sidemedvind gennem hele etapen, indtil man på de sidste kilometer får sidemedvind og til slut modvind efter den røde flamme.

Analyse af 2. etape

Hvem kan stoppe den mand? Efter sidste år sad man ganske vist med fornemmelsen af, at Julian Alaphilippe kunne blive skræmmende i 2019, hvis han efter en jubelsæson kunne fortsætte en udvikling, der tydeligvis ikke var gået i stå endnu. Alligevel må det gøre ondt for alverdens rivaler at se deres bange anelser blive til virkelighed efter en sæsonstart, hvor det franske fænomen har vundet alt, han har rørt ved, og som fortsatte i dag, da han med stor autoritet slog alverdens superpuncheurs med en overbevisende magtdemonstration på 2. etape af Tirreno-Adriatico.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Varslet kom egentlig allerede helt tilbage i januar, da han i Vuelta a San Juan satte Nairo Quintana og Tiesj Benoot fra hjul mod slutningen af den eksplosive 2. etape. Dagen efter knuste han al modstand på en flad tonserenkeltstart, og siden er han bare gået fra succes til succes. Holdet kostede ham den samlede sejr i Argentina, men siden har han på en etape slået de colombianske klatrere i deres hjemlige højder, hvor de ellers havde alle fordele på deres side, og senest tog han suverænt sejren efter en fornem præstation i Strade Bianche, som han endda kørte for første gang.

De præstationer havde allerede på forhånd gjort ham til topfavorit på dagens eksplosive etape i Tirreno-Adriatico. Normalt ville han ganske vist have svært ved at slå Peter Sagan i en finale, der trods alt blot steg med 4-5%, men da eksverdensmesteren har døjet med sygdom og misset hele fem dages træning, stod det klart, at han næppe ville være på toppen. Derfor lå det på den flade for Alaphilippe med sin superform at tage endnu en sejr og dermed sikre sig 10 meget vigtige bonussekunder, efter at en tidlig start i det regnvåde holdløb havde kostet ham mere tid, end han havde ønsket sig eller fortjent.

Det var imidlertid langt fra enkelt at vinde på turen mod Pomarance. Selve spurten lignede ikke den sværeste udfordring, men forinden ventede en lang opkørsel, der historisk har vist sig svær at kontrollere. Det måtte Peter Sagan i hvert fald sande ved det seneste besøg i 2017, hvor både Geraint Thomas og Tom Dumoulin sneg sig væk til sidst. Og da Deceuninck langt fra er til start med noget klatrehold, var det klart, at selv Alaphilippe kunne få meget svært ved at spille kortene rigtigt i den hektiske finale.

Det hele bliver bare så meget lettere, når man har diamanter i benene, og det har Alaphilippe åbenlyst i øjeblikket. Først sendte han sin formstærke holdkammerat Zdenek Stybar i offensiven, da en farlig gruppe kørte væk - i øvrigt efter at han havde brugt selv Elia Viviani til at gøre løbet knaldhårdt i indløbet til stigningen - og da tjekkens forsøg mislykkedes, var han klar til at slå til. Da en trussel opstod kort efter, hvor en skræmmende Primoz Roglic var ved sammen med Alexey Lutsenko at køre væk, dansede Alaphilippe med lethed op til duoen, og derefter forlod han aldrig de forreste positioner. På intet tidspunkt så han ud til at have mistet kontrollen, og da først feltet blæste under den røde flamme, sad han velplaceret sammen med sin værste rival, Greg Van Avermaet. Belgieren lignede også en hård nød at knække, da han åbnede sin klassiske lange spurt, men det stod hurtigt klart, at han slet intet match var mod den overlegne Alaphilippe, der blot behøvede at træde få gange for at tage en overlegen femte sæsonsejr.

Sejren styrker igen selvtilliden for franskmanden, der i går ikke kunne skjule sin skuffelse. Årets rute giver ham nemlig en måske historisk enestående chance for at vinde Italiens næststørste etapeløb, og derfor var det en slem dukkert at måtte konstatere, at gårsdagens regnvåde veje satte ham langt tilbage i forhold til især Primoz Roglic. Med dagens 10 bonussekunder fik han slettet lidt af tabet, og samtidig var han så overbevisende, at den frygt, man kan have for, at 5. etape måske kan blive for svært, i hvert fald er blevet kraftigt dæmpet.

Hans store problem er bare, at hans værste rival var om muligt endnu mere overlegen. Vi viste, at Roglic var i flyvende form efter den overlegne sejr i Emiraterne, men alligevel er det svært ikke at blive imponeret over dagens opvisning. Nærmest uden at se sig tilbage førte sloveneren i ét væk efter at først at have slået kontra på Alexey Lutsenko, og på et tidspunkt kørte han endda så stærkt fra front af feltet, at han og kasakken var ved at køre alle andre ud af hjulet.

I sidste ende lykkedes det ikke at få udbytte af styrken i en finale, der ikke passede ham ideelt, men efter dagens etape er det svært at se, hvem der skal kunne køre fra sloveneren på noget tidspunkt i dette løb. Samtidig er han reelt i pole position, da hans lille tab til Yates fra 1. etape let overvindes på den sidste enkeltstart, og selvom han i dag måtte nøjes med en 7. plads, står det efter i dag endnu tydeligere, at Roglic er løbets soleklare favorit, og at han bliver næsten umulig at slå, ikke mindst fordi hans holdkammerat Laurens De Plus efter opvisningen i Mellemøsten i dag igen viste sit enorme talent ved at tage kontrol i den hektiske finale på et tidspunkt, hvor det hele kunne være løbet løbsk.

Løbets tredje store favorit, Tom Dumoulin, kan være godt tilfreds. Hollænderen viste nemlig stor styrke, da han efter en lille blunder med stor autoritet kørte alene på til Lutsenko, Roglic og Alaphilippe, da en truende situation opstod. Dermed bekræftede han det meget positive indtryk, han efterlod på 6. etape i Emiraterne, og han kan stadig håbe, at han kan brænde en superenkeltstart af på tirsdag, hvor han på den helt flade rute trods alt bør være stærkere end Roglic. Den samlede sejr blive svær, men ikke umulig for en tilsyneladende meget velkørende Dumoulin, der er startet sæsonen langt mere positivt end sidste år, hvor han efter dette løb gennemlevede en svær mental krise.

Løbets sidste reelle kandidat til sejren er Adam Yates, der med klassisk kølighed kørte afventende i finalen og herefter spurtede sig til en lovende 5. plads i en finale, der var alt for let. Det vidner om ganske lovende form, men det er også klart, at han har behov for at vinde yderligere tid på murene i weekenden. 7 sekunders forspring til Roglic er for lidt inden enkeltstarten, og derfor får Yates brug for al den eksploivitet, han stillede til skue i sidste års udgave, hvis han også skal omsætte det fine udgangspunkt til sejr. Man kan blot undre sig over, at han og Mitchelton i dag valgte at ødsle med kræfterne ved at holde snor i et udbrud, som det var Alaphilippes opgave at hente. Nu gjorde australierne en stor del af arbejdet, der lå til grund for franskmandens 10 bonussekunder, hvilket bestemt ikke virkede som den taktisk mest gennemtænkte manøvre for et hold, der i forvejen for svært ved at kontrollere terrænet i weekenden.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Til gengæld kan favoritterne glæde sig over, at det stærkeste hold næsten er elimineret. Allerede i går kørte Sky et katastrofalt holdløb, og i dag fortsatte nedturen. Først udgik Gianni Moscon, der fortsat er alt for mærket af sit styrt i Emiraterne og nu desværre næppe når at finde formen inden klassikerne, og siden måtte Geraint Thomas indse, at han fortsat har lang vej at gå efter en vinter, hvor der blev holdt lidt for mange fester. Dermed er man efterladt med en stadig ganske vist velkørende Wout Poels, men da hollænderen har tabt en del tid, og holdet ikke længere har et overtal at spille på, ser det svært ud for det ellers normalt så suveræne britiske mandskab.

I stedet var det Astana, der frembød det stærkeste kollektiv. Vi ved alle, at Jakob Fuglsang kører som en motorcykel i disse dage, og i dag viste Alexey Lutsenko, at han efter et lidt skuffende Strade Bianche fortsat er flyvende. Efter at Fuglsang havde lanceret hans offensiv, var han med i alt, og sammen med Alaphilippe og Roglic efterlod han det bedste indtryk. I sidste ende kostede det for meget inden spurten, men det ser ud til, at Astana i weekenden vil have to kort at spille i forsøget på at tilbageerobre lidt af det terræn, de som forventet tabte i går.

En anden rytter, der har grund til tilfredshed, er Tiesj Benoot. Belgieren var placeret alt for langt tilbage tidligt på stigningen, og derfor var han aldrig rigtigt med i fremstødene. Alligevel lykkedes det ham at komme tilbage og spurte sig til en 4. plads, hvilket igen bekræfter den lovende form, han også viste i Strade Bianche, hvor han stadig var mærket af sit forslåede knæ. Det er han ikke længere, og selvom han har tabt for meget til at være med i kampen om sejren, ligner Benoot en mand, der har kurs mod en stor klassikersæson. Til gengæld skuffede holdkammeraten Tim Wellens en anelse i spurten, og efter et lidt halvsløjt Strade Bianche ser det ud til, at den ikke altid så stabile belgier har tabt lidt af den superform, han havde i årets første uger.

Det har Van Avermaet ikke, og selvom han i dag måtte se sig slået af Alaphilippe, kan han være ganske tilfreds. Det så nemlig allerede på forhånd svært ud at få bugt med franskmanden, og Van Avermaet virkede faktisk ganske overbevisende i finalen, hvor han som ventet var uden støtte fra sit hold. Først lukkede han med autoritet et farligt hul, og til sidste kørte han en sikker 2. plads hjem på toppen af en stigning, der efter hans smag er lige vel lang. Det bekræfter blot indtrykket fra Omloop af, at Van Avermaet er betydeligt bedre end i 2018, og alt synes derfor at være sporet til en vis form for genrejsning efter en skuffende sæson.

Værre ser det ud for Peter Sagan, der fik bekræftet, at formen har lidt skade under de fem dages sygdom. Ganske vist var det en punktering, der satte ham tilbage, men en frisk Sagan var naturligvis kommet tilbage. I dag opgav han med det samme, og det viser, at han fortsat har noget at indhente. Omvendt virker situationen ikke svært alarmerende, da de hårdeste løb fortsat venter relativt langt forude, og kan han køre nogle gode spurter i de kommende dage, hvilket bestemt ikke er umuligt, burde han nok kunne være konkurrencedygtig i Sanremo, der for Sagan trods alt ikke er et specielt krævende løb. Og samtidig kan Bora så glæde sig over, at dagens løb viste en velkørende Davide Formolo, der var meget aktiv i finalen og bekræftede det lovende indtryk fra Emiraterne.

En anden, der bekræftede de positive takter, var Alberto Bettiol. Italieneren viste i 2016 og 2017 sit store potentiale som puncheur i de canadiske klassikere og Touren, men skader og sygdom ødelagde året på BMC. I lørdagens Strade Bianche viste han imidlertid tegn på oprejsning, og det var kun krampe, der ødelagde hans chancer for at køre finale. I dag spurtede han sig til en flot 3. plads, hvilket gør ham til en meget spændende herre forud for klassikerne, hvor han forhåbentlig kan bygge videre på fortidens lovende takter. I det hele taget var det endnu en god dag for EF, der er kommet stærkt fra start, da også en meget velkørende Simon Clarke var med i det mindste, indtil han til slut betalte prisen for sine mange angreb i selve spurten.

Lad os slutte af med at kippe med det danske flag. Det var nemlig ikke blot Fuglsang, der imponerede i dag. Det gjorde også Kasper Asgreen, der med et angreb mod hele verdenseliten fortsatte med at vise superform. Det gjorde han allerede i Omloop og i gårsdagens holdløb, hvor han nærmest rev sit hold i stykker, og man kan derfor ikke andet end beundre den enorme fremgang, han har haft i løbet af mindre end et år på højeste niveau. Samtidig viste Søren Kragh lovende takter efter sin sygdom, og faktisk udtalte han, at han gerne ville have deltaget i spurten, hvis benene havde været det. Det var desværre ikke, men efter i dag kan man med fortrøstning tro på, at han trods sine tilbageslag nok skal finde formen inden klassikerne.

I de kommende dage har han i hvert fald god tid til at arbejde på den, samtidig med at han støtter den velkørende Dumoulin. I morgen får han i hvert fald 226 solide kilometer i benene på en dag, hvor klassementsrytterne får sig en sjælden pause og midlertidigt overlader scenen til sprinterne. Dem kan han og resten af feltet så bruge til at spekulere på, hvordan i alverden de finder en model til at stoppe Alaphilippe på weekendens klassikeretaper.

Favoritterne

I år ser det ud til, at hele fem af de syv etaper alle kan spille en eller anden form for rolle i kampen om den samlede sejr, men det vil ikke være et rigtigt Tirreno-Adriatico, hvis ikke der også var de sædvanlige to sprinteretaper, hvor Milano-Sanremo-favoritterne kan teste de topfarten af. Efter de to første begivenhedsrige dage kan rytterne se frem til en mere rolig fredag, hvor 3. etape synes at være designet netop med det formål. Som så ofte før i det italienske løb er der nemlig tale om en regulær klassikerdistance, og starten er endda så svær, at det trods den lette sidste tredjedel ender som en gansek god træningsdag frem mod den kommende lørdags store mål.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Selvom der formentlig venter en stille dag på kontoret, hvor klassementsrytterne skal komme sig inden de kommende to meget vigtige dage, kunne det faktisk blive knaldhårdt. Antallet af højdemeter siger alt om, at der er tale om alt andet end en fredsommelig etape, og første del er så svær, at den reelt kunne få feltet til at eksplodere. Der er bare ingen, der har en interesse i at udnytte terrænet, for udfordringerne kommer så tidligt, at det hverken giver mening for de holdbare sprintere at komme af med eller trætte de hurtigste eller for klassementsfolkene at røre på sig.

Derfor bliver det formentlig blot en god, lang træningsdag, hvor et udbrud bestående af ryttere fra de små hold vil stikke af relativt tidligt. For dem er det en vigtig dag i kampen om bjerg- og pointtrøjen, der i dette løb ofte kan vindes af en udbryder, og dagens hovedattraktion vil være deres indbyrdes kamp om point. I feltet vil Mitchelton stå for det indledende arbejde, men hovedopgaven vil tilfalde UAE og Deceuninck, der som de to store sprinterhold har det fulde ansvar for jagten. 225 km giver en lang dags arbejde, men det burde for så stærke hold ikke være svært at sætte et moderat tempo i den svære første del - ikke mindst fordi udbruddet næppe er specielt stærkt - og derefter åbne op for gassen på den flade sidste del. Vind vil der ikke være meget af, men den lette medvind vil hjælpe med at sikre, at alle tidsplaner ikke sprænges på en dag, hvor det potentielt set kunne være gået meget langsomt.

I sidste ende burde UAE og Deceuninck kunne sikre, at vi får den ventede massespurt. Den vil finde sted i en kompliceret finale, hvor det går ganske gelinde frem til de sidste 2500 m. Her vil det være helt afgørende at have et stærkt hold og sidde helt fremme, for selvom den sidste kilometer igen er lidt nemmere, er der generelt så mange sving, kurver og indsnævringer, at det er i en afslutning som denne, at man virkelig kan drage fordel af et godt tog.

I de senere år har der været en tendens til, at de rene sprintere er taget til det roligere Tirreno, mens klassikersprintere som Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli og John Degenkolb som regel foretrækker det blæsende og koldere Paris-Nice. I år har de hele tre helt flade åbningsetaper i Frankrig samt nogle ikke helt så enkle sprinteretaper i Italien forrykket balancen, så Elia Viviani og Fernando Gaviria er de eneste virkelige topsprintere i Tirreno, hvor de fra andet geled udfordres af Peter Sagan, Giacomo Nizzolo, Phil Bauhaus og Nacer Bouhanni.

På papiret ligner etapen da også et opgør mellem Elia Viviani og Gaviria, der hver har et godt kort på hånden. Hvor Gaviria uden tvivl er den hurtigste, har Viviani det klart bedste tog, og netop det forhold får os til at pege på italieneren som favorit. Ganske vist blev det igen i Emiraterne helt tydeligt, at Gaviria er den hurtigste af de to, hvilket Viviani da også indrømmede efter 2. etapes nederlag, og havde Gaviria ikke mistimet modvindsspurten på 5. etape havde han vundet alle deres tre indbyrdes opgør. I ørkenen fik Gaviria imidlertid det hele serveret på et sølvfad af Alexander Kristoff, der leverede det ene drømme-lead-out efter det andet og med det samme indtog en position som verdens formentlig bedste lead-out man i sine første forsøg. Her er han uden nordmanden, mens Viviani til gengæld har et meget stærkt tog med Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Michael Mørkøv og ikke mindst Maximiliano Richeze, der i 2018 i hvert fald var verdens bedste i den rolle, hvor han nu trues af Kristoff. Lidt overraskende er det argentineren og ikke Fabio Sabatini, der her skal agere næstsidste mand, for normalt har det været italieneren, der har været en del af Vivianis tog. Det burde dog på ingen måde svække dem, for der er ingen tvivl om, at Richeze er den bedste af de to, og med sin erfaring burde han ingen samarbejdsproblemer have.

Havde det være en powerspurt, havde Gaviria haft overhånden, men i denne tekniske finale burde Deceuninck med så stærkt et hold kunne tage kontrollen. De har så mange stærke folk, at de vel reelt kan dominere alle de sidste 2500 m, og det vil give Viviani en klar fordel. Det er klart, at han kan få det svært, hvis han har Gaviria direkte på hjul, men med et formentlig eminent lead-out fra Richeze tror vi, at Viviani - som altid - kan sikre sig en spurtsejr i de løb, han er til start i.

Sæsonstarten har været yderst lovende for Fernando Gaviria, der trods lidt sygdom i Colombia 2.1 har virket enormt overbevisende lige siden debuten i Argentina, hvor han på 2. etape og enkeltstarten gjorde det bedre end ventet. Også i Emiraterne var han brølstærk, og hans eminente spurt på 1. etape fik kun ros fra Viviani, der lagde sig fladt ned i beundring over sin tidligere holdkammerat. Der kan derfor ikke herske tvivl om, at Gaviria er den hurtigste af de to, men det arabiske løb viste også, at han stadig har store problemer med sin timing og alt for ofte åbner sin spurt for tidligt.

I denne finale er det dog holdet, der er et problem. Kristoff er i den grad savnet, og selvom Simone Consonni leverede nogle helt fantastiske lead-outs i San Juan, hvor han var helt afgørende i at sikre Gaviria de to sejre, kommer holdet altså til kort mod Deceunincks supertog. Det betyder dog ikke, at Gaviria ikke kan vinde, for han og Consonni er begge eminente i positionskampen. Sikrer de sig pladsen umiddelbart bag Viviani, burde Gaviria i hvert fald have farten til at gå forbi - forudsat han altså får styr på sin timing i modvinden.

Vi glæder os meget til at se Giacomo Nizzolo i dette løb. Det er næsten svært at forstå, at han i Giroen i 2015 og 2016 viste sig klart hurtigere end Viviani, for efter to år ødelagt af knæskader er han gået i glemmebogen. Sidste års Vuelta, hvor han og Sagan kæmpede om pladsen som næstbedst bag netop Viviani, viste imidlertid, at han er på vej tilbage, og efter en knæoperation i december overraskede han sig selv ved trods halvsvag form at vinde sidste etape i det sprintermæssigt stærkt besatte Tour of Oman. Siden da kan hans form kun være blevet endnu bedre, og nu skal det blive interessant at se ham måle sig mod to af de allerhurtigste. Ligesom Sagan har han sin eminente positionering som sin helt store styrke, og derfor ender han næsten altid meget tæt på podiet. I den sammenhæng er den tekniske finale også sandt guf for Nizzolo, der i Reinardt van Rensburg også har en god lead-out man. Formentlig er han fortsat ikke helt så hurtig som de to bedste, men han burde komme ganske tæt på, efterhånden som han genfinder sit gamle niveau.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Peter Sagan har med sin sygdom fået en alt andet en ideel start på løbet, og dagens punktering gjorde det ikke bedre. Alligevel han er ganske enkelt nødt til at bruge disse etaper som en test inden klassikerne. Derfor bør han også forsøge sig i denne massespurt, og selvom han ikke er i topform, vil han altid kunne køre en spurt som denne efter en dag, der ikke bliver alt for opslidende. Til gengæld ved vi også, at det er svært for Sagan at slå Viviani og Gaviria på dage som disse, hvor hans topfart ikke kan matche deres, men i de senere år er han blevet mere og mere konkurrencedygtig også i klassiske spurter. Det viste han ved to gange næsten af slå Marcel Kittel i dettes løb og også i Touren i 2018, og derfor kan vi vente at se ham helt fremme igen. Den tekniske finale samt den lange distance er i hvert fald godt nyt for Sagan, der er mere slidstærk og kongen af positionskamp i finaler som disse Formentlig vil han kunne vinde kampen om Vivianis hjul - han plejer i hvert fald altid at få den position, han udser sig - og derfra skal han så håbe, at de to hurtigere folk begår fejl, så han med sin gode timing alligevel kan komme forbi dem.

Det har været en lidt frustrerende sæsonstart for Phil Bauhaus, der har måttet sande, at han ikke helt har kunnet slå til i rollen som Bahrains store sprintersatsning. Han har ellers fået fuld støtte fra et tog med Marcel Sieberg og Heinrich Haussler, men de er kommet lidt til kort i de meget stærke sprinterfeltet i Australien og Emiraterne. Her er kampen om positionerne imidlertid mindre intens, men til gengæld savner han Haussler og har alene Matej Mohoric og erfarne Sieberg til finalen. Det er for lidt i kampen mod Deceuninck, og derfor må han nok igen starte sin spurt lidt tilbage. Til gengæld ved vi fra sidste års UAE Tour, at han med det rette held har farten til også at slå de allerhurtigste, og lykkes det ham at få en god position, kan det måske lade sig gøre igen her, hvor han næppe skal bruge helt så mange kræfter i positionskampen, som han i øvrigt er ganske god til.

Resten af sprinterfeltet er betydeligt svagere, men vi har nu lidt fidus til Luca Pacioni. Neri Sottoli-sprinteren viste allerede lovende takter i 2018 og får nu sin store chance på den store scene efter Mareczkos skifte til CCC. Han lagde fremragende fra land i Argentina, hvor han kørte nogle fremragende spurter og viste høj topfart, men også at han er hæmmet i positionskampen. Det vil han også være her, hvor hans hold består af klatrere, og derfor skal han have en del held i en teknisk finale som denne. Han synes dog at have farten til at levere et flot resultat, hvis han finder den rette position.

Hvis man skal forstå betydningen af en lead-out man, skal man se på Sacha Modolo. Efter tabet af Maximilano Richeze gik han fra at være en sejrsmaskine i 2015 til siden stort set intet at have vundet. Han har da heller aldrig været den hurtigste, men med Roberto Ferrari og Richeze havde han et genialt tog. Han har slet ikke samme topfart som de hurtigste, og derfor vinder han da heller ikke denne etape. Til gengæld kan han glæde sig over, at han med Taylor Phinney, Seo Vanmarcke og Mitchel Docker faktisk har et fint hold til denne finale. Da han også er god i positionskampen kan det godt blive hæderligt.

Jasper Stuyven er bestemt ikke en klassisk sprinter, og normalt er han ikke konkurrencedygtig i spurter som disse. Han vinder da heller ikke denne etape, men i et felt uden mange topsprintere kan han nok vise sig frem. Han kørte i hvert fald nogle gode spurter sidste efterår, og her har han et fint tog med Toms Skujins og Mads Pedersen til den tekniske finale. De 225 km i hårdt terræn burde også være fint for en klassikerfyr som ham, men han kan ikke håbe på mere end en placering i top 5 i en flad spurt som denne.

Israel Cycling Academy skal finde ud af, om de kører for Tom Van Asbroeck eller Davide Cimolai. Begge er nytilkomne, og derfor er hierarkiet ikke fast, men vi forventer, at Van Asbroeck er førstemanden. Belgieren er startet stærkt og vandt blandt andet feltets spurt i Marseille, ligesom han kørte fornemt i det hårde Le Samyn. Cimolai har samtidig stor lead-out-erfaring, og da de begge er gode i positionskampen, kan det blive ganske godt, selvom ingen af dem er hurtige nok til at vinde. Også Cimolai har vist sig hurtig, blandt andet ved at slå Bouhanni i Catalonien i 2017, og derfor kan også han sikre sig et topresultat, hvis han får chancen, også selvom han mangler den sidste topfart.

Endelig vil vi pege på Clement Venturini og Davide Ballerini. Begge er de nogle mere robuste typer, der skal bruge hårdere løb, men de viste begge storform i hhv. Oman og Kuurne. Ingen af dem er hurtige nok til at vinde, men Venturini vil elske den tekniske finale, hvor han kan bruge sin gode positioneringsevne og derfor bør ende i top 10. Ballerini er knap så hurtig og positioneringsstærk, men viste på sidste etape i Oman, at han med det rette held kan gøre det hæderligt.

De øvrige sprintere vil alle få det svært. Paolo Simion og Nikias Arndt kan dog nok gøre det hæderligt for hhv. Bardiani og Sunweb, mens Jens Keukeleire og Tosh van der Sande ikke har farten i en flad spurt som denne. Katusha vil sikkert prøve med Enrico Battaglin, Mads Würtz eller Viacheslav Kuznetsov og Gazprom med Alexander Porsev, og måske vil Lukasz Wisniowski, Kenneth Vanbilsen, Benjamin Thomas, Jose Joaquin Rojas og Jasha Sütterlin også give den et skud.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Peter Sagan, Phil Bauhaus, Luca Pacioni

Jokers: Sacha Modolo, Jasper Stuyven, Tom Van Asbroeck, Davide Cimolai, Clement Venturini, Davide Ballerini