Optakt: 3. etape af Tour de Pologne

Ruten

Som regel har først halvdel af løbet budt på lutter sprinteretaper, men det ændrede man på i 2017, hvor klassementsrytterne allerede skulle i aktion på tredjedagen. Det var imidlertid et engangstilfælde, for ligesom sidste år vender tilbage til det helt klassiske format, hvor man har samlet de tre sprinteretaper på de tre første dage. Også mandag venter en næsten helt flad etape, men det handler også om at slå til her, for fra tirsdag og frem bliver det betydeligt mere kuperet.

Også denne gang er der tale om en yderst kort etape, der fører feltet over beskedne 150,5 km fra Stadio Slaski Chorzow til Zabrze på en etape, der er en næsten tro kopi af sidste års 3. etape. Start og mål er adskilt af bare få kilometer, og etapen består derfor af en stor sløjfe mod syd, inden man kører frem til et par omgange på en afsluttende rundstrækning. Fra start kører man gennem helt fladt terræn mod sydvest, idet man allerede efter 7,3 km passerer en speciel spurt, der dog ikke tæller med i de officielle konkurrencer. Efter 62 km når man etapens sydligste punkt, hvorefter man kortvarigt kører mod vest, inden det atter går mod nordøst gennem tilsvarende fladt terræn. Der kommer en indlagt spurt efter 88,7 km, og derudover er der en lille kategori 4-stigning, Rybnik (500 m, 4,7%), med top efter 91,9 km

Efter 124,1 km når man den afsluttende rundstrækning, og 1600 m senere krydses stregen. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en meget enkel 6,2 km lang rundstrækning. Den byder kun på to skarpe sving og ellers en række bløde kurver. De sidste sving kommer med hhv. 1700 og 900 m til stregen, og herefter falder det kun ganske, ganske let på opløbsstrækningen.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Etapen byder på i alt 821 højdemeter.

Zabrze blev også besøgt sidste år, hvor det lykkes Alvaro Hodeg af bryde Pascal Ackermanns dominans ved at sejre foran Dan McLay og André Greipel, samt i 2017, hvor Caleb Ewan endelig kom i gang efter en skidt start, da han på 4. etape spurtbesejrede Danny Van Poppel og Peter Sagan.

Vejret

Inden løbet så vejrudsigten kedelig ud, men den har bedret sig kraftigt. Efter dagens fine vejr venter en mandag, der starter solrigt, men som bliver skyet ved middagstid. Det bør imidlertid holde tørt, og temperaturen ventes at nå 26 grader. Der vil blot være en let vind fra vest, hvilket giver sidemodvind først på etapen, dernæst sidevind og til slut sidemedvind på det sidste stykke ind mod Zabrze. På rundstrækningen vil der først være mod- og så medvind, indtil man med 1700 m igen drejer ind i sidevind. Til slut vil der være modvind på den 900 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 2. etape

Massespurter kan af og til være en ret ensidig affære. Det er i hvert fald meget almindeligt, at der i et etapeløb er en enkelt sprinter, der skiller sig ud og sætter sig på flæsket. Det kommer naturligvis mest til udtryk i grand tours, men også i ugelange etapeløb ser man ofte, at en rytter viser sig at være så suveræn, at han nærmest gør rent bord på sprinteretaperne.

Derfor er det også forfriskende, når man en sjælden gang oplever en gedigen overraskelse, som ikke bare skyldes et styrt eller anden form for uheld. Den slags overraskelser er WorldTourens mest specielle massespurt heldigvis ofte leveringsdygtig i, for man skal ikke studere listen over vindere i den faldende spurt i Katowice længe for at se, at det langt fra altid er hurtigste mand, der vinder. Det var måske tilfældet, da Pascal Ackermann sejrede i 2018, da Fernando Gaviria vandt i 2016, og da Matteo Pelucchi triumferede i 2015, men lige så ofte får man et helt uventet resultat, når rytterne brager ned mod mållinjen med en fart, man sjældent ser i en spurt noget andet tidspunkt i sæsonen.

Læs også

Brandvarm dansker officielt udtaget til Giroen

Der var eksempelvis ikke mange, der havde luret, at Jonas Van Genechten i 2014 ville tage en sejr op WorldTour-niveau, når han indtil den dag blot have en enkelt sejr i det relativt lille GP Cerami. Der var næppe heller mange, der i 2017 havde spillet penge på, at Sacha Modolo, der allerede dengang var en skygge af den rytter, som i 2014 vandt to etaper i Giroen, ville sætte Caleb Ewan til vægs på bakken ned mod Katowices centrum. Og formentlig var der endnu færre, der havde spillet på, at Luka Mezgec i dag ville vinde årets 2. etape i et sprinterfelt, der med navne som Pascal Ackermann, Fernando Gaviria og Fabio Jakobsen må høre til blandt det bedste, vi i 2019 vil finde i et ugelangt etapeløb.

Alligevel var det præcis, hvad der skete. At der var tale om en mindre sensation afspejles i der faktu, at sloveneren, der ellers i sine unge år lignede en ret lovende sprinter, særligt i hårde løb, ikke havde vundet ét eneste WorldTour-løb siden sejren på 1. etape i Tour of Beijing i 2014. Det var kulminationen på et år, hvor han i alt vandt ikke færre end fem gang på højeste niveau, herunder på sidste etape i Giroen, og som indikerede, at der kunne være noget stort i vente for den lovende slovener, men det stod desværre hurtigt klart, at det ikke ville gå sådan. Hverken i lette eller hårde løb viste Mezgec sig nemlig at være hurtig nok, og efter langsomt at være gledet ned i det dengang ret stærkt besatte sprinterhierarki på det nuværende Sunweb-mandskab, erkendte han sin nye status, da han skiftede til Mitchelton-Scott for at blive en del af Caleb Ewans lead-out.

Her har han siden dengang trivedes i sin nye rolle. Nok har han fået sin chance i nye og næ, både i større og mindre løb, men det er først og fremmest i rollen som støtte for først Ewan og siden Matteo Trentin, at han har vist sig frem. I de store løb er han gang på gang blevet sat til vægs af de rigtige sprintere, og hans eneste sejre er da også kommer på hjemmebanen ved de nationale mesterskaber eller i Tour de Slovenie samt i det lille Veenendaal Veenendaal Classic.

Derfor var der da heller ikke mange, der talte om Mezgec forud for årets Tour de Pologne, som tydeligvis ikke er det løb, der har fået størst prioritet hos det australske storhold. Nok hører de til blandt WorldTourens bedste, men efter deres nylige fokusskifte skyldes det bestemt ikke deres sprintere. Faktisk har de efter Ewans exit nærmest negligeret massespurterne fuldstændigt, og Mezgec har bestemt ikke været i stand til at udnytte den ekstra frihed til at relancere sin sprinterkarriere - måske snarere tværtimod. Og gårsdagens 10. plads i Krakow var da også meget fint i overensstemmelse med de generelle forventninger til sloveneren.

Men så er det jo godt, at man har bakken i Katowice. Her har Modolo og Van Genechten tidligere vist, at det ikke er den hurtigste, men den klogeste, der vinder. Og klogest var præcis, hvad Mezgec var, da han i dag brød sin fem år lange WorldTour-tørke, endda ved at vinde med en margin, der normalt kun er de bedste sprintere forundt.

Spurten i Katowice er nemlig så lynhurtig - Mezgec nåede i dag en fart på intet mindre end 82 km/t - at det ikke er den mest kraftfulde, men den smarteste, der vinder. På flad vej vil man normalt aldrig se Mezgec med lethed køre fra Gaviria og Ackermann, men på bakken i Polen kan det lade sig gøre. Sloveneren var måske nok heldig med, at Ackermann tøvede for længe med at åbne for gassen, og at Gaviria med sin lange spurt endte med at bringe ham tilbage fra en lidt skidt position i rundkørslen på toppen af bakken, men den slags held skal som regel også til, når man opererer relativt alene i det kaos, der udgør WorldTourens massespurter. Og da først muligheden opstod, ramte sad Mezgecs timing lige i skabet i en afslutning, hvor netop timing og hverken power eller topfart er nøgleordet.

Dermed skriver Tour de Pologne sig nu ind på den efterhånden alenlange liste af WorldTour-etapeløb, hvor det australske succeshold får noget med hjem. I år er det faktisk kun i UAE Tour, Tour de Romandie og Tour de Suisse, at holdet har kørt et større WorldTour-etapeløb uden at få et eller andet brugbart med hjem. Holdets fantastiske evne til i årets grand tours at omsætte en indledende fiasko til succes er et meget godt vidnesbyrd om, hvorfor holdet hører til blandt sportens bedste, og det blev blot yderligere understreget af, at de med deres relativt profilfattige trup nu kan være sikre på ikke at skulle føje denne uges polske etapeløb til den liste.

Langt mere frustrerende var det naturligvis for Fernando Gaviria, der for anden dag i træk måtte tage til takke med den kedelige 2. plads. Og faktisk var mønsteret næsten præcis det samme som i går. I hvert fald måtte colombianeren atter sande, at han og Simone Consonni slet ikke forstod at komme frem i positionskampen, og selvom italieneren til sidste alligevel fik bragt sin kaptajn lidt frem, havde Gaviria intet andet valg end at starte tidligt. Det er som bekendt ikke nødvendigvis et ringe valg i lige præcis denne spurt, hvor det kan være svært at ændre position væsentligt, men desværre er det også ofte manden, der kommer fra position nr. 2, der ender med at gå forbi. Og det var præcis, hvad der skete, da Gaviria for anden dag i træk endte med at trække etapens vinder frem til en position, hvorfor han kunne degradere colombianeren til den ærgerlige 2. plads.

Alligevel kan Gaviria ikke være helt utilfreds. Med tanke på den usikkerhed, der herskede inden løbet, som han entrerede efter en længere skadespause, kan han ikke være utilfreds med nu to gange at have været tæt på sejren. Nok fik han sig en lektion af Mezgec, men faktisk læste han på mange måder spurten rigtigt - i hvert fald bedre end langt de fleste af rivalerne - og til slut havde han også tilstrækkeligt med power til at holde Ackermann bag sig. Fortsætter fremgangen, efterhånden som løbsrytmen genfinder sig, kan Gaviria bestemt gå mod Vueltaen med tiltro til, at han om et par uger kan føje sig til listen over ryttere, der har vundet etaper i alle tre grand tours.

Læs også

Norsgaard styrter i kaotisk finale - canadisk mester jubler vildt

For Gaviria var nederlaget naturligvis særligt ærgerligt i lyset af, at han denne gang faktisk fik skovlen under Ackermann. Sidste år sikrede tyskeren sig ellers the double ved at vinde i både Krakow og Katowice, men i dag begik den eller normalt så kløgtige tysker en sjælden fejl. Modsat i går viste Rudiger Selig ellers sin tårnhøje klasse, da han lancerede sin kaptajn perfekt, men denne gang tøvede Ackermann for længe. I lige præcis denne spurt er det afgørende ikke at komme på bagkant, især fordi topfart og power ikke er så brugbare våben som normalt, og derfor måtte tyskeren for en gangs skyld sande, at han trodd alt stadig har lidt at lære, og at han ikke er en usårlig overmand.

Samme lektie har løbets tredje supersprinter måttet lære. Fabio Jakobsen kom til løbet med forventningen om, at han her kunne vise, at han altså er en af verdens allerhurtigste, men dette løb har vist, hvorfor han fortsat har relativt få sejre på WorldTouren. I går fejlede han eklatant i positionskampen og måtte derfor tage til takke med en 3. plads, selvom han måske var spurtens hurtigste, og i dag traf han en fatal beslutning, da han i sin iver efter at holde sig til Ackermanns hjul undlod at slå til, da han havde mulighed for at springe på Gavirias baghjul, da den colombianske ekspres passerede ham på højre side. Den mulighed overlod han til Mezgec, og i stedet endte en frustreret Jakobsen med at blive lukket inde bag John Degenkolb, da tyskeren for anden dag i træk gled baglæns i spurten.

Degenkolb er da også den eneste sprinter, der har grund til at være endnu mere frustreret end Jakobsen. Modsat hollænderen, som jo egentlig synes at have poweren, er det nemlig farten, den er gal med hos den tidligere tyske stjerne. Degenkolb, der ellers tidligere har haft problemer med positionen, er begge dage blevet afleveret fremragende af Michael Gogl og Mads Pedersen, men så snart han selv har skullet træde til, har det været lidt af en kamp at holde styr på alle de sprintere, der er blæst forbi den engang så succesrige tysker. Igen i dag var det nærmest rystende at se, hvordan den ene efter den anden klart overmatchede Degenkolb, der i hvert fald ikke i Polen har gjort meget for at retfærdiggøre sin skuffelse over, at Trek ikke tog ham med til Touren - uanset Richie Portes nedtur. På samme måde får Mark Cavendish også meget svært ved at argumentere for, at han skulle have været til Frankrig i sidste måned, efter at han i dag var ude af stand til at omsætte et eller fornemt holdarbejde til andet end en temmelig ligegyldig 18. plads.

Den slags overvejelser gør Max Walscheid sig ikke, for han var aldrig i spil til en Tour-plads hos Sunweb. Alligevel har den store tysker grund til at dele sin frustration med Degenkolb, Jakobsen og Cavendish, efter at han for 117. gang i år måtte sande, at han aldrig fik mulighed for at vise sin fart. Gårsdagens flotte spurt havde ellers fyldt ham med selvtillid forud for de sidste to sprinteretaper, men desværre fulgte 2. etape hele sæsonens mønster i den forstand, at Walscheid nok engang sad for langt tilbage og blev lukket inde. Det var i hvert fald svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at der kunne være blevet åbnet for en overflod af power, hvis vejen havde åbnet sig i venstre side, men det gjorde den naturligvis heller ikke denne gang - nøjagtigt som det kun sjældent er sket for Walscheid i år. Den store tysker synes at være i storform, men der er en grund til, at han endnu ikke har vundet et cykelløb i år. Som Mezgec kan skrive under på, er det ikke altid den hurtigste, der vinder - slet ikke i Katowice.

For andre var resultatet langt mere opløftende. Det gælder først og fremmest for Danny Van Poppel, der efter sin store krise i maj og juni med endnu en top 5 fik bevist, at han langsomt er på vej tilbage op af et de lidt for mange huller, han har for vane at grave sig ned i. Det gjaldt for Marc Sarreau, der efter en forbløffende svag spurt i går fik vist, at der måske bare var tale om en dårlig dag, og at der altså er en grund til, at han i de senere år har været nærmest usårlig på den franske scene. Og det gælder for Sacha Modolo, der måske nok var langt fra at gentage sejren fra for to år siden, men for hvem en 7. plads må være som en sejr, hvis man erindrer det katastrofale forår, der kulminerede, da han forlod Giroen efter bare få dage som følge af udmattelse.

Den skæbne burde ikke risikere at overgå ham i Polen. De første to etaper har nemlig været blandt de letteste, man finder på WorldTouren, og den tendens ændrer sig ikke i morgen, hvor der venter endnu en fuldstændig ren sprinteretape. Først efter den får vi endelig et lille indblik i, hvem der faktisk kan løbe med den samlede sejr i det polske løb. Til gengæld signalerer den også en brat ende på mulighederne for løbets rigtige sprintere, der ellers kunne se frem til en overdådighed af muligheder ved løbets start, men som efter weekenden nu faktisk kun har ét skud i bøssen tilbage. Det skud er det nok særligt Gaviria og Jakobsen, der føler sig under pres for at affyre med millimeterpræcis skarphed, efter at de første to forsøg bestemt ikke var fuldtræffere. Heldigvis kan de så glæde sig over, at spurten i Zabrze er en mere klassisk en af slagsen, hvor det langt oftere er hurtigste mand, der vinder. Det er nemlig kun på bakken i Katowice, at kløgt overgår muskelkraft, og hvor det derfor ofte er den klogeste og ikke altid den stærkeste, der vinder.

Favoritterne

Tour de Pologne er kendt som et af WorldTourens mest sprintervenlige etapeløb, men efter bare to dage kan feltets mange sprintere allerede mærke presset. Er man ikke robust nok til at spurte op ad 5. etapes målbakke, hvor vi kan vente at se en blanding af de stærkeste sprinter og puncheurs slås om sejren, er mandagens 3. etape nemlig nu den sidste chance for at få en sejr med hjem fra det polske løb.

Heldigvis kan sprinterne også føle sig sikre på, at den mulighed ikke vil blive den frarøvet. For tredje dag i træk venter nemlig en etape, der er så let, at selv de sprintervenlige løb i Mellemøsten og Kina må kunne blive helt misundelige. Ikke blot er distancen kort, terrænet er også så fladt, at det er meget få WorldTour-løb, der byder på så få udfordringer.

Derfor kan vi også vente os endnu en nem og begivenhedsfattig dag. I dag slap to mand afsted fra km 0, og det svage udbrud var så let at kontrollere, at feltet flere gange måtte trække i håndbremsen for ikke at hente dem for tidligt. Noget lignende vil formentlig udspille på en mandag, hvor det er svært at finde andre argumenter for at gå i udbrud end at opnå lidt synlighed. En enkelt bjergspurt er ikke nok til at bringe bjergtrøjen i spil, og derfor er det svært at se, hvorfor i alverden man skulle spilde kræfter på at gå i udbrud, når der venter mere indbydende terræn de kommende dage.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Det eneste lille krydderi er naturligvis den meget tidlige første spurt. Her vil der være bonussekunder på spil, og det er meget tænkeligt, at der vil være klassementshold, der har en interesse i at gå efter lidt tid her. Det kunne eksempelvis være hurtige folk som Diego Ulissi, Bjorg Lambrecht, Ben Swift og Matej Mohoric, men om de får noget ud af eventuelle anstrengelser, er ikke sikkert. Vi har i hvert fald set, at nogle af de mindre spurtstærke rivaler har brugt hurtige holdkammerater til at stjæle sekunder fra de hurtigste klassementsryttere, og det kan meget vel ske igen.

Når spurten er kørt, kan vi vente os en gentagelse af dagens scenarium, hvor et svagt lille udbrud får lov at køre og tilbringe dagen i rampelyset, mens UAE, Deceuninck og Bora står for føringsarbejdet. Måske vil gruppen igen være så lille, at der vil være et sekund at køre om i de to sidste spurter også, men ellers kan vi vente os en begivenhedsfattig dag, hvor udbruddet langsomt trækkes ind. Vinden vil ikke være stærk nok til at spille en rolle, og derfor burde være garanti for endnu en massespurt.

Det burde være en mere klassisk sag end dagens meget specielle faldende spurt. Nok falder opløbet let, men det er så lidt, at man her i langt højere grad kan lade farten tale. Finalen er også ukompliceret, hvorfor et godt tog ikke nødvendigvis er altafgørende. Det vil timing i modvinden derimod være på en dag, hvor alle vil være friske, og hvor det for alvor vil være de rigtige fartkonger, der kan tale.

Det får os til for tredje dag i træk at pege på Pascal Ackermann som vores favorit. Sjovt nok var denne etape den eneste af de tre flade etaper, som tyskeren ikke vandt i 2018, men det skyldes alene, at han totalt lod sig overrumple af en gennemført smart manøvre af Michael Mørkøv, der nærmest forærede sejren på et sølvfad til Alvaro Hodeg. Det siger intet om, at spurten ikke passer til Ackermann. Tværtimod så vi på 1. etape, at hans topfart er mindst lige så imponerende, som den var det i Giroen. Dagens specielle spurt kan reelt ikke bruges som sammenligningsgrundlag, men det kan spurten i Krakow, hvor Ackermann med stor autoritet satte Gaviria til vægs.

Det er endda ikke blot farten, der har imponeret. Ackermann har også været fremragende i positionskampen, og i dag viste fænomenale Rudiger Selig endda, hvorfor han er så fantastisk en lead-out man. Den kombination af stærk sidste mand, god positionering og tårnhøj topfart er bare svær at bide skeer med. Ackermanns eneste svaghed er nok hans ikke altid helt ideelle timing, hvilket altid kan være et problem i en modvindsspurt, men med så mange gode kort på hånden kan Ackermann ikke snige sig uden om endnu en favoritrolle i Zabrze.

Hans værste rival må atter være Fabio Jakobsen¸ der som sagt har haft et frustrerende løb hidtil. Heldigvis rejste Deceuninck sig fornemt efter den svage præstation på 1. etape, og selvom de ikke havde styrken til med Fabio Sabatini at matche Trek og Selig til slut, sad Jakobsen fint placeret i Ackermanns baghjul, indtil han desværre blev lukket inde. Det viser, at Deceuninck har råstyrken til at aflevere den hollandske gulddreng, og Jakobsen viste på 1. etape, at han formentlig er den eneste, der har topfarten til at true Ackermann. Nu kan man blot håbe, at Jakobsen denne gang både får sig placeret ordentligt og timet sin spurt rigtigt, så vi kan få et mere entydigt svar på, hvem af de to der er hurtigst. Historikken taler for Jakobsen, men hidtil har han endnu ikke kunnet bringe sig i en position til faktisk at bevise det.

Positionen har også været et problem for Fernando Gaviria, der nu to dage i træk har følt sig nødsaget til at køre lange spurter fra distancen. Allerede i lørdagens medvindsspurt blev det for langt til at holde Ackermann bag sig, og der er ingen tvivl om, at den strategi ikke vil fungere i modvinden i Zabrze. Til gengæld har vi også set, at Simone Consonni egentlig har muskelkraften til at køre gode lead-outs, men desværre har den skullet bruges til at bringe Gaviria tilbage fra en ringe position frem for at køre ham til sejr. Til gengæld har Gaviria kørt nogle ganske pæne, men meget lange spurter, og derfor synes der ikke at være meget galt med hverken fart eller power. Nu handler det blot om, at han og Consonni også får det maksimale ud af deres styrke. I Giroen viste Gaviria, at han fortsat er hurtig nok til at slå Ackermann, og sandsynligheden for, at det vil gentage sig i dette løb, stiger blot, efterhånden som han genvinder løbsrytmen efter en næsten tre måneder lang løbspause.

Manden, der kan true de tre giganter, er naturligvis Max Walscheid. Det viste den store tysker allerede på 1. etape, hvor han sammen med Jakobsen kom bragende ned langs højre side med fornem fart fra en alt for ringe position. I dag var han drønfrustreret, og det er naturligvis et godt tegn, for hans udtalelser indikerer, at han føler sig brølstærk i øjeblikket. Nu skal han bare undgå nok engang at blive fanget alt for langt tilbage, og det burde i teorien blive lidt lettere, efterhånden som hans urutinerede tog med unge Max Kanter og Asbjørn Kragh finder ind i et samarbejde. Finalen er teknisk ukompliceret, og den lette etape burde være som skabt til poweren hos Walscheid, der i dette løb endelig synes at have genfundet lidt af den styrke, han havde i 2018. Nu skal han bare sørge for at bringe sig selv i en position, hvor han kan vise det.

Det var en pine at se Danny Van Poppel i maj og juni. Heldigvis har han i dette løb vist, at han er på vej tilbage, og man fornemmer da også tydeligt, at Jumbo-lejren drager et stort lettelsens suk. To top 5-placeringer er ikke et ringe udkomme, især fordi Van Poppel har vist både fart og ikke mindst positionering. Toget med Neilson Powless (ikke Lennard Hofstede, som vi skrev i går) samt Taco van der Hoorn fungerede fornemt i går, og i dag fik Van Poppel selv genfundet den positioneringsevne, han tidligere havde som styrke. Farten er ikke, hvad den var engang, men han er åbenlyst en af feltets hurtigste og mest adrætte sprintere. Da han for et par år siden vandt en etape i dette løb, skulle han også bruge et par dage på at ramme rigtigt, og håbet er, at det vil gentage sig, efterhånden som han genfinder lidt af den løbsrytme, han har savnet i en periode med en endeløs serie af DNFer.

Læs også

Ineos forventer Pogacar-fyrværkeri fra start: Han kan nok vinde alle etaper

Efter en fornem indsats i Vallonien kom Jakub Mareczko til sit halve hjemland med det, der lignede hans livs form. Den brugte han til at sikre sig en 6. plads i Krakow, men i dag meldte han om dårlige ben, hvorfor han var ude af stand til at begå sig i positionskampen på bakken. I morgen skal han ikke slås med bakker, og det burde gøre det til en langt bedre finale for en klassisk sprinter som Mareczko, der må have lidt af den gode form fra Belgien intakt. Toget med Kamil Gradek og Pawel Bernas var i Vallonien i stand til at kompensere for den ringe positionering, som altid har været Mareczkos svaghed, og det gjorde de også fint på 1. etape. Her så vi, at hans fart ikke er som i gamle dage, men stadig blandt de højeste i løbet. I en ukompliceret finale kan han forhåbentlig bringe sig i position til også at vise det.

Det samme drømmer Marc Sarreau om. Hans spurt i Krakow var katastrofal, men måske skyldtes det bare manglende løbsrytme. I dag så vi imidlertid langt bedre indikationer af den rytter, der har sat sig på sprintertronen i de franske løb, men som stadig har sit WorldTour-gennembrud til gode. Det er først og fremmest positioneringen, der er hans svaghed, men den burde han kunne kompensere for i denne ret enkle finale. I går manglede han Mickael Delage, der havde dårlige ben, men Romain Seigle og Benjamin Thomas fik ham alligevel ført godt frem. I dag kunne Delage også bidrage, og sammen med Seigle og Thomas vil han sikre, at Sarreau har et af løbets bedre tog og dermed en fornuftig chance for endelig at vise sin fart også på højt niveau.

Det har været godt at se, hvordan Sacha Modolo har lagt sit svære forår bag sig i sine seneste tre etapeløb. Nu ligner han igen den sprinter, han var i 2017 og 2018, hvor han ikke var hurtig nok til at vinde, men med sin gode positionering alligevel var relativt stabil i top 10. Den evne vil også kunne bringe ham langt i denne spurt, hvor han sidste år blev nr. 4, selvom han led den ydmygelse at blive slået af sin lead-out man, Dan McLay, der endte som nr. 2 trods en rolle som støtte. Så stærk en hjælper har han ikke her, men toget med Logan Owen og Sean Bennett er slet ikke så ringe. Samtidig har Modolos næse for positionering været ganske hæderlig, og selvom denne lette boulevardspurt ikke passer ham, ved man aldrig, hvad der kan ske, hvis de bedste mistimer deres modvindsspurt en anelse.

Det er også det bedste våben for Clement Venturini. Franskmanden har aldrig været i nærheden af de hurtigste i flade boulevardspurter, men han plejer at være pokkers stabil. Det skyldes den eminente positioneringsevne, der dog svigtede ham i Krakow i går. I dag lignede han mere sig selv, og dermed kan man håbe på, at han også mandag vil være at finde på et af de rette hjul i finalen. Farten rækker helt sikkert ikke til at vinde, men forhåbentlig kan han vise, hvorfor han nu talrige gange er endt i top 10 også i massespurter på WorldTouren.

Efter dagens sejr er det naturligvis umuligt ikke at nævne Luka Mezgec, men hvis dagens sejr var overraskende, vil en sejr i Zabrze være en gedigen sensation. Denne gang er der nemlig tale om en mere klassisk spurt, og i disse har han altid været overmatchet både på fart og i de senere år også på positionering. I begge spurter i dette løb har han da også siddet for langt tilbage, og havde Gaviria ikke givet ham en gratis billet tilbage til fronten, havde han næppe vundet dagens spurt. I morgen skal han formentlig håbe på noget tilsvarende, men selv hvis det skulle ske, vil han næppe have farten til faktisk at gøre det færdigt.

Endelig vil vi pege på Pawel Franczak. Polakkens deltagelse i dagens udbrud var lidt af en overraskelse, men forhåbentlig gemmer han mandag på krudtet til at deltage i spurten. På 1. etape fik han nemlig vist, at han efter skiftet til lidt lavere niveau er kommet tilbage efter et svært år hos CCC, og at han stadig er konkurrencedygtig på lette etaper på WorldTouren. I Maciej Paterski har han en både hurtig og erfaren lead-out man, og det kan forhåbentlig bidrage til at sikre det polske landshold endnu et flot resultat, der berettiger deres deltagelse.

Blandt de øvrige sprintere er det efter to mildt sagt skuffende spurter svært at tro på John Degenkolb, der to dage i træk har formøblet et flot holdarbejde og en god position, samt Mark Cavendish, der igen i dag var en skygge af sig selv. Ben Swift, Jose Joaquin Rojas, Matej Mohoric, Enzo Wouters, Enrico Battaglin, Sergey Shilov og Andrea Peron kan alle tænkes at forsøge sig, men de bør ikke kunne vinde en boulevardspurt som denne.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Fernando Gaviria

Outsidere: Max Walscheid, Danny Van Poppel, Jakub Mareczko, Marc Sarreau

Jokers: Sacha Modolo, Clement Venturini, Luka Mezgec, Pawel Franczak

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alvaro Hodegs sejr fra 2018 og Caleb Ewans sejr fra 2017.