Optakt: 3. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Mange sprintere kom til kort på bakken op til mål på 2. etape, men de burde kunne se frem til at få deres chance på 3. etape, der byder på en helt flad finale. Intet i Vueltaen er imidlertid fladt, og undervejs skal man blandt andet op over løbets første kategori 1-stigning. Udfordringerne kommer imidlertid alle først på etapen, og med et for løbet usædvanligt stærkt sprinterfelt er der lagt op til løbets første rigtige massespurt i Alhaurin de la Torre.

I alt skal der tilbagelægges 178,2 km mellem Mijas og Alhaurin de la Torre. Startbyen ligger ved den spanske solkyst, og den indledende del er da også ganske let, idet man her kører mod vest langs den flade kystvej. Herefter ændrer etapen imidlertid brutalt karakter, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Puert del Madrono (20,1 km, 4,9%, max. 10,5%), der er en ganske jævn stigning med kun én stejl rampe ca. midtvejs. Toppen rundes efter 45,8 km, hvorefter der kun venter en kort let faldende strækning, der fører mod nordvest, inden man igennem fladt terræn kører mod nordøst frem til toppen af kategori 3-stigningen Puerto del Vento (10 km, 3,3%), hvis top rundes efter 85 km.

Efter toppen bliver det endelig lettere, når en nedkørsel fører mod øst, inden man kører mod sydøst via en lille kontrabakke. Herefter venter en lang nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man fortsætter i samme retning via et let stigende stykke, der fører frem til dagens spurt, der kommer med 26,2 km igen. Herfra kører man mod øst via en nedkørsel det sidste stykke ned til kysten. Det går nu mod nordøst langs den flade kystvej frem til Torremolinos, der passeres med godt 10 km igen, inden man med 4 km igen drejer skarpt mod vest med retning mod målbyen. Der venter en ganske lille 2 km lang bakke, inden de sidste 2 km er flade. Efter svinget er det en lang, lige vej, der afbrydes ad flere rundkørsler, den sidste 500 m fra stregen

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 3140 højdemeter.

Alhaurin de la Torre blev i 2016 og 2015 besøgt at Ruta del Sol. I førstnævnte år vandt Tejay van Garderen enkeltstarten i byen, og året forinden vandt Juan Jose Lobato en stigende spurt foran John Degenkolb og Sylvain Chavanel.

Vejret

Den sydspanske stegepande er ikke helt så glohed, som det ofte er tilfældet. Mandag byder på en skyfri himmel med masser af sol og en temperatur på 30 grader. Det vil ikke være helt stille, da der vil være en jævn vind fra sydøst. Det giver sidemedvind og medvind frem til bunden af den anden stigning, hvorefter der vil være sidevind frem til forplejningen. Der vil herefter være direkte modvind på turen ud til kysten, hvor man kortvarigt får sidevind, indtil man med 4 km igen drejer ind i sidemedvind.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Analyse af 2. etape

Jeg lægger mig fladt ned, flov og pinligt berørt over at have forbrudt sig mod en af cykelsportens mest basale grundregler. Efter Valverdes skuffende Tour har jeg ved flere lejligheder turdet nævne det unævnelige, nemlig at den spanske veteran måske kunne være på vej mod omsider at tabe lidt bare toppen af sit tårnhøje niveau. Det var i hvert fald en nærliggende tanke, efter at han på de franske landeveje kørte sin ringeste grand tour siden 2012, og efter at han havde oplevet den dårligste ardennerkampagne i lange tider. Når dåbsattesten siger 1980, er der altid grund til at være lidt bange for den slags halvsvage præstationer.

Men den slags blasfemi hører sig naturligvis ikke til. Det står skrevet med flammeskrift på side 1 i cykelsportens grundbog, at der er én rytter i denne verden, der tilsyneladende er hævet over aldring og andet pjat, som andre ryttere må døje med. I hvert fald fortsætter Valverde med bare at blive bedre år for år, og end i ikke hans forfærdelig styrt i sidste års Tour har kunnet ændre på det forhold. Foråret 2017 var hans bedste hidtil, og i år var han mindst lige så suveræn i sin dominans af de første måneder.

Alligevel var der grund til at være lidt bekymret efter klassikerne, for Valverde havde trods alt opnået sine sejre på et tidspunkt, hvor de værste rivaler ikke var i topform. Det var de til gengæld i både Ardennerne og Touren, og her var Valverde slet ikke den faktor, han plejede at være. Det fik langsomt den lille tvivl til at snige sig ind, men naturligvis uden grund, for i Valverdes verden er alder som bekendt bare et tal.

Det viste han i dag, hvor vi igen fik lov til at overvære Valverde levere en afslutning med den kliniske præcision, som kun han har, og som man kun opnår, når man har tilbragt snart 20 år i det professionelle felt og vundet mere end 100 cykelløb. Da han fik Michal Kwiatkowski til at ligne en nystartet juniorrytter på bakken op til målet i Caminito del Rey, var det med en overlegenhed og kølighed, der ledte tankerne tilbage til marts måneds Volta a Catalunya, hvor han i sine dueller med Egan Bernal lignede en mand, hvis puls aldrig nåede over de 100.

Valverdes intentioner blev tydeligt på de sidste 5 km, da Andrey Amador og Nelson Oliveira pludselig blev sendt og satte et dræbertempo, der endte med at gøre etapen langt hårdere, end de fleste havde ventet. Det alene var en klar advarsel til rivalerne, for Movistar har haft en lidt kedelig tendens til ikke at køre for de mange Valverde-etaper i Vueltaen, som spanieren altid finder i overflod. Når spanierne på den måde tog initiativ var det derfor et klart signal om, at spanieren, der allerede med fremragende kørsel på bakken på gårsdagens enkeltstart havde vist god form, var opsat og beredt på noget stort.

Netop Oliveira og Amador havde allerede i går vist, at de er kommet til Spanien med superform, men alligevel så det ud til, at de alligevel endnu engang ville se en Valverde-sejr glide dem af hænde. Et bravt forsøg af den meget lovende Laurens De Plus satte nemlig både Movistar og Sky under pres, og da Valverde efter endt arbejde fra de to første hjælper spejdede rundt for at finde Richard Carapaz, måtte han hurtigt indse, at det ecuadorianske supertalent efter at være kaldt til Spanien med kort varsel, havde glemt sine bedste ben derhjemme. Nairo Quintana kunne naturligvis som holdets kaptajn ikke kaldes til tjeneste, og derfor var der ikke andet at gøre end selv at træde i karakter.

Det er ikke uset, at Valverde er havnet i den situation, som kan knække langt de fleste. Det sker bare ikke for Valverde, der kender sig selv bedre end de fleste. Som han gjorde det i Liege i 2017, hvor han stille og roligt trak Dan Martin ind og derefter suverænt vandt spurten, eller som han gjorde det i samme løb et par år tidligere, hvor det var Daniel Moreno, der måtte se veteranen med klinisk præcision eliminere et ellers lovende fremstød, åbnede Valverde først let for gassen uden at gå i rødt felt. Alligevel kørte El Imbatido såp stærkt, at det hurtigt kun var Kwiatkowski og Tony Gallopin, der kunne matche ham, og da også franskmanden var faldet fra, var det kun de to forhåndsfavoritter, der fik kontakt med De Plus.

Det var her, at der for de fleste andre ville være en pris at betale, da Valverde som forventet fik Kwiatkowski direkte i nakken. Præcision og timing er imidlertid Valverdes varemærke, så han havde naturligvis gemt præcis så meget i tanken, at han havde nok i posen til ikke blot at svare, men også med tilsyneladende lethed træde forbi polakken, der ellers med sin enkeltstart og dominans i Polen har vist, at der i øjeblikket ikke findes mange, der kan matche ham i denne type finaler. Men der er én, og han gjorde med kliniskhed arbejdet færdigt på den mest typiske Valverde-facon, der har gjort ham til en af sportens absolutte legender, allerede inden karrieren er ovre.

Naturligvis skal man være varsom med at drage alt for forhastede konklusioner, for Valverde kørte faktisk også ganske stærkt i Tourens første uge, inden han falmede i bjergene. Mere og mere peger dog på, at det hele var en del af en nøje tilrettelagt plan, der skal bringe ham til Innsbruck i gudeform, så han endelig kan få den regnbuetrøje, som er det eneste, der for alvor mangler på hans cv. Da han nu samtidig har fået det med hjem fra Giroen, som han kom efter, kan han nu med sindsro koncentrere sig om at hjælpe Quintana, samtidig med at formen fintunes frem mod slaget på de østrigske landeveje. Det betyder ikke, at han ikke alligevel kan ende helt fremme i klassementet - det gør han jo altid i Vueltaen - men formentlig vil vi se en Valverde, der nu med ro i sindet og bevidstheden om en succesfuld Vuelta kan gribe de muligheder, der opstår, og derudover koncentrere sig om at hjælpe Quintana til sejr.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Og den sejr kom allerede i dag et stort skridt nærmere. Dagens helt store historie var nemlig, at al snak om spil for galleriet og bluff fra Richie Portes side én gang for alle kan forstumme. Australieren har i dagene op til løbet lydt bekymrende pessimistisk om sin form, men der var vel næppe nogen, der havde regnet med, at han allerede i dag ville smide næsten et kvarter. Dermed kan vi én gang for alle afskrive australieren som en kandidat til noget som helst, i hvert fald i løbets indledning, og han vil nu bruge resten af løbet til at gøre sig klar til VM.

Desværre kan man godt være lidt bekymret på hans vegne. Det er velkendt, at Porte ikke er den psykisk mest robuste rytter, og han har ofte haft det svært med modgang. Derfor var det vanskeligt for ham at komme i gang igen efter Touren, og da han vitterligt var kommet til Vueltaen for i hvert fald at prøve at køre klassement, må dagens nedtur være en lammende mavepuster. I Baskerlandet tidligere i år havde han samme intentioner om at rejse sig sidst i løbet, men det endte som en fiasko, der skulle vise sig at knække ham psykisk i de kommende uger. Man kan frygte, at det samme sker her, og at den evigt uheldige, men også ret skrøbelige australier ender som en bifigur i en Vuelta, der i dag blev vendt helt på hovedet for BMC.

Det var nemlig ikke blot Porte, der måtte slippe. Det samme måtte Rohan Dennis, der udviste en nærmest skræmmende mangel på fightervilje ved nærmest allerede på forhånd at opgive førertrøjen. Bedre blev det ikke af, at Dylan Teuns, der ellers burde være god i en finale som denne, kunne se sin superform fra enkeltstarten forsvinde med samme hast, som den var kommet, og dermed blev BMCs superstart med ét forvandlet til noget, der kunne ligne et mareridt.

De var imidlertid ikke de eneste. Også Katusha, der i forvejen må drømme om, at verdenssamfundet kan enes om én gang for alle at slette 2018 fra den kollektive erindring, blev igen ramt af modgang, netop som der var lys for enden af tunnelen. Ilnur Zakarin havde ellers lagt bragende flot ud med en god enkeltstart i går, og det så ud til, at den russiske dieselmotor måske allerede i sit første forsøg kunne vise sig kapabel i den svære Tour-Vuelta-kunst, der ellers kun er for feinsmeckere. Det håb blev imidlertid lynhurtigt knust mod den glohede spanske asfalt, da den jo temmelig klodsede russer måske ikke helt uventet røg i asfalten og endte med at tabe godt et minut. Tabet i sig selv er måske ikke i sig selv så slemt, men en tur på hospitalet med et dårligt knæ og en forslået skulder kan meget vel betyde en tidlig afslutning for russeren og dermed endnu en anonym grand tour for Katusha, der ikke har meget andet at komme på de spanske landeveje, da Jose Goncalves tilsyneladende slet ikke har fundet sine gyldne Giro-ben frem denne gang.

Mindre overraskende var det, at der var tidstab til Vincenzo Nibali og Adam Yates, der begge er til start med alt andet end personlige ambitioner, selvom man måske nok kunne have forventet, sidstnævnte ikke ligefrem havde booket billet til gruppettoen. Alle tanker om, at de talentfulde Pavel Sivakov, Carapaz, Sepp Kuss, Mark Padun og Tao Geoghegan Hart måske kunne skabe en overraskelse, kan også effektivt begraves - for sidstnævntes vedkommende kun efter en jætteindsats, hvor han ene mand kontrollerede en stor del af finalen.

Lidt mere uventet var det måske, at Dan Martin tabte tid på en etape, hvor han egentlig burde have kørt med om sejren. I går gav han imidlertid udtryk for, at klassementet ragede ham en høstblomst, og i lyset af dagens resultat er det egentlig meget heldigt. Dermed kan vi skrive ham på listen over ryttere, der er her for at forberede sig til VM, men det vil nu ligne ham dårligt, hvis han ikke alligevel bliver en aggressiv hovedrolleindehaver på mindst en stribe etaper. Og hvem ved? Måske får Rafal Majka her en konkurrent i kampen om den bjergtrøje, han ellers ligner en favorit til.

Det mest uventede tidstab var måske de få sekunder, Miguel Angel Lopez smed i finalen. På den anden side er det nu efterhånden et halvkedeligt mønster, at colombianeren er enormt rusten i indledningen af etapeløb, for det er tendensen snart sagt hver eneste gang. Også i Giroen smed han i denne type finaler et hav af sekunder, og det forhindrede ham ikke i alligevel at ende på podiet. På længere sigt det imidlertid et problem, der skal findes en løsning på, for skal han vitterligt vinde Touren engang i fremtiden, er der ikke plads til den slags løsagtig omgang med måske helt afgørende sekunder. Bedre blev det ikke af, at holdets løjtnant, Pello Bilbao, ligeledes tabte tid i en finale, der ellers burde passe ham, og at Omar Fraile endte i gruppettoen efter et styrt.

Der var imidlertid også folk, der viste lovende takter. Lige nu ligner Quintana løbets favorit, for den meget opmærksomme colombianer så ud til at være helt ovenpå pedalerne i en finale, han ellers helst havde undgået. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han er kommet til Vueltaen i samme form som for to år siden, hvor han slog selveste Chris Froome, og der er håb om, at dette kan være løbet, der bringer ham tilbage til toppen af grand tour-hierarkiet.

Derudover bekræftede George Bennett, at han kan blive løbets helt store overraskelse, for når han kan spurte sig til en 5. plads i en finale som denne, er hans gudeform fra de polske landeveje i hvert fald ikke forsvundet. Han var endda så meget i hopla, at han sendte en i øvrigt ligeledes fremragende kørende Steven Kruijswijk frem for at føre, og dermed ser det ud til, at LottoNL igen i dette løb vil have en livsfarlig duo, der kan bringe hvem som helst under pres. Om Bennett så har toppet for tidligt, er stadig et åbent spørgsmål, men foreløbig ser det lovende ud.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det gør det også for en anden dieselmotor, Emanuel Buchmann, der ligeledes levede op til de store forventninger, jeg på forhånd har haft, ved at spurte sig til en 7. plads i en finale, der ikke passer ham, og også hans holdkammerat Davide Formolo ser ud til at kunne bygge videre på de lovende takter fra Giroen. Og helt som ventet er både Thibaut Pinot og Rigoberto Uran, der begge har mere friskhed end de fleste, knivskarpe og klar til at køre med om sejren.

Mest grund til tilfredshed har måske Wilco Kelderman. Hollænderen kom som bekendt til løbet med stor tvivl om sin form efter næsten en hel sæson uden løb som følge af to grimme styrt. Alligevel fulgte han er flot enkeltstart op med en god præstation i dag, og dermed har han igen bekræftet, at han mere end nogen anden mestrer kunsten efter sine mange skader at træne sig i superform. Samtidig siger logikken, at han kun vil blive bedre fra nu af, og da han efter Portes kollaps samtidig er den bedste temporytter i klassementskampen, ligner han mere og mere en seriøs udfordrer til tronen.

Lidt sværere er det at vurdere Simon Yates. Helt sikkert er det, at dagens præstation i en finale som denne var langt under niveau, men det har som bekendt hele tiden været planen, at han denne gang skal forsøge at køre sig i form undervejs. Der er fortsat al mulig grund til at tvivle på den strategi for en mand, for hvem holdbarhed ikke just er en force, men foreløbig viser han i hvert fald, at han er tro mod sit ord. Ærgerligt er det til gengæld, at Jack Haig ikke kan få lov at køre sin egen chance, for det australske supertalent viste i dag, at han måske vil være endnu bedre end i Giroen, hvor han undervejs endda var endda af de allerbedste.

Endelig er der Michael Woods, der efter en kedelig optakt til løbet formentlig gjorde det bedre end ventet, samt David De La Cruz, Enric Mas, Ion Izagirre, Fabio Aru og Louis Meintjes, der alle gjorde det nogenlunde som forventet i en finale som denne. Og så tyder mere og mere på, at Bauke Mollema måske vil køre lidt mere klassement, end han hidtil har givet udtryk for.

Også Laurens De Plus fortjener applaus, for det kunne være endt med det helt store nummer i dag. Læsere af disse analyser vil vide, at jeg længe har haft stor tiltro til Belgiens eneste rene klatretalent, og nu ser det endelig ud til, at han er tilbage på sporet efter sine mange styrt i starten af karrieren. Med tanke på, at han sidste år i Giroen, bare blev bedre og bedre undervejs, ligner han mere og mere en mand, det vil være værd at holde øje med også senere i løbet.

I første omgang træder alle disse folk imidlertid i baggrunden for en enkelt dag, for der er et sultent sprinterkobbel, der jagter revanche. Alle kom de nemlig til kort på dagens etape, der knækkede dem alle - også Peter Sagan, der til fulde bekræftede, at det Tour-styrt virkelig har efterladt ham i en rystende ringe tilstand - og derfor vil de være som glubske hunde, når det går løs på morgendagens etape.

I mellemtiden kan VM-favoritterne så begynde at filosofere over, hvordan de vil slå Valverde i kampen om VM-trøjen i de østrigske bjerge om en måneds tid. I hvert fald er der indløbet besked til de spanske plejehjem om, at der ikke længere er grund til at reservere en plads til den 38-årige spanier. For Valverde er alder som bekendt bare et tal. Jeg har lært lektien!

Favoritterne

Der var helt sikkert mange sprintere, der havde håbet, at de måske kunne spille en rolle på dagens etape, men det fik Sky og Movistar med deres dræbertempo hurtigt ødelagt. Ikke én enetste af de hurtige folk vatr blot i nærheden af at køre med om sejren, og det blev Tom Van Asbroeck og Ryan Gibbons, der med tidstab på 2-3 minutter kom tættest på. De fleste måtte hurtigt indse, at det ikke lod sig gøre, og derfor var det klogeste at spare på kræfterne til mandagens første rigtige sprinteretape.

Sprinteretape er måske nok et stort ord. Mere end 3000 højdemeter siger alt om, at dette er alt andet end en flad etape, og ruten er et godt eksempel på, hvorfor så mange sprintere holder sig væk fra Vueltaen. Den sidste del er imidlertid flad eller faldende, og det betyder, at der ikke er de store muligheder for at udnytte terrænet. Derfor vil det være en overraskelse, hvis det ikke ender som en relativt fredsommelig sprinteretape. Alligevel vil stigningerne og den forventede hede imidlertid sætte sit præg på løbet, og det vil formentlig være de mere holdbare typer, der står bedst i årets første massespurt.

Læs også

Belgisk stjerne usikker til Touren

Alle ved, at det er en sprinteretape, og derfor regner vi med en let start, hvor et udbrud tidligt etableres. Derefter vil Sky skulle tage kontrol og holde gruppen i rimelig snor frem til toppen af den lange stigning, som det for sprinterne handler om at overleve. Så snart vi har nået toppen, burde Quick-Step imidlertid komme til fronten, og de vil skulle løfte hovedansvaret for at sikre, at der bliver skabt samling. Om Bora også vil hjælpe til efter Sagans mildt sagt tamme præstation de første par dage er nok mere åbent, men til gengæld kan man sagtens tænke sig, at Trek med Giacomo Nizzolo vil se sig ansporet til at hjælpe belgierne.

Med en generel modvind efter stigningerne ligner det en rolig etape med Sky, Quick-Step samt måske Trek og Bora forrest i feltet, indtil det hele bliver stressende, når vi nærmer os kysten. Her vil feltet nemlig dreje ind i direkte sidevind, og det vil helt sikkert skabe nervøsitet, da det slet ikke vil være vindstille. Det virker usandsynligt, at vinden faktisk vil være stærk nok til at skave splittelse, men det vil helt sikkert give stress og kaos. Det alene vil presse farten yderligere i vejret og sikre, at der skabes samling inden spurten.

I sidste ende er der lagt op til massespurt i en finale, der ikke er voldsomt kompliceret. Det sidste sving kommer langt fra mål, men de mange rundkørsler mod slutningen vil betyde, at et godt tog kan vise sig ganske vigtigt. Ligeså vigtig er holdbarheden for det vil helt sikkert være nogle meget trætte og mærkede sprintere, der når frem til mål, hvor der endda er en lille bakke på de sidste 5 km.

Der kan dog ikke være tvivl om, at Elia Viviani er etapens storfavorit. Italieneren er måske ikke verdens hurtigste sprinter, men hans træfsikkerhed i 2018 har været dybt imponerende. Det skyldes ikke mindst hans sublime tog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini, der har domineret langt de fleste af finalerne i år, og som i et løb, hvor sprinterstøtten er ganske begrænset, er i særklasse. Samtidig viste Viviani ved regulært at overspurte Arnaud Demare i Hamburg i sidste weekend, at hans topfart også er ganske høj, og at han kommer til Spanien i glimrende form.

Derfor er den hårde rute heller ikke et problem for Viviani. Tværtimod har han i år klatret fremragende, hvilket især blev understreget med hans suveræne sejr ved de italienske mesterskaber, hvor han holdt hjul på Domenico Pozzovivo på muren i finalen. Han er ganske vist ikke helt så stabil i sine spurter efter hårde dage, men overleve kan han sagtens. Kobler man det med et tog, der med 99% sikkerhed vil dominere finalen, er Viviani storfavorit.

Det kan være svært at se, hvem der skal true Viviani, men man er næsten nødt til at pege på Peter Sagan som hans værste rival. Det kan godt være, at hans form er tæt på nulpunktet, men selv en dårlig Sagan kan spurte. Det har han vist ved utallige lejligheder, og selv i Touren, hvor han kørte rundt med slemme skader, var han to gange i top 10 efter styrtet. Her er hans tilstand trods alt betydeligt bedre, og med sin eminente positionering og sans for timing er Sagan altid livsfarlig. I gamle dage ville han ellers ikke være specielt stærk i en boulevardspurt som denne, men senest i Touren viste han igen, at han nu om dage er blandt de hurtigste også i mere rene spurter, også fordi han altid vinder kampen om det hjul, hans udser sig. Al logik siger derfor, at det er Sagan, der til slut vil sidde på Vivianis hjul, og da de faktisk på topfart er ganske lige, skal Viviani ikke begå mange fejl for at må se sig slået.

Der er formentlig mange, der under Giacomo Nizzolo endelig at få den grand tour-etapesejr, der på mirakuløs vis endnu mangler på et cv, der tækker en endeløs række af 2. pladser fra Giroen. Ikke mindst har han fortjent det efter det skadeshelvede, han har været igennem i mere end et år, men nu er han heldigvis tilbage. Måske har han ikke samme topfart som tidligere, men hans gode spurter i første RideLondon Classic, hvor han blev nr. 3, så i Polen og til sidst i Hamburg, hvor han ellers kørte lead-out for Degenkolb, viser, at han nærmer sig. Først og fremmest er Nizzolo stabil på nærmest Sagan-agtig maner, for der er ikke mange, der er så god i positionskampen som den stærke italiener. Derfor havde han da også ønsket sig en mere teknisk finale, men bortset fra det er en hård etape med en sen bakke fremragende for Nizzolo, der elsker hårde afslutninger. Formen er god, farten høj, toget med Fabio Felline og Kiel Reijnen godt, og positioneringen eminent. Måske er det i morgen det endelig skal lykkes for Nizzolo.

Lige så revanchelysten er Nacer Bouhanni. Den franske stjerne har haft en mareridtssæson, hvor det eneste lyspunkt vel er, at han kan spare en 5er til et julekort til Cofidis-manager Cedric Vasseur, som han har et mildt sagt anstrengt forhold til. Den manglende undtagelse til Touren var en kolossal skuffelse, og bedre blev det ikke af, at han efterfølgende blev syg i Polen. I dag gjorde han det imidlertid ganske fint, og han siger også selv, at han er tæt på topformen. Han er ikke så hurtig som i gamle dage, hvor han dominerede i Giroen og Vueltaen, men da han kortvarigt fandt formen i maj, viste han, at han fortsat er lynhurtig. Han er bedst i tekniske finaler, men en hård rute som denne er faktisk ikke helt skidt for Bouhanni, der er ganske holdbar. Han er hæmmet af, at Vasseur kunne finde plads til Kenneth Vanbilsen i et enmandstog til at støtte holdets bedste bud på en etapevinder, men heldigvis er Bouhanni bedre end de fleste i positionskampen. Tager han boksehandskerne frem i kamp mod Sagan om Vivianis hjul, er han hurtig nok til at vinde i dette selskab.

Sidste år havde Matteo Trentin en drømme-Vuelta med hele fire etapesejre, og han var i det hele taget i gudeform gennem hele efteråret. Det har knebet lidt mere i år, hvor han har været ramt af et hav af skader, og selvom han kørte sig til en flot EM-titel, synes han ikke at være helt så skarp som sidste år. Han skuffede på 5. etape i Polen og gjorde det samme på dagens etape. Samtidig er han denne gang oppe mod betydeligt stærkere sprintere, og Trentin er om bekendt ikke en ren afslutter, der kan matche folk som Viviani, Sagan, Nizzolo og Bouhanni på topfart. Det blev tydeligt i Polen, men i det løb så man også, at toget med Alexander Edmondson og Luka Mezgec er fremragende. I dette løb er det kun Quick-Step, der er bedre, og derfor kan Trentin med et godt lead-out i en ret hård finale sagtens køre med mod de hurtigere folk.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

LottoNL-Jumbo stiller med Danny Van Poppel, der desværre er gået lidt i stå. Når han en sjælden gang var skadesfri hos Trek og Sky var han nemlig fremragende, og han vandt som bekendt også en Vuelta-etape i en meget ung alder. I Giroen var han overmatchet af Viviani og Bennett, men han var ”the best of the rest”. Han er derfor fortsat en af de hurtigste, og efter en ikke alt for overbevisende præstation i Polen så han fremragende ud i Hamburg, hvor han endda var i angreb på Waseberg i finalen. Van Poppel er ikke glad for varme, og han har det med at eksplodere på hårde dage som disse, men har han en af sine gode dage, er en hård afslutning som denne god for ham. I Tom Leezer har han også en god lead-out man, så det kan ikke udelukkes, at Van Poppel kan køre med om sejren.

Siden han overraskende vandt en etape i Tour de Slovenie har Simone Consonni været som forvandlet. Det unge italienske talent synes endelig klar til at indfri sit store potentiale og vise, hvorfor han so U23-rytter var en af de mest lovende. Han viste storform i Polen, hvor han kørte i top 10 på den meget hårde 5. etape, og han er generelt en meget holdbar fyr, der burde elske en etape som denne. Han har vist sublim evne til positionering, men han mangler måske den allersidste topfart i forhold til de mere rene sprintere, ligesom han i finalen kun har Vegard Stake Laengen og Sven Erik Bystrøm til at støtte sig.

Det skal blive meget interessant at se Marc Sarreau på denne etape. Den unge franskmand har i de sidste års tid cementeret sin status som en ganske lovende sprinter. Ikke mindst var hans sejr foran Viviani i Poitou-Charentes sidste år imponerende, men lige så stærk han har været i mindre franske løb, lige så meget har det knebet på WorldTour-niveau. Her har han fortsat sit første store resultat til gode, men i dette felt burde han have gode chancer for at sikre sig det. Hans store problem har altid været positionskampen, men her står han ikke helt skidt i en ukompliceret finale, hvor han endda har støtte af Antoine Duchesne, Benjamin Thomas og Mickael Delage. Han er også begejstret for en lille bakke, så er han ikke for mærket af de mange højdemeter, burde han kunne blande sig.

Tom Van Asbroeck synes altid at finde formen til august. Det er også tilfældet i år, hvor han kommer fra en BinckBank Tour, hvor han var imponerende stærk i den sidste hårde weekend. I dag var han også den bedste sprinter på den hårde 2. etape, og derfor kan ingen betvivle, at han kommer til løbet i superform. Han er heller ikke dårlig i positionskampen, hvor han har støtte af erfarne Simon Clarke samt ikke mindst Mitchell Docker, ligesom den lille bakke taler til hans fordel. Til gengæld mangler han den sidste topfart.

Egentlig burde Max Walscheid være en af topfavoritterne, for når det kommer til ren topfart, er han måske feltets allerhurtigste. Hans spurt på sidste etape i Californien står formentlig stadig klart i erindringen hos mange, og han har i det hele taget længe vist, at han er en af de mest talentfulde rene sprintere. Til gengæld er han også en stor fyr uden megen holdbarhed, og det er derfor ikke uden grund, at han ikke skulle have kørt denne bjergrige Vuelta. Nu er han her imidlertid og skal forsøge at gribe chancen, men det bliver svært i et løb, hvor de eneste virkelig flade etaper først kommer meget sent. Den lange powerspurt i morgen passer ham, men vi frygter, at mere en 3000 højdemeter og en sen bakke ganske enkelt er for meget for en sprintertype, der normalt går en stor bue udenom Vueltaen. Det ændrer dog ikke på, at han i en ren spurt er lynhurtig. Falder han fra, vil Sunweb køre for Mike Teunissen , der viste overraskende stor styrke i de rene spurter i Polen, men som er hæmmet af et nyligt kravebensbrud.

Ryan Gibbons er en temmelig ustabil type, men når han finder benene, er han ganske holdbar. Det viste han så sent som på dagens etape, hvor han var næstbedste sprinter efter Van Asbroeck. Han har ganske vist haft det lidt svært i det sidste års tid, men i Giroen i 2017 viste han sin eminente positioneringsevne. Den har givet ham en vis stabilitet, der bør kunne komme ham til gode, og da han samtidig er i god form, burde han kunne lukrere på denne ret hårde etape. Farten rækker næppe til sejr, men derfor kan det godt blive til et godt resultet.

Egentlig ville vi gerne have Jon Aberasturi højt på vores liste, for spanieren har efter en lidt rusten start i Europa vist sit værd i de seneste uger. Han har endda overrasket med stor holdbarhed i de nylige løb i Getxo og Burgos, og derfor synes et hårdt løb som dette afsluttet med en lang powerspurt at være perfekt for en mand, der ellers ikke har positionering som sin styrke. Desværre styrtede han i fredags og kører rundt med tre sting i knæene. Derfor kan man frygte, at han ikke kan vise den hurtighed, der i de senere år har gjort ham til en dominerende skikkelse på den asiatiske scene.

Endelig vil vi pege på Nelson Soto. Den unge colombianer kommer formentlig lidt til kort på en så hård rute, for nogen stor klatrer er han ikke. Han har imidlertid før overrasket med sin hurtighed, senest i Burgos, hvor han gjorde det ganske pænt på 1. etape. Han har igennem året vist god hurtighed og ikke mindst god næse for positionering trods sin begrænsede erfaring på dette niveau. Vi frygter stadig, at en så hård Vuelta-etape er for svær for ham, men vi lader os gerne overraske af endnu en lovende colombianer.

Andre kandidater til spurten er de holdbare Ivan Garcia og Tosh van der Sande , der har glæde af etapens sværhed, men mangler topfarten. Derudover vil Jose Goncalves, Jhonatan Restrepo, Jesus Ezquerra, Jordi Simon, Jonathan Lastra, Alex Aranburu og måske endda Alejandro Valverde og Michal Kwiatkowski måske forsøge sig, men de kan ikke vinde.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Nacer Bouhanni, Matteo Trentin, Danny Van Poppel, Simone Consonni

Jokers: Marc Sarreau, Tom Van Asbroeck, Max Walscheid, Ryan Gibbons, Jon Aberasturi, Nelson Soto