Optakt: 3. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Alle sprinterne kom som forventet til kort på muren på 2. etape, men de burde kunne se frem til endelig at få deres chance på 3. etape, der byder på en helt flad finale. Intet i Vueltaen er imidlertid fladt, men med ikke engang 2000 højdemeter er 3. etape noget af det fladeste, man får i det spanske løb. Derfor vil feriebyen Alicante formentlig blive rammen om årets første store sprinteropgør den sidste mandag i august.

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, der fører feltet fra Ciudad del Juguete i udkanten af Ibi til feriebyen Alicante. Startbyen ligger på et plateau i mere end 500 m højde lige nord for den spanske vestkyst, og herfra kører man igennem fladt terræn mod vest ud til en 122,5 km lang rundstrækning i det kuperede terræn nær Alicante, hvor der skal køres en hel omgang. Fra start går det mod sydøst via et fladt stykke, inden en nedkørsel fører mod syd ned til byen Agost. Her drejer man mod sydvest for igennem fladt terræn at køre ned til det sydligste punkt i byen Aspe. Her vender man rundt for at køre mod nord og nordvest igennem let stigende terræn, der varer ved over godt 40 km, inden det efter 80 km flader ud, mens man fortsætter mod nordvest op til Villena. Her drejer man mod nordøst for at køre op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod syd og sydøst for at køre frem til kategori 3-stigningen Puerto de Biar (2,7 km, 4,8%), der aldrig bliver stejl og har top efter 116,0 km. Herfra får det via et let faldende stykke mod sydøst, nordøst og sydøst ned til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter rundstrækningen drejer man mod sydøst og syd for via et let faldende stykke og en lille bakke at sætte kursen mod kysten. Man drejer dog kortvarigt mod øst for at passere kategori 3-stigningen Puerto de Tibi (6,7 km, 4,1%), hvis data snyder, da den hovedsageligt stiger med ca. 7% over de sidste 5 km, men som har et næsten fladt plateau 3 km fra toppen, der nås med 37,8 km igen. Fra toppen går det mod nordøst og sydøst via en let nedkørsel, inden man skal over en lille, let bakke (2,0 km, 4,3%), der har top 1 km inden dagens spurt, som er placeret 21,0 km fra mål. Derfra går det mod syd via en let nedkørsel, inden det langsomt begynder at flade ud, når man i udkanten af Alicante drejer mod sydvest. Med 5 km igen begynder det at stige let, inden de sidste 3 km er svagt faldende. Finalen er teknisk meget enkel, idet der slet ikke er skarpe sving på de sidste 5 km, men vejen bugter sig let med 1000 og 350 m igen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 1730 højdemeter.

Alicante har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i årets Volta a la Comunitat Valenciana, hvor Matteo Trentin vandt en massespurt foran Nacer Bouhanni og Ben Swift.

Vejret

Alicante er lidt af et feriemekka, men de kommende dage byder ikke helt på det vejr, turisterne kunne ønske sig. Efter en solrig morgen vil det sky til først på eftermiddagen, hvor der er 10-15% risiko for en byge, men fra 16-17-tiden skulle det atter være tørt og klart. Temperaturen vil nå 29 grader, og vigtigst af alt vil det være blæsende med en frisk til hård vind fra øst. Det giver sidevind stort set hele dagen på rundstrækningen, inden man får modvind på turen ud mod kysten. Fra spurten og frem får man imidlertid atter direkte sidevind, inden man får sidemedvind på de sidste 5 km.

Analyse af 2. etape

Var der ikke noget med, at man kunne få sig tre ting, hvis man købte et Kinderæg? I går var det Miguel Angel Lopez, der af de højere magter fik foræret tre lykketræf, som til sammen var nok til højst overraskende at bringe sig i karrierens grand tour-førertrøje. Og i dag blev den gamle tese om, at alle ting kommer i klumper på tre, atter bekræftet, da en højdramatisk 2. etape leverede hele tre sensationer på en forrygende cykelsøndag - og det endda på én gang!

Som man ville sige i Kinderæg-reklamerne, burde den slags ikke gå, men det gør det alligevel i Vueltaen, der ikke uden grund har ry for at være den mest uforudsigelige af de tre grand tours. Uden Tourens enorme kontrol og kedelige nordfranske fladbanelandskab er der sjældent en kedelig dag i det spanske løb, der til fulde drager fordel af en spansk geografi, som gør etaper med under 2500 højdemeter til lidt af en sjældenhed. Og i den slags terræn og på et tidspunkt, hvor alle er mærkede efter en lang sæson, kan der ske de vildeste ting, som da Tom Dumoulin i 2015 var ved at levere nyere tids største grand tour-sensation, som da Alberto Contador kuppede Joaquim Rodriguez i Fuente De i 2012, som da Chris Horner tog alle på sengen i 2013, eller som da Nairo Quintana fik skovlen under Chris Froome på den berømte ”Froomigal-etape” i 2017.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

I dag stod sensationerne så meget i kø, så man kan blive helt stakåndet, hvis man skal prøve at begribe, hvad vi var vidner til denne solrige søndag i det spanske turistlandskab. Hvis nogen havde peget på Nairo Quintana som vinder af 2. etape, der sluttede med næsten 30 relativt flade kilometer, havde de formentlig fået at vide, at de havde en skrue løs. Hvis nogen havde sagt, at Nicolas Roche, der på det seneste ellers mere har lignet en mand på vej på pension, ville erobre Vueltaens førertrøje endnu engang seks gange efter, at det skete for første gang, havde de fleste nok slået en hånlatter op. Og hvis nogen havde troet, at Primoz Roglic 24 timer efter katastrofen i Torrevieja skulle nærmest annullere det gigantiske tab til Miguel Angel Lopez på det uheldsmartrede holdløb, havde sågar sloveneren selv nok rystet på hovedet i lettere forbløffelse over vedkommendes manglende forståelse af cykelløb.

Ikke desto mindre blev alle tre sensationer til virkelig - og det endda på én gang! Det var der ellers intet, der tydede på, da de første 170 km af etapen udviklede sig til en sand dødsmarch gennem det golde sydspanske landskab, hvor ingen turde gribe ud efter den oplagte mulighed for en udbrudssejr, som en etape med næsten 3500 højdemeter og en knaldhård finale ellers indbød til. I stedet udviklede det meste af dagen sig så fredsommeligt, at selv Sam Bennett, der ellers burde være løbet skrigende bort ved udsigten til at skulle forcere den brutale mur Puig Llorenca i udkanten af Calpe, til at hjælpe Astana i jagten på et ubetydeligt udbrud, efter at kasakkerne lidt overraskende udviste interesse for at forsvare en trøje, de vel egentlig burde have afleveret frivilligt.

Heldigvis kommer alt godt til den, der venter, og det lange forspil skulle blot vise sig at være opvarmning til en finale, der langt overgik, hvad man kunne have forventet. Egentlig var det indlysende, at Puig Llorenca, der i 2015 og 2017 var rammen om nogle fabelagtige finaler på etaper vundet af hhv. Tom Dumoulin og Chris Froome, ville kunne forvandle det intakte felt til en slagmark. Problemet var bare, at det ikke lå i kortene, hvem der skulle tage initiativ på en dag, hvor det hele sluttede med mere end 20 lette kilometer.

Heldigvis viste EF, at de med deres superhold er kommet til Spanien for at køre cykelløb. Trods meldingerne om at gulddrengen Sergio Higuita skulle nurses igennem sin første grand tour, havde amerikanerne nemlig i sinde at gå efter en spurtsejr med vidunderbarnet. Det er i hvert fald svært at finde andre begrundelser for, at Hugh Carthys langlemmede skikkelse - som altså ikke er kommet til Spanien for at køre klassement - blev sendt til fronten for at splitte feltet på en dag, hvor Higuita skulle bruge et hårdt løb for at komme af med de hurtigste, og det antændte et felt, der ikke var tilfredse med at føle hinanden lidt let an. Som altid har god, gamle Alejandro Valverde nemlig taget guldbenene med sig til Vueltaen, og sammen med en i dette terræn stadig mere imponerende Davide Formolo samt en Pierre Latour, der ligesom i sidste års Tour ser ud til at komme blæsende ind til en grand tour, forcerede veteranen med noget, der lignede legende lethed, så favoritterne faldt som fluer.

Mest markant var det, at Steven Kruijswijk, der ellers normalt er så stabil, at man kan stille uret efter ham, helt usædvanligt er blevet træt - eller mærket af gårsdagens styrt - og hurtigt måtte slippe feltet. Helt galt gik det for Ineos, der som frygtet måtte indse, at lottokuponen Wout Poels som altid kommer skidt i gang med et tre uger langt etapeløb, og som højst overraskende måtte se den i Polen så velkørende Tao Geoghegan Hart smelte sammen under den sydspanske sol, så det britiske storhold efter kun godt 200 km er ude af klassementet efter tab på næsten 10 minutter til de to kaptajner. Daniel Martinez betalte prisen for sin elendige forberedelse og sit eget holds forcering, og stortalentet Mark Padun, der havde virket så overbevisende på holdløbet sejlede lynhurtigt agterud. Og drømmen om en genrejsning af Louis Meintjes brast, inden nogen havde haft en chance for at nære lidt håb til den fallerede sydafrikaner.

Derudover var favoritterne der alle, da Valverde, som var han på en søndagstur med familien, let trådte alene op til Formolo og en yderst velkørende George Bennett, der i dag gled direkte ind i rollen som Jumbos plan B, og samlede et par bjergpoint op, som den stadig skrupsultne verdensmester vel kan få brug for senere. På det tidspunkt lå alt til godt til verdensmesteren, der måske nok skulle slå folk som den stadig mere lovende Alex Aranburu og Higuita i spurten, men som var kommet af med langt de fleste af de hurtige folk.

Problemet var bare, at gruppen også var renset for hjælpere. Ganske vist sad Bora, Astana, Movistar, Mitchelton, Sunweb Jumbo og EF alle med to mand, men alle havde de også to mand, som havde øjne på klassementet. Derfor var der ingen til at kontrollere eller tage ansvar, og mens det kortvarigt pegede på, at der nok ville ske en regruppering, indledtes en angrebsfest, som ofte kan gøre flade finaler efter en hård stigning til et mareridt for enhver førende rytter.

Og et mareridt blev det for stakkels Lopez, der blev flået ud af det drømmeland, han var havnet i i går, og som jeg frygtede i gårsdagens analyse, syntes at have trukket lidt for meget kontoen med held på sin lykkelige lørdag. Og pludselig kunne han se en ellers ufarlig etape forvandle de 40 sekunder, der var faldet direkte ned i turbanen i går, til nu blot at være et beskedent forspring på 4 sekunder til sin på papiret værste rival, Primoz Roglic.

Det kan han nu kun takke sig selv for. Nok var det en umulighed at kontrollere det hele, men der var i hvert fald én rytter, han ikke kunne lade køre. For tredje søndag i træk så vi imidlertid en hovedaktør tage sig en gigantisk blunder, som Dylan Groenewegen gjorde det, da Italien angreb i EMs sidevind, og Tim Wellens gjorde det, da han lod Laurens De Plus sejle væk i et uopmærksomt øjeblik på sidste etape i BinckBank Tour. Denne gang var det Lopez, der helt slap Roglic af syne og pludselig havnede i den værst tænkelige situation.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Og så var heldet slået op. Da Fabio Aru med enorm power kørte alene op til de forreste, sad han pludselig i en gruppe bestående af isolerede kaptajner eller ryttere, der havde holdkammerater foran. Kun Bora sad ud over Astana med to mand, og dermed var det taktiske angrebsspil faldet ud næsten så uheldigt, det kunne. Og helt galt gik det, da Izagirre pludselig forsvandt af i skrivende stund uklare årsager, som næsten ikke kan skyldes andet end en særdeles dårligt timet defekt.

Derfra var der intet at gøre. Ganske vist blev Bora-hierarkiet slået fast med syvtommersøm, da Formolo blev sendt frem for at redde stumperne for det sovende tyske storhold, men derudover var der ingen hjælp af hente. Heller ikke Esteban Chaves eller Wilco Kelderman, som ellers blot havde deres løjtnanter i front, skulle nogen stedet, og hverken Pierre Latour, Jesus Herrada, Victor De La Parte eller Alex Aranburu kunne se det som deres opgave at komme den styrtblødende colombianer, som nok havde ønsket, at han også var Superman af gavn og ikke kun af navn, til undsætning.

Resultatet blev, at forspringet på 40 sekunder smeltede væk i den spanske sensommervarme, og det kan være svært for Lopez at finde meget trøst i en blunder, som selv Wellens må være imponeret over. Hvis endelig skal han finde lidt oprejsning, kan han glæde dig over, at han virkede lige så skræmmende, som da han på holdløbet måtte bremse for at vente på holdkammeraterne. Med kun den beskedne hjælp fra Lopez holdt han nemlig længe de seks mand, som samarbejdede upåklageligt frem mod de sidste kilometer, stangen, og der er således intet, der tyder på, at dårlige ben var årsagen til miseren - snarere ungdommelig uopmærksomhed, som vi desværre før har set det fra den ellers så talentfulde Astana-stjerne, som nok også havde ønsket sig, at også hans hold ikke kun var stærke af navn, men også af gavn.

Problemet var bare, at Roglic også efterlod et overbevisende indtryk. Ganske vist virkede han kortvarigt lidt presset, da samarbejdet gik i stykker, og angrebene blev lanceret på de sidste 5 km. Det var imidlertid nok snarere udtryk for, at en rasende Roglic havde ført som et æsel forinden, for da han havde sundet sig og åbnede for gassen på de sidste 2 km, kørte han ikke blot ene mand den undslupne Nicolas Roche ind igen, han bragede også så stærkt ind mod Calpe, at selv Nairo Quintanas sejr så ud til at være i fare. Nok betød en lille piges uforsigtig leg med et badebassin, at der gik hul på skidtet, så vand strømmede ned på lørdagens holdløbsrute og sendte stakkels Roglic i asfalten, men i dag viste han, at det slovenske monster er blevet genfødt, efter at der er blevet pustet ud efter Giroen. Og selvom Kruijswijks nedtur var lidt af et slag i ansigtet, viste Bennett med eminent kørsel, at Roglic i hvert fald ikke i den første uge kommer til at mangle støtte i bjergene.

Det var dog alligevel Movistar, der endte som den helt store vinder. Ikke blot tog Valverde sig en søndagstur, der viste, hvorfor han har en Vuelta-historik, som ingen kan matche, Quintana blev også den mest usandsynlige vinder af etapen. Nok var det en tilfældighed, at det netop blev ham, som sneg sig væk, men den lille colombianer var både årvågen og brølstærk. Sidstnævnte viste han tydeligt, da han sammen med Valverde, Lopez og Higuita kørte op til de tidligt undslupne Latour, Formolo og Bennett og dermed for første gang var medvirkende til at afsløre lidt af det indtil da helt uklare klatrehierarki. Og med sit lille mesterstykke til sidst fik han endda bragt sig i den bedst mulige position af forhåndsfavoritterne, endda uden at tage trøjen, som han nok helst vil være fri for. Kan han genfinde den stabilitet, som desværre har været hans store mangelvare siden 2017, kunne dette være Vueltaen, hvor han rejser sig igen - men det sagde vi også sidste år, da han lagde ud som lyn og torden for siden at falde sammen i den tredje uge.

I stedet gik trøjen nærmest sensationelt til Roche. I gamle dage var det ellers så sikkert som amen i kirken, at ireren efter en halvsløj Tour ville komme blæsende ud til Vueltaen, der altid har været ”hans” løb. Det var her, han vandt 2. etape og senere kørte sig i førertrøjen i 2013, det var her, han vandt endnu en etape i 2015, og det er her, han tidligere er blevet både nr. 5 og 6. I de seneste år har det imidlertid været slut for Roche med at imponere i Vueltaen, selvom han altid er stærk sidst på sæsonen, og efter et mildt sagt alt andet end prangende år, var der ikke noget, der tydede på en genrejsning i 2019.

Den genrejsning kom imidlertid ud af det blå, og selvom der også var lidt held involveret i angrebsfesten, virkede Roche også overbevisende på stigningen. Nok har han ikke længere styrken eller holdbarheden til atter at køre med i front på den lange bane, men han burde kunne køre en fin første uge, hvor stigningerne ikke passer ham dårligt. Og i det hele taget ser Sunweb ud til at være en faktor, der skal regnes med, da de fulgte et fornemt holdløb op med stærk kørsel af ikke blot Roche, men også kaptajn Kelderman, der lukkede hullet til den undslupne syvmandsgruppe på stigningen og gav håb om, at han endelig har lagt sine mange helbredsproblemer bag sig.

I det hele taget var det genfødslernes søndag. Aru var måske ikke skræmmende på stigningen, men hans forcering på flad vej var stærkt imponerende og vidner om, at han måske efter operationen kan blive sig selv igen. Chaves lignede måske ikke 2016-udgaven af sig selv, men han var betydeligt bedre end i Giroen. Og begge har de endda to kort at spille, da Chaves ledsages af evigt stabile Mikel Nieve, som imponerede på en etape, der overhovedet ikke passede ham, og Aru af Tadej Pogacar, der var lige så stærk som forventet og lignede en af de bedste på stigningen.

Det gjorde Higuita i den grad også. Nok var det Uran, der endte som vinderen og er holdets kaptajn, men mens veteranen ikke så imponerende ud på Muren, fløj Higuita let med, da Valverde åbnede for gassen første gang. Vidunderbarnet kørte så stærkt, at EF seriøst må overveje, om de alligevel skal forsøge at holde ham til i klassementet, eller om de skal fastholde den oprindelige plan om at lade ham tage nogle lette dage undervejs. I dag var han i hvert fald bedste mand på et EF-hold, der måtte indse, at Daniel Martinez trods alt har haft for ringe en forberedelse til at være med i front. Mindre grund har Bora grund til at være efter en etape, hvor de i den grad sov i timen, men hvor de kan glæde sig over, at Formolo atter viste, at han i dag skal regnes som en af verdens allerbedste i eksplosivt terræn - også selvom hans begrænsninger i bjergene og over tre uger, ikke gør ham til en reel podiekandidat.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Den dramatiske udvikling var ærgerlig for flere af de hurtigere folk. Zdenek Stybar, Philippe Gilbert, Edvald Boasson Hagen, Nikias Arndt, Luka Mezgec, Damien Touze og Clement Venturini havde ellers alle gravet dybt og bragt sig i en position, hvor de med lidt held kunne have spurtet om sejren. Desværre for dem betød Lopez’ blunder, at etapen aldrig gik i stå, som den ellers ”burde” være gjort efter stigningen, og dermed skulle alle deres skønne kræfter vise sig at være spildte.

Heldigvis kan de se frem til to lettere dage mandag og tirsdag, hvor sprinterne kan se frem til etaper, som vi skal frem til Madrid for at finde noget, der kan sammenlignes med. Derfor skal der slås til nu, hvis ikke Vueltaen skal blive en alenlang ørkenvandring. Desværre for dem sender vejrguderne imidlertid en kraftig østenvind ind over feltet det kommende døgn, og dermed kan det slet ikke udelukkes, at også 3. etape bliver mere dramatisk end antaget.

Efter to vilde dage kan man i hvert fald slet ikke udelukke, at Sensationernes Søndag efterfølges af Miraklernes Mandag. Det ville næsten ligne Vueltaen dårligt, hvis det ikke gik sådan.

Favoritterne

Det er ikke uden grund, at sprinterne og Vueltaen i de senere år er raget så meget uklar med hinanden, at der har været tæt på at blive begæret skilsmisse. Så galt er det heldigvis ikke gået i år, hvor overfloden af sprintere hos Deceuninck og Bora og Fernando Gavirias skadesmareridt har betydet, at vi har hele absolutte topsprintere til start, men havde de selv kunne vælge, havde Fabio Jakobsen, Sam Bennett og Gaviria utvivlsomt fravalgt den spanske grand tour til fordel for en af de to øvrige.

Årets rute er nemlig et glimrende eksempel på, hvorfor rene sprintere i dag er en næsten uddøende race i Spanien. Er man lidt tung i bagenden og har svært ved at spurte op ad bakke, er der nemlig formentlig kun tre chancer for at spurte. For typer som Max Walscheid og Phil Bauhaus handler det om at slå til en af de kommende to dage, for efter tirsdagens afslutning venter tre ugers lidelser, inden den næste mulighed for de tunge af de tunge kommer i Madrid d. 15. september.

Det vil derfor været et meget sultent sprinterfelt, der stiller til start mandag middag, og de kan se frem til en rute, der er lettere, end man normalt ser det i Vueltaen. Færre end 2000 højdemeter er i hvert fald en sjældenhed, og man kan ikke komme til Vueltaen og forvente noget, der er meget lettere end 3. etape.

Alligevel er det langt fra sikkert, at det bliver nogen nem dag. For det første byder Alto de Tibis på hele 3 km med mere end 7%, og det er alt rigeligt til at sende mange en sprinter ud ad bagdøren, hvis der gås til stålet. Dertil kommer den lille bakke op til spurten, der sagtens kan blive en udfordring for de tunge, og selv den lille bakke inde i Alicante kan i hvert trætte de tungeste så meget, at det vil koste i selve spurten.

Det er dog ikke bakkerne, der er den største udfordring. Det er derimod vinden. Det er velkendt, at Vueltaen modsat Giroen meget ofte byder på mindst én sidevindsetape, og noget tyder på, at den kunne komme mandag. Sidste år så vi, hvordan en af løbets få lette etaper blev så dramatisk, at Wilco Kelderman og Thibaut Pinot mistede tid, og Nacer Bouhanni senere kunne snyde Elia Viviani, og det viser, at man altid skal tage sig i agt, når vinden blæser over den spanske pampas.

Det vil den gøre i morgen, og det mager sig endda sådan, at den kommer fra øst. Man skal ikke kaste mange blik på rutekortet for at se, at det betyder sidevind på store dele af etapen, og derfor bliver det næsten med sikkerhed ikke den rolige dag, som mange sikkert trænger til efter dagens vanvittige drama.

Vi tror dog ikke, at vinden bliver alt for afgørende på den første del af etapen. Her kører man i alt væsentlig rundt om en naturpark dybt inde i landet i et område, hvor det sjældent er så åbent, som det er på højsletten omkring Burgos eller på den spanske stegepande omkring Sevilla. Derfor vil den første del af etapen næppe bliver alt for dramatisk. Bjergtrøjen kunne være i spil for Sander Armee, men ellers er det meget svært at se, hvorfor man skulle bruge tid og kræfter på et udbrud. Derfor forventer vi, at et udbrud med ryttere fra de små hold samt måske Katusha, Dimension Data og CCC stikker af med det samme, og at etapen herefter falder til ro, mens Sunweb med hjælp fra Bora, UAE og Deceuninck kontrollerer slagets gang.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Da etapen er relativt hård vil forspringet formentlig blive holdt lavt, så man ikke tvinges til at køre stærkt over bakkerne til sidst, og dertil kommer, at sidevinden formentlig vil skabe permanent nervøsitet. Som sagt tror vi ikke, at den vil kunne skabe splittelse først på etape, slet ikke fordi der herefter venter et længere modvindsstykke. Her kan sprinterne glæde sig over, at de får vinden direkte i ansigtet på Tibis-stigningen, og selvom man ikke helt kan udelukke, at et hold som Mitchelton kunne finde på at lægge lidt pres på de rigtige sprintere, vil vi tro, at det går relativt gelinde op ad dagens vanskeligste udfordring.

Det vil imidlertid ændre sig, når de er kørt op ad bakken frem mod spurten. Her drejer de ind i direkte sidevind på de sidste 20 km ned langs kysten, og det kan næsten ikke undgå at skabe stress, kaos og nervøsitet. Er terrænet åbent, er vinden kraftig nok til at skabe splittelse, da styrken vil være den samme som under det meget dramatisk Gent-Wevelgem i år og nogenlunde, som den var på Bouhannis etape sidste år. Måske betyder nedkørslen, at det kan blive lidt vanskeligere at skabe huller, men splittelser er en reel og meget overhængende risiko overalt på de sidste 20 km.

Det betyder også, at de sidste 20 km formentlig vil blive afviklet på betydeligt kortere tid end 20 minutter, og et udbrud vil være dødsdømt. Der bør derfor ikke være tvivl om, at det ender i en spurt, men spørgsmålet er, hvem der klarer bakker og vind. Og hvem vil være friske efter næsten 200 km, knap 2000 højdemeter og masser af sidevind? Til gengæld er selve finalen helt enkel og uden teknisk udfordringer, så det bliver et opgør på topfart og friskhed i en medvindsspurt, der vil gå i et rasende tempo.

Det får os til at pege på Sam Bennett som vores favorit, men ikke med den overbevisning, vi ville have gjort inden dagens etape. I dag blev ireren nemlig sat som en af de første, allerede inden feltet havde ramt stigningen, og det kunne tyde på, at den i forvejen lidt svingende irer havde en svær dag - måske på grund af varmen, der altid har voldt ham kvaler. Omvendt vil det også være naturligt at slippe tidligt, hvis han har fornemmet, at benene ikke har rakt til at vinde i en finale, som i forvejen var over grænsen og et meget ambitiøst projekt, og da vi i forvejen fra blandt andet årets Paris-Nice ved, at Bennett efter en uges pause kan have brug for lidt til at finde benene igen, selvom han har fløjet højt umiddelbart forinden, skal man ikke overfortolke dagens lille nedtur.

Vi ved i hvert fald, at Bennett var i fremragende form for en uge siden, hvor han sad med de bedste dybt inde i finalen på BinckBank Tour. Han virkede også meget stærk på holdløbet, og vi ved, at en formstærk Bennett er en glimrende sidevindsrytter, ikke mindst nu hvor han har Jempy Drucker til at støtte sig. Vi ved samtidig, at Bennett er blevet enormt holdbar og en stærk afslutter også efter hårde løb, og det er derfor formentlig kun i tilfælde af regulær krise, at han vil falde fra. Hos sig vil han have Drucker og Shane Archbold, der viste storform i Tjekkiet og i år har kørt fremragende lead-outs igen, og dertil skal lægges, at Bennett i år har været helt uovertruffen i positionskampen, hvor han senest i BinckBank Tour sad på det helt rigtige hjul tre ud af fire gange. Med Archbold til at køre sig frem til det rette hjul vil han sikkert igen sidde rigtigt, og med den fart, han viste i sidste uge, tror vi, at han mandag tager karrierens første sejr i Vueltaen.

Hans værste rival kunne ligne Fabio Jakobsen. Den hollandske mester var en af dagens positive overraskelser, da han nåede mål næsten 10 minutter før Bennett, og det vidner om, at den normalt ellers ikke særligt holdbare hollænder er i storform. I forvejen er juryen stadig ude i forhold til, om Jakobsen vitterligt kan aspirere til titlen som verdens hurtigste efter en helt igennem fremragende sæson, hvor han senest gav Pascal Ackermann bøllebank på ren topfart på Tour de Polognes 3. etape, hvor en korrekt deklassering dog kostede ham sejren.

Desværre viste det polske løb også, at hans positionering er en mindre katastrofe, men heldigvis har han i dette løb glæde af at have Maximilano Richeze, verdens måske bedste lead-out man, ved sin side i tillæg til støtte fra Philippe Gilbert og Zdenek Stybar. Det er et af de bedste tog i feltet, og samtidig er det løbets bedste hold til sidevind. Forud for i dag var vi lidt bange for, om Jakobsen ville kunne klare Tibis, men med udsigt til modvind og med superben bør han have en god chance. Sidevinden bør kun være til hans fordel, og han viste i Bretagne sidste år, at han sagtens kan vinde efter en hård dag. I en ukompliceret finale risikerer han ikke samme omfang at blive fanget af sin positionering. I Tyrkiet i år var han stadig et par my under Bennett i topfart, men slog alligevel ireren end enkelt gang. Det har han gode chancer for at gøre igen.

Fernando Gaviria er måske ikke den lysende sprinterstjerne, han var tidligere, men det skyldes hovedsageligt de mange skader. Farten fejler nemlig ingenting, hvilket han viste, da han satte Ackermann, Ewan og Viviani på plads i forbindelse med en Giro-etapesejr, som nok kun blev opnået på grund af Vivianis deklassering, men hvor colombianeren var klart hurtigst. Han viste det samme i UAE Tour, hvor han fik skovlen under både Bennett og Viviani i en fantastisk spurtduel, og derfor er der intet, der tyder på, at Gaviria ikke er lige så hurtig, som han altid har været.

Til gengæld havde han ikke den fart i Polen, men det kan sagtens skyldes, at det var hans første løb efter mange måneders skadespause. Han kørte stadig nogle hæderlige spurter, og formen burde i hvert fald vlre bedre nu. Til gengæld har det i år også knebet med positioneringen, og det er der ikke råd til i dette felt. Her skal han håbe, at Marco Marcato og Juan Sebastian Molano, der senest gjorde det flot for Philipsen i BinckBank Tour, kan komme med hjem i sidevinden. Molano er nok et oplagt offer, men Gaviria, der selv er god i blæst, samt Marcato burde nok kunne sidde med. I denne spurt handler det mest om fart, og sidder han fornuftigt og har samme ben som på 3. etape i Giroen, kan han meget mandag skrive sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle tre grand tours.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Efter Mark Paduns nedtur skal Bahrain nu alene jagte etaper, og skal det ske med Phil Bauhaus, skal det nok ske mandag, tirsdag eller i Madrid. Den store tysker er nemlig ikke særligt holdbar, men til gengæld har han fundet lidt af den topfart, han havde mistet i starten af året. Det viste han med sejren over Hodeg i Adriatica Ionica Race og senest i BinckBank Tour, hvor det dog kneb alt for meget med positioneringen. Den kan igen blive et problem, men i denne ukomplicerede finale burde han have en chance for endelig at vise sin fine fart. Han har i Heinrich Haussler endda en hæderlig lead-out man, som nok har skuffet i den rolle, men som synes at kunne begå sig i dette felt. Bauhaus kan få det svært på Tibis, men reddes af modvinden. Også sidevinden kan blive en udfordring, som han ikke nødvendigvis klarer, men med den holdbarhed, han viste i Catalonien, burde han have en god chance for at sidde med hjem.

På ren topfart har Max Walscheid potentialet til at tage kampen op med de tre supersprintere. Nok har han aldrig igen kørt en spurt, som da han sidste år på sidste etape i Californien blæste forbi alt og alle og nær have fanget Gaviria på stregen, men han viste senest i Polen, at han stadig er en af de hurtigste på de lette dage. Problemet er bare, at hans ringe positionering har betydet, at antallet af resultater er relativt lavt, og det vil igen være et problem i dette løb. I forvejen kan man frygte, at den tonstunge Walscheid vil finde de næsten 2000 højdemeter og Tibis lidt for svært. I sidevinden er han til gengæld stærk, som han viste sidste år, indtil Keldermans defekt betød, at han blev kaldt tilbage, og han vil elske en ukompliceret powerspurt som denne, hvor positionering ikke er alt for afgørende. Kan han få formstærke Nikias Arndt og Casper Pedersen med sig hjem, står han ikke dårligt, hvis han stadig er frisk. Skulle han falde fra, kan Arndt selv tage chancen, men han har ikke farten til at vinde.

Trek er alle managerspilleres mareridt. De har nemlig kun meldt ud, at Edward Theuns og John Degenkolb skal fordele spurterne imellem sig, og den endelige beslutning træffes først fra dag til dag. Man må formode, at de får en chance hver de kommende dage, men hver der skal have første skud i bøssen, er svært at spå om. Umiddelbart vil vi dog tro, at Degenkolb får første chance. Tyskeren er nemlig den mest holdbare af de to, og hans styrke er at spurte efter hårde dage. Mandag er netop en ganske hård etape, men det tirsdag bliver betydeligt lettere, og Degenkolb burde være i sit es i en lang powerspurt efter en svær dag med sidevind. Senest viste han med 2. pladsen i Gent-Wevelgem, at han stadig har de evner på hårde dage, selvom det i år i den grad har knebet med farten. Det gjorde det i den grad også i Polen, hvor han var næsten skræmmende langsom, men ender det som et hårdt løb, bør han alligevel kunne gøre det hæderligt i en finale, hvor han ikke lider under sin ringe positionering, og hvor han i Alex Kirsch, Theuns og Måske Kiel Reijnen vil have et af de bedste tog, hvoraf Theuns og Kirsch senest var helt dominerende i de kaotiske finaler i BinckBank Tour.

Skal holdet vinde etapen, kan Theuns imidlertid vise sig at være bedste mand. Degenkolbs ringe spurter i Polen var bekymrende, men til gengæld gjorde Theuns det hæderligt i BinckBank Tour. Nok var han meget langsommere end Bennett, Groenewegen, Philipsen og Hodeg, men et godt lead-out fra Mads Pedersen betød alligevel, at han var tæt på at vinde 1. etape. Kan han denne gang blive sat op af især Kirsch og Degenkolb, der på papiret bør kunne være den ideelle lead-out man i denne lange, lige finale, skal man ikke udelukke, at den meget formstærke belgier kan komme tæt på igen. Det kræver dog først og fremmest, at han får chancen, hvilket vi tvivler på.

Luka Mezgec var i skræmmende form i Polen og ved EM, og dagens fine præstation tyder på, at de gode ben ikke er forsvundet endnu. Desværre så vi også i Polen, at han i flade spurter stadig er meget begrænset både på fart og positionering. Nok vandt han den meget specielle spurt på 2. etape, men den er så særlig, at den ikke kan bruges som sammenligningsgrundlag. Det kan 1. og 3. etape, hvor han ikke vær i nærheden af noget som helst. Han har i Dion Smith en hæderlig lead-out man, men heller ikke holdet er noget at prale af. Han skal glæde sig over sidevinden, der forhåbentlig kan trætte de mindre holdbare folk, men det vil stadig være en overraskelse, hvis han slår de hurtigere folk.

Marc Sarreau er en spøjs skikkelse. I de franske løb er han som regel i en klasse for sig og har her gjort helt enorme fremskridt, men på WorldTouren har det knebet. Det skyldes dels, at farten ikke helt rækker, men først og fremmest, at positioneringen lader ufatteligt meget tilbage at ønske. Til gengæld har han opnået en imponerende holdbarhed, som han særligt viste på 5. etape i Polen, og et sidevindsløb som dette er slet ikke dumt for ham. Desværre kan man frygte, at resten af FDJ ikke er stærkt nok til at holde ham fremme og klare sig med, og er han alene til sidst, vil han igen komme til kort i positionskampen. Får han til gengæld Benjamin Thomas og/eller Mickael Delage med, burde han i et ukompliceret opløb få chancen for at vise, hvor hurtig han virkelig er.

En meget formstærk sprinter er Jon Aberasturi. Caja Rural-rytteren har for nylig vundet både i Getxo og Burgos, men begge gange skete det i stigende opløb. Det gjorde det også, da han sejrede i Mayenne i juni, og han synes efterhånden at have sin force i bakkespurter, der ikke er alt for hårde. Samtidig kan man frygte, at Caja Rural får det svært i sidevinden, også selvom Aberasturi selv er relativt holdbar. Sidder han med til sidst, bør han dog kunne blande sig i kampen om top 5 på den ganske fine fart, han har, når han sidder rigtigt placeret. Og i Alex Aranburu har han en glimrende lead-out man.

Det var næsten en pine at se, hvor svært Edvald Boasson Hagen havde det i årets Tour, hvor han fortsatte sin helt igennem kedelige sæson. I dag gjorde han det imidlertid ganske hæderligt, og han synes at være bedre, end han var i juli. Til gengæld har vi også talrige gange set, at farten ikke er som i gamle dage, men alligevel vandt han en etape i Dauphiné efter et hårdt løb, ligesom han kørte en fin spurt i Paris til sidste i Touren. Denne powerspurt burde passe ham, og en sidevindsetape og et hårdt løb bør give ham en bedre chance. Farten rækker nok ikke til at vinde, og under alle omstændigheder skal han være bedre end i Touren, hvis han med et svagt hold skal klare sig i de blæsende betingelser.

Clement Venturini ser frem til de bakkespurter, der kommer senere i løbet. På flad vej er franskmanden nemlig ikke verdens hurtigste, som vi senest så det i Polen. Samtidig er han bedst i kringlede finaler, hvor han kan bruge sit punch og sine tekniske evner, og derfor er dette ikke just hans etape. I sidevinden er han formentlig også sårbar, selvom han klatrer godt og i dag viste fornem form. Med sin gode positionering ender han ofte i top 10 - hvis han altså klarer vinden - men i en spurt som denne vinder han ikke.

CCC skal beslutte sig for, om de kører for Szymon Sajnok eller Jonas Koch. Sidstnævnte er dog ikke god i flade spurter uden forudgående bakker, og selvom etapen her er hård, er det ikke dagen for tyskeren, der ikke er voldsomt hurtig. Bedst chance har de med Sajnok, der er ganske lovende og blandt andet var ganske tæt på at slå Demare på 4. etape i Vallonien. Også i marts og i 2018 har han af og til givet prøver på sit talent, men han har haft det svært i positionskampen. Her er finalen dog ukompliceret, og han har med Francisco Ventoso, Koch og Patrick Bevin hos sig faktisk et ganske glimrende tog. Først og fremmest skal han dog klare sidevinden, hvilket kan blive en trussel for den uprøvede, men ganske hurtige polak.

Andre kandidater til spurten er Damien Touze, Tosh van der Sande, Viacheslav Kuznetsov, Enrico Battaglin, Jesus Ezquerra og Cyril Barthe, men de vinder ikke en flad spurt efter en dag uden mange højdemeter.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Fernando Gaviria

Outsidere: Phil Bauhaus, Max Walscheid, John Degenkolb, Edward Theuns, Luka Mezgec

Jokers: Marc Sarreau, Jon Aberasturi, Edvald Boasson Hagen, Clement Venturini, Szymon Sajnok