Optakt: 4. etape af Tour de France

KØB PRO CYCLING MANAGER TIL KUN 228,95 

Ruten

Den første uge af Touren er kendt som sprinternes domæne, men i år skal vi helt frem til 4. etape, inden de får deres anden chance. Her handler det om at slå til, for etapen har primært karakter af at være transport frem mod Vogeserne, hvor de følgende to dage skal tilbringes og vil bringe klatrerne i spil allerede tidligt i løbet. Desværre for sprinterne har arrangørerne givet den ellers flade etape et ekstra krydderi i form af en ikke helt uvæsentlig stigning, der med top bare 15 km fra mål meget vel kan gøre det svært for nogle af løbets tungere afsluttere.

Med en distance på 213,5 km er der for anden dag i træk tale om en for Touren meget lang etape, der fører feltet fra Reims til Nancy. Som sagt er dagens primære formål at bringe feltet frem til Vogeserne, og derfor køres der mod sydøst og øst det meste af dagen. Fra start kører man mod sydøst og dermed øst om 3. etapes målby, Epernay, hvor man skal over en af områdets småbakker (3 km, 4,6%), som animerede mandagens finale, og som har top efter 8,2 km. Herefter bliver det imidlertid så fladt, at selv en pandekagebager ville være misundelig, og der er ingen terrænmæssige udfordringer, når man kører mod sydøst og øst frem til forplejningen, der kommer efter 98,0 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Efter maden fortsætter det flade terræn lidt endnu, inden man når frem til kategori 4-stigningen Cote de Rosieres (1 km, 7%), hvis top passeres efter 121 km. Derfra flader det igen ud, mens man forsætter mod øst og sydøst forbi dagens spurt, der efter 147 km er flad og helt uden tekniske udfordringer. Først efter byen Toul, der nås efter 179,5 km, sker der lidt, når det begynder først at stige og siden falde ned mod dagens væsentligste udfordring. Kort efter drejer man nemlig mod nordøst for at køre op ad kategori 4-stgningen Cote de Maron (3,2 km, 5%), der efter 500 m byder på 1500 m med stigningsprocenter på 6-7, inden det flader ud over den sidste kilometer. Fra toppen resterer præcis 15 km, der efter en nedkørsel byder på en lille bakke, inden en nedkørsel leder ned til de sidste knap 10 km, der er flade eller ganske let faldende. I finalen drejes der med 5500 m, 3300 m og 1400 m igen, inden vejen kun bugter sig ganske let ind på den 280 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 2 km er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 1555 højdemeter.

Nancy blev senest besøgt i 2014, hvor Matteo Trentin slog Peter Sagan i en reduceret massespurt i byen, og i 2005, hvor Lorenzo Bernucci sejrede foran Alexandr Vinokourov på en mindeværdig sprinteretape, der sluttede på en spejlglat skøjtebane. Dauphiné startede i byen i 2009, hvor Cadel Evans slog Alberto Contador på den indledende enkeltstart, Edvald Boasson Hagen tog en udbrudssejr i 2006-udgaven af Tour de l’Avenir, og det samme gjorde Andris Nauduzs i Circuit de Lorraine i 2005.

KØB PRO CYCLING MANAGER TIL KUN 228,95 

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

De ideelle vejrbetingelser fortsætter på en tirsdag, hvor der kun vil være ganske få skyer, og hvor temperaturen atter vil nå 24 grader. Det vil dog være mere blæsende med en jævn og lidt tiltagende vind fra nordøst. Det giver sidevind på første del af etapen, men derefter sidemodvind stort set hele dagen. Det varer ved også i finalen, hvor der dog er direkte modvind på stykket mellem de to sidste sving, inden man får sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 3. etape

Hvis nogen skulle ligge inde med en udvidet ordbog billigt til salg, kunne jeg godt være interesseret. Jeg er nemlig løbet helt tør for superlativer, når jeg skal beskrive fænomenet Julian Alaphilippe. Vidunderbarnet har ganske vist leveret den store præstation efter den anden, men den forestilling, han præsenterede os for denne mandag eftermiddag, hører dog alligevel til noget af det mest sublime på en liste, der ellers blot er blevet længere og længere, siden en hel cykelverden tabte kæben, da han med andenpladser i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege fik sit gennembrud for det, der næsten føles som en menneskealder siden.

Det er ikke så meget det forhold, at Alaphilippe vandt etapen, der kan overraske. Som mange vil vide, havde jeg allerede peget på ham som min favorit inden etapen, men jeg havde ikke drømt om, at det skulle ske på denne maner. Det logiske valg havde nemlig været at spille sikkert og satse på den spurtafgørelse, hvor han ville være en af de to mest oplagte favoritter, for med et tidligt fremstød kunne han meget vel risikere at sidde tilbage med en ærgerlig fornemmelse over at have forspildt sin mest oplagte chance for at vinde en etape. Det var nemlig ikke just, fordi der manglede hold med interesse i at jagte på en dag, der var den måske allervigtigste i hele løbet for Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet og Sonny Colbrelli, og hvor Jumbo havde en indlysende interesse i at forsvare trøjen.

Der er imidlertid en grund til, at Alaphilippe er en klar fanfavorit over det meste af cykelverdenen. Der findes nemlig ikke mange ryttere med det mod og den kørelyst, som franskmanden udstråler. Faktisk har det til tider været svært for Deceunincks ledelse at holde vidunderbarnet tilbage, for han synes at få en nærmest uimodståelig kløe i benene, så snart nogen klistrer et nummer på hans spinkle ryg. Den form for uregerlighed kunne måske nok får de fleste sportsdirektører til at tage til sig til hovedet, men det vidunderlige ved Alaphilippe er, at han er så pokkers god, at han som regel kan gøre det færdigt - og det altså, selvom han jagtes af et Tour-felt fyldt med alverdens bedste cykelryttere i absolut topform.

Det mod og den kørelyst fortjener en belønning. Den kom aldrig i et Amstel Gold Race, hvor han ellers også tog mange på sengen ved at angribe langt tidligere, end man kunne have troet, men det hører til sjældenhederne, at det ikke sker. Således føjer dagens sejr til en hel stribe triumfer med Milano-Sanremo - hvor det også var ham, der skabte en af de bedste udgaver i mange år - Fleche Wallonne og Strade Bianche som de mest markante på en liste, der også tæller etapesejre i alle de seks etapeløb, han har deltaget i i år med Touren som den seneste tilføjelse. Og denne gang blev det altså også belønnet med en første gul førertrøje, som man ikke var i tvivl om om skulle komme, men alene om hvornår den ville komme.

Alaphilippe er imidlertid også et vidnesbyrd om, at man ikke altid skal lægge for meget i resultaterne fra ungdomsrækkerne. Jeg husker stadig, at jeg tilbage i 2013 ved VM i Firenze talte med en ung Alaphilippe, der på et dengang nærmest uforståeligt engelsk forsøgte at forklare, hvad der var sket i et løb, hvor han havde været meget aktiv, men var kommet til kort. Senere talte jeg med Dylan Teuns, der nærmest var helt flov over, at han på en etape i det års Tour de l’Avenir var blevet overhalet af ham Alaphilippe, som forud for det franske løb nok havde opnået flotte resultater, men ikke i et omfang, der afslørede, hvilket fænomen han vitterligt er og var.

I dag har Teuns’ flovhed formentlig lagt sig en anelse, når han ser, hvordan Alaphilippe tilsyneladende har fået bevilget patent på verdensranglistens førsteplads og nu altså også fører verdens største cykelløb. Det næste spørgsmål er naturligvis, hvor længe det gule eventyr rækker. Selvom La Planche des Belles Filles er en relativt eksplosiv stigning, må man nok formode, at torsdagens etape blive endestationen, men for feltets udbrydere er det dårligt nyt. Mange havde nemlig udset sig onsdagens etape som en chance for at køre sig i gult, men det bliver nu betydeligt svagere, når trøjen sidder på en mand og hos et hold, der helt sikkert ikke afgiver den frivilligt. Og når engang trøjen igen bliver blå, vil der formentlig ikke skulle passeres mange stigninger i Massif-Central i weekenden, før den får prikker i stedet - og et god bud vil være, at der til den tid kunne ligge endnu en etape og vente på vidunderbarnet.

For feltets puncheurs var etapen naturligvis en skuffelse, ikke mindst for Michael Matthews, men reelt kunne de ikke gøre meget mere, end de gjorde. Deceuninck havde nemlig allerede tidligt lagt pres på med Kasper Asgreen i den tidlige fase og med den uhyre formstærke og stadig mere imponerende Yves Lampaert samt Dries Devenyns på bakkerne. God hjælp fik de af Astana, der brugte den velkendte strategi med at gøre løbet så hårdt, at positionskampen blev knap så hektisk og risikoen for styrt betydeligt mindre. Det var naturligvis en gave for Alaphilippe, der havde brug for så hårdt et løb som muligt, men som ikke havde det helt ideelle hold til at skabe netop det.

Det gjorde Astana heldigvis, og da først Alaphilippe var fløjet væk, manglede der ressourcer til at køre ham ind. Sunweb og CCC, der ellers havde været overraskende passive det meste af dagen, kom endelig frem mod slutningen, ligesom Jumbo gjorde deres bedste for at holde fast i trøjen. En efter en brændte de stakkels hjælpere imidlertid sammen, og da først Ineos, som åbenlyst ingen interesse havde i at hente den på sigt relativt ufarlige Alaphilippe, var det klart, at løbet var afgjort.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det mest overraskende var, at Bora var så passive, som de var. At de spillede poker i den indledende fase, var måske meget forståeligt, når nu Deceuninck og Jumbo viste, at de nok skulle klare paragrafferne, men jeg var næppe den eneste, der var forundret over, at de hverken brugte Maximilian Schachmann eller Gregor Mühlberger til jagten. Naturligvis skulle Patrick Konrad og Emanuel Buchmann beskyttes, men man kunne nok have ofret de to andre klatrere, ikke mindst fordi Schachmann jo faktisk viste fornem form ved at gå med Michael Woods, Alexey Lutsenko og Mikel Landa i den farlige forfølgergruppe, der etableredes efter næstsidste stigning.

Måske fik vi imidlertid forklaringen lidt senere. Da der senere skulle spurtes om etapens 2. plads, viste Sagan sig nemlig at være lige så skidt kørende som frygtet. Noget kunne med andre ord tyde på, at slovakken selv havde afblæst jagten, da først Daniel Oss slog ud og Astana skabte en udskilning, de færreste vel havde forudset. Og det er stærkt urovækkende, for dermed står det endnu engang klart, at fornemmelsen fra Tour de Suisse ikke var forkert. Sagan er altså ikke sig selv endnu efter et forår, der gik helt i vasken, og nu bliver tendensen efterhånden så tydelig, at det ikke bare kan negligeres som et udtryk for en midlertidig formkrise.

Det ændrer naturligvis ikke på, at slovakken fortsat er gigantisk favorit til den grønne trøje, selvom det var livgivende i den indlagte spurt at se, at Elia Viviani i hvert fald ikke har givet op, selvom både Dylan Groenewegen og Caleb Ewan har smidt håndklædet i ringen. Sagans tilsyneladende sårbarhed må imidlertid have sat tanker i gang hos Michael Matthews, der må have tanket masser af selvtillid i dagens finale. Ganske vist var det kun med det yderste af neglene, at han kom forbi Jasper Stuyven, ligesom han helt sikkert ærgrer sig gul og grøn over, at kun Nicolas Roche og Wilco Kelderman kunne sidde hos ham til den afgørende jagt, men han må alligevel have tanket moral, ikke mindst fordi han også så stærk ud i lørdags, hvor Richezes pludselige opbremsning dog totalt ødelagde en spurt, han måtte træde i gang fra spids direkte i modvinden.

Dagens overraskelse var Jasper Stuyven. Jeg ville i hvert fald have forsvoret, at den ikke specielt klatrestærke belgier kunne gøre det så godt på en etape, der udviklede sig til et mindre blodbad og efterlod langt lettere folk på den nordfranske bakker. Stuyven overlevede imidlertid ikke blot, men kørte også en helt forrygende spurt i en finale mod specialister, der ellers i lignende finaler i de canadiske klassikere har givet ham den ene lektion efter det anden. Dermed var der også lidt tiltrængt opmuntring til det uheldige Trek-mandskab, der på grund af sygdom og styrt havde et kedeligt holdløb, som kostede Richie Porte langt, langt mere tid, end han selv i sin værste fantasi havde forestillet sig.

Derudover var det i store træk de forventede navne, der blandede sig i spurten. Det lå i kortene, at det ville blive for hårdt for Ewan, da først Astana skulle vise sig at have planer om andet og mere end bare at følge, og det blev derfor en sag for de ”rigtigt” hårdføre sprintere. Overraskelsen var måske Matteo Trentin, der ellers ikke har den helt store historik som puncheur, men med sin fine kørsel blot bekræftede det enorme niveauspring, han også stillede til skue i Milano-Sanremo og Amstel Gold Race som kulmination på en helt fabelagtig sæsonindledning. Sonny Colbrellis tilstedeværelse var heller ikke spor overraskende, men man kunne måske nok have forventet sig mere af den italienske superpuncheur med den kongeform, han havde vist i de australske mesterskaber. Og Greg Van Avermaet måtte endnu engang sande, at han altså ikke længere har den eksplosivitet, han havde i sin storhedstid, da dagens nederlag følger i halen på 2018- og 2019-sæsoner, hvor han gang på gang er blevet sat til vægs i spurter, han tidligere havde vundet.

Etapen bragte også en brat ende på Jumbo-festen. Wout van Aert var en af dagens små skuffelser, da den ellers så imponerende belgier ikke var i stand til at matche de bedste i en spurt, og Mike Teunissen måtte alligevel sande, at han havde sine grænser i terræn, der i forvejen så ud til at være på kanten. Til gengæld kan jeg ikke lade være med i mit stille sind at glæde mig over, at de ikke ofrede George Bennett i jagten på Alaphilippe. Dermed kunne det se ud til, at 1. etape var en enlig svale, hvor holdløbet tvang holdet til at bruge ham tidligt, og at han måske alligevel får lov at køre lidt klassement som en plan B for den meget overbevisende Steven Kruijswijk. På samme vis var det interessant, at Matthews ikke bare brændte Wilco Kelderman af. Måske har hollænderen alligevel efter sin skade fundet så meget form, at klassementet i hvert fald bevares som en option frem til på torsdag.

Ellers gav etapen ikke de helt store svar i klassementskampen. Set med danske øjne var det naturligvis befriende at se, hvordan Astana lagde pres på undervejs. Missionen var som sagt blot at gøre det hele lidt mindre hektisk og måske give Alexey Lutsenko en lille chance til sidst, men selvom det aldrig havde et offensivt perspektiv, viser det i hvert fald, at Fuglsangs skader ikke umiddelbart er løbsødelæggende. Den slags pres lægger man kun, hvis man har det nogenlunde, og sådan så Fuglsang i hvert fald ud til at have det undervejs.

Alligevel tabte han 5 sekunder til Thibaut Pinot og Egan Bernal i spurten, men det var nu ikke svært overraskende. Fuglsang har aldrig haft det store punch i disse afslutninger - modsat Pinot og Bernal, der begge er hurtige. Alligevel sender det et relativt klart signal om, at Pinot er præcis lige så skarp, som hans indtil nu meget opmærksomme og yderst overbevisende kørsel viser, og at Bernal er præcis lige så farlig, som alle har forventet. Og samtidig var det godt at se Movistar vise offensive intentioner ved at sende Landa i offensiven på en dag, hvor det logiske havde været at gemme sig i feltet. Det lover godt for fortsættelsen for baskeren, der bestemt ikke hører til blandt feltets kedeligste ryttere.

Skal man lede efter et lille svaghedstegn hos en af favoritterne - og det er vel trods alt det, jeg er ansat til - må det være Geraint Thomas. Waliseren blev ført fornemt ind på stigningen af sin tro bodyguard Michal Kwiatkowski, men det var ham, der ikke var i stand til at holde Bernals hjul til sidst. Nu var det ikke en klassisk Thomas-finale, men den forsvarende vinder er altså en ret eksplosiv fyr, der normalt er ganske god til at holde sig til. Det var han ikke i stand til i dag, og selvom man skal passe på med at overfortolke ting i denne meget tidlige fase af et løb, der først rigtigt indledes om halvanden uges tid, var det ikke det mest opløftende tegn, specielt ikke når man betænker den optakt til løbet, uheldige Thomas har haft. Og måske skal man også notere sig, at Enric Mas i finalen ikke lignede en mand med diamanter i benene, men det var nu ganske forventeligt af spanieren, der som bekendt er en langsom starter og først for alvor ventes at træde i karakter til allersidst.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Derudover viste etapen ikke det store, og vi fik egentlig blot bekræftet det forventede. Vi kan glemme alt om, at Fabio Aru allerede nu skulle være klar til at køre klassement, og at han nok snarere skal finde formen til det, der til gengæld kan blive en meget interessant - og måske endda prikket? - afslutning på løbet, ligesom en eventuel mistanke om, at Ilnur Zakarin skulle have klassementet som en mulig option, effektivt blev aflivet. Deres tidstab var således ikke specielt urovækkende, men til gengæld må Vincenzo Nibali klø sig lidt i håret over, at hverken Dylan Teuns, der aldrig har været stabil, Rohan Dennis, der ellers klatrede så flot i Tour de Suisse, eller den halvskadede Damiano Caruso kunne sidde hos kaptajnen, hvis form i forvejen er usikker efter et italiensk mesterskab, der bestemt ikke gav løfter om noget stort.

Den slags overvejelser har Alaphilippe til gengæld ingen grund til. Hvis han havde haft blot den mindste mistanke om, at formen måske ikke var helt, hvor den skal være, kan han i aften gå i seng med bevidstheden, at han atter engang har timet sin forberedelse perfekt. Og denne gang kan han endda gøre det i en gul pyjamas, samtidig med at han studerer løbsbogen for at planlægge, hvordan han skal farve den prikket i de kommende dage. Og jeg kan så bruge natten til at pløje ordbogen igennem på jagt efter de superlativer, der skal i brug næste gang, fænomenet inviterer os på en fænomenal forestilling. Det varer nok ikke længe.

BEMÆRK: Kommentaren om Fabio Aru skal tages med forbehold, da det siden er kommet frem, at han havde defekt i finalen.

Favoritterne

Efter dagens hektiske og lynhurtige etape, der sprængte alle tidsplaner, kommer vi lidt ned på jorden igen på en tirsdag, der tegner til at blive noget mere fredsommelig. For sprinterne er det derimod en vigtig dag, for i en første uge, der er langt mindre gavmild ved de hurtige folk, end man normalt set det, handler det om at slå til, så snart muligheder byder sig. Og da Mike Teunissen og Julian Alaphilippe er skyld i, at de alle står på et stort rundt 0 indtil videre, er 4. etape bestemt ikke blevet mindre vigtig, heller ikke selvom der denne gang ikke er en gul trøje på spil.

Det betyder også, at 176 ud af 176 ryttere ved, at sprinterne ikke vil give ved dørene, og derfor er det en af de dage, hvor eneste formål med at gå i udbrud er muligheden for lidt - eller faktisk ganske meget - tv-eksponering. Tim Wellens har et så sikkert greb om bjergtrøjen, at der end ikke er et par prikker at slås om, og derfor er det meget svært at se det store formål i at tilbringe mere end 200 km i udbrud på en dag, hvor den relativt kraftige sidemodvind ikke just vil gøre det til en fornøjelse eller give den store chance for et resultat.

Derfor venter der os også en drønkedelig indledning. Man kan frygte, at det bliver en af de desværre efterhånden relativt hyppige Tour-dage, hvor der ikke er én eneste, der vil udbrud. Heldigvis har Wanty signaleret, at de har den slags planer, og mon ikke de kan overtale en mand fra Arkea, Direct Energie, Katusha eller Cofidis til at gå med. Udbruddet bør i hvert fald blive etableret uden de helt store sværdslag, og herefter der lagt op til lidt af en langgaber af en etape.

Vinden vil i morgen være relativt kraftig, men det er kun først på etapen, at der vil være sidevind. Det giver derfor ingen mening at bruge den offensivt, for derefter skal eventuelle forspring forsvares i over 100 km med sidemodvind. Det er halsløs gerning, og derfor vil vinden kun skabe lidt nervøsitet og koncentration i den indledende fase. Når vi rammer modvinden, vil det blive en klassisk og kalkuleret jagt, hvor man kan vente sig, at Lotto, Deceuninck og Jumbo deles om ansvaret - hvis da ikke hollænderne bruger Groenewegens skader samt bakken som undskyldning for at undslå sig arbejdet. Derfor vil eneste højdepunkt være den indlagte spurt, hvor sprinterne vil holde sig til og samle de nødvendige point op, men ikke køre sig ud.

Man kan imidlertid godt sammenligne etapen med Milano-Sanremo, og det lover godt for finalen. Alle, der kender den italienske klassiker, ved, at den byder på seks dødkedelige timer, der til gengæld efterfølges af en af de mest hektiske og hæsblæsende finaler, man ser på hele året. Denne etape er ganske vist ca. 75 km for kort til at have Sanremo-længde, ligesom der også kun er én bakke i finalen, men der er stadig tale om en alenlang, helt flad etape, der afsluttes med en bakke i finalen. Faktisk kan Cote de Maron både placeringsmæssigt og i sin natur sammenlignes med Cipressa, og etapen kan således kaldes en slags forkortet Milano-Sanremo uden Poggio.

Det betyder naturligvis også, at afslutningen ikke er helt så enkel, som man skulle tro, for det er som bekendt ikke en hvilken som helst sprinter, der kan aspirere til sejren i den italienske klassiker. Det er kun de mere hårdføre af slagsen, og selvom man ikke skal være en bjergged for at klare sig, må man formode, at der vil blive stillet lidt krav til klatreevnerne til sidst. Det ligger i hvert fald i kortene, at både Bora og Sunweb skal lægge pres på på bakken i et forsøg på at komme af med Dylan Groenewegen og i hvert fald trætte ham og Elia Viviani. Desværre for dem vil der være en helt direkte og temmelig hård modvind på bakken, og det vil formentlig gøre det hele lidt mindre selektivt, end de kunne have ønsket sig.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det ligger derfor i kortene, at etapen skal afsluttes i en massespurt, formentlig efter at Sunweb og Bora har lagt pres på. Kombinationen af den lange distance og den sene bakke vil betyde, ar der vil være nogle relativt mærkede folk, der skal spurte, og selv hvis man skulle komme med hjem, skal man stadig have friskheden til at spurte. Selve afslutningen stiller derimod ikke de store krav til sprinterne, for den er teknisk relativt medgørlig. De sidste knap 2 km går af en relativt lige vej, hvor der er plads til at lade benene og farten tale, også selvom den relativt smalle vej stiller visse krav til positionering. Derudover vil timing være afgørende i en afslutning, der præges af mod- og sidemodvind.

Det får os til at pege på Elia Viviani som vores favorit. Det kan godt være, at spurten på 1. etape ikke gik som ønsket, men italieneren har alligevel lignet en mand i storform. Han sad med holdet hjem på holdløbet, og i dag var han sågar klar til at forsøge at gøre løbet hårdt på en af stigningerne i en hjælperrolle for Julian Alaphilippe, indtil Yves Lampaert alligevel kørte en anelse for stærkt for ham. Det kommer efter et Tour de Suisse, hvor han var skræmmende stærk og kørte to stigende spurter på et niveau, vi ikke tidligere har set. Når det mislykkedes på 1. etape skyldtes det alene, at han først mistede Maximiliano Richezes hjul og siden næsten kolliderede med Caleb Ewan, og faktisk fik han aldrig nogensinde startet sin spurt.

Viviani er på papiret feltets næsthurtigste, men vi ved også, at Dylan Groenewegen er hurtigere. Hollænderen er imidlertid fortsat forslået efter styrtet på 1. etape, og han led på holdløbet, hvor han slap tidligt. Som Ewan viste os i ZLM Tour, er en forslået Groenewegen til at tale med, og det må især gælde efter 215 km og en hård bakke i finalen. Hollænderen har som bekendt slet ikke de andres robusthed, og han vil skulle grave dybere for at komme med hjem. Det taler til Vivianis fordel, der med sin nuværende form ikke burde problemer, og i Tour de Suisse viste han endda på 4. etape, at han er kommet sig over den børnesygdom, der har givet ham problemer med at finde sin vanlige topfart, når løbet har været hårdt.

Endelig har Viviani sit tog som sin helt store fordel. Havde han bare kunnet holde Richezes hjul på 1. etape, var Viviani atter blevet afleveret helt perfekt. I skrivende stund er det uklart, om Kasper Asgreen vil være behjælpelig efter sit styrt, og man kan også frygte, at Michael Mørkøv, der ikke synes at have sin bedste form, samt måske også den mere klatrestærke Maximiliano Richeze kommer med over bakken. Som minimum bør han dog have den yderst formstærke Yves Lampaert og formentlig også Richeze, der ubetinget er feltets bedste lead-out man. Det bør give ham et fortrin, som sammen med hans superform, rutens karakter og Groenewegens skavanker gør ham til vores favorit.

Det er klart, at Dylan Groenewegen er etapens joker. Han har ikke lagt skjul på, at han har slået sig, og i forvejen kunne man have sin tvivl om, hvorvidt han ville kunne klare bakken. I lyset af hvor flot kan klarede det i Milano-Sanremo i år samt den ret hårde modvind, burde han i frisk tilstand have klaret den, og i forslået tilstand er mulighederne også gode. Spørgsmålet er bare, hvor meget han har tilbage i tanken til at køre en spurt, for vi så som bekendt i Paris-Nice, at en træt Groenewegen kan slås, ligesom vi i ZLM Tour så, at en forslået Groenewegen kan det samme.

Til gengæld har Groenewegen vist, at han kan spurte, selv når han er mærket, og hans topfart i en powerspurt som denne kan ingen bestride. Toget med Tony Martin, Wout van Aert, Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen kan også i hvert fald true Deceuninck, specielt fordi de med sikkerhed alle klarer bakken. Det kan måske betyde, at Jumbo denne gang faktisk kan kontrollere finalen, og så er det op til Groenewegen selv at vise, at han ikke er sat for meget tilbage af skaderne.

I dag fik Caleb Ewan det for hårdt, men det gør han ikke i morgen. Tværtimod er det til hans klare fordel, at etapen er både lang og kuperet. I år har vi den ene gang efter den anden set, at han i de rene spurter kommer til kort, men til gengæld har han vist sig som en eminent afslutter efter de hårde dage. Sidste år vandt han således feltets spurt i Milano-Sanremo, og i år vandt han to etaper i Giroen, der begge var mere end 220 km lange. Den ene af de to var endda flad som en pandekage, men her var alene distancen nok til at slå de rivaler, der så sent som 24 timer forinden havde været ham overlegen.

Ewan må derfor øjne chancer på denne etape, også selvom finalen er flad, og han kommer endda til løbet med selvtillid efter sejren over Groenewegen i ZLM Tour. I lørdags så vi aldrig, hvor hurtig han var, da han blev lukket inde bag Sagan, men han klarede faktisk positionskampen ganske fint. Det har ellers før været en svaghed - i hvert fald ikke noget, han har mestret med den store stabilitet - og her bør det heller ikke være alt for kompliceret i den ret enkle finale. Jasper De Buyst og Jens Keukeleire klarer helt sikkert bakken, så selvom han skulle mange Roger Kluge, har han to gode folk til at køre sig frem. De matcher ikke Jumbo og Deceuninck, men med en god position efter et hårdt løb kan lille Ewan - der med sin aerodynamik altid er bedst i modvindsspurter - måske slå de folk, der normalt er hurtige end ham.

Som skrevet i analysen fik vi i dag endnu engang at se, at Peter Sagan altså stadig ikke helt er sig selv endnu. Alligevel viste han i Tour of California, Tour de Suisse og senest på 1. etape, at Sagan altid er farlig. Ganske vist har han endnu aldrig vundet en helt flad klassisk massespurt i Touren - den spurt, han vandt sidste år, var let stigende - men han har opnået så mange topplaceringer, at man med sikkerhed kan sige, at han vil være med fremme. Det er først og fremmest hans eminente positionering, der giver ham den regularitet, og det er meget sandsynligt, at han igen i morgen vil være at finde på hjulet af den sprinter, der har det bedste tog, formentlig Viviani. Herfra er det naturligvis vanskeligt at vinde, da Viviani, Groenewegen og Ewan på papiret alle er hurtigere i en flad spurt, men efter et hårdt løb er hans chancer i hvert fald større. Derudover er hans timing eminent, så de andre skal ikke begå mange fejl i modvinden, før slovakken kan glide forbi.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Et af de opløftende momenter i lørdags var den fine spurt fra Giacomo Nizzolo. Lægger man den sammen med den fornemme kørsel i Tour de Slovenie, hvor han næsten slog suveræne Ackermann på 1. etape og vandt den knaldhårde 5. etape, kunne noget tyde på, at italieneren langt om længe nærmer sig niveauet fra før de mange knæproblemer. Dengang var han i hvert fald i 2016 Giroens hurtigste sprinter, og det viser, at Nizzolo har et potentiale, mange har glemt. En formstærk Nizzolo er også en yderst holdbar fyr, da endda blev italiensk mester på en knaldhård rute, der slet ikke var for sprintere, så terrænet her burde passe ham. Han er eminent i positionskampen og dermed som regel meget stabil, og han har i Reinardt van Rensburg og Edvald Boasson Hagen to meget holdbare lead-out men til denne afslutning. Nizzolo viste i lørdags, at farten er høj nok til at blande sig, og han synes at have en reel chance for at vinde.

Der er desværre meget, der tyder på, at Alexander Kristoff er formsvag. Nordmanden kørte et katastrofalt Tour de Suisse, og hans spurt i lørdags så bestemt heller ikke køn ud. Han havde ganske enkelt ikke benene på den sidste bakke, hvad han da også åbent erkendte. Alligevel skal man altid passe på med at afskrive Kristoff, for dette er faktisk en rigtig Kristoff-etape. Den er lang og har en sen bakke, og Kristoff har altid været meget svær at slå på den lange, opslidende dage. Der er endda tale om en lang powerspurt i modvind, hvilket er præcis, som han elsker dem. Om formen og farten rækker til at vinde, er måske nok stadig en anelse tvivlsomt, men med Jasper Philipsen som en positioneringsstærk lead-out man, har han nogle forudsætninger, han måske kan udnytte til at overraske.

I dag viste Michael Matthews, at han er i betydeligt bedre form end i Tour de Suisse, og han så faktisk også ganske stærk ud på 1. etape, hvor han dog blev eksponeret for vinden alt for tidligt. Problemet er bare, at dette er en flad spurt, og det har aldrig været Matthews’ kop te. Omvendt så vi med 2. pladsen bag Viviani i Schweiz, at han efter en hård dag stadig har en vis hurtighed, og han har da også tidligere været på podiet i Sanremo. Samtidig har han den enorme fordel, at han har et helt hold til sin rådighed med Nikias Arndt, Søren Kragh og ikke mindst den ekstremt lovende Cees Bol til at støtte sig. Det er måske stadig svært at se Matthews vinde en flad spurt, men han burde være længere fremme, end man ofte ser det.

Sonny Colbrelli er normalt ikke en mand til flade spurter, men i både Paris-Nice og Tour de Suisse har han slået langt hurtigere folk efter hårde dage. Man kan diskutere, om denne etape er hård nok, men distancen og bakkerne bør i hvert fald give ham en bedre chance end normalt. Han skuffede måske lidt i dag, men da man i forvejen kunne diskutere, om bakken ikke var for stejl, er det nok mere relevant at hæfte sig ved den superform, han viste ved de italienske mesterskaber. Han har problemer i positionskampen, men her han faktisk god støtte i Jan Tratnik, Matej Mohoric og ikke mindst Ivan Garcia. Kan de aflevere ham godt, skal man aldrig helt afskrive Colbrelli efter mere end 200 km.

Dagens positive overraskelse var som nævnt ovenfor Jasper Stuyven. Belgieren leverede en klatrepræstation, man ingenlunde kunne have forventet, og det tyder på, at formen er helt i top. Desværre er Stuyven overladt helt til sig selv på et Trek-hold, der primært skal beskytte Richie Porte. Dermed skal belgieren have en del held, hvis han skal vinde, for meget afhænger af, om han finder det rette hjul eller ej. Etapens hårdhed burde til gengæld give Stuyven en fordel og en reel chance, for selvom han normalt ikke har rivalernes fart på flad vej, viste han særligt sidste efterår, at han altså er ganske hurtig, også i mere klassiske spurter. 1. etape viste tydeligt, at han har brug for held i positionskampen, men har han det, kan han måske overraske igen.

Matteo Trentin falder lidt i samme kategori som Stuyven. Begge er de enormt formstærke - det viste Trentin både i Tour de Suisse og ikke mindst i dag - men begge har de også klare begrænsninger i flade spurter. Vigtigst er det dog, at de skal klare sig helt på egen hånd, og det er altså lidt af et handicap mod folk, der både er hurtigere og har folk til rådighed. Ligesom Stuyven er Trentin derfor lidt afhængig af at finde det rette hjul i finalen, men gør han det, synes han at have formen til at levere et pænt resultat. Han har som bekendt før vundet en Tour-etape ved at slå Sagan i en reduceret massespurt.

Vi glæder os lidt til at se Niccolo Bonifazio på denne etape. Italieneren er slet ikke så hurtig som i Trek-tiden, hvor han viste et stort potentiale og endda fik ind til en Vuelta som manges bud på feltets topsprinter. Alligevel viste han i Giroen sidste år, at han stadig er konkurrencedygtig, og han har i år bekræftet det i Paris-Nice og ved at vinde flere mindre løb. Han har før været i top 10 i Milano-Sanremo, og selvom han i dag fremstår som en af de mindre holdbare sprintere, burde han nok kunne klare denne bakke. Støtten er ikke eminent, men Niki Terpstra og Anthony Turgis bør nok kunne hjælpe positioneringsstærke Bonifazio til at vise, at han har lidt af fordums fart.

Cofidis satser på Christophe Laporte, der faktisk viste ganske fin fart på dagens etape. Holdbarheden og formen fejler således intet, men det gør farten. Laporte har ganske enkelt aldrig været superhurtig på flad vej, og på det seneste har hans eller så gode positionering også svigtet, senest på 1. etape. Det virker derfor ganske usandsynligt, at det vil blive til et topresultat til franskmanden, men hvis det skal, er denne etape ikke den ringeste mulighed. Hårdheden giver ham i hvert fald en fordel, og selvom han er bedre i teknisk mere komplicerede finale, burde hans positionering også kunne bringe ham et stykke.

Der er ingen tvivl om, at Groenewegen er Jumbos plan A, men hans skader betyder, at det er godt at have en plan B. Dem har holdet endda to af, og skulle den lille kanonkugle falde af på bakken, kan Mike Teunissen og Wout van Aert slås om, hvem der skal have chancen. Det kan reelt blive dem begge, for Teunissen vandt som bekendt 1. etape, mens Van Aert slog Bennett i en - ganske vist meget teknisk - massespurt i Dauphiné, ligesom han lige har vundet bronze ved de belgiske mesterskaber. Hvem det bliver, vil formentlig blot blive aftalt undervejs, og selvom det er usandsynligt, at de har farten til at vinde en flad powerspurt, kan de gøre det hæderligt.

Endelig er der CCC. I lørdags kørte de for Greg Van Avermaet, men i morgen kunne det være en chance for Patrick Bevin, der synes at være sluppet fra dagens styrt uden væsentlige skader. I Schweiz vekslede de lidt rundt, men det var Bevin, der opnåede det bedste resultat, og han bør da også være den hurtigste på flad vej. I hvert fald kørte han gode spurter i Tirreno og Tour of Britain sidste år, og det kunne være ganske interessant at se, hvad han kan gøre her, hvis Van Avermaet får kørt ham frem.

En anden kandidat er Andrea Pasqualon, men han har i år ikke vist meget i flade spurter, og selvom han er sandsynlig i top 15, er det svært at se ham helt fremme. Katusha har Jens Debusschere som det normale førstevalg, men han virkede så skidt kørende på holdløbet, at Rick Zabel eller Marco Haller kunne komme i spil. Ingen af dem har dog farten til at være med i front. André Greipel er desværre så meget en skygge af sig selv, at vi ikke har den store tiltro til ham, Magnus Cort får ikke chancen, og vi tvivler på, at Alberto Bettiol eller Oliver Naesen gider at forsøge sig i en flad spurt.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Caleb Ewan

Outsidere: Peter Sagan, Giacomo Nizzolo, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Sonny Colbrelli

Jokers: Jasper Stuyven, Matteo Trentin, Niccolo Bonifazio, Christophe Laporte, Wout van Aert, Mike Teunissen, Patrick Bevin