Optakt: 4. etape af Tour Down Under

Ruten

Siden 2012 har der hvert eneste år været to klassementsetaper på programmet, men hvor kongeetapen til Willunga Hill har været en klassiker, der i uændret format er blevet genbrugt hver eneste gang, har den anden af de to hårde dage været betydeligt mere varieret. I alt væsentligt har man dog vekslet mellem finaler, der inkluderede henholdsvis Corkscrew- og Paracombe-stigningerne, men det ændrer sig i år, hvor arrangørerne har fundet en helt ny og ganske svær afslutning i byen Uraidla. Her vil en relativt lang stigning i finalen blive rammen om det første slag mellem klatrerne og give det første klare billede på, hvem der skal slås om den samlede sejr lørdag på Willunga-etapen. Samtidig er der introduceret endnu en nyskabelse, idet den første af de to svære etaper først kommer på fjerdedagen, hvormed klassementsrytterne skal vente helt frem til fredag, inden de får et reelt svar på, hvor de står.

Med sine bare 128,2 km er 4. etape usædvanligt kort selv efter den relativt beskedne Tour Down Under-standard og vil bringe feltet fra Norwood til Uraidla, der ligger ganske gå kilometer sydøst for startbyen. Derfor består hovedparten af etapen af en tur ud i det relativt flade landskab øst for de to byer, inden man venter tilbage til start- og målområdet, hvor den vanskelige finale venter. Som altid i Tour Down Under indledes etapen med en stigende del, hvor man klatrer ud af Adelaide-området, hvorefter det stiger let, mens man bevæger sig mod nordøst forbi den første indlagte spurt, der kommer efter 35,8 km. Efter ca. 45 km når man frem til byen Mount Pleasant, der markerer det nordøstligste punkt, hvorefter man fortsætter mod syd og sydøst gennem tilsvarende fladt terræn. Undervejs passeres den sidste spurt, der er placeret efter 70,6 km.

Efter forplejningszonen venter et længere let faldende stykke over næsten 30 km, der bringer feltet mod nord og siden sydvest tilbage mod startbyen Norwood. I udkanten af Norwood forlader man imidlertid den første del af ruten for i stedet at køre mod syd ind i det kuperede terræn omkring målbyen Uraidla. Efter et have passeret gennem Restrevor rammer man ca. 15 km igen kategori 1-stigningen Norton Summit Road, der stiger med 5% over 5,8 km. Den er meget regulær, men er stejlest i bunden, hvor det stiger med 7-8%. Derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, mens man passerer igennem en række hårnålesving, inden et lidt stejlere stykke leder frem til den sidste del, hvor det stiger med 3-4%. Toppen rundes med 7,4 km igen, men herefter fortsætter det med at stige, indtil der resterer ca. 3 km. Den sidste del er let faldende og følger en let snoet vej, indtil det sidste skarpe venstresving kommer med 1800 m igen. Det fortsætter med at falde svagt hele vejen frem til målstregen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Uraidla har aldrig tidligere været benyttet som målby for et stort cykelløb.

Vejret

Torsdag betød den ekstreme varme, at etapen blev forkortet, og det kan ikke udelukkes, at noget tilsvarende vil komme i spil fredag, hvor man kan skøre et stykke af den indledende tur rundt i landskabet. I første omgang har man dog valgt at kun at starte tidligere end planlagt, og etapen burde derfor afvikles i fuld længde. I hvert fald meldes der om skyfri himmel og temperaturer på hele 39 grader i målbyen Uraidla, der endda ligger et stykke over havets overflade. Den eneste formildende omstændighed er, at der vil være en hård vind fra nordvest og vest. Det vil give sidemedvind på første del af etapen og sidemodvind på stykket tilbage mod start- og målområdet. Der vil derefter være sidemedvind og medvind på stigningen og på det relativt flade stykke efter toppen. Der vil være sidemedvind efter det sidste skarpe sving med 1800 m igen.

Analyse af 3. etape

Forud for denne sæson udpegede vi Elia Vivianis skifte fra Sky til Quick-Step som en af sæsonens 10 bedste transfers. Det kan godt være, at det for det belgiske mandskab var en stor bet at miste Marcel Kittel, verdens ubetinget hurtigste mand, men når nu tyskeren havde beslutte sig for ikke i fremtiden at ville konkurrere med Fernando Gaviria om pladsen i Tour de France, kunne man ikke have ønsket sig en bedre erstatning. Efter OL-guldet på banen ved OL i Rio havde den hurtige italiener nemlig i 2017 for første gang haft fuld fokus på landevejen, og det havde med det samme givet pote.

Efter en første halvdel af sæsonen, hvor sejrene udeblev, og han led den tort ikke at blive udtaget til Giroen, men samtidig viste stærkt forbedret holdbarhed i Milano-Sanremo, fik han både hurtighed og holdbarhed til at passe sammen i efteråret. Her vandt han to af de største efterårsklassikere, EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, og tog et hav af spurtsejre også i meget skrapt selskab. Specielt sejren på den hårde rute i Bretagne, hvor han endda rundede toppen af den sidste stigning næsten allerforrest i feltet sammen alle verdens bedste klassikerspecialister, og hans flotte spurt på den ellers alt for svære bakke i Coppa Sabatini vidnede om, at det var en helt ny Viviani, der var blevet født.

Viviani havde egentlig en kontrakt med Sky, men manager David Brailsford viste stor generøsitet over for sin italienske stjerne, da det stod klart, at han ikke kunne love ham en plads i Giroen. Da Quick-Step samtidig bankede på og tilbød italieneren sit livs chance som en af de to førende sprintere hos belgierne, der altid har været hjemsted for nogle af sportens bedste tog, gav den ellers til tider kyniske holdejer efter og lod Viviani skifte til rivalerne.

Skiftet er på mange måder perfekt for både Viviani og holdet. For første gang siden tiden på Liquigas kommer Viviani nemlig ind på et hold, hvor sprintere betyder noget, og hvor han med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini ved sin side får sit helt eget tog. Ganske vist havde man på Sky også et glimrende lead-out, men det blev brugt alt, alt for sjældent i de store løb, hvor fokus altid var på klassementet. For Quick-Step er det ideelt at have en sprinter, der i hvert fald i første omgang er ligeglad med Tour de France, hvormed rollefordelingen mellem ham og Gaviria er langt mere ligetil. Kun i Milano-Sanremo, Vivianis drømmeløb, er der lagt op til en lille konflikt i 2018, ligesom der på lidt længere sigt kan komme visse konfrontationer i kampen om kaptajnrollen i lettere brostensklassikere som Gent-Wevelgem.

Viviani har altid været kendt for sin evne til at starte sæsonen som lyn og torden, og det er ikke uden grund, at mange af hans sejre er faldet i de helt tidlige arabiske løb. I år har holdskiftet betydet, at motivationen var endnu større end vanligt, og selvom han i den forløbne vinter kun har haft ganske begrænset baneaktivitet, var der ingen tvivl om, at Quick-Step-stjernen var en af de mest formstærke sprintere til start i Tour Down Under. Starten var imidlertid ikke helt ideel. I søndagens People’s Choice Classic fejlede det nye tog totalt, og selvom Viviani leverede en fremragende og den måske allerbedste spurt, var det for sent. To dage senere led han et ydmygende nederlag, da han regulært blev overspurtet på 1. etape af det australske etapeløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Formen er der imidlertid intet galt med. Det viste han med den imponerende 6. plads i den knaldhårde finale i Stirling, hvor han dog efterfølgende måtte erkende, at bakken op til mål var en anelse for vanskelig til, at han kunne blande sig i kampen om sejren. Præstationen styrkede imidlertid hans selvtillid efter tirsdagens skuffelse, og i nat kom så endelig belønningen, da han med en imponerende og flot timet spurt tog en ganske suveræn sejr på løbets anden og næstsidste sprinteretape.

Måske var det netop den styrkede selvtillid, der gjorde forskellen. I hvert fald havde Viviani det mod, som Caleb Ewan manglede, og det var i høj grad det, der tippede balancen til fordel for italieneren. Alt så nemlig ud til at være gået galt for Quick-Step, der var alt for langt tilbage i finalen. Michael Mørkøv måtte med et sent fremstød bringe Fabio Sabatini og Viviani i position inden de sene sving i den tekniske afslutning, og herefter måtte Sabatini efterlade sin kaptajn helt nede i sjette position. Hvad værre var, at Mitchelton-Scott samtidig var i gang med at køre et formidabelt lead-out, hvor Ewan på den sidste kilometer fortsat havde Mathew Hayman, Daryl Impey og Alexander Edmondson foran sig, og der syntes derfor ikke at være noget, der kunne forhindre løbets førende rytter i at tage sin anden etapesejr.

Selvtilliden spillede imidlertid Ewan et puds, også selvom den lille australier efter den overraskende sejr i Stirling havde al mulig grund til at tro på sig selv. Efter 1. etape havde han nemlig beklaget sig over, at han tilsyneladende ikke havde poweren til at holde sin topfart lige så længe som vanligt, og det var derfor, at han i både søndagens og tirsdagens spurt var blevet overspurtet bagfra efter at være åbnet for tidligt. Det var i de følgende interviews let at mærke, hvordan det skabte tvivl hos Ewan, der sidste år tog sine fire etapesejre, fordi han i høj grad traf alle de rigtige beslutninger i finalerne.

Den tvivl tog Ewan med sig ind på denne etape, og denne gang ville han for alt i verden undgå at starte for tidligt. Derfor tøvede han alt for længe med at starte sin spurt fra Edmondsons hjul, og det ideelle lead-out blev derfor slet ikke udnyttet. I stedet var det Viviani, der startede en tilsyneladende alt for lang spurt, og da først Ewan indså fadæsen var det for sent. Med et imponerende antrit, der mindede om det, han viste i Adelaide, fløj han forbi sin australske rival, og når først en af tidens stærkeste sprintere har fået så lang snor, er det for sent. Det måtte Ewan sande på den mest pinefulde måde.

Dermed står de seneste to års dominerende sprinterskikkelse i Australien efter tre massespurter fortsat uden etapesejr. Ganske vist overraskede han både sig selv og holdet ved at sejre i Stirling, men det kan ikke være fuldt tilfredsstillende. I år handler alt for Ewan nemlig om hans Tour de France-debut, og de første seks måneder af sæsonen handler kun om én ting: at forberede ham på sommerens store begivenhed. Her vinder han helt sikkert ikke de hårde etaper, hvor han er oppe mod verdens allerbedste på toppen af deres formniveau, og skal han nuppe en etapesejr, skal det derfor være i en massespurt. Lige så flot som Stirling-sejren var, lige så lidt anvendelig er den på de Tour-etaper, der er Ewans mål. Nu vokser presset igen på den lille australier, der nu kun har én chance tilbage, hvis han skal rejse til Europa med øget tro på sig selv. Heldigvis kan han glæde sig over, at han har toget til at slå til i Adelaides gader på søndag.

Modsat kan Viviani drage videre til de arabiske løb med lige præcis det, han kom efter: en cementering af, at Quick-Step så rigtigt ved at hente ham til holdet. Han drømmer om at vise sit værd ved at vinde mindst de 14 sejre, som Kittel opnåede i sidste sæson, og starten kunne ikke have været bedre. Sejrer han også i Adelaide på søndag, kan han se frem til sin første duel med sin tyske forgænger med sindsro. I nat viste han, at han allerede har den tro på sig selv, der ofte gør forskellen i massespurter. Det ved Ewan i hvert fald nu.

For de øvrige topsprintere endte etapen i stor frustration. Størst må irritationen være hos André Greipel, der aldrig kom til at spille en rolle i finalen. Tyskeren har ellers hidtil lignet feltets hurtigste mand, men som vi skrev i går, ville han få svært ved at gentage sin triumf i en teknisk finale, der bestemt ikke passede ham. Positionskampen er ganske enkelt ikke Greipels force, og han er derfor dybt afhængig af sit tog. Det har imidlertid slet ikke fungeret i fulde omdrejninger, og det er tydeligt, at Jens Debusschere enten er i meget dårlig form eller lider voldsomt i den brutale varme. I hvert fald har han svigtet på både 1. og 3. etape, og på 2. etape lignede han hele dagen en hængt kat bagerst i feltet. Heldigvis har Greipel endnu en chance, og spurten i Adelaide passer ham langt bedre og gør ham knap så afhængig af sit hold.

Det hold, der skuffede mest, var dog Bora-hansgrohe. Tyskerne har på papiret det mest slagkraftige sprintermandskab, og selvom Peter Sagan hidtil ikke har gjort brug af sin gode holdstøtte, men har kørt sit eget løb i finalerne, har de vist stor styrke. Det gjorde de imidlertid ikke denne gang, hvor de var fuldstændig usynlige. Samtidig svigtede Sagans ellers næsten ufejlbarlige positioneringsevne, og han var alt, alt for langt tilbage forud for de sidste sving. At han efterfølgende atter kørte en flot spurt og på lidt mirakuløs vis endte på 5. pladsen, vidner blot om hans høje klasse. Der er i hvert fald rum til forbedring inden Adelaide-etapen, hvor alt dog peger på, at Sam Bennett endelig skal have den chance, han er blevet lovet, men som sygdom hidtil har kostet ham muligheden for at gribe.

Etapen viste også, at sprinterhierarkiet efterhånden er temmelig klart på pladserne bag de store. I hvert fald var det atter de lovende talenter Phil Bauhaus og Simone Consonni, der var ”the best og the rest”. Specielt Bauhaus viste igen, at han som ren sprinter er en af feltets allermest lovende ryttere. Trods støtte fra et tog, der slet ikke kan matche de bedste, har han atter udvist en flot næse for positionering og i nat også den hurtighed, der sidste år gav ham topresultater mod verdens allerbedste sprintere i Criterium du Dauphiné og Münsterland Giro. Sunweb er ganske vist ikke det sprinterhold, de tidligere var, men med både Bauhaus og Max Walscheid på vej er man på vej til i fremtiden atter at kunne gøre sig gældende i rene massespurter, hvad der ikke har været tilfældet siden Marcel Kittels afgang.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

For klassementsrytterne endte etapen uden de store problemer, og de sluttede alle i samme tid som Ewan efter endnu en sløv og meget langsom dag, hvor varmen atter kvalte alt initiativ og kørelyst. Alle var de meget opmærksomme på risikoen for tidstab i den meget tekniske finale, hvilket afspejles af, at mange af dem endte helt fremme i massespurten, og dermed er de alle kommet helskindet frem til de to klassementsetaper.

Det eneste højdepunkt var de indlagte spurter, hvor Nathan Haas og Jay McCarthy fortsatte deres indbyrdes duel. I den første blev de ganske vist overspurtet af Daryl Impey, der atter understregede, at han mener det alvorligt i klassementskampen, men her viste Bora snarrådighed ved med Sam Bennett at stjæle sekundet fra sydafrikaneren. I den sidste spurt måtte Impey spare sig til sit lead-out, og det åbnede døren for de to australske rivaler. Atter var det Haas, der trak sig sejrrigt ud, og dermed tyder noget på, at det indbyrdes sprinterhierarki mellem de to er anderledes end sidste år, hvor det var McCarthy, der udnyttede de indlagte spurter til at sikre sig den sidste podieplads på bekostning af Haas. Alt sammen kan det imidlertid være lige meget, hvis ikke de kan følge med på stigningerne. Om de kan det, vil de to kommende dage afsløre.Spil på cykelløb i '18 der er mage gode odds.

Favoritterne

Det er som sagt helt i overensstemmelse med nyere Tour Down Under-tradition, at løbet har to klassementsetaper, men det er til gengæld usædvanligt, at vi skal helt frem til fjerdedagen, inden den første af disse er på programmet. Selvom der har været bonussekunder på spil på de første tre etaper, har det i alt væsentligt handlet om overlevelse. Samtidig har det mildt sagt moderate tempo, der er blevet lagt for dagen i den trykkende hede, gjort 2. etape mindre selektiv, end man kunne have ventet, og vi har derfor ikke mange indikationer på, hvem der er i form, og hvem der næppe kommer til at blande sig om topplaceringerne i Australien.

Det skaber nogen usikkerhed forud for det første af de to klassementsslag. Den tvivl bliver bestemt ikke mindre af, at de sendes ud i helt ukendt terræn. Uraidla-afslutningen er helt ny, og selvom de fleste helt sikkert har benyttet tiden op til løbet til at se den an, er der tilsyneladende ikke den store klarhed over, hvad vi skal forvente. De hidtidige finaler med Paracombe- og Corkscrew-stigningerne bød på så stejle procenter, at klatrerne havde gode muligheder for at gøre en forskel, men den bakke, der venter i fredagens finale er langt mere medgørlig. Til gengæld er den længere, end man normalt ser det i Australien,

Også storfavoritten Richie Porte har udsendt temmelig blandede signaler. Indledningsvis regnede han ikke med, at 4. etape ville skabe den helt store splittelse, og han var af gode grunde tilfreds med status quo, og hvis det hele skulle afgøres på hans favoritstigning, Willunga Hill, på lørdagens kongeetape. Efter nattens begivenheder gav han imidlertid pludselig udtryk for, at varmen måske alligevel kunne give anledning til bedre muligheder for en klatrer som ham selv, og det viser alt om, hvor svært det er at vurdere hvor meget spredning, der vil komme.

5%-stigninger skaber sjældent den store udskilning, og havde etapen været afviklet i den europæiske højsæson var det formentlig endt i en spurt i en relativt stor gruppe. På denne tid af året skal der imidlertid ikke meget til at skabe splittelse, som de relativt selektive finaler på den ikke så svære WIllunga-stigning viser.

Helt afgørende er det, at meteorologerne har ændret deres varsel. I første omgang så det ud til, at der ville være modvind på stigningen, men nu viser det sig, at der vil være med- og sidemedvind. Det taler i den grad til fordel for det lette kavaleri, der pludselig får langt lettere ved at komme af med de spurthurtige folk. Der venter dog fortsat en stor udfordring. Der er nemlig relativt langt til mål fra toppen af sidste stigning, og det kræver enten en meget stærk solorytter eller et perfekt samarbejde i front, hvis et forspring skal holdes. Mange vil helt sikkert huske, hvordan vi for to år siden var vidne til, at Sergio Henao og Michael Woods blev hentet på det flade stykke efter Corkscrew-stigningen, hvilket gav Simon Gerrans mulighed for at sejre i en spurt i en lille gruppe.

Det åbner reelt døren for tre mulige scenarier. Første del af etapen vil formentlig følge det hidtidige meget begivenhedsfattige scenarium og vil næppe spille den helt store rolle. Alle er tilsyneladende så bange for varmen, at de ikke tør udvise det store initiativ, og derfor vil vi nok atter se udbruddet blive etableret straks fra start. Denne gang vil William Clarke, Nicolas Dlamini og Scott Bowden dog nok holde sig i ro, da der ikke er udsigt til bjergpoint. Herefter vil det blive endnu en trist og langsom procession, hvor eneste højdepunkter er, at Impey, Haas og McCarthy måske vil slås om bonussekunder i de indlagte spurter, der kommer så tidligt, at det er realistisk forehavende trods den vanskelige finale.

Mitchelton-Scott vil sætte et indledende tempo, men det vil ikke være deres ansvar at køre udbruddet ind, da Caleb Ewan alligevel ikke kan forsvare trøjen. I stedet må det nu være på tide, at BMC viser sig fremme, og også Katusha samt Bahrain-Merida, der på 2. etape var meget ivrige, er oplagte kandidater til at bidrage til føringsarbejdet. Terrænet gør det imidlertid ikke for alvor muligt at gøre løbet hårdt, og derfor vil vi næppe se den helt store forcering.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den vil først komme i finalen, hvor der vil være voldsom positionskamp frem mod sidste stigning. Her vil det endelige slag mellem klassementsrytterne udspille sig. BMC har behov for, at det bliver så hårdt som muligt, og de vil formentlig tage initiativ til at sætte farten med Simon Gerrans, Patrick Bevin og til slut også Rohan Dennis. Herefter vil det være op til Porte selv at gøre forskellen og forsøge dels at komme fri, dels at holde en lille gruppe bag sig i finalen.

De tre scenarier er herefter, at det enten lykkes en gruppe på mellem 1 og en håndfuld ryttere at holde gruppen bag sig og køre om etapesejren. En anden mulighed er, at det lykkes at skabe samling, og at det som på 3. etape i 2016 ender i en spurt i en gruppe af klassementsryttere. Endelig er det en mulighed, at det hele ender meget taktisk på det flade stykke ind mod mål, og at en eller flere ryttere med et smart angreb kan køre væk i finalen. Der vil næppe være mange hjælperyttere til at kontrollere, og som Rohan Dennis viste på Paracombe-etapen i 2015, kan det udnyttes til at gøre en afgørende forskel, der måske i sidste ende kan være nok til den samlede sejr.

Richie Porte er som sagt selv meget usikker på sine egne chancer, men vi tror alligevel på, at han kan gøre det færdigt. Den forsvarende vinder er ganske vist den i særklasse bedste klatrer i dette felt, og han har samtidig et bedre punch end de ryttere, der må formodes evt. at kunne følge ham på stigningen. Det er ikke uden grund, at han nu fire gange har sejret på Willunga-etapen. Ikke blot er han den bedste klatrer, han er også altid i bedre form end sine europæiske kolleger.

Denne gang har der været en del tvivl om hans form efter den lange pause som følge af det grimme styrt i Touren. Den blev ikke mindre af, at han ved de australske mesterskaber end ikke kunne komme af med Caleb Ewan på Mt. Buninyoung, men i de seneste dage har tonen fået en anden lyd. Porte har givet udtryk for, at han klatrer lige så godt som sidste år, og han har i det hele taget udstrålet langt større selvtillid end forud for løbet. Noget tyder på, at de første dage har bekræftet ham i, at formen er god, og hvis han vitterligt er på samme niveau som sidste år, er der formentlig næppe nogen, der kan følge ham på stigningen. Om han så kan holde feltet bag sig efterfølgende, er mere tvivlsomt, men Porte er som bekendt en glimrende temporytter, der ikke er nem at fange. Hvis han flyver, som han gjorde sidste år, vil han samtidig på så lang en stigning kunne slå et ganske betydeligt hul, som han burde kunne holde hele vejen frem til stregen.

Det største spørgsmålstegn er derfor, om han kan komme af med alle sine rivaler. Han er nemlig ikke den mest spurtstærke rytter, og han skal derfor formentlig alene til mål for at sejre. Hjulpet på vej af en god medvind og en god form burde det imidlertid være muligt, og vi peger derfor på den forsvarende vinder som vores favorit.

Bliver der skabt samling i finalen, er det mest sandsynlige, at det vil ende i en spurt i en mindre gruppe. Det store spørgsmål er, om de hurtige folk vil have ryttere, der kan hjælpe med at holde det samlet. Her er det især vigtigt at notere sig, at Katusha har et ganske slagkraftigt mandskab, hvor specielt Jhonatan Restrepo kan spille en nøglerolle i at holde det samlet for Nathan Haas. Også Cameron Meyer vil måske kunne sidde med og større Daryl Impey, ligesom man ikke kan udelukke, at Rui Costa endda vil hjælpe Diego Ulissi. Selvom et sent angreb bestemt er en mulighed, er et spurtscenarium derfor mere sandsynligt.

Her vil Daryl Impey formentlig være den hurtigste. Han viste i den første indlagte spurt i nat, at han helt som ventet er mere spurtstærk end både Nathan Haas og Jay McCarthy, der på papiret er hans værste konkurrenter. Andenpladsen i Stirling, hvor han egentlig kørte lead-out for Ewan og derfor kørte en længere spurt, end han ville have foretrukket, vidner tillige om, at han atter er kommet til Australien i storform. Til gengæld klatrer han ikke så godt som sine værste rivaler, og der er bestemt ingen garanti for, at han vil kunne sidde med i favoritgruppen hele vejen til toppen. En stigning, der aldrig for alvor bliver stejl, passer ham imidlertid perfekt, og han har før vist, at han også har en god spurt efter et knaldhårdt løb. Han er en bedre klatrer, end han har været tidligere, og derfor har han gode muligheder for at sikre sig Mitchelton-Scotts anden etapesejr og overtage Ewans førertrøje.

Hans værste rival i en spurt vil formentlig være Nathan Haas. Normalt har McCarthy egentlig været hurtigere, men i dette løb står der 2-0 i Haas’ favør i kampen i de indlagte spurter. Haas har samtidig givet indtryk af at have stort overskud og være i mindst lige så god form som sidste år, hvor han kørte nogle fremragende spurter i finalerne på de to klassementsetaper. Derudover er det tænkeligt, at han har Restrepo, der faktisk er en endnu hurtigere afslutter, til at køre lead-out for sig, og det vil give ham en stor fordel mod slutningen. Det er ikke givet, at han kan slå Impey, men modsat sydafrikaneren vil han helt sikkert sidde med i favoritgruppen - og man kan endda ikke helt udelukke, at han vil kunne køre med endnu længere fremme, når Porte for alvor giver den gas.

Den tredje spurthurtige klassementsrytter er Jay McCarthy, der med 3. pladsen i Stirling viste sine gode afslutterevner. Sidste års tredjeplads synes i år at være endnu stærkere end sidste år, hvor han havde sit hyr med at hænge på de bedste på stigningerne. Ved de australske mesterskaber efterlod han et ganske positivt indtryk, og det har han bragt med sig ind til dette løb. Han klatrer ikke så godt som Haas og vil formentlig skulle stille sig tilfreds med at følge med. I en spurt kan han imidlertid sagtens vise sig som den hurtigste, også selvom han nu to gange er blevet besejret af Haas i indlagte spurter.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Den eneste blandt de øvrige klassementsryttere, der har en reel chance i en spurt, er Diego Ulissi. Italieneren er imidlertid ikke helt så hurtig som de tre ovennævnte, slet ikke i en let faldende spurt som denne. På papiret er han til gengæld en bedre klatrer, og han burde i teorien være mere frisk i finalen og have en bedre chance for at kunne følge de bedste. Han gav imidlertid langt fra det bedste indtryk på Stirling-etapen, og noget kunne tyde på, at han ikke helt har timet formen ideelt. Med Rui Costa som lead-out man har han imidlertid en fordel i forhold til sine hurtigere rivaler, og han er trods alt så spurtstærk, at han har en reel chance for at slå dem.

Ender det i en spurt, bør vinderen være en af de fire ovennævnte ryttere. Til gengæld er der klatrere, der måske kan følge Porte og herefter slå australieren i en spurt, hvis de skulle holde de øvrige favoritter bag sig. Her er det nærliggende at pege på Egan Bernal. Det colombianske supertalent er af Oscar Sevilla, der har trænet med ham i Colombia, meldt i storform, og det bør give anledning til bekymring hos rivalerne. Der er meget få ryttere, der er lige så lovende som Bernal, som med sin top 15-placering i Il Lombardia allerede har vist, at han kan begå sig på allerhøjeste niveau. I dette løb kan han samtidig drage fordel af, at han formentlig er længere fremme med formen end de fleste af sine rivaler, og han har derfor en reel mulighed for at matche Porte. Selvom han ikke er specielt hurtig, er han samtidig hurtigere end de fleste af klatrerne i dette løb, og derfor er han et godt bud på en etapevinder, hvis det bliver selektivt.

Den tredje klatrer, der synes at skille sig ud, er Domenico Pozzovivo . På papiret er den lille italiener formentlig nr. 2 i hierarkiet, efter at han i 2017 genfandt fordums styrke og bl.a. kørte fremragende i den tredje uge af Giro d’Italia. Selvom han er bedre på længere stigninger har han samtidig et ganske godt punch på korte stigninger, og han har tidligere gjort det fremragende i dette løb. I 2015 var han sammen med Porte, Cadel Evans og Tom Dumoulin således den stærkeste i løbet, og hans imponerende spurt på 2. etape, der slet ikke passede ham, vidner om, at han denne gang kunne være lige så stærk. Spurtstyrke hænger bestemt ikke sammen med Pozzovivo, men i en direkte duel med Porte vil han have en reel chance.

BMC har ikke kun Porte. Også Rohan Dennis virker enormt velkørende og synes at have enorm selvtillid. Han skal formentlig gøre løbet hårdt på stigningen, så Porte kan gøre forskellen, men herefter vil han kunne sidde på hjul. Skulle det hele blive samlet mod slutningen, vil han få til opgave at spurte efter bonussekunder. Sidste år vandt han en regulær massespurt i Tour of the Alps, og det kan ikke udelukkes, at han med god form og timing vil vise sig som den hurtigste i dette løb også.

UAE har i Rui Costa en anden glimrende kandidat til sejren, og de kan endda drage fordel af formentlig at have to mand i finalen. Den tidligere verdensmester er hurtig, men ikke så spurtstærk som de hurtigste. Til gengæld er han en bedre klatrer en Impey, Haas, McCarthy og Ulissi, og han er glimrende også på korte stigninger. Sidste år var han fremragende i januar, hvor han vandt kongeetapen i San Juan, og selvom han har nedspillet forventningerne lidt, virker han ganske velkørende. Kommer han af med de allerhurtigste, kan han slå de fleste i en spurt, og han har samtidig om nogen næsen for at udnytte Ulissis tilstedeværelse til at stikke fra en favoritgruppe på det flade stykke i finalen.

Et andet hold, der kan lukrere på en sandsynlig overtalssituation, er Bahrain-Merida. Ud over Pozzovivo er de to Izagirre-brødre nemlig enormt velkørende, og holdets triumvirat af klassementsryttere burde alle kunne sidde med blandt favoritterne. Her vil de kunne udnytte en overtalssituation til at angribe på skift, og mens Pozzovivo er bedst på stigningen, er de baskiske brødre ganske stærke i den flade finale, hvor de heller ikke vil være langsomme i en spurt. Specielt Gorka Izagirre har gode afslutterevner, som han kan benytte, hvis han sammen med en eller flere ryttere kan slå et hul i finalen, men også Ion Izagirre har styrken og den nødvendige snilde til at lukrere på overtallet.

Luis Leon Sanchez var tidligere kendt for at lægge ud som lyn og torden, men det har knebet lidt i de senere år. I år melder han til gengæld ud, at han er bedre end vanligt, og hans gode spurt i Stirling tyder på, at han har ret. Han klatrer ikke så godt som de bedste, men denne ret lette stigning passer ham som god i hose. Han har en god afslutning, men vil formentlig alligevel være oppe mod hurtigere folk i finalen. Til gengæld har han om nogen poweren og næsen for at angribe mod slutningen, og det kan give ham muligheden for at tage en klassisk Sanchez-sejr helt til sidst.

Blandt klatrerne har vi derudover ganske store forventninger til Enric Mas, Robert Gesink, Marc Soler og Pierre Latour, og de burde alle sidde med fremme, hvor de med et sent angreb måske kan overraske. Gesink og Latour har samtidig fordel af, at de er ganske hurtige i en spurt. Også Tom-Jelte Slagter, Daniel Moreno, Ruben Guerreiro, Nathan Earle, Anthony Roux og Georg Preidler er spurthurtige, men da de hverken klatrer lige så godt som de flere af de ovennævnte eller er helt så hurtige som de bedste, vil de næppe kunne løbe af med sejren.

Og ja, så er der naturligvis Peter Sagan. Havde han været i topform, havde han været den helt store favorit, men det er naturligvis ikke tilfældet. Den svage præstation i Stirling viser, at han fortsat mangler en del, og ligesom sidste år vil han derfor formentlig positionere McCarthy i bunden af bakken og derefter rulle til mål. Med Sagan ved man imidlertid aldrig. På papiret kan han sagtens køre med de bedste på denne stigning, og sidder han der i finalen, er spurten naturligvis afgjort på forhånd.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Daryl Impey, Nathan Haas

Outsidere: Jay McCarthy, Diego Ulissi, Egan Bernal, Domenico Pozzovivo

Jokers: Rui Costa, Rohan Dennis, Gorka Izagirre, Ion Izagirre, Luis Leon Sanchez, Pierre Latour, Enric Mas, Peter Sagan