Optakt: 4. etape af Volta a Catalunya

Ruten

Som det oftest har været tilfældet, følger de to store bjergetaper lige efter hinanden om onsdagen og torsdagen, og det vil også være tilfældet i år, hvor kongeetapen som så ofte før kommer som den sidste i rækken. I år vender den anden af de to svære af løbets klassiske bjergafslutninger nemlig tilbage, når der for første gang siden 2016 skal sluttes på Port Ainé, hvor Nairo Quintana og Dan Martin begge har lagt grunden til samlede sejre. Modsat den foregående etape er der denne gang tale om en rigtig bjergetape med hele tre store stigninger, og dermed er der lagt op til et sidste stort slag mellem bjerggederne, inden terrænet bliver lettere de sidste tre dage - også selvom selve målbjerget er lettere, end det var på 3. etape.

I alt skal der tilbagelægges 166,5 km, der fører feltet fra Ripoll til toppen af Port Ainé. Startbyen ligger for foden af Pyrenæerne, hvorfra man ad en let stigende dalvej kører mod nord frem dagens første spurt, der kommer efter 11,3 km. Her drejer man væk fra dalen for at følge en stigende vej mod vest frem til bunden af kategori 1-stigningen Port de Toses (6,2 km, 7,0%, max. 14%), der er en ganske stejl sag med 2700 m med mere end 9% frem mod toppen, der rundes efter 30,7 km. Nu leder en teknisk nedkørsel mod nordvest ned til dalen, hvor man rammer en let faldende dalvej, der følges over knap 45 km mod vest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 91,2 km. Her drejer man mod sydvest for ad en let faldende vej at køre frem til næste udfordring.

Den melder sig, når man drejer mod vest og senere nordvest for at passere Port del Canto, der er uden for kategori. Den stiger med 4,5% over hele 24,3 km og kan deles i to dele. De første 6 km, der efter i alt 100,1 km byder på dagens ”Udgave 100-spurt”, er stejle med 7-9%, men derefter venter 9 km med bare 0-5%. Nu følger tre kilometer med 6-8%, inden den sidste del igen er let med aldrig mere end 5%.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Toppen rundes efter 122,9 km, hvorfra der resterer 43,6 km. De indledes med en teknisk kringlet nedkørsel, som fører mod nordvest og nord ned til byen Rialp, hvor man ad en flad vej kører et kort stykke mod nordøst frem til bunden af Port Ainé, der ligeledes er uden for kategori og bestiges fra den vestlige side. Den stiger med 6,8% over 18,8 km med et maksimum på 12% og starter svært med 3 km med 8-9%. Herefter er den meget vekslende med mange lette kilometer på ca. 5% og enkelte med 7-8%. Slutteligt bliver den igen lidt stejlere med to kilometer med hhv. 7,0% og 6,6%, inden de sidste 1400 m stiger med 8,8%. Bjergvejen bugter sig med enkelte hårnålesving, det sidste med 2 kilometer til toppen, hvorefter vejen bugter sig let med en skarp hårnåleagtig kurve bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3980 højdemeter.

Port Ainé blev senest besøgt i 2016, hvor Thomas de Gendt imponerede ved at sejre alene fra et udbrud, inden Nairo Quintana lagde grunden til sin samlede sejr ved at distancere Richie Porte og Alberto Contador med 15 sekunder og Tejay van Garderen og udbryderen Pieter Weening med 28 sekunder. I 2013 udnyttede Dan Martin et styrt fra Alejandro Valverde til at sejre fra et tidligt udbrud og derved erobre førertrøjen, da han med 36 sekunder holdt Joaquim Rodriguez og Nairo Quintana bag sig, mens Jurgen van den Broeck og Robert Gesink tabte hhv. 47 og 51 sekunder. I 2012 betød dramatisk snevejr, at man pludselig besluttede at afkorte etapen og tegne en målstreg et sted i sneen, hvorved Janez Brajkovic tog en udbrudssejr længe inden toppen på en dag, hvor tidsforskellene blev annulleret.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Vejret

Det sublime forårsvejr fortsætter på en torsdag, der kun byder på få skyer, selvom det skyr en anelse til midt på eftermiddagen. Temperaturen i bunden af målbjerget vil være 17 grader, og der vil bare være en let vind (10-12 km/t) fra sydvest. Det giver sidemodvind hele dagen, indtil man får sidemedvind halvvejs nede ad sidste nedkørsel. Slutteligt får man medvind på første halvdel af målbjerget og sidemod- og modvind på anden halvdel, dog med sidevind på de sidste 2 km og medvind efter det meget sene sving.

Analyse af 3. etape

Der var dengang, vi alle grinede lidt af de skøre briter. Det var dengang Dave Brailsford og British Cycling efter en suveræn banedominans besluttede sig for, at de nu ville erobre verdenstoppen på landevejen. Det var dengang, Brailsford sagde, at han i løbet af fem år ville vinde Tour de France med en britisk rytter med den nye ambitiøse Sky-satsning, og mens vi alle spejdede efter en britisk rytter, der var bare i nærheden af at være en seriøs Tour-trussel i en tid, hvor Alberto Contador var altdominerende, var det svært ikke at trække på smilebåndet. Nok var Bradley Wiggins blevet nr. 4 i Touren i 2009, men ligefrem vinde Touren? Den måtte de skøre briter længere ud på landet med.

Som bekendt var det Brailsford og British Cycling, der lo sidst og bedst. Da Sky kunne fejre deres niende år i feltet, havde de ikke bare vundet Touren med en britisk rytter. Nej, de havde gjorde det seks gange og endda med tre forskellige briter. Og ikke nok med det. De havde suverænt sat sig på verdensherredømmet som verdens i særklasse bedste etapeløbshold, der har vundet næsten af sportens ugelange løb og både Giroen og Vueltaen også.

Hvornår gik det op for os, at der var noget på vej? Et første hint kom vel, da Chris Froome og Wiggins begge gik på podiet i Vueltaen i 2011, men den helt store øjenåbner i forhold til potentialet kom i løbet af foråret 2012, hvo Wiggins med sejre i Paris-Nice, Tour de Romandie og Criterium du Dauphiné støvsugede foråret for ugelange løb, inden hanknuste af modstand i en Tour, hvor han og Froome sikrede sig de to øverste pladser på podiet.

Det ultimative bevis på, at Sky var blevet en ny magtfaktor, kom i det års Dauphiné. Her vandt de nemlig ikke blot løbet med Wiggins. Nej, de var meget tæt på at rydde podiet, da Michael Rogers blev nr. 2, og Froome på 4. plads blot var 19 sekunder fra 3. pladsen, der tilhørte deres hovedmodstander i Touren, Cadel Evans. Faktisk var dominansen så total, at Porte også endte som nr. 9, og man sad næsten med fornemmelsen af, at de fire kunne have besat de første fire pladser, hvis de ville.

Siden dengang har vi været vant til at Sky har domineret det hele, og de har som bekendt også haft to mand på Tour-podiet i 2018 og 2019 og var blot ét sekund fra at gøre det samme i 2017. Men som jeg også filosoferede over i gårsdagens analyse, har vi i løbet af det sidste halvandet års tid oplevet et magtskifte, hvor briterne er blevet et outsiderhold, mens vi alle taler om de slovenske giganter Primoz Roglic og Tadej Pogacar.

Men måske er det alligevel for tidligt at afskrive Brailsfords tropper. Efter gigantnedturene i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, hvor den storstilede oprustning hen over vinterpausen mildt sagt endte som en ordentlig fuser, er det nemlig svært ikke at føle sig hensat til Dauphiné i 2012 lige nu. Det var dengang Wiggins, Rogers, Froome og Porte med udgangspunkt i deres gode enkeltstarter og solide jerngreb på bjergetaperne totalt lagde et verdensklassefelt ned med en magtdemonstration, jeg ikke mindes at have set lignende siden dengang.

Nu ser det imidlertid ud til at kunne gentage sig. Efter dagens første slag i bjergene har Ineos nemlig lagt Volta a Catalunya i det grusomme jerngreb, man fornemmede kunne være under opsejling, da tre af deres fire kaptajner i går alle gik i top 10 på enkeltstarten på præcis samme måde som Wiggins, Rogers og Froome alle var gået i top 10 på Dauphiné-enkeltstarten for ni år siden. Da røgen havde lagt sig efter dagens opgør på Vallter 2000, står holdet nemlig nu med præcis den 1., 2. og 4. plads, der endte med at blive udkommet af det franske etapeløb, der signalerede Wiggins’ snarlige overtagelse af Tour-tronen.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Der var på mange måder lidt britisk legestue over det, da Ineos skulle forsøge at følge op på den flotte enkeltstart, da et samlet felt efter en hurtig medvindstur havde forladt den catalanske kyst og var nået Pyrenæerne, hvor der ventede den samme 11 km lange klatretur på til Vallter 2000, som for to år siden var blevet erobret af Adam Yates, der i dag kører i Ineos-trøjen, men dengang snød netop det britiske hold og deres forhåndsfavorit, Egan Bernal, for sejren. Det britiske holds trøjer var nemlig her, der og alle vegne i en finale, der blev et Ineos-show som i gamle dage.

Intentionen blev allerede gjort klar på rejsen frem mod bjergene, hvor Luke Rowe sørgede for, at det tidlige udbrud aldrig blev en trussel mod etapesejren. Næste trin i raketten kom for foden af bjerget, hvor Rohan Dennis og Jonathan Castroviejo blev sendt til fronten for at lægge det pres, der skulle gøre det muligt for en af de fire kaptajner at knuse al modstand. Da Movistar, som på hjemmebanen desperat skal vise sig frem, men som med tre i optakten relativt formsvage kaptajner mest af alt lignede en birolleindehaver, helt forventeligt forsøgte at åbne tidligt med et Alejandro Valverde-fremstød, der på det tidspunkt mest lignede et lille forsøg på at blive set, sendte man hurtigt Richard Carapaz efter. Den tidligere Giro-konge havde nemlig allerede indikeret, at hans form kunne være bedre, og derfor var det kun naturligt, at de med ham i offensiven kunne tvinge Deceuninck til at jagte i et forsøg på at bevare Joao Almeidas føring.

Carapaz viste sig helt forventeligt endnu ikke at være formstærk nok til at gøre arbejdet færdigt, men han beredte vejen for den rytter, som på forhånd havde vist sig frem som manden, der skulle slås. Efter at han havde fået Pogacar til at ligne en hængt kat i Emiraterne og kørt sit livs enkeltstart i går, ventede alle formentlig bare på, at Yates, der siden 2019 har været en af verdens allerbedste i ugelange løb, ville komme med sit slangehug. Og han ventede tålmodigt længe nok til, at Almeida havde fået slidt sine hjælpere James Knox og Fausto Masnada, der har fundet en imponerende form til dette løb, så langt ned, at en sårbar Almeida var helt alene og uden chance, da først briten huggede til.

Derefter var man aldrig for alvor i tvivl om udkommet. Ganske vist viste Sepp Kuss sig præcis lige så stærk som forventet i sin første chance som klassementsrytter i et stort europæiske etapeløb, og ganske vist viste Valverdes angreb sig at være alt andet end et tv-udbrud, men mens de to følgesvende havde nok at gøre med at holde fast i Yates’ baghjul, satte den lille brite på egen hånd et tempo, der bagude knækkede den heroisk kæmpende Almeida, inden han med tilsyneladende lethed neutraliserede et angreb fra Kuss, der vist i sin iver kom til at overvurdere egen styrke, for siden at levere en magtdemonstration, der var af en helt anden kaliber, end da han for to år siden vandt samme etape som vedhæng til Bernal og Nairo Quintana, der som de stærkeste havde ødelagt løbet for hinanden.

Yates cementerede altså sin status om en nutidig stjerne i ugelange løb, men han var bestemt ikke alene. Nok sejlede formsvage Carapaz baglæns efter sit flotte tidlige arbejde, men bagude sad Thomas og Porte så limet til Almeidas baghjul, at man helt blev bange for, om det ekstra læs kunne føre til en uheldig baghjulspunktering, inden de nåede toppen. Loyalt ventede de to stjerner på, at deres holdkammerat færdiggjorde arbejdet, inden Thomas til slut kom med en af de vilde sidstekilometersforceringer, han mestrer som meget få, og som han særligt stillede til skue i Dauphiné og Touren i 2018 og med en 4. plads viste, at hans stille formopbygning nu har ført ham så langt, at han kan have kurs mod podiet ved siden af Yates og Porte. Sidstnævnte var derimod ikke helt så brillant, som man kunne have håbet, men hvis man husker på, hvor pensionsmoden han så ud i 2019 og første del af 2020, er det stadig lidt af en renæssance, at den lille australier har kurs mod en andenplads i løbet, han dominerede dengang, han var verdens bedste i ugelange løb.

Hvor Ineos-dominansen lå i kortene allerede i går, var det til gengæld helt uventet, hvem der leverede den største modstand. Den anden overskrift på etapen blev nemlig, at der var tale om genfødslernes onsdag, da både Esteban Chaves og Valverde, som begge har haft kurs den helt forkerte vej i de senere år, pludselig rejste sig og leverede præstationer, de færreste havde ventet.

Chaves’ ridt kom dog nu ikke helt ud af det blå. Fulgte man med i Vuelta a Burgos og Vuelta a Espana sidste år, vil man nemlig vide, at den lille colombianer stadig har et skræmmende højt topniveau. Det er restitutionen, der halter, for nu om dage falder han altid helt sammen efter en uges tid. Men netop derfor lå det i kortene, at Chaves sagtens kunne gøre det godt i netop dette løb, der meget vel kan være afgjort efter bare 4 etaper, hvis han havde fundet formen til sin sæsondebut.

Og det har han i den grad - endda i et omfang så man må overveje, om han kunne have truet Yates, hvis han havde troet lidt mere på sig selv og ikke tøvet så længe. Desværre for ham har hans seneste års nedtur reduceret ham til den hjælperrolle, han så fint udførte for Dion Smith i mandags, men da det stod klart, at Simon Yates trods den kortvarige opblomstring på kongeetapen i Tirreno stadig er noget fra sit bedste niveau, og at en stadig velkørende Lucas Hamilton trods alt endnu ikke kan vinde i dette selskab, var det desværre for sent for Chaves at nå op til det britiske tog, der allerede havde forladt perronen.

Nej, Chaves’ topniveau var velkendt. Det var Valverdes til gengæld slet ikke. Jeg har tit tænkt, at Il Lombardia i 2019 må stå indprentet i veteranens erindring som det sidste store løb, hvor han kunne køre med om sejren i direkte kamp mod verdenseliten efter et 2020, hvor alderen langt om længe syntes at have indhentet ham. Hans sæsonstart bidrog kun til at underbygge den fornemmelse, men som jeg af bitter erfaring har måttet indse utallige gange, er der ét menneske, hvis nekrolog man aldrig må skrive.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

I dag var Valverde nemlig igen tæt på at være den rytter, der var ligemand med Primoz Roglic, Bernal og Michael Woods i et taktisk Lombardiet for halvandet år siden, og havde han ikke været oppe mod den overmenneskelige Yates, der akkurat fik hægtet ham af, er det meget tænkeligt, at onsdag d. 24. marts kunne være blevet dagen, hvor halvandet års sejrstørke blev brudt. Det blev den desværre ikke, men efter i dag skal vi pludselig igen regne det som sandsynligt, at veteranen atter kan vinde WorldTour-løb og måske også blive i hvert fald en aktør i Ardennerne og ved det OL, han drømmer så sødt om, når han skal finde motivationen til at holde liv i den snart 41 år gamle krop. Og da også Enric Mas endelig fandt lidt form, endte det hele jo alligevel som en god dag for det ellers hensygnende spanske hjemmebanehold.

Andre præstationer var mere forventelige. Hugh Carthy havde allerede tidligt vist, at han er i form fra start og klar til at bygge videre på de fine takter fra Vueltaen, og hans fine ridt kom derfor ikke som en overraskelse. Det gjorde det heller ikke med Kuss, der desværre betalte prisen for sit ambitiøse forsøg på at matche Yates, og desværre var det heller ikke uventet, at Steven Kruijswijk igen manglede så meget i bjergene, at man ikke kan lade være med at blive lidt bekymret for en halvgammel hollænder, der ikke har haft sit topniveau i nu snart to år, eller at George Bennett følger planen om ikke at toppe for tidligt. Det kan heller ikke komme som et stort chok, at Brandon McNulty og Lennard Kämna stadig mangler lidt for at kunne matche de bedste, at Nairo Quintana, der stadig er på vej tilbage efter sin skade, er god, men ikke har samme uhyggelige forårsniveau, som han plejer, og at den heroisk kæmpende Almeida er en konge til at begrænse sine tab mod Ineos, når han har en førertrøje at forsvare mod en offensiv fra briterne, præcis som han så flot gjorde det længe i sidste års Giro.

Andre overraskede mere positivt. Det gælder for Michael Woods, der fik ødelagt sit sublime momentum af en dum bronkitis, men som slet ikke har tabt så megen form endda og dermed stadig ligner en uhyre spændende faktor i Ardennerne. Det var også opløftende at se Giulio Ciccone rejse sig efter en tid, hvor formen har været i tilbagegang, og at se Wilco Keldermans fine form så tidligt efter, at han blev pløjet ned af en bil ved Garda-søen. Den ustabile klatrer Matteo Badilatti viste også, at potentialet ville være stort, hvis han havde bare skyggen af konsistens, og præcis det samme gælder for Harm Vanhoucke, der nok engang viste, at han på sine gode dage er et uhyre lovende klatretalent, hvis langsigtede muligheder dog stadig lider under, at stabilitet og restitution lige nu ikke synes at være spidskompetencen. Heldigvis er den slags ofte noget, der kommer med alderen, som også må være håbet for den i februar så flyvende Clement Champoussin, der for anden dag i træk fik sig en gigantisk lussing.

Den manglende stabilitet var også tidligere varemærket for Adam Yates, men sådan er det ikke længere. For to år siden var briten her, der og alle vegne i et forår, hvor han med lidt held kunne have vundet Tirreno, Catalonien og Baskerlandet på en god måneds tid, og som sidste år ydmygede Pogacar i UAE Tour. Det nye er bare, at det sker i Ineos-trøjen, der sjældent gør nogen dårligere, og som vi måske alligevel skal vænne os til at holde lidt ekstra øje med igen.

Sidst briterne endte som nr. 1, 2 og 4 i et stort etapeløb indvarslede det i hvert fald en gylden tidsalder og en snarlig Tour-sejr, og Brailsford håber utvivlsomt på en gentagelse. Og tænk, hvis Thomas i morgen får skubbet Almeida ned fra 3. pladsen, så briterne rydder det podium, de akkurat ikke fik lagt fuldt beslag på i Dauphiné for ni år siden. Så tør man slet ikke tænke på, hvad der kan vente senere…

Favoritterne

Det er blevet en fast tradition, at Volta a Catalunya ofte finder sin afgørelse allerede om torsdag, hvor den anden af de to etaper i Pyrenæerne altid afvikles, inden der venter tre lidt lettere dage nær kysten til sidst. Sådan er det også i år, hvor vi meget vel kan kende vinderen af løbet, når rytterne torsdag eftermiddag har nået toppen af Port Ainé.

Det er også sådan, at den anden af de to etaper ofte er den vanskeligste, og sådan er det også i år. Hvor dagens etape bestod af en flad tur efterfulgt af en meget eksplosiv finale på bare ét bjerg, er der denne gang tale om en rigtig bjergetape med hele tre bjergpas og 4000 højdemeter. Til gengæld er Port Ainé ikke så vanskelig som Vallter 2000, og da etapen samtidig krydres med sidemodvind på hele anden del af bjerget, er det ikke sikkert, at forskellene bliver så voldsomme endda. Man skal dog blot studere resultaterne fra de to seneste besøg i 2013 og 2016 for at se, at der er potentiale til ganske store afstande, og at bjerget ingenlunde skal undervurderes.

Etapens meget anderledes karakter gør også, at taktikken bliver noget anderledes, end den var i dag. Her var etapen meget let at kontrollere, og det lå i kortene, at et udbrud ville få det svært. Sådan er det bestemt ikke torsdag, hvor der stilles større krav til de hold, der vil skabe samling, og hvor afstandene nu er så store, at man sagtens kan give udbrud mere plads.

Det er naturligvis Ineos, der er omdrejningspunktet, og meget vil afhænge af, hvad løbets stærkeste hold vil. Med to etapesejre i træk er en tredje sejr næppe førsteprioritet, og faktisk er det slet ikke i Adam Yates’ interesse at bringe bonussekunder i spil. Jeg tror, at hovedfokus i stedet bliver at få Geraint Thomas op på podiets sidste trin, men spørgsmålet er, om det kræver, at udbruddet hentes. Bonussekunderne kan være ganske gavnlige i den sammenhæng, men det er langt fra sikkert, at de er nødvendige for at indhente de 4 sekunder på Joao Almeida.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at Ineos vil gå efter etapesejren. Spørgsmålet er, om der er andre. Det bør der være. Movistar kan lugte både etapesejr og podium med den genfødte Alejandro Valverde, og de skal have et eller andet med hjem fra hjemmebaneløbet. Det kan de måske få ved at sende Marc Soler i udbrud, og vælger de den taktik, kan det meget vel være, at de lader udbruddet sejle, men misser de udbruddet, skal de næsten tage ansvar.

Det er der også andre, der kan tænkes at gøre. Det gælder de stærke Jumbo- og BikeExchange-hold, der efter i dag meget vel kan lugte en etapesejr. Netop Jumbo, Movistar og BikeExchange er nogle af de få, der faktisk er stærke nok til at kontrollere, og meget taler for, at der vil være nok muskelkraft til at skabe samling, også hvis Ineos lader etapen sejle.

Der bør i hvert fald være lagt op til en aggressiv start. Den første del er knaldhård, og det betyder, at vi meget vel kan få etableret et både stort og meget stærkt udbrud, som man ofte ser det på bjergetaper. Meget kunne også tale for, at udbruddet bliver en trussel mod Yates’ førertrøje, for med en sådan start er det svært at undgå, at en god klatrer får sneget sig med. Man kunne eksempelvis sagtens forestille sig, at Movistar sendte Enric Mas, der ikke har så meget at miste, afsted, mens Valverde venter i sulkyen til sidst.

Når udbruddet er kørt, skal boet gøres op, og jeg tror, at vi får samling. Udbruddet vil formentlig true trøjen og tvinge Ineos i arbejdstøjet, og derudover taler meget for, at flere af de tre nævnte hold vil jagte, hvis de har misset udbruddet. Jeg udelukker ikke en udbrudssejr, men i lyset af Ineos’ enorme styrke vil det i hvert fald kræve, at det ikke truer Yates’ position i klassementet, og mest af alt hælder jeg til, at favoritterne igen skal køre om det.

Det vil først ske på målbjerget. Canto er lang, men også let, og da der er modvind hele vejen, er det halsløs gerning at angribe fra distancen. Snarere bliver det et spørgsmål om, at Ineos fører for at holde et udbrud i snor, eller at Jumbo, BikeExchange eller Movistar lægger pres på. Måske vil Movistar sende forposter afsted, som de plejer, men favoritterne skal først slås om det på målbjerget.

Her tror jeg, at vi får et anderledes løb end i dag. Ineos’ tilgang vil formentlig være meget mere kontrollerende, og jeg kan ikke rigtigt se, at Yates har nogen interesse i at køre offensivt. Tværtimod må fokus være på Thomas, og Yates’ eneste opgave bliver formentlig at følge med, når rivalerne angriber og herefter sidde på hjul. I stedet vil Ineos sikkert køre tog med Jonathan Castroviejo, Rohan Dennis og Richard Carapaz, og så bliver det op til andre at åbne ballet.

Her kommer modvinden i spil. Den anden halvdel af bjerget er ikke voldsomt svær, og hvis Ineos sætter hårdt tempo i modvind, bliver det ikke let at gøre forskelle, særligt hvis man bare får Yates med på bagsmækken, når man forsøger. Det er klart, at klassementskampen betyder, at det godt kan give mening at køre til toppen med Yates som vedhæng, men det vil formentlig have en neutraliserende effekt, hvis han kører så defensivt, som han meget vel kan tænkes at gøre.

Jeg hælder derfor til, at vi får et ret kontrolleret løb, der bliver slået lidt ihjel af modvind og Ineos-tog, og så skal slaget slås, når stigningen igen bliver lidt stejlere til sidst, hvor de også drejer ind i sidevind. Det kan gøre det til en lidt mere eksplosiv afslutning, der meget vel kan ende i en eller anden form for spurt, og hvor Ineos vel drømmer om, at Thomas med sine berømte sidstekilometersforceringer, som vi også så i dag, kan køre sig på podiet.

Jeg vover pelsen og tror på, at den mission lykkes, og derfor peger jeg på Geraint Thomas som min favorit. Hans middelmådige enkeltstart gjorde mig egentlig lidt urolig ved formen, der har været haltende i år, men i dag gjorde han den bekymring til skamme. Han virkede meget overbevisende i Almeidas baghjul, og slutteligt kom han med de voldsomme forceringer til allersidst, som har givet ham etapesejre i både Dauphiné og Touren. Der er meget få i denne verden, der på toppen af et bjerg kan køre den sidste kilometer som Thomas, og han har vist, at han kan gøre det, både når luften er iltfattig, og højdemeterne har været mange. Det er klart, at Thomas ikke kører væk som stærkeste mand, men hvis Ineos kører etapen, som jeg forventer, vil hovedprioriteten formentlig være waliseren. Modvinden vil hjælpe til, at Thomas kan afgøre det med en af sine stærke forceringer, og hvis ellers Yates kan holde sig i skindet, tror jeg, at waliseren sikrer et Ineos-hattrick med tre forskellige ryttere.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Jeg udelukker dog heller ikke, at Adam Yates kan gøre det igen. Som sagt ser jeg ingen grund til, at briten skal gå i offensiven, men han kan stadig vinde etapen på to måder. Ender det i en eller anden form for spurt til sidst, kan det sagtens være, at Ineos helst vil vinde med en anden, men i sidste ende er det vigtigst, at holdet vinder. Yates er løbets stærkeste rytter, og vi ved, at han er en glimrende afslutter med masser af punch, der sagtens kan tage en spurtsejr til sidst. Alternativt sætter han sig på hjul og følger med, når Sepp Kuss eller Esteban Chaves kører, og selvom han formentlig bare følger med, kan han altid vinde en spurt eller køre væk med sit punch på den sidste kilometer. Naturligvis ved vi også, at en stor bjergetape med mange højdemeter passer ham dårligere end dagens mere eksplosive sag, men hans formmæssige overskud synes at være rigeligt stort til, at han igen i morgen vil være flyvende. Som stærkeste mand kan han sagtens vinde igen, selvom det næppe er førsteprioriteten.

Jeg var faktisk meget tæt på at pege på Alejandro Valverde. Hvis det vitterligt ender i en eller anden form for spurt til sidst, ville man jo normalt sige, at veteranen ville være storfavorit, og i dag så vi som nævnt i analysen pludselig, at den gamle mand kan endnu. Faktisk betød hans store aktivitet tidligt på stigningen, at det måske med lidt mere konservativ kørsel kunne være gået endnu bedre, og han var i hvert fald en af de klart stærkeste. Når jeg alligevel ikke er sikker på, om han kan vinde denne etape i en spurt på toppen, skyldes det to forhold. For det første er det ret klart, at toppen er blevet taget af hurtigheden de seneste år, og det er efterhånden halvandet år siden, at Valverde har vundet en spurt på toppen af en stigning, For det andet er denne store bjergetape betydeligt mere udfordrende for Valverde end dagens meget eksplosive opkørsel. Heldigvis kan han trøste sig med, at han i dag klarede højderne meget bedre, end han ofte har gjort, men spørgsmålet er, om denne etape alligevel bliver for voldsom for en mand, der heller ikke restituerer, som han gjorde tidligere. Det er min frygt, men efter i dag anser jeg det stadig som sandsynligt, at Valverde kan spurte sig til en forløsende sejr på toppen.

Dagens anden genfødsel stod Esteban Chaves for, men modsat Valverde kom hans præstation som nævnt i analysen ikke som noget stort chok. Chaves’ topniveau er tårnhøjt, men det kniber med restitutionen. Fire dage plejer han dog nok at kunne holde, og der er derfor grund til at håbe, at han har samme styrke igen i morgen. Er det tilfældet, er han uhyggelig, for i dag kom han med imponerende fart til sidst og bragte endda Yates’ sejr under pres. Med den styrke og det glimrende punch, han besidder, er det slet ikke umuligt, at han kan vinde i en eksplosiv finale til sidst, hvor finalen er så stejl, at han kan slå også bedre afsluttere. Samtidig har han stadig tabt så meget tid, at han ikke er nogen voldsom trussel mod Ineos eller Yates, og derfor er han en mand, der kan få lov at køre, hvis det kniber med kontrollen for et hold, der næsten har flere kaptajner end hjælpere. Det kan være Chaves’ chance, hvis ikke han bare viser sig som bedste mand til sidst.

Et kontrolleret løb bringer også Joao Almeida i spil. Jeg var ret imponeret over portugiseren i dag, hvor han var ene mand om at føre på hovedparten af målbjerget, og kortvarigt endda var ved at indhente de forreste. I morgen må strategien være defensiv, og hvis Ineos holder det under kontrol det meste af dagen til en eksplosiv afslutning, står Almeida meget stærkt. Hans punch er fabelagtigt, som vi så, da han i Giroen kørte Kelderman ud af hjulet i San Daniele del Friuli, og hvis Valverdes spurt er aftagende, er han vel den bedste afslutter blandt klatrerne. Min bekymring er dog, at han ikke vil have samme styrke som i dag, for vi så i Giroen, at de store dage med mange højdemeter stadig er en udfordring for ham. Derfor kan han sagtens vise sig betydeligt svagere end i dag, men kombinationen af dagens kørsel og en god spurt gør ham til en sandsynlig vinder.

Man skal bestemt heller ikke udelukke Richie Porte. Ineos vil gerne have Thomas på podiet, men de vil utvivlsomt også gerne vinde etapen, hvis muligheden byder sig, og det må meget gerne være med en ny rytter. Richie Porte var i dag den loyale mand, der sad på hjul, men i morgen kunne man sagtens forestille sig, at han får lov at gå i offensiven. Dagens kørsel viser, at han ikke har Tour-form lige nu, men formen er bestemt ikke ringe, og rivalerne kan jo ikke svare på alle Ineos-ryttere. Mens Thomas vil være meget overvåget af Almeida, er Porte vel den af de to Ineos-ryttere bag Yates med mest frihed, og det kan han meget vel udnytte til at tage sin første sejr i Ineos-trøjen, efter at Dennis og Yates gjorde det samme de foregående to dage.

I dag levede Sepp Kuss op til mine forventninger ved at vise sig som en af de klart stærkeste, men han døde i forsøget på at gå med Yates. Desværre frygter jeg for ham, at han kan få svært ved at vinde, hvis Ineos gør det til en meget eksplosiv finale, hvor han er oppe mod bedre afsluttere. Omvendt er denne etape meget bedre for ham, og hvis Yates lider under de mange højdemeter, kan Kuss meget vel pludselig vise sig som stærkeste mand. I det lys skal man ikke blive forundret, hvis en fyr som ham efter 4000 højdemeter kører fra alt og alle. Og han har samtidig den fordel, at han ikke er nogen voldsom stor trussel mod Ineos, hvis de sælger etapen til fordel for podiet.

Michael Woods var en dagens positive overraskelser, da han kom stærkt tilbage efter sin bronkitis. Superformen fra Var er i hvert fald ikke forsvundet helt, men desværre kan denne etape med mange højdemeter godt være lidt for hård kost for en ardennerfyr som ham. Til gengæld har han en stor fordel af modvind og sandsynlig Ineos-kontrol, fordi han med sit punch hører til blandt de bedste afsluttere. Det så vi dag, hvor han vandt favoritgruppens spurt, og han er ikke uden chance for at gøre det samme i morgen. Klarer han højdemeterne, har han også frihed, hvis han vælger en mere offensiv tilgang, som vi kortvarigt så i dag.

I dag bekræftede Hugh Carthy det meget positive indtryk fra Ardeche, og hvis nogen har gavn af denne etapes langt flere højdemeter, må det være dieselklatreren Carthy. Dette burde være en rigtig Carthy-etape, men desværre for ham kan modvinden gøre det svært at køre væk, og som en af feltets mest spurtsvage står han ret dårligt i forhold til etapesejren. Til gengæld har han lidt frihed som et våben, og hvis han på den større bjergetape bare er lidt stærkere end i dag og andre, mere eksplosive folk har det vanskeligere, skal man ikke udnytte, at Carthy kan udnytte taktikken til at tage den solosejr, som er hans eneste vej til triumf.

En anden rytter, der har gavn af de mange højdemeter, er Nairo Quintana. Colombianeren var med sit tidlige angreb egentlig ganske overbevisende i dag, men måske overvurderede han formen en anelse. Han er stadig på vej tilbage efter skaden, og han kører næppe bare fra alt og alle, som han gjorde på netop dette bjerg i 2016. Mindre kan også gøre det, hvis det hele bliver en anelse taktisk. Quintana har nemlig tabt masser af tid, og han bør forventeligt være endnu stærkere på en bjergetape som denne. Taktikken skal flaske sig, men en Quintana-sejr synes ikke helt umulig.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

En anden rytter, der imponerede i dag, var Giulio Ciccone. Italieneren lignede ellers en mand i tilbagegang efter den stærke sæsonstart, men i dag var han her, der og alle vegne. Desværre har hans yoyokørsel i år været så eklatant, at han sikkert falder sammen i morgen, men har han samme niveau igen, står han med fine kort på hånden. Han er jo efterhånden blevet en ganske god afslutter, og derfor står han ikke helt ringe i en eksplosiv finale til sidst. For at vinde skal han dog nok bruge samme offensive tilgang som i dag, men med sin katastrofale enkeltstart har han også sikret sig al den frihed, han kunne drømme om.

Simon Yates fik i dag vist, at den gode form fra Prati di Tivo altså var en engangspræstation i en lang række af middelmådige indsatser. Omvendt viser netop hans kørsel den dag i Italien også, at den gode dag altid kan gemme sig under overfladen. Det virker måske ikke sandsynligt på en stor bjergetape, der passer ham temmelig dårligt, men med benene fra Prati di Tivo kan meget lade sig gøre. Han har en vis frihed, og samtidig er han jo en god afslutter i en potentiel eksplosiv finale. For at vinde skal det dog være bedre, end det var i dag.

BikeExchange har selvfølgelig også Lucas Hamilton, der i dag bekræftede den opløftende kørsel fra Paris-Nice. Som udgangspunkt burde denne type etape passe ham bedre, og han viste jo i Frankrig, at han også har et bedre punch, end jeg havde antaget. Alligevel er han oppe mod bedre afsluttere, og det er måske lidt svært at se ham vinde etapen. Meget kan dog ske i en taktisk finale, og han er utvivlsomt den BikeExchange-rytter, Ineos frygter mindst. Den underdogstatus kan komme ham til gavn.

I dag var Harm Vanhoucke flyvende, men belært af erfaringen falder han formentlig sammen i morgen. I hvert fald har det været tendensen, at han sjældent har mere end én god etape i benene, som vi senest så i Emiraterne, men det er klart, at dagens kørsel gør, at han skal tages seriøst. Som udgangspunkt burde han være mere komfortabel på denne type etape, men han inder ikke i en eksplosiv afslutning til sidst. Skal han vinde, skal han udnytte sin frihed til at køre væk, men det gik jo også meget godt både i dag og på Etna i Giroen.

Endelig er der Wilco Kelderman. Det vil overraske mig, hvis han så kort tid efter sin skade kan vinde så svær en etape som denne, men han er bedre, end man kunne have troet. En kontrolleret, eksplosiv etape er god for hollænderen, der bare synes at blive en bedre og bedre afslutter med alderen. Det er klart, at han er oppe i skrapt selskab, men skal der spurtes til sidst, har han forudsætningerne for at gøre det godt.

Ender det i et favoritopgør, har jeg svært ved at se andre vindere. Jeg tror dog, at Enric Mas vil gøre det betydeligt bedre end i dag, nu hvor højdemeterne er flere, og motoren en tand varmere. Også Fausto Masnada, der i dag førte som et æsel for Almeida, har kurs mod et bedre resultat. Det bør også gælde for dieselmotoren Steven Kruijswijk, men han har manglet så meget, at jeg ikke er alt for optimistisk. Både Matteo Badilatti og Mikel Bizkarra burde havde et endnu bedre på denne type etape, men førstnævnte er så svingende, at han også kan sidde i gruppettoen. Jeg tror måske, at etapen bliver endnu vanskeligere for typer som Lennard Kämna og Brandon McNulty, og endelig må Richard Carapaz være ren hjælper, hvis Ineos skal beskytte tre podiekandidater.

Som sagt er et udbrud bestemt ikke udelukket, men kun for ryttere, der har tabt tid og er så gode klatrere, at de kan køre væk i den hårde start og gøre det færdigt. Her er mit bedste bud Clement Champoussin, der var så flyvende i februar, men som har skuffet i dette løb. Han har dog været så velkørende, at han fremstår som et af de bedste bud blandt de ryttere, der har frihed. Den anden er Marc Soler, der i dag floppede fælt, men altid er svingende og trods alt gjorde det pænt i Tirreno. Matteo Badilatti viste også i dag, at han har fremragende ben, når han rammer dagen, og han har tabt masser af tid. Derudover er der et par topklatrere, der ikke er i storform, men på dagen kan vinde fra et udbrud. Det gælder George Bennett, Dan Martin, der har gjort netop dette på dette bjerg, Rigoberto Uran og James Knox, der har været i god form inden løbet. Andre kandidater kunne være Stefan de Bod, Kenny Elissonde, Ide Schelling, Robert Power, Marc Hirschi, Harold Tejada, Attila Valter og den tidligere i år så formstærke Gianluca Brambilla.

Feltet.dks vinderbud: Geraint Thomas

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Alejandro Valverde,

Outsidere: Esteban Chaves, Joao Almeida, Richie Porte, Sepp Kuss, Michael Woods

Jokers: Hugh Carthy, Nairo Quintana, Giulio Ciccone, Simon Yates, Lucas Hamilton, Harm Vanhoucke, Wilco Kelderman

Kandidater til et udbrud: Clement Champoussin, Marc Soler, Matteo Badilatti, George Bennett, Dan Martin, Rigoberto Uran, James Knox, Gianluca Brambilla, Harold Tejada, Stefan de Bod, Kenny Elissonde, Ide Schelling, Marc Hirschi

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Thomas de Gendts sejr fra 2016 og Dan Martins sejr fra 2013.