Optakt: 5. etape af Paris-Nice

Ruten

Efter fire dage, hvor man har kunnet tabe løbet, men ikke vinde det, er det endelig tid til det første store klassementsslag. Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tager man til et helt nyt niveau i 2019, hvor man for første gang siden 2011, da Tony Martin tog dem samlede sejr, har en både lang og relativt flad tidskørsel på programmet. Over 25,5 km kan de lette klatrere tabe anseeligt med tid, og derfor er det vejene omkring Barbentane, der meget vel kan knuse drømmene om sejr for mange af løbets topnavne.

I alt skal der tilbagelægges 25,5 km, der afvikles på en rundstrækning omkring byen Barbentane, der ligger i det helt flade terræn ved Rhone-floden. Det afspejler sig i en rute, der med to undtagelser er stort set helt flad. Fra start kører man mod øst ad en lang, lige og flad vej uden sving, inden man drejer mod syd og siden sydvest. Også her venter lange, lige veje, der ikke byder på hverken bakker eller væsentlige sving med undtagelse af de få udfordringer, der venter ved passagen gennem Graveson efter 9 km.

Kort efter Graveson når man etapens sydligste punkt, hvor man drejer mod nordvest for kort efter at ramme dagens væsentligste udfordring, en 1 km lang stigning, der stiger med 4,2% i gennemsnit. Mellemtiden tages på toppen efter 15 km, hvorefter det falder let, mens man kører ad en lidt mere kringlet vej mod nordvest ned til Rhone-floden. Den følges mod nordøst via en helt flad vej, inden man drejer mod øst for igennem fladlandet at køre ind til målet i Barbentane. Her venter en lang, lige vej efter en rundkørsel med 3500 m igen, men kort inden mål rammer man en hidsig overraskelse i form af en lille mur, der over 500 m stiger med 7-8%, og som indledes med et skarpt sving og har et hårnålesving og en blød kurve, inden man rammer den bare 70 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt bare 140 højdemeter.

Barbentane har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Vejret

Den lange rejse mod solen er afsluttet, og ved ankomsten til Sydfrankrig er vejret som så ofte før langt bedre. Ganske vist vil det sky til efter en solrig morgen, men det vil være tørt med en temperatur på 16 grader. Det vil være ganske blæsende med en relativt konstant frisk til hård vind fra nordvest. Det giver med- og sidemedvind frem til vunden af bakken. Herfra vil der være modvind, indtil man atter får sidemedvind på de sidste 4 km.

Analyse af 4. etape

At dansk cykelsport befinder sig i en guldalder, skal man ikke have fulgt meget med for at vide. Faktisk behøver man blot at have set et par ugers cykelløb i 2019, hvor Jakob Fuglsang med en samlet sejr i Ruta del Sol og en 2. plads i Strade Bianche har fået sin bedste sæsonstart i en ellers lang karriere, og Søren Kragh kørte som en sand motorcykel på vejene i Algarve, hvor han blot endnu engang bekræftede, at han går en stor fremtid i møde.

Med historisk mange ryttere på WorldTouren har Danmark aldrig haft en bredere palet i de store løb - bare så på denne uges to store WorldTour-løb, hvor ikke færre end 12 danskere er til start - men alligevel har det været Fuglsang og Kragh, der har stjålet overskrifterne. Michael Valgren kom ganske stærkt fra start i Algarve, men er siden blevet kraftigt svækket af den virus, der red det portugisiske løb som en mare, og selvom han har været dybt imponerende, er det endnu ikke blevet til de store resultater for Kasper Asgreen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

En af de ryttere, der er fløjet under radaren, er sidste års Tour-helt, Magnus Cort. Astana-rytteren har ellers tradition for at starte sæsonen som lyn og torden, men i år har der været temmelig stille om den hurtige dansker. En halvsløj indsats i Oman, hvor han slet ikke spillede samme dominerende rolle som i tidligere udgaver, blev fulgt op af en anonym præstation i Omloop. En aggressiv indsats i Kuurne var et vidnesbyrd om, at formen var bedre end som så, men da han i denne uges vindblæste Paris-Nice, hvor han var udset som en vigtig mand til at beskytte de sårbare Ion Izagirre og Miguel Angel Lopez i sidevinden, slet ikke var synlig i de barske betingelser, heller ikke ved siden af den nye kaptajn, Luis Leon Sanchez, da denne punkterede på et kritisk tidspunkt på 2. etape, fik man blot styrket fornemmelsen af, at Cort modsat snart sagt enhver anden Astana-rytter havde mistimet formen frem mod klassikerne.

Corts hat er imidlertid fyldt med kaniner, og han har for vane at hive en af dem op, når man mindst venter. Mange vil sikkert huske, hvordan en træt og formsvag Cort efter et skuffende EM kom elendigt fra start i BinckBank Tour. Alligevel endte han med at vinde en stor WorldTour-etape fra et udbrud på en dag, hvor sprinterne totalt kiksede deres jagt, og hvor Cort med samme autoritet som i forbindelse med sin Tour-etapesejr med stor autoritet kontrollerede sine følgesvende til slut.

Det var lidt af det samme, vi var vidner til i dag. Den alt andet end prangende start på løbet efterlod ikke meget håb om, at danskeren kunne hænge på, da han efter en overraskende passiv start på en dag, der var skabt til angreb, havde fundet vej til dagens 13-mandsudbrud. En Cort i storform ville ganske vist sagtens kunne håndtere det kuperede terræn i Massif-Central, men i kamp mod de to udbryderkonger Thomas De Gendt og Alessandro De Marchi samt klatretalentet Giulio Ciccone, der netop har givet Pinot og Bardet stryg på stigningerne i Haut-Var, så det umuligt ud for den tilsyneladende formsvage dansker.

De kedelige fornemmelser blev da også kun bekræftet, da Cort allerede på en af finalens første stigninger måtte slippe Ciccone, De Marchi og De Gendt, da de sammen med et andet talent, Elie Gesbert, kørte væk. Med vanlig dansk kølighed kæmpede han sig imidlertid sammen med Mathias Le Turnier tilbage, men det lignede i den grad en stakket frist. Også på næste stigning gravede han nemlig dybt for at hænge på, og det lignede blot et spørgsmål om tid, inden de mere klatre- og tilsyneladende formstærke ryttere satte ham af.

Sådan gik det bare ikke. Da udbruddet ramte de to sidste stigninger, var det en forvandlet Cort, der aldrig gav sine rivaler en meter. Hverken De Marchi eller Ciccone, som vidste, at de på stregen var slået af de hurtigere De Gendt og Cort, kunne med deres forceringer på den sidste stigning ryste danskeren, der nu pludselig ikke blot hang på, men også var en af de mest aktive i føringsarbejdet. Så snart toppen blev rundet, stod det da også klart, at danskeren var den soleklare favorit, og at kun det taktiske spil og et sent angreb kunne berøve Danmark vores første WorldTour-sejr i år.

Det angreb kom aldrig. Med god hjælp fra De Gendt, der som bekendt har mere råstyrke end taktisk snilde, holdt Cort farten så høj, at alle mistede lysten til at angribe. Alligevel sad man og frygtede for de forventede slagtehug mod danskeren, der jo indlysende var gruppens hurtigste. Som bekendt er det bedste forsvar imidlertid et angreb, og mens alle forventede, at han skulle koncentrere sig om spurten, fjernede Cort al tvivl om, hvem der var gruppens stærkeste, da han med et effektivt ryk satte sine udmattede følgesvende og med samme overlegne autoritet som i forbindelse med sidste års tog udbrudssejre regulært kørte sine følgesvende midt over.

Sejren ændrer med ét fornemmelsen af, at Cort ikke er klar til klassikerne. Man vinder kun en så hård Paris-Nice-etape, hvis man er knivskarp, og dermed ser det hele pludselig meget lysere ud for manden, der er vores bedste kort til næste lørdags Milano-Sanremo. Nuvel, det ser stadig meget svært ud for danskeren at vinde et løb, hvor han er oppe mod langt hurtigere folk, men nu giver det i det mindste et håb om, at Danmark kan komme hjem fra årets første monument med et godt resultat.

For Astana var sejren særdeles velgørende. Det enormt succesrige kasakhiske superhold havde nemlig oplevet en sjælden krise i dette løb, hvor de var mødt op med et af løbets tre stærkeste mandskaber. Med klatrestærke Miguel Angel Lopez og de tempostærke Ion og Gorka Izagirre synes holdet at være dækket ind til alle mulige scenarier, men det fik den nordfranske sidevind effektivt forpurret. Bevares, Luis Leon Sanchez er enormt velkørende og ligger samlet nr. 2 efter opmærksom kørsel i de indlagte spurter, men der er ikke mange, der tror, at den store spanier kan klare sig på Col du Turini på lørdag. Nu har Cort imidlertid vendt bøtten på hovedet - og hvis Lopez løber med sejren på lørdag, ender det hele jo alligevel meget godt for holdet, der i år er gået fra sejr til sejr.

For De Gendt var det dybt frustrerende, at han gik glip af en tredje sejr i det løb, der var rammen om hans store gennembrud for nu næsten et lille årti siden. Man må alligevel tage hatten af for belgieren, der allerede i går, hvor han lå i vinden fra km 70 indtil 4-5 km fra mål, viste storform. Det er velkendt, at det er langt sværere at tage udbrudssejre i de ugelange etapeløb end i grand tours, men den regel gælder bare ikke for feltets udbryderkonge nr. 1, der sidste år leverede nogle mageløse soloridt i både Romandiet og Catalonien. I år har han sat sig den ambitiøse plan at jagte etaper i alle tre grand tours, og dermed er der garanti for, at vi kommer til at tale uendelig meget om De Gendt også i 2019.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det gør vi helt sikker også om De Marchi og Ciccone. Forud for etapen var det så sikkert som amen i kirken, at De Marchi og De Gendt ville jagte udbruddet, og helt som forventet endte de også begge med at komme med, da de 13 mand slap fri overraskende tidligt. I sidste ende rakte det ikke for den brølstærke italiener, men chancen skal nok komme igen. På et profilfattigt CCC-hold bliver udbrud nemlig dagens orden i de fleste etapeløb, og derfor kunne De Marchi, der som bekendt allerede har vundet tre Vuelta-etaper, en hovedfigur i mange løb i det kommende år.

Det gør Ciccone også. Italieneren har været udskreget til et af sportens største klatretalenter, da han på uhørt maner som nyprofessionel vandt en stor Giro-etape. Siden har skader sat hans udvikling tilbage, men i sidste års Giro kom han tilbage på sporet. Nu er han kommet til et Trek-hold, der ikke just har overflod af klatrere, og derfor burde vi kunne få masser af plads til at nyde det italienske stortalent folde sig ud, når vi rammer hans rigtige terræn i de høje bjerge.

Dagens tabere var Mitchelton-Scott, Bahrain-Merida og Deceuninck-Quick Step, der alle arbejdede stenhårdt for at bringe hhv. Matteo Trentin, Sonny Colbrelli og Philippe Gilbert frem til sejr. Som jeg skrev i gårsdagens optakt, ville det imidlertid blive enormt svært at hente et brølstærkt udbrud - og et sådan får man altid med en hård start som den, vi havde i dag - i en finale, der ikke bød på meget fladt terræn.

Reelt var det nemlig kun Mitchelton, Astana og Sky, der havde styrken til at skabe samling, men med Cort i udbrud skulle kasakkerne intet, og briterne valgte klogelig at spare kræfter til en weekend, hvor de kan få nok at gøre med at forsvare et forventet forspring til Kwiatkowski. Da Deceuninck og Bahrain havde for få klatrere, var det op til australierne at gøre det meste af arbejdet, men selvom de brugte klasseskyts som Simon Yates, Esteban Chaves og til slut endda klassementsrytteren Jack Haig, og Bahrain kastede Domenico Pozzovivo ind i jagten, var der intet at stille op mod dagens superudbrud. Måske havde det været anderledes, hvis ikke Mikel Nieve var styrtet, men det siger meget om kvaliteten af frontgruppen, at Mitchelton end ikke med denne trup kunne lukke hullet.

Alligevel kan Trentin lune sig ved bevidstheden om, at han er i skræmmende god form. Det har han været siden det første pedaltråd i Valencia for halvanden måned siden, og i hvert eneste løb siden da har han spillet en dominerende rolle. Nu skal han blot undgå de uheld, der ødelagde hans åbningsweekend, for alt tyder på, at han er klar til en forrygende klassikersæson.

Det er Sonny Colbrelli også. Italieneren havde ellers et lidt skuffende Omloop, men i dag viste han, at den gode form fra sæsonstarten ikke er forsvundet. Det lå ellers ikke på den flade for ham at klare dagens udfordringer, men reelt var han aldrig i vanskeligheder. Og da først han overlevede stigningerne, var det klart, at han ville vinde spurten, for i et stigende opløb som dette er det vel kun Peter Sagan og Michael Matthews, der kan slå den italienske superpuncheur.

I finalen fik vi også lejlighed til at beundre to formstærke franskmænd, vi kommer til at meget til i weekenden. Løbene i Ardeche og Drome viste os allerede, at supertalentet Valentin Madouas har lagt yderligere på i forhold til en allerede flot debutsæson, der kulminerede med et stærkt Paris-Tours, og at Lilian Calmejane er sig selv igen efter et sløjt 2018. I dag viste de begge med et sent angreb, at den gode form stadig er intakt, og selvom de næppe kan være med i kampen om sejren på en rute, hvor 5. og 7. etape er for vanskelige, ligner de begge gode bud på hovedaktører på søndagens ukontrollerbare 8. etape.

For klassementsrytterne blev det blot en dag, der skulle overstås. Kwiatkowski kunne have gået efter lidt bonussekunder, men det ville have kostet for meget for Sky at skulle jagte hårdt over 212 km. I stedet valgte de at spare sig, for polakken, der allerede nu er i gult, kan meget vel øge sit forspring på morgendagens enkeltstart. Dermed ser det ud til, at briterne skal løfte en stor del af ansvaret de kommende dage, og derfor skulle der sættes kræfter i banken. Det skulle der også for løbets øvrige klassementsfolk, der ikke havde meget at vinde i terræn som dette, og som alle får brug for hver en kraftressource på morgendagens vigtige enkeltstart.

Fra i morgen får vi nemlig det første klare billede af, hvem der kan vinde årets Paris-Nice. Sidevinden har ganske vist allerede reduceret favoritfeltet betragteligt, men for de overlevende er det bjergene og tidskørslen, der vil afgøre slaget, og i den sammenhæng kan de 25 km tonserkørsel på ingen måde overvurderes. Kwiatkowski og Wilco Kelderman ser i hvert fald frem til at sikre sig et betragteligt forspring inden det store slag på Turini på lørdag.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Og Cort? Ja, han kan tage sig en halv hviledag. Og fremover er der ingen grund til bekymring, hvis han ser skidt ud i de kommende dage. Han gemmer nemlig bare formen godt og venter på næste lejlighed til at hive en bornholmsk kanin op af hatten.

Favoritterne

Paris-Nice er altid delt i to dele. Den første forblæste del i Nordfrankrig er ikke et sted, hvor løbet kan vindes, men det kan i den grad tabes i den sidevind, der meget ofte har revet feltet i stumper og stykker. Det sker langtfra altid, men mangen en favorit har fået knust sine sejrsdrømme som følge af uopmærksomhed i terræn, som de fleste klatrere afskyr. I år har det brutale europæiske forårsvejr gjort det mere sandt end længe, og efter to dages dramatisk sidevindskørsel har adskillige af de tungeste favoritter, først og fremmest Ion Izagirre, Simon Yates og Miguel Angel Lopez, allerede kunnet skrinlægge alle ambitioner i klassementet.

Man kan imidlertid aldrig vinde Paris-Nice i sidevinden. De blæsende betingelser kan skabe en tidlig og ret voldsom udskilning, men for de overlevende vil det altid være bjergene og eventuelle enkeltstarter, der afgør slaget. Fra torsdag går løbet derfor nu ind i næste fase, når den ene af de to vigtigste etaper vil indlede udskilningen mellem de få, der undgik at blæse omkuld i det flade nord.

Som sagt er det yderst sjældent, at Paris-Nice har så lang en enkeltstart. Det har vi ikke haft siden Tony Martins sejr i 2011, men det er ikke den eneste nyskabelse. Også terrænet er anderledes, end vi er vant til i et løb, hvor de lange enkeltstarter ofte er meget kuperede. Bjergenkeltstarten op ad Col d’Eze er som bekendt en klassiker, og både 2017- og 2018-udgaverne af løbet bød på meget kuperede ruter i Massif-Central.

Årets enkeltstart er helt anderledes og tåler slet ikke sammenligning med de to seneste. Ganske vist er der to mindre bakker, men resten af ruten består af fladt tonserterræn, der heller ikke byder på mange tekniske udfordringer. Med andre ord er det en dag for specialisterne, der kan træde de store gear og holde motoren varm over den for et ugelangt etapeløb ganske lange distance. Med andre ord er det slet ikke en dag for folk som Nairo Quintana og Egan Bernal, der utvivlsomt vil lide et vist tab på en etape, der bestemt ikke tiltaler dem.

Etapen bærer i den grad præg af, at der er et holdløb i Tirreno-Adriatico. Det betyder nemlig som i de seneste mange år, at stort set alle verdens førende specialister er sendt til Italien. Hvor listen over tempokonger i Tirreno således er alenlang, skal man ikke bruge mange linjer på at nedfælde specialisterne i Paris-Nice. I de andre år var ruterne så kuperede, at der ingen grund var for de tunge folk til at tage til dette løb, men i år kunne der faktisk have været en ret billig WorldTour-sejr i udsigt, hvis ikke holdene havde krævet, at de skulle hjælpe deres klassementsfolk på dagens holdløb i Italien.

Dermed er det også et ret begrænset favoritfelt på en etape, der derfor også kan byde på en del overraskelser. Heldigvis vil de ikke skyldes vejret, for det ser ud til, at vi får fine betingelser. Ganske vist vil det være voldsomt blæsende, hvorfor det bliver afgørende at spare kræfter til det hårde modvindsstykke på vej hjem til Barbentane, men det vil være tørt og uden de store variationer i vejret. Med andre ord burde vi få en fair dyst mellem de bedste.

Løbet er som sagt fattigt på specialister, og det får Michal Kwiatkowski til at skille sig ud. Polakken har ganske vist ikke altid været lige stabil på sine tidskørsler, hvor han særligt har kæmpet lidt med det fladeste terræn, men i de senere år er der virkelig sket noget. Sidste år blev han således nr. 4 både ved VM og under Touren, dog på ganske kuperede ruter. I Vueltaen blev han imidlertid nr. 5 i fladt tonserterræn - og det endda på et tidspunkt, hvor han var træt og mærket af styrt - og det vidner om, at han også burde kunne gøre sig på denne rute.

Det er klart, at Kwiatkowski ikke er nogen Rohan Dennis eller Tom Dumoulin, men i et felt uden topspecialister skiller han sig ud som den bedste, i hvert fald i 2018. Da han efter en lidt sløj start i Emiraterne samtidig har vist forrygende kørsel i sidevinden de første dage, synes formen også at være på plads. Det får os til at pege på polakken som vores favorit til at tage sin første enkeltstartssejr på WorldTouren.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Havde dette været 2017, havde vi formentlig peget på Wilco Kelderman. Hollænderen har nemlig langt bedre resultater end Kwiatkowski på flade enkeltstarter. Blandt andet har han sågar slået Dumoulin ved de hollandske mesterskaber, men også blandt alle specialisterne i fladlandet i Eneco Tour er han blevet nr. 2 bag Jos Van Emden. Mange vil sikkert også huske, at han i 2017 blev nr. 2 bag Chris Froome på Vueltaens lange, flade enkeltstart, og det er dermed hævet over enhver tvivl, at Kelderman, der også i 2017 var i top 10 ved VM, er en af verdens bedste tempryttere.

Desværre var 2018 skuffende. I både Tour de Suisse og Vueltaen kørte han nogle forfærdelige enkelstarter, og vi skal helt tilbage til Abu Dhabi Tour sidste februar for at finde hans seneste store ridt i kampen mod uret. Det kan imidlertid meget vel skyldes de mange skader, der gav ham meget andet end enkeltstartstræning at tænke på, og efter en god vinter kan man derfor håbe, at han har genfundet sit rigtigt niveau. Formen har i sidevinden set ganske lovende ud, for han har klaret alle split uden megen hjælp fra et svækket hold. Derfor ligner han værste trussel mod Kwiatkowski.

Vi kan ikke helt finde ud af, hvad vi skal mene om Bob Jungels. Det er velkendt, at luxembourgeren er specialist, men det er også velkendt, at han mangler en del i forhold til de bedste på flade tonserruter som denne. I hvert fald er han kun konkurrencedygtig over længere distancer, men netop derfor burde de 25,5 km også give ham bedre chancer end i andre ugelange etapeløb.

Først og fremmest er det dog hans gode form, der gør ham til en vinderkandidat. Man skal ikke have set mange minutter af Kuurne-Bruxelles-Kuurne for at vide, at han er i skræmmende form, og det gør ham ganske farlig i et felt, hvor antallet af specialister er meget lavt. Da distancen også er lang nok til, at hans motor kan blive halvvarm, og da vi er et par dage inde i et hårdt løb, hvilket altid er godt for hans dieseltank, burde Jungels i hvert fald være med helt fremme.

En af de helt store jokers er Tejay van Garderen . Der har godt nok ikke været meget at råbe hurra for for amerikaneren i de seneste to år, men der er ét sted, hvor han som regel har præsteret. Det skete i 2018 blandt andet i Tour of California, hvor han vandt i overlegen stil, selvom han havde det svært i bjergene, og det i Tour de Suisse blev han nr. 3, selvom han også der havde det vanskeligt på stigningerne. Det har han også haft i den første del af 2019, hvor han ikke just imponerede i Emiraterne, men han har trods alt vist hæderlig form. 2018 viste os, at det som regel er nok til, at van Garderen kører en fremragende enkeltstart, og det kan han derfor også gøre torsdag. Med ham ved man aldrig, for der kan være ganske markante formudsving, men på en god dag som i Californien sidste forår kan han køre med om sejren på en rute som denne, også selvom skiftet væk fra  BMCs cykler kan have svækket ham.

En anden rytter, der er svær at vurdere, er Ion Izagirre. Baskeren har nemlig haft det temmelig svært på tempocyklen i både 2017 og 2018, hvor han var langt under niveau. Til gengæld kørte han pludselig som sig selv igen, da han blev nr. 2 på den indledende enkeltstart i Valencia, og selvom han skuffede med en 3. plads i Andalusien, kunne det indikere, at han er på vej tilbage. På den anden side har han aldrig været specielt stærk på flade tonserruter, og dette er normalt ikke en enkeltstart efter hans smag. Samtidig er hans motivation efter en skidt start måske ikke helt i top, og vi har derfor en formodning om, at han er på vej mod en skuffende præstation. Rammer han den rigtigt, er han dog en af de ryttere, der kan køre med om sejren, og derfor skal han naturligvis regnes som vinderkandidat.

Vi har store forventninger til, at Lawson Craddock kan overraske. Det har ellers været nogle svære år for amerikaneren, der er forsvundet helt fra radaren, men nu synes han at være på vej tilbage. Han kørte i hvert fald som en motorcykel, da EF overraskende vandt holdløbet i Colombia 2.1, og her viste han sig også for første gang længe frem i bjergene. Sidste år viste han blandt de mange sløje indsatser sine tempoevner med en 4. plads i Californien og en 11. plads i Abu Dhabi, og det vidner om, at han har motoren til at gøre sig i dette terræn. Dagen stærke angreb var endnu en indikation på, at han nærmer sig sit gamle niveau, og det kan gøre ham til en ganske interessant kandidat til en etape, hvor der ikke er mange specialister at slås med.

På enkeltstarten i Californien blev han slået af Tao Geoghegan Hart , der på de amerikanske veje kørte sit livs tidskørsel. Med en nylig 8. plads på den relativt flade rute i Algarve har han bekræftet evnerne, og samtidig viser hans klatring i Portugal, at formen er god. Der er en vis risiko for, at han bliver bedt om at spare sig til weekenden, da et styrt i mandags sendte ham ud af klassementet. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Geoghegan Hart er ekstremt velkørende, og får han løbepas, burde han kunne køre med om de sjove placeringer på en etape, der minder om den fra Californien sidste år.

Vi glæder os også til at se Nils Politt i aktion. Den lovende tysker står foran sit store gennembrud i klassikerne, efter at han sluttede så bragende flot af i 2018 og allerede sidste år var i top 10 i Roubaix, og han er derfor brølstærk på flad vej. Han kan ikke regnes som decideret specialist, men hans råstyrke bringer ham alligevel langt på tempocyklen, hvilket 9. pladsen i Algarve er vidnesbyrd om. Distancen er lang nok til, at han motoren kan blive varm, og i et felt uden mange specialister burde han have gode chancer for alene med sin enorme power at gøre sig gældende.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

En anden spændende kandidat er Jack Bauer. Australieren har i de senere år forbedret sig markant i kampen mod uret, hvilket sidste år gav top 10-placeringer i Californien og ikke mindst blandt alle topnavnene i Tirreno. Selv er han ikke decideret specialist, men netop over en relativt lang distance og i et felt uden de helt tunge kandidater burde han kunne gøre det godt. Terrænet burde i hvert fald passe ham, og han så ganske overbevisende ud i dag.

Et af etapens wildcards er Edvald Boasson Hagen. Nordmanden var kendt som specialist, men i de senere år har han intet vist. Det ændrede sig imidlertid med et brag, da han choksejrede på 1. etape i Valencia og gav håb om en genfødsel. Desværre er han mere end nogen anden blevet svækket af den nu så berømte Algarve-virus, for formen har været helt væk siden det portugisiske løb. Også i dette løb, hvor sidevinden ellers burde have været guf, har han været helt væk, og derfor tror vi ikke meget på ham. Belært af erfaringerne fra Valencia tør vi imidlertid ikke undlade at nævne, at han altså igen kan overraske.

Det bliver også spændende at følge Dylan Teuns. Belgieren havde enkeltstarten som sin akilleshæl indtil sidste års Vuelta, hvor han pludselig lærte at mestre disciplinen. Det fortsatte i Valencia, hvor han kørte fremragende, og den halvsløje præstation i Andalusien kan forklares med sygdom. Terrænet her passer ham ikke, men det gjorde det heller ikke i Vueltaen. Derfor kan han gøre det hæderligt.

Vi er meget spændte på at se Ilnur Zakarin. Russeren havde det forfærdeligt i 2018, men kongeetapen i UAE Tour viste, at han er tilbage. Desværre blev han siden syg, men det har tilsyneladende ikke svækket ham. I hvert fald har han højst usædvanligt klaret sidevinden, og det gør ham til en joker i klassementet, for når han kan det, må formen være knivskarp. Flade enkeltstarter er ikke hans kop te, men som han viste i Vueltaen i 2017 er han altså stadig en glimrende temporytter, selvom han ikke har samme skarphed som før sit vægttab. Der er ingen garantier, men han kan overraske.

I gamle dage ville en så formstærk Luis Leon Sanchez være topkandidat. Desværre har han skuffet i hver eneste enkeltstart i 2018 og 2019, senest i både Valencia og Andalusien. Også sidste år, hvor han var flyvende fra start, kørte han skidt i Andalusien og dette løb, og det virker til, at han har tabt alle evner i disciplinen. Formen er så god og feltet så specialistfattigt, at han skal nævnes, men reelt er chancerne ikke gode.

Dagens to udbryderkonger Alessandro De Marchi og Thomas De Gendt kan vælge at tage den med ro, men de kan også overraske. Begge har de nemlig før kørt gode enkeltstarter. De Marchi lærte det pludselig i sidste års Vuelta og vil være ivrig efter at bygge videre på fremgangen, og De Gendt er altid solid, selvom han ikke er så god som i gamle dage. Ingen af dem vinder, men giver de den et skud, kan de sagtens køre i top 10.

Blandt klassementsrytterne er Tony Gallopin og Felix Grosschartner også gode bud. Ingen af dem er specialister, men i dette felt er de hæderlige. Gallopin har ganske vist gjort det bedst over kortere distancer, men han kan forsvare sig. Grosschartner kørte en fantastisk enkeltstart i 2018, hvor han blev nr. 4, men vi tvivler på, at han trods en åbenlyst god form kan gøre det lige så godt på en rute, der mere er for specialister.

Endelig vil vi pege pege på Daniel Martinez og Arnaud Demare. Martinez har arbejdet meget på sin tempocykel hos EF, og sejren ved de nationale mesterskaber og holdløbssejren i Colombia viser, at det har givet resultater. Allerede i Californien sidste år kørte han stærkt, og selvom han nu er ude af klassementet, vil han sikkert bruge dette som en test. Demare viste med 6. pladsen i Algarve og sejren i Poitou-Charentes sidste år, at han sagtens kan køre gode enkeltstarter, men da denne distance er lige lang nok, sparer han sig nok til den mulige spurt fredag.

Andre kandidater Tom Scully, Niki Terpstra, Marc Soler, Hugo Houle og Victor De La Parte, men de kan ikke vinde.

Feltet.dks vinderbud: Michal Kwiatkowski

Øvrige vinderkandidater: Wilco Kelderman, Bob Jungels

Outsidere: Tejay van Garderen, Ion Izagirre, Lawson Craddock, Tao Geoghegan Hart, Nils Politt

Jokers: Jack Bauer, Edvald Boasson Hagen, Dylan Teuns, Ilnur Zakarin, Luis Leon Sanchez, Alessandro De Marchi, Thomas De Gendt, Tony Gallopin, Daniel Martinez, Arnaud Demare