Optakt: 5. etape af Tour de France

TOUR-FEBER: SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG

Ruten

Det kan egentlig synes underligt, at Tour de France så sjælden går brug af Vogeserne, når nu den lille bjergkæde tilbyder noget af Frankrigs bedste og smukkeste cykelterræn i det ellers flade Nordfrankrig. I år kommer området imidlertid til sin ret, når to dage i Vogeserne vil sørge for at skabe en udskilning tidligere, end man ellers ofte ser det i verdens største cykelløb. Naturligvis er det torsdagens finale på La Planche des Belles Filles, der tiltrækker sig den største opmærksomhed, men forinden får rytterne muligheden for at varme klatrebenene op på en kuperet 5. etape, der med nogle svære sene stigninger og en flad finale lægger op til flere forskellige scenarier.

I alt skal der tilbagelægges 175,5 km, der fører feltet fra Saint-Dié-des-Vosges til Colmar, der er hovedbyen i Alsace og ligger midt i Vogeserne. Startbyen ligger egentlig ganske tæt på bjergene, men første del af etapen består af en relativt let sløjfe mod nord. Derfor lægger man ud med at køre mod nordøst igennem terræn, der først er let stigende og siden let faldende, inden man drejer mod øst ind på kategori 3-stigningen Cote de Grendelbuch (3,4 km, 4,9%), der har top efter 44 km og er en let stigning uden vanskelige procenter. Herefter falder det mod øst, hvor man rammer dalen, der følges mod syd igennem helt fladt terræn. Undervejs passer man dagens spurt, der denne gang kommer på toppen af en 1 km lange bakke efter 71 km, og som byder på et sving bare et par hundrede meter fra stregen, samt forplejningen, der kommer efter 86,5 km.

Efter 103 km ender det flade terræn, når man drejer mod sydvest for via kategori 2-stigningen Cote du Haut-Koeningsbourg (5,9 km, 5,8%) at forlade dalen. Også den er en meget regulær stigning, der har top efter 109,5 km. En kringlet nedkørsel fører mod sydøst, hvorefter det går mod sydvest via snoede veje igennem fladt terræn frem til kategori 2-stigningen Cote des Trois-Epis (4,9 km, 6,8%), der ligeledes er regulær, men flader lidt ud over den sidste kilometer.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Fra toppen resterer 35 km, der indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører mod sydøst direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote des Cinq Chateaux (4,6 km, 6,1%), der bestiges fra nord og undervejs stiger med mere end 7,5% over 2 km. Toppen rundes med 19,5 km, men det fortsætter med at stige i yderligere nogle kilometer, mens man forsætter mod syd, inden man drejer mod vest for via en halvteknisk nedkørsel at køre tilbage til dalen. Her venter 11 flade kilometer, der fører mod nordøst mod og ind gennem Colmar frem til målet i den nordlige udkant. De sidste 5 km er helt flade og byder på sving med 4700 og 3300 m igen, hvorefter en lige vej kun afbrydes af en rundkørsel, der leder ind på den 420 m lange, 6,5 km brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2325 højdemeter.

Tour de France lagde senest vejen forbi Colmar i 2009, hvor Heinrich Haussler i sin jubelsæson tog en fornem solosejr på en drivvåd dag i Vogeserne, samt i 2001, hvor Laurent Jalabert til slut køre alene hjem foran en trio anført af Jens Voigt. Byen besøges ofte af Tour Alsace, senest i 2012 og 2014, hvor hhv. Edoard Labour og Simon Zahner sejrede.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det ser ud til, at vejret vil blive mere skyet og fugtigt de kommende dage, men der venter i hvert fald endnu en flot dag inden da. Onsdag vil være næsten skyfri med en temperatur i Colmar på 26 grader. Der vil blot være en let vind fra nord. Det giver sidemodvind frem til vunden af den første stigning, hvorefter der kortvarigt vil være sidevind. Herfra vil der være sidemed- og medvind hele vejen frem til afslutningen på den sidste nedkørsel. Til slut vil der være sidemod- og modvind i den flade finale, herunder modvind på de sidste 3,3 km

Analyse af 4. etape

For de fleste cykelfans var det en af feltets helt store ryttere, der i dag tog en fornem sejr på 4. etape af Tour de France. For de mange sommerfans, der kun ser cykelsport under Touren, var det imidlertid en total nobody, der efter endnu et eminent Deceuninck-leadout akkurat fik klemt cyklen frem foran Alexander Kristoff, da 213,5 km ellers temmelig begivenhedsfattige kilometer afsluttedes med et brag af en massespurt i Nancys gader. Mens han har vundet et hav af cykelløb på allerhøjeste niveau og sidste år faktisk endte som sæsonens mest vindende med blandt andet hele syv etapesejre i grand tours, var dagens etape nemlig den første, hvor Elia Viviani var med i kampen om en triumf i verdens største cykelløb.

Man skal således have været en meget grundig iagttager for at have bemærket Elia Vivianis eksistens, hvis man kun har fulgt med i Tour de France. Faktisk har den italienske supersprinter kun én gang tidligere kørt verdens største cykelløb, og det var i en anonym rolle som hjælperytter. Tilbage i 2013 var han nemlig en del af det Cannondale-hold, der hjalp holdets superstjerne Peter Sagan med at vinde sin anden grønne trøje, men han fik aldrig chancen for at teste sig selv af i en spurt. Således var lørdagens spurt i Bruxelles den første nogensinde for en rytter, der ellers i nu ganske mange år har været et af sportens største navne med et hav af landevejssejre og endda også OL-guld på banen på sit fine generalieblad.

I virkeligheden er det meget sigende, at Viviani i 2013 stod i skyggen af Sagan. Det har nemlig været et gennemgående tema i italienerens karriere, at han altid har været nr. 2 eller længere ned i hierarkiet. Det gjaldt således i tiden på Cannondale/Liquigas, hvor han kun var nr. 2 bag Sagan på et hold, der i dele af perioden også talte Vincenzo Nibali og Roman Kreuziger, og det gjaldt, da han tilbragte flere år på Sky. Her havde han ganske vist rollen som førstesprinter, men i briternes verden tæller sprintere ikke rigtigt. Derfor måtte han leve en skyggetilværelse med mulighed for at køre Giro d’Italia, hvor det nok blev til en enkelt etapesejr, men hvor han også måtte indordne sig under større ambitioner.

Lavpunktet kom i 2017, hvor Geraint Thomas’ forrygende kørsel i Tour of the Alps betød, at Viviani i sidste øjeblik fik besked på at blive hjemme fra sit store sæsonmål, hvor alt skulle sættes ind på at vinde løbet med Thomas eller Mikel Landa. Det fik Viviani til at indse, at noget måtte gøres, og ”det noget” kom heldigvis som kaldt fra himlen. Marcel Kittel var nemlig så rædselsslagen for konkurrencen fra Fernando Gaviria, at han absolut måtte væk fra Quick-Step - en beslutning, han formentlig stadig græder over i dag - og det førte til et opkald fra Patrick Lefevere, der med god hjælp fra et generøst Sky-hold kunne bryde Vivianis kontrakt og bringe ham ind i sin belgiske stald.

Også hos Quick-Step var Viviani imidlertid i skyggen. Denne gang var det af Gaviria, der med to etapesejre i Touren så rigeligt viste, at han var holdets nr. 1, også selvom Viviani vandt i tide og utide i blandt andet Giroen og Vueltaen. Det var således også den rolle, han var tiltænkt i år, hvor det colombianske stjerneskud naturligvis var udset som manden, der skulle vinde den så vigtige første Tour-etape på hjemmebanen i Bruxelles.

Heldigvis kommer alt godt til den, der venter, og Viviani fortjente om nogen en belønning for sin tålmodighed. Den fik han, da Gaviria fik dollartegn i øjnene efter et opkald fra det stinkende rige UAE-mandskab, der udnyttede usikkerheden om Quick-Step-mandskabets fremtid til sidste efterår at give colombianeren et kald. Et par ekstra nuller på lønchecken var nok til at trække Gaviria til Mellemøsten. Og vupti! Så var Viviani pludselig blevet førstesprinter på verdens første sprinterhold med verdens bedste tog til sin rådighed, selvom det aldrig havde været planen.

Det ansvar så det i første omgang ud til, at han havde svært ved at løfte. I hvert fald havde Viviani en nærmest katastrofal sæsonstart, hvor han fra Milano-Sanremo og frem til slutningen på Giroen var en skygge af det altædende monster, han havde været i 2018. Heldigvis lykkedes det ham at vende tingene på hovedet i tide efter lavpunktet, der blev nået med det tidlige exit fra en gennemført mislykket Giro, og man skulle ikke se mange etape af Tour de Suisse for at vide, at Viviani pludselig var måske endnu stærkere end i 2018, hvor mange af sejrene blev opnået i kraft af toget mere end i kraft af ham selv.

Man kan med nogen ret hævde, at det samme gjorde sig gældende i dag, men det skal ikke tage noget fra Viviani selv, der var stærk nok til at modstå det pres, der kun var vokset betydeligt efter fiaskoen på 1. etape. Her havde han nemlig sovet i timen i en finale, hvor han tabte hjulet på gulddrengen Maximiliano Richeze, og da han alligevel syntes at være i position til at kunne køre en fornuftig spurt, betød en nærkontakt med Caleb Ewan, at den gule drøm på holdets hjemmebane i Bruxelles brast. Hans indsats på holdløbet og ikke mindst hans flotte kørsel i går, hvor han endda forsøgte relativt sent at bidrage til at gøre løbet så hårdt, at Julian Alaphilippe kunne angribe, var vidnesbyrd om, at den schweiziske superform ikke var forsvundet helt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det blev tydeligt for enhver, da Viviani altså i dag sikrede sig sin første og den anden etapesejr i træk for Deceuninck-Quick Step, der efter den kedelige Giro har fundet tilbage i deres vanlige vindende mønster allerede fra starten af Touren. Og selvom det var Viviani, der stod øverst på podiet, var det igen i høj grad en holdindsats, der var forklaringen på triumfen.

I år har det ellers knebet lidt med Deceuninck-toget, der ikke har været helt så overbevisende som tidligere, men efter at de har fået samlet Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Richeze om Viviani siden Tour de Suisse, har de atter cementeret deres status som verdens i særklasse bedste sprinterhold. I Schweiz gav de dag efter dag de andre mandskaber bøllebank, og det gjorde de også på 1. etape i lørdags, hvor det alene var Vivianis egen skyld, at han ikke blev afleveret helt perfekt.

I dag gik alt imidlertid helt efter bogen, da holdet igen knuste al modstand med et lead-out, der var som taget ud af lærebøgerne. Det var ellers en lidt halvkritisk situation, da Kasper Asgreens skader og heraf følgende uarbejdsdygtighed betød, at holdet måtte brænde Yves Lampaert af til det tidlige føringsarbejde og derfor manglede en nøglekomponent i finalen.

Men hvad gør det, når man har en altmuligmand og multikunster på holdet. Trods sin gule trøje var Julian Alaphilippe ikke for fin til at tilbagebetale Viviani for arbejdet på 2. og 3. etape, og franskmanden overtog på eminent vis Lampaerts plads i toget. Med 1 km igen skød vindunderbarnet frem, og herefter var alt, som det plejer. Mørkøv var næste mand, inden Richeze svarede igen på Jasper Philipsens fornemme fremstød, og herefter kunne Viviani gøre arbejdet færdigt - også selvom hans spurt ikke hører til blandt hans bedste og var faretruende tæt på ikke at være god nok.

Det skyldtes nemlig en anden rytter, der kender til det med at stå i Gavirias skygge. Det var nemlig det, Alexander Kristoff havde udsigt til, da UAE-mandskabet udnyttede den uventede mulighed til at hente colombianeren til holdet. Med ét var Kristoff henvist til rollen som lead-out man, og trods lidt brok i medierne affandt nordmanden sig med opgaven - en opgave, han i UAE Tour til gengæld viste sig at mestre måske bedre end nogen anden.

Gavirias knæproblemer sendte imidlertid Kristoff tilbage i rollen som nr. 1, og den udnyttede han til fulde med dagens 2. plads. Resultatet kom endda ganske uventet, for i Tour de Suisse lignede nordmanden bestemt ikke en mand i form. Bedre blev det ikke på 1. etape, hvor maveproblemer angiveligt var forklaringen på den ringe præstation, men i dag viste han sin klasse. Og helt uventet var det trods alt ikke på en dag, hvor kombinationen af lang distance og en lang powerspurt i modvind havde Kristoffs navn skrevet med fed ud over det hele.

Måske er der i virkeligheden grund til at tro på en stor Tour for nordmanden. Årets sprinteretaper er generelt kendetegnet ved at være hårde og opslidende, præcis som kongen af hårde klassikerspurter elsker dem. Særligt er det lovende, at han allerede i uge 1, hvor han aldrig tidligere har været i stand til at blande sig helt fremme, er så tæt på sejr, for vi ved som bekendt, at Kristoff bare bliver bedre og bedre, som dagene går og altid topper i den tredje uge. Og med tanke på, at stortalentet Philipsen, der med sin gode positioneringsevne burde være en eminent lead-out man, i dag viste sin klasse, lugter det slet ikke ringe i UAE-bageriet her til aften.

Til gengæld er der nok en halvbitter dunst i Jumbo-lejren, men det er måske meget heldigt, at der er tid til at hente nye forsyninger til det champagnelager, der formentlig allerede er tømt. Dylan Groenewegen erkendte efter etapen, at det fortsat kniber med søvnen efter lørdagens store styrt, og at han endnu ikke er 100%, og det var da også ganske tydeligt i spurten.

Alligevel viste hollænderen stor fighterevne, da han akkurat fik bagdelen med over sidste stigning, hvor Sunweb ellers med deres forventede forcering bragte ham på grænsen af at falde fra, men det har utvivlsomt kostet. Først faldt holdet tilbage for at føre ham frem, og til slut tabte han hjulet på sit tog, der i øvrigt også faldt helt fra hinanden. Da Wout van Aert tog fronten frem mod den røde flamme, var det således kun Mike Teunissen, der kunne øjnes i den forreste del af feltet, mens både Groenewegen selv og den normale nr. 3 i raketten Amund Grøndahl Jansen var helt væk. Det lykkedes alligevel den hollandske supersprinter at komme i position til at køre en spurt, men kombinationen af træthed, skader og ringe position betød, at han slet ikke var den overlegne skikkelse, han normalt havde været. Til gengæld kan han glæde sig over, at han nu har nogen tid til at komme sig inden næste chance på fredag, og at Teunissen med en forrygende spurt til sidst fik bekræftet, at han har en fart, han ikke tidligere har haft.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det har Caleb Ewan til gengæld ikke. Man må ellers tage hatten af for den lille australier, der udførte ”mission impossible”, da han i den absolutte finale fik skubbet kongen af positionskampen, Peter Sagan, væk fra Vivianis hjul, der som bagende på løbets bedste tog var det, alle ville have. Da spurten blev indledt, måtte den lille australier imidlertid atter indse, at hans transformation fra supersprinter til holdbar afslutter har kostet på topfarten. Som det har været et gennemgående tema gennem hele året, blev han sat godt og grundigt til vægs af rivalerne, og havde han ikke haft Vivianis hjul, var han utvivlsomt ikke blevet nr. 3. Det må være til frustration for den lille australier, der formentlig havde set dagens lange og hårde etape som en af de bedste muligheder.

Måske blev han ramt af den hårde modvind, der betød, at etapen både blev kedelig og langsom, og som gjorde, at alle kom stort set friske frem til finalen. Bedre blev det ikke af, at vinden stod lige i ansigtet på bakken, og selvom Bora og Sunweb gjorde, hvad man ikke skulle være det store cykelgeni for at forudse, da de satte et knaldhårdt tempo på bakken, blev det hele så let, at selv den stakkels Magnus Cort, der ellers led efter et styrt, kom med over toppen. Dermed var Michael Matthews også reelt chanceløs allerede med 15 km fra mål, for i selve spurten måtte australieren atter indse, at han altså er puncheur og ikke sprinter.

Sagan falder naturligvis i begge kategorier, men heller ikke han er nogen supersprinter. Således har han aldrig vundet en ”rigtig” massespurt i Touren, hvor et fuldt felt har skullet afgøre det i en flad finale, men i dag kom han nu ganske tæt på. Det kan godt være, at han åbenlyst er et stykke fra sit gamle niveau, men i spurterne går det stadig ganske glimrende. Således fandt han med vanlig selvfølgelighed Vivianis hjul, og havde han ikke skullet den lange vej rundt om Kristoff, lignede han en mand, der faktisk havde farten til mere end en 4. plads. Og faktisk var det ganske godt at se, at han faktisk gik efter sejren og ikke blot, som han i Touren har haft for vane, at køre sig til en defensiv sekundær placering, for han kunne utvivlsomt have slået Ewan ved ikke at have forsøgt at gå forbi både Viviani og Kristoff helt ude i modsatte side af vejen.

En lille taber i dag var måske Giacomo Nizzolo. Italieneren har ellers lignet en mand, der nærmer sig niveauet fra tiden før de mange knæskader, og han viste fornem styrke med sin flotte spurt på 1. etape. I dag måtte han imidlertid sande, at Dimension Data-toget ikke har Deceunincks klasse, for ligesom Bahrain, der skød alt for tidligt frem med Sonny Colbrelli, som end ikke kom i top 10, brændte både Reinardt van Rensburg og Edvald Boasson Hagen krudtet af for tidligt. Derfor blev Nizzolo efterladt tilbage, da Deceuninck skød frem med Viviani, Sagan og Ewan og Philipsen med en helt anden timing førte Kristoff frem, og han måtte således tage til takke med en 7. plads.

Derudover bekræftede spurten, hvad vi allerede viste. Jasper Stuyven og Matteo Trentin har trods deres åbenlyse superform ikke mange chancer, når klassementsambitioner på deres hold efterlader dem på egen hånd, og positioneringsstærke Christophe Laporte har aldrig været i nærheden af at have den fornødne fart. Den har André Greipel bestemt heller ikke længere, men med tanke på den gennemført katastrofale sæson, han har haft i et år, hvor han både fysisk og positioneringsmæssigt synes at være faldet helt sammen, var dagens 12. plads vel nærmest at regne for sæsonens højdepunkt. Det var dog nok ikke, hvad Arkea havde i tankerne, da de sidste efterår hentede ham ind som holdets nye superstjerne.

For klassementsrytterne endte det som en let og begivenhedsfattig dag - i hvert fald så let en dag, som Touren kan frembyde - og de slap alle helskindet til Nancy. Allerede nu kan de imidlertid formentlig mærke adrenalinpumperne langsomt åbne for sluserne, for nu nærmer feltet sig med hastige skridt foden af Vogeserne. I morgen venter der en klassisk udbryderetape til at varme benene op, men når sprinterne på fredag næste gang kaster sig ud i en hæsblæsende massespurt, har torsdagens etape gjort os alle langt klogere på, hvem der er kommet til Touren med mulighed for at vinde.

Til den tid vil vi således alle være meget klogere - og det vil også de mange Tour-seere, der indtil i dag troede, at Elia Viviani var en nobody.

Favoritterne

Der var en grund til, at udbryderne ikke kunne få armene ned, da årets rute blev præsenteret. Normalt gør Frankrigs geografi nemlig, at der er færre ”rigtige” udbryderetaper i Touren end i Giroen og Vueltaen, hvor der som regel er et hav af dage, der hverken er for sprintere eller klatrere. I år besøger feltet imidlertid både Vogeserne og Massif-Central, og det betyder, at der i disse regioners mellemkuperede terræn er i hvert fald tre etaper, hvor der står ”udbrud” skrevet i flammeskrift.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Massif-Central-etaperne kommer i weekenden og burde være stensikre dage for udbrydere, men på morgendagens første af to etaper i Vogeserne er det hele lidt mere åbent. Det skyldes ikke etapens karakter, men snarere dens placering. Terrænet er nemlig for let til, at det kan bruges i klassementet, men samtidig så svært, at det ikke giver den mindste mening heller ikke for folk som Peter Sagan eller Michael Matthews at gå efter en spurt. Skrues der bare lidt op for gassen til sidst, vil de nemlig begge med stor sandsynlighed falde fra på de sidste to stigninger, der er seriøse sager, og derfor vil det være meningsløst at brænde et hav af kræfter af på en mission, der formentlig vil mislykkes. Det er altså hverken klassements- eller sprinterhold, der skal holde det samlet, og havde det ikke været for klassementet, var det således med statsgaranti en dag for udbrydere.

Det havde det også været, hvis det havde været eksempelvis Ineos, der havde haft trøjen, for de ville elske at sende den afsted til udbryder og derved slippe for at skulle kontrollere løbet i den lange uge, der venter mellem 6. og 13. etape, og hvor briterne bare skal så let igennem som muligt. Nu er det imidlertid Julian Alaphilippe, der har trøjen, og det er klart, at han ikke bare frivilligt afgiver en trøje, som har været et af hans helt store mål i årets Tour.

Problemet er bare, at hans hold er svagt. Det lyder naturligvis absurd at sige om verdensranglistens suveræne nr. 1, men i terræn som dette har de ikke meget at skyde med. Efter Kasper Asgreens styrt har de således kun Enric Mas og Dries Devenyns som ryttere, der kan føre for Alaphilippe i finalen, og da Mas naturligvis skal beskyttes, efterlader det Devenyns som eneste arbejdsmand. Nok synes den erfarne belgier at være i storform, men han kan altså ikke ene mand kontrollere en så hård finale, hvor der vil blive angrebet i øst og vest, hvis udbruddet skulle blive hentet.

Naturligvis kunne man pege på, at Jumbo måske kunne øjne en spurt med Wout van Aert og EF måske med Alberto Bettiol, men også det er usandsynligt. Dels er det et longshot folk ryttere, der ikke kan være sikre på at klare stigningerne, dels venter der en livsvigtig dag for alle klassementsrytterne på torsdag. Derfor vil langt de fleste hold med topkandidater bare så let igennem dagens som muligt, og dermed er der kun Deceuninck, som altså har et svagt hold, til at kontrollere etapen.

Hvor efterlader det os? Jo, det efterlader os der, hvor en sportsdirektør ikke er sit job voksent, hvis ikke han har luret, at et udbrud har en kolossal chance, og at trøjen muligvis kan være billigt til salg, også selv Alaphilippe vil forsvare den med næb og kløer. Derfor vil vi for første gang i år få en angrebsfest i indledningen, og det bliver en af de dage, hvor det sagtens kan tage en times tid for et udbrud at slippe væk. Desværre er indledningen ikke supersvær, og det gør det reelt til et lotteri at forudse, hvem der vil ramme rigtigt, men er vi heldige, kommer udbruddet først afsted på Grendelbruch-stigningen. Sker det, skal man være stærk for at komme fri, og så bliver det pludselig langt lettere at spå om.

Deceunincks drømmescenarium er, at udbruddet ikke udgør en trussel - og det kan i teorien godt ende sådan med de forskelle, der blev skabt i går - men de kan formentlig ikke sikre det alene, slet ikke hvis udbruddet kører på stigningen. Når gruppen er kørt, skal de derefter forsøge at holde dem i snor på det flade, men da de næppe får den store hjælp, bliver det formentlig umuligt at skabe samling. Derfor kan det sagtens ende med, at de må lade udbruddet sejle langt væk, hvorefter Ineos nok vil sætte sig frem i finalen for at sikre, at det hele ikke glider helt ud af kontrol. Derfor forventer vi en relativt rolig etape, når først udbruddet er kørt, og vi forventer ingen angreb i klassementet, hvor alle vil spare sig til torsdag. Derfor er det sandsynligt, at Ineos blot vil føre feltet til stregen efter at have ført op over de sidste stigninger.

Men kan Julian Alaphilippe da så intet gøre for at forsvare sin trøje? Jo, det kan han. Han kan eksempelvis spørge Greg Van Avermaet, hvordan man gør. Sidste år gjorde belgieren nemlig det geniale at gå i udbrud på den første bjergetape, hvor han ellers stor til med sikkerhed at miste trøjen. Derved sikrede han sig en ekstra dag i gult, og det må være helt oplagt, at det også er vejen for Alaphilippe, hvis han også vil være i trøjen torsdag. Klassementsholdene vil næppe være rædselsslagne over at giver ham 5 og måske endda helt op til 10 minutter, for selvom han kan meget, er Alaphilippe kendt for alt andet end restitutionsstyrke. Derfor er klassementet slet ikke en option.

Er han klog, forsøger Alaphilippe derfor at gå i udbrud, og med den enorme styrke, han har vist, har han gode chancer for, at det vil lykkes, især hvis Deceuninck kan sikre, at udbruddet først kører på stigningen. Det kan blive et problem, at Ineos for at undgå at skulle føre hele dagen måske ikke vil lade ham køre, men ellers er det svært at se, hvem der skulle frygte ham. Og rammer han først rigtigt, er Alaphilippe næsten umulig at slå i en finale med mellemlange stigninger, nedkørsler og en mulig spurt på flad vej. Sidste år viste Van Avermaet vejen til et trøjeforsvar, og vi tror, at Alaphilippe kopierer den model - bare på endnu smukkere maner ved faktisk også at vinde med den gule trøje på sine skuldre. Det vil utvivlsomt være en drøm for den franske darling.

Der er imidlertid et hav af kandidater, der vil elske denne etape. En af dem er Maximilian Schachmann, der må have sat et fedt kryds ved 5., 8. og 9. etape. Med sit sene angreb i gårsdagens finale og det nylige tyske mesterskab fik han vist, at han meget vel kan være kommet ud fra en pause med den drømmeform, han også havde, da han startede sin sæson i Strade Bianche og derefter var flyvende hele vejen frem til Liege. Undervejs vandt han tre etaper i Baskerlandet og en enkelt i Catalonien og kørte i top 5 i alle tre ardennerklassikere. Stigningerne er måske lige vel lange, men i Liege så vi, at han sagtens kan forsvare sig i dette terræn. Han er ikke helt så hurtig som Alaphilippe, men i både Baskerlandet og Liege viste han, at han ikke skal frygte mange, heller ikke i en spurt på flad vej. Gårsdagens angreb viste, at han har frihed trods Boras mange interesser, og tyskerne vil formentlig gøre alt for at vinde en etape med den tyske mestertrøje. Chancerne fås ikke meget bedre end i morgen, og i dag smed han utvivlsomt tid for at sikre sig lidt ekstra frihed.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Det har Tiesj Benoot ikke gjort, men som sagt betyder det ikke, at Deceuninck kan forhindre ham i at gå i udbrud. Vi ved i hvert fald, at belgieren kommer til løbet i skræmmende form, efter at han med den samlede 4. plads i Schweiz viste os, at han ikke bekymrer sig nævneværdigt om tyngdekraften. Med de klatreevner synes denne finale at passe ham ganske perfekt, for stigningerne er så svære, at det reelt vil være muligt at køre alene hjem fra sidste bakke. Samtidig er han ikke helt langsom i en flad spurt - heller ikke selvom han måske ikke er helt lige så hurtig som i gamle dage - og dermed har han alle de rette kort på hånden. Det eneste, han savner er nok en gang regnvejr, men Benoot kan heldigvis også gøre det godt i solskin, især når temperaturerne ikke er skræmmende høje.

Med gårsdagens prikkede trøje fik Tim Wellens brudt Tour-forbandelsen, og nu kan man håbe på, at han er klar til endelig at levere i verdens største cykelløb. De seneste to dage har han sørget for at smide masser af tid, og han er derfor ikke længere skyggen af en klassementstrussel. Det er stensikkert, at han vil forsøge at komme i udbrud, og det er nærmest perfekt terræn for en mand, der har vundet en bjergetape i Giroen og kørt finale i ardennerklassikerne. Til gengæld er Wellens aldrig på sit topniveau i sommeren, hvor han har det svært med varmen, og selvom det har set bedre ud denne gang, så vi også på kongeetapen i Belgium Tour, at han stadig dengang manglede en del. Har han fundet det nu, er det en fremragende etape for en mand, der både kan klatre og spurte til husbehov, og som er helt umulig at stoppe, når han har sine store dage.

Greg Van Avermaet sagde allerede fra starten af året, at han gerne ville i gult igen, og med CCCs fine holdløb gav han sig selv den bedst tænkelige chance. Skal det lykkes, skal det formentlig være i morgen, og derfor vil der formentlig være syv CCC-ryttere til at hjælpe ham med at ramme rigtigt. Det er naturligvis altid et lotteri, men Van Avermaet har i de senere år vist, at han har en fantastisk evne til at køre udbrud i Touren. Finalen kan til gengæld sagtens vise sig at være en anelse for hård for en mand, der er mere puncheur end ren klatrer, men for et par år siden vandt han altså en ganske hård etape i Massif-Central, ligesom han som bekendt blev olympisk mester på noget, der kunne minde om en bjergrute. Måske er han ikke helt så stærk som dengang, men heldigvis er der tid til at komme tilbage efter sidste stigning. Lykkes det, har han sin spurt som våben.

Forleden fremhævede vi, at Alberto Bettiol lignede en mand i superform. Den vurdering har ikke ændret sig, for den eneste grund til, at han blev sat i går, var, at han blev ramt af en punktering på det værst tænkelige tidspunkt. Nu er han til gengæld så langt efter i klassementet, at han al den frihed, han kunne ønske sig, og EF plejer ikke at være bange for at gå i udbrud. Terrænet her er måske en anelse til den svære side for Bettiol, der er bedst på kortere stigninger, men med de klatreben, han havde i Dauphiné, har han en reel chance, specielt fordi han har spurten til også at gøre det færdigt.

Jesus Herrada var skræmmende stærk i begyndelsen af juni, hvor han knuste al modstand i Luxembourg og siden satte en vis Romain Bardet til vægs i det nye løb på Mont Ventoux. Siden blev han sat tilbage af helbredsproblemer i Route d’Occitanie, men med en bronze ved det spanske mesterskab, hvor han dog kom til kort mod Valverde og Sanchez i den flade finale, fik han vist, at formen ikke er helt væk. Naturligvis er niveauet her et andet end i hans juniløb, men Herrada burde være i sit es i dette terræn. Man kan frygte, at han ikke længere helt er hurtig nok til at vinde, men afslutte kan han stadig, og han klatrer bedre end nogensinde. Og så drømmer han sikkert om at gentage kunststykket fra Vueltaen, hvor et udbrud bragte ham i førertrøjen sidste efterår.

Astana satser meget på Jakob Fuglsang, men Alexey Lutsenko har som den førende kasak altid ekstra frihed. Det så vi senest i går, og det virker derfor sandsynligt, at han - måske som den eneste fra Astana - får frihed til at gå i udbrud. Efter sin fabelagtige sæsonstart viste han med en nærmest sensationel samlet top 10 i Dauphiné, at han aldrig har klatret bedre end netop nu, og samtidig ved vi, at han er hurtig på stregen. Man skal altid passe på med den meget svingende Lutsenko, der kan finde stigningerne lige lange nok, men efter præstationen i Alperne i juni burde han kunne vinde en etape som denne.

Er Rui Costa kommet sig over den sygdom, der gjorde hans Tour deSuisse til en lille katastrofe? Det ved vi endnu ikke, men han sad da i det mindste med de bedste hjem i går. Hvis han har fundet sig selv, er dette en ganske god etape for en fyr, der har været på podiet i Liege og er blevet verdensmester i tilsvarende terræn. Han er slet ikke så god som i gamle dage, men i Romandiet viste os, at han stadig har det i sig. Han kan spurte og klatre, så nu skal han blot vise, at han er tilbage på sporet efter den svære start på sommeren. Klassementsholdene frygter ham nok ikke.

Forleden var Wout van Aert dybt frustreret over, at Alaphilippe stjal ”hans” gule trøje, men måske er alt håb ikke ude endnu. Desværre er det lidt tvivlsomt, om Jumbo giver ham lov at angribe i et løb, hvor de har både sprinter- og klassementsambitioner, men får han chancen, burde han have en chance. Vi så dog i Dauphiné, at han har sine begrænsninger, og stigningerne her kan meget vel være lidt for lange, ikke mindst fordi han ikke havde diamanter i benene i gårsdagens spurt. Lykkes det ham at komme med, skal det imidlertid blive interessant at vurdere hans klatreevner i terræn, han kun har meget lidt erfaring med, og hans spurt giver ham en chance for at gøre det færdigt.

Thomas De Gendt skal naturligvis altid nævnes, men desværre er belgieren altid lidt af en lottokupon. Formen kan mildt sagt være svingende, som vi senest så det i Giroen, og hans præstation ved de belgiske enkeltstartsmesterskaber tyder ikke just på, at han er i storform. Sidste år kørte han ellers en fremragende anden grand tour i Vueltaen, og det er det, han håber at gentage her, men dengang fandt han først benene i de to sidste uger. Noget kunne tyde på, at der er lidt rust, der skal bankes af, så måske kommer denne etape for tidligt. I forvejen kan finalen være en anelse for hård, men er han i form, er De Gendt altid livsfarlig. Manden har trods alt vundet på selveste Ventoux og kan spurte til husbehov.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Første del af sæsonen var én lang nedtur for Xandro Meurisse, men i Dauphiné var der pludselig hul igennem. Her overraskede han stort på stigninger, der normalt ville have været for lange, og det burde give ham ambitioner på denne etape, hvor han også har bjergtrøjen i kikkerten. Han viste fremragende form med sin 8. plads på gårsdagens halvhårde etape, og med klatreevnerne fra Dauphiné kan han gøre arbejdet færdigt, ikke mindst fordi han også har en god spurt.

Sammen med De Gendt er Alessandro De Marchi feltets udbryderkonge. Så sent som i Dauphiné var han i udbrud nærmest hver eneste dag, og sandsynligheden for, at det gentager sig i morgen, er stor. De Marchi har generelt virket stærkere end nogensinde, men alligevel kan det blive svært at vinde denne etape. Nok er han stærk, men spurte kan han slet ikke, og derfor skal han formentlig køre fra bedre klatrere og alene hjem for faktisk at vinde etapen.

Michael Matthews kan ikke satse på en spurt, men til gengæld kan han gå efter et udbrud. Desværre var han i problemer på sidste stigning i går, og derfor overraskede det ham selv, at han faktisk kunne vinde feltets spurt bag Alaphilippe. Derfor frygter vi, at terrænet her trods alt er for svært for australieren, der heller ikke havde sine bedste klatreben i Tour de Suisse. Heldigvis er der tid til at komme tilbage efter toppen, og han klatrer trods alt så godt, at han er blevet nr. 4 i Liege.

Endelig vil vi pege på Michael Woods og Omar Fraile. Efter sidste års VM og den lovende kørsel i Dauphiné sidder vi med fornemmelsen af, at Woods er knivskarp - ikke mindst fordi han hidtil er den eneste, der har sagt, at han havde benene til måske at kunne have kørt med Alaphilippe i går. Problemet er bare, at han tidligere er blevet nr. 7 i Vueltaen, og selvom han ikke vil køre klassement, tør Ineos nok ikke tage de store risici. Derfor tvivler vi på, at han får lov, men hvis han gør, er det en god finale for ardennerspecialisten Woods, der også er hurtig. Det er også den ideelle etape for Fraile, der ligeledes er lynhurtig, men får han lov af Astana? Det tvivler vi lidt på, når vi taler om et mandskab, der nok plejer at køre offensivt, men virker til at være meget faste i kødet på at beskytte Fuglsang.

Dylan Teuns burde have været en kandidat, men han så meget skidt ud i går, hvor han blev sat tidligt. Vi har lidt fidus til Fabio Felline, der siden Tour de Suisse har nærmet sig sit gamle niveau, men tvivler også på, at han allerede nu er god nok. Luis Leon Sanchez er som skabt til rollen som bodyguard for Fuglsang og bliver således nok låst, og vi tror, at finalen er for svær for folk som Daryl Impey, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin og den ikke specielt overbevisende Peter Sagan. Omvendt er den for let for de mere klassiske klatrere som Giulio Ciccone og Bauke Mollema , selvom de begge kan spurte, og de skal formentlig også begge beskytte Richie Porte. Gregor Mühlberger og Rein Taaramae mangler nok farten til at gøre det færdigt, og det samme gør Andrey Amador og Marc Soler , som Movistar ellers kunne sende afsted af hensyn til holdkonkurrencen. Etapen kommer for tidligt til Ilnur Zakarin , og vi tror, at Warren Barguil vil spare sig til torsdag. Alexis Vuillermoz har ikke været overbevisende på det seneste, og de ellers velkørende Nicolas Edet, Sergio Henao, Nicolas Roche og Lennard Kämna får nok svært ved at gøre det færdigt, også selvom de begge kan spurte. Michael Valgren mangler stadig at vise, at han er så meget tilbage, at han kan begå sig i dette terræn, og Simon Geschke har ikke helt fundet de bedste ben efter de mange skader. Endelig synes Matej Mohoric, Elie Gesbert, Søren Kragh, Lilian Calmejane, Tanel Kangert og Odd Christian Eiking alle at være for formsvage, mens Tony Gallopin og Benoit Cosnefroy er sat tilbage af skader.

Som sagt tror vi ikke meget på, at det ikke bliver til udbrudssejr, og vi vil derfor ikke bruge meget energi på det andet scenarium. Skulle ”miraklet” ske, vil det dog kun være muligt efter så hård en finale, at der vil være ryddet ud i sprinterne. Det gør Julian Alaphilippe til storfavorit i en spurt, og han vil derfor være den oplagte favorit i det tilfælde - selvom det kunne være interessant at se Alejandro Valverde udfordre ham i en flad spurt i et stærkt reduceret felt.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Maximilan Schachmann, Tiesj Benoot (begge fra et udbrud)

Outsidere: Tim Wellens, Greg Van Avermaet, Alberto Bettiol, Jesus Herrada, Alexey Lutsenko (alle fra et udbrud)

Jokers: Rui Costa, Wout van Aert, Thomas De Gendt, Xandro Meurisse, Alessandro De Marchi, Michael Matthews, Michael Woods, Omar Fraile (alle fra et udbrud)

TOUR-FEBER: SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG