Optakt: 5. etape af Tour de Suisse

Ruten

4. etape fungerede som opvarmning for klassementsrytterne, men nu er der ikke længere nogen vej udenom. På 5. etape gælder det endelig den første virkelige bjergtest, når der for første gang er mål på toppen af en stigning. Leukerbad er dog langt fra sportens sværeste opkørsel og vil formentlig være vanskelig at benytte til at skabe de helt store forskelle, men vi vil i hvert fald få en klar ide om, hvem der kan - og måske snarere ikke kan - vinde årets Tour de Suisse.

I alt skal der tilbagelægges bare 155,7 km mellem Gstaad og Leukerbad. Starten er hård, idet det først går mod syd i let stigende terræn, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col du Pillon (6,8 km, 5,2%), der har top efter 15,7 km og er en relativt jævn stigning med stigningsprocenter omkring 6 og et fladt plateau på midten. En nedkørsel fører herefter mod vest og sydvest ned til Aigle, hvor UCI har sit hovedkvarter, og som ligger i en dal midt hjertet af Alperne. Efter den hårde start følger man den helt flade dalvej mod sydøst og siden mod nordøst i noget af det letteste terræn, regionen kan byde på.

Med 54,2 km kører man om point i den første spurt, og derefter ændrer etapen igen for alvor karakter, når man efter at have drejet mod nord og nordøst forlader dalen for at køre op ad kategori HC-stigningen Montana Village (13,5 km, 5,8%), hvis første 8 km er ganske hårde med stigningsprocenter på mellem 7 og 9, inden en lille nedkørsel leder frem til en let afslutning med stigningsprocenter på 3-6. Toppen rundes, når der resterer 35,7 km, hvorefter en ikke specielt vanskelig ned kørsel leder tilbage mod sydøst ned mod dalen, som man kortvarigt følger mod nordøst forbi den sidste spurt, der kommer med 21,1 km igen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Herefter kører man atter ind i bjergene, når man drejer mod nord for at tale hul på kategori 1-stigningen Leukerbad (14,1 km, 4,5%), der leder op til mål. Der er tale om en ganske let stigning, der aldrig for alvor bliver stejl. Efter en let indledning med stigningsprocenter på 4-5, tager den fat med 7 km igen, hvor der følger 4 km med stigningsprocenter på 6-8. Herefter flader det ud på de sidste 3 km, hvor stigningsprocenten hovedsageligt ligger på 4-5. Den sidste kilometer stiger med ca. 5%. Der er tale om en lang, let bugtende vej uden væsentlige sving på den sidste halvdel af stigningen.

Etapen byder på i alt 2668 højdemeter.

Leukerbad blev senest besøgt i 2006, hvor Steve Morabito tog en solosejr med ca. 15 sekunder ned til en ret stor gruppe af favoritter, hvor der først opstod beskedne huller i selve spurten.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret

Alle ved, at Schweiz kan være ubehageligt våd, men i år er det virkelig en grim udgave af den nationale rundtur. Også onsdag vil byde på let regn og byger hele dagen med en temperatur i målområdet på 11 grader. Det vil samtidig blæse ganske kraftigt op i løbet af dagen, så der til slut vil være en jævn til frisk vind fra nord. Det giver primært medvind på først del af etapen frem til Martigny og derefter sidemodvind hele vejen frem til bunden af sidste stigning. Her vil der være direkte modvind hele vejen op.

Analyse af 4. etape

Cykelsporten er på mange måder dybt urimelig. Sejren og hyldesten tilfalder altid kun den rytter, der krydser stregen først. På overfladen fremstår sporten dermed som individuel, men intet kunne være mere forkert. Selv ikke den stærkeste rytter kan vinde uden et godt hold, og derfor er det på mange måder unfair, at cykling ikke som andre holdsport belønner kollektivet.

Præcis derfor er der nogle sejre, der er mere populære end alle andre. Mange vil sikkert huske, hvordan sociale medier nærmest gik amok i lykønskninger, da den loyale slider Larry Warbasse sidste år tog en stor sejr på en bjergetape i dette løb. Og da altid loyale Johan Vansummeren sensationelt vandt Paris-Roubaix, og da Mathew Hayman for to år siden gentog bedriften, var det tydeligt, at de triumfer var mere velansete end dem, der på daglig basis indhøstes af sportens største stjerner.

Derfor tør jeg godt komme med den forudsigelse, at mange i feltet i deres stille sind jubler over dagens etape i Tour de Suisse. Denne gang var det nemlig atter en af de allermest ukuelige arbejdsheste, der oplevede den helt store jubelstund, da Christopher Juul fik den mest fortjente belønning for års tro slidertjeneste for Mitchelton-Scott. Da han endelig fik chancen i et stort WorldTour-løb, hvor det ellers ret stjernebesatte mandskab for en gangs skyld er til start uden en af de fire store kaptajner, slog han til og viste med en fantastisk solopræstation, hvorfor han af holdet betragtes som en af de mest uundværlige ryttere.

Juuls styrke har der aldrig været tvivl om, men han er desværre havnet i den kasse, som de fleste ender i. Han er en af de allerbedste personificeringer af det enkelske udtryk ”Jack of all trades, master of none”, for Juul kan det meste, men han er ikke ekstraordinær til nogen disciplin. Hans styrke på flad vej er uovertruffen, han klatrer solidt i også relativt kuperet terræn, hans motor er kolossal, og han havde også tidligere en fin enkeltstart. Desværre er det særligt spurtstyrke, punch og sublim klatring, der belønnes i cykelsporten, og har man ikke de egenskaber, ender man uvægerligt so anonym hjælper.

Derfor er det også så synd, at Juul er gået helt i glemmebogen i det stadig mere cykelbegejstrede Danmark. Vores lille land er nemlig begavet med det ene store cykeltalent efter det andet, og vi er endda så heldige, at de fleste har præcis de egenskaber, der skaber en vinder. Det gælder for Søren Kragh og Mads Pedersen, der har punch og er hurtige, for Jakob Fuglsang, der klatrer godt nok til at køre klassement, for Magnus Cort, der er lynhurtig på stregen, og for Michael Valgren, der har en stor motor, instinkt og også et vist punch.

Juul har ingen af disse egenskaber, men han har så meget andet. Det er bare ikke de evner, der hyldes i cykelsporten, og derfor er han endt som Danmarks glemte helt. Spurgte man imidlertid Simon Yates og Esteban Chaves efter årest Giro, er der ingen tvivl, om at Juuls navn vil være blandt de første, der blev nævnt, når nøglen til holdets succes skal forklares.

Juuls hjælperindsats har været skattet, men paradoksalt nok har den blot været med til at fastlåse ham. Jo mere han har bidraget til holdets succes, jo mere har man satset på stjernerne Yates, Yates, Caleb Ewan og Chaves. Derfor er det nu ganske sjældent, at holdets hjælpere kan få en fri rolle i et stadig mere gfastlåst hierarki, men den sjældne mulighed opstod heldigvis i denne uge, hvor holdet med Jack Haig kun har en outsider til klassementet og med Michael Albasini en joker til spurterne. Derfor har der været carte blanche for hjælperne, og den har Juul med sin gode Giro-form udnyttet, først med et flot angreb i går og i dag med et storslået soloridt.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Dermed fortsatte han også Mitchelton-holdets drømmeperiode, der har budt på fem etapesejre i Giroen, to etapesejre i Dauphiné, etapesejr og samlet triumf i Tour des Fjords og sejre på fem af de seks etaper i de to udgaver af Hammer Series. Dermed er holdet en perfekt illustration af det velkendt mundheld, at succes avler succes. Det er præcis samme opskrift, der har givet Quick-Step så stor succes, for når kaptajnerne slår til, skaber det næsten altid også plads til hjælperne. Derfor var det ikke underligt, at det selvfølgelig skulle være Mikel Nieve, der tog en af de eneste udbrudssejre i Giroen, at det selvfølgelig var Daryl Impey, der skulle vinde en af spurterne i Dauphiné, og at det selvfølgelig skulle være Juul, der snød feltet i Schweiz. Når først snebolden ruller, kan den sjældent stoppes igen.

Dermed blev det for en gangs skyld de store stjerner, der blev snydt, men man kan alligevel ikke undgå at have lidt undt af Michael Matthews. Det har bestemt ikke været et godt år for australieren, der havde satset så stort på klassikerne, men fik det meste af foråret ødelagt, da han brækkede skulderen allerede i Omloop Het Nieuwsblad. Da han endelig fandt formen igen til Ardennerne, blev han ramt af en punktering, netop som han havde kurs mod en mulig sejr i Amstel Gold Race. Siden tog han revanche med sejren på prologen i Romandiet, men han lagde bestemt ikke skjul på, at sæsonen hidtil har været en stor skuffelse.

Bedre blev det ikke, da det i sidste uge blev annonceret, at Tom Dumoulin skal køre Tour de France. Dermed blev han med ét skubbet fra en kaptajn- til en jokerrolle, og nu har han allerede på forhånd fået at vide, at der ikke bliver plads til at forsvare den grønne trøje. Han må udse sin sin chance på puncheuretaperne, og derudover står den primært på hjælpearbejde for sin hollandske kaptajn. Da han så i dag endelig fik lidt succes med en spurtsejr foran Sagan, der blev lukket inde på de sidste meter, rakte det kun til en andenplads. Man kan ikke fortænke Matthews i at være en frustreret mand!
 

For Sagan endte etapen også i skuffelse, efter at hans Bora-hold spillede for meget poker i den indledende fase. Alt for sent tog man initiativ til at jagte, og først da Quick-Step kom frem med ca. 70 km igen, tog tyskerne initiativ. Til sidste brugte man det tunge skyts med Patrick Konrad og Gregor Mühlberger på stigningen, men da var det for sent. Samtidig kan man undre sig over, at hverken Bora eller det ellers så stærke Sunweb-mandskab tog mere ansvar på de sidste kilometer, hvor stor set alt arbejdet var overladt til ensom Enrico Gasparotto. Det er imidlertid prisen for at spille på flere heste, for med kun Konrad, Mühlberger, Wilco Kelderman og Sam Oomen til at jagte - man må formode, at Søren Kragh var for træt efter sit hårde arbejde - var der klassementsinteresser, der åbenbart var vigtigere.

Gasparottos arbejde var frugtesløst, men alligevel fremstår Colbrelli som en af dagens store vindere. Der var nemlig absolut ingen garanti for, at den hurtige italiener kunne overleve en stigning som denne. Colbrelli havde imidlertid ingen problemer, og selvom det altså ikke blev til endnu en etapesejr, fik vi endnu en bekræftelse på, at Colbrelli kan være på vej mod et stort Tour de France. Også Magnus Cort bekræftede atter den øgede holdbarhed, han har haft siden sæsonstarten, og den stadig mere alsidige dansker kunne for første gang i et WorldTour-løb blande sig i en så svær finale. Det lover godt for fremtiden.

Til gengæld blev etapen lidt af en mavepuster for Fernando Gaviria. Selvom hans hold viste stor tiltro til den unge colombianer, blev etapen et bevis på, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen for det sydamerikanske supertalent. Selvom han klatrer fremragende og har imponeret de første dage, har han altså stadig sine begrænsninger på lange stigninger. Det vil sandsynligvis være en evne, han kan forbedre med alderen, men i første omgang lægger det i hvert fald visse begrænsninger for hans muligheder for at jagte grønt i Touren, hvor Sagan med sin store alsidighed er kendt for at score ganske mange point ved at gå i udbrud i bjergene.

Derudover bød etapen ikke på den store dramatik. Blandt forhåndskandidaterne til et topresultat var det kun den tilsyneladende meget formsvage Diego Rosa, der ikke kunne overleve den relativt nemme stigning. Dermed blev det som ventet endnu en dag, der helt undlod at give blot de mindste signaler om, hvem der true Richie Porte i kampen om den samlede sejr. Hidtil er det særligt Porte selv, Mikel Landa, Nairo Quintana, Wilco Kelderman og Sam Oomen, der har vist lidt overskud, men reelt er vi ikke blevet meget klogere endnu.

Heldigvis burde spændingen snart blive udløst. Morgendagens første bjergetape kan ganske vist meget vel ende som lidt af en fuser, særligt fordi der er varslet kraftig modvind på målstigningen, men alligevel ændrer terrænet nu så meget karakter, at vi burde blive i hvert fald en anelse klogere på, hvem der ikke kan køre med om podiet. Formentlig vil vi også i morgen være efterladt med flere spørgsmål, men svarene vil langsomt udkrystallisere sig. Og mens vi venter på det virkelige drama, kan vi jo glæde os over, at selv den urimelige cykelsport af og til også belønner sine anonyme helte.

Favoritterne

Den gradvise udvidelse af stigningernes længde gennem den første del af løbet fortsætter og når sit foreløbige klimaks onsdag, hvor det endelig gælder løbets første længere stigninger. Man skal imidlertid ikke lade sig skræmme af profilen, for den ser langt mere voldsomt end den reelt er. Efter et par år med meget hårde ruter er arrangørerne desværre i år faldet tilbage til det gamle mønster med primært at bruge de meget lette hovedvejsbjerge, som Schweiz er fyldt med. Det var præcis disse bjerge, der sågar gjorde det muligt for Fabian Cancellara at vinde løbet i 2009, og som år efter år har efterladt cykelfans skuffede tilbage efter endnu en fuser af en bjergetape.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Årets Tour de Suisse byder på ganske svære bjerge, men det er kun fredagens Arosa-stigning, der både er svær og kommer så tæt på mål, at den kan bruges til noget reelt. De øvrige finalestigninger er alle relativt lette, og morgendagens Leukerbad-stigning er et nærmest perfekt eksempel på, hvorfor der ofte ikke er store afstande på de schweiziske bjergetaper. En gennemsnitlig stigningsprocent på under 5 er bestemt ikke imponerende, og normalt ender afslutninger på sådanne stigninger i en spurt i en gruppe af favoritter, som det skete ved seneste besøg i 2006, hvor der kun opstod små huller i selve spurten.

Samtidig er vejrguderne bestemt ikke med os. Man kunne have håbet på medvind på opkørslen, men det bliver lige modsat. I stedet blæser det kraftigt op fra nord i løbet af eftermiddagen, og der vil til slut stå en frisk vind direkte ind i ansigtet på rytterne. Det gør det meget svært at tro på, at det vil være muligt at adskille de bedste klatrere. Derfor er det i højere grad en dag, hvor løbet kan tabes, end det kan vindes, men vi vil dog alligevel få små svar på, hvem der er kørende i årets udgave af det schweiziske løb.

Hvad betyder det for etapens forløb? Hvis ikke Valverde var blevet syg, havde han været storfavorit, men nu er løbet præget af en oplagt mangel på hurtige bjergryttere. Ingen af løbets favoritter er kendt for at vinde spurter, og det er derfor svært at se, hvorfor folk som Richie Porte, Nairo Quintana og Mikel Landa skulle satse stort på en etapesejr. For hurtige folk som Patrick Konrad, Diego Ulissi og Tim Wellens er der omvendt usikkerhed om, hvorvidt de alligevel vil komme til kort mod de bedste klatrere på så lang en stigning, og derfor vil det kræve meget selvtillid at bede deres hold kontrollere etapen.

Det kan gøre det hele temmelig usikkert, og mange vil derfor lugte blod. Den hårde indledning betyder, at vi kan vente os en ret aggressiv start, og i så svært terræn vil man næsten altid få et ganske stærkt udbrud. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at særligt Michael Albasini på sin hjemmebane kunne have store ambitioner om at komme afsted, og vi venter os derfor, at der efter en brutal indledning etableres et udbrud af gode klatrere.

Etapen passer som sagt ikke specielt godt til Porte, men BMC har omvendt vist, at de ikke slipper trøjen frivilligt. Er der i udbruddet en trussel mod den gule trøje, vil de utvivlsomt holde dem i snor, og derefter bliver det interessant at se, hvem der har lyst til at give en hånd med. Lotto er her primært for at vinde en etape og kunne være en kandidat, og det samme kunne UAE. Ligeledes må man næsten tro, at Movistar skal vise et eller andet, for selvom det ikke er en etape for hverken Landa eller Quintana, må de trods alt være ivrige efter at teste benene i det terræn, der nu engang er til rådighed.

Med den hårde start tror vi, at udbruddet vil udgøre en vis trussel mod BMC, og derfor regner vi med, at de vil holde afstanden relativt lille. Et eller flere af de omtalte hold vil sikkert give en hånd med, og derfor tror vi, at tingene vil være under kontrol i bunden af næstsidste stigning. Her må Movistar lægge pres på, for skal Landa og Quintana være med i kampen om sejren i dette løb, skal de slå til hver gang, lejligheden byder sig, og skal de gøre sig gældende her, kræver det et hårdt løb. Derfor vil der formentlig blive skabt ganske stor udskilning på den ganske svære stigning, og man kan faktisk ikke helt udelukke, at Landa eller Quintana endda vil forsøge sig med et lille angreb. Det vil dog næppe give resultat så langt fra mål.

Nedkørslen er våd, men ikke svær, og da ingen vil være voldsomt risikovillige så tæt på Touren, regner vi ikke med, at den vil gøre nogen forskel. Movistars forventede tempo vil formentlig bringe udbruddet tilbage, og derfor tror vi, at et decimeret felt skal afgøre det på sidste stigning. Vi vil dog ikke helt udelukke en udbrudssejr på en våd dag uden en oplagt favorit, men det kan kun lade sig gøre for stærke ryttere, der kan klatre, og som ikke truer BMCs trøje-

På sidste stigning vil vi næppe se forskelle mellem de bedste. Modvinden er for hård, og stigningsprocenten for lav. Der kommer egentlig et ganske svært stykke inden de sidste lette 3 km, og her regner vi med, at Landa, Quintana og Porte vil teste benene med et angreb. De kan dog næppe sætte hinanden i den kraftige modvind, og derfor vil der formentlig ske en regruppering. Når vi når den lette del nær toppen, vil Porte sikkert kommandere Tejay van Garderen til fronten for at forhindre angreb og holde tingene under kontrol, og derfor tror vi på en spurt på den sidste kilometer, der stiger med beskedne 5%.

Det får os til at pege på Tim Wellens som vores favorit. Belgieren har kørt som en motorcykel siden sidste efterår, hvor han dominerede de fleste løb, han deltog i. I dette forår har han været bedre end nogensinde med sejr i Ruta del Sol, et fremragende Paris-Nice, sejr i Brabantse Pijl og en fin klassikerkampagne. Senest blev det til etapesejr i Giroen, hvor han viste sine evner i en stigende spurt, som han også gjorde det i Ruta del Sol, hvor han ligeledes tog en sejr. Sygdom tvang ham ud af løbet, men han er tilbage i fornuftig form, hvilket han viste i Hammer Series.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

3. etape viste klart, at Wellens ikke er i topform endnu, for her måtte han slippe Sagan, Matthews og Kelderman på sidste stigning. Samtidig er stigningerne her i forvejen til den lange side for belgieren, men han har i Paris-Nice vist, at han har forbedret sig i de høje bjerge. Med så kraftig en modvind burde Wellens trods alt kunne sidde med, og den største trussel er nok i virkeligheden næstsidste stigning. Overlever han den, er vejen banet, og sidder han med hjem til en spurt, er der ikke mange, der kan slå ham. Derfor tror vi på en sejr til Wellens på en dag, der også er præget af rigtigt Wellens-vejr.

Blandt de hurtige afsluttere finder vi også Diego Ulissi. Det har ganske vist ikke været en god sæson for italieneren, der bestemt ikke har sat verden i brand, men han ser ud til at være kommet god ud af Giroen. Han blev nr. 4 mod den kollektive Bahrain-overmagt i det hårde GP Lugano, hvor han meldte om fremragende ben, og han har også virket fint kørende i dette løb. Det har ganske vist knebet en del med hans spurtstyrke i de seneste måneder, men i et felt uden mange specialister vil han altid være blandt de bedste afsluttere i en stigende finale. En 5%-spurt passer ham som fod i hose, og modvinden burde gøre det muligt at sidde med til toppen. Derfor kunne det være en god dag for Ulissi.

En anden spurtstærk herre er Patrick Konrad, der senest med et par gode puncheuretaper i Giroen viste sine evner som afslutter. Som alle andre Giro-ryttere må også Konrad være meget i tvivl om, hvorvidt formen rækker hele vejen, og han vil derfor altid være i stor risiko for at eksplodere undervejs. Foreløbig har han dog virket ganske stærk, og han sluttede da også godt af i den italienske grand tour. Han klatrer bedre på lange stigninger end både Wellens og Ulissi - ellers var han ikke sluttet i top 10 i Giroen - og han burde på en stigning som denne sidde med hjem, hvis ikke batterierne er tømt. Han har endnu til gode at vinde en spurt som denne, men i dette felt burde han være en af de bedste afsluttere.

Blandt løbets absolutte topfavoritter er den hurtigste nok Wilco Kelderman. Hollænderen er måske ikke kendt som en klassisk puncheur, men han har faktisk en ganske fin spurt, når det stiger relativt pænt, so det gør her. Kelderman viste i finalen på 3. etape, at han er tilbage i form efter sin lange skadespause, og han burde derfor være en af de bedste klatrere. Det er klart, at de ovennævnte på papiret er hurtigere, men til gengæld er Kelderman formentlig den stærkeste. Særligt hvis det bliver hårdt, kan det sagtens blive til hollandsk sejr.

Løbets bedste klatrer burde være Richie Porte, der virkelig har virket flyvende i de første dage. Australiere er løbets store favorit og vil formentlig være ekstremt ivrig efter at teste benene her. Selv ikke en formstærk Porte burde dog være i stand til at køre væk i denne modvind og derefter holde sig fri på 3 lette kilometer. Det betyder dog ikke, at australieren ikke kan vinde, for år efter år har han i Tour Down Under vist, at hans punch ikke er dårligt. Er han så meget bedre end resten, som det tyder på, kan man derfor ikke helt udelukke, at han vil kunne vinde på den sidste kilometer, der trods alt ikke er helt flad.

Blandt løbets favoritter er også Bauke Mollema en solid afslutter. Det var ganske vist særligt i sine unge dage, at han blandede sig i spurter som disse, men på 2. etape i Algarve, hvor han spurtede sig til en 2. plads bag Kwiatkowski, viste han, at han stadig har flair for det. Selvom hans form sjældent er i top i disse forberedelsesløb, burde han uden problemer sidde med hjem på en modvindsstigning som denne, og i dette felt kan han faktisk godt vise sig som hurtigste mand.

Efter en flot sæsonstart har der godt nok været stille om Lilian Calmejane i de seneste måneder. Franskmanden slog ikke til i Ardennerne, og nu har han haft en stille periode. Hans 9. plads i Ain var langt fra imponerende, men det er nu næsten en måned siden, og han burde nærme sig topformen. En formstærk Calmejane er ganske hurtig, særligt i en stigende spurt, og selvom han ikke er ren klatrer, burde han sagtens kunne sidde med i en finale, der minder om stigningerne på de etaper, han har vundet i Touren og Vueltaen.

Der er også megen tvivl om formen hos Enrico Battaglin¸ der som bekendt var flyvende i den første del af Giroen. Han kunne dog ikke helt holde dampen oppe senere, og vi vil blive overraskede, hvis han fortsat har niveauet til at gøre sig gældende på en bjergdag som denne. Det er dog altid lidt af et lotteri at forudse, hvad der sker med Giro-rytterne, og i storform kan han sagtens sidde med også på en lang stigning. Er han der under den røde flamme, bliver han ikke let at slå.

En anden stærk afslutter er også Gorka Izagirre, der som bekendt overraskede mange med sin 2. plads bag Arnaud Demare i puncheurfinalen på 1. etape. Det er dog også den klart bedste spurt, han hidtil har kørt, og han har ikke samme historik som mange af de ovennævnte. Han skal formentlig bruge et ret hårdt løb for at kunne slå til, og så hersker der også en del usikkerhed om formen, efter at han overraskende blev sat på holdløbet.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Kan I huske 1. etape af Romandiet Rundt? Det var den dag, Omar Fraile overraskede alt og alle ved at besejre Sonny Colbrelli i en stigende spurt. Ganske vist har baskeren altid været hurtig, men det vidner om en helt ny spurtstyrke. Det må give ham ambitioner forud for denne etape, hvor modvinden burde gøre det muligt at sidde med hjem. Han blev ganske vist sat på 3. etape, men først efter at have ført hårdt for Cort, og derfor er det svært at sige, hvor han står formmæssigt.

Katusha kommer med Jose Goncalves, der virkelig imponerede med en samlet top 20 i Giroen trods sin meget store størrelse. Portugiserens form er et åbent spørgsmålstegn, men hans angreb på 3. etape tyder på, at han har lidt at skyde med. På den anden side blev han senere sat fra feltet, og det synes derfor givet, at han ikke er på toppen. Sandsynligheden for, at han kommer med hjem, er ikke voldsomt stor, men som for Battaglin gælder, at han er farlig, hvis han stadig er med under den røde flamme.

Supertalentet Bjorg Lambrecht havde det ikke let i starten af sæsonen, men nu er han endelig ved at indfri potentialet. Han slog selveste Albasini i en puncheurspurt på kongeetapen i Tour des Fjords og viste også sin form og sine afslutterevner i Hammer Climb. Det burde gøre ham til en god kandidat, hvis han nu er blevet stærk nok til at sidde med på så hård en etape i dette selskab. Problemet er, at han kan blive tvunget til at arbejde for Wellens.

To af de bedste afsluttere i en finale som denne er Michael Albasini og Arthur Vichot, men det forudsætter, at de kommer med frem til den sidste kilometer. For dem begge gælder, at stigningerne sandsynligvis er for lange, men begge er de i god form. Det gælder særligt Vichot, der jo endda vandt bjergløbet Tour de l’Ain. Modvinden vil hjælpe dem, og sidder de der først til sidst, er de farlige.

En af de store jokers er Mark Padun, der har haft en drømmestart som professionel. Ukraineren har været dybt imponerende i Hammer Series, Tour of the Alps og senest på 2. etape, hvor han var meget aktiv. Hidtil har han ikke været kendt for sin spurtstyrke, men han overraskede med en 5. plads på 2. etape. Det vil stadig være en overraskelse, hvis han vinder, men med sin gode form kan han måske igen overraske i en spurt eller med et sent angreb.

Hvad kan Mikel Landa? Baskeren er som regel flyvende i sine forberedelsesløb og viste med angrebet på 2. etape, at han er klar til at køre offensivt. Han vil formentlig teste benene på det stejle stykke, men han kan næppe komme fri i den hårde modvind. Til gengæld har han faktisk et udmærket punch, og ligesom for Porte kan det ikke helt udelukkes, at han alligevel kan slå til, hvis løbet bliver meget hårdt.

Endelig er der Michael Matthews og Peter Sagan. Al logik siger, at etapen trods alt bliver for hård for dem begge, særligt hvis Movistar går amok på næstsidste stigning. Sidder de stadg med i bunden af sidste stigning, er alt dog muligt, for modvinden vil gøre det meget lettere at følge med. Er de der under den røde flamme, vil de blive meget svære at slå.

Andre gode afsluttere er Enrico Gasparotto, Cyril Gautier, Ion Izagirre, Gregor Mühlberger, Merhawi Kudus, Tom-Jelte Slagter, Koen Bouwman og Eddie Dunbar, men enten er etapen for hård, eller også er de ikke hurtige nok til at vinde.

Skulle et udbrud holde hjem, vil vi pege på Omar Fraile, Michael Albasini, Roman Kreuziger, Diego Rosa, Romain Sicard Jan Polanc, Joe Dombrowski, Hermann Pernsteiner, Scott Davies, Jesper Hansen, Larry Warbsse, Michael Gogl, Nelson Oliveira, Rein Taaramae og Eddie Dunbar som kandidater

Feltet.dks vinderbud: Tim Wellens

Øvrige vinderkandidater: Diego Ulissi, Patrick Konrad

Outsidere: Wilco Kelderman, Richie Porte, Bauke Mollema, Lilian Calmejane, Enrico Battaglin

Jokers: Gorka Izagirre, Omar Fraile, Jose Goncalves, Bjorg Lambrect, Michael Albasini, Arthur Vichot, Mark Padun, Mikel Landa, Michael Matthews, Peter Sagan

Udbrudskandidater: Omar Fraile, Michael Albasini, Roman Kreuziger, Diego Rosa, Romain Sicard, Jan Polanc, Joe Dombrowski, Hermann Pernsteiner, Scott Davies, Jesper Hansen, Larry Warbasse