Optakt: 5. etape af Tour of Oman

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Ruten

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed været scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for 12. udgave i træk vil være scene for kongeetapen. I langt de fleste tilfælde er den kommet som næstsidste etape inden den store sprinterfinale i Muscat, men for anden gang i træk vil man vente med afgørelsen til allersidst. Dermed er det løbets mest ikoniske og vigtigste etape, der får lov at runde festen af og ikke blot reelt, men også formelt kåre vinderen af Omans cykelstolthed. Eksperimentet fra 2016 med et mål endnu længere oppe ad stigningen gentages heller ikke i år, og man vil igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom i de seneste fem udgaver blevet betydeligt afkortet - i år endda endnu mere end tidligere.

Desværre har vejret ført til endnu en ændring, så der i stedet blot skal køres 72,0 km mellem Samail Al Feyhaa Resthouse og toppen af Green Mountain. Jeg har ikke kunnet finde detaljerne om ændringen, men der er alene tale om, at man ændrer på turen gennem ørkenen, og de sidste ca. 13 km er de samme som planlagt. Derfor fastholder jeg den oprindelige etapebeskrivelse nedenfor med en bemærkning om, at der kun køres én spurt, der som oprindeligt planlagt køres i bunden af bjerget med 11,1 km igen.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Denne gang skal der nemlig bare køres 138,7 km, der fører feltet fra Imty til toppen af Green Mountain. Startbyen er ny i forhold til de seneste udgaver, men modsat gamle dage starter man stadig dybt inde i ørkenen og ikke ude ved kysten. Denne gang ligger startbyen endda lige for foden af bjerget, og derfor består den indledende del af en tur rundt i ørkenen.

Man lægger ud med at køre mod nordøst igennem let stigende terræn, inden man forlader hovedvejen for at køre mod sydøst ad lange, lige og relativt flade veje, inden man rammer en uhyre snoet vej, der zigzagger sig mod nordøst og er ganske let kuperet. Det begynder dog undervejs at falde let, og sådan fortsætter det, når man drejer mod først sydøst og siden sydvest for at køre frem til dagens første spurt, som kommer efter 76,0 km, hvorefter de sætter kurs mod sydvest og vest med retning mod det mægtige bjerg igennem terræn, der i alt væsentligt er fladt.

Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte spurt er placeret efter 127,6 km, dvs. bare 11,1 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de har gjort det i alle andre udgaver, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere med en kilometer med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste knap 1,5 km har således en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-graders sving og to hårnålesving, inden man rammer den 60 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1704 højdemeter mod 1968 højdemeter på den lidt længere rute fra de seneste år.

I forhold til de seneste års faste rute er den første del ændret, men de sidste 127,7 km er de samme.

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali den senere vinder Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring.

I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen upåagtede Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali en velkørende Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, og i 2017 var det en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa.

I 2018 leverede Astana en magtdemonstration, da Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko kørte fra alt og alle, inden de fordelte rovet mellem sig, så Lopez kunne tage etapesejren og Lutsenko førertrøjen. I 2019 var vi meget tæt på at få en udbrudssejr til Fabien Grellier, men den stakkels franskmand blev hentet lige inden stregen af suveræne Lutsenko, der tog sin 3. etapesejr i løbet med 7 sekunder ned Grellier og 11 sekunder ned til Domenico Pozzovivo. Helt anderledes var det i 2022, hvor vi så en af de mest markante magtdemonstrationer, da Jan Hirt sejrede med hele 39 sekunder ned overraskelsen Kevin Vauquelin og 48 sekunder ned til dennes kaptajn, Elie Gesbert. Helt anderledes tæt var det i 2023, hvor det endte i en spurt mellem Mauri Vansevenant og Matteo Jorgenson, der endte med etapesejr til belgieren, men samlet triumf til amerikaneren, mens Geoffrey Bouchard som nr. 3 smed 12 sekunder.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

BEMÆRK: Jeg har fået adgang til kort og profil, men når ikke at lave en opdateret rutebeskrivelse.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Vejret

Efter de seneste dages kaos vender det gode vejr heldigvis tilbage i tide til kongeetapen. Således venter der en onsdag med kun få skyer og en temperatur i ørkenen på 22-24 grader. Det vil heller ikke være blæsende med en svag til let vind (4-13 km/t), der vil komme fra østsydøst. Da jeg som sagt ikke kender ruteføringen for første del, ved jeg ikke, hvordan vinden står her, men efter spurten får man sidevind på det korte stykke frem til stigningen, hvor der vil være sidemodvind, indtil man får sidevind over de sidste 2 km.

Favoritterne

Det skulle igen have været en historisk hård uge med måske kun én mulighed for sprinterne, men det fik vejret lavet om på. Da Amaury Capiot bekræftede sin genfødsel med dagens sejr, endte vi minsandten med hele tre sprintersejre, og derfor fik dagens etape som ventet ikke den store betydning for klassementet. Det lykkedes dog Finn Fisher-Black i den sidste spurt at generobre trøjen, og der var også sekunder til Diego Ulissi og Anthon Charmig.

Heldigvis stopper vejret nu med at ødelægge festen. Ganske vist er også sidste etape forkortet med en helt anderledes tur gennem ørkenen, men selvom distancen er nogenlunde halveret, var også den første del af den oprindelige rute så let, at det næppe gør nogen forskel overhovedet. Det eneste, det kunne have ændret på, var muligheden for sidevind, men da der bliver ganske rolige vindforhold, er heller ikke det et tema.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Med Eastern Mountain ude af billedet genvinder Green Mountain sin betydning som den klart vigtigste etape. Selv uden ruteændringen, ville bjerget havet været den i særklasse løbets sværeste stigning, og selvom også den er relativt kort, er det den eneste af de planlagte, der ikke hovedsageligt baseres på eksplosivitet. Her taler vi om små seks kilometer, der er ganske ubønhørlige med næsten konstante tocifrede procenter, og stigningen plejer at gøre så stor skade, at de forskelle, vi har set mellem de bedste hidtil, med en vis sandsynlighed ikke vil blive afgørende. I langt de fleste tilfælde er vinderen på Green Mountain også sendt som den samlede vinder, og det kan meget vel ske igen.

Stigningen er kort, og derfor har vi set nogle lidt tungere folk som Edvald Boasson Hagen dengang, han var bedst, Jesus Herrada og Alexey Lutsenko enten være med helt fremme eller vinde etapen, men den er svær nok til, at også de rene klatrere kan sejre. Jan Hirt er kendt for alt andet end punch, men han var ganske suveræn i 2022, hvor han sejrede med en sjældent stor margin, dog i et felt, der er betydeligt svagere end årets. Det vidner om, at dieselklatrerne også kan vinde, selvom det bestemt ikke er en ideel etape for dem.

Der bør ikke være tvivl om, at favoritterne skal køre om det. Det bliver som sagtens ganske stille dag, og da de endda kører tidligt på dagen, vil vinden være endnu svagere, end den vil være midt på eftermiddagen. Derfor er der ingen risiko for sidevindskørsel. Vi kan godt ende med en kamp om at ramme udbruddet, men deres chance for at holde hjem er begrænset.

Det var faktisk meget tæt på at ske i 2019, hvor Fabien Grellier blev hentet af Alexey Lutsenko bare få meter fra stregen og endda endte etapen som nr. 2, men det sker næppe i morgen og er stadig aldrig sket. Egentlig skal UAE lade bonussekunder sejle, hvis udbruddet er ufarligt, men de vil formentlig meget gerne vinde den mest prestigiøse etape. Derudover har Soudal to tidligere vindere på bjerget, og de vil helt sikkert gå efter sejren også. Jeg vil heller ikke udelukke, at Bora kunne finde på at jagte, men de to førstnævnte hold bør være nok til at skabe samling. Der er som bekendt bonussekunder i bunden af stigningen, men det er tvivlsomt, om klassementsrytterne vil bruge kræfter på dem lige inden opkørslen.

Jeg er lidt spændt på, hvem der lægger presset. UAE skal jo egentlig køre defensivt og skal også slagte Diego Ulissi, hvis de vil sætte tempo. Mit gæt vil derfor være, at Soudal med et relativt klatrestærkt hold vil tage fronten, men det kunne også blive Bora. Stigningen er dog så stejl, at det relativt tidligt formentlig bliver et opgør mellem favoritterne, og der plejer ikke at være megen taktik involveret. Denne gang vil der være modvind frem til de sidste 2 km, og derfor kan det være, at man venter en anelse, men stigningen er så stejl, at det sagtens kan og formentlig vil blive åbnet tidligt. Det plejer at være et ret fair opgør på gode ben uden alt for meget taktik.

Jeg holder fast i at pege på Adam Yates, men hvor jeg inden løbet regnede med, at han ville køre fra alt og alle, er han nu nødt til at vente, indtil Fisher-Black måtte komme i problemer. Som newzealænderen er kørende lige nu, har jeg svært ved at se det ske, men han er til gengæld så god, at jeg vil forvente, at han selv kan gå i offensiven. Jeg føler mig overbevist om, at Yates er lige så stærk som ventet og kan køre fra alt og alle på en stigning, der passer ham som fod i hose, men mit gæt vil være, at vi ser en gentagelse af scenariet fra 2018. Det var dengang, Miguel Angel Lopez ventede på Alexey Lutsenko, så de sammen kunne krydse stregen med Lopez som etapevinder og Lutsenko som samlet vinder. Min fornemmelse er, at de to UAE-drenge er i særklasse og kan gentage det nummer. I det tilfælde vil det være naturligt, at Yates vinder etapen, og at Fisher-Black tager den samlede sejr, og derfor peger jeg på briten.

Jeg ser ham ikke blive slået på ren styrke, og derfor er Finn Fisher-Black min nr. 2. Det logiske vil være at give sejren til Yates, men omvendt har han vundet så meget. Det har det newzealandske talent endnu ikke, og det kunne måske være meget fint for Yates at sikre sig fuld loyalitet inden UAE Tour ved at give en lille gave. Derfor udelukker jeg ikke, at det kan blive til endnu en sejr til vores komet. Som sagt er det lidt uklart, om de vælger at slagte Diego Ulissi. Gør de ikke, kommer han formentlig ret langt, for efter den lille genrejsning forleden, virker det ikke på månen at tro, at han kan gentage sidste års 6. plads i dette felt, selvom stigningen for ham er til den svære side.

Jeg vil igen pege på Mauri Vansevenant som værste rival. Jeg havde ventet mig lidt mere af ham på 2. etape, men vi så allerede sidste år, at den finale var en anelse for eksplosiv. Dengang var også lidt tilbage på 2. etape, men da han ramte bjergene, blev han nr. 2 på Eastern Mountain og vandt denne etape. Det er da også en stigning, der i kraft af sine begrænsede længde passer ham, og som vi så sidste år, har han også en god spurt på toppen. Som bekendt er jeg stadig lidt usikker på, om han har samme form som sidste år, men skal UAE slås, ligner han manden.

Efter 2. etape tror jeg også mere på Jan Hirt. Han kom godt igennem en finale, der passede ham ganske elendigt. Morgendagens finale er også alt, alt for eksplosiv, men da han var flyvende i 2022, kørte han fra alt og alle og vandt med en historisk stor margin. Det kan altså godt lade sig gøre på denne stigning, hvor han vil elske de stejle procenter, men efter det elendige 2023, har han stadig meget at bevise. Til gengæld skuffede Fausto Masnada på 2. etape, og selvom han bør være bedre i morgen, er det svært for mig. at se en stor genrejsning. Antoine Huby vil nok også finde den for svær.

Jeg hæver igen Cristian Rodriguez på min favoritliste. Jeg var ellers meget skuffet over ham i søndags, men skal man tro Arkea, handlede det alene om positionering på de glatte veje. Hans flotte finale i dag har givet mig en tro på, at formen er god. Som bekendt havde jeg inden løbet ganske store forventninger til ham, selvom han ikke var flyvende sidste år. Han hævede siden sit niveau markant, og er han på toppen er han en af de klart stærkeste i dette felt. Lottokuponen Alessandro Verre overraskede i søndags, og han passer også bedre til morgendagens finale, og har han taget næste skridt, kommer han langt. Vi skal vist stadig ikke regne med Elie Gesbert og efter i søndags heller ikke med Embret Svestad-Bårdseng.

Det har virkelig været opløftende at se Anthon Charmig i dette løb. I søndags fik han bekræftet, at han har for vane at starte meget stærkt, og det gjorde han igen med sin flotte indlagte spurt i dag. 2. etapes finale var dog også en, der passede ham fremragende, og hvor han tidligere har vundet. For to år siden havde han det betydeligt sværere på Green Mountain, og det vil formentlig gentage sig. Det ændrer dog ikke på, at han har virket så velkørende, at jeg forventer at se ham meget langt fremme på en stigning, der trods alt stadig er ret eksplosiv.

Det har også været opløftende at se Roger Adria de seneste dage. Endelig har vi fået livstegn at se, men det er nu, han skal testes. Hidtil har han haft klare begrænsninger på lange stigninger, men denne stigning kan heldigvis godt minde lidt om Besancon, hvor han var så flyvende sidste år. Han skal stadig bekræfte, at han har samme niveau nu, men jeg har fået en vis optimisme efter den lovende start. Jeg tror også fortsat meget på solide Ben Zwiehoff, men niveauet bør være for højt til, at han kan stræbe efter mere end en top 10. Det samme gælder for Emanuel Buchmann, der gjorde det hæderligt i søndags, men som stadig passer ret dårligt til denne type stigning og næppe gør det meget bedre end sidste år, hvor han var langt efter. Formstærke Anton Palzer kan komme et stykke, men ikke hele vejen.

Forud for løbet havde jeg visse forventninger til Alexy Faure Prost, men de er dæmpet efter i søndags. Han gjorde det ikke dårligt i en finale, der ikke passede ham, men han burde have været længere fremme. På den anden side kan der måske være lidt håb at finde i Rodriguez-forklaringen, nemlig at han var bange i positionskampen på de våde veje. Hans potentiale er så stort, at han i det lys må gives en vis rangering. Mine forventninger til Lorenzo Rota er mindre, for han bekræftede i søndags det skuffende indtryk fra 2023 med en svag præstation i en finale, der passede ham bedre end morgendagens. Vi kan forvente at se en stærkere Louis Meintjes i morgen, men som for Buchmann gælder, at det er alt for eksplosivt - og så er det også for tidligt på året.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

En rytter, der bliver spændende, er Johannes Kulset. Nordmanden skuffede mig lidt på Mallorca, men i sønddag gik det ganske hæderligt i en finale, der ikke passede ham specielt godt. Morgendagens afslutning burde være bedre for ham, men vi har også endnu til gode at se ham i top 10 i et løb på dette niveau.

En anden rytter, jeg ikke har de helt store forventninger til, er Warren Barguil. Han er aldrig flyvende på denne årstid, og han melder endda også om, at hans ben er halvdårlige. Stigningen passer ham dog ganske fremragende, og i dette felt burde det trods alt ikke gå helt galt. Efter i søndags kan vi vist godt glemme Frank van den Broek, men på en stigning, der handler mindre om positionering kan man ikke helt udelukke, at han kan overraske positivt.

Hos Jayco har Davide De Pretto gjort det ganske pænt de seneste dage, men morgendagens finale bør passe ham ringere. Vi så i hvert fald på kongeetapen i Valencia, at han var lidt begrænset på en tilsvarende stigning. Han er dog stadig et ret ubeskrevet blad, finalen er stadig ret eksplosiv, og i et felt, der ikke har samme dybde som i Spanien, kan han formentlig komme ganske langt.

Morgendagens etape er en stor test for Jenno Berckmoes. I søndag bekræftede han den fine form, men nu skal vi for første gang i år se ham på et rigtigt bjerg. Her har han manglet lidt for meget i de få bjergløb, han kørte for Flanders. Omvendt er han klart stærkere end nogensinde, og den er så eksplosiv, at den burde passe ham hæderligt.

I søndag bekræftede Jesus Herrada, at han formentlig skuffer i dette løb. For et år siden vandt han suverænt 2. etape, men det var han slet ikke tæt på i år. Nu kommer han til en finale, der selv i hans bedste år har været lidt for svær. Han har før taget mig på sengen, men efter i søndag har jeg svært ved at se en genrejsning. Kenny Elissonde har også bekræftet det svage indtryk fra Mallorca.

På de øvrige hold kan formstærke Mario Aparicio gøre det hæderligt for Burgos, mens Kern Pharma skal satse på Unai Iribar og til dels Ivan Cobo. Hos Ukyo kan Thomas Pesenti komme et stykke efter en fin præstation de seneste dage, men denne stigning er nok lidt for svær, som vi så i sidste uge, hvor også Nathan Earle og Giovanni Carboni manglede for meget. Roojai skal satse på Adne van Engelen, der godt kan komme et stykke. Endelig har Terengganu Merhawi Kudus, der dog skuffede mig lidt for meget i søndagens finale, hvor han burde være langt fremme, samt Jesse Ewart, der er overmatchet.

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Finn Fisher-Black, Mauri Vansevenant

Outsidere: Jan Hirt, Cristian Rodriguez, Anthon Charmig, Roger Adria, Alexy Faure Prost

Jokers: Diego Ulissi, Fausto Masnada, Ben Zwiehoff, Emanuel Buchmann, Johannes Kulset, Warren Barguil, Alessandro Verre, Davide De Pretto, Jenno Berckmoes, Louis Meintjes, Lorenzo Rota, Jesus Herrada

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mauri Vansevevants sejr fra 2023, Jan Hirts sejr fra 2022, Alexey Lutsenkos sejr fra 2019, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2018, Ben Hermans’ sejr fra 2017, Vincenzo Nibalis sejre fra 2016 og 2012, Rafael Valls’ sejr fra 2015, Chris Froomes sejr fra 2014, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2013 samt Robert Gesinks sejr fra 2011.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN