Optakt: Volta ao Algarve

Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i slutningen af måneden og ikke mindst i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

"Han er under niveau og lettere overvægtig"

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok, der nu består af AlUla Tour (tidligere Saudi Tour), Muscat Classic, Tour of Oman og UAE Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for otte år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen, fra 2021 at genrejse det tidligere Trofeo Luis Puig under navnet Classica Comunitat Valenciana 1969, der i 2024 blev suppleret med det nye Ruta de la Ceramica, og fra 2022 at skabe det nye Clasica Jaen og det galiciske etapeløb Gran Camino.

Lige ovre på den anden side af grænsen er Volta ao Algarve en mulighed for ryttere, der er på jagt efter godt vejr og kuperet terræn til at forberede sig til de større løb. Ligesom Spanien er Portugal blevet ramt hårdt af den økonomiske krise, og i 2013 var løbet i Algarve ude i en svær overlevelseskamp. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at redde deres begivenhed - ganske vist i en forkortet udgave på bare fire etaper - men i 2014 var det tilbage i dets oprindelige format.

Portugal er ikke et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og der har kun sjældent været mulighed for at se verdenseliten i landet. Deres nationale etapeløb, Volta a Portugal, er en stor national begivenhed med masser af tv-dækning, men det er hovedsageligt en hjemlig affære, der i de sidste mange år med få undtagelser ikke har haft ét eneste WorldTour-hikd til start.

Det har gjort Volta ao Algarve til det største løb på den portugisiske kalender, idet det er det eneste, der i større mål kan præsentere deltagelse fra højeste niveau (det opgraderede Volta ao Alentejo fik i 2017 for første gang et WorldTour-hold, Movistar, med i feltet, men har det ikke længere). Trods de vanskelige økonomiske forhold er løbet forblevet et populært valg for mange, fordi der er en god chance for godt vejr, og fordi ruten tilbyder en fin blanding af terræn for flere ryttertyper. I 2023 blev det endda endnu mere attraktivt, fordi det nu har selskab af et opvarmningsløb, Figueira Champions Classic, der i år afvikledes lørdagen inden starten om onsdagen.

Løbet blev første gang afholdt i 1960, men efter bare to udgaver forsvandt det igen fra kalenderen. I 1977 vendte det tilbage, og siden da har det været afholdt hvert år. I lang tid var det et marginalt portugisisk løb, der blev domineret af hjemlige ryttere, men det ændredes mod slutningen af 90erne, hvor det udviklede sig til et forberedelsesløb for de internationale stjerner. Faktisk er det siden Tomas Konecnys sejr i 1998 kun lykkedes for Candidao Barbosa, Hugo Sabido, Joao Cabreira og Joao Rodrigues at tage hjemmebanesejre. I stedet har store navne som Alex Zülle, Floyd Landis, Alessandro Petacchi, Stijn Devolder, Alberto Contador, Tony Martin, Richie Porte, Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas, Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Daniel Martinez stået øverst på podiet. Danske Claus Michael Mølller, der i mange år kørte i Porugal, vandt endda i 2003.

For et par år siden syntes Algarve at være stedet, hvor man skulle køre sine tidlige løbskilometer, og løbet havde fantastiske startlister og live-dækning på Eurosport. Med skabelsen af Tour of Oman og styrkelsen af Vuelta a Andalucia tabte løbet dog prestige, og den usikkerhed, der herskede i 2013, fik mange ryttere til at fravælge løbet af frygt for en sen aflysning.

Nu trives løbet igen, og i de senere år har man igen haft en god tiltrækningskraft på specielt etapeløbsryttere. Med Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, skabelsen af Tour de la Provence og aflysningen af Tour of Qatar har mange WorldTour-hold kraftigt neddroslet deres engagement i Mellemøsten, og det har siden 2016 givet et yderligere boost til løbet i Algarve, da mange hold nu foretrækker at blive på den Iberiske Halvø, hvor de i forvejen har haft træningslejr.

I de senere år har deltagelsen fra stjernerne dog alligevel været meget svingende. I 2016, 2018 og 2020 var løbet således den klare vinder i forhold til rivalerne i Frankrig, Spanien og Oman, men i både 2017 og 2019 var feltet temmelig tamt. I år har arrangørerne ingen grund til at være utilfredse, selvom stjernerne ligesom i 2022 og 2023 har fordelt sig meget jævnt mellem Algarve og Andalusien på bekostning af det hensygnende løb i Oman, og i de seneste år har det stået klart, at UAE Tour, der starter på mandag, med sin WorldTour-status har svækket deltagelsen i Portugal og Spanien, i hvert fald på klassementssiden. Med deltagelse af store navne som Remco Evenepoel, Wout van Aert, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Mikel Landa, Sepp Kuss, Tom Pidcock, Ben Healy, Tiesj Benoot og Stefan Küng a er det - UAE Tour eller ej - svært at finde mange ugelange løb uden for WorldTouren med en flottere startliste. Og vinderen i duellen med Andalusien, er det utvivlsomt det portugisiske løb.

Optakt: 12. etape af Giro d’Italia

Løbet har haft mange forskellige formater. Tidligere var det en flad affære, som endda blev vundet samlet af Alessandro Petacchi, og Stijn Devolder vandt en udgave, der stort set alene blev afgjort på en lang enkeltstart. Løbet har imidlertid som hovedregel haft en hård etape med afslutning på den korte, stejle Alto do Malhao samt en ganske lang enkeltstart, hvilket har gjort det til et løb for alsidige etapeløbsryttere. Længden på enkeltstarten har som regel tippet balancen mod de tungere drenge, og det er ingen tilfældighed, at Tony Martin tre år i træk sluttede i top 2.

I 2014 ændrede man imidlertid på løbets format, idet man forkortede enkeltstarten og indlagde en ekstra kuperet etape, og derefter blev det til en kamp mellem klatrere og enkeltstartsryttere. I 2016 gjorde man endda løbet endnu hårdere, idet den moderat hårde etape blev udskiftet med en afslutning på Alto da Foia, regionens højeste bjerg, og med to bjergafslutninger blev klatrerne således tilgodeset mere end nogensinde før. Det format har man bibeholdt siden dengang, og det gør løbet til en ganske alsidig affære.

Sådan var det også i 2023, hvor det dog igen var enkeltstarten, der som så ofte før blev afgørende i et løb, der fik et overraskende udfald. Den første del af løbet blev højst uventet domineret af Magnus Cort, da ganske sensationelt vandt både Foia-etapen og en sprinteretape, men på Malhao måtte han give fortabt mod Tom Pidcock, der med en forrygende etapesejr iførte sig førertrøjen. Den kunne han dog slet ikke forsvare på den afsluttende enkeltstart, men den samlede sejr endte alligevel hos Ineos, da ellers formsvage Daniel Martinez til sin egen store forbløffelse oplevede sæsonens eneste succesoplevelse med en samlet triumf. Faktisk endte løbet som en stor Ineos-triumf, da den uhyre formstærke Filippo Ganna på 2. pladsen blot var 2 sekunder efter sin holdkammerat, mens Ilan Van Wilder som nr. 3 smed 15 sekunder. Martinez er nu skiftet til Bora, men det forhindrer ham ikke i at forsøge at forsvare titlen, og han vil igen være oppe mod Ganna, men da Quick-Step denne gang satser på den dobbelte vinder Evenepoel og sender Van Wilder til UAE Tour i stedet, bliver der kun deltagelse af to ryttere fra det seneste podium.

Ruten

Som sagt har Volta ao Algarve haft flere forskellige formater, men nu har man fundet en sikker formel, der er garanti for succes. Et par sprinteretaper - ofte med ganske tekniske og vanskelige finaler - giver de hurtige folk chance for succes, mens løbet i mange år blev afgjort ved en kombination af enkeltstarten og den klassiske afslutning på toppen af den stejle Alto do Malhao. Da stigningen er kort og eksplosiv, og enkeltstarten ofte har været ganske lang, har løbet favoriseret enkeltstartsspecialister, men da man i 2014 erstattede den tredje sprinteretape med en mere kuperet sag, tippedes balancen gradvist. Siden da har løbet haft to hårde etaper, to sprinteretaper samt en enkeltstart i et format, hvor de samme finaler genbruges igen og igen, og det er atter tilfældet i 2024.

Den kortere enkeltstart har haft den største effekt. I 2013, 2012 og 2011 var den henholdsvis 17 km, 25 km og 34 km lang, men i 2014 kortede man den ned til bare 13,6 km. Siden da har man igen øget distancen, så den i 2015-2017 var på 18 km, og i 2018, 2019, 2020 og 2021 fik den med sine 20,3 km endnu et nøk opad. Nu synes man imidlertid at vende tilbage til fortiden, for i 2022 designede man en enkeltstart på intet mindre end 32,3 km - en distance, man sjældent ser i ugelange etapeløb og den længste i løbet siden 2013 - og selvom man ikke når samme distance i år og heller ikke når de 24,4 km fra 2022, byder man stadig med en ny 22,0 km lang rute på den tredjelængste version siden 2013-udgaven.

Samtidig med den generelle forkortelse af enkeltstarten har man siden 2014 afholdt enkeltstarten før Malhao-etapen, og det har ændret dynamikken, idet klatrerne nu er bevidste om, hvor meget tid der skal hentes på stigningen. Det har givet etapen en ny og mere aggressiv dynamik, fordi der har været mindre at miste med offensiv kørsel, og vi så i både 2018 og 2019 nogle vilde udgaver af løbets kongeetape. Den nye tradition blev brudt i 2020 og 2023, hvor enkeltstarten igen lå sidst, som den gjorde i gamle dage, men i år er det atter kongeetapen, der runder ballet af.

Den anden væsentlige ændring blev indført i 2016, hvor den kuperede anden etape, der gjorde debut i 2014, blev erstattet af en ny etape med afslutning på toppen Alto da Foia, regionen højeste bjerg. Det er ganske vist ikke nogen hård stigning, men den er meget længere end, hvad man normalt finder i Algarve. Det er dog vindretningen, der har været meget bestemmende for vanskeligheden, og i år med modvind har vi set spurter i relativt store grupper på toppen af løbets højeste stigning - særligt sidste år, hvor det endda var Magnus Cort, der sejrede.

Tilsyneladende kunne arrangørerne lide, hvad de så. I hvert fald er Foia-etapen nu tilsyneladende en fast tradition, og man har undervejs justeret på indløbet til målbjerget i forsøget på at gøre etapen hårdere. De seneste to år har man forsøgt en ny model, da man umiddelbart inden finalestigningen skulle over en længere stigning, men det fik ikke den store effekt i en meget lidt selektiv udgave i 2022 og 2023, hvor kraftig modvind prægede etapen. Den model droppes derfor i år, hvor man vender tilbage til det indløb man havde i 2019, 2020 og 2021. Også Malhao-etapen er blevet vanskeligere, da de to passager af stigningen, som med 2021 som undtagelse altid er på menuen, nu ligger tættere på hinanden på samme måde, som de også gjorde det i 2020, 2022 og 2023. Med andre ord har man altså forsøgt på det seneste at gøre de to kuperede en anelse hårdere som modsvar til de længere enkeltstarter.

Træner deler opløftende Vingegaard-nyt

Dermed vil 2024-udgaven være stort set identisk med det løb, vi har set i de seneste år, men med den væsentlige ændring, at enkeltstarten for tredje gang i træk er forlænget, mens i hvert fald Malhao-etapen også synes at være vanskeligere, end de ofte har været. Efter en indledende sprinteretape, som nok engang byder på den helt velkendte finale i Lagos, der har åbnet løbet i næsten alle de seneste udgaver, kommer det første klassementsslag på Alto da Foia på torsdag. Dagen efter får sprinterne deres sidste mulighed, hvor der skal sluttes med den klassiske stigende spurt i Tavira, som efter et års fravær i 2022 er tilbage, inden tempospecialisterne skal i aktion på løbets nøgleetape, lørdagens enkeltstart. Til sidst får klatrerne en chance for at svare igen, når det på søndag igen vil være de to ture op ad Malhao, der vil krone den samlede vinder.

1. etape

I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, som altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 ændrede man i 2017 på formatet ved at gøre Albufeira til startby for en etape, der sluttede i Lagos, hvor en mere enkel finale blev rammen om en massespurt. Selvom startbyen nu er ny, er det den nye afslutning i Lagos, der med 2021 som en undtagelse, er blevet den faste åbning, og her ventes sprinterne for syvende gang på otte år at skulle slås om den første førertrøje.

Årets åbningsetape er 200,8 km lang og fører feltet fra Portimao til det nu velkendte mål i Lagos. De to byer er naboer med blot få kilometer imellem sig, og etapen består derfor af en tur rundt i terrænet nord for kysten. Fra starten bevæger man sig igennem relativt fladt terræn mod sydøst ganske tæt på vandet, indtil man når havet i byen Armacaso de Pera efter 14,3 km. Herfra snor man sig mod øst hen langs havet igennem ganske let kuperet terræn med retning mod den tidligere den tidligere målby, Albufeira.

Inden man når så langt drejer man dog mod nord for at køre væk fra vandet igennem småkuperet terræn, indtil man fortsætter mod sydøst på ad kategori 4-stigningen Aldeia dos Matos (1,9 km, 5,1%), der efter 500 lette meter stiger med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 37,6 km. En nedkørsel leder mod øst, inden det går mod nordvest ad en lang, lige og let kuperet frem til det foreløbigt nordligste punkt i Sao Bartolomeu de Messines, hvor man efter 50,9 kmdrejer mod sydvest for at køre ad en faldende vej ned til Silves. Her drejer man efter 68,9 km mod vest og senere nord for at køre igennem fladt terræn frem til dagens vanskeligste udfordring. Den rammer man, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Nave (5,9 km, 4,2%), der er en helt jævn opkørsel med top efter 96,5 km.

Herfra resterer fortsat 104,3 km, som indledes med et plateau, som følges mod vest og blandt andet inkluderer en ganske lang stigning (2,6 km, 5,6%), inden en let nedkørsel leder mod nordøst ned til Aljezur, der nås efter 124.5. Aljezur ligger ganske nær kysten, og herfra kører man ad en lige vej mod sydvest ned langs havet, idet det først er let stigende, siden faldende, så igen stigende og slutteligt fladt frem mod dagens spurt, der efter 161,2 km kommer i Portugals sydvestligste hjørne.

Her drejer man mod øst for at køre igennem let kuperet terræn nær havet, inden man slår et smut mod nordøst ind i landet igennem let kuperet og siden fladt terræn. Til slut drejer man mod sydøst for at køre ad en lige og faldende vej ind mod målbyen. Her venter i finalen med knap 3 km igen en 600 m lang bakke, der stiger med 3,6% i gennemsnit, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der er flad. I finalen er der en rundkørsel både umiddelbart inden og efter den røde flamme, hvorefter man rammer det 800 m lange opløb.

Etapen byder på i alt 2174 højdemeter mod 2293 højdemeter og 2119 højdemeter på de tilsvarende etaper i hhv. 2023 og 2022.

Igen i år har Volta al Algarve tiltrukket et stærkt sprinterfelt, og de vil naturligvis ikke lade den første af deres to muligheder gå til spilde. Derfor kan vi vente, at etapen vil blive kontrolleret stramt af sprinterholdene, og det synes kun at være vinden, der eventuelt kan forhindre en massespurt. Terrænet er egentlig ganske kuperet, men historisk har det aldrig givet udfordringerne, og vinden er heller aldrig kommet i spil. Det vil således være en overraskelse, hvis ikke etapen afgøres af de hurtigste folk, som det har været tilfældet i alle tidligere udgaver, hvor de små bakker i finalen ikke har gjort den store forskel.

LIVE nu: Valgren-gruppe på jagt efter Alaphilippe

Lagos har i de senere år primært været startby, men vendte tilbage som målby i 2017, hvor Fernando Gaviria vandt 1. etape foran André Greipel og Nacer Bouhanni. I 2018 var det Dylan Groenewegen, der i duel med Arnaud Demare tog første stik, men i 2019 blev han sat ud af spillet af et styrt, hvorfor Fabio Jakobsen i stedet kunne sejre foran Demare og Pascal Ackermann. Byen blev også besøgt på åbningsetapen i 2020, hvor Jakobsen også sejrede, denne gang foran Elia Viviani og Matteo Trentin, og på åbningsetapen i 2022, hvor Jakobsen kunne fuldende sit hattrick ved denne gang at krydse stregen foran Bryan Coquard og Alexander Kristoff. Sidste år åbnede løbet også i byen, og her endte det i Uno-X-show, da Søren Wærenskjold førte Alexander Kristoff så suverænt frem, at kaptajnen kunne vinde foran Jordi Meeus og sin unge lead-out man. Frem til 2011 var byen også hvert år rammen om en sprinteretape. John Degenkolb blev den seneste vinder i byen i den epoke, mens André Greipel vandt i 2010 i en meget sær finale, hvor han og Jurgen Roelandts kørte væk fra feltet. Inden da var det Koldo Fernandez, Tomas Vaitkus, Alessandro Petacchi, Bernhard Eisel, Alexei Markov, Martin Garrido og Candido Barbosa, der var de hurtigste.

2. etape

I de sidste ni år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt tidsforskelle, der har vist sig at være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men i 2016 valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de har valgt en tilbagevenden siden da. Også i år vil Foia-stigningen være rammen om det første klassementsslag, og mens man ikke genbruger modellen fra 2018, hvor man kørte den helt nede fra bunden, dropper man også den nye finale fra 2022 og 2023 med et nyt indløb, der inkluderede en lang stigning umiddelbart inden selve målbjerget. Det ændrer ikke på, at etapen giver den første mulighed for at skabe afstande, selvom man bestemt ikke skal overvurdere vanskeligheden af den vindfølsomme stigning, hvad Magnus Corts sejr sidste år vidner om.

Rytterne skal i alt tilbagelægge 171,9 km mellem Sagres og toppen af det berømte bjerg i 890 m højde. Startbyen ligger næsten helt ud til kysten, og efter igennem den neutrale zone at være kørt mod nord op til byen Silves kører man indledningsvist skiftevis mod sydøst, øst og sydøst igennem helt fladt terræn. Efter 21,8 km drejer man mod nordøst, hvorefter det bliver en anelse mere kuperet med et par mindre bakker, og sådan fortsætter det, når man efter 39,4 km drejer mod nordvest og herfra kører ad lange og lige veje frem til etapens nordligste punkt.

Det nås efter 65,5 km og ligger på kanten af det kuperede område, hvor finalen køres. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad en bakke (1,7 km, 7,8%), der har top efter 70 km. En nedkørsel leder videre mod sydvest, inden man fortsætter op ad kategori 4-stigningen Alto de Choca (1,8 km, 6,3%), der har to gange 500 m på hhv. 7,6% og 10,6%, inden de sidste 800 m er ganske lette. Toppen rundes efter 77,7 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydvest, hvorefter man fortsætter mod sydvest og ad en klang bakke (5,2 km, 4,9%), der har top efter 86 km, hvorefter man kører ind til byen Monchique, der ligger for foden af målbjerget og nås efter 89,5 km.

Dette er dog for tidligt at køre op til mål. I stedet skal man en tur ud i terrænet, og man lægger ud med at køre mod nord, vest og sydvest ad relativt flade, men meget snoede veje på et plateau. I det vestligste punkt drejer man mod sydøst, og nu begynder det i stedet at falde. Sådan fortsætter det i en lang fase, mens man kører mod øst og sydøst, inden man i det sydligste punkt drejer mod nordøst for nu at køre ad flade veje mod nordøst og nord frem til finalen.

Pogacar fremhæver konkurrent: Han er den eneste, der har vist nosser

Den indledes efter 140,6 km, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Alferce (3,0 km, 7,2%), der efter 500 m med 10,2% stiger relativt jævnt frem mod toppen, der kommer efter 146,3 km der er en jævn stigning med top efter 112,3 km. De sidste 25,6 km indledes nu med en meget kort nedkørsel, der fører mod nord, inden det går mod vest op ad en bakke og mod nordvest ad en nedkørsel. I bunden kører man med det samme mod nordvest og vest op ad kategori 2-stigningen Pomba (3,8 km, 8,0%), der stiger med 8-10%, men har en kilometer 3 med bare 4,6%.

Toppen rundes efter 158,2 km, hvorefter de sidste 13,7 km indledes med, at man kører ad et let kuperet plateau mod sydvest, sydøst og igen sydvest tilbage til Monchique, hvor dagens spurt køres efter 164,7 km. Derfra drejer man mod vest for at køre op ad den afsluttende udfordring, kategori 1-stigningen Alto da Foia, der i alt er 7,5 km lang og stiger med 5,9% i gennemsnit. Efter en første kilometer med 7,5% ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 4-5% over to kilometer, hvorefter den stiger jævnt med ca. 6% over de sidste 4,5 km. Rytterne følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind på den mindre end 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3137 højdemeter, hvilket er ca. 250 færre end i 2023, ca. det samme som i 2022 og 2021 og ca. 200 færre end i 2020.

De seneste to år har man kørt den lange Picota-stigning lige inden finalebjerget, men i år vender man tilbage til modellen fra 2019, 2020 og 2021 med den kortere Pomba-stigning som næstsidste udfordring.

Alto da Foia er ganske vist lang, men det er ikke en svær stigning. Det første besøg viste, at den passer mere til kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det dengang blæste voldsomt. I 2017 var udskilningen mere regulær, og det lykkedes de to bedste at gøre en ganske stor forskel, mens det omvendt i 2018 som følge af kraftig vind endte i en spurt i en relativt stor gruppe. I 2019 blev det igen mere selektivt som følge af medvind, mens vi i 2020 atter fik en spurt i en relativt stor gruppe, inden vi endelig i den svagt besatte 2021-udgave så en lille gruppe køre væk og i både 2022 og særligt 2023 fik en spurt i meget stor gruppe. Det viser, at det kan gå begge veje, men måske bliver det mere selektivt denne gang. I hvert fald har de seneste to år med et anderledes indløb givet mindre selektion, men nu vender man tilbage til modellen fra 2019, 2020 og 2021 med Pomba-stigningen forinden. Traditionelt har det dog først og fremmest været vinden, der var afgørende for etapens sværhedsgrad. Sidevind vil gøre det til en kamp mere om positionering end reel klatrestyrke, men er der modvind, er det sandsynligt, at en gruppe vil spurte om sejren. Selvom sidste stigning næppe vil lave voldsom ravage, er det et løb, der ofte er blevet afgjort på sekunder, og derfor vil etapen åbne de første tidsforskelle og give en indikation af, hvem der kan løbe med den samlede sejr.

Da etapen gjorde debut i 2016, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindblæste sidste kilometer og tog sejren et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. I 2017 gjorde Dan Martin og Primoz Roglic en langt større forskel, inden ireren vandt spurten. Michal Kwiatkowski tabte 20 sekunder på 3. pladsen, og i alt 11 ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2018 endte det trods mange angreb i en spurt i en relativt stor gruppe, hvor Michael Kwiatkowski var hurtigste mand foran Bauke Mollema og Geraint Thomas, mens medvinden i 2019 betød, at fem mand spurtede om sejren med Tadej Pogacar som den hurtigste foran Wout Poels og Enric Mas.

I 2020 var det også en relativt stor gruppe, der spurtede, og her lykkedes det Remco Evenepoel med et overraskelsesangreb at vinde foran Maximilian Schachmann og Dan Martin. I den svagt besatte 2021-udgave kørte seks mand væk, og efter at Sebastian Henao og Ivan Ramiro Sosa havde gjort forarbejdet, kunne Ethan Hayter spurtsejre foran Joao Rodrigues og Jonathan Lastra. I 2022 endte det i en meget lidt selektiv udgave, hvor David Gaudu vandt en styrtpræget spurt foran Samuele Battistella og Ethan Hayter på en dag, hvor hele top 10 sluttede inden for et sekund af franskmanden og hele 19 mand var inden for 18 sekunder af vindertiden. Endnu mindre selektiv blev etapen sidste år, hvor hele 18 mand sluttede inden for 2 sekunder af Magnus Cort, der højst overraskende vandt det, der næsten var en lille massespurt, foran en flov Ilan Van Wilder, der jublede for tidligt, og Rui Costa. Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.

Begge kaptajner udgået: Storhold afviser rygterne

3. etape

Før 2016 lå kongeetapen til Alto do Malhao altid på næstsidste dag, mens sprinterne fik det sidste ord. Det år blev der byttet rundt på de to etaper, og det format valgte man at gentage i det følgende år, men sådan er det ikke længere. For femte år i træk er hele weekenden nemlig reserveret til klassementskampen, og det betyder, at de hurtige afsluttere får deres anden og sidste chance om fredagen. Efter 2022-udgavens lille eksperiment med en ny finale i Faro vendte løbet siddste år tilbage til Tavira, der også var fast mål seks år i træk mellem 2016 og 2021, og sådan vil det også være i år, når der her atter venter den velkendte stigende spurt med et skarpt sving lige i bunden af den 300 m lange bakke.

3. etape er typisk den længste, og det gør sig også gældende denne gang, hvor der skal køres 192,2 km fra Vila Real de Santo Antonio og Tavira, og denne gang har man fundet en ny startby efter flere år med start i Faro. De to byer ligger bare få kilometer fra hinanden ude ved kysten, og etapen består derfor af en tur ind i terrænet samt som noget nyt en afsluttende rundstrækning. Fra start forlader med det samme vandet, når man kører mod nord igennem ganske kuperet terræn med flere mindre bakker, men efter en nedkørsel, der indledes efter 20 km, bliver det stort set fladt.

Efter 38,2 km drejer man mod nordvest, hvorefter det igen bliver betydeligt mere kuperet, og sådan fortsætter det, når man kort efter kører mod syd. Senere går det mod nordvest igennem mere ganske kuperet terræn, hvor der ikke er meget fladland, indtil man kører mod vest ad en lang nedkørsel og derfra mod syd ad et kort, let stigende stykke.

Nu melder dagens vanskeligste udfordring sig, når man fortsætter mod syd op ad kategori 3-stigningen Alcaria (2,3 km, 7,0%), der stiger med 7-10% over de første 1500 m, inden den flader ud over de sidste 800 m frem mod toppen, der rundes efter 103,4 km. Derfra går det videre mod syd ad et kort, kuperet stykke, inden der venter et langt faldende stykke, der leder mod syd og sydøst hele vejen ud til kysten og målbyen Tavira, hvor man kører et kort, fladt stykke mod øst ind til selve byen, der nås efter 132,6.

Lund ser flere muligheder efter kaptajnens exit

Man kører dog lige forbi stregen uden at krydse den. I stedet skal man ud på en 59,6 km lang tur mod øst. Man forlader med det samme vandet ved at køre mod nordøst ad let stigende veje, inden det går mod nord op ad kategori 3-stigningen Faz Fato (4,7 km, 3,3%), der er en ganske blød opkørsel uden stejle procenter.

Toppen rundes efter 148,0 km, hvorefter de sidste 44,2 km indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydvest, inden det går igennem helt fladt terræn mod vest og sydvest ud til kysten og startbyen, hvor dagens spurt køres efter 167,6 km. Herfra går det mod sydvest ad lange, lige og næsten helt flade veje langs vandet tilbage til Tavira, Finalen byder på passage af en rundkørsel med 2500 m til mål, et venstresving i en anden rundkørsel 1300 m fra stregen samt en rundkørsel med bare 700 m til mål. Med 300 m igen drejer man ind på opløbsstrækningen, der stiger med ca. 2% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 2569 højdemeter, hvilket er ca. 200 flere end i 2023 og 2021 og ca. 100 flere end i 2020.

Dette er sidste chance for sprinterne, så det synes usandsynligt, at de mange topsprintere vil lade denne mulighed gå deres næse forbi. Dermed kan vi vente en massespurt, men klassementsrytterne skal være opmærksomme i den anden halvdel, hvor vinden langs kysten kan komme i spil, selvom det aldrig rigtigt er sket. Selve spurten foregår op ad bakke, men de sidste syv udgaver af etapen, der havde samme finale, viste, at det er en etape for de store sprintere, der dog skal sørge for at sidde rigtigt i det afgørende sving i bunden af den 300 m lange bakke - og så har sprinterne sikkert lært af sidste års brøler, hvor en brølstærk gruppe med den sejrende Magnus Cort kørte væk i forbindelse med den indlagte spurt, der var placeret samme sted i en helt identisk sidste tur hen langs kysten.

Sidste år fik etapen et overraskende udfald, da en brølstærk gruppe med blandt andre Magnus Cort, Filippo Ganna, Tom Pidcock og Tobias Foss kørte væk i forbindelse med den sidste spurt, og i en vild finale lykkedes det akkurat for Cort at sejre foran Ganna og Jordi Meeus, der som hurtigste mand fra feltet fik samme tid som danskeren. I 2022 var Tavira højst usædvanligt vært for enkeltstarten, der i overlegen stil blev vundet af en suveræn Remco Evenepoel foran Stefan Küng og Ethan Hayter. Den stigende spurt blev forinden benyttet i 2021, hvor Quick-Step dominerede totalt med sejr til Sam Bennett foran Danny van Poppel og Bennetts egen lead-out man, Michael Mørkøv. I 2020 leverede Sunweb et fabelagtigt lead-out, hvor Casper Pedersen afleverede Cees Bol til en stor sejr, der blev sikret foran Sacha Modolo og Fabio Jakobsen. I 2019 fik Dylan Groenewegen revanche for et styrt på 1. etape ved at sejre foran Arnaud Demare og Jasper Philipsen. I 2018 fortsatte samme Groenewegen sin dominans af spurterne ved at sikre sig sin anden etapesejr, denne gang foran Matteo Pelucchi og John Degenkolb. I 2017 var det André Greipel, der i en ufatteligt tæt spurt akkurat slog John Degenkolb og Groenewegen, mens Marcel Kittel i 2016 slog Wouter Wippert og Jens Debusschere i samme opløb. I 2013 vandt Tony Martin en enkeltstart i Tavira, mens Gerald Ciolek og André Greipel tog spurtsejre i henholdsvis 2012 og 2011. Sebastien Rosseler vandt fra et udbrud i 2010, og Alberto Contador og Stijn Devolder vandt i 2009 og 2008 enkeltstarter. Forud for det vandt Marco Zanotti massespurter i både 2007 og 2006, og Bernhard Eisel var hurtigst i 2005. Lance Armstrong vandt en enkeltstart i 2004, men byen var også vært for løbet hvert år forud for Armstrongs sejr.

20-årig landsholdsdansker tager stor sejr og sikrer sig førertrøje

4. etape

For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret i de senere år har betydet, at etapen i de senere år ikke har spillet helt samme altafgørende rolle som tidligere, har det stadig været en meget betydningsfuld dag. Nu synes dens betydning imidlertid igen at tiltage, for efter at arrangørerne i 2022 forlængede den markant og for første gang siden 2013 designede en mere end 30 km lang kamp mod uret, har man i år sammensat den tredjelængste enkeltstart siden netop 2013. Efter 2022-udgavens 32,2 km og 2023-udgavens 24,4 km bydes der denne gang på 22,0 km på en etape, der er helt ny. Det ændrer dog ikke på, at rytterne mødes med det samme og velkendte let kuperede terræn, der atter vil være rammen om løbets vel nok vigtigste slag, der igen har fundet sin velkendte plads om lørdagen, efter at enkeltstarten afsluttede løbet i både 2020 og 2023.

Enkeltstarten er altså denne gang i alt 22,0 km lang både starter og slutter i Albufeira. Starten går i byens vestlige udkant, hvorfra man kører mod vest ad en helt lige og flad vej. Efter 2,4 km drejer man mod nordøst for at køre op ad en bakke (600 m, 8,0%), hvorefter det stiger let videre mod nordøst. Efter 4,7 km drejer man mod nordvest, hvorefter det går ad en lige og let faldende vej frem til dagens første mellemtid, der tages efter 6,6 km.

Efter det første tidstjek går det videre ad den lige og nu ganske flade vej mod nordvest, indtil man i det nordligste punkt efter 8,8 km drejer mod vest. Derefter begynder det at falde let, og sådan fortsætter det, når man efter 9,5 km drejer mod syd. Herfra er det generelt let faldende, mens man følger en helt lige vej mod syd ud til kysten.

Her drejer man efter 14,1 km mod sydøst og efter 14,5 km mod øst, hvorefter det går ad en helt lige og ganske, ganske let stigende vej frem til den anden mellemtid, der tages efter 18,1 km. Derfra følger en ekstremt teknisk fase med hele 13 sving i rap, mens man kører mod øst igennem let faldende terræn, inden man drejer mod nord for at køre op ad en bakke (500 m, 5,2%), der har top ved 2 km-mærket. Med 1700 m igen drejer man til højre, og derefter går det igennem først let stigende og siden let faldende terræn mod nordøst og sydøst frem til mål, idet man skal gennem to rundkørsler med hhv. 1100 m og 600 m igen.

Etapen byder på i alt 313 højdemeter mod 271 højdemeter i 2023, 403 højdemeter på den meget lange rute i 2022 og mod 200 højdemeter på den lidt kortere rute fra årene mellem 2018 og 2021.

Den tidligere enkeltstart fra 2016 og 2017 var helt flad og en blanding af en teknisk fase og en del for specialister, mens vi de i de seneste år har set ruter med betydeligt flere højdemeter, men færre tekniske udfordringer. Det gælder også for denne helt nye rute, der måske er en anelse mere kuperet, end vi har set det de seneste gange, og som generelt består ad lange, lige veje. Denne gang har man dog en ekstremt teknisk fase lige efter anden mellemtid, og dermed er det en alsidig test. Da der ikke er tale om voldsomme klatreudfordringer, er det grundlæggende en etape, der er skabt til de kraftfulde specialister, der kan håndtere småbakkerne undervejs, hvilket understreges af, at enkeltstarterne af samme type tidligere er vundet af først Geraint Thomas og siden Stefan Küng, Remco Evenepoel og Kasper Asgreen og de seneste to gange igen af først Evenepoel og siden Küng. Samtidig vil stærke temporyttere forsøge at vinde afgørende tid i kampen om den samlede sejr og måske endda gå efter etapesejren i kamp med mere rendyrkede specialister, der ellers typisk har vundet enkeltstarterne i Algarve.

Albufeira var tidligere et fast mål i løbet, men det har den ikke været siden 2016. Til gengæld var den fast mål for åbningsetapen mellem 2010 og 2016. I sidstnævnte år vandt Marcel Kittel en massespurt foran André Greipel og Jasper Stuyven, i 2015 var Gianni Meersman hurtigere end Ben Swift og Paul Martens, i 2014 gik sejren til Sacha Modolo foran Rui Costa og Alessandro Petacchi, i 2013 slog Paul Martens til foran Tiago Machado og Theo Bos, i 2012 sejrede Gianni Meersman foran Greg Van Avermaet og Matti Breschel, i 2011 kørte Philippe Gilbert alene hjem med 5 sekunder ned til feltet anført af Gerald Ciolek og André Greipel, og i 2010 snød Benoit Vaugrenard sprinterne ved at vinde med 3 sekunder ned til Joan Horrach og 5 sekunder ned til feltet anført af André Greipel. Derudover var byen vært for åbningsetapen i 2005, hvor Bernhard Eisel sejrede foran Olaf Pollack og Tom Steels, og i 2004, hvor hurtigste mand var Alberto Benito foran Candido Barbosa og Angel Edo. Byen var senest vært for enkeltstarten i 2003, hvor Claus Michael Møller såmænd vandt foran Victor Hugo Peña og David Muñoz Bañoz, mens der var massespurter i 2002, hvor Candido Barbosa vandt foran Ruben Galvan og Angel Vicioso, og i 2001, hvor Endrio Leoni sejrede foran Steven de Jongh og Saulius Sarkauskas. De øvrige to gange, byen har været mål inden for de seneste 25 år, var ved enkeltstarter i 2000, hvor Alex Zülle sejrede foran Michael Rich og Andrey Zintchenko, og i 1999, hvor Melchior Mauri var hurtigst foran Andreas Klöden og Candido Barbosa. I samme periode har Volta a Portugal været forbi en enkelt gang, nemlig i 2018, hvor Riccardo Stacchiotti vandt en massespurt foran Carlos Mendonca og Cesar Martingil.

Geraint Thomas udpeger Pogacars svaghed

5. etape

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,6 km lange stigning, der stiger med 9,5% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og efter den bløde undtagelse i 2021 skal rytterne, som det har været traditionen, forcere den to gange i finalen på løbets kongeetape. For syvende gang gang på ni år vil den traditionsrige kongeetape også være den store finale på løbet, hvor klatrerne får en sidste chance for at sætte de tempostærke folk til vægs efter enkeltstarten. Det får de til gengæld også en historisk god chance for, da man akkurat som i 2020, 2022 og 2023 har lagt de to passager af løbets mest berømte stigning tættere på hinanden, end vi traditionelt har været vant til.

Årets udgave af etapen er 165,8 km lang og fører feltet fra Faro til toppen af Alto do Malhao. Starten går ude ved kysten, hvorfra man kører mod nordøst ad en helt lige og let stigende vej med kurs væk fra havet. Efter 15 km drejer man mod vest, hvorefter det går ad først flade og siden let kuperede veje ind til byen Loulé, hvor dagens spurt køres efter 28,6 km. Derfra går det videre mod vest ad en let kuperet vej, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Picota (3,0 km, 6,0%), der efter en let første kilometer stiger relativt jævnt med ca. 7% frem mod toppen, som rundes efter 43,8 km.

Efter stigningen venter en let nedkørsel, der fører vider mod nordøst, inden man fortsætter mod nordøst igennem fladt terræn. Senere går det mod nord ad et langt stykke, der er let stigende, og som slutter med et svært stykke (3,6 km, 4,8%), der ender efter 71 km. Undervejs rammer man ruten fra sidste år, hvorefter etapen er den samme som sidst. Først kort inden etapens nordligste punkt begynder det efter godt 80 km at falde, inden man drejer mod sydvest for at køre fladt frem til bunden af kategori 3-stigningen Vermelhos (3,3 km, 5,8%), der er en jævn stigning med top efter 99,0 km. Derfra falder det mod sydvest ned til byen Salir, som nås efter 112,5 km, idet man dog efter 110 km når toppen af en bakke (1,1 km, 10,1%).

Herfra går det i fladt terræn mod vest, indtil man drejer mod nord for at tage hul på kategori 3-stigningen Alte (2,0 km, 7,0%), som er irregulær og efter en lettere start byder på 1000 m med mellem 8 og 11% frem mod toppen, som passeres efter 128,3 km. Derefter går det igennem relativt fladt terræn mod nordøst op til den afsluttende rundstrækning. Den indledes med første passage af Alto do Malhao, der er i kategori 2, men første gang køres ikke hele vejen til toppen, idet man skærer de sidste små 100 m fra. Bjergspurten kommer her efter 141,8 km og med 24,0 km igen efter en 2,5 km lang klatretur, der stiger med 9,7% i gennemsnit.

Nu kører man en hel omgang på rundstrækningen, der indledes med, at det falder let, mens man kører mod nordøst og sydøst, inden det går mod syd over en bakke (1,1 km, 10,1%), som har top 9,6 km fra mål. Derfra går det igennem fladlandet mod vest og nord frem til bunden af Malhao, på hvis top målstregen er placeret. Denne gang kører man hele vejen op ad den 2,5 km lange stigning, der stiger med 9,8% i gennemsnit. Den er stejlest på de første 1500 m, hvor stigningsprocenten er på 9-12%, mens den sidste kilometer er nemmere med stigningsprocenter, der relativt stabilt ligger på 8-9%, idet den dog flader ud på de sidste 200 m. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

Etapen byder på i alt 2961 højdemeter, hvilket er ca. 200 færre end i 2023, ca. det samme som i 2022, ca. 300 flere end i 2021 og ca. 200 færre end i 2020.

Det er fjerde gang, at den forkortede rundstrækning benyttes. De første gange var i 2020, 2022 og 2023, og i forhold til de udgaver er det kun den første fladere del, der er ændret og forlænget. I 2021 skulle man for første gang kun én gang op ad stigningen, mens man forinden brugte en længere rundstrækning.

Sprinter uenig i deklassering: Bragte ingen i fare

Med undtagelse af årene 2018 og 2019, hvor etapen havde et meget særegent forløb, er kongeetapen altid blevet afgjort af favoritterne, men de to udbrudssejre fortæller, at man kan få en overraskelse, hvis førertrøjens hold er svagt. I hvert fald indbyder terrænet til angreb, som da Søren Kragh næsten løb med det hele i 2019, hvor han udnyttede et knap så stærkt UAE-hold, som havde sit hyr med at forsvare Tadej Pogacars førertrøje, og måske kan man måske se noget lignende aggression i år, hvor etapen er tilbage på pladsen efter enkeltstarten. Uanset hvad er der lagt op til et spændende klatreslag, og de bedste klatrere drømmer alle om at vinde på en af sportens ikoniske stigninger. Stigningen er stejl, men meget kort, og passer derfor godt til eksplosive typer. Samtidig er distancen så begrænset, at større folk som Tony Martin og Stefan Küng har ofte begrænset tidstabet ganske flot - en opgave, der dog bliver lidt sværere på denne rute med kortere afstand mellem passagerne.

Sidste år lå etapen inden enkeltstarten, og her fik Tom Pidcock oprejsning for en skuffende spurt på Foia, da han med sit eksplosive antrit kunne sejre med 1 sekund ned til Joao Almeida og 5 sekunder ned til Ilan Van Wilder og Sergio Higuita, hvorved han også overtog trøjen. I 2022 gik Remco Evenepoel ind til etapen med en suveræn føring efter enkeltstarten, og selvom hans forsøg på at slide rivalerne ned mislykkedes, og han blot blev nr. 5, da fem mand skulle afgøre det til sidst, kunne han sikkert sikre sig den samlede sejr, mens Sergio Higuita spurtede sig til sejr foran Daniel Martinez, Brandon McNulty, David Gaudu og ham selv. I 2021-sæsonens svagt besatte udgave af løbet imponerede lokale W52, da holdet med et benhårdt pres knækkede den førende Ethan Hayter, så Joao Rodrigues med en 2. plads bag den sejrende Elie Gesbert kunne tage den samlede sejr.

I 2020 var alle øjne på Remco Evenepoel, der havde vundet på Foia, men da fem mand spurtede om sejren på toppen, blev han kun nr. 3 bag Miguel Angel Lopez og Dan Martin. I 2019 fik etapen et atypisk forløb, da løbet blev åbnet udefra med et angreb fra blandt andre Søren Kragh, som næsten løb med den samlede sejr. Tadej Pogacar fik dog begrænset skaden, og da Zdenek Stybar overspurtede Kragh til sidst, endte danskeren tomhændet. I 2018 fik etapen også et overraskende forløb, da en stor udbrydergruppe fik lov at afgøre etapen efter en atypisk taktik fra Sky. Trods en førertrøje på Geraint Thomas’ skuldre blev Michal Kwiatkowski sendt i offensiven tidligt, og herfra kunne han sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia de Mateos og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder.

I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn soloopvisning satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins fornemt Porte op til en solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

Dansker mister førertrøjen i fransk dobbeltsejr

Favoritterne

Som sagt har Volta ao Algarve gradvist undergået en forandring fra at være et løb, der stort set alene blev afgjort på enkeltstarten til nu at kræve betydeligt bedre klatreegenskaber og mere alsidighed. I de første år, hvor Alto do Malhao var den eneste reelle klatreudfordring, lykkedes det ofte for Tony Martin at begrænse tidstabet så meget, at han kunne vinde samlet, men siden er løbet blevet hårdere og hårdere, først med tilføjelsen af Monchique-etapen i 2014 og siden 2016 med den ekstra bjergafslutning på toppen af Alto da Foia.

Udviklingen har gradvist reduceret betydning af enkeltstarten, men den har altid været en nøgleetape. Alto do Malhao er ganske vist stejl, men den er samtidig meget kort, og Martin har trods alt flere gange vist, at han kan begrænse sit tidstab på den portugisiske mur. Alto do Foia er meget længere, men det er til gengæld en typisk powerstigning, der aldrig bliver stejl, og derfor kan store ryttertyper sagtens gøre sig gældende her. Det er ikke tilfældigt, at Luis Leon Sanchez i 2016 vandt etapen foran Geraint Thomas, mens de rene klatrere kom til kort, og at Martin var i mål bare 15 sekunder efter Sanchez. I 2017, 2019 og 2021 blev den mere afgørende, da der dengang var medvind, mens den i 2018, 2020, 2022 og 2023, der atter var modvindsår, ikke spillede den helt store rolle. Det er nemlig en uhyre vindfølsom stigning, hvor vindretningen er altafgørende for dens betydning. Det blev særligt tydeligt sidste år, hvor vi næsten fik en decideret massespurt på toppen, og hvor det endda var Magnus Cort, der sejrede!

Dermed er det klart, at det har været helt umuligt for en ren klatrer at vinde Volta ao Algarve, selvom etaperne har været hårdere og enkeltstarten kortere, end den var for få år siden. Det er det i sandhed blevet nu. I 2022 vendte vi lidt tilbage til fortiden med den abnormt lange enkeltstart på mere end 30 km. Foia-etapen var endda modvindsramt og meget lidt selektiv, og det gjorde enkeltstarten næsten altafgørende. Store Stefan Küng - og det var inden hans vilde klatring i Tour de Suisse - smed bare 18 sekunder til etapevinderen på Foia og 42 sekunder til etapevinderen på Malhao - og det betød med en god enkeltstart, hvor han blev nr. 2 bag suveræne Remco Evenepoel, at han kunne ende som nr. 7 samlet. Havde klatrerne ikke været så tempostærke - han var oppe mod Evenepoel, Brandon McNulty, Daniel Martinez, Ethan Hayter og Tobias Foss - havde han altså været i spil til den samlede sejr, i hvert fald med en lille forbedring på Malhao.

Vi så det samme sidste år, hvor enkeltstarten var kortere, men stadig meget længere, end vi har set det i årene efter 2013. Her var den uhyre formstærke Filippo Ganna bare 2 sekunder fra den samlede sejr - og havde han kørt op til sit bedste på enkeltstarten, havde han vundet. På Foia smed an 7 sekunder og på Malhao kun 20 sekunder, men det skal også siges, at han sidste vinter klatrede på et abnormt godt niveau. Küng, der vandt enkeltstarten, var også igen med fremme med en samlet 5. plads, men smed lidt for meget på stigningerne, og Cort, der ellers ikke kørte nogen stor enkeltstart, endte som nr. 9.

Trods de to bjergfinaler er det altså et løb for tempostærke folk, og det vil det også være i år, hvor vi følger præcis det mønster, vi kender. Enkeltstartens længde er reduceret med hhv. 10 og 2 kilometer i forhold til de seneste udgaver, og det gør den mindre afgørende, men det er stadig en meget lang enkeltstart og den tredjelængste siden 2013. Ruten er ny, men den er nogenlunde, som den plejer, nemlig kuperet med flere mindre bakker, men også masser af fladland og denne gang også med en meget teknisk fase.

Man har ændret lidt på indløbet til Foia, så man igen skal over den stejle Pomba forinden - formentlig fordi eksperimentet fra 2022 og 2023 gav meget lidt selektive udgaver. Det er dog stadig vindretningen, der er altafgørende for etapens vanskelighed, for Pomba-modellen blev brugt mellem 2019 og 2021 og aldeles velkendt.

Med så meget genbrug ved vi altså nogenlunde, hvad vi skal lægge vægt på, og det er særligt tempoevnerne. Den lange enkeltstart kunne måske undgå at skævvride et løb, hvor man skulle ind i de rigtige bjerge, men i et løb, hvor de to bjergetaper trods alt er af begrænset sværhedsgrad, er det en uforholdsmæssig stor vægt at lægge på tempoevnerne - i hvert fald hvis man vil have et mere alsidigt løb.

Valgren jagter udbrud: Skal spille taktisk spil

De rene klatrere er prisgivet. Det var de allerede med de kortere enkeltstarter, men i år bliver det altså endnu mere udtalt. Det lærte Dan Martin i 2017, hvor han trods sejr på Foia-etapen - endda med en overraskende stor tidsgevinst - endte langt fra den samlede førsteplads. Af samme årsag har de små hold det altid meget svært i dette løb, da de slet ikke har samme ekspertise på enkeltstarter, og ProTeams og kontinentale hold kommer meget ofte helt til kort mod WorldTour-holdene på tidskørsler. Dermed er det klart, at den samlede vinder skal kunne gøre sig gældende blandt de bedste på 4. etape, og det portugisiske etapeløb er altså et af de få, hvor også de større ryttertyper kan klare sig hæderligt, hvad vi udover de ovennævnte eksempler så med Søren Kragh med en 2. plads i 2019 og Kasper Asgreen med en 3. plads i 2021, hvor feltet dog var meget, meget svagere i den særlige majudgave.

Det skal dog understreges, at klatreudfordringerne er så betydelige, at man heller ikke vinder i Algarve, hvis ikke man kører endog habilt opad. Vi så i 2017 og 2019, at Foia-etapen kan gøre en større forskel, hvis vindbetingelserne er de rette. Som i 2020, 2022 og 2023 vil de to passager af Malhao også kommer tættere på hinanden end tidligere, og det kan gøre løbet mere selektivt. Det er bare ikke nok til at kompensere for den lange enkeltstart, men igen år har man dog hjulpet klatrerne lidt ved at genindføre de bonussekunder, der ellers ikke var med mellem 2018 og 2022. Det er ikke uvæsentligt, for vinder man begge bjergetaper, får man 20 sekunder foræret.

En jokerfaktor er taktikken. Vi har nemlig set, at Malhao-etapen har været overraskende aggressiv, først med Skys sære taktiske spil, der fik Geraint Thomas til at forære Michal Kwiatkowski sejren i 2018, og senest med Søren Kraghs flotte offensiv i 2019, hvor han var tæt på at knække UAE. I år kommer Malhao-etapen også igen efter enkeltstarten, hvad den ikke gjorde sidste år, og det kan spille en rolle, hvis en Ganna- eller Küng-type tager trøjen. Det vil i hvert fald anspore visse hold til at gøre etapen ekstra hård. Etapen kan bruges til at bringe et svagere hold ud af fatning, men historien viser, at sandsynligheden er lille.

Så er der det med vejret og ikke mindst vindretningen. Vi starter med en skyet og ekstremt blæsende onsdag. Vindstyrken burde faktisk være rigeligt kraftig til sidevindskørsel, men vi skal næppe regne med det. Det sker nemlig aldrig i dette løb, og da der er modvind i et langt stykke i finalen, bliver det endnu mindre sandsynligt. Dernæst venter en kedelig torsdag, der både bliver kølig og formentlig også byder på regn. Her er dårligt nyt for klatrerne, for der vil stå en benhård modvind på Foia, og dermed taler alt for endnu en spurt i en stor gruppe på toppen. Derefter bliver vejret bedre med en flot fredag, hvor vinden ikke er alt for stærk, og enkeltstarten lørdag vil finde sted i fabelagtigt vejr med svage og ensartede vindforhold for alle. Det gode vejr fortsætter søndag, hvor sidevind på Malhao i hvert fald ikke vil have en destruktiv effekt på selektionen.

Årets felt er ganske fremragende, og der er ingen tvivl om, at portugiserne i år har vundet kamp mod Andalusien om at tiltrække det bedste felt. Alligevel har løbet én altoverskyggende favorit. Remco Evenepoel har kørt løbet to gange, og begge gange har han vundet ganske suverænt. Meget taler for, at det vil ske igen. Der er bestemt et par mand, der kan true ham på enkeltstarten, men dem sætter han ganske let til vægs på Malhao. Det er klart, at han i kamp mod de tunge folk havde ønsket sig en anden vindretning på Foia, men heldigvis har han søndagen til at få skovlen under de tunge folk, hvis folk som Ganna og Küng skulle slå ham på lørdag - og han har holdet til at gøre det knaldhårdt. Det er nu ikke sikkert, at det er nødvendigt. Sidste år slog han dem begge til VM, og på denne kuperede rute ligner han alligevel lørdagens favorit.

Formen er også fornem, som han beviste med sin 50 km lange enkeltstart i lørdags. Det er til gengæld ikke sikkert, at han vinder bjergetaperne her. Man vil forvente, at det sker på Malhao, hvor stigningen er svær nok, og hvor han burde være flyvende, men det lykkedes faktisk ikke i hverken 2020 eller 2022, hvor han skuffede. Han kan dog sagtens ende med at vinde dem begge, for han er blevet så hurtig, at han har en god chance for at vinde en spurt på Foia, som han endda tidligere har gjort det. Uanset hvordan det går på de to bjergetaper, bør han dog slå de ryttere, der kan true ham på enkeltstarten, så klart, at han bør vinde løbet for tredje gang.

Faktisk har Soudal også en anden af topfavoritterne, nemlig Mattia Cattaneo. Han er bestemt ikke på toppen endnu, hvad han heller ikke plejer at være endnu, men helt uden niveau er han ikke. Får han lov at spare sig, kan han begrænse tabet på de to bjergdage, særligt med modvinden på Foia, og kører han enkeltstarter som i 2023, hvor han i Polen og til VM måske var bedre end nogensinde, kommer han meget langt i dette løb. Til gengæld er det ikke et løb for Mikel Landa, der også skuffede stort i lørdags, for han får klø på lørdag, og det samme gør James Knox, der stadig er en skygge af sig selv, og Louis Vervaeke, der efter sygdom ikke synes på toppen.

Jeg tror faktisk, at jeg prøver at rangere Magnus Sheffield som nr. 2. Han er en af de ryttere, hvis niveau er svingende, og derfor aner vi ikke helt, hvor han står. Efter sin grimme skade nåede han dog at komme fint i gang i efteråret, og den lange pause har formentlig givet god motivation til at starte stærkt. Da han også har ambitioner i klassikerne, skal han være relativt langt fremme, og hvis det er tilfældet, vil han elske denne rute. Hans skade betød, at vi aldrig fik lov at se, hvor vildt et tempofænomen han er blevet, men hans kørsel i Tirreno, hvor han kørte i det værste regnvejr, indikerer, at han har kurs mod at blive en af de allerstørste, som han også bekræftede i Schweiz.

I netop Schweiz så vi så pludselig, at han klatrede med bjergrytterne, inden han styrtede så voldsomt, og det vidner om, at en formstærk Sheffield ikke længere taber meget på Malhao, selvom han grundet procenterne nok smider nogle sekunder til de bedste. På Foia hjælpes han af modvinde, og han har et fremragende hold til at forsvare en eventuel trøje. Formen er som sagt en stor ubekendt, men dette ligner et løb, hvor han burde kunne komme relativt tæt på Evenepoel.

MTB-landstræner giver OL-status efter forrygende EM

I det hele taget er Ineos skræmmende. De har nemlig også Filippo Ganna. Som sagt var han kun 2 sekunder fra at vinde sidste års udgave, og det viser, at det er indenfor rækkevidde. I år hæmmes han af, at enkeltstarten er en anelse kortere, men det er heldigvis marginalt. Samtidig så vi ved VM og ikke mindst i Vueltaen, at han igen er kommet tæt på Evenepoel på enkeltstarten efter en kritisk start på Giroen - og han slog jo faktisk belgieren i Vueltaen. Sker det igen, vil han ikke være helt uden chance for at vinde samlet, men desværre er jeg ikke tryg ved formen. Han plejer at være et uhyre i disse måneder, men i Australien var han underligt tam. Det kan handle om, at han var hjælper, og han har haft tid til at forbedre sig, men han skal bevise, at han har de vilde klatreben, han skal bruge for at vinde.

Holdet har også Thymen Arensman . Enkeltstarten burde jo gøre ham til en af topfavoritterne, og sidste år havde jeg ham faktisk som netop topfavorit. Han skuffede dog fælt, og min optimisme er efter et generelt skuffende 2023 også ganske begrænset. Hans motor er ikke rigtigt skabt til ugelange løb, hans enkeltstarter i 2023 var ikke så gode som i 2022, og han vil helt sikkert tabe til de bedste på Malhao, der er alt for eksplosiv. Hvis til gengæld han kører en enkeltstart, som han kan, er hans potentiale enormt,

Det fjerde kort er Tom Pidcock. Sidste år vandt han på Malhao, men til gengæld lærte vi endelig, at hans enkeltstart slet, slet ikke er god, og han gled fra 1. pladsen ned på en 7. plads. I år skruer han ned for klassikerne og op for etapeløbene, og det taler for, at han har arbejdet på sin enkeltstart. Hans punch gør, at han kan vinde begge bjergetaper og dermed få 20 bonussekunder, men det er næppe nok, hvis ikke han på lørdag forbedrer sig voldsomt. Han er som bekendt også enormt svingende, men sidste år var han meget stærk i dette løb, og da han har ambitioner i Strade Bianche og Paris-Nice og vandt på sin mountainbike i weekenden, er han formentlig stærk igen i år. Endelig har holdet Geraint Thomas, der med sin enkeltstart er skabt til dette løb, som han har vundet to gange (og kun taktik kostede ham hattricket). I de seneste år har han dog haft for vane først at finde formen frem mod sine grand tours, og med sine vilde sæsonplaner har han næppe tænkt sig at bryde den trend. Er han i form, viste han dog i Giroen, at hans tempoevner stadig fører uhyggeligt langt.

Visma kommer med en skræmmende stærk trup, og egentlig burde Wout van Aert jo være manden, der kan slå Evenepoel. Dette løb passer ham nemlig helt perfekt, selvom han skal bevise, at han stadig kan køre enkeltstarter på et niveau, han ikke kunne i 2023. Han har dog meldt ud, at han ikke har klassementsambitioner og kun vil køre fuldt ud på udvalgte dage. Derfor ender han kun fremme, hvis han skifter holdning. Det er usandsynligt, men skulle han vinde på Foia, er det vel ikke helt umuligt.

Selv uden Van Aert har holdet en joker, nemlig Jan Tratnik. Nu har de ganske vist sagt, at de slet ikke har klassementsambitioner, og det gælder derfor formentlig også for sloveneren, men han har ikke eksplicit sagt, at han ikke vil prøve. Han har imponeret stort i sæsonstarten, og med de klatreben, han har nu, vil han ikke tabe meget på Malhao og formentlig intet på Foia, hvor jeg dog vil tro, at han skal køre spurten for Van Aert. Vi fik aldrig lov at se, hvilket boost hans enkeltstart fik af skiftet til Visma, men det burde vi gøre på lørdag. Kører han på det niveau, man kan have ham mistænkt for, kan han komme uhyggeligt langt på denne rute.

Holdet har naturligvis også Sepp Kuss, der er startet fremragende i år, men selvom han kørte sit livs enkeltstart i Vueltaen, vinder han aldrig dette løb, hvor Malhao også er lidt for eksplosiv, og Foia ødelægges af modvind. En joker er kometen Per Strand Hagenes. Stigningerne er så korte, at han ikke bør tabe en bondegård på Malhao, men hans form har været svær at vurdere i de første løb, hvor han var hjælper. Han virkede dog ikke flyvende i Murcia. Hans tempoevner er også usikre, for de har været svingende, men da han vandt i Holland sidste år, er han i kraft af sit talent en mand, der kan overraske stort på lørdag. Et femte kort er Tiesj Benoot, hvis form er ukendt, men startede stærkt sidste år. Han kan komme langt i bjergene, men enkeltstarten koster alt for dyrt. Det sjette kort er Milan Vader, der skuffede fælt i Australien, men har han Guangxi-ben passer han perfekt til disse bjergetaper. Hans enkeltstart er dog for svag, selvom han gjorde det godt i Baskerlandet i 2022.

Daniel Martinez stiller til start som forsvarende mester, og det er egentlig et mirakel. Sidste år var han nemlig helt fra snøvsen gennem hele året, og det gjaldt også på denne årstid, hvorfor han efter sejren da også proklamerede, at han slet ikke kunne forstå, hvordan han vandt. Han skuffede da også på Malhao, men kørte en fremragende enkeltstart, og netop sidstnævnte er lovende. Hans tempoevner var nemlig slet ikke så aftagende som klatreevnerne, og det er helt afgørende i dette løb. Denne gang er jeg faktisk også meget optimistisk. Noget kunne nemlig indikere, at han kan være tilbage på sit uhyggelige 2022-niveau. Efter en suveræn sejr på enkeltstarten ved mesterskaberne imponerede han stort i Murcia ved at køre med i Sepp Kuss’ angreb på Collado Bermejo, og som den eneste af de ryttere, der blev hentet, sad han også med i favoritgruppen på sidste stigning. Hvis han vitterligt er tilbage, står han fremragende i de to eksplosive finaler, selvom han gerne havde haft medvind på Foia, og kan han trods skiftet af materiel køre en enkeltstart som sidste år, kommer han langt.

Bora har også Maximilian Schachmann, der jo med sit punch og sin enkeltstart er skabt til dette løb, mens hans kørsel i ørkenen og i Murcia viser desværre, at han stadig er helt ved siden af sig selv, og hans enkeltstart er heller ikke som tidligere. Det er den heller ikke for Bob Jungels, der jo fandt sig selv i 2022, men hans sæsonstart i Murcia indikerer ikke, at han er tilbage på sporet efter et skidt 2023, hvor hans enkeltstarter og klatring var enormt sløje. Omvendt er hans potentiale stort, hvis han finder de enkeltstarter, han havde i 2022. Endelig har holdet Sergio Higuita, der ved mesterskaberne indikerede, at han måske var på vej tilbage, men han skuffede i Murcia, hvor han modsat Martinez ikke var med på Collado Bermejo. Han har ellers tidligere vundet på Malhao, der passer ham, men selv den bedste Higuita ville smide det hele på enkeltstarten, som han før har gjort det her.

UAE kommer med kometen Isaac Del Toro, der allerede har vist, at han er en af favoritterne til særligt Malhao-etapen, for vi så i Australien, at han har punch. Spørgsmålet er bare, om han kan køre enkeltstart. Han har kun kørt prologer og bjergenkeltstarter, så vi aner ikke, hvad han kan på en rute som denne. Hans prolog i Rumænien sidste sommer var dog god, og med hans enorme talent kan han sagtens overraske stort - særligt med UAEs gode materiel.

EF-finne sejrer i kaotisk spurt - ikon involveret i grimt styrt

Araberne har også en anden god kandidat. Marc Hirschi har aldrig kunnet køre enkeltstart, men med UAEs materiel kørte han en chokerende god enkeltstart i Luxembourg. Han er også skabt til de to bjergetaper, som han begge kan vinde og dermed sikre sig 20 bonussekunder. Optimismen er dog alligevel afdæmpet, for han var bestemt ikke flyvende i lørdags, hvad han heller ikke plejer at være på denne årstid. En joker er Nils Politt, der på Mallorca klatrede bedre end nogensinde. Han er ikke tempospecialist, men han kørte pænt i 2023, og skiftet til UAEs materiel plejer at skabe mirakler. Holdet har også Antonio Morgado, der imponerde i lørdags, men som U23 og junior har han ikke vist store tempoevner. Det har den ligeledes enormt lovende Jan Christen, der gjorde det pænt i Luxembourg, men selvom han er i fremgang, har han endnu ikke vist storform, hvad ellers tempostærke Filippo Baroncini bestemt heller ikke har.

Lidl kommer med løbets helt store joker i form af Tao Geoghehan Hart. Den udgave af briten, der lignede en Giro-vinder, indtil han styrtede, ville være Evenepoels helt store rival, for han kørte i Italien ganske suveræne enkeltstarter. Han har også masser af punch og vil kunne vinde begge bjergetaper, men det er klart, at vi ikke kan skrue forventningerne alt for højt op. Dette er hans første løb siden det grimme styrt, og vi aner ikke meget om, hvor han står. Omvendt har han altid startet stærkt, som han også gjorde det sidste år, og derfor kan man håbe, at han i hvert fald kan vise lidt af sine evner. Han ledsages af Andrea Bagioli, der jo er skabt til disse bjergetaper og viste sit tårnhøje niveau i Lombardiet sidste år. Hans enkeltstart gør, at han aldrig kan vinde, men han kører slet ikke katastrofalt, når han er i form. Problemet er bare, at den uhyre svingende italiener ikke vist skyggen af form i lørdags, hvor også den stadig skuffende Sam Oomen faldt igennem. Holdets tempospecialist Daan Hoole klatrer slet ikke så ringe, når han er i form og forbedrede sin enkeltstart helt enormt sidste efterår. Han udgik dog af Besseges med sygdom og klatrer næppe fremragende lige nu. Mathias Vacek er slet ikke så tempostærk om i sin ungdomstid og har skuffet i år.

Som sagt har Stefan Küng flere gange været ganske langt fremme, men selv da han sidste år vandt enkeltstarten, endte han trods alt kun som nr. 5. Derfor er han nok trods alt for tung til Malhao, og i år lider han også under, at enkeltstarten er en anelse kortere. Omvendt er modvinden på Foia denne gang meget voldsom, og vi har stadig til gode at se ham have sine Schweiz Rundt-klatreben i dette løb. Selvom han efter eget udsagn har haft en perfekt vinter og altid starter stærkt, vil han dog nok aldrig på denne tid af året, hvor han tænker klassikere og ikke bjerge, klatre godt nok til at vinde - og så skaber det usikkerhed, at FDJ har skiftet materiel, men den usikkerhed kan jo gå begge veje. FDJs anden stjerne er Valentin Madouas, men han kan aldrig vinde dette løb grundet enkeltstarten. Den bedste Madouas vil ellers være en af favoritterne på begge bjergetaper, der passer ham perfekt, men han synes ikke flyvende endnu. I hvert fald førte FDJ ikke i lørdags, fordi han meldte om dårlige ben, og han kunne da heller ikke matche Jan Tratnik og Michal Kwiatkowski på sidse stigning.

EF kommer med en ret spændende outsider i Ben Healy. Egentlig er det ikke et løb, der passer ham, for vi lærte sidste år, at han slet ikke er så tempostærk som antaget, men EF skabte jo en sensation i Besseges, hvor de indikerede, at deres materiel er stærkt forbedret. Healy kørte i hvert fald også sit livs enkeltstart, men den enkeltstart er også så speciel, at vi ikke kan drage sikre konklusioner. På lørdag er vi meget klogere, men selv den bedste Healy bliver jo selvsagt slået klart af Evenepoel og de øvrige specialister. Han lider også voldsomt under modvinden på Foia, hvor han derfor ikke vinder tid, men til gengæld passer Malhao storartet til en ardennerspecialist som ham.

Holdet har også lokale Rui Costa, der næsten altid er god i dette løb, hvor de to bjergetaper passer ham ganske fint, selvom Malhao er en anelse stejl. Han har dog altid tabt for meget på enkeltstarten, og det vil han selv med muligt bedre materiel formentlig gøre igen. Han skal også have forbedret sig markant siden Mallorca, hvor han skuffede. Holdets tredje bud er Mikkel Honoré, der i lørdags gav tegn på, at han kan være på vej tilbage. Dette løb passer ham ikke dårligt, da stigningerne er eksplosive, og på sine bedste dage kører han en hæderlig enkeltstart - nu måske med bedre materiel. Det fjerde kort er James Shaw, der sidste år kørte en sjældent god enkeltstart i Dauphiné, men efter en lovende start på Mallorca så han ikke godt ud i lørdags. Stefan Bissegger er for tung til de to bjergetaper trods modvinden på Foia, og Michael Valgren synes formmæssigt ikke på toppen.

Uno-X kommer med Magnus Cort, der jo sidste år var et sandt uhyre i dette løb. Hans kørsel i Besseges tyder dog ikke på, at formen er i nærheden af samme niveau, selvom der var klar fremgang undervejs. Det lovende er, at det bestemt heller ikke gjaldt sidste år, og da han mødte op her, var han alligevel pludselig flyvende. Modvinden betyder, at han igen har chancen for at vinde på Foia, hvis han har sine bedste klatreben, men til gengæld så vi også sidste år, at hans tidstab på Malhao altid vil blive for stort. Han kørte også skuffende enkeltstarter igennem hele 2023, selvom Danmark Rundt viste, at han godt kan - men det skal være en bedre enkeltstart, end han leverede her sidste år. I teorien er tempostærke Andreas Leknessund et fint bud på denne rute, men han virker helt uden form. Markus Hoelgaard er til gengæld genrejst, men han er for temposvag.

Intermarché kommer med Rune Herregodts, som jeg egentlig havde store forventninger til. Sidste år blev han i meget skrapt selskab nr. 10 på enkeltstarten, men svag kørsel på Malhao sendte ham helt ud af klassementet. Den er også på papiret for svær for ham, men efter at han på Mallorca klatrede uhørt godt, var der pludselig grund til optimisme - særligt fordi modvind på Foia måske endda giver ham mulighed for at spurte efter bonussekunder. Problemet er imidlertid, at han skuffede enormt i lørdags, og derfor skal han bevise, at det ikke bare var en offday. Han skal nemlig være skarp, hvis han skal begrænse tabet på Malhao. Holdet har også Vito Braet og Hugo Page, der begge klatrer uhørt godt lige nu, og af dem kan Page måske overraske. Hans enkeltstarter i 2023 var i hvert fald ikke helt elendige, men til gengæld tyder intet på, at Braet kan køre enkeltstart. Mike Teunissen er efter sin skade ikke i form endnu.

Tudor kommer med Yannis Voisard . Han er bestemt ikke tempospecialist, men hans enkeltstarter i Polen og Schweiz viser, at han kan forsvare sig. Han viste også fornem form på Mallorca, selvom det var svingende, men et styrt i lørdags gav ham ikke mulighed for at bekræfte det. Han passer heller ikke til de eksplosive finaler, og derfor kommer han selv med god form ikke alt for langt. Holdet har også Matteo Trentin, der er i fin form og kan begrænse tabet på disse bjergetaper. Tidligere kørte han også af og til gode enkeltstarter, men det er ved at være længde siden. De har også den lige nu flyvende Marius Mayrhofer , der bestemt kan begrænse tabet i bjergene. Han har ikke kørt gode enkeltstart, men Tirreno viste, at han godt kan forsvare sig. Endelig har de tempospecialisten Arthur Kluckers, men han synes lige nu for formsvag til Malhao.

Astana er et af de hold, der ikke kan være begejstrede for ruten. Enkeltstarten koster for meget, men sidste år kørte Simone Velasco uventet gode enkeltstarter. I det hele taget hævede han sit niveau enormt, og han passer storartet til de eksplosive finaler. Desværre synes han heller ikke i år på toppen fra start, for selvom han kæmpede sig tilbage og spurtede sig til en 3. plads i lørdags, imponerede han bestemt ikke på stigningerne. Her så Christian Scaroni meget stærkere ud, og han passer også perfekt til disse stigninger. Selvom også han viste fremgang på enkeltstarten i 2023, er han dog alt for temposvag. Den mest tempostærke er Samuele Battistella, men han er stadig en skygge af sig selv.

Alpecin har ikke rasende meget at komme med, men jeg er lidt spændt på Lars Boven, der imponerer stort igen i år. Vi så i Australien, at han vil tabe tid på Malhao, men modvinden hjælper ham på Foia. Han klatrede fornemt i Portugal i lørdags, og selvom han bestemt ikke er specialist, kørte han som U23-rytter ganske hæderlige enkeltstarter. Holdet har også den ret tempostærke Xandro Meurisse, men han synes stadig helt ved siden af sig selv. Quinten Hermans viste tegn på et lille comeback i lørdags, men kan ikke køre enkeltstart, og vi så i Besseges, at det samme gælder for Zwift-klatreren Luca Vergallito.

De øvrige hold får det svært. Arkea vil prøve med Thibault Guernalec i klassementet. Han er før kommet langt i dette løb, men hans klatring er forsvundet helt, som vi også har set i år i Marseille. Hans enkeltstart er heller ikke som dengang, hvad vi fik bekræftet i Besseges. Klatreren Martin Tjøtta passer ikke til løbet. DSM kommer mest for spurterne, men vil prøve med temposvage Gijs Leemreize. Han har dog alt at bevise efter 2023 og vil uanset hvad få klø på lørdag. Den mere tempostærke Martijn Tusveld klatrer slet ikke godt længere. Caja Rural er grundet enkeltstart helt uden chance, og den ellers formstærke Eduard Prades kommer heller ikke alt for langt på bjergetaperne.

Kontinentalholdene køres altid midt over i kraft af enkeltstarten, men de har før overrasket i bjergene. Skulle det ske igen, skulle det komme fra Oscar Cabedo, Luis Fernandes, Joaquim Silva, Henrique Casimiro, Cesar Fonte eller Federico Figueiredo, men ingen synes flyvende lige nu. De mest formstærke synes at være Figueiredo og måske Silva.

***** Remco Evenepoel

**** Magnus Sheffield, Jan Tratnik

*** Filippo Ganna, Daniel Martinez, Thymen Arensman, Isaac Del Toro, Wout van Aert

** Tao Geoghegan Hart, Stefan Küng, Mattia Cattaneo, Ben Healy, Sepp Kuss, Marc Hirschi, Tom Pidcock, Geraint Thomas, Magnus Cort, Rui Costa, Rune Herregodts, Nils Politt, Daan Hoole, Per Strand Hagenes, Tiesj Benoot, Mikkel Honoré, Yannis Voisard

* Simone Velasco, Bob Jungels, Valentin Madouas, Lars Boven, Hugo Page, Christian Scaroni, Matteo Trentin, Marius Mayrhofer, Milan Vader, James Shaw, Andreas Leknessund, Andrea Bagioli, Jan Christen, Maximilian Schachmann, Stefan Bissegger, Thibault Guernalec, Gijs Leemreize, Federico Figueiredo, Joaquim Silva, Arthur Kluckers, Quinten Hermans, Xandro Meurisse, Sergio Higuita, Mikel Landa, Markus Hoelgaard, Sam Oomen, Luca Vergallito, Antonio Morgado, Vito Braet

Danskerne

Hos Uno-X skal Magnus Cort forsøge at gentage sidste års succes, og han er omtalt ovenfor. Hos EF kan Mikkel Honoré måske få noget frihed, hvorfor han er omtalt ovenfor, mens Michael Valgren formentlig skal støtte Ben Healy, Rui Costa og måske Honoré.