Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Efter fem dage uden længere stigninger er det endelig tid til at ramme noget, der minder om rigtige bjerge, når feltet på sjettedagen bevæger sig længere ind i Appenninerne, der er kendt som rammen om Tirreno-Adriatico. Her har arrangørerne designet en kort etape med hele 3600 højdemeter og løbets første bjergafslutning, men man skal passe på med at overvurdere udfordringerne. San Giacomo-stigningen er nemlig ikke verdens sværeste, og selvom den mod slutningen bliver en anelse stejlere, er det næppe her, løbet bliver vundet - men måske bliver det tabt.

I alt skal der tilbagelægges bare 160,0 km, der fører feltet fra Grotte di Frasassi til toppen San Giacomo-stigningen i udkanten af Ascoli Piceno. Begge byer ligger midt inde i den stærkt kupererede indre del af den italienske støvle, men arrangørerne er nådige fra start. Ganske vist er starten hård, når man med det samme kører mod sydvest op og ned ad en bakke (2,0 km, 7,5%), men derefter går det ad en kun ganske let kuperet vej mod sydvest, nordøst og i lang tid mod sydøst, mens man skærer sig igennem dalen med bjerge til begge sider. Senere drejer man mod syd for at køre op ad en bakke (4,3 km, 4,7%), som leder op til Camerino efter 41,5 km, inden det går og op ned ad endnu en lille bakke frem mod en let stigendevej , der leder til byen Pieve Torina, hvor dagens første spurt kommer efter 54,7 km.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Efter spurten begynder det at blive vanskeligere. Først stiger det stadig let mod syd, inden man skal over endnu en bakke (3,7 km, 5,5%) med top efter 65,7 km. En kort nedkørsel efterfølges af endnu en let stigende vej, der leder mod sydøst direkte ind til kategori 2-stigningen Forca di Gualdo (10,4 km, 7,4%, max. 12%), der efter 1000 m med 3,4% byder på 2,5 km med hele 9,2%, inden den stiger relativt jævnt med 7,0% over de sidste 5,9 km frem mod toppen, der rundes efter 88,1 km. Herfra falder det kortvarigt mod sydøst, inden man skal over en lille bakke (1,1 km, 7,0%), inden endnu en ultrakort nedkørsel leder videre mod sydøst frem til bunden af kategori 3-stigningen Forca du Presta (4,8 km, 4,2%, max. 10%), der er meget let, indtil den stiger med 8,3% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 100,4 km i hele 1536 m højde.

Nu bliver det hele meget lettere, men ikke ud fra et teknisk synspunkt. Man kører nemlig mod nordøst og syd ad en uhyre kringlet nedkørsel, inden man rammer en lige og let faldende vej, der leder mod øst og nordøst ud mod et helt fladt område, der ligger lige øst for kysten. Netop som man når fladlandet i byen Ascoli Piceno, der ligger lige på kanten af bjergene, drejer man imidlertid mod syd for at køre op ad dagens målbjerg, kategori 2-stigningen San Giacomo (15,5 km, 6,1%, max. 10%). Der er tale om en relativt let stigning, der over de første 5,15 km stiger jævnt med 5,9% i snit, inden de næste 4,85 km er mere ujævne med 5,1% i snit og vekslende mellem 6-7% og 3-5%. Efter 500 flade meter tager den fat med 7,6% over de sidste 5,0 km, hvor stigningen er uhyre jævn med en helt stabil stigningsprocent på 7,4 over den sidste kilometer. Stigningen byder på mange hårnålesving på den nedre del, mens de sidste 5 km går mod syd ad en snoet vej, der retter sig ud over de sidste 2,5 km, dog med et hårnålesving lige ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig mod venstre.

Etapen byder på i alt 3621 højdemeter.

Ascoli Piceno blev senest besøgt i 2004, hvor der dog var mål nede i byen, hvilket gav spurtsejr til Alessandro Petacchi foran Marco Zanotti og Andris Nauduzs - i øvrigt hans femte af i alt ni (!!!) etapesejre i den udgave. I 2000 kørtes i Tirreno-Adritiatico en enkeltstart i byen, hvor Abraham Olano sejrede foran Jan Hruska og Juan Carlos Dominguez. Målbjerget blev faktisk brugt i 2002, men fra den vestlige og ikke nordlige side. Her tog Julio Alberto Perez Cuapio en solosejr foran Cadel Evans og Dario Frigo.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Efter syndfloden i begyndelsen af ugen har vejret rettet sig betydeligt, men uden at være prangende. Det vil ellers være en flot solskinsformiddag, men så melder bygerisikoen fra middagstid, hvor den vil være ca. 35% stigende til 75-80% gennem det meste af eftermiddag, men aftagende igen til 35% mod slutningen. Temperaturen i Ascoli Piceno vil nå pæne 21 grader. Fra starten og gennem det meste af etapen vil det være relativt blæsende med en jævn vind (18-20 km/t) fra sydvest, men mod slutningen af etapen aftager den. I finalen vil den bare være svag til let (9-11 km/t) og komme fra sydøst. Det giver sidemodvind stort set hele dagen frem til bunden af den svære del af sidste nedkørsel. Herefter får man sidemod- og sidevind, inden der vil være sidemodvind hele vejen op ad målbjerget, indtil man får sidevind på den sidste kilometer.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 5. etape

Tilværelsen for en sprinter ville være så enkel, hvis det bare handlede om at være hurtig. Hvis blot man kunne få lov at blive linet op side om side for derefter at finde ud af, hvem der havde den højeste topfart, ville vi nemlig se et helt andet sprinterhierarki end det, vi har i dag. Eksempelvis ville den positioneringssvage, men i hvert fald engang lynhurtige Jakub Mareczko formentlig have været kendt som en af sportens største sprintere, hvos bare verden havde været så ligetil.

Det er den ikke - heldigvis! Den slags massespurter ville nemlig være temmelig ensidige og formentlig give det samme udfald dag efter dag. Lykkeligvis er spurter langt mere komplekse og ikke bare et spørgsmål om fart, og den kompleksitet gavner altid mere komplette cykelryttere. I den enkle verden havde den ikke specielt hurtige, men uhyre positioneringsstærke Peter Sagan eksempelvis næppe vundet syv grønne pointtrøjer i Touren.

Caleb Ewan derimod havde nok gerne ønsket sig, at det var lidt mere enkelt. Det er nu ikke, fordi han er dårlig i positionskampen - tværtimod var han faktisk ret sublim til den i 2019 - men en massespurt handler heller ikke bare om sprinteren selv. Medmindre man er Sagan på en cykel, er det meget svært at begå sig i de hektiske finaler uden et hold, og det har den lille australier gentagne gange måttet sande.

Ewan er næppe verdens hurtigste. Før karantænen var Dylan Groenewegen i hvert fald åbenlyst hurtigere, og i de seneste sæsoner synes Sam Bennett også at have haft det fartmæssige overtag. Ewans imponerende grand tour-historik taler dog for sig selv, og særligt da han på 7. etape i årets UAE Tour som den hidtil eneste i år slog Bennett i et direkte opgør mand mod mand, viste han, at hans topfart hører til i den absolutte elite.

Alligevel har sejrslisten været pauver i år. UAE Tour tilhørte nemlig Bennett, der gang på gang fik fine lead-outs af sit stærke tog, mens det ellers på papiret så hæderlige Lotto-tog med Roger Kluge og Jasper de Buyst måtte se sig kørt over gang på gang. Mønsteret gentog dig i Tirreno, hvor en åbenlyst overlegen Ewan på 1. etape blev slået af Wout van Aert, der trods en langt lavere fart kunne tage sejren, fordi den australske kanonkugle nok engang var afleveret alt for langt tilbage.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det er lidt et mysterium, hvorfor toget har en tendens til kronisk at underpræstere, men det er i hvert fald en klar tendens. Vi så det samme billede i sidste års Tour, hvor Ewan skal prise sig lykkelig for begge sine to etapesejre, der begge blev opnået fra en håbløs position på dage, hvor rivalerne fik åbnet for tidligt i modvinden. Dengang var han heldig at zigzagge sig vej til fronten ad veje, der pludselig åbnede sig, men den slags held kan man bare ikke regne med hver gang.

Det måtte han senest sande i søndags. Her pegede de fleste på Ewan som favorit, men det blev blot til en yderst skuffende 10. plads. Forklaringen var den samme som altid, nemlig at det kronisk underpræsterende tog - og nu kan man vel diskutere om ordet underpræstere efterhånden stadig er velvalgt, når det nærmer sig standarden - nok engang var blevet overmatchet af særligt UAE og Cofidis, der til dette løb er kommet med de mest potente lead-outs.

Noget kunne imidlertid tyde på, at der er blevet talt med store bogstaver fra den lille mand - eller i hvert fald fra holdet. I dag virkede det belgiske mandskab nærmest besatte af tanken om ikke at gentage søndagens fejltagelser, da de allerede relativt langt fra mål med ca. 15 km igen samlede hele truppen forrest i det felt, der efter en dødkedelig og forudsigelig langgaber på Po-sletten endelig havde nået den adriaterhavskyst, hvor de reneste af de rene sprintere typisk trives. Ganske vist var det helt åbenlyst for tidligt at lancere nogen form for tog, men det virkede nærmest som et must for holdet at vise, at de havde lært af de fejl, der blev begået i Novarra.

Det havde de i den grad. Da feltet ramte den tekniske finale i kystbyen Cattolica, var der nemlig langt mere klasse over Kluge og De Buyst, som sørgede for at gå først igennem de første af den serie på fem sving, der udgjorde en kringlet finale. Det var helt åbenlyst alt for tidligt, hvis målet var at lave et decideret lead-out for Ewan, men formentlig i erkendelse af egne begrænsninger mod Cofidis og UAE valgte holdet at bruge kræfterne tidligt i stedet.

Det var en god ide. Med det tidlige fremstød undgik Ewan sammen med toget at blive fanget alt for langt tilbage, og selvom han hurtigt blev overladt til sig selv, sad Ewan helt fremme, da andre hold - først og fremmest Maciej Bodnar og Daniel Oss for Bora og Sagan - senere tog over. Det kostede selvfølgelig lidt kræfter at skulle surfe i finalen selv, men den slags er Ewan som nævnt slet ikke så ringe til, og han undgik derved i hvert fald at blive fanget så langt tilbage, at det ville være endt med endnu en 10. plads

Alligevel kunne det godt være endt galt. Som Sagan selv hurtigt erfarede - manden læser jo spurter bedre end de fleste - havde også Bora-drengene fået fronten en anelse for tidligt, og mens slovakken klogelig slap Oss’ hjul og lod sig falde længere tilbage, var Ewan alligevel gledet så langt tilbage, at han kunne være blevet lukket inde. Men netop fordi Bora ikke kunne holde farten, opstod den ønskede åbning heldigvis.

Ewan havde også læst på lektien. Man skulle ikke bruge mange sekunder på søndagens og mandagens spurter for at forstå, at Simone Consonni lige nu ligner løbets bedste lead-out man, og det var formentlig derfor, at Ewan havde grebet Elia Vivianis hjul. Da fronten tabte fart, efter at Alexander Krieger havde forsøgt at holde farten så høj, at Tim Merlier ikke tabte sin gunstige, men ikke perfekt position, skød Consonni frem med samme kraft som de foregående dage, og igen satte han Viviani perfekt i scene.

Desværre for Viviani havde italieneren fået den forkerte mand på slæb. Ewan sad, hvor han skulle, og selvom en nærkamp med Merlier, der forsøgte at redde sig Vivianis hjul, da Kriegers fart alligevel ikke var høj nok til at forhindre Consonni at komme bagfra, kostede lidt momentum, viste Ewan samme tårnhøje topfart som i Emiraterne og Tirreno, da han blæste forbi både ned stagnerende Viviani og Giacomo Nizzolo, der ellers kørte en imponerende lang og flot modvindsspurt fra en ringe position.

Når Ewan sidder sådan, er der ikke mange, der kan slå ham. Det er formentlig kun Groenewegen og Fabio Jakobsen, ifald de genfinder fordums styrke, samt Bennett og Merlier. Det er i hvert fald hverken Viviani, der aldrig har haft Ewans fart, eller Nizzolo, som aldrig har fundet den topfart, han havde i tiden før knæskaderne.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Derfor var det også en skam, at det gik Merlier så ilde. Belgierens ellers så håbløse positionering har ellers virkelig fået rettet sig i dette løb, hvor skiftet af lead-out man fra Jonas Rickaert til Krieger egentlig var lavet af nødvendighed, men synes at have været en god beslutning. Krieger var allerede flyvende i Tyrkiet for Jasper Philipsen, og igen i dag fik han kørt sin belgier fint frem, inden han med sin egen forcering forsøgte at holde farten høj nok til, at kaptajnen ikke blev overrumplet bagfra.

Desværre skete det alligevel, og selvom han forsøgte at redde det tabte ved at bokse Ewan væk fra Vivianis hjul, lod det sig ikke gøre. Foden røg ud af pedalen, og stedet rullede Merlier over stregen uden for top 10. Det var ærgerligt af flere årsager. For det første betød det et dumt tab af point i den pointkonkurrence, han trods ytringer om det modsatte pludselig meldte sig ind i ved den indlagte spurt. Og for det andet fik vi ikke den fartudmåling, man kunne have ønsket sig mellem ham og Ewan - en fartudmåling, der var særligt spændende, fordi Merlier i den indlagte spurt viste skræmmende styrke ved at køre Viviani, Sagan og Fernando Gaviria midt over.

Heldigvis ved Merlier, at han er rigeligt hurtigt til at give alle andre end måske Ewan - og Groenwegen, hvis han vitterligt når at finde sig selv i løbet af de tre uger - baghjul. Langt mere bekymrede er det for Viviani, hvis fart i dag så urovækkende ud. Det gjorde den egentlig allerede i søndags, hvor han dog kunne undskylde sig med lidt tøven, samt i mandags, hvor han blev lukket ind, men i dag var det svært at finde forklaringer. Viviani blev sat perfekt op, men blev klart overmatchet af både Ewan og Nizzolo - og dermed er det genskabte momentum altså ikke helt så genskabt endda.

Det er det heller ikke for Gaviria. Det så ellers så lovende ud med hans klatring forleden, men nu står det vist klart, at farten slet ikke er fulgt med klatringen. I dag gik det desværre som forventet, da han for 117. gang tabte hjulet på Maximiliano Richeze, der sammen med Sebastian Molano igen lignede det stærkeste tog, men heldet var med ham, da han havde hægtet sig på Viviani og Ewan og dermed fik alletiders chance for at vise, at farten kan matche australierens, som den kunne i hans storhedstid - blandt andet i Giroen i 2017, hvor han klart vandt den indbyrdes duel med Ewan.

Det gør han i hvert fald ikke denne gang. Gaviria åbnede sin spurt, men som vi også så det i Tirreno, stod han nærmest stille, og end ikke Sagan, der jo aldrig har været supersprinter, kunne han gå forbi. De løfterige takter fra i mandags forsvandt i hvert fald lynhurtigt, og da han heller ikke i dag var i stand til at kapitalisere på det åbenlyst stærke tog, ser det pludselig slet ikke så lyst ud for Gavirias genfødsel.

Til gengæld var det opløftende med Nizzolo. Det er egentlig spøjst med europamesteren, der synes at være den omvendte udgave af sig selv i dette løb. Klatre kan han tilsyneladende ikke, men i de rene massespurter har han været fremragende. I dag svigtede hans positionering ham ellers for en gangs skyld, men en lang spurt var trods hård modvind rigeligt til at køre Viviani, Sagan og Gaviria over. Det er blot en skam for Nizzolo, at der i hvert fald er to mand, der er hurtigere end ham.

Nedturen forleden havde også sendt ham lidt tilbage i pointkonkurrencen, men nu er han faktisk tilbage i den trøje, han allerede to gange tidligere har vundet, fordi pointsystemet nu om dage som i Touren er gearet mod rene sprintere. Og med den fart, han har vist, ser det nu igen ganske lyst ud for italieneren, selvom Merlier med sin indmeldelse i kampen fremstår som en væsentlig trussel.

Til gengæld har starten ikke været ideel for Sagan. Ganske vist har han kørt spurterne klogt og dygtig og været lige så stabil, som han plejer, men den stabilitet belønnes ikke helt med pointsystemet. Farten rækker heller ikke helt som i gamle dage, hvor han næsten altid gik i top 3 på disse etaper, men aldrig vandt, og derfor er han nu helt nede som nr. 5 i konkurrencen, selvom han sammen med Viviani har været den mest stabile. Måske var det alligevel ikke så klogt af ham at bruge sit hold mere aktivt, end han plejer, for nu endte han med at blive fanget i stedet for at sidde på hjul af det bedste tog - i dette tilfældet Cofidis - som han ellers plejer.

Dagens store taber var dog nok Dylan Groenewegen, men det kan ikke komme helt bag på nogen. Hollænderen har aldrig været nogen ørn i positionskampen, og selvom David Dekker har alt til at være en god lead-out man, er han ung og uerfaren. Derfor det ikke et chok, at Groenewegen i denne tekniske finale risikerede at ende helt ude af position, men faktisk kan han glæde sig over, at hans spurt slet ikke så helt ringe ud. Spørgsmålet er bare, hvor meget af den fart, han manglede i søndags, det vil være muligt at finde inden løbets sidste rene sprinteretape om nu bare ni dage.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

For de øvrige sprintere tegnede mønsteret sig helt, som det plejer. Matteo Moschetti har stadig ikke fordums fart, og han mangler toget til at ende andre steder end lige bag feltets supersprintere - og i dag hjalp det heller ikke, at han blev blokeret. Manuel Belletti og Davide Cimolai er med deres positionering stabile top 10-ryttere. Og Max Kanter må nok engang sande, at positioneringen betyder, at han stort set aldrig går i top 10.

Det kommer Mikel Landa desværre heller ikke til at gøre mere i dette løb. Dagens etape er en af den slags, hvor man intet kan vinde og alt kan miste, og desværre gjorde Landa det sidste. Den evigt uheldige basker, der har været forfulgt af uheld og ærgerlige roller gennem en nu lang karriere, så endelig ud til at have et brølstærkt hold bag sig som entydig kaptajn i et løb, hvor han endda lignede en af de stærkeste. Desværre betyder dagens styrt nu, at Bahrains supertrup nu i stedet skal jagte en yderlig top 10 med Damiano Caruso og Pello Bilbao og ikke et podium med Landa, der frem mod sin 32-års fødselsdag i december kan spekulere på, om han nogensinde igen får så stor en chance som denne. Det er i hvert fald svært at finde bedre ruter!

Det er det heldigvis ikke for Pavel Sivakov, men også for ham blev dagens ellers ligegyldige etape dyr. Som det var tilfældet i Touren for et år siden, røg russeren ned på en sprinterdag. I skrivende stund er meldingen, at han frygter et brækket kraveben, men selv hvis han fortsætter, kan man frygte, at løbet nu ender som samme lidelseshistorie, som Touren var det i september. Heldigvis for Egan Bernal har Ineos rigeligt af muskelkraft at tage af - særligt med den genfødte Gianni Moscon - men den ekstra taktiske option, Sivakov trods gårsdagens skuffelse var, er i hvert fald ikke længere brugbar.

Det stopper endda ikke her. På sin 30-års fødselsdag måtte Joe Dombrowski sande, at fødselsdagsgaven var kommet en dag for tidligt, og med et dumt styrt kan han nu skyde en hvid pil efter de lyserøde drømme, der ellers ikke virkede helt urealistiske i morgen. Samtidig kan han glemme alt om den klassementsambition, der pludselig opstod i går, hvor han ikke helt ville afvise at gå efter at forbedre 12. pladsen fra 2019. Det er ikke længere et tema for et UAE, der nu igen fokuserer 100% på Davide Formolo.

Alt sammen er det ærgerlige tab, særligt for de cykelfans, der elsker at have Landas utrættelige aggression som en uvurderlig part af en grand tour, men Ewan er formentlig ligeglad. Han har nemlig blikket stift rettet mod ambitionen om at vind etaper i alle tre grand tours i år, og efter bare andet skud i bøssen kan han sætte det første flueben. Nok har han måttet sande, at hans tog heller ikke i dette felt er stærkt nok til at være en dominerende faktor, men heldigvis blev den lektie hurtigt noteret og strategien ændret. En massespurt er nemlig ikke bare et spørgsmål om fart. En væsentlig del er også at lære af sine fejl - og det gjorde både Ewan og Lotto i dag.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Favoritterne

Den italienske støvle er en herlig konstruktion. På rejsen op og/eller ned gennem den - et koncept, der altid er Giroens grundstruktur - kan man få al den variation, man vil. Man kan lave de helt flade etaper langs kysten, men man kan også bevæge sig ind i Appenninerne, hvor man både kan finde relativt lange stigninger - dog ikke høje bjerge - og de stejle mure, vi kender fra Tirreno. Derfor kan løbsdirektør Mauro Vegni i den kommende uge, hvor vi først bevæger os ned til et vendepunkt og derefter tilbage til Po-sletten og de høje bjerge mod nord, give en herlig afveksling, hvor der skiftes pænt mellem meget nemme sprinteretaper og hårde dage af varierende sværhedsgrad.

Den afveksling kommer til udtryk også de kommende dage, hvor vi mellem 4. og 8. etape har skiftevis sprinteretaper og hårde dage med mål enten på eller lige efter en stigning. Derfor gælder det allerede torsdag den anden bjergetape, som igen finder sted i Appenninerne. Alligevel er der tale om en helt anden etape end den, der var rammen om gårsdagens første bjergslag.

De to afsluttende stigninger kunne nemlig ikke være mere forskellige. Hvor Passerino på 4. etape var kort, men urimeligt stejl, er San Giacomo en lang, jævn og ganske moderat opkørsel. Og det er netop gaven ved at bruge Appenninerne tidligt i løbet, at bjergene altid er så svære som i Alperne og Dolomitterne, hvorfor Vegni kan lave en rute med mange tidlige bjergetaper, der aldrig kan blive særligt afgørende.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Det bliver 6. etape helt sikkert heller ikke - i hvert fald ikke hvis vi undgår uheld. De første 10,5 km af San Giacomo er så lette, at de i hvert fald ikke gør nogen forskel, og reelt taler vi derfor om en 5 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,6% - men også en stigning der er jævn og aldrig bliver stejl. Det er bestemt ikke skræmmende data, og selvom procenterne er så svære, at det ikke kan udelukkes, at der kan opstå huller også mellem de bedste, er det nok tvivlsomt, om der vil komme megen selektion - særligt i en fase, hvor alle er relativt friske.

På en sådan stigning er vindretningen også altid afgørende, og selvom den mildt sagt svingende vejrudsigt, der synes at ændre sig nærmest time for time, er svær at læse, peger alt altså på, at vi får modvind på bjerget. Måske ledsages det af en byge, da risikoen i hvert fald midtvejs på etapen er betydelig, men vi får ikke samme syndflod som i går. Læg dertil, at det bliver en generel modvindsetape og følgelig også en mindre hård dag, og det står mere og mere klart, at det er en etape, man næppe skal stille alt for store forventninger til.

Hvad betyder det for etapens forløb? Det øger chancen for en udbrudssejr betydeligt. Det er ikke en nøgledag, og jeg har lidt svært ved at se, at specielt Ineos, EF og Astana, som jo er de tre hold, der - efter Landas exit - tankede selvtillid i går, skulle få lyst til at jagte hele dagen. De risikerer at komme frem til sidste stigning, erfare at modvinden gør det umuligt at gøre forskelle og dermed ikke rigtigt få noget ud af anstrengelserne alligevel.

Jeg har i hvert fald svært ved at se EF påtage sig ansvaret. Det er slet ikke en Carthy-stigning, når den reelt er så kort og eksplosiv. Måske tror Vlasov mere på sig selv, men stigningen passer også ham dårligt. Det skal dog nok især være Ineos, der skulle jagte, og det kan bestemt heller ikke udelukkes, når nu Bernal er så stærk. Holdet har dog den taget den lange kikkert med, og det virker usandsynligt, at de vil bruge kræfter på denne etape - særligt nu hvor Pavel Sivakov enten er ude af løbet eller svækket, hvilket i skrivende stund stadig er uklart.

Betyder det, at en udbrudssejr er sikker? Bestemt ikke. Alle ved, at udbruddet har en god chance, og derfor vil det blive uhyre aggressivt. I lyset af modvinden bliver det ikke umuligt for Alessandro de Marchi at forsvare trøjen, og jeg er helt sikker på, at Israel SUN vil gøre alt for, at det lykkes. For dem er det bedst, at bonussekunderne forsvinder, så de vil aldrig jagte et ufarligt udbrud, men hvis den kaotiske start betyder, at udbruddet truer trøjen, vil de formentlig holde snoren så stram, de kan på den flade del. Problemet er bare, at holdet er uhyggeligt klatresvagt, når de to bedste klatrere skal beskyttes, og Krists Neilands er ude, og derfor er de ude af stand til at hente udbruddet, hvis ikke de får hjælp.

Den hjælp kan komme fra Ineos eller måske Astana, men måske er det mest sandsynligt, hvis der skal lægges pres på midtvejs. Det tror jeg bare ikke. Det kunne være et job for Bahrain, men vi savner i den grad Landa. Nu kunne Ineos måske finde på det, men det virker usandsynligt så langt fra mål. Skal Ineos føre, skal det være for at vinde etapen - og det tror jeg ikke, at de vil.

Min konklusion er, at jeg tror på udbrudssejr. Starten er nemlig så let, at Israel SUN - i hvert fald efter den første hårde bakke, hvor udbruddet næppe allerede kører - har en fair chance for at sikre, at trøjen ikke er truet. I det lys taler alt for, at en ufarlig gruppe sejler hjem, men for at have en chance skal man formentlig have tabt så megen tid, at trøjen ikke er i spil. På den anden side er Israel SUN så svage på stigningerne, at man ikke helt kan udelukke, at en udbryder også kan tage trøjen, selvom starten er flad. Går det helt amok, kan det uden hjælp selv i fladt terræn blive for svært for israelerne at undgå farlige udbrydere.

Mest af alt vil jeg dog se i retning af udbrydere, der har tabt tid. Samtidig skal man være en god klatrer for at gøre det færdigt, men det er så let en modvindsstigning, at man ikke nødvendigvis skal være en bjergged. En De Marchi-type kan godt vinde på San Giacomo - selvom det af åbenlyse årsager ikke bliver ham, medmindre da han bruger Greg van Avermaets ”det bedste forsvar er et angreb”-strategi! - men sidste del er også så stejl, at en eksplosiv klatretype har en fordel. Problemet er til gengæld den flade start, som gør det til et totalt lotteri at ramme udbruddet, og som i den grad er til ugunst for de små folk, hvis da ikke vi når frem til bakker omkring 40 km-mærket - et scenarium, der er sandsynligt på en dag, hvor det formentlig vil tage lang tid at få udbruddet etableret.

Det får mig til at pege på Bauke Mollema som favorit. Hollænderen er kommet til Giroen for at vinde den grand tour-etape, der mangler i samlingen, og han lovede at smide tid på den første bjergetape. Det løfte holdt han, og han er nu så langt efter, at De Marchi næsten vil ønske, at han stjæler bonussekunderne. Der kom som ventet ikke noget Nibali-mirakel i går, og derfor er der masser af plads til, at Mollema kan få den frihed, han efterspørger, og jeg tror, at Trek vil gøre meget for at få ham afsted.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Den flade start er et problem, men Mollema er både snu og kraftfuld, og han har et stærkt hold til at hjælpe ham. Kommer han først afsted, står han stærkt. Han var skuffende i april, men efter katastrofen i Baskerlandet var formen i crescendo gennem Ardennerne, der sluttede med en pæn 8. plads i Liege. Han melder da også, at han er godt forberedt, og den sidste stigning passer slet ikke så dårligt til ham. Han er nemlig en glimrende puncheurtype på en relativt eksplosiv modvindsstigning, og selvom han ikke kan komme alene væk, kan han spurtsejre, som vi senest så med den flotte puncheursejr i Var. Derfor tror jeg, at Mollema i morgen kan kalde sig vinder af etaper i alle tre grand tours.

I det hele taget står Trek dog ganske stærkt. Også Gianluca Brambilla ligner en oplagt kandidat, efter at italieneren er blevet genfødt. Det startede i Tirreno sidste år, blev afbrudt af en skade i en ellers lovende Giro og fortsatte fra sæsonstart, hvor han vandt samlet i Var. Han fik ikke helt det resultat i Alperne, han ønskede, men en 9. plads på kongeetapen viste stærkt stigende form inden et dumt styrt på sidste etape, hvor han ellers var i angreb. Brambilla plejer at være god til at ramme udbruddene, og selvom han ikke er klatrer, passer de sidste ganske eksplosive finale nærmest perfekt til en hurtig Brambilla-type. En anden Giro-etapesejr er derfor sandsynlig, selvom han denne gang nok ikke får den lyserøde trøje med i købet også.

Jeg vælger også at pege på Felix Grossschartner, men det er med forbehold. Jeg er nemlig langt fra sikker på, at østrigeren får lov at et Bora-hold, der primært er her for Emanuel Buchmann og Peter Sagan. Denne gang har holdet dog to klatrere til at støtte Buchmann, og måske kan der godt blive lidt plads til mere offensiv kørsel. Det vil i hvert fald være oplagt på denne etape, der er skabt til Grossschartner. Han er kraftfuld og viste med sine tre udbrud på tre dage i Alperne, at han er eminent til at ramme udbruddet. Den sidste stigning er perfekt til østrigeren, der ikke er god på stejle procenter, men som har et fremragende punch på en kort, eksplosiv stigning, som han blandt andet viste i Suances under Vueltaen. Han floppede fælt i arbejdet for Sagan forleden, men i går viste han, at alpeformen slet ikke er væk. Får han friheden, er han et indlysende bud på denne etape.

Jeg har også lidt blik på Harm Vanhoucke. Belgieren er dog kommet til løbet for at vinde en etape i den tredje uge, og han har derfor holdt lidt igen i formopbygningen for ikke at brænde ud for tidligt, som han gjorde i 2020. Hvor han står formmæssigt, er derfor ikke helt klart, da det kan være svært at gennemskue, hvor meget af den tabte tid i går der skyldtes egen fri vilje. Han har dog klatret storartet i år, hvor han har lagt meget på i forhold til 2020, og særligt hans 5. plads på Vallter 2000 i Catalonien var meget løfterig. Han er lidt for ren en klatrer til den flade start og til den lette modvindsstigning, men han er faktisk slet ikke uden punch, som vi så i Catalonien. Derfor er han et ganske glimrende bud, hvis den ustabile belgier har en af sine gode dage.

Helt så oplagt er Geoffrey Bouchard ikke, men han er nu alligevel et hæderligt bud. Franskmanden har været flyvende i år, først med en 15. plads i UAE Tour, siden med en 14. plads på kongeetapen i Tirreno og senest med den samlede 11. plads i Alperne. Han kom til løbet med klassementsambitioner, men floppede forleden. Forhåbentlig var det på grund af kulden, for den gode alpeform burde ikke kunne være helt væk. Han er trods et svagt 2020 en udbryder af guds nåde, som han viste ved at vinde Vueltaens bjergtrøje i 2019, hvor han ofte ramte rigtigt. Udfordringen kan blive at gøre det færdigt på en let modvindsstigning, men sidste del er svær nok til, at også Bouchard kan vinde.

Et andet bud kunne være Gorka Izagirre, men jeg er usikker på, om han får lov. Astana er her kun for Vlasov, men de plejer ikke at køre med det allerstrammeste hierarki. Nogle vil sikkert huske, at Pello Bilbao i 2019 fik lov at vinde en tidlig udbrudsetape i den første uge, selvom holdet kom for at vinde løbet med Miguel Angel Lopez. Det kan være en åbning for Izagirre, der allerede tidligere har vundet fra udbrud i dette løb. Hans form var ikke prangende i går, men Izagirre-brødrene har for vane altid at finde form ud af det blå, når de rammer udbrud i grand tours - senest da de sammen vandt Formigal-etapen i Vueltaen med Ion først over stregen. Den sidste stigning er lidt lang for Izagirre, men modvinden hjælper ham, og den eksplosive finale er en gave for en puncheurtype som ham. Formen var også ganske god i Romandiet, og derfor er han et godt bud, hvis han får chancen.

Lidt af det samme kan siges om Sebastien Reichenbach. Heller ikke han er som ren klatrer skabt til denne finale, men den er stejl nok til, at han i den rette gruppe kan vinde. Han er bestemt ikke ved fordums styrke, men stadig en fin klatrer, der blandt andet blev nr. 15 på kongeetapen i Catalonien og senest nr. 17 på samme etape i Romandiet. Den flade start er ikke god for ham, og han kan få svært ved at ramme udbruddet, men lykkes det - og det var han god til i Touren sidste år - vil han være en af de bedste klatrere.

Måske kan FDJ også spille på deres kaptajn. Rudy Molard skulle have kørt Thibaut Pinots klassement, men det gik fløjten allerede på dag 1. Det var på alle måder også et ambitiøst projekt, men tidstabet giver ham nu nogen frihed til at jagte udbrud. Han er bestemt ikke ren klatrer, og den lange målstigning er bestemt ikke ideel, men han kan forsvare sig - og først og fremmest er han en god puncheur. Det så vi senest med den flotte 3. plads i Polen sidste år, og med modvind er det ganske sandsynligt, at han kan bruge sin gode afslutning mod ryttere, der ellers måtte være bedre klatrere.

Desværre gik det som frygtet med Clement Champoussin. Franskmandens ringe resultat i Catalonien og Romandiet var vitterligt udtryk for dårlig form, og derfor er jeg heller ikke alt for optimistisk. Han har dog nu al den frihed, han vil have, og han er ubetinget en af de mest klatrestærke blandt de ryttere, der har tabt tid. Den sidste lette modvindsstigning er bestemt ikke ideel for ham, men begynder den svingende franskmand at nærme sig de ben, han havde i sæsonstarten - og han er som bekendt ret svær at regne med - bør han kunne køre med om sejren i de fleste udbrydergrupper.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Androni vil sikkert gøre alt for at få Jefferson Cepeda afsted. Venezuelaneren var lovende som U23, men har som professionel haft det uhyggeligt svært. Det ændrede sig pludselig i Alperne, hvor han var i stand til at køre med alle stjernerne, men netop hans manglende stabilitet gjorde gårsdagens sammenbrud helt forudsigeligt. Noget af tidstabet kan dog også sagtens være bevidst, og derfor vil jeg ikke udelukke, at han pludselig har benene i morgen. Han får svært ved at ramme udbruddet i fladlandet, og finalen er nok også for let til at passe ham ideelt, men med alpeben kan han i hvert fald vinde. Androni har også Eduardo Sepulveda, der jo genrejstes i Tyrkiet, men har haft det så svært i europæiske løb, at jeg har lidt svært ved at se ham gøre det færdigt - særligt på en stigning som denne.

Med Matteo Fabbro gælder det samme som med Grossschartner, nemlig at jeg tvivler på, at han får lov. Finalen ligger endda ringere til ham, end den gør for østrigeren, og derfor holder de ham formentlig tilbage. Hvis til gengæld han får sin chance, står han slet ikke så ringe. Den lille italiener har gjort kolossale fremskridt efter skiftet til Bora, og særligt hans samlede 5. plads i Tirreno var beundringsværdig. Desværre har den ustabile italiener skuffet på det sidste, men han viste dog bedre form på kongeetapen i Alperne. Netop Alperne viste også, hvor svingende han kan være, og derfor kan det sagtens være, at de ringe ben fra i går er bedre i morgen. Finalen passer dog ikke super til en ren klatrer, og derfor tror jeg ikke, at han får chancen.

Får Nicolas Roche lov? Hans udtalelser til Cyclingnews forleden gjorde det klart, at han først og fremmest er erfaren hjælper for Hindley og Bardet, og derfor tror jeg, at han i denne tidlige fase er låst. Omvendt ser DSMs podiechancer ikke alt for gode ud lige nu, og lidt frihed burde man nok kunne give den irske veteran. Han er bestemt ikke som i gamle dage og pr. definition skidt kørende i foråret, men kørslen i Alperne, hvor han sluttede af med en 2. plads fra et udbrud, var nu ikke helt ringe. Han vil sikkert være oppe mod bedre klatrere, men med modvind ligger afslutningen ret godt til eksplosive Roche. DSM kan også spille på Michael Storer, men det er lidt svært at se ham gøre det færdigt.

FDJs tredje bud er Matteo Badilatti, men det er ikke rigtigt en stigning for en dieselklatrer som ham. Den flade start passer ham heller ikke overhovedet, og derfor tvivler jeg lidt på, at han faktisk kan vinde. Omvendt har han klatret meget imponerende i år, først i Catalonien og senest i Romandiet, og han har fundet mere stabilitet, som han hidtil har manglet. Om han så også kan vinde på en etape, der ikke for alvor passer ham, er nok tvivlsomt, men i den rette gruppe er det muligt.

En spændende joker er unge Victor Lafay. Det tog lidt tid for den spændende franskmand at slå igennem, men i år har det spillet. Et tidligt styrt i Ardeche satte ham tilbage, men 2. pladsen på kongeetapen i Valencia viste potentialet og ikke mindst formen. Det er klart, at niveauet her er helt anderledes end i det svagt besatte løb i Spanien, men hans potentiale er så lovende, at han i den rette gruppe godt kan vinde en Giro-etape på en stigning som denne, selvom han ikke er verdens mest eksplosive type. Cofidis kan også spille på Remy Rochas, men han har i år ikke helt haft sin holdkammerats niveau, og han får nok sværere ved at gøre det færdigt.

Movistar bør i hvert fald nok kunne køre med lidt frihed, og det vil være nærliggende at satse på Antonio Pedrero og Einer Rubio. Begge er lottokuponer i ordets bedste betydning, men de viste fornem form i Asturien, hvor de endte som hhv. nr. 2 og 5. Særligt Pedrero var velkørende, men som gårsdagen viste er deres form uhyre svingende. Ingen af dem er heller skabt til denne eksplosive modvindsstigning, men med den rette gruppe kan de med Asturien-ben godt vinde. Holdet har også Dario Cataldo og Davide Villella, men selvom Cataldo viste form i Romandiet, ser jeg dem ikke gøre det færdigt.

Jeg vil også pege på to udbryderkonger og veteraner, nemlig Luis Leon SancHez og Tony Gallopin, men jeg er lidt skeptisk. Sanchez skal have sin frihed, men hvis Astana kører med et mere åbent hierarki, er det muligt, at han får den sammen med Izagirre. Problemet med Sanchez er, at han i de senere år har skuffet hver gang, han har ramt et udbrud, og det er i år sket både i Catalonien og Alperne. Derfor er jeg bange for, at han flopper igen her, selvom en modvindsstigning med en eksplosiv finale egentlig ligger fint til ham. Det gør den også til Gallopin, der endelig er kommet lidt i gang uden at styrte i tide og utide. Vi så dog i de udbrud, han kørte i Alperne, at han stadig er et stykke fra fordums styrke. Begge er dog gode afsluttere og hjælpes af modvinden.

Intermarché vil sikkert prøve med Simone Petilli. Den lille italiener var i fin form i Romandiet, hvor han særligt imponerede med sit lange udbrud på kongeetapen. Han tabte tid på 3. etape grundet uheld, men har hele tiden alene været fokuseret på etaper. Han er en solid klatrer, men gruppen skal være den rette, hvis han skal gøre det færdigt.

Endelig er de Jhonatan Narvaez. Bernals kørsel gør formentlig, at Ineos kører med et stramt hierarki, men hvis det bliver meget aggressivt fra start, kan det være en fordel at få en mand afsted i en eventuelt stor gruppe. Med løftet om mere aggression fra Brailsfords tropper kan man håbe, at den i år så flyvende Narvaez kan få sin chance. Han er kommet fremragende tilbage efter styrtet på brostenene og kørte endda Ivan Ramiro Sosa af holdet. Stigningen er lidt lang for ham, men med modvind står han med sin forrygende puncheurspurt uhyre stærkt. Det kræver bare, at han får en chance, han næppe får.

Læs også

UAE-stortalenter fortsætter dominans - Bregnhøj med flot resultat

Jeg tror, at Israel SUN vil forsøge at forhindre, at udbryderne er inden for fem minutter af trøjen, og derfor tvivler jeg på, at ellers oplagte bud som Ruben Guerreiro, Gino Mäder, Diego Ulissi, Nick Schultz, Gianni Moscon eller Alberto Bettiol får lov, ligesom også udbryderne fra i går må være låst. Koen Bouwman kunne være et bud, men han kan trods sin hurtighed næppe gøre det færdigt, og stigningen passer slet ikke Jan Hirt. Andre klatrere er Mikel Nieve, der må regnes som låst af holdet, Lorenzo Fortunato, Jhonatan Caicedo, Alessandro Covi, Larry Warbasse, en tilsyneladende formsvag Chris Hamilton , Giovanni Carboni, Giovanni Aleotti, Francois Bidard og Rafael Valls , men jeg ser dem ikke gøre det færdigt. Stigningen er nok for lang for Natnael Tesfatsion, Gianni Vermeersch, Fabio Felline og Quinten Hermans, og Valerio Conti, Thomas de Gendt, Giovanni Visconti og Simon Carr synes alle formsvage. Det samme antydede Matteo Jorgenson tidligere, og selvom det ellers ville være en eminent finale for ham, kunne hans kørsel i går tyde på, at benene mangler .Endelig tror jeg, at Deceuninck holder alle mand hos Evenepoel, mens Joe Dombrowski er for forslået, hvis han kommer til start.

Uanset hvad skal favoritterne køre klassement bagude, men det kan som sagt ikke udelukkes, at det også bliver for etapesejren. Jeg er lidt spændt på, hvordan det gribes an, når Israel SUN er så svage, at de intet kan stille op, og stigningen meget vel kan være for let. Vi savner Bahrain til at lægge et pres for Landa, og hvem skal gøre det nu? Her peger pilen mest på Ineos, men det kan også blive Astana eller EF, ligesom det bestemt er muligt, at Deceuninck sætter et malende tempo som passer godt til Evenepoel.

Vi bør dog få vores angreb på de sidste 5 km - især hvis etapesejren er på spil. Det bare svært at se, at en rytter kan køre alene væk på denne form for stigning. Eneste realistiske option er vel lige nu Egan Bernal, og det virker ikke sandsynligt. Derfor ser jeg mest to mulige scenarier. Enten kører en gruppe på 4-5 mand væk og spurter om det på samme måde som i går, hvor de kun kørte om sekundære placeringer. En anden mulighed er, at en lidt større gruppe skal spurte i en puncheurspurt. Og den tredje mulighed er, at det bliver ukontrollerbart, og at en eller anden ikke alt for farlig outsider kan snige sig væk.

Ender det derfor i et favoritopgør, prøver jeg at pege på Dan Martin, der formentlig kan lukrere så meget af modvinden og procenterne, at han kan gøre det færdigt i en spurt. Vi har dog i år både i Laigueglia og i går set, hvor hurtig Egan Bernal er, og han kan sagtens vinde, selvom han næppe kører alene hjem. Denne stigning bør også ligge langt bedre til Remco Evenepoel , der har fundet så megen eksplosivitet, at han stadig må kunne vinde en spurt i dette felt - og ellers er han en mester i at snige sig væk, selvom de ved, at han ikke skal have en lillefinger. Trods den skuffende indsats i går bør Simon Yates have en god chance for at sidde med de bedste og bruge sin spurt til måske at vinde, selvom jeg stadig er bekymret for, at han kun bliver ringere og ringere gennem løbet. Et fjerde bud er hurtige og formstærke Giulio Ciccone , der tillige kan bruge sin status til at snige sig væk. Stigningen er dog også så let, at jeg åbner døren for den uhyre formstærke Gianni Moscon, der formentlig vil inde en spurt, hvis han er med hjem, samt Nick Schultz, Diego Ulissi, Felix Grossschartner og sågar og Alberto Bettiol, selvom den samlede stignings længde kan være for stor en ulempe. Hvis han vitterligt bare led i kulden i går, er Joao Almeida også skabt til denne stigning, hvis han får lov at køre en spurt og ikke skal hjælpe Evenepoel. Formstærke Davide Formolo kan både spurte og snige sig væk, men han er nok ikke den hurtigste af alle, og det samme gælder for mellemhurtige Damiano Caruso og Pello Bilbao. Marc Soler er en mester i at snige sig væk. Til gengæld har jeg svært ved at se Hugh Carthy og Alesandr Vlasov i denne finaletype, og ryttere som Domenico Pozzovivo, Emanuel Buchmann, Vincenzo Nibali, Romain Bardet, Jai Hindley, George Bennett og Fausto Masnada skal være meget heldige for at snige sig væk.

OPDATERING: Sivakov og Bidard er ude af løbet. Dombrowski har en sandsynlig hjernerystelse og er tvivlsom starter.

Feltet.dks vinderbud: Bauke Mollema

Øvrige vinderkandidater: Gianluca Brambilla, Felix Grossschartner

Outsidere: Harm Vanhoucke, Geoffrey Bouchard, Gorka Izagirre, Sebastien Reichenbach, Rudy Molard

Jokers: Clement Champoussin, Jefferson Cepeda, Matteo Fabbro, Nicolas Roche, Matteo Badilatti, Victor Lafay, Antonio Pedrero, Einer Rubio, Luis Leon Sanchez, Tony Gallopin, Simone Petilli, Jhonatan Narvaez

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Dan Martin, Egan Bernal, Remco Evenepoel, Giulio Ciccone, Simon Yates, Gianni Moscon, Joao Almeida, Nick Schultz, Diego Ulissi, Felix Grossschartner, Alberto Bettiol, Damiano Caruso, Pello Bilbao

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER