Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Ruten

I 2009 blev byen L’Aquila ramt af et af de værste jordskælv i Italiens nyere historie, og det fik Giroen til at lægge vejen forbi byen i 2010, hvor en dramatisk og meget våd udbrudsetape var lige ved at vende op og ned på det hele, da nogle mærkede favoritter kom til at forære David Arroyo så stort et forspring, at det kun var Ivan Basso, der senere kunne forhindre spanieren i at vinde løbet samlet. Et lignende drama skal vi ikke vente, når løbet efter 8 års fravær atter vender tilbage til den uheldsramte by, men det betyder ikke, at der ikke er fare på færde. Terrænet i Abbruzo-regionen er nemlig knaldhårdt, og da der efter et ellers ret flad etape sluttes af med en svær finale med mange stigninger og en rigtig puncheurafslutning, er der lagt op til en meget aggressiv og underholdende dag, hvor både et udbrud og en eksplosiv afslutter kan sejre.

I alt skal der tilbagelægges den for denne første uge beskedne distance på 185,0 km, der fører feltet fra Vasto ved den italienske østkyst tilbage ind i det kuperede indre af Italien og til målet i L’Aquila. Starten er let, idet man indleder etapen med at følge den helt flade kystvej mod nordvest op til byen Ortona, hvor dagens første spurt er placeret efter 39,2 km. Her drejer man mod sydvest for via et let stigende stykke at forlade vandet. Senere går det mod nord tilbage mod kysten via en faldende strækning, inden man drejer mod vest for at passere igennem bakkerne vest for Pescara. Her skal man over en bakke (4,7 km, 2,9%), der leder op til dagens anden spurt, som er placeret efter 78,1 km, inden man derefter kører direkte ind på en ny stigning (5,5 km, 4,5%), hvis top rundes efter 85,9 km. En nedkørsel leder nu mod sydvest ned til fladlandet, og derefter følger et langt, fladt stykke, der fører mod sydvest.

Finalen indledes, når man drejer mod nordvest for at køre op over kategori 2-stigningen Le Svolte di Popoli (8,9 km, 5,6%, max. 10%), hvis top rundes, når der resterer 46,2 km, og leder op til et plateau. Herfra stiger det kun ganske let, mens man kører mod nordvest, indtil man 25 km fra stregen rammer en ukompliceret nedkørsel, der ender 16,4 km fra mål. Herefter går det igennem fladt terræn frem til Via della Polveriera (3 km, 5,0%), der stiger med 6-8% over den nedre halvdel, men derefter flader ud. Fra toppen resterer 6,5 km, der indledes med et let faldende stykke, mens man snor sig rundt om byens slot i en ganske teknisk fase. Med 4 km igen rammer man en 2 km lang, lige nedkørsel, der fører mod syd ned til et skarpt sving med 2 km igen. Herfra stiger det over 1 km med 3%, indtil man rammer den sidste kilometer, der stiger med 7,6% i snit og når 11% på den nedre del, hvor der er et hårnålesving. Herefter retter vejen sig ud, inden man rammer den 450 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning, der stiger med 6,6% i snit.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapen byder på i alt 2606 højdemeter.

L’Aquila er blevet besøgt ni gange tidligere, blandt andet med sejre til Gino Bartali i 1935 og 1935. Senest var løbet som sagt forbi, da Evgeny Petrov tog en udbrudssejr på en dramatisk og meget våd dag i 2010, og i 2005, hvor Danilo Di Luca sejrede i en stigende spurt og dermed overtog førertrøjen fra Paolo Bettini.

Vejret

L’Aquila-etapen i 2010 er berømt for sit forfærdelige regnvejr, men det slipper feltet for i år. Fredag burde nemlig starte solrigt, og selvom det skyer til ved middagstid, er der kun en 10% risiko for en byge sidst på etapen. Temperaturen vil nå 19 grader, og der vil bare være en svag til let vind fra sydvest. Det giver sidemedvind på det indledende kyststykke, hvorefter der mellem den første spurt og toppen af stigningen hovedsageligt vil være modvind. Efter toppen får man sidevind, der gradvist bliver til sidemodvind. I den kringlede finale vil der være sidemodvind fra 4 km-mærket og frem til den røde flamme og derefter medvind på målbakken.

Analyse af 6. etape

Mon ikke Fausto Masnada har det, som når en snusfornuftig jyde er kommet hjem fra det lokale kræmmermarked og har fået pruttet en prisen på en genstand ned i halvt niveau? Italieneren må i hvert fald have nogle særdeles veludviklede forhandlingsevner, efter at han i dag tog en ganske velfortjent, men alligevel lidt kontroversiel gennembrudssejr på 6. etape af Giro d’Italia.

Det var nemlig ganske tydeligt, at der mod slutningen af det 238 km lange maraton tværs gennem den italienske støvle var indgået en aftale mellem Androni-talentet og hans følgesvend, Valerio Conti, der sammen var kørt væk fra den 13-mandsgruppe, der efter en benhård kamp i løbets indledende fase var blevet etableret og helt som forventet fik lov at afgøre etapen imellem sig. I første omgang kunne det da også se ganske oplagt ud, at der kunne indgås en pagt mellem de to italienere om at dele arbejdet mod, at Masnada ville få etapesejren og Conti den lyserøde førertrøje, som han som udbruddets bedst placerede havde udsigt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Problemet var bare, at Conti allerede var sikker på at indtage førstepladsen, da duoen rundede toppen af den sidste stigning og tilsyneladende indgik deres handel. Og ikke blot var trøjen sikker, det stod også klart, at han ville få den med en så sikker margin, at han ville have gode chancer for at forsvare den også på søndagens enkeltstart og formentlig helt frem til næste fredags første rigtige bjergetape. Med udsigt til, at han under alle omstændigheder vil tabe sin førsteplads på 13. etapes vanskelige færd mod Lagu Serru, synes det faktisk at være temmelig ligegyldigt, om Conti havde fået de 5.24, han nu endte med at sikre sig ned til Primoz Roglic, eller et minuts penge mindre, som kunne have været prisen, hvis han havde undladt at indgå den italienske pagt med sin følgesvend.

Alligevel var det åbenlyst, at de to landsmænd gjorde fælles front, og dermed kunne Masnada let glide forbi Conti, da denne havde ført hele vejen op ad den lille målbakke, og dermed tage karrierens største sejr. Det lignede i sandhed lidt af et røverkøb, for selvom det var åbenlyst, at Masnada var dagens stærkeste mand, var det også åbenlyst, at Conti ville være storfavorit i en spurt, og dermed kunne den lille italiener formentlig have fået både i pose og sæk, hvis han havde været lidt mere risikovillig. Nu endte det imidlertid alene med en førertrøje, og det er jo trods alt heller ikke et dårligt udkomme, ikke mindst fordi han som sagt formentlig kan holde den en uges tid, men det kunne bare være blevet til så meget mere.

Contis tvivlsomme beslutning sætter imidlertid ingen skår i glæden hos Masnada, der med dagens sejr kroner et gennembrudsforår, der er svært at overgå. I ganske mange år har italieneren været en lovende klatrer, men hans udvikling har været relativt langsom, og selvom han sidste år ikke var langt fra at vinde bjergetapen til Gran Sasso, var han gået en anelse i stå. Det var dog som om gennemførelsen af sidste års Giro gav ham et ekstra skub frem, og da han rundede sæsonen af med den samlede sejr i det ganske pænt besatte Tour of Hainan, kunne han tage hul på 2019 med en vis selvtillid.

Den selvtillid har været helt tydelig, lige siden han endte som nr. 3 samlet i et offensivt og flot kørt Giro di Sicilia. Kort efter fik han et brede gennembrud, da han to hele to etapesejre i det betydeligt stærkere besatte Tour of the Alps, og siden dengang har det også stået klart, at han ville blive en faktor i årets Giro. Sejren kom imidlertid tidligere, end han kunne have turdet håbe på, og det endda efter en imponerende etape, hvor han åbenlyst var den stærkeste i det ellers ret slagkraftige udbrud, der var blevet resultatet af den hårde indledning. Desværre efterlod den lidt lette finale den spurtsvage italiener i en lidt svær situation, men det kunne han heldigvis kompensere for med sin gode forhandlingsevne, der samtidig sikrede, at Androni-mandskabet kan fortsætte en drømmesæson, hvor de siden begyndelsen af april nu har taget i alt 11 sejre, hvoraf Masnada har stået for de tre af nogle af sportens sværeste og stærkeste besatte løb.

Dermed skiller italienerne sig nu også ud som et af de suverænt bedste prokontinentalhold, og man må tage hatten af for Gianni Savios evne til at spotte og udvikle talenter. Det er klart, at det særligt er Egan Bernal og Ivan Sosa, der skiller sig ud og har overstrålet Masnada en anelse, men Savio kan mere end blot at finde sydamerikanske guldfugle. Udover Masnada har Andrea Vendrame også vist et enormt potentiale, og dertil kommer, at det er lykkedes ham at bringe Mattia Cattaneo tilbage på sporet, efter at den tidligere vinder af Baby-Giroen lignede en mand på vej mod et tidligt karrierestop.

Androni er således et af årets mest succesrige mandskaber, men det samme er UAE. Efter tabet af den skadede Fabio Aru så det ellers lidt tamt ud med deres muligheder i årets Giro, men efter seks dage står de nu tilbage med en etapesejr til Fernando Gaviria og en solid lyserød trøje til Conti. Som jeg skrev i gårsdagens optakt lå det da også i kortene, at det arabiske mandskab med hele tre kandidater i Diego Ulissi, Jan Polanc og Conti til at tage trøjen naturligvis måtte have det som en del af deres masterplan at kunne køre sig i lyserødt i en første uge, hvor det fra dag 1 har været oplagt, at Primoz Roglic måtte have en interesse i at aflevere trøjen til et mindre prominent navn.

Roglics og Jumbos kørsel de seneste dage, ikke mindst på 4. etape, hvor sprinterholdene kortvarigt ophørte med at føre, var et synligt bevis på, at sloveneren ikke havde planer om at blive den første rytter siden Gianni Bugno i 1990, der ville køre i lyserødt gennem en hel Giro, og efter dagens vellykkede mission kan Jumbo-mandskabet nu tage en slapper i en uges tid, inden Roglic næste gang for alvor får brug for sit hold. Det er bestemt ikke en dårlig disposition for et mandskab, der ikke hører til feltets stærkeste, og som med Tom Dumoulins exit mistede en mulig allieret i Sunweb, når de skal forsøge at kontrollere Mitchelton, Astana, Bahrain og Movistar i den knaldhårde sidste uge. Og de kan være helt sikre på, at et UAE-mandskab, der ikke har nogen klassementsrytter vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at holde trøjen så længe, som det overhovedet er muligt.

Conti og Masnada blev altså vinderne på dagens etape, mens andre kan ærgre sig over, at de ikke fik det maksimale ud af en oplagt mulighed. Mest ærgerlig må Valentin Madouas være, for som gruppens bedste puncheur stod han med fantastiske muligheder for at tage karrierens største sejr som kulmination på et fornemt forår, der også har indbragt en top 10 i Amstel Gold Race. Desværre måtte det franske talent sande, at benene ikke helt rakte, og at han stadig har nogen vej at gå, inden han kan etablere sig som det verdensnavn, han bør blive før eller siden. Også uopslidelige Pieter Serry har grund til frustration, for belgieren havde med sin gode spurt også en fin chance for at gøre arbejdet, hvis han havde kunnet følge de to italienere.

Det er også svært ikke at have lidt ondt af Jose Joaquin Rojas. Der er få, der er så alsidige som den bundsolide spanier, som klatrer fornemt og i sine unge dage jo også var en ganske habil sprinter. Han har imidlertid altid stillet sig til rådighed for holdet, især i de senere år, og trods sin hurtighed har karrieren faktisk kun budt på 10 sejre, hovedsageligt i mindre løb og den sidste endda helt tilbage i 2016, hvor han tog sit andet spanske mesterskab. Her fik han imidlertid en gylden mulighed, da Movistar måske lidt overraskende lod hele to mand gå med i et udbrud i stedet for at holde tropperne samlet om Mikel Landa og Richard Carapaz, men som det også skete, da han i 2017-udgaven af Vueltaen sidste fik frihed til at vise sine evner som offensiv rytter, måtte han se sig slået. Stakkels Rojas er indbegrebet af en rytter, der er ”jack of all trades but master of none”, og det er formentlig forklaringen på, at den spanske klasserytter er endt som en relativ anonym hjælper, nøjagtigt som det er sket for sin følgesvend i udbruddet, Andrey Amador, der desværre slet, slet ikke har den klasse, da han for nogle år siden blev nr. 4 i dette løb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den største overraskelse var måske, at gruppens på papiret bedste klatrer, Sam Oomen, ikke kunne matche de bedste, men det var nu alligevel ikke helt uventet. Allerede hans ringe enkeltstart indikerede nemlig, at han formentlig er kommet til løbet i halvdårlig form med den intention at køre sig ind i løbet, så han kunne være knivskarp for Tom Dumoulin i den sidste uge. Det var nemlig først efter Wilco Keldermans uheld i Catalonien, at Oomen fik til opgave at køre Giro, og derfor har han haft en alt andet end optimal forberedelse. Dagens tidsgevinst har imidlertid sendt ham tilbage i klassement, og kan han finde lidt bedre form over den kommende uges tid, kan han måske nu forsøge at køre sin egen chance efter Dumoulins exit. Lige nu ser han ikke ud til at have benene til det, men med enkeltstarten som eneste vigtige etape i den næste uges tid, kan han måske nå at finde dem i tide. Det var i hvert fald formentlig hans tilstedeværelse i gruppen, der gjorde, at Jumbo ikke gav udbruddet mere tid, end de gav dem.’

En anden rytter, der fortjener omtale, er Giovanni Carboni. Den unge italiener er nemlig en ganske lovende klatrer og stort set den eneste, der er værd at tale om på et skræmmende svagt Bardiani-hold. Til gengæld har Carboni også et fint potentiale, og det illustrerede han i dag, hvor han sikrede sig den hvide trøje. Nogen vindertype er han ikke, men som ren klatrer har han evner, og nu kan med sin fine samlede placering og hvide trikot sikre, at Bardiani ikke forbliver helt anonyme gennem hele løbet.

I den anden ende af aldersspektret finder vi Ruben Plaza. Spanieren er slet ikke så stærk, som i 2015, hvor han på fornem vis vandt etaper i både Touren og Vueltaen, men han drømmer stadig om, at han kan fuldende sit hattrick og blive en del af den eksklusive klub af ryttere, der har vundet etaper i alle grand tours. Sidste år var han tæt på på Prato Nevoso, og i dag var han igen med fremme. For den spurtsvage 29-årige Plaza bliver det svært at nå, inden timeglasset rinder ud, men man må tage hatten af for, at det alligevel nu på to år er lykkedes ham to gange at være tæt på at tage den sejr, der er eneste formål med den fortsatte karriere.

For klassementsrytterne blev det som forventet en ganske stille dag. Den afsluttende stigning var alt for let til at skabe drama, og derfor var alle fint tilfredse med at blive fragtet sikkert til mål. Det lykkedes desværre ikke helt for dem alle, da Roglic tidligt blev sendt i asfalten, men heldigvis tyder intet på, at han har pådraget sig væsentlige skader. I morgen kan der være lidt sekunder at vinde på bakken op mod må, men grundlæggende handler den første uges tid for favoritterne bare om at komme sikkert frem til søndagens enkeltstart, og i dag gjorde Roglic den opgave lidt mindre ressourcekrævende ved at overlade ansvaret til Conti og holdkammeraterne på UAE. Det er den lille italiener utvivlsomt glad for, og så må man håbe, at han ikke fortryder, at han solgte en sandsynlig etapesejr lidt for billigt. Det er i hvert fald Masnada, jeg ville sende i byen, hvis jeg skulle bruge en forhandler, der kunne sikre mig et røverkøb.

Favoritterne

Efter dagens etape venter der mere af det samme på fredagens 7. etape, der på mange måder minder om den foregående. Igen er der tale om en ganske kuperet rute, der er for svær for de hurtige folk, men hvor stigningerne også er for lette til, at klassementsrytterne kan bruge dem offensivt. Dagens lange stigning er ganske vist sværere, end det var tilfældet i dag, men den er stadig relativt let og kommer så langt fra mål, at den ingen betydning vil få i kampen om den samlede sejr.

Den helt store forskel i forhold til den foregående etape er naturligvis finalen. Her er der tale om en puncheurafslutning, som endda kommer umiddelbart efter en lille, ikke helt uvæsentlig bakke. Og modsat finalen på 4. etape, der bød på en ganske moderat målbakke, der kunne klares af en stærk sprinter som Caleb Ewan, er der tale om en så stejl og lang stigning, at vi kan udelukke, at de hurtige folk kan komme i spil. Dette er en afslutning for rigtige puncheurs og de mest eksplosive klassementsryttere, og det er derfor den ryttertype, der vil kunne se en pointe i at forsøge at skabe samling.

Med Valerio Conti i førertrøjen har løbet naturligvis fået en helt ny dynamik, for modsat Jumbo vil UAE gøre alt for at forsvare trøjen så længe som muligt. Etapen er måske nok hård, men ikke svær, og derfor kan araberne sagtens forhindre, at Contis førsteplads kommer under pres. Det er derfor også helt udelukket, at trøjen skifter ejermand - i hvert fald, hvis Conti undgår uheld - og det vil naturligvis spille en rolle i forhold til, hvem der kan få lov at gå i udbrud, ikke mindst fordi starten på etapen er så let, at det er enkelt at forhindre farlige folk i at komme afsted. Heldigvis har Conti sikret sig stort et forspring, at der ikke er mange ryttere, der udgør nogen synderlig trussel, og derfor behøver han i virkeligheden slet ikke at være spor kræsen i forhold til udbruddets sammensætning.

Spørgsmålet er nu, om UAE vil mere end bare at forsvare trøjen. Det er klart, at det er en fremragende finale for Diego Ulissi, og det kunne måske anspore araberne til at gå efter en etapesejr. Omvendt må man formode, at trøjeforsvaret har hovedprioritet, så længe Conti er løbets førstemand, og da man samtidig skal kunne yde Gaviria lidt støtte på de tre mulige sprinteretaper, der venter i den kommende lille uges tid, er det mest sandsynlige, at de ikke vil brænde meget krudt af i forsøget på at køre et udbrud ind på denne etape.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alle ved nemlig, at det er endnu en oplagt udbrudsetape, og derfor er der lagt op til endnu en knaldhård start, hvor det formentlig vil tage mere end en time, inden udbruddet etableres. Den slags plejer at give anledning til et ret stort udbrud, fordi de fleste hold lukker forsøg ned, hvis de ikke har en mand med. Det betyder også, at det bliver alt andet end gratis for UAE at skabe samling, og derfor tror vi, at de vil koncentrere sig om trøjeforsvaret.

Er der ikke andre, der kunne få den ide at gå efter en etapesejr i en puncheurspurt? Ikke umiddelbart. Det er en fin finale for Primoz Roglic og Simon Yates, men de har med deres kørsel tydeligt signaleret, at de skal spare så mange kræfter som muligt i løbets første del. Valentin Madouas var i udbrud i dag, og derfor vil FDJ helt sikkert ikke arbejde for deres unge puncheur. En anden kandidate kunne være Enrico Gasparotto, men Dimension Data har formentlig slet ikke holdet til at køre et stærkt udbrud ind. Og det samme gælder for Katusha, der ellers kunne se det som en mulighed for Enrico Battaglin.

Derfor føler vi os temmelig overbeviste om, at det bliver en dag for et udbrud, men desværre kan det denne gang blive lidt af et lotteri at gætte, hvem der kommer afsted. Starten er nemlig så let, at det i højere grad er et spørgsmål om held end om råstyrke, om man kommer i udbrud eller ej. Etableres gruppen på det stigende stykke efter spurten, kan benene måske få lidt mere at sige, men det kan sagtens være på en etape som denne, hvor man ender med et udbrud med mange tunge folk, som slet ikke har en chance for at gøre det færdigt, som man eksempelvis så det med det nærmest absurde udbrud på den bjergetape, Maximilian Schachmann vandt i 2018.

Til gengæld skal man altså være en ganske stærk klatrer for at gøre det færdigt. Alene den lange stigning vil kunne rydde kraftigt ud i gruppen og sørge for at kun de bedste er tilbage. De skal så afgøre det i den svære finale, hvor målbakken er så stejl og vanskelig, at det formentlig vil være gruppens bedste klatrer, der efter en lang og hård dag i sadlen, ender med at stå som etapevinder.

Det får os til at pege på Giulio Ciccone som vores favorit. Mange undrede sig måske over, at den lille italiener ikke var med i dagens udbrud, men det var formentlig med velberådet hu. Morgendagens etape passerer nemlig igennem hans hjemby Chieti, og derfor har han faktisk haft det som sit store mål at have bjergtrøjen på netop denne dag. Nu må det næste mål være også at forsøge at vinde etapen, og det burde bestemt ikke være umuligt.

Ciccone har nemlig vist os, at han er i storform. Det blev særligt tydeligt, da han kørte stærkere end både Roglic og Yates på San Luca i lørdags, og hans offensive kørsel i de seneste dage, har også været vidnesbyrd om gode ben. Det er klart, at den flade start slet ikke er til gunst for en ren klatrer som ham, men lykkes det ham at ramme udbruddet - og det vil Trek sikkert gøre meget for - står han med gode kort. Nogen puncheur er han ikke, men da han overspurtede hurtige Thibaut Pinot på 2. etape i Haut-Var i år, viste han sig som en glimrende afslutter på en bakke. Samtidig er målstigningen som sagt så svær, at den stærkeste klatrer formentlig vinder. Med de ben, han har lige nu, kunne det meget vel være Ciccone, og derfor tror vi, at han i morgen tager karrierens anden etapesejr.

I dag fik Androni en stor sejr, og faktisk har de gode muligheder for at gøre det igen i morgen. Etapen er nemlig helt oplagt for Mattia Cattaneo, der ligesom Masnada har vist storform på det seneste. Selvom det var Masnada, der vandt to etaper i Tour of the Alps, var det faktisk Cattaneo, der klatrede bedst, og han var meget tæt på at kunne følge folk som Rafal Majka og Vincenzo Nibali også på de sværeste stigninger. Det kunne se ud til, at han måske har planer om at køre lidt klassement, men nu har Conti så stort et forspring, at han sagtens kan komme i udbrud. Ligesom for Ciccone gælder, at det vil kræve en del held at ramme gruppen, men lykkes det, står han stærkt. Har han samme ben som i Tour of the Alps, er der i hvert fald ikke mange, der vil være i stand til at slå ham på den sidste stigning, der burde passe ham ganske fint.

Det gør den også for Enrico Gasparotto. Som ardennerspecialist, der har været i top 10 i Fleche Wallonne og endda vundet Amstel Gold Race, da der stadig var mål på Cauberg, har han vist, at han er en fremragende puncheur. Han er ikke så flad for de helt stejle finaler, men denne målbakke burde passe ham, og selvom han ikke havde sit bedste forår, viste 10. pladsen i Fleche Wallonne dog, at han ikke er dårligt kørende. Han vil kunne forsøge at vinde etapen i en spurt, men bedst chance har han, hvis han rammer udbruddet. Med sin erfaring står han ikke dårligt i kampen for at få det til at lykkes, og sidder han først med i gruppen, vil han i en finale som denne utvivlsomt være en af de helt store favoritter.

I fraværet af Egan Bernal bør Ineos kunne få masser af plads til at køre offensivt, og det kan man håbe, at Eddie Dunbar vil udnytte. Den lille irer er nemlig en af tidens allermest lovende klatrere, hvilket han viste i sit allerførste løb for Sky i Giro della Toscana sidste år, hvor han kørte et meget klatrestærk felt sønder og samme i rollen som hjælper for Gianni Moscon. Efter en flyvende start i Provence i februar blev han sat tilbage af skader, men et fint Tour de Yorkshire viser en vis form. Han er en relativt eksplosiv klatrer, der burde kunne lide en afslutning som denne, og har han fundet de procent, han har manglet gennem foråret, vil han med sikkerhed være meget svær at bide skeer med, hvis det skulle lykkes at ramme udbruddet.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Trek vil formentlig satse på Ciccone, der er på hjemmebane, men på en etape som denne kan man ikke være kræsen. Kan man få Gianluca Brambilla med i stedet, står man i hvert fald slet ikke dårligt, for også han må elske en puncheurfinale som denne. Som bekendt er han slet ikke på samme niveau som i jubelåret 2016, men han er stadig en habil klatrer, der kørte i top 20 på kongeetapen i Romandiet for nylig. Han risikerer at være oppe mod bedre folk til slut, i hvert fald med det niveau, han har vist i de seneste sæsoner, men grundlægge er det en finale, der passer ham så godt, at han burde have fine chancer for at vinde fra et udbrud.

I dag lykkedes det ikke for udbryderkongen Thomas De Gendt at komme afsted. Det gør det desværre sjældent, når udbruddet først dannes efter nogen tid, for belgieren har det med at bruge alle sine kræfter i den første halve times tid. Det kan naturligvis ske igen i morgen, hvor den flade start desværre gør det lidt svært for De Gendt at udnytte sin råstyrke til bare at køre væk fra alt og alle. Til gengæld viste han i Romandiet, at han er i glimrende form, og stigningerne på etapen passer fint til brølstærke De Gendt. Den eneste undtagelse er desværre målstigningen, der nok er en anelse for stejl, og derfor risikerer han at være oppe mod en bedre puncheur, selvom han slet ikke er en nogen dårlig afslutter, heller ikke på bakker som denne.

Som vi skrev i går, er Tony Gallopin først og fremmest kommet til Italien for at tage den Giro-etapesejr, der mangler i hans grand tour-samling. Han har klassementet i baghovedet, men skal han vinde en etape, er dette en af de bedre chancer, som han ikke kan lade gå til spilde. Vi ved nemlig alle, at han er en glimrende puncheur, og særligt med de forbedrede klatreevner, han viste i sidste års Vuelta, vil han blive svær at slå i denne finale, hvis han rammer gruppen. Hans form er stadig lidt usikker efter et skuffende forår, og det kan også vise sig, at de øvrige klassementsfolk ikke vil lade en mand, der sidste år blev nr. 11 i Vueltaen køre. Får han lov, har han dog gode chancer for at gøre arbejdet færdigt.

Det samme er tilfældet for holdkammeraten Alexis Vuillermoz, der ligesom Gallopin har etapesejre som hovedmål og klassementet som en mulig andenprioritet. Også han kunne derfor se en pointe i at gå efter denne etape, ikke mindst fordi han jo som bekendt er superpuncheur. Hans speciale er de stejleste mure, men heldigvis er målbakken så svær, at han vil være svær at bide skeer med i L’Aquila. Desværre hersker der også en del usikkerhed om hans form, efter at den flotte sæsonstart blev slået i stykke af et styrt i Tirreno, og efter et skuffende Tour of the Alps har han udtalt sig i tvetydige vendinger, der kan antyde, at han måske først og fremmest vil slå til senere i løbet.

Målbakken er måske lige stejl nok for Enrico Battaglin, men hvis han har superbenene fra sidste år, så vi på 4. etape på Sicilien i 2018, at han sagtens kan køre stejle afslutninger også. Som skrevet i går er det imidlertid meget usikkert, hvor den ustabile og yderst svingende italiener står, og det er ikke blevet mindre uklart efter det dumme styrt på 3. etape. Han viste halvpæne takter i Ardennerne, men han skal vise mere, hvis han skal slå mere klatrestærke folk på så stejl en bakke. Om han har sidste års ben, bliver vi forhåbentlig klogere på i de kommende dage.

En anden kandidat kunne være Jay McCarthy, men ligesom for Battaglin gælder, at han nok vil den sidste bakke lige svær nok. Omvendt har han i Tour Down Under vist, at han godt kan begå sig på bakker af denne type, og med sin top 15 i Liege har han vist form. Udover bakkens stejlhed har han dog også et andet problem, nemlig hans rolle på et klatresvagt Bora-hold, der har hele to klassementsryttere. Noget kunne tyde på, at han får til opgave at blive hos kaptajnerne, og derfor er det langt fra givet, at han får lov at kaste sig ud i et udbrudseventyr.

I dag tog Astana den med ro, men det kan bestemt ikke udelukkes, at dei morgen vil køre efter en etapesejr. Vi så i sidste års Vuelta, at Lopez’ tilstedeværelse ikke betød, at der ikke kunne blive plads til udbrud, og holdet har særligt to gode kandidater til en etape som denne. Det gæler Ion Izagirre , der efter sit styrt i tirsdags er helt ude af klassementet, men som bekendt er en fremragende klatrer med et godt punch til en hård finale som denne, samt ardennerspecialisten Davide Villella, der med sin 4. plads i Il Lombardia har vist evner i dette terræn og også er en hæderlig afslutter på bakker. Begge har i hvert fald potentialet til at vinde, hvis Astana giver dem den nødvendige frihed.

I dag endte James Knox i gruppettoen. Det kan skyldes to ting. Enten kan han være mærket efter sine to styrt og derfor ude af spillet til denne etape, eller også sparede han sig til et muligt udbrud. Det ved vi reelt ikke, men er han frisk, er det en ganske god etape for ham. Han viste nemlig på 2. etape i Catalonien, at han er en fin puncheur, og denne stejlere bakke burde endda passe endnu bedre til en klatrer som ham. På Deceuninck burde han nok kunne få frihed til at forsøge sig, så det hele afhænger af, hvordan helbredet har det.

Endelig er det naturligvis ikke en ordentlig optakt, hvis ikke vi har peget på vores kæphest, Andrea Vendrame. Det italienske talent er stadig uprøvet uden for de franske løb, men her har han vist så stort et potentiale, at han er værd at holde øje med. Som puncheur er han en glimrende afslutter på bakker, men der er dog en betydelig risiko for, at denne trods alt er lidt for hård. Hvis han kommer med i udbruddet, har han dog potentialet til at overraske.

Uanset om vi har et udbrud eller ej, vil klassementsrytterne skulle spurte op til mål. Bakken er nemlig så svær, at der kan opstå huller, og derfor får vi helt sikkert et ganske lille klassementsslag, selvom der næppe opstår forskelle mellem de bedste.

Det vil naturligvis særligt være aktuelt, hvis der også er en etapesejr på spil, men som sagt anser vi det som usandsynligt. Skulle det ske, har vi i prioriteret rækkefølge Primoz Roglic, Simon Yates, Diego Ulissi, Davide Formolo, Alexis Vuillermoz, Miguel Angel Lopez, Enrico Gasparotto, Bauke Mollema, Tony Gallopin, Enrico Battaglin, Tao Geoghegan Hart og Valentin Madouas som favoritter. Derudover bør alle, også de mindre eksplosive, klassementsryttere være i eller meget tæt på top 10.

Feltet.dks vinderbud: Giulio Ciccone (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Mattia Cattaneo, Enrico Gasparotto (begge fra et udbrud)

Outsidere: Eddie Dunbar, Gianluca Brambilla, Thomas De Gendt, Tony Gallopin, Alexis Vuillermoz (alle fra et udbrud)

Jokers: Enrico Battaglin, Jay McCarthy, Ion Izagirre, Davide Villella, James Knox, Andrea Vendrame (alle fra et udbrud)

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Simon Yates, Diego Ulissi, Davide Formolo, Alexis Vuillermoz, Miguel Angel Lopez, Enrico Gasparotto, Bauke Mollema, Tony Gallopin, Enrico Battaglin, Tao Geoghegan Hart, Valentin Madouas,