Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Ruten

Arrangørerne skal næppe regne med at få mange julekort fra feltets sprintere som tak for den start, de har sammensat. Den første del er som bekendt ofte den fladeste, men denne gang skal vi helt frem til syvendedagen, inden sprinterne kan komme i spil for anden gang - og for nogle vedkommendes endda første. Det gør de så også næsten med statsgaranti, for 7. etape er en af den slags, Giroen også er kendt for, nemlig korte og helt flade ture op nær den italienske østkyst. Alt taler derfor for et opgør mellem de hurtigste denne fredag i Brindisi.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 143,0 km, som fører feltet fra Matera til Brindisi, der ligger helt nede ved adriaterhavskysten i den italienske hæl. Startbyen er gårsdagens målby, der som bekendt ligger på et højdedrag, og derfor er første del af etapen faldende. Det stiger dog let de første 7,0 km, hvor man kører mod øst, men mens man fortsætter ad den lige, flade vej begynder det hurtigt at falde let frem til Castellaneta, der nås efter 29,1 km. Her drejer man mod sydøst for at køre ad en lidt stejlere nedkørsel ned til kysten, som nu følges via en ganske let faldende kystvej mod øst og sydøst ind til Taranto, hvor dagens første spurt kommer efter 66,2 km på en ganske spektakulær bro midt i havnen.

Herefter kører man atter ind i landet, når man fortsætter mod øst ad en flad og senere let stigende vej, der begynder at stige lidt kraftigere, når man drejer mod nordøst for at køre op til den anden spurt, som kommer efter 91,5 km. Herefter begynder det til gengæld at falde ganske, ganske let resten af vejen, når man drejer mod øst og senere nordøst for at køre ud til den italienske østkyst og målbyen Brindisi. Det går ad en næsten helt lige vej, der kun falder let, indtil man slutteligt når frem til målbyen. Her falder det let, indtil man med 2,1 km igen drejer skarpt. Herfra begynder det i stedet at stige ganske let, mens der følger et mareridt af sving, når der skal drejes med 1700, 1500 og 1200 m igen, indtil man rammer den 7,5 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger jævnt med 0,7% i snit.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Etapen byder på i alt bare 481 højdemeter.

Brindisi har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, og Giroen har kun besøgt byen én gang, helt tilbage i 1971.

Vejret

De våde dage er i første omgang fortid, men mens der nu er masser af sol, fortsætter det usædvanligt blæsende vejr også. Således vil der fredag kun være ganske få skyer og en behagelig temperatur på 22 grader, men der vil igen være en frisk til hård vind (25-30 km/t) fra nordnordvest - en vind, der kun aftager en anelse i løbet af dagen. Det giver side- og sidemedvind stort set hele dagen, indtil det bliver en anelse mere sidemodvind på det sidste stykke ind mod Brindisi. Sidemodvinden varer ved indtil svinget med 2,1 km igen, hvorefter der er sidemedvind resten af vejen i den tekniske finale.

Analyse af 6. etape

Man siger, at heldet forfølger de tossede, men det vil Arnaud Demare nok opponere kraftigt imod. I givet fald står den franske mester nemlig til akut indlæggelse på en tosseanstalt, for der er vel ikke mange, der har været forfulgt så meget af held, som den så succesrige franske mester har været det i denne Giro.

Det er også velkendt, at lykkens og retfærdighedens gudinder sjældent samarbejder. Man får nemlig ikke altid løn som fortjent, og det er vel mere end noget andet sted afspejlet i sportsverdenen. Og mens Demare næppe melder sig som mægler i et forsøg på at få de to gudinder til at samarbejde, må Peter Sagan forbande langt væk, at de to tilsyneladende ikke kan være i samme stue.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Torsdag d. 8. oktober blev nemlig dagen, hvor Demare var forfulgt så meget af held, at han vandt en etape, han ellers forinden havde afskrevet, og hvor sejren kom så meget bag på ham, at han i det efterfølgende vinderinterview lignede en mand, der var drattet direkte ned fra månen. Samtidig blev det dagen, hvor Bora-mandskabet for femte gang ud af de seneste 21 grand tour-etaper leverede en jætteindsats, der i en mere retfærdig verden var blevet belønnet med sejr, men som femte gang i træk førte til absolut nul og niks, men i stedet endte med at forvandle Sagans sikre greb om pointtrøjen til en kolossal føring til Demare i kampen om den cyclamenfarvede trøje.

Man forstår godt, hvis Demare har lyst til at knibe sig selv lidt i armen. Hans byge af held startede allerede i tirsdags, hvor han vandt en millimetertæt spurt. Nu kan man selvfølgelig hævde, at Demare jo slet og ret var hurtigst den dag, men når man vinder med så beskeden en margin, at ingen aner, hvem der kom først, føler man sig utvivlsomt som tilsmilet af en vis velvilje fra Fru Fortuna.

Endnu mere markant var det dog i dag. Faktisk startede bygen af held allerede inden etapen, da Demare kunne vågne op til det blæsevejr, som allerede var varslet forinden. Jeg har ellers altid kaldt Giroen for den grand tour, hvor det aldrig blæser, men i år har to af de første etaper været usædvanligt blæsende. Om det skyldes kalenderplaceringen, ved jeg ikke, men sandt er det i hvert fald, at dagens blæsevejr kom som sendt fra himlen for Demare.

Vinden gjorde nemlig etapen til en uhyre let sag. På papiret så det svært ud for Demare at komme med over den ganske vanskelige Millotta-stigning, der truede med at rydde gevaldigt ud i sprinterne, men da der stod en orkan i ansigtet på vej op ad den pivåbne hovedvejsstigning, gav det end ikke mening at forsøge blot det mindste pres fra de hold, der skulle bruge et hold, særligt UAE, Sunweb og til dels Bora.

I forvejen havde modvinden gjort den første del af etapen let, og selvom udbruddets store forspring førte til en intens jagt over en times tid, kom sprinterne meget lettere frem til hovedmenuen, end de kunne have frygtet. Og modvinden varede endda ved på de første godt 8 km af de 10 stigende km til sidst, og dermed var det først, da man ramte den stejle rampe med 2,5 km igen, at det var muligt for alvor at sætte de tungere folk under pres.

Alligevel var det nok. Matteo Fabbro fik gjort det så vanskeligt, at den franske mester gled så langt ned i feltet, at han selv troede, at løbet var kørt. Sådan så det også ud, da tricoloren stadig var helt usynlig, da Fabbro førte feltet under den røde flamme, og Sagan i stedet sad perfekt helt i front, mens hans unge italienske holdkammerat gjorde det onde ved Demare. Da selv Rafal Majka gik i aktion for Sagan, så det ud som om, at den 8. oktober blev dagen, hvor 15 måneders sejrstørke blev brudt.

Men ak! Majka løb tør for kraftigt for tidligt, og da Patrick Gamper, Cesare Benedetti og Pawel Poljanski var brændt af i føringsarbejdet, finalen havde været for vanskelig for Maciej Bodnar, og man af en eller anden uforklarlig grund måtte spejde forgæves efter Patrick Konrad, gik det præcis som på 14. og 19. etape i Touren, hvor Bora også havde arbejdet hele dagen for at sætte Sagan i scene. De løb tør for kræfter i finalen, og da Majka forsvandt, gjorde farten og dermed også Sagans fantastiske position det samme.

I stedet fortsatte lykkens gudinde med at smile så kraftigt til Demare, at hun må have gevaldigt ondt i kæbemusklerne i aften. Der skete nemlig det helt usandsynlige, at Jakob Fuglsang pludselig skulle køre lead-out for Fabio Felline. Nuvel, finalen var da skræddersyet til den delvist genfødte italiener, der kommer til løbet med frisk spurtsejr fra Memorial Marco Pantani, men der var næppe mange, der havde ventet, at det decimerede Astana-mandskab kunne finde overskud til at lade kaptajnen køre lead-out for holdets semisprinter.

Det var imidlertid Demares held. Mens farten gik ned, skød Fuglsang frem, og den franske mester kunne fra sin håbløse position koble sig på Astana-toget. Og vupti! Da feltet kom bragende igennem sidste sving, var det Demare, der som på Sicilien forleden sad præcis, hvor han skulle, men stakkels Sagan, der jo ellers aldrig fejler i positionskampen og også sad helt ideelt, pludselig var så langt tilbage, at det var hans og ikke længere Demares løb, der var kørt. Og da først stort set alle favoritterne var fanget alt for langt tilbage, og Michael Matthews nok engang skuffede fælt med en spurt, tog Demare ikke blot en for ham selv uventet sejr, men også en af de mere overlegne af slagsen, så tælleren nu står på hele 12 i årets afkortede sæson, hvilket indebærer en meget klar føring på sejrsranglisten.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Og det stopper næppe her. For en gangs skyld vil jeg i en analyse bruge min baggrund som ph.d. i matematik som et lille kuriosum. Under nogle helt rimelige og logiske antagelser kan man nemlig bevise, at held i gennemsnit kommer i klumper af knap 3 (helt præcist tallet e, der for ikke-matematikerne er cirka 2,72). Med tanke på, at Demare nu har været ramt af held to gange i årets løb, ligger der, hvis han er ganske gennemsnitlig, således knap et skud held og venter forude. Og selvom det stadig kan blive svært at vinde pointtrøjen, hvis Sagan drager maksimal fordel af de lidt hårdere etaper, som stadig venter, er det måske netop det skud, der skal til, for at han tager den trøje, han på fuldstændig ufattelig vis nærmest afleverede til Pascal Ackermann for et år siden, da FDJ pludselig tabte forstanden i finalen på 18. etape.

Det er dog værd at bemærke, at ovenstående er et gennemsnit. Man kan sagtens være meget mere eller mindre heldig. Det er Sagan et godt bevis på. Præcis samme logik kan nemlig bruges til at bevise, at også uheld kommer i klumper på knap 3, men det holder slet, slet ikke for Sagan. På de fem grand tour-etaper, hvor Bora mere eller mindre alene har taget ansvaret, er det endnu ikke blevet til sejr. Det blev til et millimeternederlag forleden, det blev til en tabt kæde på Tourens 7. etape, og efter i dag er Bora-mandskabet nu tre gange løbet så meget tør for kræfter, at det gik galt i sidste øjeblik. Og det er bestemt ikke kun Sagan, der kan føle sig uheldig, for Astana-togets manøvre ved Bora-mandskabets opbremsning kostede også for både Davide Ballerini og Diego Ulissi, der havde satset på, at Sagan nok skulle sidde i den rigtige position, som han plejer.

Og nej, retfærdighed og held har absolut intet med hinanden at gøre. Bora-mandskabet forsøgte ellers længe at spille poker for at tvinge det Sunweb-mandskab, der sjældent arbejder for Matthews, frem for at tage del i føringsarbejdet og måske også for at få en hånd fra Ulissis UAE og Demares FDJ. Det er imidlertid Sagan og ikke Matthews, Ulissi og Demare, der har 15 måneders sejrstørke, og måske var det derfor, at det var Ralph Denks tropper, der først fik kolde fødder. I hvert fald var det Gamper og Benedetti - og absolut ingen andre - der blev sendt frem for at føre, da forspringet med mindre end 100 km igen var helt oppe at kysse de 10 minutter. Hjælpen kom aldrig - heller ikke i finalen, hvor det var Poljanskis lod at slide sig ned i modvinden - og dermed blev resultatet nok engang en hel dag med masser af synlighed og gravøl for Bora-mandskabet, mens champagnen blev drukket på nabohotellet.

Sagan må satse på, at Demares held ifølge matematikken snart er opbrugt. Og så kan han da glæde sig over, at tosseanstalten ikke har gjort et værelse klar til ham.

Favoritterne

Jeg synes efterhånden, at jeg kan indlede hver eneste af disse favoritanalyser med en bemærkning om, at det er så synd for sprinterne. Hvorfor skulle man bryde en god tradition? Mange af de hurtige folk må i hvert fald have svært ved at tro deres uheld, når de ser frem mod 7. etape.

Sådan burde det egentlig ikke være. Med aflysningen af den ungarske start er vi efter en uge endelig kommet til en helt flad etape nær den italienske østkyst - noget Giroen er lige så kendt for som store bjergetaper i Dolomitterne. Den slags etaper ender altid som lette dage, for Giroen er som bekendt den grand tour, hvor det aldrig blæser.

Desværre er ”plejer” på alle måder død i corona-året 2020, og når hele verden er vendt på hovedet, hvorfor skulle Giroen så ikke være det samme? Ligesom i går aner jeg ikke, om det skyldes kalenderplaceringen i oktober eller bare rent uheld for sprinterne, men sandheden er i hvert fald, at den kraftige nordenvind, der prægede dagens etape, varer ved, kun med en ganske beskeden svækkelse. Og mens den i dag, hvor man kørte mod nord, havde den effekt, at den totalt slog etapen ihjel, giver det sig selv, hvilken konsekvens den har, når man hele dagen kører mod øst.

Ja, der er vitterligt lagt op til kraftig sidevind hele dagen, som man ellers kun kender det fra Touren og Vueltaen. Og selvom mange sprintere jo er ganske gode til disciplinen, er det helt sikkert de fleste af dem, der ville ønske sig tilbage til en stille og solbeskinnet majdag, som vi kender dem, når Giroen bevæger sig rundt i fladlandet omkring adriaterhavskysten.

Sådan går det ikke denne gang, men det ændrer ikke på, at der skal spurtes om sejren. Etapen er stadig pandekageflad, og medmindre det går helt amok og en mand kan snige sig væk fra en meget lille gruppe i finalen, bliver det en eller anden form for spurt, der afgør vinderen af 7. etape. Spørgsmålet er bare, hvor stor denne gruppe bliver.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det er desværre meget svært at gisne om. Ser man generelt på italienske cykelløb, bliver selektionen næppe stor. Dels blæser det kun sjældent, og dels er det min erfaring, at der næsten altid er masser af læ. Vi så dog på Millotta-stigningen i dag, at der også er helt åbent terræn i området, og hvis det undervejs er lige så åbent i morgen, burde både vindstyrken og -retningen sidde lige i skabet for enhver, der ønsker sig drama.

Udover terrænets generelle eksponering for vind er der dog to forbehold. Dels er vinden kraftigst mod slutningen, når de nærmer sig kysten, og derfor er det måske først her, at det for alvor kan ske. Og her kommer så det andet forbehold, for på de sidste 16 km er der måske lidt for meget sidemodvind til, at det kan blive rigtigt farligt.

Potentialet er der dog, og det bør under alle omstændigheder dræbe alle udbrudschancer. Det kan godt være, at wildcardholdene får lov at sende et tv-udbrud afsted ved kilometer 0, og at vi vil se en lidt almindelig sprinteretape, hvor Deceuninck fører i indledningen, indtil UAE og FDJ samt måske Cofidis og Israel SUN - Bora er formentlig så rasende over dagens manglende hjælp, at de ikke rører en finger - sender en mand frem for at føre. Ret hurtigt bør det imidlertid blive så nervøst med hektisk positionskamp, at udbruddet nærmest kommer tilbage af sig selv.

Om vi får et udbrud eller ej, ved jeg ikke, men jeg regner med nervøs sidevindskørsel med bred front det meste af dagen, medmindre terrænet er lukket helt til. Det kan også bringe både den første spurt i spil til pointtrøjen og den anden spurt i spil til bonussekunder, men det mest interessante bliver, om feltet splittes. Jeg vil tro, at det sker, men det vil alt sammen afhænge af, hvor åbent terrænet er.

En spurt bliver det i hvert fald, og her venter så en uhyre teknisk finale. Den vil, hvis vi har et fuldt felt, stille meget store krav til lead-outs og positionering, men opløbsstrækningen er dog stadig så bred og lang, at man kan redde noget, hvis ikke man sidder alt for langt tilbage. Hvis feltet er mindre, vil det i højere grad handle om fart og overskud og mindre om positionskamp efter et løb, der nok har været kort, men i givet fald også knaldhårdt.

Det får mig til at pege på Arnaud Demare. Franskmanden rider videre på den bølge, han startede i Milano-Sanremo, og han burde have gode chancer, uanset om etapen bliver selektiv eller ej. Det let stigende opløb er præcis, som han elsker det, og en teknisk finale er også til hans fordel. Som vi har set hver eneste gang siden 1. august, har FDJ domineret stort set alle spurter med toget med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, og ender det i en fuld massespurt, vil de formentlig sidde på flæsket igen, som de gjorde på 4. etape - især fordi de nu vil have Sinkeldam til rådighed. I forvejen er det nok kun Fernando Gaviria, der helt entydigt er hurtigere end Demare, og da han er blev så positioneringssvag, bliver det ikke let at gå forbi franskmanden, hvis Guarnieri for 117. gang i år sætter ham perfekt op.

Demare står dog også godt i tilfælde af sidevind. I Paris-Nice har Demare og hans tog for vane at sidde med hver gang, den knækker, og i et løb, hvor der stort set ikke er stærke sidevindshold til start, ser FDJ meget overbevisende ud. Chancen for, at Demare skulle misse ud, synes ganske beskeden, og en vinder af Milano-Sanremo kan godt afslutte efter en hård dag. Dermed er Demare oplagt til begge scenarier, og det gør ham til min favorit.

Dernæst vil jeg pege på Peter Sagan, og det gør jeg grundet sidevinden. I sin uhyggeligt formsvage udgave i Paris-Nice røg han ganske vist af, men ellers mindes jeg aldrig, at Sagan ikke har siddet i første gruppe. Sagans drøm må være, at det hele eksploderer, for han har både glæde af et hårdt løb og af at komme af med de hurtigste. Samtidig er det let stigende opløb ikke så ringe for ham, og som vi så forleden, er min vurdering af, at han og Demare ikke er langt fra hinanden på ren fart, ikke helt skæv. I et hårdt sidevindsløb har han al mulig grund til at tro på sig selv, hvis han som altid finder Demares hjul.

Også i en fuld massespurt har han dog en chance her, selvom det sjældent er tilfældet. Det er også for ham kun Gaviria, der helt entydigt bør være hurtigere, og med sin gode positioneringsevne sidder han næsten 100% sikkert på hjulet af Demare, der kan ventes at få det bedste lead-out. I det tilfælde er det på det let stigende opløb slet ikke umuligt at vinde.

Læs også

Uheldig hollandsk profil udgår

Som sagt må Fernando Gaviria stadig regnes som feltets hurtigste. Han havde et skidt 2019, men hans overlegne spurter mod Pascal Ackermann i Kina, og det han i år har vist i blandt andet Argentina, Emiraterne, Burgos og Tirreno vidner om, at han stadig har en enorm topfart. Til gengæld er hans positionering blevet en gigantisk akilleshæl, og hans tog med Juan Sebastian Molano og Maximiliano Richeze har slet, slet ikke fungeret. I denne tekniske finale kan det blive dyrt, men heldigvis er opløbet så langt, at Gavirias topfart alligevel kan sætte sig igennem.

I tilfælde af sidevind er det mere usikkert. UAE ser bekymrende svage ud, men til gengæld har Gaviria både i sidste års Gent-Wevelgem, og da han vandt sin allerførste Giro-etape på Sardinien vist, at han godt kan køre sidevind - i første tilfælde også uden hjælp fra Deceuninck. Han er mere sårbar end Sagan og Demare, men han kan sagtens sidde der. Til gengæld kan man så være bekymret for friskheden, for en træt Gaviria er slet ikke så hurtig som en frisk en af slagsen.

Alvaro Hodeg er aldrig til at blive klog på. Spurter han som i Argentina og Colombia i foråret, får han klø, men spurter han, som han gjorde sidste efterår, hvor han slog supersprinterne i BinckBank Tour og Münster, er han formentlig den største trussel mod Gaviria på ren fart. Hans bedste chance må være i en ren massespurt. Her er han desværre positioneringssvag, men i Davide Ballerini har han en af feltets bedste lead-out men, som forhåbentlig kan få ham med gennem svingene. I sidevind er han desværre selv nok lidt skrøbelig, men hans hold hører utvivlsomt til blandt de allerbedste. Derfor burde han have gode chancer for at sidde der. Til gengæld er der så nok en overhængende fare for, at han er så træt, at vi mere snakker årets forårsfart end sidste års efterårsfart.

Modsat mange andre sprintere valgte Elia Viviani i dag at tage den med ro for at holde sig frisk til den kommende etape. Som vi så i Touren, senest i Paris, er han stadig en halvhurtig herre, selvom den gamle topfart mangler. Positionskampen mestrer han også stadig, og Simone Consonni burde fungere bedre som lead-out man her end i Touren, hvor konkurrencen var skarpere. Forleden var han rusten, men da gravede han også dybt for at komme tilbage, mens han denne gang bør være mere frisk, i hvert fald hvis vi får en fuld massespurt. Sidevind mestrer han personligt, som vi så, da han blev europamester, men Cofidis er som hold skrøbelige. Han burde dog have en fair chance for at sidde med hjem, og med det, han viste i Touren, er det ikke helt umuligt, at han kan vinde i dette felt.

Israel SUN har to kort at spille. Hvis udtagelsen af Rudy Barbier skal give mening, skal der spurtes for ham på de lette dage, og dette er utvivlsomt en etape for ham og ikke for Davide Cimolai. Franskmanden har i år været flyvende, og hans tog med Matthias Brändle, Rick Zabel og Cimolai ligner det næstbedste efter FDJ, som vi også så forleden. Vi har ganske vist i Polen og Emiraterne set, at Barbier har sine begrænsninger, men sidder han rigtigt, burde han have en fair chance i dette felt. Til gengæld er han formentlig ret skrøbelig i sidevinden, hvor Cimolai til gengæld har vist sig god, blandt andet i sin tid på FDJ. Bliver det hårdt, kan det derfor sagtens være italieneren, der kommer i spil, men hans spurter i år har været så skuffende, at det er lidt svært at se ham vinde.

Man må vel også pege på Davide Ballerini. Det er klart, at hans opgave er at køre for Hodeg, men som sagt er colombianeren sårbar i sidevinden. Det er Ballerini derimod ikke som en af motorerne på Deceunincks stærke sidevindsmandskab, og han bør utvivlsomt sidde der til sidst. Han risikerer at skulle ofre sig, hvis Joao Almeida har mulighed for at vinde vigtig tid - og det er bestemt ganske sandsynligt - men får han lov til at spare sig til en spurt, så vi på 4. etape, at farten, han fandt med sejren i Polen, bestemt gør ham i stand til at vinde her.

Normalt vil jeg aldrig tro på Michael Matthews i en boulevardspurt som denne, hvor han både lider under manglende fart og positionering. I tilfælde af sidevind må han dog regnes som kandidat. Han har egentlig ikke den store historik på området, men han kørte trods alt med om medaljerne ved det berømte sidevinds-VM i Qatar. Det skal være knaldhårdt, hvis han skal have en chance, og det er måske også svært at se ham slå Sagan og Demare, men i Sanremo viste han trods alt, hvor hurtig han kan være, hvis det bare har været hårdt nok.

Af samme grund som for Ballerini og Cimolai vil jeg pege på Juan Sebastian Molano, der i dag fik sin chance på en etape, Gaviria med det samme opgav. Her viste han ganske god form, og selvom han er ret uprøvet i sidevind, kan jeg godt forestille mig et scenarium, hvor han sidder med, mens Gaviria er røget af. I det tilfælde får han lov at køre sin egen spurt, og så er han utvivlsomt hurtig nok til at vinde. Det er i hvert fald svært at glemme, hvordan han nærmest ydmygede Hodeg i Colombia tidligere i år.

Man må vel også pege på Andrea Vendrame. Ag2r ser meget skrøbelige ud i sidevinden, og Vendrame har heller ikke den store historik på området. Han har dog vundet grusvejsløbet Tro Bro Leon, og det vidner om en eller anden form for robusthed, selvom han ikke er prototypen på en sidevindsrytter. Han er heller ikke specielt hurtig i en boulevardspurt, men han var nu overraskende god forleden, og han har glæde af, at det stiger. Det ligner mest bare en top 10, men hvis sidevinden går amok, er i hvert fald podiet en mulighed.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Som for Matthews gælder, at Ben Swift normalt aldrig skal nævnes til en flad massespurt, men sidevinden bringer ham i spil. Ganske vist er hans egen historik på området begrænset, men sætter han sig fast til baghjulet på brølstærke Filippo Ganna, kunne han være en af de få overlevende i tilfælde af et blodbad. Han er kommet sig godt over styrtet og har genvundet optimismen. Naturligvis slår han ikke Sagan eller Demare efter et sidevindsløb, men har det været rigtigt hårdt, kan det blive pænt.

Stefano Oldani er ikke rigtigt sprinter, men han er halvhurtig. Det så vi forleden, og i dette felt er han bestemt igen top 10-kandidat - men næppe mere end det. Hans erfaring i sidevinden er stort set nul, og Lotto kommer ikke med det bedste hold, men til gengæld burde han have glæde af et lidt hårdere løb. Skulle han sidde med til sidst, er han vel ikke helt uden chance for et pænt resultat igen.

Endelig vil jeg pege på Albert Torres. Egentlig kom han til Movistar for at kunne satse på banen til OL, men han har i Polen vist, at det ikke er helt uden grund, at han ofte er kørt i top 10 i spanske massespurter. Han er helt sikkert ikke en mand, der sidder med i sidevinden, men ender det med et let sprinterløb, hvor han uden hjælp får sig placeret rigtigt, kan det vel med farten fra Polen gå ham hæderligt.

Enrico Battaglin kan køre sig til en top 10, men han kommer næppe med hjem, hvis der bliver sidevind. Det gør Giovanni Lonardi heller ikke, men han kan måske gå i top 10 i tilfælde af en fuld massespurt, hvor han må være sprinter fremfor Filippo Fiorelli. Her kan Josef Cerny måske også gå efter en top 10, ligesom Simone Bevilacqua, Jhonatan Restrepo og Sean Bennett kan det. På denne etape får Fabio Felline næppe lov at spurte, da alt handler om at hjælpe Jakob Fuglsang i sidevinden.

Slutteligt vil jeg komme med en kort bemærkning om klassementsrytternes mulighed i sidevind. Her synes Almeida at stå stærkt med hjælp fra Deceuninck, ligesom Rafal Majka gør det, hvis han kan holde sig til Bora, men generelt er klassementsholdene ikke stærke i disciplinen. Vincenzo Nibali misser dog sjældent ud, og også Wilco Kelderman og Steven Kruijswijk plejer at gøre det pænt, og begge har også et ganske fornuftigt hold til det. Jakob Fuglsang har desværre en trist historik på området, og holdet ser mildt sagt skrøbeligt ud, hvorfor han kunne ligne en taber. Det samme gør Ilnur Zakarin, Hermann Pernsteiner, Domenico Pozzovivo, Antonio Pedrero, Sergio Samtiier og Harm Vanhoucke. Mitchelton og Simon Yates står fornuftigt, og det samme gør Ineos og Tao Geogeghan Hart.

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Fernando Gaviria

Outsidere: Alvaro Hodeg, Elia Viviani, Rudy Barbier, Davide Ballerini, Michael Matthews

Jokers: Davide Cimolai, Juan Sebastian Molano, Andrea Vendrame, Ben Swift, Stefano Oldani, Albert Torres