Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

14. maj 2021 13:01Foto: Sirotti

Gino Mäder fik endelig den sejr, han har jagtet i Vueltaen og Paris-Nice, på en bjergetape, hvor Egan Bernal igen imponerede med sin styrke, men fik relativt lidt ud af Ineos’ store anstrengelser. Klassementsrytterne får nu en mulighed for at puste lidt ud på fredagens etape, der ganske vist byder på lidt af Tirreno-Adriaticos mure midtvejs, men hvor en helt flad finale ved Adriaterhavet lægger op til løbets tredje massespurt - denne gang dog i en både kringlet og stigende finale med en lille mur på de sidste 2 km.

Annonce

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Ruten                                                         

Vueltaen og Giroen er kendt som mere bjergrige end Touren, men alligevel er der stor forskel. Hvor den spanske grand tour nærmest gør sit bedste for at skræmme sprinterne væk, har de italienske arrangører altid masser at komme efter for de hurtige folk. Det gælder i den grad også i år, hvor den første uge byder på hele tre meget lette etaper, og derfor kan rytterne allerede på løbets første fredag se frem til den tredje af de næsten helt flade etaper, som Giroen er kendt for. Dermed er der lagt op til den tredje massespurt på bare seks dage - også selvom feltet undervejs skal ind til de mure, vi kender fra Tirreno-Adriatico - men denne gang sker det i en let stigende finale med en hidsig lille bakke til sidst.

 

I alt skal der tilbagelægges 181,0 km, der fører feltet fra Notaresco til Termoli, og der er tale om en af de flade etaper langs Adriaterhavet, som løbet er kendt for - dog med en afstikker ind til murene. Startbyen ligger nogle kilometer inde i landet, og derfor falder det først let, når man kører mod øst ud til kysten. Her følger man den helt flade kystvej mod sydøst ned til Montesilvano.

 

Her indledes etapens svære del, når man kører ind i bakkerne vest for vandet. Det sker, når man kører mod sydvest op ad en bakke (2,0 km, 5,2%) med top efter 36,6 km, inden det går via et fladt og siden faldende stykke mod sydøst. Nu drejer man igen mod sydøst for at køre fladt hen langs Pescara-floden, inden man drejer mod sydøst for at køre ind i bakkerne op til den fra Tirreno kendte by Chieti, men det sker ikke via den kendte mur. I stedet går det ad en helt jævn kategori 4-stigning (4,7 km, 5,9%, max. 12%) med top efter 62,3 km

 

Nu kører man mod nordøst og øst op og nede ad en serie småbakker med top efter 70,8 km (2,1 km, 5,7%) og 78,1 km (1,4 km, 5,2%), inden man drejer mod syd for at køre op ad en bakke (2,0 km, 5,4%) med top efter 83,8 km, hvorefter det stiger let, inden en nedkørsel leder mod nordøst ind til Crecchio, hvor dagens første spurt kommer efter 93,1 km på toppen af en bakke (900 m, 5,4%). Herfra stiger det fortsat let mod syd, inden man drejer mod nordøst for at følge en helt lige og let faldende vej, der leder tilbage til kysten, som nås i byen Ortona efter 108,1 km.

 

Det markerer afslutningen på den svære del. Nu bliver det nemlig meget let, når man kører mod sydøst ad den helt flade kystvej. Undervejs passerer man den anden spurt efter 125,5 km, men derudover er der ingen udfordringer af hverken teknisk eller terrænmæssig karakter. Kun kortvarigt stiger og falder det en anelse, når man inden byen Vasto skærer lidt ind i landet, inden man slutteligt igen kører ad kystvejen mod syd, sydøst og øst ind til målbyen. Her venter dog en kompliceret afslutning, når man med 1850 m igen drejer væk fra kystvejen for at køre op ad en stejl 200 m lang bakke med et maksimum på 12%, hvorefter det stiger let frem mod den røde flamme, idet man undervejs skal igennem et sidste sving med 1100 m igen. Den sidste kilometer stiger let med 1,3% i snit og byder på bløde kurver med 700 m og 500 m igen, hvorefter vejen bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt 1675 højdemeter.

 

Termoli har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2006, hvor Tomas Vaitkus spurtsejrede foran Paolo Bettini og Olaf Pollack.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Selvom rytterne faktisk er sluppet for mange af de varslede byger, kan de se frem til, at vejret er i bedring. Fredag ligner i hvert fald den første sikre tørvejrsetape siden søndag, selvom den flotte solskinsmorgen bliver til en skyet eftermiddag. Faktisk vil det allerede være mest skyet, når etapen starter, og derefter vil der kun være få kig til solen og en temperatur, der i målbyen når 21 grader, men det bør holde tørt med kun en helt negligerbar bygerisiko på til sidst 5%. Det vil til gengæld være blæsende med en jævn til frisk vind (18-21 km/t) fra øst og i den sidste times tid fra sydøst og måske endda sydsydøst. Det giver sidemodvind store set hele dagen, kun afbrudt af lidt sidemedvind på turen ind i landet. Efterhånden som vinden går i sydøst, bliver det endda ren modvind på den helt flade kystvej frem mod den tekniske finale. I svinget med 1700 m igen får man sidemodvind, inden man får sidemedvind på de sidste 700 m.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Analyse af 6. etape

Der er de ryttere, der bliver kendt for deres evner på cyklen. Det er heldigvis det store flertal af de ryttere, der er kendt i en bredere offentlighed, for når man er cykelrytter, er det trods alt sjovest at få anerkendelse for det, man er god til. Men der findes også de ryttere, der i stedet for opmærksomhed for alt muligt andet.

 

Tag eksempelvis Wim Vansevenant. Belgieren fik kun én professionel go var så god en cykelrytter, at han trods alt kørte sig på Lottos Tour-hold ikke færre end fem gange, men han var mest af alt kendt som manden, der altid sluttede sidst i Touren. Der er også mere kedelige eksempler som Stig Broeckx, der i dag er en relativt kendt skikkelse i Belgien, men kun fordi han fik sin karriere afbrudt af et dramatisk styrt, som i dag har handicappet ham svært. Og hvis Fabio Jakobsen - Gud forbyde det - aldrig genfinder sit niveau, vil han også blive husket for noget helt andet end sine ellers mange flotte sejre.

 

Den skæbne var der nu ikke den store risiko for, at Gino Mäder ville lide. Siden han i 2018 højst overraskende totalt overskyggende holdkaptajnen Marc Hirschi i Tour de l’Avenir, vandt to etaper, sluttede som samlet nr. 3 i et løb vundet af en vis Pogacar og slog nave som Aleksandr Vlasov, Clement Champoussin, Ivan Ramiro Sosa og Joao Almeida, har det værey åbenlyst, at han var skabt til noget stort. Derfor skulle han være slemt uheldig, hvis ikke han med sine fremragende bjergben kunne skabe sig sit eget i kraft af sine store resultater.

 

Alligevel kunne man ikke helt undsige sig tanken om, at han måske mest af alt ville blive kendt som manden, der blev spist af det grådige og glubske monster Primoz Roglic bare få meter fra stregen på kongeetapen i årets Paris-Nice. Episoden var nemlig så omdiskuteret, at der skal nogle gedigne og solide resultater til, før mindet om den flyvende Roglic, der helt ubarmhjertigt spiste den unge schweizer, vil være det første, der dukkede op, når navnet Gino Mäder dukkede op.

 

Heldigvis behøver det ikke at gå sådan. I dag lykkedes det nemlig endelig Mäder at få den sejr, en hel cykelverden utvivlsomt har kunnet ønske sig for ham siden den højdramatiske forårsdag i marts. Endnu mere fortjent var en sejr, fordi samme Mäder i sidste års Vuelta var meget tæt på at tage en flot sejr på sidste bjergetape, hvor han dog var oppe mod en stærkere David Gaudu på La Covatilla-stigningen til sidst.

 

De to andenpladser viste dog, at den første sejr var nært forestående. Det skrev jeg allerede i analysen efter Paris-Nice-etapen, for når man to gange er så tæt på at vinde på den helt store scene, kan det kun være et spørgsmål om tid, inden det lykkes. Og hvis Mäder i dag skulle vælge, om han helst ville vinde en etape i Giroen, Vueltaen eller Paris-Nice, vil de fleste formentlig foretrække førstnævnte, så mon ikke det smertefulde nederlag i Frankrig nu er lidt lettere at sluge, end det var tidligere på dagen?

 

Man nåede ellers lige at få tanken om, at det skulle blive til endnu en smertefuld 2. plads. Mäder havde ellers fået en overraskende gave foræret, da Israel Start-Up Nation efter den forventede vilde start på dagens slag i Appenninerne lod ham smutte afsted i dagens udbrud. Israelernes drømmescenarium var ellers, at et ufarligt udbrud kunne stjæle de bonussekunder, der kunne gøre det vanskeligere for Alessandro de Marchi at forsvare førertrøjen, men med Mäder i udbruddet var de alt andet end klatrestærke israelere nu nødt til at holde snoren så stram på den flade del af etapen, at de risikerede, at udbruddet ville komme tilbage næsten af sig selv, når klassementsrytterne åbnede for gassen.

 

Heldigvis for Mäder er israelerne alt andet end stærke på stigningerne. Da en livsfarlig gruppe med den velplacerede Alberto Bettiol slap fri på dagens første lille knold, hvor israelernes tonstunge rouleurs stadig kæmpede med at hænge på, var De Marchis tropper nemlig nødt til at brænde det meste af deres krudt af på at neutralisere Bettiol-truslen. Da Mäder kort efter var snu at smutte afsted igen - denne gang i en mindre gruppe på seks mand - var israelerne formentlig så udkørte, at de vurderede det klogest at lade schweizeren smutte væk i stedet for at åbne ballet på ny og derved risikere et endnu større og farligere udbrud.

 

På det tidspunkt var Mäder dog stadig langt fra sikker på sejren. Ganske vist var han i en uhyre gunstig position i en sekstet, hvor han som eneste rene klatrer var storfavorit til at vinde etapen, og han havde endda stærk støtte i holdkammeraten Matej Mohoric, men faren lurede bagude. For det første blev den israelske elastik helt forventeligt holdt stram i det terræn, der passede De Marchis tonstunge motorer Alex Dowsett og Matthias Brändle glimrende. Og for det andet blev udbruddet jagtet hårdt af Bauke Mollema og Geoffrey Bouchard, der begge fra start havde virket nærmest besatte af tanken om at komme i udbrud.

 

I den fase begik Mäder formentlig en lille genistreg. Med god hjælp fra Mohoric - og det skulle vise sig ikke at blive det sidste af den slags - lykkedes det nemlig at holde de to klatrestærke forfølgere, der begge ville have en god chance for at slå Mäder på San Giacomo-stigningen til sidst, stangen uhyre længe. Ganske vist lå det i kortene, at de to klatrere om ikke før så ville komme tilbage i hvert fald på de to stigninger midtvejs, men med det hårde tempo sikrede de sig, at Mäders to værste rivaler blev slidt så meget ned, at det formentlig var hovedårsagen til, at den normalt stærkere Mollema relativt let kunne sættes på en ellers blød målstigning, hvor den spurtstærke puncheurtype ville være den oplagte favorit i den indbyrdes duel.

 

Strategien blev dog hurtigt også risikabel. Nok viste den sig så solid, at den måske er forklaringen på, at det ikke blev til endnu en 2. plads bag Mollema, der foreløbig må udsætte drømmen om at have vundet etaper i alle tre grand tours, men den indebar også en risiko. Mollema og Bouchard var åbenlyst ikke friske, da de endelig fik kontakt, og det gjorde det alt andet lige vanskeligere at holde feltet på afstand.

 

Det så ellers stadig ret lovende ud efter første stigning. Den relativt lette målstigning inviterede ikke rigtigt klassementsholdene til at være alt for offensive, for de risikerede at spile kræfterne på det rene ingenting. Derfor gik det da også ganske gelinde på dagens sværeste stigning, hvor de endda kunne øge afstanden til de tonstunge israelere lidt.

 

Men så indtraf den hændelse, der pludselig truede Mäder med det totale deja-vu til den højdramatiske dag i Paris-Nice. Formentlig inspireret af det uvejr, der ramte feltet nær toppen af stigningen, øjnede Ineos alligevel chancen for at tage rivalerne på sengen og fange dem i sidevinden på det åbne stykke mellem de to stigninger og samtidig gøre etapen så hård, at Bernal måske alligevel kunne trodse målbjergets lethed og vinde vigtig tid - tid, der særligt er vigtig, så længe Remco Evenepoel stadig kæmper med sin rustne løbsrytme.

 

Det truede med at knuse Mäders drømme endnu engang, og det lugtede længe af, at vi måske kunne få en gentagelse af Paris-Nice-episoden, denne gang med et måske colombiansk og ikke slovensk monster. Heldigvis er hjælpen nærmest, når nøden er størst, og den hjælp kunne faktisk ikke være mere velvalgt. Kunne man da ønske sig nogen bedre mand til en regnvåd og teknisk nedkørsel end nedkørselsfænomenet Mohoric til at hjælpe med at holde liv i udbruddet på nogle glatte veje, hvor Ineos helt naturligt tog den lidt mere med ro?

 

Nej, det kunne man ikke, og når Mäder i dag hyldes som etapevinder, må man ikke glemme, at det måske i endnu højere grad er Mohorics fortjeneste. Den ellers lidt svingende, men altid underholdende slovener var dagen Most Valuable Player med en præstation, der fortjener al den hyldest, den kan få. Hans gode nedkørsel sparkede først liv i udbruddets drømme igen, inden han ene mand holdt Ineos-toget stangen, selvom det altså var en vis Filippo Ganna - ikke just verdens ringeste temporytter på en let faldende dalvej - der jagtede.

 

Og det var nødt til. På nedkørslen var Giulio Ciccone, Romain Bardet og højst overraskende Alberto Bettiol, der i sin jagt på den lyserøde trøje fik lov at lege hjælper for Hugh Carthys to rivaler, nemlig smuttet væk, og det tvang i hvert fald Ineos til at holde højt tempo, selv hvis deres plan faktisk ikke var at gå efter etapen. Den del af missionen lykkedes da også, da de tre klasseryttere blev kørt ind inden målstigningen, men til gengæld havde Ganna overhovedet ikke kunnet røre Mohoric, der slet og ret matchede ham på et powerstykke, der var skabt mere til wattmonstre end til nedkørselsekvilibrister.

 

Derefter kunne Mäder selv gøre arbejdet færdigt - måske også hjulpet af omstændighederne, da Ineos mistede Jonathan Castroviejo grundet defekt og som bekendt var uden deres måske vigtigste mand til finalen, nemlig Pavel Sivakov. Det skal dog ikke tage noget fra schweizeren, der slet og ret satte en Lombardiet-vinder til vægs og gjorde det med lige dele fysisk styrke, insisterende vedholdenhed og taktisk snilde.

 

Og naturligvis holdindsats! Bahrain kunne ikke svare smukkere på gårsdagens tab af Mikel Landa end med en kollektiv præstation, der satte selveste Ineos til vægs. Knap var baskeren styrtet ud af løbet, inden Phil Bauhaus havde vundet i Ungarn, og i dag viste Mäder og Mohoric, at araberne nok er sårede, men ikke døde. Tværtimod kan Landas supertropper stadig blive den gave til løbet, de allerede var med deres forcering i tirsdags, for bag schweizeren, der nu måske endda kan finde på at holde sig lidt til i klassementet, imponerede gode, gamle Damiano Caruso igen så meget, at man nok engang må ærgre sig over, at han altid har været så loyal og aldrig taget sin egen chance. Den får han imidlertid nu, for mens Pello Bilbao har været overraskende svag efter sit flotte forår - men han har selvfølgelig heller ikke fået en grand tour i benene endnu - har italieneren vist, at hans 10. plads i Touren (igen i en hjælperrolle) bestemt ikke var noget tilfældet, og med en god erfaring for bedring gennem de tre uger tyder meget på, at Bahrain alligevel kan være med i kampen om top 5.

 

Til gengæld er de ude af kampen om sejren, der på dette tidlige tidspunkt kunne ligne den duel mellem Egan Bernal og Remco Evenepoel, der også var lagt op til inden løbet. Colombianeren efterlod nemlig lige så overbevisende et indtryk som i Sestola med en klatrepræstation, der ikke efterlod nogen tvivl om, hvem der er løbets stærkeste. Hjælp fik han intet af i finalen - heller ikke fra Daniel Martinez, der ellers var sendt afsted som forpost og heldigvis efterlod et langt stærkere indtryk end forleden som ny plan B efter Sivakovs exit - men alligevel var han stærk nok til at distance næsten alle de ryttere, der kunne følge ham i tirsdags. Desværre for ham var stigningen alligevel for let, og man kan diskutere, om det decimerede Ineos gjorde klogt i at bruge så mange kræfter på en så beskeden tidsgevinst, der - stigningens karakter taget i betragtning næppe kunne være blevet meget større - men man må i hvert fald tage hatten af for forsøget, der trods alt skabte større forskelle, end jeg havde ventet i morges.

 

Alligevel må han være bekymret. Teorien om, at Evenepoel vil blive bedre og bedre, efterhånden som den gigantiske motor er varm og løbsrytmen fundet, blev i hvert fald i første omgang bekræftet i dag. Den lille belgier var i langt bedre terræn på denne jævne dieselstigning end på tirsdagens stejle mur og brugte sine ressourcer klogt ved at få Fausto Masnada og en heldigvis genfødt Joao Almeida, der åbenbart igen blot havde det svært med regnvejr i forgårs, til at sætte det jævne, men hårde tempo, der passede belgieren. Da han selv skulle svare på Bernals angreb, var han helt anderledes overbevisende end forleden, og selvom kræfterne ikke rakte til at spurte mod tre hurtigere folk om bonussekunder, peger pilen lige så kraftigt opad som ventet - og dermed er Evenepoel stadig livsfarlig i kampen om den samlede sejr!

 

Til gengæld var etapen et stort tilbageslag for de to, der stod næst på min forhåndsliste som de to forventeligt største rivaler til de to forhåndsfavoritter. Mest overraskende var det, at Hugh Carthy var så svag på en stigning, der nok ikke passede ham, men dog var bedre end i tirsdags. Desværre blev det en påmindelse om Vueltaen, hvor briten heller ikke var lige stabil på alle etaper, og han kom da så stærkt tilbage til sidst, at der er al mulig grund til at tro, at dette bare var en af de halvdårlige dage, han også havde i efteråret.

 

Heller ikke Vlasov kunne helt leve op til præstationen fra forleden, men det kunne nu nok være gået ham bedre, hvis ikke han havde været så føringsivrig. Men kølige Dan Martin lod andre - læs Vlasov - lukke huller og derfor alligevel endte med at køre med de bedste, fik den ivrige russer slidt sig selv så meget ned, at han endda gled helt ned som nr. 9 på de sidste meter. Det minder lidt om Vueltaen, hvor han også to gang blev lidt for ivrig lidt for tidligt, og det er måske en overvejelse, han skal gøre sig, når han tilsyneladende som i tirsdags ikke har det punch, der skal til for at svare på angrebene.

 

Knap så overraskende var det at se nedturene til Emanuel Buchmann og Simon Yates. Mest ærgerlig må man være over tyskerens svage kørsel. Drømmen om, at han havde kørt ”ubuchmannsk” og bare timet formen specifikt til Giroen er i hvert fald definitivt død. Det dårlige forår var vitterligt udtryk for en dårligere Buchmann, og selvom man kan vente sig en stærkere præstation i ”hans” tredje uge, ligner han ikke nogen sejrskandidat i selskab med Bernal og Evenepoel, der begge også kan ventes at toppe i den tredje uge.

 

Det gør Yates i hvert fald ikke. Hans kørsel i starten af løbet har nemlig været endnu en bekræftelse på, at han og BikeExchange har brug for at se på hans forberedelse. Det er nu andet år i træk, at han topper i forberedelsesløbet og blæser baglæns fra de første stigninger i sæsonens mål, og når man nu ved, at holdbarhed i forvejen er den største svaghed, er det en strategi, der er svær at forstå. Nok er han tidligt i løbet endnu ringere, end man kunne have ventet, men det ligner nu en Giro, der bliver mindst lige så anonym som i 2019.

 

Heldigvis er der andre til at tage over. Det gælder først og fremmest den store overraskelse, Ciccone. Ikke at vi ikke vidste, at han er en herlig klatrer, ligesom vi også godt vidste, at han i lyset af Vincenzo Nibalis forventelige kvaler nu ville få sin chance, men det var nok alligevel de færreste, der havde set, at han som eneste mand skulle gå med Bernal på de to første bjergetaper. Desværre kæmper Ciccone fortsat med sine to store svagheder - den ubehagelige mangel på stabilitet og skræmmende problematiske enkeltstart - men starten er så lovende, at man kan håbe, at større konsistens måske alligevel kan gøre Trek til den faktor, vi ønsker - også uden Nibali. Man skal nemlig ikke glemme, at han i dag jo ikke ligefrem sparede på kræfterne inden stigningen!

 

Det gjorde Martin til gengæld. Ireren viste sig som den snu rytter, han altid har været, da han lod andre lukke huller og slutteligt kørte så god en spurt, at han var tæt på at ende som bedste klassementsrytter som jeg havde gættet på i optakten - og det endda selvom etapen blev hårdere end ventet. Hans kørsel vidner om, at podiepotentialet nok ikke er stort nok i dette skarpe felt, når de sidste etaper passer ham dårligere, men han er fortsat de gode takter fra Vueltaen og Alperne og reddede dagen for sit hold, der jo desværre måtte sande, at De Marchis svære, men realistiske trøjeforsvar led en temmelig krank skæbne.

 

Den trøje endte nemlig på dagens overraskelse, Attila Valter. Ganske vist er ungareren en uhyre lovende klatrer, men hans ustabile kørsel og svage forår gjorde ham ikke just til kandidat til en 12. plads på dagens etape - foran navne som Buchmann, Romain Bardet og Jai Hindley. Som han viste på 20. etape sidste år, kan han imidlertid hive de flotteste grand tour-kaniner op af hatten, og på dagen, hvor han blot skulle forsvare hvidt, endte han pludselig helt lyserød i stedet. Desværre kan man frygte, at netop den manglende stabilitet kan føre til, at det får en brat ende, hvis han har en af de offdays, han er lidt for kendt for.

 

Også Marc Soler gjorde det flot, men det var for den i Romandiet så velkørende spanier ikke så uventet på en powerstigning i dårligt vejr - netop guf for store Soler. Til gengæld blev etapen en spand vand i hovedet til DSM, der fik sat en fed streg under, at Jai Hindley slet ikke har samme niveau som sidst, og som nok begik en fejl ved at spilde kræfter med en ellers fornuftigt kørende Bardet, som bare ikke har den klasse, han havde engang. Heller ikke Davide Formolo kunne være med i dag, men det var helt forventeligt, når stigningerne blev længere og dagene flere.

 

Helt galt gik det dog for George Bennett. Hans ustabile kørsel har altid gjort ham til lidt af en lottokupon, men at starten er gået ham så ilde, er alligevel forunderligt. I året, hvor han endelig skulle undgå at toppe for tidligt, ender det nu måske med, at han slet ikke når at toppe, medmindre han da vender rundt på sin vanlige grand tour-rytme. Heldigvis har Jumbo stadig Tobias Foss, der i dag leverede sin hidtil flotteste klatrepræstation, og som nu får en uventet chance for at teste grand tour-evnerne - evner, som Domenico Pozzovivo også havde engang, men som vi måske har set for sidste gang, efter at den næsten holdløse italiener ikke helt uventet blev sat, da Ineos kørte feltet i stykker på det åbne og blæsende stykke efter første stigning.

 

Måske får vi også lov at se, om Mäder har nogle grand tour-evner? Det vil i hvert fald være dumt ikke at se, hvor langt det kan bære, når benene er så gode og kaptajnen taget hjem. Naturligvis er Caruso plan A og Bilbao sikkert også stadig plan B, men  det kunne nu være sjovt, hvis Foss, Mäder og måske endda Valter vil sørge for, at det ikke kun er en vis belgisk vidunderdreng, der skal måle sig med de mere etablerede grand tour-ryttere. Og skulle det mislykkes, har Mäder i hvert fald sikret sig, at han nu ikke kun vil blive husket som manden, der blev spist af et glubsk slovensk monster. Den slags uhyrer var han nemlig dejligt fri for i dag.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Favoritterne

Arrangørerne fortsætter deres retfærdighedstænkning i dette års Giro. Hverken klatrere eller sprintere skal snydes, og derfor kører man efter princippet ”først til den ene, så til den anden” i denne første uge af løbet. Ganske vist brød fredagens ”Sagan-etape” mønsteret en anelse, ligesom der kommer to hårdere etaper i træk i weekenden, men ellers er det ganske imponerende, hvordan det er lykkedes Mauro Vegni og co. at tilrettelægge ruten så afvekslende via den varierede italienske geografi.

 

Afvekslende er dog måske nok et forkert ord. Det kan godt være, at vi skifter mellem flade og hårde etaper, og at bjergetaperne er ganske varierede i deres design, men det gælder til gengæld ikke for sprinteretaperne. De er tværtimod designet så de i sjældent høj grad tilgodeser de rene sprintere.

 

Det var i hvert fald tilfældet på de to første helt flade ture på Po-sletten, og sådan burde det også være på fredagens tur langs Adriaterhavet. Den slags adriaterhavsetaper er en næsten helt fast bestanddel af løbet og indgik senest sidste år, da Arnaud Demare spurtsejrede i Rimini. Egentlig plejer de etaper at have profiler, der kan tegnes med en lineal, men måske netop fordi Po-etaperne var så flade, gør arrangørerne som sidste år, nemlig sender rytterne ind i Tirrenos mure undervejs.

 

Det kunne egentlig skabe noget drama. Særligt navnet Chieti og den berømte mur i byen kan i hvert fald få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mangen en sprinter, men det er der nu ingen grund til. Dels kører man ikke op ad selve muren, men bare en lettere kategori 4-stigning, dels kommer bakkerne så tidligt, at det ikke rigtigt nytter noget at bruge dem til at skabe udskilning. Det gjorde Bora da heller ikke på den tilsvarende etape sidste år, hvor murene - som der denne gang ikke er meget mure over - da heller ikke sidst, og det skulle undre, om bakkerne bliver andet end et biplot i en ellers udramatisk fortælling.

 

Det er dog ikke kun inklusionen af stigninger, der gør etapen lidt anderledes end de to Po-etaper. Det samme er finalen, der denne gang ikke bare er pandekageflad. Tværtimod er den af en anden støbning med først den 200 m lange mur, der naturligvis ikke kan sætte nogen til vægs, men kan koste både positioner og kræfter. Derefter stiger det endda let hele vejen, og selvom den sidste kilometer kun stiger med 1,3% i snit, ser det af profilen ud til, at vi ligger på 2-3% over de sidste 500 m. Det er ikke procenter, sprinterne ikke kan klare, men det er nok til at ændre styrkeforholdet en anelse.

 

Jeg regner dog ikke med dramatik før finalen. Vinden er ellers kraftigere end vanligt, men østenvind er noget hø, når man kører mod sydøst det meste af dagen. Det kan desværre kun have en dæmpende effekt på aktiviteten, og selv hvis man skulle forsøge at udnytte de sidevindsstykker, der er i den kuperede fase (hvor der formentlig er masser af læ), giver det ikke rigtigt mening, når der venter en halv etape på en flad kystvej med mod- og sidemodvind.

 

Nej, det bliver formentlig samme billede som de foregående dage. De tre wildcard-hold - denne gang formentlig dem alle, når der er bjergpoint på spil, og Manuel Belletti har forladt løbet - vil køre væk i et udbrud fra km 0, hvorefter FDJ vil tage fronten. De vil formentlig føre relativt meget for at gøre trøjen ære, men de skal nok få hjælp af sprinterholdene. Igen peger pilen først og fremmest på Lotto og Alpecin, men Jumbo, Qhubeka og Cofidis kan alle tænkes at give en hånd med, hvis det mod forventning bliver nødvendigt.

 

Modvinden vil nok desværre gøre starten både langsom og ufatteligt kedelig. Lidt mere nervøsitet vil komme på de kringlede veje inde i bakkerne, hvor der også vil være noget sidevind, men næppe andet end netop nervøsitet. Vejene vil også være tørre, og højdepunktet bliver derfor den indlagte spurt, der denne gang er så hård (1,2 km, 5,5%), at Peter Sagan burde kunne lugte blod. Til gengæld regner jeg som sagt ikke med, at bakkerne vil blive brugt til at gøre det hårdt. Slutteligt når vi ud til kysten, hvor der venter et langt modvindsstykke, der formentlig gør etapen betydeligt langsommere end ventet af arrangørerne, der regner med en ambitiøs gennemsnitsfart på 43 km/t.

 

Udbruddet kommer tilbage af sig selv i så kraftig en modvind, og vi får derfor vores massespurt, formentlig i et ret friskt felt. Jeg tror dog, at de sidste 25 km kan blive ret nervøse. Her kører vi nemlig næsten stik øst, og hvis vinden som varslet går helt om i sydsydøst ved 16-17-tiden, får vi altså næsten direkte sidevind. Det er formentlig for meget sidemodvind til, at det bliver farligt, men jeg regner med en ret intens finale.

 

Selve spurten er både stigende, men også meget teknisk med en hel serie sving. Når man drejer ind på muren med 1850 m igen, kommer svingene hurtigt efter hinanden, og det bliver svært at genvinde position. Taber man terræn på selve bakken - og det vil de tungeste gøre - bliver det ganske svært at nå frem igen - dels grundet de rigtige sving, dels grundet en meget bugtende vej. Position bliver uhyre afgørende, og det gør derfor også evnen til at holde sig helt fremme både frem mod og slutteligt på selve muren.

 

Det gør spurten temmelig anderledes, men alligevel peger jeg igen på Tim Merlier som favorit. Han fik ganske vist ødelagt sin spurt af den tabte kæde i går, men han har virket nærmest skræmmende stærkt. Hans lange modvindsspurt i Novara var uhyre overbevisende, og han nærmest kørte de andre sprintere midt over i den indlagte spurt i går, hvor han kom blæsende fra en helt håbløs position. Merlier er samtidig glimrende til denne slags let stigende spurter, som han har vundet i både Brussels Cycling Classic og senest Le Samyn, hvor procenterne endda minder meget om disse.

 

Udfordringen er som altid hans positionering, men her har dette løb virkelig været opløftende. Alexander Krieger har været guld værd for Merlier, og tyskeren var igen med til i går både at anbringe ham og holde farten så høj, at han ikke blev overmandet bagfra. Den korte mur burde heller ikke være et problem for Merlier, der er en robust klassikeragtig sprinter, som i år endda blev nr. 3 i et Dwars door Vlaanderen, han var meget tæt på at vinde, og det er derfor en nærmest perfekt finale for belgieren. Udfordringen bliver igen den meget kringlede finale, der kan koste på positionen, men det er gået så godt denne gang, at jeg tror, at det kan gentage sig. Og endelig ved vi, at Merlier er blevet kongen af lange spurter fra en svag position - en evne, der endnu bedre kan bruges i denne medvindsspurt.

 

Den værste rival er naturligvis Caleb Ewan . Den lille australier vil også elske det let stigende opløb, som han virkelig har lært at mestre - særligt siden han overraskede sig selv med den første af de to sejre i Stirling under Tour Down Under. Den lille mur bør normalt heller ikke være noget problem for Ewan, der jo er en mester i korte, eksplosive bakker, som hans sejre på Hatta Dam og senest hans klatring i Sanremo bevidner. Man kan måske dog betvivle, om så stejl en mur denne gang er til fordel for en rytter, der helt åbenlyst har fokuseret på sine spurter og ikke sin klatring og traditionelt er meget tung i grand tours, men bakkerne er så korte, at det stadig må regnes som en herlig finale for Ewan.

 

Udfordringen er igen positioneringen. Som jeg beskrev i analysen i går, gjorde Lotto klogt i på gårsdagens etape af positionere Ewan tidligt og derefter lade ham surfe fra hjul til hjul, når de andre stærkere tog kom frem. Spørgsmålet er bare, om Lotto er stærke nok til at positionere Ewan i den spurt, det vil være frem mod muren. Den tvivl kan jeg fortsat have, og kombineret med Ewans ikke alt for overbevisende holdbarhed og Merliers skræmmende styrke og gode historik i stigende spurter, vælger jeg at tro mest på belgieren. Jeg håber dog, at de sidder helt fremme begge to, for jeg er virkelig i tvivl om, hvem af de to der er hurtigst på denne let stigende vej, der passer dem begge som fod i hose.

 

Dernæst vil jeg pege på Peter Sagan. Ganske vist har jeg ikke talt den med, når jeg har talt om løbets tre Sagan-etaper, men med lidt god vilje kunne man godt kalde dette en Sagan-etape. Finalen er nemlig ikke helt skæv for slovakken, men spørgsmålet er, om spurten er stigende nok til, at han har overhånden mod Ewan og Merlier. Det er den formentlig ikke, men til gengæld er det klart, at den stejle mur og ikke mindst de tekniske elementer taler for Sagan. Kan Bora køre lige så flot med Felix Grossschartner og Daniel Oss som i går, kan Sagan måske endda sættes op helt forrest på muren, og han kommer næsten med 100% sikkerhed til toppen som en af de første. Han vil være som en fisk i vandet i den kringlede finale, og i år har han faktisk spurtet ganske pænt, selvom han i dette løb er blevet kørt lidt over på flad vej. Det gør han dog næppe i en stigende finale, hvor rivalerne har en mur i benene, og derfor må dette være dagen, hvor Sagan kan vinde, selvom både Ewan og Merlier er med hjem.

 

Det må også være den perfekte spurt for Giacomo Nizzolo. Europamesteren har skuffet med sin holdbarhed, men han har til gengæld spurtet langt mere overbevisende end ventet. Ligesom Ewan drager han fordel af, at der her er tale om eksplosive bakker, og dem mestrer han formentlig fremragende, selvom klatreformen ikke er helt oppe at ringe. Som vi så, da han vandt på Castillo i Burgos, er han i hvert fald en fremragende type til denne slags bakker, ligesom han også har en bedre chance for at vinde i en let stigende spurt, hvor han sagtens kan vise sig hurtigere end Sagan, som han er det på flad vej. Han er også fremragende i positionskampen og elsker tekniske finaler, men hans hold er desværre svagt. Jeg er bange for, at han ligesom Ewan kommer til at mangle for meget støtte efter muren, og det kan derfor blive svært helt at finde den favorable position, der skal til for at vinde etapen.

 

Det var lidt overraskende at se Elia Viviani have så lidt fart i går, når nu han havde klatret så fint og spurtet pænt de foregående dage. Det viste sig imidlertid, at trængslerne i tirsdags skyldtes lidt sygdom, som formentlig kan have sat ham lidt tilbage onsdag. Han så meget bedre ud i dag, og derfor kan man håbe, at han er kommet sig helt. Desværre er denne finale ikke optimal for Viviani, men som vi så i tirsdags, er han i så god form, at muren ikke i sig selv burde være et decideret problem. Samtidig har han før vundet let stigende spurter, som da han vandt i Genoa og tog sin første Giro-etapesejr, ligesom han blev nr. 2 i den let stigende spurt efter sidevindsdramaet i Albi i 2019. Der er dog næppe tvivl om, at de ovennævnte har mere fart end ham i disse finaler, men til gengæld har han det bedste våben, nemlig Simone Consonni. Italieneren har været den i særklasse bedste lead-out man i dette løb, og hvis han igen sætter Viviani perfekt op, kan sejren ikke være en total umulighed.

 

Det er heller ikke den ideelle afslutning for Dylan Groenewegen. Hollænderen er ikke just kendt som en letvægter, og den stejle mur gør ham ikke mange tjenester. Naturligvis bliver han ikke sat, men han vil tabe position, og dertil kommer, at det let stigende opløb heller ikke er ideelt for ham. Groenewegen har dog vundet den slags spurter tidligere, og det er mere muren end opløbet, der er et problem. Han manglede desværre en del fart i søndags, men han viste sig trods alt stadig som en af de hurtigste, og farten burde kun blive bedre med den tiltagende løbsrytme. I går gik det helt galt, fordi hans tog gik i stykker efter Landas styrt, og holdet indrømmer også, at toget med Jos van Emden, Edoardo Affini og David Dekker mangler erfaring. På papiret er de dog stærke nok til at få Groenewegen frem inden muren, og så må han nok håbe, at farten går lidt i stå efter toppen, hvor der kan mangle hjælpere. Sker det, kan Groenewegen trods bakken godt lukrere på sin naturlige hurtighed til at vinde, men det vil kræve af de seneste løbsdage har givet ham den sidste topfart, han manglede i søndags - en topfart, der trods alt var verdens højeste for ikke længe siden.

 

Efter i går står det klart, at Fernando Gaviria nok klatrer godt, men han spurter stadig slet ikke som i gale dage - og det har han ikke gjort i lang tid. Samtidig understregede han, at han stadig har svært ved at holde Maximiliano Richezes hjul, og så hjælper det ikke meget, at hans tog sammen med Cofidis er det stærkeste. Til gengæld kan man håbe, at hans klatrestyrke gør muren til en fordel for ham, og hvis han vitterligt holder sig til Juan Sebastian Molano og Richeze denne gang, er hans tog jo stadig et guldvåben. Let stigende spurter har dog af en eller anden grund aldrig passet ham specielt godt, og kombinerer man det med den manglende fart og den tekniske afslutning, er der meget, der taler mod Gaviria, som først og fremmest skal vinde via sit tog.

 

En rytter, der virkelig må have set frem til denne afslutning, er Davide Cimolai. Italieneren er specialist i stigende spurter, som gav ham gennembrudssejren i Paris-Nice og senest omsattes i triumf i spurten om 2. pladsen i mandags, hvor han slog Sagan. Han er samtidig god i positionskampen, og derfor burde denne finale faktisk være skabt til Cimolai. Når han alligevel ender lidt nede på listen, skyldes det, at vi på de foregående etaper har set, at det ellers på papiret stærke tog med Alex Dowsett, Matthias Brändle og Patrick Bevin har haft det lidt svært. Omvendt tabte han kæden i den første spurt, og i går havde holdet også en førertrøje at holde øje med. Det taler for, at Cimolai vil sidde bedre denne gang, og så burde spurten altså passe ham fremragende.

 

Man må vel også bringe Andrea Vendrame i spil. Ganske vist har han sagt, at han ikke vil køre de klassiske massespurter, men denne lille mur med en stigende finale kan da ikke undgå at være attraktiv. Den burde i hvert fald være skabt til italieneren, der i tirsdags viste, at han er kommet stærkt tilbage efter styrtet i Coppi e Bartali. Sidste år blev han ganske god til at positionere sig, og han vil elske selve muren. Ligesom Sagan havde han foretrukket et stejlere opløb, men finalen burde være svær nok til, at han kan være med helt fremme, hvis han giver den et skud. Alternativt vil holder køre for Lawrence Naesen , der også står bedre i denne type finale, men som ikke har den topfart, der skal til, hvis han skal ende med mere end en yderlig top 10 trods den fine positioneringsevne.

 

Jeg blev spurgt, om det er rigtigt, at Intermarché kører spurterne for at vinde den daglige holdkonkurrence. Det er det ikke. Den børnesygdom havde de ganske vist tidligere, men den er de blevet kureret for. Det er og har aldrig været planen, at Andrea Pasqualon skal køre de flade spurter, og når det skete i går, skyldtes det alene, at Riccardo Minali nok engang tabte hans hjul, hvorefter sportsdirektøren bad ham tage sin egen chance. Faktisk var han ret overrasket over, at det gik så godt, fordi han allerede havde brugt sine kræfter i vinden for Minali, men det vidner om den fine form, han også viste i Romandiet, hvor han kørte en af sine bedste spurter i lang tid.

 

Hvem kører de så for på denne etape? Det har de ikke meldt ud, men det vil være hovedløst at satse på tonstunge Minali. Han bliver aldrig konkurrencedygtig i denne finale, der til gengæld ligger storartet til Pasqualon. Nok er han ikke så puncheurstærk, som da han vandt i Plumelec og Luxembourg, men han er stadig god på korte bakker og stærk i stigende opløb. Han har også altid været god i positionskampen, og derfor burde der være basis for et godt resultat, hvis holdet forstår, at flad etape ikke er lig med, at der skal køres for positioneringssvage og tunge Minali.

 

Det burde vel også være en fin finale for Filippo Fiorelli. Heldigvis slog han sig ikke i gårsdagens styrt, og han viste jo storform med 3. pladsen i Sestola. På dette niveau er han helt uprøvet i denne slags finaler, men han har alle karakteristika til at gøre det godt, idet også hans gode positionering kommer ham til gode. Han er nok lidt for alene til at få en god position i bunden af muren, og derfor ligner det en umulighed at få et absolut topresultat, men med sin gode form burde hans gode ben kunne omsættes til en bedre position, efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere stregen.

 

Finalen er til gengæld knap så god for Matteo Moschetti. Egentlig er italieneren god på korte mure, for han skabte en gigantisk sensation med sin podieplads på Hatta Dam, men det var før hoftebruddet. Siden da har han været tonstung, og selvom han har klatret godt i dette løb, er det svært at se ham vinde i denne type finale. Hans positionering er heldigvis så fin, at han trods det relativt svage hold bør sidde godt i bunden af muren, men herfra er det svært at se ham vinde specielt mange placeringer. Hvis til gengæld han stille og roligt nærmer sig niveauet fra Hatta Dam, skal man ikke udelukke, at han kan gøre det godt.

 

De to outsiders må være Simone Consonni og Juan Sebastian Molano. Begge har de en kaptajn at køre for, men begge vil de elske denne let stigende finale. Den minder om den, der gav Consonni VM-sølv i Richmond, og den er ikke svært forskellig fra den finale i Matera, hvor Molano sidste år blev nr. 4. Begge har kørt nogle fabelagtige lead-outs - Molano kan ikke gøre for, at han taber Gaviria - og måske kan de komme i spil her. Hvis Viviani taber Consonni, er det før sket, at italieneren er endt med at køre sin egen spurt - det skete blandt andet sidste år - og så kommer han langt i denne finale. Mere sandsynligt er det, at det sker for Molano, der med stor sandsynlighed mister Gaviria, og derfor kan man håbe, at han måske får lov at vise sin fart. Man kunne også drømme om, at David Dekker kan få sin chance i denne spurt, der virkelig burde passe ham, men holdet har gjort det klart, at det er alle mand for Groenewegen, og Dekker er formentlig for ung og loyal til at køre sin chance, hvis han taber sin kaptajn.

 

En joker er Matej Mohoric. Bahrain har ganske vist stadig Caruso til klassementet, men jeg håber, at de giver sloveneren lov til at køre denne finale. En teknisk afslutning er guf for ekvilibristen, der samtidig har et glimrende punch på en mur. Hans kørsel i dag vidner i hvert fald om, at formen er fabelagtig, og sidste år viste han med podiepladsen i en flad spurt i Valencia, at han kan køre en god spurt via sin gode positionering. Han vinder ikke, men han kan bestemt lave et godt resultat, hvis han får chancen

 

Det er ret sandsynligt, at Bardiani også lader Enrico Battaglin køre denne spurt, der virkelig passer ham. Han er stadig en skygge af sig selv og synes heller ikke at have fordums fart, men dette stigende opløb burde stadig ligge glimrende til ham. Han plejer også at være ganske god i positionskampen, og det vil ikke være uset, at Bardiani spurter med to mand. Han har dog næppe farten til at vinde.

 

Slutteligt er jeg nødt til at nævne Max Kanter, men med begrænset entusiasme. De seneste dage har blot bekræftet, at han har det svært i positionskampen, og derfor er denne tekniske finale en lille katastrofe for ham. Læg dertil, at han er relativt tung, og det står klart, at han er i problemer. Kanter har dog før overrasket mig meget med sin holdbarhed, blandt andet i Vueltaen og Limousin sidste år, og hans flotte kørsel i Suances sidste år giver mig håb for, at han kan gøre det godt, hvis han mod forventning sidder ordentligt.

 

Uden Belletti skal Vincenzo Albanese spurte for Eolo, hvis ikke han har været i udbrud, og den stigende spurt passer ham utvivlsomt godt, men han kan ikke gå i andet og mere end udkanten af top 10. Hans spurter i Tyrkiet var dog noget af det bedste, vi har set fra ham.  Androni skal igen spurte med Natnael Tesfastion, Filippo Tagliani eller Nicola Venchiarutti. Tagliani synes at være foretrukken, men jeg håber, at Tesfatsion får chancen. Finalen burde passe ham, men han taber nok stort på positionskampen. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at se Fabio Felline og Gianni Moscon og måske endda Alberto Bettiol køre spurten, men jeg tror desværre ikke, at de får lov. Felline kan dog finde lidt håb i, at han fik lov at spurte i Matera sidste år, hvor han jo faktisk endte som nr. 3, ligesom Moscon er blevet nr. 3 i en lignende spurt i Vueltaen for nu mange år siden. Til gengæld ser jeg ikke Mikkel Honoré få sin chance. BikeExchange og Movistar deltager næppe med hverken Nick Schultz eller Matteo Jorgenson, selvom opløbet egentlig kunne passe dem.

 

Endelig udelukker jeg ikke et sent angreb. Jeg tror, at det bliver umuligt at køre væk på muren, men det er meget sandsynligt, at den går i stå efter toppen, hvor der kan mangle hjælpere. Her vil jeg særligt holde øje med Gianni Moscon, Alberto Bettiol og Matej Mohoric, der alle kan forventes at sidde så langt fremme, at de kan gribe muligheden.

 

Feltet.dks vinderbud: Tim Merlier

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Peter Sagan

Outsidere: Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Dylan Groenewegen, Fernando Gavira, Davide Cimolai

Jokers: Andrea Vendrame, Andre Pasqualon, Filippo Fiorelli, Matteo Moschetti, Simone Consonni, Juan Sebastian Molano, David Dekker,  Matej Mohoric, Enrico Battaglin, Max Kanter, Gianni Moscon, Alberto Bettiol

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Tim Merlier
Caleb Ewan, Peter Sagan
Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Dylan Groenewegen, Fernando Gavira, Davide Cimolai
Andrea Vendrame, Andrea Pasqualon, Filippo Fiorelli, Matteo Moschetti, Simone Consonni, Juan Sebastian Molano, David Dekker, Matej Mohoric
Vincenzo Albanese, Enrico Battaglin, Fabio Felline, Max Kanter, Gianni Moscon, Alberto Bettiol, Lawrence Naesen, Natnael Tesfatsion, Filippo Tagliani, Francesco Gavazzi, Riccardo Minali

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR