Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Tour de France

Optakt: 7. etape af Tour de France

07. juli 2023 13:34Foto: Sirotti

Tadej Pogacar åbnede Touren op igen, netop som den var blevet lukket, og selvom det er Jonas Vingegaard, der nu har førertrøjen, er det pludselig danskeren, der har sår at slikke. Dem får han heldigvis en chance for at pleje fredag, der byder på en af årets absolut letteste etaper, når der for første gang i 13 lægges op til boulevardspurt i den berømte sprinterby Bordeaux.

Artiklen fortsætter efter videoen.

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

 

Ruten

På listen over mest besøgte byer i løbets historie ligger Bordeaux, der er blevet besøgt 80 gange, på en andenplads bag Paris, der har været mål ikke færre end 145 gange. Mens de øvrige byer med mere end 60 besøg, Pau og Bagneres-de-Luchon, der begge ligger i nærheden af Pyrenæerne, stadig besøges med jævne mellemrum, er man i de seneste mange år imidlertid kørt helt uden om den by, der næst efter hovedstaden er Frankrigs førende sprinterby. Derfor vil mange nostalgikere juble over, at byen for første gang siden 2010, hvor Mark Cavendish spurtede sig til sejr, endelig er tilbage på rutekortet til et besøg nr. 81, og det vil formentlig betyde én ting. Bordeaux rimer på massespurt, og da der denne gang er lagt op til en af løbets allerletteste etaper, er det svært at tro, at det ikke bliver en sprinter, der kan skrive sit navn ind på den lange liste over vindere i den franske sprinterhovedstad.

 

I alt skal der tilbagelægges 169,9 km, der fører feltet fra Mont-de-Marsan, hvor nu afdøde Luis Ocaña boede, til Bordeaux. Rytterne er over natten blevet transporteret et stykke væk fra Pyrenæerne, og starten går i fladlandet nord for Pau. Her lægger man ud med at sno sig mod nordøst igennem stort set helt fladt terræn. Undervejs passerer man efter 25,3 km gennem Roquefort, hvorefter det begynder at stige ganske, ganske let, indtil man efter 49,7 km når man frem til byen Losse.

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

Her drejer man mod nordvest for at køre ad en helt lige og ganske let faldende vej frem til Maillas, hvor man efter 67,3 km drejer mod nordøst for at køre igennem ganske let kuperet terræn. Efter 88,0 km når man frem til byen Grignols, hvro man kører dagens spurt for enden ad en lang, lige vej, der over den sidste kilometer stiger med ca. 0,6%, hvorefter man atter drejer mod nordvest for nu at køre ad lange og lige veje, som nu er let faldende, og som leder frem til byen Langon, der nås efter 113,5 km. Her møder man Garonne-floden, og den følger man nu mod nordvest via en helt flad vej.

 

I byen Béguey, der nås efter 128,0 km, drejer man kortvarigt væk fra floden, når man kører mod nord op ad kategori 4-stigningen Cote de Béguey (1,2 km, 4,4%), der stiger med 6,5% over de første 400 m og derefter med 2-4% frem mod toppen, som rundes efter 131,0 km. Et fladt plateau følges kortvarigt videre mod nord, inden man drejer mod vest for at køre ad en nedkørsel tilbage til Garonne-floden, der efter 144,2 km nås i byen Languiran.

 

Nu kører man mod nordvest ad lange, lige og flade veje op langs floden og hele vejen ind til centrum af Bordeaux, hvor også de sidste 5 km er stort set helt flade. Man kører hen langs floden, indtil man med hhv. 3600 og 3200 m igen drejer man skarpt to gange for at ramme broen Pont Saint-Jean, der leder over på den anden side af floden, hvor der med det samme er nogle helt bløde kurver med 2000 m igen, hvorefter en lige og 6 m bred vej leder frem til stregen, idet den bugter sig ganske let, indtil stregen kommer til syne med 400 m igen.

 

Etapen byder på i alt 754 højdemeter.

 

Bordeaux har som sagt været målby i løbet hele 80 gange, men i de seneste 25 år har løbet kun tre gange ageret mål for et stort cykelløb, alle gange i Tour de France. Det var senest i 2010, hvor Mark Cavendish vandt 18. etape i en massespurt foran Julian Dean og Alessandro Petacchi. I 2003 blev sprinterne for en sjælden gangs skyld snydt, da Servais Knaven kørte alene hjem fra et udbrud og sejrede foran Paolo Bossoni og Christophe Mengin, mens sprinterne igen fik det sidste ord i 1999, hvor Tom Steels sejrede foran Robbie McEwen og Erik Zabel.

 

 

 

 

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

 

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

 

Vejret

Indtil nu har temperaturerne været beherskede, men nu melder varmen og til dels også vinden sig. Fredagen bliver smuk med kun få skyer og masser af sol, og mens temperaturen vil være 29 grader allerede ved starten, vil den nå hele 33 grader på etapens sidste del. Til allersidst vil der dog også være en risiko på 55% for kraftige tordenbyger. Vinden vil i starten være let til jævn (14 km/t) og komme fra østsydøst, men den vil hurtigt gå i sydøst og langsomt tiltage til en styrke på 19-20 km/t mod slutningen. Det giver primært sidemodvind fra start, men derefter vil der være skiftevis side- og sidemedvind frem til spurten. Derfra vil der være medvind stort set resten af vejen. Der er medvind hele vejen ind gennem Bordeaux, kortvarigt sidevind når man kører over brugen og til slut stort set direkte medvind over de sidste 2000 m.

 

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan løbets sidste dag i Pyrenæerne endte som dagen, hvor løbet skulle lukkes, men endte med at blive åbnet i stedet.

 

Favoritterne

Efter to vilde og hæsblæsende etaper venter der lidt af en kontrast fredag. Vi går nemlig fra to af løbets mest dramatiske etaper til en dag, der meget vel kan ende som en af de mest begivenhedsfattige. Det vil mange cykelfans ærgre sig over, men mon ikke der er en enkelt cykelrytter eller to, der glæder sig over, at der venter en helt anderledes stille dag fredag? Som minimum er Jonas Vingegaard nok ikke ked af, at han lige får et par dage til at slikke sårene.

 

Hvad fredagens etape mangler i drama, har den til gengæld i historie og prestige. Måske er prestigen ved at vinde i Bordeaux aftaget lidt af, at man i de seneste år stort set ikke har besøgt byen, men tidligere var det her, sprinterne helst ville vinde - naturligvis overgået af Paris-etapen. Byen er nemlig blevet besøgt så ofte, at den stadig rangerer som den næstmest besøgte, selvom man i dette årtusinde blot har været forbi to gange.

 

Bordeaux er nemlig en sprinterby. Terrænet i vinlandet er fladt, fladt og fladt, og da det ligger i et område, hvor det sjældent blæser, kommer sprinterne næsten altid til fadet. Det gør de endda, selvom man ofte har besøgt byen på vej fra Pyrenæerne mod Paris og dermed så sent i løbet, at sprinterne oftere snydes, men det er sjældent sket i Bordeaux. Det skete faktisk ved besøget i 2003, men da man senest var forbi 2010, endte det i den velkendte boulevardspurt, hvor Mark Cavendish sejrede, endda efter et opløb, der over de sidste ca. 2 km er det samme som i år.

 

I år besøger man endda ikke byen sent, men tidligt i løbet. Derfor virker det helt utænkeligt, at det er i år, sprinterne bliver snydt. Man kunne ellers argumentere for, at man efter to hårde dage skulle teste sprinterholdene, men logikken gælder nok snarere den anden vej. Efter to hårde dage trænger mange til en let dag, også fordi lørdagens etape er langt mere oplagt til at forsøge at snyde sprinterne.

 

Sprinterholdene er også stadig relativt intakte, og der er endnu ingen, der har mistet troen på deres sprinter. Tværtimod er presset på hold som Jayco, Soudal og Lotto, der i høj grad er her for spurterne, blot vokset af de første to skuffelser. De har slet og ret ikke råd til at misse ud på en af løbets allermest oplagte sprinteretaper, der endda er så let, at den passer folk som Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen langt bedre end de fleste andre.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 

Jeg frygter derfor, at vi får endnu en dag som i tirsdags, hvor der slet ikke kommer angreb i starten. Vi kan håbe, at Arkea, Total eller måske Ag2r er friske på at sende en mand afsted, men risikoen for total passivitet er stor. Som vi så på 4. etape, skal vi nok få et udbrud senere på etapen, men det er bestemt ikke usandsynligt, at den første del i modvind bliver ganske kedelig. Her vil det være op til Alpecin og Jayco at kontrollere. Jeg er lidt spændt på, om Soudal bruger Jakobsens skader som undskyldning for ikke at hjælpe, og jeg er spændt på at se, om Lotto efter den gode start begynder at føre, men skulle der pludselig blive problemer med at få en spurt, skal de nok jagte alle fire - og mon ikke også, vi nu om nødvendigt vil se Bahrain jagte, da deres klassement har lidt skibbrud, mens deres spurter har været en stor succes?

 

Får vi ikke et udbrud, kan det åbne døren for, at sprinterne igen kan spurte om alle 20 point i den indlagte spurt, som kommer så tidligt, at de også kan tillade sig at gå relativt meget til stålet. Heldigvis vil der også efter den tidlige modvind være sidemed- og medvind stort set hele dagen, og det kan derfor godt ende med slet ikke at blive så langsom en etape endda.

 

Det skyldes nemlig, at det særligt mod slutningen faktisk bliver ret blæsende. Vi ved, at selv et enkelt vindpust kan sende et Tour-felt på randen af panik, og derfor tror jeg, at løbets anden del bliver rasende nervøs. Vinden er næppe helt stærk nok til at skabe splittelse, og der er nok også får megen ren medvind, men da det har lidt karakter af sidemedvind, bør det blive stressende. Et nervøst felt med vinden i ryggen kører stærkt, og derfor kan det godt komme til at gå over stok og sten til sidst - særligt da hvis vi også får en af de tordenbyger, vi måske bliver ramt af til allersidst i udkanten af Bordeaux. Den vil øge nervøsiteten, men måske føles helt behagelig på den første meget varme dag i årets Tour.

 

Det kan også give styrt, men da vinden næppe skaber splittelse, bør det ende i en massespurt. Det er også den mest enkle indtil nu. De sidste 2 km er uden sving, og det taler for, at man kan lade farten tale, og at position ikke bliver altafgørende. Da der også er tale om en fuld medvindsspurt, kan man endda åbne tidligt, hvis man skulle sidde for langt tilbage. Alligevel kommer position til at spille en vigtig rolle. Vejen er ganske smal, og derfor er risikoen for at blive lukket inde stor. Finder man plads, er det til gengæld en rigtig boulevardspurt, hvor høj topfart virkelig betyder noget.

 

Vi har fået en ide om sprinterhierarkiet nu, men vi er også allerede ved at nå et punkt, hvor holdbarhed begynder at spille en rolle. De seneste to dage har været hårde, ikke mindst for Jakobsen. Heldigvis bliver etapen formentlig relativt let, men det er en faktor, vi så småt skal til at indregne.

 

Det kan dog kun være til fordel for Jasper Philipsen, der naturligvis er den store favorit. Allerede inden løbet har han vist sig som verdens bedste sprinter, og den status har han med sine to sejre kun bekræftet. Han har dog vist sig mindre overlegen på fart, end jeg havde ventet, men det er der formentlig en forklaring på. Mandagens spurt blev lidt halvlang, og det gjorde den utvivlsomt også i tirsdags, hvor modvinden betød, at det var en fordel at komme bagfra.

 

Det er det ikke på samme måde i morgendagens medvindsspurt, hvor man - også grundet den smalle vej - virkelig kan drage fordel af et godt lead-out, selv hvis spurten deraf bliver lidt lang. Og et godt lead-out har han, for Ramon Sinkeldam, Jonas Rickaert og ikke mindst Mathieu van der Poel har bekræftet det, vi vidste inden løbet, nemlig at de nok har det bedste tog. Van der Poel sagde inden starten, at han ikke nødvendigvis ville køre lead-out hver eneste gang, men han har været så fornøjet over succesen, at intet tyder på, at han ikke er klar igen i morgen - og skulle han mod forventning skippe spurten, sidder Philipsen altid godt alligevel. De seneste spurter har vist, at Philipsen kan være sårbar på fart, men får han endnu et perfekt lead-out fra Van der Poel, har jeg svært ved at se ham tabe denne medvindsspurt - særligt da nu, hvor han kan lukrere endnu mere på den holdbarhed, der gjorde ham ganske suveræn i spurterne i løbets sidste del for et år siden.

 

Jeg prøver at rangere Dylan Groenewegen som nr. 2. Skal hollænderen have sin etapesejr, er dette en af hans bedste chancer. Det er en meget let etape, og modsat på 4. etape er finalen ret enkel. Som altid er han uhyre sårbar i positionskampen, hvad vi fik bekræftet i tirsdags, men i år har han positioneret sig bedre end vanligt. Toget med Elmar Reinders og Luka Mezgec er smalt, men sidstnævnte er god til at aflevere ham, hvis kaptajnen holder hjulet. Vi så senest i UAE Tour, at Groenewegens fart stadig er skræmmende, når han rammer dagen og er frisk, og det kunne han godt være efter denne etape. Det er klart, at han har haft nogle hårde dage, men med sejren i Paris har han jo vist, at han sagtens kan spurte sent i en grand tour, og i disse år klatrer han tillige bedre end nogensinde. Som altid med ham skal man satse lidt på held i positionskampen, særligt på en smal vej, men finder han en åbning i denne medvindsspurt, er han måske manden, der har farten til at slå Philipsen.

 

Efter de seneste etaper er jeg nødt til at have Caleb Ewan som nr. 3. Han viste i hvert fald særligt i tirsdags, at han med lidt held har farten til at true Philipsen, hvis denne mistimer den en anelse. Problemet er, at hans tog nærmest er forsvundet. Jasper De Buyst er forslået, og nu er Jacopo Guarnieri helt ude. Han skal derfor satse stort på, at De Buyst er frisk igen, men det tyder det også på, at han er. Han arbejdede allerede i vinden i tirsdags, og vi har slet ikke set ham blive sat tidligt i Pyrenæerne. Det er dog stadig meget, meget lille støtte, og derfor skal Ewan være heldig med at finde det rette hjul. Det har han i dette løb været ufatteligt god til, men som han selv sagde i tirsdags, betyder den strategi, at han er afhængig af held. Samtidig er denne helt flade boulevardspurt ikke ideel for en mand, der bedst i stigende spurter og i modvind, og jeg tror ikke, at han i denne spurt vil være helt så tæt på Philipsen, som han var det forleden. Omvendt ved vi, at den bedste Ewan har vundet mange af denne slags spurter igennem sin karriere, og da han i dette løb synes genrejst og i storform, kan det sagtens ske igen.

 

Læs også
Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

 

Etapens store spørgsmål er Fabio Jakobsen. Havde han været frisk, havde han været en stensikker nr. 2 på min liste. Både i Belgien og på 3. etape viste han nemlig, at han har farten til at true Philipsen, og havde han blot holdt hjulet på Michael Mørkøv i mandags, havde toget med Yves Lampaert, Kasper Asgreen og ikke mindst Mørkøv også leveret ham bedre, end jeg havde ventet. Her er der stadig en stor risiko for, at han igen taber sit hold i forbindelse med svingene ved broen med 2 km igen, men derefter er der god tid til at rette op på miseren - og holder han hjulet hele vejen, har vi set, at toget er godt. De mangler en fartstærk tredjemand til at køre ham hjem fra spids, men i dette opløb har Mørkøv en god chance for at levere ham godt. Det store spørgsmål er så, om vi kan regne med, at han har sin sædvanlige fart, når han er forslået, sidste år havde problemer med holdbarheden og har haft to meget svære dage.

 

Hvad så med Wout van Aert? Skal han skippe en spurt, er denne nok et godt bud, men hans kommentarer om, at han så mange mulighederne i spurterne og i den første uge, gør det usandsynligt, at han ikke prøver - særligt når han ikke har vundet endnu og mener, at han havde farten til at vinde i mandags. Sådan så det da også ud, men spørgsmålet er, om han har farten i en flad spurt. Det har han traditionelt ikke haft, men vi så også sidste år i de danske spurter, at det sagtens kan lade sig gøre, hvis Christophe Laporte sætter ham godt op. Netop Laporte er en af de få, der kan matche Van der Poel som sidste mand, og normalt svigter de to aldrig i positionskampen. Det havde de heller ikke gjort i tirsdags, hvis ikke Van Aert højst usædvanligt havde tabt hjulet på den velplacerede Laporte. Meget taler for, at Van Aert atter vil sidde godt, og herfra må han så vise, at han har farten til efter en let dag at vinde en boulevardspurt. Det var tæt på sidste år, og helt umuligt synes det ikke at være - slet ikke efter to hårde dage.

 

Dette er også en af de store chancer for Sam Welsford. Formentlig ender han igen uden for top 10, for han har tabt sit hold to gange i træk - akkurat som han plejer, og som han gjorde igen og igen i sin optakt. Denne gang er finalen dog mere enkel, og på papiret er toget med John Degenkolb, Alex Edmondson og Nils Eekhoff ikke uden fart. De kan ikke køre ham hjem fra spids, men skal de endelig lykkes med at aflevere ham på et godt hjul, er dette måske dagen. Som vi har set flere gange i år og senest i den indlagte spurt forleden, er han rasende hurtig med potentiale til at slå alle på fart. Den smalle vej er et stort problem og betyder, at han igen kræver masser af held, men medvinden er en gave, hvis han finder en åbning og sidder langt tilbage. Om han så har farten efter nogle hårde dage, aner vi ikke om denne grand tour-debutant, der er meget lidt holdbar, men han har klaret Pyrenæerne langt bedre, end jeg havde rettet. Formentlig bliver det en ligegyldig placering uden for top 10, men på dagen, hvor alt spiller, kan han til gengæld vinde.

 

Det har været meget opløftende at se Phil Bauhaus i dette løb. Igen har han bekræftet, at hans positionering sidder lige i skabet, og med et stærkt tog, der tæller Fred Wright, Matej Mohoric og Nikias Arndt, har han gjort det endnu bedre end ventet. Vi så også på 3. etape igen, at han er meget hurtig i let stigende spurter, men til gengæld viste 4. etape også det, vi desværre har set gennem hele året, nemlig at han på flad vej mangler den sidste fart. Den smalle vej hjælper ham med at vinde på sin positionering, men finalen er formentlig for enkel til, at det kan lade sig gøre at vinde alene på position - også fordi medvinden gør det vanskeligere at vinde på andres mistiming.

 

Lidt af det samme kan siges om Jordi Meeus. Det gik for en sjælden gangs skyld galt for Danny van Poppel i mandags, og i tirsdags tabte Meeus hollænderens hjul grundet Jakobsens styrt. I morgen taler meget for, at de endelig vil sidde godt, for Meeus plejer ikke at tabe sit hold. Tværtimod er han god i positionskampen, og selvom Marco Haller ikke er den hurtigste tredje mand, kan Van Poppel redde ufatteligt meget med sine suveræne lead-outs, hvis ikke han lukkes inde. Næst efter Philipsen er det i hvert fald Meeus, der har den største chance for at blive kørt hjem fra spids. Det bør føre til et godt resultat, men desværre har han spurtet så skuffende inden løbet, at han næppe har farten til at vinde - og så hjælper det måske heller ikke, at han havde en ekstra hård dag i dag, hvor han skulle føre ret meget for Jai Hindley.

 

Det vil på mange måder være et eventyr, hvis Mark Cavendish kunne tage den 35. etapesejr i sprinterbyen Bordeaux, hvor han er den seneste vinder fra 2010-udgaven, men det ligner en svær mission. Egentlig har han igen vist, at han til grand tours finder den positioneringsevne, han slet ikke har i andre løb, for han har siddet godt to gange i træk, men selvom han fik målt den højeste topfart i mandags, hvor han havde læ hele vejen, tvivler jeg på, at han i dag har farten til at vinde, når han med sit svage hold utvivlsomt vil skulle komme et stykke bagfra. En medvindsspurt er i forvejen ikke en gave for ham, og i tirsdags så han i hvert fald ud til at mangle det sidste på farten. Han har til gengæld en stor historik for at spurte godt sent i grand tours, som Giroen senest bekræftede, men den evne får han næppe tilstrækkeligt med glæde af på dette tidlige tidspunkt.

 

Jeg har været meget skuffet over Biniam Girmay, der har svigtet på både positionering og fart. Det så i hvert fald ikke godt ud med farten i mandags, og selvom han fik et skub af Van der Poel, var hans præstation i tirsdags heller ikke overbevisende. Jeg har heldigvis ikke mistet håbet, for han har virkelig vist en flot fart i år, senest med den suveræne sejr i Schweiz, men spørgsmålet er, om ikke denne etape er lidt for let for ham. Hans tog med Dion Smith, Adrien Petit og Mike Teunissen, der har skuffet i år, har også svigtet, men heldigvis har de potentiale til mere. Viser Teunissen lidt at fordums styrke, og kan Girmay spurte som i Schweiz, bør han stadig have stort potentiale, selvom denne etape ikke kan være hans favoritetape.

 

Det var ærgerligt at se Mads Pedersen i tirsdags. Som danskeren selv erkendte, manglede han farten, og det har vi desværre også set i en af de indlagte spurter. Det vil da også være nydt for ham at kunne slå de allerbedste i dette felt. Det vil han måske have en chance for på hårdere dage senere i løbet, men selvom vi har været gennem to svære dage, er det svært i lyset af 4. etape at se ham vinde denne boulevardspurt efter en let dag. Til gengæld fik Alex Kirsch og ikke mindst Jasper Stuyven i tirsdags bekræftet, at hans tog fortsat er et af de bedste, og det taler for, at han bør sidde lige så godt, som han gjorde på 4. etape. Der skal dog være sket noget med farten, hvis det skal omsættes til sejr.

 

Det er den bestemt heller ikke for Alexander Kristoff, der både skal bruge en hårdere dag og nogle flere uger i benene. Til gengæld fik vi i tirsdags bekræftet, at toget med Rasmus Tiller, Jonas Abrahamsen og ikke mindst Søren Wærenskjold, der har imponeret så meget i år, også kan begå sig i Touren. Naturligvis skaber det usikkerhed, at Wærenskjold styrtede i tirsdags, men hans kørsel i Pyrenæerne indikerer ikke, at han skulle være for forslået til at spille en rolle i morgen. Desværre så vi i mandags også, at de ikke er garanter for et godt lead-out, men Kristoff har en hæderlig chance for at sidde godt. Desværre fik vi i tirsdags understreget, at farten slet ikke rækker, og det gør den overhovedet ikke efter så let en dag, nå vi stadig er i uge 1. Det forlød åbenbart inden løbet, at de måske ville køre en spurt eller to for Wærenskjold i starten af løbet, men i lyset af hans styrt virker det ret usandsynligt, at det skulle ske nu.

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

Det var svært overraskende at se Bryan Coquard ende som nr. 4 i en flad spurt efter en let dag i tirsdags. Den slags har han normalt slet ikke farten til, og det var da også tydeligt, at han slet ikke har farten til at vinde. Det var også overraskende at se toget med Axel Zingle og særligt Alexis Renard endda sætte ham så dominerende op, men det kan vi ikke forvente igen i morgen. I forvejen er Coquard ikke en ørn i positionskampen, og selvom han hjælpes af bedre støtte end ventet, vil han altid skulle bruge lidt held. Han virker uhyre velkørende og slog også Pedersen i gårsdagens indlagte spurt, men han vinder aldrig en spurt efter en let dag, slet ikke når hans tog ikke har samme kaliber som eksempelvis Pedersens og Kristoffs.

 

Det gør Luca Mozzato heller ikke. Han mangler i den grad også farten, men han plejer aldrig at helkikse. Han er relativt god i positionskampen, og hans tog med Matis Louvel og ikke mindst Jenthe Biermans kunne bestemt også være værre. Det plejer at være nok til, at han ikke misser helt ud, men i dette selskab er han altså for overmatchet på sin fart, som de første spurter da også har bekræftet.

 

 

Det er Corbin Strong også. Det er ganske vist relativt nyt for ham overhovedet at deltage i massespurter, men i dette felt er han overmatchet på fart. Han mangler også rutine i positionskampen, og han har slet ikke samme støtte som Mozzato, da Guillaume Boivin er hans eneste reelle lead-out man. Manglende erfaring, manglende fart og manglende tog er en dårlig kombination, men han klarede nu alligevel 4. etapes spurt ganske hæderligt. Et usikkert kort er han dog, og det kan være svært at se ham gå i top 10 efter så let en etape med en enkel finale.

 

Endelig er der Peter Sagan. Det har været endnu et søm i ligkisten at se ham i dette løb. I tirsdagens kringlede finale burde han jo være som i en fisk i vandet, men trods et lovende tog med Anthony Turgis, Daniel Oss og Edvald Boasson Hagen blev han endda slået af Strong og Mozzato. Lige nu synes netop toget at være hans våben, for han har ikke farten og heller ikke længere positioneringsevnen. Desværre er dette ikke en dag, hvor man får fuld glæde af et tog - slet ikke når det i forvejen står ret langt nede i hierarkiet. Jeg tror stadig, at han har gavn af sin holdbarhed senere i løbet, for det har været en styrke hos ham også efter niveaufaldet, men vi er stadig for tidligt i processen til, at det gør det sandsynligt at se et bedre resultat i denne enkle spurt efter en let dag.

 

Vi har set, at Matteo Trentin er her som ren hjælper for Pogacar og ikke spurter, og vi har også set, at Magnus Cort, Tom Pidcock og Alex Aranburu ikke har blandet sig, hvad de derfor slet ikke gør i en boulevardspurt efter en let dag. Vi vil heller ikke se Oliver Naesen, Stan Dewulf eller Kevin Geniets blande sig. Endelig kan man fremhæve Danny van Poppel og Luka Mezgec som de to ryttere, der har størst sandsynlighed for selv at lave et resultat, hvis de taber deres sprinter, men det er usandsynligt i denne ret enkle finale. Det kunne man også sige om Michael Mørkøv, men han plejer at lede efter Jakobsen i stedet, hvis de bliver væk fra hinanden. Endelig kan man fremhæve Mathieu van der Poel, Van Poppel, Christophe Laporte, Jasper Stuyven og Søren Wærenskjold som de lead-out men, der har størst sandsynlighed for at køre deres sprinter hjem fra spids, hvad der af og til giver et godt resultat, men den slags gode resultater er sjædne i en enkel finale som denne.

 

BEMÆRK: Igen er det meget vigtigt at understrege, at der rangeres efter vinderpotentiale. Top 10-potentiale kan udledes af analyserne.

 

OPDATERING: Van der Poel har bekræftet, at han naturligvis kører lead-out.

 

OPDATERING 2: Van Aert har antydet, at han vil skippe spurten og i stedet satse på 8. etape. Sker det, er det muligt, at Laporte får chancen. Han vandt en rigtig massespurt i Dauphiné, men han bør ikke have farten til at vinde en boulevardspurt i dette selskab, selvom han er pokkers god i positionskampen.

 

Feltet.dks vinderbud: Jasper Philipsen

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Caleb Ewan

Outsidere: Fabio Jakobsen, Wout van Aert, Sam Welsford, Phil Bauhaus, Jordi Meeus

Jokers: Christophe Laporte, Mark Cavendish, Biniam Girmay, Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Luca Mozzato, Corbin Strong, Peter Sagan

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mark Cavendishs sejr fra 2010, hvor de sidste 2000 m var de samme som på denne etape.

 

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Jasper Philipsen
Dylan Groenewegen, Caleb Ewan
Fabio Jakobsen, Wout van Aert, Sam Welsford, Phil Bauhaus, Jordi Meeus
Christophe Laporte, Mark Cavendish, Biniam Girmay, Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Luca Mozzato, Corbin Strong, Peter Sagan
Mathieu van der Poel, Danny van Poppel, Jasper Stuyven, Michael Mørkøv, Søren Wærenskjold, Mike Teunissen, Cees Bol, Luka Mezgec, Jasper De Buyst, Alexis Renard, Jenthe Biermans, Magnus Cort, Alex Aranburu, Nikias Arndt, Edvald Boasson Hagen, Nils Eekhoff, Alex Edmondson, Guillaume Boivin, Matteo Trentin, Tadej Pogacar, Axel Zingle
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?