Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 7. etape af Tour de Pologne

Optakt: 7. etape af Tour de Pologne

08. august 2019 22:17Foto: Amgen ToC - Chris Graythen/Getty Images

Jonas Vingegaard leverede en af årets største overraskelser på WorldTouren, da han trods en status som hjælperytter viste sig som stærkeste mand på en overraskende selektiv og meget hårdt kørt kongeetape og har dermed nu kurs mod en uventet sejr i et af sportens største løb. Inden den bliver til virkelighed skal han dog overleve den klassiske etape til Bukowina Tatrzanske, hvor han kan forvente at komme under angreb fra sportens store stjerner, men hvor han kan glæde sig over, at arrangørerne har designet en knap så vanskelig og dermed lettere kontrollerbar rute end tidligere.

Ruten

I 2010 besøgte løbet for første gang Bukowina Tatrzanska, og siden da har den vanskelige etape i det kuperede syd altid være en af løbets nøgleslag. I langt de fleste udgaver er den blevet betegnet som løbets kongeetape, og i de senere år er den altid kommet på næstsidste dag forud for den afgørende enkeltstart. Igen i år vender løbets mest ikoniske etape tilbage, og ligesom i 2017 og 2018 i en endnu vigtigere rolle end tidligere, idet den i fraværet af en enkeltstart er blevet rykket til løbets sidste dag. I år er den imidlertid gjort betydeligt lettere end tidligere, og selvom der er lagt op til angreb i klassementet, vil den denne gang måske ikke gøre helt så store forskelle som tidligere.

 

Etapens præcise design har varieret lidt fra år til år, men generelt har der været tale om en kort, eksplosiv etape. Det er der også i år, hvor der skal tilbagelægges 153,3 km mellem Bukovina Resort og Bukowina Tatrzanska, hvilket er en anelse længere end sidste år. Som så ofte før er der tale om et rundstrækningsløb, men hvor man i de seneste to år har kørt omgange på en næsten identisk rundstrækning, er etapen i år designet så den består af to forskellige rundstrækninger.

 

Start og mål ligger i alt væsentligt samme sted, idet forskellen blot er, at mål ligger få hundrede meter oppe ad en bakke. Etapen indledes med to omgange på en 59,6 km lang rundstrækning i området nord for byen, og den går op og ned hele vejen.

 

Fra start kører man mod sydøst og nordøst via en nedkørsel, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Rzepiska (2,0 km, 6,5%), hvis første 400 m stiger med hele 14,5%, men som derefter flader ud. Toppen passeres efter hhv. 8,9 km og 69,5 km og efterfølges af en nem nedkørsel, der fører mod nord. Et let kuperet, men relativt fladt stykke følger, mens feltet snor sig mod vest, inden man drejer mod syd og sydøst op ad kategori 1-stigningen Sciana Bukovina (5,5 km, 5,5%), hvis fem første kilometer stiger med hhv. 5,3%, 1,5%, 3,8%, 10,8% og 7,4%, og som når helt op på 22% på den stejleste kilometer. Toppen passeres efter hhv. 46,4 km og 106,2 km, inden man via to nedkørsler og to bakker kører mod sydøst og nordøst tilbage til mål, hvor den sidste af de to bakker leder hele vejen op til stregen. På begge omgange er der efter hhv. 36,6 og 97,4 km en pointspurt i bunden af Sciana Bukovina.

 

Efter de to omgange køres en omgang på en forkortet 33,8 km lang rundstrækning. Første del er den samme som på den store runde, og efter at have kørt en pointspurt efter 126,7 km efter den første nedkørsel skal man igen over Rzepiska (2,0 km, 6,5%) med top efter 129,4 km. Herfra resterer 23,9 km, der består af samme nedkørsel som tidligere, men i stedet for at køre tilbage til Sciana Bukovina via det let kuperede terræn går det gennem ligeledes let kuperet terræn mod syd tilbage mod målområdet, hvor man til slut kører mod sydvest op ad målbakken. Den stiger med 5,45% over 3,45 km, og de sidste 3 kilometer stiger med hhv. 8,0%, 2,7% og 3,6% i gennemsnit med det stejleste stykke på 11,5% ca. 2,5 km fra stregen. Der er ingen sving på de sidste 3 km.

 

Etapen byder på i alt 3181 højdemeter.

 

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. Sidste år leverede Sky og Michal Kwiatkowski et fabelagtigt forsvar, da Simon Yates med et stort angreb var ved at løbe med det hele, men måtte nøjes med en samlet 2. plads og etapesejr 12 sekunder foran en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Thibaut Pinot foran Davide Formolo. I 2017 var Dylan Teuns i krise på næstsidste stigning, men med hjælp fra Tejay van Garderen lykkedes det ham at komme tilbage til den nimandsgruppe, der spurtede om sejren med triumf til Wout Poels foran Adam Yates og Rafal Majka. I 2016 blev etapen aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2016 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stignings stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstregen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

 

 

 

 

 

Vejret

En relativt våd udgave af Tour de Pologne slutter med sin smukkeste dag. Fredag vil byde på en næsten skyfri himmel og en temperatur på 25 grader. Til gengæld vil det være en anelse mere blæsende, end det var torsdag, med en let til jævn vind fra vest. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på de to rundstrækninger. Vigtigst er det, at der vil være medvind på Rzepiska og derefter sidevind det meste af vejen på den sidste rundstrækning, kun afbrudt af lidt modvind ca. midtvejs på runden. Til slut vil der være sidemodvind hele vejen op ad målbakken.

 

Analyse af 6. etape

Tour de Pologne har altid haft ry for at være talenternes legeplads. Løbet ligger på en tid af året, hvor mange stjerner hviler ud efter Touren, og hvor de store Vuelta-stjerner stadig er i gang med at bygge formen op mod den spanske grand tour. Derfor har det ofte været et af de få WorldTour-løb, hvor de unge navne har kunnet få lov at jagte et personligt, uanset om vi taler om sprintere eller klassementsryttere. Således var det her, en ung Dan Martin tog sin første store sejr i 2010, og i 2011 vandt Peter Sagan sin største etapeløbssejr i en udgave, hvor Marcel Kittel også for første gang viste os, at der kunne være en ny tysk storsprinter på vej. I 2012 var vi vidner til en uforglemmelig duel mellem supertalenterne Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, i 2015 slog Ion Izagirre igennem som specialist i ugelange etapeløb ved at tage den samlede sejr, i 2017 var det højdepunktet i Dylan Teuns’ vanvidssommer, hvor han vandt tre etapeløb på under en uge, og sidste år var det Pascal Ackermann, der cementerede, at Kittels afløser allerede er klar. Dertil kommer et hav af unge ryttere, der i skyggen af lidt større stjerner har opnået deres første pæne resultater på de polske landeveje.

 

Det var også meget forventeligt, at vi ville blive vidner til noget lignende i år. I den optakt, jeg skrev forud for løbet, havde jeg kometen Sergio Higuita som favorit i hans allerførste WorldTour-løb i Europa, og jeg havde udpeget stakkels Bjorg Lambrecht som en af de feltets helt tunge kandidater til sejren. Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov lignede samme meget giftige Ineos-duo, som havde sat stjernerne til vægs i Tour of the Alps, Pierre Latour var klar til at vise sig frem igen efter sin lange skadespause, og James Knox, Antwan Toelhoek, Carl Fredrik Hagen og den russiske gulddreng Aleksandr Vlasov lignede alle folk, der i en beskyttet rolle ville kunne opnå deres første helt store resultater i klassementet i et løb på dette niveau.

 

Til gengæld var der ikke mange, der talte om Jonas Vingegaard. Selv omtalte jeg ham under mit afsnit om forventningerne til danskerne med følgende ord:  Jonas Vingegaard kan forhåbentlig bygge videre på den fine kørsel i Baskerlandet og kan måske endda levere et fint lille resultat, hvis ikke hierarkiet er alt for fast bygget op om Robert Gesink, Antwan Tolhoek og måske Neilson Powless.” Dermed havde jeg egentlig indikeret, at den unge dansker måske nok kunne levere en flot præstation. For en sjælden gangs skyld er Jumbo nemlig til start med et ikke alt for stjernespækket hold, og det var indlysende, at der nok kunne blive lidt spillerum til de unge ryttere.

 

Alligevel virkede det ikke sandsynligt, at der ville blive alt for meget plads til den lille danske klatrer. Efter en flot 2018-sæson var Tolhoek nemlig blevet lovet, at han i løbet af året skulle have sine chancer, og dette løb lignede det måske mest oplagte. Dertil kom, at erfarne Robert Gesink også blev udråbt som en af to erklærede kaptajner, og skulle der endelig blive brug for en plan C, måtte den mere erfarne Neilson Powless trods alt stå først i hierarkiet.

 

Man kan ikke fortænke Jumbo i at have lavet den prioritering. Nok har Vingegaard som U23-rytter givet prøver på sit talent, og nok skulle han angiveligt have nogle fysiske data, der kan få de fleste fysiologer til at spærre øjnene op, men hans resultater igennem 2018-sæsonen var ikke noget, der som en Egan Bernal, Pavel Sivakov, Bjorg Lambrecht, Remco Evenepoel eller Tadej Pogacar for alvor vakte den større interesse uden for Danmarks grænser. Dertil kom, at hans første tid på holdet ikke just havde været skræmmende, og det var bestemt ikke blevet lettere af et styrt i Tour of Norway, der havde parkeret ham på sidelinjen i en periode.

 

Der var dog et enkelt hint om, at Vingegaard måske var klar til mere end som så. På sidste etape i Baskerlandet, der ubetinget må have været et af årets hårdest kørte cykelløb, hvor Astana knækkede Emanuel Buchmann og et ellers brølstærkt Bora-mandskab, var den unge dansker, der ellers var kommet til løbet som hjælper for George Bennett, blevet nr. 12. Det gav en antydning af, at de pauvre resultater måske ikke skulle tages som udtryk for hans reelle styrke - ikke mindst fordi etapen som sagt havde været så vanskelig - men derfra var der alligevel langt til at tro, at han skulle kunne køre med om sejren i et WorldTour-løb, der tæller verdensstjerner som Miguel Angel Lopez, Rafal Majka og Ion Izagirre.

 

Man kan derfor heller ikke fortænke Jumbo-holdet i at have givet Vingegaard en hjælperrolle. Allerede i gårsdagens analyse bemærkede jeg, hvordan 13. pladsen i spurten på 5. etape var en indikation af, at formen ikke var helt ringe, men det havde tydeligvis ikke ændret på positionen i hierarkiet. Da det højst overraskende var Jumbo-mandskabet, der som sagt langt fra hørte til blandt løbets favoritter, som tog initiativ til at splitte feltet allerede langt fra mål, var det nemlig Vingegaard, der blev brugt som en af de første. Danny Van Poppel kørte holdet frem mod den lille stigning, der åbnede ballet, og herefter var det Vingegaard, Lennard Hofstede og Neilson Powless, der lagde presset, mens en skuffende Gesink aldrig kom i aktion. Tolhoek var den eneste rytter, der blev beskyttet, og det var åbenlyst, at missionen var at gøre løbet så hårdt, at en ren klatrer som ham kunne slå de mere eksplosive ryttere i terræn, der traditionelt er bedre for puncheur- end klatretyper.

 

Missionen om at gøre det hårdt lykkedes i den grad. Allerede på toppen af den lille ikke-kategoriserede stigning, som blev brugt som indledning, havde Jumbo reduceret feltet til bare 40 mand. Og da de kort efter ramte løbets vanskeligste stigning for næstsidste gang, fik vi for første gang en fornemmelse af, at Vingegaard åbenbart havde diamanter i benene. Da han førte feltet over toppen, var der således bare ca. 10 mand tilbage - og det endda med hele 45 km til mål.

 

Derefter gik Tolhoek som planlagt i offensiven, og Vingegaards job så ud til at være afsluttet. Favoritterne begyndte at angribe, og Ion Izagirre, Domenico Pozzovivo, Rafal Majka og Tao Geoghegan Hart som de sidste kørte op til en stærk gruppe, som etablerede i kølvandet på Tolhoeks angreb, var det vel egentlig meningen, at Vingegaard bare skulle rulle til mål. Kaptajnen var nu overladt til sig selv i en gruppe, hvor man blandt topfavoritterne kun kunne savne Higuita og Deceuninck-kaptajnerne James Knox og Bob Jungels samt alle Movistars klatrere, der glimrede ved deres fravær. Over de følgende 20 km så det da også ud til, at løbet skulle afgøres blandt de 17 mand, der havde etableret sig i front, og det var nu op til Tolhoek at udnytte forarbejdet til at gøre det færdigt.

 

Pludselig var der imidlertid en livline, der bragte Vingegaard tilbage i spillet. Sunweb var ikke tilfredse med kun at have Jai Hindley foran, og de brugte Michael Storer til at køre deres kaptajn, Chris Hamilton, tilbage. Hjælp fik de også fra Mitchelton, der i Tsgabu Grmay og ikke Mikel Nieve, havde fået den forkerte mand afsted, og derfor måtte ofre Nick Schultz i jagten. Og endelig lykkedes det Higuita at blive reddet fra sin blunder af en velkørende Nate Brown, der måske faktisk lignede hovedårsagen til, at Vingegaard forud for den sidste passage af den stejle mur pludselig fik foræret en billet tilbage til finalen.

 

Men så måtte han jo bare på den igen. En snu Ben Swift fortsatte sin genrejsning efter hjemkomsten til Ineos ved at lancere en offensiv, der længe truede med at skulle blive altafgørende. Sammen med Grmay fik han opbygget et forspring på et lille minut, og da holdkammeraterne Geoghegan Hart og Sivakov bagude agerede effektive stopklodser for alle forsøg på at etablere en mindre gruppe, der kunne samarbejde, så det ud til, at Swift kunne krone sit comeback med en samlet sejr i et WorldTour-løb. Sådan var det i hvert fald, indtil Astana måtte foretage et valg, og Lopez valgte at sætte point i banken hos Izagirre, hvis hjælp han skal bruge i Vueltaen, og ofre sig for sin spanske holdkammerat. Og herefter trådte Vingegaard igen i karakter, for han havde tilsyneladende lidt kræfter til overs, som han lige så godt kunne brænde af, så Tolhoek igen kunne få en chance.

 

Jeg skal hilse og sige, at han havde kræfter. Da danskeren igen satte sig frem ved den sidste passage af Muren, kørte han ganske enkelt sin kaptajn ud af hjulet, og da miseren gik op for ham, bestod gruppen kun af den absolutte creme af løbets elite. Herfra stod det klart, at Vingegaard ikke blot kunne køre med blandt de bedste, men at faktisk måske var stærkeste mand, for herfra var der danske vinger over det hele. I den følgende fase, hvor det regnede med angreb, var der nemlig to ting, der gik igen. For det første havde Ineos altid enten Sivakov eller Geoghegan Hart med for at spolere alt samarbejde, og for det andet kunne man være stensikker på, at tilsyneladende utrættelige Vingegaard var med hver eneste - og jeg mener hver ENESTE - gang.

 

Sådan var det da også, da elastikken endelig knækkede. En forcering fra Hindley blev besvaret af Sivakov og Vingegaard og senere også af Knox, og herefter stod det klart, at etapen var afgjort. Knox faldt hurtigt fra, og da Vingegaard og Hindley opgav af bekymre sig om Sivakov - for dem ville et podium trods alt være et kolossalt resultat - fik de trukket den efterhånden stærkt lidende Swift ind igen. Og da den britiske sprinter kort efter måtte opgive drømmen om sit mirakuløse comeback, og Sivakov derfor fik carte blanche til at udnytte den gunstige situation, han havde bragt sig i, stod det klart, at tre af sportens store talenter skulle afgøre det. Uanset alle anstrengelserne fra stjerner som Majka, Izagirre, Pozzovivo og Formolo var der nemlig ingen, der kunne komme så afgørende fri, at et samarbejde skulle etableres.

 

Alligevel så det ikke ud til at blive Vingegaards dag. Ser man bort fra den billet, der efter det indledende arbejde havde bragt ham tilbage i front, havde danskeren trods alt arbejdet som et æsel over en tredjedel af etapen. Dertil kom, at han havde haft Sivakov, som i Tour of the Alps igen havde understreget sine hæderlige afslutterevner, på slæb, og derfor var det ikke svært at udpege den russiske komet som den store favorit til at tage endnu en stor sejr efter triumfen i Alperne i april.

 

Sivakov virkede da også meget selvtillidsfuld, da han investerede kræfter i at lukke hullet, da Hindley på den sidste nedkørsel kom fri. Herefter valgte australieren tilsyneladende at køre for en podieplads i klassementet frem for en mulig sejr, og dermed sad Sivakov perfekt placeret frem mod spurten. Alligevel havde danskeren på mærkværdig vis efter en dag, hvor han havde været her, der og alle vegne, overskud og kræfter til at spurte sig til en sejr, der må høre til blandt de mest uventede på årets WorldTour.

 

Triumfen er blot den næste i rækken i et år, hvor de danske talenter har imponeret. Det er i hvert fald svært ikke at sammenligne den med Kasper Asgreens mirakuløse 2. plads i Flandern Rundt, hvor den danske tempomaskine også arbejdede som en hest som hjælper for kaptajnerne gennem hele løbet, men hvor han alligevel blev ved med at finde nye kræfter, dukke op igen og igen og til slut sikre sig en sensationel 2. plads. Også dengang kunne man argumenter for, at det var en ung dansker, der måske var stærkeste mand i et stjernebesat WorldTour-løb, og i dag var det nærliggende at komme til samme konklusion, da en ung dansker foldede vingerne ud og hævede sig højt over stjernerne i de sydpolske bjerge.

 

Nu skal man naturligvis passe på med at drage alt for forhastede konklusioner på baggrund af den flotte kørsel. Som sagt er der en grund til, at Tour de Pologne er talenternes legeplads, for det var åbenlyst, at Lopez, Izagirre, Pozzovivo og Formolo i hvert fald stadig er på vej mod deres bedste form. Men i kampen mellem de mange talenter, for hvem dette er et selvstændigt mål, var det i dag Vingegaard, der hævede sig over dem alle.

 

Talent var der ellers rigeligt af, og de foldede sig alle ud, så det polske løb atter blev en herlig udstilling af, hvem vi skal holde øje med i fremtiden. Det gælder naturligvis særligt på Ineos, hvor man i tillæg til den fortsatte genrejsning af Swift atter fik at se den fantastiske du bestående af Sivakov og Geoghegan Hart i aktion. Som i forbindelse med opvisningen i Tour of the Alps viste de ikke blot deres eminente fysiske formåen på en dag, hvor deres allestedsnærværende kørsel vidnede om, at de var blandt de absolut stærkeste, men også at de har en taktisk indsigt og klogskab, der mere er noget, man forventer fra en 35-årig veteran. Nok endte de med at måtte se sig besejret af en stærkere mand, men løbet var endnu en understregning af, hvordan det meste af etapeløbstalentmassen er samlet på det britiske superhold.

 

Det var dog ikke dem, der var allermest opløftende. Det var snarere Sunweb, som endelig fik vist deres talenter frem i et stort europæisk WorldTour-løb. Det har ellers været næsten tragisk at se, hvordan den tyske talentfabrik næsten havde formøblet Chris Hamilton, Jai Hindley og Michael Storer, som i U23-årene lignede noget af det mest lovende, Australien overhovedet har frembudt. Vi er helt sikkert mange, der nærmest havde afskrevet dem, men i dag viste Hindley og Hamilton endelig, at vi fortsat skal regne med dem. Og dermed sørgede de ligesom Jumbo for, at det i høj grad var de unge outsiderhold, der dominerede på bekostning af blandt andet Bora og Astana, hvis verdensstjerner alle kom til kort.

 

På talentlisten finder vi også Higuita, der alligevel endte som nr. 4, selvom han gang på gang så ud til at være ude af billedet. Efter den svage præstation i går lignede det endnu en nedtur for colombianeren, som ellers med sin fantastiske sæsonstart havde skruet forventningerne op til det helt store, også selvom han aldrig tidligere havde kørt et WorldTour-løb. Han så temmelig rusten ud, da gruppen splittede tidligt, men åbenbart skulle han bare varmes op. Da først Brown havde bragt ham tilbage i spillet, havde han mere at skyde med end som så, og til slut fik han vist, hvorfor vi er mange, der har enorme forventninger til det næste colombianske vidunderbarn.

 

Listen er længer end det. Ligesom Higuita fandt Knox benene undervejs og viste, at han stille og roligt fortsætter den fremgang, der tog fart sidste år. Nok kom han til kort, men Tolhoek var trods alt alligevel med fremme efter sit hold hårde arbejde. Og Matteo Fabbro, Nicola Conci, Nick Schultz og Carl Fredrik Hagen kørte alle hæderligt. Desværre vil sidstnævntes præstation altid være ledsaget af spørgsmålet om, hvad det var blevet til, hvis Lotto havde kunnet køre for Lambrecht på en etape, hvor han formentlig havde kørt med om sejren.

 

Modsat kom alle stjernerne til kort, men det er nu ikke stærkt alarmerende. Lopez er altid lidt rusten i sine første løb efter en pause, og Majka så igen ganske overbevisende ud, som han også gjorde det i foråret. Formolo var måske ikke helt så flyvende som forventet, men også han er på rette vej frem mod Vueltaen. Og endelig var det herligt at se Petr Vakoc følge op på sidste års flotte spurt og vise, at han efterhånden er ved at være sig selv igen efter det grimme styrt.

 

For andre så det værre ud. Efter et år, hvor han i forvejen ikke har imponeret, leverede Pozzovivo endnu en præstation, der ikke er i tråd med hans stabilitet, og som ikke er lovende for en mand i hans alder, når den kommer som den næste i en lang række. Diego Ulissi måtte igen sande, at han altså er noget nær en kronisk skuffelse i WorldTour-løb, selv når terrænet passer ham perfekt. Og helt galt gik  det for Bob Jungels, der fortsætter den nedtur, som blev indledt med en nærmest rædselsfuld Giro.

 

Rædselsfuldt var det til gengæld hverken for Jumbo eller Vingegaard. Nok var resultatet åbenlyst ikke det, der var i støbeskeen, da man fra morgenstunden lagde en strategi, som skulle bringe Tolhoek i spil til den samlede sejr, men det kendetegner som bekendt de bedste hold, at de ofte får noget med hjem, når kaptajnerne fejler. I denne sæson har Jumbo været overalt, ikke mindst i det netop afsluttede Tour de France, og selv når de stiller til start med det, der må betegnes som et B-hold, ender de altså med formentlig at vinde et stort WorldTour-løb. Det hollandske mandskab har efterhånden udviklet sig en succeshistorie, hvor det største problem efterhånden bliver at give plads til alle de talenter, der gang på gang viser, at de fortjener at få deres egen chance.

 

Indtil i dag var Vingegaard endnu ikke på den ellers stadig længere liste, men det fik han i den grad rettet op på i dag. Fuldender han arbejdet på morgendagens etape, der er betydeligt lettere end i tidligere år, får manager Richard Plugge sig i hvert fald endnu et hovedbrud, når han skal få Vingegaard til at passe ind i en kabale, der i forvejen tæller Dylan Groenewegen, Wout van Aert, Steven Kruijswijk, George Bennett, Primoz Roglic, Laurens De Plus, Danny Van Poppel, Sepp Kuss og måske også snart Tom Dumoulin og Marcel Kittel.

 

Men hvad? Hvis Vingegaard fortsætter med at flyve så højt, at han overstråler sine kaptajner, kan han jo selv tage sig den plads, som det ellers kan være svært at finde på sportens nu vel nok mest succesrige talentfabritk.

 

Favoritterne

Lige nu er Jonas Vingegaard utvivlsomt helt oppe at flyve, men forhåbentlig er der en sportsdirektør, der hurtigt får ham hevet ned til jorden. I hvert fald er der ikke nogen, der misunder ham opgaven at skulle forsvare en førertrøje på Bukowina Tatrzanska-etapen, der har kunnet bringe selv de bedste i vanskeligheder. I 2017 var det kun Tejay van Garderens store hjælpeindsats, der bragte Dylan Teuns tilbage til feltet efter en krise i finalen, og sidste år var Simon Yates så brølstærk, at Michal Kwiatkowski, der ellers forinden var blevet støttet af den fremragende duo bestående af Pavel Sivakov og Sergio Henao, måtte gøre sig selv meget sårbar over for angreb, da den isolerede polak ene mand var tvunget til at holde den angribende brite i snor.

 

De to eksempler viser, at den afsluttende etape kan være et sandt helvede at skulle kontrollere. Der var næppe mange, der havde forudset Teuns’ krise i 2017, og havde han ikke været i sit livs form sidste år, var det næppe lykkedes for Kwiatkowski uden hjælp i finalen både at holde styr på de mange angrebslystne rivaler og at forhindre Yates i at løbe med det hele i sidste øjeblik. Samtidig viser de, at et stærkt hold er helt afgørende i dette terræn, for uden Van Garderen og tidligere på etapen Rohan Dennis havde Teuns ikke vundet for to år siden, og havde Sky ikke været så stærke, kunne Kwiatkowski meget vel have været isoleret så tidligt, at han var bukket under for presset.

 

Heldigvis har Vingegaard fået en gave af arrangørerne. Af en eller anden grund har de skruet kraftigt ned for sværhedsgraden af etapen, der plejer at være den vanskeligste, men i år er klart nemmere end 6. etape. Målbakken er den samme som altid, men den er kun stejl så kortvarigt, at den sjældent gør den helt store forskel, specielt fordi de sidste 2 km er meget lette. I tidligere år har det altid været stigningerne forinden, der har skullet bruges offensivt, men i år er den sidste alvorlige udfordring placeret mere end 20 km fra mål. Et angreb i stil med det, Yates lancerede sidste år, bliver meget svært at gennemføre fra den distance, og generelt vil det meste af finalen favorisere en større gruppe på bekostning af en enlig rytter. Samtidig er Rzepica-stigningen kun stejl over de første 500 m, men derefter en yderst menneskelig opkørsel.

 

Det ændrer dog ikke på, at etapen har mere end 3000 højdemeter på kun godt 150 km, og det vidner om, at der gemmer sig en masse bakker, som kan være svære at se på profilen. Som vi så i dag, er terrænet rigeligt hårdt til at skabe et blodbad, som de enkelte stigninger ikke rigtigt kan retfærdiggøre, og det fortæller, at Vingegaard skal være på dupperne, hvis missionen skal gennemføres. Heldigvis er han ikke omgivet af noget ringe hold, og blandt de seks hjælpere er det kun Danny Van Poppel og Taco van der Hoorn, der næppe kan bidrage med specielt meget. Robert Gesink skuffede ganske vist fælt i dag, men kender vi den erfarne hollænder ret fra hans indsats i de seneste grand tours, er han der som regel, når kaptajnerne skal bruge ham. Neilson Powless og Lennard Hofstede bidrog begge sammen med Vingegaard til at splitte feltet til atomer på dagens etape, og selvom Antwan Tolhoek ikke kunne gøre holdets arbejde færdigt, var han trods alt god nok til at sidde med i den absolutte finale.

 

Problemet er til gengæld, at Jumbo kan se frem til, at sportens bedste hold kommer farende med fuld kraft. Det gælder særligt for Ineos, der har hele tre trusler mod trøjen, og som helt sikkert ikke er tilfredse med en 2. plads, hvis man ihukommer deres meget dominerende kørestil i dag. Det gælder Astanas superhold, der dog desværre valgte at ofre Miguel Angel Lopez, så det nu kun er Ion Izagirre, Vingegaard skal frygte, og det gælder helt sikkert et Bora-hold, der kom med to af favoritterne i form af Rafal Majka og Davide Formolo, og som helt sikkert er ligeglade med, om de kan holde den nuværende 7. og 9. plads. Endelig er der en helt stribe ryttere, der alle er inden for to minutter af førertrøjen, og som ikke har meget at miste ved at sætte alt på et bræt. En placering mellem nr. 10 og 20 i Tour de Pologne er der alligevel ingen, der husker.

 

Med andre ord er der lagt op til en sand angrebsfest fra start, som vi så det i dag, hvor det tog mere end 50 km at få et udbrud etableret, og hvor der en overgang var kørt hele 26 mand væk. Jumbo kan næsten umuligt sikre, at det ikke fører til dannelsen af et stærkt udbrud med folk fra klassementets top 30, der mere eller mindre alle er ryttere, man ikke kan give for lang snor. Heldigvis kan de også næsten være sikre på, at der kommer hjælp undervejs, for alle de ryttere, der vil vinde samlet, har brug for bonussekunder. For Jumbo vil det være perfekt, hvis man kan holde styr på top 19 og derefter lade et udbrud sejle hjem med lige præcis så megen tid, at trøjen ikke kommer i fare. Ineos, Bora og Astana er alle nødt til at hjælpe til med at føre, også fordi de med den lettere rute skal have gjort løbet så vanskeligt som muligt.

 

Derfor bør det tidlige udbrud heller ikke have mange chancer. Spørgsmålet er snarere, hvornår angrebene starter. Ingen kan rigtigt tillade sig at vente til den lette målbakke, og derfor skal forsøgene komme senest på den sidste passage af de to kategoriserede stigninger, der kommer inden for de sidste 50 km. Det har også den konsekvens, at de to sidste indlagte spurter begge kan komme i spil med deres potentielt meget vigtige bonussekunder - det kan den første egentlig også, hvis udbruddet først kører efter en times tid med angreb - og det kan være en sidegevinst, flere hold kan se en mening i at gå efter.

 

På den baggrund forventer vi, at favoritterne vil røre på sig allerede, når de rammer bunden af Sciana Bukovina for sidste gang. Herefter kan vi regne med angreb i øst og vest, og her kommer Jumbo for alvor på prøve. Særligt Tolhoek bliver en nøglerytter, for lykkes det at isolere Vingegaard tidligt, kan han for alvor få problemer, også selvom han i dag lignede den i særklasse stærkeste rytter. Særligt det flade stykke efter sidste passage af Rzepiska kan blive livsfarligt, som vi så det i dag, hvor Ben Swift var tæt på at rende med det hele ved at angribe på et ellers ufarligt stykke. Kan Vingegaard ikke finde allierede, kan det næsten blive hvem som helst, der løber med sejren, for så vil det lige så meget handle om held og timing som om gode ben.

 

Heldigvis virker Jumbo så stærke, at Vingegaard formentlig vil have en vis støtte. Dertil kommer, at særligt det stærke Sunweb-hold nok vil give en hånd med. For Hindley vil en podieplads være et gigantisk resultat, og da han bakkes op af Chris Hamilton og Michael Storer, som begge sad med i finalen i dag, har de ganske meget at skyde med. Dertil kommer, at Ineos faktisk også kan blive en allieret, hvis bare Vingegaard kan forhindre, at en af de tre farlige ryttere fra det britiske hold kommer væk inden den sidste stigning. Hvis ikke, vil de nemlig have en interesse i at gå efter enten et angreb med Sivakov på den stejle del af sidste stigning eller måske en etapesejr i en spurt med Swift eller Tao Geoghegan Hart. Endelig kan man håbe, at det lykkes for Diego Ulissi at få en af UAEs klatrere med i finalen, og at Nate Brown kan sidde hos Sergio Higuita, for de er ryttere, som begge kunne være interesseret i at skulle spurte om sejren i den lette finale.

 

På den baggrund er der reelt to mulige udfald. Etapen er ikke til, at stærkeste mand bare kører alene hjem, og derfor kan det enten lykkes at holde det samlet til en spurt op ad sidste stigning for de hurtigste klassementsryttere, der kan føre det færdigt på de 2-4% op mod mål, eller det kan blive et meget taktisk spil, hvor en stærk - men ikke nødvendigvis den stærkeste - rytter kan snige sig væk, som Yates så smart gjorde det sidste år. Sker det, er listen over potentielle vindere alenlang, og derfor er det en meget svær etape at spå om.

 

Vi tror mest på en spurt. Som sagt favoriserer det flade stykke frem mod målbakken en større gruppe, og selvom etapen næsten med sikkerhed vil blive kørt knaldhårdt, burde det være muligt for Vingegaard at kunne finde allierede til sidst. Derefter vil han skulle svare på angrebene på den stejle nedre del af målbakken, og det overskud, han viste i dag, indikerer, at han vil være i stand til at holde snor i hvert fald i sine værste konkurrenter. Derfor kunne det ligne en finale for dem, der kan sidde med og gøre det færdigt, når der skal spurtes på ad den sidste bakke.

 

Det får os til at pege på Sergio Higuita som vores favorit. Som skrevet i analysen ovenfor kom colombianeren mildt sagt haltende fra start på dagens etape, men stille og roligt fandt han benene. På de sidste stigninger var han blandt de stærkeste og fik vist, at hans kørsel i Californien og Spanien tidligere på sæsonen ikke var nogen tilfældighed. Slutteligt bragede han en fremragende spurt af og dokumenterede den spurtstyrke, som han også stillede til skue i Californien, og det viser, at han har alle egenskaber for at vinde denne etape. I dag steg det kun svagt op mod mål, men i morgen er der tale om en mere regulær stigning. Det burde gøre det endnu bedre for lille Higuita, der tillige vil have fordel af, at den stejle del i bunden vil bringe folk som Swift og Ulissi i rødere zone end ham. Higuita ser generelt ud til at blive bedre og bedre dag for dag, og derfor tror vi, at han tager sin første WorldTour-sejr ved at spurte først over stregen fredag eftermiddag.

 

Til dagens etape pegede vi på Pierre Latour som vores favorit. Det lykkedes ikke helt for franskmanden, men det var tæt på. Han kørte i hvert fald en fin spurt til sidst, men undervejs var det også tydeligt, at han ikke var stærkeste mand på stigningerne. Det vil han heller ikke være i morgen, men her vil han kunne drage fordel af, at etapen er betydeligt lettere. Dermed vil han formentlig have mere at skyde med, når de ankommer til målbakken, og så vil han altid være en af de klare favoritter, hvis der skal spurtes på de sidste meter. Den sidste kilometer minder meget om afslutningen på 5. etape, hvor han som bekendt kørte en fabelagtig spurt fra en alt andet end ideel position. Er han ikke bragt for meget i vanskeligheder på den stejle del i bunden, må Latour være blandt de hurtigste af dem, der kan ende med at skulle spurte om sejren.

 

Rafal Majka er bestemt ikke kendt som en sprinter, men han har i dette løb mindet os om, at han er ganske hurtig i stigende finaler. I går blev han nr. 6, og i dag var det kun Higuita, der kunne matche ham i en endnu lettere spurt end den, der venter i morgen. Majka har allerede én gang tidligere vundet i denne finale, da han i 2014 - hvor han dog også var i en liga for sig - kørte fra alt og alle på den stejle del af stigningen, og dermed har han vist, at han kan gøre det færdigt på bakken. I det hele taget har han lignet en mand i hopla, men terrænet har bare ikke været svært nok til, at han har kunnet komme væk. I morgen er det i højere grad på bakken op mod mål benene, der taler, og dem har Majka. Spurter han, som han har gjort de seneste dage, er der al mulig grund til at tro, at Majka for anden gang kan vinde på denne bakke.

 

Det kan Tao Geoghegan Hart også. I dag var han og Sivakov overalt, og de kørte fabelagtigt i forsvaret af Swifts forspring. Den megen aktivitet så ud til at koste lidt til allersidst, men briten lignede en af de stærkeste på stigningerne. Han har allerede med etapesejren i Tour of the Alps vist, at han er en fremragende afslutter, og det er således en etape, der slet ikke ligger ringe til ham. Hans problem er, at det kan give mere mening at køre spurten enten for den hurtigere Swift eller for Sivakov, der har mest glæde af bonussekunderne. Vælger Ineos til gengæld at prioritere etapesejren, vil Geoghegan Hart formentlig være det bedste bud - og så er han også en rytter, der kan snige sig væk, hvis Ineos med deres overtal kan angribe Vingegaard på skift.

 

I dag var Ben Swift lige ved at løbe med det hele med et flot og modigt angreb. Det er meget tænkeligt, at han vil prøve noget tilsvarende i dag, og han har tabt så meget tid, at han ikke i første omgang vil påkalde sig en reaktion fra Vingegaard. Hans største chance er dog nok en spurt, for vi så i dag, at han har benene og formen til at køre finale i dette ret vanskelige terræn. Problemet er den stejle del i bunden af målbakken, der kan blive for svær for en stor fyr som ham, men kommer han først over den del uden at være badet i syre, vil han i teorien være hurtigste mand på stregen, også selvom han havde foretrukket, at det steg knap så meget op mod mål.

 

Løbets førende puncheur er Diego Ulissi, og egentlig burde han være favorit i en finale, der er for let til klatrerne og for svær til de hurtigere Swift-typer. Faktisk burde en 3-4% op mod mål være en gave til Ulissi, men desværre er det svært at være meget optimistisk på hans vegne. Nok sad han med de bedste hjem i dag, men det var bestemt ikke med diamanter i benene. På begge de seneste etaper har han også været helt væk i spurten, og der er et eller andet, der tyder på, at Ulissi lige nu ikke har sine bedste sprinterben. Det ændrer dog ikke på, at Ulissi altså normalt er løbets bedste afslutter i en finale som denne, og med en lidt lettere rute kan han måske også bevare friskheden til faktisk at vise det.

 

Jonas Vingegaard får nok at gøre med at forsvare sig mod angreb, og derfor ligger det ikke lige i kortene, at han også kan finde overskud til at gå efter etapesejren. Omvendt kan det blive en nødvendighed i et løb, hvor bonussekunder kan være afgørende, og med det enorme overskud, vanvidsmennesket Vingegaard viste i dag, kan man ikke udelukke, at han har kræfter til både at forsvare trøjen og sætte de andre til vægs i spurten. Ganske vist er han oppe mod hurtigere folk, men han viste både i går og i dag, at han slet ikke er ringe til at spurte op ad en bakke, slet ikke når det har været så hårdt, som det vil være i morgen. Kwiatkowski viste os sidste år, at det kan være meget svært at vinde denne etape, når en 1. plads skal forsvares, også selvom man har Kwiatkowskis hurtighed, men med de rette alliancer kan Vingegaard måske alligevel bevare friskheden til at gøre det.

 

I dag var det lidt svært at blive klog på Davide Formolo. Billederne viste nemlig lidt for sjældent feltet, og når vi endelig fik dem at se, var det tydeligt, at italieneren flere gange var i vanskeligheder. Omvendt var der også situationer, hvor man fik indtryk af, at han var sat til at føre for Majka, og det kan forklare, at silken var slidt af til sidst. Uanset hvad sad Formolo med til sidst, hvor han kørte en fin spurt, og derfor kan formen ikke være helt ringe. Han og Majka har fordel af at kunne angribe på skift, og Formolo har i år flere gang vist, at han er livsfarlig at lade slippe væk i denne form for terræn. Samtidig minder målstigningen ganske meget om en forkortet udgave af Montevergine di Mercogliano, hvor han i sidste års Giro kørte sit livs spurt, og det viser, at han også kan begå sig i en spurtafgørelse i denne finale.

 

Sunwebs førsteprioritet er Jai Hindley, men skal de vinde etapen, er Chris Hamilton bedste bud. Han er nemlig stadig lidt af en underdog, der kan få den frihed, Hindley under ingen omstændigheder får, og han viste både i dag og i går, at han hører til blandt feltets stærkeste. Dertil skal lægges, at han i gårsdagens finale viste, at han er en ganske glimrende afslutte på en bakke som denne, og det giver ham muligheder både ved offensiv kørsel og i en spurt. Skal han vinde, skal det nok være via førstnævnte scenarium, men det burde også være muligt med den fine form, han har vist.

 

I dag var Ion Izagirre ubetinget en af de stærkeste, men hans gentagne angreb blev gang på gang besvaret. Det viser, at terrænet bare ikke er hårdt nok til en fyr som Izagirre, og det kan gøre det svært at vinde etapen. Nok kan han afslutte, men han er ikke hurtig nok til at vinde en spurt, og hans chance er derfor at snige sig væk i en ukontrollerbar finale. Det kan blive svært, men umuligt er det ikke, som vi så med Yates sidste år. Og Izagirre virker så velkørende, at han formentlig ikke skal have mange meter, før de ikke ser ham igen.

 

Pavel Sivakov viste i dag, at formen er fremragende, men det kan alligevel blive svært at vinde etapen. Han ligner ikke en mand, der kan komme af med Vingegaard, og han kan være helt sikker på, at han ikke får skyggen af frihed. Skal han vinde, skal han derfor formentlig spurte sig til sejr på bakken op mod mål, og selvom han i Tour of the Alps viste, at han ikke er helt langsom, er der altså mange, der er hurtigere end ham. Omvendt står han ikke helt ringe, hvis han får Swift og Geoghegan Hart til at sætte ham op til en spurt i jagten på bonussekunder, og finalen er trods alt så hård, at man ikke kan udelukke, at en formstærk Sivakov også kan gøre det færdigt.

 

I dag valgte Astana at slagte Miguel Angel Lopez i forsøget på at hente Swift, og det betyder, at colombianeren nu er ude af klassementet. Det betyder til gengæld, at han nu kan komme i spil til etapesejren, for det er klart, at han slet ikke er en trussel, hvis han sniger sig væk i finalen. Særligt Vingegaard ville elske, hvis han løb med bonussekunderne, og selvom Ineos næppe vil lade det ske, er Lopez trods alt så fabelagtig en rytter, at han ikke skal have mange meter. Han bliver altid bedre og bedre i etapeløb, og for to år siden viste han i Burgos, at han efter en dårlig start på et kort etapeløb pludselig kan være bedste mand på sidste etape.

 

I dag var Domenico Pozzovivo og James Knox begge blandt de bedste, men de hang kun på med det yderste af neglene - og Pozzovivo måtte endda slippe til sidst. De vinder derfor ikke morgendagens etape på råstyrke, men de kan gøre det via en smart taktik. Begge er efter dagens etape at regne lidt som underdogs, og det kan måske give dem lidt frihed til at snige sig væk. Pozzovivo har i hvert fald tabt tid, og vi så i dag, at de ikke regner Knox som den helt store trussel. Knox viste faktisk også i Catalonien, at han er god i en spurt på en bakke som denne, men i dette felt har vi dog svært ved at se ham faktisk vinde i en spurtafgørelse.

 

Jai Hindley skal naturligvis også nævnes, men det er næsten umuligt at se, hvordan han skulle kunne vinde etapen. Vingegaard vil ikke give ham en meter, og nogen stor sprinter er han ikke. Han vil formentlig være tilfreds med at sikre sig den samlede podieplads. Endelig er der en stribe ryttere, der kan udnytte manglen på kontrol og et taktisk spil til at snige sig væk. Her ligner Simon Geschke, Nicolas Edet, Nick Schultz, Carl Fredrik Hagen, Tsgabu Grmay og Petr Vakoc de mest oplagte kandidater.

 

Feltet.dks vinderbud: Sergio Higuita

Øvrige vinderkandidater: Pierre Latour, Rafal Majka

Outsidere: Tao Geoghegan Hart, Ben Swift, Diego Ulissi, Jonas Vingegaard, Davide Formolo

Jokers: Chris Hamilton, Ion Izagirre, Pavel Sivakov, Miguel Angel Lopez, Domenico Pozzovivo, James Knox

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan se Simon Yates’ sejr fra 2018, Wout Poels’ sejr fra 2017 og Sergio Henaos sejr fra 2015.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Pologne
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

World Cup Namur(CDM) 22/12

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SPAR 7.200 PÅ LÆKKER PINARELLO CYKEL