Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Volta a Catalunya

Optakt: 7. etape af Volta a Catalunya

30. marts 2019 19:14Foto: Sirotti

Michael Matthews fortsatte sit fantastiske comeback ved at tage sin anden sejr i løbet, og nu drømmer han om at lave hattrick, når løbet søndag slutter med den klassiske etape på Montjuic-stigningen i Barcelona. Her er der samtidig lagt op til et sidste opgør om den samlede sejr på en dag, hvor Miguel Angel Lopez kan se frem til at komme under angreb fra sine værste rivaler, mens Alejandro Valverde utvivlsomt har blik på en chance for at redde sit løb ved at sikre sig sin tredje sejr i den catalanske hovedstad.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt rundstrækningen hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2019. Ganske vist har den siden kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

 

Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 143,1 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører indtil rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange. I år lægger man fra starten ved L’Hospitalet de Llobregat i den vestlige udkant af Barcelona ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest og igen vest. Her rammer man kategori 3-stigningen Coll de la Creu d’Ordal (5,7 km, 4,4%, max. 8%), der har top efter 24,8 km, hvorefter man fortsætter mod sydvest og siden sydøst gennem let faldende terræn. En lille bakke leder nu op til Begues, inden det via en rigtig nedkørsel går mod sydøst og sydvest ned til kystbyen Castelldefels, hvor den første spurt kommer efter 64,4 km. Herfra kører man ad flade veje mod øst og nordøst tilbage mod Barcelonas centrum.

 

I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 87,8 km, og herefter afsluttes løbet med de klassiske 8 omgange på den 6,8 km lange rundstrækning i Montjuic-parken. Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 3-stigningen Alt Montjuic (2,1 km, 5,2%, max. 8%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Fra toppen resterer bare 4,3 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, der afbrydes af en lille bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%.

 

Læs også
UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

 

Etapen byder på i alt 2148 højdemeter.

 

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.

 

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

 

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.

 

I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.

 

Sidste år angreb Simon Yates i finalen og holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angrebet den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet.

 

 

 

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

 

Vejret

Efter en uge med smukt vejr er det slut. Ligesom for et par år siden vil sidste etape blive en regnfuld affære, hvor det måske nok vil være tørt fra starten, men hvor det hurtigt vil begynde at regne. Temperaturen vil nå bare 15 grader, og det vil samtidig være yderst blæsende med en hård vind fra nordøst. Det giver sidemedvind på den første del og derefter sidemodvind og modvind på turen tilbage mod Barcelona. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på stigningen og derefter forskellige vindretninger på den snoede nedkørsel, inden man får modvind på den sidste kilometer.

 

Analyse af 6. etape

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det må være Michael Matthews’ mantra i disse dage, hvor han på bare en uge har vendt det, der lignede endnu en forspildt klassikersæson, helt på hovedet og nu kan imødese de forårets kommende storløb med en helt, helt anden optimisme. Som jeg skrev i analysen efter hans sejr i tirsdags, lignede det ellers tilbageslag nr. 117 for den evigt uheldige australier, da han efter et første styrt i Omloop Het Nieuwsblad pådrog sig en hjernerystelse og flere andre mindre skader i forbindelse med et styrt på 1. etape af Paris-Nice. Ligesom sidste år, hvor han fik sin klassikersæson spoleret af en brækket skulder, han pådrog sig i Omloop Het Nieuwsblad, og som betød, ta han desperat jagtede formen gennem hele marts og april, så det ud til, at også 2019 kunne bliver lidt at et kapløb med tiden.

 

Matthews var nu egentlig ikke så bekymret for formen denne gang. Ganske vist mistede han en uges træning, men han var overbevist om, at han havde arbejdet så stenhårdt igennem vinteren, at grundstenene var lagt. Det var snarere den manglende løbsrytme, der udgjorde et problem. For andet år i træk havde Matthews nemlig valgt først at starte sin sæson i Omloop, ganske enkelt fordi han have ambitioner om at strække topformen helt fra Milano-Sanremo til Liege-Bastogne-Liege, og for første gang havde han endda også intentioner om at køre den fulde brostenskampagne, efter at sidste års sejr i BinckBank Tour havde overbevist ham om, at det måske ikke kun var i Ardennerne, at han kan gøre sig gældende.

 

Styrtet i Paris-Nice tvang ham imidlertid til en hurtig ændring af planerne. De første brostensløb, E3 og Gent-Wevelgem, blev droppet til fordel for en tur til de catalanske bjerge, hvor han skulle indhente de forsømte løbskilometer, der blev revet fra ham ved mødet med den parisiske asfalt for et par uger siden. Det lykkedes ham akkurat at stille til start i Milano-Sanremo, hvor han med en 12. plads overgik alle sine forventninger og fik bekræftet, at det store vinterarbejde altså ikke havde været helt spildt, og derefter drog han til Spanien med det ene formål at forbedre formen, så han kan være knivskarp i sine helt store mål, Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege.

 

Den beslutning skulle vise sig at være guld værd. Matthews har været ramt af temmelig mange tilbageslag i de senere år, og han har været lidt af en humørrytter, der har af og til har haft svært ved at rejse sig, når han igen er blevet trykket ned i et hul. Som regel har han skullet bruge et resultat eller to for at genfinde selvtilliden, og på den baggrund kan det nu vise sig, at turen til Spanien blot har gjort hans chancer for succes i klassikerne endnu større.

 

Var han ikke styrtet i Paris-Nice, kunne de forløbne uger nemlig godt have været vanskelige. Som Paris-Nice udviklede sig, er det i hvert fald svært at se, at han skulle være kommet fra det franske løb med mange resultater, og selvom han utvivlsomt havde gjort det endnu bedre i Sanremo uden det forudgående uheld og sikkert også havde været stærk i både E3 og Gent-Wevelgem, er det langt fra sikkert, at resultaterne kunne have stået mål med hans tårnhøje ambitioner.

 

Det kan resultaterne fra Volta a Catalunya til gengæld. Efter seks dage står han efter dagens knebne spurtsejr tilbage med to etapesejre, en 2. og en 4. plads og endda med gode muligheder for at lave hattrick, når løbet slutter i morgen i Barcelona. Og selvom sejrene ikke har samme prestige, som de ville have haft, hvis de var kommet i en af de store klassikere, er det bestemt ikke ligegyldige ryttere, han har slået. Det er i hvert fald ikke hvem som helst, der kan slå Valverde i en puncheurspurt, som Matthews så suverænt gjorde det i tirsdags, og det er utvivlsomt en skalp, han er stolt af.

 

Heller ikke dagens sejr skal man kimse ad. Nuvel, Volta a Catalunyas sprinterfelt er måske ikke noget at prale af - og det blev bestemt ikke bedre af, at André Greipel valgte at rejse hjem i morges - men det giver sejren et fornemt skær, at det i dag var Phil Bauhaus, han satte til vægs. Matthews har som bekendt aldrig været en mand til de flade boulevardspurter som den, han mødtes af i Vila-Seca i dag, og derfor lå det ikke just på den flade at overspurte en mand som Bauhaus.

 

Læs også
Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

 

Bauhaus er nemlig ingen hvem som helst. Måske har han ikke et generalieblad som en Groenewegen, en Viviani, en Kittel eller en Gaviria, men han har vist, at han på sine gode dage er lynhurtig. Således satte han stort set hele sprintereliten til vægs, da han sidste år vandt en etape i Abu Dhabi Tour, og han har også en stor spurtsejr i Dauphiné på sit cv. Derfor ville alle pile normalt også pege på tyskeren, da det stod klart, at det hele endte i en stor spurt efter en dag, som ikke havde budt på de helt store anstrengelser, da først det lykkedes sprinterholdene at slippe et lille, ikke specielt stærkt udbrud afsted.

 

Derfor er det ikke en uvæsentlig skalp, Matthews sikrede sig, og den vil i hvert fald give ham en tro på, at han ikke skal være bange for at slæbe folk som Peter Sagan med sig stregen, når det går løs på de hollandske og belgiske landeveje senere. Naturligvis er hovedforklaringen på sejren formentlig, at Bauhaus efter seks dage i knaldhårdt terræn er mere slidt end den langt mere robuste Matthews, men det er jo netop evnen til at afslutte, når alle er trætte, som australieren får brug for, hvis han skal have den store klassikersejr i de kommende uger.

 

For Bauhaus var det til gengæld en stor frustration. På forhånd virkede det en anelse sært, hvorfor i alverde Bahrain-Merida havde sendt deres tunge sprinter ned til de catalanske bjerge, og i de første dage så det da heller ikke ud til, at det var en specielt klog disposition. I går overgik Bauhaus imidlertid alle forventninger, da han på en knaldhård etape kom med feltet hjem, helt modsat alle de andre tunge sprintere. Og i dag var han der igen og det endda med et overskud, så han næsten kunne tage karrierens tredje WorldTour-sejr.

 

Derfor må de gøre ondt, at han akkurat ikke formåede at slå til. Bahrain har nemlig vist ham stor tillid ved at hente ham ind som spydspids i deres sprintersatsning, men de første uger er langt fra gået som håbet, hverken i Australien eller i Emiraterne. Derfor kunne en stor WorldTour-sejr i Catalonien have været den nødvendige bekræftelse på, at araberne har set rigtigt ved at vise ham så stor tillid. Den må han nu vente med at sikre sig til kommende opgaver, men heldigvis kan han tage hjem fra Spanien med bevidstheden om, at han aldrig har klatrer bedre, end han gør netop nu.

 

Lige så frustrerende var det for Ryan Gibbons, der ellers må have tanket megen selvtillid i gårsdagens spurt, hvor han vel var hurtigste mand. I hvert fald var det hans Dimension Data-tropper, der sammen med Bahrain-Merida kontrollerede etapen stenhårdt, men da arbejdet skulle færdiggøres, lykkedes det ligesom i går slet ikke sydafrikaneren at finde den rette position. Det må have været en frustrerende oplevelse for den ellers så lovende Gibbons, der i år har været en af årets positive oplevelser. I gamle dage var positionering nemlig en af hans spidskompetencer, men det har knebet i et 2019, hvor stort set alt andet ellers er gået hans vej. Kan han løse det problem, burde han imidlertid kunne udvikle sig til lidt af en specialist i løb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, hvor hårdføre sprintere ofte har et væld af muligheder.

 

Det er også det, folk som Patrick Bevin og Daryl Impey havde set frem til i denne uge, men de har måttet forbande Matthews’ sene tilmelding langt væk. Da først han stod på startlisten, så det nemlig umuligt ud for dem faktisk at vinde en etape. Australieren deler nemlig mange af deres karakteristika, men han er bare den tand hurtigere både i stigende og flade spurter. Det har da også været åbenlyst gennem hele løbet, hvor de to kombattanter fra Tour Down Under gang på gang er blevet sat til vægs, som de også blev det i dag.

 

Etapen gav også endelig en chance til Hugo Hofstetter. Franskmanden har i rollen som tredjesprinter på Cofidis specialiseret sig i mindre franske og belgiske løb, og med sin enorme stabilitet gav det ham sidste år den samlede sejr i den prestigefulde Coupe de France. Han har imidlertid kun kørt meget få løb på højeste niveau, og derfor valgte holdet at ofre chancen for at forsvare sidste års sejr i den franske løbsserie ved at sende ham til Catalonien for at udvikle den råstyrke, han mangler. Det har været nogle hårde dage, men i dag lykkedes det ham endelig at køre en spurt på højeste niveau. Den viste ganske vist, at hans hurtighed altså lader en del tilbage at ønske, men forhåbentlig er det en betydeligt stærkere Hofstetter, der kommer hjem fra Catalonien,

 

Hjem er Greipel allerede taget. Det var hans egen beslutning efter nogle hårde dage at rette fokus mod forårets helt store mål i Scheldeprijs og Paris-Roubaix, men man må alligevel undre sig en anelse over, at han ikke i det mindste tog denne dag med også. Allerede på forhånd stod det klart, at det var sprinternes allerbedste chance, og Greipel får næppe mange lignende muligheder for at vinde på WorldTouren i år. Med tanke på Arkeas mildt sagt uheldige sæsonstart havde en sejr i dag gjort underværker. Mod ikke det er med en vis fortrydelse, Greipel studerer resultatlisten og konstaterer, at etapen blev så let, at det næppe havde gjort den helt store forskel, om han også havde taget den med.

 

Ud over at Miguel Angel Lopez ved for anden dag i træk at spurte sig til en top 10 og dermed vise, at han intet overlader til tilfældighederne i forsøget på at hjemtage sin anden store etapeløbssejr på WorldTouren, var det ikke meget, man så til klassementsrytterne i dag. Fraværet af vind gjorde det nemlig til en stille og rolig affære, og dermed fik de to seneste etaper som forventet ingen indflydelse på det samlede udfald.

 

Læs også
Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

 

Det betyder imidlertid ingenlunde, at alt er godt for den lille colombianer. Det betyder nemlig blot, at der i den grad er blevet sat kræfter i banken til et sidste stort angreb på hans førertrøje, når det i morgen går løs på den klassiske Montjuic-rundstrækning i Barcelona. Her er der i hvert fald ingen tvivl om, at Adam Yates og Egan Bernal ikke vil lade noget være uforsøgt, når de skal forsøge som de første at udnytte den ikoniske Barcelona-stigning til at detronisere en førende rytter i det catalanske løb. De har i hvert fald fået hjælp af vejrguderne, der har besluttet at sende en syndflod til Nordøstspanien, og det vil kun bidrage til, at det måske alligevel kan gøre at presse Lopez, selvom alt taler for, at den velkørende Astana-rytter uden de store vanskeligheder vil kunne sikre sig sejren.

 

Det er imidlertid slet ikke sikkert, at det er dem, der kommer til at stjæle hovedrollerne. Den kuperede Montjuic-rundstrækning er nemlig som en hel lille ardennerklassiker, og dem er der jo en vis australier, der har ganske god smag for. Matthews har i hvert fald ikke lagt skjul på, at han satser på at lave et hattrick ved også at runde løbet af med en sejr. Og lykkes det, kan han rejse nordpå med en selvtillidskonto, der vel ikke har været så bugnende i ganske lang tid. Der er jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

 

Favoritterne

Efter et par dage, hvor det for klassementsrytterne blot har handlet om overlevelse, får de nu en sidste chance for at detronisere Miguel Angel Lopez, inden det hele slutter i Barcelona søndag eftermiddag. Det sker altså igen på den nu helt klassiske Barcelone-etape, hvor Montjuic-stigningen nu i mange år har været scene for en hel byge af angreb på løbets førende. Bakken er imidlertid ikke verdens sværeste, og uanset om førertrøjen har siddet på Alejandro Valverde, Nairo Quintana, Richie Porte, Joaquim Rodriguez eller Dan Martin, er det aldrig lykkedes at få et skifte på 1. pladsen på denne sidste dag i Barcelona.

 

Det betyder ikke, at forsøget ikke skal gøres. Der er ingen tvivl om, at Movistar, Mitchelton-Scott og Sky går ind til etapen med den plan at sætte Astana og Lopez under maksimalt pres og derefter forsøge at ryste colombianeren på de sidste par ture op ad Montjuic. Det bliver en overordentlig vanskelig affære mod et Astana-hold, der måske ikke er så stærke som de tre bedste mandskaber, men som har en vis klatrestyrke til at bakke op om kaptajnen.

 

Lopez vil til gengæld være yderst bekymret ved udsigten til en regnvåd dag. Den lille colombianer er ikke just kendt for en ørn hverken på nedkørsler eller i positionskampen, og vi har før set, at rundstrækningen i Barcelona kan være ganske skrækindjagende. De barske betingelser kan gøre det hele mere dramatisk end antaget og øger chancen for, at Lopez måske kan sættes under ores.

 

Alligevel virker det usandsynligt. Lopez var absolut flyvende i torsdags, og selvom han måske ikke har Yates’ eller Bernals punch bliver han ikke let at ryste på en stigning med så milde procenter. Det kan ikke helt udelukkes, at særligt Yates med sit berømte slangehug måske i de våde betingelser kan knække den lit usikre Lopez, og Bernal vil også have en chance for at gøre det. Sandsynligheden taler dog for, at Lopez efter endt arbejde kan bestige podiet med den hvide førertrøje på sine skuldre.

 

Rundstrækningen i Barcelona har meget ofte givet anledning til udbrudssejre, men det bliver i år svært for det tidlige udbrud. Vi vil utvivlsomt være vidner til en aggressiv start, hvor særligt Thomas De Gendt med sikkerhed skal ud for at jagte bjergpoint, og det vil formentlig tage nogen tid, inden et udbrud etableres. Hverken Sky eller Mitchelton kan dog tillade sig at lade bonussekunderne forsvinde, og det synes også næsten givet, at Movistar skal jagte en etapesejr med Alejandro Valverde, der absolut skal have et eller andet ud af løbet. Derfor vil det tidlige udbrud formentlig blive holdt i kort snor, og selvom de våde betingelser vil give dem en fordel, er det formentlig kun de meget formstærke De Gendt og Maximilian Schachmann, der måske kan snyde feltet. Selv de får det dog svært, når de tre stærkeste hold alle vil skabe samling.

 

Inde på rundstrækningen regner vi med, at ballet vil blive åbnet tidligt. Movistar, Sky og Mitchelton har alle en interesse i at sætte pres på. Det kan ske ved at sætte benhårdt tempo, hvilket især vil være briternes plan, men det er også meget tænkeligt, at der vil blive sendt folk i forkøbet, som kan bruges i et taktisk spil senere på etapen. Derfor forventer vi os den angrebsfest, vi typisk ser på Barcelona-etapen.

 

De rigtige angreb på Lopez vil formentlig først komme i forbindelse med de sidste to passager, hvor vi især forventer fremstød fra Yates, Bernal og Dan Martin, der alle har det rette punch til at angribe på Montjuic. Som sagt er det ikke helt umuligt, at de kan ryste Lopez, men det virker usandsynligt. Samtidig burde de heller ikke være i stand til at komme af med Valverde, der måske nok har haft det svært på de lange stigninger, men som er helt umulig at ryste i dette terræn, hvor han ubetinget er feltets bedste.

 

Læs også
UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

 

Og netop Valverde bliver formentlig nøglen til etapen. Verdensmesteren vil formentlig gøre alt for at vinde etapen, der modsat tidligere år må være en stor prioritet i en udgave, hvor intet er gået som ønsket. Derfor tror vi, at Movistar vil arbejde stenhårdt for veteranen ved først at holde løbet nogenlunde under kontrol og derefter lade verdensmesteren selv gå med i angrebene. Derfor bliver det svært at komme til mål uden ham, og det giver ham særdeles gode kort på hånden.

 

Derfor peger vi også på Alejandro Valverde som vores favorit. Som sagt må han være feltets bedste på bakker som disse, og det virker stærkt usandsynligt, at han kan sættes af. Han er samtidig bakket op af et superhold, der kan hjælpe med at holde løbet under kontrol, og når der i finalen kommer angreb fra Yates og Bernal, vil han formentlig være god nok til at gå med. Skulle Lopez falde fra, har han den luksus, at han alene kan koncentrere sig om etapesejren, og det vil gøre ham næsten umulig at slå på stregen. Hænger Lopez på, og der derfor kommer samling til en spurt i en mindre gruppe, vil Valverde også i de fleste tilfælde være favorit. Han kender finalen til hudløshed og ved præcis, hvornår han skal sætte spurten ind, som han gjorde det, da han vandt etapen i 2017 og 2015. Valverde kan med andre ord vinde, uanset om det bliver en spurt i en lille gruppe eller en aggressiv finale, hvor de bedste kører væk. Derfor tror vi, at han redder sit løb ved at tage sin tredje sejr i Barcelona.

 

Manden, der kan slå ham i en spurt, er Michael Matthews. Australieren viste i tirsdags, at han fortsat er den hurtigste af de to, og den forskel bliver bare endnu mere udtalt på flad vej. Havde han været i storform, ville der heller ikke være den store tvivl om, at Matthews sagtens kunne klare en rundstrækning, hvor selv Bryan Coquard tidligere har siddet med hjem, og han ville endda være stærk nok til at gå med i angrebene. Efter sin pause er han endnu ikke på toppen, og derfor er der denne gang ingen garantier, slet ikke hvis det bliver lige så selektivt som sidste rå. Formen rækker nok ikke til at gå med i de værste ryk fra Bernal, Valverde, Yates og co., men den kan sagtens være god nok til, at han er der, hvis der skal spurtes til sidst. Er han det, skal Valverde stå tidligt op for at slå ham.

 

Manden, de alle skal frygte på denne etape, er Maximilan Schachmann Tyskeren har igennem hele løbet bekræftet den eminente form, han har stillet til skue lige siden Strade Bianche, og efter at have været lidt på hælene i de høje bjerge er han nu nede i det terræn, han virkelig mestrer. En tricky rundstrækning med en eksplosiv bakke samt en regnvåd nedkørsel er i hvert fald guf for Schachmann, der kan vinde på et hav af forskellige faconer. Han kan både gå med i det tidlige udbrud, som han gjorde det, da han vandt i fredags, men han kan også komme med et farligt angreb på rundstrækningen, som Simon Yates så flot gjorde det sidste år. Han virker endda så god, at han også kan gå med favoritterne til sidst, og selvom han får svært ved at slå Valverde, er han altså ikke helt langsom, som han senest viste det i tirsdags. Også i en lille gruppe kan han spurte, men hans største chance er dog nok at forsøge at snige sig væk i finalen, som Yates gjorde det sidste år.

 

En af de ryttere, der kan slå Valverde og Matthews i en spurt, er Patrick Bevin. Havde han haft formen fra Tour Down Under, havde han været svært at komme af med i terræn som dette, men det synes ikke helt at være tilfældet efter de to styrt, der ramte ham i Australien og Emiraterne. Det var dybt imponerende at se ham klatre med nogle stjerneklatrere i det store udbrud i torsdags, hvor han endda angreb på den sværeste stigning. Det vidner altså om en vis form, der i hvert fald går det muligt for ham at sidde med på Montjuic også. Han kører ikke med i angrebene, men i en spurt i en gruppe vil han være livsfarlig, efterhånden som han nærmer sig den form, der næsten gav ham den samlede sejr Down Under.

 

Det er lidt en skam for Daryl Impey, at Adam Yates skal bruge etapen til at angribe Lopez. Det kan nemlig gøre det umuligt for ham at få sin egen chance, og han kan blive bedt om at føre og dermed gøre løbet hårdt. Det er imidlertid også tænkeligt, at Sky og Movistar påtager sig den opgave, og det kan måske give sydafrikaneren en chance for at forsøge at hænge på. Det lykkedes ikke helt sidste år, men med de klatreben, han viste i Tour Down Under, er det bestemt indenfor mulighedernes grænser. Om han har samme form efter den lange pause, er stadig lidt uklart, men han synes at være fornuftigt kørende. Ligesom Bevin har han vist, at han er ganske hurtig på stregen, ikke mindst efter et hårdt løb, og han gjorde det som bekendt færdigt i en lille gruppe på 4. etape Down Under tidligere i år. Hænger han på til slut, er det en mulighed at gentage bedriften her.

 

Sidste år spurtede Jay McCarthy sig til en 5. plads på denne etape, og der er derfor ingen tvivl om, at han har udset sig den som et mål. Denne gang er der dog lidt mere usikkerhed om den ustabile austraiers form, for han har ikke vist meget i år. Han fandt aldrig benene i Australien i år, og i dette løb missede vi chancen for at se ham folde sig ud på 2. etape, hvor han blev sat tilbage af styrt. Med McCarthy ved man aldrig, og det dårlige vejr tiltaler ikke umiddelbart en humørrytter som ham. Det kan derfor blive både fugl og fisk, men han er en af de få, der er så klatrestærk og hurtig, at han vil kunne true Valverde på stregen. Det kræver bare, at benene rækker.

 

Der er ingen tvivl om, at Adam Yates vil komme med et stort angreb på Lopez. Det bliver som sagt ikke let at gøre det færdigt, men er der en rytter, der kan gøre det, må det være ham. Briten er i storform, og han har et gudbenådet slangehug, som kun de færreste kan matche. Regnvejret burde favorisere ham i forhold til den lidt skrøbelige Lopez, og skal man pege på én rytter, der kan tage en solosejr, er Yates manden. Problemet er bare, at han skal af med den hurtigere Valverde og måske også Bernal. Det bliver svært, men er ikke helt umuligt.

 

Sidste år vandt Simon Yates etapen, og det er ikke umuligt, at han kan gøre det igen. Britens primære opgave er ganske vist at servicere brormand, men kan Adam ikke komme fri - og det bliver som sagt svært - skal man ikke udelukke, at Simon kan slå kontra. Han viste på 4. etape, at formen efter en lidt haltende start er ved at være der, og han har den fordel, at han ikke er den store trussel i klassementet. Ligesom sin bror har han som bekendt et fremragende slangehug, der sidste år altså gav ham sejren. Også han får svært ved at ryste Valverde, men hvis Adams angreb kikser, vil det være en god ide for verdensmesteren ikke at slippe Simon af syne.

 

Læs også
Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

 

Den anden rytter, der har en mulighed for at køre fra alt og alle, er naturligvis Egan Bernal. Colombianeren er stadig i fremragende form og var i hvert fald på kongeetapen stærkeste mand. Han har også et glimrende punch på korte stigninger, som vi så det sidste år, hvor han gang på gang angreb Valverde, og de to kørte fra alle andre. Selvom han er hurtig, er han dog ikke helt så hurtig som Valverde og formentlig heller ikke Yates. Da Montjuic ikke er den sværeste stigning, skal han derfor have en superdag for faktisk at vinde.

 

Det har ikke været en god sæson for Tony Gallopin, men han viste lidt livstegn med en hæderlig præstation i udbruddet i torsdags. Han burde derfor have kig på denne etape, der passer glimrende til en klassikerfyr som ham. Samtidig er han god i dårligt vejr, og mange vil helt sikkert huske hans episke regnvejrsridt i Paris-Nice for et par år siden. Han kan både forsøge sig med et angreb i finalen og vente på en spurt, hvor han dog risikerer at være oppe mod folk, der er en anelse hurtigere.

 

Dan Martin har før gjort det godt på denne etape, der passer godt til en eksplosiv fyr som ham. Montjuic er dog ikke helt stejl nok til at passe ham perfekt, og han har ikke helt samme punch som tidligere. Derfor er det svært at se ham køre væk fra de bedste, og da han er farlig i klassementet, skal han ikke regne med den store frihed. Han vil helt sikkert forsøge sig i en spurt, men på flad vej er han ikke skræmmende hurtig og får meget svært ved at sætte en mand som Valverde til vægs. Skal han vinde, skal han formentlig udnytte favoritternes kamp til at snige sig væk.

 

Michael Woods sagde allerede inden løbet, at han så frem til denne etape, der minder ham om hans elskede klassikere. Desværre gælder det også for ham, at Montjuic ikke er så stejl, som han kunne ønske sig, og selvom han har imponeret med sin flotte kørsel i bjergene, er det svært at se ham køre væk fra de andre eksplosive ryttere. Selvom han er hurtig, får han også svært ved at vinde i en flad spurt. Omvendt har han mistet så meget tid, at det ikke er ham, der i første omgang bliver jagtet, når det går løs de sidste gange på Montjuic.

 

Vi glæder os meget til at se Odd Christian Eiking på denne etape. Den unge nordmand har efter en skidt sæsonstart endelig fundet formen i dette løb, hvilket han særligt viste med sin flotte 5. plads på 2. etape. Han har også gjort det flot i bjergene, der ellers ikke er hans naturlige force, og nu er han endelig nede i terræn, der passer ham. Som nordmand er han vant til kulde og regn, og han burde ikke lade sig slå ud af en spansk syndflod. Han har punch og kan spurte og kan derfor både forsøge sig med et angreb på en af de sidste omgange og blande sig i en spurt i en gruppe.

 

Det samme kan Bjorg Lambrecht , der i de første år af karrieren primært vil satse på puncheurløb. Ardennerne er hans mål, og derfor er denne etape en god test. Han har været ret svingende i sin første tid som professionel, og det har også været tilfældet her, hvor han imponerede for De Gendt på 3. etape, men faldt igennem dagen efter. Derfor kan han sagtens have endnu en dårlig dag, men hvis ikke burde han have en chance for at sidde med og derefter forsøge sig i spurten, hvor han næppe vinder, men kan sikre sig et flot resultat.

 

Det kunne også være værd at holde øje med James Knox. Den unge brite lagde stærkt ud med en 6. plads på 2. etape og flot kørsel på kongeetapen, men han skuffede i udbruddet i torsdags. Nu er han forhåbentlig klar til at give den et skud på denne etape, hvor han kan drage fordel af ikke længere at være farlig i klassementet. Selvom han er bedst i bjergene, viste han i tirsdags et fint punch også til stigninger som disse. Han er chanceløs i en spurt, men kunne være en mand til et sent angreb.

 

Og så er der naturligvis Thomas De Gendt. Etapen byder på ret mange bjergpoint, så det syes næsten givet, at belgieren vil angribe fra start. Vi ved alle, at han er i skræmmende god form, og derfor bliver han ikke let at hente på en etape, som han endda tidligere har vundet. Vi tror desværre, at Movistar, Sky og Mitchelton vil føre for hårdt til, at han kan gentage bedriften, men det er åbenlyst for enhver, at formstærke De Gendt aldrig må undervurderes med den form, han har nu.

 

En outsider kunne være den formstærke puncheur Floris De Tier, der dog brugte mange kræfter i dagens udbrud, samt den ganske hurtige Damiano Caruso, der dog ikke er i sin bedste form. Marc Soler kunne måske også få lov at komme med en offensiv, som han gjorde det sidste år, ligesom Guillaume Martin, Enric Mas, Davide Formolo, Giulio Ciccone og Warren Barguil kunne gøre det. Pello Bilbao og Merhawi Kudus er låst af Lopez, og Thibaut Pinot vil næppe blande sig i spurten på regnvåde veje. Jesus Herrada kunne være en kandidat, men han skuffede i torsdags og er ikke så hurtig som tidligere. Hurtige Maurits Lammerink og Nick van der Lijke sidder nok ikke med hjem, men til gengæld kan Pieter Weening måske forsøge et af sine klassiske fremstød fra distancen.

 

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Maximilan Schachmann

Outsidere: Patrick Bevin, Daryl Impey, Jay McCarthy, Adam Yates, Simon Yates

Jokers: Egan Bernal, Tony Gallopin, Ryan Gibbons, Dan Martin, Michael Woods, Odd Christian Eiking, Bjorg Lambrecht, James Knox, Thomas De Gendt

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Simon Yates’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Alexey Tsatevichs sejr fra 2016, Lieuwe Westras sejr fra 2014 og Thomas De Gendts sejr fra 2013.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Volta a Catalunya
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?