Optakt: Amstel Gold Race 2016

Onsdag blev der varmet op til søndag. Og søndag varmes der op til næste søndag. Sådan er det med de fleste cykelløb i moderne tid. Rytterne har få mål, som er de helt store monumenter og Grand Tours, og alt derimellem er på en eller anden måde delmål eller træning til det næste.

Alligevel har Amstel Gold Race formået at skabe sin egen identitet. Det hollandske løb er ungt, meget ungt, faktisk yngre end optaktsløbet Brabantse Pijl, og det giver løbet mere frihed end de fleste andre løb. Hvor monumenterne er nødsaget til at holde sig til de ikoniske strækninger, stigninger og start- og slutpunkter, kan Amstel Gold Race gøre, som de vil. Derfor blev finalen for et par år siden ændret fra en målstreg på toppen af Cauberg til en målstreg halvanden kilometer efter bakken, hvilket giver lidt flere mulige udfald end bare en bakkespurt.

Amstel Gold Race markerer også overgangen i sæsonen. Brostenene er lagt endegyldigt bag os, og nu er det tid til mere “regulært” terræn, hvor det kun er stigningsprocenterne, der for alvor har indvirkning på cykelløbet. Nyklassikeren er i daglig tale en del af Ardenner-klassikerne, selvom det slet ikke køres i de belgiske Ardennere, men i den hollandske Limburg-region. Amstel Gold Race er på papiret den letteste af dem, og så bliver det gradvist sværere med først Mur de Huy i Flèche Wallonne og slutteligt forårets sidste monument, Liège-Bastogne-Liège, der byder på lidt længere stigninger end de to andre løb. Herfra vender vi os mod de lange bjerge i etapeløbene domineret af de tre Grand Tours, der køres over fire måneder. Så er der VM, og så er endnu en sæson slut. Så Amstel Gold Race er begyndelsen på afslutningen på første del af sæsonen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det er også en af grundene, til at Amstel Gold Race har så meget frihed. Det er ikke bundet af traditioner og storladne egoer. Det kan tillade sig at være den frække dreng i klassen, som bare gør, hvad der passer det. Og det er noget af det, der kan gøre det så pokkers underholdende at se og prestigefyldt at vinde.

Ruten

34 små bakker er på programmet på de 240 kilometer rundt i Limburg, og i modsætning til mange andre klassikere er bakkerne fordelt mere ligeligt ud over dagen. Samtidig betyder de smalle veje og masser af skilte, helleanlæg, cykelstier og parkerede biler, at man er nødt til at være koncentreret dagen lang, og det gør det til et meget stressende løb.

Ja, det er ikke nemt at få et overblik over, hvor og i hvilken retning rytterne bevæger sig. Kan du se, hvad det ligner?

Første bakke kommer allerede efter ni kilometer, og rytterne når toppen af Cauberg (1200 meter, 5,8 %, max 12 %) for første gang ud af fire efter blot 54 kilometer - det gør løbet meget publikumsvenligt, hvorfor folk stimler sammen på stigningen tidligt på dagen for at få en god plads til finalen. De følgende 111 kilometer med 16 stigninger afsluttes med anden passage af Cauberg. Derfra er der 71 kilometer til næste passage af Cauberg, og de otte stigninger, der er på vejen, bliver som regel brugt til de første mere seriøse angreb.

Den frygtede kombination af Eyserbosweg (1100 meter, 8,1 %), Fromberg, Keutenberg (700 meter, 9,4 %) og Cauberg kan bruges til angreb på vej ud mod den afsluttende rundstrækning. Det var over denne næstsidste passage af Cauberg, at Roman Kreuziger i 2013 lavede sit vindende angreb.

Problemet for de klatrestærke er, at den sidste runde, som er blevet brugt af løbet siden VM i 2012, er noget mindre udfordrende end ruten, der blev brugt inden da. Geulhemmerweg (1000 meter, 6,2 %) og Bemelerberg (900 meter, 5 %) er de eneste stigninger ud over Cauberg på de sidste 18,5 kilometer, og der er langt imellem dem. I 2013 blev favoritterne overraskede, men nu har de lært ruten at kende, og i 2014 og 2015 timede de det perfekt til en afgørelse op ad Cauberg.

Sidste år blev Philippe Gilbert og Michael Matthews fanget af den store favoritgruppe bagved efter deres angreb på Cauberg, og det endte i en spurt, hvor Michal Kwiatkowski tog sig en fornem sejr i sin smukke regnbuetrøje.

Favoritterne

Med denne finale er der tre mulige udfald og dermed tre typer favoritter: En solosejr, hvor en bakkestærk dieselmotor angriber udefra; en solosejr, hvor den mest accelerationsstærke vinder spurten op ad Cauberg; og en samlet spurt, hvor den mest friske sprinter vinder. Roman Kreuziger kørte den hjem udefra i 2013, Philippe Gilbert var stærkest op ad Cauberg og udnyttede medvinden på det flade i 2014, og Michal Kwiatkowski sparede kræfterne og overspurtede feltet i 2015.

Hvordan ender det så i år? Helt personligt er min klare fornemmelse stadig, at Michael Matthews ville have vundet løbet i 2015, hvis ikke han havde gravet så dybt for at gå med i Gilberts angreb på Cauberg og endda tage en føring, inden de blev fanget. Det var tydeligt i spurten, hvor han på papiret var klart den hurtigste, men havde syre op over begge ører på opløbet.

Problemet var også, at ORICA-GreenEDGE manglede Simon Gerrans til at dække angrebene. Han er med i år, og formen fra Baskerlandet ser ud til at være anstændig nok at påtage sig den rolle igen. Han skal sidde med, når der angribes på Cauberg, og så skal Matthews spare sig til spurten. Får de det perfektioneret, er Matthews med den forrygende formkuve, han har vist, favoritten til at vinde løbet. På papiret er det kun Bryan Coquard, der kan slå ham på flad vej, og franskmanden skal til at bevise, at han kan komme med over alle bakkerne. Kommer Gerrans med en eller to ryttere til stregen, har han også rigtig gode chancer for at vinde, for han vil være blandt de allerbedste på Cauberg.

Måske skulle Michael Matthews have undladt at følge Philippe Gilbert så tæt sidste år. I år følger han og ORICA-GreenEDGE nok en anden strategi. Foto: Sirotti

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Sidste års vinder, Michal Kwiatkowski (Team Sky), kommer direkte fra brostensklassikerne, men han har holdt pause siden Flandern Rundt, så han burde være rimelig frisk. Han er en træningsnarkoman og derfor altid i god form, så der er ingen grund til at tro, at han ikke skulle være klar til at køre med om sejren. Holdet er decideret formidabelt, og Sergio Henao, Peter Kennaugh og Wout Poels burde alle kunne vinde løbet fra et tidligt angreb. Derudover har de Ben Swift, der altid er velkørende, og måske er det værd at overveje, om han skulle holde sig til og vente på spurten, og så skal Kwiatkowski, der kan vinde i alle scenarier, køre med i angrebene på Cauberg. Det bliver spændende at se, hvordan Team Sky forvalter så stærkt et lineup.

Philippe Gilbert - hvor står han? Efter den absurde episode under træningen i sidste uge var han ikke med i Brabantse Pijl, og han skippede Milano-Sanremo og brostensklassikerne, så hans optakt til løbet, han har vundet tre gange tidligere og er blevet verdensmester på, er anderledes end nogensinde før. Han viste med tredjepladsen i optaktsløbet Volta Limburg Classic, at formen er helt i orden, men den brækkede finger har måske sat en kæp i hjulet for ambitionerne. BMC Racing Team mangler Greg Van Avermaet, som altid er med fremme i det her løb, og det svækker dem, selvom de nu stadig har et alsidigt og arbejdsdygtigt mandskab med til Holland.

Lotto Soudal skal ud og angribe terrænet. Tony Gallopin og Tim Wellens har begge klassen til at vinde løbet, og en af dem bør måske vente til Cauberg, men ingen af dem kan vinde en samlet spurt. Jelle Vanendert havde i 2014 held til at snuppe en andenplads, men han ligner ikke den, han var engang, så det er svært at se ham køre med om sejren. Derudover har de Tiesj Benoot, som forhåbentlig er ved at komme sig oven på styrtet i Flandern, og på papiret burde han være en meget alvorlig outsider til sejren.

Rytteren, der stod for et af sidste sæsons allerstørste gennembrud, er tilbage i Ardennerne, hvor han slog sit navn fast med en syvendeplads i Amstel Gold Race og andenpladser i både Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège. Julian Alaphilippe har dog ikke fået cyklen helt så stærkt i gang denne sæson, men præstationen i onsdagens Brabantse Pijl tyder på, at formen er ved at indfinde sig. Ved sin side har han en brølstærk Petr Vakoc, der kørte så stærkt op ad sidste stigning, at man måske endda kunne forestille sig, at han har en chance mod favoritterne på Cauberg. Det er 40 kilometer ekstra og et helt andet løb, men mon ikke tjekken drømmer om det i nattetimerne.

Hos Trek-Segafredo har de et underspillet kort i Fabio Felline. Italieneren har ikke fået samme formidable start på sæsonen som sidste år, så han har bevæget sig lidt under radaren, men han har vist, at han passer perfekt til de kuperede endagsløb. Han blev nummer to i begge feltets spurter om de sekundære placeringer på 1. og 3. etape af Baskerlandet Rundt lige efter Simon Gerrans, så formen er beviseligt god, men har han det, der skal til for faktisk også at vinde sådan en spurt? Trek-Segafredo har mange gode bud på ryttere, der kan vinde ved at angribe udefra, blandt andre hjemmebanehelten Bauke Mollema, så Felline kan ikke forvente meget støtte.

Hvordan vil Team LottoNL-Jumbo forvalte deres kort? De er et hollandsk hold på hjemmebane med fem hollændere på startlisten, så man kunne forvente, at Wilco Kelderman, Robert Gesink, Maarten Tjallingii, Bert-Jan Lindeman og Mike Teunissen får lov til at angribe løs i finalen, men de har også italienske Enrico Battaglin, som passer perfekt til sådan en afslutning, hvis det bliver samlet på det flade. Den slags spurter har han vundet før, og holdet burde bakke op om ham, så snart angrebene begynder at se håbløse ud. Og så er der en formstærk joker som Sep Vanmarcke, der efter et grusomt hårdt Paris-Roubaix skal se, om han kan skyde det sidste ud af benene, inden han går i hi frem til Eneco Tour. Der er mange kort at spille ud på et spændende hold, der sandsynligvis får ingenting ud af anstrengelser.

På danskerfronten er der tre styk med. Det kunne være fedt at se Christopher Juul-Jensen udnytte sin power i angreb på bakkerne, men han får nok en bundet rolle som hjælper for Matthews på ORICA-GreenEDGE. På Tinkoff er både klatreren Jesper Hansen og allrounderen Michael Valgren interessante bud på et hold, der mangler en reel kaptajn. Roman Kreuziger er tidligere vindere, men det ville være mærkeligt, hvis hele holdet stod bag ham. De syv stærke folk bør tage chancen hele dagen, og så kan det være, at Jay McCarthy skal vente på spurten, da han har vundet en lignende afslutning i Tour Down Under.

Favoritvurdering

*****: Michael Matthews

****: Michal Kwiatkowski

***: Philippe Gilbert, Simon Gerrans

**: Tony Gallopin, Fabio Felline, Enrico Gasparotto, Petr Vakoc, Julian Alaphilippe

*: Ben Swift, Tim Wellens, Sonny Colbrelli, Bryan Coquard, Rui Costa, Giovanni Visconti, Jan Bakelants, Edvald Boasson Hagen