Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Amstel Gold Race

Optakt: Amstel Gold Race

18. april 2021 14:10Foto: A.S.O. / Fabien Boukla

På søndag får den cykelgale hollandske befolkning sin eneste store chance for at se verdens bedste ryttere i aktion i deres hjemlige terræn, når de inviterer indenfor til en festival af bakker, styrt og positionskamp på smalle, snoede landeveje. Som en fascinerende blanding af en flamsk klassiker og de hårdere løb i næste uge er Amstel Gold Race den første af de tre ardennerklassikere og markerer overgangen fra de stærke brostensspecialisters verden til et paradis for eksplosive klatrere med et godt punch.

Annonce

LIVESTREAM AMSTEL GOLD RACE

Løbets rolle og historie

Det er lidt et paradoks, at et land med en rig cykelhistorie, et stort WorldTour-hold, en stor samling af verdens mest fascinerende talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres bedste ryttere i direkte duel med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun én reel dag i rampelyset i den internationale cykelverden. På søndag er denne dag endelig oprundet, når Amstel Gold Race løber af stablen.

 

Manglen på virkelige højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af landets sene optagelse på listen over cykelsportens vigtigste nationer. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går helt tilbage til sidste del af 1800-tallet og første del af det 20. århundrede, entrerede de hollandske ryttere først verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France allerede i 1912, mens deres nordlige naboer måtte vente helt til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemføre en sejr i verdens største cykelløb.

 

I det lys er det ikke overraskende, at landets største cykelbegivenhed er en relativt ny opfindelse. Amstel Gold Race blev første gang afviklet i 1966 og har derfor ikke samme rige historie som de øvrige klassikere, men alligevel har løbet bevæget sig med raketfart mod toppen af det internationale hierarki. Selvom den første udgave faktisk næsten blev aflyst, og ruten er blevet ændret adskillige gange, opnåede man hurtigt berømmelse og tiltrak opmærksomhed fra tidens største ryttere. Ikke overraskende var det de belgiske naboer, der dominerede de tidlige år, hvor Eddy Merckx vandt to gange, men i løbet af de sene 70ere og tidlige 80ere satte værtsnationen sig på løbet, i høj grad i kraft af Jan Raas’ fem sejre. Med den opnåede status var det ikke overraskende, at UCI inkluderede løbet på World Cup-kalenderen i 1989, og løbet har haft dets naturlige plads på Pro- og WorldTour-kalenderne lige fra begyndelsen.

 

Det er et andet paradoks, at Amstel Gold Race markerer starten på den anden, kuperede del af klassikersæsonen. Selvom det afvikles i et af Europas klart fladeste lande, spiller det en næsten unaturlig rolle som det første klassikermål for nogle af verdens mest eksplosive klatrere. Den sydlige Limburg-provins skiller sig imidlertid ud fra resten af landet i kraft af dets kuperede terræn, og området er som skabt til underholdende og aggressivt cykelløb.

 

Som den første af de tre ardennerklassikere er Amstel Gold Race et løb for ryttere med et godt punch på korte, stejle bakker, og den ikoniske Cauberg-stigning, der er løbets vartegn, karakteriserer perfekt de udfordringer, løbet byder på. Ikke desto mindre er løbets natur stadig meget anderledes end det, der venter i Belgien i næste uge, og den hollandske klassiker er på sin vis en sammensmeltning af Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege. Med ikke færre end 37 stigninger, ingen brosten og mere end 3000 højdemeter har løbet samme kuperede tilsnit som La Doyenne i den vallonske provins. På samme tid afvikles løbet imidlertid på smalle, snoede veje, hvilket gør positionering til nøglen til et godt resultat, og ingen af stigningerne er længere end 2000 m - to egenskaber, der gør løbet meget mere sammenligneligt med Flandern Rundt. Som det er tilfældet i det største flamske løb, gør vejenes karakter og den konstante positionskamp løbet til lidt af en styrtfest, og i dette løb er det umuligt at overvurdere betydningen af et detaljeret rutekendskab.

 

Selvom løbet markerer et sceneskifte, hvor de stærke folk giver plads til klatrerne, er udskiftningen en meget mere gradvis proces, end man umiddelbart skulle tro. Vigtigheden af positionering ansporer de fleste hold til at inkludere et par brostensspecialister i deres hold til Amstel, og nogle af favoritterne fra de seneste uger vælger ofte at forsøge at presse et sidste topresultat ud af den gode form i det hollandske løb. Endnu flere klatrere melder deres ankomst til Fleche Wallonne, hvor stigningerne er længere og finalen markant hårdere, mens der kun vil være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag. Til sidst når vi frem til Liege-Bastogne-Liege, der er et løb kun for klatrere, og da rytterne fra Tour of the Alps nu også er ankommet, er overgangen fuldendt. Stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, hvilket ikke vil være tilfældet i Holland på søndag.

 

Tidligere blev løbet afviklet efter Liege-Bastogne-Liege, men en omstrukturering af kalenderen har flyttet det til den nuværende position som den første af de tre ardennerklassikere. Det gør progressionen i løbenes hårdhed langt mere naturlig og klassikersæsonens overordnede struktur langt bedre. Selvom det ikke er et af cykelsportens monumenter, er det et af de meget få løb, der har monumentdistance - hvilket dog ikke er tilfældet i år, hvor løbet er ændret af coronaårsager - og det er placeret lige under de fem største klassikere i det internationale hierarki. Ikke desto mindre er det placeret klart under Liege-Bastogne-Liege i ardennerhierarkiet, og alle ikke-hollandske ryttere med en realistisk chance for at vinde i Liege ville til enhver tid bytte en sejr i Holland med en triumf i cykelsportens ældste klassiker.

 

I de senere år er der blevet eksperimenteret en del med ruten, der gennemgik sin første gennemgribende forandring længe i 2013. I 2017 tog man endnu et skridt ved helt at fjerne Cauberg fra finalen, hvor stigningen ellers i mange år har været den vigtigste ingrediens. Det vakte en del kritik, men arrangørernes håb om, at det ville anspore favoritterne til at angribe tidligere end vanligt blev i den grad imødekommet. Faktisk har de seneste tre års udgaver utvivlsomt været de mest underholdende i mange år, og derfor sørger man også i år, hvor ruten ellers er helt omlagt for af hensyn til coronasituationen, at undlade at have Cauberg i den absolutte finale

 

Løbet blev aflyst i 2020, og derfor finder vi den seneste udgave i 2019, hvor vi var vidner til en af de mest dramatiske i nyere tid. Alt tydede nemlig på, at Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang, der i finalen havde sat deres følgesvend, Michal Kwiatkowski, skulle afgøre løbet, indtil Fanden tog ved Mathieu van der Poel, der leverede nyere cykelhistories mest umulige comeback ved med en hel hær af forfølgere hængende i sit baghjul at køre en enkeltstart over de sidste kilometer og slutteligt åbne en lang spurt, så han akkurat nåede forbi og vandt løbet foran Simon Clarke og Fuglsang. Van der Poel har dog i år så stort fokus på OL, at han har stoppet sit forår og derfor ikke forsvarer titlen, men både Clarke og Fuglsang er med igen i et forsøg på at tage den sejr, de akkurat gik glip af for to år siden.

 

Ruten

Rutens hårdhed placerer naturligt Amstel Gold Race i ardennerkategorien, men når det kommer til løbets overordnede design, er løbet meget mere nært beslægtet med de flamske klassikere. Som de fleste af brostensløbene i den cykelgale belgiske region gør Amstel Gold Race næsten overdrevent brug af et meget lille kuperet område i et ellers næsten fladt område. Det er bestemt ikke et punkt-til-punkt-løb, da ruten zigzagger sig rundt i en lille del af Holland, hvor man bruger de samme veje igen og igen og besøger de samme stigninger flere gange. Rytterne er aldrig lagt fra startstedet i Maastricht eller målet i Valkenburg, hvor målstregen også krydses flere gange, inden det bliver alvor i finalen.

 

Vejene i regionen er alle små og snoede, og Holland er et tætbefolket område. Samtidig passerer løbet gennem mange små byer, hvor presset på arealet er så stort, at mange af indbyggerne ikke har garager, og derfor parkerer deres biler på gaderne. Der er mange trafikchikaner og speedbumps, og derudover er antallet af rundkørsler stort. Styrt er derfor en brutal, men uundgåelig del af løbet, og det er af helt afgørende betydning at vide, hvor og hvornår man skal være fremme forud for stigningerne og eventuelle vindblæste strækninger.

 

Hvad der karakteriserer løbet, er de mange stigninger, der er spredt ud over hele ruten. I sig selv er ingen af dem specielt udfordrende, men med normalt ca. 35 bakker fordelt på ca. 260 km kommer de så hurtigt efter hinanden, at der ikke er megen tid til at restituere.

 

I 2003 besluttede arrangørerne at flytte målstregen fra den traditionelle afslutning i Maastricht til toppen af den berømte Cauberg-stigning. I de følgende år var løbets mest markante kendetegn den eksplosive finale på den 1200 m lange stigning, der stiger med 5,8% i gennemsnit og har et maksimum på 12%.

 

Mens mange bifaldt den spektakulære finale, var arrangørerne ikke tilfredse. Den hårde afslutning betød, at løbet blev mere kontrolleret, og de fleste favoritter sparede sig nu til en spurt op ad den sidste stigning. I et forsøg på at åbne løbet op, ændrede man derfor igen formatet. Efter generalprøven ved VM i 2012 - der i øvrigt blev vundet af nyere tids mest dominerende rytter i Amstel Gold Race, Philippe Gilbert - blev målstregen i 2013 flyttet 1800 m væk fra toppen af stigningen, hvormed rytterne fik mulighed for at komme tilbage, selvom de var blevet sat på bakken.

 

Arrangørerne håbede, at dette ville anspore favoritterne til at angribe længere udefra, men hverken VM eller 2013-, 2014-, 2015- eller 2016-udgaverne havde den ønskede effekt. Ganske vist blev det vanskeligere for favoritterne at tro på, at de kunne gøre den afgørende forskel på Cauberg, men da den afsluttende rundstrækning med de relativt lette stigninger Geulhemmerweg og Bemelerberg var nem, og de sværeste stigninger, Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, følte de største navne sig fortsat nødsaget til at gamble alt på deres evne til at køre fra på Cauberg. Den nye finale åbnede ganske vist løbet for langt flere mulige vindere, men det ændrede ikke på, at løbet fortsat var ekstremt kontrolleret.

 

Forud for 2017-udgaven traf arrangørerne et nyt, meget mere kontroversielt valg. Denne gang valgte man helt at droppe Cauberg-finalen, og selvom man bibeholdt målstregens placering, skulle man denne gang ikke op over den ikoniske stigning tæt på mål. De tre første passager af bakken fastholdtes, men da man kom tilbage til Valkenburg for sidste gang efter den afsluttende lille rundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg kørte man ikke ned i det sædvanlige ”hul”, og derfor var Bemelerberg nu sidste stigning, inden man nåede frem til den flade finale. Det åbnede muligheder for, at de stærke sprintere kunne overleve, og håbet var, at det ville tvinge de virkelige ardennerspecialister til at angribe fra distancen. Da man samtidig bibeholdt det nye format, der blev indført i 2013, hvor de svære Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, håbede man, at de mest klatrestærke ryttere følte sig nødsaget til at sætte fremstød ind allerede der.

 

Planerne vakte ikke megen begejstring i cykelkredse, men endte som en stor succes. Rytterne gjorde præcis, som man havde håbet, og alle de store navne spillede ude i den svære sektion langt fra mål. Resultatet var et langt mere animeret løb end tidligere og den bedste udgave i mange år, og det blev til fulde gentaget med endnu en underholdende version, da man i 2018 og 2019 bibeholdt det nye format.

 

Desværre betyder coronasituationen, at løbet helt omlægges. Sidste år blev det som bekendt aflyst i sidste øjeblik, og for at imødekomme kravene fra myndighederne har arrangørerne valgt at afvikle det som et rent rundstrækningsløb, der er langt lettere at spærre af for publikum. Mindre indlysende er det, hvorfor løbet også er forkortet fra de vanlige ca. 260 km til nu bare 216,7 km. Antallet af stigninger øges til gengæld til 38 mod de normalt 35, og trods de 45 færre kilometer falder antallet af højdemeter kun fra knap 3500 til godt 3000.

 

Løbet køres altså som et rundstrækningsløb på tre forskellige rundstrækninger, der er stort set ens. Den første af disse skal køres én gang og er 14,9 km lang. Den har sin start i Valkenburg, hvorfra man med det samme kører mod sydvest opad Geulhemmerweg (500 m, 4,1%), der er en relativt jævn stigning. En nedkørsel leder nu mod vest, inden man igennem fladt terræn kører mod sydøst og siden øst frem til Bemelerberg (1200 m, 3,6%), der er sværest i bunden med 4,5% over de første 500 m og derefter bare 2,9% frem til toppen. Nu går det igennem let stigende terræn mod sydøst og nordøst, inden man kører ned i hullet til udkanten af Valkenburg. Her drejer man skarpt mod sydvest ind på Cauberg (1200 m, 5,8%), der er ganske vanskelig i bunden med 9,4% over de første 500 m. Herfra går det mod nordvest ad en helt lige og let faldende vej over de sidste 1800 m frem til første passage af målstregen i byen Berg en Terblijt.

 

Efter den ene omgang på den første rundstrækning kører man nu 11 omgange på en anden 16,9 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod nord ad en nedkørsel ned til bunden af Geulhemmerweg, og derefter er rundstrækningen præcis den samme som den foregående, selvom man følger en lidt anden vej på det første stykke mellem Geulhemmerweg og Bemelerberg - en helt ubetydelig ændring. Det betyder, at man altså på hver af de 11 omgange skal over Geulhemmerweg, Bemelerberg og Cauberg. Sidstnævnte passeres for sidste gang, når der resterer 17,7 km.

 

Løbet afsluttes nu med en omgang på en 15,9 km lang rundstrækning, der er stort set den samme, som vi har set i 2017, 2018 og 2019 - den er 200 m kortere end for to år siden - og som i alt væsentligt er den samme som den foregående, bare uden Cauberg. Således skal man over Geulhemmerweg med 13,0 km igen, inden det gælder en sidste passage af Bemelerberg, der som sidste stigning har top med 6,0 km igen. Efter toppen falder det let mod sydøst, men denne gang kører man ad en let stigende og snoet vej mod nord og nordøst frem til Berg en Terblijt, hvormed man kører uden om hullet ned til bunden ad Cauberg og bliver oppe på plateauet. På de sidste 3 km er der venstresving med 1400 m og 900 m igen, hvor det sidste leder ind på den let faldende opløbsstrækning, der rammes 900 m efter toppen af Cauberg.

 

Løbet byder på i alt 3027 højdemeter, hvilket trods den reducerede distance er knap 500 færre end i 2019.

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Da Amstel Gold Race har så mange lighedspunkter med Flandern Rundt, er det ikke overraskende, at vejret er en væsentlig faktor. Vinden har potentiale til at splitte feltet, og på en regnfuld dag bliver nervøsiteten på de smalle, flade veje forøget betydeligt. Derudover spiller vindretningen efter stigningerne i finalen en afgørende rolle i vurderingen af, hvor store chancer der er for at en spurtafgørelse kan undgås.

 

Det varme nordeuropæiske forår lader stadig vente på sig, men det bliver alligevel en hæderlig og kølig søndag. Det vil ganske vist hovedsageligt være skyet med kun enkelte solstrejf, men bygerisikoen er kun 10% i de første par timer, inden den falder til helt beskedne 5%. Vinden vil være let til jævn (12-16 km/t) og komme fra nord. Det giver sidevind på langt hovedparten af rundstrækningerne, herunder på Bemelerberg, men der vil være sidemedvind på både Geulhemmerweg og Cauberg. Efter toppen af Bemelerberg vil der i finalen være skiftevis side- og modvind, indtil man får sidevind igen på de sidste 900 m.

LIVESTREAM AMSTEL GOLD RACE

 

Favoritterne

Det er altid en kontroversiel sag at ændre på ruterne til de store klassikere. Mange vil huske, hvordan det skabte oprør i Belgien, da man fjernede Muren fra finalen af Flandern Rundt, og selvom den nye finale på mange måder har forbedret løbet, er der mange cykelnostalgikere, der stadig ikke kan acceptere, at en af cykelsportens mest ikoniske stigninger ikke længere indgår i finalen af den flamske klassiker.

 

Ændringen af ruten i Flandern forandrede imidlertid ikke grundlæggende sammensætningen af favoritfeltet, men det kan ikke siges om justeringen af finalen af Amstel Gold Race. I 2017 var det en yderst kontroversiel beslutning med relativt kort varsel at foretage en så drastisk omlægning af løbets nøglepunkt, og det affødte særdeles kritiske reaktioner fra mange af klassikerspecialisterne. For mange af de knap så klatrestærke puncheurs er Amstel Gold Race den eneste af ardennerklassikerne, de har en chance for at vinde, og således har den hollandske klassiker været deres helt store mål. Derfor var det et stort slag i ansigtet at indse, at deres vilkår pludselig blev drastisk forringede ved udsigten til den manglende finale på Cauberg, hvilket fik mange til at tro, at løbet skulle være mere sprintervenligt.

 

Som nævnt ovenfor ”virkede” ideen imidlertid. Det er meget svært at argumentere imod påstanden om, at de tre seneste udgaver af løbet har været de mest underholdende i mange, mange år, og vi fik præcis, hvad arrangørerne ønskede. I 2017 spillede store navne som Philippe Gilbert, Nathan Haas, Michael Albasini og Ion Izagirre ud allerede langt fra mål, og da Greg van Avermaet og Alejandro Valverde sammen med Michal Kwiatkowski senere reagerede, var det kun polakken, der var stærk nok til at køre op til de forreste. At selv Van Avermaet og Valverde regulært kom til kort på stigningerne, vidner om et løb, der havde langt mere dynamik og langt flere udfaldsrum end det gamle format, der i alt væsentligt kunne koges ned til en afsluttende spurt op ad Cauberg.

 

I 2018 så vi samme mønster, hvor de store navne spillede tidligt ud og derved gjorde det hele så hårdt, at Valverde med et angreb på Geulhemmerweg kunne skabe den lille ottemandsgruppe, der endte med at afgøre det hele til sidst. Endelig så vi i 2019, hvordan Julian Alaphilippe, Jakob Fuglsang og Michal Kwiatkowski kunne køre væk fra distancen og havde kurs mod at afgøre løbet, indtil Mathieu van der Poel leverede det comeback, der vel stadig ikke er nogen, der helt har fattet.

 

Spørgsmålet er, hvordan coronasituationen nu vil forandre den hollandske klassiker. Beslutningen om at ændre løbet til et rundstrækningsløb - formentlig som et engangstilfælde - betyder i hvert fald, at det er svært helt at vide, om løbet er blevet sværere eller lettere. Den Cauberg-løse finale forbliver, som vi kender den, og derfor er favoritterne stadig nødt til at åbne tidligt, som de gjorde i 2017, 2018 og 2019, hvis de vil undgå den spurt, der altid lurer som en latent trussel i et løb med så ”let” en afslutning.

 

Mange har sammenlignet den nye rute med VM i 2012. Sandt er det da også, at løbet dengang havde både Bemelerberg og Cauberg på rundstrækningen, men der var ingen Geulhemmerweg. Man kørte alt kun ned i ”et hul” to og ikke tre gange, og det gav mærkbart færre højdemeter. Mens årets ca. 215 km lange løb således har 3027 højdemeter, havde det 270 km lange VM-løb bare 2382 af slagsen. Med andre ord skal man ikke lade sig skræmme af, at det dengang endte i en knap så selektiv affære, hvor selv John Degenkolb blev nr. 4, Allan David nr. 6, Ramunas Navardauskas nr. 8 og Tom Boonen nr. 12 - alle bag Philippe Gilbert, Edvald Boasson Hagen og Alejandro Valverde, der tog medaljerne.

 

Hvordan er løbet så i forhold til det Amstel Gold Race, vi har lært at kende. Først og fremmest er det jo knap 50 km kortere, men stigningerne er flere.  Antallet af højdemeter er faldet fra 3489 i 2019, 3449 i 2018 og 3283 højdemeter i 2017, men med den reducerede distance giver det faktisk et mere kuperet, men kortere løb. Til gengæld er stigningerne lettere. Vi savner særligt Eyserbosweg og Keutenberg, der traditionelt har været de grimmeste, og som ingen af årets stigninger kan måle sig med. Bemelerberg og Geulhemmerweg er så lette, at de kan overleves af de fleste, og det eneste sted, hvor der for alvor kan gøres forskelle for de mest eksplosive, er på den stejle, nedre del af Cauberg. Det er dog også muligt, som Cauberg-kongen Gilbert har vist så mange gange, at man næsten er holdt op med at tælle. Samtidig er det værd at bemærke, at Cauberg kommer betydeligt oftere end på den klassiske rute, og dermed er der vel egentlig kortere mellem de stejle passager, end vi ser i et klassisk Amstel Gold Race.

 

Samlet set er det min fornemmelse, at løbet kan blive vanskeligere med mindre sandsynlighed for en spurt, selvom dieselmotorerne vil savne den ekstra time i sadlen som følge af den reducerede distance. Samtidig er det det værd at bemærke, at betydningen af positionskampen måske reduceres. I hvert fald synes rundstrækningen at bestå af flere lige og knap så snørklede veje, end vi finder på den klassiske rute, der kan være uhyre stressende, fordi man skal holde sig fremme hele dagen. Sådan vil det naturligvis også i et vist omfang være her, særligt fordi løbet mangler ét sikkert nøglepunkt, hvorfor ingen ved, hvornår der åbnes, men det kunne se ud til, at i hvert fald den første del bliver knap så stressende, positioneringskrævende og ikke mindst styrtpræget, som vi plejer at se.

 

Favoritterne til de tre ardennerklassikere har altid skullet findes i den samme gruppe af ryttere, men løbene er ganske forskellige og tilpasset forskellige typer. Mens Liege-Bastogne-Liege er et meget hårdt løb, der er på grænsen til at være et løb for rigtige klatrere, og den unikke finale i Fleche Wallonne begrænser listen over mulige vindere til en yderst eksklusiv gruppe på en håndfuld meget eksplosive puncheurs og murspecialister, har Amstel Gold Race traditionelt været for lidt større drenge og klassikerspecialister med et godt punch, og det har gjort listen over potentielle vindere betydeligt længere. Stigningerne er så korte, at det er muligt for de eksplosive klassikerryttere at spurte fra bund til top, hvilket gør det svært for klatrerne at følge med. På den anden side er det samlede antal højdemeter og normalt også distancen så voldsom, at løbet er ganske hårdt, og den gradvise udskilning sender mange af de tungere folk ud af kampen.

 

Da løbet sluttede på toppen af Cauberg, var det for specialister, og det begrænsede listen over potentielle vindere betydeligt. Den nye finale, der blev indført i 2013, åbnede løbet op for flere, og nu ændrer den nye modifikation igen betydeligt på, hvad vi kan forvente i den hollandske klassiker. På papiret betyder den fladere finale, at langt flere ryttere nu har en reel chance for at krydse stregen først, og taktik og held kommer til at spille en langt større rolle. Til gengæld kan det også blive vanskeligere for mindre spurtstærke ryttere at sikre sig sejren, og selvom de seneste år har været selektive, var det ikke tilfældigt, at næsten alle topplaceringer udgjordes af ryttere, der er kendt for deres afslutterevner. Det er fortsat ikke voldsomt sandsynligt, at en type som Roman Kreuziger kan gentage sin sejr fra 2013.

 

Umuligt er det dog ikke. Den nye, fladere finale har givet løbet et helt andet element af taktik, som betyder, at det nu ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder. Det blev særligt tydeligt i 2018, hvor Michael Valgren bestemt ikke var gruppens stærkeste, men måske den klogeste. I hvert fald udnyttede gruppens tre af gruppens på papiret mindst farlige, nemlig Valgren, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto, den interne magtkamp mellem særligt Peter Sagan, Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe til at løbe med hele podiet, selvom det kun er Gasparotto, der med en vis rimelighed kan siges at være kendt for sin spurtstyrke. Det gør dermed også det ”nye” Amstel Gold Race til den mest taktiske af de store klassikere. Sikrer man sig først billet til finalen, er den sidste rundstrækning så let, at de fleste kan være med, og i det strategiske spil, der let opstår i en gruppe uden hjælpere, kan alt ske, ikke mindst hvis man som Astana i 2018 sidder i overtal. I den sammenhæng kan det endda være en fordel at være lidt af en underdog, og derfor er det nok også på søndag, at vi har størst chance for en stor overraskelse i en af de store klassikere. Det er i hvert fald langt fra givet, at bedste mand vinder, når nøglepunkterne, der i år kan reduceres til Cauberg, ligger så langt fra mål.

 

De største tabere ved den nye ruteændring er de virkelige puncheurs, der ikke længere kan satse 100% på deres punch på Cauberg. Nu kræver en sejr ikke blot gode ben, men også held og en vellykket taktik. Skal en klassikerspecialist vinde, kan det nemlig ikke nytte noget at slæbe de holdbare sprintere med til stregen, og derfor skal der angribes langt fra mål. Målet for mange er som i 2017, 2018 og 2019 at skabe en lille gruppe af favoritter, men er man isoleret, kan en sådan være ganske svær at kontrollere. Derfor kan en overtalssituation med flere mulige vinderbud være helt afgørende i løbets nye format, og man vil i vidt omfang kunne lukrere på kollektiv styrke, som Quick-Step så flot har gjort det i de flamske klassikere.

 

I 2017 var der almindelig enighed om, at vinderne ved den nye ruteføring var de stærke sprintere. Folk som Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli var alle i top 5 i 2016 og viste således, at de havde reelle muligheder for at vinde i den gamle finale. Den nye rute burde umiddelbart øge sandsynligheden for en reduceret massespurt, hvilket gør deres spurstyrke til langt stærkere våben, end den ellers ville have været, men historien har altså modbevist den teori. For folk som Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Alejandro Valverde, Tom Pidcock, Maximilian Schachmann og Julian Alaphilippe er det imidlertid en stor ulempe, at de ikke længere skal op over Cauberg i finalen. Ganske vist er de alle hurtige, specielt efter et langt løb, men i en direkte duel med de deciderede sprintere, vil de som regel komme til kort. Derfor skal de forsøge at komme af med de hurtigste langt tidligere, og det kan let skabe en situation, der heller ikke i år kan kontrolleres.

 

Umiddelbart er der også stor interesse i at undgå en spurt, og der er nogle ret potente hold, der har styrken til at gøre det hårdt. Det gælder for Ineos, Deceuninck og Astana, der alle kan tænkes at lægge det tidlige pres, der åbner løbet. Mere uklart er det, hvordan UAE og Jumbo griber løbet an. Jumbo er for en sjælden gangs skyld til start i en stærk formation med mulighed for også at diktere løbet, men de kan sagtens tillade sig at gribe det lidt mere afventende an, stole på Wout van Aerts spurt og lade Primoz Roglic og Jonas Vingegaard køre med i angrebene. UAE har en velkørende Matteo Trentin til en spurt, som Marc Hirschi i princippet også kan køre, hvis ikke det har været alt for let, og uden Tadej Pogacar vil jeg tro, at de griber løbet afventende an.

 

Samlet set tror jeg, at det også i år bliver svært at få spurten. Ruten synes hårdere, og jeg forventer, at de tre nævnte hold vil lægge et relativt tidligt pres, som Astana senest gjorde i 2019. Derefter regner jeg også med, at finalen bliver åbnet relativt tidligt, særligt fordi hold som Astana og Ineos har mange kort at spille. I 2018 fik Kreuziger og Gasparotto adgang til finalen med et tidligt udspil, og den strategi kan sagtens fungere igen. Nyere historie viser også, at det med den nye finale kan betale sig for favoritterne også at køre fra distancen, og jeg tror ikke, at de bare venter til sidste tur op ad Cauberg med knap 20 km igen. Jeg vil tro, at vi kan se favoritangreb allerede fra næstsidste tur også.

 

Trods det relativt gode vejr er mit bedste bud, at vi trods de knap så stejle stigninger og kortere distance med en generelt hårdere rute vil se samme situation som i de foregående tre år, hvor en lille elitegruppe har skullet afgøre løbet. Her vil vi formentlig kunne finde en kombination af løbets tungeste favoritter, men også ryttere, der ved en tidlig offensiv har sikret sig billet til finalen. Herefter kan næsten alt ske. Det kan ende i en spurt, men det er også meget sandsynligt at se en gentagelse af Valgrens nummer, særligt fra en rytter, der ligesom danskeren er outsider mere end reel favorit. I den sammenhæng er det en fordel at sidde i overtal, og da man som sagt kan ende i finalen uden nødvendigvis at være blandt de allerstærkeste gør det listen over mulige vindere nærmest overskuelig lang. Til gengæld er løbet næppe svært nok til, at bedste mand kører fra alt og alle.

 

Interessant er det, at mange af de bedste folk vil tro på deres spurt. I Liege så vi, hvordan Alaphilippe, Roglic, Pogacar og Hirschi samarbejde upåklageligt, fordi alle troede på deres afslutning. De seneste meget overraskende spurtsejre til først Kasper Asgreen og siden Tom Pidcock vil kun styrke troen hos de mange semihurtige folk på, at de også kan overspurte folk som Wout van Aert og Michael Matthews. Det øger naturligvis chancen for en eller anden form for spurtafgørelse, at vi på den måde har set, at de hurtigste efter et hårdt løb faktisk er helt menneskelige.

 

Den lette finale gør løbet pivåbent, og der er derfor nogen mavefornemmelse involveret, når jeg peger på Primoz Roglic. Der er dog ingen grund til at mærke efter i maven for at finde ud af, om det slovenske monster er i form. Det er han altid og naturligvis også nu, hvor han atter har vist sit skræmmende høje topniveau i et Baskerlandet Rundt, hvor han og Pogacar på stigningerne var i deres helt egen liga. Alt taler for, at Roglic også vil være stærkeste mand på bakkerne her, for når han er frisk, har han generelt været helt umulig at sætte i kuperet terræn. Også disse lidt lettere bakker passer ham som fod i hose, som vi har set med hans nylige puncheursejre i Suances i Vueltaen og i Biot i Paris-Nice.

 

Roglics udfordring er selvfølgelig, at bedste mand ikke bare kører fra alt og alle på denne lidt lette rute. Jeg vil ikke udelukke, at netop han kan gøre det, men for at vinde kan han skulle stole på sin spurt. Den er dog heller ikke ringe. Nok var omstændighederne specielle, men en på det tidspunkt temmelig træt Roglic vandt trods alt Liege sidste år, ligesom han i Ain næsten vandt en massespurt og i Romandiet har vundet en spurt i en ganske stor gruppe. Der er favoritter, der på papiret er hurtigere end ham, men som Asgreen og Pidcock kan fortælle, vinder hurtigste mand ikke altid efter et hårdt løb. Det gør ofte den mest friske, og det kunne meget vel være løbets stærkeste monster.

 

Roglic har dog også andre muligheder. Hans timing af sene angreb er ganske eminent, som han har vist med sine tidlige etapesejre i Tirreno og Baskerlandet, hvor han stadig var en underdog, men også med nyere sejre som på 1. etape i Vueltaen sidste år, hvor han kom blæsende væk på den lille nedkørsel fra Arrate, eller med sejren i Tre Valli Varesine i 2019. Samtidig har han en uhyre gunstig taktisk hånd. Det er ikke svært at se ham, Jonas Vingegaard og Van Aert alle spille en rolle i finalen, og det kan give muligheder for at angribe på skift, samtidig med at Van Aert giver en perfekt backup til en spurt og i visse tilfælde måske også et alibi for at sidde på hjul. Roglics enorme power betyder, at han ikke skal have mange mm for at køre alene hjem. Altså er han den formentlig mest formstærke klatrer, uhyre eksplosiv på bakkerne, taktisk snu i finalerne og den rytter, der vel kan vinde løbet på fleste mulige måder, samtidig med at holdet er brølstærkt. Derfor tror jeg på slovensk debutsejr.

 

Hvem kunne være hans værste rival? Jeg er nødt til at pege på Marc Hirschi med al den usikkerhed, det naturligvis indebærer. Tænder og hofte gav den schweiziske vidunderdreng en forsinket start på sæsonen, og selvom han sluttede stærkt af i Catalonien og var hæderlig i Baskerlandet, hvor han var ren hjælper, har han ingenlunde vist et niveau, der er i nærheden af det, han viste uafbrudt fra slutningen af august til begyndelsen af oktober sidste år.

 

Vi skal bare ikke glemme, at Hirschis form kom ret pludselig sidste år. Han var alt andet end prangende i de udbrud, han kørte i Dauphiné, hvor han blandt andet blev slået ret klart på 4. etape, men jeg skal love for, at der var lavet om på det forhold, da Touren meldte sig, og han gik med Alaphilippe allerede på 2. etape. Hvis det mønster gentager sig, er der håb for, at den lille schweizer kan være flyvende, og der findes ikke mange, der passer bedre til dette løb end manden, der lignede bedste mand i begge ardennerklassikerne for et år siden. Hans punch er fremragende, og han er blandt løbets ardennerspecialister vel den hurtigste i en flad spurt, som han blandt andet viste ved at slå en stribe af dem ved VM sidste år, eller da han i helt udkørt stand var meget tæt på at slå Pogacar og Roglic i Laruns under Touren. Liege havde han formentlig også vundet, hvis Alaphilippe havde haft linealen indstillet rigtigt, og Hirschi har dermed alle forudsætninger for at vinde, hvis han finder niveauet fra sidste år. Det er der ikke noget, der tyder på lige nu. Der var bare heller ikke noget, der efter Dauphiné tydede på, at en mirakel-Tour var lige om hjørnet.

 

Jumbo-mandskabet har naturligvis også Wout van Aert. Belgierens bundniveau er så tårnhøjt, at han har kørt med om sejren i alle sine klassikere, men Brabantse Pijl blev endnu en indikation på, at han stadig ikke har ramt det fabelagtige 2020-niveau, der blandt andet gav sølvmedalje på en meget hård rute. Skulle der sidde en enkelt forsmået avisskribent og mangle argument for påstanden, kan man jo referere til belgierens egen træner, der efter Flandern Rundt overfor Wielerflits erkendte, at beslutningen om at køre et knaldhårdt Tirreno var en fejl, der tømte ham for kræfter inden klassikerne. Den Van Aert, der var umulig at sætte i sidste års klassikere, er hidtil kommet til kort i alle endagsløbene bortset fra et Gent-Wevelgem, som med den lette finale er umulig at sammenligne med de hårdere løb.

 

Betyder det, at Van Aert ikke kan vinde Amstel? På ingen måde! Belgieren var immervæk en hårsbredde fra at vinde Brabantse Pijl, og havde han ikke som i E3 været alt for gavmild med sine føringer, havde han sikkert taget sejren. Amstel er bare et vanskeligere løb. Konkurrencen er skarpere, og højdemeterne er mange flere, og selvom Van Aert klatrer godt, synes han lige nu at have sine begrænsninger, når løbene bliver lange og hårdt.

 

Heldigvis har Van Aert et våben, han ikke har haft hidtil, nemlig et hold. Hidtil har han et fingerknips været nok til at isolere ham, og Van Aert har været en enmandshær, der har brændt sine kræfter op alt for hurtigt. Denne gang kan han tillade sig at køre et defensivt løb, mens Roglic og måske Jonas Vingegaard tager sig af angrebene, og skulle en af holdkammeraterne endda køre væk, kan han endda sætte sig på hjul - lidt af en kontrast for den mand, der vel kun overgås af Tim Declercq, hvad føringsarbejde i klassikerne angår. Selvom han blev slået i spurten forleden, er det stadig svært at se, hvem af favoritterne der kan slå ham i denne afslutning, der er betydeligt lettere end i onsdags, og Van Aert kan vinde, uanset om det er en lille gruppe eller en form for massespurt, der afgør løbet.

 

Chancen for en spurt er endda større nu, hvor Jumbo i finalen kan vælge at bruge Roglic og måske Vingegaard til at kontrollere, og Jumbo er måske det eneste mandskab, der er så stærkt, at de kan sætte en spurt i en lille favoritgruppe i scene. Det kræver i første omgang, at Van Aerts form rækker til at køre med hele vejen over alle 3000 højdemeter, og her har jeg fortsat min tvivl, men særligt VM-præstationen vidner om, at Van Aert sagtens kan vinde her, formentlig også selvom han ikke skulle være 100%. Personligt har jeg min tvivl, men i lyset af Van Aerts spurt og hold er han stadig en af de absolut mest sandsynlige vindere, hvilket skal afspejle sig i vurderingen her.

 

Hvad så med verdensmesteren? Der er en byge af spørgsmålstegn ud for navnet Julian Alaphilippe, efter at franskmanden har været under niveau gennem hele foråret. Efter et hæderligt Strade var han tam i Tirreno, angrebet på Poggio var uden kraft, i Dwars følte han sig totalt værdiløs, og hans Flandern var pænt, men langt under vanlig Alaphilippe-standard. Han har følt sig træt og udkørt og skippede af samme grund Brabantse Pijl, og desværre ved vi, at Alaphilippe har ret stor forskel på top- og bundniveau, og at han særligt mærkes voldsomt, når han bliver træt.

 

Alligevel vil det være dumt at udelukke en flyvende regnbuetrøje. Efter Touren sidste år virkede Alaphilippe bestemt også temmelig udkørt, men der var ikke megen træthed at spore, da han kort efter blev verdensmester i suveræn stil. Netop VM-sejren, men også hans kørsel i Liege, Flandern og Brabantse Pijl vidner om, at Alaphilippes topniveau fortsat er sublimt. Han har vel stadig verdens bedste punch på en stigning som Cauberg, og selvom han ingen garantier har i en spurt, viser hans Sanremo-sejr, at han på den rette dag kan slå de fleste. Alaphilippe passer fremragende til dette løb, men det kræver, at han ikke er for træt - og på det område er jeg desværre slemt bekymret.

 

Efter Brabantse Pijl må Tom Pidcock også stå uhyre stærkt. Den lille brite har allerede vist sit gigantiske potentiale i brostensløb, som egentlig slet ikke passer til en fyr, der end ikke vejer 60 kg, og da vi endelig ramte asfalt i Brabantse Pijl, viste han, at han er så godt klatrende, at han kan gribe løbet offensivt an også. Dette løb burde med sine flere højdemeter passe endnu bedre til en mand, der har ydmyget alle konkurrenterne i Baby-Giroens bjerge, og hans punch til bakkerne er tillige eminent. Han er endelig blevet fri af helbredsproblemer og mærker derfor formfremgang, og intet tyder på, at han vil være spor ringere på søndag, selvom hans klassikersæson efterhånden har været lang.

 

Den reducerede distance kan også vise sig at være en fordel. Nok klarede han de to første monumenter godt, men her har vi en distance, han med sikkerhed kan klare, også blandt de bedste. Vigtigst af alt er det, at han nu tror fuldt og fast på sin spurt, som stadig er svær at sammenligne med rivalerne i dette løb. En flad spurt er noget andet end i Brabantse Pijl, men sejren over Van Aert vidner om, at han ikke behøver at frygten nogen som helst, og når man kan gå på podiet i sprinterløbet i Kuurne, kan man slå de fleste på stregen her. Måske savner han et bedre hold, da det kniber med formen hos Ineos-stjerneparaden, men Pidcock har fysikken til at vinde.

 

For to år siden slog Maximilian Schachmann igennem som ardennergigant med top 5-placeringer i alle tre løb, og efter at sidste år gik galt som følge af træthed efter Touren, vender tyskeren tilbage som en af favoritterne. Faktisk viste han i Paris-Nice sit hidtil højeste klatreniveau, ligesom han var ganske overbevisende i Milano-Sanremo, men desværre er hans stjerne falmet en anelse siden da. Nok er Baskerlandet på papiret et for svært løb for den relativt store tysker, men efter Paris-Nice var vi nok mange, der havde skruet forventningerne lidt højere op.

 

Det vil dog være dumt at udelukke tysk sejr. Schachmann passer langt bedre til dette løb end til de baskiske mure, også selvom hans forbedrede klatring synes at have kostet lidt punch og hurtighed. Hans spurt er så god, at han på dagen kan slå de fleste, som han blandt andet viste med sine tre etapesejre i Baskerlandet i 2019, eller da han spurtede sig på podiet i Liege få uger senere. Samtidig har Schachmann poweren og timingen til at køre væk i en ukontrollerbar finale - en manøvre, han før har brugt i eksempelvis Catalonien, eller da han vandt i Larciano. Skulle Wilco Kelderman være kommet sig efter styrtet, står Bora endda med en ret potent duo, og det gør det muligt at tro, at Schachmann får den ardennersejr, han bør få før eller siden.

 

Et af sportens største mysterier er, hvordan det er mislykkedes for Alejandro Valverde at vinde Amstel Gold Race. Den spanske veteran hører til blandt alle tiders bedste ardennerryttere, men på de hollandske veje er han aldrig slået til. At det skulle skyldes manglende evner, er imidlertid ingenlunde tilfældet. En resultatliste, der tæller to 2. pladser samt en enkelt placering som både nr. 3, 4, 5 og 6 vidner om, hvor tæt på han har været, men han blev svært hæmmet, da målet blev rykket fra Cauberg, hvor finalen passede ham perfekt.

 

Men måske er det i år, det skal lykkes. Det er nemlig en sjældenhed, at Valverde ikke går ind til løbet som en af de største favoritter, men det gør han ikke denne gang. Alligevel har han med sin kørsel i Catalonien, Baskerlandet og GP Indurain vist, at der var et 10. liv i den spanske kat, der nu spinder næsten lige så smukt, som den ellers senest gjorde i 2019. Desværre står det også tindrende klart, at Valverde ikke har fordums hurtighed, og i lyset af de mange hurtige favoritter, er det faktisk svært at se ham vinde en spurt i en mindre gruppe. Til gengæld har han en enorm rutine og en fantastisk evne til at time sine fremstød, så måske bliver det som næsten 41-årig, at det i 14. forsøg lykkes, hvad der mislykkedes de første 13 gange.

 

Amstel Gold Race har vel altid været den klassiker, der har passet Michael Matthews bedst, men det er aldrig blevet til mere end en 3. plads i 2015, hvor han og Cauberg-kongen Gilbert var så jævnbyrdige og stærke, at de endte med at ødelægge løbet for hinanden. Siden har han ofte været ramt af uheld, og desværre er det en tendens, der også er gået igen i år. Således er han styrtet i både E3, Flandern Rundt og senest Brabantse Pijl, og desværre vælter australieren så ofte, at det ikke længere er nogen tilfældighed.

 

Til gengæld har hans fysik virket meget overbevisende. Han var flyvende i Sanremo og var med i den første og vel stærkeste forcering på Taaienberg i E3, inden styrtet i Flandern forhindrede ham i at vise de superben, han ifølge eget udsagn havde. Det var det samme i går i Brabantse Pijl, hvor han heldigvis slap uskadt, og derfor ved vi reelt ikke, hvor god han er. Vi så dog ved VM sidste år, hvor ruten var hårdere, at Matthews stadig har styrken til at køre med om sejren i denne slags løb, og det hjælper ham umiddelbart, at stigningerne denne gang ikke er helt så vanskelige, selvom højdemeterne er flere. Først og fremmest er det dog hans gode spurt, der gør ham til en god vinderkandidat, fordi han både kan sejre i en lille gruppe, eller hvis en lidt større gruppe skulle ende med at spurte om sejren.

 

Knap så meget rutine som Valverde og Matthews har David Gaudu, der kører løbet for første gang, og det er der en grund til. Den lille franskmand er nemlig ikke just skabt til dette løb, og det hjælper ham næppe heller, at stigningerne i år er knap så stejle. På de lettere bakker kan han få svært ved at gå med mere kraftfulde og eksplosive puncheurs, men løbet passer nu ikke helt ringe til den franske guldfugl, der efter et trist 2020 endelig er kommet tilbage på sporet. I Baskerlandet var der igen den herlige lethed over trådet, og måske var han endda bedre end nogensinde. Han er egentlig ikke langsom på stregen, som vi så med sejren i Ardeche, men hans stærkeste våben er nok hans underdogstatus. Det er ikke svært at se ham sidde blandt en håndfuld ryttere til sidst, og så kunne det meget vel være den lille franskmand, der laver ”en Valgren” og kører væk til sidst. Formen rækker i hvert fald til en plads i finalen.

 

Man er også nødt til at nævne Michal Kwiatkowski, men det er mest på grund af hans navn og den genfødsel, vi oplevede i 2020. Vi fandt nemlig ud af, hvorfor han var så skuffende i Strade, Tirreno og Sanremo, da han fandt ud af, at styrtet i Laigueglia havde kostet et brækket ribben. Derfor blev stikket trukket, og han har ikke kørt løb siden Sanremo. Hvor han står, aner vi således ikke, men der er vel grund til moderat optimisme. Han blev immervæk nr. 17 i La Primavera trods det brækkede ribben, der jo heller ikke er noget lårbensbrud, og man må formode, at han har kunnet træne relativt fornuftigt. Om det rækker til at gentage sejren fra 2014, er nok tvivlsomt, men med den genfødsel, han oplevede i klassikerne sidste år, hvor han var særligt stærk ved VM, er der bestemt perspektiver, hvis han er på toppen. Man skal ikke glemme, at selv en generelt skuffende Kwiatkowski i 2019 var meget tæt på at hænge på Alaphilippe og Fuglsang, og nu er han - hvis han er skaden kvit - forventeligt bedre, hvis han holder takterne fra 2020. Han har hurtigheden, punchet og snilden til at vinde, hvis han vitterligt er tilbage på toppen.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Sergio Higuita. Den lille colombianer havde et rædselsfuldt 2020, men har i år delvist genfundet de takter, der gjorde ham til et af de mest spændende talenter i 2020. Han kom godt fra UAE Tour og Tirreno-Adriatico og lagde egentlig også udmærket fra land i Baskerlandet, men desværre kollapsede han i de døende dage af begge de to europæiske løb. Det kunne indikere en manglende holdbarhed, men den udfordring har han ikke i endagsløbene, der burde passe ham som fod i hose. Jeg synes stadig, at hans mangler i Baskerlandet var så store, at jeg ikke føler mig overbevist om, at han kører finale, men han fortjener alligevel en høj rangering alene i kraft af en spurt, der er så god, at han kan slå næsten alle favoritterne. Måske skal han anticipere for at sidde med de bedste, men er han først i spil efter sidste passage af Cauberg, har han hurtighed til at være et fornuftigt vinderbud.

 

Hos Astana vil mange øjne være rettet mod Jakob Fuglsang og Alexey Lutsenko, men jeg tror, at deres bedste chance for faktisk at vinde løbet kommer via Alex Aranburu. Hvor de kommende to klassikere nok er for svære, burde baskeren være som en fisk i vandet på denne rute. Han har generelt været bedre end nogensinde i denne sæson, hvor han imponerede på murene i Tirreno, kørte fornemt op ad Poggio fra en ringe position og slutteligt imponerede med meget overbevisende klatring og etapesejr i Baskerlandet. Dette løb med relativt bløde bakker burde ikke være for svært for Aranburu, der også i Sanremo har vist, at han kan begå sig, selvom distancen er lang. Måske kører han ikke med de allerbedste, når de åbner på Cauberg, men kommer han først med i finalen - muligvis ved at anticipere - betyder hans spurt, at han har gode mulighed, ligesom vi i Baskerlandet så, at han også kan gribe ud efter lykken ved at køre alene i den manglende kontrol.

 

Så er der min superjoker. Jeg havde egentlig i mit ansigts sved brugt kræfter på at grave en grav til Patrick Bevin, men den er nu igen blevet fyldt op med jord. Den skal nemlig ikke bruges foreløbig, efter at newzealænderen som en anden Valverde steg op fra de døde i Baskerlandet, hvor han var her, der og alle vegne. Han kørte op med de bedste klatrere på stigningen på enkeltstarten, hvor han gik i top 10, han satte Michael Woods flot i scene frem mod styrtet på muretapen, han imponerede stort på stigningerne på 2. og 4. etape og rundede af med en dag i udbrud på den vilde og på alle måder voldsomme kongeetape. Nej, Bevin har næppe nogensinde været bedre - i hvert fald ikke siden han styrtede ud af et Tour Down Under, hvor han med førertrøjen på sine skuldre lignede en sandsynlig vinder. Her viste han sine evner i denne slags terræn, og samtidig er han så hurtig, at han kan slå næsten alle på stregen. Egentlig troede jeg, at højdemeterne var for mange, men det lavede Baskerlandet om på, og Bevin drager fordel af, at stigningerne denne gang ikke er så stejle. Måske bliver det alligevel for hårdt, men med sin form og sin spurt har han en reel chance for a vinde.

 

Hvor meget frihed får Jonas Vingegaard? Det er klart, at han kun er nummer 3 i hierarkiet, men Van Aerts tilstedeværelse betyder, at jeg ikke regner med, at Jumbo vil køre et kontrollerende løb med det formål at gøre det hårdt. Det kan åbne døren for, at der bliver tre kort at spille i finalen, hvor Van Aert skal spare sig til sin spurt, og Vingegaard og Roglic skal dække angrebene. Det er klart, at der hurtigt kan opstå en situation, hvor en mand må ofres, og så er det ikke svært at gætte, hvem af de tre pilen peger på, men undgår han den situation, kan jeg sagtens se, at der kan være en ide i at give Vingegaard lidt frihed til at gå med i nogle angreb. Han er ikke helt langsom, selvom vi i Baskerlandet så, at hans spurt på flad vej nok ikke helt matcher puncheurevnerne, men til gengæld er han i fremragende form, og de eksplosive bakker passer ham. Sidder Jumbo med tre mand i finalen, er det ikke svært at regne ud, hvem der vil være den mindst overvågede og dermed står med bedst chance for at lave ”en Valgren”.

 

Det er klart, at man også må nævne Jakob Fuglsang, men det er mere på historik end på forventning. Bekymringen for, at alderen langsomt er ved at indhente danskeren, bliver i hvert fald stærkere og stærkere, efterhånden som listen over løb, hvor han er under sit normalt tårnhøje bundniveau, bare bliver længere dag for dag. Angiveligt har det hele tiden været planen at toppe til Ardennerne, men senest var niveauet i Baskerlandet desværre bekymrende. Til gengæld er Fuglsang pokkers snu, og han vil formentlig vide, hvis benene ikke rækker til at køre med Roglic på Cauberg. Astana har kort at spille, og kan han anticipere, kan Fuglsang måske alligevel få billet til finalen. Desværre lider han stadig under sin manglende spurtevne - i hvert fald i sammenligning med alle de ovennævnte - og det gør det pokkers svært for ham at vinde. Til gengæld er han en klog rytter, der i Romandiet og Dauphiné har vist, at han mestrer kunsten at lave ”en Valgren”. Først og fremmest skal han dog finde i hvert fald en del af de procent, han hidtil har manglet.

 

Usikkerheden om Alaphilippes form kan føre til, at Deceuninck kører med et lidt fladere hierarki. Det kan måske åbne døre for supertalentet Mauri Vansevenant. Den belgiske komet har overgået de endda temmelig høje forventninger i årets første løb, og senest kørte han et ganske flot Baskerlandet. Løbet her passer ham måske ikke helt ideelt, men han er et oplagt kort at sende i forkøbet, når Deceuninck skal åbne løbet. Hans flotte Fleche Wallonne sidste år kan i hvert fald tjene som inspiration, og sidder han der først i finalen sammen med Alaphilippe, kan han måske gøre, som Bob Jungels gjorde i Liege i 2018, nemlig udnytte fokus på verdensmesteren til at køre væk. Samtidig ved vi fra Larciano, at han ikke er helt langsom, og det giver ham kort på hånden til også at gøre det færdigt, hvis han har det rette selskab.

 

Bliver løbet for hårdt for Matteo Trentin? Det bør det gøre, særligt i år, hvor terrænet samlet set er sværere. Han overraskede mig imidlertid stort for to år siden, hvor han med offensiv kørsel ikke var langt fra at sikre sig billet til den absolutte finale. I år har han imponeret stort fra Sanremo over alle klassikere frem til det fejende flotte Brabantse Pijl, og havde han ikke været forfulgt af uheld i E3, Dwars og Flandern, havde hans resultatliste været langt flottere. Selvom han har for vane at skuffe i disse spurter efter hårde løb, må han stadig regnes som en af de hurtigste, og de knap så stejle bakker burde øge hans chancer. For at køre finale skal han nok komme favoritterne i forkøbet, men sidder han der først i finalen, kan han med sin nuværende form komme ganske langt.

 

Hvor står Tiesj Benoot ? Belgieren var fremragende i Paris-Nice, men blev desværre sat tilbage af efterfølgende sygdom. Derfor var han under niveau i de efterfølgende klassikere, men i det lus var hans Flandern Rundt egentlig ganske opløftende. To ugers yderligere træning har sikkert bragt ham længere, og med de klatreben, der efterhånden er så gode, at han nu flere gange er kørt i top 4 i ugelange etapeløb, passer han i dag endnu bedre til dette løb end til en flamsk klassiker. Han lider under sin manglende spurtstyrke i sammenligning med de øvrige favoritter, men har han fundet formen fra Paris-Nice, er chancen for en billet til finalen ganske fornuftig, og i en ukontrollerbar afslutning er det næppe ham, de fleste kigger på.

 

Mere usikker er jeg på den anden DSM-kaptajn, Søren Kragh. Det er faktisk lidt en gave for danse cykelfans, at aflysningen af Roubaix har sendt ham til dette løb, for det burde passe ham ganske glimrende. Desværre blev han som Benoot syg for et par uger siden, og siden da har han aldrig fundet sine bedste ben. Heldigvis var han så god i Milano-Sanremo, at vi ved, at den gode form ikke er langt væk, og man kan håbe, at to ugers pause har bragt ham tilbage på sporet. Modsat Benoot risikerer han, at løbet bliver for hårdt, men han hjælpes af, at årets bakker ikke er for stejle. For at komme i finalen skal han anticipere, men det burde temporytteren Kragh også være perfekt til. Sidder han der først, har han med sin spurt og den timing, der gav to etapesejre i Touren, i hvert fald muligheder.

 

Det har været opløftende at se Dylan Teuns i Flandern Rundt og Brabantse Pijl. Efter et 2020, hvor intet efter nedlukningen fungerede, og en trist sæsonstart, kunne man let begynde at tabe håbet til belgieren. To flotte løb har nu sendt ham tilbage på sporet, og dette hårdere løb passer ham betydeligt bedre end de foregående. Desværre er det nok også den ardennerklassiker, der passer ham dårligst, særligt fordi han ikke er et lyn i en flad spurt, men til gengæld fandt han i Brabantse Pijl nøglen til at vinde løbet, nemlig at anticipere favoritterne. Lige nu synes benene i hvert fald at være gode nok til at spille en rolle, hvis han finder en vej til at køre om sejren. Om han så får timet et angreb rigtigt, er mere tvivlsomt, når hans spurt i forhold til mange andre er begrænset.

 

Det har været et skidt år for Tim Wellens, der har været temmelig skuffende hele vejen. Hans Flandern Rundt gav dog grund til optimisme, og selvom han løb tør for kræfter til sidst, var han endelig en del af cykelløbet. Dette løb passer ham også betydeligt bedre, og i 2018 ramte han også endelig sin bedste form, så han kunne køre finale. Om han har samme form nu, er desværre meget tvivlsomt, og han rammer aldrig helt rigtigt i Ardennerne. Flandern Rundt med to uger til at lægge på giver dog grund til en vis optimisme. Wellens er næppe længere god nok til at vinde løbet alene på sin råstyrke, men hans angrebslyst har ført ham til et hav af sejre. Netop i et potentielt ukontrollerbart Amstel kan det være nøglen, der skal sikre en sejr.

 

Efter et Catalonien, hvor han trods sin skadespause var bedre end ventet, var der grund til at have høje forventninger til Wilco Kelderman. Med yderligere en måned til at indhente den mistede forberedelse var det rimeligt at antage, at han ville være endnu bedre her. Nu styrtede han desværre for 117. gang i sin karriere i Baskerlandet, og derfor er det temmelig usikkert, hvor han står. Heldigvis var meldingerne i første omgang ikke alt for urovækkende, og der er grund til at tro på, at han er klar. I de seneste år er han bare blevet mere og mere eksplosiv, som vi blandt andet så i Provence og Giroen sidste år, og dermed passer dette løb ham bare bedre og bedre. Nok er han ikke den hurtigste i en flad spurt, men er han på toppen udgør han og Schachmann en meget spændende duo, der har kort at spille i en taktisk finale.

 

Mikkel Honoré er med sit punch og sin hurtighed på alle måder skabt til dette løb, der vel er den klassiker, som passer ham allerbedst. Desværre dalede hans stjerne i onsdags, hvor styrtet efterlod ham med sting i underarmen. Hvor meget det sætter ham tilbage, er svært at sige, og i forvejen er han som udgangspunkt hjælper for Alaphilippe. Som for Vansevenant kan han dog måske drage fordel af et lidt fladere Deceuninck-hierarki til måske at få en chance i en ukontrollerbar finale. Vi så i Baskerlandet, at han nok ikke kører med Roglic på Cauberg, men kommer han favoritterne i forkøbet, kan han sagtens gøre sig gældende i dette terræn - og først og fremmest har han en spurt, der giver muligheder.

 

Endelig er en anden joker Quinten Hermans. Siden hans etapesejr i Vallonien i 2018 har jeg haft store forventninger til ham i disse løb, men hans crossfokus har lagt begrænsninger på mulighederne, ligesom et styrt i Dauphiné sidste sommer ødelagde hans 2020-sæson. Nu er han imidlertid kommet flyvende i gang efter sin crosssæson med et Baskerlandet, hvor han klatrede langt bedre, end jeg havde drømt om. Med de evner på så stejle og svære stigninger kommer han langt på disse bakker, og han synes også at have robustheden til at klare 3000 højdemeter. Han mangler masser af erfaring, men med offensiv kørsel kan han måske komme i finalen, og her har han i hvert fald en spurt, man gør dumt i at undervurdere. Det er trods alt ikke hvem som helst, der vinder en massespurt i Vallonien.

 

BEMÆRK: Det er blevet klart for mig, at nedkørslen fra Geulhemmerweg ikke er den samme på de første omgange og på finalerundstrækningen. I finalen bruges en mere kringlet nedkørsel, der gør det vanskeligere for et felt at jagte. Nedkørslen, der bruges alle øvrige gange, er til gengæld til feltets fordel.

 

OPDATERING: Hverken Bevin eller Honoré kommer til start. Det gør til gengæld Michael Woods. Canadieren har været fabelagtigt kørende i år og meldt om bedre ben end nogensinde. Styrtet i Baskerlandet har dog næppe været ideelt for forberedelsen. Løbet passer ham desværre ikke så godt, da han ikke er superhurtig i en flad spurt og på den nye rute mangler de stejle stigninger. Han bør dog kunne køre finale, og i en taktisk afslutning kan han sagtens vinde.

 

OPDATERING 2: Trek stiller med Bauke Mollema, der ikke passer ideelt til løbet med en flad finale og knap så stejle stigninger, men er god i kuperede endagsløb og var i top 10 sidst. Han var uhyre skuffende i Baskerlandet, og selvom han selv har meldt om god form og tilfredshed efter det baskiske løb, var præstationen bekymrende forud for et løb, der i forvejen ikke passer ham alt for godt.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT

 

***** Primoz Roglic

**** Marc Hirschi, Wout van Aert

*** Julian Alaphilippe, Tom Pidcock, Maximilian Schachmann, Alejandro Valverde, Michael Matthews

** Michael Woods, David Gaudu, Michal Kwiatkowski, Sergio Higuita, Alex Aranburu, Jonas Vingegaard, Jakob Fuglsang, Mauri Vansevenant, Matteo Trentin, Tiesj Benoot, Søren Kragh, Dylan Teuns, Tim Wellens, Wilco Kelderman, Quinten Hermans

* Valentin Madouas, Bauke Mollema, Alexey Lutsenko, Greg van Avermaet, Michael Valgren, Warren Barguil, Esteban Chaves, Richard Carapaz, Omar Fraile, Ide Schelling, Rudy Molard, Markus Hoelgaard, Dylan van Baarle, Wout Poels, Robert Stannard, Guillaume Martin, Sergio Henao, Simon Clarke, Matej Mohoric, Simon Carr, Patrick Konrad, Rui Costa, Ivan Garcia Cortina, Jasper Stuyven, Sonny Colbrelli, Magnus Cort, Simon Geschke, Dion Smith, Alexander Kamp, Daryl Impey

 

LIVESTREAM AMSTEL GOLD RACE
 

Danskerne

Jonas Vingegaard, Jakob Fuglsang og Søren Kragh er omtalt ovenfor. På EF har Michael Valgren og Magnus Cort beskyttede roller, og de er omtalt i hovedoversigten nedenfor, som Alexander Kamp, der muligvis kan få en fri rolle på Trek, er det. På BikeExchange skal Christopher Juul støtte Michael Matthews, mens Mikkel Bjerg på UAE skal hjælpe Marc Hirschi og Matteo Trentin.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Michael Valgrens sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejre fra 2017 og 2014, Enrico Gasparottos sejr fra 2016, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2015 samt Roman Kreuzigers sejr fra 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Ag2r Citroën Team: Holdets bedste kort er Greg van Avermaet, der dog med en enkelt undtagelse altid er kommet lidt til kort i disse bakker, og som generelt i år har manglet lidt procent i løb, der passer ham bedre. Aurelien Paret-Peintre kan gøre det pænt, men er ikke skabt til løbet, Bob Jungels er stadig en skygge af si selv, og den ellers så formstærke Dorian Godon vil nok finde det for svært efter en skuffende onsdag. Til en spurt har holdet Clement Venturini, der har virket formsvag på det sidste.

 

Alpecin-Fenix: Uden Van der Poel og Vakoc får holdet det svært. Oscar Riesebeek er i form, men løbet er nok for hårdt, og den ellers klatrestærke Kristian Sbaragli har ikke fundet superbenene fra 2017. Xandro Meurisse har været formsvag hele året, og løbet passer ikke rigtigt Ben Tulett. Endelig så Floris de Tier bedre ud i onsdags, men ikke nok til dette svære løb, og Jimmy Janssens har ikke fordums styrke.

 

Astana-Premier Tech: Fuglsang og Aranburu ligner bedste bud. Holdet har også Alexey Lutsenko som kaptajn, men selvom han endelig i GP Indurain viste fremgang efter et svært forår, virkede han trods sin hjælperrolle ikke flyvende i Baskerlandet. Det gjorde til gengæld Omar Fraile, der burde passe til løbet, men han ender garanteret som hjælper igen. Forhåbentlig er han dog et kort, de spiller tidligt ud.

 

Bahrain-Victorious: Teuns ligner bedste bud. Sonny Colbrelli er tidligere blevet nr. 3, men også i onsdags var han under sit niveau. Wout Poels er på vej tilbage fra en skade, og selvom han har løbene her som mål, passer lige netop dette ham ret dårligt. Matej Mohoric kan angribe fra distancen, men virkede ikke flyvende i Catalonien eller i onsdags. Jan Tratnik er også beskyttet og kan også angribe tidligt.

 

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Desværre synes Arjens Livyns, som løbet ellers passer, at have tabt superformen fra februar, og løbet er for hårdt for den i onsdags ellers stærke Milan Menten .

 

BORA-hansgrohe: Schachmann og Kelderman er de bedste bud. Løbet passer godt til Patrick Konrad, men han har været under niveau hele året, senest i Baskerlandet. Ide Schelling passer også godt til løbet og viste sit potentiale i onsdags, og han kunne spilles tidligt ud.

 

Cofidis: Holdet er bygget op om Guillaume Martin og Simon Geschke. Desværre var Martin meget formsvag i Baskerlandet, som Geschke desværre forlod efter et grimt styrt i en sæson, hvor han ikke har været flyvende. Er han kommet sig, står han dog fornuftigt efter en stærk ardennerkampagne sidste år. Løbet passer dårligt til formstærke Ruben Fernandez og Nicolas Edet, og Anthony Perez synes formsvag.

 

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe er naturligvis kaptajn, men Vansevenant kan som nævnt måske komme i spil. Løbet bør være for hårdt for Florian Senechal, der styrtede i onsdags. Pieter Serry er fint kørende, men ender som hjælper, og det gør formsvage Mattia Cattaneo også. Måske spiller de Remi Cavagna ud fra distancen.

 

EF Education-Nippo: Holdt har flere kort at spille, hvoraf Higuita er omtalt ovenfor. Michael Valgren så fornuftig ud i Flandern Rundt, inden han styrtede to gange, og selvom alt meldes vel, skal meget efter nogle svære år nok flaske sig, hvis han skal gentage sejren fra for to år siden. Magnus Cort styrtede i onsdags og er holdets bud til en spurt, men positionskampen på de smalle hollandske veje er næppe hans største styrke. Den lille klatrer Simon Carr imponerede i Strade og kan gøre det godt, men passer ikke ideelt til løbet.

 

Gazprom-Rusvelo: Den tidligere vinder Roman Kreuziger er stadig en skygge af sig selv, og løbet har altid været for hårdt for Marco Canola, som det også må være for Simone Velasco og Dmitry Strakhov. Sergei Chertnetskii er ligeledes en skygge af sig selv.

 

Groupama-FDJ: Gaudu ligner bedste bud, men Valentin Madouas, der gik i top 10 for to år siden, så fornuftig ud både i Flandern og Brabantse. Løbet passer ham, men det er tvivlsomt, om niveauet rækker til at vinde. Rudy Molard er også solid, men ikke en oplagt vinder.

 

INEOS Grenadiers: Pidcock er bedste bud med Kwiatkowski som joker. Richard Carapaz er ikke i storform og vil formentlig blive spillet tidligt ud, som også formstærke Dylan van Baarle kan blive det i et løb, der ikke passer ham ideelt. Eddie Dunbar er stadig formsvag.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiuaux: Hermans ligner bedste bud. Lorenzo Rota har gjort det godt i år, og Maurits Lammertink, der tidligere har været med helt fremme, synes i fremgang, men de vinder ikke, selvom ruten passer dem fint. Aime de Gendt har aldrig rigtigt fundet formen, Jan Bakelants mangler en del efter sit styrt, og Loic Vliegen har skuffet i den seneste klassikere.

 

Israel Start-Up Nation: Med Bevin ude og Woods inde handler det om Woods. Daryl Impey har ambitioner, men løbet har altid været for hårdt, og han klatrer ikke så godt længere. Krists Neilands skuffede i Baskerlandet, men er svingende og kan være bedre nu.

 

Team Jumbo-Visma: Holdet har Van Aert og Roglic som kaptajner, men Vingegaard er også beskyttet. Robert Gesink og Sam Oomen er hjælpere.

 

Lotto Soudal: Det handler 100% om Wellens, men klatreren Sylvain Moniquet kan måske gøre det pænt. Det bør være for hårdt for Stefano Oldani og Tosh van der Sande .

 

Movistar Team: Holdet er bygget op om Valverde. Løbet passer fint til Ivan Garcia Cortina og Gonzalo Serrano, men de har begge skuffet i de seneste løb.

 

Sport Vlaanderen-Baloise: Også her får de det svært. Bedst chance har Thomas Sprengers, men han har været yderst skuffende i år.

 

Team Arkea-Samsic: Det handler 100% om Warren Barguil, der kørte fremragende klassikere sidste år og så fin ud i de flamske løb, indtil han ramtes af uheld. Løbet her passer ham dog ikke ideelt. Løbet må være for hårdt for den tilbagevendte Amaury Capiot, og Benjamin Declercq har endnu ikke vist form.

 

Team BikeExchange: Det handler om Matthews, men holdet kan spille den velkørende Esteban Chaves tidligt ud. Det samme kan de med velkørende Robert Stannard, der passer godt til løbet. Dion Smith er formstærk, men jeg tror, at det bliver for hårdt.

 

Team DSM: Benoot og Kragh er de beskyttede ryttere. De klatrestærke Mark Donovan og Kevin Vermaerke har ikke vist den store form.

 

Team Qhubeka ASSOS: Holdets kaptajn er Simon Clarke, der blev nr. 2 for to år siden, men han har ikke haft samme niveau siden dengang. Robert Power er altid en lottokupon, der kan finde formen ud af det blå, men han har ikke vist storform. Michael Gogl er tidligere gået i top 10, men har ikke haft superformen fra marts i nogen tid. Den tidligere ardennerspecialist Sergio Henao er delvist på vej tilbage, men han kan ikke længere vinde et løb som dette, som heller ikke Sander Armee kan det.

 

Trek-Segafredo: Mollema er kaptajn og er omtalt i bemærkningen ovenfor. Alexander Kamp passer til løbet og har set bedre ud på det sidste, men løbet er nok stadig for svært. Toms Skujins kørte fint i onsdags, men niveauet her er for højt, og løbet må være lidt for svært for Jasper Stuyven.

 

UAE-Team Emirates: Hirschi og Trentin er kaptajner, men Rui Costa kan måske få en fri rolle. Desværre har han været en skygge af sig selv i år.

 

Uno-X Pro Cycling Team: Markus Hoelgaard viste med sin top 10 I E3, at han kan være med på dette niveau, og løbet her passer ham endda bedre. Han kom dog lidt til kort i onsdags, og det vil være en overraskelse, hvis han gentager sin top 10 i dette felt.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT

 

Primoz Roglic
Marc Hirschi, Wout van Aert
Julian Alaphilippe, Tom Pidcock, Maximilian Schachmann, Alejandro Valverde, Michael Matthews
Michael Woods, David Gaudu, Michal Kwiatkowski, Sergio Higuita, Alex Aranburu, Jonas Vingegaard, Jakob Fuglsang, Mauri Vansevenant, Matteo Trentin, Tiesj Benoot, Søren Kragh, Dylan Teuns, Tim Wellens, Wilco Kelderman, Quinten Hermans
Valentin Madouas, Bauke Mollema, Alexey Lutsenko, Greg van Avermaet, Michael Valgren, Warren Barguil, Esteban Chaves, Richard Carapaz, Omar Fraile, Ide Schelling, Rudy Molard, Markus Hoelgaard, Dylan van Baarle, Wout Poels, Robert Stannard, Guillaume Martin, Sergio Henao, Simon Clarke, Matej Mohoric, Simon Carr, Patrick Konrad, Rui Costa, Ivan Garcia Cortina, Jasper Stuyven, Sonny Colbrelli, Magnus Cort, Simon Geschke, Dion Smith, Alexander Kamp, Daryl Impey

Annonce

DEL
INFO
Amstel Gold Race
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Andratx - Mirador ...(1.1) 15/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Tour de Gironde Internati...(2.1) 15/05-16/05

Tour of Thailand(2.1) 11/05-16/05

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 20/05-23/05

Tour du Finistère(1.1) 22/05

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 22/05-23/05

Vuelta Ciclista a la Regi...(1.1) 23/05

Tour of Japan(2.1) 23/05-30/05

Mercan'Tour Classic Alpes...(1.1) 24/05

Ronde van Limburg(1.1) 24/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

EKSKLUSIVT TILBUD: SE ALLE GIRO ETAPER I FULD LÆNGDE & UDEN REKLAMER