Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Arctic Race of Norway
15. august 2019 14:00 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O. / Alex_Broadway / Pauline Ballet / Thomas Maheux

Efter sidste uges Tour de Pologne byder også denne uge på gode muligheder for at forberede sig til Vuelta a Espana, og der er således i Europa tre etapeløb, der alle kan bruges til at afpudse formen. Et af dem er Arctic Race of Norway, der er blomstret op som en del af det store cykelboom i Norge og med ASO som en vigtig samarbejdspartner har etableret sig selv som et nøgleløb på augustkalenderen, hvor man gang på gang med de spektakulære omgivelser i Europas nordligste del tiltrækker et klassefelt, der måske har tabt lidt af glansen i 2018 og 2019, men som stadig er ganske imponerende for et løb, der logistisk ikke er det nemmeste at deltage i.

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

 

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps, Tour of Turkey og Tour of Croatia er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route d’Occitanie, ZLM Tour og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

 

BinckBank Tour (tidligere Eneco Tour) og Tour de l’Ain (som dog nu er flyttet til maj) har i flere år udgjort alternativer, og Czech Cycling Tour er en relativt ny tilføjelse til en kalender, der bliver mere og mere intensiv, ligesom flere også har brugt Tour of Utah på den anden side af Atlanten. Det samme er Arctic Race of Norway, der på bare få år for alvor har været i stand til at etablere sig som en alvorlig konkurrent. For efterhånden mange år siden talte ASO om deres ønske om at arrangere et cykelløb længere mod nord end nogensinde tidligere som led i den konstante udvidelse af deres liste over store UCI-løb. Med det store cykelboom i Norge som bagtæppe var interessen fra de lokale myndigheder ikke mindre, og de to parter fandt sammen om at arrangere den første udgave af Arctic Race of Norway i 2013. Den lokale helt Thor Hushovd vandt i sin karrieres efterår samlet, og siden da har løbet etableret sig som en vigtig del af august-kalenderen.

 

Arctic Race of Norway er et af mange norske løb, der er blevet etableret i de senere år. Landet har altid haft flere mindre endagsløb og mange kontinentalhold, men med Thor Hushovds store succes har cykling fået kolossal popularitet i landet, hvilket har skabt et regulært cykelboom. Han gav stafetten videre til Edvald Boasson Hagen, Alexander Kristoff og Lars Petter Nordhaug, og senere er også Sondre Holst Enger, Odd Christian Eiking, Sven Erik Bystrøm, Amund Grøndahl Jansen og Kristoffer Halvorsen dukket op som fremtidige stjerner. Den offentlige interesse har nået nye højder, og cykling er nu en af de mest populære sportsgrene i landet. Som et resultat er løbskalenderen blevet kraftigt udvidet. Tour of Norway var det første løb på højt niveau, og siden er både Arctic Race og Norway og Tour des Fjords samt en afdeling af Hammer Series blevet tilføjet, inden Tour of Norway og Tour des Fjords forud for denne sæson fusionede. Dermed er vores naboer mod nord nu et af de få lande, der kan præsentere hele tre store begivenheder - sidste år endda fire - i verdensklasse.

 

Hvad der virkelig skiller Arctic Race of Norway ud fra de to andre løb, er ASOs engagement. Niveauet af professionalisme hos Tour-arrangørerne er enormt, og det har gjort løbet enormt populært straks fra start. Efter en første udgave, der var domineret af de lokale helte og lagt til rette for sprintere, er feltet blevet stærkere og stærkere og mere og mere internationalt. Samtidig er ruten blevet mere kuperet og har været lagt an på puncheurs og klatrere.

 

I 2016 betød de mange kalenderændringer pga. OL, at konkurrencen om holdenes gunst var knap så stor, og det førte til, at løbet kunne tiltrække hele 11 af de 18 WorldTour-hold. Nu er konkurrencen skarpere, og det havde allerede i 2017 en negativ effekt på startlisten. Alligevel kunne man præsentere fem WorldTour-hold, hvilket var mere end de alle de øvrige etapeløb uden for WorldTouren, der afvikledes i denne periode. Sidste år røg man desværre ned på fire mandskaber - et udtryk for en konkurrence, der kun er blevet skærpet af, at EM nu er blevet etableret i samme periode.

 

I år har man holdt skansen og tiltrukket fire mandskaber fra den fineste division, og startlisten er ganske flot for et løb på en tid, hvor der er så mange løb, at det er næsten umuligt for holdene at vælge. Ikke overraskende har man igen kunnet tiltrække gode klassikerryttere og sprintere, der som altid finder masser af terræn at boltre sig i. Løbet kan også fremvise hele 13 prokontinentalhold, men der er også plads til tre af de norske kontinentalhold, der altid har gjort det godt og har løbet som det store mål i anden del af sæsonen.

 

Det andet væsentlige kendetegn ved løbet er geografien. Aldrig tidligere har man afviklet et løb så tæt på Nordpolen, og i 2017 afvikledes alle fire etaper for første gang nord for Polarcirklen. Terrænet og naturen i området er bjergtagende, og et af formålene med løbet er at promovere landet som turistdestination. Mange ryttere har også været tiltrukket af muligheden for at køre i en helt unik del af verden.

 

Løbet har som sagt ændret natur siden den første udgave, der var for stærke sprintere. I årene 2014, 2015, 2016 og 2017 havde man ganske vist stadig sine sprinteretaper, men løbet inkluderede nu også en rigtig bjergafslutning. Det gjorde det umuligt for sprinterne at gå efter sejren, og løbet blev i stedet vundet af hhv. Steven Kruijswijk, Rein Taaramae, Gianni Moscon og Dylan Teuns. De øvrige etaper har som regel været skabt til hurtige afsluttere, men da der ikke er meget fladt terræn i Nordnorge, er det heller ikke et oplagt løb for en ren sprinter. I stedet har det været en plads for den lokale helt Alexander Kristoff at boltre sig i. Sidste år undgik man helt de længere stigninger og skabte en løb for puncheurs, men til gengæld var løbet også det mindst sprintervenlige af dem alle.

 

Det udnyttede Sergei Chernetskii til at få revanche for et ærgerligt Polen Rundt, hvor en løs hund og et medfølgende styrt havde formøblet en ellers overbevisende start. I Norge fik han god hjælp af Jakob Fuglsang til at splitte feltet på den mest kuperede af de fire etaper, hvor sidevind også spillede en rolle, og dermed fik han skovlen under Mathieu van der Poel, der ellers med to etapesejre var løbets dominerende skikkelse. I sidste ende sejrede russeren med 11 sekunder ned til Markus Hoelgaard og 12 sekunder ned til Colin Joyce, der sikrede Rally deres hidtil bedste resultat på europæisk grund, idet han også vandt løbets hårdeste etape. Et skifte til Caja Rural betyder, at Chernetskii ikke får mulighed for at forsvare titlen, men både Hoelgaard og Joyce er tilbage i et løb, der må være et af sæsonens helt store mål.

 

Ruten

Som sagt har Arctic Race of Norway ændret sig fra i det første år at være for sprintere til nu at være for mere hårdføre klatrere. Nordnorge byder ganske vist ikke på mange meget svære stigninger, men der er et fint miks af lange, jævne opkørsler, der ikke er specielt stejle, og små, eksplosive bakker, der kræver et godt punch. Det giver mulighed for at sammensætte nye ruter fra år til år, og omfanget af genbrug har været yderst begrænset. Typisk har der været tale om en afslutning på en længere stigning, to etaper med kuperede finaler og en mere klassisk sprinteretape.

 

Sidste år veg man lidt væk fra den model ved at designe en rute uden lange stigninger, men med hele tre puncheurfinaler, der mere afspejler den form for terræn, som det meste af løbet udgøres af. I år vender man imidlertid tilbage til det klassiske format, men alligevel med et twist, der gør løbet til det mest brutale blandt de syv første udgaver. De første to dage er ellers meget tilforladelige, da sprinterne her ventes at stjæle rampelyset. 1. etape byder på en typisk Arctic Race-rute med en svær rundstrækning og et par bakker, der dog kommer så langt fra mål, at en reduceret massespurt er det mest sandsynlige udkomme. Dagen efter venter til gengæld en usædvanligt flad etape, hvor det kun er vinden langs den nordnorske kyst, der måske kan skabe splittelse.

 

Til gengæld skrues der i den grad op for vanskelighederne i weekenden. Først gælder det lørdagens kongeetape, der er den sværeste i løbets historie. Tidligere har målstigningerne i løbet ellers været lange og lette, men denne gang skal der sluttes på Storheia, der kendes som Norges Mont Ventoux og er helt anderledes end de klassiske stigninger. Hvad den med sine 3,5 km ikke har i længde, har den i stejlhed, da den gennemsnitlige stigningsprocent ligger på intet mindre end 11,8. Det er imidlertid ikke sikkert, at den bliver altafgørende, for løbet slutter med på den knaldhårde rundstrækning i Narvik, hvor Ben Hermans i 2015 tabte den samlede sejre til allersidst, og dermed er der med to meget vanskelige etaper som afslutning utvivlsomt lagt op til den mest brutale version af det stadig ret nye norske storløb.

 

 

1. etape

Arctic Race of Norway var i de første år nærmest en foræring til de stærke sprintere, der kunne overleve en del højdemeter og spurte efter en vanskelig dag, men i de senere år har der været længere mellem mulighederne for den ryttertype. I år burde de imidlertid kunne komme til fadet på løbets åbningsetape, der måske nok hovedsageligt er relativt flad, men som mod slutningen byder på en omgang på en rundstrækning, som med to korte bakker nok kan rydde pænt ud i feltet, inden der formentlig skal spurtes i den flade finale.

 

I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem byen med det enkle navn Å - lidt en udfordring for de fleste udenlandske journalister - og Leknes. Begge byer ligger på det forrevne kaos af småøer, der udgør det meste af Norges kyst, - begge hører de til i øgruppen Lofoten - og begge ligger helt oppe i den allernordligste del på et sted, hvor der er meget langt ind til fastlandet. Startbyen ligger på en ø, der er placeret ret isoleret ude i Norskehavet, og starten går næsten helt nede i sydspidsen, hvorfra man følger den relativt flade kyst mod nordøst og nord, idet man undervejs passerer en enkelt bro mellem to af øerne. Efter 47,5 km kører man ned i en tunnel, der fører over på en ny ø, og som byder på en ret lang bakke tilbage til havoverfladen, hvorefter man kører det sidste stykke mod nordøst ind til Leknes, hvor stregen krydses efter 60,0 km i forbindelse med dagens første spurt.

 

Den næste del af etapen består af en omgang på en 96,5 km lang rundstrækning, der fører feltet stort set hele vejen rundt langs kysten på øen Vestvågøy, hvor Leknes ligger. Stort set hele tiden kører man langs vandet, og det betyder, og da kysten her er relativt flad, er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. De eneste væsentlige er kategori 2-stigningernee Hagskaret (1,8 km, 5,1%) og Torvdalen (1 km,7%), der har toppe efter hhv. 64 og 128 km. Fra den sidste af disse går det fladt mod sydvest ned langs kysten, inden man kører mod sydøst og nordøst ind til Leknes, hvor stregen krydses for anden gang i forbindelse med den anden spurt efter 156,5 km.

 

Etapen afsluttes nu med en enkelt omgang på en 24,5 km lang rundstrækning i området sydøst for Leknes. Fra start kører man mod nordøst ud til kategori 2-stigningen Hagskaret (1,8 km, 5,1%), der passeres for anden gang efter 161 km, og som er en ret jævn stigning, der dog er stejlest med 6% over de sidste 900 m. De resterende 20 km indledes med en nedkørsel, der fører mod øst, inden man følger den flade kyst mod syd og sydvest. Herefter drejer man mod vest for at køre op ad en bakke (1,3 km, 6,5%), på hvis top den tredje og sidste spurt kommer efter 170,5 km. De sidste 10,5 km indledes med en nedkørsel, der leder mod nordvest ned til kysten, der herefter følges igennem fladt terræn mod nord og til slut vest. De sidste 5 km er stort set helt flade og er teknisk ukomplicerede, da der på de sidste 10 km blot er to sving, det sidste dog bare få hundrede meter fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1823 højdemeter.

 

Det meste af etapen er mere flad, end man ofte ser det i Nordnorge, men med to ret vanskelige bakker på den sidste rundstrækning vil der kunne ryddes lidt ud i rækkerne i finalen. Stigningerne er dog nok for lette og for langt fra mål til, at en reduceret massespurt kan undgås - hvis altså ikke vinden vil spille ind på en etape, der næsten udelukkende foregår langs den flade norske vestkyst.

 

Leknes har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape

Selvom løbet ikke længere er den gavebod for sprinterne, som det tidligere var, byder løbet altid på mindst én regulær sprinteretape. Ofte er den kommet på løbets anden etape, og det er også tilfældet i år, hvor de hurtige folk håber at slås om sejren i Svolvær, der senest blev besøgt i debutåret 2013. Denne gang er der endda tale om en for løbet usædvanligt let etape, hvor selv de tungeste sprintere burde kunne øjne en mulighed.

 

I alt skal der tilbagelægges 164 km, der fører feltet fra Henningsvær til Svolvær. Begge byer ligger på øen Austvågøya i langs den forrevne norske østkyst, og afstanden mellem dem er yderst beskeden. Derfor indledes etapen med, at man kører op mod nord langs den relativt flade kyst op til en mindre ø, hvor man kører en hel omgang rundt langs den fortsat flade kystvej. I det nordligste punkt kører man efter 28,5 km den første spurt, inden man senere via samme bro som tidligere kører tilbage til Austvågøya. Her kører man mod syd tilbage langs vandet, men inden man når Henningsvær drejer man mod øst for at skære tvært gennem øen, inden man kører mod nordøst op langs kysten til Svolvær, der nås efter 65 km, men hvor man dog ikke krydser stregen.

 

Den resterende del af etapen består nu af en 99 km lang rundstrækning. Først går det langs vandt mod nordøst op til byens lufthavn, inden man kører mod nord op langs vandet til den nordligste del af øen. Her kører man en hel omgang rundt langs den forrevne, men flade kyst, idet man kun i den sydligste del kortvarigt forlader vandet for at fuldende cirklen. Eneste højdepunkt er den anden spurt, der er placeret efter 130,5 km. Når man er kommet hele vejen rundt, kører man ad samme vej som tidligere tilbage ned langs vandt mod syd til lufthavnen, hvor den sidste spurt kommer bare 5 km fra mål. Den sidste del af etapen består af en relativt lige og kun let faldende vej, der fører langs kysten mod sydvest ind til Svolvær. Den lange vej har ingen sving, men man skal lige over i en rundkørsel på den sidste kilometer.

 

Etapen byder på i alt 1625 højdemeter.

 

For de sprintere, der måtte finde bakkerne på 1. etape for svære, er dette den eneste mulighed i løbet, og den skal naturligvis udnyttes. Risikoen for sidevind er naturligvis altid stor i et løb, hvor næsten hele etapen afvikles langs kyste, men vi har endnu til gode at se en rigtig sidevindsetape i det nordnorske løb. Derfor peger alt på, at vi skal have endnu en massespurt inden det mere kuperede terræn i weekenden.

 

Svolvær var senest vært for løbet ved debuten i 2013, hvor Thor Hushovd tog en populær hjemmesejr ved i en massespurt at krydse stregen foran Tom Van Asbroeck og Marco Haller.

 

 

 

 

3. etape

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. Den model afveg man fra i 2018, hvor man designede en lidt speciel puncheurudgave af løbet, men de manglende klatreudfordringer kompenseres der for i år, hvor der bydes på den suverænt hårdeste afslutning i løbets historie. Hvor de hidtil anvendte stigninger nok har været lange, men også ganske lette, slutter årets kongeetape for første gang på toppen af Storheia-stigningen, der blandt lokale er kendt som det norske Mont Ventoux, og selvom den sammenligning i hvert fald ikke rigtigt rimer på den beskedne længde på bare 3,5 km, vil den gennemsnitlige stigningsprocent på 11,8 sikre, at det i år er letvægterne, der skal slås om sejren i verdens nordligste etapeløb.

 

Kongeetapen fører feltet over 176,5 km fra Sortland til toppen af Storheia-stigningen i udkanten af byen Melbu. Igen er der tale om en etape, der afvikles på øerne ud for den norske kyst, og denne gang indledes etapen på Langøya. Indledningen er knaldhård, idet man fra starten ved østkysten med det samme forlader vandt for at køre mod vest ind gennem øen via kategori 2-stigningen Sortvatnet (1,7 km, 7%), der har top efter 2,5 km. En nedkørsel leder videre mod vest ned mod den flade kyst, der følges mod nord. Kort efter skører man imidlertid igen tværs gennem øen ved at fortsætte mod nord op over kategori 2-stigningen Storeidet (1,9 km, 4,1%), hvis top passeres efter 18 hårde kilometer. Nedkørslen fører mod nord tilbage mod vandet, hvor man rammer en lille rundstrækning. Den fører først mod nordøst og nord op langs den flade kyst, inden man kører mod vest tværs over øen frem til Myre, hvor dagens første spurt er placeret efter 44,5 km i etapens nordligste punkt. Herefter går det mod syd og sydøst ned langs kysten tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter runden går det tilbage mod syd via samme vej som tidligere, der skærer tværs gennem øen og går op over kategori 2-stigningen Storeidet. der denne gang skal bestiges fra den modsatte og letteste side, hvor der ikke uddeles bjergpoint. Nedkørslen leder tilbage til vandet, der nu følges igennem fladt terræn mod øst, sydøst og syd tilbage til startbyen Sortland, hvor dagens anden spurt er placeret efter 84 km.

 

Efter spurten vender man rundt for igen at køre første del af etapen én gang til. Det betyder, at man drejer mod vest for igen at køre op ad kategori 2-stigningen Sortvatnet (1,7 km, 7%), der har top efter 90,5 km. Efter via nedkørslen at være kørt tilbage til kysten afviger man imidlertid fra første del af etapen ved i stedet at køre mod sydvest. Her følger man den snoede, men relativt flade kyst over en ganske lang distance, og man fortsætter med at følge vandet mod syd, inden man kører mod øst hen langs øens sydkyst. Her drejer man mod syd for at køre over en bro, der leder over til Hadseløya, hvor målstigningen ligger, og hvor man kører en sidste spurt efter 142 km umiddelbart efter broen.

 

Den næste del af etapen er lige så enkel, idet man nu kører mod vest og sydøst rundt langs vandet helt ned til øens sydkyst. Den følges igennem fladt terræn mod øst gennem Melbu, inden det flade terræn får en brat ende. Det sker, når man i udkanten af byen forlader vandet for i stedet at køre mod nordøst op ad Storheia, der er uden for kategori. Den stiger med hele 11,8% over 3,5 km og er intet mindre end brutal. Således stiger de enkelte 500 m-segmenter med hhv. 12,6%, 12,6%, 14%, 9,8%, 8,6%, 11,8% og 13%, hvilket siger alt om, hvor vanskelig en stigning, der er tale om. Vejen er stort set helt lige, indtil man lige inden stregen bugter sig mod venstre.

 

Etapen byder på i alt 2281 højdemeter.

 

Ofte er man blevet overrasket over, hvor lette de nordnorske målstigninger har været, og det har ikke været nemt at skabe væsentlige forskelle. Sådan vil det imidlertid ikke være i 2019, for Storheia er en stigning, der vil kunne gøre mange sydeuropæiske lande misundelige. Nok er den kort og derfor også relativt eksplosiv, men på sådanne procenter uddeles der ingen gaver. Den vil sikre, at kun en meget klatrestærk rytter vil være i stand til at vinde den 7. udgave af det spektakulære norske løb.

 

Storheia har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

4. etape

Lige siden den første udgave har man som regel designet en sidste etape, der har givet muligheder for at ændre i klassementet helt til allersidst. Ofte har der været tale om en eksplosiv sidste etape med en lille stigning i finalen, der har gjort det til godt terræn for klassikerryttere og stærke sprintere. En sådan etape har man også sammensat i år, hvor man for tredje gang i historien vender tilbage til byen Narvik, der indledte festen i 2017 og afsluttede løbet i 2015. Her venter der en kuperet rundstrækning i løbets klassiske ånd, og mens vi i 2017 så, at selv Alexander Kristoff på en god dag kan være med, så vi på 2015-udgavens festfyrværkeri af en etape, at terrænet også er svært nok til, at der kan vendes op og ned op det hele.

 

I alt skal der tilbagelægges 165,5 km, der fører feltet fra Lødingen til Narvik, der er den eneste målby på det norske fastland. Starten går imidlertid på øen Hinnøya, hvor man lægger ud med at køre mod nordøst og øst op langs den flade kyst forbi den første spurt, der kommer efter 27,5 km på en lille bakke. Herefter får det videre mod øst, nord og nordøst op langs vandet, indtil man når frem til kategori 2-stignigen Gullberget (1,2 km, 4,2%), der har top efter 47 km.

 

Efter stigningen kører man mod øst over en bro til fastlandet, hvor man følger den relativt flade kyst mod nordøst. Midtvejs på etapen skærer man mod øst ind gennem landet via kategori 1-stigningen Balteskaret (2 km, 7,65), hvis top passeres efter 75 km. Nedkørslen leder mod øst tilbage til vandet, der følges mod sydøst, indtil man drejer mod syd for at køre op af kategori 2-stigningen Skoddebergvatnet (1,3 km, 6,5%), der har top efter 91 km og leder op til et relativt fladt plateau. Det følges mod syd, inden en nedkørsel leder mod øst ud mod vandet, hvor man følger den flade kystvej mod nordøst og sydvest, inden man via en bro kører frem til Narvik.

 

Her rammer man efter 132 km den afsluttende rundstrækning, hvor man med det samme kører op ad den lille bakke, der leder op til mål, som passeres efter 134 km i forbindelse med den anden spurt. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 10,5 km lange runde. Det er en yderst teknisk sag med et hav af sving og meget få lige strækninger på den kringlede tur rundt om byens centrum. Efter en nedkørsel skal man over kategori 1-stigningen Skistua (2,3 km, 6,6%), der er stejlest i bunden med 9,2% over de første 500 m og derefter kommer i plateauer med skiftevis 500 m på ca. 4% og 500 m på 7-8%, og som har top med bare 5,5 km igen. Herefter falder det mod nordøst og vest hele vejen ned til 2 km-mærket, hvor man drejer skarpt til venstre for at følge en let bugtende vej. Den er flad, indtil man lige inden den røde flamme rammer en lille 100 m lang bakke, der er ganske stejl, hvorefter de sidste 1200 m er ganske let stigende med gennemsnitligt 2% over den sidste kilometer, der byder på et sidste sving knap en km fra stregen.

 

I alt er der 2302 højdemeter på programmet.

 

Etapen kan se fredsommelig ud, men historien viser klart, at den har potentiale til at blive afgørende. Særligt i 2015, hvor feltet eksploderede til atomer, og Ben Hermans mistede førertrøjen, blev der gået til stålet, og det kan vi vente os igen, især hvis det førende hold er for svagt til at kontrollere den meget vanskelige finale. Også i 2017 viste Dylan Teuns, at bedste mand godt kan køre alene hjem, men her viste Alexander Kristoff også, at hans ryttertype ikke er chanceløs. Dermed er der lagt op til en spændende og uforudsigelig afslutning, hvor man ikke på forhånd kan udelukke, at førertrøjen kan skifte ejermand.

 

Narvik var senest vært for løbet i 2017, hvor Dylan Teuns med det samme tog et stort skridt mod samlet sejr ved at køre alene hjem med et forspring på 2 sekunder ned til 13 ryttere, hvis spurt blev vundet af August Jensen foran Andrea Pasqualon, men hvor også Alexander Kristoff var med. I 2015 var byen vært for en fantastisk sidste etape, hvor der blev kørt om klassementet, og hvor en defekt kostede Ben Hermans den samlede sejr. I stedet kørte hans værste rivaler Ilnur Zakarin og Rein Taaramae væk sammen med hans holdkammerat Silvan Dillier, der vandt etapen i en spurt mellem de tre, mens Taaramae tog den samlede sejr.

 

 

 

 

Favoritterne

Den store variation i rutedesignet betyder, at det ofte er ganske svært at forudsige, hvem der vil vinde Arctic Race of Norway. I årene mellem 2015 og 2017 var der dog så svære bjergafslutninger, at det var lidt nemmere for de bedste klatrere at løbe med sejren, og det gjorde det lettere at udpege favoritterne. Sådan var det slet ikke sidste år, hvor den meget specielle puncheurrute var ganske vanskelig at fortolke, og hvor det endte med, at det blev en kombination af sidevind og de afsluttende bakker, der gav Sergei Chernetckii sejren, selvom mange havde spået Mathieu van der Poel som vinder.

 

I år er det hele betydeligt lettere at gå til. Efter at vi i flere år har skullet vænne os til, at norske stigninger tilsyneladende kun kunne være bløde og relativt lette, møder vi en helt ny virkelighed i dette års udgave af løbet. Der var næppe mange, som vidste, at man i Nordnorge gemte på en stigning, der kendes som Norges Mont Ventoux, og selvom Storheia med sin korte længde overhovedet ikke kan sammenlignes med det franske bjerg, forstår man godt, at de er stolte af deres lille bakke på de kanter. Stigningsprocenterne er nemlig brutale, og dens inklusion i ruten vil med ét forandre løbets karakter. Nok er den så kort, at man ikke nødvendigvis skal være ren klatrer for at begå sig, men i år skal man køre fremragende opad for at vinde det arktiske løb. Dertil kommer, at den formentlig vil skabe forskelle af en anden størrelsesorden, end vi er vant til, og dermed kan den meget vel vise sig nærmest alene at skulle bestemme udfaldet af løbet.

 

To forhold kan ændre på den antagelse: 4. etape og sidevinden. Ben Hermans kan i hvert fald skrive under på, at man på rundstrækningen i Narvik kan smide en sikker samlet sejr væk, og selvom det i høj grad skyldtes en defekt for den uheldige belgier, siger det en del om sværhedsgraden, at Silvan Dillier, Ilnur Zakarin og Rein Taaramae kørte fra alt og alle for fire år siden. For to år siden kørte Dylan Teuns også alene hjem, men her så vi også, at rundstrækningen ikke nødvendigvis er så selektiv. Det vil i høj grad afhænge, om den førende rytters hold kan kontrollere det. Kan de ikke det, kan etapen gøre forskelle, men et stærkt hold vil formentlig kunne sikre, at 3. etape bliver afgørende.

 

Det andet element er vejret, der kan være meget uforudsigeligt og ubehagelig i Norge. I skrivende stund ser det ud til, at det skal holde nogenlunde tørt med kun en begrænset risiko for byger fredag og søndag og med temperaturer på 13-16 grader. Alle dage vil vinden komme fra nord og nordøst, og om torsdagen ser den også ud til at have en styrke, der kan spille en rolle. Der burde være et par sidevindsstykker på 1. etape, og vi så sidste år, at det sagtens kan blive et farligt element på disse kanter, men ellers burde 1. og 2. etape ende i hhv. en reduceret og en klassisk massespurt. Endelig er det værd at bemærke, at der vil være modvind hele vejen på ad Storheia, og selvom det ikke vil være altafgørende på så stejle procenter, kan det nordnorske terræn være så åbent, at det kan give en bedre chance for de knap så gode klatrere.

 

Samlet set ser det altså ud til, at løbet skal vindes af løbets bedste klatrer, som kan håndtere en kort, meget stejl stigning. Bonussekunder og spurtstyrke kan komme i spil, da stigningen er kort, men det er ikke sandsynligt med så svær en kongeetape. Derudover skal man kunne holde sig til i sidevinden på særligt 1. etape, og endelig skal man meget gerne have et hold, der kan kontrollere den farlige sidste etape i Narvik.

 

Det får os til at pege på Warren Barguil som vores favorit. En af Tourens store oplevelser var at se franskmanden rejse sig efter en svær tid, og særligt i Alperne lignede han igen sig selv. Det blev i sidste ende til en samlet 10. plads, hvilket vidner om, at den franske mester er tilbage, og nu skal han forsøge endelig at tage den sejr, han mangler. Formen var god for et par uger siden, men det er altid svært at vide, hvordan rytterne er kommet ud af Touren. I 2017 bevarede han dog motivationen efter sin suveræne Tour, og vi vil tro, at det samme gælder nu, hvor succesen formentlig bare har gjort ham sulten efter endelig at vinde noget. Han har før i Ardennerne vist, at han er glimrende på korte bakker, og de stejle procenter er kun til hans fordel. Sidevind mestrer han overraskende godt sin ringe størrelse taget i betragtning. Udfordringen er et ikke alt for stærkt hold til 4. etape, men en formstærk Barguil bør have gode chancer for at gøre det færdigt, hvis han vinder kongeetapen. Og med en stærk løjtnant i Maxime Bouet samt en fornuftigt klatrende Franck Bonnamour ser det ikke helt skidt ud. Derfor tror vi på, at det endelig bliver til sejr for tørkeramte Barguil.

 

Hans værste rival ligner Alexey Lutsenko, men kasakken er også altid en af feltets største lottokuponer. Kasakken har i år nået helt nye højder, og han har endda overrasket særligt meget i bjergene, hvor han imponerede stort i både Dauphiné og ikke mindst med 3. pladsen på Tourens hårdeste alpeetape. Han har imidlertid nu også været i form i en menneskealder, og det plejer at få en ret brat ende for svingende Lutsenko. Samtidig kan man frygte, at stigningen her er en anelse for stejl, men faktisk minder den meget om Green Mountain i Oman, hvor en formstærk Lutsenko knuste al modstand. Astana er brølstærke til 4. etape, hvor hurtige Lutsenko endda kan score bonussekunder. Kan han holde sig til Barguil på lørdag, står han godt, men det kræver, at han stadig er i form. Som alternativ har Astana de unge klatrere Jonas Gregaard og Yuriy Natarov, men de måtte i Adriatica Ionica Race indse, at de stadig har et stykke vej at gå. Endelig ville Magnus Cort med formen fra Tourens 3. uge være en kandidat til at begrænse tabet på 3. etape og gå efter bonussekunder, men et skidt EM-løb tyder på, at han ligesom sidste år er tømt for kræfter efter Touren.

 

Katusha jagter oprejsning med Ilnur Zakarin, der måske nok vandt en bjergetape i Giroen, men stadig er en skygge af sig selv. Han har nu også kørt to grand tours i træk, og selvom han er kendt for sin holdbarhed, må han efterhånden være træt. Omvendt er det ikke verdens bedste klatrefelt, der er samlet i Norge, og på startlisten skiller Zakarins navn sin naturligt ud. Nok er han ikke som i 2017, men han sluttede stadig i top 10 i Giroen. Stigningen er for eksplosiv, men hvis han stadig har en nogenlunde friskhed, bør Zakarin som minimum være med i kampen om sejren. Nathan Haas befinder sig endnu en gang i et dybt hul og kan næppe blande sig, og Dmitry Strakhov er faldet sammen efter skiftet til det russiske hold.

 

Mange øjne vil være rettet mod stortalentet Brandon McNulty, der længe har været udskreget som det næste store navn i USA. Det har han i år bevist med sin samlede og ret overlegne sejr i Giro di Sicilia, men siden da er intet gået som ønsket. Sygdom slog ham ud i Californien, og han fandt aldrig benene, da han fik en stor chance i Tour de Suisse. Han kommer til løbet efter en lang pause, som kun blev afbrudt i grusvejsløbet Slag om Norg i weekenden, hvor han udgik. Det løb passede ham imidlertid slet ikke, og hans form kan sagtens være bedre end som så. Er han som på Sicilien, burde han være med fremme, selvom stigningen nok er lige eksplosiv nok. Hos sig har han Adam De Vos, der også klatrer fint og netop kørte i top 10 i Slag om Norg.

 

En anden meget spændende kandidat er Krists Neilands. Den unge lette gav store prøver på sit talent i Milano-Sanremo sidste år, men desværre har der siden været langt mellem snapsene. Trods sygdom kørte han dog en fornem bjergetape i Giroen, der gav ham så god form, at han var i en klasse for sig i det ret stærkt besatte Ungarn Rundt. Inden Giroen var han også fremragende i bjergene i Vuelta Asturias. Har han de ben til dette løb, bør han være med helt i front i kampen om sejren på en rute, der passer ham. Problemet er bare, at Neilands’ form sejler, som vinden blæser, og hans kørsel ved et EM, der dog heller ikke passede ham, vidner ikke om fremragende form.

 

Direct Energie stiller med Rein Taaramae, der er tidligere vinder af løbet. Den bedrift vil han helt sikkert drømme om at gentage, men man kan frygte, at formen ikke er der. Taaramae kan være flyvende eller næsten pinligt ringe, og desværre tydede hans kørsel mod slutningen af en anonym Tour på, at han er ved at være træt. Omvendt ved man aldrig, hvor man har ham, og årets 4. plads på kongeetapen i Tour de l’Ain og 3. plads i Mont Ventoux-løbet viser, at han stadig klatrer fremragende. Som alternativer har Direct Energie Lilian Calmejane, der i Touren dog desværre fortsatte sin deroute og også vil finde stigningen for stejl, samt Jonathan Hivert, der med sejren på La Camperona i Castilla y Leon har vundet på en lignende stigning, men som aldrig kan træde en bule i en blød hat i august og havde et nærmest katastrofalt Tour de Wallonie.

 

Løbets helt store joker er naturligvis fænomenet Mathieu van der Poel, der vender tilbage til landevejen frem mod VM. Sidste år vandt han to etaper i løbet, men måtte også sande, at han kom til kort mod Astana i sidevinden og på bakkerne. Nu er han en langt stærkere rytter, men til gengæld siger al logik også at 3. etape må være for hård for en mand, der aldrig har været med fremme på så vanskelig en stigning. På den anden side kan han vinde de tre øvrige etaper og dermed score et hav af bonussekunder. Storheia er trods alt så kort, at det vil være muligt for Van der Poel at begrænse tabet. Og historien har lært os, at vi altid skal vente os det uventede fra et af sportens største vidunderbørn. Et alternativ for Corendon kunne være den relativt klatrestærke Jimmy Janssens, der efter en god start dog har haft et katastrofalt år. Dries De Bondt har været dybt imponerende på det sidste, men har ikke mange chancer på denne rute.

 

Wanty kommer med Loic Vliegen, der lidt overraskende valgte dette løb til på bekostning af BinckBank Tour. Det må skyldes, at han vurderede, at han på det lidt lavere niveau kan få mere ud af den superform, der gav ham den samlede sejr i Tour de Wallonie. Desværre er stigningen her nok for svær for en rytter, der er mere puncheur end klatrer. I et ikke alt for stærkt felt bør han dog kunne komme langt på god form, og med sin fine spurt burde han også være en kandidat til at kunne vinde tid enten via offensiv kørsel søndag eller via bonussekunder. Hos sig har han Odd Christian Eiking, der utvivlsomt er topmotiveret på hjemmebanen, men som trods alt nok vil finde stigningen en anelse for vanskelig, selvom den eksplosive natur passer ham. I forvejen er han meget svingende, og han kunne meget vel være typen, der kommer rigtigt skidt ud af sin første grand tour.

 

Uno-X stiller med Markus Hoelgaard, der sidste år blev nr. 2 i løbet. Desværre har han ikke haft sit allerbedste år, men det er dog blevet til en 3. plads i Oberösterreich Rundfahrt og en samlet 2. plads i Tour of Rhodes. I teorien burde han have endnu bedre muligheder på denne hårdere rute end sidste års puncheurløb, men der er stadig et stykke vej fra hans hidtidige resultater til at køre fra Barguil på så svær en stigning som denne. Formen burde dog være i top til det, der vel er årets største mål.

 

Jumbo kommer med et hold, der primært er rettet mod spurterne, men de har dog i Floris De Tier en mere klatrestærk type også. Desværre har belgieren oftest skuffet efter skiftet til det hollandske storhold, og der har været temmelig langt mellem snapsene. Især er det problematisk, at formen er så svingende, men en nylig 38. plads i San Sebastian tyder å, at han kommer til løbet i god form. Sidste år blev han nr. 4 på en etape i Vueltaen, nr. 16 i Amstel Gold Race, nr. 11 i Ruta del Sol og nr. 13 i Strade Bianche, og det viser, at en formstærk De Tier er en stærk rytter. Stigningen her er nok for hård, men med gode ben kan han gøre det hæderligt.

 

Joker har et meget spændende hold anført af Bjørn Tore Hoem. Desværre har han ikke vist sin bedste form i år, hvor han senest skuffede i Tour Alsace. Han imponerede ellers stort, da løbet senest havde en svær bjergfinale i 2017, men spørgsmålet er, om han stadig har samme niveau. Det samme gælder desværre for Andreas Vangstad, der synes at være gået helt i stå og slet ikke er den rytter, der i 2015 som ung vandt en etape og blev nr. 5 i Tour of Norway. I Alsace blev han dog nr. 6 på La Planche des Belles Filles, og det kunne være et tegn på, at han efterhånden er ved at være der igen. Coop-mandskabet får det sværer, men kan håbe på, at Kristian Aasvold kan gøre det hæderligt, selvom terrænet bør være for svært.

 

Dimension Data stiller med Enrico Gasparotto, der skal forsøge at rejse sig efter et svært år. Senest skuffede han i Tour de Pologne, der ellers var et stort mål, men heldigvis klarede han sig lidt bedre på sidste etape. Problemet er bare, at stigningen her i forvejen ser en anelse for svær ud, og han ligner derfor ikke en vinder. I dette felt bør han dog gøre det hæderligt. Holdet har også Tom-Jelte Slagter, men hans kørsel i de seneste år giver ingen grund til at have forhåbninger.

 

Hvis han har de ben, han havde på Sicilien og i Tyrkiet i april, burde Mauro Finetto kunne gøre det godt, også selvom stigningen her nok er for svær til, at han kan vinde. Problemet er bare, at et styrt i maj satte ham alenlangt tilbage. Nu har han senest gennemført Qinghai Lake i Kina, og derfor kan man håbe, at han langsomt har fundet formen, men det skal han først bevise. Som alternativ har Delko Romain Combaud, men han har ikke været flyvende i år.

 

Vital Concept kommer med Quentin Pacher, der altid er uhyre stabil i kuperede løb. Desværre har han ikek været helt så god som tidligere, og det skyldes ikke kun de mange styrt. En samlet 5. plads i Vallonien kunne dog være et tegn på fremgang, men uanset hvad er stigningen her nok en anelse for svær. Det bør den også være for Benjamin Declercq fra Sport Vlaanderen, der ellers endelig synes på vej tilbage efter et styrt.

 

Riwal er ikke et hold af bjergryttere, og de havde nok ønsket sig en rute som sidste år. Kongeetapen her må ventes at være for svær, men de har dog tre hæderlige klatrere i Lukas Eriksson, Krister Hagen og Sindre Lunke. Eriksson ligner måske bedste mand med den fine kørsel, han har leveret i år, senest med en 18. plads i Vallonien, og med lidt held kan han også bruge sin spurt til at samle lidt bonussekunder. Hagen og Lunke derimod skuffede fælt i Alsace, og man kan frygte, at de ikke har timet formen til deres hjemmebaneløb, der i forvejen ser lidt for hårdt ud. Lidt af det samme kan siges om Wallonie, der har Dimitri Peyskens og Julien Mortier, som dog begge må ventes at finde stigningerne for svære.

 

***** Warren Barguil

**** Alexey Lutsenko, Ilnur Zakarin

*** Brandon McNulty, Krists Neilands, Rein Taaramae, Mathieu van der Poel, Loic Vliegen,

** Odd Christian Eiking, Markus Hoelgaard, Floris De Tier, Andreas Vangstad, Enrico GasparottoBjørn Tore Hoem, Mauro Finetto, Quentin Pacher, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane,

* Jonas Gregaard, Magnus Cort, Tom-Jelte Slagter, Lukas Eriksson, Romain Combaud, Benjamin Declercq, Jimmy Janssens, Adam De Vos, Yuriy Natarov, Sinde Lunke, Dimitri Peyskens, Maxime Bouet, Kristian Aasvold

 

Danskerne

Jonas Gregaard er til start for Astana, og selv om Lutsenko er klar kaptajn, burde han også selv kunne gøre det hæderligt på kongeetapen og dermed i klassementet. Astana stiller også med Magnus Cort, der måske skal spurte lidt igen på de to første etaper, og som med sin Tour-form egentlig ville kunne vinde 4. etape og endda køre lidt klassement, men som ved EM virkede træt. Mads Würtz Schmidt er til start for Katusha, der primært må satse på Zakarin, men han kunne tænkes at få lov at spurte på de første to etaper. Lasse Norman Hansen får en vigtig rolle som hjælper for Mathieu van der Poel, og Louis Bendixen skal på Coop vise sig frem, først og fremmest ved at hjælpe Erlend Blikra i spurterne eller via udbrud. Endelig stiller Riwal med et hold bestående af to danskere, to nordmænd og to svenskere, og her må Tobias Mørch Kongstad nok indstille sig på en hjælperrolle, mens Rasmus Bøgh Wallin ligner holdets mand til spurterne.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Arctic Race of Norway
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour de Indonesia(2.1) 19/08-23/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

Ladies Tour of Norway - TTT(2.WWT) 22/08-25/08

Colorado Classic(2.HC) 22/08-25/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger