Optakt: Binche-Chimay-Binche

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer også historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt mangfoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede i begyndelsen af august med Dwars door Het Hageland og blev intensiveret med fire løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, og efter en lille pause fortsatte man nogle meget travle uger i tiden op til VM, hvor der over bare 12 dage blev afviklet ikke færre end 7 løb med deltagelse af WorldTour-hold. Efter en lille VM-pause, hvor der i VM-ugen kun blev afviklet det relativt nye Famenne Ardenne Classic, gælder det nu sæsonfinalen, der i år finder sted ved Binche-Chimay-Binche, efter at årets sidste løb, Memorial Rik Van Steenbergen og Nationale Sluitingsprijs, er hhv. aflyst eller taget af UCI-kalenderen.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

De sidste løb i serien har traditionelt været en chance for sprintere og klassikerryttere til at gøre brug af deres gode form efter VM og holde gang i benene forud for det sidste store mål, Paris-Tours. I år er denne ryttertype naturligvis gået en stor bue uden om det bjergrige VM, og derfor har de mange nordeuropæiske semiklassikere været sæsonens afsluttende mål for de tungere folk, der for hovedpartens vedkommende har Paris-Tours som det sidste højdepunkt. Løbet i Binche har traditionelt været den måske vigtigste indikator på, hvem vi skal regne med at se fremme i søndagens sidste store klassiker.

Binche-Chimay-Binche er et unikt løb og er et af de hårdeste og mest ikoniske af de sene belgiske semiklassikere. Det har haft en temmelig tumultarisk historie, og selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1911, er 2018-udgaven kun den 31. i rækken. Efter bare to udgaver forsvandt løbet nemlig mellem 1913 og 1921, og efter en kortvarig tilbagevenden var det igen væk i den lange periode mellem 1930 og 1983. Efter en pause på hele 53 år blev der gjort et forsøg på at genoplive løbet, og det syntes at trives i de følgende år, da ryttere som Adrie van der Poel, Jelle Nijdam, Wilfried Nelissen og ikke mindst Frank Vandenbroucke sejrede.

Uheldigvis forsvandt løbet igen fra 1997, men efter Vandenbrouckes alt for tidlige død traf man en beslutning om at genskabe det som et 1.1-løb under navnet Memorial Frank Vandenbroucke. Siden da har det været afviklet hvert eneste år, først som Binche-Tournal-Binche og nu som Binche-Chimay-Binche - Memorial Frank Vandenbroucke.

Mange belgiske semiklassikere har helt flade finaler og er derfor bedst skabt til sprintere, men Binche-Chimay-Binche er anderledes. En meget speciel finale med et stigende opløb og brosten har gjort det til et af de mere spektakulære løb sidst på sæsonen, og det passer både til stærke sprintere og puncheurs. Efter tre udgaver, der bedst passede til de hurtige folk og blev vundet af Elia Viviani, Rudiger Selig og Adam Blythe, har de stærkere folk taget over i de senere år, hvor Reinardt van Rensburg, Zdenek Stybar, Ramon Sinkeldam, Arnaud Demare og Jasper De Buyst har sejret.

I 2016 blevt løbet føjet til den nye løbsserie Napoleon Games Cycling Cup, der er en stribe på 10 af disse typiske 1.1-løb i Belgien. De første seks løb blev afviklet i første halvår, og siden blev der afviklet tre løb i september. Nu gælder det så finalen med det afsluttende løb i Binche, hvor Sean De Bie håber at sikre sig den samlede sejr, når man har nået målet på toppen af den brostensbelagte bakke i den belgiske by.

Sidste år betød rædselsfuldt vejr, at feltet splittedes til atomer allerede længe inden finalen. Særligt Quick-Step var aktive i at skabe splittelse. Målet var at sætte den ekstremt formstærke Matteo Trentin op til sejr på bakken, men italieneren blev til slut overmodig. Han forcerede alt for tidligt i finalen, men var ude af stand til at sætte Jasper De Buyst, der til slut gik forbi ham og tog karrierens flotteste sejr foran Trentin og Tom Devriendt. Grundet sine baneambitioner har De Buyst indstillet landevejssæsonen, og da Mitchelton ikke deltager, er heller ikke Trentin med denne gang. Det er til gengæld Devriendt, der håber at gøre det endnu bedre end sidste års tredjeplads.

Ruten

Siden man forud for 2014-udgaven skiftede navn fra Binche-Tournai-Binche til Binche-Chimay-Binche har man benyttet stort set den samme rute fra år til år, og det vil igen være tilfældet til årets 31. udgave. I forhold til sidste år er der foretaget et par små modifikationer med en mere direkte tur ned til Chimay og et andet indløb til rundstrækningen, så man næsten kører en hel ekstra omgang, men der er alene tale om petitesser, der på ingen måde vil spille nogen rolle. Grundlæggende er der tale om det klassiske løb, der på bare få år har vundet sig ind i mange cykelfans’ hjerter.

I alt er der i år 197,4 km på programmet, og de kan inddeles i to dele. Både start og mål er placeret i Binche, og som navnet antyder, består første del af ruten af en tur til Chimay og en efterfølgende hjemrejse. På udturen rejser man stort set stik syd hele vejen igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter 42,5 km når frem til Chimay og løbets sydligste punkt, hvor der er placeret en indlagt spurt. Herefter går det tilbage mod nord, men denne gang kører man en smule længere østpå og snor sig mere rundt i terrænet, hvilket giver anledning til lidt flere udfordringer. Derfor skal man op over stigningerne Lacs de l’eau d’Heure (0,8 km, 6,5%), Cote des Violettes (0,5 km, 10,2%) og Petit Poggio (0,8 km, 5,9%) efter hhv. 65,8, 68,2 og 71,8 km, ligesom man efter 97,8 km passerer igennem Thuin, der er kendt for sin ikoniske brostensbelagte mur.

Efter 115,9 km rammer man byen Binche igen, og 13,5 km senere når man frem til den afsluttende rundstrækning. 14,2 km senere krydses stregen for første gang, og herefter afsluttes løbet med fire omgange på den velkendte 16,2 km lange rundstrækning i området sydvest for værtsbyen. De første fire kilometer stiger svagt, mens den anden halvdel hovedsageligt er faldende. Der venter dog en ubehagelig finale, idet der er hele to brostensstykker på de sidste to kilometer. Den første af disse er den 500 m lange bakke Rue de la Pepiniere, der har top bare 500 m fra stregen og stiger med 4,4% i snit. Herefter flader det ud på et kort asfaltstykke, inden den sidste pavé melder sig på de sidste 200 m, der også stiger ganske svagt. De sidste to sving kommer med hhv. 2000 og 600 m til mål.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Løbet byder på i alt 2328 højdemeter.

Vejret

Sidste år betød dårligt vejr, at løbet blev mere selektivt end ventet, da en lille gruppe kom fri og skulle afgøre løbet imellem sig. Måske kan noget lignende ske igen på en tirsdag, der byder på byger og let regn gennem det meste af eftermiddagen og en temperatur på 15 grader. Samtidig vil det være blæsende med en frisk til hård vind fra sydvest hvilket primært giver sidemodvind på turen ud til Binche og sidemedvind på hjemturen. På den sidste rundstrækning vil der først være sidemodvind, så sidevind og til slut medvind, indtil man med 2000 m igen får sidemedvind og med 600 m igen modvind.

Favoritterne

Finalen i Binche-Chimay-Binche er en af de mest interessante på den belgiske kalender, fordi den er åben for flere forskellige ryttertyper. Stærke sprintere som Arnaud Demare og Reinardt van Rensburg har begge vundet i Binche, og selv en relativt stor fyr som Ramon Sinkeldam har krydset stregen først. Løbet er imidlertid også blevet vundet af en klassikerspecialist som Zdenek Stybar, ligesom man også har set Greg Van Avermaet fremme, eksempelvis med fjerdepladsen fra 2016. Det gør det altid til et yderst seværdigt løb, hvor mange ryttere tror på, at de kan spille en rolle i finalen.

Var målstregen placeret på toppen af bakken, havde klassikerspecialisterne formentlig haft overhånden, men den flade afslutning har betydet, at det hovedsageligt er sprinterne, der har sejret. Finalen er akkurat ikke hård nok til for alvor at gøre det af med de stærkeste af de hurtige folk, og det er derfor de lidt tungere og hurtigere folk, der har fordelen. Det betyder dog ikke, at finalen kan klares af hvem som helst. Som man kan se af sidste spurt i 2016, var folk som Stybar og Van Avermaet stærkere end langt de fleste sprintere.

Løbet er som regel blevet afgjort i en spurt op ad bakken, men den trend blev brudt sidste år, hvor det dårlig vejr betød, at en lille gruppe hurtigt skilte sig ud og afgjorde løbet på rundstrækningen. Helt omvendt var det i 2016, hvor FDJ fra start lagde løbet i et jerngreb, så Demare kunne spurte sig til sejren i en finale, der passer ham. Ved de belgiske mesterskaber, der i år blev afviklet på samme rundstrækning, var det ligeledes en lille gruppe, der gjorde det muligt for Yves Lampaert at vinde, men et mesterskabsløb er slet ikke at sammenligne med et almindeligt løb, da der i Belgien hurtigt kører et udbrud, som mange af de store hold kan være tilfredse med. Det viser dog, at rundstrækningen kan bruges til mere aggressiv kørsel også.

I år er vejrudsigten igen for rytterne temmelig kedelig, men for cykelfans fantastisk. Det vil nemlig være blæsende og regnfuldt, og som vi har set flere gange i de seneste uger, senest i Tour de l’Eurometropole og GP d’Isbergues, er det på denne tid af året ofte en garanti for, at det ikke bare ender i en spurt. Der vil ganske vist primært være modvind på turen ud til vendepunktet, men særligt det meget stærke Quick-Step-mandskab med navne som Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Yves Lampaert, Fabio Jakobsen og Dries Devenyns har al mulig interesse i at gøre det så hårdt som muligt, om ikke andet for at mærke hurtige bakkestærke sprintere som Demare og Danny Van Poppel. Problemet er, at det på rundstrækningen kan være sværere at splitte feltet og holde eventuelle forskelle gående hele vejen til mål, men som vi så i Tour de l’Eurometropole, kan feltet sagtens forinden være så mærket af hård kørsel i dårligt vejr, at angreb på selve rundstrækningen kan bære frugt. Omvendt er der andre hold som især LottoNL-Jumbo, FDJ, Vital Concept og Cofidis, der har mere interesse i at skabe samling, men deres kaptajner har ikke andet valg end at holde sig til, når Quick-Step åbner op, og det vil de i de fleste tilfælde være stærke nok til. Spørgsmålet er, hvor meget friskhed de vil have til slut.

Årets løb har altså flere forskellige udfaldsmuligheder. Det kan ikke udelukkes, at det ender i en spurt, men i så fald vil det formentlig først være efter et hårdt og opslidende løb, der i betydelig grad har reduceret feltets størrelse. Mere sandsynligt er nok et scenarium som i sidste års løb, Tour de l’Eurometropole og GP d’Isbergues, hvor en mindre gruppe skal afgøre det mellem sig - og sker det kan man ikke udelukke, at man kan gøre som Yves Lampaert ved de belgiske mesterskaber og udnytte et mandskabsmæssigt overtal til at køre alene hjem.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

For at vinde vinderkandidater er vi altså på jagt efter ryttere, der er brølstærke og i god form, så de kan sidde med i sidevinden og stadig bevare friskheden til at køre finale. Dernæst er en god spurt i en stigende brostensafslutning som denne naturligvis ligeledes livsvigtig, men det normale hierarki i sådanne typer afslutninger vil ikke nødvendigvis være gældende efter det, der tegner til at blive en temmelig hård sag.

Alt sammen får det os til at pege på Oliver Naesen som vores favorit. Uheld betød, at belgieren aldrig fik den klassikersæson, han havde drømt om, men det har han i den grad rettet op på i efteråret, hvor han har kørt som en motorcykel. Han satte formstærke Tim Wellens fra hjul, da han var tæt på at køre alene hjem på kongeetapen i BinckBank Tour, og spurtede sig alligevel til en 4. plads på Muren. Kort efter slog han Michael Valgren og Wellens i en historisk hård og våd udgave af Bretagne Classic efter en knusende overlegen præstation, inden han i Canada spurtede sig til en 4. plads i Montreal, hvor ruten egentlig burde være for hård. Siden var han sammen med Tiesj Benoot stærkeste mand i Tour de l’Eurometropole, hvor han dog fandt ruten for let til at overmande Trek med Jasper Stuyven og Mads Pedersen, der vandt løbet.

Har Naesen bevaret formen over VM-ugen, er han formentlig igen stærkeste mand på en rute, der passer ham fremragende. 4. pladserne på Muren og i Montreal viser hans evner som afslutter på bakker, men alligevel er der som udgangspunkt hurtigere folk end ham. Efter et hårdt sidevindsløb i regn er det imidlertid ofte benene og friskheden, der taler, og i den sammenhæng synes ingen i øjeblikket at matche Naesen. Det kan blive kompliceret at holde styr på et evt. Quick-Step-overtal i finalen, men lykkes det, tror vi, at Naesen tager en af de alt for sjældne sejre.

Finalen er skræddersyet til Arnaud Demare, der er stærk nok til at køre ned de bedste puncheurs på bakken og derefter slå dem i den fladere spurt, hvor han kan sætte sin hurtighed igennem. Det viste han, da han suverænt sejrede for to år siden, og ender det igen i en spurt, vil feltets bedste afslutter i en finale som denne være manden, der skal slås. Problemet er sidevinden, der betyder, at friskheden næppe vil være helt intakt til sidst, ikke mindst fordi Demare meget vel kan blive isoleret. Normalt er hårde løb ellers ikke et problem for en mand, der har været i top 10 i Roubaix, men formen er i øjeblikket ikke helt i top. Det så vi senest i Tour de l’Eurometropole, hvor han var god nok til køre med alle klassikerspecialisterne for siden at eksplodere i finalen, og i GP d’Isbergues’ forfærdelige forhold havde han det svært. Formentlig er formen nu bedre, da han ikke har kørt meget i efteråret og har Paris-Tours på søndag som stort mål. Nærmer han sig toppen, bliver han svær at slå i finalen, uanset om det ender i en stor eller en lille spurt. FDJ har i den tidligere vinder Ramon Sinkeldam samt stadig stærkere Olivier Le Gac andre kort, men det er svært at se dem vinde i et hårdt løb med et meget stærkt felt af specialister.

Det har ikke altid været det bedste år for Danny Van Poppel, men siden Vueltaen har han været i fremragende form. Det blev aldrig til den forløsende etapesejr, men Van Poppel imponerede stort med sin holdbarhed, da han først blev nr. 3 bag Valverde og Sagan i den stigende spurt på 8. etape og siden kørte som en motorcykel for George Bennett i et udbrud på en stor bjergetape. Han har taget den gode form med sig fra Spanien, for i torsdagens hårde ardennerløb Famenne Ardenne Classic vandt han feltets spurt bag de to udbrydere Guillaume Boivin og Quentin Pacher, som han fangede akkurat på stregen. Når Van Poppel er i det hjørne, er han meget stærk i terræn som dette, og hans evner på korte, eksplosive bakker understreges af omtalte 3. plads i Vueltaen, hvor finalen var langt hårdere. Denne her burde passe ham næsten ideelt, og sammen med Demare er han den klare favorit i en stor spurt. Bliver det hårdt, vil han med sin gode form også være i stand til at sidde med, selvom det måske mindsker chancerne en anelse.

Faktisk har LottoNL-Jumbo flere kort at spille. Særligt Timo Roosen har i Dubai og ikke mindst for nylig i de canadiske løb, der burde være alt for hårde, vist sine evner i stigende afslutninger. De to top 5-placeringer var nærmest sensationelle, og har han samme form nu, er han livsfarlig. I en spurt skal han sikkert køre for Van Poppel, men i et hårdt løb kan han måske tage sin chance. Det samme kan Amund Grøndahl Jansen, der ligeledes er i god form og god i finaler som disse, men som ikke helt har haft samme niveau som Jansen. For Dylan Groenewegen tror vi, at finalen er en anelse for hård, og selvom man ikke helt kan udelukke den stadigt mere holdbare hollænder, der imponere på stigningerne i BinckBank Tour, er han denne gang kun outsider. Endelig har hollænderne også Lars Boom, der burde være god i et hårdt sidevindsløb og er en god bakkeafslutter, men som skal håbe, at Vueltaen endelig har bragt ham tættere på det sande niveau efter vinterens hjerteoperation.

Quick-Step kommer som sagt med hele klassikerartilleriet, og det gør dem til det i særklasse bedste hold. Deres stærkeste kort er formentlig Zdenek Stybar, der som tidligere vinder har vist sine evner i denne finale. Desværre har han i de senere år ikke helt været på samme niveau, men siden BinckBank Tour har han igen lignet sig gamle jeg. I Bretagne var det en fejl, der kostede ham chancen for at køre med om sejren, og selvom han skuffede lidt i Canada, blev det stadig til en 6. plads. Formen er ikke længere helt i top, men Stybar er stadig en af de bedste afsluttere på bakker som disse. I en spurt er de stærke sprintere bedre, men ender det i et hårdt sidevindsløb, har han gode chancer for at gøre det færdigt, enten i en spurt eller ved at udnytte et Quick-Step-overtal. Et lille spørgsmålstegn ud for hans navn skyldes, at han som den ene af to kørte søndagens VM-løb, hvor han sad med langt inde i finalen, inden han udgik.

Quick-Step stiller også med den unge sprinter Fabio Jakobsen, der har haft en fantastisk debut på WorldTouren, hvor det er blevet til flere sejre. I forhold til dette løb er det særligt bemærkelsesværdigt, at han vandt den stigende spurt på 1. etape i Tour des Fjords, hvor han viste sine evner som afslutter på bakker. Da han vandt feltets spurt i det knaldhårde og våde Bretagne Classic efter 250 km viste han også stor holdbarhed, og det har han også gjort i flere mindre belgiske løb. Blandt Quick-Steps stjerner er han den mindst holdbare i sidevinden, men i en større spurt kan han med sin hurtighed og styrke på bakker tage kampen op med Demare og Van Poppel.

Egentlig burde Philippe Gilbert slet ikke nævnes. Siden det grimme styrt i Touren har han nemlig kun kørt GP d’Isbergues. Som i et sandt mirakel lykkedes det ham imidlertid at vinde en historisk hård udgave af det franske løb, der i forfærdeligt vejr endte som ren udskilning. Det viser, at han allerede er i glimrende form, og normalt vil en stigende spurt efter et hårdt sidevindsløb være perfekt for ham. I topform kan han imidlertid umuligt være, og det er derfor svært at se ham overspurte de bedste i en gruppe. Til gengæld viste han også i Isbergues, at han i dårligt vejr er stærk nok til at tage sine chancer, ikke mindst på et hold med et muligt overtal, og derfor er det bestemt ikke umuligt, at han fortsætter drømmecomebacket med endnu en sejr.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Endelig har holdet også Yves Lampaert, Niki Terpstra og Dries Devenyns, der alle kan vinde et hårdt sidevindsløb på denne rute. Især Lampaert og Terpstra viste ved VM i holdløb fremragende form, men selvom Lampaert er hurtig, skal de formentlig begge udnytte et Quick-Step-overtal til at køre væk, som Lampaert gjorde det på samme rute ved de belgiske mesterskaber. Devenyns virkede træt i Vueltaen, men viste i første del af sæsonen inden sin skade, hvor fantastisk stærk han er, og han kan være jokeren, der sniger sig væk, hvis det hele bliver selektivt, selvom han formentlig ender et stykke nede i hierarkiet på det stærke hold.

BMC stiller med en formstærk Jempy Drucker, der efter en svær sæson som så ofte før kører stærkt i sæsonafslutningen. Særligt i Tour de l’Eurometropole, hvor han blev nr. 2 bag Pedersen, viste han styrke, da han kørte med alle klassikerspecialisterne i den hårde finale. Derfor burde et sidevindsløb i dårligt vejr igen være godt for luxembourgeren, der også er specialist i stigende spurter. Der er bedre folk i en stor massespurt, men efter et hårdt løb vil han have gode chancer for at gøre det færdigt. Større spørgsmål er der ved holdkammeraten Jurgen Roelandts¸ der normalt også vil være skabt til dette løb, men som måtte skippe løbene i forrige weekend med sygdom. Har han samme ben som i England, er han imidlertid farlig, fordi han er stærk og kan afslutte. Endelig er finalen også skabt til Alberto Bettiol, men dette løb er hans første siden styrtet i Bretagne, og han må være langt fra formen.

Christophe Laporte har haft en fantastisk sæson, men efter sygdom i Arctic Race har efteråret været kompliceret. Han rejste sig dog i Isbergues, hvor han og Gilbert efter det episke løb spurtede om sejren, og det gør man kun, hvis formen er fornuftig. Intet tyder dog på, at den er helt i top, og selvom han med 3. pladsen på 1. etape i Paris-Nice viste sine evner i finaler som disse, tvivler vi på, at benene helt rækker til et resultat på det niveau, han er i stand til. Han er dog både holdbar og spurtstærk, og med en formfremgang kan han ikke afskrives. Cofidis har også meget formstærke Julien Simon, der vandt det hårde Tour du Doubs og kørte fint i Coppa Sabatini, men som har været svingende. Han er mere puncheur end klassikermand skabt til brosten og regn, men sidder han med i en lille gruppe til slut vil han på en god dag have en chance. Andenpladsen i Vallonien burde også give forhåbninger til Dimitri Clayes, der er god i denne slags løb og finaler, men mildt sagt har været svingende de seneste år.

En anden specialist i at spurte op ad bakke er Jonas Van Genechten, der netop viste de evner i forbindelse med sin overraskende sejr i Vuetlaen for to år siden. Efter en svær tid har han nu endelig igen fundet guldformen, for med sejr i Lichtervelde og en andenplads i GP Jef Scherens, hvor han var meget tæt på at vinde, har han vist sine gode ben. Selvom han ikke er den tungeste sprinter, kan løbet dog blive for hårdt, som vi så det i Isbergues, og hans bedste chance er en spurt. Holdets normale førstemand, Bryan Coquard, er også normalt en af de bedste i stigende spurter, men ikke helt så god på brosten. Mest problematisk er dog formen. Ganske vist gjorde han det i Tour de l’Eurometropole bedre end ventet, men i Famenne Ardenne Classic, der var hans tredje løb efter det brækkede skulderblad, var det helt tydeligt, at formen er langt fra toppen. Derfor vil en sejr til ham være overraskende. En tredje option er hurtige Jeremy Lecroq, der specialiserer sig i disse spurter, men synes langt fra formen.

Jens Keukeleire er kommet sig godt efter styrtet i Touren, og han er blevet bedre og bedre løb for løb. Hans soloangreb i Lichtervelde blev neutraliseret bare få meter fra stregen og indbragte alligevel en 4. plads, og i torsdags spurtede han sig til en 10. plads i det hårde Famenne Ardenne Classic. På toppen er han ikke endnu, men han burde være konkurrencedygtig i et løb, der passer ham. Han er nemlig stærk i sidevinden og en glimrende afslutter på bakker. Lottos andet kort er brølstærke Jelle Wallays, der vandt en Vuelta-etape, men som skal alene væk i et hårdt løb, hvis han skal vinde her også.

Wanty har i Andrea Pasqualon en sand specialist I stigende spurter, hvilket han særligt viste I drømmeperioden I foråret, hvor han vandt i Plumelec og samlet i Luxembourg. Desværre er han slet ikke kommet godt ud af sit styrt i Limousin, og han var en stor skuffelse i de italienske løb, hvor han ikke var i nærheden af at forsvare sejren i Coppa Sabatini. Kommer han sig, passer afslutningen ham perfekt, men en sejr vil være en overraskelse. Holdets førstesprinter Timothy Dupont vil formentlig komme til kort i et hårdt løb, men i en større spurt er han ikke uden chancer, efter at han i Besseges viste evner i stigende spurter. I torsdags så formen dog ikke ideel ud. Holdet har også evigt ustabile Jerome Baugnies , der er hurtig på bakker og specialist i at vinde belgiske endagsløb som disse. Selvom han kører fint i øjeblikket, er han dog ikke på toppen. Også formstærke Pieter Vanspeybrouck og sidste års nr. 3. talentfulde Tom Devriendt, der begge kan afslutte, er gode bud, hvis det bliver selektivt.

Stortalentet Taco van der Hoorn viste allerede potentialet sidste år, hvor han tog kampen op mod Mathieu van der Poel og Wout Van Aert i de belgiske grusvejsløb og ved en enkelt lejlighed endda slog sidstnævnte. 2018 har været ødelagt af en hjernerystelse, men han er kommet fantastisk tilbage med etapesejr i BinckBank Tour og sejr i Primus Classic. Han har en fornuftig spurt på en bakke og er brølstærk i et hårdt sidevindsløb. Ender det i en lille gruppe af de stærkeste, står han med gode chancer for at sikre sig endnu et topresultat. Roompot stiller også med formstærke Jan-Willem Van Schip , der er god i hårde sidevindsløb, men ikke en alt for stærk afslutter. Pim Ligthart er til gengæld på vej tilbage efter en skade.

Guillaume Boivin har siddet ude det meste af året med en skade, men har gjort et bemærkelsesværdigt comeback. Allerede i Canada og Italien var han langt bedre end ventet, og senest tog han alle på sengen med sit sene angreb i Famenne Ardenne Classic, der gav ham sejren. Formen synes derfor at være i top, og han er både spurtstærk på bakker og god i hårdt sidevindsterræn, selvom han i dette selskab nok kan være overmatchet en anelse. Holdkammeraten Sondre Holst Enger er imidlertid igen nede i et af sine sorte huller, og skal Boivin have støtte skal det være fra stærke folk som Daniel Turek og Dennis Van Winden.

Også Jan Bakelants fortjener at blive nævnt. De canadiske klassikere og særligt yndlingsløbet GP de Wallonie viste desværre, at han ikke er sig selv igen efter det forfærdelige styrt i Lombardiet. Han nærmer sig dog, og han har trods alt været med fremme i alle sine løb på det seneste. Som udgangspunkt skal han hjælpe Naesen, men i et hårdt sidevindsløb vil han måske kunne udnytte fokus på holdkammeraten til at snige sig væk. Han er i hvert fald stærk, har timing, kan afslutte og er god i dårligt vejr. Holdets evige joker Alexix Gougeard er omvendt i en af sine mange downperioder.

Læs også

Uheldig hollandsk profil udgår

Andre kandidater til et topresultat på en rute som denne og med form til at levere det er Kevin Ista på Veranclassic, brølstærke Huub Duijn fra Veranda’s Willems, hvor han endelig har fundet formen, Sport Vlaanderens formstærke Jonas Rickart samt Benjamin Declercq, Dries Van Gestel og Piet Allegaert, altid stærke Anthony Delaplace fra Fortuneo, stortalentet Cees Bol, der jagter et samlet topresultat i Napoleon Games Cycling Cup, Direct Energies Adrien Petit og Angelo Tulik samt Cibels Jimmy Janssens,

***** Oliver Naesen

**** Arnaud Demare, Danny Van Poppel

*** Zdenek Stybar, Fabio Jakobsen, Philippe Gilbert, Timo Roosen, Jempy Drucker

** Christophe Laporte, Jonas Van Genechten, Yves Lampaert, Niki Terpstra, Jurgen Roelandts, Jens Keukeleire, Andrea Pasqualon, Julien Simon, Taco van der Hoorn, Guillaume Boivin, Timothy Dupont, Jerome Baugnies, Jan Bakelants

* Dylan Groenewegen, Dries Devenyns, Bryan Coquard,  Huub Duijn, Jonas Rickaert, Amund Grøndahl Jansen, Lars Boom, Cees Bol, Jelle Wallays, Benjamin Declercq, Anthony Delaplace, Pieter Vanspeybrouck, Tom Devriendt, Ramon Sinkeldam, Jan-Willem Van Schip

Danskerne

Mikkel Honoré fortsætter sin stagiairetid på det stærke Quick-Step-mandskab, hvor han skal støtte de mange kaptajner, Zdenek Stybar, Philippe Gilbert, Fabio Jakobsen, Niki Terpstra, Yves Lampaert og Dries Devenyns.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper De Buysts sejr fra 2017 og Arnaud Demares sejr fra 2016.