Optakt: Brabantse Pijl

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix nu ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Efter Peter Sagans sejr i Roubaix er vi nu inde i en af disse overgangsfaser. Folk som John Degenkolb, Alexander Kristoff, Jasper Stuyven, Zdenek Stybar, Matteo Trentin, Arnaud Demare og Wout Van Aert tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, ardennerklassikerne, der indledes på søndag med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de støre løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for i endnu højere grad at tilpasse sig denne rolle.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961, mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger De Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidlige år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der tog fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye date. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste syv udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af Ardennerklassikerne, men i realiteten strækker Ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardennerne perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens- og Ardennerklassikerne. Med ikke færre end 26 stigninger på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini, Sylvain Chavanel og senest Sonny Colbrelli samt ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli og Michael Boogerd.

Sidste år var løbet virkelig en test forud for Amstel Gold Race, da nogle af de helt store favoritter til den hollandske klassiker dystede om sejren i finalen. Efter et meget aggressivt løb blev der mod slutningen etableret en gruppe på otte mand, der ventedes at skulle dyste om sejren, inden det til allersidst akkurat lykkedes den forsvarende vinder Petr Vakoc samt Tim Wellens at komme op, hvormed 10 mand skulle afgøre løbet på den klassiske Schavei-stigning. Her viste Sonny Colbrelli, at han var i storform forud for Amstel ved suverænt at tage sin første store klassikersejr foran Vakoc, Benoot og Wellens, mens en skuffet Michael Matthews, der har været så tæt på sejren mange gang, vandt feltets spurt om 11. pladsen bare 12 sekunder senere. Efter de flamske klassikere og lidt sygdom vender Colbrelli tilbage for at forsvarwe titlen og er atter oppe mod blandt andre Benoot og Wellens, der fører et skræmmende stærkt Lotto Soudal-hold an. Vakoc, der fortsat kommer sig efter sit grimme styrt i Sydafrika i februar, er derimod ikke med, ligesom også Matthews skipper løbet for første gang i mange år.

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu har flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet er nøglepunktet i løbet en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger, og da feltet skal køre i alt tre omgange, er der således hele 15 korte bakker på menuen i løbet af de sidste 70 km. Samlet set skal man op over 26 stigninger og et par brostensstykker, og dermed har ruten ingredienser fra både de flamske klassikere og ardennerklassikerne, hvilket gør det til en alsidig og hård udfordring. Sammenlignet med sidste år er løbet stort set uforandret, idet de eneste ændringer er foretaget allerførst i løbet, hvor de ikke forventes at spille nogen rolle. Selve finalen er den samme, som den har været hvert år siden 2010.

Med en distance på 201,9 km - 4,9 km længere end sidste år - har løbet samme længde som et typisk midtugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Undervejs passerer man målbyen Overijse, og ligesom sidste år skal man undervejs passere den lille Smeysberg-stigning efter bare 13,4 km. I denne fase kommer også Rue de Hal-stigningen efter 55,8 km, inden man kører en lille omgang på en rundstrækning tæt på det gamle mål. Dermed får man mulighed for at bestige løbets tidligere nøglestigninger, Alsemberg og Bruineput, der er placeret efter hhv. 66,0 og 71,7 km, men ikke længere spiller nogen stor rolle i løbet.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Rytterne vender herefter rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage til Overijse. Med fire stigninger - Karbosstraat, Rue de Nivelles, Chaussee de Bruxelles og Rue Francois Dubois - på menuen, er ruten her lidt mere udfordrende end i den modsatte retning, men den første del af løbet er som regel relativt rolig. Efter de indledende angreb - der imidlertid ofte kan tage ganske lang tid - får et tidligt udbrud typisk et forspring, mens favoritterne sparer på kræfterne frem mod slaget på rundstrækningen i finalen.

Farten øges som regel gradvist, og løbet bliver alvor, når feltet nærmer sig målstregen, som første gang passeres efter 131,8 km. På dette tidspunkt har man allerede næsten kørt en hel omgang på den afsluttende rundstrækning, og man har været oppe over tre af de fem stigninger, der dominerer finalen (ligesom sidste år passerer man ikke Holstheide i denne del af løbet). Rytterne afslutter nu dagen med at køre tre omgange på den 23,4 km lange rundstrækning, der har været rammen om finalen siden 2010. Med fem stigninger, hvoraf den ene er på brosten, er det en ganske tricky sag, og det regner som regel med angreb, så snart man er startet på første omgang.

Den første stigning, Hagaard, kommer bare 2,7 km efter passagen af stregen, hvorefter Hertstraat følger 3,8 km længere fremme. 6,5 km senere tager man hul på Holstheide, mens de to sidste stigninger kommer hurtigt efter hinanden helt tæt på mål. Med 4,3 km igen skal man op over den brostensbelagte Ijskelderlaan, før man rammer en teknisk nedkørsel, der kan være som en skøjtebane i regnvejr. Den sidste udfordring er Schavei (700 m, 4,3%), der starter med bare 900 m igen og har top, når rytterne tager et venstresving ind på en svagt stigende opløbsstrækning bare 200 m fra stregen. Det meste af rundstrækningen er uden store tekniske udfordringer, men de sidste 5 km er meget vanskelige og inkluderer afskiller sving og en svær nedkørsel inden for de sidste 3 km. Blandt andet er der et par hårnålesving, inden man er nede i bunden med 2200 m til mål. Den følgende flade strækning har yderligere et par sving, som gør indløbet til Schavei kompliceret.

Stigningerne er ikke lange, og for at gøre en forskel skal man ofte accelerere hele vejen fra bund til top. Hver for sig er de ganske nemme, men den samlede udfordring bestående af 27 korte, skarpe bakker gør løbet hårdt og skabt til gode afsluttere med et solid punch.

Historien viser, at man kan nå et topresultat i løbet ved at foregribe favoritterne, og derfor er rundstrækningen ofte en forrygende festival af angreb, der gør det til et af de mest aggressive og underholdende løb på sæsonen. Mens de store klassikere ofte er ganske kontrollerede, er det modsatte tilfældet i Brabntse Pijl. Løbssituationen forandrer sig som regel konstant, når nye grupper dannes, andre splittes op, og nogle smelter sammen. Selv nogle af outsiderne har ofte spillet ud langt udefra, og det er ofte meget svært for favoritterne at finde ud af, hvornår man skal komme med sine fremstød.

Ofte har man set, at de bedste ryttere kommer op til de stærkeste udbrydere, hvorved der etableres en gruppe med en blanding af favoritter og angrebslystne folk, og de har af og til afgjort det på Schavei. I 2014 så det ud til, at Philippe Gilbert netop havde skabt en sådan situation sammen med folk som Simon Gerrans og Björn Leukemans, men det viste sig at være spildte kræfter, da det hele blev samlet til en spurt i et decimeret felt. Det skete næsten igen i 2015, da kun 2 sekunder adskilte feltet og vinderen, Ben Hermans, på stregen, mens det i 2016 lykkedes fire mand at køre væk i finalen. Også sidste år blev den afgørende gruppe etableret tidligere og endte med at spurte om sejren.

Selvom en mindre gruppe ofte afgør løbet, kan det sagtens ende med, at feltet er samlet i bunden af Schavei, hvilket har været et perfekt scenarium for punchy sprintere om Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Bryan Coquard. Selvom stigningen ender 200 m fra stregen, splittes feltet som regel på bakken, og derfor passer afslutningen bedre til puncheurs end sprintere, og det er derfor oftest ardennerspecialisterne, der stjæler rampelyset i Brabantse Pijl.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet generelt haft flotte betingelser, og det vil også være tilfældet i 2018. Onsdag byder kun på enkelte skyer - dog lidt flere mod slutningen - samt en temperatur på behagelige 19 grader. Der vil stort set være vindstille med bare en svag til let vind fra nordøst. Det giver medvind i den første del af løbet, derefter sidemodvind og sidemedvind, inden man får modvind frem mod rundstrækningen. Her vil der generelt være modvind frem til tredje stigning og derefter et kort sidevindsstykke. Herefter har man medvind frem til bunden af Schavei, hvorefter der vil være sidevind.

Favoritterne

Brabantse Pijl har virkelig etableret sig som stedet at forberede sig til Amstel Gold Race. Mens Baskerlandet Rundts længere stigninger er perfekte som opvarmning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, kan man i Brabantse Pijl få en meget bedre føling med de korte, intense kraftudladninger, der skal benyttes i den hollandske klassiker. Derfor har løbet i de senere år været i stand til at tiltrække nogle af de absolut største favoritter til Amstel, og det gør sig også gældende i år.

Det hele startede i 2013, hvor man have Philippe Gilbert og Peter Sagan, de to store forhåndsfavoritter til søndagens løb, til start, og siden da har man næsten hvert år kunnet præsentere både Gilbert (dog ikke i 2016 og 2017) og Michael Matthews, der vel har været de to mest dominerende ryttere i Amstel Gold Race siden 2014. Heller ikke i år kan man være utilfreds med en liste af ryttere, der særligt i Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot, Tim Wellens, Dylan Teuns, Sonny Colbrelli og Daryl Impey kan præsentere flere ryttere, der ventes at være dominerende på søndag.

I de senere år synes der at være etableret en naturlig fordel af de ryttere, der satser på søndagens hollandske klassiker. Mange af klatrerne har foretrukket Baskerlandet Rundt, mens mange af specielt de lidt tungere klassikerspecialister, der ikke også begår sig i etapeløb, vil være til start onsdag. Mange af disse har enten slet ikke været til start i Spanien eller har ikke gravet dybt hver dag i deres kamp om klassementet, og derfor har de brug for en sidste kraftudfoldelse inden weekenden.

Til gengæld synes det tidligere tendens til, at brostensrytterne afslutter deres klassikersæson med også at køre i Overijse at være aftagende. Således er det i år kun Edvald Boasson Hagen, der både spillede en rolle søndagens Paris-Roubaix og vil være til start i det belgiske løb. Ryttere som Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Niki Terpstra, Philippe Gilbert og Oliver Naesen, der har planer om at køre Amstel Gold Race, foretrækker en uges hvile. Til gengæld er der ryttere om Colbrelli og Benoot, der kører både i Ardennerne og i Flandern, men skipper fladbaneløbet i Roubaix. De har naturligt nok brug for at køre et løb inden søndag, og deres styrke i et løb som dette afspejler fint, hvordan det er en sammensmeltning af en flamsk klassiker og et ardennerløb.

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. På den anden side kan det lige så vel ske, at løbet skal afgøres af et decimeret felt på Schavei, og sker det, er det vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt på Schavei?

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr og Ben Hermans’ triumf i 2015 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet afgøres imidlertid oftest i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Da spurten foregår på et stykke falsk fladt, er det en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel afgør løbet. Det gør det meget sammenlignet med den finale, der blev benyttet i Amstel Gold Race mellem 2013 og 2016, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der er derfor tale om en betydelig mere selektiv finale.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Igen i år er der udsigt til en meget interessant kamp mellem ryttere, der gerne vil skabe lidt udskilning, og ryttere, der vil have det hele afgjort i en spurt, og det skaber en meget interessant dynamik. Balancen synes denne gang dog at være tippet til fordel for de aggressive typer, specielt fordi Michael Matthews for første gang siden 2013 er fraværende. Det betyder, at det på papiret umiddelbart primært er Bahrain-Merida med Sonny Colbrelli, Vital Concept med Bryan Coquard og måske Mitchelton-Scott med Daryl Impey, der har interesse i en spurt. Som vi så sidste år, behøver Colbrelli imidlertid ikke vente på en spurtafgørelse, og Mitchelton-Scott har så mange kort at spille, at de utvivlsomt ikke vil satse alt på en samlet afgørelse.

Omvendt vil Lotto Soudal, der er til start med det klart stærkeste mandskab, have et hårdt og selektivt løb, og her har de en klar allieret i BMC og Quick-Step. Dermed er det tre af de allerbedste hold, der har en interesse i at få det hele til at eksplodere, og derfor er der ikke meget, der tyder på en spurtafgørelse. Inde på rundstrækningen forventer vi, at de aggressive hold vil forsøge at gøre løbet hårdt med talrige angreb, og det vil formentlig betyde, at de stærkeste trods de gunstige vejrforhold vil kunne gøre en forskel. Det betyder imidlertid ikke, at sprintertyper som Sonny Colbrelli og Daryl Impey er ude af kampen, da de også er så stærke på stigningerne, at de kan køre med i angrebene. Til gengæld bliver det sværere for en fyr som Bryan Coquard, der ikke har helt samme holdbarhed og punch på stigningerne.

Den aggressive kørsel betyder, at vi forventer, at der i finalen vil blive etableret en lille gruppe af favoritter, og det er svært at se, at de vil blive hentet. Ingen af sprinterholdene synes stærke nok til at kontrollere løbet, og derfor får vi formentlig kun en spurtafgørelse, hvis et af storholdene misser ud, når udskilningen sker. Det synes imidlertid stærkt usandsynligt, ikke mindst fordi de bedste hold alle har flere kort at spille

Til slut kan det meget vel være taktik, der afgør det. Mange vil huske, hvordan Ben Hermans i 2015 udnyttede, at alle kiggede på hans holdkammerat Gilbert og med et flot angreb tog sejren. Det samme kan meget vel være tilfældet i år, hvor de hold, der i finalen sidder i overtal, kan sende løjtnanter ud foran, og det er derfor langt fra sikkert, at vi får en favoritsejr.

Sidder Sonny Colbrelli med i bunden af Schavei, synes det næsten givet, at italieneren vinder. Han er blandt de klatrestærke favoritter den i særklasse hurtigste, men der er store spørgsmålstegn ved hans form. Først blev han syg i Tirreno-Adriatico, og siden blev han atter ramt af sygdom i de flamske klassikere. Derfor stillede han også til start i Flandern Rundt helt uden forventninger, og selvom han gjorde det bedre, end han havde ventet, var han ikke nær så stærk som sidste år.

Selvom han vil være stærk nok til at køre med i finalen og formentlig vil have Enrico Gasparotto med som værdifuld støtte, kan det blive svært at holde det samlet. Særligt Lotto Soudal kan med Tiesj Benoot, Tim Wellens, en genfødt Jelle Vanendert og måske også Tomasz Marczynski meget vel sidde i så massiv en overtalssituation, at de kan blive næsten umulige at kontrollere. Derfor tror vi, at Colbrelli får svært ved at holde det hele samlet i samme stil som sidste år.

Alt dette får os til at pege på Tiesj Benoot som vores favorit. Som sagt stiller Lotto Soudal med et superhold, hvor de i finalen meget vel kan sidde med de to stærkeste ryttere i Benoot og Wellens. Hvor der fortsat kan herske lidt usikkerhed om formen hos sidstnævnte, ved vi, at Benoot er flyvende. Ideen med at forberede sig til klassikersæson med en højdetræningslejr har skabt mirakler for Benoot, der i år har nået et hidtil uset niveau. Gennembruddet kom med karrierens første sejr i et historisk hårdt Strade Bianche og blev fulgt op af en nærmest sensationel fjerdeplads i Tirreno-Adriatico, hvor han i de høje bjerge klatrede med verdens bedst. Senest har han i samtlige de flamske klassikere, han har kørt, sammen med Niki Terpstra og Sep Vanmarcke været den allerstærkeste på de belgiske hellingen - det blev særligt tydeligt med hans nærmest skræmmende angreb i Dwars door Vlaanderen, hvor kun Greg Van Avermaet ved at grave meget dybt kunne hænge på - og havde omstændighederne været lidt anderledes, havde resultaterne også afspejlet hans styrke. Havde han eksempelvis haft Sagans hjul på Paterberg i Flandern Rundt, var han formentlig kommet med verdensmesteren, og så kunne han meget vel være endt på podiet i monumentet.

Siden da har Benoot atter været på træningslejr og er nu tilbage i Belgien med det håb, at han kan holde formen hele vejen frem til Liege. Det er naturligvis en stor opgave, men foreløbig er der intet, der tyder på, at Benoot har sat farten ned. Samtidig passer dette løb ham ganske glimrende, selvom både han og Wellens havde foretrukket, at det var hårdere. Har Benoot samme styrke som tidligere, bliver han imidlertid meget svær at matche på disse stigninger, og i en hård spurt som denne kan han slå de fleste, bortset fra særligt Impey og Colbrelli. Sammen med Wellens og Vanendert vil han kunne angribe på skift, og vi tror, at Benoots styrke i sidste ende vil gøre forskellen. Derfor peger vi på det belgiske supertalent som vores favorit.

Holdkammeraten Tim Wellens kan meget vel vise sig at være stærkeste mand sammen med Benoot. I hvert fald har belgieren nærmest været uhyggelig siden sidste sommer. Han var næsten skræmmende sidste efterår, hvor han først kørte et meget stærkt felt midt over på kongeetapen i BinckBak Tour og i GP de Wallonie, inden han tog en suveræn WorldTour-sejr i Tour of Guangxi. Der er ingen tvivl, om at Wellens i dag er stærkere end tidligere, og han har taget det forbedrede niveau med sig ind i 2018, hvor han vandt det hårdest af løbene på Mallorca, vandt en puncheurfinale i Ruta del Sol og imponerede ved at blive nr. 5 i Paris-Nice, hvor han viste, at han også kan begå sig på lange stigninger.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Wellens har imidlertid ikke kørt siden det franske etapeløb, og der hersker derfor nogen usikkerhed om, hvor han står. Det er endnu ikke lykkedes ham at time formen optimalt frem mod klassikerne, og den ustabile Wellens er altid lidt af et longshot. Man ved aldrig, hvor man har belgieren, men er han på toppen, bliver han skræmmende i dette løb. Naturligvis havde også han foretrukket en hårdere rute, ligesom han ikke er helt så hurtig som Benoot, men sammen kan de angribe på skift, og da Wellens også sagtens kan afslutte i en finale som denne, står han med gode kort på hånden.

Sonny Colbrelli er nærmest skræddersyet til dette løb, og det er absolut ingen tilfældighed, at han vandt sidste år. Det gjorde han endda i temmelig suveræn stil, og er han på samme niveau denne gang, bliver han svær at bide skeer med, også for Lotto Soudal. Som nævnt ovenfor hersker der imidlertid en betydelig usikkerhed om hans form efter den sygdom, der satte ham tilbage i de flamske klassikere. Siden har han dog holdt pause, og med de lovende takter, der faktisk var i Flandern Rundt, er der grund til at tro, at han ikke er langt fra sit højeste niveau.

Colbrelli er stærk nok til at køre med i terræn som dette, også når der køres offensivt, men hans problem er, at ingen vil have ham med til stregen. Han skal håbe, at Gasparotto genfinder sine bedste ben og kan hjælpe med at kontrollere finalen, ligesom også talentfulde Hermann Pernsteiner måske kan give en hånd med til allersidst. Lykkes det at holde nogenlunde samling til en spurt i en lille gruppe, er det meget svært at se, hvem der skal slå Colbrelli i en afslutning som denne.

Det skulle da lige være Daryl Impey. Sydafrikaneren har haft en drømmesæson med samlet sejr i Tour Down Under og en 3. plads i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Senest viste han ganske glimrende form i Volta a Catalunya, hvor han kørte efter sejren på stort set samtlige etaper. Hans resultater har givet ham en kaptajnrolle for Mitchelton-Scott i Amstel Gold Race, og han bruger dette løb til at finpudse formen. På papiret passer det ham nærmest ideelt, idet han i år har klatret bedre end tidligere - hans andenplads på kongeetapen i Tour Down Under siger alt - ligesom han er lynhurtig på stregen. På papiret er han ikke helt så hurtig som Colbrelli, men er der en klatrestærk rytter, der kan slå italieneren i en spurt, er det formentlig Impey.

Der er næppe tvivl om, at Dylan Teuns kommer til at spille en hovedrolle i de kuperede klassikere, særligt i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Stortalentet, der allerede sidste år blev nr. 3 i Fleche og viste sine puncheurevner med samlede sejre i Tour de Wallonie, Tour de Pologne og Arctic Race of Norway, har i år endda været bedre end tidligere, ikke mindst med det højst overraskende topresultat i Paris-Nice. Senest blev han bare bedre og bedre efter en lidt rusten start i Baskerlandet, hvor det hele kulminerede med en fremragende præstation på kongeetapen. Det vidner om, at han har timet formen perfekt, og han vil derfor utvivlsomt spille en hovedrolle i dette løb. Spørgsmålet er bare, om ruten alligevel viser sig at være for let for ham. Teuns trives specielt på stejle procenter, og i en flad spurt har han ikke mange chancer mod de fire ovennævnte. Formentlig vil han sammen med Benoot og Wellens være den stærkeste på stigningerne, men han skal være snu og meget kraftfuld for også at sætte dem til vægs.

Enrico Gasparotto har tidligere været meget tæt på at vinde dette løb, men denne gang er den erfarne italiener primært med for at hjælpe Colbrelli. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke kan opstå muligheder. I en svært kontrollerbar finale kan den bedste strategi nemlig meget være at sende veteranen med de bedste og således køre løbet fra front i stedet for defensivt. Det kan åbne døren for, at Gasparotto alligevel kan få sin chance, og sker det, kan han blive livsfarlig. Ganske vist er han ikke helt så stærk som tidligere, men denne finale er ikke sværere, end at han burde kunne gøre sig gældende. I en spurt er han på papiret hurtigere end typer som Wellens, Benoot og Teuns, og derfor har han glimrende muligheder, hvis hans personlige chance opstår.

For en gangs skyld er Quick-Step ikke favoritter i et belgisk endagsløb, men det betyder ikke, at de er chancelæse. Erfarne Pieter Serry får nemlig her en sjælden chance for at jagte et resultat, og den vil han være opsat efter at gribe. Belgieren har endelig undgået uheld i år, og det har givet ham mulighed for at vise sin høje klasse. Særligt hans top 10 i det knaldhårde Strade Bianche vidner om formatet, og siden da har han gjort sig gældende hver eneste gang, han har været til start. Senest var han ganske godt kørende i Baskerlandet i terræn, der egentlig er for svært, og det vidner om, at han trods en løbspause stadig er i storform. Samtidig skal man ikke glemme, at han faktisk er lynhurtig, specielt i en finale som denne. Dette kunne være Serrys chance for endelig at levere et stort resultat.

BMC satser primært på Teuns, men har en ganske interessant back-up i Patrick Bevin. Siden debuten på WorldTouren har han primært ageret hjælperytter, men i tiden, hvor han var totalt dominerende på den australske scene, var det netop hans evne til at klatre på korte stigninger og gøre det færdigt i en spurt, der gjorde ham næsten altædende. Desværre han ikke haft mange muligheder for at gøre brug af de evner på det seneste, men han viste dog evnerne sidste år i Tour of Norway, hvor han var med fremme i netop denne type finaler. Efter skiftet til BMC har han været ganske godt kørende, og efter hans fremragende andenplads på enkeltstarten i Baskerlandet kan han ikke være i dårlig form. Ganske vist imponerede han ikke just på de spanske stigninger, men her var terrænet også alt for svært. Han måtte forlade løbet med træthed, men er han kommet sig, burde det være det perfekt løb for ham, specielt fordi han er så hurtig, at han kan slå Colbrelli og Impey på stregen.

En anden meget spændende joker er Jonathan Hivert. På papiret står hans navn skrevet med fed på denne rute. Franskmanden er nemlig en fremragende puncheur med en forrygende spurt, og hans totale dominans i Tour du Haut Var, hvor han vandt begge etaper i netop denne type afslutninger, vidner om, hvor god han er, når han en sjælden gang er i form. Problemet er, at han er ufatteligt svingende, og i hovedparten af sæsonen ender han de fleste løb uden for top 100. Efter den forrygende etapesejr i Paris-Nice har han desværre nok ramt en af de dårlige perioder, og han havde bestemt ikke diamanter i benene i GP Miguel Indurain og Circuit des Ardennes. Derfor kan det meget vel blive til endnu en slem skuffelse, men med netop Hivert skal man altid passe på. Finder han pludselig benene, er dette et løb, han kan vinde.

Læs også

Breschel 24, Saxo Bank sidst, Danmark 18

En anden joker er Edvald Boasson Hagen. På papiret er dette løb skræddersyet til nordmanden, der særligt med den spurtstyrke han genfandt i 2017, burde være livsfarlig i en finale som denne. Desværre viser historien, at det er næsten umuligt at køre både Roubaix og Brabantse Pijl, og bedre bliver det ikke af, at Boasson Hagen trods stigende form stadig leder efter de bedste ben, efter at en galdeblæreoperation satte ham tilbage i januar. På den anden side leverede Bjorn Leukemans år efter år topresultater i både Roubaix og dette løb, og det viser, at det kan lade sig gøre. Boasson Hagen kan næppe matche de bedste på stigningerne, men skulle det ende i en spurt, kan han blive farlig.

Lige så farlig er Andrea Pasqualon. Italieneren tog et fantastisk skridt op efter sidste år at have gennemført Touren og kørte herefter et helt forrygende efterår, hvor han blandt andet slog en vis Colbrelli i en puncheurfinale i Coppa Sabatini. I år har han fastholdt det høje niveau, ikke mindst med en 10. plads på 4. etape i Ruta del Sol og en 7. plads i Drome Classic i to finaler, der egentlig burde være for svære. Senest har han gjort det fornuftigt i de flamske klassikere, men dette burde i teorien være et løb, der passer ham langt bedre. Om han ligefrem kan sidde med de allerbedste på stigningerne, er stadig lidt usikkert, men sidder han der i bunden af Schavei, bliver han farlig.

Havde dette været for nogle få år siden, havde man ikke tøvet med at gøre Enrico Battaglin til en af topfavoritterne. Med sit punch på korte stigninger samt fremragende spurt burde italieneren nemlig være skabt til dette løb. Desværre er det efterhånden længe siden, at han har været på samme niveau, og specielt har hans spurt haltet på det seneste. Ganske vist betyder hans gode positioneringsevne, at han ofte kører i top 10 i reducerede massespurter, men han kommer meget sjældent i top 5. Lidt håb er der dog for Battaglin, der i de seneste løb faktisk har været godt kørende, senest i Baskerlandet, hvor han gjorde et fremragende job for Primoz Roglic. Battaglin synes endelig atter at have benene til at køre final. Spørgsmålet er bare, om han stadig er hurtig nok til at vinde.

Egentlig burde dette løb være for let for Jelle Vanendert, der jo i de seneste år heller ikke været i nærheden af sit gamle niveau. Nu tyder noget imidlertid på, at den erfarne belgier måske nærmer sig fordums styrke. I hvert fald kørte han allerede stærkt allerede på kongeetapen i Ruta del sol, og senest imponerende han med en 8. plads på den knaldhårde 1. etape i Baskerlandet. Det er klart, at han umiddelbart kan blive lidt låst på et hold, der tæller Wellens og Benoot, men måske kan netop det faktisk være hans fordel. I en hektisk finale, hvor alle kigger på de to kaptajner kan det nemlig pludselig åbne en uventet dør for Vanendert, der kan lave ”en Hermans” og stikke af i finalen.

Bob Jungels er ikke prototypen på en endagsrytter, men egentlig burde dette løb ikke være helt dumt for ham. Han er nemlig slet ikke dårlig på korte stigninger, og som hans etapesejr i Giroen sidste år vidner om, er han også en glimrende afslutter. Hans form har haltet lidt, efter at han blev syg i Tirreno, men på sidste etape i Catalonien genfandt han endelig benene, indtil en punktering satte ham ud af spillet, mens han var alene i front. Nu har han haft yderligere tid til at bygge form frem mod klassikerne, og han må derfor være tæt på toppen. Han er ikke typen, der vinder en spurtafgørelse i en lille gruppe, men han er livsfarlig, hvis han får et hul i finalen.

Mitchelton-Scott har i Impey en oplagt vinderkandidat, men holdet har mange andre stærke kort, der dog ikke på samme måde er skabt til denne rute. Det gælder særligt Carlos Verona, der i de seneste uger ganske enkelt har været flyvende. Efter andenpladsen bag suveræne Valverde - som han i øvrigt næsten fulgte til dørs - var han i udbrud på begge de to sværeste etaper i Baskerlandet, hvor det krævede stor styrke at komme afsted i nogle meget hektiske indledninger. Den unge spanier har ganske enkelt aldrig været bedre og vil utvivlsomt være en af løbets allerstærkeste. Hans problem er, at han ikke er skabt til eksplosive stigninger som disse, og at han skal alene til mål. Hans chance er, er Mitchelton har så mange gode folk, at de i finalen måske kan lukrere på en overtalssituation.

Det samme gælder for hans holdkammerat, stortalentet Jack Haig. Heller ikke han er som ren klatrer prototypen på en rytter til dette løb. Han er imidlertid en af løbets på papiret bedste i kuperet terræn, og efter en lidt vaklende sæsonstart viste han i Baskerlandet endelig fornuftig form. Nu er han formentlig endnu bedre, og kan han sammen med Verona, Haig og Christopher Juul sikre sig en adgangsbillet til finalen, kan der måske opstå muligheder.

BMCs stærke hold tæller også Brent Bookwalter. Amerikaneren har ikke de store endagsresultater, men der absolut ingen grund til, at han ikke skulle kunne præstere på en rute som denne. Han er nemlig klatrestærk, har en stor motor og er ganske hurtig på stregen, og derfor burde han kunne gøre det godt. Der er ingen tvivl om, at Teuns har kaptajn, men da han langt fra er en oplagt vinderkandidat på en rute som denne, vil der også være plads til, at Bookwalter kan tage sin egen chance.

En spændende outsider er Jan Tratnik. Sloveneren har gjort enorme fremskridt siden skiftet til CCC, og nu tyder meget på, at han har taget endnu et skridt. I hvert fald vandt han den knaldhårde enkeltstart i Coppi e Bartali foran stærke folk som Diego Rosa og Bauke Mollema, inden han tog en ganske suveræn sejr i Volta Limburg, hvor han var den i særklasse bedste. Det er klart, at dette er et skridt op i forhold til det hollandske løb, men med den overbevisende kørsel forrige weekend burde han også kunne gøre sig gældende her. I hvert fald passer terrænet ham, og han har samtidig en god spurt.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

En meget spændende joker er August Jensen. Sidste år var nordmanden nærmest ustoppelig og sluttede i top 10 på næsten alle etaper i de tre store norske etapeløb. Mest imponerende var det, at han slog en meget formstærk Teuns og dermed vandt kongeetapen i Arctic Race. Det vidner om hans klatrestyrke, og da han samtidig var med fremme i massespurterne også, er han samtidig en af de hurtigste i feltet. Desværre har han været temmelig skuffende i den første del af sæsonen, men der har dog været fremgang at spore. Har han endelig fundet de ben, han havde sidste år, burde han have alle forudsætningerne for at kunne overraske.

Egentlig ville vi gerne have gjort Marco Canola til en af topfavoritterne. Italieneren er nemlig som skabt til denne finale, hvilket han blandt andet viste med sidste års sejre i Volta Limburg Classic, på sidste etape i Tour of Utah og i Japan Cup. Desværre synes han ikke i år at have ramt samme form, og han var yderst skuffende i sit titelforsvar i Limburg. Derfor er der ikke meget, der tyder på, at han kan køre med de bedste, hvis løbet som ventet bliver hårdt, men i en reduceret massespurt vil han være farlig.

Måske er det i stedet hans holdkammerat Juan Jose Lobato, der kan overraske. Efter vinterens fyring fra LottoNL-Jumbo kastede Nippo en redningskrans til spanieren, der siden langsomt har bygget formen op. Den synes nu at være kommet. I hvert fald så han stærk ud på stigningerne i Limburg, hvor Marco Tizzas tilstedeværelse i front dog forhindrede ham i at køre sin egen chance. Finalen her passer ham helt perfekt, da han i flere år har været skræmmende stærk i stigende spurter som disse. Han kan næppe køre med i et aggressivt løb, men falder Canola fra og skal det afgøres i en spurt, er det måske tid for Lobato til at få karrieren tilbage på ret spor med en stor sejr i Belgien.

Også Floris De Tier, Xandro Meurisse, Quentin Pacher, Odd Christian Eiking, Christopher Juul, Robert Power, Jhonatan Narvaez, Remi Cavagna, Warren Barguil, Serge Pauwels, Oscar Riesebeek, Krists Neilands, Jesus Herrada, Remi Cavagna, Elie Gesbert, Nathan Van Hooydonck, Jerome Baugnies, Thomas Sprengers, Mark Christian, Pieter Weening og Edward Dunbar burde kunne gøre sig gældende, men det er svært at se dem vinde løbet.

OPDATERING: Patrick Bevin er taget af starlisten.

***** Tiesj Benoot

**** Tim Wellens, Sonny Colbrelli

*** Daryl Impey, Dylan Teuns, Enrico Gasparotto, Pieter Serry, Jonathan Hivert

** Edvald Boasson Hagen, Andrea Pasqualon, Enrico Battaglin, Jelle Vanendert, Bob Jungels, Carlos Verona, Jack Haig, Brent Bookwalter, Jan Tratnik, August Jensen, Marco Canola, Juan Jose Lobato

*  Bryan Coquard, Floris De Tier, Xandro Meurisse, Quentin Pacher, Odd Christian Eiking, Dion Smith, Krists Neilands, Christopher Juul, Robert Power, Jhonatan Narvaez, Remi Cavagna, Justin Jules, Sean De Bie, Tomasz Marzynski, Warren Barguil, Serge Pauwels, Oscar Riesebeek, Jesus Herrada, Elie Gesbert, Nathan Van Hooydonck, Jerome Baugnies, Thomas Sprengers, Benjamin Declercq, Mark Christian, Pieter Weening, Edward Dunbar

Danskerne

Sidste år kørte Christopher Juul sig til en sjetteplads, og den formstærke dansker vil få en fri rolle på et Mitchelton-Scott-mandskab, der har et løst hierarki bag spydspidsen Daryl Impey. Kasper Asgreen kører sit andet løb for Quick-Step, hvor han særligt skal støtte formstærke Pieter Serry samt Bob Jungels, Remi Cavagna og Jhonatan Narvaez. Lasse Norman og Casper Pedersen skal forsøge at køre aggresivt for Aqua Blue Sport, der formentlig satser på Edward Dunbar, Mark Christian og Larry Warbasse

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Sonny Colbrellis sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016, Ben Hermans’ sejr fra 2015, Philippe Gilberts sejr fra 2014 samt Peter Sagans sejr fra 2013.