Optakt: Cadel Evans Great Ocean Road Race

Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange år. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som noget meget vigtigere. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk må han siges at være på rette vej. Allerede i 2016 rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI senere samme år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen, blev det unge løb det første australske endagsløb i den fineste løbsserie.

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår med Bay Classics fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagsløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr i tiden mellem de to WorldTour-løb. Det hele afsluttes med Jayco Herald Sun Tour i næste uge, og dermed kan man nu tilbringe næsten en måned i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

Det var naturligvis ikke muligt for et endagsløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de i 2017 samlede til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi de optjente WorldTour-point i en periode ikke kunne bruges i spillet om de eftertragtede licenser. De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kunne han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold i 2017. Kun Bahrain-Merida, UAE Team Emirates, Astana, FDJ og Movistar valgte at rejse hjem efter Tour Down Under, og det var et sandt topfelt med store navne som Chris Froome, der endda gjorde sæsondebut i løbet, samt nummer 1 og 2 fra Tour Down Under, Richie Porte og Esteban Chaves, der gjorde Evans ære ved deres deltagelse.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Succesen kunne måske ikke helt gentages i 2018, men arrangørerne kunne fortsat prale af et felt, der ville gøre mange af de øvrige nye WorldTour-arrangører misundelige. Det samme er tilfældet i år, hvor man med hele 15 WorldTour-hold sætter ny rekord, idet kun Groupama-FDJ, Bahrain-Merida og Movistar rejser hjem efter strabadserne i Tour Down Under. Ligesom i de to foregående år er det heller ikke denne gang lykkedes at overtale Peter Sagan til at blive en ekstra uge i Australien, men ellers er hovedparten af stjernerne fra Tour Down Under med i et felt, der er ganske flot for et januarløb.

Som en nyetableret begivenhed har Cadel Evans Great Ocean Road Race naturligvis ingen lang historie, mens dets kombination af korte, stejle stigninger og mulighed for sidevind har gjort til en slags belgisk klassiker, der både kan favorisere holdbare sprintere og puncheurs, og dermed er der egentlig ikke tale om et løb, der i udpræget grad giver mindelser om Evans’ egen karriere. I 2015 var vejret ganske dårligt, og det gav anledning til et selektivt løb, hvor en lille gruppe slap fri på de sidste stigninger. Til sidst vandt Gianni Meersman spurten i en nimandsgruppe foran Simon Clarke og Nathan Haas. I 2016 viste Peter Kennaugh at det er muligt at tage en solosejr, idet han nåede mål 6 sekunder før et felt på ca. 25 ryttere, hvor Leigh Howard slog Niccolo Bonifazio i spurten om andenpladsen. I 2017 blev det hele samlet til en reduceret massespurt, hvor Nikias Arndt satte Simon Gerrans og den sent angribende Cameron Meyer til vægs.

Sidste års løb blev en sand neglebider, da en fremragende gruppe af løbets bedste klatrere kørte væk på sidste stigning. Samarbejdet var imidlertid ikke ideelt, og på sidste kilometer blev gruppen hentet. Med en lang spurt lykkedes det imidlertid akkurat Jay McCarthy som eneste mand fra gruppen at holde lynhurtige Elia Viviani bag sig, og dermed tog den alsidige australier karrierens første store endagssejr foran den italienske stjerne og den formstærke Tour Down Under-vinder Daryl Impey. Efter et skuffdende Tour Down Under vender McCarthy naturligvis tilbage for at forsvare titlen og er atter oppe mod Viviani og Impey, der begge kommer til løbet med frisk succes i bagagen.

Ruten

Løbet er ganske vist kendt som Cadel Evans Great Ocean Road Race, men ruten har ikke meget til fælles med de løb, Evans var vant til at vinde på toppen af sin karriere. I stedet gør den brug af dele af den rute, der blev benyttet ved VM i 2010, hvor Thor Hushovd slog Matti Breschel i en reduceret massespurt. Der er således ingen lange stigninger i det store australske endagsløb, der slet ikke passer til en rytter med Evans’ karakteristika. I stedet inkluderer det masser af smukke veje langs kysten, og tv-seerne forkæles vanligvis med flotte billeder af de sceniske omgivelser. For rytterne er hovedudfordringen den mulige sidevind samt de korte, stejle stigninger, og dermed minder det meget om en nordeuropæisk klassiker - også selvom der ingen brosten er.

Selvom løbet i 2017 blev optaget på WorldTouren, var ruten uforandret i forhold til de to første udgaver. Forud for den fjerde udgave valgte man imidlertid at give den en opdatering med det klare formål at gøre udfordringerne vanskeligere. Et stærkere felt betyder naturligvis, at der skal mere til for at skabe splittelse, og det var ganske tydeligt i 2017-udgaven. Derfor forkortede man den afsluttende rundstrækning, men tilføjede til gengæld en ekstra omgang. Den er løbets vanskeligste udfordring og indeholder den ganske stejle Challambra Crest-stigning, der denne gang altså skulle forceres fire mod tidligere tre gange. Ændringen betød imidlertid, at distancen blev reduceret fra 174 til 164 km, da den indledende strækning er uforandret. Den model fastholdes i 2019, hvor ruten er uforandret.

Den begrænsede distance usædvanligt kort for et løb i den fineste løbsserie. Det afspejler imidlertid dets placering på kalenderen, idet en distance på over 200 km vil afskrække mange i januar måned. Som et endagsløb er det dog naturligt, at det er længere end etaperne i Tour Down Under, hvor distancerne som regel holdes under 150 km.

Løbet både starter og slutter i Geelong, der var vært for VM i 2010. De første 113 km består af den samme store rundstrækning i området syd for kystbyen, som er blevet benyttet i alle tidligere udgaver. Den første halvdel følger hovedsageligt den flade og vindblæste kystvej, idet rytterne bevæger sig mod syd. På denne strækning kan det tidlige udbrud ventes at blive dannet, men det er samtidig en af de farligste faser i løbet. Således er risikoen for sidevind stor, og er man ikke opmærksom, kan løbet være ovre allerede efter ganske få kilometer. Da der ikke er mange retningsændringer, kan der være sidevind i ganske lang tid, og dermed er der potentiale til at skabe stor udskilning.

Ved det sydligste punkt efter ca. 50 km bevæger feltet sig ind i landet, hvor de udfordres af flere mindre stigninger. Den første af disse er bakken mod Bellis Beach (1,4 km, 3,6%), der er kendt af cykelmotionister i området og har top efter 55,5 km. Herefter flader terrænet igen ud, mens rytterne fortsætter mod vest, men når de vender snuden nordpå og sætter kursen mod Geelong, bliver det igen vanskeligere. Et par mindre bakker udfordrer rytterne mellem 80- og 100 km-mærkerne, inden de rammer en højhastighedsnedkørsel, der bringer dem ned mod mål. I de senere år har denne sektion været brugt til at skabe en første udskilning, idet kombinationen af sidevind og korte stigninger kan gøre løbet ganske udfordrende og hurtigt ende eventyret for det tidlige udbrud.

På den lange nedkørsel rammer feltet den afsluttende 16,5 km lange rundstrækning, der altså er ændret en anelse i forhold til de første tre år. Allerede med det samme skal man op over Challambra Crest, der er 1,2 km lang, stiger med 8,4% i gennemsnit og har top med 9,5 km til mål. Den stejle del er 800 m lang og stiger jævnt med 9.3% i gennemsnit. Efter nedkørslen slog man tidligere en lille sløjfe for herved at køre op over yderligere en lille bakke, der kunne bruges som et sidste afsæt for angreb. Denne del er imidlertid nu sløjfet og i stedet køres direkte mod byens centrum gennem let faldende og stort set fladt terræn. Det sidste højresving kommer med ca. 1 km til mål, og herefter bøjer vejen kun let til venstre.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter første målpassage afsluttes løbet med tre fulde omgange på rundstrækningen, der i tillæg den allerede tilbagelagte del består af syv helt flade indledende kilometer.

Historien viser, at der er stor aggression på rundstrækningen, og det er her, de gode puncheurs kan gøre en forskel. Typisk er der blevet etableret et nyt udbrud hver gang, Challambra Crest er blevet passeret. Herefter er det endt som en jagt mellem udbruddet og et stadigt mindre felt, og de to første gange mislykkedes det for feltet at skabe samling. I 2015 var det ni mand, der spurtede om sejren, mens Kennaugh snød de stærke sprintere i 2016. I 2017 var Cameron Meyer meget tæt på at snyde feltet med et sent angreb, men det endte i en reduceret massespurt, mens det altså sidste år akkurat lykkedes Jay McCarthy som eneste mand fra det sene udbrud at holde feltet bag sig.

Løbet byder på i alt 2012 højdemeter.

Vejret

I et løb, hvor sidevind er en af hovedudfordringerne, er det klart, at vejrudsigten bliver studeret grundigt. Løbet afvikles i en anden del af Australien end Tour Down Under, der ofte er præget af ekstrem varme. Dette er langt sjældnere tilfældet i Geelong, og i stedet passede vejret i de to første udgaver til rygtet som en slags nordeuropæisk klassiker. I de to seneste år har feltet dog oplevet sommervarme, og man ved derfor aldrig, hvad man skal vente sig i Melbourne-området.

2019-udgaven ser ud til at byde på næsten perfekt cykelvejr. Ganske vist vil det være skyet med kun enkelte kig til solen, men den voldsomme varme, der har præget området i midtugen, vil forsvinde og afløses af en temperatur på mere behagelige 26 grader. Vinden kan til gengæld blive en faktor, da det sidst på eftermiddagen vil blæse op og ende ud med en frisk til hård vind fra syd. Det giver primært modvind i den indledende fase og medvind på turen tilbage mod Geelong efter et kort sidevindsstykke. Der vil være sidevind på stykket frem mod rundstrækningen hvor der vil være sidemedvind på stigningen og medvind på det efterfølgende stykke, inden man i finalen først får sidevind og sidemodvind efter sidste sving.

Favoritterne

Et af de afgørende kendetegn ved klassikerne er deres uforudsigelighed. Når et løb som Milano-Sanremo trods dets relativt lette rute gang på gang kan betage verdens cykelfans, skyldes det, at det er åbent for flere forskellige ryttertyper, og at man kun til allersidst ved hvilke af de velkendte scenarier, der bliver til virkelighed. Når Cadel Evans med etableringen af sit eget løb udtrykte håb om at skabe en begivenhed, der kunne give mindelser om de største endagsløb, var et af hovedmålene derfor netop at sikre uforudsigelighed.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

De første udgaver af Cadel Evans Great Ocean Road Race har vist, at det er lykkedes, og at der er tale om et løb, der er vanskeligt at forudsige. Således har den alsidige rute åbnet mulighed for snart sagt et hvilket som helt scenarium, og en stribe forskellige ryttertyper har kunnet gøre sig gældende på den afsluttende rundstrækning. I 2016 viste Peter Kennaugh, at det er muligt for løbets stærkeste klatrer at gøre en forskel, mens det i 2015 var umuligt for klatrerne at komme fri, og i stedet blev det en klatrestærk sprintertype som Gianni Meersman, der vandt i en spurt blandt ni mand.

Samtidig har mere udprægede sprintertyper også en chance, hvis de har en vis grad af holdbarhed. Havde det ikke været for Kennaugh, havde Leigh Howard, Niccolo Bonifazio og Steele Von Hoff således spurtet om sejren i 2016, og efter at løbet er blevet en del af WorldTouren og feltet derfor stærkere, er balancen i stigende grad tippet til fordel for de hurtige folk. I 2017 var det netop den hårdføre afslutter Nikias Arndt, der sejrede i en udgave, hvor det indtil allersidste meter stadig var åbent, om Cameron Meyer ville holde hele vejen hjem. Sidste år var det endda endnu mere tæt, idet den gruppe, der var undsluppet på Challambra Crest, kun blev hentet ganske få meter fra stregen, og det lykkedes endda akkurat Jay McCarthy at holde feltet bag sig, mens Daryl Impey og Dries Devenyns også begge endte i top 4 efter at have været med i gruppen. Til gengæld var feltets hurtigste Elia Viviani, der endte på 2. pladsen, og dermed viste italieneren, at også en type som ham kan være med i dette terræn.

Den hidtidige rute har med andre ord levet fuldt ud op til forventningerne med dets kombination af flade strækninger, hidsige bakker og sidevind. Samtidig blev det imidlertid sidste år klart, at løbets optagelse på WorldTouren giver det visse udfordringer. Når man tiltrækker et felt med navne som Chris Froome, Richie Porte og Esteban Chaves er det klart, at niveauet ikke bliver meget højere, og så viser al erfaring, at der skal langt flere vanskeligheder til for at skabe splittelse. Således var det i 2017 meget markant, at ingen af løbets klatrere kunne gøre en reel forskel på stigningerne - end ikke Porte, der ellers netop havde knust al modstand i Tour Down Under - og når det alligevel var lige ved at glippe for sprinterne, var det kun, fordi Meyer tog dem alle på sengen på flad vej i den absolutte finale.

Derfor har det også været klart for arrangørerne, at noget måtte gøres, hvis ikke løbets balance skulle tippe i sprinternes favør, og hvis den store grad af uforudsigelighed skulle bevares. Løsningen blev designet af den nye rute, der blev indført sidste år. Ruteændringen betyder som sagt, at Challambra nu skal forceres en ekstra gang og kommer endnu tættere på målstregen. Til gengæld er der et længere fladt stykke til sidst, da den lille finalebakke er blevet elimineret. Det gjorde det som sagt muligt for en gruppe på ca. 10 af de bedste klatrere at komme væk og sætte scenen for det, der blev en fabelagtig og meget medrivende finale.

Netop det forhold, at sidste års løb blev afgjort på en knivsæg, siger alt om, at det er så godt som umuligt at forudsige, om en hårdfør sprinter vil kunne gøre som Arndt i 2017 og slå til i en reduceret massespurt, eller om vi igen skal finde vinderen blandt de hurtige puncheurs, som det var tilfældet sidste år med McCarthyDen lange liste af mulige vindere gør løbet meget åbent, men gør det samtidig vanskeligt for holdene at lægge en taktik. Det er således ikke mange hold, der entydigt satser på en spurtafgørelse, men de fleste hold medbringer alligevel mindst en hurtig mand, der kan gøre det færdigt, hvis der skulle blive samling i finalen. Holdudtagelserne afspejler på bedste vis, hvordan usikkerhed om ruteændringen og løbets forløb har sneget sig ind på holdene, selvom de fleste trupper dog er identiske med dem fra Tour Down Under, der primært har været bestemmende for, hvem der er sendt til Australien.

Efter at feltet splittedes i sidevinden i en af de første udgaver, har mange frygtet netop vinden i Melbourne-området. I de senere år har den imidlertid ikke spillet en rolle og vil næppe heller gøre det i år. Ganske vist vil den faktisk være ganske kraftig, men i den åbne del af terrænet i løbets første del vil der primært være med- eller modvind. Det korte sidevindsstykke frem mod rundstrækningen kan måske bruges offensivt, men kommer så tidligt, at det næppe vil være tilfældet.

Derfor er det næppe vejret, men i stedet Challambra, der skal gøre forskellen. De første ca. 100 km byder næppe på det helt store drama. Et udbrud vil blive holdt i skak, og det vil formentlig være et næsten fuldt felt, der kommer frem til rundstrækningen. Her vil angrebene til gengæld starte, ligesom der er en række hold, der har en interesse i at gøre løbet hårdt. Det gælder Mitchelton-Scott med Daryl Impey, Bora-hansgrohe med Jay McCarthy, CCC med Patrick Bevin, Astana med Luis Leon Sanchez og Dimension Data med formstærke Ryan Gibbons, der alle har en interesse i at en lille gruppe kan køre væk og afgøre det i en spurt. Samtidig har hold som Sky, EF Education First og Trek, der er uden mange chancer i en spurt, men har nogle af feltets bedste klatrere end stor interesse i at få løbet til at eksplodere og at angribe i øst og vest. I den anden ende af spektret finder vi Deceuninck med Elia Viviani, Jumbo-Visma med Danny Van Poppel, UAE med Jasper Philipsen og Lotto Soudal med Caleb Ewan, der alle håber på en reduceret massespurt.

Særligt holdene uden en skarp afslutter vil formentlig køre meget offensivt ikke bare på sidste omgang, men historien viser tydeligt, at det med stor sandsynlighed er sidste passage af stigningen, der vil blive afgørende. Her vil der helt sikkert blive skabt udskilning, og det er gode chancer for, at vi ligesom sidste år vil se en stærk gruppe køre væk. Spørgsmålet er så, om de denne gang kan holde sig fri, eller om vi atter vil se en reduceret massespurt.

Det vil i høj grad blive afgjort af gruppens sammensætning. Det er vigtigt for gruppens overlevelse, at der er flere hold med mere end en rytter, som det var tilfældet sidste år, hvor Esteban Chaves arbejdede stenhård for Impey. Denne gang kunne man meget vel forestille sig, at sydafrikaneren vil have selskab af den formstærke Lucas Hamilton, ligesom Gibbons meget vel kunne sidde med sammen med eksempelvis Tom-Jelte Slagter eller Michael Valgren. På den anden side kan folk som Dries Devenyns og George Bennett lige så vel agere blylodder, der alene er med for at beskytte hhv. Viviani og Van Poppel, og chancerne for, at vi får en velfungerende gruppe, er således ikke store.

Vi udelukker bestemt ikke, at en gruppe vil kunne holde sig fri, og at det enten ender i en spurt blandt et dusin ryttere, eller at en snu fyr kan lave ”en Meyer” og snige sig væk i finalen. Baseret på sidste års forløb og de relativt kraftige interesser i en spurtafgørelse, tror vi dog mest på en reduceret massespurt. Det helt store spørgsmål er så, hvem der vil overleve de mange passager af stigningen.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Historien gør det lidt svært at komme med meget håndfaste forudsigelser. Selv ganske klatrestærke sprintere er ofte kommet til kort på bakken, og man skal være meget formstærk for at have en chance. Omvendt sad Viviani, der trods øget holdbarhed ikke er den allerletteste sprinter, altså med hjem sidste år, og det viser, at god form virkelig kan bringe de hurtige folk langt i dette løb.

Efter nogen overvejelse peger vi på Danny Van Poppel som vores favorit. Hollænderen er måske ikke feltets allerhurtigste sprinter - den ære tilfalder Viviani og Caleb Ewan - men han er til gengæld sammen med Ryan Gibbons den mest holdbare. Det viste han senest med en fornem præstation på den knaldhårde 3. etape af Tour Down Under, hvor han, Gibbons og Peter Sagan var de eneste overlevende sprintere, og med den form burde der være nogenlunde sikkerhed for, at han sidder med hjem. Lykkes det ham at komme af med Viviani og Ewan - og det burde der være ganske gode muligheder for, hvis det lykkes Mitchelton-Scott og co. at gøre løbet selektivt - vil han have en fremragende mulighed for at gøre arbejdet færdigt i en spurt.

I Tour Down Under spurtede han også ganske glimrende, særligt for de hårdere dage, og han blev således nr. 3 på den nervøse sidevindsetape på næstsidste dag. Farten fejler således intet, og han burde samtidig i en eventuel spurt være ganske frisk, i hvert fald med tanke på de klatrepræstationer, han har leveret siden sidste års Vuelta. Samtidig kan han ganske god støtte fra særligt George Bennett og Robert Gesink, der både vil kunne hjælpe med at skabe samling og sætte ham op til spurten. Med andre ord har han stort set hele pakken, og kan det lykkes ham og Jumbo-Visma at sætte scenen for en reduceret massespurt efter et relativt hårdt løb, tror vi på den første store endagssejr på WorldTouren for Van Poppel.

Vi er meget spændte på at se Caleb Ewan i årets løb. Den lille australier har aldrig tidligere blot forsøgt at få efter sejren i et løb, han altid har anset for at være for hårdt, og de sidste to år har han endda skippet det helt. Nu er han imidlertid med igen og det med ganske god grund. ”The Pocket Rocket” har nemlig i den grad forbedret sin holdbarhed, hvilket han særligt viste med sin 2. plads i sidste års Milano-Sanremo, hvor det kun var Vincenzo Nibalis sene angreb, der forhindrede ham i at ende som en overraskende vinder af årets første monument. Det viser, at han både kan overkomme bakker i finalen og samtidig bevare en friskhed til at spurte, endda efter 300 km. Endnu bedre klatrede han på 3. etape i Tour of California sidste år, hvor han endda slog Peter Sagan på stregen på toppen af en meget stejl bakke, og Ewan har således bevist, at han har en reel chance for at klare sig i dette terræn.

Formen burde også være god. I hvert fald så han stærk ud i Tour Down Under, hvor han særligt var overbevisende i den stigende spurt på 2. etape, der ellers var for svær for mange af de rene sprintere. Det siger alt om, at klatrebenene er skruet fornuftigt på. Omvendt var han ikke i nærheden af noget som helst på den hårde 3. etape, og humørrytteren Ewan har det desværre med at skuffe slemt, når det hele bliver lidt for hårdt. Derfor har vi da også en frygt for, at det ikke vil lykkes for ham at sidde med hjem, men det er bestemt ikke umuligt for en formentlig meget revanchelysten Ewan. Man kan frygte, at han vil mangle lidt støtte i en eventuel finale, men med hjælp fra folk som Tomasz Marczynski og Carl Fredrik Hagen burde han have en rimelig mulighed for med den fart, han viste i sidste uge, også at gøre det færdigt, hvis han overvinder forhindringerne.

Sidste år er endte løbet frustrerende for Elia Viviani. Italieneren overgik alle forventninger ved at overleve stigningerne og kørte endda en fremragende spurt, der lod ham flyve forbi næsten hele det sene udbrud. Desværre kom han akkurat ikke forbi McCarthy, og derfor endte det med en frustrerende 2. plads. Nu har han imidlertid indset, at løbet her er inden for rækkevidde, og derfor er han også denne gang udpeget som klar kaptajn på Deceuninck-Quick Step.

Der er ingen tvivl om, at Viviani bliver meget svær at slå, hvis han sidder med hjem, og formentlig er det kun Ewan, der har en reel chance for at gøre det, ikke mindst fordi han med stor sikkerhed vil have Dries Devenyns som en glimrende lead-out man til slut. Spørgsmålet er bare, om han vil klare stigningerne igen i år. Vi føler os desværre langt fra overbevist efter et Tour Down Under, hvor han ikke just var imponerede. Tværtimod skuffede han fælt ved flere lejligheder, både i den flade spurt på 5. etape og ikke mindst i den stigende spurt på 2. etape. Særligt sidstnævnte kunne indikere, at italieneren, der ellers særligt med sejren i Bretagne Classic i 2017 har vist, at hårde endagsløb nu passer ham fint, slet ikke er så skarp som sidste år, og derfor stiller vi os i den grad tvivlende over for hans chancer. Det ændrer imidlertid ikke på, at han sidste år viste, at han kan klare stigningerne, og som en af feltets to hurtigste i en spurt efter et hårdt løb, hører han naturligvis til blandt topfavoritterne.

Det gør også Daryl Impey, der ligesom sidste år kommer til Geelong sprængfyldt med selvtillid efter endnu en fornem sejr i Tour Down Under. Sidste år var han ganske tæt på, da han sad med de bedste på Challambra og siden i spurten kun blev slået af McCarthy samt passeret af Viviani, der kom flyvende ud af feltet. I år synes formen at være nogenlunde på samme niveau, efter at han kommer til løbet med en flot 3. plads på Willunga Hill i bagagen, og hvis en gruppe kører væk til sidst, bør han være med. Kan han med hjælp fra formstærke Hamilton holde en sådan gruppe fri, står han med fremragende kort på hånden, efter at han på 4. etape i Tour Down Under viste sig hurtigst i en sådan gruppe af klatrere, og han ligner umiddelbart manden, der skal slås, hvis klassikerrytterne kommer af med sprinterne. I en reduceret massespurt vil han helt sikker også forsøge sig, men selvom han ikke er helt uden chance, vil han her formentlig komme til kort overfor de mere udprægede sprintertyper som Van Poppel, der med meget stor sandsynlighed vil sidde med hjem.

Den store sensation i Tour Down Under var Ryan Gibbons, der kom til løbet som Dimension Datas sprinter, men endte med at chokere både sig selv og holdet ved at blive nr. 11 samlet. Ikke blot sad han med de bedste hjem på 4. etape med den stejle Corkscrew-stigning i finalen, han var også ganske tæt på at køre i top 10 på Willunga Hill. Dermed burde der være statsgaranti for, at han klarer Challamra’s Crest, og med de klatreben, han viste i den forgangne uge, kan man sågar end ikke udelukke, at han vil kunne køre med i de angreb, der måtte komme ved sidste passage af bakken. Lykkes det, vil han være manden, der skal slås i en spurt i en lille gruppe, for selvom han skuffede fælt i spurterne på 3. og 4. etape af Tour Down Under, viste han i de mere klassiske massespurter, særligt på de to første etaper, at hans topfart fortsat er glimrende, når han ikke kikser i positionskampen. Også i en reduceret massespurt vil han have gode kort på hånden, særligt hvis Ewan og Viviani er væk, ikke mindst fordi Slagter, Valgren og Ben O’Connor alle har gode muligheder for at kunne give ham en hånd i den absolutte finale. Derfor kan søndagen blive dagen, der endelig bringer Dimension Data tilbage på sporet efter en meget svær tid.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Den uheldige helt fra Tour Down Under, Patrick Bevin, burde egentlig være en af de helt tunge favoritter. Han viste nemlig helt fabelagtig form i etapeløbet, hvor han klatrede bedre end Impey og spurtede lige op med sydafrikaneren i både indlagte og afsluttende spurter, hvor de skiftedes til at slå hinanden. Det helt store spørgsmål er bare, hvordan han er kommet sig efter sit grimme styrt, for selvom han ikke pådrog sig alvorlige skader, var hans præstation på kongeetapen et vidnesbyrd om, at han i hvert fald ikke var fit for fight. Den seneste uge har derfor næppe budt på den ideelle forberedelse, og han er helt sikkert ikke så stærk som inden styrtet. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan vinde, for er han bare kommet sig nogenlunde, burde han have gode muligheder for at sidde med i den gruppe, der ventes at køre væk på Challambra. I en spurt i en sådan gruppe vil han formentlig sammen med Impey være den hurtigste, men hvor sydafrikaneren ventes at have støtte, vil han med stor sandsynlighed være alene. Det kan gøre det svært for ham, som det var tilfældet på 3. og 4. etape i Tour Down Under, men han viste trods alt både på 2. etape og i en indlagt spurt på 5. etape, at han sagtens kan få skovlen under Mitchelton-kaptajnen.

En af løbets klare dark horses er Jasper Philipsen. Vi har længe vist, at han er et af sportens supertalenter, men alligevel var der næppe mange, der havde forventet, at han ville vinde en etape i Tour Down Under. Ganske vist skete det under kontroversielle omstændigheder, men det kan ikke ændre det faktum, at han i den pågældende spurt slog blandt andre Viviani og var meget tæt på også at gå forbi Ewan. Dermed fik han vist, at han er livsfarlig, hvis han sidder med hjem til stregen, ikke mindst fordi han også har vist en meget veludviklet sans for at begå sig i positionskampen. Lykkes det ham at holde sig til, vil han endda i finalen kunne se frem til støtte fra Diego Ulissi, Jan Polanc og Tadej Pogacar på det klatrestærke UAE-hold, og derfor vil han i en reduceret massespurt være et godt vinderbud. Desværre tvivler vi på, at det kommer så langt, for selvom han har en vis holdbarhed, bliver det trods alt svært for ham at sidde med hjem på så hård en rute allerede nu.

Sidste år sejrede Jay McCarthy, men hvor han for 12 måneder siden var en af forhåndsfavoritterne, er han denne gang snarere en outsider. Det skyldes den ret svage præstation i Tour Down Under, hvor han for første gang siden 2015 slet ikke spillede en rolle. Det står derfor hævet over enhver tvivl, at han slet ikke har samme form som i 2018, og chancerne for, at han vil kunne køre med i angrebene på stigningen, er ikke gode. Omvendt burde en uges cykelløb have forbedret ham betydeligt, og normalt burde han være blandt feltets stærkeste på bakker som disse. Samtidig viste han sidste år og ikke mindst med sin massespurtssejr i Baskerlandet, at han i en lille gruppe sagtens kan gøre færdig. Også i en større gruppe vil han sikkert forsøge sig, men her kræver det, at der er ryddet ud i de mere klassiske sprintertyper, hvis han skal vinde.

Astana stiller med Luis Leon Sanchez, der som altid er flyvende på denne tid af sæsonen. I Tour Down Under var han ubetinget en af de stærkeste på bakkerne, og det vil den stabile Sanchez utvivlsomt også være på søndag. Desværre har han brug for et temmelig hårdt løb for faktisk at vinde. I en reduceret massespurt får han det i hvert fald svært mod de hurtigere folk. I en mindre gruppe vil han have en chance, men vi så også i Tour Down Under, at han mod Impey og Bevin har det svært. Omvendt viste han også på 3. etape, at han med den rette timing måske kan overraske, særligt hvis løbet har været meget selektivt.

Astana har også et andet meget stærkt kort i Davide Ballerini. Ganske vist så vi i Tour Down Under, at han endnu ikke er på toppen, men helt gal var formen heller ikke, i hvert fald ikke da han angreb mod slutningen af den hårde 3. etape. Benene rækker næppe til at køre et specielt offensivt løb, men han burde have ganske gode chancer for at sidde med hjem. Hans fantastiske sejre i sidste års Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti vidner om hans afslutterevner efter hårde løb, og han burde derfor nok kunne gøre sig gældende i en reduceret massespurt. At tro på sejr mod de hurtigere folk er nok en kende optimistisk, men med lidt held kan det lade sig gøre.

Tour Down Under blev desværre endnu et vidnesbyrd om, at Diego Ulissi slet ikke er så stærk som tidligere, og derfor kan det se svært ud for ham at vinde. Omvendt må man formode, at han trods alt vil være blandt de bedste på Challambra, og kan han komme væk i en lille gruppe, er han slet ikke en dårlig afslutter, heller ikke selvom han foretrækker stigende spurter. Hans største force er dog UAE-mandskabets kollektive styrke. Kan de få Ulissi, Tadej Pogacar og Jan Polanc med i en lille gruppe til slut, kan de måske med offensiv og taktisk klog kørsel snyde de andre, og i det tilfælde vil Ulissi være deres bedste kort.

Michael Woods havde et skuffende Tour Down Under, hvor hans forsøg på at følge Richie Porte på Willunga Hill kostede ham det ventede topresultat. Det ændrer dog ikke på, at han var en af de absolut stærkeste på stigninger, og det vil han være igen søndag, hvor de stejlere procenter på Challambra passer ham bedre end de relativt lette skråninger på Willunga. Desværre er løbet en anelse for let for ham, og selvom han er hurtig på stregen, er det svært at se ham besejre folk som Impey og Bevin. Han kan imidlertid håbe, at han sammen med andre superklatrere som Porte, Wout Poels og George Bennett måske kan køre væk. Lykkes det, gør hans spurt ham til favorit.

EF Education kan imidlertid også satse på Alberto Bettiol. Skader gjorde 2018 til en mindre katastrofe for den ellers så lovende italiener, men nu skulle han være tilbage på sporet. Med sin offensive kørsel på 3. etape viste han også fornuftig form i Tour Down Under, også selvom han tydeligvis er langt fra sit topniveau. Dette er imidlertid et løb, der burde passe ham glimrende, og ender det i en spurt i en gruppe, burde han kunne forsøge sig. Det kan nok blive svære at vinde, særligt fordi han er bedst i stigende spurter, men helt uden chance er han ikke.

Katusha burde egentlig i Nathan Haas have en af topfavoritterne. Australieren er nemlig stærk i terræn som dette, og samtidig har han udviklet sin spurt voldsomt i 2018, hvor han i Tour of Turkey sågar var med helt fremme i deciderede massespurter. Desværre var hans form i Tour Down Under på grænsen til katastrofal, og han tilbragte det meste af tiden som et lidende blylod allerbagerst i feltet. Derfor er det også svært at tro særligt meget på den altid så ustabile australier, men skulle det ende i en spurt, og har han fundet lidt bedre ben, burde han nok kunne sidde med. Her vil han sikkert forsøge sig, og i en spurt kan meget som bekendt ske.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Katusha har imidlertid også et andet kort i unge Dmitry Strakhov. Ganske vist er han nyprofessionel, men sidste år viste han i de spanske løb, at han sagtens kan gøre sig gældende mod WorldTour-ryttere. Hans speciale er netop at spurte efter et hårdt løb i kuperet terræn, og selvom han måske nok kunne have ønsket sig en sværere finale, burde han med fornuftige ben, han viste i sidste uge, kunne gøre sig gældende. Han vil, hvis Haas falder fra, sikkert forsøge sig i en reduceret massespurt, og selvom han næppe vinder, er et godt resultat inden for rækkevidde. Katushas mest formstærke klatrer er Ruben Guerreiro, men selvom han bestemt ikke er langsom og således en ganske oplagt top 10-kandidat, er det meget svært at se, hvordan han skal vinde løbet.

Løbets bedste klatrer er utvivlsomt Richie Porte, men dette er ikke just et løb for den ellers så formstærke australier. Løbet er ganske enkelt for let, og da han samtidig ikke kan spurte, kræver det et helt perfekt forløb, hvis han faktisk skal vinde. Omvendt var hans præstation i den hårde modvind på Willunga Hill så sublim, at man faktisk ikke kan udelukke, at han vil kunne køre fra alt og alle. Det bliver en monumental opgave at køre alene hjem, men Peter Kennaugh har vist, at det trods alt kan lade sig gøre. Skulle det ikke lykkes, vil Trek have hurtige, men ret formsvage Jarlinson Pantano til en reduceret massespurt.

Michael Valgren havde et ganske skuffende Tour Down Under, men omvendt var det ikke helt uventet, at han i januar ikke helt har benene til at matche klatrerne på stigningerne. Heldigvis kan han nu se frem til et endagsløb, der burde passe ham betydeligt bedre, og samtidig mp man formode, at formen er i fremgang. Der er ingen tvivl om, at Valgren ikke er løbets stærkeste, men det var han heller ikke i hverken Amstel Gold Race eller Omloop Het Nieuwsblad. Alligevel lykkedes det ham med sin gode næse for at køre finaler alligevel at vinde, og det kan måske give ham en chance, hvis han atter sidder med i en lille gruppe, særligt hvis det stærke Dimension Data-hold også kan få en eller flere af Tom-Jelte Slagter, Ben O’Connor eller Gibbons med. Slagter ville normalt også være et godt kort, da han tillige er ganske hurtig, men vi tvivler på, at han har tilstrækkeligt med fart og form efter et skuffende Tour Down Under, og han kan meget vel ende med at skulle køre spurten for Gibbons.

Endelig vil vi pege på Daniel Oss. Der er næppe mange, der tænker på den store italiener i dette løb, men man skal ikke glemme, at han sidste år faktisk sad med de bedste på Challambra og siden spillede en vigtig rolle for McCarthy. Har han de samme ben igen denne gang, efter at han viste fornuftig form i Tour Dwon Under, kan det scenarium måske gentage sig, og skal han denne gang ikke tage hensyn til en formsvag McCarthy, kan brøkstærke Oss, der også kan spurte til husbehov, blive farlig i en lille gruppe.

Andre kandidater til et hårdt løb er Dylan Van Baarle, Wout Poels, Dries Devenyns, Dylan Van Baarle og George Bennett, men det er svært at se dem vinde. I en spurt vil Jens Debusschere måske kunne gøre sig gældende, men chancerne for, at han overlever, er små. Andre gode og holdbare afsluttere er Owain Doull, Dion Smith, Marco Haller og Viacheslav Kuznetsov.

OPDATERING: Patrick Bevin er desværre fortsat så mærket af sit styrt, at han ikke stiller til start.

OPDATERING 2: Nathan Haas har fundet forklaringen på sine svage præstationer. Australieren lider af sygdom og må melde forfalde. Katusha-Alpecin vil derfor satse på Ruben Guerreiro og Dmitry Strakhov, der begge er omtalt ovenfor.

***** Danny Van Poppel

**** Caleb Ewan, Elia Viviani

*** Daryl Impey, Ryan Gibbons, Jasper Philipsen, Jay McCarthy

** Luis Leon Sanchez, Davide Ballerini, Diego Ulissi, Michael Woods, Alberto Bettiol, Dmitriy Strakhov, Richie Porte, Michael Valgren, Daniel Oss

* Tom-Jelte Slagter, Dries Devenyns, Ruben Guerreiro, Wout Poels, Jarlinson Pantano, Dylan Van Baarle, Jens Debusschere, Owain Doull, Dion Smith, Marco Haller, Chris Hamilton, George Bennett, Tadej Pogacar, Jan Polanc, Viacheslav Kuznetsov

Danskerne

Som nævnt ovenfor er Michael Valgren en outsider til et løb, der passer ham udmærket, men formen i Tour Down Under var ikke overbevisende, og samtidig skal han måske køre for den meget formstærke Ryan Gibbons. Han får på Dimension Data opbakning fra Lars Bak , der er her i en hjælperrolle. På Deceuninck-Quick Step skal Michael Mørkøv og Mikkel Honoré støtte Elia Viviani, primært nok i den tidlige fase. Endelig gør Jonas Gregaard WorldTour-debut på et Astana-hold, hvor han skal støtte Luis Leon Sanchez og Davide Ballerini.

Tidligere års udgaver af løbet

Du kan gense Jay McCarthys sejr fra 2018, Nikias Arndts sejr fra 2017, Peter Kennaughs sejr fra 2016 og Gianni Meersmans sejr fra 2015.