Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Clasica San Sebastian

Optakt: Clasica San Sebastian

02. august 2019 18:56Foto: Sirotti

Tour de France er ovre, og det er derfor blevet tid til den traditionelle revanchematch mellem løbets klatrere. De baskiske stigninger, specielt den ikoniske Alto de Jaizkibel, udgør den perfekte scene for denne ved Clasica San Sebastian, hvor mange af Tour-stjernerne kæmper om sejren i Spaniens største endagsløb mod mange af de store navne, der skippede den franske grand tour. For nogle er det en sidste chance for at udnytte Tour-formen, og for andre er det det første store mål i anden halvdel af sæsonen. Den kombination skaber altid et fantastisk cykelløb, når feltet begiver sig ud i det kuperede terræn omkring den spanske turistdestination.

Løbets rolle og historie

Spanien er et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og sporten har en rig historie i landet. Cykelkulturen er imidlertid mærkbart anderledes end i mange andre etablerede cykelnationer. Mens Belgien altid har lagt mest vægt på endagsløb, spiller den type begivenheder nærmest ingen rolle på Den Iberiske Halvø, hvor det næsten udelukkende handler om etapeløb. Mange af disse løb er ganske vist forsvundet, men Spanien havde engang verdens klart mest imponerende serie af kuperede etapeløb.

 

Modsat har der aldrig været mange endagsløb i Spanien, og de få spaniere, der har begået sig i klassikerne, har aldrig fået meget anerkendelse i hjemlandet - bare spørg Juan Antonio Flecha og Oscar Freire. Der er dog ét endagsløb, der skiller sig ud fra de øvrige og har kæmpet sig til en plads i cykelsportens højeste division: det kuperede Clasica San Sebastian.

 

Mens mange andre klassikere får deres anseelse i kraft af deres lange historie, er Clasica San Sebastian i en helt anderledes position. Første udgave blev afviklet i 1981, og der er således tale om en ret ny begivenhed. Alligevel var det fra start i stand til at tiltrække både de største spanske og udenlandske stjerner, der var inspirerede af det kuperede terræn og passionen i den baskiske cykelkultur. Da World Cuppen blev skabt i 1989, var Clasica San Sebastian således med det samme med på listen over de fineste endagsløb, selvom det kun have 8 år på bagen. Da ProTouren (der nu er kendt som WorldTouren) så dagens lys i 2005, var løbet igen med på kalenderen over de største løb.

 

Den anerkendelse er berettiget. Som en velorganiseret begivenhed i en af de mest cykelgale regioner i Europa tiltrækker det altid et klassefelt af klatrere og ardennerspecialister, der trives på de baskiske stigninger. Med sin placering mindre end en uge efter afslutningen på Tour de France har løbet fundet sin egen unikke rolle på cykelkalenderen som den perfekte revanchematch for Tourens bedste klatrere. Disse Tour-stjerner blander sig med mange af de store navne, der var fraværende i de tre uger på de franske landeveje, og for denne gruppe er løbet det første mål i en lang efterårssæson. Tidligere blev løbet afviklet en uge senere, men den seneste ændring af kalenderen har givet løbet et yderligere boost, da det nu er tættere på Touren, hvilket gør det lettere for Tour-stjernerne at bevare formen inden en pause.

 

Som det er tilfældet for mange andre spanske løb, har dets eksistens været truet i de senere år, og i februar 2012 advarede arrangørerne om, at hverken Clasica San Sebastian eller Baskerlandet Rundt ville kunne overleve, hvis man ikke fandt en ny storsponsor. UCI overvejede at gribe ind for at redde to af sportens store løb, men til sidst var det den spanske bank Sabadell Guipizcano, der sikrede deres fremtid.

 

Løbets ikoniske stigning er Alto de Jaizkibel, der traditionelt har været stedet, hvor udskilningen skal skabes inden det flade indløb til målet i kystbyen San Sebastian. Med et ønske om at gøre løbet hårdere besluttede man i 2010 at inkludere en anden passage af bjerget, og siden da har både Jaizkibel og den efterfølgende Arkale-stigning været på programmet to gange. Det har utvivlsomt gjort løbet hårdere og vanskeligere at kontrollere i finalerne.

 

I 2014 ændrede man igen ruten. Arrangørerne var frustrerede over ikke at kunne promovere byen San Sebastian tilstrækkeligt, og derfor besluttede man, at en større del af finalen skulle finde sted i byen. Efter de to passager af Jaizkibel og Arkale fulgte man den traditionelle rute tilbage til bycentum, men afsluttede nu løbet med en omgang på en 16,2 km lang rundstrækning. Den var ganske vist hovedsageligt flad, men inkluderede den meget stejle 3 km lange stigning til Hotel San Sebastian, hvor en gennemsnitlig stigningsprocent på 9% og et maksimum på hele 22% gjorde det til en meget svær finale. Toppen kom med bare 8,3 km til mål, og det ændrede afgørende på dynamikken i løbet, fordi det gav de gode klatrere langt bedre mulighed for at skabe udskilning. I 2016 havde man planer om at benytte samme finale, men måtte i sidste øjeblik vælge en anden opkørsel til hotellet. Det gjorde stigningen en anelse lettere, men ændrede ikke afgørende på løbets karakter, som har været bibeholdt siden dengang.

 

Clasica San Sebastian er ofte et af de sværeste løb at forudsige, da Tour-rytternes form altid er et helt åbent spørgsmål. Nogle kommer ud af løbet med et boost, mens andre er helt døde og ofte først meget sent beslutter, om de overhovedet stiller til start. Det betyder også, at startlisten altid undergår store forandringer helt indtil de sidste 24 timer inden løbet.

 

Samme mønster vil utvivlsomt gentage sig i år, og derfor er det i skrivende stund uklart, hvem der stiller til start. I år er der imidlertid ikke et OL at tage hensyn til, og det har gjort det muligt at tiltrække flere af Tourens stjerner. Således planlægger Alejandro Valverde, Mikel Landa, Egan Bernal, Enric Mas, Greg Van Avermaet, Michael Woods, David Gaudu, Wout Poels, Tim Wellens, Ties Benoot, Adam Yates, Simon Yates, Dylan Teuns, Roman Kreuziger, Bauke Mollema, George Bennett, Laurens De Plus, Ilnur Zakarin, Dan Martin og Rui Costa, der alle spillede roller i Frankrig, alle at stille til start - og de udgør endda blot en brøkdel af Tour-rytterne - mens Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Ivan Sosa, Tao Geoghegan Hart, Hugh Carthy, Felix Grossschartner og Remco Evenepoel er blandt de navne, der bruger løbet som en del af starten på anden del af sæsonen.

 

Sidste år udgjorde løbet atter en stor Tour-revanche, og det blev da også en af Tourens helte, der sejrede. Med en af sine klassiske forceringer mod toppen af den stejle mur til sidst fik Julian Alaphilippe kontakt med den ensomme Bauke Mollema, og sammen holdt de forfølgerne bag sig, inden Alaphilippe som forventet spurtede sig til sin første sejr i løbet. Anthony Roux spurtede sig til en 3. plads som første mand i en ni mand stor forfølgergruppe. Alaphilippe har trods en hård Tour alligevel valgt at gå efter et titelforsvar, og han er igen oppe mod Mollema, der håber at fortsætte en serie, som betyder, at han har været på podiet fire gange de seneste fem år. Efter sidste års 3. plads vender Roux også tilbage i håb om at få det sidste ud af Tour-formen.

 

Ruten

Clasica San Sebastian fulgte i flere år et ret fast mønster, men som nævnt ovenfor har man to gange inden for de seneste 10 år foretaget væsentlige ændringer. Traditionelt har der været en indledende strækning gennem de baskiske bjerge, hvor man har trættet rytterne inden den store finale, og siden er løbet blevet afgjort på den svære rundstrækning med de klassiske stigninger Jaizkibel og Arkale. Siden 2010 har de begge været på programmet to gange, inden rytterne igennem fladt terræn er kørt tilbage til den store afslutning på boulevarden i San Sebastian.

 

Som nævnt besluttede man at foretage endnu en afgørende ændring forud for 2014-udgaven, og tilføjelsen af den 16,2 km lange rundstrækning med en meget stejl stigning forandrede løbets dynamik totalt. Den indledende kuperede strækning har varieret lidt, men er blevet forkortet og gjort nemmere med færre stigninger. Siden 2014 har løbet dog haft en i alt væsentligt uforandret finale med de to passager af Jaizkibel og Arkale efterfulgt af rundstrækningen med muren op til hotellet i San Sebastian - en stigning, der dog blev ændret i 2016, hvor sikkerhedskrav fra UCI tvang arrangørerne til at benytte en opkørsel stigning i finalen. Den var knap så stejl, gjorde løbet 1200 m længere og kom lidt længere fra målstregen, men det ændrede dog ikke afgørende på løbets karakter.

 

Det laves der imidlertid om på i 2019, hvor løbet ændres afgørende. Mange vil helt sikkert mene, at det er at gøre vold mod løbets identitet, og det kan man med nogen ret give dem ret i. Arkale-stigningen udgår, og ikoniske Jaizkibel skal i år blot forceres en enkelt gang næsten 100 km fra mål. Nok har den med den nye rundstrækning spillet en mindre rolle i de senere år, men denne gang vil den nærmest være at regne som en parentes. I stedet skal man som noget nyt efterfølgende over den noget sværere Erlaitz-stigning, inden det hele slutter med en forlænget rundstrækning omkring San Sebastian, hvor der udover muren op til hotellet er en tidligere stigning, Menizorrotz, som blot er muren i en forlænget udgave, og som skal passeres med knap 40 km igen, inden det gælder den stejle rampe i den absolutte finale.

 

Distancen er derimod stort set, som den plejer, idet der skal tilbagelægges 227,3 km, der både starter og slutter i San Sebastian. Løbet indledes som altid med en omgang på en stor rundstrækning omkring kystbyen, men denne gang altså en ny en af slagsen. Den første del af løbet foregår imidlertid langs kysten, hvor man kører mod vest, og er derfor næsten helt flad. Det er således først, når man drejer mod syd, begiver sig ind i landet, at løbet ændrer karakter. Det sker, når man efter 27,0 km når toppen af kategori 3-stigningen Meaga (3,7 km, 3,4%), hvorefter endnu et fladt stykke leder mod syd og sydøst frem til kategori 2-stigningen Iturburu (7,1 km, 4,9%), hvis top nås efter 59,6 km. Den sidste udfordring i denne indledende del kommer efter, at man er fortsat mod syd, øst og til sidst nord og udgøres af kategori 3-stigningen Alkiza (4,4 km, 6,1%), hvis top rundes efter 78,9 km. Herefter leder småkuperet terræn mod nordøst og ud mod kysten, hvor man i de senere år har ramt Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen.

 

Denne første del af løbet er den samme som sidste og sværere end tidligere år, men vil alligevel hovedsageligt tjene det formål at få skabt det tidlige udbrud. Traditionelt får de et relativt stort forspring, men det vil hurtigt falde, når jagten sættes ind, og farten øges frem mod løbets mest ikoniske stigning.

 

Løbet følger herfra fortsat samme format som sidste år, når man drejer mod nordøst, forlader vandet og tager hul på den ikoniske kategori 1-stigning Alto de Jaizkibel (7,5 km, 5,8%). Stigningen kommer i to omgange med et lettere stykke indimellem og flader ud nær toppen, og de svære passager har procenter på 7-8. Ligesom tidligere år det stadig er for tidligt for favoritterne at spille ud, men her ser man ofte en udskilning i udbruddet og i feltet, hvor flere hold som regel er interesserede i at gøre løbet hårdt.

 

Toppen rundes efter 133,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst og syd ned til Irun. Her plejer man at sætte kursen mod Arkale, men i stedet fortsætter man denne gang mod syd og vest op ad den nye kategori 1-stigning Erlaitz (3,8 km, 10,6%, max. 13%), der er rigtig klassisk baskisk mur. Toppen kommer efter 157,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mods nordvest tilbage til kysten, hvor man igennem fladt terræn kører ind til San Sebastian, hvor man efter 178,1 km kører en indlagt spurt og 1,0 km senere krydser stregen for første gang.

 

Løbet afsluttes nu med en omgang på en 48,2 km lang rundstrækning, der er en forlænget udgave af den, vi kender fra de seneste år. Fra centrum af byen går det igennem fladt terræn mod nordvest væk ud mod udkanten, hvor man rammer den velkendte finalestigning. Denne gang går den imidlertid under navnet Mendizorrotz, fordi man på toppen drejer mod sydvest for at køre endnu længere op end man plejer. I alt bliver det således en 4,1 km lang kategori 2-stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,3%, men som over de første 2 km stiger med hele 11,3% i snit og når op på 19%. Den ”nye” del af stigningen er de sidste 2 km, der bare stiger med 4,5% og leder frem til toppen, der rundes, når der resterer 36,8 km.

 

Efter stigningen venter en teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest tilbage til kysten, hvor man drejer mod øst for igennem fladt terræn at køre forbi den sidste spurt, der er placeret efter 206,4 km, og tilbage mod centrum af San Sebastian. I udkanten drejer man imidlertid atter mod sydvest for endnu engang at køre op ad den velkendte finalestigning, som er i kategori 2. Denne gang kører man den, som man ”plejer”, så den i alt bliver 2,1 km lang og stiger med 10,1% i snit og med mellem 11,5% og 14,7% over den sidste kilometer. Toppen rundes med 8,3 km igen, og den sidste del kan inddeles i to. Først følger en meget hurtig og let nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst tilbage mod byens centrum, hvorefter de sidste 3 km er helt flade. De foregår langs den brede kystboulevard, inden der venter skarpe sving med 1100, 600 og 300 m til stregen. I de seneste år har det været scenen for en hektisk jagt mellem en enlig eller et par ryttere, en lille forfølgergruppe og en lidt større gruppe, hvor taktik, køligt overblik og evnen til at samarbejde har spillet en helt afgørende rolle i at krone vinderen af årets udgave af Spaniens største endagsløb.

 

Løbet har i alt 3966 højdemeter, hvilket er godt 100 færre end sidste år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Selvom Baskerlandet er kendt for regnvejr, finde Clasica San Sebastian som regel sted i bagende varme. Sådan vil det nu ikke være i år, hvor alt tyder på, at der venter en nærmest ideel dag til et cykelløb. Himlen ventes at være skyfri, men alligevel vil temperaturen holde sig på mere behagelige 26 grader. Vinden vil blot være let og komme fra nord, hvilket naturligvis vil give vind fra alle retninger på den kringlede rute. Der til være sidemodvind på Jaizkibel, men sidemedvind på Erlaitz, inden man får sidevind på turen ind mod San Sebastian. På den afsluttende rundstrækning vil der være sidemodvind på den stejle del af de to stigninger - kun på den del, der kun køres første gang, vil der være sidemedvind - men derudover vil der hovedsageligt være sidevind. Efter sidste stigning vil der være sidemodvind på stykket tilbage mod centrum, inden man får sidemedvind efter sidste sving.

 

Favoritterne

Clasica San Sebastian har altid været en af de klassikere, der er sværest at forudsige. Det skyldes, at favoritfeltet i stort omfang udgøres af ryttere, der kommer direkte fra Tour de France, og det er praktisk talt umuligt at vide, hvordan de er kommet sig efter tre ugers strabadser på de franske landeveje. Ryttere, der har virket døde i Tourens tredje uge, kan pludselig vise storform i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet, da Alejandro Valverde vandt for fem år siden efter nærmest at være knækket helt og have smidt en podieplads i Touren væk, og i forbindelse med Bauke Mollemas sejr for tre år siden eller 2. plads sidste år eller Tony Gallopins 2. plads i 2017. Omvendt har ryttere, der har sluttet Touren godt af, ofte vist sig at være helt færdige i den spanske klassiker. Hvis man dertil lægger, at der i feltet også findes en stribe ryttere, der stort set ikke har kørt løb i mere end en måned og ofte kommer direkte fra en højdetræningslejr, er det ikke mærkeligt, at løbet ofte har lidt præg af lotteri. I nyere tid har blandt andre Adam Yates med sin sejr samt Tom Dumoulin i 2017 vist, at det kan lade sig gøre at køre finale, selvom man ikke har Touren i benene, men grundlæggende viser historien dog med alt tydelighed, at det som regel er de friskeste af Tour-rytterne, der kan begå sig.

 

Samtidig har løbet med ruteændringen ændret markant karakter, og det hjælper heldigvis lidt med at forudsige begivenhedernes gang. På den gamle rute var der så langt fra de sidste stigninger til mål, at adskillige forskellige scenarier var mulige. Her var det ofte held, timing og dygtighed i det flade indløb mod San Sebastian, der afgjorde løbet, og det betød, at løbet kunne vindes af en langt større gruppe ryttere.

 

Det er ikke tilfældet med den afslutning, der har været benyttet siden 2014. Finalestigningen er så stejl, at kun de allerbedste klatrere og ardennerspecialister kan være med, og de dage, hvor man med lidt held kan snige sig væk til en sejr, er definitivt ovre. Det betyder imidlertid også, at løbet er langt mere kontrolleret. Tidligere skulle favoritterne spille med musklerne allerede på sidste passage af Jaizkibel. Nu er situationen helt anderledes, idet alle ryttere med en reel vinderchance venter til sidste stigning, inden de forsøger at gøre forskellen, og vi har set, at løbet har været meget kontrolleret i de seneste år.

 

Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvad årets ruteændring betyder. Der er ingen tvivl om, at den er foretaget med det formål at bryde lidt af kontrollen og åbne for mere offensiv kørsel, og det burde også være en sandsynlig konsekvens. I hvert fald er den nye Erlaitz-stigning langt mere modbydelig end Jaizkibel og en typisk baskisk mur, som vi kender dem fra Baskerlandet Rundt. Dertil kommer, at to ture op ad den stejle finalestigning - første gang endda i forlænget version - betyder, at der nu er hele tre ”rigtige” baskiske stigninger mod slutningen af løbet, hvilket bør kunne skabe betydeligt mere udskilning Jaizkibel, der måske nok er løbets vartegn, men heller ikke verdens sværeste stigning.

 

Alligevel er det meget tænkeligt, at det hele koges ned til den nu efterhånden klassiske afslutning på muren og til hotellet. Erlaitz kommer trods alt for tidligt og efterfølges af så meget fladt, at det ikke giver mening at iværksætte en offensiv allerede her. Den første tur på ad muren kommer også mere knap 30 km til mål, og da det kun er de første 2 km, som er svære, kan man næppe her opbygge et forspring, der ikke kan holde hele vejen hjem.

 

De to stigninger er således ikke specielt velegnede til angreb, men det betyder ikke, at de ikke vil spille en rolle. Tværtimod er de perfekt til at skabe en tidlig udskilning og forhindre, at vi får den slags gigantfelter, vi har haft de senere år, hvor alle har ventet til allersidst. Det har også givet en vild positionskamp frem mod den sidste mur - en kamp, der sidste år førte til et styrt, som sendte Primoz Roglic og Daniel Martin ud af billedet og Egan Bernal og Mikel Landa på hospitalet med svære skader. Med andre ord forventer vi et felt, der til slut er mindre og mere mærket, og det kan forhåbentlig gøre, at det til slut handler lidt mere om benene og så meget om positionering, selvom position altid vil være en nøglekomponent på den smalle gedesti af en mur.

 

I tidligere år har Alejandro Valverde været den naturlige favorit, og det har betydet, at Movistar - ofte sammen med Joaquim Rodriguez’ Katusha-mandskab - har taget ansvar for at kontrollere løbet. Rodriguez er imidlertid for længst fortid, og sidste år var Valverde end ikke til start. Det har gjort ansvarsfordelingen i feltet en anelse mere uklar, men der har alligevel altid været folk til at stå for arbejdet. Det må også ventes at være tilfældet i år, hvor Deceuninck med Julian Alaphilippe, Movistar med Valverde og lokale Mikel Landa, Ineos med Egan Bernal og Trek med Bauke Mollema, som har en fantastisk historik i løbet, alle kan ventes at bidrage til at holde det tidlige udbrud i snor i den lange, ikke specielt vanskelige første fase.

 

Jaizkibel kommer nok i år lidt for tidligt til at blive brugt til det helt store, men der må være hold med en interesse i at trætte Alaphilippe senest på Erlaitz. Her kan vi sagtens vente os angreb, men det mest sandsynlige er vel, at der skal lægges pres på for at tære på franskmandens kræfter. Det virker oplagt, at det er en opgave for Movistar, der har hele to vinderkandidater, men måske især for Ineos, hvis Bernal vitterligt - og det er i skrivende stund ubekræftet - vitterligt stiller til start. Noget lignende vil formentlig ske på den første tur op ad muren, der er så stejl, at der være ryttere, der vil forsøge sig, men som sagt betyder det lette efterfølgende stykke, at der bør kunne skabes samling frem mod anden og sidste tur op ad stigningen, dog i et mindre felt end vanligt. Det vil gøre positionskampen en anelse mindre hektisk, men uden tvivl stadig så voldsom, at alene den vil gøre det svært for et lidt tidligere fremstød at holde hjem.

 

Til slut er der som sagt tale om samme stigning, som blev benyttet i 2016, 2017 og 2018. Den er en anelse lettere end den, man anvendte i 2014 og 2015, men det er fortsat en meget svær sag. Det så man i de foregående år, hvor kun hhv. fire, tre og to mand var tilbage, da man rundede toppen, og det er bestemt muligt for en enlig rytter at køre hjem fra stigningen, som Adam Yates gjorde på den tidligere bakke i 2015. Er der imidlertid stadig samling i en lille gruppe på toppen, vil det ofte blive meget taktisk, og så er flere muligheder åbne. Timing og snilde kan gøre det muligt for en enlig rytter at angribe henover toppen, på nedkørslen eller det sidste flade stykke, som Mollema gjorde i 2016 og Valverde i 2014. Det er imidlertid også muligt, at samarbejdet vil være så dårligt, at en større gruppe kan komme tilbage. Det kan betyde, at vi får en spurt i en gruppe på 10-15 mand, og selvom det ikke er sket endnu, har vi ikke været langt fra et sådant scenarium. Det er derfor bestemt ikke nogen ulempe at besidde en vis spurtstyrke.

 

Igen i år er feltet karakteriseret ved, at langt de fleste af favoritterne kommer fra Touren, ikke mindst fordi mange af de øvrige ryttere foretrækker at stille til start i Tour de Pologne, der indledes samme dag. Det betyder som sagt, at formniveauet hos favoritterne kan være ganske uforudsigeligt, og det gør som altid løbet til en meget åben affære, hvor man som sagt slet ikke kan vide sig sikker på, at formniveauet fra Tourens sidste uge automatisk kan overføres til dette løb, der næsten altid byder på overraskelser.

 

Det betyder også, at Julian Alaphilippe ikke er den soleklare favorit, han ellers burde være. Ruten passer ham ellers helt perfekt, for der er vel ingen i denne verden, der er så god på stejle mure som netop ham. Det er i hvert fald ikke noget tilfælde, at han nu to gange i træk har vundet Fleche Wallonne, vandt dette løb sidste år og allerede har vundet flere etaper i Baskerlandet, for Alaphilippe er ganske enkelt skabt til det baskiske terræn. Det ændrer årets nye rute ikke på, for selvom den større udskilning og et generelt hårdere løb reducerer hans chancer en anelse, er der fortsat tale om korte, stejle stigninger med masser af pause ind i mellem, præcis som manden med det guddommelige punch foretrækker det.

 

En Alaphilippe i topform vil således også være meget svær at slå, som det da også var tilfældet sidste år. Ingen har hans punch på murene, og i en spurt kan han slå dem alle. Hans hold er denne gang endda også enormt stærkt, da han bakkes op af Enric Mas og kometen Remco Evenepoel, og det er således kun Alaphilippe selv, der står i vejen for en sejr. Problemet er nemlig, at franskmanden oplevede en Tour, der var langt hårdere og mere opslidende end ventet, og derfor herskede der også en del tvivl om, hvorvidt han ville droppe San Sebastian for at komme sig. Når han alligevel har meldt sig til i stedet for at sole sig i hyldest og score kassen i diverse gadeløb, må det skyldes, at han føler sig klar til at forsvare titlen. Med den kraftanstrengelse, han leverede i Frankrig, er en klassisk Alaphilippe-eksplosion ganske sandsynlig - vi så blandt andet sidste efterår, hvor han skippede Lombardiet helt, at tanken pludselig var tom - men hans tidlige tilmelding er så godt et tegn, at vi tror, at han kroner sin sommer ved at forsvare titlen, inden den langt om længe står på pause.

 

Hans værste rival må være Alejandro Valverde. Vi var ellers sikkert mange, der frygtede, at den spanske veteran aldrig ville blive sig selv igen, efter at han faldt helt igennem i løbet af foråret og mildt sagt ikke imponerede i starten af Touren. Den mistanke fik han heldigvis lagt i graven med en fremragende afslutning på den franske grand tour, hvor han ikke blot atter viste sig konkurrencedygtig, men sågar også imponerede i høje bjerge, som ellers har været hans store svaghed. Han leverede endda sin bedste præstation til allersidst, hvor han blev nr. 2 i Val Thorens i mere end 2300 m højde, og det viser, at han kommer ud af løbet i fremragende form.

 

Tager han den med sig hjem til Spanien, har han alle chancer for at tage en tredje sejr i San Sebastian. Han skippede løbet i 2018 og var som bekendt skadet i 2018, men forud for det endte han på podiet fire år i træk med én 1. plads, én 2. plads og to 3. pladser. Faktisk har han været på podiet hele seks gange, og det siger alt om, at det er et løb, der passer ham, især nu hvor den nye mur i finalen gør det hele en smule mindre taktisk. I de foregående udgaver har det knebet med at holde det samlet efter stigningen, men her kan han i år regne med støtte fra Mikel Landa, der har tradition for altid at køre stærkt, ligesom han kan håbe, at også Alaphilippe kunne være interesseret i at sikre samling til en spurt. De to er på flad vej nogenlunde lige hurtigere, men franskmanden er også den eneste af favoritterne, der har en chance mod Valverde på de sidste meter. Derfor kan Valverde meget vel sikre sig lidt tiltrængt succes ved at vinde sit hjemmebaneløb for tredje gang.

 

I skrivende stund er det stadig ubekræftet, men angiveligt er det onsdag aften stadig muligt, at Egan Bernal bliver den første Tour-vinder siden Carlos Sastre i 2008 til at stille til start i San Sebastian. En sejr i Frankrig indebærer ellers ofte så meget hurlumhej, at turen til Spanien aflyses - ikke mindst fordi der er pæne penge at hente ved at stille til start i diverse gadeløb med en gul trøje på skuldrene. Hvis hans udtagelse bekræftes, må Bernal til gengæld være opsat på revanche, efter at han sidste år blev kørt i sygesengen med så svære skader, at han missede det meste af resten af sæsonen, ikke mindst en gylden chance for at blive verdensmester. Denne gang har han endda en endnu bedre chance, for den hårdere rute vil alt andet lige altid være en fordel for en ren klatrer som ham i forhold til mere eksplosive folk som Valverde og Alaphilippe, og han har et fremragende Ineos-mandskab til at hjælpe med at gøre løbet hårdt.

 

Bernal kom åbenlyst ud af Touren i fremragende form, og har han ikke mistet for meget af den som følge af al den megen festivitas og opmærksomhed de seneste dage, er han vel bedste bud på en rytter, der kan køre alene hjem på muren. Efter den lille nedtur på 6. etape i Touren har han dog stadig til gode at vise, at han også er god på stejle procenter, hvor han ikke på samme måde kan få glæde af sin siddende klatrestil, og det kan skabe lidt usikkerhed om hans evner på denne rute. Løbets bedste klatrer er han dog med sikkerhed, og han har endda både punch og spurtstyrke. Nu skal han vise, at han fortsat har bevaret formen og ikke har ladet sig slå alt for meget ud af Tour-festlighederne.

 

Primoz Roglic står ikke på den foreløbige startliste, men han har tidligere meldt ud, at han overvejer at bruge løbet som trædesten frem mod Vueltaen. Det er klart, at vi efter hans lange løbspause ikke helt kan vide, hvor han står, men enhver, der så Roglic i løbet af foråret vil vide, at han stort set altid er konkurrencedygtig. Han kom blæsende ud til UAE Tour, som han vandt, og han var i særklasse i Tour de Romandie, der var sidste løb inden Giroen. Det er klart, at Tour-rytterne som regel har en fordel i San Sebastian, men Tom Dumoulin viste i 2017, at man sagtens kan køre med om sejren, selvom man ikke har kørt i Frankrig. Dumoulin har endda for vane at skulle bruge lidt rytme, inden han er på toppen, men den tendens har Roglic ikke. Er han vitterligt allerede nu tæt på Vuelta-formen, har Roglic i hvert fald de rette karakteristika, da han i 2018 fulgte Alaphilippe til dørs på de stejle mure i Baskerlandet og i år med sine sejre i UAE Tour og Romandiet har vist, at han nu også er blevet lynhurtig på stregen.

 

To top 5-placeringer i Liege på to år samt en bronzemedalje ved VM vidner om, at Michael Woods har udviklet sig til en sand specialist i de kuperede endagsløb. Ser man bort fra Fleche Wallonne, er dette vel endda det, der passer ham allerbedst, for Woods har en fantastisk evne på de stejleste procenter. Faktisk minder løbet ufatteligt meget om sidste års VM, hvor der også var en brutal mur forud for en flad finale, og selvom han ikke blev verdensmester, var Woods vel stærkeste mand i frontgruppen i Østrig sidste efterår. Faktisk minder hans forberedelse til VM utroligt meget om den, han har haft frem mod San Sebastian, da han sidste år kom til Alperne efter en Vuelta, hvor han som i årets Tour havde ageret etapejæger (og endda vundet en etape). På den baggrund er det nærliggende at tro, at Woods vil være flyvende i San Sebastian, men desværre kørte han halvdelen af Touren med to brækkede ribben. Det er klart, at det ikke er optimalt, men det forhindrede ham trods alt ikke i at være i udbrud på de to sidste bjergetaper. Formen er således god, og med en uges tid til at lade skaderne hele kan man håbe, at han ligesom sidste år kommer ud af en grand tour med sine guddommelige VM-ben. Gør han det, passer dette løb ham ideelt, ikke mindst fordi han også kan spurte.

 

Tør vi nævne Simon Yates? Historien viser, at Yates-brødrene altid kører horribelt efter en grand tour, hvor deres relativt ringe restitution tilsyneladende bringer dem i knæ. Det ser vi år efter år i de italienske efterårsklassikere, og vi så det ved VM sidste år, hvor en ambitiøs Yates trods en nylig Vuelta-sejr faldt helt igennem i Innsbruck. Denne gang kommer han imidlertid til San Sebastian efter en Tour, hvor han agerede etapejæger, og det burde trods alt betyde, at han denne gang er betydeligt mere frisk. Han sluttede endda Touren fornemt af ved at byde Bernal op til dans på Iseran, og det viser, at han i hvert fald for en uge siden havde noget at skyde med. Har han fortsat det, burde løbet passe ham, for han har et eminent punch på eksplosive mure, ligesom han i forbindelse med sin første etapesejr i Touren viste, at han stadig har lidt af sin hurtighed på banen. Det er ikke uden grund, at bror Adam fortsat er den eneste, der i den nye finale er kørt alene hjem hele vejen fra muren, og det viser, at brødrene, der som ryttere er næsten ens, er skabt til dette løb. Nu skal Yates bare vise, at han også kan præstere lige efter en grand tour.

 

Af og til kan man undre sig over, hvordan enkelte ryttere har en evne til altid at præstere i givne løb, også i perioder, hvor de ellers ikke er i topform. Et af de mest lysende eksempler herpå er kærlighedsforholdet mellem Bauke Mollema og Clasica San Sebastian. Siden 2012 er hollænderen blevet hhv. nr. 5, 9, 2, 6, 1, 3 og 2 - en resultatserie, det er meget svært at huske, at man ellers har set i et WorldTour-løb. Ikke blot er Mollema konsistent, han kører også med om sejren næsten hver eneste gang, og han er altså endt på podiet de seneste tre gange og fire gange på de seneste fem år. Det er endda sket, også når han har virket helt færdig efter Touren. I 2016 havde han smidt en mulig podieplads væk efter et sent styrt i en Tour, hvor han også var træt i den sidste uge, i 2017 havde han nok vundet en etape, men ikke kunnet hjælpe Contador meget i bjergene, og sidste år faldt han først sammen i klassementet og siden i de udbrud, der skulle redde hans Tour.

 

Alligevel er Mollema altid skarp i San Sebastian, og det er han derfor sikkert også i år, selvom han mildt sagt virkede træt i en tredje uge, hvor han faldt helt igennem. Mollema har haft et hårdt år, men historien viser, at vi alligevel skal regne med ham på lørdag, og han har gang på gang vist, at han mestrer de korte, stejle mure. Hans problem er bare, at han trods en hæderlig spurt har så pokkers svært ved at vinde, og det er ikke tilfældigt, at han kun har vundet én gang, hvor han udnyttede det taktiske spil mellem rivalerne til at snige sig væk. Omvendt var det også kun Alaphilippe, der sidste år forhindrede ham i at runde toppen af sidste stigning alene i front, og det viser, at Mollema har det, der skal til for at vinde i San Sebastian igen.

 

Udover Philippe Gilbert er Dan Martin den eneste aktive rytter, der har vundet de to kuperede monumenter, hvilket siger alt om, at vi her taler om en eminent endagsspecialist. Alligevel er hans bedste placering i San Sebastian en 7. plads helt tilbage i 2015, hvilket kan synes mærkeligt, når nu han er som skabt til korte, meget stejle mure og endda også har den rette spurt til at gøre det færdigt samt en verdensberømt næse for at bevare køligheden i disse finaler. Det skyldes dog i vidt omfang, at han ofte har skippet løbet, og sidste år kørte han faktisk ganske imponerende, da han trods involvering i det gigantiske styrt fik slidt sig hjem som nr. 12. Når han ikke figurerer højere på vores favoritliste, skyldes det naturligvis, at Martin havde en helt igennem fejlslagen Tour og i det hele taget har haft et skidt år. Mollema er imidlertid også det bedste eksempel på, at en dårlig Tour slet ikke er en garanti for en ringe indsats i San Sebastian, og det vil derfor være dumt at udelukke Martin. Faktisk skulle det slet ikke undre, om netop han kunne vende fiasko til succes i et løb, hvor han har alle de rette karakteristika for at vinde.

 

Som basker elsker Mikel Landa løbet, men desværre passer det ham ikke særligt godt. Alligevel er han blevet nr. 5 og 6, og det viser, at han sagtens kan begå sig. Faktisk kunne han have særligt gode chancer i år, hvor hans sæson minder meget om 2017. Dengang kørte han også Giro og Tour og var formentlig stærkeste mand i San Sebastian, hvor den flade finale dog tvang ham til at ofre sig for Michal Kwiatkowski til sidst. I år kan han naturligvis ende i samme rolle, denne gang for Valverde, men Valverdes tilstedeværelse kan også vise sig at være en fordel. Bob Jungels har eksempelvis udnyttet det store fokus på Alaphilippe til at vinde Liege, og måske kan Landa lave samme nummer her. Mollema har i hvert fald vist, at man sagtens kan snige sig væk i den flade finale, når alle kigger på Valverde, og Landa har endda ekstra gode chancer for at lave det nummer, fordi Valverde i givet fald vil kunne blokere jagten. Nok var han lidt træt mod slutningen af Touren, men med en 3. plads på sidste bjergetape fik han vist, at han fortsat har noget at skyde med. Hans store problem er naturligvis, at han som altid skal alene hjem for at vinde.

 

Måske var han ikke lige så god som i sine bedste år, men det lykkedes alligevel for Wout Poels at finde formen til Tourens tredje uge, præcis som han plejer. Sjovt nok har han ikke siden 2013 taget de gode ben med sig videre til San Sebastian, men det planlægger han heldigvis at gøre denne gang. Med sin sejr i Liege har han endda vist, at han har næsen og evnerne til at vinde lange og svære endagsløb, og dette løb burde endda passe ham endnu bedre, fordi hans virkelige speciale er de stejleste procenter - en evne, han særligt har gjort brug af i Vueltaen. Selvom Bernal ender med at være til start, må man formode, at de to begge vil kunne få en chance i et løb, der ikke passer Bernal ideelt, og faktisk kan colombianeren være Poels’ store chance. Skulle de begge sidde med over muren til sidst, vil det formentlig være lettere for hollænderen at snige sig væk, som landsmanden Mollema gjorde det i 2016. Og da han heller ikke er helt langsom på stregen, kunne det være en god chance for Poels til at vise, hvor stærk han faktisk var i Tourens sidste del.

 

Egentlig tror vi ikke specielt meget på Adam Yates, men han skal alligevel nævnes. Løbet passer ham nemlig helt perfekt, og det er ingenlunde nogen tilfældighed, at han med sit stærke punch på stejle stigninger er den eneste, der har været god nok til at køre alene hjem fra muren. Problemet er bare, at han fik sig en gedigen lussing i Touren, hvor klassementet fejlede, og hvor hans forsøg på at rejse sig slog fejl. Det er på den baggrund lidt svært at tro, at han for alvor kan komme tilbage med en flot præstation i San Sebastian, men skal man finde et lille lys i mørket er det hans hæderlige præstation på den sidste bjergetape. Modsat mange andre Tour-ryttere gravede han ikke dybt hver eneste dag, og det kan måske komme ham til gode nu. Vi frygter endnu en skidt præstation af Adam, men hvis han har en af sine gode dage, vil han og Simon kunne udgøre en skrækindjagende duo på denne rute.

 

Astana er desværre uden Jakob Fuglsang, men det betyder ikke, at de er uden chance. Det var nemlig en sand fornøjelse at opleve Alexey Lutsenko i årets Tour, hvor kasakken klatrede på et niveau, han aldrig tidligere har nærmet sig. Særligt hans 3. plads på Galibier-etapen er svær at glemme og viste, at han stadig havde noget at skyde med sidst i løbet. Til gengæld virkede han også træt i udbruddet på 19. etape, og måske blev silken alligevel slidt af Lutsenko til sidst. I forvejen kan man frygte, at murene her er lidt for stejle til Lutsenko, der viste sine begrænsninger på de stejleste procenter i Tirreno. Er han i form burde han dog kunne sidde med langt fremme, og samles det til en spurt i en gruppe, vil han med sin spurtstyrke kunne omsætte sin gode form til den sejr, den egentlig fortjener at få, inden han skal have pause.

 

Tony Gallopin kan vel betegnes som en anden udgave af Mollema. I hvert fald har han som hollænderen en fantastisk evne til at være med helt fremme i dette løb. I årene 2013, 2014, 2016 og 2017 blev han således hhv. nr. 1, 5, 2 og 2, selvom han aldrig kom ind til løbet som en af favoritterne. Ligesom Mollema har han endda ofte præsteret selv i år, hvor hans Tour har været mindre god. I år kommer han sågar til løbet efter en Tour-afslutning, hvor han vel leverede noget af det bedste, han har vist i et ellers skuffende år, hvor han har været ramt af skade på skade og styrt på styrt. Vi skal ikke glemme, at Gallopin i sidste års Vuelta, hvor han blev nr. 11, vel vare bedre end nogensinde. Nærmer han sig det niveau, kan han også begå sig her, selvom den nye hårdere rute umiddelbart er til ugunst for ham. Kommer han over muren med de bedste, som han gjorde i 2016 og 2017 har han i hvert fald en spurt, der gør ham farlig, også selvom han ikke er helt så spurtstærk som for år tilbage.

 

Forud for denne sæson vidste vi godt, at Tadej Pogacar var et talent. Alligevel er det nok kommet bag på mange, at Tour de l’Avenir-mesteren allerede i sin første sæson har kunnet køre med de allerbedste på WorldTour-niveau. Det er ikke desto mindre, hvad han har gjort, først i Baskerlandet, hvor han var en nøgleaktør på den vilde sidste etape, og i Californien, hvor han i et lidt svagere felt tog den samlede sejr. I juni virkede han lidt træt, selvom han kørte hæderligt på hjemmebanen i Slovenien, men nu har han haft tid til at komme sig inden det, der allerede ser ud til at blive en oprindeligt slet ikke planlagt Vuelta-debut. Meldingerne fra UAE-lejren lyder optimistiske, og han og Martin viste i Baskerlandet, at de sammen kan udgøre en ganske potent duo. Her viste han også, at han har et vist punch og en ganske hæderlig spurt, og derfor er det slet ikke et ringe løb for manden, der trådte i Bernals fodspor, både som l’Avenir-vinder og som leveringsdygtig i en sjældent set debut på WorldTouren.

 

En af de ryttere, der kom ud af Touren i allerbedst form, er Laurens De Plus. Hans kørsel på Val Thorens-stigningen var i hver fald på grænsen til at være skræmmende, og det var i høj grad hans forrygende tempo, der afholdt de fleste fra at angribe. Det var forløsende at se, at han endelig var i stand til at bygge videre på de øverst lovende takter, han viste i UAE Tour, hvor han endelig fik konfirmeret, at han er det talent, hand tidligt blev udråbt til. Løbet her passer ham ikke ideelt, da han ikke har meget punch eller er specielt hurtig, men som Landa og tidligere Mikel Nieve har vist, kan mere dieselagtige typer komme langt med god form. Og mens alle kigger på Roglic - hvis han altså ender med at stille til start - skulle det ikke undre, om det var formstærke De Plus, der lavede en Mollema og stak fra dem alle til sidst.

 

I samme kategori finder vi Gregor Mühlberger. Også han fandt nogle drømmeagtige ben i den sidste uge af Touren, hvor han nåede et niveau, han aldrig har været blot i nærheden af. Det var ham, der kørte Geraint Thomas og Steven Kruijswijk ind på Iseran, inden Bernal angreb, og det var ham, der tog kontrol i finalen på Val Thorens, så Emanuel Buchmann kunne komme med sit sidste angreb på podiet. Nu må man bare håbe, at den altid ekstremt svingende Mühlberger har bevaret formen til dette løb, hvor han på et ikke alt for stærkt Bora-hold burde få sin chance. Med sin top 10 i Strade Bianche sidste år har han vist, at han mestrer de kuperede endagsløb, og han viste i Dauphiné, hvor han nær slog Alaphilippe, at han slet ikke er langsom på stregen. Formen har han åbenlyst, så nu skal han bare undgå at flade sammen og floppe, som han desværre lidt for ofte har haft for vane.

 

Nu vi er ved Tourens luksushjælper, må vi også nævne David Gaudu. Den franske gulddreng viste sin tårnhøje klasse i rollen som hjælper for Thibaut Pinot i store dele af løbet, men desværre var det også tydeligt, at han var træt mod slutningen. Derfor har vi da også stor frygt for, at den i forvejen ret ustabile Gaudu trænger til hvile, men som sagt kan man aldrig helt regne med, hvordan rytternes form opfører sig efter Touren. Er han kommet sig godt efter løbet, kan Gaudu blive farlig i dette løb, fordi han har et fremragende punch på korte, stejle stigninger, som han viste det med sejren i Romont i Romandiet og med sit gennembrud i Fleche Wallonne i 2017. I år endte han endda som nr. 6 i Liege og viste dermed, at han kan køre med om sejren i de største endagsløb. Han er ikke specielt hurtig i en flad spurt, men er han kommet sig oven på strabadserne i Frankrig, kan han som minimum køre finale.

 

Nu vi er ved talenterne, er det også svært ikke at pege på Ivan Ramiro Sosa. Nok er colombianeren alt andet end prototypen på en endagsrytter, men som Landa og Nieve har vist kan en formstærk klatrer sagtens køre sig til et topresultat. Naturligvis er der en stor risiko for, at Sosa ender som hjælper på det stærke Ineos-hold, især hvis Bernal stiller til start, men vi håber, at han kan få lidt frihed. Hans Giro-forløb var meget mærkeligt og bar præg af usikkerhed om, hvorvidt han overhovedet skulle stille op, og det var formentlig også forklaringen på, at han kom ind til løbet i ringe form og aldrig fandt sine bedste ben. Det gjorde han til gengæld i Rouet d’Occitanie, hvor han vandt kongeetapen foran navne som Valverde og Uran, og dermed fik han bekræftet, hvorfor man har betegnet ham som den nye Bernal. Han er spurtsvag og ikke eksplosiv, men har han som så mange andre talenter fået et boost af sin første grand tour, kan han vise sig skræmmende stærk, når han skal forsvare titlen i Burgos, der må være et af de store mål i anden del af sæsonen. Det betyder også, at han bør være i form, og så kan vi vente os store ting i San Sebastian, hvis han kan holde sig til i positionskampen og får sin chance.

 

Dylan Teuns kunne ikke styre sin havetraktor og har efter et uheld måttet melde afbud, men det betyder ikke, at Bahrain er uden chance. Det kan nemlig åbne døren for stortalentet Mark Padun, der efter et mindre skadeshelvede endelig er kommet tilbage på sporet. Faktisk er det endda en underdrivelse, for det ukrainske vidunderbarn, der allerede viste sin klasse med etapesejren i Tour of the Alps sidste år, kommer til løbet med en samlet sejr i Adriatica Ionica Race i bagagen. Man kan diskutere, om løbet i San Sebastian passer specielt godt til en fyr, der hverken er eksplosiv eller hurtig, ligesom de stejle procenter kan være lige voldsomme nok, men formen kan i hvert fald ikke diskuteres. Hans sejr i Tour of the Alps viste, at han også kan slå større navne end dem, han var oppe imod i Italien i sidste uge, og nu får han chance for at vise det også på den største scene.

 

En anden gulddreng er naturligvis Valentin Madouas. Allerede sidste år gav han prøver på sit talent, særligt sidst på sæsonen, men det er i år, han for alvor har vist potentialet. Efter flot kørsel i Baskerlandet blev det til en 8. plads i Amstel Gold Race og trods sin status som klassikerrytter, endte han som nr. 13 i en Giro, hvor han højst overraskende hold formen hele vejen Imponerende nok havde han også kræfter til at blive nr. 9 på kongeetapen i Route d’Occitanie og nr. 5 ved de franske mesterskaber, og det viser, at han allerede har en enorm motor. Med de klatreevner, han viste i Italien, og den spurt, vi ved, han besidder, burde San Sebastian passe ham fornuftigt, også selvom muren nok gerne måtte have været en anelse mindre stejl. Den store usikkerhed relaterer sig naturligvis til formen efter en månedlang løbspause, men har han allerede genfundet benene fra foråret, skulle det ikke undre, om hans første grand tour har givet ham det boost, der kan bringe ham til næste niveau.

 

Al logik siger, at Greg Van Avermaet er for tung til dette løb, og ser man bort fra det uheldige år i 2015, hvor han faktisk var kørt væk på muren, men siden røg i asfalten på grund af en motorcykel, er han da også kommet til kort igen og igen. Alligevel er han på den nye rute blevet nr. 8, 5, 8 og 4, og det viser, at han altid er med fremme. Van Avermaets problem er bare, at han altid ender i den gruppe, der spurter om de sekundære placeringer, og det synes da også givet, at han efter en ikke alt for god Tour heller ikke denne gang vil være i stand til at følge de bedste. Omvendt ved vi også, at Van Avermaets gruppe flere gange har været tæt på at hente de forreste, og tøver de bedste klatrere en smule for meget, kan Van Avermaet godt havne i en situation, hvor han kan spurte sig til sejr. Desværre gør den hårdere rute det betydeligt vanskeligere for belgieren, der bestemt heller ikke har imponeret med sin spurtstyrke i år, og derfor må han nok sande, at hans chancer i år er ringere, end de plejer at være.

 

Endelig er der selvfølgelig gulddrengen over dem alle. Remco Evenepoel kommer til løbet for at hjælpe Alaphilippe, men som sagt er der en reel risiko for, at en træt Alaphilippe falder igennem. Det kan åbne døren for, at Evenepoel får lov at køre sin chance, og det skal blive interessant at følge det eksperiment. Nok er det Evenepoels første WorldTour-klassiker, og nok er han bare 19 år, men alle, der så ham køre feltet midt over i Hammer Series, Belgium Tour og senest på 3. etape i Adriatica Ionica Race, hvor han rejste sig efter en lidt rusten start, vil vide, at man altid skal vente sig det mest uventede af fænomenet Evenepoel. Han har hidtil haft sine begrænsninger i høje bjerger, men til gengæld har han excelleret i kuperet terræn som det, der venter i Baskerlandet. Man kan frygte, at han vil få det lidt svært i positionskampen, og at han mangler det nødvendige punch til at gå med de bedste, ligesom spurtstyrke ikke er hans spidskompetence, men skulle Alaphilippe floppe, skulle det ikke undre, om Evenepoel igen viser sig frem. Hvis man er i tvivl om, hvor god han er, kan man i hvert fald bare spørge Tim Wellens, der fik bøllebank af talentet i Hammer Series og Belgium Tour.

 

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor er der altid mange ændringer på startlisten helt frem til de sidste 24 timer inden starten, og der kan derfor ske store udskiftninger i forhold til den foreløbige liste, på hvilken baggrund denne optakt er skrevet. Ryttere, der er trætte efter Touren, vil springe fra, og andre, der føler sig uventet friske, kan melde sig til. Særligt må det som sagt antages, at der er en vis sandsynlighed for, at Bernal og/eller Roglic ender med ikke at være at finde på startstregen.

 

OPDATERING 1: Bernals deltagelse i løbet er bekræftet.

 

OPDATERING 2: Lutsenko skipper desværre løbet, og Astana satser derfor på Omar Fraile, Pello Bilbao og Gorka Izagirre, der alle er omtalt nedenfor. Davide Villella kunne være en dark horse, men det er stærkt usandsynligt, at han har formen.

 

OPDATERING 3: Ikke helt uventet stiller Roglic ikke til start, og George Bennett er blevet syg.

 

***** Julian Alaphilippe

**** Alejandro Valverde, Egan Bernal

*** Michael Woods, Simon Yates, Bauke Mollema, Dan Martin, Mikel Landa

** Wout Poels, Adam Yates, Tony Gallopin, Tadej Pogacar, Laurens De Plus, Gregor Mühlberger, David Gaudu, Ivan Ramiro Sosa, Mark Padun, Valentin Madouas, Greg Van Avermaet, Remco Evenepoel

* Enric Mas, Roman Kreuziger, Tiesj Benoot, Rui Costa, Omar Fraile, Tim Wellens, Lucas Hamilton, Giulio Ciccone, Marc Hirschi, Ilnur Zakarin, Nicolas Roche, Patrick Konrad, Anthony Roux, Pello Bilbao, Sergei Chernetckii, Sepp Kuss, Felix Grossscahrtner, Simon Clarke, Jonathan Caicedo, Alex Aranburu, Oscar Rodriguez, Julien Simon

 

Danskerne

Efter en imponerende kørsel i Adriatica Ionica Race stiller Mikkel Honoré til start som hjælper på et Deceuninck-hold, der har Julian Alaphilippe som den oplagte kaptajn, men også tæller Remco Evenepoel og Enric Mas. Jonas Gregaard stiller til start i en støtterolle på Astana, der har flere kort at spille, og Niklas Eg skal på Trek forsøge at hjælpe Bauke Mollema med at udbygge sin næsten skræmmende serie over podieplaceringer i det, der vel må være hollænderens yndlingsløb.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Deceuninck-Quick Step: Plan A er naturligvis Alaphilippe, men som sagt kan det ikke udelukkes, at han bliver ramt af en hammer efter Touren. I det tilfælde skal det som nævnt blive interessant at følge Evenepoel samt naturligvis Enric Mas, der måske ikke havde sin bedste Tour, men med sin motor kunne være en rytter, der kom godt ud af en grand tour.

 

Ag2r-La Mondiale: Hans historik betyder naturligvis, at Gallopin må være den klare førstemand. Nans Peters og Francois Bidard har imponeret i år, men det er svært at se dem helt fremme i dette løb, og så skal det blive interessant at se den finske komet Jaako Hanninen i sit første løb som professionel.

 

Astana: Med Lutsenkos afbud skal holdet satse på sine spaniere. Selvom den nye rute kan være lidt for svær for ham, kan man håbe, at Omar Fraile efter sin flotte 20. etape i Touren måske kan levere et resultat. Gorka Izagirre og Pello Bilbao imponerede mildt sagt ikke i Touren, og det er svært at se dem levere det helt store her. Davide Villella er blevet nr. 4 i Lombardiet, men skal være i en usandsynligt storform for at præstere her, og ruten er for hård for Davide Ballerini.

 

Bora-hansgrohe: Formstærke Mühlberger ligner det bedste bud, men egentlig burde ruten være skabt til en puncheurtype som Patrick Konrad. Desværre havde han så ringe en Tour fra dag 1 hele vejen til slutningen, at det er svært at se ham vende det rundt. Felix Grossschartner vender tilbage til konkurrence, men satser på Vueltaen og kan ikke ventes at være helt i front på så stejle stigninger.

 

CCC Team: Det bør alt sammen handle om Van Avermaet. Victor De La Parte og Riccardo Zoidl klatrede fint i Østrig, men de er slet ikke skabt til dette eksplosive terræn.

 

EF Education First: Woods må være den soleklare kaptajn, men på en god dag kan Simon Clarke med sit punch og sin spurt være med, selvom den nye rute ikke favoriserer ham. Det skal også blive interessant at følge Jonathan Caicedo, der endelig viste sit talent i det nylige Adriatica Ionica Race. Det er til gengæld slet ikke et løb for dieselklatrerne Hugh Carthy og Joe Domrbowski, om hvem vi også ved, at sidstnævnte slet ikke er i form.

 

Groupama-FDJ: Anthony Roux blev nok nr. 3 sidste år, nr. 7 i 2017 og nr. 11 i 2016, men det er svært at se ham gentage det. Hans år har været skrækkeligt, og i år kommer han også fra en Tour, hvor han ikke imponerede. Gaudu og Madouas ligner kaptajnerne, da Rudy Molard efter et tidligt styrt led sig hele vejen igennem Touren

 

Team Ineos: Hvis han ender med at stille op, må Bernal være den klare nr. 1, men som sagt kan Poels og Sosa også komme i spil. Edward Dunbar har kørt fornemt i år og burde egentlig være skabt til dette løb, men på så stærkt et hold må han ventes at være hjælper.

 

Lotto Soudal: Tiesj Benoot og Tim Wellens må være kaptajner, og af dem er det nok Benoot, der har bedst chance. Han var imidlertid mod slutningen af Touren hæmmet af sit styrt, og stigningerne her er nok for stejle for store Benoot. Ruten burde være fornuftig for Wellens, men han fandt slet ikke formen i Touren og er ikke typen, der kommer godt ud af en grand tour. Jelle Vanendert har ikke vist meget i år, heller ikke i Tour de Wallonie, og ruten er for hård for en ellers velkørende Tosh van der Sande .

 

Movistar: Med Valverde og Landa på holdet samt en forventning om, at mandskabet tager ansvar, får de fem øvrige mand nok at gøre med at hjælpe kaptajnerne. Andrey Amador synes ellers i storform, men får nok ikke chancen i et løb, der heller ikke passer ham, og Antonio Pedrero synes ikke at have Giro-formen.

 

Mitchelton-Scott: Holdet satser 100% på Yates-brødrene, men falder de igennem - hvilket som nævnt ikke er umuligt - kunne man ønske sig, at stortalentet Lucas Hamilton får lov at vise, at Giroen har givet ham et yderligere boost, hvis han allerede er i form igen.

 

Team Sunweb: Nicolas Roche er den erklærede kaptajn og har før gjort det godt, men Touren viste igen, at han nu om dage mangler niveauet til at vinde så svære løb. Langt mere spændende er U23-verdensmesteren Marc Hirschi, der virkelig kørte stærkt i slutningen af maj og begyndelsen af juni, men som desværre har manglet lidt i WorldTour-løbene.

 

Bahrain-Merida: Med Teuns ude bliver det især interessant at følge Padun på et ellers meget svagt hold.

 

Team Dimension Data: Roman Kreuziger har jo egentlig fået de kuperede endagsløb som speciale, men desværre faldt han helt sammen mod slutningen af Touren. Man kan håbe, at han er en af de ryttere, der med lidt hvile kan rejse sig. Louis Meintjes viste i Italien i sidste uge, at han efter skaderne fortsat har langt igen, og Amanuel Ghebreigzabhier er trods alt ikke god nok til så svært et løb.

 

Trek-Segafredo: Mollemas suveræne historik må gøre ham til kaptajn, men man kan håbe, at Giulio Ciccone stadig har lidt friskhed, selvom det bestemt ikke så sådan ud mod slutningen af Touren. Fabio Felline ser igen bedre ud, men Touren viste også, at han stadig ikke er god nok til så stærkt besat et løb.

 

Jumbo-Visma: I fravær af Roglic og sygdomsramte George Bennett er holdet bygget op om en formstærk De Plus. Floris De Tier har generelt skuffet i år, og Koen Bouwman kan ikke begå sig i så svært et løb. Til gengæld kan man håbe, at Sepp Kuss efter et flot Dauphiné har samme drømmeform som i august sidste år, men han er ikke just prototypen på en endagsrytter.

 

Katusha-Alpecin: Ilnur Zakarin er holdets bedste bud, men han fandt aldrig benene i Touren, og han er ikke skabt til hverken positionskamp eller stejle mure. Ruben Guerreiro viste hæderlig form i Tour de Wallonie, men han synes ikke at have niveauet til de største løb, og det har Steff Cras, der endda styrtede i Vallonien, heller ikke.

 

UAE-Team Emirates: Martin må være bedste bud, men Pogacar er som sagt en spændende outsider. Rui Costa havde en elendig Tour og er i forvejen lidt for stor til de stejle procenter. Jan Polanc manglede for meget i Italien i sidste uge til at være andet og mere end hjælper.

 

Burgos-BH: Jetse Bol synes endelig at genfinde lidt af sine bedste takter, men løbet her er for svært til, at holdet kan håbe på andet end synlighed.

 

Caja Rural: Det skal blive interessant at følge den meget lovende og eksplosive Alex Aranburu, men selvom han blev nr. 2 i Getxo onsdag, synes han ikke helt at have formen til at være med på dette niveau. Sergei Chernetskii synes imidlertid endelig at være ved at finde formen efter sine mange skader og var tæt på at snyde feltet i Getxo. Med en top 10 i Lombardiet har han vist evner i disse løb. Jonathan Lastra synes ikke at have samme form som tidligere, og løbet passer ikke til en klatrer som Cristian Rodriguez.

 

Cofidis: Julien Simon har tidligere gjort det godt i løb, hvor han sidste år blev nr. 5, men efter en skidt Tour og et skidt år er det svært at se en gentagelse på en endnu hårdere rute. Terrænet bør også være for svært for Anthony Perez.

 

Euskadi-Murias: Talentfulde Oscar Rodriguez har ikke helt levet op til forventningerne efter etapesejren i Vueltaen, men han rejste sig flot i Route d’Occitanie. Han er dog ikke skabt til dette terræn og har ikke kørt løb længe. Det har heller ikke klatreren Mikel Bizkarra, der heller ikke ejer skyggen af eksplosion, og Garikoitz Bravo er ikke i sin bedste form. Niveauet er stadig for højt til de unge Cyril Barthe og Fernando Barcelo samt til ellers solide Mikel Iturria.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017 og Bauke Mollemas sejr fra 2016.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Clasica San Sebastian
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Healthy Ageing Tour(2.NCUPJW) 10/04-12/04

Itzulia Basque Country(2.UWT) 06/04-11/04

Circuit Cycliste Sarthe -...(2.1) 07/04-10/04

Healthy Ageing Tour(2.NCUPJW) 10/04-12/04

Ronde van Vlaanderen(1.NCUP) 11/04

Paris-Roubaix(1.UWT) 12/04

Klasika Primavera de Amor...(1.1) 12/04

Paris-Camembert(1.1) 14/04

GP Beiras e Serra da Estrela(2.1) 17/04-19/04

Tour du Finistère(1.1) 18/04

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

NY RACERCYKEL? SØG, FILTRER, SAMMENLIGN OG FIND FORHANDLER