Optakt: Drome Classic

Løbets rolle og historie

For mange af verdens bedste cykelryttere er den kommende weekend årets første store højdepunkt, når de går efter den første klassikersejr i Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For etapeløbsryttere og ardennerspecialister er det vigtigt at fortsætte forberedelserne frem mod deres mål, og de belgiske brosten er bestemt ikke den perfekte måde at gøre sig klar til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.

Frankrig tilbyder imidlertid en alternativ vej, idet landet er vært for to hårde, kuperede endagsløb i weekenden. Lørdag afvikles den 18. udgave af Classic de l’Ardeche - indtil 2017 kendt som Classic Sud-Ardeche - på en vanskelig rute med adskillige stigninger, der gør det til et perfekt løb bare en uge inden starten på Løbet mod Solen, Paris-Nice. Dagen efter tilbyder Drome Classic en lidt nemmere rute, og dermed har feltet således to dage til at gøre sig klar til de kommende store mål.

Tidligere var Classic de l’Ardeche et løb, der blev afviklet helt for sig selv. Det blev første gang afholdt under navnet Boucles du Sud Ardeche i 2001 og var i de første år på et lavere niveau. Først i 2010 fik det dets nuværende 1.1-status i det officielle UCI-hierarki, men det var primært vigtigt for de franske hold, mens det havde svært ved at tiltrække et mere internationalt felt. Med tilføjelsen af Drome Classic forud for 2012-sæsonen er det imidlertid blevet en langt vigtigere begivenhed og fik ved den lejlighed navnet Classic Sud Ardeche. I 2014 havde man således BMC, Belkin, Omega Pharma-Quick Step og Trek til start sammen med de lokale helte. I 2015 fik de hold selskab af Orica-GreenEDGE, og i 2016 var der endda hele seks WorldTour-hold til start. Desværre har løbene i høj grad betalt prisen for Abu Dhabi Tours og nu UAE Tours nye placering på kalenderen, og derfor måtte man i 2017 nøjes med deltagelse fra to hold fra sportens øverst hylde, de hjemlige FDJ og Ag2r. Sidste år lykkedes det at genrejse løbet med  hele fem hold fra øverste række, Ag2r, Trek, FDJ, Quick-Step og Astana, men i år er det igen kun Ag2r og FDJ, der vil være at finde i feltet.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Begge de to løb afvikles i Massif Central, der er vidt berømmet for sit vanskelige terræn, og derfor er det næppe en overraskelse, at det er løb, der er meget sammenlignelige med ardennerklassikerne. Mens Classic de l’Ardeche ofte er blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe, da afstanden fra toppen af sidste stigning typisk har været lidt længere, har Drome Classic været mere selektivt, og begge de to første udgaver blev vundet i solofremstød. I 2016 ændrede man imidlertid lørdagens løb ved at gøre det betydeligt hårdere, og efter at man både i 2017 og i 2018 har foretaget flere ændringer, fremstår det nu som weekendens sværeste løb.

Drome Classic er et nyt løb, der kun har været afviklet fem gange. Efter at dårligt vejr tvang arrangørerne til at aflyse den første udgave i 2013, tog Romain Bardet en imponerende solosejr i 2014. I 2015 var det hans holdkammerat Samuel Dumoulin, der med et imponerende angreb på den korte, stejle Cote de Livron bare få kilometer fra stregen sikrede sig en solosejr. I 2016 angreb Petr Vakoc og Jan Bakelants på samme stigning og slog et afgørende hul, inden tjekken sikrede sig sin anden sejr på to dage ved at slå sin rival i spurten. Også i 2017 var det den stejle mur, der blev afgørende, da Sebastien Delfosse her satte alle favoritterne af og tog en overraskende solosejr.

I det hele taget har den eksplosive finale med den korte, stejle mur og den tekniske nedkørsel udviklet sig til løbets kendetegn, og det har nu udviklet sig til et løb, der er skabt til puncheurs. Der er færre højdemeter end i lørdagens løb, og derfor appellerer det mere til ryttere med et godt punch. Dermed har det allerede fundet sin helt egen karakter og er blevet en ganske prestigiøs begivenhed på den franske kalender.

Sidste år blev der imidlertid skabt lidt tidligere udskilning. Her kørte Lilian Calmejane nemlig væk sammen med Quick-Step-duoen Jhonatan Narvaez og Bob Jungels, der ofrede sig for sin ecuadorianske holdkammerat. På Muren blev de imidlertid sat til vægs af Calmejane, der kørte hjem til en vigtig sejr i en skidt sæson, mens Narvaez og Jungels måtte nøjes med hhv. 2 og 3. pladsen. Calmejane vender tilbage for at forsvare titlen, men har nye rivaler, da hverken Narvaez eller Jungels er med denne gang.

Ruten

Da det kun er den sjette udgave af løbet, er der endnu ikke etableret nogen tradition i designet af ruten. Arrangørerne er ikke forpligtet af nogen form for historisk arv og kan frit variere løbets format. Det førte til en helt ny rute skabt til 2015-udgaven, der havde meget lidt til fælles med debuten i 2014. De er tilsyneladende tilfredse med den fundne variant, idet de siden da har benyttet samme rute uforandret. I år er der foretaget mindre ændringer på den indledende rundstrækning, der udgør hovedparten af løbet, men grundlæggende er alt ved det gamle.

2014-udgaven både startede og sluttede i Valence, men centrum er nu rykket til den lille by Livron bare et par kilometer fra det tidligere målområde. Den 207,8 km lange rute kan splittes i to dele. Den første del består af to omgange på en 53,2 km lang rundstrækning i området nord for byen, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Den er ikke meget svær, men indeholder de små stigninger Cote de Beauvallon (0,4 km, 310%), Mur d’Allex (0,7 km, 7,9%) og Cote de Haut Livron (0,4 km, 9,7%). Generelt er det en kuperet rundstrækning uden megen flad vej og flere korte, stejle stigninger. De kategoriserede stigninger er alle korte, men nogle af dem har ganske væsentlige stigningsprocenter.

Efter afslutningen på anden omgang køres endnu en omgang i næsten fuld længde. Efter tredje passage af Mur d’Allex drejer man imidlertid til venstre for i stedet at køre en omgang på en anden rundstrækning syd for byen. Den er betydeligt hårdere og inkluderer de meget længere stigninger Cote de Chabrillan (0,9 km, 5,6%, med 58,3 km til mål), Montee des Foures (4,9 km, 3,5%, med 52,3 km til mål), Col du Deves (4,7 km, 4,1%, med 43,3 km til mål), Col de la Grande Limite (4,8 km, 6,0%, 32,3 km til mål), Cote de Roberts (4,1 km, 5,0%, med 21,6 km til mål) og Cote de Grane (1,7 km, 5,6%, med 14,7 km til mål). Efter sidstnævnte stigning vender man tilbage til bunden af Mur d’Allex, hvor man færdiggør omgangen på den oprindelige rundstrækning. Det betyder, at man igen skal op over Allex- og Livron-stigningerne med henholdsvis 8,1 og 1,5 km til mål. Efter toppen af den sidste bakke, der kan betegnes om en meget kort, stejl mur, følger en teknisk vanskelig nedkørsel, inden man rammer de sidste få hundrede meter, der er flade. Finalen er ekstremt kompliceret med adskillige sving og meget smalle veje i gyderne i hjertet af byen.

Løbet byder på i alt 2540 højdemeter.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Vinteren har været varm, men søndag får Sydfrankrig et usædvanligt pust af varme. Temperaturen vil være hele 24 grader, og der vil kun være få skyer. Der vil bare være en let vind fra skiftende retninger, til sidst fra nordvest. Det giver på den sidste rundstrækning sidemodvind fra Grande Limite og hele vejen hjem, også på den sidste mur og den tekniske nedkørsel.

Favoritterne

Modsat lørdagens løb, der har varieret ruten over de senere år, ved vi nu, hvad vi skal forvente af Drome Classic, der nu for femte gange benytter næsten samme rute. Samlet set er Drome Classic ikke så hårdt som Classic de l’Ardeche. Der er færre højdemeter, og stigningerne er kortere. Til gengæld er der ikke en flad finale, og derfor ender det ikke i en spurt i en mindre gruppe.

Tværtimod skal det med stor sandsynlighed afgøres på sidste stigning, hvor de mest eksplosive ryttere er kørt fra i 2015, 2016 og 2017. Først var det Samuel Dumoulin, der satte alle til vægs, i 2016 var det Jan Bakelants og Petr Vakoc, der var de stærkeste, og i 2017 kunne Sebastien Delfosse, Arthur Vichot og Bakelants gøre forskellen. Der er tale om en meget kort, men meget stejl stigning, og det er derfor en perfekt bakke for meget eksplosive ryttere. Historien har dog vist, at også stærke sprintere kan gøre det godt i denne finale, hvor Dumoulin har vundet, David Menut og Anthony Maldonado i 2017 sluttede i top 10, og Andrea Pasqualon gjorde det samme sidste år.

I 2018 så vi dog også, at det ikke nødvendigvis skal afgøres af en lille gruppe på den sidste stigning. Her kørte Calmejane, Narvaez og Jungels nemlig væk fra distancen, og det viser, at man godt kan tage initiativ tidligere. Historien viser dog, at det formentlig er en lille gruppe, der gradvist reduceres, indtil de skal afgøre det på den sidste mur efter en sidste udskilning på Mur d’Allex.

Det betyder, at balancen tippes en anelse. Med en lettere rute vil flere være i spil i finalen. Til gengæld betyder spurtstyrke mindre, og det er lettere at gøre en forskel. Omvendt er den mere eksplosive finale ikke god for klatrerne, der havde en bedre chance for at skabe udskilning i lørdagens hårdere løb.

I dag fik vi en ganske fin fornemmelse af, hvor rytterne står formmæssigt, og feltet er endda stort set det samme. Thibaut Pinot er ganske vist rejst hjem, mens stærke folk som Arthur Vichot og Elie Gesbert sad over for at være klar til dette løb, men grundlæggende kan vi bruge dagens løb som en vis rettesnor for, hvem der kan ventes at være med fremme.

Dagens løb blev en overraskende lidt selektiv affære, hvor favoritterne ventede til den sidste mur, inden de spillede ud. Her så vi tydeligt, at Lilian Calmejane og Alexis Vuillermoz var de stærkeste, men det var svært at se, hvem der var bedst. Vuillermoz angreb fra bunden og lå alene i front, indtil han blev passeret af Calmejane få meter fra toppen, efter at Direct Energie-kaptajnen havde gemt sig i feltet indtil da. Det kunne have været sjovt at se, om Vuillermoz kunne have været med, hvis han var forblevet i feltet, og nu står vi med usikkerhed om, hvem der bedst af de to.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det ligner dog en duel mellem netop dem, og vi vil efter moden overvejelse pege på Alexis Vuillermoz som vores favorit. Efter en fin start i Haut-Var viste han klar fremgang i dag, hvor han altså kørte en stor del af sidste stigning alene i front. Morgendagens løb passer ham endnu bedre, for her kan han med sit punch på den sidste bakke gøre forskellen. Det er netop på de stejleste procenter, at han for alvor er komfortabel, og han er nok en anelse mere eksplosiv på en mur end Calmejane. Han er samtidig en glimrende nedkører og hurtig i en spurt, og dermed står han stærkt, også hvis han ikke komme alene hjem. Det bliver en udfordring at få skovlen under Calmejane, men netop i en så eksplosiv finale burde en formstærk Vuillermoz være i sit es. Derfor er han vores favorit.

Det kan dog sagtens blive til endnu en sejr til Lilian Calmejane. I Provence og Haut-Var fik man det klare indtryk, at han efter et svært 2018 var på vej tilbage, og den positive trend bekræftede han til fulde med dagens soloopvisning. Her viste han også, at hans punch på korte stigninger er ganske godt, og det understregede han også, da han vandt dette løb sidste år. Hans store ulempe er, at han er bakket op af et svagt hold, og kan blive udmanøvreret i et taktisk spil, men kommer han frem til muren, er det op til ham selv med benene at slå Vuillermoz. Selvom han er stor, og stigningen er stejl, er det bestemt ikke umuligt, og da han samtidig er hurtig på stregen - nogenlunde som Vuillermoz - har han de rette kort at spille til at forsvare sidste års titel.

I dag fik Valentin Madouas luksushjælp, da Pinot arbejdede hårdt for at hente Calmejane. Det mislykkedes, men ved at vinde spurten om 2. pladsen fik den unge franskmand vist, at han var tilliden værdig. Dermed har han bekræftet sin gode form inden dette løb, hvor han i Pinots fravær er den klare kaptajn. Han er ikke ren klatrer og burde derfor have en endnu bedre chance i denne meget eksplosive finale, og han viste i dag, at han også kan gøre det færdigt i en spurt. Nu skal han blot vise, at han også er stærk nok til faktisk ar følge Calmejane og Vuillermoz.

Arkea-Samsic lod Elie Gesbert sidde over i dag, og det var måske meget klogt. Det betyder i hvert fald, at han er frisk til dagens løb, hvor han skal følge op på den fremragende form, han viste i Oman. Her blev han en nærmest sensationel nr. 5, og viste sig endda frem som en af de allerstærkeste på den eksplosive stigning på 2. etape og igen på Green Mountain. Dermed burde han også være stærk i en finale som denne, selvom han måske ikke helt har samme punch som de tre ovennævnte. Han er dog bestemt ikke uden eksplosivitet, og da han også kan afslutte, kan en formstærk Gesbert være manden, der endelig bringe Arkea tilbage på sporet efter en katastrofestart på sæsonen.

Ved at slå selveste Greg Van Avermaet i en puncheurspurt har Anthony Perez vist, at han er eminent på korte stigninger. Samtidig har han i den første del af sæsonen vist fremragende form, og hvor dagens stigninger var en anelse for lange for ham, vil han være i sit es i dette løb. Den sidste mur er måske en anelse for stejl, men det skal blive interessant at se, om han kan matche folk som Vuillermoz og Calmejane, ikke mindst fordi han er lynhurtig på stregen. Cofidis’ bedste klatrer er Nicolas Edet, der med sin gode form helt sikkert kører finale, men nok skal angribe tidligere for at vinde i så eksplosiv en finale. Julien Simon kan måske rejse sig i en afslutning, der passer ham, men han skuffede fæt i dag. Endelig har Natnael Berhane måske en mulighed efter en flot præstation i dag, hvor han rejste sig efter en svær start.

Det var en fornøjelse i dag at se Odd-Christian Eiking komme sig efter en skidt sæsonstart. Det er godt nyt inden et løb, der i virkeligheden burde passe ham endnu bedre. Han er i hvert fald en eksplosiv fyr, der burde kunne lide en finale som denne, og han har samtidig vist her og i Marseille, at han kan afslutte. Om formen efter en svag start er helt god nok, må tiden dog vise. Wanty har endda en plan B i Guillaume Martin, der så stærk ud i dag, men som skal angribe tidligt, hvis han skal vinde et løb som dette. En formstærk Fabien Doubey er plan C, men han mangler punch til at have den helt store chance.

Efter en katastrofestart kom Giovanni Visconti flot tilbage i dag, og han manglede ikke meget for at kunne spurte om 2. pladsen. Det var opløftende at se, og derfor er der grund til at tro, at han kan være i dette lidt nemmere løb. Finalen passer ham i hvert fald perfekt, og han er næsten umulig at slå i en spurt. Nu skal han bare vise, at han også har formen til faktisk at sidde med de bedste. Også Laigueglia-vinderen Simone Velasco bekræftede i dag sin gode form, og da han også er ret eksplosiv, burde han kunne gøre det godt, hvis ikke han skal ofre sig for kaptajnen.

Efter et skuffende Rita del Sol bekræftede Francesco Gavazzi i dag den gode form, han havde vist i Laigueglia. Han er stadig ikke så klatrestærk som i gamle dage, men i en eksplosiv finale som denne burde han være i sit es. Ligesom Visconti har han punch og er lynhurtig på stregen, men man sidder også med fornemmelsen af, at han kan få svært ved at sidde med de allerbedste til sidst. Lykkes det, vil han dog stå stærkt i en spurt. Matteo Busato er til gengæld stadig ikke sig selv, selvom han viser fremgang, og finale er for eksplosiv for Fausto Masnada, der heller ikke er i topform.

Denne finale er langt fra ideel for Romain Bardet, men han er dog ikke helt uden chance. Vi så i dag, at hans punch ikke kan matche Calmejanes, og derfor vinder han ikke ved at vente til sidste stigning. Til gengæld har Ag2r utvivlsomt det stærkeste hold, og derfor vil det give god mening at skabe tidlig udskilning og sende Bardet i offensiven på Mur d’Allex, mens Vuillermoz venter til finalen. Herfra er han tidligere kørt alene hjem, og hvis løbet er tilstrækkeligt hårdt, kan han måske gøre det igen. Formen er i hvert fald glimrende.  Ag2r har også en formstærk Nans Peters og Francois Bidard, men mon ikke de skal ofre sig for de to kaptajner.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

I dag viste unge Patrick Müller med en 6. plads, hvorfor han er så stort et talent. Det var ganske imponerende af den store schweizer at sidde med i så svær en finale. Med sit punch og sin gode spurt burde han stå endnu bedre i morgen, og derfor kunne der meget vel vente endnu et topresultat og et lille gennembrud. Vital Concepts naturlige kaptajn er Arthur Vichot, der er som skabt til denne finale og naturligt burde være en af topfavoritterne, men selvom han viste fremgang i Haut-Var, blev han ramt af et styrt, og med mindre formen er kommet hurtigt, er vi bange for, at ustabile Vichot endnu ikke er klar. Holdets mest sikre kort er Quentin Pacher, der kørte brølstærkt med et langt soloudbrud i dag. Han kan helt sikkert køre finale, men eksplosiviteten rækker ikke til at vinde i fuld finale.

Efter sin skadesperiode overraskede Ben Hermans ved allerede i dag at være konkurrencedygtig, og dermed må han forventes også at være med fremme søndag. Denne eksplosive finale passer ham dog dårligere, og ligesom de andre klatrere skal han formentlig snige sig væk tidligere, hvis han skal vinde løbet. Egentlig burde finalen også være mulig for Kristian Sbaragli, men vi tvivler på, at han har formen og benene efter nogle svære år.

Egentlig burde denne finale være skræddersyet til Jonathan Hivert, der sidste år i Haut-Var viste sig eminent som puncheur. Da han samtidig er lynhurtig, er dette et perfekt løb for ham, men selvom han bliver bedre og bedre, er han stadig ikke sig selv. Han ender formentlig som slagtekvæg for Calmejane på et svagt Direct Energie, men med ustabile Hivert i fremgang, kan man altid vente en overraskelse.

Dagens store skuffelse var Eliot Lietaer, der havde været flyvende i Oman, og som er stærk i eksplosive finaler, hvor han også er hurtig. Det er uklart, hvad der gik galt, men har der alene været tale om en dårlig dag, burde han igen kunne være med fremme og vise de gode ben fra Mellemøsten i et løb, der passer ham.

Der er også et par holdbare sprintere, der måske kan gøre sig gældende. Det gælder særligt Antony Maldonado og Kevin Le Cunff, der er i form, og hvis type før har været med fremme. Finalen er dog nok for svær til, at de faktisk kan vinde. Også en velkørende Colin Joyce vil have cn chance. Andre hurtige folk er Iuri Filosi, der dog skuffede i dag, Romain Hardy, der fortsat ikke er helt sig selv, og Justin Jules, der virker for formsvag.

Endelig er der nogle stærke klatrere som Pieter Weening og Kilian Frankiny, der er i form, men skal alene hjem for at vinde. Warren Barguil styrtede i dag, og derfor ved vi ikke, hvor han står. Også Jonathan Lastra, Nick van der Lijke, Garikoitz Bravo og Sergei Chernetckii kan køre eksplosive finaler, men mangler det sidste for at vinde.

OPDATERING: Nicolas Edet stiller ikke til start.

***** Alexis Vuillermoz

**** Lilian Calmejane, Valentin Madouas

*** Elie Gesbert, Anthony Perez, Odd-Christian Eiking, Giovanni Visconti, Francesco Gavazzi

** Romain Bardet, Patrick Müller, Guillaume Martin, Quentin Pacher, Ben Hermans, Arthur Vichot, Jonathan Hivert, Eliot Lietaer

* Kilian Frankiny, Pieter Weening, Nans Peters, Garikoitz Bravo, Simone Velasco, Julien Simon, Jonathan Lastra, Fabien Doubey, Romain Combaud, Anthony Madonado, Kevin Le Cunff, Sindre Lunke, Sergei Chernetckii, Warren Barguil, Nathnael Berhane, Iuri Filosi, Colin Joyce

Danskerne

Riwal stiller med fem danskere i form af Emil Vinjebo, Alexander Kamp, Troels Vinther, Andreas Kron og Rasmus Quaade, hvoraf Vinjebo synes at være i form til at klare sig hæderligt. Bedste chance på holdet har dog den formstærke nordmand Sindre Lunke.

Tidligere udgave af løbet

Du kan gense Lilian Calmejanes sejr fra 2018, Sebastien Delfosses sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr 2016, Samuel Dumoulins sejr fra 2015 og Romain Bardets sejr fra 2014.