Optakt: E3 Saxo Classic

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Mange af klassikerrytterne havde en chance for at genfinde den belgiske løbsrytme i Classic Brugge-De Panne, der indledte den to uger lange brostensperiode, men når næste runde i serien afvikles fredag, vil der være meget mere på spil. Mens onsdagens nytænkte løb ser ud til at skulle udvikle sig til en sag for sprinterne, er alle de store stjerner klar til det første helt store slag i fredagens E3 Saxo Classic.

Det belgiske løb er det andet i rækken af brostensløb i Belgien, der afvikles i løbet af en to uger lang periode, der strækker sig fra onsdagen efter Milano-Sanremo til onsdagen efter Flandern Rundt, og det er det af løbene, der ligner De Ronde mest. Da det samtidig afvikles ca. en uge før Flanderns vigtigste cykelløb er det blevet den helt perfekte test for favoritterne til det største flamske løb.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Under navnet Harelbeke-Anvers-Harelbeke blev løbet første gang afviklet i 1958, men man tog hurtigt navnet E3 fra E3-motorvejen (der nu kendes som A14), som blev bygget midt i 60erne. Straks fra start blev det tænkt som en kortere version af Flandern Rundt, der skulle give rytterne den ideelle mulighed for at teste formen til et af sportens vigtigste løb.

Selvom det blev domineret af belgiere i de tidlige år, fik det hurtigt masser af prestige, og listen over tidlige vindere inkluderer store navne som Roger De Vlaeminck, Rik Van Looy, Freddy Maertens og Jan Raas. Som tiden gik, fik det mere og mere international anerkendelse, og det er blevet vundet af de fleste af de største brostensspecialister. Johan Museeuw, Peter Van Petegem, Andrei Tchmil, Tom Boonen, Filippo Pozzato og Fabian Cancellara er blot nogle af de ryttere, der i løbet af de sidste 20 år har stået øverst på podiet, hvilket tydeligt indikerer dets store betydning.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Saxo Classic, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole, da ruten er designet på samme måde som løbene i anden kategori, men i midtugeløbet har sprinterne ofte haft en bedre chance end i de større løb.

I mange år blev E3 afviklet om lørdagen forud for Flandern Rundt, hvor det sammen med søndagens Brabantse Pijl udgjorde en vigtig chance for at fintune formen frem mod det helt store slag den følgende søndag. Da det er opbygget efter samme formel som De Ronde og bruger mange af de samme stigninger, har det altid været en helt uundværlig del af kalenderen for enhver ambitiøs klassikerrytter, og kalenderplaceringen gjorde det til den perfekte mulighed for at grave dybt en sidste gang inden det løb, der betyder mest. Det har betydet, at niveauet stort set har været på højde med det, man ser i Flandern Rundt, og derfor var det kun naturligt, at UCI gav det WorldTour-status forud for 2012-sæsonen.

Opgraderingen kom som led i en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der betød, at løbet blev flyttet til fredag, mens et andet WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, overtog Brabantse Pijls position den efterfølgende søndag. De to løb udgør nu en solid blok af brostensløb på WorldTour-niveau, hvor man både kan score vigtige point, tage en stor klassikersejr samt forberede sig til Flandern Rundt. I 2017 kom også Dwars door Vlaanderen på WorldTouren, og det blev fra 2018 flyttet til onsdagen inden det flamske monument. Da Classic Brugge-De Panne fra 2019 også er i det fine selskab, byder ugerne op til det største slag nu på hele fire løb på højeste niveau.

Selvom E3 og Gent-Wevelgem udgør en blok, er de helt forskellige, og de behandles derfor helt forskelligt af klassikerstjernerne. Selvom Gent-Wevelgem historisk er nummer 3 i hierarkiet over brostensløb (efter Paris-Roubaix og Flandern Rundt), finder det sted i en anden del af Belgien og passer sprinterne bedre. De fleste af de store klassikerspecialister kører ganske vist begge løb, men hvor mange holder lidt igen i søndagens løb - bortset fra en lille test af formen på Kemmelberg - giver de den alt i E3, hvor det handler om at vinde. Gent-Wevelgem er ganske viste prestigefuld, men den virkelige generalprøve til Flandern Rundt finder sted fredag.

E3 var længe kendt som Tom Boonens løb. I sin glansperiode vandt han det hele fire gange i træk fra 2004 til 2007. I løbet af sin turbulente periode i 2010 og 2011 måtte han imidlertid afgive tronen til Fabian Cancellara, der med to imponerende solosejre begge år gjorde sig til den store Flandern-favorit. I sin magiske 2012-sæson var Boonen imidlertid tilbage på toppen, og det var derfor kun naturligt, at han sikrede sig en femte sejr som led i hans alterobrerende klassikerkampagne det år. I 2013 var Cancellara imidlertid igen i sit es, og dermed er også dette løb i de senere år blevet fuldstændigt domineret af de to førende brostensspecialister fra det seneste årti.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Sidste års udgave var en af de mest mindeværdige. Her fik vi nemlig et helt rent opgør mellem løbets tre favoritter, Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tadej Pogacar, der kørte fra alt og alle. Mod slutningen blev det til gengæld også tydeligt, at løbet er lettere end Flandern Rundt, for selvom Van Aert var den klart svageste og i problemer flere gange, lykkedes det ham alligevel at komme med hjem, og selvom Pogacar forsøgte at komme væk i finalen, endte det i en tremandsspurt. Her viste Van Aert, at han er den hurtigste af de tre, da han sejrede foran Van der Poel og Pogacar og dermed forsvarede den titel, han erobrede i 2022. I år vender han tilbage for at sikre sig sit hattrick, og han er igen oppe mod ærkerivalen Van der Poel, men denne gang slipper han for Pogacar, der som bekendt skipper hele brostenssæsonen i 2024.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Som nævnt ovenfor følger E3 Harelbeke samme opskrift som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Dwars door Vlaanderen. Med Flandern Rundt som undtagelsen har de alle en by i De Flamske Ardenner som deres naturlige centrum, og herfra zigzagger man sig igennem i et meget lille område med alle de berømte stigninger. Adskillige hellingen og brostensstykker er på menuen, før man ad lange, flade veje vender tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag får ofte løbet til at udvikle sig til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun en håndfuld ryttere typisk er tilbage til at slås om sejren, når man langt om længe er tilbage i målområdet.

Efter et par år med en stort set uforandret rute gennemførte man i 2016 en række ændringer. Distancen blev reduceret med ca. 10 km, og antallet af hellingen gik fra 17 til 15. I de senere år har løbet været ramt af mange styrt, og arrangørerne ønskede med den nye rute at gøre den første del af løbet mere sikker. Finalen med de sidste fem stigninger blev imidlertid bibeholdt, og man fastholdt de ekstra 3 flade kilometer frem til målet ved E3 Arena, som blev indført i 2015. Derfor var det ingen overraskelse, at løbet udviklede sig, som det plejede.

I de sidste seks udgaver har man i alt væsentligt kopieret den nye rute, selvom man i 2021 dog strammede skruen lidt ved igen at øge antallet af stigninger til 17. Det skete ved tidligt i løbet at erstatte Hogerlucht med Kanarieberg og Oude Kruisberg, men den væsentlige ændring var, at den meget svære Eikenberg vendte tilbage. Det skete endda uden, at man fjernede den stigning, Berg Te Stene, der i 2019 blev hentet ind som erstatning. Prisen var dog, at nøglestigningen Taaienberg kom lidt længere fra mål.  Fra Stationsberg og frem var de sidste ca. 60 km dog de samme, som de var i 2019-udgaven, og som de nu har været længe. I 2022 kopierede man fuldstændigt ruten fra 2021, og det gjorde man også i 2023, hvor man skulle have luppen frem for at finde den modifikation, der forlængede løbet med 200 m.

Det gør man også næsten i 2024, men der sker alligevel lidt. Der er nogle marginale ændringer i starten, ligesom der er en justering lige inden Tiegemberg, som betyder, at alle finalestigningerne med undtagelse af netop Tiegemberg kommer 1,5 km længere fra mål end tidligere. Den væsentlige ændring er dog, at man som i 2019 må køre uden om den svære Eikenberg, der erstattes af den nye asfaltstigning Ellestraat. Samlet set forlænger det løbet fra en distance på 204,1 km til en distance på 207,6 km.

E3 Saxo Classic er nært forbundet med byen Harelbeke, der fungerer som løbets absolutte centrum, og det er her, det 207,6 km lange løb har sit udgangspunkt med både start og mål. Herfra bevæger man sig efter starten ad flade veje mod øst direkte mod De Flamske Ardenner, men som det er tilfældet for de fleste af de store klassikere, er den første del af løbet helt flad. Det betyder, at rytterne holder sig fra den kuperede zone, mens man passerer gennem Flandern Rundts målby, Oudenaarde, og fortsætter mod nordøst hele vejen til byen Zottegem.

Efter 30,0 km får de en første chance for at teste klatrebenene på den brostensbelagte Katteberg (750 m, 6%, max. 11%), der kommer efter den 1200 m lange Beaucarnestraat-pavé, men det er den eneste stigning på turen ud til vendepunktet. Der er derudover yderligere et par flade pavéer, Holleweg (1500 m) og Paddestraat (2300 m), efter henholdsvis 31,5 km og 42,9 km. Denne tidlige del af løbet imidlertid primært tjene til at gøre løbet hårdere og længere og give mulighed for at få det tidlige udbrud etableret.

Efter at have nået Zottegem efter ca. 47,6 km drejer rytterne til højre for at køre mod syd mod den berømte by Geraardsbergen, som de når efter 72,4 km. Man skal imidlertid ikke på ad den berømte Muur. I stedet drejer man igen til højre for at køre mod vest tilbage mod Harelbeke, og efter at have været oppe over La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) efter 88,7 km, når de frem til Ronse ved midtpunktet.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Herfra er det tid til at zigzagge sig op og ned ad de mange hellingen nu, hvor løbet for alvor starter, og herfra vil nervøsiteten og positionskampen for alvor have sat ind. De er stadig for tidligt for de største favoritter at spille ud, men det er vigtigt at holde sig fremme, da et styrt på de smalle veje kan sætte ryttere tilbage og betyde, at man aldrig ser fronten igen. Det betyder, at farten automatisk går op, og at afstanden til udbryderne falder, og derfor ser man ofte folk forsøge at køre op til de forreste i denne fase.

Rækken af stigninger fortsætter modsat det, vi så frem til og med 2019, med Kanarieberg (1200 m, 7,9%), der passeres efter 94,9 km, hvorefter det er tid til den anden ”nye” stigning, den brostensbelagte Oude Kruisberg (500 m, 5,8%), der rammes efter 102,8 km. Nu vender man tilbage til den tidligere rute, når man skal over Knokteberg (1260 m, 7%, max. 13%) bare 7,8 km senere. Derefter er det direkte ind på Hotondberg (1200 m, 4%, max. 8%) med 93,1 km til mål, og 7,1 kilometer senere gælder det Kortekeer (1000 m, 6,4%, max. 17%). Herfra er der ingen mulighed for at komme sig, da stigningerne kommer hurtigt efter hinanden.

De første stigninger fungerer som benbrækkere, men den første reelle udskilning ventes at komme på den brostensbelagte Taaienberg (650 m, 9,5%, max. 18%), der er en af regionens sværeste stigninger og kommer med 81,3 km til mål. Blandt de mange hellingen var dette Tom Boonens favorit, og han missede sjældent chancen for at ramme den fra spids og forcere voldsomt hele vejen fra bund til top, hvorved han etablerede en lille gruppe af favoritter. I en periode overtog Sep Vanmarcke ofte den rolle. Det er værd at bemærke, at Taaienberg stadig kommer tættere på mål, end den gjorde for år tilbage.

Efter Taaienberg er det sandsynligt, at der vil ske en vis regruppering, idet der er 8,0 km frem til næste stigning, Berg ten Stene (1300 m, 5,2%, max. 9%). Den efterfølges straks af Boigneberg (1000 m, 5,2%, max. 13%), der indledes med 68,1 km igen. Nu kommer så årets væsentligste ændring, da man som i 2019 må droppe den brostensbelagte Eikenberg, der erstattes af asfaltstigningen Ellestraat (1400 m, 4,4%, max. 10%), der kommer med 63,7 km igen, hvorefter man med det samme er tilbage på den velkendte rute. Brostensstigningen Stationsberg (700 m, 3,2%, max. 10%) kommer herefter med 58,9 km igen, men når den er overstået, og rytterne har passeret pavéen Mariabrorrestraat (2000 m) efter 149,5 km, følger et nemmere stykke.

På dette tidspunkt er den store udskilning som regel startet, og herfra bliver antallet af mulige vindere bare mindre og mindre efter hver stigning. Det er samtidig et perfekt tidspunkt at sætte angreb ind, og derfor er det som regel en meget aggressiv fase. Mange favoritter er isolerede, og derfor er det et godt tidspunkt at forsøge at anticipere de store angreb fra hovednavnene.

Ofte sker der en vis regruppering, inden stigningerne igen starter. Finalen indledes med 48,0 km igen, når man rammer Kapelberg (750 m, 7,1%, max. 14%), hvorefter finalen næsten er identisk med den, der været benyttet også før ruteomlægningen 2016. Det er imidlertid ikke her, at det store slag skal slås, men stigningen fungerer som appetizer forud for duoen Paterberg-Oude Kwaremont, der ofte afgør løbet og er nøglepunktet for favoritterne. De to stigninger er også de sidste i Flandern Rundt, hvor de kommer i den modsatte rækkefølge, og begge er de brutale.

Først gælder det den korte, meget stejle Paterberg (400 m, 12,9%, max. 20%), der er sidste stigning i Flandern Rundt, og det er ofte her, den afgørende gruppe er blevet skabt. Den starter med 43,9 km til mål, og efter toppen er der kun 2,8 km hen til brostensstigningen Oude Kwaremont (2200 m, 4,2%, max. 11%). Den er helt anderledes, da den er langt mindre stejl, men meget lang. I hovedparten af udgaverne er det her, at de bedste er kørt fra.

Efter Kwaremont vil den afgørende udskilning være sket, og der er som regel nu ikke flere end en håndfuld ryttere i spil. De sidste 41,1 km består af en flad tur tilbage til Harelbeke, men undervejs er der et par muligheder for sene angreb. Den første af disse kommer med 33,3 km til mål, når man rammer Karnemelbeekstraat (1500 m, 4,9%, max. 14%), hvor Sagan og Kwatkowski angreb i 2016, og hvor de i 2021 fik skovlen under Wout van Aert. Dernæst gælder det pavéen Varentstraat, der kommer med 25,7 km igen. Den sidste udfordring er Tiegemberg (1000 m, 5,6%, max 9%) med 20,0 km til mål, og disse tre forhindringer kan være ganske vanskelige efter et langt og hårdt løb, inden det gælder et helt fladt indløb mod nordvest tilbage til Harelbeke.

Finalen blev introduceret i 2015 og er stort set helt flad, men mere teknisk end den, der tidligere blev benyttet. Efter at have fulgt en bred vej drejer rytterne til venstre lige før 5 km-mærket. Næste sving kommer med 3,5 km, og herefter er der igen sving med 2,7 km, 2,5km og 1,5 km tilbage. Det sidste venstresving kommer 600 m fra stregen. Meget ofte er en enlig rytter ankommet her, eller en meget lille gruppe har skullet afgøre det i en spurt i centrum af Harelbeke. Én ting er dog sikkert: efter 207,6 brutale kilometer i det hårdeste terræn i Flandern er det kun de stærkeste, der er tilbage.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Løbet byder på i alt 2004 højdemeter, hvilket i alt væsentligt er det samme som i de seneste år, hvor ruten kun har gennemgået små ændringer.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Vejret betyder altid kolossalt meget i de belgiske klassikere, og det er ingen undtagelse for E3 Harelbeke. Vind og regn gør det meget lettere at gøre en forskel, mens Tom Boonens sejr i 2012 viser, at selv denne ellers meget vanskelige klassikere kan afgøres i en reduceret massespurt, hvis der er tale om en flot forårsdag.

I 2022 var vejret smukt, mens det sidste år var meget blæsende. Det bliver det ikke i år, men det bliver stadig ikke nogen pæn dag. Starten vil formentlig være tør med en smule sole, men gennem stort set hele dagen vil der væren ren risiko på 50-60% for let regn. Temperaturen vil være hæderlige 12-13 grader, og der vil være en let til jævn vind (16-17 km/t), der under løbet vil dreje fra vestsydvest til vestnordvest. Det giver naturligvis vind fra alle tænkelige retninger på den kringlede rute, men der vil være smedvind på Paterberg og sidemedvind på Kwaremont, hvorefter der vil være sidemodvind på Karnemelkbeekstraat og derfra næsten uafbrudt mod- og sidemodvind ind til Harelbeke, hvor man får sidemedvind med ca. 5 km igen, sidevind med 2,7 km igen, medvind med 1500 m igen og sidemodvind over de sidste 600 m.

Favoritterne

Så er det nu! Det kan føles som næsten en fjern fortid, at vi faktisk skød brostenssæsonen i gang i Omloop for nu en måneds tid siden, for i mellemtiden har det hele handlet om så meget andet. Vi har set klatrerne slås i de store etapeløb i Frankrig og Italien, og vi har været vidner til et relativt klatretungt Strade Bianche og et sprintervenligt og eksplosivt Milano-Sanremo, der ikke rigtigt er sammenligneligt med det, der venter i de kommende uger i det normalt kolde og blæsende nord. Det er nu formen skal toppe for feltets råstæke klassikertyper, og om det er lykkedes, finder vi ud af på fredag. De fleste skipper onsdagens sprinterløb i De Panne, og derfor er fredagens løb i Harelbeke den helt store test, der vil give den første virkelige indikation på, hvem der har fundet de allersidste og afgørende procent frem mod årets største løb i Nordeuropa.

E3 Harelbeke er efter Flandern Rundt klart den hårdeste af de flamske klassikere og dermed det bedste pejlemærke på, hvad vi kan forvente søndag d. 31. marts i Oudenaarde. Historien viser, at det er næsten lige så selektivt, og det skyldes først og fremmest rytternes tilgang til løbet. Her plejer alle stjernerne for første gang at være samlet til et brostensslag, og de betragter det alle som den store generalprøve til Flandern Rundt. Det flamske monument afvikles på en meget lignende rute, og den største forskel er, at det er betydeligt længere, og at en stor motor og udholdenhed derfor spiller en større rolle i det helt store løb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det forhold skal ikke undervurderes. Det forklarer bl.a., hvorfor en uopslidelig fyr som Alexander Kristoff i mange år har været blandt de bedste i Flandern Rundt, hvor hans track record er skræmmende god og stabil med en endeløs serie af top 10-placeringer, men aldrig for alvor har blandet sig i E3 Harelbeke, hvor en 4. plads i 2015 er undtagelsen på en liste, hvor næstbedste resultat er en beskeden 21. plads. Længden er den største forskel på de to løb og tipper balancen en anelse i retning af ryttere med stor eksplosivitet på stigningerne, men også den længere distance fra den afgørende Paterberg-Kwaremont-duo, der i Flandern Rundt kommer i omvendt rækkefølge, hjem til mål er en faktor, der øger sandsynligheden for en vis regruppering.

Det sidste var særligt tydeligt sidste år. Her var Wout van Aert åbenlyst svagere end Mathieu van der Poel og Tadej Pogacar, da trioen kørte væk, men i dette lidt lettere løb med kortere distance og længere afstand til de sværeste stigninger kom han alligevel akkurat med hjem til en spurt, han kunne vinde. Da de tre igen var samlet en uge senere i Flandern Rundt, var der til gengæld ingen kære mor. Her kørte de to rivaler nemlig Van Aert midt over, og i finalen var der nu også så svære stigninger, at Pogacar kunne gøre den forskel, han ikke kunne gøre i dette løb, hvor hans ringere spurt gjorde, at han endte som nr. 3, selvom han var stærkeste mand.

Netop det forhold, at løbet betragtes som den store generalprøve betyder, at det stort set altid bliver enormt selektivt, og at kun de stærkeste overlever. Som nævnt ovenfor kan det ske, at det skal afgøres i en reduceret massespurt, som det senest skete i 2012, men det hører absolut til sjældenhederne. Det kræver i hvert fald ganske gode vejrbetingelser, og det er faktisk bemærkelsesværdigt, at et løb, der afsluttes med 40 relativt lette kilometer, så sjældent ender i en spurt.

Selve finalen er endda betydeligt lettere end i Omloop, hvor vi i 2021 og næsten i 2022, 2023 og 2024 højst overraskende endte med den første spurt siden 2009. I det løb er retningen i finalen dog meget ensidig, og det betyder, at modvind til slut kan gøre det svært at gøre forskelle. Her er finalen måske nok lettere, men stigningsdelen er meget sværere og meget mere intens, for her er der både flere bakker, og de kommer med en hyppighed, der minder langt mere om Flandern Rundt end om Omloop.

Det synes også udelukket, at vi får en gentagelse af Boonens spurtsejr fra 2012. Sådan er det, når Mathieu van der Poel og Wout van Aert er til start, for de vil begge køre cykelløb. Det kan dog ikke udelukkes, at vi får en mindre selektiv udgave, end vi typisk har set det, seneste sidste år. Ikke at vi får 2012-udgavens massespurt, men måske en spurt i en gruppe på 8-10 mand.

Vejret er nemlig lidt svært at blive klog på. Det kan ende med at regne stort set hele løbet, og sker det, får vi formentlig en benhård udgave, men holder det tørt, kan vejret godt have en samlende effekt i finalen. Sidste år var det ekstremt blæsende, men det bliver det slet ikke i år. Sidevind har nu aldrig rigtigt spillet den rolle, vi kan se i Omloop og så i år, men modsat sidste år vil der være modvind hele vejen hjem fra Karnemelkbeestraat. Den slags taler naturligvis for en regruppering.

I 2022 havde vi nærmest sommervejr, og selvom der var gunstig vind på hjemturen, var der altså samlet 8 mand bag holdkammeraterne Van Aert og Christophe Laporte, der var kørt fra alt og alle. Da Kasper Asgreen kørte væk i finalen i 2021, var det også på en dag med gunstig finalevind, og var danskeren ikke lykkedes med sit sene angreb, kunne syv mand have spurtet om sejren. Spurter af den slags størrelse har vi ikke set i Flandern Rundt siden ruteomlægningen i 2012, men den slags kan ske i E3 Harelbeke, og i år øger vinden sandsynligheden for, at det sker. Historien taler dog imod det, for siden Boonens massespurtsejr i 2021, er den største gruppe, der har kæmpet om sejren i en spurt, en gruppe på fem mand. Til gengæld har vi meget ofte haft ret store grupper bag en ensom rytter i front.

Den anden væsentlige faktor er naturligvis taktikken, så hvad vil holdene? Nu kalder vi E3 for den store generalprøve, og modsat 2022-udgaven, hvor vi manglede et hav af topnavne, er næsten alke de ryttere, der har ambitioner i Flandern Rundt, til start. Vi har desværre fået et sent afbud fra sygdomsramte Christophe Laporte, og derudover kommer Dylan Teuns altid flyvende ind fra Catalonien, men derudover er der ved et hurtigt gennemsyn vel ingen af de forventede hovedaktører fra det flamske monument, vi vil savne, måske med undtagelse af Alexander Kristoff.

Som altid er det Mathieu van der Poel og Wout van Aert, der er omdrejningspunktet, men denne gang kan vi vel udvide det lidt til, at sidstnævnte skal erstattes af hele Vismas suveræne kollektiv, der var så dominerende i Omloop - også selvom de denne gang savner Laporte. Alle forventer formentlig, at Van Aert og Van der Poel vil være lige så overlegne som sidste år, og derfor vil mange formentlig prøve at kopiere den opskrift, der næsten lykkedes i Flandern Rundt, nemlig at komme de to favoritter i forkøbet. Det er do betydeligt vanskeligere at gøre i dette kortere og lettere løb, som de to tophold nemmere kan kontrollere, men helt umuligt er det ikke. Det gælder særligt, fordi Visma har så mange kort at spille, at det godt kunne finde på at sende stærke ryttere med i en sådan offensiv og overlade alt ansvaret til Alpecin. Til gengæld vil jeg tro, at Alpecin kører 100% for Van der Poel og vil forsøge at undgå den situation.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Van der Poel er i en svær situation. Søren Kraghs form er usikker, og derfor har han faktisk et rystende svagt hold. Han kan forsøge at skabe en lang finale, hvor han vil elske en mand-mod-mand med Van Aert i stil med det, vi så sidste år, hvor Pogacar dog gjorde dem selskab. Det er bare også en risiko. En lang finale betyder, at han kan isolere sig selv i et Visma-overtal, og så bliver han pludselig meget sårbar. Det gode for ham er, at han og Van Aert kan være så overlegne, at de med nogen sandsynlighed kan køre alene, og kender vi Van Aert ret, vil han gerne have en duel i stedet for at sætte sig på hjul og skabe det overtal, der egentlig vil gavne Visma. Problemet for Van der Poel er, at Taaienberg kommer for langt fra mål til en duel, og de mellemliggende stigninger frem til Paterberg-Kwaremont kan være for lette - og i den fase kan løbet glide ham af hænde i det taktiske spil.

Derfor er jeg denne gang slet ikke så sikker på, at favoritterne skal køre om det. Hvis ikke Alpecin skaber den første udskilning tidligt, formentlig på Taaienberg, gør Visma det. De vil altid have en fordel af en overtalssituation, og så er døren alligevel åben for at komme favoritterne i forkøbet på stykket mellem Taaienberg og Paterberg. Her kan en isoleret Van der Poel blive pokkers sårbar, og kører der en gruppe, som Visma er tilfredse med, kan løbet være tabt for Van der Poel. Han kan forsøge at redde det hele selv på Paterberg-Kwaremont, men får han Van Aert med på hjul, er der grænser for, hvad han kan gøre, hvis en Visma-rytter foran forhindrer Van Aert i at føre.

Der er derfor en fair chance for, at vi får en taktisk afgørelse, men selv hvis de stærkeste skal køre om det, kan det blive svært for Van der Poel. Jeg vil forvente, at hollænderen er stærkeste mand, da jeg - som jeg vil uddybe nedenfor - stadig er usikker på Van Aerts topniveau, men selv hvis han kører væk på Paterberg-Kwaremont, kan han med modvind få svært ved at holde hjem. Visma bør sidde med flere ryttere bagved, og som sagt ser man ofte grupper på 8-10 mand, hvor der kan være andre hold, der også vil føre. Stykket hjem er nemlig relativt let, da det er kun Karnemelkbeekstraat, der er svær. Den kan til gengæld også gøre ondt, som vi har set mange gange, blandt andet i 2021, hvor Van Aert blev sat af, men også den kommer relativt langt fra mål.

Får man samling i en større gruppe efter stigningerne, er det heller ikke sikkert, at der skal spurtes. Overtal kan komme i spil, som det meget ofte gør her, blandt andet, da Kasper Asgreen og Quick-Step kuppede de andre i 2021, og da de gjorde det samme med Bob Jungels og Zdenek Stybar i 2019. Man kan snige sig væk i denne flade finale, som Stefan Küng også gjorde det i 2022, da han tog den sidste podieplads i Jumbos magtdemonstration, eller som Asgreen gjorde, da han i 2021 angreb for anden gang og kørte hjem til sejr.

Det øger også chancen for, at en god spurt ikke er nødvendig, men historien viser også, at det er svært for bedste mand at lave et langt soloridt, selvom det før er lykkedes for blandt andre Fabian Cancellara og Niki Terpstra, mens Van Aert og Christophe Laporte også i 2022 kørte en tomandsholdkørsel hele vejen fra Paterberg.

Jeg ser altså flere scenarier. Der er en mulighed for, at Van Aert og Van der Poel skal afgøre det i en duel i stil med det, vi så sidste år. Der er en chance for en solosejr til bedste mand - og det skal i mine øjne være Van der Poel - men det bliver svært med et stærkt Visma-hold og modvind. Der er en chance for en tidlig afgørelse fra en gruppe, der kommer favoritterne i forkøbet, men det vil kræve, at der er en Visma-rytter med. Og så er der en chance for, at vi får samlet en lidt større gruppe på måske 5-10 mand efter de sværeste stigninger, hvorefter det kan ende i en spurt eller blive afgjort på taktik, hvor særligt Visma kan ventes at sidde med flere kort at spille.

Selvom jeg tror, at Van der Poel vil være stærkest, går jeg med Wout van Aert. Egentlig har han i mine øjne alt at bevise. Han nåede aldrig sit gamle niveau i 2023, hvor han også i dette løb var synligt svagere end Van der Poel og Pogacar, og i år har han også til gode at overbevise i en haltende sæsonstart, der nok bød på en sejr i Kuurne, men hvor han bestemt ikke overbeviste i Algarve og Omloop. I år forsøger han sig med en anden sæsonopbygning, men jeg har svært ved at se, at det skulle hjælpe en mand, der typisk bliver god af mange løb, at reducere sit løbsprogram. Bekymrende er det også, at han kørte en skuffende Tour og sluttede sin sæson på et sjældent lavt niveau med EM-ydmygelsen og kollapset i Piemonte.

Alligevel skal han nok være blandt de stærkeste. Det var han i åbningsweekenden, og det vil han naturligvis også være her. Jeg er ikke sikker på, at det er nok til at følge Van der Poel, men hollænderen er bestemt ikke hjulpet af det lange modvindsstykke på hjemturen. Mod et stærkt Visma-kollektiv vil det kræve en næsten overmenneskelig Van der Poel at holde hjem, og får vi først samling i en gruppe på 8-10 mand, står Van Aert stærkt i en spurt. Her kan de ganske vist lege med overtallet, hvor Van Aert næppe har frihed, men ender det i en spurt, vil de køre for belgieren, der vil have en god chance for at vinde en sådan afgørelse efter et hårdt løb.

Selv hvis vi får en duel i stil med det, vi så sidste år, vil Van Aert være min favorit. Sidste år kunne han på denne lettere rute ikke afgørende sætte Van Aert, og dengang havde endda hjælp af Pogacar. Havde sloveneren været til start i år, havde jeg utvivlsomt peget på Van der Poel, men nu tror jeg, at han er for alene mod et Visma-overtal, og at han mangler sin slovenske fælle til at gøre det hårdt for Van Aert. Vi ved, at Van der Poel kan vinde en spurt mod Van Aert efter et hårdt løb, men som vi så sidste år, er Van Aert som udgangspunkt stadig den hurtigste. Derfor tror jeg på, at han laver sit hattrick, selvom han næppe er stærkest - enten i en tomandsspurt eller i en spurt i en større gruppe.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Naturligvis er Mathieu van der Poel nr. 2 på listen, og jeg forventer, at han er løbets stærkeste mand. Sidste år var han betydeligt stærkere end Van Aert i både Flandern og dette løb, og mens Van Aert viser tegn på en aftagende tendens, der kan være fortsat ind i denne sæson, synes Van der Poel fortsat ikke at være i forfald. Nej, tværtimod var han i 2023 bedre end nogensinde - ikke mindst ved VM - og hans sæsondebut i Sanremo var betryggende, selvom han kom til start uden løb. Han sov lidt i timen ved Pogacars andet angreb, men det hul fik han lukket med en skræmmende magtdemonstration, der gør mig helt tryg ved, at han er tæt på sidste års niveau.

Er det så nok? Det er her problemet kommer. Sidste år kunne han trods tilstedeværelsen af Pogacar og dårligt vejr ikke sætte Van Aert afgørende af. Med tanke på en måske svagere Van Aert kan det måske lade sig gøre i år, men herefter hjælpes han bestemt ikke af modvinden mod et Visma-kollektiv. Det bliver meget svært at køre alene hjem under de betingelser - men ikke umuligt - og i en større gruppe har han ingen frihed i det taktiske spil. Han vil altså i den situation skulle vinde løbet via en spurt, men det er heller ikke umuligt. Han har før slået Van Aert efter et hårdt løb, nemlig i Flandern Rundt i 2020 og i Sanremo i 2022, og sidste år var han heller ikke langt fra. Det er således ikke umuligt, at han kan få sin sejr, selvom han ikke kan køre fra alt og alle, men det er fortsat solosejren, der ligner hans sikreste vej til sejr - og den solosejr er han i mine øjne manden, der kan tage.

Netop fordi vinden gør, at vi kan få en spurt i en lidt større gruppe, må Mads Pedersen være nr. 3. Danskeren har ellers altid været for tung til disse bakker, når han har været oppe mod de to crossfænomener, og selvom hans VM indikerede, at han har nået et nyt niveau, vil jeg stadig tro, at det gælder på disse stigninger, der er betydeligt længere, end de var i Glasgow. Samtidig har vi set, at han har været bedst på stigningerne i Flandern Rundt, hvor den lange distance synes at komme ham til gode, mens han faktisk altid synes at have det ret svært i dette løb, hvor hans bedste resultat er sidste års 14. plads - et resultat, der endda kom i en sæson, hvor han var med i toppen af alle andre klassikere. Hans Sanremo skaber også lidt bekymring, for selvom han endte med at spurte om sejren, indikerer hans overraskende svage spurt, at han i hvert fald ikke var den mest friske blandt de overlevende.

Alligevel har han en ret klar vej til sejr. Selvom han ikke kan følge Van der Poel på bakkerne, er der med denne modvind en god chance for, at vi kan få en regruppering. Sker det, vil han stadig stå stærkt i en spurt. Nok skuffede hans spurt i Sanremo, men han må stadig regnes som hurtig efter et hårdt løb, hvad han senest viste, da han slog Van Aert i spurten om 3. pladsen i Flandern Rundt. En anden model er, at han som i Flandern Rundt kommer favoritterne i forkøbet, men efterhånden som hans status vokser, bliver det vanskeligere at få den frihed. Jeg frygter desværre stadig efter hans Sanremo, at hans triste historik i dette løb vil fortsætte denne gang, men da chancen for en eller anden form for spurt er ganske god, betyder hans fart, at han står højt i denne rangering efter vinderpotentiale - særligt hvis vi får den regn, han elsker.

Der er ikke mange andre, der kan drømme om at vinde, fordi de enten er stærkest eller hurtigst, og derfor skal alle andre formentlig vinde via en eller anden form for taktik, enten tidligt i løbet eller i den flade finale. Det gør, at overtal kan blive ret afgørende, og da en tidlig gruppe næppe for lov at køre, hvis ikke Visma er repræsenteret, og da det hollandske storhold har folk, der kan gøre det færdigt, siger det sig selv, at de må fylde mange af de næste pladser.

Det mest oplagte bud er Dylan van Baarle. Hans speciale er nemlig at blive spillet taktisk ud fra distancen. Det er sådan, han har taget sine største sejre i Roubaix, Omloop og Dwars door Vlaanderen, og her har han også vist, at han har motoren til at gøre det færdigt. Han har til gengæld lidt at bevise på formen efter en skuffende åbningsweekend, men mon ikke hans arbejde for Jonas Vingegaard i Tirreno, hvor han virkede ganske imponerende, da han jagtede det stærke udbrud på kongeetapen, har hjulpet? Faktisk var hans sejr i Omloop ret ekstraordinær, fordi han typisk først har fundet formen sidst i marts, og derfor kan man vel tro på, at normaliteten har indfundet sig.

Jeg er dog lidt bekymret for hans evner i positionskampen. Det er et større og større problem, at han misser ud frem mod de vigtigste stigninger, og det kan betyde, at han ikke kommer med i den afgørende udskilning. Hvis det lykkes, er han til gengæld drømmekortet for Visma at spille tidligt ud og dermed sende Alpecin i defensiven.

Det næste bud er vel Matteo Jorgenson. Det var i dette løb sidste år, vi pludselig så, at han kunne begå sig i denne slags løb, og det bekræftede han senere i Flandern Rundt og senest i Omloop. Siden dengang har han vist skræmmende form i Paris-Nice, hvor han nåede helt nye højder, men bare en uge forinden virkede han altså ikke flyvende på brostenene. Det fortæller nok, at han trods alt er mere skabt til etapeløb end klassikere, og som Van Baarle lider han også under, at han ikke er rasende hurtig. Med den vilde form, han viste i Paris-Nice, og med den fine kørsel, vi så i Omloop, bør han dog køre finale som en del af et Visma-overtal, og herefter vil han være perfekt at spille ud i en taktisk finale, som han blev det i Omloop. Skal man pege på en anden Visma-rytter, der kan følge Van der Poel på Paterberg-Kwaremont, er han nok også det bedste bud, men jeg tror nu, at det bliver en anelse for eksplosivt.

Hvor står Jan Tratnik? Han var her, der og alle vegne i sæsonstarten, men han har ligget stille siden åbningsweekenden. Vi ved derfor ikke, om hans superform er intakt, men selv hvis den er, har han lidt at bevise. Da han første gang kørte disse klassikere i 2022, var han ganske god, men de bedste kunne han ikke røre. I åbningsweekenden var han jo faktisk også på bagkant gennem begge løb, og han imponerede aldrig på stigningerne. Han skal derfor bevise, at han vitterligt kan være med i front i et løb, der er så hårdt som dette, ligesom han nu er oppe mod ryttere i topform, hvad han ikke var i februar. Omvendt har han tydeligvis også hævet sit niveau markant, og da han samtidig er Vismas næsthurtigste kort, er han bestemt igen en reel vinderkandidat.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Vismas sidste kort er Tiesj Benoot , men han er et usikkert kort. Han skuffede i åbningsweekenden efter sit styrt i Algarve, og siden dengang har han ganske atypisk skippet både Strade og Tirreno. Heldigvis har han vist, at han kan træne sig i form, og det vil undre mig, hvis han ikke møder op på et højt niveau. I dag er han måske bedre i mere kuperet terræn end i disse løb, men sidste år var han med helt fremme i Dwars door Vlaanderen, Omloop og Kuurne. I sidstnævnte viste han endda også, hvordan han kunne udnytte et Visma-overtal til at vinde, og det er præcis også den opskrift, han skal bruge denne gang, da heller ikke han er hurtig. Rammer han den form, han havde sidste år, kan det bestemt lade sig gøre.

Ser man ud over Visma, er det vel Arnaud De Lie, der står først for, men det handler mere om potentiale end forventning. Belgieren har nemlig haft et ganske skuffende år. Allerede hans første løb var nærmest katastrofale, og bedst som han endelig viste form i Omloop, kom det ærgerlige styrt i Le Samyn, der satte ham chokerende langt tilbage. Han var i hvert fald på et rystende lavt niveau i Paris-Nice, og selvom løbene i Denain og Koksijde viste klar fremgang, var der stadig et stykke til den bedste De Lie. Heldigvis har han generelt haft et ret højt bundniveau, hvorfor han synes hurtigt at komme i form, og vi så, hvor dramatisk han forbedrede sig frem mod åbningsweekenden, hvor han i hvert fald var stærkere end Van Aert. Han har jo også fordel af en god spurt, men som han har spurtet i løb som Omloop og Bretagne, tror jeg, at han efter et hårdt løb får det svært mod typer som Van Aert og Pedersen. Hans fart gør også, at han får det svært i det taktiske spil, og jeg vil tro, at han skal vinde ved at følge med og stole på sin spurt. Selvom jeg tvivler på, at han kan gøre det sidste, og jeg er usikker på formen, er han dog så hurtig, at han er en af de ryttere, der har den klareste vej til sejr - hvis altså han igen nærmer sig det niveau, han havde i Omloop.

Skal man pege på en mand, der måske kan matche Van der Poel og Van Aert på stigningerne, må det være Alberto Bettiol. Det tyder nemlig nu endelig på, at han er tilbage. Det holdt hårdt, men efter hans vilde ridt og et Sanremo, hvor han sammen med Filippo Ganna lignede de stærkeste efter Van der Poel og Pogacar. Han har jo faktisk ikke mange gode resultater i denne slags løb, men da han var bedst, var han uhyggelig. Han kørte alene hjem i Flandern som stærkeste mand, og i Flandern i 2020 lignede han en mand, der med bedre position måske kunne have fulgt Van der Poel, Van Aert og Julian Alaphilippe. Helt så god er han nok ikke nu, men mindre kan også gøre det, for han skal ikke vinde som stærkeste eller hurtigste mand. Han skal vinde via en kombination af taktik og styrke samt at udnytte, at han også kan slå mange potentielle følgesvende i en spurt, og lige nu synes han i hvert fald at have styrken til at give sig selv den chance. At sidde som tredjehjul i en finale med Van Aert og Van der Poel, der kigger på hinanden, er i hvert fald ikke nogen dårlig position.

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, må jeg hellere placere Michael Matthews her. I Sanremo blev vi nemlig mindet om, at han har for vane at overpræstere i sine spurter efter lange og hårde løb. Det italienske løb viste også, at der skam stadig er liv i benene, men det kan ikke skjule, at han i de seneste år generelt har været et stykke fra sit bedste, og at han ikke har den store historik i brostensløbene, som han har satset relativt lidt på - og med begrænset succes. Han har også et svagt hold i positionskampen frem mod stigningerne, og derfor er min optimisme desværre begrænset. Da han er en af de få, der kan tro på, at han kan vinde en spurt i Harelbeke, og da modvinden øger sandsynligheden for, at vi får en spurt i en lidt større gruppe, kommer man dog ikke uden om, at han har en klarere vej til sejr end så mange andre.

Den er i hvert fald klarere, end den er for Tim Wellens , men belgieren har skam en vej. Heller ikke han har satset meget på disse løb, men de er hans helt store fokus i år. Han har to år i træk imponeret stort på Muren i Omloop, hvor han begge gange har lignet stærkeste mand, men historien fortæller også, at den gode februarform aldrig holder til denne tid på sæsonen. Her har han altid haft det vanskeligere, og i år har han sendt blandede signaler. Han skuffede mig stort i Strade, hvor han kunne sidde på hjul gennem hele løbet, og det var svært at vurdere, hvor god han var i Sanremo. Derfor er det med nogen bekymring, at man må se på ham, men med Omloop-ben vil han være en af de bedste på de sværeste stigninger. Herefter skal den relativt spurtsvage Wellens - i forhold til mange favoritter - finde en vej til at komme væk i det taktiske spil, men det kan vel også lade sig gøre.

En rytter, der nok skal køre finale, er Stefan Küng. Det gør han altid i disse løb, hvor han nu flere gange har vist, at han er en af de stærkeste, selvom han ikke er rasende eksplosiv. Denne gang er der en smule usikkerhed, fordi han missede Tirreno som følge af personlige omstændigheder, men han har kompenseret med tre endagsløb, herunder Sanremo, og holdet melder ham helt klar. Han har da også set stærk ud, men han har bare det evige problem, at han er så pokkers spurtsvag. Han skal altså alene hjem for at vinde, og det er svært, når man sidder mod et Visma-overtal. Han viste dog vejen i netop dette løb i 2022, hvor han sneg sig væk i en taktisk finale bag den sejrende Jumo-duo. Det er hans opskrift, og med den stabilitet, han har, burde han have en god chance for at ende i en position, hvor han kan forsøge at bruge den.

Matej Mohoric har faktisk heller ikke den helt store historik i disse løb. Sidste år var han dog bedre end nogensinde, og han hævdede selv, at han havde benene til det store resultat i dette løb, men at han missede ud på positionering. Om det er rigtigt, finder vi aldrig ud af, da han styrtede ud af Flandern, men det bekymrer lidt, at han i år havde en meget skuffende åbningsweekend. Det bekymrer særligt, fordi hans fremragende Strade og gode Sanremo viste, at formen er god, og at han måske er endnu stærkere end sidste år. Derfor har han altså lidt at bevise i de flamske løb, men heldigvis husker jeg også sidste års åbningsweekend, hvor han og Wellens var de klart stærkeste på stigningerne. Det burde da også være løb, der passer ham, og da han er hurtig, snu i det taktiske spil og ikke bange for at tage chancer og angribe tidligt, er han en mand, der kan gøre det færdigt, hvis benene rækker til at køre finale.

Lidl har i sidste øjeblik udtaget Toms Skujins, der aldrig tidligere har satset på disse løb, men som i en sen alder har indset, at han har et stort potentiale. Allerede sidste efterår gjorde han enorme fremskridt, men det helt store gennembrud er kommet i år. Smukkest var hans podieplads i Strade Bianche, men allerede i Omloop lignede han stærkeste mand. Dermed har han i hvert fald bevist, at han kan køre disse løb, men spørgsmålet er, om formen er intakt. Havde han bare en gylden form i februar, hvor han toppede, eller rækker hans topniveau også til at præstere nu, hvor alle må antages at være i topform? Og er Skujins selv stadig på 100% efter en periode med løb, der har passet ham dårligere? Det ved vi ikke, men baseret på det, vi har set i år, kan han komme meget, meget langt, også fordi han kører for et af de stærkeste hold. Problemet er, at han meget vel kan ende med at skulle agere hjælper for Pedersen i en eventuel finale, hvor holdet vil holde det samlet til en spurt. På den anden side kan de to sammen også udgøre en uhyre spændende duo i en finale, hvor Lidl kan være et af de hold, der sidder i overtal. Man må i hvert fald antage, at han har sikret sig en vis beskyttelse, men han lider under, at mange af favoritterne er hurtigere, hvorfor han kan få svært ved at gøre det færdigt.

Forud for sæsonen pegede jeg på Ben Turner som mit bud på sæsonens store brostenskomet. Det gjorde jeg allerede sidste år, hvor et styrt dog ødelagde hans forår, men desværre lader det gennembrud vente på sig. Sidste år startede han som lyn og torden, men i år har han skuffet fælt. Senest kørte han Paris-Nice som hjælper, og her viste han bestemt heller ikke takter, der gør det sikkert, at han har fundet formen. Det er dog altid svært at vurdere for en type som ham, når han ikke har personlige ambitioner. Siden åbningsweekenden har han haft en måned til at forbedre sig, og hvis han nærmer sig 100%, ser jeg stadig et enormt potentiale i ham. Det var i hvert fald svært imponerende at se ham i disse løb i 2022 og i sæsonstarten i 2023, hvor han så ud til at have nået et helt nyt niveau.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Så er der vores lottokupon. Valentin Madouas er umulig at spå om, men vi ved, at han i 2022 og 2023 på sine gode dage har været fremragende i endagsløb. Mest markant var det naturligvis i Flandern i 2022, hvor han var sidste mand til at slippe Van der Poel og Pogacar, men til gengæld ved man aldrig, om han rammer det niveau. Han skuffede fælt i sæsonstarten, men formen har været i stille fremgang, og han kom ganske hæderligt igennem Tirreno. Det ændrer dog ikke på, at vi ikke aner, hvilken udgave vi får, og den svage start gør det endnu mere usikkert. I forvejen har vi mange gange set, at han næsten er en sikker taber i positionskampen frem mod stigningerne, og derfor skal han sikkert angribe lidt tidligt for at køre finale. Det kan en god udgave af Madouas til gengæld også, for han har vist, at han er fremragende på disse stigninger, og sammen med Küng udgør han en ret spændende duo til det taktiske spil.

Så er der Oier Lazkano . Han fik sin podieplads i Dwars sidste år, men det var via det tidlige udbrud. Derfor skulle han i åbningsweekenden bevise, at han også kunne køre med de bedste på stigningerne. Det kunne han ikke i et skuffende Omloop, men det kunne han i Kuurne. Det vigtigste var, at han her også viste, at han kunne klare positionskampen, der ligner hans største svaghed. Råstyrken har han til gengæld med sikkerhed, og selvom han ikke er specielt hurtig, har han det stærke våben, at han som en anden Van Baarle er manden, der kan lave det store soloridt i det taktiske spil. Desværre er der også stor usikkerhed om formen, da han missede Paris-Nice med sygdom, men heldigvis nåede han forinden at vise, at han var ganske flyvende, ikke mindst med sejren i Jaen.

Jeg er ret spændt på Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren har flere gange været flyvende i åbningsweekenden, men på denne årstid har han ikke imponeret lige så meget. Det har enten skyldtes styrt eller som sidste år bare knap så gode ben, og spørgsmålet er derfor, om niveauet kun for alvor rækker, når alle endnu ikke er i topform. Denne gang har han dog prøvet en ny model, hvor han efter en vild start i Australien og sejr ved mesterskaberne har trænet i Ecuador, mens han er blevet far. Det kan måske betyde, at han ikke er toppet så tidligt. Hans VM indikerede i hvert fald et helt nyt niveau, og hans kørsel i Sanremo var ganske pæn, da han primært agerede hjælper for Ganna og Tom Pidcock. Han har også den fordel, at han er hurtig, og han har vist, at han er god på denne slags stigninger. Han har bare lidt at bevise i denne periode, særligt nu hvor han har haft så lang en løbspause.

Så er der naturligvis Kasper Asgreen. Da han var allerbedst, havde han jo været en af de helt tunge favoritter, for faktisk har han jo endda vundet løbet. Desværre har han i sæsonstarten stadig været et stykke fra sit bedste. Det gjaldt i hvert fald i åbningsweekenden, og siden dengang har han ikke kørt løb, der for alvor har passet ham. Han kørte heldigvis et fint Sanremo, og sidste år så vi, at han nåede så højt et niveau, at han kunne gå i top 10 i Flandern Rundt. Han bør da også være bedre end i åbningsweekenden, men selvom hans stærke Tour giver håb, betyder hans skuffende efterår og sæsonstart også, at han næppe er alt for tæt på sit gamle niveau. Vi skal nok ikke forvente, at han kører med Van Aert og Van der Poel, men finder han pludselig det niveau, han havde i Touren, kan han i hvert fald køre finale - og så ved vi, at han både kan spurte eller angribe i en taktisk finale, som han gjorde, da han vandt løbet.

Ineos stiller med Magnus Sheffield, men han har til gode at bevise sig i disse løb. Han har sin sejr i Brabantse Pijl, men i de få brostensløb, han har kørt, har han slet ikke gjort sig gældende. Han synes slet ikke at være eksplosiv nok, og det er da også mest etapeløb, han vil satse på. Til gengæld så han i Tirreno ud til endelig at finde formen, og han har jo en fantastisk motor til at angribe fra distancen. Det er den vej, han har til sejr, men den kan man bestemt også se i et løb, der kan udvikle sig taktisk. Da han vandt i Brabantse Pijl, var det ved at snige sig væk i et Ineos-overtal. Denne gang er det næppe briterne, der sidder i overtal, men kan han med et tidligt angreb, sikre sig en vej til finalen, kan han forsøge samme manøvre én gang til. Hans motor er i hvert fald blandt feltets mest lovende.

Det var opløftende at se Julian Alaphilippe i Sanremo. Det var det bedste, vi har set fra ham i en menneskealder, men der var godt nok stadig langt til den gamle udgave. Han kom med i den relativt store gruppe som det tynde øl og var langt svagere end eksempelvis Jasper Philipsen. Det var endda i en finale, der passer ham helt perfekt, mens disse brostensløb ikke passer ham lige så godt. Hans kørsel i særligt Flandern i 2020 vidner jo om, at han sagtens kan finde ud af dem, men jeg tror desværre, at det kræver en flyvende Alaphilippe, hvis vi for alvor skal se ham hævde sig. Med tanke på den holdbarhed, han har vist på det sidste, senest i et yderst skuffende Tirreno, har jeg svært ved at se ham være med i dette meget hårde løb, når han ikke virkede mere overbevisende i et løb, hvor han har en fremragende historik. Men der er skabt et håb.

Er Nils Politt stadig i sin superform? Han startede sin sæson på et hidtil uset niveau på stigningerne, og han konfirmerede sin fremgang med sin 2. plads i Omloop. Til gengæld virkede han alt andet end overbevisende i Denain og Koksijde, og det kunne tale for, at han måske har toppet lidt for tidligt. I forvejen har disse løb altid været lidt for hårde for den relativt tunge tysker, og hans vej til sejr går derfor ved at komme favoritterne i forkøbet og derefter gøre det færdigt via taktik - den taktik, han også brugte i finalen i Omloop, der er et betydeligt lettere løb. Han er til gengæld også skabt til et tidligt angreb, fordi hans motor er så stor, og her hjælpes han af, at de værste stigninger ligger relativt langt fra mål. Hvis formen fra sæsonstarten er nogenlunde intakt, burde det ikke være umuligt, at det kan flaske sig, som det næsten gjorde for en måned siden.

Jeg skal love for, at Victor Campenaerts har fundet noget form. Det så vi på sidste etape i Paris-Nice, hvor hans flotte resultat efter et vildt soloridt var uhyggeligt, og han så også stærk ud i Sanremo. Spørgsmålet er bare, om han har ambitioner i dette løb. Det havde han tidligere, hvor han netop gik efter de brostensløb, der ikke var monumenter, men dette løb var alligevel en tand for hårdt. Nu er han stoppet med at træne det punch, han havde forsøgt at udvikle, fordi hans opgave i disse løb nu er at hjælpe De Lie. Usikkerheden om kaptajnens form kan dog måske åbne nye perspektiver, og han har også sagt, at en måde at hjælpe på kan være via angreb fra distancen, så De Lie kan sidde på hjul. Det er jo netop den måde, han kan komme langt i denne slags løb, hvor andre er stærkere og mere eksplosive på stigningerne, og er han først ovre Kwaremont, har han sit kort at spille i en taktisk finale. Formen synes i hvert fald at være der.

Jeg er spændt på Rasmus Tiller. Hans uheldige VM og generelt stærke efterår indikerede, at han har nået et helt niveau efter en længere kriseperiode. Desværre så vi det slet ikke i åbningsweekenden, hvor han var helt anonym, og siden dengang har han kørt meget lidt i løb, der ikke siger meget om formen. Derfor aner vi ikke, hvor han står, men inden sin krise i 2023 viste han i 2022, at han kunne komme halvlangt i denne slags løb. Hvis det er rigtigt, at han tog et skridt i efteråret, kan han jo ny komme længere, og så begynder det at lugte af noget. Han har også den fordel, at han kan slå mange på denne liste på stregen, men han skal både bevise sin form, og at han vitterligt har nået det niveau, der skal til.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Hvad så med Casper Pedersen? Modsat sidste år kom han lidt skuffende i gang, men det er svært at glemme den meget stærke kørsel, han viste i Belgien sidste år. Her lignede han atter den mand, der vandt Paris-Tours, og nu tyder hans flotte Sanremo på, at han måske er ved at finde samme form. Det var i hvert fald lidt af en bedrift at slå Olav Kooij på stregen, og det må næsten indikere, at han har siddet med meget gode ben i et løb, hvor han var hjælper. Han har aldrig haft den store succes på brosten, men det burde være løb, der passer Paris-Tours-vinderen - og nu har han bevist, at hans spurt fører endnu længere end antaget.

Kan vi tillade os at tro på Biniam Girmay? Næppe. Hans kørsel i åbningsweekenden, Tirreno og Sanremo tilsiger, at han fortsat har for lidt af sin gamle holdbarhed til et løb, der er så hårdt som dette. Når det er sagt, betyder modvinden i finalen også, at vi kan få en lidt større gruppe, og det giver ham trods alt et kort at spille. Med de fornemme spurter, han har kørt i år, vil han have en reel chance for at slå alle, der er nævnt i denne optakt, men det kræver jo altså bare, at han kommer så langt. Der var lidt håb i, at han startede stærkt i Kuurne, men selv her faldt han sammen i et løb, der er meget lettere end dette. Nej, det ser svært ud, men med muligheden for et let løb er der en vej.

Jeg ville gerne have Mikkel Bjerg meget højere på denne liste. Sidste år viste han et overraskende stort potentiale i disse løb, ikke mindst med sit flotte Flandern Rundt, der er det løb, som minder mest om dette. I Tirreno klatrede han så på et chokerende niveau, og selvom man skal passe på med at tro, at det kan omsættes til noget godt i denne helt anderledes form for løb, viser det i hvert fald fabelagtig form. Desværre missede han jo både Nokere og Denain med sygdom, og det kan næsten ikke undgå at have kostet, selvom han var tilbage i onsdagens løb i De Panne. I forvejen mangler han punchet til at gå med de bedste på stigningerne, og han skal derfor i forkøbet. Det er han til gengæld også skabt til med sin store motor, som sidste år blev særligt dokumenteret af, at han var bedst i de længste løb.

Endelig er der Bastien Tronchon. Franskmanden har været en af sæsonens åbenbaringer med sin vilde kørsel i både bjerge og eksplosivt terræn samt på grus. Vi kom dog en smule ned på jorden i Tirreno og Strade, og samtidig går han nu ind til løb, han aldrig har stiftet bekendtskab med. Den slags plejer at koste dyrt i løb, der kræver erfaring, men han har i hvert fald verdens bedste guide i Oliver Naesen. Med det punch, han har vist i år, burde han have evnerne til at køre denne slags løb, så lad os give ham chancen for at overraske igen.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at jeg forventer, at Van der Poel er løbets stærkeste, men at finalen er for let til, at han kan slå Van Aert.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Toms Skujins er tilføjet og har fået et afsnit ovenfor. Derudover er stjernetildelingen og danskeroversigten justeret, ligesom der er skrevet en holdoversigt.

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Mads Pedersen

*** Dylan van Baarle, Matteo Jorgenson, Jan Tratnik, Tiesj Benoot, Arnaud De Lie

** Alberto Bettiol, Michael Matthews, Tim Wellens, Stefan Küng, Matej Mohoric, Toms Skujins, Ben Turner, Valentin Madouas, Oier Lazkano, Jhonatan Narvaez, Kasper Asgreen, Magnus Sheffield, Julian Alaphilippe, Nils Politt, Victor Campenaerts, Rasmus Tiller, Casper Pedersen, Biniam Girmay, Mikkel Bjerg, Bastien Tronchon

* Jasper Stuyven, Søren Kragh, Matteo Trentin, Antonio Morgado, Axel Zingle, Marco Haller, Marc Hirschi, Yves Lampaert, Hugo Page, Luca Mozzato, Ivan Romeo, Fred Wright, Per Strand Hagenes, Danny van Poppel, Tom Van Asbroeck, Lewis Askey, Marius Mayrhofer, Vito Braet, Oliver Naesen, Alex Kirsch, Jonas Abrahamsen, Krists Neilands, Georg Zimmermann, Vincenzo Albanese, Brent Van Moer, Pascal Eenkhoorn, Jasper De Buyst, Stefan Bissegger, Andrea Pasqualon, Carlos Canal, Aimé De Gendt, Alexis Renard, Fabio Christen, Kelland O’Brien

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Danskerne

Hos Lidl er Mads Pedersen en af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor, og hos Soudal kan Kasper Asgreen og måske også Casper Pedersen også tage deres chance, hvorfor også de er omtalt ovenfor. På UAE er der også en chance for, at Mikkel Bjerg kan få sin mulighed, hvorfor også han er omtalt. Hos Alpecin er Søren Kragh løjtnant for Mathieu van der Poel, men i lyset af hans problematiske optakt tror jeg mest, at han vil blive brugt som hjælper. Hos EF skal Michael Valgren formentlig støtte Alberto Bettiol, mens Mathias Norsgaard på Movistar skal hjælpe Oier Lazkano. På Israel-PT skal Jakob Fuglsang vel støtte Tom Van Asbroeck og Krists Neilands, og hos Uno-X skal Louis Bendixen, Rasmus Bøgh Wallin, Niklas Larsen og William Blume på Uno-X Rasmus Tiller. På et ungt DSM uden kaptajn kan Tobias Lund tage sin chance i et løb, der passer ham, men han synes stadig at leve efter den bedste form, og endelig skal Sebastian Changizi hos Tudor støtte Matteo Trentin og Marius Mayrhofer.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Wout van Aerts sejre fra 2023 og 2022, Kasper Asgreens sejr fra 2021, Zdenek Stybars sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2016, Geraint Thomas’ sejr fra 2015, Peter Sagans sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes måske at lave et resultat.

Team Visma | Lease a Bike: Løbets stærkeste hold kan vinde med Van Aert, Van Baarle, Jorgenson, Tratnik og Benoot. Unge Per Strand Hagenes har enormt potentiale i disse løb, men må være hjælper.

Alpecin-Deceuninck: Van der Poel er den klare kaptajn. Hans løjtnant er Søren Kragh, der burde være et godt kort i den taktiske kamp med Visma, men selvom han så fin ud i Sanremo, vil jeg tro, at han med sin problematiske sæsonstart mest vil agere hjælper.

Intermarché-Wanty: Girmay er kaptajnen, men Hugo Page og Vito Braet, der begge har gjort store fremskridt i år, kan måske overraske. Holdet stiller også med Georg Zimmermann, men han passer ikke ideelt til løbet og har ikke fundet sin bedste form.

Soudal-Quick Step: Asgreen og Alaphilippe ligner kaptajnerne med Pedersen som joker. Yves Lampaert harr altid været lidt tung i disse løb og virkede uden form i Denain. Jordi Warlop synes også formsvag, og Gianni Moscon er stadig en skygge af sig selv.

Arkea-B&B Hotels: Luca Mozzato begynder at finde formen og gjorde store fremskridt i efteråret, men dette løb må stadig være for hårdt. Det kunne passe Vincenzo Albanese, men han har skuffet i år.

Astana Qazaqstan Team: Holdet kommer næppe til at spille en rolle, men måske kan den spændende Michele Gazzoli komme et stykke i et løb, der kunne passe ham.

Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn. Fred Wright er plan B, men han synes stadig at være en skygge af sig selv. Andrea Pasqualon var tidligere god i denne slags løb, men synes at være på et langt lavere niveau i dag.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

BORA-hansgrohe: Marco Haller er før kommet langt i dette løb og virker ret formstærk. Han skal dog nok angribe tidligt. Danny van Poppel har traditionelt fundet dette løb for hårdt og syne sikke flyvende. Unge Emil Herzog har potentiale i disse løb og viste form i Torino, men det er nok for tidligt at se ham fremme.

Cofidis: Axel Zingle burde stå højt på favoritlisten, men er stadig helt ved siden af sig selv. Alexis Renard har traditionelt fundet det lidt for højt, og selvom der er fremgang hos Aimé De Gendt, er niveauet her for højt.

Decathlon AG2R La Mondiake: Tronchon ligner manden, der kan overraske. Oliver Naesen kørte en god spurt i Omloop, men i dag er dette løb for hårdt. Jordan Labrosse og Valentin Retailleau passer til løbet, men det er for tidligt, og det er for svært for Dries De Bondt og den Edvald Boasson Hagen, vi kender i dag.

EF Education-EasyPost: Bettiol må være den klare kaptajn, da disse løb altid har været for hårde for Stefan Bissegger, Owain Doull og Jonas Rutsch. Det har de ikke for Michael Valgren, men han mangler desværre nok stadig for meget.

Groupama-FDJ: Küng og Madouas er de erklærede kaptajner. Lewis Askey har et stort potentiale i disse løb, men har ikke for alvor imponeret i de seneste løb på lavere niveau, og Sven Erik Bystrøm og Olivier Le Gac, der før har gjort det godt, synes også at lede efter den bedste form.

INEOS Grenadiers: Turner, Narvaez og Sheffield ligner alle gode bud, mens Connor Swift altid har fundet løbene for hårde.

Lidl-Trek: Pedersen ligner det bedste bud med Skujins som joker. Det var opløftende at se Jasper Stuyven i Sanremo, men sådan har det været et par gange, hvorefter han har skuffet i disse løb, hvor han har skuffet i en længere periode. Alex Kirsch og Mathias Vacek kunne komme et stykke, men må være hjælpere.

Movistar Team: Det må handle om Lazkano, men jeg er spændt på at følge Ivan Romeo efter den lovende sæsonstart. Han har dog holdt en lang pause. Løbet passer dårligt til Remi Cavagna, der dog måske kan komme langt med et tidligt angreb, men formen synes at halte. Carlos Canal har imponeret i år, men mangler erfaring og har ikke været flyvende i de seneste løb. Johan Jacobs kan komme et stykke, men ikke hele vejen.

Team dsm-firmenich PostNL: Holdet vil forsøge at komme langt via det tidlige udbrud. Her ligner Tobias Lund den eneste reelle kandidat. Han burde han stort potentiale i disse løb, men har ikke fundet sine bedste ben i år. Timo Roosen er langt fra fordums styrke.

Team Jayco AlUla: Matthews er den klare kaptajn. Kelland O’Brien har vist evner i disse løb, men synes meget formsvag. Luke Durbridge og Amund Grøndahl Jansen er langt fra fordums styrke, mens Max Walscheid er formsvag og for tung.

UAE Team Emirates: Wellens og Politt må være kaptajner med Bjerg som joker. Marc Hirschi har helt sikkert også en beskyttet rolle, men synes stadig helt fra snøvsen og er ikke skræddersyet til disse løb. Den uhyre spændende Antonio Morgado imponerede stort i sæsonstarten, men mangler noget erfaring og har ikke imponeret i de seneste brostensløb.

Lotto Dstny: De Lie er den entydige kaptajn, men måske der kan blive lidt plads til Campenaerts. Jasper De Buyst og Pascal Eenkhoorn kan komme langt, men har ikke imponeret i år. Brent Van Moer har virkelig fundet formen, men disse løb har aldrig passet ham ideelt.

Israel-Premier Tech: Tom Van Asbroeck har vist form, men dette løb har altid været lidt for højt, og det passer ikke helt ideelt til ellers formstærke Krists Neilands. På sigt kan Riley Sheehan komme langt, men han har ikke imponeret i sine seneste løb, og Jakob Fuglsang og Hugo Houle ar været langt fra de bedste i år.

Q36.5 Pro Cycling Team: Løbet kunne passe den spændende Fabio Christen, men det er nok for tidligt. Det er for hårdt for Nicolo Parisini , der ellers synes i form, og Jannik Steimle .

Tudor Pro Cycling Team: Kaptajnen må være Matteo Trentin, men mere og mere tyder på, at han er for langt fra fordums styrke. Marius Mayrhofer startede sæsonen meget stærkt, men har ikke virket så flyvende på det sidste, som det også gælder for Rick Pluimers.

Uno-X Mobility: Tiller må være manden. Den stadig stærkere Jonas Abrahamsen er i form og kan komme langt fra et udbrud, men han mangler punch til stigningerne, og det samme gælder for Rasmus Bøgh Wallin, der synes formstærk nu, men mangler erfaring. Markus Hoelgaard er stadig langt fra fordums styrke.

Team Flanders-Baloise: Også i dette løb er de helt uden chance.

Bingoal WB: Det må være Kenneth Van Rooy og Luca Van Boven, der kan komme længst, men desværre ikke særligt langt.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT