Optakt: Figueira Champions Classic

Løbets rolle og historie

Det vil være en overdrivelse at kalde Portugal et af cykelsportens kraftcentre, men det mindste af de to lande på Den Iberiske Halvø er bestemt ikke noget cykelmæssigt uland. Tidligere havde landet koryfæer som Joaquim Agostinho, Acacio Da Silva og Jose Azevedo, og alligevel har antallet af internationale topnavne været begrænset. Faktisk er det først i de senere år, at landet med lidt større regularitet er begyndt at hævde sig på den store scene, mest markant med Rui Costa og nu også med Joao Almeida.

Cykelsporten er ellers ikke nogen helt ubetydelig sport i landet. Således spiller den nationale stolthed, Volta a Portugal, en ganske særlig rolle på den internationale kalender, fordi det er det eneste løb, der har dispensation fra UCI-reglerne til at strække sig ud over de otte dage, som normalt er grænsen for længden på et etapeløb, der ikke hører til blandt de tre grand tours. I Portugal varer den nationale rundtur således hele 10 dage, og de afbrydes endda af noget så eksotisk som en hviledag undervejs. Løbet sendes også fast på landets nationale tv-kanal.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Problemet er bare, at det er en meget national begivenhed. Løbet domineres næsten altid af de mange kontinentalhold, som landet besidder, og for hvem hele sæsonen er bygget op om netop det løb. Tidligere har man af og til haft deltagelse af WorldTour-hold, men det hører til undtagelserne, og det er først og fremmest en portugisisk fest, der suppleres af primært spanske ProTeams samt et par udenlandske kontinentalhold, for hvem det kan være vigtig udvikling at gennemføre så langt et løb, der er kendt for både brutal varme og meget bjergrige ruter.

Det er derfor heller ikke specielt meget, man ser til hverken de portugisiske hold eller flertallet af de portugisiske ryttere uden for landets grænser, og den meget lukkede struktur afspejler sig også i landets løbskalender. Volta a Portugal er ganske vist et UCI-løb med international deltagelse, men det er som sagt alligevel en meget portugisisk fest, og derudover byder landet kun på et par løb på 1.2- og 2.2-løb. Resten af tiden beskæftiger de portugisiske hold og ryttere sig alene med lokale løb, når ikke de en sjælden gang drager over grænsen for at deltage i et af de spanske løb.

Undtagelsen er Volta ao Algarve. Det ville være næsten kriminelt, hvis et land med så godt vintervejr og så prægtigt et cykelterræn ikke havde et stort februarløb, der kunne bruges som forberedelse til sæsons store løb, og sådan har det i de seneste år. Løbet i Algarve er ganske vist en ældre begivenhed med rødder tilbage til 1960, men også det løb var i mange år en meget portugisisk affære. I slutningen af 90erne begyndte arrangørerne imidlertid at tænke større, og siden dengang har løbet etableret sig som et af februar måneds vigtigste og mest populære løb, ligesom det med sin status som 2.Pro-løb også er landet højest rangerede begivenhed - højere end Volta a Potugal - der hvert år præsenterer et hav af verdensstjerner.

I 2023 fik rytterne endda en ekstra grund til at aflægge landet et af de sjældne besøg. Som opvarmning til løbet i Algarve afvikledes der nemlig søndagen forinden og altså tre dage inden starten på etapeløbet et spritnyt endagsløb, Figueira Champions Classic. Løbet afvikledes ikke i umiddelbar nærhed af Algarve, da det dandt sted i en helt anden region langt oppe ad den portugisiske vestkyst, men tanken var, at det fremover skal skabe en synergi med den store begivenhed ved sydkysten. Løbet fik da også med det samme 1.1-status, og dermed var det åbent for de WorldTour-hold, de gerne vil tiltrække.

Begivenheden blev godt modtaget. I Algarve deltog 12 af de 18 WorldTour-hold, og af dem havde halvdelen, dvs. seks, valgt at rejse lidt tidligere til Portugal og varme op allerede om søndagen. De fik selskab af tre ProTeams samt den store hær af portugisiske kontinentalhold, der altså fik en ekstra og sjælden chance for på hjemmebane at måle sig med verdenseliten. Topnavnene var også repræsenteret i pænt omfang, da navne som Fabio Jakobsen, Kasper Asgreen, Rui Costa, Magnus Cort, Stefan Bissegger, Ilan Van Wilder, Remi Cavagna og Quinten Hermans lagde vejen forbi.

Tilsyneladende er det en ide, der appellerer til de store hold. I hvert fald er der til den anden udgave i 2024 ikke færre end 10 WorldTour-hold, der vil varme op til løbet i Algarve - denne gang dog allerede om lørdagen - og løbet er allerede rykket op på ProSeries-niveau. Det har endda fået et gigantisk boost af, at Remco Evenepoel har udset sig løbet som sin sæsondebut, og da løbet denne gang også får deltagelse af de tre største portugisiske stjerner i form af Joao Almeida, Ruben Guerreiro og Rui Costa, må arrangørerne knibe sig lidt i armen over, hvor godt deres nye begivenhed er kommet fra land.

Hvordan løbet skal være i fremtiden, ved vi af gode grunde ikke, men til den første udgave havde man i hvert fald tænkt i retning af ardennertyperne. Således bød man på korte, stejle stigninger på en afsluttende rundstrækning, der også bød på en flad finale, og dermed lagde løbet sig fint i forlængelse af flertallet af endagsløb. Der var således meget klassiker over ruten til den første udgave, og det var vel også passende, at et land, der har fået flere topnavne i de seneste år, nu også gør deres meget nationale løbskalender lidt mere international ved også at tilbyde et endagsløb på højeste niveau. Formatet genbruges til den anden udgave, hvor løbet endda bliver endnu hårdere og længere. Forhåbentlig er det begyndelsen på en succeshistorie og en start på, at Portugal i cykelmæssig forstand vil være mindre lukket om sig selv og i stigende omfang også vil være en del af den internationale scene.

Trods den hårde rute blev det alligevel en duel mellem to holdbare sprintertyper, der afgjorde den første udgave. En stærk gruppe af de bedste klatrere var ellers kørt væk på løbets nøglestigning, men de blev hentet af et par forfølgere, så der etableredes en gruppe på 14 mand. Her sad EF med hele fire mand i massivt overtal, og da de samtidig havde gruppens eneste rigtige sprinter i form af Marijn van den Berg, gjorde de alt for at holde det samlet til en spurt. De blev imidlertid snydt, for selvom Van den Berg fik et flot lead-out af Magnus Cort, måtte han se sig overspurtet af Casper Pedersen, der fik en drømmestart på sin nye tilværelse hos Quick-Step ved at tage sin første sejr i mere end to år, mens Rune Herregodts endda også tog 2. pladsen fra den skuffede Van den Berg. Pedersen forsvarer dog ikke titlen denne gang, hvor Soudal kommer med et hold centreret om Evenepoel, men da både Herregodts og Van den Berg er med igen, er der deltagelse af to af rytterne fra det første podium i løbets historie.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ruten

Når man skaber et nyt løb, har man naturligvis fuld frihed til at designe løbet, præcis som man vil, men Portugal er så kuperet og bjergrigt et land, at det vil være højst atypisk at skabe et fladt sprinterløb. Det har man bestemt heller ikke tænkt sig, i hvert fald ikke til den første udgave, hvor man snarere lod sig inspirere af ardennerklassikerne, og dermed forsøgte man i første omgang at appellere til puncheurtyper, der til åbningsudgaven fandt en rute, de ikke kunne være svært utilfredse med.

Temaet var i hvert fald meget ardenneragtigt. Antallet af højdemeter var ikke voldsomt stort, da der kun skulle klatres godt 2000 af slagsen, men det skyldtes primært en flad første halvdel. Det hele skulle nemlig afgøres på en rundstrækning, der bød på to korte, eksplosive og stejle stigninger, hvoraf den ene var en ganske seriøs sag, som stillede betydelige krav til klatreevnerne. Til gengæld kom den også et stykke fra mål, og dermed var der lagt op til den slags uforudsigelighed, der kendetegner de fleste succesrige endagsløb.

Arrangørerne var tilsyneladende begejstrede. I hvert fald er der til den anden udgave i vidt omfang tale om genbrug af det format, vi så sidste år. Alligevel er der et par væsentlige justeringer. Distancen forlænges ganske markant, så der nu skal køres for denne årstid voldsomme distance på hele 222,1 km, og derudover kører man i år fire og ikke tre omgange på rundstrækningen - ændringer, der forøger antallet af højdemeter til ca. 2700.

I alt skal der tilbagelægges 222,1 km, der fører feltet fra San Pedro til Figueira da Foz, som har lagt navn til løbet. Faktisk er der tale om start og mål næsten samme sted, da de to byer reelt er sammenfaldende og kun adskilles af udmundingen af en flod, Rio Mondego, der går fra det portugisiske fastland ud i Middelhavet ved den portugisiske vestkyst. Der er tale om et løb, der praktisk talt består af tre rundstrækninger.

Den første af disse er ca. 49 km lang og er placeret i det let kuperede terræn sydøst for startbyen. Her kører man først mod sydøst igennem fladt terræn, inden man zigzagger sig mod nordøst og sydvest igennem kuperet terræn med mindre bakker. Sådan fortsætter det, når man herefter snor sig mod øst, sydøst og sydvest ned til det sydligste punkt. Herfra går det mod nordvest tilbage til startbyen ad en lang, lige vej, der er først flad, siden faldende og til slut igen flad.

Herefter tager man hul på den anden af de to rundstrækninger, der finder sted i det flade terræn nordøst for start- og målområdet. Efter at have passeret Rio Mondego kører man mod vest hen langs floden, inden man snor sig mod nord væk fra floden via to bakker, hvoraf den sidste (3,2 kn, 4,5%) har top efter 58 km. Efter en nedkørsel bliver det helt fladt, når man kører mod nordøst, nord og nordvest frem til det nordligst punkt, hvorfra det går mod syd og sydvest igennem fladlandet, indtil man i udkanten af målbyen skal over en lille bakke. En nedkørsel fører nu mod sydvest ned til floden, som man følger mod vest frem til den afsluttende rundstrækning, som man rammer efter 103 km.

Det gør man lige bag målstregen, og derfor rundes løbet praktisk talt af med fire fulde omgange på den 30,1 km lange runde, idet man altså mangler nogle ganske få hundrede meter af den første omgang. Fra start går det mod nordvest op langs vandet, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke (300 m, 6,8%), på hvis top der er spurter på alle fire omgange efter hhv. 107, 136, 165 og 195 km. En nedkørsel leder mod sydvest tilbage til vandet, hvorfra man kortvarigt kører mod nordvest op langs havet.

Herefter tager man hul på dagens hovedmenu, når man forlader vandet ved at dreje mod nord og køre op ad kategori 1-stigningen Rua Parque Florestal (2,1 km, 8,6%), der er en lidt ujævn stigning med hhv. 8,8%, 4,6% og 9,8% over de første tre gange 500 m, inden den slutter med de sværeste 600 m, som stiger med 10,9%. Toppen rundes efter hhv. 111,6 km, 141,7 km, 171,8 km og 201,9 km, og fra sidste passage resterer således 20,2 km. De indledes med et kort plateau, der fører mod øst, inden en teknisk nedkørsel leder mod nord ned til byen Quianos.

Herfra går det ad en let faldende vej mod vest og sydvest ud til havet, hvor man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Enforca Caes (600 m, 8,9%), der stiger med hhv. 7,3%, 11,1% og 8,6% over de tre 200 m-segmenter. Toppen rundes efter hhv. 125,5 km, 155,6 km, 185,7 km og 215,8 km, hvorfor der fra sidste passage resterer bare 6,3 km, der indledes med en enkel nedkørsel, som fører mod syd og sydøst ned til den flade kystvej, som nu følges mod sydøst ind til centrum af Figueira de Foz, idet de sidste 4 km er helt flade. Finalen er helt enkel, idet der slet ikke er sving over de sidste 4 km, hvor vejen dig bugter sig en del omkring 2 km-mærket, indtil de sidste 1800 m er stort set helt lige og afbrydes af to rundkørsler med hhv. 1700 m og 400 m igen.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Løbet byder på i alt 2688 højdemeter mod 2141 højdemeter i 2023.

I forhold til sidste år er den første rundstrækning ændret en anelse, mens man altså nu kører fire og ikke tre omgange på rundstrækningen, hvilket er den primære grund til den ekstra distance og de ekstra højdemeter.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Vejret

Et godt argument for, at Portugal kan udvide februarkalenderen er deres generelt gode vejr, og det argument holder heldigvis også i år. Lørdag formiddag og ikke mindst søndag byder ellers på masser af regn, men lørdag eftermiddag bliver smuk med kun få skyer og en temperatur på 13-14 grader. Til gengæld vil det være voldsomt blæsende med en frisk vind (24-28 km/t) fra nordvest. Det giver vind fra alle retninger i den kringlede første fase med de to første rundstrækninger. På finalerundstrækningen vil der være mod- og sidemodvind frem til toppen af den lange stigning, og derefter kortvarigt sidemedvind, inden man atter får sidemodvind. Kort inden anden stigning får man sidemedvind, og efter nedkørslen vil der være næsten direkte medvind resten af vejen.

Favoritterne

Et nyt løb skaber altid stor usikkerhed om, hvad man skal forvente, og det gælder vel særligt til dette løb. Arrangørerne er nemlig kommet op med en rute, der er åben for fortolkning, og hvor det bestemt ikke synes givet, hvilken type løb vi får. Det er i hvert fald lykkedes dem at designe et løb, hvor flere forskellige ryttertyper bør have en chance.

Der er ting, der peger i forskellige retninger. Rundstrækningens hovedstigning er med sine små 9% over 2 km er ganske alvorlig sag, der kan gøre betydelig skade. Det er derfor ikke mærkeligt, at de rene sprintere holder sig langt væk, hvis da ikke de skal bruge det som opvarmning til Algarve. Skal man begå sig, skal man klatre godt, men nogen bjergged behøver man ikke at være. Rundstrækningen har også masser af fladland, og toppen kommer langt fra mål. Der vil være ganske god tid til at skabe en regruppering, særligt fordi der vil være en ret kraftig modvind på stykket efter nedkørslen.

Nu har vi heldigvis en første udgave at bruge som pejlemærke, og det viste præcis, at løbet var så åbent for fortolkning som ventet. For et år siden havde jeg givet en overhånd til de lette folk, men det viste sig, at der kom en vis regruppering, selvom der blev angrebet på stigningen de to sidste gange. Nogen stor gruppe var det bestemt ikke med bare 14 mand, men sammen med alle klatrerne befandt der sig også tungere folk som vinderen, Casper Pedersen, Marijn van den Berg, Magnius Cort, Mathias Vacek og den på dagen flyvende Remi Cavagna. Det blev derfor mere et løb for holdbare sprintere end for de ardennertyper, der kunne have drømt om at vinde. Feltet var hele 1.35 efter, men måske kunne de endda være kommet i spil, hvis ikke EF havde siddet med hele fire mand i front og arbejdede 100% for en spurt med Van den Berg.

I år er ruten i alt væsentligt den samme, men den er hårdere. Nu skal de køre en omgang ekstra, og det giver en tur mere op ad stigningen og ikke mindst en for årstiden uhørt lang distance på godt 220 km. Det taler selvsagt for større udskilning end sidste år og er dårligt nyt for Van den Berg-typerne.

Den anden væsentlige forandring er feltet. Nu er det blevet ProSeries-løb, og hvor sidste års felt altså var ret tamt med meget få stærke hold, har vi denne gang hele 10 WorldTour-hold til start. Vigtigst af alt er det, at Soudal kommer med hele klatretruppen omkring Remco Evenepoel, og dermed ved vi jo godt, hvordan løbet vil forløbe. Belgierne vil kontrollere løbet benhårdt og sørge for, at det bliver så selektivt som muligt, og så kan løbet meget vel ende som et ventespil, hvor alle venter på Evenepoels angreb. Det kan komme på sidste omgang, men kender vi ham ret, kommer det nok tidligere.

Særligt med et tidligt angreb får vi formentlig større selektion. Sidste år kørte en gruppe væk på næstsidste omgang, men de blev hentet inden sidste passage af stigningen. Denne gang vil Soudal kunne sidde med flere folk i en sådan gruppe, og med føringsvillige Evenpoel til at arbejde taler meget for, at vi ikke vil få samme regruppering denne gang. Det taler for en længere finale med en mindre gruppe og dermed et hårdere løb. Det øger også chancen for, at taktik kan komme i spil. Stigningen er svær nok til, at bedste mand kører alene, men den kommer også langt fra mål. En gruppe kan samles til en spurt, som vi så det sidste år, men det kan også blive taktisk i den fladere finale til sidst, hvorfor man ikke nødvendigvis skal være hurtigt for at vinde.

Den helt afgørende faktor kan blive vinden. Som i lørdagens løb i Murcia bliver det også her voldsomt blæsende. Faktisk er der masser af basis for sidevindskørsel i den indledende fase, men det vil undre mig, hvis det bliver en faktor. Vi havde samme kraftige vind sidste år, og der skete nul og niks. Det gør der heller aldrig i Algarve, og noget tyder på, at betingelserne for sidevind bare aldrig er til stedet i Portugal.

Stort mandefald før sidste etape af World Tour-løb

Derfor vil mit gæt være, at det bliver rundstrækningen og stigningerne, der skal skabe selektionen, og det bliver så Soudals opgave at skabe den. Her får de en voldsom modstander i vinden. Der vil være en kraftig modvind på stigningen, og det kan gøre det endog meget svært at skabe den selektion, de vil, og som stigningen lægger op til. Den er så stejl, at den bør gøre en betydelig forskel, men en solosejr er betydeligt mindre sandsynlig nu, og de holdbare sprintere kan ikke udelukkes. Efter stigningen kommer der dog også den anden stigning, hvor der vil være medvind, og selvom den er kort, er det en chance for at lancere et angreb. Bemærk i øvrigt, at vinden står anderledes end sidste år, hvor man havde medvind på den lange stigning.

Havde det ikke været for vinden, havde jeg ikke tøvet med at have Remco Evenepoel som storfavorit, men nu er jeg mere i tvivl. Selv det belgiske vidunderbarn skal slide for at overvinde så voldsom en modvind, også selvom han har et suverænt hold til at gøre det hårdt. Jeg kan godt tvivle på, om det vil lykkes, selvom han sikkert vil gå efter en lang finale, men heldigvis har han jo fået så god en spurt, at han kan slå de fleste. Det er bare et problem, at rivalerne tæller folk som Andrea Bagioli og Marc Hirschi, og særligt italieneren kan han altså få svært ved at slå. Derudover er hans form usikker. Han er altid på et højt niveau, men sidste år var han bestemt ikke flyvende i hverken UAE Tour eller San Juan. Denne gang skal dog toppe første gang allerede i foråret og ikke til Giroen, og derfor er han nok længere fremme. Han kommer i hvert fald for at vinde.

Alligevel går jeg med ham. Formen er helt sikkert god, og der er mindre tvivl om ham end om Hirschi og særligt Bagioli. Derudover er hans hold brølstærkt og kan gøre løbet hårdt, og en formstærk Evenepoel er i dette felt stadig i særklasse på denne slags stigninger. Jeg vil heller ikke udelukke, at han kan slå også Bagioli i en spurt, men mest af alt tror jeg, at han finder sit moment til at køre alene. Selv hvis det ikke lykkes på stigningen, finder han det næsten altid alligevel - enten på den sidste bakke eller i fladlandet - og derfor tror jeg, at det bliver til favoritsejr. Kan han ikke gøre forskellen, kan det dog være, at Soudal begynder at lege med taktikken, og det kan bringe ellers spurtsvage Mikel Landa i spil til et taktisk angreb samt måske Louis Vervaeke, der startede stærkt sidste år, men har været syg og missede Mallorca. Mattia Cattaneo og James Knox har til gengæld ikke vist form i optakten.

Hans værste rival kan være en tidligere holdkammerat. Da Andrea Bagioli senest kørte et cykelløb, var det som hjælper for Evenepoel i Lombardiet, men da løbet var omme, var det Bagioli, der stod på podiet, og Evenepoel, der kun akkurat kom i top 10. Det vidner om, hvor tårnhøjt et topniveau, den lille italiener har, men desværre finder han det ufatteligt sjældent. Han er tidligere startet sæsonen stærkt, da han vandt i Drome, men han er også startet skidt, som han gjorde det sidste år. Derfor aner vi ikke, hvor han står, men holdskiftet har sikkert givet ham motivation. Er han ikke helt på toppen, hjælpes han også af modvinden, og medmindre vi får sprintere med hjem, tror jeg ikke, at han kan slås i en spurt. Uden modvind havde Evenepoel været svær at slå, men nu ser det lovende ud, selvom han desværre har et svagt hold. Sam Oomen er nemlig trods en fin start i Valencia næppe med de allerbedste, og Mathias Vacek, der var med i front sidste år, viste ikke form i Australien.

UAE kommer med Marc Hirschi, der i 2023 viste sit højeste niveau siden jubelåret i 2020. Han plejer altid at have helbredsproblemer fra start, så det er faktisk en menneskealder siden, han for alvor har kørt løb i februar. Sidste år startede han dog allerede i Australien og kørte på gruset i Jaen, inden han styrtede og blev skadet, og her var han særligt i Australien skuffende. Han har altid et ret højt bundniveau, men baseret på erfaringen fra tidligere tror jeg ikke, at han er flyvende endnu. Derfor tror jeg, at modvinden er et godt våben for ham, for det giver ham en god chance for at være med. Han er slet ikke så hurtig som tidligere, men mod Evenepoel bør han have en ganske fin chance for at vinde i sin sæsondebut. Han er heldigvis heller ikke alene, for UAE har også kometen Isaac Del Toro, der jo i Australien bekræftede sit enorme potentiale. Han viste sig også hurtigere og mere eksplosiv end ventet, men jeg tvivler på, at han slår Evenepoel på stregen, hvorfor taktik kan være hans våben. Et tredje bud er lokale Antonio Morgado, men jeg tror, at Soudal vil gøre de for hårdt, og Filippo Baroncini og Rui Oliveira, der er hurtige, har ikke vist form.

Jeg er lidt spændt på Rune Herregodts. Sidste år sad han med de bedste hjem, inden han kørte en fremragende spurt, der endda indbragte en 2. plads foran sprinteren Van den Berg. Det vidner om, at han kan komme langt med sin spurt, men årets løb er hårdere og feltet stærkere. Heldigvis hjælpes han af modvinden, og på Mallorca så vi den bedste Herregodts, vi nogensinde har set. Det taler for, at han har udviklet sig yderligere, og spurter han som sidste år, kan han vinde. Endnu hurtigere er Mike Teunissen , men han skal være flyvende i sin sæsondebut for at være med og har været skadet i løbet af vinteren. Et andet hurtigt bud er Vito Braet, der pludselig fandt benene i Valencia, men jeg kan ikke tro, at han kan være med her, mens Simone Petilli skuffede i Australien.

Arkea kommer med Vincenzo Albanese, der passer ganske perfekt til dette løb. Med de klatreben, han havde sidste år, hvor han klatrede bedre end nogensinde, har han alle chancer for at overleve et løb, hvor han hjælpes af modvind. Desværre skuffede han på Mallorca, hvor han var god uden at være prangende, men heldigvis har han haft tid til at forbedre sig siden da. Spørgsmålet er så, om han i givet fald kan vinde en spurt, for han har for vane at skuffe i den slags finaler. Løbet er til gengæld for hårdt for Jenthe Biermans, og klatrerne Michel Ries og Martin Tjøtta kører næppe med de bedste.

Det var nedslåede at se Ruben Guerreiro i Australien. Her fortsatte han de triste takter, han havde gennem det meste af 2023, og det giver ikke den store optimisme. Han har dog nu haft en lille måned til at forbedre sig, og hans hjemland har designet et løb, der ikke kunne passe ham bedre. Han burde have en fair chance for at slå de fleste i en spurt, og han hjælpes voldsomt af modvinden. Det kræver dog stadig, at han har fundet noget form, han ikke har haft i nogen tid. Som alternativ har Movistar Pelayo Sanchez, der jo pludselig har vist sig at kunne spurte. Der er dog så mange hurtige folk, at jeg ikke ser ham vinde en spurt her, og derudover har han kørt temmelig svingende, ligesom han har skuffet, når det for alvor er blevet hårdt. Et tredje kort er Ivan Romeo, der jo har klatret sensationelt i år, men som vi så i sidste uge, bliver denne stigning nok for stejl, ligesom han mangler noget fart. Der er dog tid til at komem tilbage, og modvinden er en hjælper. Det burde også være et godt løb for den holdbare sprinter Carlos Canal, men som Antonio Pedrero har han skuffet fælt i år.

Astana kommer med en af løbets helt store jokere. Sidste år gjorde Simone Velasco enorme fremskridt, og hvis han er i form, er han skabt til dette løb. Han klatrede bedre end nogensinde og kan tillige vinde en spurt. Jeg tvivler bare på, at han er flyvende. Sidste år tog han ganske vist en tidlig udbrudssejr i Valencia, men generelt manglede han meget, og det mønster går igen fra de foregående år. Så er Christian Scaroni et mere sikkert kort, for han viste fin form i Australien og er også hurtig. Han kan bare få svært ved at matche de allerbedste på stigningerne. Det er også et godt løb for Samuele Battistella , men han skuffede igen stort i Australien, hvor han dog også styrtede.

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Alpecin kommer med Quinten Hermans, der er skabt til dette løb. Han har som bekendt slået Wout van Aert i en spurt, og han vil have en chance mod de fleste. Desværre kommer han fra et katastrofalt 2023, hvor han aldrig fandt formen, og selvom han med sit dog beskedne crossprogram burde være formmæssigt langt fremme, skuffer han altid på denne årstid. Det gjorde han også i dette løb sidste år, hvor han ikke sad med de bedste. Derfor tvivler jeg på ham, men finder han sig selv, kan han til gengæld vinde. Holdet har dog også en meget spændende joker i stortalentet Lars Boven, der imponerede så stort i Australien, hvor han viste uventet god fart. Han kan altså vinde en spurt og er i form, men vi så også på Willunga, at Soudal nok vil gøre dette løb for hårdt for ham. Et tredje bud er den ikke helt langsomme Nicola Conci, der sad med hjem sidste år, men var en skygge af sig selv i 2023. Det samme er Xandro Meurisse også, og hurtige Stan Van Tricht skuffede fælt i Australien.

Tudor kommer med et meget spændende bud i Marius Mayrhofer . Tyskeren viste en helt ny holdbarhed på Mallorca, hvor han havde fortjent at vinde lørdagens løb. Dette løb er dog noget vanskeligere, og vi skal have en udvikling som sidste år, hvis han skal vinde. Han hjælpes heldigvis af modvinden, men spørgsmålet er, om ikke Soudal får gjort det for hårdt. Holdet har også en anden hurtig herre i formstærke Rick Pluimers¸ men jeg ser ham ikke klatre bedre ned Mayrhofer. Holdets mest klatrestærke er Yannis Voisard , der gjorde det fornemt på Mallorca i det sværeste løb, men som spurtsvag vinder han næppe, og det samme gælder for formstærke Florian Stork. Lucas Eriksson har skuffet indtil nu.

EF kommer med sidste års nr. 4, Marijn van den Berg. Hollænderen har vist, at han kan overleve stigningen, men årets rute er hårdere, feltet er stærkere, og Soudal er med et stærkt hold. Han skuffede også på Mallorca, hvor han om lørdagen viste, at formen dengang ikke var oppe at ringe. Hans store chance er til gengæld modvinden. Sidder han med hjem, bør han vinde en spurt, selvom det gik helt galt, da han skulle spurte sidste år. Som alternativ har holdet Mikkel Honoré, der passer storartet til løbet og er hurtig. Desværre har han alt at bevise efter sit 2023, og han plejer ikke at være flyvende på denne årstid. Et tredje bud er halvhurtige James Shaw, der viste ganske fin form på Mallorca og nok er et mere sikkert - men stadig usikkert - bud. Til gengæld så vi på Mallorca, at Michael Valgren formmæssigt nok mangler for meget, mens Markel Beloki stadig er for grøn.

Det er svært at tro på de øvrige hold. DSM kommer med en ren sprintertrup til Algarve i næste uge, og John Degenkolb var helt uden holdbarhed i sidste uge, formstærke Casper van Uden er trods alt for ung, og Pavel Bittner klatrede meget skidt i Australien. Caja Rural har Eduard Prades, der i Marseille genopstod fra de døde og er hurtig, men jeg kan ikke se ham overleve med den holdbarhed, han har haft på det seneste. Kern Pharmma har Pablo Castrillo, der i Valencia viste, at formen nærmer sig, men som spurtsvag vinder han næppe, mens Urko Berrade, Jon Agirre og Jose Felix Parra har manglet for meget. Euskaltel har Gotzon Martin til en spurt, men han har manglet lidt for meget til at køre med de bedste. Mikel Bizkarra viste form i Valencia, men mangler spurten til at vinde, og den lovende Iker Mintegi manglede for meget på Mallorca.

Kontinentalholdene har det altid svært mod de professionelle i Algarve og dette løb. Skal man pege på kandidater, der måske kan bryde trenden, er det Artem Nych, Henrique Casimiro, Tiago Antunes, Afonso Eulalio, Oscar Cabedo, Luis Gomes, Delio Fernandez, Emanuel Duarte, Tomas Contte, Cesar Fonte og Helder Goncalves, men generelt er det svært at spå om deres form, der ofte mangler meget på denne årstid.

***** Remco Evenepoel

**** Andrea Bagioli, Marc Hirschi

*** Rune Herregodts, Vincenzo Albanese, Isaac Del Toro, Ruben Guerreiro, Simone Velasco

** Christian Scaroni, Quinten Hermans, Pelayo Sanchez, Marius Mayrhofer, Marijn van den Berg, Mikel Landa, Mikkel Honoré, James Shaw, Lars Boven, Rick Pluimers, Ivan Romeo, Vito Braet, Yannis Voisard

* Gotzon Martin, Eduard Prades, Mike Teunissen, Nicola Conci, Pablo Castrillo, Mikel Bizkarra,Florian Stork, Antonio Morgado, Louis Vervaeke, Sam Oomen, Samuele Battistella, Michael Valgren, Xandro Meurisse, Urko Berrade, Jon Agirre, Jose Felix Parra Carlos Canal, Mathias Vacek, Rui Oliveira, Stan Van Tricht, Pavel Bittner,Michel Ries, Martin Tjøtta, Simone Petilli, Artem Nych, Henrique Casimiro, Tiago Antunes, Afonso Eulalio, Oscar Cabedo, Luis Gomes, Delio Fernandez, Emanuel Duarte, Tomas Contte, Cesar Fonte, Helder Goncalves

Danskerne

På EF burde Mikkel Honoré og Michael Valgren have en vis frihed til at køre egen chance, hvorfor de er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Casper Pedersens sejr fra 2023.