Optakt: Gent-Wevelgem

Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge er i fuld gang og fortsætter med det løb, der traditionelt har været nummer 3 i hierarkiet over brostensløb. Grundet dets lange historie betragtes Gent-Wevelgem ofte som værende lige under Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvad prestige angår, og der er derfor masser på spil, når feltet ruller ud fra Deinze vest for Gent for at følge den traditionelle rute til målet i Wevelgem.

Selvom løbet tilhører listen over de store brostensløb, er det imidlertid helt anderledes end det, vi har set tidligere på ugen i E3 Harelbeke, og som vi vil se næste søndag i Flandern Rundt. Det finder sted i en anden del af landet end de øvrige brostensløb og slutter med et meget længere fladt stykke, og derfor er det det af de store brostensløb, som alle sprintere drømmer om at vinde.

Hvad der gør løbet så vigtigt, er dets lange historie. Det blev første gang holdt i 1934 som et juniorløb og blev senere åbnet for uafhængige amatører, inden det blev gjort til et løb for professionelle efter 2. Verdenskrig. Som de fleste andre belgiske løb blev det i de tidlige år domineret af hjemlandets ryttere, men det blev hurtigt et af cykelsportens mest eftertragtede løb. Store belgiske navne som Rik van Looy, Eddy Merckx, Freddy Maertens og Walter Godefroot var blandt de tidligere vindere, men efter Bernard Hinaults sejr i 1977 blev løbet for alvor internationalt med en vinderliste, der indeholder navne fra adskillige nationer og en skøn blanding af sprintere og klassikerryttere som Greg Van Avermaet, John Degenkolb, Peter Sagan, Tom Boonen, Oscar Freire, Mario Cipollini, Thor Hushovd og Djamolidine Abdoujaparov, der alle har vundet i løbets nyere historie.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Løbet har været afviklet på forskellige tider af foråret, og ruten har ofte undergået adskillige ændringer, men det har altid været en vigtig del af den belgiske klassikersæson. I de tidlige år udgjorde det sammen med Omloop Het Volk (nu Omloop Het Nieuwsblad) en serie, der blev kaldt Trofee van Vlaanderen, og det er en uundværlig del af den løbsrække, som udgør de flamske klassikere.

Selvom det hører til i den belgiske forårssæson, er det meget anderledes end Flandern Rundt og E3 Harelbeke. De flamske løb kan inddeles i to kategorier. I den første kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Den anden kategori består af Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem. Navnene på de to sidstnævnte dikterer meget af ruteføringen, og i stedet for at sno sig igennem De Flamske Ardenner har de mere et punkt-til-punkt-format. Det gør det vanskeligere for dem at drage fuld nytte af det lille område, der indeholder alle områdets sværeste stigninger, og derfor er løbene meget nemmere. Scheldeprijs er ganske vist ikke et punkt-til-punkt-løb, men det indeholder ikke én eneste stigning. Derfor er disse løb bedre for sprinterne end de ”rigtige” flamske klassikere.

Faktisk afvikles Gent-Wevelgem i en helt anden del af Belgien end løbene fra den første kategori. Tidligere besøgte løbet De Flamske Ardenner og indeholdt nogle af de kendte hellingen fra Flandern Rundt, men løbet er som regel styret helt uden om denne del af Belgien. I stedet kører feltet fra starten ud til Nordsøen, hvorfra de bevæger sig mod syd til den fransk-belgiske grænse. Her findes løbets ikoniske stigninger, hvoraf Kemmelberg er den klart mest kendte. Løbet ender med et langt fladt stykke til Wevelgem, og det giver sprinterne en langt bedre chance end i de fleste af de øvrige flamske klassikere.

Ikke desto mindre betragtes Gent-Wevelgem som den tredjestørste af brostensklassikerne, og selvom det aldrig har været en del af den gamle World Cup, var det sammen med netop Flandern Rundt og Paris-Roubaix det eneste af brostensløbene, der blev optaget på ProTouren, da denne forgænger til nutidens WorldTour blev etableret i 2005.

I mange år havde løbet imidlertid en uheldig placering som et midtugeløb mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det betød, at de fleste af de store stjerner ganske vist var til start, men for mange handlede det alene om at holde sig på cyklen og holde benene i gang, og derfor stod mange af undervejs for at være klar til søndagens store slag i Roubaix.

Det ændredes i 2010, da UCI lavede en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der delvist tjente det formål at genskabe Gent-Wevelgems prestige og skabe større synergi mellem løbene. Gent-Wevelgem blev derfor flyttet til søndagen før Flandern Rundt, og det udgør nu sammen med E3, der finder sted to dage tidligere, den perfekte opvarmning til De Ronde.

Ændringen har helt klart været gavnlig, men løbet er stadig ikke et stort mål for de største brostensspecialister. Da E3 ligner Flandern Rundt meget mere, foretrækker de store favoritter til det flamske monument at bruge fredagens løb som den store formtest, mens de mere bruger Gent-Wevelgem som et træningsløb, hvor man kan teste formen på løbets stigninger, men hvor man sjældnere kører 100% for et resultat. På den anden side er løbet som regel det største brostensmål for sprinterne, der her har en sjælden chance for at vinde en stor klassiker.

I et forsøg på at gøre løbet mere attraktivt for klassikerrytterne har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere stigninger i den kuperede zone. Ændringerne har gjort det sværere for sprinterne, men det har ikke for alvor ansporet klassikerrytterne til at køre aggressivt. Bortset fra ganske brutale udgaver i 2010 og 2015, hvor vejret skabte stor udskilning, har løbet ikke været særlig selektivt trods de mange ændringer. I 2014 indså man, at man alligevel ikke kan konkurrere med E3 om at få opmærksomheden fra de helt store stjerner, og derfor er ruten nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. Det betyder, at det igen er et større mål for sprinterne, et forhold, der igen har gjort det til deres store mål for brostenssæsonen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I 2016 brød man lidt med denne tendens. Som i de foregående år forekom nøglestigningen Kemmelberg to gange på ruten, men for første gang siden 1976 kørte man den ved anden passage fra den stejleste side, hvor den stiger med hele 23%. Det gav et mere selektivt løb, hvor en lille gruppe af de største specialister kunne gøre en afgørende forskel. Tilsyneladende var man begejstret for denne ændring, der bibeholdtes i 2017 og 2018, hvor man tillige gjorde løbet endnu hårdere ved at indlægge flere passager af de såkaldte ”plugstreets” eller ”green roads”, der er en slags ikke-asfalterede veje, der er placeret mellem de to passager af Kemmelberg. Det var nok til, at scenariet fra 2016 gentog sig i 2017, hvor det igen blev en lille gruppe, der skulle afgøre slaget.

Sådan gik det imidlertid ikke i 2018. Ganske vist var der undervejs stor udskilning, men i sidste ende samledes 23 mand, der under ledelse af Quick-Step afgjorde det i en spurt. Her måtte belgierne imidlertid se sig slået, da en grædefærdig Elia Viviani missede chancen for at indfri et af karrierens store mål og måtte se sig slået af Peter Sagan, mens Arnaud Demare måtte tage til takke med 3. pladsen. Sagan vender tilbage med ambitionen om at tage en 4. titel, og han er igen oppe mod Viviani, der har løbet som årets sidste klassikermål, samt Demare, der efter to podiepladser stadig jagter sin første sejr.

Ruten

Som sagt har arrangørerne droppet ideen om at forsøge at konkurrere med E3 om at være den perfekte generalprøve til Flandern Rundt. Uden helt grundlæggende at ændre på løbets natur vil det aldrig være muligt at designe en rute, der i hårdhed kan matche den, der findes i fredagens løb, og derfor har man siden 2014 haft et mere traditionelt, nemmere format efter flere år med forsøg på at gøre løbet hårdere. Alligevel har man i de seneste år introduceret et par nyskabelser, der til dels har brudt den tendens. I 2016 var det passagen af Kemmelberg fra den stejle side, der var det nye, og i 2017 lagde man dertil passagen af de ikke-asfalterede ”plugstreeets”, der gav løbets vanskelighedsgrad yderligere en tand opad.

Den grundmodel, der blev introduceret i 2017, fastholdes i år, hvor der atter blot er tale om kosmetiske ændringer. Distancen på 251,5 km er stort set uforandret, og dermed er man efterhånden igen kommer tot på de største klassikere, hvad løbets længde angår, og det markerer løbets status som den tredjestørste af brostensklassikerne. Der er et par mindre modifikationer i den indledende del, hvilket blandt andet betyder, at antallet af stigninger er reduceret fra 11 til 10, men fra første passage af Baneberg er finalen med de passager af Kemmelberg samt de tre plugstreets den samme. Med andre ord er de sidste godt 80 km uforandrede.

Som det er tilfældet for de fleste af de løb, hvis navn udgøres af den historiske start- og målby, starter Gent-Wevelgem ikke længere i Gent, da de kortere distancer i moderne cykelsport kræver, at man finder et andet startsted. Nu om dage affyres startskuddet i byen Deinze vest for Gent, hvor man indleder det 251,5 km lange løb, hvis distance gør det til et af de længste løb på kalenderen efter de fem monumenter og VM.

Starten af løbet har altid samme format, da rytterne kører stort set stik vestpå, indtil de når Nordsøen efter ca. 65 km. Denne del af ruten er helt flad, men kan faktisk være en af de vigtigste faser af løbet. På en stille dag tjener den alene det formål at gøre løbet langt og at give et udbrud en chance for at komme fri, men hvis det er blæsende, kan løbet være dramatisk straks fra start. I 2013 blev det således splittet til atomer allerede her, og mange havde mistet alle chancer, allerede inden man havde nået kysten. Det samme skete i den episke 2015-udgave.

Kort efter byen Veurne drejer feltet til venstre og kører mod syd ned mod grænsen. Hvis vindretningen ikke var rigtig i den første del af løbet, kan den meget vel være det på dette flade stykke, hvor man passerer gennem det meget frygtede og vindblæste De Moeren. Denne del fører frem til grænseregionen og indledningen på den kuperede zone, hvor de afgørende angreb skal sættes ind, og hvor man skal forsøge at komme af med sprinterne. Før man når så langt, kører man kortvarigt ind i Frankrig efter 127,8 km, efter at man har været oppe over dagens første lille stigning, Den Appel, der kommer efter 125,8 km, og som var en nyskabelse i 2018-løbet.

I de senere år har Casselberg været første stigning på menuen, men den er nu taget af programmet. I stedet skal man i nabolandet op over endnu en ny stigning, Le Steen Acker, der komme efter 126,6 km. Sammen med Den Appel kategoriseres denne lille bakke imidlertid ikke som en helling og indgår derfor ikke på listen over de 10 officielle stigninger. Den første af disse er Catsberg, der kommer efter 137,8 km, hvor feltet har sat kursen mod øst i retning mod Wevelgem, mens man forbliver i grænseområdet. Denne del af ruten er ganske hård, idet der kommer flere stigninger hurtigt efter hinanden. Næste udfordringer er Kokereelberg med 110,1 km til mål, Vert Mont med 107,8 km til mål og Zwarte Berg med 105,6 km igen. Disse stigninger kommer imidlertid længere fra mål end før 2017. Bare 5,2 k senere skal man igen over Zwarteberg, mens man som noget ikke skal passere Le Ravensberg den lille hillie Speelberg. Kort efter kører an igen ind i Belgien.

Denne fase af løbet kræver, at man er i en god position, da der herfra stort set ikke er mulighed for at komme sig. Vejene er meget smalle, og der er derfor ikke plads til at komme frem, hvis der sker splittelser. Det gør typisk løbet ekstremt stressende, og allerede fra de første stigninger ser vi typisk de første angreb, samtidig med at mange hold sætter et hårdt tempo for at trætte sprinterne.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Efter at være kommet tilbage til Belgien kører feltet frem til de tre stigninger, der definerer Gent-Wevelgem. Først kommer Baneberg 82,7 km fra stregen, inden den lille hillie De Pingelaar fungerer som opvarmning til første passage af Kemmelberg, der kommer med 74,7 km til mål og efterfølges af Monteberg bare 4 km senere. Det er nu, det er tid til at skabe den første udskilning. De bedste klassikerryttere bruger ofte Kemmelberg, der er den hårdeste af stigningerne, til at teste benene. Tidligere kørte man ned ad den frygtede brostensbelagte nedkørsel - som man nu kører op ad ved anden passage - men efter nogle forfærdelige styrt besluttede arrangørerne for nogle år siden at sende rytterne ned ad en nemmere asfalteret vej, hvilket har øget sikkerheden betragteligt. Efter Monteberg gør man ofte en første status over situationen, men der sker gerne en regruppering. Det kan give mulighed for folk at gøre som Viacheslav Kuznetsov i 2016: at anticipere favoritterne, der bruger lidt tid til at komme sig.

Rytterne kører nu ud på en lille rundstrækning, inden de vender tilbage til nøglestigningerne, og det er her, vi så de mest interessante ændringer i 2017. Efter at have været oppe over de små stigninger Kraaiberg og Mesenberg med henholdsvis 65,5 og 64,2 km til mål rammer man den første af de såkaldte plugstreets, der er ikke-asfalterede veje i meget åbent landskab, hvor det kan være ganske blæsende. I alt findes der tre af disse, der kommer med henholdsvis 59,5 km, 57,0 km og 54,8 km til mål. Ind i mellem de to første skal man på over den lille hillie La Hutte, og efter sidste plugstreet kommer to yderligere småbakker, Rosenbergstraat og De Trompe. I de foregående år har grusvejene ikke gjort den store forskel, men ifølge arrangørerne og flere ryttere er de, hvis det blæser, hårde nok til at skabe en vis splittelse, og det kan være, at det er et betydeligt mindre felt end tidligere, der tager hul på de afgørende stigninger. Derfor betyder det mindre, at der som igen i år er ca. 4 km længere mellem de to passager af Kemmelberg.

Den sidste passage af Baneberg kommer med 38,9 km til mål, hvorefter rytterne som i de tre foregående år kører op ad Kemmelberg fra den stejleste side for fjerde gang siden 1976. Her stiger den med maksimalt 23% og er betydeligt vanskeligere end ved første passage. Toppen nås, når der resterer 34,3 km, og igen i år skipper man Monteberg, hvormed Kemmelberg er sidste stigning. Det er typisk her, at løbet eksploderer, og det var her, at Cancellara, Sagan og Vanmarcke i 2016 kørte væk.

Efter stigningerne fortsætter angrebene ofte, som vi så det i den hektiske finale i 2017, og mens en lille frontgruppe kan være etableret, finder der ofte en regruppering sted længere bagude. Herfra består løbet af en lang, flad tur mod øst til målet i Wevelgem. Denne del af ruten er som regel scene for et spændende forfølgelsesløb mellem udbryderne, som er kommet fri i den kuperede zone, og sprinterne, der forsøger at organisere jagten i et reduceret felt. Historien viser, at sprinterne ofte vinder slaget, men hvis sammensætningen af frontgruppen er rigtig, og vejret har gjort det hårdt, har et udbrud bestemt en chance. Som regel afgøres løbet i en spurt i en lille gruppe eller i en reduceret massespurt, men som Peter Sagan viste i 2013 kan det lade sig gøre at tage en solosejr i Wevelgem, selvom vejrforholdene ikke er er så brutale, som de var i den episke 2015-udgave, hvor Luca Paolini kom alene til stregen. Finalen er helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med mere end 3 km til mål.

Trods den lange distance byder løbet bare på 1496 højdemeter.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Der findes næppe nogen klassiker, der er så følsom over for vejret, og et nøje studium af vejrudsigten er typisk en forudsætning for succes i den belgiske klassiker. Alle husker, hvordan 2015-udgaven af løbet blev afviklet under episke forhold, hvilket v idner om, hvor selektivt løbet kan være, hvis vejret er ”rigtigt”.

I år ser det ud til ikke at blive helt enkelt. Efter en skyet morgen vil det ganske vist blive en flot eftermiddag med kun få skyer, og der vil være en temperatur på 12 grader. Udfordringen bliver i stedet vinden, der vil være frisk til hård og komme fra nordøst. Det give sidemedvind og sidevind på stykket ud mod kysten og derefter sidemedvind på den åbne strækning gennem De Moeren. På de snoede veje i den kuperede zone, vil der primært være sidevind, men til gengæld vil der være først modvind og siden sidemodvind på turen ind til Wevelgem. Her vil der være modvind på den lange, lige opløbsstrækning.

Favoritterne

Gent-Wevelgem er traditionelt et relativt vanskeligt løb at forudsige. Hvor man i E3 og Flandern Rundt ved, at det er de stærkeste, der overlever, er det store spørgsmål i søndagens klassiker derimod altid, om det bliver en spurt, eller om de stærkeste kan gøre så stor en forskel, at de kan holde feltet bag sig. Tidligere havde sprinterne overtaget, men i de senere år har balancen været tippet. For fire år siden skyldtes det det dårlige vejr, mens i 2016 og 2017 skete på baggrund af passagen af Kemmelberg fra den vanskeligste side. Sidste år lykkedes det endelig igen at få en spurt, men blot i et lille felt på bare 23 mand, hvor mange også meget holdbare sprintere ikke havde klaret cuttet. Og i 2017 var det kun med det yderste af neglene, at en spurt blev afværget.

De seneste års historik viser altså, at det er et knivskarpt opgør mellem klassikerspecialisterne og de mest hårdføre sprintere, og det kan gå begge veje. Det synes dog også givet, at man med indførelsen af passagen af Kemmelberg fra den stejle side samt de nye plugstreets har gjort løbet hårdere, end det var i årene til og med 2015. Nu om dage skal man være temmelig robust for at sidde med hjem, og sidstår var feltet således uden en uheldsramt Alexander Kristoff, John Degenkolb, Magnus Cort og Michael Valgren- ryttere, der ellers ikke er dårlige i denne slags terræn.

Der er særligt to forhold, der bestemmer udfaldet af Gent-Wevelgem: vejret og taktik. Særligt vejret er altid en helt afgørende nøglekomponent, hvis betydning ikke kan undervurderes. Mange husker stadig Luca Paolinis episke sejr i en udgave, hvor rytterne i bogstavligste forstand blev blæst af cyklerne, og løbet har også i andre år været revet i stumper og stykker på det åbne kyststykke og turen ned gennem vindblæste De Moeren, længe inden tv-billederne er kommet på.

I år peger vejrudsigten lidt i begge retninger. På den ene side bliver det betydeligt mere blæsende, end det har været de seneste dage, og der er tale om en så kraftig vind, at det vil spille en rolle. Såedes kan allerede det lange sidevindsstykke på turen ud til kysten skabe tidligt drama, og igen vil ruen ind gennem De Moeren, når de igen forlader kysten være livsfarlig. Også i den kuperede zone er der flere sidevindsstykker, ligesom vinden også kan blive farlig på især den tredje af de tre plugstreets, der alle er placeret i helt åbent terræn.

Alt sammen taler det for, at det bliver en hård og selektiv udgave, hvor der vil blive stor udskilning allerede tidligt, og hvor klassikerspecialisterne vil få gode muligheder for faktisk at gøre en forskel, ikke mindst ved den svære passage af Kemmelberg. Problemet er bare, at der venter en benhård modvind på det lange stykke ind mod Wevelgem, og det vil kræve både determination, godt samarbejde og formentlig også et mærket og træt felt, hvis det skal lade sig gøre at holde en lille gruppe gående hele vejen. Det taler for, at der vil ske en eller anden form for samling, men formentlig vil vi ikke se et større felt, end vi så det sidste år, hvor det altså blot var knap 30 mand, der spurtede om sejren.

Det gør som altid taktikken helt afgørende, og igen er det i høj grad Deceuninck, der kommer til at svinge taktstokken. Spørgsmålet er, om de vil satse 110% på en spurt med Elia Viviani, der i dette løb vel er deres bedste vinderchance, eller om de vil give Zdenek Stybar, Yves Lampaert og Philippe Gilbert frihed til at samarbejde, hvis de er kørt væk efter Kemmelberg. Der kan være fordele ved begge dele. På den ene side kan de meget vel igen befinde sig i et overtal i en sådan gruppe, og den situation er det attraktivt at udnytte, som de så flot gjorde det i E3. Omvendt indebærer det også en vis risiko, for det er ikke just attraktivt at slæbe folk som Peter Sagan, Matteo Trentin og Sonny Colbrelli, der alle er sandsynlige deltagere i en sådan gruppe, med til stregen. I så fald vil det være sjovere for belgierne at lade Viviani forsøge at spurte sig til sejr.

Det hele bliver naturligvis lidt lettere, hvis Viviani falder fra. Der er nemlig ingen garanti for, at italieneren kan klare strabadserne, og i det øjeblik, han er ude af spillet, er det klart, at der er carte blanche til de tre klassikerfolk. Har Vivani i en dårlig dag, tror vi ikke, at modvinden kan skabe samling, ganske enkelt fordi der næppe er hold, der er stærke nok til at jagte efter det, der tegner til at blive en hård og selektiv dag. Derfor er der ganske gode chancer for, at det som i 2016 og 2017 bliver cremen af klassikerspecialister, der skal afgøre kampen i det, der i givet fald vil være en taktisk finale i det flade indløb mod Wevelgem. Udover Deceuninck, UAE, FDJ, Trek samt måske Bahrain (afhængig af hvor vi har Colbrelli efter Kemmelberg) er der nemlig ikke mange med en klar interesse i en spurt, og tager man Deceuninck ud af den ligning, bliver det svært at skabe samling. Det er nemlig ret sandsynligt, at folk som Trentin, Oliver Naesen. Wout van Aert, Alberto Bettiol, Sagan, Greg Van Avermaet, Colbrelli, Jens Keukeleire og Tiesj Benoot alle er meget interesserede i et samarbejde for at undgå en spurt mod folk som Viviani, Gaviria og Demare.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Hvis omvendt Viviani sidder med i feltet efter Kemmelberg, tror vi mest på et scenarium som sidste år. I det tilfælde vil det nemlig ikke være attraktivt for Deceuninck at slæbe Sagan med til stregen, og i det tilfælde vil de derfor sikkert sætte sig på hjul. Det vil effektivt kunne spolere ethvert samarbejde og dermed sikre samling. Sidste år så vi i hvert fald, at belgierne kørte ret målrettet for netop det scenarium, og det er således formentlig også plan A denne gang.

Med andre ord kan det altså igen denne gang gå begge veje, men vi hælder til en spurtafgørelse. Viviani havde måske ikke sin glansstund i Sanremo, men forinden viste han eminent form i Tirreno, hvor han virkede meget overbevisende. Han har i de senere år forøget sin holdbarhed enormt, og sidste år sad han sikkert med hjem også bare en uge efter en skuffelse i Sanremo. Derfor har han også gode muligheder for at klare strabadserne denne gang. Får det Deceuninck til at gå efter en spurt, bør det også blive udfaldet.

Derfor peger vi på en sprinter som vores favorit, og her peger pilen på Fernando Gaviria. Colombianeren så bestemt ikke godt ud i Tirreno, hvor han ganske overraskende blev sat klart til vægs af Viviani på 3. etape og siden helt opgav af spurte på 6. etape, ganske enkelt fordi benene var dårlige. Han rejste sig dog med et hæderligt Sanremo, hvor han blev nr. 3 i feltets spurt, der naturligvis ikke var specielt intens, da der end ikke var en top 10-placering på spil.

Det er dog særligt præstationen i De Panne, der overbeviser os om, at han igen har fundet de ben, han havde i UAE Tour, hvor han virkede meget stærk. Her var han først i en offensiv på Kemmelberg, hvor han testede benene frem mod dette løb, der er et stort mål for den hurtige colombianer. Siden kørte han en ganske flot spurt, hvor han igen viste, at han altså er betydeligt hurtigere end Viviani, også selvom han i Tirreno fik høvl. Naturligvis kunne han intet stille op mod Dylan Groenewegen, men da den sygdomsramte hollænder ikke er til start søndag, er Gaviria på papiret feltets hurtigste.

Gaviria har også en anden fordel: Alexander Kristoff. Nordmanden har fået klar besked på, at de kører spurten for Gaviria, hvis colombianeren klarer strabadserne, og det er et drømmescenarium. Kristoff viste sig i UAE Tour vel nok som verdens bedste lead-out man, og på den lange, lige opløbsstrækning i Wevelgem får man ikke en bedre støtte en positioneringsstærke Kristoff, der kan trække den langt op i fart og holde den over lang tid på den brede boulevard. Også Simone Consonni har gode chancer for at komme med i finalen, og det vil give Gaviria det bedste tog og dermed en enorm fordel.

To ting taler imod en Gaviria-sejr. For det første er der ingen garanti for, at han faktisk klarer strabadserne. Selvom han ikke har kørt mange brostensløb, har han dog vist stort potentiale, og han var da også med hjem i sine to hidtidige forsøg i 2016 og 2017, hvor han blev hhv. nr. 6 og 9. Samtidig har han med sine angreb på de stejle hellingen i løb so Dwars door Vlaanderen og De Panne vist fine evner i terrænet, og selvom UAE ikke har et stærkt hold, har han i Kristoff en eminent guide i positionskampen. Den sidste udfordring bliver at bevare topfarten efter et hårdt løb, for det har tidligere knebet, også i Wevelgem. Det tror vi imidlertid, at han med hjælp fra Kristoff kan kompensere for, og derfor peger vi på Gaviria som vores favorit.

Sidste år var Elia Viviani opløst i tårer, da Peter Sagan snød ham for sejren i den ene af de to klassikere, han drømmer om at vinde. Derfor er det utvivlsomt en meget revanchelysten italiener, der vender tilbage til scenen for det store nederlag, og han kan stille til start med bevidstheden om, at han nu er så holdbar, at han sagtens kan sidde med hjem også i et så svært løb som dette. Det er nu ikke mærkeligt. Italieneren er nemlig blevet en yderst robust type, hvilket hans imponerende sejre i det hårde Bretagne Classic samt Cadel Evans Great Ocean Road Race vidner om. Begge præstationer understreger også, at han besidder evnen til at afslutte efter et langt og hårdt løb, og derfor er det ikke mærkeligt, at han har Gent-Wevelgem som et af karrierens store mål.

Der hersker dog også en vis usikkerhed om Viviani. Han var nemlig yderst skuffende i Sanremo, hvor han højst overraskende ikke overlevede Poggio, og det er klart, at han skal betydeligt bedre ben, hvis han skal klare dette endnu sværere løb, hvor vinden vil bidrage yderligere til vanskelighederne. Omvendt rejste han sig som sagt efter en lignende skuffelse sidste år, og generelt virkede han til at være flyvende i Tirreno. De ben kan ikke være helt forsvundet, og han kan samtidig drage fordel af, at han har feltets bedste hold til at holde sig fremme i den positionskamp, der under disse betingelser kan være vigtigere end noget andet.

Usikkerheden om formen gør, at der ingen garanti er for, at Viviani faktisk vil sidde med feltet hjem, men chancerne er gode. Lykkes det, er det kun Gaviria, der på papiret er hurtigere end ham, og selvom han næppe får Maximilano Richeze med sig til stregen, har han også et fremragende hold. Deceuninck vil utvivlsomt sidde med mange folk i finalen, og folk som Stybar, Gilbert og Lampaert er ikke just uden evner i den ædle kunst at køre lead-out. Den kombination giver Viviani gode kort på hånden i en spurt, og da han i Tirreno viste, at han kan slå også Gaviria i et direkte opgør, kan han sagtens ende med at få den revanche, han jagter.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er lidt besynderligt, at Gent-Wevelgem er den klassiker, Peter Sagan har haft mest succes i. Det er nemlig ingenlunde den, der passer ham bedst, men alligevel har han nu sejret tre gange. Han er da også en af de få, der kan vinde på flere forskellige faconer. To af sejrene er nemlig kommet i hårde udgaver, og sidste år viste han, at han også kan slå en mere klassisk og hurtigere sprinter som Viviani efter et langt og opslidende løb. Med andre ord kan Sagan vinde, uanset hvordan løbet udvikler sig.

Gårsdagens løb viste tydeligt, at Sagan endnu ikke har fundet topformen. Ganske vist var han hæmmet af en defekt i finalen, men han var meget ærlig omkring, at benene heller ikke havde været ideelle. Det vr da også tydeligt på både Paterberg og Kwaremont, men alligevel er Sagan så god, at han kunne køre finale. Derfor synes det også at være givet, at han vil sidde med, hvis en gruppe kører væk på Kemmelberg, for søndagens løb er betydeligt lettere end det, de udsattes for fredag. I en sådan situation vil han næsten altid være hurtigste mand, men til gengæld kan det blive vanskeligt at kontrollere. Som sædvanlig vil alle nemlig have blikket stift rettet mod Sagan, og særligt Deceuninck vil utvivlsomt angribe på skift. Modvinden vil til gengæld gøre det sværere at komme væk selv i en taktisk finale, og måske kan han endda få formstærke Daniel Oss med sig i dette lidt lettere løb. Derfor vil Sagan i en sådan situation altid være favoritten. Da han som sagt også kan vinde en spurt, især hvis folk som Viviani eller Gaviria er mærkede eller måske faldet helt fra, kan det sagtens blive til en fjerde triumf for en ellers ikke alt for formstærk Sagan.

Blandt brostensklassikerne er det utvivlsomt denne, der passer Arnaud Demare bedst, og det er da heller ikke uden grund, at han tidligere er blevet nr. 2, 3 og 5 i Wevelgem. Franskmanden er nemlig ikke god nok til at køre med de bedste i de hårdeste klassikere, men han tilhører gruppen af stærke folk, der altid følger lige efter. Derfor er der næsten også garanti for, at Demare vil være med, hvis det skal afgøres i en spurt, for han er både en eminent sidevindsrytter og ganske god på de belgiske hellingen. Formen var også i fremgang i Paris-Nice, hvor han ellers startede ud med følgerne af lidt sygdom i kroppen, og i Sanremo så han fin ud på Poggio. I går var han uheldig med en defekt, der hurtigt fik ham til at rette fokus mod dette løb, der er hans store chance i disse uger.

Demare har med sejr og 3. plads i Sanremo samt ikke mindst her i Wevelgem vist sine evner som afslutter efter et hårdt løb. Faktisk er han på opløbsstrækningen i dette løb blevet hhv. nr. 1, 2 og 3 de seneste tre gange, han hr spurtet, og det viser, at han er meget farlig i dette løb. Han kan måske ikke regne med at få meget af sit tog med sig hjem, men han vil som minimum have en velkørende Stefan Küng ved sin side. Det burde være tilstrækkeligt i et lille felt og et ukompliceret opløb, og da han før har vist, at han kan slå alle efter et svært løb, kan det meget vel endelig lykkes ham at få den sejr, han har kredset om så længe.

Det var ganske opløftende at se Sonny Colbrelli folde sig ud i E3. Italieneren viste, at han var i stand til at køre finale også i et af de allerhårdeste flamske løb, og i det lettere løb i Wevelgem har han gode chancer for også at sidde med helt i front, hvis en lille gruppe kører væk. Lykkes det vil han sidde i en eminent position, for sandsynligvis vil det her kun være Sagan, der på papiret vil være hurtigere. Han behøver end ikke frygte slovakken, for som vi så i sidste års Tour de Suisse, kan han også besejre ham efter et hårdt og opslidende løb. Den lange, lige opløbsstrækning er endda fremragende for en powersprinter som Colbrelli, og han ligner derfor en af de klare favoritter, hvis en lille gruppe skal afgøre løbet. Også i en spurt vil han dog have sine muligheder. Som sagt har han i Tour de Suisse vist, at han vinde massespurter på svære dage, og da det er meget tænkeligt, at han i en finale vil have støtte fra Matej Mohoric og Ivan Garcia samt måske også Heinrich Haussler, er der ikke mange, der vil have et tog som ham. Det kan være nøglen til at få ram på de hurtigere folk, især fordi det denne gang formentlig bliver et yderst begrænset felt, der skal spurte om sejren. Det kan give ham den første store sejr på de nordeuropæiske veje.

Efter at uheld ødelagde hans åbningsweekend, var der stadig usikkerhed om, hvilke grænser Matteo Trentin har i de flamske klassikere. De blev endelig fundet i går, hvor han var en af dem, der måtte slippe, da Van Avermaet åbnede for gassen på Tiegemberg. Alligevel må han se tilbage på løbet med en vis tilfredshed. Det lykkedes ham nemlig endelig at dokumentere, at han er en faktor også i de hårdeste af de flamske løb, og han vil helt sikkert spille en nøglerolle på Kemmelberg søndag. Benene har været eminente gennem hele sæsonen, og også i Milano-Sanremo var han yderst overbevisende. Det er kun, når der får alvor bliver gået til stålet i de sværeste løb, at han endnu ikke kan være med, men i Gent-Wevelgem bør han med sikkerhed sidde med, hvis en gruppe kører væk. Her vil han være en af de hurtigste, men det er også klart, at han skal bruge lidt held for at slå folk som Sagan og Colbrelli, der på papiret er hurtigere. I en taktisk finale kan meget imidlertid ske, og Trentin har før overspurtet Sagan i reducerede massespurter i både Touren og Tour de Suisse. Det kræver bare, at han denne gang holder hovedet koldt og ikke spilder kræfter på dumme angreb i modvinden, og at han ikke fortsætter den lidt kedelige tendens med at skuffe en anelse i spurterne efter svære løb. Også i en massespurt vil han forsøge sig, men her får han det trods alt svært, også selvom han måske vil have Luka Mezgec som en af feltets bedste lead-out men ved sin side.

Alexander Kristoff har endnu engang luftet sin utilfredshed over, at han end ikke i klassikerne kan få lov at agere kaptajn. Således er det blevet meldt klart ud, at han både i Sanremo i lørdags og i dette løb skal agere lead-out man for Gaviria, hvis denne sidder med hjem. Det betyder dog ikke, at nordmanden ikke kan vinde den af brostensklassikerne, der giver ham den største chance. Mens der hersker en del usikkerhed om Gavirias holdbarhed på en svær dag i sidevinden, burde Kristoff være et mere sikkert kort. Sidste år var de kun sort uheld, der forhindrede ham i at komme med hjem, og alligevel kom han efter en heroisk jagt tæt på. I år virker han langt, langt bedre, hvilket blev tydeligt i Tour of Oman, og det var kun endnu mere uheld, der forhindrede ham i også at vise det i Paris-Nice. Kristoff har da også selv sagt, at han er stærkere i denne klassikersæson, end han har været det længe, og det billede ødelægges ikke af E3, der altid har været for svært og eksplosivt for ham, og som han end ikke kunne gøre sig gældende i tilbage i 2015, hvor han ellers knuste alle i Flandern Rundt og snart sagt alle andre løb.

Derfor bør Kristoff også sidde med hjem til en reduceret massespurt, hvor han altså skal køre for Gaviria. Falder colombianeren fra undervejs, er døren imidlertid åben for Kristoff, der så sent som i Sanremo, hvor han trodsede holdordrer og vandt feltets spurt, viste, at han stadig er kongen af spurter efter hårde, udmarvende løb. Han elsker i hvert fald en powerspurt som denne, og historien viser klart, at der ikke er nogen, Kristoff ikke kan slå efter 250 km.

Som sagt tror vi, at Deceuninck satser på en spurt med Viviani, men melder italieneren om dårlige ben, åbnes der for holdets tre klassikerspecialister. De skal herefter forsøge på Kemmelberg at skabe den klassiske situation, hvor de med et overtal kan angribe rivalerne på skift. Lykkes det, har de tre gode kort at spille, og her er det måske Philippe Gilbert, der står stærkest. Fredagens løb viste ganske vist det, vi også så i 2018, nemlig at Gilbert ikke kan gå med de allerbedste på de skarpe hellingen. I Gent-Wevelgem burde han imidlertid nok kunne sidde med helt i front, og i en flad finale står han stærkere end både Stybar og Lampaert. Dels er han den hurtigste af de tre, og selvom han ikke har Sagans, Colbrellis eller Trentins topfart, viste han mange gang i sidste års klasssikere, at han spurter godt efter svære løb. Formen synes også god, efter at han spillede en afgørende rolle for Julian Alaphilippe på Poggio i sidste uge og i går var ganske tæt på at være med i front. Med Lampaert og Stybar ved sin side kan han både gå i offensiven elelr satse på måske at vinde en spurt. Det sidste bliver svært, men er ikke umuligt, og først og fremmest har han bevist, at han er en mester i at være kølig og komme med veltimede angreb i taktiske finaler.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

I går var Greg Van Avermaet måske stærkeste mand. Det var i hvert fald ham, der skabte den første udskilning på Paterberg og med sit vilde angreb på Tiegemberg rev favoritgruppen midt over. Alligevel blev det ikke til sejr, da han ganske uhørt kørte en skuffende spurt. Det har ellers altid været Van Avermaets spidskompetence, at han i små grupper efter et udmarvende løb kan slå de fleste og endda flere gange har overspurtet Sagan. Naturligvis var det ingen skam at blive overspurtet af den langt friskere Stybar, men nederlaget til Van Aert var overraskende. Alligevel ved Van Avermaet, at han generelt kan stole på sin spurt, hvis en lille gruppe kører væk på Kemmelberg, og han vil ikke være bange for at køre til stregen, heller ikke med Sagan, som han altså før har slået. Det er klart, at Gent-Wevelgem ikke er det løb, Van Avermaet har lettest ved at vinde, men i 2017 viste han, at det ikke er umuligt. Formen tyder på at nærme sig niveauet fra jubelåret, og derfor vil han være en af topkandidaterne til enten at angribe eller spurte sig til sejr, hvis en gruppe kører væk til sidst.

I går måtte Yves Lampaert sande, at han fortsat mangler det sidste for at kunne køre med de bedste på de sværeste hellingen, men han synes at være kommet betydeligt tættere på, end han var det sidste år. Det er nu ikke mærkeligt. Den belgiske mester har nemlig igennem hele foråret vist, at han er klar til at tage næste skridt, og selvom han nok endnu ikke er klar til at vinde løb som E3 og Flandern Rundt, vil han have gode chancer for at sidde med, hvis en lille gruppe skal afgøre efter Kemmelberg. Her vil han sandsynligvis være del af et Deceuninck-overtal, der skal angribe rivalerne på skift, og her vil han måske kunne drage fordel af at være lidt af en underdog uden samme bevågenhed som Gilbert og Stybar. Han har i forbindelse med sine sejre i Dwars door Vlaanderen og ved de belgiske mesterskaber vist, at han mestrer kunsten at snige sig væk til sidst, g med sin store motor er han ikke let at hente, hvis først han har fået hullet. Endelig må man ikke glemme, at han faktisk også er en hurtig herre, der ikke er uden chance i en spurt, hvis han får en mand eller to med sig til sidst.

Zdenek Stybar er ustoppelig for tiden og har vel næppe nogensinde været bedre, end han er det netop nu. At vinde Gent-Wevelgem er dog en større udfordring. Blandt de store brostensklassikere er det nemlig den, der passer ham dårligst, og hans chancer i en flad finale er ikke alt for gode. Ganske vist viste han i går, at han kan spurte efter et hårdt løb, men her lukrerede han på, at han var langt friskere end alle rivalerne. Normalt er der mange, der er hurtigere end ham, og i en lille gruppe vil han formentlig skulle køre en spurt for den hurtigere Gilbert. Derfor skal han igen udnytte Deceunincks overtal til at køre væk alene eller med en følgesvend eller to, og det bliver ikke just lettere af, at alle nu ved, hvor formstærk han er. Derfor er det nok også ham, der vil have mindst frihed af de tre Deceuninck-ryttere. Omvendt er han snu som bare pokker, og i en taktisk finale kan alt ske. Da han nu også har vist, at han kan stole på sin spurt, vil det i hvert fald være dumt at udelukke, at det bliver til hattrick for formstærke Stybar.

Gent-Wevelgem er den eneste store flamske klassiker, John Degenkolb har vundet. Det er ikke uden grund, for mens han altid har været flyvende på Roubaix’ flade pavéer, har han aldrig kunnet køre med de bedste på de flamske hellingen. Derfor var det også hans evner som superafslutter efter udmarvende løb, der i sin tid gav ham sejren i en spurt i Wevelgem, og det er den evne, han også skal benytte denne gang. I går så vi nemlig igen, at Degenkolb altså stadig ikke er så god som i tiden inden sit grimme styrt, og det står også lysende klart, at han ikke er hurtig som tidligere. I sidste års Tour gjorde han dog markante fremskridt, og i Paris blev han således nr. 2 bag Kristoff. Det står klart, at han ikke kan køre med de bedste på Kemmelberg, men får vi en reduceret massespurt, skal man passe på helt at afskrive Degenkolb efter et løb på mere den 250 km. Han elsker i hvert fald den lange, lige powerspurt, og han har et hemmeligt våben. Selvom Trek er i mindre formkrise, bør Jasper Stuyven, Mads Pedersen og Edward Theuns alle kunne sidde med i et lille felt og her udgøre et tog, som kun de færreste kan matche. Det kan være nøglen til sejr og tiltrængt oprejsning for Degenkolb.

Gårsdagens største skuffelse var vel Oliver Naesen, der efter sin overlegne kørsel på stigningerne i Paris-Nice og 2. plads i Milano-Sanremo ikke lagde skjul på, at han var i sit livs form. Defor var det uventet, at det netop var ham, der måtte slippe som følge af Van Avermaets forcering på Tiegemberg, og dermed så vi det første lille hul i hans ellers så ubrydelige panser. Det ændrer dog ikke på, at Naesens form stadig er fremragende, og han burde være sikker deltager, hvis en lille gruppe kører væk på Kemmelberg. Herefter vil det være op til ham at spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, og det kan måske nok blive svært i en gruppe, hvor Deceuninck vil sidde i overtal, og hvor han vil være oppe mod hurtigere folk. Omvendt er han altså blevet ganske hurtig efter hårde løb, som 2. pladsen i Sanremo samt sejren i Bretagne dokumenterede, og som Stybar viste i går, kan meget ske i en flad spurt efter 250 km. Det kan i hvert fald ikke udelukkes, at Naesen enten kan køre væk med en mand eller to eller faktisk også vinde en spurt i en lille gruppe.

Gårsdagens helt store oplevelse var Alberto Bettiol, der til fulde bekræftede, at han efter skadesmareridtet i 2018 endelig er klar til at leve op til sit enorme potentiale. Italieneren var i hvert fald en af de klart stærkeste, og hans eneste fejl var vel, at han ødslede så meget med kræfterne, at han skuffede i spurten hvor han ellers havde gode chancer. I fravær af den forslåede Sep Vanmarcke er han nu den klare kaptajn for EF, og hans drømmescenarium må være, at han i en lille gruppe til sidst kan have formstærke Sebastian Langeveld ved sin side. Lykkes det, vil den lyserøde duo være en af de få med flere kort at spille, og her vil det klart være Bettiol, der står med de bedste kort. Han kan nemlig både angribe og spurte, og han ligner i øjeblikket en af feltets absolut stærkeste. Om han ligefrem kan vinde en spurt i en gruppe, er måske nok tvivlsomt, da han er bedst i stigende finaler, men med den nuværende form kan meget lade sig gøre for italieneren, der endelig er klar til at få det gennembrud, han længe har fortjent.

Modsat Naesen var Wout van Aert alt andet end skuffende i E3. Tværtimod bekræftede han til fulde den superform, han også viste i Sanremo, og han var simpelthen her, der og allevegne. Samtidig var det ganske opløftende at se ham faktisk blive nr. 2 i spurten, ligesom han også i Sanremo kørte en flot afslutning og det endda efter at have brugt alle sine kræfter på at lukke hullet op til Trentin under den ræde flamme. Alligevel er det lidt svært at se Van Aert faktisk vinde en spurt blandt de mange hurtige klassikerspecialister, og hans chance vil derfor være at snige sig væk, enten alene eller med en mand eller to. Det handler lige så meget om held og timing som om gode ben, men med den superform, han har stillet til skue, har han i hvert fald givet sig de bedst mulige forudsætninger for at kunne gøre det.

Med Groenewegens sene afbud er det nu Danny Van Poppel, der er sprinteren på Jumbo, og han kan se frem til et løb, der passer ham godt. Han har nemlig både i Omloop og på Taaienberg i gårsdagens E3 vist, at han med sit punch kan køre med de bedste på de svære hellingen. Han mangler stadig motoren til at køre med i de sværeste løb, men i Gent-Wevelgem, hvor det i alt væsentligt handler om de to passager af Kemmelberg, kan man slet ikke udelukke, at han kan udnytte sin eksplosivitet til faktisk at sidde med helt i front, hvis en lille gruppe skal afgøre det. I givet fald vil han kunne slå dem alle på stregen, også selvom han nok er knap så slidstærk som eksempelvis Sagan eller Colbrelli. Heller ikke i en massespurt er han uden chance, for han har med Mike Teunissen, Amund Grøndahl Jansen, Taco van der Hoorn og Van Aert et holdbart tog, som ikke mange kan matche. På papiret er der et par stykker, der er hurtigere end ham, men uden chance er han bestemt ikke. Nu skal han bare undgå en af sine alt for mange offdays, som han senest havde i et yderst skuffende Sanremo.

Det er en skam, at vi intet har set til Magnus Cort i hverken E3 eller Sanremo. Danskeren har nemlig kørt nogle fremragende spurter i begge løb, og der er noget, der tyder på, at han har diamanter i benene. Desværre har løbene også igen vist, at han aldrig bliver en faktor i disse løb, før han forbedrer sine evner i positionskampen. Det satte ham også ud af spillet i dette løb sidste år, og det kan meget vel også knuse hans drømme denne gang. Det virker derfor usandsynligt, at han vil kunne sikre sig billet til en lille gruppe i finalen - med mindre han da laver ”en Jungels” og anticiperer favoritterne - men skulle det ende i en spurt, står han slet ikke dårligt. Hans spurter i Sanremo og E3 har i hvert fald været imponerende, og i denne enkle finale skal han for en gangs skyld ikke bekymre sig alt for meget om positionskampen. I Davide Ballerini har han endda en meget kapabel lead-out man, og derfor er dette nok Corts største chance for at få et topresultat i årets klassikere.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

En hel cykelverden vil med spænding set il, når Mathieu van der Poel endelig gør debut i en stor klassiker. Med sejren i GP de Denain i søndags fik han vist, at formen er på plads, men det er klart, at morgendagens udfordring er af en helt anden kaliber. Omvendt ved vi fra sølvmedaljen ved sidste års EM, hvor han i en lille gruppe spurtede sig til 2. pladsen bag Trentin og foran ærkerivalen Van Aert, at han mestrer kunsten at sidde med i et hårdt løb efter mere end 250 km, og selvom han mangler en del erfaring i positionskampen, er det formentlig en kunst, cykelekvilibristen Van der Poel allerede mestrer. Han har umiddelbart ikke samme enorme motor som Van Aert, og man kan derfor frygte, at han kan mangle det sidste for enden af et hårdt, langt løb, men afskrive ham skal man bestemt ikke. Han er i hvert fald hurtig nok til at tage kampen op i en spurt i en lille gruppe, og også i en reduceret massespurt står han med en reel chance for at overraske.

En anden af gårsdagens store positive overraskelser var Jens Keukeleire, der kørte sin bedste klassiker, siden han i 2017 blev nr. 2 i netop dette løb. Det viser, at han efter sidste sæsons sygdomsramte forår stadig mestrer kunsten at køre finaler i disse løb, og han burde nok kunne snige sig med i en gruppe, der skal afgøre det efter Kemmelberg. Her vil han sammen med Tiesj Benoot meget vel kunne være del af en stærk Lotto-duo, der skal forsøge at udnytte det overtal til at angribe på skift. I gamle dage ville han også kunne stole på sin spurt, men vi har desværre i de senere år set, at han ikke er helt så hurtig som tidligere. Derfor skal han nok køre offensivt, hvis han skal vinde løbet.

Det samme skal hans holdkammerat Tiesj Benoot. Belgieren var en af gårsdagens store skuffelser, og han var vel den rytter, man mest oplagt savnede i frontgruppen. Sidste år var han ellers en af de absolut stærkeste på de belgiske hellingen, og han havde forinden også meldt om fremragende form. Det kan imidlertid lige så godt have været positioneringen som benene, den var gal med, og det er i hvert fald for tidligt at afskrive Benoot, der heller ikke havde fordel af, at den lette indledning gjorde det meget eksplosivt på Paterberg. Han burde i hvert fald have en god chance for at være med i en lille gruppe i dette løb, men han har til gengæld ikke mange chancer i en spurt. Derfor skal han håbe på, at han sammen med Keukeleire kan udgøre en duo, der kan angribe rivalerne på skift.

***** Fernando Gaviria

**** Elia Viviani, Peter Sagan

*** Arnaud Demare, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Alexander Kristoff, Philippe Gilbert

** Greg Van Avermaet, Yves Lampaert, Zdenek Stybar, John Degenkolb, Oliver Naesen, Alberto Bettiol, Wout Van Aert, Danny Van Poppel, Magnus Cort, Mathieu van der Poel, Jens Keukeleire, Tiesj Benoot

* Niki Terpstra, Giacomo Nizzolo, Sebastian Langeveld, Jasper Stuyven, Luke Rowe, Søren Kragh, Gianni Moscon, Michael Valgren, Davide Ballerini, Daniel Oss, Mike Teunissen, Mads Pedersen, Andrea Pasqualon, Ian Stannard, Matej Mohoric, Silvan Dillier, Jens Debusschere, Clement Venturini, Justin Jules, Timothy Dupont

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Bora-hansgrohe: Her handler det naturligvis 100% om Sagan, men holdet vil håbe, at også Daniel Oss måske kan sidde med i en gruppe efter Kemmelberg. Denne gang er Pascal Ackermann også med, men han må indstille sig på, at han her formentlig skal agere lead-out for Sagan i tilfælde af en spurt.

Deceuninck-Quick Step: Som sagt har de i Viviani, Gilbert, Lampaert og Stybar hele fire mulige vindere, og resten er derfor alene med som hjælpere. Det gælder også for Fabio Jakobsen, der næppe heller sidder med feltet hjem.

Lotto Soudal: Her er det alle mand for Keukeleire og Benoot.

Ag2r: Holdet satser 100% på Naesen, men en formstærk Clement Venturini vil i en spurt kunne sikre sig en top 10, men næppe en plads på podiet. Derudover kan Silvan Dillier måske komme med i finalen, hvis han kan gentage sin præstation fra Roubaix og anticipere favoritterne.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Astana: Cort er det bedste bud, men de har i Davide Ballerini en fin plan B. Italieneren brændt sammen i går, men ved at anticipere favoritterne kan han måske køre finale. Han skal formentlig køre spurten for Cort, men det kan også være omvendt, hvis italieneren er den friskeste af de to.

Bahrain-Merida: Colbrelli er den klare nr. 1, men holdet har også Matej Mohoric og Ivan Garcia. Ingen af dem kan køre med favoritterne på Kemmelberg, men de kan måske komme favoritterne i forkøbet. Især for Mohoric er det en oplagt strategi.

CCC Team: På det svagt besatte polske mandskab er der rigeligt at gøre, hvis Van Avermaet skal støttes.

EF Education First: Udover Bettiol har holdet en meget velkørende Sebastian Langeveld, der sagtens kan ende i en lille gruppe efter Kemmelberg. Da han er langsommere end en snegl i en spurt, skal han dog alene væk, hvis han skal vinde løbet. Holdet har Sacha Modolo til en spurt, men italieneren, der ellers har været god i disse løb, synes at være meget formsvag.

Groupama-FDJ: Holdet vil arbejde 100% for en spurt med Demare. Det låser også Stefan Küng.

Mitchelton-Scott: Trentin er den klare kaptajn. Man kan dog ikke helt udelukke, at de kører en eventuel spurt for Luka Mezgec, hvis europamesteren har brugt for mange kræfter med offensiv kørsel. Sloveneren kan dog ikke opnå mere end maksimalt en placering i udkanten af top 5.

Movistar: Jurgen Roelandts har slet, slet ikke ramt formen og ligner ikke en mand, der kommer til at spille en rolle. Måske kan formstærke Lluis Mas overraske i sit første møde med de belgiske brosten.

Dimension Data: Michael Valgren ser igen bedre ud, men han er endnu ikke god nok til at køre finale. Han skal derfor forsøge at anticipere, hvis han skal have billet til finalen. Edvald Boasson Hagen ser formmæssigt ud til at være helt fra den. Holdets bedste bud er derfor Giacomo Nizzolo, der utvivlsomt er hurtig nok til faktisk at vinde en spurt, men som efter styrt og knæoperation kan mangle den sidste form til at sidde med i et ret hårdt løb. Kommer Nizzolo og Boason Hagen ikke med hjem, har de en velkørende Reinardt van Rensburg til spurten, men han kan ikke sikre sig andet end en top 10.

Jumbo-Visma: Uden Groenewegen er Van Poppel holdets sprinter, ligesom Van Aert er manden, der skal gå med på Kemmelberg. Også Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen kan dog med offensiv kørsel måske sikre sig en billet til finalen ved at foregribe favoritterne.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Katusha-Alpecin: Jens Debusschere burde normalt kunne gøre sig gældende i en reduceret massespurt, men formen har i år været alt andet end imponerende, og han er ikke længere hurtig nok til at være med i front. En velkørende Marco Haller er plan B, hvis belgieren falder fra, men heller ikke han er hurtig nok.

Team Sky: Løbet er for hårdt for Kristoffer Halvorsen og nok desværre for eksplosivt for de ellers velkørende Luke Rowe og Ian Stannard. Gianni Moscon har endnu ikke formen til at gå med favoritterne, så strategien må være, at de tre kaptajner skal angribe inden Kemmelberg og herved sikre sig billet til finalen. Rowe ligner bedste bud, men han er hæmmet af sin svage spurt.

Sunweb: Søren Kragh var i går ramt af rygproblemer, hvilket giver ham yderligere udfordringer efter det sygdomsramte forår. Han burde nok kunne deltage i en reduceret massespurt, men han er ikke hurtig nok til at være med i kampen om podiet. Formentlig er hans bedste chance at anticipere favoritterne og herved overleve Kemmelberg.

Trek-Segafredo: Jasper Stuyven har totalt mistimet formen, og det ser derfor ud til, at bedste chance er en spurt med Degenkolb. Det er dog sandsynligt, at Stuyven, Edward Theuns og den ganske formstærke Mads Pedersen vil forsøge at komme favoritterne i forkøbet og derved sikre sig adgang til finalen.

UAE-Team Emirates: Her er det alle mand for Gaviria og Kristoff.

Corendon-Circus: Her køres der 100% for Van der Poel. Det gælder også i en spurt, da løbet formentlig er for hårdt for Roy Jans.

Wanty-Gobert: Særligt en velkørende Andrea Pasqualon burde have gode muligheder for at spurte sig til en top 10. Det er heller ikke umuligt for den hurtigere Timothy Dupont, der dog formentlig får det for hårdt. Loic Vliegen er formsvag, men man håber, at Aime De Gendt og Frederik Backaert måske kan anticipere favoritterne.

Sport Vlaanderen: Holdet har nogle hurtige folk i særligt den ret holdbare Edward Planckaert samt Amaury Capiot og Milan Menten , men de kommer næppe med de bedste hjem. Dries Van Gestel skal anticipere favoritterne.

Wallonie-Bruxelles: Løbet er for hårdt for Kenny Dehaes, men de formstærke Baptiste Planckaert og Justin Jules kan gå efter en top 10 i en reduceret massespurt.

Cofidis: Desværre ser det skidt ud med formen for Christophe Laporte, der ellers burde have haft gode chancer for at spurte sig til en top 10. Man har måske en plan B i Bert Van Lerberghe, men heller ikke han er formstærk. Måske kan unge Damien Touze overraske.

Direct Energie: Niki Terpstra er holdets klare kaptajn, men da positionskamp ikke er hans spidskompetence, er dette løb ikke ideelt for ham. Han kan sagtens ende med alligevel at overleve Kemmelberg, men for at vinde i en lille gruppe skal han snige sig væk. Adrien Petit er plan B til en spurt, men han virker formsvag.

Roompot: Lars Boom faldt helt sammen I E3 og ligner ikke en mand, der kan begå sig. En velkørende Boy Van Poppel kan måske spurte sig til en top.

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Magnus Cort, hvis chancer er omtalt ovenfor. Her har vi også nævnt Søren Kragh og Michael Valgren, der begge kan køre deres egen chance, samt Mads Pedersen, der på Trek også burde få en vis frihed til at anticipere favoritterne. Mads Würtz har ikke den bedste form, men kan måske vise sig frem i et tidligt udbrud på et Katusha-hold uden mange chancer. Christopher Juul skal støtte Trentin på Mitchelton, og Lars Bak skal hjælpe Valgren, Nizzolo og Boasson Hagen på Dimension Data. Casper Pedersen og Asbjørn Kragh skal arbejde for lillebror Kragh på Sunweb. Endelig skal Lasse Norman være en vigtig hjælper for Van der Poel på Corendon.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Peter Sagans sejre fra 2018, 2016 og 2013, Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Luca Paolinis episke sejr fra 2015 samt John Degenkolbs sejr fra 2014.