Optakt: Giro dell’Emilia

Løbets rolle og historie

Mens sprinterne efter VM enten har endt sæsonen eller har blikket rettet mod Paris-Tours, har langt de fleste klatrere blikket stift rettet mod Il Lombardia, der er det sidste store, kuperede løb på europæisk grund og årets sidste monument. Mange har brugt de canadiske klassikere til at teste formen, og nogle har sågar været et smut i Yorkshire til VM, men det er i den kommende uges tid, at forberedelserne for alvor intensiveres i en række af italienske endagsløb, der tjener som en sidste opvarmning til den største efterårsklassiker. Sammen med Milano-Torino er Giro dell’Emilia traditionelt det bedste sted at gøre sig klar til De Faldende Blades Løb. Denne klassiker er samtidig et af de ældste løb på den italienske kalender, og den spektakulære afslutning på toppen af den stejle San Luca-stigning i Bologna gør det til et af de meste prestigiøse løb i det cykelgale land.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage i 1909, har løbet været afviklet næsten hvert eneste år i mere end et århundrede, og det er kun sølle ni gange, at løbet af forskellige årsager er blevet aflyst, så man i år er nået til den 102. udgave. Det har altid haft Bologna som sit centrum, og med ganske få undtagelser har det altid været afviklet i efteråret.

Efter at det i de tidligere år primært var en italiensk affære, udviklede det sig med tiden til en vigtig og prestigiøs begivenhed på den internationale kalender. Den første udenlandske vinder var ingen ringere end Eddy Merckx, der sejrede i 1972, og siden da har de mange italienske sejrherrer fået selskab af store internationale profiler som Roger De Vlaeminck, Tony Rominger, Michael Boogerd, Jan Ullrich, Frank Schleck, Robert Gesink, Carlos Betancur, Nairo Quintana og Esteban Chaves på sejrslisten. Faktisk var det en ganske lang tørke for italienerne fra Danilo Di Lucas sejr i 2008, indtil det endelig lykkedes Diego Ulissi igen at sejre for hjemlandet i 2013.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Giro dell’Emilia kendes næsten udelukkende for den legendariske San Luca-stigning, der fører op til helligdommen Madonna Di San Luca. Den 2,1 km lange opkørsel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7 og et maksimum på 16 og er et brutalt bæst, der er skabt til klatrere, helst med et godt punch. Med adskillige passager af stigningen og mål på toppen er det ikke noget under, at løbet er blevet domineret af ryttere, der stråler på de stejleste stigninger.

Uheldigvis tabte løbet enormt meget prestige i forbindelse med den restrukturering af efterårskalenderen, som UCI gennemførte forud for 2012-sæsonen, og her var løbet formentlig den største taber af dem alle. Indtil da havde det været afviklet om lørdagen efter VM, mens Paris-Tours og det andet italienske løb, GP Beghelli, fandt sted dagen efter, og Il Lombardia blev først afviklet den efterfølgende lørdag. Mens sprinterne således sluttede deres sæson i Frankrig, rejste klatrerne til Italien og brugte løbet i Bologna som en vigtig test og opvarmning forud for det store monument i Lombardiet.

Forud for 2012 blev de to weekender imidlertid byttet rundt for at skabe bedre synergi mellem VM og Il Lombardia. Mens monumentet helt klart vandt stort på ændringen og pludselig kunne tiltrække et meget stærkere felt, var Giro dell’Emilia den store taber. Det var nu ikke længere nødvendigt at bruge løbet til at holde benene i gang forud for efterårets største klassiker, og mange ryttere besluttede at skippe begivenheden i Bologna på et tidspunkt af sæsonen, hvor der stort set kun er ferie på hjernen.

Allerede i 2012 så man et markant mindre internationalt felt, og siden blev det kun værre og værre. I 2013 havde man bare fem WorldTour-hold til start, i 2014 var man nede på kun tre, og i 2015 nåede man bunden. Her betød fremkomsten af den konkurrerende Abu Dhabi Tour, at de stakkes arrangører kun kunne tiltrække Ag2r og Lampre-Merida fra det fineste selskab, og dermed var løbet reduceret til en skygge af den glorværdige begivenhed, det var tidligere.

I 2016 genvandt løbet imidlertid sin prestige. Den meget sene afvikling af VM i Qatar skabte en åben plads i kalenderen i ugen inden Il Lombardia, og den chance greb arrangørerne prompte. Sammen med Coppa Sabatini, der i mange år er blevet afviklet to dage inden, og GP Beghelli, der finder sted dagen efter, blev løbet flyttet til den sidste weekend forud for monumentet i Lombardiet. Da Giro della Toscana også blev tilføjet til samme uges program og afvikledes over to dage, havde rytterne pludselig mulighed for at vælge mellem fem dages kvalitetscykelløb, inden den følgende uges Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte gav en sidste chance for at fintune formen. Dermed havde den rige italienske serie af efterårsklassikere pludselig nået et nyt højdepunkt, og da støvlelandet var eneste nation med kuperede løb sidst på sæsonen, fik alle løb et kolossalt boost.

Måske havde man ventet, at det var en engangsforestilling, men UCI valgte i 2017 valgt at gå tilbage til den gamle model, hvor samme travle uge havde fået lov at sætte sig på pladsen umiddelbart efter VM, mens Il Lombardia igen fandt sted to uger efter slaget om regnbuetrøjen. Dermed blev kalenderen næsten ført tilbage til det, den var frem til 2011, idet eneste ændring var, at Paris-Tours ikke var flyttet med, havde bevaret sin hidtidige placering og dermed nu fandt sted dagen efter Il Lombardia.

Arrangørerne af Giro dell’Emilia måtte knibe sig selv i armen over den effekt, det havde, idet man endda med længder overgik det stærke startfelt fra 2016 med ikke færre end 12 af de 18 WorldTour-hold i tillæg til mange af de stærkeste prokontinentalhold. Og ikke nok med det: man gavde tiltrukket en stjerneparade, hvis lige slet ikke var set i mange år, og for første gang længe var der tillige live-dækning på TV - og for første gang ikke kun i Italien.

Sidste år gennemførte man den totale tilbagevenden til den gamle kalender, idet Paris-Tours kom tilbage på sin gamle plads søndagen efter VM og dermed i samme weekend som Giro dell’Emilia. I det lys kan det heller ikke undre, at genrejsningen af det historiske løb fortsatte. Faktisk overgik man igen sig selv med deltagelse af 13 af de 18 WorldTour-hold. I år afvikles Paris-Tours og Il Lombardia nok engang i samme weekend, men det har ikke ændret på Giro dell’Emilias position lørdagen inden monumentet, hvor det skyder den sidste del af den italienske klassikersæson i gang som det første af hele seks løb, der afvikles over otte dage og med 11 WorldTour-hold igen har sikret sig stor interesse.

Sammen med Milano-Torino og Il Lombardia er Giro dell’Emilia det eneste løb, der er skabt til klatrere, og det afspejles i startlisten. Listen over stjerner inkluderer således en stor del af cremen af bjergstærke folk, idet mange af de største navne i år har valgt at forsøge at bevare den gode form hele vejen frem til Il Lombardia. Det har gavnet Giro dell’Emilia kolossalt, og de kan i år præstere stjerner som Egan Bernal. Alejandro Valverde, Richard Carapaz, Miguel Angel Lopez, Vincenzo Nibali, iguel Angel Lopez, Jakob Fuglsang, Gianni Moscon, Bauke Mollema, Mikel Landa, Dan Martin, Richie Porte og Warren Barguil, der er klar til at slås om sejren i det, der igen ligner en af de stærkest besatte udgaver i mange, mange år.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Det var det også i 2018, men her blev vi vidner til en gigantisk sensation, da Alessandro de Marchi med et tidligt angreb på rundstrækningen kunne holde alle favoritterne bag sig og tage en af karrierens største sejr. Bag ham viste Rigoberto Uran sig som den stærkeste, da han spurtede væk fra en lille favoritgruppe, hvor Dylan Teuns sikrede BMC endnu en mand på podiet. De Marchi og Uran ligger begge i sygesengen efter grimme styrt og vender derfor ikke tilbage, men det gør Teuns, der skal forsøge at slutte lige så godt af som i 2018, hvor han kom på podiet både i Emilia og Lombardiet.

Ruten

Ruten til Giro dell’Emilia er typisk varieret lidt fra år til år, men har grundlæggende fulgt et fast mønster med en ensartet finale. Første del består typisk af en tur ud i det kuperede område syd for Bologna, hvor benene trættes inden finalen. Afgørelsen falder imidlertid altid på de fire omgange på den afsluttende 9,3 km lange rundstrækning og de i alt fem passager af den omtalte og meget frygtede San Luca-stigning, hvor de stejle procenter som regel lader stærkeste mand sejre.

Løbet har haft en relativt fast distance på ca. 200 km i de seneste år, og ruten har kun undergået ganske få modifikationer. Kun 2013-udgaven afveg en anelse, idet starten blev flyttet fra Bologna til den nærliggende by Modena, men det betød blot, at den første flade del fandt sted på andre veje end tidligere. I 2016 gennemførte man igen et par justeringer i første fase, hvor man passerede nye stigninger på turen gennem det kuperede terræn syd for Bologna, men med en uforandret afslutning var der grundlæggende tale om det samme løb. I 2017 opfandt man en ny sen stigning, inden man nåede frem til Bologna, ligesom distancen var blevet forlænget til hele 223 km. Sidste år var stigningerne præcis de samme, men man havde fjernet en del af det flade stykke mellem de to første stigninger, så afstanden reduceredes med knap 20 km, og i år genbruger man præcis den samme rute

I år skal der tilbagelægges 207,4 km, og som i langt de fleste år finder starten sted i Bologna, hvorfra man begiver sig mod vest og slår en lille sløjfe i den vestlige del af byen, inden man langs flade veje kører mod syd frem til dagens første udfordring. Mongardino stiger med 6,6% over 2,2 km, når et maksimum på 10% og har top efter 22,0 km.

Efter nedkørslen fortsætter feltet mod syd igennem svagt stigende terræn, indtil de når bunden af løbets længste stigning, Passo Brasinone (19,7 km, 2,9%, max. 8%), der har top efter 89,6 km. Den markerer løbets sydligste punkt og starten på en lang nedkørsel, der fører mod nord og nordvest, inden flade veje igen leder mod nordøst tilbage mod Bologna. Kort inden byen drejer man mod øst for at køre op over Ganzole-stigningen (2,3 km, 8,7%, max. 12%), hvis top rundes efter 126,0 km. Herefter går det mod øst ned til en flad rundstrækning, hvor der køres en omgang.

Mod slutningen når man endelig tilbage til Bologna, der rammes fra øst, hvorefter man kører direkte ud til San Luca-stigningen (2,1 km, 9,4%, max. 18%), der ligger i den sydvestlige udkant. Den rammes første gang, når der resterer 39,3 km, hvorefter målstregen krydses på toppen. Det markerer starten på de fire omgange på den 9,3 km lange afsluttende rundstrækning, der består af en nedkørsel, der slet ikke er så stejl som opkørslen og halvteknisk, og et kort, fladt stykke, som leder frem til bunden af stigningen. Løbet når sin dramatiske og spektakulære afslutning, når rytterne når toppen af den frygtede mur for femte og sidste gang efter en finale, der kun byder på bløde kurver på den sidste kilometer.

Den første del af løbet anvendes altid som afsæt for et tidligt udbrud, der får lidt tid i rampelyset, og tjener primært til at trætte benene, men det virkelige løb indledes først, når man rammer rundstrækningen. Som regel er der tale om et udskilningsløb, hvor feltet gradvist tyndes ud for hver passage af stigningen, og da der ikke er meget fladt terræn, er der faktisk plads til, at favoritterne kan gøre en forskel endda inden sidste tur op ad stigningen. Løbet er derfor typisk ret aggressivt, og det kræver et stærkt hold at holde styr på tingene i et typisk ganske lille felt.

Alligevel er det som regel ved sidste passage, at det hele skal afgøres mellem favoritterne, men det er før sket, at forskellen er gjort tidligere. I 2011 var det et tidligt angreb af Carlos Betancur, som overraskede favoritterne, og den efterfølgende kamp om andenpladsen mellem Bauke Mollema og Rigoberto Uran var derfor kun om andenpladsen. I 2014 var en overraskende stærk Angel Madrazo tæt på at snyde de store navne, og hans indsats blev belønnet med en andenplads, idet kun Davide Rebellin kunne gå forbi. I 2015 lykkedes det Jan Bakelants at foregribe favoritterne og herigennem sikre sig sejren på en sjælden regnvejrsdag, og i 2017 var det Giovanni Visconti, der udnyttede den store fokus på kaptajn Nibali til at tage en overraskende solosejr med et tidligt angreb, præcis som Alessandro de Marchi gjorde det i 2018. Uanset hvad er én ting givet: kun en stærk klatrer har en chance for at stå øverst på podiet i den 102. udgave af Giro dell’Emilia.

Løbet byder på i alt 3241 højdemeter.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Vejret

Giro dell’Emilia afvikles næsten altid i glimrende vejr, men for fire år siden bidrog forfærdeligt regnvejr til at skabe et helt anderledes løb end vanligt. Så slemt bliver det bestemt ikke i år, for selvom meget af ugen har været regnfuld, venter der en flot lørdag med kun få skyer og en temperatur på 21 grader. Blæsende vil det slet ikke være med blot en svag vind fra nordvest og senere nord, hvilket primært giver med- og sidemedvind på turen ud til toppen af Brasimone og derefter sidemod- og modvind på hjemturen. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på stigningen og første del af nedkørslen og derefter mod- og sidemodvind på det sidste stykke frem til bunden af bakken.

Favoritterne

For de fleste cykelelskere har det været smertefuldt at se, hvordan en så hæderkronet klassiker som Giro dell’Emilia i 2015 nærmest var reduceret til et lokalt italiensk løb næsten uden international deltagelse. Løbet har altid været et af efterårets højdepunkter, men nu var det pludselig en parentes, som knap blev bemærket, og som de færreste hold overhovedet overvejede at stille op i.

Set i det lys er det en fornøjelse at skulle skrive optakt til den 102. udgave i løbet, der i sandhed er den glorværdige historie værdig. Et blik ned over startlisten må få arrangøren til at knibe sig i armen over at have tiltrukket et felt, der på alle måder er en grand tour værdig, og det kan måske endda ses som en kulmination på den uhyre positive spiral, løbet har oplevet siden genskabelsen af den gamle kalender i 2017. Af flere årsager er der herligt mange af sportens store navne, der i år har valgt at fortsætte hele vejen til Il Lombardia, og med den nye kalenderplacering er Giro dell’Emilia et logisk stop på vejen. Kombinationen af en glimrende position, en bjergrig rute og en glorværdig historie gør, at der i dag er langt flere WorldTour, der deltager, end der vælger det fra, og det er således kun Deceuninck, Lotto, Katusha, Sunweb, Bora, CCC og Dimension Data, vi savner fra det fineste selskab.

Det stærke felt gør det imidlertid ikke nemmere at skulle udpege favoritterne. I tidligere år har favoritfeltet været begrænset til en god håndfuld - i 2016 var det eksempelvis ikke svært at indse, at vinderen ville være enten Chaves, Bardet, Aru eller Uran - men ligesom i de foregående to år er listen over ryttere, der i hvert fald på papiret har evnerne til at sejre på stejle San Luca, alenlang - faktisk skræmmende lang. Samtidig er der mange mandskaber, der kommer med veritable superhold, hvor de har adskillige vinderkandidater.

At udpege favoritter bliver yderligere kompliceret af, at vi befinder os i oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Det afspejles også i det forhold, at der i skrivende stund mindre end 72 timer inden starten i Bologna kun er udtaget to hold. Først i de sidste dage inden løbet finder man nemlig ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb, som det fremgår af nedenstående note angående usikkerheden om Primoz Roglic og Michael Woods.

Sidste år var vi bedre stillet af, at vi havde VM som referenceramme, men den luksus har vi ikke i år, hvor VM-ruten slet ikke passede klatrerne. Derfor er den seneste formindikator for mange enten løbene i Canada, der efterhånden ligger langt tilbage, samt i særlig grad Vueltaen. Der er imidlertid en gigantisk forskel på, hvordan rytterne er kommet ud af en grand tour, og det kan være lidt af et lotteri. Nogle får et boost, som eksempelvis Esteban Chaves tidligere havde for vane i efterårsløbene i 2015 og 2016, men andre kan være kørt helt i sænk, som vi før har set det med i Vueltaen ellers meget dominerende ryttere. I hvert fald imponerede Primoz Roglic ikke just ved Vueltaen, og vi så sidste år, at Simon Yates trods Vuelta-sejr udgik af både VM og dette løb.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

Dertil kommer det forhold, at det slet ikke er sikkert, at vinderen bliver en favorit. Faktisk er det i de seneste fire år kun én gang lykkes for de store navne at køre om det. Rundstrækningen er nemlig så hård, at den er pokkers svær at kontrollere, og det har givet anledning til flere overraskelser. I 2014 var Angel Madrazo mindre end en kilometer fra at skabe sensationen, i 2015 udnyttede Jan Bakelants den massive regn til at køre langt udefra, og i de seneste år har Giovanni Visconti og Alessandro de Marchi begge med angreb inden sidste omgang kunnet holde et felt, der allerede var kraftigt reduceret, bag sig.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at vi ser en gentagelse i år. Ganske vist er særligt Ineos og Movistar så stærke, at de formentlig ville kunne kontrollere det for hhv. Egan Bernal og Alejandro Valverde, men er det det, de vil? Det er langt fra sikkert, for begge mandskaber har også nogle fremragende løjtnanter. I det hele taget er der ufatteligt mange brede hold med adskillige kandidater, herunder også EF (hvis Woods deltager), Astana, Jumbo, Trek, UAE, FDJ og Bahrain. Med andre ord kan man sagtens forestille, at en gruppe med deltagelse af de vigtigste hold kan ende med at afgøre, mens favoritterne for fjerde gang på fem år må se skuffede til fra sidelinjen.

Det gør blot løbet endnu mere åbent, men vi må dog forvente, at det er omgangene i Bologna, der vil afgøre det. Vejret bliver smukt, vinden næsten ikkeeksisterende, og hold som Ineos, Movistar og Astana bør sagtens kunne sørge for, at det tidlige udbrud køres ind. Det er først på rundstrækningen, at angrebene lanceres, og her kan det som sagt både blive en outsidersejr via et tidligt fremstød eller til favoritsejr i et mere klassisk opgør på sidste tur op ad stigningen, hvor der vil være medvind.

San Luca er en speciel stigning. Den er meget stejl, men også relativt kort. Stejlheden betyder, at man kan udelukke alle tunge ryttere, og man skal være en god klatrer for at have blot den mindste chance. Man ser imidlertid af og til lidt overraskende ryttere blande sig fremme. Det skyldes selvfølgelig tidspunktet på sæsonen, men også stigningens længde. Der er tale om en bakke, der er bedre for mere eksplosive puncheurs end rene klatrere, der vil have større chancer i Milano-Torino, Gran Piemonte, der som noget nyt i år er bjergrigt, og især i Il Lombardia i den kommende uge.

Sandsynligheden for et favoritopgør er trods alt størst, og derfor vil vi pege på Alejandro Valverde som vores favorit. Da det først er efter karantænen, at han for alvor er begyndt at satse på Il Lombardia, har han faktisk aldrig tidligere deltaget i Giro dell’Emilia, der i nogle år som sagt blev afviklet efter monumentet og ellers ofte er kommet for tæt på Vuelta-VM-doublen. I år har han imidlertid i sidste øjeblik valgt at køre løbet, og det skyldes formentlig, at kulden slog ham ud i søndags, hvorfor han kun kørte et halvt VM-løb, og derfor er betydeligt mere frisk til denne weekend, end han plejer.

Det gør ham naturligvis livsfarlig. Al snak om pension blev effektivt gjort til skamme i en Vuelta, hvor han endte som nr. 2 samlet og viste, at han stadig er en af verden bedste i denne slags terræn. Forud for VM hævdede han endda, at formen var endnu bedre end sidste år, hvor han som bekendt blev verdensmester, og det kunne hans fremragende afslutning på Vueltaens 20. etape kun underbygge. VM kan ikke bruges som indikator, da det her var vejret, der slog den altid frysende Valverde ud, og alene det, at han har valgt at køre her, tyder på stor tro på sig selv. San Luca er en kort, stejl stigning af en type, som Valverde spiser til morgenmad, og der er ingen i dette felt, der er i hans klasse på en afslutning som denne. Han har et eminent hold med Carlos Betancur, Richard Carapaz og Mikel Landa til at sætte sig op og holde det nogenlunde samlet til en spurt. Vælger de den taktik, må Valverde være manden, der skal slås, og derfor er han vores favorit.

Det helt store spørgsmål er, hvor god Egan Bernal er. Det er svært at huske, hvornår en førstegangsvinder af Touren også har præsteret i efteråret - faktisk skal vi helt tilbage til Carlos Sastre i 2008 - for al den hurlumhej, der omgiver en Tour-vinder, kan gøre det næsten umuligt at holde fokus på træningen, men Bernal ligner undtagelsen. Det colombianske vidunderbarn er kendt for sin flid og dedikation, og noget tyder på, at han minder det seriøst, når han har gjort Lombardiet til et mål. I hvert fald kom han flyvende tilbage til Europa i Giro della Toscana, hvor han var stærkeste mand på stigningen og endte som nr. 2, og han var også meget aktiv i Memorial Marco Pantani og Coppa Sabatini, der dog slet ikke passede ham. Nu har han haft yderligere to uger til at forbedre formen, og derfor er der al mulig grund til at tro, at han nærmer sig topformen. Gør han det, er der al mulig grund til at frygte verdens bedste klatrer. Nok passer San Luca ham ikke ideelt, men han har i blandt andet Catalonien vist, at han har et glimrede punch. Han bakkes op af et Ineos-hold, der konkurrerer med Movistar om at være stærkest, og kan de gøre det tilstrækkeligt hårdt, kan Bernal lørdag meget vel blive den første førstegangsvinder af Touren siden Marco Pantani i 1998 til faktisk at vinde et cykelløb i efteråret.

Alle danske øjne vil være rettet mod Jakob Fuglsang og det endda med god grund. Danskeren har efter Tour-skuffelsen gjort VM og Lombardiet til de sidste store mål, og noget tyder på, at han har timet formen perfekt. Han blev bedre og bedre gennem Vueltaen, hvor han vandt en etape i den sidste uge, og han kørte et fornemt VM på en rute, der slet ikke passede ham. Giro dell’Emilia er heller ikke et ideelt løb, da San Luca er en anelse for kort, eksplosiv og stejl for danskeren, men vi så i Ardennerne, at en formstærk Fuglsang sagtens kan være med på kortere stigninger, ikke mindst i Fleche Wallonne. Denne gang er den samlede finale også så hård, at hans chancer styrkes. Hans bedste chance er måske at køre offensivt, men når han næsten kan slå Alaphilippe på Mur de Huy, kan han også gøre det færdigt på toppen af San Luca, hvis formen, som det tyder på, nærmer sig det magiske aprilniveau.

Løbets måske allerstørste joker er Richard Carapaz. Ecuadorianeren havde forberedt sig på at skulle vinde Vueltaen, og hans kørsel i Burgos tydede på, at han var fornuftigt forberedt. Et styrt til et gadeløb kostede ham imidlertid deltagelsen, men han slog sig ikke værre, end at han allerede en uge efter Vuelta-starten kørte Bretagne Classic, der ikke passede ham. Siden kostede visumproblemer ham deltagelsen i Tour of Britain, og derfor er hans form næsten helt ukendt. Det var imidlertid ham, der med sin kraftige forcering skabte det brølstærke udbrud ved VM, og her efterlod han et positivt indtryk på en rute, der slet ikke var for ham. Carapaz har vist, at han har et glimrende punch - det viser hans to første Giro-etapesejre - og han kan sagtens begå sig i en finale som denne. Det er klart, at Valverde må være plan A, men i et løb, hvor det kan betale sig at angribe tidligt, skal man i den grad holde øje med den suveræne Giro-vinder.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Også Astana har mere end ét kort at spille. Miguel Angel Lopez følger ligesom tidligere år Vueltaen op med et par italienske løb, og det plejer at gå glimrende. I 2016, hvor han var styrtet ud i Spanien, vandt han Milano-Torino, og den bedrift gentog han sidste år, hvor det var det eneste af italienerløbene, han kørte. Det viser, at han har evnerne til at præstere efter Vueltaen, hvor han da også som regel topper i den tredje uge. I år er det hele lidt anderledes, fordi han denne gang allerede kørte stærkt i uge 1, men som stærkeste mand på 18. etape viste han, at formen stadig var fremragende til sidst, indtil han blev sat tilbage af styrtet på 19. etape, som måske kostede ham podiet. Vi så tydeligt i Vueltaen, at disse eksplosive finaler ikke passer ham ideelt, men når han kan vinde i Torino, kan han også vinde her, uanset om det er i et favoritopgør eller som første udspil fra Astana, der som sagt har to meget stærke kort at spille.

Sidste år var forventningerne ikke specielt store til Dylan Teuns, der nok havde kørt en fremragende Vuelta med deltagelse i 117 udbrud, men som skuffede til VM. Alligevel blev han nr. 3 i både dette løb og Il Lombardia, og det viser, at han sagtens kan præstere efter Vueltaen. Denne gang har han imidlertid også kørt Tour, og det kan øge trætheden, men en imponerende 7. plads på den sidste bjergetape i Spanien samt et flot og aggressivt VM-løb tyder på, at han stadig har lidt at skyde med. Man skal altid være varsom med den ustabile Teuns, der sidste år havde en regulær offday i Milano-Torino mellem sine to 3. pladser, men som specialist på korte, stejle stigninger vil han kunne lide San Luca, hvor han altså var næstbedste mand blandt favoritterne i sidste års udgave, hvor han bakkede fornemt af bag holdkammeraten De Marchi.

En anden joker er Dan Martin. Ingen ved reelt, hvor ireren står, men der er ingen tvivl om, at han gerne vil præstere i Lombardiet, hvor han tidligere har vundet og sidste år var ganske tæt på at gå på podiet. Han viste ikke meget i Tyskland og Canada, men de løb lignede også ren forberedelse, og VM-ruten var ikke noget for ham. Desværre har ireren haft en skidt sæson, men han viste sidste år, at han sagtens kan præstere for UAE, og San Luca er det rene guf for en af løbets bedste puncheurs, der samtidig er en sand endagsspecialist. Måske har han ikke helt samme punch som tidligere, hvorfor Valverde bliver svær at slå, men Martin er altid farlig på en rute som denne, hvor han dels kan spurte og dels køre med den offensive indstilling, der kendetegner ham.

Det mest åbne spørgsmål er naturligvis Primoz Roglic. Trods en skuffende VM-enkeltstart har sloveneren tænkt sig at køre sæsonen til ende i Italien, men ingen ved, hvor frisk han er. Tidskørslen i England tyder på en vis træthed, men han blev trods alt nr. 11 og var meget aktiv i linjeløbet. Vi så sidste år, hvor smadret Yates var efter Vuelta-sejren, da han udgik af VM og dette løb, men Roglic er en betydeligt mere holdbar type end briten. Holdet har meldt ud, at de kommer for at vinde, og hvis han følte sig dårligt kørende, var han sikkert taget på ferie for at fejre Vuelta-sejren. Finalen passer fremragende til den eksplosive slovener, så hvis han har lidt at skyde med, er han en af de helt tunge favoritter.

En rytter, man virkelig må glæde sig til at se, er David Gaudu. Den franske guldfugl har haft en fantastisk sæson, hvor han særligt imponerede i UAE Tour, der gav en samlet 3. plads bag Roglic og Valverde, og i Romandiet, hvor han faktisk vandt en puncheuretape. Særligt sidstnævnte viser, at hans punch slet ikke er ringe, og finalen passer ham derfor slet ikke dårligt. Han har længe har Lombardiet som mål, men hans form kan være svær at vurdere. Han var blandt de bedste på stigningerne i Tour du Doubs, der dog ikke passede ham ideelt, og i Slovakiet arbejdede han bare for Demare. Meldingen er ganske positiv, men Gaudu er så svingende, at vi stadig har til gode at se, om han virkelig har ramt sit topniveau. Har han det, kan han reelt vinde, for vi så sidste år i Milano-Torino, hvor han kørte fabelagtigt for Pinot, at han har evnen til at køre stærkt også på denne tid af året.

En af de få, som er i dokumenteret form, er Jack Haig. Australieren chokerede en hel cykelverden med en 3. plads i et Bretagne Classic, der slet ikke passede ham, og han imponerede lige så meget i Quebec, hvor han kørte alene op til Sagan, Alaphilippe, Van Avermaet og Ulissi. I VM arbejdede han godt for Matthews i finalen, og nu kommer vi endelig til løb, der passer ham bedre. I en træt udgave er han blevet nr. 10 i dette løb, og det bør kunne forbedres med den form, han har nu. Desværre er finalen alt for eksplosiv for ham, men med sine fremragende ben er han et oplagt bud på en mand, der kan angribe tidligt.

En anden rytter, der er helt umulig at vurdere, er Bauke Mollema. Hollænderen har nemlig kun kørt VM som hjælper for Van der Poel samt de canadiske løb siden EM. I Canada virkede han ganske stærk og blev blandt andet nr. 10 i Montreal, men det har ikke altid været helt let for ham at bevare formen fra Canada til de italienske løb, hvor han i Lombardiet har skuffet hver eneste gang siden 7. pladsen i 2012. Han har imidlertid haft sin bedste sæson i mange år, og han har særligt med sine evige topplaceringer i San Sebastian vist, at han er fremragende i kuperede endagsløb. Årets 6. plads i Fleche Wallonne viser, at han er god i disse finaler, og har han samme form nu, bliver han ganske farlig.

I skrivende stund er det stadig uklart, om Michael Woods ender med at deltage, men selv uden ham står EF med et godt kort. Sergio Higuita virkede slet ikke træt mod slutningen af Vueltaen, og hans kørsel ved U23-VM var fabelagtig. Han var måske stærkeste mand på sidste omgang, men man må alligevel tvivle lidt på, om den unge colombianer, der har kørt stærkt siden sit allerførste løb i begyndelsen af februar, stadig har noget at skyde med. Omvendt kørte han meget lidt fra maj til august, og hvis han vitterligt stadig er frisk, burde han med sit punch være som skabt til denne finale.

Diego Ulissi er bedre, end han har været meget længe. Han kørte med Sagan, Alaphilippe og Van Avermaet i Quebec, hvor han alligevel spurtede sig til en 4. plads, og det gjorde han endnu bedre med endnu en podieplads i Montreal. Han er tidligere vinder af løbet tilbage i 2013, men dengang var feltet ganske svagt. Efter løbets genfødsel er han kun blevet nr. 8 og 7 i hhv. 2016 og 2017, men det er også klart, at han ikke har været bedre, end han er nu. I år kørte han sig overraskende på podiet i Fleche Wallonne, hvilket viser evnerne i disse finaler, men spørgsmålet er, om ikke den næsten dobbelt så lange stigning her alligevel gør, at han får svært ved at vinde.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Ineos’ meget stærke hold tæller også Gianni Moscon, der med sin 4. plads ved VM endelig kom tilbage på sporet og nu har forklaret sin nedtur med ekstrem overtræning i løbet af vinteren. Omvendt kunne vi også se, at Moscon ikke var på samme niveau som ved VM i 2017 og 2018, hvor han var en af de allerstærkeste, og spørgsmålet er, om ikke han stadig mangler for meget til at slå de lettere folk på så stejl en stigning. Omvendt viste han ved sidste års VM, at en formstærk Moscon også kan vinde i dette terræn, især hvis holdet spiller ham relativt tidligt ud.

Movistars meget stærke hold tæller også Carlos Betancur, der efter en svag start i august bare er blevet bedre og bedre, hvilket kulminerede med et fremragende VM, hvor han var en af de mest synlige ryttere. Faktisk er han tidligere vinder af dette løb, som han vandt ved som helt ung at snige sig væk på næstsidste omgang i 2011, og den model kunne han gentage igen. Til en spurt vil holdet nemlig satse på Valverde, men får han frihed, synes Betancur at have formen til at lave et resultat. Stigningen passer i hvert fald en mand, der har været på podiet i Fleche Wallonne, selvom han ikke klatrer på samme niveau længere.

Tilbage i 2016 kom Esteban Chaves flyvende ud fra sin podieplads i Vueltaen og endte med at vinde både dette løb og Il Lombardia. I det hele kommer han altid godt ud af sine grand tours, og hans overraskende gode VM, hvor han for 117. gang var ramt af uheld, tyder på, at det samme er tilfældet denne gang. Desværre ved vi også, at han stadig efter sin sygdom er en skygge af sig selv, men megen uheld betød også, at han aldrig fik lov at vise sit virkelige niveau i Vueltaen. Holder tendensen til, at han altid er allerbedst i ugerne efter en grand tour, kan han forhåbentlig vise det denne lørdag.

For to år siden udnyttede Giovanni Visconti det store fokus på kaptajnen Vincenzo Nibali, der åbenlyst var stærkeste mand, til at køre væk fra distancen og tage en solosejr. I år synes han at være bedre end i mange år, efter at han som en af bare fire mand kunne følge Bernal i Giro della Toscana, som han endte med at vinde. Det gav ham en plads til VM, hvor han førte i et par omgange for Trentin og så ganske stærk ud. Stigningen her er nok for svær til, at han kan vinde et favoritopgør, men kan han igen angribe tidligt, er han stærk nok til at gøre det færdigt.

Det er lidt uklart, hvor Tao Geoghegan Hart står efter en svær Vuelta. Han virkede ikke voldsomt frisk mod slutningen af det spanske løb, men han kørte en fornemt VM, hvor han som eneste brite holdt sig til de bedste hele vejen. Spørgsmålet er, om han kan holde den gående hele vejen til et løb, der for en eksplosiv fyr som ham burde være fremragende. Vi tvivler på, at han er god nok til et favoritopgør, men som en af mange god folk hos Ineos kan han spilles tidligt ud.

Endelig er vi naturligvis nødt til at pege på Vincenzo Nibali. Italieneren viste i Canada, at han efter en hård sæson stadig mangler megen form, men vi ved også, at selv en formsvag Nibali altid kører stærkt i Lombardiet. Sidste år floppede han ved VM, men blev alligevel nr. 8 i dette løb. Finalen passer ham dog ikke ideelt, og han har utvivlsomt ikke formen til at slå Valverde og co. i den absolutte finale. Til gengæld er Nibali også en mand, man aldrig skal give en meter på en af de tidligere omgange.

BEMÆRK: Vi har en mistanke om, at Michael Woods, der ikke står på startlisten, meget vel kan ende med at køre, hvilket i givet fald vil gøre ham til en af de helt store favoritter. Udtages han, opdateres optakten.

OPDATERING: Lopez kører ikke, hvorfor Fuglsang er klar kaptajn hos Astana. Til gengæld har holdet udtaget Luis Leon Sanchez og Dario Cataldo, som er gode bud på ryttere, der kan lave "en De Marchi".

OPDATERING 2: Som spået ovenfor haf EF udtaget Woods, der naturligvis med det samme går ind som en af de helt store favoritter i en finale, der er skabt til den eksplosive canadier, som så stærk ud i Montreal, hvor han forcerede hele vejen op ad sidste stigning. Holdet har også udtaget Hugh Carthy, men det er hans første løb efter styrtet i Vueltaen, og han kan ikke være i form. Richie Porte kommer ikke til start for Trek, og Jonas Gregaard kører ikke for Astana

Læs også

Belgisk stjerne usikker til Touren

***** Alejandro Valverde

**** Egan Bernal, Michael Woods

*** Jakob Fuglsang, Richard Carapaz, Dylan Teuns, Dan Martin, Primoz Roglic

** David Gaudu, Jack Haig, Bauke Mollema, Sergio Higuita, Diego Ulissi, Gianni Moscon, Carlos Betancur, Esteban Chaves, Giovanni Visconti, Tao Geoghegan Hart, Vincenzo Nibali

* Warren Barguil, Pierre Latour, Guillaume Martin, Diego Rosa, Sepp Kuss, Gianluca Brambilla, Jaako Hänninen, Robert Gesink, Giulio Ciccone, Valentin Madouas, Pierpaolo Ficara, Simon Clarke, Tanel Kangert, Mikel Nieve, Alex Aranburu, Ivan Sosa, Luis Leon Sanchez, Darion Cataldo, Hermann Pernsteiner, Nikolay Cherkasov, Laurens de Plus, Rudy Molard, Jonas Vingegaard, Fausto Masnada, Mikel Landa

Danskerne

Som det fremgår ovenfor, er Jakob Fuglsang en af de store favoritter. På Jumbo er det stadig uklart, om Primoz Roglic deltager, men hvis ikke kunne Jonas Vingegaard få chancen for at jagte et resultat, men da han har været i form siden begyndelsen af august, må han snart være træt. Niklas Eg må ventes at skulle agere hjælper for primært Bauke Mollema på Trek og har ligesom Vingegaard været i form siden begyndelsen af august, hvorfor trætheden, ikke mindst efter Vueltaen, kan være ved at sætte ind.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alessandro De Marchis sejr fra 2018, Giovanni Viscontis sejr fra 2017 og Esteban Chaves’ sejr fra 2016.

Holdoversigt

Listen over mulige kandidater er så alenlang til dette stærkt besatte løb, at vi vil lave en holdoversigt over mulige kandidater, selvom vi som regel kun gør det til WorldTour-løb.

Trek-Segafredo: Mollema ligner bedste bud. Giulio Ciccone kunne være en joker, men han manglede en del i de seneste italienske løb. Gianluca Brambilla kom godt ud af Vueltaen og er et helt oplagt bud på en mand, der kan angribe tidligt. Niklas Eg må efterhånden være træt, og løbet passer ikke Peter Stetina.

Jumbo-Visma: Roglic er omtalt ovenfor og ligner bedste bud. Laurens de Plus  lignede en formsvag mand i Canada. Robert Gesink kom godt ud af Vueltaen og kan angribe tidligt. Bedst chance for et stort resultat har nok Sepp Kuss, der kørte en stor Vuelta, men vi tvivler på, at den ustabile amerikaner er frisk endnu efter et år med to grand tours. George Bennett er træt og skippede endda VM med sygdom. Jonas Vingegaard er omtalt under danskerne ovenfor, og Antwan Tolhoek har slet ikke fundet formen i efteråret.

Mitchelton-Scott: De bedst bud er Haig og Chaves, men man skal heller ikke helt udelukke Mikel Nieve, hvis den baskiske diesel angriber tidligt. De øvrige klatrere bør få det for svært på denne stigning.

Movistar Team: Mikel Landa har haft en hård sæson og var meget svag i England. Valverde, Carapaz og Betancur ligner langt bedre bud, og resten må være hjælpere

UAE- Team Emirates: Ulissi og Martin er begge gode bud. Aliaksandr Riabushenko imponerede med sejren i Agostoni, men dette løb bør være for svært. Jan Polanc og Valerio Conti virker begge for formsvage.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Groupama-FDJ: Gaudu er et godt bud, men også Valentin Madouas kan måske gøre noget, selvom han i Canada og resten af efteråret ikke har kunnet finde forårsformen. Rudy Molard kan lide finalen, men manglede en del i Canada, og løbet passer ikke rigtigt til hverken Sebastien Reichenbach eller Kilian Frankiny, selvom sidstnævnte kørte en god Vuelta.

EF Education First: Som nævnt har holdet to gode bud i Woods og Higuita.Tanel Kangert er i form og kan angribe tidligt, og det samme kan formstærke Simon Clarke, der dog vil finde stigningen lidt for svær. Hugh Carthy kan ikke være i form efter Vuelta-styrtet.

Astana Pro Team: Det må være alle mand for Fuglsang, men holdet har sent udtaget Luis Leon Sanchez og Dario Cataldo, der begge sluttede Vueltaen stærkt og kan køre offensivt tidligt.

Ag2r-La Mondiale: Pierre Latour passer til stigningen, men han virkede træt i Vueltaen og ved VM i enkeltstart. Mathias Frank er i form, men mangler eksplosivitet, og så skal det blive meget interessant at se talentfulde Jaako Hänninen måle sig mod verdens bedste.

Bahrain-Merida: Teuns og Nibali er bedste bud, da Damiano Caruso synes helt ude af form. Hermann Pernsteiner kørte en stor Vuelta, men må være træt og mangler punch til denne stigning. Andrea Garosio har imponeret på det sidste, men han må ventes at skulle hjælpe.

Team Ineos: Bernal, Moscon og Geoghegan Hart er alle oplagte kandidater, men man skal også holde øje med Diego Rosa, der endelig kørte stærkt igen i de seneste italienske løb, altid kører godt i oktober og er en mester i at angribe tidligt. Til gengæld virker Ivan Sosa til at være formsvag, og løbet passer ham heller ikek specielt godt.

Arkea-Samsic: Warren Barguil var syg i de seneste løb og er derfor svær at vurdere, men han virker også træt efter en hård sæson. Finalen passer ham ellers. Elie Gesbert har klatret godt i år, men han har skuffet siden Touren.

Neri Sottoli: Visconti er som sagt en god kandidat. Stigningen er nok lidt for svær for de velkørende Simone Velasco og Davide Gabburo. Manuel Bongiorno og Edoardo Zardini er formsvage.

Wanty-Gobert: Guillaume Martin vil kunne lide stigningen, men han har ikke haft sit bedste efterår, og efter fin kørsel i Tour du Doubs skuffede han i de første italienske løb.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Nippo Vini Fantini: Holdet kan håbe på en formstærk Alejandro Osorio, men et topresultat er at skyde over målet.

Gazprom-Rusvelo: Nikolay Cherkasov var en af tre, der kunne følge Bernal i Toscana og har to podiepladser i de italienske løb. Han har dog virket lidt træt de seneste løb, og niveauet her er betydeligt højere. Aleksander Vlasov, Artem Nych og Aleksey Rybalkin har slet ikke fundet formen i efteråret.

Caja Rural: Stigningen er nok lidt lang for Alex Aranburu, men den er ikke uoverkommelig. Han virkede dog for træt mod slutningen af Vueltaen. Niveauet er for højt for Jonathan Lastra og Cristian Rodriguez.

Bardiani: Formstærke Lorenzo Rota kan måske gøre det godt, men generelt får de det svært-

Androni: Fausto Masnada har ikke fundet sin bedste form endnu, og han mangler også lidt punch. Mattia Cattaneo styrtede slemt i Agostoni og har misset alle løb siden da. Niveauet er for højt for Miguel Edoardo Florez og Daniel Munoz.

Sangemini: Holdet er uden chance på denne rute.

Amore e Vita: Holdet har en af de mest interessante outsidere i form af talentfulde Pierpaolo Ficara, der måske var endnu stærkere end Bernal i Toscana. Spørgsmålet er, hvad han kan på dette niveau.

Beltramitsa Hoppla: Holdet er uden chance på denne rute.

Team Colpack: Holdet er uden chance på denne rute.

Giotti Victoria: Holdet er uden chance på denne rute.

Biesse Carrera: Den spændende Simone Ravanelli kunne egentlig gå efter et resultat, men han har ikke fundet formen i efteråret.