Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: GP de Denain
24. marts 2019 10:45 af Emil AxelgaardFoto: Mathias Mundbjerg / Feltet.dk

For mange sprintere har et af Frankrigs største løb, GP de Denain, der også har været kendt som de franske sprintermesterskaber, været et af forårets højdepunkter, men det er næppe tilfældet længere, nu hvor det store franske løb siden 2018 har fået en helt ny rolle. Med en ny kalenderplacering og en helt ny rute, der inkluderer mange af de kendte pavéer fra Helvedet i Nord, vil løbet fremover have karakter af en stor generalprøve til Paris-Roubaix, og det ventes derfor, at mange af Frankrigs største klassikerspecialister samt et par udenlandske navne vil varme op til verdens største klassiker ved at teste benene i et brag af et testløb søndag eftermiddag.

Løbets rolle og historie

I mange år har Grand Prix de Denain været et af de største løb på den franske kalender. Som et af de stærkest besatte løb i den vigtige Coupe de France-serie og med en status 1.HC-løb i det internationale UCI-hierarki har løbet altid været et højdepunkt for cremen af den franske sprinterelite og et par udenlandske sprinterstjerner, der en god uge efter sprinterverdensmesterskabet i Scheldeprijs og fire dage efter Paris-Roubaix har brugt løbet til at presse det sidste ud af forårsformen inden en velfortjent pause. År efter år har det været rammen om et brag af en massespurt, der i kraft af den helt flade og lette rute og de mange sprinternavne har været kendt som det franske sprintermesterskaber.

 

Løbet har geografisk haft en logisk placering i det nordøstlige Frankrig tæt på grænsen til Belgien, hvor det altså er blevet afviklet i umiddelbar nærhed af Paris-Roubaix og Brabantse Pijl. Derfor er mange ryttere blevet i regionen og har kørt et eller flere af de tre løb, inden de ofte er draget på en lille ferie eller - for ryttere, der har brugt løbet som opvarmning til Ardennerne - er draget videre mod nord til de største af de kuperede endagsløb. Trods den umiddelbare nærhed til nogle af sportens allermest berømte pavéer, der er kendt fra Roubaix, har løbet imidlertid kun i sparsomt omfang budt på brosten, og de er altid kommet så tidligt i løbet, at de reelt ingen rolle har spillet.

 

Det ændrede sig i 2018. Fristelsen til at gøre løbet til en slags generalprøve til Paris-Roubaix har sikkert været stor længe, men hidtil har arrangørerne holdt sig tilbage. Det kræver trods alt en vis overvindelse helt grundlæggende at ændre et løbs karakter, ikke mindst, når det allerede nyder stor anseelse og har en fin og naturlig plads på kalenderen. I de senere år er tiltrækningskraften på udenlandske ryttere imidlertid dalet kraftigt, og det er derfor i stigende grad blevet en fransk affære. Det har formentlig spillet en afgørende rolle i at overbevise arrangørerne om at gennemføre en radikal forandring af løbet, der nu ventes at blive en helt anden affære end hidtil.

 

Beslutningen blev truffet i løbet af efteråret 2017, hvor man annoncerede, at løbet, der fortsat er en stor begivenhed på Coupe de France-kalenderen og har bevaret sin 1.HC-kategorisering, ville blive rykket til søndagen efter Milano-Sanremo i en weekend, hvor den franske serie hidtil har budt på Classique Loire Atlantique og Cholet Pays de Loire, der imidlertid nu er rykket til den følgende weekend. Dermed undgår løbet at konflikte med andre store brostensløb og vil i stedet fungere som en fin afslutning på en serie af brostenssemiklassikere, der indledtes i onsdags med Nokere Koerse, fortsatte fredag med Bredene Handzame Classic og altså afrundes søndag med GP de Denain. Dermed har de ryttere, der ikke har været aktive i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico eller har brug for yderligere kilometer i benene inden de store brostensklassikere, mulighed for at teste sig selv på pavéerne i tre store HC-løb, inden den flamske sæson for alvor starter i næste uge med 3 Dage ved Panne (der nu er et endagsløb, som afvikles på Dwars door Vlaanderens gamle kalenderdato), E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem

 

Sammen med den nye kalenderplacering annoncerede arrangørerne, at ruten ville blive fuldstændig nytænkt og fremover inkludere adskillige pavéer, herunder flere fra Paris-Roubaix, bl.a. Haveluy-sektoren. Samtidig blev løbet struktureret som en slags miniudgave af den franske klassiker, idet en flad indledning uden væsentlige udfordringer afsluttedes med en svær finale, hvor stort set alle brostensstykkerne var koncentreret i løbets anden halvdel - en model, der gentages i år. Terrænet er helt fladt, og de sidste pavéer kommer stort set lige så tæt på mål som i Roubaix. Med andre ord er det kun distancen, det stærkere felt, flere af pavéernes sværhedsgrad og afslutningen på velodromen i Roubaix, der afskiller det fra sin mere berømte storebror.

 

Dermed er en gammel klassiker definitivt forandret. Grand Prix de Denain blev første gang afviklet helt tilbage i 1959 som et gadeløb i Denain, og den første udgave blev vundet af ireren Seamus Elliott. Da Denain ligger ganske tæt på den fransk-belgiske grænse, var det ikke mærkeligt, at løbet i de første år blev domineret af de belgiske naboer, indtil Jose Samyn i 1967 endelig blev den første lokale vinder. Det ændrer ikke det faktum, at løbet hovedsageligt blev vundet af belgiere, indtil det fik et mere internationalt tilsnit i 1990erne og de tidlige 2000ere, hvor topsprintere fra hele verden havde held og styrke til at vinde.

 

I de senere år er det igen blevet en mere national affære, og siden 2005 er det kun lykkedes for Edvald Boasson Hagen, Juan Jose Haedo og Dan McLay at bryde den franske dominans. Jimmy Casper har været den dominerende skikkelse siden det år med sine fire sejre mellem 2005 og 2010, mens topsprinterne Arnaud Demare (2013 og 2017) og Nacer Bouhanni (2014 og 2015) i de senere år har markeret sig som de hurtigste franskmænd. Fra og med 2016 blev dets position på kalenderen understreget, da det blev et af blot to Coupe de France-løb med 1.HC-status. Det har været en del af Coupe de France siden begyndelsen i 1992.

 

I første omgang har ændringen imidlertid ikke helt haft den effekt, arrangørerne havde håbet. I hvert fald er det i tillæg til de franske hold kun lykkedes at tiltrække yderligere ét hold fra WorldTouren, i 2017 BMC og i år Trek-Segafredo. Samtidig møder ingen af de tre tophold op med deres store stjerner, og dermed har løbets felt vel i virkeligheden kun lidt skade af ikke at have samme appel til de bedste franske sprintere som tidligere.

 

Sidste år blev det nye format testet for første gang, men desværre betød dårligt vejr, at flere pavéer måtte udelades. Alligevel blev det et selektivt løb, hvor det først til sidst blev samlet i en gruppe på 27 mand. Herfra lykkedes det Kenny Dehaes i sidste øjeblik at angribe og sejre med 2 sekunder ned til forfølgerne, hvis spurt blev vundet af Hugo Hofstetter foran Julien Duval. I sidste øjeblik har Dehaes overraskende valgt at skippe titelforsvaret, og heller ikke Hofstetter er med, idet han trods sin status som forsvarende Coupe de France-vinder har valgt løbet fra til fordel for Volta a Catalunya. Da der også er indløbet et sent afbud fra Duval, er hele sidste års top 3 fraværende.

 

Ruten

Som sagt er løbet helt nytænkt, og selvom løbet afvikles i samme region som tidligere, er ruten ny i forhold til den gamle sprinterversion. Der er som sagt tale om en minudgave af Paris-Roubaix, der følger helt samme opbygning som storebroren. I alt bydes der på 12 pavéer, der efter en flad, begivenhedsfattig indledning stort set alle er samlet i løbets anden halvdel, hvor det sidste brostensstykke endda kommer inden for de sidste 10 km. Ligesom det franske monument er der tale om et helt fladt løb uden klatremæssige udfordringer overhovedet.

 

I alt skal der tilbagelægges 198,0 km med start og mål i Denain i det nordfranske industriområde tæt på grænsen til Belgien. Ruten består af i alt fire rundstrækninger, hvoraf den sidste skal køres to gange. Den første af disse er placeret i det flade område sydvest for start-og målbyen og er i alt 57,9 km lang. Den byder imidlertid kun på en enkelt pavé, nemlig Eswars a Paillencourt (1700 m, **)) efter 38,5 km, inden man vender tilbage til mål, hvor stregen krydses første gang.

 

Anden del af løbet består af en omgang på en sværere 32,7 km lang rundstrækning, der rummer to af de 12 pavéer og er placeret i området nord for Denain. Efter 73,0 rammer man Walles a Helesmes (1700 m, ***), og efter 79,7 km er det tid til den berømte Wallers a Haveluy (2500 m, ****). Herefter vender man tilbage til mål, hvor stregen krydses efter 90,6 km.

 

Den tredje rundstrækning er 41,4 km lang, er placeret sydvest for Denain og indeholder tre pavéer. I virkeligheden er der tale om en forlænget udgave af finalerundstrækningen, og to af de tre pavéer genfindes da også senere i løbet. Den første af disse er Avesnes-le-Sec a Hordain (2600 m, ***), der rammes efter 101,9 km, hvorefter man efter 114,4 km skal over Wasmes a Marcq (1500 m, ***). Den sidste pavé, Marquette a Abscon (1200 m, ***), rammes efter 122,5 km og skal også passeres i finalen, hvor den er dagens sidste udfordring.

 

Efter 132,0 km passeres stregen atter, og løbet afsluttes nu med to omgange på en 33,0 km lang rundstrækning, der byder på tre pavéer. Den første af disse, Avesnes-le-Sec a Hordain (2700 m, ***) indledes med 22,8 km igen og efterfølges af Bouchain a Mastaing (600 m, *), der begynder med 13,7 km igen. Den sidste udfordring er Marquette a Abscon (1200 m, ***), der rammes med 9,5 km igen og ender 8,3 km fra stregen. Herfra får det igennem fladt terræn tilbage til Denain, hvor der venter en ikke-teknisk finale for enden af en 1700 m lang opløbsstrækning.

 

Løbet byder på i alt 843 højdemeter.

 

I forhold til sidste år er de indledende rundstrækninger ændret, men den afsluttende rundstrækning er i alt væsentligt uforandret og byder på de samme tre pavéer.

 

 

 

 

Vejret

Vejret vil altid være en nøglefaktor i ethvert brostensløb, og det blev helt tydeligt sidste år, hvor betingelser var så horrible, at mange af pavéerne måtte sløjfes. Sådan bliver det i hvert fald ikke i år, hvor der venter en flot eftermiddag med kun få skyer og en temperatur på 12 grader, når solen har fået bugt med det tunge skydække, der vil være fra morgenstunden. Der vil være en jævn vind fra nord, hvilket giver alle tænkelige vindretninger på de mange rundstrækninger. På den sidste rundstrækning vil der primært være medvind frem til den første pavé, hvor der vil være sidevind. Derefter får man modvind helt frem til afslutningen på den sidste pavé, inden man igen får sidevind på de sidste godt 8 km. Efter det sidste sving vil der være sidemodvind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Når et løb på denne måde får ny identitet, er det naturligvis altid svært at vide, hvad man skal forvente. Er brostenene svære nok til, at de kan skabe splittelse? Kommer de tæt nok på finalen? Og er der nok af dem til, at der kan gøres forskelle?

 

Sidste års udgave blev ganske speciel, fordi det dårlige vejr spillede så stor en rolle. På den ene side var det meget blæsende, hvilket i sig selv er en udfordring, men samtidig betød betingelserne, at man måtte skippe passagen af en del pavéer. Det gav alligevel et ganske underholdende løb, hvor Direct Energie med offensiver fra Sylvain Chavanel, Adrien Petit og Damien Gaudin dog fik åbnet for tidligt, og til slut var det kun Kenny Dehaes’ sene overraskelsesangreb, der forhindrede, at de 27 overlevende mand skulle spurte om sejren.

 

Årets rute er ikke den samme som sidste år, men de væsentligste karakteristika er de samme. Især er det værd at notere sig, at den sidste rundstrækning er stort set uforandret, og vi kan derfor i hvert fald hente lidt viden fra sidste års løb, selvom vilkårene var specielle. Denne gang er forholdene helt anderledes, da der venter en flot forårsdag, og selvom det ikke vil være vindstille, vil vinden ikke spille samme rolle som sidste år. Den kan måske nok i sine momenter på de smalle veje skabe lidt røre, men det er først og fremmest brostenene, der skal gøre skade.

 

Det burde de også kunne. Vi så i hvert fald sidste år fra Direct Energie, at de kan bruges offensivt, og det er da også ganske tydeligt, at de fleste hold har undladt at bringe sprintere. Faktisk er det vel kun FDJ med Marc Sarreau, der har en klar interesse i en eller anden form for spurtafgørelse. Helt anderledes forholder det sig med Corendon, Roompot og Direct Energie, der alle føres an af klassikerspecialister og samtidig har ganske stærke hold til at bakke kaptajnerne op. Mathieu van der Poel, Lars Boom, Adrien Petit, Damien Gaudin og Pim Ligthart har i hvert fald alle glæde af så stor en udskilning som muligt, og derfor forventer vi et løb, der på mange måder kan minde om det, vi så i Le Samyn for nyligt, hvor en gradvis udskilning blot efterlod de stærkeste tilbage til at slås om sejren. Sidste års udgave viser, at en spurt i en gruppe bestemt ikke kan udelukkes, slet ikke fordi det må være FDJs mål med løbet, men med så stærke klassikerspecialister til at splitte feltet, tvivler vi på det.

 

Det får os til at pege på Mathieu van der Poel som vores favorit. Det så ellers ud til, at hans med spænding imødesete klassikersæson allerede sluttede i onsdags, da han lå helt stille på Nokerebergs brosten efter et grimt styrt i finalen af Nokere Koerse. Heldigvis indløb der hurtigt en melding om, at han var helt ok, og han er allerede til start igen. Det er naturligvis uklart, hvor meget styrtet har præget ham, men vi ved fra flere crossløb, at han med vanlig sans for dramatik den ene dag kan ligne en mand på vej på kirkegården efter et styrt for blot få dage senere at levere en af sine klassiske magtdemonstrationer. Den erfaring tilsiger, at han næsten med garanti er knivskarp allerede søndag, og dette er et løb, der virkelig passer ham. Ikke blot har han i flere belgiske endagsløb samt på den store scene i Eneco Tour vist sine evner på brosten - en egenskab, han også understregede med angreb i onsdagens løb - han er også så hurtig, at han kan vinde massespurter. Dermed skal han i teorien blot følge med de andre specialister, der alle kan slås på stregen, men han kan også sagtens med de præstationer, han blandt andet viste med 2. pladsen ved EM, sagtens køre væk fra alt og alle. Endelig vil han sågar også være blandt favoritterne i en decideret spurt, og da formen må være god med bare en uge til hans første klassiker, tror vi, at Van der Poel ender øverst på podiet.

 

Manden, der kan køre fra ham, må være Lars Boom. Det så ellers ud til, at hjerteoperationen i begyndelsen af 2018 definitivt havde fjernet hollænderen fra listen over sportens topnavne, og i begyndelsen af 2019 så det heller ikke lovende ud. Det har imidlertid ændret sig siden Le Samyn, hvor han sammen med Niki Terpstra vel var løbets stærkeste, og også hans angreb i denne uges løb i Belgien, hvor en spurt dog var uundgåelig, har set lovende ud. Som tidligere vinder af Tour-etapen over Roubaix-brostenene er han en mester på disse veje, og han ligner en mand, der måske kan nærme sig sit gamle niveau. Især hvis van der Poel ikke er på toppen efter styrtet, må han være manden, der kan køre fra alt og alle og sikre sig en solosejr, men med sin gode spurt kan han også slå mange på stregen, dog ikke Van der Poel.

 

Direct Energie stiller med det måske bredeste hold med hele to brostensspecialister i Adrien Petit og Damien Gaudin, og de har endda i Romain Cardis, der sidste år vandt en massespurt i Tour de Wallonie en type, der kan spurte, hvis der skulle ske samling. Størst chance har Petit, der sammen md Gaudin kørte offensivt i sidste års løb, og som samtidig er hurtig på stregen, ikke mindst i et hårdt løb. I de forrige løb har han ageret hjælper, men formen synes rimelig, og han har en chance for både at sidde med de bedste på brostenene og slå dem på stregen eller være med i en spurt i en gruppe. Gaudin virker mere formstærk og er brølstærk på flade brosten, hvilket blandt andet 5. pladsen i Roubaix vidner om. Han er til gengæld helt uden chancer i en spurt og skal derfor væk fra folk som Van der Poel og Boom, hvilket nok kun lader sig gøre, hvis Direct Energie udnytter et sandsynligt overtal.

 

Wallonie er måske uden den forsvarende mester Dehaes, men de har måske i Baptiste Planckaert et endnu bedre kort. Belgieren gik i den grad i stå på Katusha, men synes at blomstre igen efter hjemkomsten til det mindre belgiske hold. Han har i hvert fald været en af de toneangivende i alle belgiske løb siden det flotte fremstød i Omloop, og senest var han meget synlig i onsdags i Nokere. Flade brosten er ikke ideelle for ham, men han burde være en af feltets stærkeste, og med sin gode spurt kan han gøre sig gældende, uanset om han sidder i en stor eller lille gruppe. Holdet har også en uderst stærk kandidat i den meget lovende sprinter Aksel Nommela, der sidste år blev nr. 2 i brostens- og grusvejsløbet Antwerp Port Epic, og som med en 6. plads på brostenene i Drenthe er i dokumenteret god form. Han er måske endda endnu hurtigere end Planckaert, men et mere ubeskrevet og usikkert kort. Endelig er Justin Jules også en holdbar sprinter, men mere på bakker end på brosten, og hans form synes ikke i top.

 

Marc Sarreau overraskede hele sit FDJ-hold, da han sidste år trods en meget sen udtagelse blev nr. 26 i sit første Paris-Roubaix. Det viser, at han trods sin status som sprinter har visse evner på Nordfrankrigs flade pavéer, og derfor er det naturligt, at han har dette løb som et mål. Det er nok tvivlsomt, om han virkelig kan følge folk som van der Poel og Boom, men det er ikke umuligt, og samles det til en spurt i en gruppe, vil han være den naturlige favorit, ikke mindst fordi han i år i Besseges viste yderligere forbedringer i spurterne, hvilket gør ham til løbets på papiret hurtigste. Hos sig har han også Ramon Sinkeldam, der ikke er i storform, men som tidligere vinder af U23-udgaven af Paris-Roubaix mestrer kunsten at køre i regionen, og som ligeledes er en glimrende afslutter med tidligere sejre i massespurter. Bruno Armirail kan måske også komme langt i et opslidende udskilningsløb.

 

Wanty stiller med et af de stærkeste hold, selvom de mangler den soleklare topfavorit. Umiddelbart tilskriver vi Andrea Pasqualon de bedste chancer. Den brølstærke italiener er måske nok bedst på bakker, men sidste års 4. plads viser, at han også mestrer de flade pavéer. Siden da er han endda blevet langt mere holdbar, hvilket hans suveræne sejre i Tour de Luxembourg og GP de Plumelec vidner om, og derfor er han en farlig herre som afslutter efter et hårdt løb som dette. Egentlig burde brostenene også være gode for holdets hurtigste, Timothy Dupont¸ men selvom 5. pladsen i fredagens meget lette løb i Koksijde må have styrket selvtilliden, er han stadig hæmmet af sin sygdomsplagede sæsonstart. Holdet har også talentfulde Aime De Gendt, der blev en flot nr. 2 i Le Samyn, men som måske nok mangler lidt bakker, ligesom han i en flad spurt ikke er den hurtigste. Det samme gælder for holdets erklærede klassikerkaptajn, Loic Vliegen, der endelig ser ud til at finde benene efter en del helbredsproblemer. Og endelig har også en desværre ikke aslt for formstærk Frederik Backaert samt hurtige Tom Devriendt måske også muligheder i et løb som dette.

 

På Roompot handler det meste om Boom, men man skal bestemt ikke afskrive en velkørende Boy Van Poppel. Hollænderen har vist god form i sin friere rolle lige siden Omloop, og senest var han meget aktiv i Nokere, inden han spurtede sig til en 4. plads på Nokereberg. Om han kan matche de allerbedste på pavéerne er måske tvivlsomt, men han vil være en af favoritterne i en spurt i en gruppe. I det hele taget har Roompot flere gode folk til et løb som dette. Det gælder især grusvejsspecialisten Jan-Willem Van Schip, men også stærke folk som formstærke Elmar Reinders og Sjoerd van Ginneken. De er dog alle relativt spurtsvage og skal sikkert ofre sig for Boom.

 

Vital Concept stiller med Jonas Van Genechten, der efter en lidt haltende start viste form med en 6. plads i Nokere. Han er bedre i mere kuperet terræn end på flade tonserpavéer, men burde have råstyrken til i hvert fald at kunne være med længe, især hvis han finder efterårets ben igen. Hans størst chance er dog nok en spurtafgørelse, hvor han vil være en af favoritterne. Holdets anden hurtige mand, Jeremy Lecroq har desværre været for formsvag, og brostensspecialisten Bert De Backer synes også at være ude af form.

 

Et af de mest åbne spørgsmål er, hvordan Matteo Moschetti klarer sig. Det italienske sprintertalent tog de fleste med bukserne nede, da han overraskende blev nr. 2 på Hatta Dam i UAE Tour. Det vidner om, at han er mere end blot en sprinter, men vi har stadig til gode at se, hvor holdbar han egentlig er. Desværre styrtede han i Nokere og måtte opgive at stille til start i går, og selvom han med sikkerhed er med i Denain, kan han være for mærket til så hårdt et løb. Derfor er hans bedste chance nok en spurt i en gruppe, hvor han formentlig er den hurtigste, hvis han er med endnu. Hvis ikke, kan Trek satse på en ganske velkørende Alex Kirsch, der dog er mere puncheur end specialist på flade pavéer,

 

Israel Cycling Academy har i Guillaume Boivin en hurtig og råstærk type, der har alle de rette kvaliteter til et løb som dette. Desværre har det knebet med formen efter lidt sygdom, og det er usikkert, hvor langt benene rækker. En anden mulighed er Mihkel Raim, der sidste år vandt på grusvejene i Great War Remembrance Race, og som burde have smag for dette løb. Han er dog heller ikke alt for formstærk og skal slå til i en mindre gruppe. Endelig kan Rudy Barbier måske slå til i en spurt. Han melder i hvert fald om god form.

 

Cofidis burde her give chancen til talentfulde Damien Touze, der er en holdbar sprinter. Også for ham gælder imidlertid, at han ikke har den store historik på flade pavéer, og han har derfor en del at bevise. I en spurt står han dog med pæne chancer. Holdet har også den stærke Dimitri Claeys, der burde elske et løb som dette og også kan afslutte. Desværre synes han ikke at have fundet sin bedste form, og det har generelt haltet en del i de senere år. Løbet er nok for hårdt for sprinteren Filippo Fortin.

 

Bram Welten er kendt som et sprintertalent, men sidste år blev han lidt overraskende nr. 5 i dette løb. Det tyder på, at det primært er højdemeter, der volder ham kvaler, og det gør ham naturligvis farlig i dette løb. Han har nok ikke poweren til at gå med Van der Poel, Boom og co., men i en spurt bør han stå godt, især i en lille gruppe, hvor der ikke skal kæmpes for meget om positionerne. Til gengæld har Arkeas andet kort, Laurent Pichon ikke vist meget på det seneste.

 

På Sport Vlaanderen er det værd at holde øje med sprinteren Edward Planckaert¸ der på det seneste har gjort det ganske godt i hårde løb, blandt andet i Omloop og Drenthe, hvor han blev nr.7. Til gengæld kniber det stadig for Amaury Capiot med at finde sit gamle niveau. Unge Milan Menten kan måske komme langt, selvom han stadig ikke har vist så meget på flade pavéer. Det har Piet Allegaert, der kørte et flot Roubaix for nogle år siden, men som ikke er i storform og ikke så hurtig som sine holdkammerater.

 

Ag2r stiller med et egentlig ganske stærkt hold, men uden de oplagte vinderkandidater. Bedst chance har nok en ganske formstærk Quentin Jauregui, der med sin flotte præstation på Hatta Dam i UAE Tour har vist form, og som burde kunne lide et løb som dette. Også Gediminas Bagdonas og Stijn Vandenbergh er nogle stærke folk, men sandsynligheden for, at de skal spurte mod hurtigere folk er stor, i hvert fald for sidstnævnte, der slet ikke kan afslutte. Holdets hurtigste er Samuel Dumoulin, men han er med sin beskedne størrelse ikke en mand til brosten og kan kun vinde, hvis en ret stor gruppe skal spurte om sejren.

 

Endelig er der et par jokere i stærke Andrea Vendrame, der dog ikke fremstår som prototypen til dette løb, hurtige og holdbare Kevin Le Cunff, den tidligere Direct Energie-sprinter Tony Hurel samt måske sprinteren Jelle Mannaerts samt Sunweb-talentholdets hurtige og formstærke Nikias Märkl og Felix Gall. På Corendon forhindrer Van der Poel nok stærke Jimmy Janssens samt Philipp Walsleben og Gianni Vermeersch i at tage deres egen chance.

 

***** Mathieu van der Poel

**** Lars Boom, Adrien Petit

*** Baptiste Planckaert, Marc Sarreau, Andrea Pasqualon, Boy Van Poppel, Damien Gaudin

** Aksel Nommela, Jonas Van Genechten, Timothy Dupont, Matteo Moschetti, Ramon Sinkeldam, Guillaume Boivin, Mihkel Raim, Bram Welten, Damien Touze, Edward Planckaert, Aime De Gendt, Alex Kirsch, Quentin Jauregui

* Loic Vliegen, Rudy Barbier, Stijn Vandenbergh, Dimitri Claeys, Bert De Backer, Frederik Backaert, Jimmy Janssens, Elmar Reinders, Kevin Le Cunff, Milan Menten, Tony Hurel, Amaury Capiot, Justin Jules, Andrea Vendrame, Samuel Dumoulin, Romain Cardis, Nikias Märkl, Felix Gall

 

Danskerne

Egentlig burde det være et godt løb for Lasse Norman Hansen¸ men han har haft det svært siden bane-VM og ligner mere en hjælper for Van der Poel. Riwal stiller med Tobias Mørch Kongstad, Rasmus Quaade, Torkil Veyhe, Troels Vinter, Andreas Stokbro og Mathias Norsgaard, og det er nok særligt motorer som Quaade og Veyhe, der kan begå sig i et løb som dette, hvor holdet også i norske Krister Hagen har et andet kort.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Kenny Dehaes’ sejr fra 2018, hvordan Arnaud Demare slog Nacer Bouhanni i 2017, Dan McLays vanvidsspurt, der gav sejren i 2016, samt Bouhannis sejr fra 2015,

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Grand Prix Denain
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

Volta a Portugal Santander(2.1) 31/07-11/08

Prudential RideLondon Cla...(1.WWT) 03/08

Tour de Pologne(2.UWT) 03/08-09/08

Clasica Ciclista San Seba...(1.UWT) 03/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

Vind en Garmin Edge 830 cykelcomputer - værdi af 3.199 kroner.