Optakt: La Route d’Occitanie (Route du Sud)

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Det har været en generel regel, at klatrerne altid har foretrukket at forberede sig til Tour de France i enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Der har været meget diskussion om, hvilket af de to der er at foretrække, men for de internationale stjerner har der aldrig været megen tvivl om, at et af de to løb tjener som en nøgledel af enhver succesfuld opbygning til verdens største løb.

I skyggen af WorldTour-løbene har det mindre Route du Sud i Pyrenæerne tilbudt en anden mulighed. Med dets placering i samme uge som Tour de Suisse inkluderer det mange af de mest berømte Tour de France-bjerge, og derfor er det et helt oplagt sted at forberede sig til juli måned. Løbet er kortere og får meget mindre opmærksomhed, og det gør det til en mindre stressende model.

-

Løbet er imidlertid hovedsageligt blevet domineret af franskmænd, der enten har brugt det som deres eneste forberedelse eller kørt det et par dage efter Dauphiné. For internationale ryttere har det hovedsageligt været brugt af folk, der kommer fra Giroen og har brug for at genfinde løbsfarten uden at skulle kaste sig ud i et WorldTour-løb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Siden 2015 har løbet ændret sin status. For fem år siden skulle Giro-vinder Alberto Contador netop genfinde løbsrytmen efter sin sejr i Italien ved det franske løb, og da Nairo Quintana, der aldrig kører mange løb inden sine store mål, foretrak det som sin eneste Tour de France-opvarmning efter træningen i Colombia, blev det pludselig en stor begivenhed med international tv-dækning på Eurosport. I 2016 var det igen Quintanas eneste løb inden Touren, og derfor var det igen i rampelyset, og det har tilsyneladende fået flere hold til at opdage værdien af det. I hvert var der i 2017 ikke færre end syv WorldTour-hold til start, herunder storhold som BMC, Sky, Movistar og Astana, og selvom der denne gang manglede en Tour-favorit på startstregen, fik det stor opmærksomhed i kraft af dets rolle som den store Tour-test for Froomes nøglehjælpere Geraint Thomas og den længe knæskadede Wout Poels, ligesom også Rigoberto Uran brugte løbet som den sidste træning inden en Tour, der endte med en samlet 2. plads. I 2018 var det Alejandro Valverde, der kastede stjernestøv over arrangementet, hvor det samtidig skiftede navn til La Route d’Occitanie, og også i 2019 finpudsede både den spanske veteran og Uran Tour-formen i Pyrenæerne.

Hverken i 2018 eller 2019 har man kunne nå samme højder som i 2017, men i 2020 bliver alt anderledes. Løbet er nemlig et af de få mindre begivenheder, der lykkedes med at finde en ny plads på kalenderen, selvom det oprindeligt skulle være blevet afviklet i juni, hvor der stadig var corona-nedlukning i cykelsporten. Faktisk må arrangørerne føle sig som Jeppe i baronens seng, for den nye placering de første fire dage i august har givet løbet et gigantisk boost. Sammen med Tour de l’Ain og Criterium du Dauphiné samt endagsløbet Mont Ventoux Denivele Challenge udgør det nu en blok på fire bjergrige løb, der er helt ideelle som Tour-forberedelse. Og i en tid, hvor rejser helst skal undgås, foretrækker stort set alle Tourens klassementsfavoritter at blive i Tourens hjemland og dermed forberede sig i ét eller flere af de nævnte løb.

Der er ingen, der kører dem alle, og Route d’Occitanie må leve med, at de er blevet den lille i kampen mod Tour de l’Ain og Dauphiné, der har haft større appel til de store navne. Ikke desto mindre vil løbet få kolossal opmærksomhed, da Ineos stiller med både Egan Bernal og Chris Froome, ligesom Thibaut Pinot, Romain Bardet, Richie Porte, Bauke Mollema og Miguel Angel Lopez også alle fintuner Tour-formen i Pyrenæerne. Og med otte WorldTour-hold til start - nemlig Bahrain, CCC, Ineos, Astana og Trek samt de tre franske - har løbet det klart stærkeste felt i mange, mange år.

Løbet blev skabt i 1977 under navnet Tour du Tarn, inden det fik et nyt navn Tour Midi-Pyrenees i 1982. Det fik sit mest kendte navn i 1988, men formatet har trods de mange titler altid været det samme. Det finder altid sted over fire eller fem dage i samme uge som Tour de Suisse og har haft mange store navne som vindere. Gilbert Duclos-Lassalle, Francesco Moser, Stephen Roche, Ronan Pensec, Laurent Dufaux og Laurent Jalabert figurerer alle på vinderlisten, og inden for de senere år er det blevet vundet af ryttere som Michael Rogers, Thomas Voeckler, Oscar Sevilla, Dan Martin, Przemyslaw Niemiec, Vasil Kiryienka, David Moncoutie, Nairo Quintana, Nicolas Roche, Alberto Contador og senest Alejandro Valverde.

Vinderlisten siger meget om løbets natur. Med dets placering i Pyrenæerne og med passage af nogle af de mest mytiske bjerge er det et løb for klatrere, og da der kun sjældent har været en enkeltstart, er det et løb som de rene bjerggeder har kunnet få efter. Løbet har typisk haft tre småkuperede sprinteretaper samt en stor etape i de høje bjerge, hvor klassementet er blevet afgjort.

Det var dog ikke tilfældet sidste år, hvor ruten var meget hårdere end vanligt. Den udnyttede den forsvarende vinder, Alejandro Valverde, til at lægge grundstenen til sit titelforsvar ved at sejre på den ”ekstra” bjergetape, der havde en eksplosiv afslutning efter Valverdes smag. Ganske vist måtte han se sig slået af stortalentet Ivan Ramiro Sosa på kongeetapen, men det var alligevel nok til at sejre med 8 sekunder ned til columbianeren og 17 sekunder ned til Uran. Valverde og Sosa kører i år imidlertid Vuelta a Burgos og er således ikke til start, og da Uran og EF ikke deltager denne gang, skal der findes et helt nyt podium.

Ruten

Som sagt har løbet haft et relativt fast format med tre småkuperede sprinteretaper - ofte med stigende opløb - og en stor kongeetape i Pyrenæerne. I 2016 var arrangørerne lidt innovative ved at afvikle en enkeltstart om fredagen, hvor der var to etaper på menuen. I de seneste tre år er man vendt tilbage til et mere klassisk format, men begge gange har den ene af etaperne dog været ganske kuperet, og i 2017 og 2019 havde man faktisk en decideret, dog lidt lettere, bjergetape på 1. etape som opvarmning til kongeetapen, der altid kommer på tredjedagen.

I år vender man tilbage til det helt klassiske format med kun én bjergetape. Som altid falder den som 3. etape, og selvom man i år ikke som så ofte skal over Tourmalet, er der tale om en brutal sag, som formentlig bliver altafgørende i kampen om den samlede sejr. Undervejs kører man nemlig hele finalen på Tourens 8. etape med de berømte stigninger Port de Bales - hvor Andy Schleck som bekendt tabte kæden - og Col de Peyresourde med efterfølgende nedkørsel til Loudenvielle. Modsat i Touren stopper man imidlertid ikke her, men fortsætter igennem dalen frem til den helt nye Col de Beyrède, der er en uhyre stejl stigning, hvor favoritterne skal slås om både etapesejr og samlet triumf.

De andre etaper finder som altid sted i det fladere terræn nord for Pyrenæerne. Sprinterne ventes at skulle i aktion på 1. etape, men til gengæld kan de få det for svært på 2. etape, der byder på en ganske stejl lille bakke med top godt 10 km fra mål og derefter et let stigende opløb, hvor en eller anden form for spurt dog med stor sandsynlighed vil vente. Til gengæld er sprinterne helt ude af billedet til løbets 4. etape, der har en rigtig puncheurfinale med en 1,1 km lang, som med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,0% er skabt til eksplosive afsluttere. Er klassementet tæt, kan det ikke udelukkes, at det hele således kan ændre sig til allersidst i en afslutning, hvor klassementsryttere sagtens kan vinde sekunder, enten som bonus eller ”rigtig” tid.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

1. etape

Det har været en næsten ubrydelig tradition, at løbet er startet med en sprinteretape, men det blev der lavet om på i 2017 og 2019, hvor man som noget nyt havde mellemhårde bjergetaper som indledning og opvarmning til kongeetapen, der altid falder på tredjedagen. I år vender man imidlertid tilbage til traditionen med en mere blød indledning. Hvis ikke vinden, der kan være kraftig i området nord for Pyrenæerne, spiller ind, må man således forvente, at sprinterne skal have det første ord i en let stigende finale, der vil tiltale de robuste af de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 187,0 km, som fører feltet fra Saint-Afrique til Cazous-les-Beziers. Etapen indledes med, at der køres en omgang på en 25,7 km lang rundtrækning i området øst for startbyen, og det er en relativt kuperet sag. Fra start kører man mod øst ad en let stigende vej, inden man via en nedkørsel og en bakke kører mod nordvest op til Roquefort-sur-Soulzon. En ned kørsel og en bakke leder nu mod vest, inden det via en nedkørsel går med sydvest tilbage til Saint-Afrique.

Efter rundstrækningen bliver det lettere, når man følger en let stigende vej mod sydvest, syd og slutteligt sydøst forbi den første spurt, som kommer efter 50,1 km. Efter 61,4 km rammer man kategori 2-stigningen Col de l’Hopital (8,7 km, 5,2%), der stiger med 5.7% på den første halvdel og 4-5% på den anden halvdel frem mod toppen, som rundes efter 70,4 km. Nu leder en kringlet nedkørsel mod syd og sydøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Col des Tres Vents (3,6 km, 6,7%), som er ganske stejl med 8,5% over den første kilometer, inden den stiger med 6-7% resten af vejen frem mod toppen, som passeres efter 93,0 km.

Det afslutter den kuperede fase. En let nedkørsel leder mod sydøst tilbage til dalen, hvorfra man følger en let faldende vej først mod vest og siden syd og sydøst. Efter 142,9 km rammer man efter et par mindre bakker den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører de sidste 9,1 km frem til stregen, som krydses efter 152,0 km i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 35,0 km lange runde. Fra start går det mod syd og vest igennem fladt terræn, inden man kører mod nord op ad en bakke. Man fortsætter mod nord og siden nordøst via et faldende stykke, inden en lille bakke leder op til Murviel-les-Beziers med 9,0 km igen. Herfra falder det let mod sydvest ned mod målbyen, indtil det med 4 km begynder at stige let. Med 1500 m igen falder det svagt, inden den sidste kilometer atter er let stigende frem til de sidste 200 m, som er flade. I finalen følger man en let bugtende vej, indtil et skarpt sving med 200 m igen, hvorefter en blød kurve leder ind på den 130 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2346 højdemeter.

Den første halvdel af etapen er bestemt ikke let, men udfordringerne kommer for tidligt til, at de kan bruges offensivt. For hele feltet er det første løbsdag i en evighed, og mange vil formentlig være fint tilfredse med at skyde det hele i gang med en massespurt. Man skal dog altid tage sig i agt for vinden, der kan forhindre den ventede spurtafgørelse, hvor den stigende finale vil tiltale lidt mere hårdføre folk end de helt tunge sprintere.

Cazous-les-Beziers har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var sidste etape af dette løb i 2018, hvor Anthony Roux vandt en reduceret massespurt på en vild dag, hvor Alejandro Valverde i den gule førertrøje først blev hentet så tæt på stregen, at han endte på etapens andenplads efter et stort angrebsforsøg sammen med vennen Luis Leon Sanchez.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

2. etape har typisk været helliget sprinterne, selvom man i 2017 krydrede dagen ved både at have en etape for de hurtige folk og en enkeltstart. De håber da også at få chancen igen i år, men formentlig bliver finalen for hård for langt de fleste. En relativt svær bakke i finalen efterfulgt af et stigende opløb kan nemlig sagtens ende med at rense feltet for sprintere og i stedet betyde, at puncheurtyper skal spurte om sejren i Cap Decouverte.

I alt skal der tilbagelægges 174,5 km, som fører feltet fra Carcassonne til Cap Decouverte. Starten er den hårdeste, da man efter et kort fladt stykke, som fører mod nordvest, fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigninge Montee du Sor (15,0 km, 3,4%), som er en lang, jævn opkørsel uden stejle procenter. Toppen rundes efter 27,0 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod nordvest end til Revel, hvor dagens første spurt kommer efter 42,2 km. Nu går det mod nord igennem hovedsageligt fladt terræn, men der er tre mindre bakker, hvoraf den sidste er Col de Canguillan (2,7 km, 4,9%), som har top efter 75,9 km, inden en nedkørsel leder ned til Graulhet, som passeres efter 80,0 km.

Herfra bliver terrænet næsten helt fladt, mens man skiftevis kører mod nord og nordøst med retning mod målbyen. I Albi rammer man kategori 3-stigningen Cagnac-Les-Mines (2,7 km, 4,0%), som har en hård start med 6,2% over den først kilometer, men derefter er blød. Toppen rundes efter 122,2 km, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, og herefter stiger det let op til stregen, der krydses for første gang efter 126,9 km i forbindelse med den anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 47,6 km lange runde. Den indledes helt fladt, mens man kører mod vest og nordvest, inden en nedkørsel leder ned til Cordes-sur-Crel, som nås efter 145,4 km. Nu følger man en snoet og let stigende vej mod nordøst, indtil man drejer mod syd ind på kategori 3-stigningen Cote de Monesties (1,9 km, 5,9%), som efter 1 km med 5-6% stiger med 6,9% over 500 m, inden den flader ud frem mod toppen. Herfra resterer blot 11,5 km, der er uden nedkørsel. I stedet stiger det let mod sydøst ned til målbyen, hvor man kører lige forbi målstregen for at slå en sløjfe mod syd, inden man kører mod nord tilbage mod mål. Der er en ganske lille nedkørsel, inden de sidste 5 km alle er ganske let stigende med det stejleste stykke lige inden den røde flamme. Finalen er ukompliceret med en lang, lige vej på de sidste 3 km, men der er et sving med 600 m igen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 2104 højdemeter.

Den sidste lille bakke vil være på grænsen for mange sprintere, men der er også tid til at komme tilbage. Det bliver helt sikkert ikke et fuldt felt, der ender med at spurte om sejren, men de hårdføre sprintere har bestemt en chance for at komme med hjem. Favoritterne vil spare sig til kongeetapen, men man skal som altid passe på vinden i området nord for Pyrenæerne.

Cap Decouverte har kun én gang været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var på den mindeværdige enkeltstart i Touren 2003, hvor Jan Ullrich for alvor kunne begynde at drømme om at slå Lance Armstrong, da han over 47 km suverænt sejrede med hele 1.36 ned til texaneren, der efter eget udsagn dehydrerede i den ekstreme varme.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

3. etape

Tredjedagen er altid dagen for løbets kongeetape, og det ændres der ikke på i år. Typisk skal man undervejs op over Col du Tourmalet, men den tradition er blevet brudt i de seneste tre år. I stedet er det to andre af Pyrenæernes legendariske bjerge, som er på programmet, da man skal over Port de Bales og Col de Peyresourde med efterfølgende nedkørsel til Loudenvielle i det, der præcis er finalen på Tourens 8. etape. Her fortsætter man imidlertid yderligere godt 20 km frem til bunden af den helt nye og meget stejle Col de Beyrède, der vil være rammen om det altafgørende slag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 163,5 km, som fører feltet fra Saint-Gaudens til toppen af Col de Beyrède. Startbyen bruges ofte som udgangspunkt for pyrenæeretaper, da den ligger lige nord for bjergene. Herfra slår man først en sløjfe mod nordvest via et par mindre bakker og en nedkørsel, inden man følger en let stigende vej mod sydvest. Herefter drejer man mod sydøst via et par småbakker, inden man når frem til dagens første spurt, som kommer efter 35,9 km. Nu går det igennem dalen mod vest, inden man drejer mod syd og kører op over kategori 3-stigningen Cap de la Serre (1,2 km, 5,6%), der stiger med 6,4% på den anden halvdel fremt il toppen, som rundes efter 49,7 km. Herfra falder det let, når man vender rundt for at køre mod nord, inden man følger en let stigende dalvej mod sydøst og syd ned mod Pyrenæerne.

Etapen ændrer karakter, når man drejer mod sydøst ind på kategori 1-stigningen Port de Balès, hvor man tager hul på den del af ruten, som svarer til finalen på 8. etape af Touren. Stigningen, der er kendt for Andy Schlecks chaingate-episode, stiger med 6,2% over 19,2 km, men skal deles i tre. De første 7 km er nemlig meget lette, inden der følger et ujævnt midterstykke med to kilometer på 9-10% afbrudt af lettere strækninger. De sidste godt 5 km er de vanskeligste, da den her stiger med 9-10% stort set hele vejen op til toppen, som rundes efter 94,0 km.

Efter bjerget venter en ikke alt for svær nedkørsel, som fører mod sydøst, inden man med det samme i dalen drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Peyresourde (9,7 km, 7,5%). Den er kendt som en ekstremt regulær stigning, hvor stigningsprocenter er meget konstant hele vejen frem til toppen, som kommer efter 119,1 km. De sidste 44,4 km indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, som leder mod vest, nord og syd ned til Loudienvielle, hvor Tourens 8. etape slutter, og hvor dagens anden spurt er placeret efter 130,3 km.

Modsat i Touren kører man nu mod nord, nordvest og slutteligt nordøst via en let faldende dalvej ned til Beyrède-Jumet-Camous. Her drejer man mod vest for at bestige den nye kategori 1-stigning Col de Beyrède, der leder op til mål. Den stiger med 7,2% over 10,9 km, men skal deles i to. Efter en svær første kilometer med 9,9% venter fire relativt lette kilometer med lange stykker på under 5%, men derefter tager den fat. De næste kilometer stiger med hhv. 7,0%, 11,0%, 11,8%, 9,0% og 7,5%, inden den flader ud med 2,3% over de sidste 900 m. Den nedre del af stigningen følger en relativt lige vej, men mod slutningen er der fem hårnålesving. Det sidste kommer med 1200 m igen, hvorefter vejen bugter sig med en lidt skarpere kurve 400 m fra stregen, inden man rammer den 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt hele 3977 højdemeter.

Dette er dagen, der skal afgøre løbet, og hvor klatrerne skal dyste om den samlede sejr. Col de Beyrède er helt ny, men der er tale om en brutal sag, som vil være et ubehageligt bekendtskab for de fleste. Historisk har disse etaper været meget svære at kontrollere i et ikke alt for stærkt felt, men i år må det stærkere felt betyde, at det formentlig alt sammen skal afgøres i et brutalt klatreopgør på den sidste stejle del af den helt nye stigning efter en vanskelig dag i Pyrenæerne.

Col de Beyrède har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

4. etape

Løbet er kendt som et bjergløb, men en af traditionen er alligevel, at sprinterne får det sidste ord. Det får de imidlertid ikke i år, for arrangørerne har valgt at designe en etape, der faktisk godt kan give lidt forskydninger i klassementet. Samlet set er ruten ellers ikke specielt vanskelig, men en ganske stejl puncheurafslutning vil utvivlsomt splitte feltet, og der kan sagtens være sekunder at vinde, både i kraft af bonus og ”in real life”, for de klassementsryttere, der besidder det rette punch til den stejle bakke i Rocamadour, hvor et udbrud dog også har en fin chance for at sejre.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Med sine 195,0 km er etapen løbets længste, og den fører feltet, og den fører feltet fra Lectoure til Rocamadour. Feltet har igen forladt Pyrenæerne og er tilbage i fladlandet. Alligevel er der et par mindre bakker, når man fra start kører mod nordøst, først via en nedkørsel og derefter to stigninger, inden en kort nedkørsel fører ned til helt fladt terræn efter knap 20 km. Det følges nu mod nordøst, inden det begynder at stige ganske let frem til kategori 3-stigningen Lauzere (1,1 km, 7,0%), som har top efter 61,1 km. Efter nedkørslen stiger det fortsat let forbi dagens, først spurt, som kommer efter 73,9 km, inden det falder ned til byen Cahors, som passeres efter 95,0 km. Kort efter drejer man mod nord igennem terræn, der er fladt og siden let stigende.

Etapen ændrer karakter, når man tager hul på en bakke (6,2 km, 3,3%), der leder op til dagens sidste spurt, som er placeret på toppen efter 134,7 km. Herfra falder det videre mod nord, indtil man rammer to små bakker. Den første stiger med 7,4% over 1,2 km og den anden med 4,0% over 1,5 km, og sidstnævnte leder op til rundstrækningen, som rammes efter 153,6 km. En nedkørsel leder nu videre mod nord ned til endnu en lille, blød bakke (1,3 km, 4,9%), hvorefter endnu en nedkørsel fører frem til kategori 3-stigningen Montee de l’Hospitalet (1,6 km, 7,1%) - en helt jævn bakke, der leder op til mål, men hvor man drejer til højre ved bjergspurten efter 161,6 km få meter fra stregen, som altså ikke krydses.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 33,4 km lange rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod øst igennem relativt fladt terræn, inden man fortsætter igennem fladlandet mod sydvest, vest og atter sydvest frem til Couzou, som nøs med 8,7 km igen. Herfra falder det mod nord, inden man atter skal over den lille, bløde bakke (1,3 km, 4,9%), som har top med 4 km igen. En lynhurtig nedkørsel leder mod nord ned til målbakken, der egentlig er den samme som Montèe de l’Hospitalet, men denne gang følger anden halvdel en stejlere vej. Således stiger det med 1500 m igen med 10,0% over de næste 1100 m med det stejleste stykke lige efter den røde flamme, inden det falder ganske let de sidste par hundrede meter. I bunden af bakken drejer man skarpt til venstre to gange, hvorefter der er et hårnålesving og et skarpt sving bare 150 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1973 højdemeter.

Kan man stole på tallene, er den sidste stigning en ganske stejl sag, og det bekræftes også af David Moncoutié, som kommer fra området. Naturligvis vinder man ikke minutter i denne puncheurfinale, men for en superpuncheur kan der være sekunder at vinde, ikke mindst i kraft af bonus. Det er dog ikke sikkert, at feltet skal afgøre sagen. 4. etape i løbet er ofte blevet domineret af udbrud, da klassementet altid er sat, og det kan også ske igen, hvis ingen føler sig fristet af chancen for at spurte om sejren på den stejle mur nord for Pyrenæerne.

Rocamadour har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Favoritterne

Route de l’Occitanie har altid været et bjergløb og som sagt et af de få løb, de rene klatrere har kunnet vinde. I 2016 blev der højst usædvanligt introduceret en enkeltstart, der gjorde det en anelse mere alsidigt, men siden er løbet tilbage ved rødderne. Denne gang vil det igen blive afgjort alene i bjergene, og det vil være bjerggederne, der skal slås om sejren.

Sidste års rute var usædvanligt vanskelig med sine to bjergetaper, men i år er alt ved det gamle. Historisk er løbet alene blevet afgjort af kongeetapen, og meget kunne pege på, at det vil gå på samme vis denne gang. De første to etaper er for sprinterne, også selvom man skal kunne klatre lidt for at være med på 2. etape, og her er eneste fare vinden, der kan være kraftig i regionen. Det vil den faktisk også være i weekenden, men på 1. etape vil der nok være for meget medvind til, at det kan spille en rolle. På 2. etape er retningen til gengæld den helt rigtige, men her vil styrken være svagere, og selvom jeg ikke udelukker, at det kan splitte en af de to dage, tvivler jeg på det. På de sidste to etaper vil der kun være svag vind. Varmen vil være en udfordring lørdag, hvor der ventes hele 37 grader, men derefter bliver det mere udholdeligt med 30 grader søndag og endda kun ca. 25 grader til de sidste to etaper.

Netop de to etaper må ventes at være afgørende, men 4. etape vil kun komme i spil, hvis det er tæt. Den er bestemt ikke let med sine mange små bakker i finalen og ikke mindst den stejle mur op til mål, men forskelle mellem de bedste kan kun ventes at skulle tælles i sekunder på selve muren til slut. Naturligvis er der også bonussekunder at gå efter - i hvert fald hvis man ikke lader et udbrud køre hjem, hvilket kunne være sandsynligt i et løb uden mange superpuncheurs - men i lyset af de voldsomme bjergudfordringer mandag er det usandsynligt, at etapen vil blive afgørende i kampen om sejren.

Meget peger derfor på, at alt skal afgøres på 3. etape, der er en rigtig pyrenæeretape, som vi kender dem fra Touren og fra dette løb. Højdemeterne er mange og bjergene lange og legendariske, og det er derfor en etape for rigtige bjerggeder. Desværre betyder det lange dræbende dalstykke mellem de to sidste stigninger, at vi næppe får det helt store festfyrværkeri fra distancen, med Peyresourde og Bales vil bidrage til at gøre det knaldhårdt. Slutteligt skal det så afgøres på den nye Col de Beyréde, der måske ikke er verdens længste bjerg, men er så stejl på den sidste del, at den efter så lang en dag vil kunne gøre solide forskelle og formentlig vil blive erobret af løbets bedste og mest formstærke klatrer.

Løbet er en af corona-krisens vindere. I år skal det ikke konkurrere med Tour de Suisse og ligger langt fra Criterium du Dauphiné, og dermed har det sammen med Tour de l’Ain været den oplagte chance for Tour-stjernerne til at køre lidt kilometer inden generalprøven i Dauphiné - endda uden i disse corona-tider at skulle passere én eneste landegrænse. Ineos kommer således med 7 af deres 10 mand fra Tour-bruttotruppen, hvorfra vi kun savner Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski og Luke Rowe, Ag2r kommer også med det meste af cremen fra deres Tour-bruttotrup, Groupama-FDJ kommer med flere Tour-ryttere anført af Thibaut Pinot, og Astana og Trek-Segafredo møder begge med alle deres Tour-kaptajner. Ser amn på klassementsryttere er feltet ikke specielt dybt, da mange hold kommer uden klatrere og satser på spurterne, men til gengæld er toppen ekstremt stærkt besat, og løbet er derfor også uhyre åbent.

Det er derfor heller ikke med nogen stor overbevisning, at jeg peger på Egan Bernal som min favorit. Ingen kan naturligvis benægte, at Tour-kongen er en af verdens allerbedste klatrere, og han vil utvivlsomt elske en gigantisk bjergetape som denne. Samtidig ved vi, at han altid er fremragende til at træne sig i form, og han har haft masser af plads og tid til at træne i Colombia, da først hans hjemby under nedlukningen gav ham særlig tilladelse til at forlade sit hjem. Holdet er nærmest skræmmende, og stabile Bernal kører altid med om sejren, når han stiller til start. Det er særligt vigtigt denne gang, da Ineos-ledelsen har gjort det klart, at hierarkiet blandt de tre Tour-kaptajner i høj grad vil være bestemt af formen forud for løbet.

Alligevel kan man godt være lidt skeptisk. Nok er Bernal altid god, men han er sjældent skræmmende i ugelange etapeløb. Ser man bort fra det klatrermæssigt svagt besatte Tour de Suisse sidste år, har colombianeren aldrig vundet en bjergetape i et ugelangt WorldTour-etapeløb i Europa, og han er heller aldrig kørt alene væk fra favoritterne. Han er altid blandt de bedste, men hans motor er først for alvor varm dybt inde i en grand tour, som vi så det i Touren sidste år. Alligevel tror jeg, at han kan gøre det færdigt på 3. etape og dermed også i klassementet. Dels har han formentlig kun forbedret sig yderligere sidste år, og dels betyder den interne Ineos-rivalisering, at motivationen er enorm. Derfor tror jeg på colombianeren.

Læs også

Giro-spillet åbnet for tilmelding

Han skal dog tage sig i agt for Thibaut Pinot. Det tog noget tid, men siden efteråret 2018, hvor jeg stadig har en teori om, at han kunne være blevet verdensmester, hvis ikke han havde ofret sig for sine franske holdkaptajner, har han endelig taget det skridt, vi længe har ventet på. Som bekendt var han i særklasse i Pyrenæerne under Touren sidste år, hvor han endda gav Bernal bøllebank på Prat d’Albis-etapen, inden den tragiske lårskade bragte ham på kanten af en depression. Finder han samme form igen i år, bliver han helt uregerlig igen.

Er han så lige så god nu? Det ved vi naturligvis ikke efter så lang en pause, men vi ved, at Pinot er en mester i at træne sig i form. Han kommer altid flyvende ud til sæsonstarten, og selvom han var sjældent ringe i starten af sæsonen, var det undtagelsen, der bekræftede reglen. Sidste år var efter Froomes udsagn også skræmmende stærk efter en lang pause i Dauphiné, hvor han kørte som en motorcykel på den hårde 2. etape, indtil sygdom slog ham ud. Alt peger i retning af, at Pinot vil være skarp, men han er hæmmet af et hold, der slet ikke kan matche Ineos. Heldigvis er bjergetapen ret ”ren”, og den vindes formentlig af bedste mand. Det kan meget vel være Pinot, der tillige kan vinde bonussekunder på 4. etape, der passer ham ganske glimrende.

Jeg er meget i tvivl med Miguel Angel Lopez. Colombianeren har for vane at være lidt halvrusten i sine forberedelsesløb til grand tours. Han er altid konkurrencedygtig - han har eksempelvis vundet bjergetaper i Tour of the Alps og Vuelta a Burgos - men han mangler også altid nogle procent. Det er der ikke råd til i dette felt, hvor han er oppe mod et sandt klassefelt. Til gengæld peger meget på, at Lopez efter en svær tid endelig er sig selv igen. Han var flyvende i Vueltaen, hvor han sågar satte selveste Primoz Roglic på Javalambre, indtil styrtet i Andorra slog ham ud af kurs, og han kom flyvende fra land i år i Algarve, hvor han vandt på Malhao (foran blandt andre Remco Evenepoel) og kørte sit livs enkeltstart. For ham er det en ny situation at skulle forberede sig til Touren, og selvom historikken taler lidt imod det, kan han sagtens være flyvende allerede nu. Hans hold er ikke skræmmende, men i et løb, hvor bedste klatrer meget vel kan vinde, vil Lopez være svær at bide skeer med, hvis han er tidligere i form end vanligt. Hos sig har han Merhawi Kudus, der dog har været skuffende i de sidste mange løb og ikke synes at blive til det, vi håbede, samt den unge Harold Tejada, der gjorde det pænt som hjælper i Algarve, men må være overmatchet her.

Den store joker er naturligvis Chris Froome. Egentlig taler historikken for, at han vinder. Der er nemlig få, der kan træne sig i form som briten, der altid har været ustyrlig i Dauphiné, når han har finpudset Tour-formen på Teide. I år er alt imidlertid anderledes for grand tour-fænomenet, der først er på vej tilbage efter sin voldsomme skade, og i en alder af 35 år må han leve med en usikkerhed. Bliver han nogensinde sig selv igen, eller endte hans grand tour-drømme på en blæsende dag i Roanne? Ifølge ham selv og de data, han skulle have sendt til Israel SUN forud for kontraktunderskrivelsen, er han helt tilbage, men det er først i en løbssammenhæng, at vi får svaret.

Selvfølgelig mangler han masser af løbsrytme i tillæg til den tvivl, der naturligt er for en 35-årig, som ikke har vundet et cykelløb i mere end 2 år, men Froome har altid kunnet præstere uden forudgående løb i benene. Hans vilje til at sætte Bernal på plads og dermed sikre sig den ønskede plads i Ineos’ Tour-hierarki er så stor, at Froome utvivlsomt vil gøre alt for at vinde sit comebackløb.

Trek-Segafredo stiller med begge deres Tour-kaptajner, men skal de vinde løbet, er det nok kun Richie Porte, der kan gøre det. Det kræver imidlertid, at den lille australier vitterligt kan genfinde det fabelagtige niveau, der måske gjorde ham til verdens bedste klatrer i årene 2016 og 2017. Desværre er det yderst tvivlsomt. Ikke siden farvellet i Touren i 2018 har han været på toppen, og særligt hans 2019 var en decideret katastrofe. Han lignede dog sig selv igen i Tour Down Under, hvor han var i absolut særklasse - også mere end i andre år - men feltet var heller ikke det stærkeste. Ned på jorden kom han i hvert fald i de Haut-Var og ikke mindst Paris-Nice, hvor han ganske vist ikke kørte klassement, men ikke kunne føre længe for Vincenzo Nibali i bjergene. Meldingerne fra Trek-lejren er, at han skulle være flyvende, men for Porte er det stadig en stor opgave at vise, at han atter kan blive den rytter, der spiste denne slags etapeløb til morgenmad. Og manden, der altid er overlegen på stigningerne i Tour Down Under, mestrer i hvert fald kunsten at træne sig i form.

Hos sig har han naturligvis Bauke Mollema. Hollænderen oplevede i 2019 lidt af en renæssance, da han kørte en fornem Giro og sejrede i Il Lombardia. Alligevel var han altid et stykke under de bedste - også i Lombardiet - og det vil han formentlig være igen i dette løb. Samtidig er han en dieselmotor, der ofte skal bruge løb for at finde formen, og vi så blandt andet forud for hans hidtil bedste Tour i 2016, hvor han ganske enkelt var flyvende, at han var helt fra den i Dauphiné forinden. Mollema synes dog at være blevet mere stabil, og hans sejr i Lombardiet og Tour-etapesejr viste, at han har evnen til at snige sig væk, når andre ser lidt for meget på hinanden. Det kunne meget vel ske i dette løb, hvor mange vil se på Ineos, Pinot og Lopez, og det kan den snu hollænder måske udnytte igen. Holdet har også Kenny Elissonde og Niklas Eg, der i et relativt smal felt begge kan køre top 20, men som er med som rene hjælpere. Og så skal det blive interessant at se, hvor længe den unge klatrer Michel Ries sidder med.

Løbet er en første eksamen for Romain Bardet. Ikke siden VM-sølvmedaljen i 2018 har franskmanden været på sit niveau, og drømmen om, at en sjældent lang vinterpause kunne bringe ham tilbage på sporet, blev knust af svage præstationer i Tour Down Under og Paris-Nice. Nu gav coronavirus ham endnu en chance for at trykke på reset-knappen, men hans toppræstationer er efterhånden så bedagede, at man må have sin seriøse tvivl, om Bardet simpelthen var en af de ryttere, der toppede i en tidlig alder. Normalt er Bardet god til at træne sig i form, og løbet her vil derfor formentlig give en god indikation på hans fremtidige muligheder, og han bakkes i hvert fald op af et af de stærkeste hold.

Warren Barguil har ligesom Bardet haft en svær tid, men modsat sin landsmand kom han tilbage på sporet i 2019, hvor han endte i top 10 i Touren og vandt det franske mesterskab. Hans sæsonstart i Drome-Ardeche var også lovende, indtil han blev smidt ud af Paris-Nice efter et styrt. Desværre er han stadig ikke så god som i jubelåret 2017, og han er tillige en lidt langsom starter, der som regel skal bruge mange løb for at finde benene. Derfor vil han formentlig mangle lidt i forhold til de bedste, men han bør være i stand til at vise, at Arkea bliver en kraft, der skal regnes med i Touren. Desværre bakkes han op af et svagt hold, hvor kun den fallerede Maxime Bouet klatrer rimeligt.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Som udgangspunkt satser Ineos på Bernal og Froome, men måske får Pavel Sivakov lidt ekstra frihed. Han kommer nemlig fra området, selvom han er russer, og kender vejene så godt, at det endda er ham, der i løbsbogen beskriver løbets kongeetape. Alligevel må han nok leve med, at sulten hos Bernal og Froome er så stor, at han kun er nummer 3 i hierarkiet, og så kan det blive svært at vinde løbet. I forvejen har Sivakov stadig til gode at vise, at han kan begå sig med verdens allerbedste i de høje bjerge, som vi senest så i den ellers fine Giro. Skal han vinde, skal Ineos nok spille på et overtal, hvor han kan snige sig væk, men det er heller ikke umuligt for løbets i særklasse stærkeste mandskab. Tao Geoghegan Hart var utvivlsomt også topkandidat, men det er svært at se ham få den nødvendige plads på så stærkt et hold, og det samme gælder for Andrey Amador, Jonathan Castroviejo og selv den stadig mere klatrestærke Dylan van Baarle, der alle kunne være gået i top 20, hvis de kørte på egen hånd.

En spændende dark horse er Hermann Pernsteiner . Den tidligere mountainbiker brugte lidt tid på at finde sig til rette på WorldTouren, men i sidste års Vuelta slog han fuldt igennem. Særligt i den tredje uge med en stærk kulmination på den sidste bjergetape viste han, at han kan klatre med verdens bedste, og hvis han har fundet de ben, kan han blive ganske farlig i et rent bjergløb som dette. Selvom han vandt to svagt besatte bjergenkeltstarter i Østrig i juni, er han dog også en langsom starter, der måske ikke er helt i gang endnu. Hos sig har han Rafael Valls , der dog stadig ikke er på sit gamle niveau, samt de unge klatrere Santiago Buitrago, Kevin Inkelaar og Scott Davies, der dog er overmatchet her.

Ag2r har også Pierre Latour, der nu må leve med at skulle dele kaptajnrollen i Touren med Bardet. Han kommer fra et svært år, hvor han tidligt blev sat ud af spillet med en skade, men rejste sig fint med en pæn Vuelta. Latour har før været flyvende i Dauphiné, og han synes at mestre kunsten at træne sig i form. Til gengæld er han også en stor fyr, der i bjergene primært skal forsvare sig, og i dette felt vil han være overmatchet af de allerbedste. Det samme vil Tony Gallopin, som efter den overraskende topplacering i Vueltaen i 2018 med mange uheld er faldet af på den, og da dette er første løb for Alexis Vuillermoz efter en lang knæskade, vil han nok være for rusten til at være med helt i front.

Pinot bakkes på FDJ op af Sebastien Reichenbach og Valentin Madouas. De er formentlig rene hjælpere, men bliver det taktisk kan de måske gribe en mulighed. I gamle dage var Reichenbach tæt på de allerbedste i bjergene, men desværre har han tabt lidt niveau de senere år, og han er næppe længere god nok. Madouas vil nok trods alt finde stigningerne for lange. Han er nemlig først og fremmest puncheur, og selvom han i Giroen viste, at han klatrer bedre, end han troede, er der lang vej til de allerbedste i et felt som dette.

CCC stiller med Fausto Masnada, der som bekendt fik sit store gennembrud i 2019, hvor han vandt en Giro-etaper og ikke færre end to etaper i et stærkt besat Tour of the Alps. Han kom også hæderligt fra start hos CCC i Haut-Var, men han er også en formmæssigt meget svingende fyr, der er svær at regne med. Han har stadig til gode at blande sig med de bedste på dette niveau, og top 10 må være målet. Hos sig har han den unge Georg Zimmermann, men han vil primært være med for at lære-

Ser man på de øvrige hold, vil jeg fremhæve Giovanni Carboni, der sidste år bar den hvide ungdomstrøje i Giroen, inden han kort efter blev nr. 6 i dette løb. Desværre har han siden dengang ikke kunnet træde en bule i selv den blødeste hat, og erfaringen siger desværre, at formen kun sjældent er værd at skrive hjem om. Man kan frygte, at den lange pause ikke har tilgodeset ham, men som ren klatrer vil han i hvert fald elske ruten. Som alternativ har Bardiani Manuel Senni¸ der sog er gået helt i stå, samt unge Alessandro Monaco.

Hos Total Direct Energie handler det naturligvis om Lilian Calmejane, men selvom han oplevede en renæssance i efteråret, er han stadig ikke på sit gamle niveau, og bjergene her er for voldsomme. Nippo har Remy Rochas, der fik lidt af et gennembrud i Sibiu Cycling Tour, men med al respekt for Mühlberger, Konrad og Badilatti er niveauet her et helt, helt andet, og det er også for svært for holdkammeraterne Romain Combaud og den fallerede Jose Goncalves. Circus har Odd Christian Eiking, men han vil finde stigningerne for lange, og Simone Petilli blev aldrig til det ønskede. Til gengæld skal det blive spændende at se unge Alexander Evans, der sidste år vandt en bjergetape i Tour de l’Avenir. Det skal også blive interessant at se Adrien Guillonet, der imponerede i Mont Ventoux-løbet sidste år. Endelig vil folk som Garikoitz Bravo, Mikel Iturria, Julien Antomatchi, Jhojan Garcia, Julen Amezqueta, Adne van Engelen, Erik Bergström Frisk, og danske Andreas Kron forsøge sig i klassementet, men niveauet er for højt til, at et topresultat er realistisk.

OPDATERING: Astana har udtaget stortalentet Alexandr Vlasov, der kom flyvende fra start i år. Det styrker holdet ganske markant og betyder, at de har to kort at spille. Hans mål er Giroen, men det er tænkeligt, at han jagter lidt personlige resultater i starten, og han kan derfor sagtens vise sig i glimrende form.

***** Egan Bernal

**** Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez

*** Chris Froome, Richie Porte, Bauke Mollema, Romain Bardet, Warren Barguil

** Aleksandr Vlasov, Pavel Sivakov, Hermann Pernsteiner, Pierre Latour, Sebastien Reichenbach, Tao Geoghegan Hart, Fausto Masnada, Alexis Vuillermoz, Giovanni Carboni, Valentin Madouas

* Lilian Calmejane, Kenny Elissonde, Rafael Valls, Merhawi Kudus, Tony Gallopin, Niklas Eg, Remy Rochas, Adrien Guillonet, Odd Christian Eiking, Simone Petilli, Alexander Evans, Luis Leon Sanchez, Michel Ries, Mikel Iturria, Kevin Inkelaar, Santiago Buitrago, Georg Zimmermann, Harold Tejada, Andreas Kron

Danskerne

Niklas Eg skal på Trek hjælpe Porte og Mollema, men i et smalt klatrerfelt kan han måske alligevel gå i top 20. Riwal vil forsøge at køre klassement med Andreas Kron¸ men i så bjergrigt terræn mod så stærke ryttere bliver top 20 svær. Det samme gælder for Emil Vinjebo, der også vil forsøge sig i klassementet. Endelig er Christoffer Lisson med som den tredje dansker, men tiltænkes primært en hjælperrolle.