Optakt: Liege-Bastogne-Liege

STREAM LIEGE-BASTOGNE-LIEGE OG TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for seriens sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb!

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op ad korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, man ser så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder i søndagens løb. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for hurtigt igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun én udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er et næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, men med fire sejre i Liege og fem i Fleche Wallonne truer Alejandro Valverde kraftigt belgieren som alletiders bedste ardennerrytter. Også Moreno Argentin har i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne etableret sig som en af alle tiders bedste ryttere til disse løb. Løbet har også hele to danske vindere, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993, og Jakob Fuglsang gjorde det samme i 2019.

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flandern Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgør det nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de fleste af dem intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvis udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og således består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg er løbet det ideelle eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheurs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og i 2016 overraskede Wout Poels, der kun var outsider, ligesom Bob Jungels gjorde det i 2018. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vindere er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Sidste år var det dog en af stjernerne, der løb med sejren. Tadej Pogacars afbud havde pludselig åbnet løbet på vid gab, men et stort styrt, der blandt andet ramte Julian Alaphilippe hårdt, sendte en stor del af kandidaterne til tælling. Heldigvis for Quick-Step havde de Remco Evenepoel, der kort efter skruede tiden tilbage til dengang, hvor man kunne køre alene hjem allerede fra Cote de la Redoute. Det var nemlig akkurat, hvad vidunderbarnet gjorde i sin debut i monumentet, da han fulgte en Quick-Step-forcering op med et stort soloangreb på løbets mest ikoniske stigning, og siden blev han aldrig set igen. Med et vildt soloridt sikrede han sig karrierens første monumentsejr og reddede sit hold forsømte forår, inden Quinten Hermans skabte en stor sensation 48 sekunder ved at sikre sig 2. pladsen foran Wout van Aert i en lille forfølgegruppe, hvormed vi fik det første rent belgiske podie siden 1976. Evenepoel afbryder Giro-forberedelsen for at forsvare titlen, og trods nylig sygdom er Hermans også med igen, men da Van Aert i år er gået på en velfortjent pause, bliver der kun deltagelse af to af rytterne fra sidste års podium.

STREAM LIEGE-BASTOGNE-LIEGE OG TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør dets titel. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var det løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb, selvom Remco Evenepoel med sidste års soloridt fra netop den stigning skruede tiden tilbage til tidligere tider.

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt den lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, udgjorde den i flere år den hårde finale.

I de senere år tabte også den imidlertid gradvist sin betydning, og det blev ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede i 2016 arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man valgte igen at droppe ideen efter bare en enkelt udgave.

Det betød imidlertid ikke, at der ikke var tale om nytænkning i 2017. Faktisk valgte man at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgik nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle blev forbigået. I stedet skulle man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man ramte den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter var der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger var kortere, men stejlere end de foregående, og ændringen havde ikke den store betydning. Modellen blev genbrugt i 2018.

2019 blev imidlertid året, hvor alt forandredes. Allerede i foråret 2018 begyndte de første rygter at svirre, og ret hurtigt stod det klart, at det ville blive umuligt for den lille forstad Ans at holde fast i rollen som målby. Liege ville gerne bringe løbet ”hjem” til centrum, og allerede inden 2018-udgaven blev det bekendtgjort, at det fra det følgende ville være slut med den klassiske bakke op til målet i udkanten af storbyen. I stedet var der lagt på til en flad finale i selve byen, og det vakte megen diskussion.

Det skyldes ikke mindst, at det ikke blot var afslutningen, der ændredes. Væk var også Cote de Saint-Nicolas, der som sidste stigning havde top bare 5 km fra mål. I stedet designede man nu en helt flad afslutning, hvor sidste udfordring var Roche-aux-Faucons med nu 15 km fra mål. Som kompensation lagde man den relativt lette Cote des Forges ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, men det ændrede ikke på, at mange hurtige folk anså den nye rute som en stor chance for at få en spurtafgørelse i Liege.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Den øvrige del af ruten fulgte det klassiske mønster, og man vendte tilbage til det gamle indløb til Col du Rosier ved efter to år atter at bruge sekvensen med Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee. Distancen var med sine 256 km ganske typisk, og antallet af stigninger var fortsat 11. Der var således en helt klassisk Liege-rute med den store forskel, at Cote des Forges var lagt ind i finalen, og at selve afslutningen var helt ændret.

Alligevel lykkedes det for første gang siden Andy Schleck i 2009 at få et scenarium, hvor stærkeste mand slet og ret kørte væk på Roche-aux-Faucons, og det er tænkeligt, at den mere offensive tilgang er forklaringen på, at arrangørerne i 2020, 2021 og 2022 stort set genbrugte ruten, dog med en lille modifikation af indløbet til Liege. Da vi fik et lignende scenarium - dog med frontgrupper på hhv. fire og fem mand, der kørte væk på Roche-aux-Faucons, i 2020 og 2021 samt endnu en solosejr i 2022 - ser arrangørerne ud til at være så tilfredse med det nye format, at det er kommet for at blive.

I hvert fald er der i 2023 stort set tale om genbrug af 2022-udgaven, hvor man atter havde fjernet Forges-stigningen, der i 2019 blev lagt ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, mens man fastholdt, at Macquisard-stigningen, der har været den sidste inden Redoute, var udskiftet med den nye Desnié, der er kortere, men stejlere, og som blev indført i 2021. Alligevel er der en ganske væsentlig ændring, hvor man rører ved løbets kronjuvel. Denne gang kører man nemlig ikke hele vejen op ad Redoute, hvis længde reduceres fra 2,0 km til 1,6 km og i stedet følger man kort efter op med en 1,6 km lang, men blødere stigning. Samtidig vender Forges tilbage, og det betyder, at Redoute nu igen kommer lidt længere fra mål, nemlig med top med 33,9 km og ikke som sidste år 29,4 km igen. At Forges vender tilbage, betyder, at der igen er de klassiske 11 kategoriserede stigninger mod 10 sidste år, for alle øvrige 10 stigninger er genbrug fra sidste år.

Som vanligt starter det i år 258,1 km lange løb - det er præcis 1 km længere end sidste år - i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 97,8 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, Cote de La Roche-en-Ardenne (2,8 km, 6,2%) - en ganske jævn stigning - efter 69,7 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Således tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute end i løbets første del. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,2%) efter 120,9 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne, der altså er tilbage efter de to års fravær i 2017 og 2018. Forinden skal man dog igen i år over den relativt nye Cote de Mont-le-Soie (1,7 km, 7,9%), der åbner ballet efter 164,8 km og er ganske ujævn med 9,6% over 500 m midtvejs. Bare 8,3 km senere når man toppen af Cote de Wanne (3,6 km, 5,1%), der slutter med 1500 m med 8,0%, hvorefter det gælder alle de klassiske Liege-stigninger, der er tilbage efter deres kortvarige fravær.

Således skal man over den frygtede og ultrastejle Cote de Stockeu (1,0 km, 12,5%), hvis top rundes efter 179,6 km, inden det gælder den lettere Cote de la Haute-Levee (3,6 km, 5,6%), der dog byder på 11,9% over de første 400 m og har top efter 183,8 km. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning og er relativt jævn. Toppen kommer med 60,0 km til mål og efterfølges af den nye Cote de Desnié (1,6, 8,1%), der passeres med 46,7 km igen, og som erstatning for Macquisard-stigningen udgør eneste væsentlige ændring på denne første del af hjemturen siden 2019.

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig kan løbet være aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes, og det vil blive endnu mere udtalt med den nye rute, hvor chancerne for at gøre forskelle i finalen er mindre.

Løbet når toppen af sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (1,6 km, 9,4%), med 33,9 km til mål, og som sagt skipper man altså denne gang de sidste 400 m af løbets mest ikoniske stigning. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, selvom Evenepoel sidste år brød trenden ved at køre alene allerede her, men den spiller stadig en vigtig rolle, og det vil den især gøre nu, hvor den nye rute øger favoritternes incitament til angreb. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, og det er den letteste del af stigningen, der skippes i år. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen har ofte været en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, men det forsøger man at ændre på i år. Efter en ultrakort nedkørsel rammer man nemlig en lang, men blød bakke (1600 m, 4,2%), der i byen Cornemont har top med 30,0 km igen. Herfra falder det ned mod Cote des Forges (1,3 km, 7,8%), som man introducerede i 2014, og som var med igen i 2019, 2020 og 2021, men altså ikke sidste år, og som stiger med 8-9% over den første kilometer, inden den flader ud mod toppen, som rundes med 23,3 km igen.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Efter et kort, fladt stykke falder det herefter direkte frem til dagens sidste og formentlig afgørende udfordring. Det er som sagt nu om dage Cote de la Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11%), hvis top kommer med 13,3 km til mål, hvilket er 4,5 km færre end i tiden med den gamle finale. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9-10 bliver den stejl med 13,2% over 500 m på det midterste stykke, inden de sidste 300 m blot stiger med 7,2%.

Siden den blev introduceret i 2009, har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk, hvormed han lagde grunden til en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Fra 2013 kunne stigningen imidlertid ikke skabe samme udskilning, men i 2018 genskabte Bob Jungels lidt af dens betydning, da han med et angreb nær toppen sikrede sig en stor solosejr, inden Jakob Fuglsang endelig lykkedes med at lave ”en Andy Schleck” igen i 2019, og vi i de seneste tre år så, at en håndfuld af de stærkeste kunne køre væk - sidste år dog bag Evenepoel, der allerede var kørt på Redoute.

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Efter en ultrakort nedkørsel stiger de følgende 1,2 km nemlig med 6,3%. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig, og i 2019 var det faktisk først på det stigende stykke efter den officielle top, at Fuglsang gjorde den sidste forskel. I 2020 var det også denne del, der kostede Michael Woods og Michal Kwiatkowski livet.

Efter Roche-aux-Faucons venter nyskabelsen fra 2019. Heller ikke denne gang skal man over Cote de Saint-Nicolas eller op over målbakken i Ans.  Efter den korte nedkørsel og det stigende stykke drejer man nemlig mod nord og herfra falder det let, inden man med 5 km igen rammer den rigtige nedkørsel, der leder ned mod centrum af Liege via en lidt snoet og krøllet vej, der dog ikke er voldsomt teknisk udfordrende. Med 2,3 km igen bliver det helt fladt kort efter et skarpt sving, der kommer med 3100 m igen, hvorefter en snoet vej følges hen til bredden Meuse-floden. Umiddelbart efter den røde flamme krydser man floden i forbindelse med et blødt sving, inden man med det samme drejer skarpt til højre ind på den 900 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, hvor en ny vinder af den ældste klassiker vil blive kåret.

I alt har løbet 4191 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2020, 2021 og 2022, men knap 300 flere end i 2018 og 2019.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

STREAM LIEGE-BASTOGNE-LIEGE OG TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Selvom løbet afvikles sidst i april, har vi oplevet nogle meget kolde og våde udgaver af sportens ældste klassiker - mest berømt i den sneklædte 1980-udgave, hvor feltet var barberet ned til bare 21 mand, da de vendte rundt i Bastogne. Helt så slemt bliver det ikke i år, men vi fortsætter trenden med kedeligt vejr til årets klassikere. Der venter således en overskyet bygedag, hvor risikoen for byger konstant vil være 50-75%, størst i finalen. Temperaturen vil ved starten være 12 grader og 13 grader ved mål, og det vil være blæsende med en frisk vind (23-26 km/t) fra først sydvest og siden vestsydvest. Det giver mod- og sidemodvind ned til Bastogne, hvorefter der vil være med- og sidemedvind frem til toppen af Haute Levée. Herfra vil de være mod- og sidemodvind frem til bunden af Redoute, hvor man får sidemedvind fem til bunden af Forges. Herfra vil der være mod- og sidemodvind, indtil man kort efter toppen af Roche-aux-Faucons får sidemedvind ind til Liege. Det varer ved hele vejen, også på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Mange af de store navne er ganske vist de samme i de tre løb, men der er flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel - ikke mindst i den nye finale - handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale. Eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer i 2016. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og nogle ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte klatrefelt - et felt, der ofte kun overgås af det, man normalt ser i Tour de France.

I de fem år frem til omlægningen i 2019 har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015, 2016 eller 2017 var den nye nøglestigning i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år, hvor blandt andre Andy Schleck og Vincenzo Nibali var overlegne på den. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans.

Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, i 2016, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, samt i 2018, hvor Jungels tog alle på sengen, så vi andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km har alt kunnet ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015 og 2017, at løbets store favorit, Valverde, også viste sig at være den stærkeste i finalen.

Den nye finale synes dog at have haft den samme effekt, som da man fjernede Cauberg fra finalen af Amstel Gold Race. Det tvang favoritterne til at åbne tidligere, og selvom mange sprintere slikkede sig om munden ved udsigten til en spurtafgørelse i den hollandske klassiker, har vi siden ændringen i 2017 set mere selektive udgaver end i årene med Cauberg, ganske enkelt fordi der ikke længere var råd til at vente.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Det samme har været tilfældet i Liege. I starten så folk Michael Matthews, Greg Van Avermaet og endda Peter Sagan det som deres store chance, for alt andet lige betyder den nye rute, at chancen for noget, der minder om en reduceret massespurt, er blevet mere reel, ikke mindst fordi udskilningen har været overraskende lille i de sidste år med den gamle rute. Sådan er det bare ikke gået, og i stedet har vi set fire udgaver, der minder om de første år med Roche-aux-Faucons, hvor vi så Schleck køre alene hjem fra stigningen eller så Nibali gøre det samme, indtil han gik kold til sidst. I 2019 lavede Jakob Fuglsang nemlig ”en Schleck” ved at køre fra alt og alle, og i 2020 fik vi etableret en skræmmende god kvartet med Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe og Marc Hirschi, der i en af nyere tids mest kontroversielle spurter afgjorde løbet mellem sig - selvom Matej Mohoric var lige ved at snyde dem alle med en sniger til sidst. I 2021 fik vi næsten en tro kopi, da det denne gang var Alaphilippe, Pogacar, Michael Woods, David Gaudu og Alejandro Valverde, som kørte væk på Roche-aux-Faucons, og sidste år sendte Remco Evenepoel os så tilbage til gamle dage med sit soloangreb allerede fra Redoute, mens vi bag ham så det samme scenarium som i 2020 og 2021, nemlig at en lille gruppe af de bedste etableredes, selvom den denne gang talte ikke færre end 13 mand.

Meget taler altså for, at den nye rute har haft og vil have den ønskede effekt, og selvom det er klart, at en flad finale altid åbner en mulighed for en spurt i en større gruppe, tyder det på, at de bedste er villige til at prøve at gøre forskellen og også kan gøre det. Spurtscenariet skal dog slet ikke udelukkes. I 2019 var de syv mand samlet til at spurte om 3. plads bag Fuglsang og Davide Formolo, der også holdt sig fri efter stigningen, og i 2020 kunne Mathieu van der Poel spurte sig til en 6. plads i en gruppe på 11 mand, der bare var 14 sekunder fra at køre om sejren. I 2021 var Hirschi på 6. pladsen endda bare 7 sekunder fra at indhente de forreste, og sidste år var vi altså kun et vidunderbarn fra at få en spurt i en relativt stor gruppe på mere end 10 mand. Den lille afstand viser, at samarbejdet ikke skulle være gået meget galt i front, før vi kunne have talt om andre sejrherrer i 2020 og 2021.

Hvilket løb får vi så i år? Sprinterne synes at have kastet håndklædet i ringen, og nu hvor Michael Matthews også er ude, er der ingen af de tungere afsluttere, der kommer til løbet med en ambition om en spurt i en lidt større gruppe på 10-15 mand. De øvrige favoritter vil derimod for de fleste vedkommende gerne have et relativt hårdt løb, hvor de bedste kan slås om det i det afgørende slag, der altså typisk har fundet sted på Roche-aux-Faucons.

I år er det dog mere kompliceret. Det skyldes naturligvis Tadej Pogacars totale dominans. Dagsordenen i årets klassikere har været, at man skulle fænomenerne i forkøbet. Det gav en meget tidlig åbning i både Flandern og Amstel. Til gengæld fik vi stadig det meget passive løb i Fleche, men chancen for, at vi ser en gentagelse på søndag, burde ikke være alt for stor. Dels er Fleche et lettere løb at kontrollere, og dels er der få, der har lyst til at tage chancen med et tidligt angreb, når chancen for en spurt er så stor. En podieplads i en klassiker har trods alt også megen værdi, selvom man lader sig frivilligt henrette af Pogacar.

Dermed burde risikoen for den meget låste udvikling, der desværre har præget Liege i de senere år - også efter ruteomlægningen, hvor man nu bare har ventet på Roche-aux-Faucons i stedet for Saint-Nicolas - være mindre end vanligt, og vi burde gå mod en tidligere åbning af løbet. Det skyldes også, at Pogacar selv heller ikke er bekymret for den slags. Det så vi i Amstel, hvor den, der var bedst til at komme Pogacar i forkøbet, var Pogacar selv. Tværtimod elsker han disse lange, hårde finaler, hvor hans motor kommer til sin ret. Samtidig er hans hold sårbart. De gjorde det fabelagtigt i Fleche, hvor George Bennett fandt sine bedste ben i år, men på disse længere stigninger vil de være knap så stærke. Derudover er det bare pokkers svært at kontrollere et løb over denne distance, hvis ikke man får for megen hjælp.

Den anden faktor i det spil er naturligvis Remco Evenepoel. Nok har han forbedret sin spurt, men han ved, at han får svært ved at slå Pogacar på stregen. Han ved også, at han ikke får frihed af sloveneren, der allerede har udpeget ham som sin hovedrival, og derfor skal han slå storfavoritten mand mod mand. Det gør ved at få det lange, hårde og opslidende løb, der er hans speciale, og som gør det muligt for ham at køre alene. Også han har derfor en interesse i en lang finale. Han tror på sig selv og vil bruge sit stærke hold til at kontrollere sammen med UAE, men han har næppe tænkt sig bare at køre passivt frem til Roche-aux-Faucons.

Den sidste faktor, der er helt afgørende, er vejret. Vi så, at det uventet dårlige vejr spillede en stor rolle i Amstel, og der venter mere af det samme søndag. Hvor meget regn de får, ved vi ikke, når vi taler om byger, men de ser ud til at blive så talrige, at der over en lang dag bør være regn undervejs. Det vil også være lidt køligt, hvis det begynder at regne, særligt fordi det også vil være blæsende. Vindretningen er endda ganske perfekt til et hårdt løb med modvind på turen til Bastogne og hovedsageligt medvind på den hårde hjemtur. Den er også stærk nok til sidevindskørsel, men i Fleche fik vi bekræftet, at det sjældent sker i Ardennerne. Det er dog en betydelig sten i skoen, at der vil være kraftig modvind på stykket mellem Haute Levée og Redoute, og at der også vil være modvind på både Forges og Roche-aux-Faucons. Til gengæld er det godt for selektionen, at der vil være sidemedvind efter toppen på sidstnævnte.

Spørgsmålet er, hvad ændringen af Redoute-sektion betyder. Stigningen blev 400 m kortere, men til gengæld bliver det efterfølgende lette stykke, som lagde en dæmper på angrebslysten, sværere. Der vil også være medvind frem til Forges, og jeg tror samlet set, at det kan blive hårdere af denne justering, selvom Redoute nu kommer en anelse længere fra mål end sidste år. Jeg tror også, at Evenepoel meget gerne vil angribe senest her. Det havde han succes med sidste år, og skal han have den lange finale, kan han ikke vente til Roche-aux-Faucons. Samtidig har han endda en allieret i Pogacar, der også kan lide de lange og spektakulære finaler, som gerne tager en direkte duel med Evenepoel, og som også har en interesse i ikke at ende i en mindre gruppe, han ikke kan kontrollere.

Jeg tror, at det bliver svært for rivalerne at få løbet til at glide Soudal og UAE af hænde. Belgierne kunne ellers sagtens lade deres stærke løjtnanter tage chancen, men Louis Vervaeke sagde efter Fleche, at det på søndag kun handler om kaptajnen. De to store hold vil derfor forsøge at låse løbet og gøre det hårdt. Medvinden, deres pres og interessen for at angribe betyder, at vi godt kan få et Amstel-scenarium og en meget tidlig åbning, men jeg tror, at i hvert fald Evenepoel bliver svær at isolere. Med modvind frem til Redoute tvivler jeg på, at nogen for alvor tør eller kan komme væk inden denne nøglestigning, og så regner jeg med, at Evenepoel med en allieret træder igennem her.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Jeg anser det som ret sandsynligt, at vi får en forrygende duel mellem de to stjerner fra Redoute og hele vejen. Faktisk er det for mig det mest sandsynlige scenarium, og så må de herefter slås om det på Roche-aux-Faucons efter at have samarbejdet. Naturligvis kan man heller ikke udelukke endnu et soloridt hele vejen - sker det, tror jeg mest på Pogacar - og der er trods alt også en ganske god chance for, at de først indleder deres duel på Roche-aux-Faucons.

Hvordan kan de så blive snydt? Der er selvfølgelig en chance for, at rivalerne kommer dem i forkøbet meget tidligt som i Flandern, men som sagt tror jeg, at det bliver svært. Jeg tror, at den bedste chance kommer mellem Redoute og Roche-aux-Faucons. Her vil Evenepoel formentlig åbne ballet, og chancen for, at de efter toppen er isolerede, er stor. Kan man hænge på undervejs, bør døren være åben for, at man kan få sig et forspring inden Roche-aux-Faucons.

Den sidste chance kommer naturligvis enten i en spurt til sidst eller i en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk på det sidste stykke efter stigningerne. Det ligner bare en umulighed, for det kræver, at man følger Pogacar på Roche-aux-Faucons, og det er det formentlig kun Evenepoel, der måske kan. Man kan så håbe, at de ikke kan samarbejde efterfølgende, men den risiko er lille. Pogacar tror naturligvis på sin spurt, men vi kender efterhånden også Evenepoel godt nok til at vide, at han altid samarbejder og kører til stregen. Ja, det gør han som bekendt såmænd også, hvis han slæber Sonny Colbrelli med hjem til en stensikker henrettelse i en spurt.

Det er naturligvis umuligt ikke at have andre end Tadej Pogacar som favorit. Sloveneren er lige nu i sin egen liga, og selvom Evenepoel kommer ind i billedet, er det meget svært at se, at belgieren skulle være i stand til at sætte den suveræne slovener. Han har nemlig også den væsentlige luksus, at han kan køre løbet defensivt og altid stole på sin spurt, for selvom Evenepoel har fundet ny fart, og meget kan ske i en spurt efter 250 km, burde deres spurthierarki entydigt pege i slovenerens retning.

Faktisk er Evenepoel en god allieret. De har nemlig begge en fælles interesse i, at løbet ikke glider dem af hænde, og den største risiko synes lige nu - ud over uheld naturligvis - at være netop taktik, en tidlig isolering, eller at andre kommer i forkøbet. Naturligvis vil Pogacar også være om muligt endnu større favorit, hvis alle bare kører samlet hen til Roche-aux-Faucons, men han og Evenepoel vil begge have en interesse i den hårde og lange finale, hvor det taktiske element reduceres. Vejret er også en gave til sloveneren, der elsker disse betingelser, og vi ved, at han er bedst over lange distancer. Måske virkede han ikke helt så suveræn i Amstel som ventet, men vi skal ikke glemme, at han kørte en god del af finalen på en flad cykel, da hans bil længe var fanget bag feltet. I det lys var han skræmmende stærk - igen.

Han kan vinde på flere måder. Som sagt er det mit gæt, at han og Evenepoel kører væk på Redoute, og jeg tror også, at der er en god chance for, at han så kører alene på Roche-aux-Faucons. Hvis det ikke sker, vil han som sagt have en overhånd mod belgieren i en spurt. Mere kompliceret bliver det, hvis der alligevel er nogen, der kan følge med - enten fordi de har uventet gode ben og drager fordel af modvinden på sidste stigning, eller fordi de er kommet i forkøbet - for så kan taktik blive en komponent. Det er imidlertid meget få af favoritterne, der kan slå Pogacar i en spurt, og dermed kan han også føle sig tryg, hvis han ikke får gjort den forskel, han gerne vil og forventer. Med andre ord peger næsten alle scenarier på endnu en Pogacar-sejr, så mon ikke vi på søndag kan sige, at der er tre ryttere, der har ryddet bordet i en ardennersæson? Og mon ikke han på søndag fører 5-4 i den interne duel med Van der Poel om at have flest monumentsejre? Jeg tror det.

Hans værste rival må være Remco Evenepoel, men jeg må indrømme, at jeg faktisk synes, at hans vej til sejr kan være så svær, at han rangeret på vinderpotentiale næsten ikke kan stå som nr. 2. Medmindre hans forbedrede fart betyder, at han kan overraske i en flad spurt mod Pogacar - og det er usandsynligt, medmindre sloveneren dummer sig - skal han formentlig køre alene. Han får naturligvis ingen frihed, og selvom han talrige gange har imponeret ved alligevel at snige sig væk, selvom alle burde have øje næsten kun på ham - senest ved VM - er det svært at tro, at årvågne Pogacar lader det ske. Skal han vinde, skal han altså formentlig være stærkeste mand.

Med to stærke hold til at kontrollere og to meget stærke ryttere til at åbne tidligt på en dag, hvor vejr og medvind bør gøre det meget selektivt, har jeg bare svært ved at se, at løbet for alvor kan glide dem af hænde. Skal Pogacar slås - og her fraregner jeg naturligvis uheld, som man aldrig kan spå om - skal det formentlig ske på direkte maner. Her må manden, der kan gøre det, naturligvis være Evenepoel, for Pogacar har i hvert fald i de første to løb vist, at han er stort set alle andre ganske overlegen.

Kan det så lade sig gøre for Evenepoel? Ja, vi har jo ikke set mange dueller mellem de to. Sidste år til VM var Pogacar jo én af de mange, der sov i timen, og dengang var han også åbenlyst langt fra sit niveau. Da Evenepoel knuste al modstand i San Sebastian, var Pogacar træt efter Touren og udgået, næsten inden løbet var kommet i gang. Derudover skal vi tilbage til Tirreno, men det var før Evenepoels niveauspring, og her kørte Pogacar ham midt over.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Der er således en chance. Evenepoel elsker de længste og hårdeste løb som dette, og han har flere gange - blandt andet med sejren i Bernocchi - vist, at han kan klare det dårlige vejr. Til gengæld har han været mere menneskelig i år end i efteråret, for han var hverken skræmmende i Catalonien eller UAE Tour. Alligevel var han og Roglic i førstnævnte i deres helt egen liga, og nu har han brugt tiden på at forbedre sig yderligere i højderne.

Da han sidst kom ned fra højderne et par uger inden en grand tour, var han i særklasse i San Sebastian - endda så god, at Pogacar nok skulle være i hvert fald meget tæt på sit bedste for at følge med. Det viser også, at vi kan regne med at se en Evenepoel tæt på 100%, selvom han altså først skal toppe om nogle uger. Kommer han igen ned fra højderne, som han gjorde i San Sebastian og Vueltaens første uge i august, må han være manden, der måske kan slå Pogacar. Vi har i hvert fald til gode endegyldigt at få bevist, at den udgave af belgieren ikke kan måle sig mod det ellers usårlige slovenske monster.

Hvem har så den største chance for at slå de to giganter? Mit bud er Mikel Landa . Han genfandt sit niveau i Giroen sidste år, og fraregner man hans ringe Vuelta og et knapt så stærkt Catalonien, har han været flyvende siden dengang. I Lombardiet blev han nr. 3 bag Pogacar og Enric Mas, han lignede stærkeste mand i Tirreno, og i Baskerlandet var han nr. 2 bag Jonas Vingegaard. Sygdom efter Baskerlandet skabte usikkerhed om hans form, men han tankede enormt med selvtillid ved at bekræfte den gode form med 3. pladsen på muren onsdag.

Landa er ikke prototypen på en endagsrytter, men han er god i de lange, hårde endagsløb. Han var blandt de allerbedste i dette løb i 2019, og da han hjalp Michal Kwiatkowski til sejr i San Sebastian, var han også stærkeste mand. Som nævnt blev han nr. 3 i Lombardiet sidste efterår, og det er særligt den præstation, der har fået ham til at satse på Ardennerne i år. Det er klart, at han lider voldsomt under, at man kan tælle de ryttere, han slår i en spurt, på én hånd, men han har formen, holdbarheden over distancen og klatreevnerne til at komme meget langt. Vi ved også, at han - han er vel basker - er god i dårligt vejr, og vi ved, at han har den aggression og risikovillighed, der skal til for at komme i forkøbet, hvad der formentlig er vejen til sejr, hvis favoritterne undgår uheld. Ja, det skal flaske sig, hvis han skal vinde, men det skal det for alle, der ikke hedder Pogacar. Landa har formen til at komme meget langt i et opslidende regnvejrsløb som dette.

Det var opløftende at se Michael Woods i Fleche Wallonne. Måske skal vi lære at leve med, at han aldrig bliver så god, som da han var bedst, men han er i hvert fald tilbage på et højt niveau efter sin svage 2022-sæson. Det giver optimisme forud for dette løb, hvor han har en forrygende historik. Han har kørt løbet hvert eneste år siden 2016, og efter en DNF i debuten er han endt i top 10 de seneste seks gange med en 2. plads i 2018 og 5. pladser i 2019 og 2021 som de bedste resultater. Også på bjergruterne ved VM i 2018 og OL i 2021 samt i Lombardiet har han vist, at han er en af verdens allerbedste i de lange, hårde endagsløb, og nu hvor han er tilbage på sporet, vil det være overraskende, hvis ikke han er med i front. Han kørte i hvert fald også stærkt i Catalonien, og det var kun uheld, der slog ham ud i Amstel. Vi ved også, at han er god i dårligt vejr, for han tog en af sine flotteste sejre i det forfærdelige vejr på kongeetapen i Romandiet i 2021, og har generel altid excelleret i elendige betingelser. Desværre har dette løb også vist, at hans spurt på flad vej ikke er så god som håbet, men som alle andre skal han vinde ved at komme i forkøbet. Desværre kan jeg godt frygte, at han ikke er tilstrækkeligt risikovillig, og at han vil have det fint med at køre efter en 3. plads, der vil holde hans flotte statistik i løbet i live.

En ubekendt i dette løb er Giulio Ciccone . Italieneren har nemlig aldrig satset meget på klassikerne, men der er alligevel grund til at have store forventninger. Italieneren har slet og ret været flyvende, og mens Tirreno og Catalonien har afsløret nogle problemer med holdbarheden, er det ikke en udfordring i et endagsløb som dette. Særlig grund til optimisme giver det naturligvis, at han var i stand til ikke bare at køre med, men også slå Evenepoel og Primoz Roglic i Catalonien. Desværre havde han ikke helt samme form på onsdagens mur, men at kalde ham formsvag vil være en tilsnigelse. Han skal da også toppe frem mod Giroen, og på papiret passer disse eksplosive stigninger ham ganske perfekt. Han har også en af de bedre spurter, selvom han på flad vej ikke er skræmmende, og hans sejr på kongeetapen i Giroen i 2019 viser, at han trives i dårligt vejr. Hans manglende fokus på klassikerne gør distancen til en ubekendt, men da han tog sin første Giro-etapesejr, var det i hvert fald over ca. 220 km. Helt regne med ham har man aldrig kunnet, men i år har han været ganske stabil, og det vil derfor være overraskende, hvis ikke han kører et godt løb, selvom vejen til sejr for ham også må gå over at komme de to giganter i forkøbet.

Jeg har også pæne forventninger til Tiesj Benoot . For et år siden havde jeg regnet løbet som værende for hårdt, men det gør jeg ikke længere efter at have set ham sætte den ene klatrer efter den anden til vægs i San Sebastian og Strade Bianche. Han er da også blevet både nr. 7 og 8 i dette løb med denne rute, og i år synes han at klatre endnu bedre. Han meldte om dårlige ben i Amstel, hvor han alligevel var en af de stærkeste, selvom han sov i timen, da Pogacar-bussen kørte, og hans fornemme resultat på Muren i den klassiker, der ubetinget passer ham dårligst, fjerner al tvivl om hans form. Vi ved også, at han har motoren til den lange distance, og vi ved, at det bliver rigtigt vejr for den Benoot, der kørte så suverænt til en regnvejrssejr i Strade Bianche. Det er klart, at også han lider under en svag spurt og slet ikke har klatreevner, der skal til for at slå Pogacar og Evenepoel, men det skal jo løses ved at komme i forkøbet. Det vil han ikke være bange for at forsøge, for hvordan var det nu, han vandt Strade Bianche? Det var ved at udnytte en regnvejrsdag til at komme Alejandro Valverde og Peter Sagan i forkøbet. Måske han kan kopiere opskriften på søndag. Formen synes at række, og vejret er med ham.

En af de helt store skuffelser i Fleche var Enric Mas, men det er heldigvis for tidligt at dømme ham ude. Min optimisme er dog ikke alt for stor, for vi leder stadig efter den bedste Mas. Han var god i Baskerlandet, men bestemt ikke på sit bedste, og det samme gjaldt i Tirreno. Selvom han er blevet langt bedre og mere stabil også på denne årstid, bliver han stadig først rigtigt god, når han har sin første grand tour i benene. Hans dieselmotor er dog langt bedre stillet i dette opslidende løb, hvor han vil have stor glæde af, at vi formentlig har udsigt til en lang finale. Hans 2. plads i Lombardiet, hvor han fulgte Pogacar helt til dørs, viste jo hans evner i lange, hårde endagsløb, og han er en af de få, der kan drømme om at følge de to favoritter hele vejen. Det har han nok ikke formen til, men hvis han drager fordel af distance og hårdt løb til at finde nogle flere procent, bør han komme langt. Han har også vist, at han kan klare dette vejr, og måske er det en fordel, at han fik en lussing onsdag. Det øger nemlig chancen for, at han satser og kører tidligt, og det er det, der skal til for at vinde - særligt fordi han ikke kan spurte, selvom han i Lombardiet gav Pogacar uventet stor modstand. Jeg har stadig min skepsis i forhold til formen, men helt væk er han jo åbenlyst ikke, og med sit høje topniveau og en rute, der passer ham bedre end onsdagens, bør han i hvert fald ende langt fremme.

Hvad skal vi lægge i det skuffende Fleche fra Valentin Madouas? Selv var han meget ærlig uden nogen undskyldninger. Han manglede slet og ret det punch, der skulle bruges, men det er måske ikke så mærkeligt. Allerede inden løbet havde jeg i hvert fald mine reservationer i forhold til hans evner på så stejl en mur. Jeg tror meget mere på ham i dette lange løb, hvor det handler mindre om punch. Vi så i Amstel, at han leverede et mindre mirakel ved at køre op til de bedste bag de tidlige udbrydere, selvom han var styrtet lige inden nøglepunktet. Det mindede os om hans vilde Strade, hvor han leverede samme fantastiske comeback efter et styrt på et afgørende tidspunkt - et comeback, der var så overbevisende, at han med nogen sandsynlighed havde vundet, hvis han ikke havde været ramt uheld. I forvejen så vi sidste år i Flandern, at han har udviklet sig til en af verdens allerbedste i de lange og hårde endagsløb, og vi ved fra 2022, at han har forbedret sit niveau helt enormt. Det dårlige vejr bør heller ikke genere ham, og blandt favoritterne er han en af de hurtigste. Til gengæld ved vi også, at han stadig er svær at regne med, selvom han er blevet mere stabil. Derfor ved vi ikke, hvilken Madouas vi får, men dukker Strade- eller Amstel-varianten op, er han et af de bedre bud på en vinder.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Alle danske øjne vil være rettet mod Mattias Skjelmose efter den forrygende 2. plads i onsdags, men nu sættes han på en helt anderledes og mere opslidende prøve. Hans præstationer i Baskerlandet og i Huy vidner om, at vi i dag skal regne ham som en af verdens førende murspecialister, men de evner får han kun i begrænset omfang glæde af her. Han har stadig til gode at præstere i et løb, der både er så langt og hårdt som dette, men heldigvis har han både i Amstel, hvor han endda havde uheld, og ved VM vist, at distancen ikke er et problem. Han mangler at bevise sig selv på længere stigninger, men stigningerne her har en længde, der passer ham, og vi ved, at han kan slå stort set alle i en spurt. Spørgsmålet er bare, om kombinationen af distance og mange lange og svære stigninger kan knække hans motor, for indtil nu har han først og fremmest imponeret med sit punch. Det ved vi ikke, men formen er god, og han er stadig så uprøvet, at der ikke er grund til at udelukke noget som helst. Skal han vinde løbet, skal han dog i forkøbet, og spørgsmålet er, om han er villig til at tage de chancer. På det stadium, han er i sin karriere, kan der nemlig være mere værdi i at køre et mere defensivt løb og jagte et top 10- eller et top 5-resultat og dermed bevise sig selv i et monument i stedet for at gribe ud efter en sejr, der alligevel bliver meget svær at opnå.

En af de positive overraskelser i Fleche Wallonne var Romain Bardet. Franskmanden har jo ellers haft en forfærdelig sæson, men pludselig var de hul igennem til de gode ben. Nu kommer vi endda til den klassiker, hvor han har haft størst succes, mest naturligvis med 2. pladsen i 2018, men også med sine to 6. pladser og sin 10. plads. Faktisk har han kun misset top 10 tre af de gange, han har gennemført, og der endte han som nr. 13, 13 og 21, ligesom han med sit VM-sølv og ved flere flotte Lombardiet-udgaver har vist sine evner i disse lange, opslidende løb. Han er også fremragende i dårligt vejr, som vi har set med podiepladsen i Strade og med sit store podiekup i Touren i 2019, og sidste fandt endda også pludselig en god spurt. Det er klart, at hans knap så gode sæson i år gør, at man ikke kan vide sig helt sikker på, om formen nu også rækker til så svært et løb som dette, men når han taler om at have kørt sit hidtil bedste Fleche, er der grund til at have en vis optimisme. Nu har han i hvert fald fået selvtillid.

Vi er vel nu også nødt til at regne Ben Healy som en af favoritterne. Det er klart, at han er en ubekendt i et mere klatretungt løb som dette, for indtil for ganske nylig havde jeg ikke givet ham skyggen af chance. Vi så dog i Coppi e Bartali og Larciano - i et meget ringere felt end dette - at han klarede denne type stigninger ganske fornemt, og han har jo siden i Brabantse og Amstel vist, at han er fremragende i regnvåde og kolde endagsløb - måske endda særligt, hvis distancen er lang. Også han lider under sin manglende spurt, men til gengæld ved vi, at han er en af feltets absolut med aggressive ryttere, og vi ved, at formen er god. Han var ikke langt fremme i Fleche, men det eksplosive løb passede ham også dårligt. Søndag kommer hans motor for alvor til sin ret, og det synes at være hans store force. Jeg kan være meget bekymret for, om han kan være med de bedste på så klatretung en rute, for det er helt uberørt land for ham, men nu har jeg kronisk rangeret ham lavere, end han burde. Han har i hvert fald for vane at overraske, og særligt i dette vejr virker det sandsynligt, at det kan ske igen på en rute, der med sit dieselpræg burde passe ham ganske glimrende.

Er det forkert at rangere Tom Pidcock så lavt? Det kan sagtens være, at jeg dummer mig, men min optimisme er lidt begrænset. Han kørte jo et flot Amstel, men efterfølgende brokkede han sig over, at han stadig har det svært med lange distancer. Sandt er det da også, at han endnu aldrig har kørt med om sejren til allersidst i et løb, der er så langt som dette, før sidste søndags løb, hvor han løb helt tør for kræfter til sidst. Hvis det vitterligt er en udfordring, er dette løb formentlig for opslidende, og derudover var onsdagens skuffelse meget ildevarslende. Det var i hvert fald et løb, der passede ham som fod i hose, mens der er langt flere ubekendte i dette vanskeligere løb. Selv mente han, at han ikke var kommet sig efter søndagens løb, men når først hans form er aftagende, synes det ikke pludselig at blive bedre. Til gengæld burde løbets profil passe ham, han kan slå alle i en spurt, og en crossrytter kan ikke blive afskrækket af lidt dårligt vejr. Det virker bare ikke realistisk, at han kører med de to giganter, og spørgsmålet er, om han tager chancen og angriber tidligt. Han tror nemlig så meget på sig selv, at han formentlig går efter den direkte konfrontation med Pogacar og Evenepoel - og den tror jeg desværre, at han taber.

For nogle uger siden havde Neilson Powless stået meget højt på denne liste. Amerikaneren har nemlig haft en absurd god sæson, hvor efter to opvarmningsløb på Mallorca gik i top 7 i syv løb i træk - løb, der dækkede stort set hele spektret i variation. Desværre er han nu styrtet to gange i træk, og særligt i Amstel så han ud til at have slået sig. Det har formentlig sat ham tilbage, og derudover er det altså på søndag tre uger siden, at vi har haft lejlighed til at vurdere, om formen er intakt. Det kan man godt frygte, at den ikke er, når han har været flyvende så længe, men på den anden side har han faktisk ikke kørt særligt mange løb i marts og april. Vi ved, at det er i de kuperede endagsløb som dette, at han er allerbedst, og sidste år var han faktisk sidste mand til at slippe Evenepoel på Redoute. Siden har han forbedret sig helt enormt, og dette er vel den klassiker, der passer ham allerbedst. Hans store styrke er lange distancer, og løbet her er mindre eksplosivt end Sanremo og Flandern, hvor han overraskede positivt med placeringer som hhv. nr. 7 og 5. Han er også den rette aggressive type til at tage chancer med tidlige angreb, som han har motoren til at gøre færdige. Spørgsmålet er bare, hvad det har kostet at styrte to gange på fire dage og at have været i form siden slutningen af januar.

En af løbets store jokers er Richard Carapaz . Der er ikke meget, der tyder på, at ecuadorianeren er flyvende, men vi ved også, at en formstærk Carapaz kan være ganske modbydelig i et løb som dette. Det er ikke hvem som helst, der bliver olympisk mester, og Joao Almeida kan efter sidste års Catalonien skrive under på, at Carapaz er en kedelig modstander i regnvejr. Hans endeløse aggression betyder også, at han ikke vil tøve to sekunder med at forsøge at komme favoritterne i forkøbet, men rækker formen? Han fik fjernet sine mandler i løbet af en svær, svær vinter, og han kom tilbage til Europa i en form, der var langt ringere end ventet. Det så til gengæld ud til at gå hurtigt med forbedringen i Indurain og Baskerlandet, indtil han blev ramt af allergi og måtte udgå. Nu har han så aflyst sin deltagelse i de første løb i denne serie, og det kan indikere, at han ikke er på toppen. Til gengæld har han også haft lang tid til at forbedre sig siden sit sidste løb, og hvis han har fortsat fremgangen, kan man vente sig noget stort. Det er i hvert fald farligt at udelukke en af feltets bedste ryttere, når han ikke har været i aktion i nogen tid.

Efter den flotte kørsel på Sicilien og i Amstel var onsdagens præstation fra Alexey Lutsenko måske skuffende, men som jeg allerede skrev i optakten, var det en finale, der var for stejl og svær for ham. Inden løbet sagde han da også, at et topresultat ikke var realistisk, og at han først og fremmest havde blikket rette mod Liege. Her er stigningerne da også knap så stejle og mindre eksplosive, og det er en rute, der passer ham langt bedre. Han viste også i søndags, at han fint kan klare distancen, men det var omvendt også problematisk, at han blev sat ganske klart af både Healy og Pidcock. Han skal have forbedret sig, hvis han skal vinde, men det burde også være muligt efter en lang pause og en svag sæsonstart. Det dårlige vejr burde passe ham, og han er i hvert fald den helt rigtige angrebstype til at tage de chancer, der skal til for at gribe ud efter sejren. Spørgsmålet er bare, om han har fundet de procent, han manglede i Amstel, og om den Lutsenko, vi ser i dag, vitterligt har et niveau, der rækker til at vinde så stort og svært et løb som dette.

For nogle dage siden havde jeg ganske store forventninger til Jai Hindley . Australieren var nemlig en positiv overraskelse i Amstel, hvor han var en af de stærkeste, selvom hans motor ikke rigtigt belønnes i endagsløb. Med så stærkt et Amstel burde han jo stå meget stærkere i dette løb, der passer ham langt bedre, men desværre missede han jo Fleche med sygdom. Bora har intet sagt om, hvorvidt det er alvorligt eller ej, og det er derfor slet ikke sikkert, at han stiller til start. Lidt har det jo i hvert fald nok kostet, men som Landa beviste i onsdags, kan man jo sagtens præstere få dage efter en forkølelse, hvis den har været mindre alvorlig. Lad os håbe, at det også gælder, så vi kan få lov at se den Hindley, vi så i søndags. Vejret kan dog være en udfordring, for vi så vel i Giroen i 2020, at det ikke var på de våde og kolde dage, at han var bedst.

Bora kommer med en joker i Aleksandr Vlasov . Sidste år var russeren måske næstbedste mand bag Evenepoel, men det var også i et år, hvor han imponerede stort. Det har han mildt sagt ikke gjort i sin pauvre 2023-sæson, hvor han kommer direkte til løbet fra et Tour of the Alps, der igen var skuffende. Hans stærke kongeetape indikerer dog, at tirsdagens nedtur i vidt omfang var udtryk for en dårlig dag, og Lennard Kämnas udbrud betød jo, at han var forhindret i at vise det, hvis han havde bedre ben end som så. Meget klogere bliver vi måske på fredagens sidste etape, hvilket kan få mig til at ændre hans rangering på denne liste. Det er en svær opgave at kombinere Alperne med Liege, men blandt andre Domenico Pozzovivo har vist, at det sagtens kan lade sig gøre - akkurat som Lutsenko så fornemt kombinerede Sicilien med Amstel. Det dårlige vejr er imidlertid endnu en faktor, der taler imod Vlasov, og med det, han har vist i år, er jeg grundlæggende ikke specielt optimistisk på hans vegne, selvom hans topniveau er så højt.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

En anden rytter, der kommer fra Alperne, er Pavel Sivakov . Det er som sagt en svær kunst, men det er en kunst, der er mulig, og Sivakov kunne meget vel have motoren til det. Han kom relativt let igennem de sidste to dage, men han efterlod et lidt blandet indtryk i Giro-generalprøven. Han virkede bestemt ikke helt på toppen, men måtte også ofre egne chancer for Tao Geoghegan Hart. Hans sublime San Sebastian vidner om hans evner i lange, hårde endagsløb, og det dårlige vejr er næppe heller nogen ulempe for ham. Desværre efterlod han ikke i denne uge indtryk af at være tæt på sit niveau fra august. Det havde ført ham langt i dette løb, men nu synes han ved første øjekast at mangle lidt for meget. Hans rolle i Alperne betyder dog også, at han har potentiale til at levere en positiv overraskelse.

Det blev helle ikke i år, at Ion Izagirre pludselig tog sine gode ben med fra Baskerlandet til Fleche, og nu er spørgsmålet, om han kan bryde trenden i Liege. Også i dette løb har man nemlig gang på gang ventet sig et topresultat fra en mand, der altid er kommet til løbet efter fremragende kørsel på hjemmebanen, men kun én gang er det lykkes, nemlig da han i 2017 blev nr. 5. Hans næstbedste resultat er bare sidste års beskedne 27. plads, og det endda selvom han har kørt løbet hele otte gange. Til hans forsvar skal siges, at han i to sæsoner stillede til start som hjælper for Valverde, men det ændrer ikke på, at det er bemærkelsesværdigt, at hans gode ben har for vane at forsvinde. Dertil skal lægges, at hans niveau i dag er markant lavere end for år tilbage, og at det kun er i Baskerlandet, han synes at finde det tilstrækkelige niveau. Til gengæld vil det niveau, han viste for et par uger siden, også føre meget langt på en rute, der burde passe ham, og nu hjælpes han endda af rigtigt Izagirre-vejr. Onsdagens løb giver bare ikke en stor tro på, at det er i år, trenden vender.

Det er trist at rangere David Gaudu så lavt. Franskmanden har jo både til OL, i Lombardiet og i dette løb, hvor han er blevet hhv. nr. 3 og 6 i sine seneste to optrædender vist, at han er skabt til de lange, hårde endagsløb. I Paris-Nice var han endda bedre end nogensinde, men desværre er hans ardennerkampagne endt i en katastrofe. Han er to gange blevet slået tidligt ud af allergi efter et Baskerlandet, hvor sygdom allerede havde sat ham tilbage, og det kan godt være lidt svært at tro på, at det ikke sker igen på søndag. Mere fugtigt vejr burde i teorien hjælpe på den slags lidelser, men det hjalp ham jo ikke synderligt i Amstel, hvor vejret var tilsvarende. Der ligger naturligvis et håb i, at han plejer at køre stærkt i dette løb - allergi eller ej - men den teori har bare ikke holdt indtil nu. Ser vi den bedste Gaudu, skal forventningerne være store, for hans Baskerlandet var i lyset af sygdommen ganske flot. Problemet er bare, at det er lidt svært at tro, at den forbandede allergi pludselig lader den bedste Gaudu genopstå efter to fiaskoer i træk.

Den anden danske kandidat er Andreas Kron, der jo bekræftede sine evner i disse løb med sin flotte 4. plads i Amstel. Desværre betød et styrt, at han onsdag valgte at agere hjælper for Maxim Van Gils, men det synes ikke at have været et uheld, der vil sætte ham mærkbart tilbage. Til gengæld er dette også et løb, der kan være en anelse for hårdt. Amstel passer ham i hvert fald umiddelbart bedre, og her var han trods alt nok ikke helt uheldig med at blive hjulpet kraftigt af den stærkere Lutsenko. Han viste særligt i Andalusien, at han er ganske stærk også på længere stigninger som disse, men jeg vil forvente, at han får svært ved at hamle op med de bedste klatrere i terræn som dette - akkurat som han løb lidt tør for kræfter i det ellers flotte Strade Bianche. Distancen klarede han til gengæld fint i søndags, og her viste han også igen, at han har præcis den aggression, der nok skal til, hvis han skal have et absolut topresultat.

Jumbos andet bud er Attila Valter, der jo har forbedret sig voldsomt efter skiftet til det hollandske hold. Han virkede dog ikke flyvende i Amstel, hvor han ganske vist endte på bagkant bag styrtet, men i hvert fald ikke var stærk nok til at gå med i Madouas’ angreb. Til gengæld kørte han en ganske pæn 11. plads hjem i Fleche, og vi så jo Strade Bianche, hvor god han kan være i et kuperet endagsløb. Omvendt så vi hans klare begrænsninger på lidt længere stigninger, da han var i udbrud på Baskerlandets kongeetape, og han har stadig til gode at bevise, at han kan være med helt i front i et løb, der er så langt og hårdt som dette. Skulle jeg for alvor tro på det, skulle han nok have leveret lidt bedre på den baskiske kongeetape og i onsdags, men han har trods alt udviklet sig så positivt, at jeg kan blive positivt overrasket.

Endelig er de Maxim Van Gils. Efter et skuffende 2022 er han endelig kommet tilbage på sporet, og nu har han fulgt en stærk sæsonstart op med to top 10-placeringer i Ardennerne. Det var dog nok også de to løb, der passede ham bedst, og han sagde også inden ardennerugen, at Liege nok ville blive den vanskeligste udfordring. Ser vi på, hvordan han i et ellers flot Strade løb tør for kræfter til sidst, vil jeg tro, at han fortsat mangler lidt for meget til et løb, der er så svært som dette. Han kørte til gengæld godt over en lang distance i søndags, men her var han også i finalen hjulpet af, at Krons udbrud gav ham lov til at sidde på hjul. Jeg tror, at han på sigt har en bedre chance, men lige nu tror jeg, at han mangler lidt for meget, og at løbet i denne fase stadig er en anelse for hårdt til det belgiske puncheurtalent.

BEMÆRK: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor er denne optakt temmelig foreløbig. Den foreløbige startliste kommer formentlig fredag, hvorfor der kan dukke nye navne op på min favoritliste, hvis der kommer uventede tilmeldinger. I samme ombæring vil jeg skrive holdoversigten og uddele de sidste stjerner.

OPDATERING: Der er fredag som ventet kommet en foreløbig startliste, og flertallet af holdene er også udtaget. Ikke helt uventet stiller Carapaz ikke til start. Det gør til gengæld Pavel Sivakov, hvorfor der er tilføjet et afsnit om ham ovenfor.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet. Bora har ikke uventet alligevel udtaget Higuita, men efter sygdom synes han at have tabt alt den gode form fra Baskerlandet, og han lød ikke optimistisk efter den seneste skuffelse i Liege. Derudover er der et par mindre ændringer, som har givet anledning til justeringer i holdoversigten nedenfor. UAEs mulighed for at kontrollere løbet svækkes yderligere af tabet af Diego Ulissi, der er ude med sygdom.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

OPDATERING 3: Den seneste vejrudsigt er ringere end den oprindelige. De vil starte i tørvejr med lidt sol, men fra middagstid vil der være risiko for byger, og den seneste times tid er risikoen for nedbør stor (70-85%). Temperaturen vil være 14 grader, men vigtigst er det, at vinden vil være i syd og ikke i sydvest. Det betyder, at modvindsstykkerne i finalen forsvinder, og det vil gøre det til et endnu hurtigere og mere selektivt løb, hvor chancen for, at Evenepoel og Pogacar åbner tidligt, øges, men hvor chancen for at komme i forkøbet også synes større.

***** Tadej Pogacar

**** Remco Evenepoel, Mikel Landa

*** Michael Woods, Giulio Ciccone, Tiesj Benoot, Enric Mas, Valentin Madouas

** Mattias Skjelmose, Romain Bardet, Ben Healy, Tom Pidcock, Neilson Powless, Alexey Lutsenko, Jai Hindley, Aleksandr Vlasov, Pavel Sivakov, Ion Izagirre, David Gaudu, Andreas Kron, Attila Valter, Maxim Van Gils

* Ilan Van Wilder, Esteban Chaves, Guillaume Martin, Rudy Molard, Warren Barguil, Alex Aranburu, Sergio Higuita, Laurens De Plus, Jan Tratnik, Juan Pedro Lopez, Aurelien Paret-Peintre, Ben O’Connor, VictorLafay, Quinten Hermans, Søren Kragh, Santiago Buitrago, Matej Mohoric, Ruben Guerreiro, Marc Hirschi, Roger Adria, Tobias Johannessen, Lorenzo Rota, Wout Poels, Bauke Mollema, Matteo Sobrero, Sam Oomen, Clement Berthet, Benoit Cosnefroy, Mauro Schmid, Andrea Bagioli, Kobe Goossens, Torstein Træen, Quentin Pacher, Steff Cras, Jonas Gregaard, Mathieu Burgaudeau, Valentin Ferron, Simon Clarke, Antony Perez

STREAM LIEGE-BASTOGNE-LIEGE OG TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Mattias Skjelmose og Andreas Kron er begge kaptajner på deres hold, hvorfor de er omtalt ovenfor. På Alpecin er også Søren Kragh en af kaptajerne, og på denne hårde rute skal han som i Fleche forsøge at udnytte den gode form til at lave et resultat ved at angribe tidligt. Mikkel Honoré er udset til en hjælperrolle på EF, hvor han ventes at skulle støtte Ben Healy, Neilson Powless, Richard Carapaz og Esteban Chaves. På Uno-X skal Jonas Gregaard, Anthon Charmig og Jacob Hindsgaul formentlig støtte Tobias Johannessen og forsøge at ramme det tidlige udbrud, men Gregaard burde også have en relativt beskyttet rolle med mulighed for at gentage sidste års top 30, hvis han er frisk efter søndagens styrt. Endelig skal Mads Würtz Schmidt på Israel-PT støtte Michael Woods.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Remco Evenepoels sejr fra 2022, Tadej Pogacars sejr fra 2021, Primoz Roglics sejr fra 2020, Jakob Fuglsangs sejr fra 2019, Bob Jungels’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Wout Poels’ sejr fra 2016, Simon Gerrans’ sejr fra 2014 samt Dan Martins sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Soudal-Quick Step: Holdet har meldt ud, at det handler 100% om Evenepoel. Holdets plan B kunne være Ilan Van Wilder, der passer til løbet, men skuffede en anelse i Fleche, og han kommer kun i spil i tilfælde af uheld til Evenepoel. Det samme gælder for Andrea Bagioli, hvis stjerne også er falmet voldsomt efter et skuffende Fleche, Mauro Schmid, for hvem løbet dog nok er lidt for hårdt, og Louis Vervaeke, der ellers kørte et flot Fleche. Julian Alaphilippe er til start, men efter en lang skadespause har han meldt ud, at han kun skal hjælpe kaptajnen.

Alpecin-Deceuninck: Quinten Hermans blev nr. 2 sidste år, men skal han være med i front, skal han være i superform, og det tyder det ikke på, at han er efter den sygdom, der kostede Amstel. Søren Kragh er den anden kaptajn og viste fornem form i Fleche, men i dette hårde løb skal han angribe tidligt, hvis han skal lave et resultat. Jason Osborne og Robert Stannard viste bedre takter i onsdags, men har manglet alt for meget.

Jumbo-Visma: Det handler om Benoot og Valter, men Jan Tratnik, der har trænet frem mod Giroen, har potentiale til at komme langt, hvis han er klar. Sam Oomen er fint kørende, men helt fremme kan han ikke være.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

INEOS Grenadiers: Det må handle om Pidcock og Sivakov, men Laurens De Plus viste i Alperne, at han efterhånden også er top 20 kandidat. Løbet er for svært for Magnus Sheffield, og Michal Kwiatkowski og Omar Fraile er for formsvage.

Lotto Dstny: Det handler om Kron og Van Gils. Sylvain Moniquet er for formsvag.

BORA-hansgrohe: Vlasov og Hindley ligner kaptajnerne, da forventningerne til Sergio Higuita som nævnt i opdateringen er små. Patrick Konrad har før gjort det godt i løbet, men er en skygge af sig selv, som også Giovanni Aleotti er det. Løbet er for hårdt for Ide Schelling.

Bahrain-Victorious: Landa er den erklærede kaptajn, men holdet vil også bruge Santiago Buitrago offensivt i finalen. Tour of the Alps viste dog igen, at han fortsat er lidt overmatchet mod de allerbedste. Matej Mohoric har tidligere været i top 5, men i Amstel virkede han træt efter et langt forår, selvom de giver ham en jokerrolle. Wout Poels virker godt kørende, men er erklæret hjælper, og det samme er formsvage Pello Bilbao.

Movistar Team: Mas må være bedste bud. Alex Aranburu har i år klatret bedre end nogensinde, men han bør være lidt for tung til et absolut topresultat. Ruben Guerreiro leder stadig efter sit topniveau og virkede i Fleche hæmmet af styrtet i Amstel. Gonzalo Serrano er stadig skuffende, og Gorka Izagirre er hjælper.

EF Education-EasyPost: Healy og Powless ligner bedste bud. Esteban Chaves kørte pænt i Baskerlandet, men efter et skuffende Fleche må optimismen være begrænset. Mikkel Honoré leder stadig efter sin bedste form, og efter styrtet i Amstel er han udnævnt til hjælper, som også formsvage Andrea Piccolo må være det.

UAE Team Emirates: Holdet får en stor opgave med at kontrollere løbet, og derfor handler det 100% om Pogacar. Skulle han have uheld, er Marc Hirschi det mest formstærke bud på en plan B, men han har været for formsvag siden skaden. George Bennett og Felix Grossschartner har været skuffende.

Israel-Premier Tech: Det handler om Woods. Simon Clarke er godt kørende, men løbet er for hårdt, og Krists Neilands og Nick Schultz synes ikke i form.

Team Arkea Samsic: Det handler 100% om Warren Barguil, men trods en fin top 10 i Fleche har han i år ikke vist et niveau, der gør det sandsynligt med endnu en top 10, for han er altid bedre i Fleche end i Liege. Simon Guglielmi har været god i år, men helt fremme kan han ikke være, og det er for tidligt for Louis Barré.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Groupama-FDJ: Det må handle om Gaudu og Madouas. Rudy Molard har fire top 20-placeringer i løbet, men styrtede i Amstel og var for forslået i Fleche til at gå efter et resultat. Det samme gjaldt for Quentin Pacher, for hvem løbet også er en anelse for hårdt. Løbet er også for svært for Kevin Geniets.

TotalEnergies: Valentin Ferron har været flyvende, og Mathieu Burgaudeau har endelig fundet formen, men løbet er for svært. Det passer godt til Steff Cras, men en skuffende weekend giver ingen grund til optimisme.

AG2R Citroën Team: Holdet har fire kaptajner i Benoit Cosnefroy, Ben O’Connor, Clement Berthet og Aurelien Paret-Peintre. Løbet har altid været for hårdt for Cosnefroy, der nu tillige missede Fleche med sygdom, og O’Connor var alt andet end imponerende i sidste weekend. Berthet var solid, men niveauet her er for højt. Bedste kort er nok den i år godt klatrende Paret-Peintre, der kørte fint i Alperne, men også han får svært ved at være med helt fremme. Mikael Cherel og unge Alex Baudin må være hjælpere.

Team DSM: Bardet er den erklærede kaptajn. Matthew Dinham har kørt flot i de første klassikere, men niveauet er lidt for højt, og Kevin Vermaeke har intet vist i lang tid.

Intermarché-Circus-Wanty: Bedste bud er på papiret Lorenzo Rota, men han synes slet ikke at have formen. Derfor ender Kobe Goossens måske bedst, men han kan ikke være helt fremme. Rui Costa er formsvag og missede endda Fleche med en skade, løbet er for hårdt for Georg Zimmermann, og Lilian Calmejane har intet vist på det sidste.

Cofidis: Izagirre ligner bedste bud. Victor Lafay kørte et godt Fleche, men dette løb passer ham dårligere, og han har erklæret sig som hjælper. Efter en svag start viste Guillaume Martin klar fremgang i sidste weekend, men ikke nok til at tro på et topresultat, og trods sejren i Doubs var Jesus Herrada langt fra sit bedste i weekenden. Anthony Perez har været flyvende i år og er en af holdets kaptajner, men løbet er fo svært til et absolut topresultat. Simon Geschke er formsvag.

Uno-X Pro Cycling Team: Tobias Johannessen viste endelig livstegn i Fleche, men han har ikke vist nok til så svært et løb. Sidste år gik Jonas Gregaard i top 30, og det kan han måske gentage, hvis han er kommet sig efter styrtet i Amstel. Et solid kort er også Torstein Træen, der viste fin form i Alperne, men ikke nok til et absolut topresultat. Fredrik Dversnes er faldet helt sammen efter sin stærke periode, og Anthon Charmig og Anders Johannessen synes formsvage.

Trek-Segafredo: Skjelmose og Ciccone er de erklærede kaptajner, men Juan Pedro Lopez har efterhånden en form, hvor han formentlig kan gøre det hæderligt. Bauke Mollema er ikke flyvende og har indstillet sig på en hjælperrolle, som det også gælder for Julien Bernard og Tony Gallopin.

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Lutsenko. Simone Velasco kørte et flot Amstel, men dette løb er for hårdt, og Cristian Scaroni synes at have mistet den gode baskerform. Samuele Battistella kom med et fint angreb i Fleche, men synes efter den lange pause at mangle for meget, mens David De La Cruz fortsat er formsvag.

Bingoal WB: Det er formentlig Lennert Teugels , der kommer længst, men Fleche viste, at det ikke er langt. Det er det heller ikke for de skuffende Alexis Guerin, Marco Tizza og Remy Mertz . Løbet er for hårdt for Julian Mertens, og det er for svært for Luca Van Boven, der ellers var bedst i Fleche.

Team Jayco AlUla: Holdet kører 100% for Matteo Sobrero, men efter at være faldet tilbage i Amstel grundet uheld - men også knap så gode ben - skuffede han for meget i Fleche, der burde passe ham langt bedre. Kevin Colleoni er fortsat formsvag, og niveauet er for højt for ellers formstærke Tsgabu Grmay samt den Alessandro De Marchi, vi kender i dag.

Team Flanders-Baloise: Kamil Bonneu passer til løbet, men han er stadig for formsvag. Næstbedste bud er Jenno Berckmoes, men han kommer ikke langt i dette felt.

Equipo Kern Pharma: Roger Adria har hævet sit niveau enormt og kørte senest fornemt i Fleche, men det vil overraske, hvis han er med helt fremme i så langt og svært et løb som dette.

STREAM LIEGE-BASTOGNE-LIEGE OG TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE