Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Milano-Sanremo
16. marts 2018 23:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Omloop Het Nieuwsblad fungerede som en lille teaser, men den rigtige klassikersæson starter først lørdag, når Milano-Sanremo afvikles.

SÆT DIT ELLER DINE MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE - KONTANTE PRÆMIER

Som et af bare fem monumenter og det længste løb på hele kalenderen er den italienske klassiker blandt de allermest prestigefulde løb, og med dets helt unikke rute er det et af de mest åbne, hvor både sprintere og klassikerryttere kan gå efter sejren. Efter mange års forsøg på at gøre ruten hårdere er der igen i år tale om helt klassisk udgave af La Primavera, hvor det hele skal afgøres i den spændingsmættede finale på de berømte stigninger Cipressa og Poggio, inden det hele afsluttes på Via Roma i Sanremo. Enhver cykelrytter drømmer om at hæve armene i triumf på en af cykelsportens mest berømte opløbsstrækninger og at fejre sejren i klassikeren, der har ry for at være den nemmeste at gennemføre, men samtidig den sværeste at vinde.

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerede i cykelmæssig forstand forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu engang intimt forbundet med endagsløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligt om klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagsrytterne er intet mere vigtigt end de kommende måneder.

 

Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne gav en første mulighed for at teste formen i et virkeligt betydningsfuldt endagsløb, men begge havde stadig kun karakter af forberedelse. På lørdag er opvarmningsfasen imidlertid endegyldigt slut. Nu er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagsløb, Milano-Sanremo.

 

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagsscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Somvirkeligt internationale endagsløb i et land, hvor de nationale hold spiller en stor rolle, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen.

 

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt speciel rolle i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 109. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

 

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejre og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

 

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1976 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endagsløb, men siden Filippo Pozzatos sejr i 2006 er det ikke lykkedes de lokale helte at sejre.

 

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres titler, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

 

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano henover den flade Po-slette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, og igen i år skal der tilbagelægges ikke mindre end 291 km.
 

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

 

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der ofte skabes på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

 

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det eget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

 

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde folk som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

 

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigningen. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

 

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og nu synes man helt at have opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små capi-stigninger, Cipressa og til sidst Poggio er hovedudfordringerne. Det har haft en klar effekt på løbet, og siden man vendte tilbage til denne rute, er det kun i 2017, at løbet ikke er endt i en spurt.

 

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man returnerede til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været.

 

Sidste år blev traditionen brudt, da løbet for første gang siden 2013 ikke endte i en spurt. Det skete, da Peter Sagan med et forrygende angreb med Poggio skabte en fronttrio, der ud over ham selv også inkluderede Michal Kwiatkowski og Julian Alaphilippe. Efter at slovakken havde lavet langt det meste af arbejdet, lykkedes det for Kwiatkowski at presse ham til at åbne en lang spurt, og det gjorde det muligt for polakken akkurat at komme forbi på de sidste meter og dermed sikre sig sin første monumentsejr foran verdensmesteren og Alaphilippe. Efter sejren i Tirreno-Adriatico vender en formstærk Kwiatkowski tilbage for at forsvare titlen, mens Sagan atter jagter den sejr i Sanremo, som endnu er undsluppet ham. Efter en yderst succesrig debut sidste år er også Alaphilippe med denne gang, hvor han stiller til start som en af flere kaptajner på et stærkt Quick-Step-mandskab.

SÆT DIT ELLER DINE MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE - KONTANTE PRÆMIER

Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo. Da både Le Manie og Pompeiana er definitivt ude af billedet, er løbet igen i år tilbage i dets helt traditionelle format, som det har haft i det meste af de seneste årtier, og der er derfor absolut ingen overraskelser på den 291 km lange rejse fra Po-sletten til Sanremo på den italienske Middelhavskyst. Derfor kan løbet ventes at have dets helt sædvanlige forløb, som har gjort La Primavra til en værdsat del af cykelkalenderen og givet anledning til spændingsmættede finaler. Ruten er helt uforandret i forhold til de sidste to år.

 

Som vanligt starter man på Piazza Sempione i Milanos centrum, og derfra bevæger man sig mod sydøst og ned mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Po-sletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består de første 139 km af en fuldstændig flad rejse, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret.

 

Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter. Løbet bliver langsomt mere seriøst, når man nærmer sig bakkerne, der ligger gemt bag Middelhavskysten, og rytterne skal her op over Passo del Turchino, før de får det første glimt af havet. Stigningen fører op til løbets højeste punkt i 532 m højde, men er ikke vanvittigt svært. Ikke desto mindre er det første chance for de hold, der vil af med sprinterne, til at øge farten og gøre løbet så hårdt som muligt.

 

Turchino-passet efterfølges af en hurtig nedkørsel, der fører direkte ned til Middelhavskysten bare få kilometer vest for storbyen Genova. Så snart man har nået kystvejen, drejer man til højre, og herfra består resten af løbet af en lang tur langs vandet, kun afbrudt af nogle små ture ind i landet, hvor man udfordres af de mange stigninger, der kendetegner den smukke Liguriske kyst.

 

Som sagt har rytterne i de senere år oftest haft Le Manie på programmet på den første del af denne rejse, men stigningen er nu fjernet. Derfor er de første 80 af denne kysttur næsten fuldstændigt flad, og der kommer ingen klatreudfordringer, før feltet når frem til 240 km-mærket. Ikke desto mindre vil det være vigtigt for mange hold at holde farten høj, da det handler om at gøre løbet så svært som muligt for sprinterne. Milano-Sanremo er altid et langt ventespil, hvor det er den lange distance, der langsomt trætter rytterne.

 

De første udfordringer er de tre små capi, Capo Mele, Capo Cervo og Capo Berta, der kommer hurtigt efter hinanden efter henholdsvis 239,6, 244,7 og 252,6 km. Det er vanligvis her, at det tidlige udbrud splittes op og gradvist hentes, mens klassikerspecialisternes hold øger farten markant. Stigningerne er aldrig hårde nok til at blive brugt til angreb, men nedkørslerne kan være farlige, og som det skete for tre år siden kan de benyttes af en mindre gruppe til at slå et hul, specielt hvis vejene er våde.

 

Fra toppen af Capo Berta resterer der 38,4 km. Den første del er den korte nedkørsel, der leder frem til et fladt indløb til bunden af Cipressa-stigningen. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod stigningen ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

 

Med en længde på 5,6 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1%. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at den kommer efter hele 269,5 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet.

 

Fra bunden af nedkørslen resterer der ca. 20 km. De første 9,1 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,7 km igen.

 

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

 

Toppen af stigningen kommer med bare 5,4 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid.

 

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,3 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det er et velkendt faktum, at vejret altid spiller en kolossal rolle i klassikerne. Solrige og varme betingelser gør de store løb meget nemmere, mens regn og vind kan gøre det til en brutal overlevelseskamp. Traditionelt har Milano-Sanremo naturligvis haft meget bedre vejr end de nordlige klassikere, men af en eller anden grund var løbet nærmest lammet af elendige forhold i 2013, 2014 og 2015. I 2013 var kulden uudholdelig, og rytterne måtte fragtes i busser henover Tuchino-passet, mens det i 2014 regnede hele dagen. Også 2015-udgaven var en særdeles våd affære, mens de seneste to udgaver har været afviklet i nærmest perfekte betingelser.

 

I år har de europæiske løb været præget af forfærdeligt vejr. Åbningsweekenden var lammet af sibirisk kulde og både Paris-Nice og Tirreno-Adriatico sluttede af i regnfulde betingelser. Det kunne ligne et varsel forud for Milano-Sanremo, der i år med sikkerhed bliver en drivvåd affære. Der ventes nemlig at falde let regn lige fra starten i Milano henover Po-sletten og videre langs lysten til målet i Sanremo. Temperaturen vil måske midtvejs nå op på 13 grader, men langt det meste af dagen vil den bare være 10-11 grader.

 

Vindretningen på stigningerne er yderst afgørende i Milano-Sanremo, men det vil være alt andet end blæsende på lørdag. Faktisk vil der bare blæse en svag til let vind fra forskellige retninger. Der meldes om sydlig vind i starten, om nordlig vind midtvejs og sydvestlig vind på det sidste stykke frem mod Sanremo. Det vil give en blanding af med-og modvind på stykket frem mod Turchino-passet, mens der vil være ren modvind i det meste af den sidste del. I finalen vil der være sidemodvind på Poggio og modvind på nedkørslen. Der vil være sidemodvind på den flade kystvej.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FORÅRSKLASSIKERNE - SPILLET STARTER LØRDAG KL. 14.30
 

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagsløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere i en spurt er relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France. Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i podiet fra 2016, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en ren spurt. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig reelt har en chance for at gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang.

 

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater.

 

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem. Med Pompeiana og Le Manie ude er løbet imidlertid tilbage i dets helt traditionelle format, og her taler historien sit tydelige sprog. Da løbet benyttede denne rute i 1990erne og første del af 2000erne, lykkedes det kun for Filippo Pozzato i 2006, Paolo Bettini i 2003 og Gabriele Colombo i 1996 at snyde de hurtige folk i en æra, hvor La Primavera var stærkt domineret af sprintere. Efter den seneste tilbagevenden til den gamle rute i 2014 har scenariet været det samme, og end ikke det dårlige vejr i 2014 og 2015 kunne ændre på det forhold. Der er ganske vist tale om et langt løb, men manglen på klatring betyder, at balancen i den grad er tippet til fordel for sprinterne. Kun sidste år lykkedes det en nærmest overmenneskelig Peter Sagan at trække en trio fri og undgå det efterhånden obligatoriske spurtscenarium.

 

Vejret spiller altid en afgørende rolle i Sanremo, og det vil helt sikkert blive en nøglekomponent også i år. Som sagt ventes der forfærdeligt regnvejr hele dagen, og sammen med kulden vil det bidrage det til at gøre løbet hårdere og mere opslidende end vanligt. Det er dog ikke sikkert, at det i sig selv være tilstrækkeligt til at forhindre en spurt, som vi så det i 2014 og 2015, hvor vejret også var forfærdeligt, men hvor der alligevel skulle spurtes om sejren.

 

En anden nøglefaktor er vinden. I år vil det ganske vist ikke være blæsende, men den smule vind, der er, vil være enten mod- eller sidemodvind på stort set hele kyststrækningen. Det er en klar fordel for sprinterne og til stor ulempe for udbrydere, der traditionelt har haft meget sværere ved at gøre en forskel på Poggio samt at holde sig fri på det flade indløb mod mål.

 

Som altid er der meget forskelligartede interesser i løbet. Hvor hold som UAE, Trek, LottoNL, Astana, FDJ og Lotto Soudal håber på et let løb, så deres sprintere kan overleve, mens det for Bora, Sunweb og Bahrain handler om at gøre løbet hårdt, da deres kaptajner alle er meget hårdføre afsluttere. For Sky, der er uden sprinter, handler det om at gøre løbet knaldhårdt, mens situationen er speciel for Quick-Step og Mitchelton-Scott. Førstnævnte har Julian Alaphilippe og Philippe Gilbert, der skal bruge udskilning, men også Elia Viviani, der har brug for et let løb. For australierne har Caleb Ewan brug for, at det bliver nemt, mens Matteo Trentin vil have det knaldhårdt. Derfor vil det næppe være de to hold, der for alvor tager kollektivt initiativ, men deres kaptajner vil helt sikkert spille en hovedrolle i finalen.

 

De første ca. 240 km vil forløbe på vanlig maner. Et tidligt udbrud vil blive etableret, og de vil få et meget stort forspring, inden jagten langsomt sættes i gang. I år vil ansvaret formentlig blive lagt på skuldrene af Bora, Quick-Step og UAE, men også Sky, Trek og Sunweb kan tænkes at give en hånd med. Langsomt vil udbruddet blive trukket ind, inden det formentlig splittes op på de tre Capi-stigninger, hvor farten vil gå i vejret, og hvor de hold, der har interesse i at gøre løbet hårdt, vil sætte et hårdt tempo. Desværre betyder de våde veje, at alle vil være fremme inden de grimme nedkørsler, og det vil med statsgaranti betyde styrt, der meget vel kan skabe splittelser i feltet. I denne fase kan man ikke vinde løbet, men der er meget stor sandsynlighed for, at mindst én favorit vil tabe det

  

I de senere år er der blevet kørt meget defensivt på Cipressa, og det er først henover toppen, at der er blevet angrebet. I stedet er der blevet sat højt tempo, formentlig af enten Sky eller Bora, og der vil næppe komme angreb før meget tæt på toppen, hvor alle vil være fremme på den meget svære og våde nedkørsel. Det giver typisk anledning til, at der etableres en frontgruppe på det flade, men de senere år har vist, at det altid er et samlet felt, der når bunden af Poggio. Det vil med stor sandsynlighed også være tilfældet denne gang.

 

Cykelnostalgikere vil huske, hvordan der i gamle dage altid blev angrebet voldsomt på Poggio, men i de senere år har det ikke været tilfældet. Faktisk er der blevet kørt enormt passivt, og mange af klassikerspecialisterne har sågar slet ikke forsøgt sig i de senere år. Først på de allersidste meter er der blevet forsøgt væsentlige fremstød, og i stedet har det været den svære nedkørsel, der har været benyttet som angrebsrampe. Som Cancellara har sagt, har farten i de senere år været så høj, at det simpelthen ikke har givet mening at forsøge sig allerede på stigningen.

 

Det ændrede sig naturligvis med Sagans angreb sidste år. For første gang ventede verdensmesteren ikke på en spurt, og i lyset af hans (relative) succes med den taktik er vi temmelig sikre på, at han vil benytte samme tilgang igen denne gang. Det ved alle hans rivaler naturligvis, og derfor vil vi formentlig se et ventespil, hvor alle venter på Sagans angreb. Da det er meget få, der kan lukke et hul, når først Sagan er kørt - bare spørg Greg Van Avermaet, som sad for langt tilbage sidste år - vil kampen om at få verdensmesterens hjul være uhyre hektisk.

 

Vi forventer os med andre ord en gentagelse af sidste års scenarium. Sagan er så stærk og har i Tirreno vist så god form, at han formentlig atter vil være i stand til at gøre forskellen. Formentlig er det kun Julian Alaphilippe, Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon, der har det rette punch til eventuelt at kunne følge verdensmesteren - vi tvivler desværre på en formsvag Van Avermaet, der selv har beklaget sig over overraskende dårlige ben i Tirreno, Gilbert, der har været syg og nu om dage mere er end dieselmotor mere end en eksplosiv rytter, samt Matthews, der efter sin skade næppe har formen til at køre en offensivt løb - men specielt Matteo Trentin og Sonny Colbrelli har måske en chance, hvis de er i den rette position.

 

Det helt store spørgsmål er så, om samarbejdet vil være tilstrækkeligt til, at en sådan gruppe vil kunne holde sig fri. Sidste år gjorde Sagan langt det meste af arbejdet, men det kostede ham i sidste ende sejren. Vil han være lige så ivrig efter at føre i år? Det er ikke sikkert. På den anden side ved han, at han i en spurt altid vil være favorit, og har han først brændt sine tændstikker, ved at angribe vil han næppe sætte det hele over styr igen. Hvis man dertil lægger, at de regnvåde veje på den meget svære nedkørsel vil tale til fordel for folk som Sagan, Kwiatkowski, Moscon og Alaphilippe, sætter vi vores penge på en gentagelse af sidste års scenarium, hvor en lille gruppe med en eller flere af de ovennævnte ryttere atter skal spurte om sejren - hvis altså ikke Sagan denne gang er så stærk, at han kører alene hjem.

 

Samlet set får det os til at pege på Peter Sagan som vores favorit. Milano-Sanremo er ubetinget det af de tre flade monumenter, som slovakken har sværest ved at vinde. Her betyder styrke mindre, og held, timing og spurtstyrke er vigtigere ingredienser end i Flandern og Roubaix, hvor stærkeste mand lettere kan gøre forskellen. Sidste år viste Sagan imidlertid, at han efter mange år endelig har nået et niveau, hvor han ene mand er i stand til at slå et afgørende hul på Poggio, og som sagt har vi ikke megen tvivl om, at han vil kunne gøre det igen. Formen synes nemlig at være lige så god som sidste år. Efter en ikke helt overbevisende europæisk sæsondebut i Strade Bianche fandt han benene i Tirreno, hvor han blev nummer 2 på alle de etaper, han realistisk set kunne gå efter. I den hårde finale på 5. etape kørte han med stor autoritet på stigningerne og lignede en mand med totalt overskud, da han let vandt feltets spurt bag solovinderen Adam Yates. Hans forrygende jagt efter uheldet mod afslutningen af 6. etape og den efterfølgende spurt, hvor han næsten på mirakuløs vis var ganske tæt på at slå selveste Marcel Kittel, var næsten endnu mere overbevisende, og i det hele taget viste hans to spurter atter, at han er blevet en langt bedre afslutter end tidligere.

 

Det er en vigtig ingrediens i Milano-Sanremo, men for Sagan handler det først og fremmest om at holde hovedet koldt, hvis det ligesom sidste år lykkes ham at skabe en lille gruppe til sidst. Han vil aldrig kunne undslå sig at skulle gøre hovedparten af arbejdet, men alligevel vil han have gode chancer, hvis det atter ender i en spurt mellem 2-5 ryttere. På papiret vil Sagan i en sådan gruppe altid være den hurtigste, og han lader sig helt sikkert ikke snyde af Kwiatkowski igen. Faktisk har han med årene opnået langt større kølighed i disse finaler, hvor han tidligere spillede alt for meget med musklerne. Et eksempel var sidste års VM, hvor han bevarede roen og til slut vise, at han faktisk kan time en spurt perfekt som afslutning på et hårdt løb. Det har ellers hidtil været hans svaghed, men den kunst synes han nu at mestre bedre, ligesom hans topfart som sagt også er højere. Sagans bedste chance er en gentagelse af sidste års scenarium, men skulle han blive hentet, vidner VM om, at han også vil være en af de store favoritter i en spurt. Endelig kan man endda ikke udelukke, at han kan køre alene hjem, enten fra Poggio eller fra nedkørslen. Med andre ord har Sagan så mange kort på hånden, at han er vores favorit.

 

Sidste år lykkedes det en snu Michal Kwiatkowski at lukrere på Sagans styrke til at sikre sig en højst uventet sejr i et løb, der ellers på ingen måde lignede et, han nogensinde ville vinde. Det er virkelig til polakkens held, at han er i samme generation som Sagan, og at han kan udnytte verdensmesterens punch til at undgå en massespurt. Der er ingen tvivl om, at Kwiatkowski drømmer om en gentagelse af sidste års scenarium, og skal man pege på én rytter, der kan matche Sagan på Poggio, må det være Kwiatkowski. Hvis Sky-kaptajnen var stærk sidste år, synes det intet at være at regne mod det niveau, han har i år, hvor han har virket skræmmende stærk. Han gik ind til Tirreno-Adriatico med det mål at hjælpe Chris Froome og Geraint Thomas, men alligevel var han så godt kørende, at han trods hårdt arbejde for holdet var så velplaceret i klassementet, at han kunne tage over og sikre sig en uventet samlet sejr, da Thomas blev ramt af uheld. Han klatrede imponerende i meget svært terræn på 4. etape og sluttede løbet af med en fremragende enkeltstart, hvor han var langt den bedste af de ryttere, der havde våde veje.

 

Kwiatkowskis problem er, at han ikke er stærk nok til at køre fra Sagan på en let stigning som Poggio, og at han ikke er så hurtig som verdensmesteren. Som han viste sidste år, kan han imidlertid med snilde godt slå Sagan i en spurt, specielt hvis han atter kan presse slovakken til at gøre det meste af arbejdet. Med sin nuværende form har han alle muligheder for atter at køre finale, og han har nedkørselsevnerne til at kunne følge Sagan til slut. I år er der endda en mulighed for, at også Gianni Moscon vil kunne sidde med til slut, og kan Sky skabe en overtalssituation, har specielt Kwiatkowski gode muligheder for at gøre det færdigt.

 

Sammen med Sagan er det formentlig Julian Alaphilippe, der har det bedste punch på en kort stigning som denne. Det viste han senest ved VM, hvor han var den i særklasse stærkeste og var ganske tæt på at tage en solosejr. Hans Paris-Nice gik helt som håbet, og hans niveau på de svære stigninger var ikke helt som håbet, men på 3. etape viste han sine evner på Poggio-agtige stigninger, da han med en voldsom acceleration kørte så stærkt, at det kun var en stærkt lidende Tim Wellens, der akkurat kunne hænge på. Det kan godt være, Alaphilippe ikke helt har fundet topformen, men hans evner på sådanne stigninger tilsiger, at han har alle muligheder for at gå med, hvis Sagan kører væk på Poggio.

 

Det store spørgsmål er, om han kan gøre det færdigt. Sidste år var han helt død og havde intet at spurte med, men på papiret er han mindst lige så hurtig som Kwiatkowski i en flad spurt. Når Sky-rytteren kan slåp Sagan, kan Alaphilippe også, måske specielt denne gang, hvor Sagan og Kwiatkowski i et lignende scenarium vil kigge ekstra meget på hinanden. Det kan åbne døren for Alaphilippe, der allerede har været på podiet i de tre monumenter, han har kørt, og nu endelig kan få den første sejr.

 

Sidste år havde Gianni Moscon ikke den store succes i sin Sanremo-debut, men i år vil det formentlig gå langt bedre. Det italienske multitalent er blevet langt, langt stærkere og har allerede med en 3. plads i Il Lombardia, en 5. plads i Roubaix samt et fremragende VM, hvor han var den eneste, der kunne matche Alaphilippe, vist sine evner i de helt lange klassikere. Moscon har et punch på korte stigninger, der er ganske imponerende - faktisk så imponerende, at Chris Froome flere gange måtte bede ham sætte farten ned på de spanske mure i Vueltaen. På det seneste har han desværre været lidt skuffende, ikke mindst på kongeetapen i Tirreno og i Strade Bianche, men hans gode afsluttende enkeltstart i tirsdags og ikke mindst han lovende præstation på muren på 3. etape af det italienske løb, vidner om, at formen ikke er helt væk. En uges hårdt cykelløb har formentlig gjort ham endnu stærkere, og nærmer han sig sin topform, burde han være god nok til at matche folk som Sagan, Alaphilippe og Kwiatkowski. Selvom han er ganske hurtig, er han dog umiddelbart langsommere end alle de tre nævnte, men til gengæld vil han have rollen som underdog. Sky kan sagtens ende med at sidde i overtal i en sådan finale, og det kan give Moscon ganske gode chancer for at snige sig væk til sin første af sikkert mange monumentsejre.

 

Skulle det blive samlet til en spurt, er Sagan som nævnt en af de oplagte favoritter, men også særligt Elia Viviani står med meget gode kort på hånden. Italieneren gav først sidste år landevejen sit fulde fokus, og det gav med det samme resultat. Han sad for første gang med feltet hjem i Sanremo, men det var i løbet af efteråret, at han for alvor viste sit potentiale. Det blev til sejre i WorldTour-klassikerne i Hamburg og Plouay, og særligt hans triumf på den hårde rute i sidstnævnte var stærkt imponerende. Senest har han atter vist sine forbedrede klatreevner med en andenplads i Cadel Evans Great Ocean Road Race, der har en endnu sværere finale end dette løb. Viviani har været i storform gennem hele sæsonen og burde med sikkerhed sidde med feltet hjem. På papiret vil han i en sådan situation være en af de allerhurtigste i en flad spurt som denne og kan endda regne med at have støtte fra Alaphilippe, Gilbert og måske endda Maximilano Richeze. Med andre ord kan han sagtens ende med at have det bedste lead-out, og han har vist, at han kan afslutte efter et hårdt løb. Det giver Quick-Step endnu et meget godt kort at spille.

 

Igennem mange år har Alexander Kristoff udviklet en helt særlig evne til at spurte efter lange, hårde løb, og i en årrække vandt han altid spurten i den første større gruppe i Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. En kort overgang så det ud til, at han havde tabt denne evne, men sidste år vendte den tilbage. Her vandt han feltets spurt i både Sanremo og Flandern, og ved VM var han kun ganske få centimeter fra at tage en meget populær hjemmebanesejr. Med andre ord er en spurt efter 300 km guf for Kristoff, der endda kan glæde sig over regnvejret, som altid synes at være til hans fordel. Desværre blev Kristoff syg under Paris-Nice, og han måtte grave meget dybt for blot at overleve, da det var værst. Det lykkedes ham at komme sig så meget, at han kunne spurte sig til en femteplads på den meget hårde 5. etape, men om han er helt på toppen, er uvist. I en spurt efter 300 km er Kristoff imidlertid uvægerligt en af de helt store favoritter, især hvis han kan få Ben Swift med hjem til at køre for sig.

 

Af en eller anden grund har André Greipel aldrig haft den store succes i Milano-Sanremo, hvor han kun ganske gå gange er kommet med feltet hjem. Faktisk har hans erfaringer været så dårlige, at han i 2016 helt valgte at droppe løbet, og da han sidste år blev syg, har han faktisk ikke været til start siden 2015. 2018 kunne imidlertid være året, hvor man skal smide et par spareskillinger på tyskeren. Han er nemlig blevet langt mere robust i de helt store klassikere, hvilket han sidste år kronede med en meget imponerende 7. plads i Roubaix. Greipel har altid været en god klatrer, men det har knebet med holdbarheden over de lange distancer, men den synes han nu at have fået. I år synes han tillige at være i skræmmende god form og kørte dybt imponerende på stigningerne i Paris-Nice, hvor det kun var et udbrud, der forhindrede ham i at vinde den hårde 5. etape. Greipel er vanligvis ikke helt så hurtig efter et hårdt løb som på en klassisk sprinteretape, men hans sejr i Hamburg viser, at han sagtens kan spurte efter et langt løb, som han i ørvigt også viste i Roubaix sidste år. I 2018 har han spurtet fremragende - bare husk på hans flotte kørsel i Australien - og derfor får han måske aldrig en bedre chance for at vinde i Sanremo.

 

I 2016 tog Arnaud Demare en lidt uventet sejr i dette løb på et tidspunkt, hvor hans karriere ellers var gået helt i stå. Siden da er han blot blevet langt, langt stærkere, hvilket han sidste år viste med en 6. plads i Roubaix og yderst overbevisende kørsel på den hårde 2. etape i Touren, ligesom han i år imponerede stort med en sejr på den knaldhårde første etape i Paris-Nice. Desværre viste det franske løb også, at Demare fortsat restituerer helt forfærdeligt, men grundformen er der i hvert fald. En uges hvile betyder, at han formentlig vil være helt på toppen på lørdag, og derfor burde han med sikkerhed sidde med hjem, når der skal spurtes om sejren. Sidste år vandt han feltets spurt i Roubaix, og han har således en fremragende evne til at spurte efter et hårdt løb. Han har utvivlsomt farten til at vinde, men hans udfordring bliver positioneringen. Demare er nemlig kendt for ikke at være god til at manøvrere i hektiske finaler, og efter så langt et løb vil hans supertog være væk. Det kan desværre betyde, at han ikke kan få maksimalt udbytte af sin hurtighed.

  

En yderst spændende outsider er Matteo Trentin. Italieneren er formentlig ikke hurtig nok til at vinde en spurt - det blev helt tydeligt i Paris-Nice, hvor han gang på gang blev slået klart i spurtafgørelserne - men til gengæld vil han måske være stærk nok til at kunne køre med de bedste på Poggio. Med tanke på, at han brækkede et ribben i starten af året, var han overraskende stærk i åbningsweekenden, og nu synes han at nærme sig topformen. Han var nærmest skræmmende stærk på sidste etape af Paris-Nice, hvor han nærmest ene mand reddede Simon Yates mod slutningen, og det viser, at han nu er helt klart til klassikerne. Hidtil har han manglet det sidste for at køre med de bedste på stigningerne i disse løb, men med tanke på hans udvikling i de sidste 12 måneder er der meget, der tilsiger, at det kan lade sig gøre denne gang. I en spurt i en lille gruppe kan alt lade sig gøre for Trentin, der i blandt andet Tour de Suisse og Tour de France har vundet spurter foran Sagan. Kommer han med på Poggio, vil han formentlig være den rytter, der har de bedste chancer for i en spurt at slå verdensmesteren.

 

Sammen med Kristoff har John Degenkolb i mange år været manden, der skal slås i spurter efter lange, hårde løb. Det er da heller ikke uden grund, at han allerede én gang har vundet dette løb, og efter en lidt svær 2017-sæson, hvor han stadig kæmpede med at komme tilbage efter sit grimme træningsstyrt i 2016, så han i starten af Paris-Nice ud til at være på vej mod storformen. Desværre blev han siden ramt af bronkitis og måtte udgå tidligt, og det er langt fra nogen optimal forberedelse. Derfor vil Degenkolb næppe være helt på toppen, men det betyder ikke, at man skal afskrive tyskeren. Som sagt har han en fantastisk historik i denne type spurter, og hans Trek-mandskab er så stærkt, at han måske vil have Mads Pedersen, Fabio Felline og Jasper Stuyven til at køre lead-out. Det kan gøre hele forskellen og tippe balancen til fordel for Degenkolb.

 

Skulle Degenkolb falde fra, har Trek en plan B. De kan nemlig køre spurten for Giacomo Nizzolo, der endelig er tilbage efter sine mange skadesproblemer. Han har fået en glimrende sæsonstart med sejr i San Juan, men det er specielt de lovende spurter i Oman og på 2. etape af Tirreno, der har været opløftende. Han nærmer sig styrken fra 2016, hvor han nåede et helt nyt niveau med en dybt imponerende sejr på en meget svær rute ved de italienske mesterskaber. Hidtil har Fabian Cancellara forhindret ham i at tage sine egen chance i dette løb, og det kan Degenkolb desværre ende med at gøre denne gang. Med tanke på Degenkolbs helbredsproblemer kan Nizzolo imidlertid ende som manden, der satses på, og så er det ham, der har Treks stærke tog. Spurter han lige så godt, som han gjorde på 2. etape i Tirreno, kan han slå alle. Den eneste usikkerhed er en truende knæskade, der tvang ham ud af Tirreno, og som måske kan give ham problemer i dette løb også.

 

Milano-Sanremo er det blandt det løb blandt hans store forårsmål, som Greg Van Avermaet har sværest ved at vinde, og han har aldrig været i nærheden af noget i den italienske klassiker. I denne sammenhæng er tilstedeværelsen af hans ærkerival Peter Sagan dog en styrke, idet slovakken øger sandsynligheden for, at man kan undgå en massespurt. Sidste års scenarium havde været det helt ideelle for belgieren, men dårlig positionering kostede ham muligheden for at gå med i det afgørende fremstød. Desværre kan det også blive svært i år. Selvom han onsdag benægtede dårlig form i den belgiske presse, gav han udtryk for frustration over sine ben efter 5. etape i Tirreno, hvor han skuffede stort. Den nedtur kom efter en svag præstation i åbningsweekenden, hvor han var klart svagere end Sep Vanmarcke og Zdenek Stybar, og en katastrofal indsats i Strade Bianche. Meget tyder derfor på, at Van Avermaet ikke har formen til at køre med på Poggio. Hvis han har absorberet Tirreno godt, kan man dog ikke udelukke, at Sanremo vil markere et vendepunkt, og så har han gode chancer for at sidde med i en lille gruppe til slut. I en spurt efter et hårdt løb skal man aldrig afskrive Van Avermaet, der gang på gang har vist, at han i en sådan situation kan slå Sagan.

 

Set med danske øjne er Magnus Cort det store håb, og danskeren har aldrig tidligere stået med så gode kort på hånden i den italienske klassiker. Efter en lovende sæsonstart var danskeren den sprinter, der klatrede bedst i Paris-Nice, endda bedre end både Trentin og Demare. Det vidner om forrygende form, og der er derfor ingen tvivl om, at Cort vil være med, hvis det skal afgøres i en massespurt. Desværre mangler han fortsat at vise, at han kan afslutte efter 300 km, og uheldigvis giver spurterne i Paris-Nice ikke det helt store håb. Her var det nemlig kun hans spurt på 5. etape, der kan håb om, at han for alvor kan true de helt store navne i Sanremo. Derfor vil det være en overraskelse, hvis Cort vinder, men han har ved enkelte lejligheder, senest på 1. etape i Dubai, vist, at han på enkelte dage kan true selv de allerbedste i en spurtafgørelse.

 

Corts gamle holdkammerat Caleb Ewan overraskede alt og alle, da han sidste år sad med feltet hjem. Han var blot stillet til start for at samle erfaring, men endte med at sikre sig en uventet top 10-placering. I år har han endnu bedre chance for at sidde med hjem, da han ved de australske mesterskaber og i Tour Down Under klatrede markant bedre end tidligere. Han er derfor helt sikkert mere holdbar, men desværre har det tilsyneladende haft en pris. I hvert fald har han spurtet katastrofalt gennem hele sæsonen, og han har slet ikke haft sin vanlige hurtighed. Samtidig er han stadig ikke så stærk som de mere holdbare sprintertyper, og han vil derfor være mere mærket end mange andre, hvis han skulle sidde på til sidst. Ewan vil på papiret være en af de hurtigste i en spurt, men under disse omstændigheder er han mere en outsider.

 

Sonny Colbrelli drømmer om at vinde sin hjemmeklassiker, men det er ikke det oplagte løb for den ellers så stærke italiener. Han skal være i absolut topform, hvis han skal kunne følge de bedste på Poggio, og i en massespurt er han som regel ikke hurtig nok til at vinde. Bedre er det ikke blevet af, at han måtte udgå af Tirreno med bronkitis, og han er derfor blevet sat tilbage. Alligevel er der trøst at hente i, at han på de første dage i det italienske løb virkede skræmmende stærk, specielt i holdløbet, der bestemt ikke er hans disciplin. Er han igen i storform, vil han måske være så god, at han faktisk kan gå med Sagan og co., og i en spurt har han ganske gode muligheder for at slå verdensmesteren. Selv i en større spurt vil han have en lille chance, da han er ganske glimrende efter et hårdt løb - bare husk på hans sejr i Paris-Nice for et år siden.

 

Milano-Sanremo er et af favoritløbene for Michael Matthews, der tidligere har været på podiet. Desværre bliver det meget svært for ham at vinde denne gang. Matthews er nemlig næppe hurtig nok til at vinde en flad spurt som denne, og hans chance er derfor at køre med i angrebene på Poggio. Det vil han være god nok til, hvis han er i storform, men desværre er dette hans første løb, siden han brækkede skulderen i Omloop Het Nieuwsblad. Selvom han meldes at have trænet godt i de seneste uger, er han utvivlsomt blevet sat markant tilbage. Derfor vil det være usandsynligt, at han kan gøre meget andet end at vente på en spurt, og her vil det trods alt være usandsynligt, at han i sin nuværende tilstand kan slå de hurtigere folk, også selvom han i Nikias Arndt, Edward Theuns og Tom Dumoulin kan ventes at have gode folk til at køre lead-out.

 

En meget spændende joker er Danny Van Poppel, der aldrig rigtigt har fået chancen i dette løb. Han synes dog at have gode kort på hånden til sin blot anden optræden. På papiret er han nemlig en ganske holdbar sprinter, og med den form, han viste i Tirreno, burde han kunne sidde med hjem til en massespurt. Her er han lynhurtig, og kan han genfinde den spurtstyrke, han havde i sidste års Polen Rundt, hvor han var klart hurtigere end både Sagan og Ewan (men ikke fik meget ud af det på grund af dårlig positionering), kan han blive rigtigt farlig. Det glippede i Tirreno, men det skyldtes mere et svagt hold end manglende spurtstyrke fra Van Poppel selv. Han skal stadig bevise sig selv efter 300 km, men han har potentialet til at blive en stor overraskelse.

 

Endelig vil vi pege på Alexey Lutsenko. Den unge kasak har ikke levet op til forventningerne i starten af sin karriere, men nu står han på tærsklen til noget stort. Han har kørt fabelagtigt i de første måneder, først med den dybt overraskende samlede sejr i Oman og siden med en opløftende præstation i Omloop, hvor han var stærkt medvirkende til Michael Valgrens sejr. Senest var han en af de allerstærkeste i finalen på den hårde 5. etape i Tirreno, og det tyder på, at han er endnu skarpere nu end tidligere på året. Vi vil ikke udelukke, at han nu er så god, at han kan køre med de bedste på Poggio, og lykkes det vil han være farlig. Han er en god afslutter, men ikke så hurtig som folk som Sagan, Kwiatkowski og Alaphilippe. Til gengæld er han en underdog, der måske kan udnytte sin begrænsede status til at snige sig væk, mens de store favoritter kigger på hinanden.

 

BEMÆRK: Kun et fåtal af holdene er i skrivende stund (onsdag eftermiddag) udtaget. Der vil derfor helt sikkert komme ændringer undervejs. Vi vil opdatere denne optakt løbende.

 

OPDATERING: Degenkolb og Nizzolo er ude af løbet med hhv. den omtalte bronkitis og den omtalte knæskade. Trek kører i stedet or Jasper Stuyven, der dog får svært ved at vinde et løb som dette.

 

***** Peter Sagan

**** Michal Kwiatkowski, Julian Alaphilippe

*** Gianni Moscon, Elia Viviani, Alexander Kristoff, André Greipel, Arnaud Demare

** Matteo Trentin, Greg Van Avermaet, Magnus Cort, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Danny Van Poppel, Alexey Lutsenko

* Philippe Gilbert, Sacha Modolo, Jasper Stuyven, Oliver Naesen, Nathan Haas, Edward Theuns, Jurgen Roelandts, Christophe Laporte, Clement Venturini, Tony Gallopin, Luis Leon Sanchez, Edvald Boasson Hagen, Carlos Barbero, Jose Joaquin Rojas, Marco Canola

 

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Magnus Cort, der som omtalt ovenfor må regnes som en af løbets outsidere og burde være et godt bud på minimum en top 10-placering. Han støttes af formstærke Michael Valgren, men selvom det bliver Valgren-vejr, er det svært at se danskeren vinde et løb, hvor eksplosivitet spiller så stor en rolle. Matti Breschel skal forsøge at overleve stigningerne, så han kan køre lead-out for Sacha Modolo, og Lars Bak skal hjælpe André Greipel med at komme med feltet hjem og spurte med om sejren. Sygdom har i sidste øjeblik givet Christopher Juul en plads som hjælper for Caleb Ewan og Matteo Trentin på Mitchelton-Scott.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Arnaud Demares sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Alexander Kristoffs sejr fra 2014 og Gerald Cioleks sejr fra 2013.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FORÅRSKLASSIKERNE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

VM-holdtidskørsel(CM) 23/09

Tour de l'Eurométropole(1.HC ) 22/09

Duo Normand(1.1) 23/09

Gooikse Pijl(1.1) 23/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 23/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 23/09

Hammer Zagreb(2.1) 20/09-22/09

VM-holdtidskørsel(CM) 23/09

Duo Normand(1.1) 23/09

Gooikse Pijl(1.1) 23/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 23/09

Trofeo Matteotti(1.1) 23/09

Famenne Ardenne Classic(1.1) 27/09

Tour of Almaty(2.1) 29/09-30/09

Tour de Vendée(1.1) 30/09

Ungdoms OL(JO) 01/10

Binche - Chimay - Binche(1.1) 02/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »