Optakt: Milano-Sanremo

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG MILANO-SANREMO FRA START TIL SLUT

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerede i cykelmæssig forstand forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu engang intimt forbundet med endagsløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligt om klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagsrytterne er intet mere vigtigt end de kommende måneder.

Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Strade Bianche gav en første mulighed for at teste formen i et virkeligt betydningsfuldt endagsløb, men alle havde stadig primært karakter af forberedelse. På lørdag er opvarmningsfasen imidlertid endegyldigt slut. Nu er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagsløb, Milano-Sanremo.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagsscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Som internationale endagsløb i et land, hvor de nationale hold traditionelt spiller en stor rolle, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen.

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt speciel position i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 114. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejre og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1976 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endagsløb, men efter Filippo Pozzatos sejr i 2006 var det først i 2018, at Vincenzo Nibali endelig igen brød tørken.

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres titler, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet, selvom man i 2023 og 2024 for første gang har flyttet starten ud af selve Milano til nærliggende mindre byer. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano hen over den flade Po-slette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, selvom årets distance grundet den nye startby er sjældent kort med ”kun” 288,0 km.

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til begge disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der gerne tager form på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det meget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde folk som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigningen. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og nu har man helt opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små Capi-stigninger, Cipressa og til sidst Poggio er hovedudfordringerne. Det betød også, at vi igen fik massespurter i 2014, 2015 og 2016.

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man returnerede til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været, og den helt traditionelle rute har været benyttet i årene mellem 2015 og 2019.

I 2020 blev den ændret radikalt grundet coronarestriktionerne, og i 2021 måtte man erstatte Turchino-passet med en alternativ stigning grundet jordskred, men planen er, at Milano-Sanremo nu skal holde sig til rødderne, som det også var tilfældet i 2022-udgaven, der var den helt klassiske, i 2023-udgaven, hvor man dog som noget nyt flyttede starten fra centrum af Milano til forstaden Abbiategrasso, og i 2024-udgaven, hvor starten nu går endnu længere fra Milano i Pavia.

Sidste år var det både ruten klassisk, men det var vindermåden ikke. For andet år i træk skabte UAE-mandskabet et sandt blodbad på Cipressa, inden Tadej Pogacar på Poggio kom med det angreb, alle ventede på. Desværre for sloveneren kunne han ikke ryste Mathieu van der Poel, Filippo Ganna og Wout van Aert, og da han stoppede sin forcering, fik han i stedet hollænderen i nakken. For første gang i umindelige lykkedes det for en rytter at køre alene hjem fra Poggio på ren styrke, da Van der Poel nåede Via Roma med 15 sekunder ned til de tre forfølgere, hvis spurt blev vundet af Ganna foran Van Aert. Van der Poel vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Pogacar og Ganna, men da Van Aert i år har fuldt fokus på brostensklassikerne, kommer vi til at savne af rytterne fra sidste års podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG MILANO-SANREMO FRA START TIL SLUT

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00

Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo, selvom man nu i 2023 og 2024 har flyttet starten uden for selve Milano by. Da både Le Manie og Pompeiana som nævnt ovenfor definitivt er ude af billedet, har løbet haft den helt klassiske 291 km lange rute i alle årene mellem 2015 og 2019. Sådan skulle det også have været i 2020, men her betød diverse borgmestres modvilje mod løbet i et coronaramt Italien, at man måtte ændre turen ned mod den liguriske kyst helt, så vi fik en mere kuperet indledning inden den traditionelle finale med Cipressa- og Poggio-stigningerne, og i 2021 betød jordskred, at løbets ældste stigning, Turchino, helt usædvanligt måtte erstattes af en anden stigning i en ændring, der var helt betydningsløs.

I 2022 vendte man imidlertid igen tilbage til den helt klassiske 293 km lange rute, idet man dog havde flyttet starten til Vigorelli-velodromen, hvilket forlængede distancen fra 291 til 293 km. Sådan var det også næsten i 2023, hvor man dog atter flyttede starten. For første gang skulle der nemlig ikke startes i selve Milano, men derimod i Abbiategrasso, der er en forstad sydvest for storbyen, hvilket forlængede distancen yderligere til nu 294 km, men fra km 30 var ruten præcis den samme, som den har været på den helt klassiske rute, der altså med 2020 og 2021 som undtagelser er blevet benyttet siden 2015. Sådan vil det også være i år, hvor starten flyttes til Milano-forstaden Pavia, hvilket giver en uhørt kort distance på ”kun” 288,0 km. Efter 44 km er vi tilbage på den helt klassiske rute.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Starten går altså denne gang fra Pavia syd for Milano, og derfra bevæger man sig kortvarigt mod øst, inden det går mod sydvest og herefter syd ned mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Po-sletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består de første 135,9 km af en næsten fuldstændig flad rejse, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret.

Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter. Løbet bliver langsomt mere seriøst, når man nærmer sig bakkerne, der ligger gemt bag Middelhavskysten, og rytterne skal her op over dagens længste stigning, Passo del Turchino (2,4 km, 5,4%), før de får det første glimt af havet. Stigningen fører op til løbets højeste punkt i 532 m højde, men er ikke vanvittigt svær, selvom de sidste 1,8 km stiger relativt jævn med 5-7%, inden man efter 138,3 km runder toppen. Ikke desto mindre er det første chance for de hold, der vil af med sprinterne, til at øge farten og gøre løbet så hårdt som muligt.

Turchino-passet efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører direkte ned til Middelhavskysten bare få kilometer vest for storbyen Genova. Så snart man har nået kystvejen, drejer man til højre, og herfra består resten af løbet af en lang tur langs vandet, kun afbrudt af nogle små ture ind i landet, hvor man udfordres af de mange stigninger, der kendetegner den smukke liguriske kyst.

Som sagt havde rytterne for nogle år siden Le Manie på programmet på den første del af denne rejse, men stigningen er nu fjernet. Derfor er de første 80 km af denne kysttur næsten fuldstændigt flade, og der kommer ingen klatreudfordringer, før feltet når frem til 235 km-mærket. Ikke desto mindre vil det være vigtigt for mange hold at holde farten høj, da det handler om at gøre løbet så svært som muligt for sprinterne. Milano-Sanremo er altid et langt ventespil, hvor det er den lange distance, der langsomt trætter rytterne.

De første udfordringer er de tre små capi, Capo Mele (1,9 km, 4,2%), Capo Cervo (1,9 km, 2,8%) og Capo Berta (1,8 km, 6,7%), der kommer hurtigt efter hinanden efter henholdsvis 236,4, 241,3 og 249,1 km. Det er vanligvis her, at det tidlige udbrud splittes op og gradvist hentes, mens klassikerspecialisternes hold øger farten markant. Stigningerne er aldrig hårde nok til at blive brugt til angreb, men nedkørslerne kan være farlige, og som det skete for ni år siden kan de benyttes af en mindre gruppe til at slå et hul, specielt hvis vejene er våde.

Fra toppen af Capo Berta resterer der 38,9 km. Den første del er den korte nedkørsel, der leder frem til et fladt indløb til bunden af Cipressa-stigningen. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod stigningen ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

Med en længde på 5,6 km, en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1% frem til toppen, som rundes efter 266,3 km. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at den kommer efter næsten 270 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet, men i de senere år er et større eller mindre felt kommet samlet over.

Fra bunden af nedkørslen resterer der 18,4 km. De første 9,1 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,3 km igen.

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Toppen af stigningen kommer med bare 5,6 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid - og i 2022 gjorde Matej Mohoric som bekendt hele forskellen her.

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,2 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

Løbet byder på i alt 2038 højdemeter mod 2154 højdemeter i 2023, 2095 højdemeter på den klassiske rute fra 2022, 2020 højdemeter på 2021-ruten og 2727 højdemeter på den meget specielle rute, der blev brugt i sommerudgaven i 2020.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG MILANO-SANREMO FRA START TIL SLUT

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

 FELTET.DK'S NYE APP OG STØT FELTET.DK

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00

Læs også

Stortalent bliver ikke klar til Giro-debut

Vejret

Det er et velkendt faktum, at vejret altid spiller en kolossal rolle i klassikerne. Solrige og varme betingelser gør de store løb meget nemmere, mens regn og vind kan gøre det til en brutal overlevelseskamp. Traditionelt har Milano-Sanremo naturligvis haft meget bedre vejr end de nordlige klassikere, men af en eller anden grund var løbet nærmest lammet af elendige forhold i 2013, 2014 og 2015. I 2013 var kulden uudholdelig, og rytterne måtte fragtes i busser henover Tuchino-passet, mens det i 2014 regnede hele dagen. Også 2015-udgaven var en særdeles våd affære, mens i de senere år har løbet været afviklet i fine betingelser - naturligvis mest markant i 2020-sæsonens sommerudgave, hvor det var varmen, der var udfordringen

I år brydes trenden med tørt vejr ikke, og faktisk kunne rytterne vel ikke have ønsket sig en bedre dag. Det vil være skyfrit med kun få skyer, og efter en start med en temperatur på 13 grader vil det være 16-17 grader ved kysten

Det interessante er vinden, der altid er helt afgørende i Milano-Sanremo, hvor vindretningen på bakkerne kan være altafgørende. I både 2021 og 2022 havde vi en helt usædvanligt voldsom nordøsten- og dermed medvind, men også sidste år havde vi mod slutningen kraftig blæst fra nordøst. Det får vi slet ikke i år, hvor styrken, hvor styrken vil være mere normal, nemlig let (8-13 km/t), men igen vil vi have en generelt østlig retning, hvilket er dårligt nyt for sprinterne. På Po-sletten vil vinden dreje fra vestsydvest over sydvest og syd til sydøst, og når man når kysten, vil vinden først være i sydøst, siden øst og slutteligt igen sydøst, når man nærmer sig Sanremo.

Det giver generel mod- og sidemodvind ned til kysten, hvor man får sidemedvind. Efterhånden som vinden går mere i sydøst, vil der være en fase med sidevind. På Tre Capi vil der endda være sidemodvind, men efter nedkørslen fra Capo Berta får man sidemedvind, hvilket varer ved hele vejen til bunden af Poggio. Her vil der være modvind på den allerførste del, men derefter direkte medvind på den lange, lige vej frem til toppen. Efter toppen vil der være sidemedvind stort set hele vejen, herunder på den 700 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagsløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere er relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France.

Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i podiet fra 2016, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en klassisk sprint. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig kan gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang - ikke mindst når Jasper Stuyven i 2021 viste, hvordan man kan vinde løbet uden at gøre det via en spurt, men ved at spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, og når Matej Mohoric i 2022 viste, at man kan vinde løbet via sine nedkørselsesevner.

Med andre ord er døren åben for holdbare sprintere i tilfælde af en spurt, men får vi en mindre gruppe efter Poggio, kan alle i princippet vinde. Det kræver bare, at man spiller sine kort rigtigt i det taktiske spil på samme måde, som Stuyven gjorde, og da Poggio som sagt er en stigning, der kan overleves af relativt mange, er det indlysende, at listen over potentielle vindere er langt længere end i sportens øvrige monumenter.

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater. Mest chokerende var naturligvis Vincenzo Nibalis sejr i 2018. Den italienske grand tour-stjerne var nemlig så formsvag, at han alene satte sit angreb ind for at trætte Sonny Colbrellis rivaler inden spurten. Alligevel lykkedes det ham at udnytte en mangel på organiseret jagt til at tage karrierens mest uventede triumf. 2021-udgavens sejr til Jasper Stuyven var heller ikke den letteste af forudse, og i 2022 var Matej Mohoric heller ikke regnet som det allervarmeste navn.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem. Med Pompeiana og Le Manie ude er løbet imidlertid tilbage i dets helt traditionelle format, og her har historien tidligere talt sit tydelige sprog. Da løbet benyttede denne rute i 1990erne og første del af 2000erne, lykkedes det kun for Filippo Pozzato i 2006, Paolo Bettini i 2003 og Gabriele Colombo i 1996 at snyde de hurtige folk i en æra, hvor La Primavera var stærkt domineret af sprintere.

Efter den seneste tilbagevenden til den gamle rute i 2014 har scenariet imidlertid klart ændret sig. End ikke det dårlige vejr i 2014 og 2015 kunne ændre på det forhold, at sprinterne kom til fadet, og vi fik tre massespurter i træk mellem 2014 og 2016. Reelt skal 2018-udgaven også regnes som en sprinterudgave, for det var kun Nibalis særprægede overraskelsesangreb, der gjorde forskellen, mens de eksplosive folk ikke kunne gøre forskellen.

Det er siden 2017, at vi har set forandringen, og de fleste gange har Julian Alaphilippe spillet en rolle i at snyde sprinterne. Han har kørt løbet seks gange, og både i 2017, 2019, 2020 og 2021 har han været med til at gøre en forskel, der er holdt hele vejen hjem. 2020-udgaven er grundet den betydeligt hårdere rute og megen varme lidt speciel og ikke rigtigt brugbar som sammenligningsgrundlag, men selvom sprinterne stadig har en historisk overhånd på denne rute, synes chancerne for en massespurt i dag at være reduceret, også ganske betydeligt. Det er trods alt nu syv år i træk, at vi ikke har haft en spurt, og selv hvis vi regner 2018 som et sprinterår, står den stadig 6-1 i angribernes favør.

Vejret spiller altid en afgørende rolle i Sanremo, og det vil helt sikkert blive en nøglekomponent også i år. Heller ikke i år skyldes det imidlertid ikke, at vi får en gentagelse af de episke 2013-forhold, som stadig står mejslet i mangen en cykelfans erindring, eller det sommervejr, som fik alle til at smelte i august i 2020. I stedet venter der betingelser, der minder om de specielle forhold, vi havde i 2021 og 2022.

Nej, det er vindretningen, der er den typiske nøglekomponent. Sprinterne drømmer om vestlige vinde, så de kan få modvind på Cipressa og Poggio, og ”angriberne” håber på østlige vinde, der omvendt giver medvind på de to nøglestigninger. I de seneste år har sprinterne være forbandet. Vi skal tilbage til sommerudgaven i 2020 for at finde den seneste udgave med modvindsfinaler. I 2021 og 2022 havde vi derimod en regulær nordøstenstorm, og sidste år havde vi også en meget kraftig medvind i finalen.

I år bliver vinden slet ikke så kraftig som de seneste tre år, men sprinterne må igen forbande retningen langt væk. De får ganske vist lidt modvind til at bremse dem på Po-sletten, men langs kysten vil der være gunstig vind næsten hele vejen. På Tre Capi vil der ganske vist være modvind, men det er ikke væsentligt. Det afgørende er medvinden på Cipressa og Poggio samt på hjemturen, idet man dog har modvind på den allerførste del af Poggio.

Den gunstige vindretning fik i 2022 folk til at spekulere på, om Tadej Pogacar ville lave et sådant vanvidsridt med et angreb allerede fra Cipressa, men han holdt sig i skindet - både i 2022 og 2023. Det vil han utvivlsomt også gøre i år. I moderne cykelsport er det altså meningsløst at forsøge noget så svært, og det synes næsten givet, at vi ikke får angreb på Cipressa.

Det skyldes, at vi vil se noget helt andet. Vi har nu lært, hvordan løbet køres, når Pogacar er til start. I 2022 fik vi på Cipressa den mindste gruppe, jeg kan huske, og det skyldtes alene Pogacar. Med Jan Polanc og Davide Formolo som drivkræfter skabte han en voldsom udskilning med et benhårdt tempo, som kun blev højere af den kraftige medvind. Sidste år blev gruppen ikke helt så lille - vinden var heller ikke så kraftig - men UAE gik stadig bersærk på dagens vanskeligste stigning.

Ser man UAEs trup i år, er det ret åbenbart, at planen er at gentage den taktik. Truppen er spækket med klatrestærke typer, der får den opgave at lægge et benhårdt tryk på Cipressa og den nedre del af Poggio. Domen Novak skal føre i starten, og Alessandro Covi skal måske bruges i positionskampen, men derefter er det ret klart, hvad der skal ske. Diego Ulissi, Marc Hirschi og kometen Isaac Del Toro (der dog skal bevise sig over den lange distance, nu hvor han erstatter den sygdomsramte Brandon McNulty) skal skabe en massakre, og så er det formentlig formstærke Tim Wellens, der skal skyde Pogacar af på Poggio. Med så klatrestærk en trup kan vi således vente os, at araberne igen vil lykkes med at skabe et historisk hårdt løb med meget større udskilning på Cipressa end vanligt.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

Det vil utvivlsomt også betyde, at vi næppe ser angreb på stigningen og heller ikke på den tekniske nedkørsel, der ellers før har gjort forskelle. I stedet må man forvente en kopi af de seneste to års scenarium: et efter vanlige standard lille felt - i 2022 var de bare 25 mand - vil ramme Poggio.

I 2022 så vi, at Cipressa kostede livet for næsten alle sprinterne, men ikke dem alle. Wout van Aert overlevede som en selvfølgelighed, og det samme gjorde Mads Pedersen, Michael Matthews og Biniam Girmay naturligvis også, men også Giacomo Nizzolo var med hele vejen frem til og op over Poggio, hvor han desværre styrtede på nedkørslen, ligesom Arnaud Demare kun akkurat mistede kontakten på sidste stigning og endte som nr. 10. Ivan Garcia Cortina var også med hele vejen indtil Poggio, hvor han dog kom til kort. Det til trods for den kraftige medvind. Sidste år var navne som Jasper Philipsen, Christophe Laporte, Caleb Ewan, Marco Haller, Nikias Arndt, Luka Mezgec, Davide Ballerini og Biniam Girmay alle med i det lidt større felt - og det var altså en sæson, hvor Ewan var historisk svag. Selv med gunstig vind og UAE-massakre har sprinterne således stadig en chance.

Allervigtigst er traditionelt vindretningen på Poggio, og her brydes medvindstrenden som sagt lidt. Der vil som sagt være modvind på den nedre del, og det er ret afgørende. I 2022 begik Pogacar nemlig den store fejl at angribe på finalens absolut eneste modvindsstykke, og det kostede ham den tændstik, han skulle bruge. Det har han til gengæld lært af, og derfor kan vi i år vente os, at UAE som sidste år vil lægge tryk på, når de rammer den nedre del, men Pogacar vil vente med sit angreb til de rammer medvinden. Her kan han glæde sig over, at han får mere direkte medvind end i 2022 og 2023, men han må også leve med, at den nedre modvindsdel er den sværeste. Nu skal han gøre forskellen på hovedsageligt under 4%, men han får sin store chance på det stejleste stykke med godt en kilometer til toppen, hvor der venter 500 m med 5,5%.

Vindretningen på Poggio er som sagt altid det, sprinterne studerer allermest. Caleb Ewan taler sjældent om andet, når han bliver bedt vurdere sine chancer - og han beder naturligvis altid for modvind. At der efter Poggio vil være medvind hele vejen ind til stregen vil blot gøre det endnu sværere at skabe samling - og det vil gøre det endnu lettere at lave den taktiske Stuyven-manøvre eller kopiere Mohorics nedkørselsmanøvre, både fordi det er lettere at køre alene i de flade finale, hvad der reddede Mohoric i 2022, og fordi et hårdere løb betyder færre hjælpere til at kontrollere den flade finale, hvad vi så i 2022, hvor alle kaptajnerne i den relativt store gruppe var isolerede.

En nøglekomponent er altid positionskampen. Farten er som regel tårnhøj fra bunden af Poggio, når der lægges pres på inden angrebene, og på en højhastighedsstigning er det meget svært at bevæge sig frem. Rammer man bakken blandt de bagerste, vil man ikke kunne køre med i angrebene, heller ikke selvom man hedder Pogacar. Det mindre felt vil imidlertid gøre det noget lettere for de positioneringssvage ryttere, men det er en faktor, der før har vist sig altafgørende.

Konklusionen er klar. Vejrudsigten gør det igen svært for sprinterne, selvom den svagere vind giver dem en bedre chance end de seneste tre år. Det skyldes både det generelt hurtige medvindsløb, en UAE massakre og slutteligt en gunstig vind i finalen. Det taler for, at vi vil se det, vi har set i 2017, 2019, 2020 og 2023 samt til dels i 2021 og 2022, nemlig de bedste kan køre væk og holde hele vejen hjem.

Det betyder ikke, at vi ikke kan få en spurt. Demare og Nizzolo var begge tæt på at vinde i 2022, selvom det i givet fald var sket fra så lille en gruppe, at man næppe kunne kalde det en massespurt, og sidste år var der som sagt relativt mange hurtige folk med i anden gruppe. Vi husker også stadig, hvordan Caleb Ewan i medvindsudgaven i 2021 klatrede så godt, at han rundede toppen af Poggio som nr. 2 i baghjulet af Van Aert. Man skal passe på med at overgøre sværhedsgraden af Poggio, der selv i udgaver med kraftig medvind og forventede Pogacar- og UAE-massakrer godt kan overleves af sprinterne.

Det er også værd at bemærke, at vi trods den kraftige medvind i 2021 og 2022 stadig havde relativt store grupper - grupper, der var så små, at der manglede hjælpere, men så store, at det blev taktisk. Det er derfor stadig relativt sjældent, at vi ser det, vi så i 2023, 2020 og 2017, nemlig at bare 2-4 mand kører væk. Også da Julian Alaphilippe vandt i 2019 skete det i en spurt i en gruppe på ca. 10 mand. 2023-, 2020- og 2017-udgaverne viser imidlertid også, at det kan lade sig gøre for 2-4 af de bedste at køre væk, særligt med disse vindbetingelser og den ventede UAE-strategi. Og sidste år så vi for første gang i en menneskealder, at den allerbedste faktisk godt kan køre alene hjem fra Poggio på ren styrke.

Det er klart, at Pogacars angreb vil være hele omdrejningspunktet. Det er det, alle venter på, og det store spørgsmål er, om han kan køre alene eller få selskab af en mand eller to. Det kunne han ikke sidste år, men da han sidste år ventede med at angribe til medvinden, kom han tættere på. Her fik han det barberet det til bare fire mand, men alene kom han ikke. Til gengæld skabte han den massakre, der gjorde det muligt for Mathieu van der Poel at skrive nyere cykelhistorie ved at køre alene. Det viser dog, at det det altså er en pokkers svær stigning at køre væk på, selv hvis man hedder Pogacar.

Læs også

Dansk top-10 i Tjekkiet

Der er altså flere scenarier. Den større spurt er mindst sandsynlig, men er mulig. Derudover er der solosejren til stærkeste mand, der historisk har været meget svær at få, men som vi fik i 2023. Mere normal er situationen fra 2017 og 2020, hvor 2-3 mand skal spurte om sejren. Mere sandsynlig har det dog været, at man har haft billedet fra 2019, 2021 og 2022, nemlig at en gruppe på 8-15 mand er samlet efter toppen. Her kan det ende som en spurt, som det gjorde i 2019 eller et taktisk Stuyven-angreb som i 2021, ligesom man naturligvis skal forvente, at Mohoric i denne situation vil forsøge at bruge nedkørslen på samme måde som sidste år, selvom alle nu ved, hvad der vil ske. I denne taktiske finale er antallet af hjælpere helt, helt afgørende. I 2022 var det formentlig altafgørende, at Van Aert ikke fik Primoz Roglic med over. Var det sket, var Mohoric formentlig blevet hentet, og vi havde fået en spurt.

Hvem kan så vinde i år? Det er der som altid mange, der kan, men den forventede UAE-massakre og medvinden vil ligesom de seneste år stille større krav til klatreevnerne og forringe chancerne for det store flertal af sprinterne. Mens det reducerer antallet af mulige vindere i en spurt, øger det til gengæld chancen for de outsidere, der kan køre med på Poggio, men ikke vinde en spurt. Med et hårdere løb vil der med større sandsynlighed mangle hjælpere nede i Sanremo, og dermed må chancen for en Stuyven-agtig sejr regnes som større end vanligt. Man skal ”bare” overleve Poggio.

 FELTET.DK'S NYE APP OG STØT FELTET.DK

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00

Jeg har egentlig altid sagt, at det nok ville blive svært for Tadej Pogacar at vinde Milano-Sanremo, men i år tror jeg faktisk, at han gør det. Som sagt giver medvinden ham de helt perfekte betingelser, selvom den ikke er helt så stærk som sidste år, men det har jo ikke været nok de foregående to år. Alligevel er der tre ting, der taler for, at det kan lykkes denne gang. For det første ved han nu, at han ikke som i 2022 skal angribe i modvinden. Da han sidste år ventede til medvinden, gjorde han langt større skade, og det efterlod ham med bare tre rivaler. Det var ikke helt nok, men han kom tæt på.

Den anden faktor er, at holdet vel er stærkere. Wellens er i storform lige nu, og det samme er McNulty. De kan måske ikke skabe samme massakre som i 2022, men trykket bør kunne blive ret voldsomt - ikke mindst når Wellens skyder den af til sidst. Den tredje faktor er imidlertid den vigtigste. Modstanden er svagere. Ser man på de tre, der fulgte ham sidste år, er der spørgsmålstegn ved dem alle. Van Aert er helt væk, og Filippo Ganna er åbenlyst på et helt andet trist niveau. Ingen aner, hvor Mathieu van der Poel står, men som jeg vil redegøre for i analysen af ham nedenfor, tvivler jeg på, at han er lige så stærk som sidste år.

Hvis det er rigtigt, ligner det året, hvor Pogacar kan gøre forskellen. Sidste år så vi, at han under disse betingelser kan gøre så stor skade, at kun de allerbedste kan være med, og hvis ingen af de allerbedste er på 100%, er han så stærk, at han formentlig kan køre alene. Vi så i hvert fald med vanvidsridtet i Strade Bianche, at formen er skræmmende god, selvom han i år har kørt færre løb og har en anderledes sæsonplan. Der er således næppe noget galt med Pogacars ben, og så ved vi fra sidste år, at kun cremen kan følge ham i medvinden - og cremen ser ikke ud til at være så skræmmende i år.

Til gengæld skal han nok også væk på Poggio for at vinde. Ja, han er hurtig, men E3 og sidste års løb viste, at han kan få svært ved at vinde en spurt i Sanremo, og frihed i det taktiske spil har han ikke. Det tror jeg til gengæld også, han kan i en sæson, hvor modstanden ser svagere ud, og vinden igen ser perfekt ud. Derfor tror jeg, at han på lørdag kan kalde sig vinde af fire af de fem monumenter.

Det, der gør det hele så svært i år, er Mathieu van der Poel. Hvor pokker står manden? Det er virkelig specielt, at han gør sæsondebut i et af sæsonens allerstørste mål, men netop fordi det er et mål, kan vi også vide os sikre på, at han må være godt forberedt - betydeligt bedre end sidste år, hvor han startede sin sæson historisk svagt. Vi ved også, at Van der Poel på 100% er den naturlige favorit. Vi så sidste år gennem hele sæsonen, at han havde noget et helt nyt niveau - særligt her og til VM - og på denne lette stigning vil selv den allerbedste Pogacar nogensinde kunne sætte den allerbedste Van der Poel, der altid bør vinde en spurt mellem de to. Van der Poel er altså favorit - hvis han er på 100%!

Er han så det? Ja, det er jo dybest set gætværk - i et vist omfang også for ham selv. Jeg tror, at han er tæt på, men historikken til siger altså, at han skal bruge lidt løb for at finde sin bedste form. Det var i hvert fald helt klart tilfældet sidste år. I 2022 kom han også til løbet i sin sæsondebut, da han havde været skadet hele vinteren, og her kom han med en 3. plads tæt på. Det var bare også i en udgave, hvor vi fik en større gruppe til sidst, end jeg venter i år, hvor jeg tror, at han er den eneste, der for alvor kan drømme om at følge Pogacar. I 2021 startede han stærkt ved at vinde sit første løb i UAE Tour, men i åbningsweekenden var han god uden at give indtryk af at være på 100%. Vigtigst af alt er det dog, at han altid synes at mangle en smule, når han er kommet ud efter sin pause frem mod grand tours - også selvom hans tårnhøje klasse har betydet, at resultaterne stadig har været fremragende.

Læs også

LIVE: Ineos dikterer tempoet i bjergene

Til gengæld har han flere optioner end Pogacar. Som vi så i 2023, hvor han vandt favoritternes spurt om 3. pladsen foran navne som Van Aert og Mads Pedersen, har han efter et hårdt løb en chance i en spurt mod alle - hvis altså Jasper Philipsen er sat af, så han får sin chance. Netop 2022-udgaven, hvor skaden betød, at han i hvert fald var et stykke fra 100%, viser, at Van der Poel skam kan vinde, selvom han er ikke er på toppen. I år tror jeg bare, at han skal være tæt på sidste års niveau, hvis han skal følge Pogacar, og jeg synes, at historikken taler for, at det kan være svært for ham, når han ikke har kørt ét eneste løb før nu.

Det er vel naturligt at have Mads Pedersen som nr. 3. Efter at have skippet løbet i flere år har han fået smag for det, efter at han blev hentet ind som afløser for Stuyven i 2022, og han var tæt på i både 2022 og 2023. Sidste år måtte han dog også sande, at han formentlig får svært ved at følge Pogacar, hvis blodbadet bliver det samme denne gang. Til gengæld viste begge udgaver også, at han helt sikkert sidder med, hvis gruppen bliver bare en anelse større. Han har fået et tårnhøjt bundniveau, og særligt hans vilde arbejde på sidste etape i Paris-Nice viser, at han er knivskarp igen i år og tæt på sit endnu højere topniveau.

Pedersen har også en ret klar vej til sejr. Han skal ”bare” overleve Poggio, og herefter vil han have en god chance i en spurt mod alle, da han kan være skræmmende hurtig efter et hårdt løb. Efter 300 km han også vinde en spurt i en større gruppe, selv hvis han skal spurte mod folk som Jasper Philipsen og Olav Kooij, men det er klart, at den klareste vej til sejr går via modellen fra 2022 - hvis altså bare det var blevet holdt samlet. I år kan han så drømme om, at formstærke Toms Skujins måske kan sidde hos ham, hvis vi får en gruppe af samme størrelse, og det vil øge hans chancer for at holde det samlet og kunne spare på kræfterne. Jeg er bange for, at Pogacar igen ødelægger det for Pedersen, men danskeren er en af de ryttere, der har den tydeligste vej til sejr - og formen synes at være god nok til at gøre brug af den.

Det må være naturligt at placere Tom Pidcock som den næste i rækken. Vi har endnu til gode at se den bedste udgave af Pidcock i dette løb, og derfor ved vi ikke rigtigt, hvor godt han passer til løbet. Denne form for powerstigning er helt sikkert ikke ideel for en mand, der heller ville have kortere og stejlere udfordringer, men han må stadig regnes som en af feltets bedste klatrere. Til gengæld har han ledt efter formen, og den fremgang, han viste i Sanremo, forduftede desværre på 5. etape i Tirreno. Heldigvis rejste han sig stort i lørdags, hvor han på kongeetapen nærmest var skræmmende god, da han længe kørte lige op med Jonas Vingegaard, og selvom han sled sig selv ihjel for Thymen Arensman, endte han med at køre fra sin kaptajn til sidst.

Desværre viser samme løb også, at Pidcock er uhyre svingende, og vi ved ikke helt, hvilken udgave vi får. Vi ved også, at han har haft det svært med distancen, men sidste år kørte han trods alt på podiet i Amstel og Liege. I det hele taget tog han i 2023 et ret stort skridt, både i Ardennerne og Touren, og hvis Tirreno indikerer, at han nærmer sig det niveau, er han manden med næstbedste chance for at følge Pogacar. Hvas der gør ham særligt interessant, er, at han efter et hårdt løb har en reel chance for at slå alle i en spurt - det ved Wout van Aert - og dermed skal han rangeres meget højt på vinderpotentiale. En tomandsspurt mellem ham og Pogacar er i hvert fald slet ikke tabt på forhånd. Jeg kan vær bekymret for hans positionering frem mod Poggio, men her har Ineos et meget stærkt hold til at hjælpe ham. Lad os håbe, at vi endelig ser den bedste Pidcock i et løb, han bør kunne vinde.

Uden Van Aert satser Visma på to kort, hvoraf det ene er Christophe Laporte. Franskmanden får nu endelig lov at køre sin chance i dette løb - også som Visma-rytter - men han står med en stor udfordring. I en massespurt er han lead-out man for Kooij, og hvis hollænderen falder fra, er der som udgangspunkt folk, der er hurtigere end ham. Vi har dog også set, at Laporte har spurtet langt bedre end tidligere på det seneste, senest i Kuurne, men også da han vandt en helt ren massespurt i Dauphiné, og derfor kan han ikke afskrives som massespurtsvinder.

Hans helt store chance er dog, at han kan overleve et Pogacar-angreb. Han er bestemt ikke nogen stor klatrer, og det burde tidligere have været helt utænkeligt. Dette er dog en ”flad” powerstigning, der burde passe ham relativt godt, og hans kørsel i Strade Bianche, der på papiret er alt for hårdt, vidner om, at han kan have taget sin klatring til et helt nyt niveau. Som han har spurtet på det sidste, vil han have en fair chance for at vinde en spurt i en lille gruppe af de bedste, også selvom Pedersen som udgangspunkt vil være svær for ham at slå.

Jeg er nødt til at rangere Matej Mohoric højt. Han har nemlig en ret klar vej til sejr. Det viste han, da han vandt i 2022, og den opskrift kan han sagtens kopiere. Det handler om at overleve Pogacars massakre, og herefter lancere det vanvidsangreb på den tekniske nedkørsel, der var så profitabelt dengang. Også denne gang hjælpes han af medvind i Sanremos gader, og dermed har han også de klimatiske forhold, der skal til, hvis missionen skal lykkes.

Den anden forudsætning er dog, at han overlever Pogacar-massakren. Det gjorde han i 2022, hvor Pogacar begik sin modvindsfejl, men det var han ikke rigtigt tæt på i 2023, hvor han ikke så specielt godt ud. Det var faktisk lidt overraskende, fordi han havde klatret bedre end nogensinde i Sanremo. Da han vandt i Polen, så han ud til at have taget sin klatring til et nyt niveau, og efter en skuffende åbningsweekend bekræftede han det med sin flotte kørsel i et historisk hårdt Strade Bianche. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Han var ikke tæt på sidste år, men til gengæld er han en af de ryttere, der har den klareste vej til sejr, hvis det lykkes - også fordi han vil kunne lave ”en Stuyven” i den taktiske finale, hvis nedkørslen ikke er nok til at komme væk.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Bliver det en spurt, peger de fleste vel på Jasper Philipsen. Det er klart, at en spurt under disse betingelser ikke er det mest sandsynlige, men i 2022, hvor vinden var endnu vildere, kom de første sprintere kun 11 sekunder for sent. Der skal ikke laves mange fejltrin i fladlandet i Sanremo, inden sprinterne kan komme tilbage, og Philipsen er en af de sprintere, der næsten med 100% sikkerhed overlever. Til gengæld er han kommet skidt fra start, og senest var han spurt i Nokere temmelig skuffende.

Jeg er derfor ikke så stensikker på, at han vil vinde en spurt, hvis vi ender med det scenarium, men han må stadig regnes som den sprinter med de bedste kort på hånden. Han har trods alt ikke spurtet dårligt, og når Van der Poel først har kørt sit lead-out, har han allerede fået de bedste kort på hånden. Efter et hårdt løb må han også stå stærkere end Olav Kooij og Jonathan Milan, der ligner de største trusler på ren fart, og derfor har han en ganske stor chance for at tage karrierens første monumentsejr.

Jeg rangerer Jonathan Milan her, men det er på potentiale mere end forventning. Jeg regner nemlig ikke med, at han får lov at køre spurten, hvis vi får samling i en større gruppe. Efter sejren i søndags sagde han i hvert fald, at han glædede sig til at arbejde for Pedersen og Stuyven, hvad han har gentaget denne torsdag, og jeg vil tro, at de har en ret klar aftale om, at det er Pedersen, der er kaptajn. Det kan i hvert fald være lidt svært at se danskeren køre et lead-out for sin italienske holdkammerat. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at Milan er den hurtigste af de to i en klassisk massespurt, og hvis Pedersen har brændt kræfter af i forsøget på at følge Pogacar på Poggio, kan det vel ikke udelukkes, at de vælger at gå med deres på papiret hurtigste mand.

Der er dog også en del spørgsmålstegn ved Milan. Overlever han Poggio? Sidste år havde han formentlig end ikke overlevet Capo Berta, men hans stærkt stigende holdbarhed taler for, at det vil lykkes. Den store ubekendte er dog distancen, hvor han er helt uprøvet. Den anden usikkerhed er farten efter et hårdt løb. Vi så i Giroen, at en træt Milan taber fart, og vi ved, at Pedersen omvendt er bedst efter et hårdt løb. Det er derfor slet ikke så sikkert, at Milan faktisk vil være deres bedste afslutter, men da jeg rangerer efter vinderpotentiale, da Milan han udviklet sin holdbarhed enormt, og da han for en uge siden bekræftede sin fart og sine evner i hårde finaler, er han nødt til at stå højt på denne liste.

Den tredje rytter, der kan vinde en spurt, er Olav Kooij, men her er der ingen garanti for overlevelse. Tidligere har han kæmpet lidt med lange stigninger - det så vi eksempelvis i Piemonte i 2022 - men han har taget et stort skridt siden da. Hans EM var i hvert fald et helt nyt niveau, men sandt er det også, at Vamberg er en kort stigning, mens Cipressa og Poggio er lange - og det er den slags, der har voldt ham problemer. Heldigvis var 1. etape i Paris-Nice lovende, og når man ser på de sprintere, der sad i første gruppe i både 2022 og 2023, vil det overraske mig, hvis ikke Kooij sidder der.

Om han så kan slå Philipsen, er en anden sag. Sidste år blev han i hvert fald knust, da de to spurtede om sejren i sidevindsræset i De Panne, og han manglede generelt en del fart. Heldigvis tyder hans spurter i Paris-Nice og UAE Tour på, at han er kommet tættere på de allerhurtigste, og kombinerer man det med Philipsens knap så overbevisende start, og at Kooij har Christophe Laporte som en ganske suveræn lead-out man, er det bestemt muligt, at Visma kan vinde løbet, selvom de må klare sig uden Van Aert.

Lotto må klare sig uden Arnaud De Lie, men heldigvis har de et meget spændende alternativ i Maxim Van Gils. Belgieren synes at have taget et gigantisk skridt i år. Det så vi allerede, da han vandt i Andalusien, og det bekræftede han særligt i Strade Bianche, hvor han helt klart var løbets næststærkeste. Ja, faktisk var han så god, at han mente, at han kunne have fulgt Pogacar, hvis han havde svaret med det samme, og selvom det nok ikke ville have holdt hele vejen, viste hans efterfølgende flotte finale efter lang tids spildt solokørsel, at det måske er rigtigt. Han er ikke voldsomt prøvet over lange distancer, men han var i top 11 i alle tre ardennerklassikere, hvormed han har bevist evnerne. Desværre er denne bløde powerstigning helt sikkert ikke ideel for en puncheur som ham, og han kan meget vel mangle den fornødne power til slut. Hvis han overlever, har han en ganske god spurt, men de fleste af de største favoritter vil nok slå ham. Jeg er dog ikke stensikker på, at det vil gælde eksempelvis for Pogacar, og derudover har han jo altid det våben, at han kan lave ”en Stuyven” til sidst. Jeg kan dog være bekymret for positionskampen frem mod Poggio, hvor hans hold ser svagt ud.

 FELTET.DK'S NYE APP OG STØT FELTET.DK

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00

Kan vi definitivt erklære Alberto Bettiol tilbage? Nej, så langt er vi ikke, men selvom hans start har været ”shaky”, synes der nu at være hul igennem. Hans flotte VM var det første tegn, der blev fuldt op af den flotte start på Mallorca, inden det blev mere mudret. Hans kørsel på den første bjergetape i Tirreno var dog uhyggeligt god, og da han knuste al modstand i Torino i onsdags, lignede han igen den mand, der vandt Flandern Rundt ved slet og ret at køre fra alt og alle, og som har imponeret stort i bjergene ved OL og i Giroen. Desværre viste Tirreno også, at han stadig er enormt svingende, men har vi den bedste Bettiol, er han en af de ryttere, der måske kan følge Pogacar-angrebet, særligt på denne form for powerstigning. Lykkes det, har han en god spurt, men skal han vinde, skal han formentlig lave ”en Stuyven”. Også for ham gælder dog, at jeg har mine bekymringer for hans positionering.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sidste år havde jeg Filippo Ganna som en af de store favoritter, og han viste sig endda endnu stærkere, end jeg havde regnet med. Da han ovenikøbet slog Van Aert og Pogacar i spurten og siden i Vueltaen viste, at han sågar kan vinde massespurter, er han jo skabt til at vinde dette løb. Desværre har han været helt fra snøvsen i år. Allerede i Australien startede han ukarakteristisk svagt, og den genrejsning, man havde ventet i Algarve, så vi slet heller ikke. Han så bestemt heller ikke flyvende ud i Tirreno, hvor han ikke imponerede, da han ramte udbruddet, og han kørte heller ikke en eneste af de to finaler, der passede ham. Et nederlag til Juan Ayuso på en Ganna-enkeltstart var heller ikke opløftende, og derfor bliver jeg ret overrasket, hvis han pludselig kan være med i endnu et Pogacar-angreb. Han har også et neddroslet fokus på klassikerne i år, hvor han skipper Roubaix af hensyn til OL, og det kan være en forklaring. Det ændrer dog ikke på, at dette løb er et stort mål, og med supertalenter skal man altid åbne døren for en overraskelse - særligt når han jo kørte Tirreno som hjælper. Selv hvis han ikke er på toppen, kan han jo faktisk vinde, for han er blevet så hurtig, at han kan drømme om en sejr i en massespurt, særligt efter et hårdt løb og i en enkel finale.

En rytter med et stort potentiale i dette løb er Corbin Strong . Han kan sagtens blande sig i en spurt, men her mangler han farten på flad vej til at slå de bedste i dette felt. Til gengæld udvikler hans holdbarhed sig med stormskridt, og han har virkelig chokeret mig med sin klatring i Indurain og på sidste etape i Catalonien. Han skal ikke forbedre sig meget, inden han sidder med i en gruppe på 8-10 mand, og så er der pludselig en helt anderledes god chance for at vinde en spurt. Selvfølgelig skal han stadig slå folk som Pedersen, hvilket ligner en svær opgave, men spurten i Sanremo giver ofte helt uventede udfald, som de ovenfor omtalte podiepladser til Swift og Roelandts viser. Der vil være sket mærkeligere ting, end hvis Strong skulle vinde en spurt i en lille gruppe på Via Roma, når han i Tirreno viste fornem form, og vi endnu ikke ved, hvor langt hans potentiale og holdbarheden i fremtiden kan række.

Min personlige joker kunne være Jhonatan Narvaez. Jeg aner ikke, hvad ecuadorianeren har lavet den seneste måneds tid, hvor han ikke har kørt løb, og derfor er han en ubekendt. Vi ved til gengæld, at han plejer at starte sine sæsoner ekstremt stærkt, og han har flere gange været en af de allerstærkeste i åbningsweekenden, inden han så er blevet sat tilbage af lidt for mange styrt. I år startede han igen som lyn og torden i Australien, inden han slog Richard Carapaz og formstærke Jefferson Cepeda ved mesterskaberne, men siden dengang har der været stille om ham. Jeg har ikke kunnet opdrive en forklaring, men det virker sandsynligt, at han har trænet i de ecuadorianske højder frem mod klassikerne og Giroen. Hvis det er rigtigt, og hvis hans kørsel i Australien og ved VM - hvor han igen styrtede - indikerer, at han vitterligt har taget næste skridt, bliver jeg ikke overrasket, hvis han overlever Pogacar-angrebet. Sker det, har han farten til at true de bedste, ligesom han og Pidcock kan spille deres kort i en taktisk finale. Desværre er distancen også en ubekendt, for vi har tidligere set, at han efter den gode åbningsweekend ofte er kommet til kort i de største løb.

En anden genrejst er måske Benoit Cosnefroy. Så langt er jeg endnu ikke klar til at tage den efter hans nærmest horrible 2023 og en svag sæsonstart (trods en spurtsejr i Alpes-Maritimes). Heldigvis lignede han igen den gamle Cosnefroy i Strade, og det er endda et løb, jeg normalt vil regne som en anelse for hårdt. Desværre er jeg ikke sikker på, at selv den bedst Cosnefroy er skabt til dette løb. Han elsker en 1 km lang mur med 10%, men så snart stigningerne får bare Liege-længde, kommer han ikke langt nok med sit punch. Poggio er på alle måder en ”anti-Cosnefroy-stigning”, fordi den handler om power og ikke punch. Det er derfor slet ikke givet, at han kan overleve, men omvendt er en god Cosnefroy så flyvende, at det bestemt ikke kan udelukkes. Han er så hurtig, at han vil have en reel chance for at vinde en spurt mod typer som Pogacar, men Pedersen og Van der Poel slår han næppe. Derfor skal han satse på, at de falder fra, eller lave ”en Stuyven”.

En anden joker er Laurence Pithie, der har været en af sæsonens åbenbaringer. At potentialet er stort, så vi tydeligt, inden hans ærgerlige styrt i marts, men at han i denne sæson skulle åbne med at klatre som en drøm i Down Under, tage den første WorldTour-klassiker i Evans-løbet, klatre med de bedste i en brutal udgave af Kuurne og slutteligt imponere i Paris-Nice havde de færreste nok regnet med. Han vil kunne blande sig i en massespurt, men her er hans store styrke positioneringen, som han ikke kommer langt med i et lille felt i en enkel finale. Nej, skal han vinde, skal han være med i Pogacar-angrebet. Det virker svært, men hvem havde troet, at han kunne være med Visma-drengene i Kuurne? Intet synes umuligt, selvom det belgiske løb måske også viste, at distancen kan blive et problem. Til gengæld betyder hans eminente positionering, at han kan sidde perfekt i bunden af Poggio, og derfra er forudsætningerne i hvert fald gode. Desværre er der stadig et stykke til sejr, for Paris-Nice viste jo, at Pedersen i hvert fald stadig er hurtigere - men så må han jo lave ”en Stuyven”, hvad han forsøgte, da han formentlig smed en sejr på 6. etape Down Under væk.

For to år siden havde Biniam Girmay stået rasende højt på denne liste. Dengang ville han have været en af de ryttere, der både kunne overleve et Pogacar-angreb og vinde en spurt, men desværre gælder det ikke længere. I dag er holdbarheden pist borte, og i dag skal man vel næsten betegne ham som en lidt halvtung sprinter. Der var dog opløftende takter i Kuurne, hvor han klarede den første splittelse, men til gengæld kom vi ned på jorden igen på 3. etape i Tirreno, hvor han havde en finale, der burde have passet ham som fod i hose. Heldigvis melder han om perfekt forberedelse, og selv med sidste års niveau var han stadig med hjem i den første gruppe med sprintere. I år virker han en anelse bedre, og som han har spurtet i år, vil han have en reel chance for at vinde, hvis vi får samling. Der er altså en vej til sejr, selvom han stadig er en skygge af sig selv.

Man kan heller ikke helt afskrive Alexander Kristoff længere. Kongen af spurter efter lange, hårde løb har ofte vundet spurten på Via Roma, men desværre kun én gang, hvor sejren var på spil. Desværre er han ikke længere så træfsikker, som han tidligere var, men vi så senest i Torino, at han stadig kan, ligesom han kørte en sjældent god spurt på sidste etape i Tirreno. Det virker ikke længere helt på månen at tro, at han kan vinde en spurt i en større gruppe, men det kræver, at han overlever. I dag er han ikke i nærheden af tidligere tiders holdbarhed, og han faldt da også fra i både 2020, 2021 og 2022. Det ligner derfor en svær opgave, men i Torino klatrede han på et niveau, vi ikke har set i nogen tid, ligesom han imponerede med sin form på 3. etape i Tirreno. Derfor tør jeg ikke helt udelukke, at han endelig sidder med hjem igen, og så skal man aldrig udelukke kongen af spurterne efter de hårde klassikere.

En joker kunne være Luke Plapp. Australieren har endelig lagt det horrible 2023 bag sig, og nu ligner han igen den komet, han engang var. Denne form for powerstigning burde faktisk passe ham ganske perfekt, og med de klatreben, han havde i Paris-Nice, ligner han en af de ryttere, der måske kan sidde med på Poggio, hvis vi får en gruppe på 8-10 mand. Sker det, skal han finde en vej til at vinde et løb, hvor han ikke har en chance i en spurt. Det er pokkers svært, men temporytteren Plapp har vel en mulighed for at lave ”en Stuyven”. Den opskrift brugte han i hvert fald til at blive australsk mester for et år siden - men alt sammen kræver det, at han klarer sig i positionskampen.

På papiret er Michael Matthews et langt bedre bud for Jayco, men det kan være svært at tro på. I forvejen er det ret klart, at hans holdbarhed er langt fra tidligere tiders ellers tårnhøje niveau, og nu har han endda haft en elendig sæson med styrt i Valencia og senest sygdom i Paris-Nice. Det ser ikke længere sandsynligt ud, at han kan sidde med i et Pogacar-angreb, for det ville nok endda knibe for den bedste Matthews. Lige nu ligner hans chance en reduceret massespurt, men her har han heller ikke tidligere tiders fart på flad vej. Ja, faktisk skuffede han endda i den stigende spurt på 1. etape i Paris-Nice. Alligevel har Matthews næsten altid haft en evne til at rejse sig i dette løb, hvor han så sent som i 2022 blev nr. 4, og derfor tør jeg ikke helt afskrive, at han kan sidde med i en gruppe på 8-10 mand - og så er han vel ikke helt uden chance i en spurt, hvor han to gange er endt på podiet og ofte har slået på papiret hurtigere folk.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Er Simone Velasco ved at være der? Sidste år nåede han et tårnhøjt niveau i anden sæsonhalvdel, men i år har han virkelig ledt efter formen. Nu er han der til gengæld måske. En 25. plads på kongeetapen i Tirreno er i hvert fald et fremragende resultat for en fyr som ham, og det taler for, at vi måske endelig skal se den Velasco, vi så i efteråret. Han er skabt til dette løb, da han har punch på stigninger og kan spurte, men det er også klart, at han skal vinde via taktisk nede i Sanremo. Det kræver dog i første omgang, at han kommer så langt, og her har vi stadig til gode at se ham helt fremme på dette niveau, men 2023-sæsonen giver håb for, at det snart kan lade sig gøre.

Endelig vil jeg nævne Luke Lamperti. Det er hans første monument, og det vil være svært overraskende, hvis han har holdbarheden til at blande sig allerede nu. På sigt er det dog et perfekt løb for en holdbar sprinter som ham, og efter hans nærmest chokerende resultat på 2. etape i Oman skal man aldrig udelukke noget. Til gengæld så vi også på 4. etape i samme løb og senest i Kuurne, at hans holdbarhed kan være på et helt, helt andet og langt mere kedeligt niveau, og det vidner om, at vi ikke aner, hvad vi skal forvente. Han ryger formentlig på Cipressa - eller måske på Tre Capi-stigningerne - men lad os nu åbne døren for en overraskelse til en mand, der har fin fart og har imponeret med sin holdbarhed i år.

 FELTET.DK'S NYE APP OG STØT FELTET.DK

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, hvilket har ført til justeringer i holdoversigten nedenfor. Bemærk, at Jayco har meldt ud, at de kører 100% for Matthews, der føler sig okay efter sin sygdom, og at Plapp skal hjælpe i positionskampen. Sidstnævnte får derfor næppe sin egen chance.

***** Tadej Pogacar

**** Mathieu van der Poel, Mads Pedersen

*** Tom Pidcock, Christophe Laporte, Matej Mohoric, Jasper Philipsen, Jonathan Milan

** Olav Kooij, Maxim Van Gils, Alberto Bettiol, Filippo Ganna, Corbin Strong, Jhonatan Narvaez, Benoit Cosnefroy, Laurence Pithie, Biniam Girmay, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Simone Velasco, Luke Lamperti

* Luke Plapp, Danny Van Poppel, Arnaud Demare, Marius Mayrhofer, Søren Kragh, Toms Skujins, Matteo Sobrero, Jasper Stuyven, Stefan Küng, Andrea Vendrame, Matteo Trentin, Christian Scaroni, Casper Pedersen, Kevin Vermaerke, Samuele Battistella, Julian Alaphilippe, Cees Bol, Michele Gazzoli, Mike Teunissen, Carlos Canal, Cedric Beullens, Jasper De Buyst, Quentin Pacher, Georg Zimmermann, Gonzalo Serrano, Tim Wellens, Isaac Del Toro, Krists Neiilands, Vincenzo Albanese, Fred Wright, Nikias Arndt, Marijn van den Berg, Axel Zingle, Søren Wærenskjold, Alexey Lutsenko, Kasper Asgreen, Victor Campenaerts, Pascal Eenkhoorn, Axel Laurance, Oliver Naesen, Benjamin Thomas, Martin Marcellusi

Danskerne

Hos Lidl er Mads Pedersen en af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Alpecin er Søren Kragh grundet sin knæskade formentlig denne gang ren hjælper for Mathieu van der Poel og Jasper Philipsen. Hos EF skal Michael Valgren støtte primært Alberto Bettiol, og hos Israel-PT har Jakob Fuglsang samme opgave for Corbin Strong. Hos Soudal kan Kasper Asgreen og Casper Pedersen formentlig tage deres chance, hvorfor de er omtalt i holdoversigten, og endelig skal Alexander Kamp hos Tudor formentlig støtte Matteo Trentin og Marius Mayrhofer.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2023, Matej Mohorics sejr fra 2022, Jasper Stuyvens sejr fra 2021, Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Vincenzo Nibalis sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Arnaud Demares sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Alexander Kristoffs sejr fra 2014 og Gerald Cioleks sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Alpecin-Deceuninck: Van der Poel er den erklærede kaptajn, men Philipsen har naturligvis også beskyttelse. Søren Kragh er kronisk god i dette løb, men med hans skade og mange missede løb ser det svært ud at have samme form i år. Axel Laurance har på sigt potentiale i dette løb, men som Gianni Vermeersch må han være hjælper.

Læs også

Favorit begik dyr fejl: Det er en skam

Arkea-B&B Hotels: Arnaud Demare er tidligere vinder, men uden samme holdbarhed og fart som tidligere. Torino giver et lille håb om, at han kan overleve, men jeg har svært ved at se ham vinde en spurt. Holdets holdbare alternativ er Vincenzo Albanese, men han leder stadig efter formen og vinder ikke en spurt. Clement Champoussin er formsvag.

Astana Qazaqstan Team: Velasco ligner det bedste bud. Hurtige Christian Scaroni har imponeret i år, men kan næppe køre med de bedste, og det samme gælder for Samuele Battistella, der ellers endelig viste livstegn i Paris-Nice. Trods fremgang i Torino gælder det samme for den skuffende Alexey Lutsenko. Til en spurt kan holdet håbe på Cees Bol, der endelig viste form i Torino, men hans Tirreno indikerer, at den nok ikke rækker hele vejen. Alternativet er Michele Gazzoli, der er ret holdbar og var god i Torino, men nok ikke har farten til en flad spurt i sit første monument.

BORA-hangrohe: Danny Van Poppel er den holdbare sprinter, der bør kunne sidde med hjem, men han skuffede med formen på 1. etape i Paris-Nice og får nok også svært ved at vinde en spurt. Alternativet er Matteo Sobrero, der er hurtig og skal håbe at sidde med de bedste, men trods stigende form i Paris-Nice er han næppe med i en gruppe på 8-10 mand. Det samme gælder om Giovanni Aleotti trods opløftende takter i år. Marco Haller kan vise sig som det bedste bud i en større gruppe, da han klatrede imponerende i Paris-Nice, men han mangler farten.

Cofidis: Axel Zingle passer på papiret fint til løbet, men vi så senest i Torino, at han er en skygge af sig selv. Her så vi også, at Stefano Oldani mangler meget efter sin skade, og trods fremgang ligner Benjamin Thomas ikke en mand, der kan gøre andet end måske blande sig i en spurt i en større gruppe.

Team Corratec-Vini Fantini: Niccolo Bonifazio har før overlevet stigningerne, men selvom han har vist god holdbarhed i år, sker det næppe under en UAE-massakre. Kristian Sbaragli og Valerio Conti har været skygger af dem selv i år.

Decathlon AG2r La Mondial Team: Consefroy ligner det gode bud, men formstærke Andrea Vendrame kan lave en top 10, hvis vi får en større spurt, hvor han dog ikke kan vinde. Oliver Naesen er tidligere blevet nr. 2, men kan i dag kun sidde med i en større gruppe, hvor de vil køre for Vendrame. Edvald Boasson Hagen er som Dries De Bondt i dag alt for tung.

EF Education-EasyPost: Bettiol ligner manden. Marijn van den Berg burde kunne gå på podiet i en større spurt, men Torino viste, at styrtet i Algarve har sat ham langt tilbage. Michael Valgren mangler stadig for meget for at kunne køre med de bedste.

Groupama-FDJ: Den erklærede kaptajn er Pithie. Stefan Küng har før imponeret med sin klatring, men denne finale er for eksplosiv til, at han kan sidde med de bedste - og så er han spurtsvag. Hurtige Quentin Pacher har imponeret i år, men han sidder næppe med i en lille gruppe efter Poggio. Sven Erik Bystrøm og Sam Watson synes at lede efter formen.

INEOS Grenadiers: Pidcock, Narvaez og Ganna bør alle have beskyttelse. Den tidligere vinder, Michal Kwiatkowski¸ var helt uden form i Tirreno.

Læs også

Superstjerne reflekterer over forår med flere skuffelser

Intermarché-Wanty: Girmay er den erklærede kaptajn, men Mike Teunissen er et i dag nok mere holdbart alternativ til en spurt. Manden til angrebene er Georg Zimmermann, men han leder stadig efter sin bedste form.

Israel-Premier Tech: Strong er den erklærede kaptajn. De har også Ethan Vernon, men Torino viste, at han ikke klarer bakkerne. Simon Clarke har i dag ikke det tilstrækkelige niveau, Riley Sheehan mangler stadig for meget, og hverken Jakob Fuglsang eller Hugo Houle har vist noget i år.

Lidl-Trek: Pedersen er den erklærede kaptajn, men Milan ligner en giftig joker, hvis han får chancen. Holdet har også den tidligere vinder, Jasper Stuyven, men efter det opløftende VM har han i år igen i åbningsweekenden lignet en skygge af sig selv. Toms Skujins er til gengæld flyvende, men skulle han overleve Poggio i en lille gruppe, vil han skulle ofre sig for Pedersen.

Lotto Dstny: Uden De Lie handler det om Van Gils. Cedric Beullens og Jasper De Buyst har formen og holdbarheden til en reduceret massespurt, men den vinder de ikke. Pascal Eenkhoorn har ikke vist sin bedste form. Det har Victor Campenaerts, der imponerede i Paris-Nice, men han kan trods alt ikke klatre med de allerbedste her.

Movistar Team: Formstærke Carlos Canal kan stræbe efter en top 10 i en større spurt, hvad også Gonzalo Serrano, der endelig viser lidt form, kan. Davide Cimolai er i dag for tung.

Soudal-Quick Step: Lamperti ligner det bedste bud. Julian Alaphilippe er kaptajnen, men et meget skuffende Tirreno vidner om, at hans eneste chance er en spurt i en større gruppe. Kasper Asgreen har også manglet for meget til at satse på andet end det. Casper Pedersen så godt i Paris-Nice, og falder Lamperti fra, kan han måske gå efter en top 10 i en større spurt. Der er ingen genrejsning af Gianni Moscon, og løbet passer ikke Mattia Cattaneo.

Team dsm-firmenich PostNL: Den erklærede kaptajn er formstærke Kevin Vermaerke, men han kører ikke med i et Pogacar-angreb, og selvom han er hurtig, vinder han ikke en større spurt. Pavel Bittner er nok stadig ikke holdbar nok til at overleve til en spurt, og Patrick Bevin er stadig en skygge af sig selv.

Team Jayco AlUla: Matthews er den erklærede kaptajn jf. opdateringen ovenfor, men Plapp kan måske stadig være en joker. De har også den spændende Davide De Pretto, der passer til løbet, men han er uprøvet og ren hjælper.

Team Polti Kometa: Nok har Giovanni Lonardi forbedret sin holdbarhed, men både for ham, Mirco Maestri og Davide Bais er dette løb for hårdt.

Team Visma | Lease a Bike: Laporte og Kooij må være kaptajnerne. Supertalentet Johannes Staune-Mittet har været formsvag i år, Tosh van der Sande er en skygge af sig, og ellers formstærke Mick van Dijke er hjælper.

Tudor Pro Cycling Team: Med den holdbarhed, han har vist i år, bør Marius Mayrhofer overleve til en spurt, men den vinder han næppe - og hans exit fra Tirreno skaber også lidt usikkerhed. Holdets alternativ er Matteo Trentin, der ikke er som i gamle dage, men stadig bør være i top 10 i en større spurt. Rick Pluimers er hurtig og holdbar, men kommer næppe længere end de to kaptajner, mens Alexander Kamp stadig synes at lede efter formen.

UAE Team Emirates: Tim Wellens, Isaac Del Toro, Marc Hirschi, Diego Ulissi og Alessandro Covi kunne alle jagte et resultat, men de har kun den mission at gøre det hårdt inden Pogacars angreb. Skulle sloveneren have uheld, er det Wellens og Del Toro, der har formen til Poggio, mens de øvrige skal satse på en spurt i en større gruppe.

Uno-X Mobility: Kristoff ligner det gode bud. På sigt er det et godt løb for Søren Wærenskjold, men han synes stadig for formsvag. Odd Christian Eiking og Fredrik Dversnes har ikke imponeret i år.

VF Group-Bardiani CSF-Faizané: Det vigtigste må være, at Alessandro Tonelli rammer udbruddet for sjette (!!!) år i træk. Skal det blive til et resultat, skal formstærke Martin Marcellusi, Filippo Magli eller Davide Gabburo deltage i en større spurt, hvor de dog ikke går i top 10. Enrico Zanoncello er alt for tung.

Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn. Holdet håber også på Fred Wright til en større spurt, men han er stadig en skygge af sig selv og for langsom. Som alternativ har holdet holdbare Nikias Arndt, mens jeg tvivler på, at holdbarheden i dag rækker for Andrea Pasqualon.

 FELTET.DK'S NYE APP OG STØT FELTET.DK

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN LØRDAG KL. 12.00