Optakt: Montepaschi Strade Bianche

nullHistorien bag dette nye løb er lang og interessant. Ligeledes kan man analysere og dissekere de mange dele der tilsammen gør, at det lige netop er Montepaschi Strade Biache der er på alles læber, og bredt regnes som den nye klassiker. Er man interesser i forhistorien kan vi henvise til optakten fra i fjor, for denne optakt handler om fremtiden.

Først lidt opdatering på denne endnu uafsluttede fortælling; den uundgåelige historie om hvordan Montepaschi Strade Bianche blev en fuldbyrdet klassiker. Det må stadig konstateres, at løbet endnu ikke kan betragtes som nogen fuldbyrdet klassiker endnu. Men det går hurtigt den vej. Det er der sådan set ikke noget odiøst i, da alle løb samler præstige ved blot at sikre sin fortsatte eksistens. Det er den grundlæggende logik der ligger bag når folk i og udenfor cykelmiljøet implicit sætter hierarki på cykelløbene ved at henvise til deres lange ’historie’. Men det er selvfølgelig også mere end det: det, der i sandhed betyder noget når vi snakker cykelløbs-kapital er hvad der sker mellem start og mål. Det er ikke nok at løbet køres, men at det der sker mellem start og mål er storslået. Og ligeså vigtigt: vinderen skal være stor.

Med hidtidige vindere som Alexandr Kolobnev, Fabian Cancellara og Thomas Løvkvist så ser det jo ganske pænt ud for Montepaschi Strade Biache. Det tæller alt sammen med i det store regnestykke. Resultat er da også, at alt ’trafikken’ uden for selve løbet også er blevet mere bastant. Vi taler her om at der snakkes mere om løbet, der skrives mere om det, og i sidste ende er der også flere der vitterligt ser på det. En fantastisk ting ved den digitale tidsalder er således hvordan der deles på nettet, ikke mindst hvordan venlige sjæle hjælper hinanden med at finde frem til italiensk fjernsyns live-streams på Rai Tre. Dette er altså endnu en god grund til at frekventere Feltet.dk’s debatforum, i hvert fald indtil løbet finder en plads på den danske sendeflade.

Og hvad er det så for et løb man skal lede efter på nettet? Selvom løbet er kort så har løbet allerede gennemgået en mængde navneændringer. Efter tidligere blot at gå under Monte Paschi Eroica gik man i 2009 over til den længere titel ”Montepaschi Strade Bianche – Eroica Toscana”. Løst oversat bliver det til ”Montepaschis hvide veje - Heroiske Toscana”. Det var og er en lang titel hvor løbets romantiske ånd fremstår tydeligt. Undertitlen rumsterer der stadig her i 2010, ligeså med de heroiske og noble idealer, men løbet omtales først og fremmest med tryk på Montepaschi Strade Biache. Montepaschi er i øvrigt et internationaliseret navn for løbets sponser, den Siena-baserede bankvirksomhed Banca Monte dei Paschi di Siena.

Og det er jo det, det hele handler om, altså at fremvise Toscanas smukke og helt særegne natur. Man skal se de smukke, hvide grusveje. Disse grusveje er dog ikke blot smukke, men er også hårde, men på forskellig facon alt efter hvordan vejret arter sig. Regner det bliver vejene ulideligt tunge. Er der tørvejr frembringer de mange cykler og biler så meget støv, at vejtrækningen besværliggøres. Løbet drager altså mindelser om Paris-Roubaix, men løbet er også ganske kuperet og ’italiensk’ i sin brug af bakker. Løbet er altså lidt af en hybrid. Er man mere kritisk indstillet end undertegnede ville man henvise til navneændringerne, til løbets korte historie og påpege, at de ryttere, som har været med fremme i løbet alle har været vidt forskellige. Man ville med andre ord argumentere for, at løbet endnu mangler at finde sin ’identitet’.

Jeg vil argumentere for at det er en helt misforstået tilgang, der fuldstændig misforstår hvorfor det netop er, at Montepaschi Strade Biache oplever så meget fremgang. Løbet skal ikke blive mere som ’de andre’. Identitet betyder i denne kontekst nemlig, at løbet bør ’finde’ sin ryttertype og dermed sine oplagte favoritter. Reduktionisme vil for Montepaschi Strade Biache dog ikke være en gevinst, men derimod et alvorligt tab. Det spændende ved Montepaschi Strade Biache er netop dens hybriditet, at løbet forener det ’nordlige’ og tunge med det ’Italienske’ og lette. Grundet sin rute og geografiske forhold skaber løbet en skøn forening af to cykelløbsarter og laver en særegen krydsning mellem Ardenner- og brostensklassikkerne.

At se Montepaschi Strade Biache i fjor var derfor en unik oplevelse for en cykelsportsfan, i hvert fald for mig. Spændingen lå i at beskue noget nyt og uafgørligt, hvor drejebogen og ryttertyperne ikke lige sådan giver sig selv. I Montepaschi Strade Biache så man en relativt tung brostensmand som Daniele Bennati kæmpe indædt med en rytter som Andy Schleck. Der er dele ved ruten som gør, at så forskellige ryttertyper har fundet en arena hvor alt ligesom er neutraliseret, hvor alt kan lade sig gøre! I den forstand kan man frygte for fremtiden. Man kan kun frygte, at én speciel ryttertype sætter sig på løbet. Det kan ske enten som et resultat af simpel tilfældighed eller at løbet rent fysisk viser sig at passe bedre til de ’tunge’ end de ’lette’ typer. I et sådan skrækscenarie kan der bliver skabt en slags kløft, således at kun én af ryttertyperne vælger at drage til Toscanas hvide veje og ikke som nu, hvor alle ryttere lidt går med en ide om de potentielt kan vinde løbet. Så selv om fremtiden er skræmmende så kan vi stadig hylde løbet i nuet. Lad os hylde et løb med en åben og inviterende identitet og hvor alle kan vinde og alt kan ske.

Ruten
Ja, løbet er flot at se på. Unikt smukt, endda. Men hvad er det der venter rytter når man ser bort fra æstetikken og vender blikket mod det rent sportslige? En rigtig hård tur. Landskabet er ondskabsfuldt rullende, med meget få flade kilometer. Som i fjor er den samlede tur rundt omkring i Toscana nu er på 190 kilometer. Vanen tro starter løbet roligt ud i Gaiole, der ligger lækkert i vinområdet Chianti. Dernæst bliver feltet ledt sydpå, hvor så feltet bliver ført på kryds og tværs rundt i det særegne grusvejsområde, der ligger øst for Siena.

Allerede efter 35 kilometer kommer det første, og længste, stykke grusvej på mere end ti kilometer. Dernæst kommer stykkerne tæt efter hinanden: der er anmærket i alt 8 stykker grusvej med en samlet længde på cirka 60 kilometer. Kigger man på ruten, så ligger de værste passager faktisk i den første halvdel. Løbet er flere gange blevet afgjort på femte sektion, der er 11,5 kilometer lang og går over to grusbakker. Her vil den først udskilning typisk ske før og der vil danne sig en frontgruppe før rytteren kører ind mod de tre kortere sektioner med grus. I 2008 skilte Fabian Cancellara og Allessandro Ballan sig ud på det syvende sektion, og det var også der den afgørende gruppe skilte sig ud i fjor. Men det ottende stykke kan også bruges som affyringsrampe til et angreb. Men løbet kan afgøres hvor som helst: I fjor angreb Thomas Löfkvist sent fra en lille frontgruppe lige før de ramte Siena.

Ligesom i fjor slutter løbet ved Piazza del Campo i Siena, en af Europas smukkeste og største middelalderlige torvepladser, hvor der hvert år (tilsyneladende) afholdes et kendt heste-race! Løbet slutter altså på en kort og stejl stigning på cirka to kilometer, men med passager på 9 og 10% - en perfekt afslutning!

Favoritterne
Som det gerne skulle fremgå, så er løbet relativt svært at forudsige. Alligevel vil vi da gerne komme med nogle gode bud. Tilføjelsen af den sidste bakke gør selvfølgelig, at de lidt lettere typer har en fordel. Derudover virker det ikke sandsynligt, at den forsvarende mester Thomas Löfkvist (Team Sky) gentager sig sejr da svenskeren satser på et senere formtop i denne sæson.

Efter Omloop Het Nieuwsblad ville det dog være dumt ikke at fremhæve Löfkvists holdkammerat Juan Antonio Flecha (Team Sky). Selvom Flecha ingenlunde er dårlig på bakker så tror undertegnede ikke rigtig på det. Som største favorit vil vi i stedet komme med et måske lidt skævt bud, nemlig Giovanni Visconti (ISD-Neri). Visconti var udmærket i løbet sidste år, er stærk på bakkerne og har en meget giftig afslutning. Desuden har Visconti vist særdeles god form i Sardinien Rundt og for nyligt vandt han Classica Sarda Olbia-Pantogia.

Visconti vil dog være alene i afslutningen og må forventes at blive isoleret. Det på papiret stærkeste mandskab må være Team BMC der stiller op både med Allessandro Ballan og Cadal Evans. Begge har allerede vist god form og kunne være en farlig duo i finalen. Et andet stærkt kollektiv finder man hos Androni Giocattoli hvor Leonardo Bertagnolli og Michele Scarponi begge virker skarpe her før Tirreno-Adriatico.

Ser man på enkelte navne så har jeg et godt øje til Garmins canadier Ryder Hesjedal, der typisk er i god form på denne årstid og tidligere har været med fremme i dette løb. Løbet passer endvidere rigtig godt til Filippo Pozzato (Katusha) som dog har haft en meget stille sæsonstart. Af andre outsidere kunne man også fremhæve Peter Velitz (Team HTC-Columbia) men også Omega Pharma-Lottos unge duo bestående af Greg van Avaermaet og Jan Bakelants virker godt kørende.

Team Saxo Bank stiller op med et stærkt hold med flere gode bud. Selvom Fabian Cancellara ikke har kørt løb siden han vandt Tour of Oman så er der ingen tvivl om at han hører til blandt løbets helt største favoritter. Andy Schleck er først lige begyndt at køre løb og gennemførsel vil blive betragtet som en succes. Og på en god dag vil danske Matti Breschel faktisk også høre til blandt de helt store favoritter. Formen er lidt svær at vurdere hos Breschel, men i teorien burde løbet passe rigtig, rigtig godt Breschel. Andre danske på startlisten er Kasper Klostergård, Frank Høj (Team Saxo Bank), men også de to danskere på Team HTC-Columbia, Lars Bak og Rasmus Guldhammer, er på startlisten.