Optakt: Nationale enkeltstartsmesterskaber

STREAM UDVALGTE NATIONALE MESTERSKABER UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Nedenfor kan du se en oversigt over, hvad der kan forventes på enkeltstarterne i de vigtigste lande. Artiklen vil løbende blive opdateret. Bemærk, at det kan være meget vanskeligt at få opdaterede startlister til nationale mesterskaber. Der tages derfor forbehold for ændringer i felterne.

Holland (onsdag d. 21. juni)

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Forsvarende mester: Bauke Mollema

Ruten: Holland er et af Europas fladeste lande, og derfor er enkeltstartsruten ofte en sag for de store maskiner, der endda typisk også får serveret en ganske lang distance. Sidste år var der ganske usædvanligt skruet ned for længen til bare 29,4 km, men i år ska der køres en mere normal distance på 42,6 km omking byen Elspeet. De fordeles over to omgange på en 21,3 km lang rundstrækning, der er ganske flad. I alt skal der klatres bare 186 højdemeter, og ruten synes heller ikke alt for teknisk. Den første del består bare af lange, lige veje, mens sidste del er en smule mere kompliceret. Grundlæggende ligner det dog igen i år en sag for de store specialister.

Favoritterne: I gamle dage var de hollandske mesterskaber blandt de stærkest besatte, men sådan er det ikke længere. Sammenlignet med sidste års lidt tamme udgave er feltet stærkere, men landet savner de specialister, de tidligere havde, og det konkurrencen svækkes yderligere af fraværet af Mathieu van der Poel og Dylan van Baarle.

Umiddelbart tegner det sig som en duel mellem Thymen Arensman og Bauke Mollema, og det er en duel, der kan gå begge veje. Begge bevægede sig i 2022 op i den absolutte verdenselite, men begge har også skuffet i 2023. I Giroen blev det 1-1 mellem dem på de to flade enkeltstarter. Begge faldt de igennem på den første, men begge rejste de sig også på den anden, hvor Arensman blev nr. 7 i skrapt selskab, men hvor Mollema med sin 15. plads stadig var under sidste års niveau. Begge har opnået deres bedste resultater på kuperede ruter, men begge har også leveret flotte resultater på flade ruter. Begge bør også have fordel af den lange distance, og da de i 2023 var meget jævnbyrdige, kan det meget vel komme an på formen.

Den er temmelig usikker, da begge kommer fra Giroen. Mollema har kurs mod Touren og kan ikke være helt skidt kørende, mens Arensman går ind til en lang pause. Spørgsmålet er, hvor stort et mål dette løb er for ham. Han kom som altid meget stærkt ud af Giroen, men sidste år så vi også, at han trods en fremragende afslutning på Vueltaen intet havde tilbage til de italienske klassikere. Siden han stiller til start, må man dog antage, at han - modsat sidste år, hvor han efter Giroen skippede løbet - har det som et mål og derfor er relativt velforberedt. Da han i år generelt har kørt bedre enkeltstarter end Mollema, der har været ret langt fra sidste års niveau, går jeg med Ineos-rytteren. Han er dog også så svingende, at en dårlig præstation utvivlsomt er nok til at sende titlen tilbage i hænderne på den forsvarende vinder, Mollema.

Er der ryttere, der kan blande sig? Det bedste bud er sidste års nr. 3, Daan Hoole. Han slog faktisk både Mollema og Arensman på Giroens 1. etape, og det vidner om, at han ikke er helt uden chance. Han er dog en ubekendt over denne lange distance, og hans form kan også være tvivlsom efter en lidelsesfuld Giro, hvor han aldrig kom sig over det tidlige styrt. Sidste år var han kun 33 sekunder fra Mollema, der som sagt har været langt fra sit 2022-niveau. Har han lagt til siden dengang, er han bestemt en vinderkandidat.

Det er svært at se andre kandidater til sejren. Bedste bud er Wilco Kelderman , der både i Tirreno og senest på sidste etape i Schweiz viste, at han efter skiftet til Jumbo har genfundet lidt af tidligere tiders tempoevner. Han floppede til gengæld fælt på 1. etape i Schweiz, og jeg vil tro, at han i dag skal bruge lidt mere kuperet terræn for at true de to favoritter, selvom han tidligere var fremragende også på denne slags ruter.

Jos van Emden var tidligere i den absolutte elite, men i år har det været tydeligt, at det ikke længere gælder. Allerede sidste år var et stykke fra podiet som nr. 4 over en historisk kort distance, og lange distancer har aldrig været hans force. En bedre kandidat kan være den unge banerytter Maikel Zijlaard , der senest viste evnerne med 4. pladsen i ZLM Tour. Han passer til terrænet, men han er en total ubekendt over denne distance. En joker er Sjoerd Bax, der bestemt ikke er kendt som specialist, men kan have glæde af UAEs supermateriel, som han viste med en overraskende god sidste etape i Schweiz. Også Tim van Dijke er specialist, men ZLM Tour viste nok, at han får svært ved at få medalje, særligt over denne distance. Endelig kørte Bart Lemmen overraskende godt på den kuperede rute i Galicien, men Belgium Tour viste, at han får svært ved at gå i medaljerne.

Feltet.dks vinderbud: Thymen Arensman

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Storbritannien (onsdag d. 21. juni)

Forsvarende mester: Ethan Hayter

Ruten: De britiske ruter er sjældent alt for komplicerede, og det er den bestemt heller ikke i år, hvor der skal køres 41,1 km med start og mål på motorsportsbanen Croft Circuit i udkanten af Darlington. De er fordelt over tre omgange på en 13,7 km lang rundstrækning, der er stort set pandekageflad. I alt byder den ret lange enkeltstart således bare på 106 højdemeter, men til gengæld er ruten ikke uden tekniske udfordringer, da der bydes på en del sving.

Favoritterne: Briterne har altid haft et hav af tempospecialister, men løbet har lidt under, at navne som Chris Froome og Geraint Thomas kun sjældent har fundet tid til at deltage en uge inden Touren. I år stiller Thomas imidlertid op for blot tredje gang i karrieren og første gang siden 2018, hvor han tog sin hidtil eneste sejr bare uger, inden han vandt Touren. Faktisk er feltet i år vel ikke set stærkere i lang, lang tid - og det endda selvom den forsvarende vinder, Ethan Hayter, er ude med en skade.

Tvivl om formen gør, at jeg peger på Fred Wright. Bahrain-rytteren er blevet bedre og bedre år for år, men kommer til løbet med det, der vel kan kaldes hans livs enkeltstart, da han blev nr. 4 i Dauphiné. En tilsvarende præstation her gør ham meget svær at slå, men det er tvivlsomt, om ruten passer ham helt så godt. Han har indtil nu været bedst på mere kuperede ruter, men grundlæggende burde fladt terræn jo ikke genere ham. Med tanke på hans gode form ligner han manden, der skal slås.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Jeg tror dog, at han skal stå tidligt op for at slå Joshua Tarling. Juniorverdensmesteren har imponeret fra starten af sin karriere. Mange enkeltstarter har han dog ikke kørt. Faktisk er det kun sket i Besseges, men her blev han til gengæld også en uhyre imponerende nr. 2 i sit første professionelle løb overhovedet, samt i Norge, hvor ruten trods alt var alt for svær. Denne fladbanerute passer ham utvivlsomt langt bedre, men til gengæld er det hans længste enkeltstart nogensinde. Formmæssigt virkede han heller ikke flyvende i Route d’Occitanie. Han er derfor en total ubekendt, men med hans enkeltstart i Besseges har jeg en fornemmelse af, at han kan brage et vildt ridt af denne onsdag.

Den største trussel burde ellers være Geraint Thomas. Hans præstationer i Giroen satte en fed streg under, at han fortsat tilhører den absolutte verdenselite. Jeg tvivler bare på, at formen rækker. Han har ganske vist talt om løbet som et mål, men kender vi Thomas ret, har han haft behov for at trække stikket ret markant efter Giroen. Vi så senest sidste år efter Touren, at han blandt andet i Danmark Rundt kørte en enkeltstart betydeligt under niveau, og generelt har han altid været langt fra formen efter Touren, der traditionelt har været hans mål. Han kørte dog så pænt ved Commonwealth Games i august, at han måske kan vinde alligevel. Kører Wright ikke op til Dauphiné-standard, kan en Thomas på 80% stadig vinde i dette felt.

Hvem kan ellers blande sig? Ben Tulett har på papiret de bedste resultater, men som vi senest så i Schweiz, er disse flade tonserruter ikke ham. Han hjælpes af de tekniske elementer, men det kan næppe kompensere for det flade terræn. Jokeren er den tidligere timerekordholder Dan Bigham, der jo ikke kører mange løb. Sidste år blev han nr. 2, men han var hele 1.14 efter Hayter. Det er derfor svært at se ham vinde, men han hjælpes af en fladere rute. En anden god kandidat og i hvert fald medaljekandidat er sidste års nr. 3, James Shaw, der med en 17. plads i Dauphiné netop har kørt sit livs enkeltstart. Han havde dog været hjulpet af en mere kuperet rute.

Anderledes er det med Ethan Vernon, der bør elske den flade, tekniske rute, men som vi senest så i Dauphiné, er denne rute nok for lang til, at han kan vinde. En anden god kandidat er Connor Swift, der ligeledes har kørte en af sine bedste enkeltstarter inden for de seneste uger, nemlig i søndags i Tour de Suisse. I samme løb så vi også, at Sam Watson har forbedret sig ganske markant, men dog næppe nok til at tage medalje. Det skal også blive interessant at se Ben Turner, der gjorde det så godt i Besseges, men på en mere klassisk rute som denne rækker tempoevnerne ikke lige så langt, ligesom hans tilstand efter styrtet i Dauphiné er uklar. John Archibald er tidligere sølvvinder og blev n. 4 sidste år, men det får han svært ved at gentage i dette felt. Leo Hayter viste lovende takter som U23, men han har haft det svært i år og imponerede heller ikke på enkeltstarten i Coppi e Bartali. Charlie Quarterman kørte en hæderlig enkeltstart i Giroen, men i dette felt får han svært ved at gentage sidste års 5. plads. Endelig har Simon Carr vist fremgang i år, men dette er ikke hans rute.

Feltet.dks vinderbud: Fred Wright

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Luxembourg (onsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Bob Jungels

Ruten: Luxembourg er kendt for deres meget korte ruter, og heller ikke i år skal der køres langt. Således skal der køres bare 15,8 km fordelt over to omgange på en 7,9 km lang rundstrækning omkring byen Berbourg. Landet er også kendt for kuperede ruter, men i år er der ingen væsentlige bakker. Den første del af rundstrækningen er let faldende, mens den anden del er let stigende, hvorfor man når op på i alt 142 højdemeter. Teknisk er ruten bestemt heller ikke, da den mest af alt består af lange, lige veje.

Favoritterne: Bob Jungels har vundet otte af de seneste elleve gange, men i år skal der findes en ny mester. Landets største stjerne stiller nemlig ikke til start, men det betyder ikke, at spændingen øges voldsomt. Alligevel er der udsigt til en duel mellem en ældre og en yngre rytter

Et godt bud er, at Alex Kirsch vinder for første gang. Han blev nr. 2 bag Jungels i både 2018 og 2020, mens han i 2021 i et svagere felt blot blev nr. 3. Siden dengang har han imidlertid forbedret sig ganske enormt. Allerede sidste år fik han 21. plads i Paris-Nice og en flot 8. plads i Belgien, og i år fik han en flot 25. plads på Giroens lange enkeltstart. I et felt med kun to WorldTour-ryttere må han regnes som ganske stor favorit.

Den største trussel er unge Arthur Kluckers, der kører med eliten for første gang. Han er regerende U23-mester, men i år har han imponeret stort hos eliten. Han blev nr. 11 på prologen i Romandiet og senest nr. 31 på 1. etape i Schweiz. Det er et niveau, der rækker til at matche Kirschs, og den korte distance gør, at hans manglende rutine over lange distancer ikke er et problem. Han har en reel chance for at vinde i første forsøg.

Den anden WorldTour-rytter er Michel Ries, der blev nr. 2 i 2021 og 2022, men tempospecialist er han slet ikke. Han kommer endda til løbet efter en skuffende Giro, men heldigvis har han vist fremgang siden da. I lyset af de svage felt ligner han i hvert fald medaljekandidat.

Medaljerne bør skulle fordeles mellem de fire ryttere, men Ivan Centrone og Tom Thilll har tidligere været på podiet, og sidste år lykkedes det overraskende for Tim Diederich at tage bronzen. Luc Wirtgen er den sidste professionelle deltager, men det er svært at se ham tage medalje. Derudover er Tom Wirtgen tidligere professionel, og han blev faktisk nr. 2 i 2019, dog i et svagt felt og på et andet sted i hans karriere. Leopards Cedriec Pries eller Colin Heiderscheid kan næppe heller blande sig helt fremme.

Feltet.dks vinderbud: Alex Kirsch

Læs også

Stortalent bliver ikke klar til Giro-debut

Belgien (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Remco Evenepoel

Ruten: I Belgien designer man oftest flade ruter til enkeltstarterne, men i år er der lidt flere højdemeter, end man nomalt ser det. Løbet er nemlig henlagt til byen Herzele i De Flamske Ardenner, hvor der skal køres to omgang på en 20,9 km lang rundstrækning for en samlet distance på 41,8 km. Det bliver aldrig rigtigt helt fladt, og selvom den værste bakke, der har top efter 11,5 km, blot stiger med 5,2% over 300 m, går det let op eller ned det meste af vejen. I alt når man op på 329 højdemeter, og samtidig byder ruten på et miks mellem lange, lige veje og et par mere tekniske passager.

Favoritterne: I gamle dage var det belgiske enkeltstartsmesterskab ofte en perifer begivenhed, men i de senere år har det været det mest spændende af dem alle. Det skyldes, at landet har fået nogle tempogiganter i form af Wout van Aert, Remco Evenepoel, Yves Lampaert, Victor Campenaerts og Thomas de Gendt, og det har givet nogle meget imødesete opgør i 2019 og 2020, selvom det ærgerlige styrt betød, at vi savnede Evenepoel i 2020, mens Van Aert meldte afbud i både 2021 og 2022.

Det gør han dog ikke i år, og dermed er der ingen tvivl om, at det belgiske mesterskab er det i særklasse mest spændende på årets kalender. Vi får nemlig duellen mellem de to tempogiganter, og selvom vi desværre savner Yves Lampaert, der slog Evenepoel i 2021, er det rigeligt i sig selv til at skabe spænding.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Den duel kan typisk gå begge veje, men på baggrund af det, vi så i Tour de Suisse, må Remco Evenepoel vel være favorit. I hvert fald slog han Van Aert på både den korte, flade rute, der var klart til Van Aerts fordel, og den lange, mere kuperede rute, der appellerede meget til dem begge. Van Aert har i hvert skuffet på begge sine enkeltstarter i år, og det kan bestemt ikke siges om Evenepoel, der i Giroen vel satte en fed streg under, at en formstærk Evenepoel lige nu er verdens bedste temporytter. Sidste uge viste klart, at han er et stykke fra sit bedste, men det forhindrede ham ikke i at slå Van Aert og sikre sig to 2. pladser. Med hans udgangspunkt har han utvivlsomt også forbedret sit niveau nu, og når han samtidig er mest komfortabel med de længste enkeltstarter, tror jeg, at det bliver til et titelforsvar.

At udelukke Wout van Aert vil dog være en dumhed. Nok blev han slået af Evenepoel to gange, og nok var nederlaget i søndags overraskende stort, er Van Aert så god en temporytter, at han naturligvis kan rejse sig mod en rival, der også underpræsterede i Schweiz. Også han må antages at have haft godt af en uge med løbsfart efter en lang pause, og selvom Evenepoel er bedst over lange distancer, har Van Aert med sine to VM-sølvmedaljer vist, at lange løb bestemt ikke er til hans ulempe. Ruten er også mere teknisk end de enkle ruter i Schweiz, hvad der også må regnes til Van Aerts fordel. Sejren er måske mere usandsynlig, end man normalt ville mene det, men realistisk er den bestemt.

Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke guld og sølv ender hos de to favoritter, men kampen om bronzen er bestemt også spændende. Favoritværdigheden går vel denne gang til Rune Herregodts. Belgieren blev nr. 4 sidste år, men har efter skiftet til Intermarché forbedret sig enormt. Han blev nr. 10 i Algarve, men gennembruddet på den store scene kom med 7. pladsen i Dauphiné. Vi ved, at han er i storform, og præsterer han på samme niveau denne torsdag, lugter det af medalje.

Rivalen er Ilan Van Wilder. Han slog Herregodts i Algarve, hvor han blev nr. 7, men hans form efter Giroen er helt anderledes usikker. Vi har set ham køre fremragende, men på kuperede ruter. På Giroens 1. etape så vi hans begrænsninger på flade enkeltstarter, og selvom denne er mere kuperet end normalt, er den ikke så vanskelig, som den var det i Algarve. I Giroens felt havde Herregodts dog også fået svært ved top 10, og meget taler for en vis jævnbyrdighed, hvor en forventeligt bedre form måske kan tippe balancen til Herregodts’ fordel.

Bag de fire favoritter er feltet tyndt, men det skal blive uhyre interessant at se unge Alec Segaert mod eliten. Han vandt ”kun” sølv til U23-VM, men det var bag Søren Wærenskjold, som netop har vundet i Belgien foran Yves Lampaert og Søren Wærenskjold. Er han stadig frisk, kommer han til løbet i storform efter en Giro, hvor han vandt enkeltstarten.

Det vil være en overraskelse, hvis ikke de fem ryttere sætter sig på top 5, da Xandro Meurisse synes at være en skygge af sig selv, Jenno Berckmoes skuffede i Belgien, og Cian Uijtdebroeks kæmper med at forbedre sig i en disciplin, der volder kvaler.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

Frankrig (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Bruno Armirail.

Ruten: I Frankrig designer man ofte længere og mere kuperede enkeltstarter end i mange andre lande, og i å er den endnu vanskeligere end vanligt, da den afvikles på dele af årets meget hårde linjeløbsrute. Til gengæld er distancen usædvanligt beskeden, da der bare skal køres 31,3 km mellem Hazebrouck og Casse med 341 højdemeter undervejs. De kommer stort set alle koncentreret til sidst, for mens de første godt 20 km er stort set flade og mest består af lange, lige veje, skal man over tre bakker til sidst. Efter 25 km når man toppen af den første (900 m, 5,2%), inden et faldende stykker leder ned til den anden (500 m, 6,2%), der har top efter 28,5 km. Derfra falder det kortvarigt, inden man skal klatre op til målet i centrum af Cassel ad en ganske stejl bakke, der stiger med hele 8,8% over 900 m.

Favoritterne: I de seneste tre år har løbet været et opgør mellem Remi Cavagna og Benjamin Thomas, og der står 2-1 i duellen i Thomas’ favør. I 2019 startede Cavagna uhyre stærkt, men eksploderede totalt i en hede, der førte til fransk varmerekord, og han endte slet ikke med at få medalje. I 2020 fik han dog revanche i et uhyre tæt opgør, hvor han slog Thomas med bare 6 sekunder over de 43,6km. I 2021 gentog nedturen sig imidlertid, da han fik ødelagt sit løb af en defekt, men sidste år fik vi en ny mand på banen, da Bruno Armirail slog de to favoritter, endda relativt klart.

Da Kevin Vauquelin stadig er ude med en skade, er det da også samme trio, der stiller til start som de store favoritter til medaljerne, men det er til gengæld også meget, meget svært at sige, hvem der er favorit. Jo, Thomas er sagtet agterud, men i denne sæson har både Armirail og Cavagna tilhørt den absolutte elite.

Det er derfor også med usikkerhed, at jeg peger på Bruno Armirail. Sidste år kom hans sejr som en stor overraskelse, men det vil et titelforsvar ikke gøre. Tværtimod har han forbedret helt vanvittigt igennem det seneste år. Det startede med 10. pladsen ved VM, inden han blev nr. 11 i Tirreno, selvom han havde noget af det værste regnvejr og ringere vejr end alle de ryttere, der slog ham. Hans flotteste enkeltstart kom imidlertid på den lange rute i Giroen, hvor han blev nr. 5 foran blandt andre Primoz Roglic og bare 4 sekunder efter Stefan Küng og 8 sekunder efter en ganske vist coronaramt Remco Evenepoel. Det store spørgsmål er hans form efter Giroen, for der er en betydelig risiko for, at han underpræsterer markant. Til gengæld ved vi, at løbet her er et stort mål, og han har i hvert fald gjort, hvad han kunne for at stå klar til sit titelforsvar.

Når jeg peger på Armirail trods den store usikkerhed, skyldes det primært distancen. Armirail har kørt sine bedste enkeltstarter over lange distancer, senest i Giroen, og selvom årets  rute er historisk kort, er det stadig en af årets længste enkeltstarter. Derudover kan den kuperede finale være til hans fordel, for med den klatring, han viste mod Giroens slutning, har han i hvert fald potentiale til at klatre bedre end Cavagna. Alt sammen er det dog under den forudsætning, at han er frisk efter Giroen.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

Manden, han skal slå, er Remi Cavagna, der trods flere år som forhåndsfavorit kun har vundet én gang. Det siger måske meget fint, hvad Cavagnas svaghed er. Han har bevæget sig helt op i eliten og misser sjældent en top 3 på en WorldTour-enkeltstart, men han har for vane at skuffe på de lange enkeltstarter ved mesterskaberne, både her og ved VM. Det ændrer dog ikke på, at han i Dauphiné blev nr. 3 på en rute af samme distance som denne, der jo altså er historisk kort. At bakkerne er til hans ulempe, er heller ikke givet, for han har i år klatret bedre end nogensinde. Hans form frem mod Touren må også være mere sikker, end den er for Armirail, der har sin grand tour bag sig, men han var ikke helt tilfreds med sine be i Dauphiné. Desværre har han for vane at underpræstere i dette løb, men det vil kræve en Armirail på tæt på 100% at matche en Cavagna, der kører op til sit bedste.

Benjamin Thomas har med sine to sejre på fire år siddet på tronen, men efter skiftet til Cofidis er han faldet gevaldigt sammen. Han rejste sig dog til dette løb for et år siden, for selvom Armirail slog ham klart, kørte han næsten lige op med Cavagna. I år er det også ret tydeligt, at Cofidis’ nye cykel har hjulpet holdet markant, som Thomas viste med sejren i Dunkerque, men det stod desværre nok hurtigt klart, at det også handlede om kvaliteten i et felt, hvor Kasper Asgreen var formsvag. I hvert fald skuffede han igen fælt i Dauphiné, og i det helt taget havde han det svært i det franske løb. Han synes således ikke på toppen, men selv en Thomas på 100% vil få svært ved at slå de to favoritter efter sit holdskifte. I lyset af hans aftagende tempoevner kan den kuperede rute dog komme ham til gavn.

Det er svært at se, at andre kan blande sig. Bedst chance har på papiret Pierre Latour, der genfandt sine tempoevner sidste år, men den tidligere dobbelte mester virkede meget formsvag i Dauphiné. I det lys skal han have forbedret sig markant, men i det mindste taler de sidste stigninger entydigt til fordel for en mand, der også har for vane at finde formen ganske ud af det blå.

Mere interessant er måske Jeremy Cabot, der kørte en chokerende god enkeltstart i Schweiz i søndags, men det var også hans i særklasse bedste resultat. På papiret bør Thibault Guernalec også gøre det godt, men han har skuffet stort på de tre almindelige enkeltstarter, han har kørt, ligesom hans form efter Giroen er ukendt. Sidste år blev Clement Davy nr. 6 bag fem a de seks ovennævnte, men han er ikke tempostærk nok, slet ikke til denne rute, ligesom han er på vej tilbage efter en skade. Lenny Martinez kan forhåbentlig vise fremgang, men bakkerne er slet ikke nok til at hjælpe ham. Paul Ourselin har været en af de Total-ryttere, der har overrasket af og til, men det har slet ikke været tilfældet i år. Mere interessant er nok sidste års U23-mester Eddy Le Huitouze, men der er intet, der tyder på, at han kan være med helt i front. En anden interessant er den tidligere professionelle Alexis Gougeard¸ men hans sidste gode enkeltstart er af ældre dato. Den lovende Ewen Costiou kørte faktisk en uventet hæderlig enkeltstart i Schweiz i søndags, og endelig skal det blive spændende at se, om amatøren Antoine Devanne kan gentage sidste års imponerende 8. plads.

Feltet.dks vinderbud: Bruno Armirail

Læs også

LIVE: Ineos dikterer tempoet i bjergene

Danmark (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Mathias Norsgaard

Ruten: De danske enkeltstarter er af gode grunde relativt flade, og det gør sig bestemt også gældende i år, hvor der skal køres i området sydvest for Aalborg på præcis samme rute som i 2022. I forhold til 2021-løbet er der skruet ned for distancen, der denne gang er bare 39,6 km, samt antallet af højdemeter, der i Give i 2021 var 413, men igen i år blot er 125. Ruten synes til gengæld at være en smule teknisk, men der er ingen tvivl om, at dette er en helt klassisk enkeltstart for de sande specialister, som det også var ganske tydeligt, da den blev benyttet sidste år.

Favoritterne: I de seneste år har Kasper Asgreen været dominerende med tre sejre i træk mellem 2019 og 2021, men sidste år måtte han abdicere, da en knæskade gjorde ham ude af stand til at forsvare titlen. Det skete i en udgave, der var den stærkest besatte i mange år, og hvor en stor del af de danske udenlandsprofesionelle deltog - måske med udsigten til at kunne bære dannebrogstrøjen ved Tour-starten i år. Desværre betød den voldsomme coronabølge og Asgreen skade også, at feltet ikke helt fik den tårnhøje kvalitet, det kunne have haft.

Igen i år er feltet imponerende. Vi savner Magnus Cort og Mads Pedersen, der begge deltog for et år siden, men til gengæld vender Mikkel Bjerg, Asgreen og Johan Price-Pejtersen tilbage efter sidste års ærgerlige afbud. De får selskab af top 2 fra sidste års løb, Mathias Norsgaard og Mattias Skjelmose, i det, der tegner til at blive et uhyre åbent DM, der udkæmpes på præcis samme specialistrute som i 2022.

I feltet findes ikke færre end fire ryttere, der inden for de seneste 14 dages tid har været i top 6 på en WorldTour-enkeltstart, og det siger alt om det tårnhøje niveau. Derfor er der også adskillige vinderkandidater, og det må derfor også være med usikkerhed, at jeg peger på Mikkel Bjerg. Danskeren har jo haft lidt svært ved at slå igennem på den internatiole scene i den disciplin, han dominerede i U23-klassen, men i år er der virkelig sket enorme fremskridt. Han overraskede allerede positivt på den for ham lidt for kuperede rute i Romandiet, men det helt store gennembrud kom naturligvis med sejren i Dauphiné. Feltet i det franske løb var ikke skræmmende stærkt, men sejren får enorm vægt af, at han slog Remi Cavagna og ikke mindst Jonas Vingegaard.

Noget tyder på, at Bjerg drager stor fordel af det materiel, der åbenlyst har bragt UAE op i en helt anden lige i denne disciplin i 2023, og kombineret med sine uomtvistelige evner synes Bjerg klar til at bevæge sig ind i den absolutte elite. Distancen til DM passer ham også, og mens han i Dauphiné viste evner på en relativt kuperet rute, vil han i kampen med i hvert fald Mattias Skjelmose i dette løb have glæde af, at det er relativt fladt. En lille joker er det forhold, at vi taler om en restitueret enkeltstart, hvor han har til gode for alvor at vise sig som professionel, mens hans bedste resultater ind til nu er kommet midt eller mod slutningen af etapeløb. Det kan være en ulempe, men hans mange U23-titler vidner trods alt om, at det ikke er en udfordring, der er helt fremmed for ham.

Hvis Bjerg kommer til løbet med selvtillid, gælder det i hvert fald også for Mattias Skjelmose. Trek-talentet kommer til start med en frisk sejr i Tour de Suisse i bagagen, og som Bjerg gør han det tillige med det, der vel må kaldes hans livs enkeltstart. 3. pladsen i Schweiz var slet ret og ret fremragende, for her slog han både Wout van Aert, Stefan Bissegger og Kasper Asgreen, og han kørte praktisk talt lige op med Remco Evenepoel. Måske var de to belgiere ikke på toppen, men det vidner om, at danskeren i dag skal regnes som en af verdens bedste temporyttere.

Spørgsmålet er, hvad det betyder, at denne rute er betydeligt fladere. Han var allerede meget tæt på at vinde for et år siden, hvor han efter sin nu allerede klassiske træge start kom stærkt igen, og dermed har han vist evnerne på en restitueret og flad enkeltstart. De evner kom også til udtryk på 1. etape i Schweiz, hvor hans resultat dog ikke var helt så godt som i det mere kuperede terræn, og i kamp med de øvrige favoritter i dette felt er der ingen tvivl om, at det var ham, der ville have størst fordel af en mere kuperet rute. Det ændrer dog ikke på, at han to gange på en uges tid har vist, at han også i fladlandet kan matche den absolutte elite, og derfor kan han naturligvis også tage den DM-titel, han var så tæt på for et år siden.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Det er ganske specielt at rangere den tredobbelte vinder Kasper Asgreen som nr. 3, men det betyder ikke, at det ikke kan blive til en fjerde titel. Klassikerstjernen kæmper stadig med at finde sit gamle niveau, men efter en halvsløj præstation i Dunkerque viste han i Schweiz, at han igen er tæt på eliten. Han blev ganske vist slået af Skjelmose på begge enkeltstarter, men det var særligt opløftende, at han på sidste etape kørte stort set lige op med Van Aert. Det gjorde han på en rute, hvor det kuperede terræn i det skrappe klatreselskab var til danskeren ulempe, og samtidig ved vi, at han er bedst over længere distancer. I forhold til den enkeltstart skal skal han indhente 27 sekunder på Skjelmose, men det er bestemt også muligt, når Schweiz-vinderen mister sin fordel af den ganske svære stigning, og Asgreens motor får næsten 15 kilometer yderligere til at komme i omdrejninger - og spørgsmålet er, om ikke Asgreen har et større formmæssigt forbedringspotentiale end Skjelmose, der aldrig er set bedre, end han er det netop nu.

Løbets joker må være Johan Price-Pejtersen. I sin tid hos Bahrain har han kørt bemærkelsesværdigt få flade  enkeltstarter, men da han endelig fik chancen i år i Schweiz, kørte han en chokerende god enkeltstart, da han slog både Asgreen og Skjelmose. Indtil nu har han endda været bedst over længere distancer, og det flade dansk terræn passer ham i hvert fald perfekt. Desværre har han jo også haft en tragisk og svær tid, og spørgsmålet er, om det har kostet på fokus og formen. Samtidig er det trods alt en ubekendt, at vi har til gode at se ham matche de bedste på så lang en enkeltstart på dette niveau, men man kan jo trods alt ikke bevise sig, når man slet ikke har haft chancen. Kører han som i Schweiz, kan han i hvert fald vinde - også selvom dette felt er skræmmende stærkt.

Mathias Norsgaard stiller til start som forsvarende mester, men han får kam til sit hår, hvis titlen skal forsvares i dette selskab. For et år siden var der imidlertid heller ikke meget, der tydede på, at han ville vinde i et felt med Skjelmose, Pedersen og Cort, men det var altså den danske Movistar-rytter, der løb med titlen. Han har altså før vist, at han kan slå nogle af de allerbedste på præcis samme rute, men det er også svært at benægte, at konkurrencen er endnu skrappere end sidste år. Han fik heller ikke mange chancer for at bevise sig i DM-trøjen, som han blot fik lejlighed til at køre i én gang, og i den eneste opgave, der kan sammenlignes med denne, gik det desværre skuffende, nemlig på 1. etape i Schweiz - et løb, han endda endte med at forlade før tid. Med tanke på at han som den eneste af de fem nævnte endnu ikke har begået sig i toppen af en WorldTour-enkeltstart, og at de øvrige fire endda har gjort det for ganske nylig, får han kam til sit hår, hvis titlen skal sikres. Det fik han dog også for et år siden, og det forhindrede ham jo ikke i at vinde.

Gode kandidater finder vi også blandt de tidligt startende i form af Niklas Larsen og Lasse Norman. Begge kommer nemlig til løbet med en succes i bagagen, da de blev hhv. nr. 2 og 6 i Dunkerque. Larsen slog sågar Asgreen, men det var også i dennes comebackløb, hvor han åbenlyst var et stykke fra sit bedste. Den længere distance er nok også en ulempe i dette selskab, men Dunkerque-resultaterne viser, at de kan være med ganske langt fremme.

Selskabet er så skrapt, at det bliver svært at true de fem favoritter, men nogen fokus vil der igen være på den tidligere mester Martin Toft Madsen. Vi så ved DM og i Danmark Rundt, at det kneb med at ramme tidligere tiders niveau, men i Chrono des Nations kørte han stadig op med en del af eliten. Det er dog betydeligt vanskeligere at gøre på denne tid af året, og endnu en medalje virker trods alt usandsynligt i dette selskab.

I samme franske efterårsløb bragede Frederik Muff også ind på den internationale temposcene, og sidste års 7. plads vidner om, at han sammen med Toft må regnes som det bedste bud fra den hjemlige arena. Det bliver også ganske interessant af se Carl-Frederik Bevort, der sidste år blev nr. 6 ved U23-VM, på dette niveau, mens Adam Holm Jørgensen jo også beviste sig på dette niveau med sin flotte 6. plads i 2021. Der har dog været færre resultater på det seneste, og han blev slået klart af Toft og Muff i Nakskov forleden. Julius Johansen skal også forsøge at genfinde lidt af tidligere tiders tempoevner, men desværre har han haft det lidt svært i disciplinen i sin tid som professionel. Michael Valgren fortsætter også sit comeback, men det er i en disciplin, der aldrig har været hans force. Andre ryttere med et potentiale er den tidligere juniorverdensmester Gustav Wang, den danske U23-mester Matias Malmberg, der vandt en international U23-enkeltstart i 2022, Joshua Gudnitz, der kørte i top 10 for et år siden, Mads Østergaard, der er kørt i top 11 to år i træk, Marcus Sander Hansen, der tillige har været i top 10 tidligere, Magnus Bak Klaris og Mathias Bregnhøj.

Feltet.dks vinderbud: Mikkel Bjerg

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Slovenien (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Jan Tratnik

Ruten: I 2020 afvikledes mesterskabet som en spektakulær bjergenkeltstart, og selvom den slags hører til sjældenhederne, er de slovenske ruter generelt ganske kuperede. Det gælder i særdeles i år, for her vender selvsamme bjergenkeltstart tilbage. Det har som konsekvens, at distancen med sine 15,7 km er ganske beskeden, men med sine 744 højdemeter er løbet alligevel det suverænt vanskeligste af alle enkeltstartsmesterskaber. Der køres fra Grabce til Pokljuka, og det går op ad næsten hele vejen, så den gennemsnitlige stigningsprocenter er 4,5. Efter 500 flade meter venter 2,5 km med 8,9%, men generelt stiger de første 7,3 km med 7,4%, hderund med 8,4% over de sidste 3,6 km. Den sidste halvdel er dog meget, meget lettere, da det her generelt blot stiger med 1-2%, inden den tager lidt fat igen med op til 6% mod slutningen.

Favoritterne: De slovenske arrangører har desværre ikke offentliggjort en startliste, og derfor skal nedenstående vurdering tages med det store forbehold, at deltagerne ikke er bekræftet. Det står dog klart, at Primoz Roglic igen i år skipper løbet. Det bliver tillige en meget speciel enkeltstart, hvis lige kun findes sjældent i nationale mesterskaber. Med beslutningen om at genbruge bjergenkeltstarten fra 2020, hvor det dengang kom som en overraskelse, at Tadej Pogacar slog Roglic, er det således et mesterskab for klatrere - ikke tempospecialister.

Uanset ruten havde Tadej Pogacar dog været stortalent. Hans deltagelse er bekræftet, og han bruger løbet som den første test efter sin skadespause. Det er derfor en chance for at vurdere hans form inden Touren, og hvis Tour-sejren skal være lige så realistisk, som holdet hævder, skal han være tæt på 100%. Det behøver han dog slet, slet ikke være i dette felt. Kun Roglic ville kunne have truet ham på en bjergenkeltstart, og derfor burde vinderen være kendt på forhånd.

Modstanden er nemlig svær at få øje på. Udover Roglic er de seneste to års vinder, Jan Tratnik, fortsat ude med sin skade efter styrtet inden Giroen. Den værste rival er derfor utvivlsomt Matej Mohoric, men jeg tvivler på, at han deltager. Han skippede i hvert fald løbet i 2022, og interessen i en bjergenkeltstart er næppe den største. Til gengæld viste han i sidste uge, at han sagtens kan forsvare sig også på svære bjerge.

Formentlig går sølvet til Pogacars holdkammerat Domen Novak , hvis han altså deltager. Han er i hvert fald den klart bedste klatrer blandt de mulige deltagere, og selvom han er ganske langt fra sidste års niveau, var han i Slovenien i sidste uge på sit hidtil højeste niveau i år. Han blev kun nr. 6 på samme rute i 2020, men det var i et stærkere felt og i en svagere udgave, og her bør sølvet være hans - hvis han deltager.

Læs også

Dansk top-10 i Tjekkiet

Der kunne også være en medalje til Luka Mezgec¸ hvis han deltager. Nok er han hverken temporytter eller klatrer, men i dette felt vil han selv på en bjergenkeltstart have en god chance. Det vil dog undre mig meget, hvis han møder op. Det samme gælder for Bahrain-sprinterne Matevz Govekar, der ellers nok burde kunne gøre det hæderligt i dette felt.

Kampen om bronzen er generel åben, men unge Jaka Primozic var i særklasse den bedste slovenske kontinentalrytter i sidste uge, hvor han slog Novak på kongeetapen. Deltager han, og melder Mezgec afud, bør bronzen være hans. Også Gal Glivar er en god klatrer, men han har skuffet i år, senest i sidste uge. Kristjan Hocevar kan være et bedre bud. Han er langt fra fordums styrke, men klatre kan han, og han var bedre end Glivar i sidste uge. Også Ziga Horvat og veteranen Kristijan Koren kan gøre det fint, som Gasper Otonicar måske også kan det.  Endelig blev Marko Pavlic nr. 5 i 2020, men han er ikke på samme niveau længere-

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Italien (torsdag d. 22. juni).

Forsvarende mester: Filippo Ganna

Ruten: Italien er blandt de nationer, der ofte har ret kuperede ruter. Det gælder bestemt også i år, hvor løbet skal deles i to. Største nyskabelse er den historisk korte distance på 25,7 km, der består af en rundstrækning omkring Sarche. Her lægger man benhård ud med en stigning (10,3 km, 3,4%), hvor de første 2,4 km stiger med 7,3%, men hvor det derfra blot stiger med 0-5%. Efter en teknisk nedkørsel bestå løbets anden halvdel af lange, lige og flade veje. I alt skal der klatres 438 højdemeter.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Favoritterne: For nogle år siden var det italienske mesterskab i enkeltstart et af de mindre spændende, men det har i den grad ændret sig. I år er det måske det mest spændende af dem alle, og det skyldes tilstedeværelsen af hele fire af de allerbedste temporyttere. Blandt disse er naturligvis al fokus på Filippo Ganna, der vandt i 2019, 2020 og 2022, men som i 2021 blot blev nr. 4 ag de tre øvrige topryttere, Matteo Sobrero, Edoardo Affini og Mattias Cattaneo, da han smeltede sammen i varmen på en yderst kuperet rute. Sidste år genvandt han imidlertid titlen på en rute, der efter italiensk standard var ganske flad.

Det er den bestemt ikke i år, hvor næsten halvdelen af den historisk korte distance går opad. Det er dog kun den nedre del af stigningen, der er stejl, hvorefter vi tale om ca. 7 km powerstigning. Først til sidst få specialisterne det efter deres hoved på de sidste ca. 10 km, der er skabt til at træde mange watt.

Det gør løbet helt anderledes åbent, end det burde være, og jeg vover pelsen ved at pege på Matteo Sobrero. Han har ikke Gannas klasse, men han har kørt fornemme enkeltstarter i de seneste to sæsoner. Romandiet viste, at han stadig er meget utilregnelig, men han kommer til løbet med to flotte enkeltstarter i Schweiz som frisk bagage. Ruten minder meget om den, der gav ham sejren i Giroen sidste år, ligesom den har mindelser om 2021-mesterskabet, hvor han altså vandt foran alle de italienske giganter, herunder Ganna. Samtidig hjælpes han af den kortere distance, der indtil nu har passet ham bedre. Med tanke på Gannas tvivlsomme form tror jeg på, at Sobrero kan tage sin anden titel.

Måske bliver den største trussel endda Mattia Cattaneo, der har forbedret sig helt enormt siden 3. pladsen på den kuperede rute i 2021. I år har han slet ikke været på samme niveau, men på sidstedagen i Schweiz viste han endelig glimt af sit 2022-niveau. Han slog endda Sobrero med 1 sekund, og det vidner om jævnbyrdigheden. Denne rute er hårdere end den schweiziske, og det kan måske tale for Cattaneo, der klatrede bedre end Sobrero i det schweiziske løb. Omvendt er det Sobrero, der generelt har kørt bedst på denne type enkeltstarter. Cattaneo vil også savne en lidt længere distance, men denne er næsten præcis lige så lang som den schweiziske, hvor han altså slog Sobero, om end med ganske lidt.

Kan Filippo Ganna vinde igen? Havde han været på toppen, havde han også på denne rute været min storfavorit, for han har klatret som en drøm i år. Når han ikke vandt i 2021, skyldtes det mere varmen end ruten. Spørgsmålet handler mere om hans form. Han måtte skippe Tour de Suisse grundet sygdom, men selvom han nåede at køre La Route d’Occitanie i stedet og kørte en pæn sidste etape, var det tydeligt på selvsamme etape, at hans sygdom har betydet, at han ikke er på toppen. På en flad rute havde han stadig været favorit, men er han også det på en så kuperet rute, hvor han på store dele vil tabe tid til Sobrero og Cattaneo. Hans niveau i Frankrig var så blandet, at det kan gå begge veje.

Landets fjerde specialist er Edoardo Affini, der ganske fornemt blev nr. 2 på den kuperede rute i 2021. Siden er det dog gået gevaldigt ned ad bakke, særligt i år, hvor han skuffede i Giroen. På denne rute har han derfor ikke mange chancer mod de tre bedre klatrere.

Startlisten er desværre ikke kendt, og derfor er det meget usikkert, hvem der vil blande sig med de fire giganter. Skulle Damiano Caruso mod forventning køre, må han med det tårnhøje niveau, han har fundet i år, på denne rute være en reel vinderkandidat, for ruten minder om det, vi så i Romandiet, hvor han var fremragende. Han puster dog formentlig ud efter Giroen. Det er også en rute, der passer Alberto Bettiol, og hvis han er frisk efter Giroen, vil han med det niveau, han viste i Touren på en tilsvarende rute, bestemt også have en fair chance - hvis han altså deltager. Simone Velasco har kørt overraskende gode enkeltstarter i år, senest i Schweiz, og vil kunne lide ruten, og det samme vil Cristian Scaroni, der ligeledes har overrasket positivt i år. Unge Lorenzo Milesi viste i Dauphiné, at han kommer langt i dette felt. Filippo Baroncini viste sine tempoevner i Schweiz og vil heller ikke være helt på udebane på denne rute, mens det nok er tvivlsomt, om formen rækker, hvis Samuele Battistella mod forventning detager. Også Diego Ulissi kan forsvare sig her, hvis han mod forventning deltager, og det vil Andrea Piccolo også kunne, selvom han i Dauphiné stadig var langt fra sit bedste.

OPDATERING: Ulissi, Piccolo, Battistella, Bettiol og Caruso deltager ikke. Antonio Tiberi er tilmeldt som en outsider, og det samme er Alessandro De Marchi. Begge får dog svært ved at tage medalje. Efter at have læst et interview med Ganna om hans egen forberedelse er jeg nået til den konklusion, at han nok er bedre end antaget, og derfor må han være den naturlige favorit.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Læs også

Favorit begik dyr fejl: Det er en skam

USA (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Lawson Craddock

Ruten: Siden 2017 har mesterskaberne været afviklet i Knoxville, og det gør de også i år. Denne gang er enkeltstarten rykket til Melton Lake Park et stykke uden for byen, som det også var tilfældet i 2021 og 2022, hvor der skal køres tre omgange på en godt 11,6 km lang rundstrækning for en samlet distance på 34,9 km. Rundstrækningen har form som en trebenet stjerne, hvor man kører ud i hvert ben med U-vendinger for enden af to af benene og en rundstrækning for enden af den tredje. Terrænet består af flere let stigende stykker samt ikke mindst en skarp bakke (300 m, 7,0%) efter ca. 7 km. I alt har ruten 346 højdemeter.

Favoritterne: Det amerikanske mesterskab har ofte været præget af en ret svag besætning, da den lange rejse over Atlanten sjældent er gunstig på dette tidspunkt af året, og i år er der også kun to WorldTour-ryttere i feltet. Til gengæld tegner der sig en spændende duel mellem to ryttere, der netop har kørt gode enkeltstarter i Giroen.

Duellen kan gå begge veje, fordi formen et par uger efter en grand tour kan være svær at spå om, men det er svært ikke at have Brandon McNulty som favorit. Amerikaneren har genfundet sine tempoevner i år, først i Tirreno og siden på 1. etape i Giroen. Han skuffede på den lange enkeltstart, hvor han var syg, men han kom stærkt ud af løbet med en 7. plads på bjergenkeltstarten. Det øger sandsynligheden for en vis friskhed, og hvis han har bevaret den, bør han vinde i dette felt.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Manden, der kan slå ham, er Will Barta, der i år er genfødt som temporytter. Det viste han i Romandiet og i Giroen, hvor han endda slog McNulty på den lange enkeltstart, hvor de blev hhv. nr. 13 og 16. På den første enkeltstart, hvor McNulty ikke var syg, var det imidlertid sejr til UAE-rytteren, der blev nr. 8, mens Barta blev nr. 15. Der er næppe tvivl om, at McNulty har det højeste topniveau på en fladere rute som denne, men meget vil afhænge af form. I den sammenhæng er det dog bekymrende, at Barta var meget træt mod slutningen af Giroen, hvor han blandt andet skuffede på bjergenkeltstarten, der var et stort mål.

Det vil være en overraskelse, hvis ikke de to WorldTour-ryttere sætter sig på top 2. Blandet de øvrige professionelle deltagere er veteranen Joey Rosskopf , men som vi senest så i ZLM Tour, kan han ikke længere blande sig i kampen om guldet i dette selskab. Til gengæld vil han kunne gå efter endnu en medalje i et felt uden mange profiler. En anden er Chad Haga, der imidlertid synes faldet endnu mere sammen, og han blev endda blot nr. 7 for et år siden, hvor feltet var tilsvarende svagt. Han ledsages af Gage Hecht , der tidligere har vundet enkeltstarter i USA, men intet har vist siden dengang. Tyler Stites, der sidste år blev nr. 5, må regnes som den største rival til de professionelle, men Zach Gregg overraskede sidste år med en 4. plads. Derudover kan man fremhæve Stephen Vogel, der sidste år blev nr. 6, Michael Garrison, Cole Kessler, Alexey Vermeulen, SAMUEL Gilletly og Cory Lockwood .

Feltet.dks vinderbud: Brandon McNulty

Schweiz (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Joel Suter

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Feltet.dks vinderbud: Udsat til efteråret grundet Gino Mäders tragiske død

Norge (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende vinder: Tobias Foss

Ruten: Nordmændene har for vane at designe nogle meget lange ruter til deres enkeltstarter, men som det gælder i mange lande i år, er distancen kraftigt reduceret, hvad den også var det i 2022. Således skal der køres bare 21,5 km omkring byen Oltedal. Her kunne ruten heller ikke være enklere. Man kører nemlig bare ad en lige og ganske let kuperet vej ud til et vendepunkt, hvor man foretager en U-vending for derefter at køre tilbage igen. Det let kuperede terræn byder på i alt 109 højdemeter.

Favoritterne: Efter mange år med total dominans fra Edvald Boasson Hagen, der har vundet løbet hele 10 gange, har løbet i de senere år været præget af Andreas Leknessund, der vandt i 2019 og 2020, samt Tobias Foss, der vandt i 2021 og 2022. I 2020 havde en knivskarp duel, men i 2021 vandt Foss klart med mere end et minut ned til Søren Wærenskjold og mere end to minutter ned til Leknessund. Lige så overlegen var han i 2022, hvor Leknessund ikke deltog, og hvor han sejrede med 1.11 ned til Wærenskjold.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

I år bliver det særligt spændende, for denne gang er Foss, Leknessund og Wærenskjold alle med. Jeg vælger at gå med Tobias Foss, men det er ikke så indlysende, som det burde være, når vi taler om verdensmesteren. Nordmanden har nemlig ikke kørt, siden han forlod Romandiet med corona, og han var i maj stadig så syg, at han måtte droppe Tour of Norway. Vi aner intet om, hvor han står, men det er trods alt nu næsten to måneder siden, han blev syg. Man må formode, at han har sat dette titelforsvar som et første mål for resten af sæsonen. Som verdensmester bør han være favorit, hvis hans niveau er fornuftigt, men han har endnu til gode at vinde i regnbuetrøjen. Det var dog ufatteligt tæt på i Romandiet, hvor han blev slået med det yderste af neglene, og over en længere distance, der passer ham bedre, bør han trods den skrappe modstand kunne forsvare titlen.

Det vil dog ikke være overraskende, hvis Søren Wærenskjold slår ham. Sidste år var afstanden mellem dem stor, men Uno-X-rytteren har udviklet sig enormt. Han har netop vist internationalt topniveau ved at slå Mathieu van der Poel og Yves Lampaert i Belgien, hvor han generelt viste, at han er i sit livs form inden Touren. Den relativt korte distance er vel også til fordel for en ung rytter uden den store rutine over lange distancer, og terrænet passer ham. Lige nu skal Foss være meget skarp for at slå sin unge landsmand.

Noget kunne tyde på, at Andreas Leknessund er overhalet af dem begge. Da han vandt i 2019 og 2020, lignede han en kommende tempostjerne, men det er han aldrig blevet. Senest kørte han nogle pæne enkeltstarter i Giroen, men ikke i nærheden af det niveau, Foss har haft, når han er bedst, ligesom det næppe heller havde rakt til at slå Van der Poel og Lampaert i Belgien. Allerede i 2021 blev han nr. 3, og da han næppe heller er på toppen efter en hård Giro, kunne det lugte af endnu en bronzemedalje.

Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke de sætter sig på podiet, men det er værd at holde øje med Sven Erik Bystrøm, der har kørt gode enkeltstarter og vist god form, selvom jeg have forventet mere i Belgien. Det skal også blive interessant at følge Ådne Holter, der blev nr. 4 på bjergprologen i Norge. Dette kan slet ikke sammenlignes med den hårde rute i Bergen, men hans 5. plads for et år siden vidner om evnerne i et felt som dette. Sølvvinderen fra 2019, Iver Knotten, der netop er blevet nr. 3 på en enkeltstart mod den hjemlige danske elite, er med igen for første gang siden 2020, hvor han blev nr. 4.  Sidste år gik bronzen til Truls Nordhagen, der er med igen, mens Øyvind Brekke Flotten har været i top 6 to gange i træk. Anton Stensby og Asbjørn Fjellvåg har to top 10-placeringer i 2021 og 2022, og Joachim Strindin fik også klemt sig ind blandt de 10 bedste sidste år, mens Magnus Frydenslund var i top 10 i 2022. Torbjørn Røed har kørt pæne enkeltstarter i amerikanske løb.

OPDATERING: Foss kommer ikke til start, og derfor bliver Wærenskjold den nye favorit.

Feltet.dks vinderbud: Søren Wærenskjold

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Irland (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Ben Healy

Ruten: De irske mesterskaber afvikles i år over 31,2 km omkring byen Dungannon. Her er der ikke mange tekniske udfordringer, men selvom der ikke er nogen væsentlige bakker, er det heller aldrig helt fladt. Således skal man undervejs klatre 286 højdemeter i terræn, der går lidt op eller ned meget af vejen.

Favoritterne: Siden han tog sin første titel i 2015, har Ryan Mullen vundet fem ud af de seks gange, han har deltaget, og derfor har løbet ofte været en ret ensidig affære. Det er den imidlertid ikke i år, hvor han efter et års fravær jagter sin sjette titel i kamp med kometen Ben Healy, der udnyttede hans fravær til i 2022 at tage titlen.

Det burde være en nobrainer at pege på Healy, men jeg tror faktisk, at Ryan Mullen generobrer trøjen. Han har ganske vist været en skygge af sig selv i en længere periode, men han kommer fra et Dauphiné, hvor han kørte sin bedste enkeltstart i en menneskealder. Det skete endda på en rute, der var for kuperet, og selvom denne bestemt heller ikke er helt flad, passer dem ham i hvert fald bedre. Da Bora har forbedret sig meget i disciplinen i år, hvad Mullen viste med sit resultat i Frankrig, tror jeg på, at han slår favoritten.

Det skyldes mest af alt, at Ben Healy virkede meget, meget træt i den sidste del af Giroen. Det er naturligvis helt forståeligt, men det er tvivlsomt, om han møder til start på 100%. Samtidig så vi i Giroen, at han kørte overraskende svage enkeltstarter. Ruten her passer ham heldigvis bedre, men i optakten er det altså Mullen, der har kørt den bedste enkeltstart. Det ændrer dog ikke på, at han kørte ganske solidt ved EM sidste år, og genfinder han de takter, hvad der kræver friskhed, bør han på denne relativt kuperede rute kunne vinde igen.

Der er næppe andre, der kan blande sig i det 11 mand store felt. Der er naturligvis sidste års overraskende sølvvinder George Peden, der bestemt er i spil til en medalje. er der naturligvis bronzevinderen fa 2021, Marcus Christie, der slet ikke kører UCI-løb i udlandet. Han blev nr. 3 i 2021, nr. 4 i 2020, nr. 2 i 2018 og nr. 3 i 2017, og han er derfor altid med fremme, når han gennemfører. Han har dog stadig til gode at slå Mullen. Derudover er der naturligvis klatreren Eddie Dunbar, der i dette felt utvivlsomt kan køre med om medaljerne, men får svært ved at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Ryan Mullen

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Tjekkiet (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Jan Barta

Ruten: Årets tjekkiske mesterskaber afvikles i den slovakiske by Tlmace, hvor der skal køres en distance på 46,0 km på en uhyre enkel rute. Den består af fire omgange på en 11,5 km lang rundstrækning, der består af en lang, lige og flad vej ud til et vendepunkt, hvor man efter en U-vending kører tilbage til endnu en U-vending inde i værtsbyen. I alt har den flade rute bare 46 højdemeter.

Favoritterne: Desværre har tjekkerne heller ikke i år frigivet en startliste, og derfor er nedenstående med forbehold for, at der kan være ændringer. Der er ingen tvivl om, at Josef Cerny efter sin sejr i Romandiet ville være storfavorit, men da han ikke nævnes i arrangørernes pressemeddelelse, må man formode, at han ikke deltager.

Derfor går favoritværdigheden til Mathias Vacek, der aldrig har været bedre end netop nu. Han endte i top 10 i både Belgien og Norge. Til gengæld viste Belgien også, at han ikke er en rasende god tempoytter på denne slags flade tonserruter, men heldigvis god nok til at vinde i dette felt, hvor han må ventes at være eneste WorldTour-rytter. Derfor må han være manden, der skal slås

Læs også

Superstjerne reflekterer over forår med flere skuffelser

Rivalen bør Jan Barta, der har vundet hele syv gange. I de seneste år er han blevet overgået, og selvom han vandt i både 2019 og 2022, er det blevet til tre sølvmedaljer de seneste fem gange. Hans resultater på internationale enkeltstarter er ikke længere imponerende, men til de tjekkiske mesterskaber er han der hver gang. Heller ikke i år har han sat verden i brand, men motivationen til karrierens sidste mesterskab er helt sikkert enorm. Det er tvivlsomt, om det er nok til at slå Vacek, men skal det ske, skal det være på denne rute.

Dernæst er det værd at fremhæve Adam Toupalik, der er blevet nr. 3 to gange i 2021 og 2022. Også Michael Kukrle er i spil igen, efter at han sidste år fik sin første medalje i fire år, og derudover vil Jakub Otruba kunne køre stærkt, da han blandt andet er kørt i top 10 til U23-EM og vandt bronze sidste år. Måske kan Tomas Kopecky, Daniel Turek, Tomas Jakoubek og Michael Boros også blande sig.

Feltet.dks vinderbud: Mathias Vacek

Polen (torsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Maciej Bodnar

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Ruten: Store dele af Polen er fladt, og derfor har de polske enkeltstarter ofte været ret enkle. Det er den i sandhed også i år, hvor den 47,0 km lange rute består af to omgange på en meget enkel 23,5 km lang rundstrækning, der blot består af en tur ad lige og flade veje fra starten i Zalew Wykrot ud til et vendepunkt, hvorefter det går hele vejen tilbage igen. I alt er der blot 160 højdemeter og praktisk talt ingen sving.

Favoritterne: Som regel har det løbet været et opgør mellem Maciej Bodnar, der er ottedobbelt mester, og den dobbelte mester Michal Kwiatkowski, to ryttere, der begge har været blandt verdens førende specialister. Kwiatkowski har dog ikke haft succes i de senere år. I de seneste to år har han ikke deltaget, og hans seneste præstationer var blot en 4. plads i 2019 og en 3. plads i 2018. I stedet har Bodnar siddet på flæsket, for selvom han blev slået af Kamil Gradek i 2020, har han vundet fire af de seneste fem mesterskaber, og siden han første gang var i top 3 i 2008, ar han kun to gange været fraværende fra podiet.

Startlisten er heller ikke i år frigivet, men heldigvis har Ineos bekræftet, at Michal Kwiatkowski i år vender tilbage. Det gør ham til min favorit. Ganske vist er han en skygge af den rytter, han engang var, men han har trods alt netop leveret to 30-placeringer i Schweiz, hvor han begge gange slog Bodnar ganske eftertrykkeligt. Det er klart, at han på den lange enkeltstart havde en fordel af terrænet, men på den flade enkeltstart vandt han også klart den polske duel på terræn, der minder om det, rytterne møder i Polen. Jeg kan stadig have min bekymring, fordi Bodnar som regel overpræsterer i lige netop dette løb, men baseret på det, vi har set i år, bør Kwiatkowski vinde for tredje gang.

Som sagt har Maciej Bodnar imidlertid en evne til at præstere denne ene dag. Han kan vinde for niende gang, og han har tidligere været en tempogigant. De seneste sejre er imidlertid kommet efter, at han er gået i forfald, men alligevel vinder han som regel på denne ene dag. Denne gang har han haft en skadespræget sæson, og de tre enkeltstarter, han har kørt siden sit comeback, har ikke indikeret, at han vil forsvare titlen. Hans sidste enkeltstart i Schweiz var dog meget bedre end den første, og da terrænet samtidig passer ham perfekt, kan endnu en Bodnar-sejr ikke komme bag på nogen.

Kamil Gradek er den eneste rytter, der har slået Bodnar siden Kwiatkowskis seneste sejr i 2017. Denne gang bliver jeg slet ikke overrasket, hvis han vinder for anden gang. Sidste år slog Bodnar ham bare med 13 sekunder, og i år kører han på Bahrains langt bedre materiel. Han har lige kørt en ganske hæderlig Dauphiné-enkeltstart på en rute, der var alt for hård, og det taler for, at han har en endog meget god chance for at vinde på denne helt flade rute.

Det vil være en overraskelse, hvis ikke de tre ryttere løber med medaljerne, men Bahrain Filip Maciejuk kan måske blande sig. Også sidste års nr. 3, Szymon Rekita, og hvis han stiller op igen, så vi i 2022, at veteranen Marcin Bialoblocki fortsat kan være med i kampen om medaljerne. Andre, der kan gøre det hæderligt, er Piotr Brozyna, Szymon Sajnok og Marcin Budzinski.

Feltet.dks vinderbud: Michal Kwiatkowski

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Spanien (fredag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Raul Garcia Pierna

Ruten: De spanske mesterskaber er næsten altid kuperede, men i år er det slet ikkeslemt. Mesterskaberne er denne gang henlagt til Sevilla la Nueva lige uden for Madrid, hvor der skal køres den relativt beskedne distance på 32,0 km. Ruten er teknisk ganske ukompliceret, da man kører på en næsten rektangulær rundstrækning syd for byen. De første 8 km er relativt flade, hvorefter det er let faldende ned til midtpunktet, hvorfra det er let stigende stort set resten af vejen. I alt skal der klatres 251 højdemeter.

Favoritterne: De spanske mesterskaber i enkeltstart har de seneste år været en lidt tynd affære, som er blevet droppet af mange af landets største navne. Det gælder også i år. Startlisten er desværre i skrivende stund ukendt, men baseret på den udsendte fra cykelforbundet har vi en ide om de største navne, der ventes til start.

I år har løbet heldigvis en stor stjerne til start, men det kan også gøre det til en ret ensidig affære. Juan Ayuso viste med sejren i Schweiz i søndags, at han nu skal regnes som sand tempospecialist. Denne rute er måske ikke ideel for en mand, der havde ønsket sig mere regulær klatring, men vi så i Schweiz, at han sagtens kan køre stærkt på powerdelene også. Med tanke på de enkeltstarter, han har kørt i år, tårner han sig op som den store favorit - lidt af en udvikling, når man tænker på, at han for et å siden blev nr. 7 i et meget svagt felt!

Hans værste rival kan meget vel være Jonathan Castroviejo . Den femdobbelte vinder er stadig langt fra fordums styrke, men i år har han oplevet en lille renæssance. I Algarve blev han nr. 12, i Romandiet nr. 13 og 14 og senest nr. 10 i Dauphiné. Det er langt fra det, vi kendte ham for, og næppe nok til at true Ayuso, men det vidner om, at han meget vel kan sikre sig endnu en medalje til samlingen.

Jeg er også spændt på Oier Lazkano . Spanieren bliver bare ved med at imponere, og nu er han også begyndt at køre en hæderlig enkeltstart. Sidste år vandt han sølv i det meget svage felt, men nu har han også hævdet sig hæderligt internationalt med to top 40-placeringer i Schweiz i sidste uge. Vi så desværre også i søndags, at det var på bakken, han kørte stærkt, mens powerdelene voldte problemer, og derfor er denne rute nok ikke den ideelle.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Næsten endnu mere spændt er jeg på Ivan Romeo. Han har været beskrevet som tempospecialist, men det var længe svært at se. I Romandiet blev han imidlertid nr. 21 på prologen, og det fører langt her. Endnu mere imponerende var næsten hans 38. plads på den meget kuperede lange enkeltstart, og da han her hjælpes af, at årets rute ikke er specielt kuperet, kunne han godt tage næste skridt i sin udvikling denne fredag.

Spændende er også Lluis Mas. Udbryderkongen kørte en chokerende top 20 hjem på 1. etape i Schweiz, og et sådant resultat rækker meget langt i dette felt. Vi så på 8. etape, at han havde det sværere i mere kuperet terræn og over en længere distance, og vi skal derfor næppe vente os samme styrke. Heldigvis kan mindre også gøre det i kampen om medaljer her.

Naturligvis skal den forsvarende vinder, Raul Garcia Pierna, også nævnes. Sidste års sejr var en overraskelse, og i kamp mod Ayuso forsvarer han næppe titlen. Han har heller ikke sat verden i brand i sin tid i trøjen, men en 24. plads i Vueltaens lidt sløje felt og en 8. plads ved U23-VM vidner om, at endnu en medalje ikke kan udelukkes.

Andre stærke bud er Txomin Juaristi og Mikel Azparren, der i dette felt kan komme relativt langt, og det samme kan Carlos Canal, hvis han stiller til start. Veteranen Gorka Izagirre jagter også sin femte medalje, mens senest i Romandiet så vi, at det kan blive svært selv i dette felt.

Feltet.dks vinderbud: Juan Ayuso

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Portugal (fredag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Rafael Reis

Ruten: De portugisiske enkeltstarter er sjældent helt flade, men i år er der ingen større bakker. I alt skal der køres 33,6 km omkring byen Mogadouro, og de er meget enkle. Således kører man blot ad en relativt lige vej uden sving ud til et vendepunkt og derefter tilbage igen. Som sagt er der ingen regulære bakker eller stigninger, men det er aldrig pandekagefladt, og i alt skal der klatres 311 højdemeter. Ruten er endda præcis den samme som sidste år.

Favoritterne: Portugiserne frigiver aldrig en startliste, og derfor skal denne optakt tages med forbehold. Det står dog klart, at Joao Almeida er til start, og det vil han være som den store favorit. Sidste år overraskede han stort ved blot at blive nr. 3, men det var i et comeback efter den covidsygdom, der sendte ham ud af Giroen. Denne gang er formen også meget usikker, da han ikke har kørt siden en opslidende Giro, men modsat sidste år, hvor han havde det overraskende svært i disciplinen, har han - sammen med UAE som helhed - rejst sig voldsomt. Selvom han helt sikkert ikke er i Giro-form, tårner han sig op som storfavorit i et felt uden Nelson Oliveira, der ville have været hans store trussel.

En af de to ryttere, der slog ham i 2022, var 2020-mesteren, Ivo Oliveira . På internationale enkeltstarter er han langt fra toppen, men i Portugal er han konkurrencedygtig. I 2021 blev han da også nr. 6 på Algarve-enkeltstarten, der terrænmæssigt kan minde om denne, og det vidner om, at endnu et mesterskab ikke er helt urealistisk, hvis Almeida ikke er på toppen. Det gælder måske særligt i år, hvor UAE har forbedret sig så voldsomt i disciplinen, selvom vi i Dayphiné så, at han fortsat er et stykke fra den internationale elite trods en prologsejr i Mayenne, der slet ikke kan sammenlignes med denne lange enkeltstart.

Manden, der vandt for et år siden, var Rafael Reis. Indtil da havde Kontinentalrytteren utroligt nok aldrig vundet, men han havde været på podiet tre gange. I 2021 blev han da også nr. 2 bag Almeida, dog med et tab på næsten et minut. Paradoksalt nok var han i 2022 ikke i nærheden af sit niveau fra 2021, og han mislykkedes blandt andet med at vinde enkeltstarten i Portugal Rundt. Han må dog stadig regnes som en af de to store trusler.

Ivos bror, Rui Oliveira, er også en kandidat, men han er som temporytter svagere end brormand. Således har han aldrig været på podiet endnu, og det vil være en overraskelse, hvis han vinder, også efter en meget hård løbsperiode. I dette felt vil han dog være medaljekandidat.

Det er klart, at Rui Costa vil være en af favoritterne, men han nævnes ikke som deltager, hvad han utvivlsomt ville være blevet, hvis han havde planer om at køre. I stedet skal vi måske holde øje med Joaquim Silva, der blev nr. 6 sidste år og har kørt en flot sæson, selvom han ikke er specialist. Andre navne er Carlos Salgueiro, Tiago Antunes, Emanuel Duarte, Gasper Goncalves, Antonio Carvalho, Henrique Casimiro, Frederico Figuireiredo og Jose Mendes.

Feltet.dks vinderbud: Joao Almeida

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Tyskland (fredag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Lennard Kämna

Ruten: De tyske mesterskaber er ofte relativt flade, og efter sidste års meget kuperede rute er det en tilbagevenden til normalitet i 2023. De 32,2 km går fra Donaueschinger til Bad Dürrheim og foregår i kun ganske let kuperet terræn med kun én væsentlig bakke (600 m, 5,5%), der har top efter 6,5 km. I alt skal der klatres 232 højdemeter, men hvad ruten mangler i terræn, kan den have i tekniske udfordringer, for den kan se ganske kringlet ud.

men sådan er det ikke denne gang, hvor der skal køres beskedne 27,5 km omkring byen Marsberg, der ligger i det kuperede nær Kassel. Her har man designet en teknisk ikke alt for kompliceret rute med i alt 413 højdemeter. Hovedsageligt er det relativt fladt med kun bløde bakker, men løbet starter med en stejl mur (1,2 km, 10,3%), ligesom man efter 21 km når toppen af endnu en bakke (1,7 km, 5,3%).

Favoritterne: Siden 2010 har Tony Martin vundet ti ud af tolv gange - kun Bert Grasch slog ham i 2011, mens han i 2022 allerede havde stoppet karrieren - men med tempokongens karrierestop er den epoke nu slut. Det har tilsyneladende haft en gavnlig effekt på lysten til at deltage, for hvor man i tidligere år har haft temmelig pauvre felter, vil det meste af den tyske elite i år været samlet, akkurat som det gjaldt sidste år. Da landet har relativt mange tempostærke folk, men ikke længere deciderede superspecialister, giver det et meget åbent løb med flere reelle vinderkandidater.

Sidste år vandt Lennard Kämna for første gang, og han ligner vel også en lille favorit. Han har genfundet noget af fordums tempostyrke i det seneste halvandet år, men nogen tempogigant er han ikke. Det blev ret tydeligt i Giroen, hvor han på den lange enkeltstart blot blev nr. 14, og det var på en flad rute, der minder om denne. Til gengæld bragede han en forrygende enkeltstart af på den flade Tirreno-rute, og kører han på samme niveau her, vinder han let. Det kan dog være tvivlsomt, da hans form er ganske ukendt efter Giroen, men set over det seneste år er han den tysker, der har kørt stærkest på enkeltstarter. Derfor må han være favorit, selvom han er på udebane på denne rute.

Sejren kan også sagtens gå til Maximilian Schachmann. Sidste år genfandt han nemlig tiders tempostyrke med top 10-resultater i Touren og Schweiz, og det så også lovende ud i begyndelsen af årets Tour de Suisse, hvor han kørte en pæn første enkeltstart. Til gengæld floppede han på den sidste enkeltstart, og med tanke på hans meget afbrudte år er der stor usikkerhed om ham. Til gengæld viste han generelt hæderlig form i Schweiz, og han er formmæssigt et mere sikkert kort end Kämna.

Nils Politt har været på podiet fire gange i løbet af de seneste seks år, og skal han endelig have titlen, skal det måske være i år. Sammen med resten af Bora har han hævet sit niveau ganske gevaldigt, da han startede stærkt i Algarve. Til gengæld skuffede han mig en anelse i Dauphiné, men her hjælpes han heldigvis af en meget fladere rute. Kører han som i Algarve, har han en stor chance for at vinde, men han lider under ikke at være den eneste, der har glæde af Boras forbedrede materiel.

En trussel er Jannik Steimle . I Dauphiné i 2021 viste han, at han ikke er langt fra verdenseliten, og på en flad rute kunne han på den baggrund meget vel have været min favorit. Desværre har han skuffet meget i år, særligt i Dunkerque. Heldigvis var det meget bedre i Belgien, hvor han viste et niveau, der bør føre langt. Sidste år blev han jo allerede nr. 2, og det var på en rute, der var alt for hård.

Jasha Sütterlin var tidligere en af Tysklands førende specialister med blandt andet sølvmedalje bag Martin, men i dag er det slet ikke et speciale. Hans enkeltstarter er pæne, men at kalde ham en specialist vil være vildledende. I år har Bahrain imidlertid forbedret deres materiel meget markant, og det førte til, at Sütterlin blev nr. 20 på Giroens lange enkeltstart. Det niveau gør ham på denne flade rute til en helt reel vinderkandidat, hvis han er frisk efter Giroen.

En spændende kandidat er også Nico Denz, der som resten af Bora er blevet en tempoørn i år. Det viste han i Romandiet, Tirreno (hvor han havde forfærdeligt vejr) og på Giroens 1. etape. Til gengæld bekræftede Giroens lange enkeltstart også tesen om, at han er bedst over kortere distancer. Derfor kan denne rute være for lang, ligesom formen efter Giroen er en ubekendt.

Max Walscheid var i 2021 måske Tysklands bedste temporytter, selvom ruten til mesterskaberne var så kuperet, at han kun blev nr. 3. Desværre har han i år lidt voldsomt under skiftet til Cofidis og deres ringere materiel, som vi så i et skidt, skidt 2022. I år har Cofidis forbedret deres materiel mærkbart, men det smittede bestemt ikke af på Walscheid i Dunkerque, hvor han i et svagt felt blot blev nr. 24. Til gengæld har han også kørt den ene rigtige enkeltstart i år, og på denne flade rute har han derfor potentiale til at overraske.

Man kunne også nævne Marco Brenner, der har kørt enkelte flotte enkeltstarter, men altid på kuperede ruter. Jonas Rutsch overrasker også af og til, men det er lidt for længe siden. Miguel Heidemann blev nr. 2 i 2021, men er aldrig slået igennem og skuffede senest i ZLM Tou. Ben Zwiehoff har kørt hæderlige enkeltstarter i år, men specialist er han slet ikke. Andre navne er Georg Steinhauser, der sidste år blev n. 5, men er på udebane på denne rute, Juri Hollmann og Max Kanter. På kontinentalscenen er det særligt værd at følge specialisten Justin Wolff, der næsten altid ender som bedste kontinentalrytter, samt måske Joshua Huppertz og Dominik Bauer.

Feltet.dks vinderbud: Lennard Kämna

Østrig (lørdag d. 24. juni)

Forsvarende mester: Felix Grossschartner

Ruten: Det østrigske mesterskab kan af gode grunde være en ganske kuperet sag, men det er det slet ikke i år. Ganske vist afvikles det i Erpendorf, der ligger midt i Alperne omgivet af høje bjerge, men dem undgår man helt. I stedet er ruten meget, meget enkel, da man kører ud ad en dalvej helt uden sving frem til et vendepunkt, hvorfra man efter en U-vending kører ad samme flade vej tilbage til mål. I alt er der 178 højdemeter på den kun et kuperede dalvej

Favoritterne: I de seneste mange år har Matthias Brändle været svært dominerende ved dette mesterskab, men han er i dag cykelpensionist. Han blev dog allerede detroniseret i 2022, hvor Felix Grossschartner forhindrede ham i at vinde i sin sidste optræden.

Desværre har arrangørerne ikke frigivet en startliste, men heldigvis ved vi, at den store favorit og forsvarende vinder deltager. Felix Grossschartner har altid været en hæderlig temporytter, men som resten af UAE har han taget et stort skridt i år. Det så vi med hans fremragende ridt i Dauphiné, og det bringer ham helt op i sin egen liga i dette felt. Det vil mildt sagt være en overraskelse, hvis ikke han vinder for anden gang.

Hans værste rival, Rainer Kepplinger, er ude med en skade, og det efterlader vel Felix Ritzinger som den værste rival. Han blev i hvert fald nr. 4 i 2022, nr. 2 i 2021 og nr. 3 i 2020. Til gengæld har han haft en meget skidt sæson, hvor han ikke har vist skyggen af form.

Medaljekandidat er også sidste års nr. 5, Tobias Bayer, der ikke er specialist, men viste god form i Dauphiné. Stiller de mod forventning op, kan også Marco Haller og Hermann Pernsteiner hævde sig i dette felt, og derudover kan man fremhæve Johannes Hirschbichler , der før har kørt stærkt.

Feltet.dks vinderbud: Felix Grossschartner

STREAM UDVALGTE NATIONALE MESTERSKABER UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE