Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Nationale linjeløbsmesterskaber

Optakt: Nationale linjeløbsmesterskaber

20. juni 2021 12:26Foto: Deceuninck - Quick-Step Cycling Team / Getty Images / Nils Meilvang

De sidste styrkeprøver inden Tour de France-starten, der går om en uges tid, står altid i de nationale mesterskabers tegn, og således vil der i denne uge over det meste af Europa blive fundet nye indehavere af de eftertragtede trikoter, der signalerer, at man er sin nations stærkeste rytter enten i linjeløb eller enkeltstart. Efter kampene om titlerne i enkeltstartsdisciplinen gælder det på søndag de endnu mere prestigiøse linjeløbstrøjer, der signalerer, at man er sit lands stærkeste rytter og kan bæres med stolthed næsten i hvert eneste løb i de kommende 12 måneder.

Annonce

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!


Nedenfor kan du se en oversigt over, hvad der kan forventes i linjeløbene i de vigtigste lande. Artiklen vil løbende blive opdateret med flere nationer, efterhånden som optakterne bliver færdigskrevet. Bemærk, at det kan være meget vanskeligt at få opdaterede startlister til nationale mesterskaber. Der tages derfor forbehold for sene ændringer i felterne.

 

Belgien (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Dries de Bondt

 

Ruten: Belgien har ofte meget varierede mesterskaber, hvor der veksles mellem flade sprinterruter samt løb, der kan sammenlignes med enten en brostens- eller ardennerklassiker. I år har sprinterne grund til at juble over de 221,3 km, der skal tilbagelægges omkring Waregem. Efter 2,3 indledende kilometer, der fører ud til en flad 18,2 km lang rundstrækning, kører man i alt fire omgange, inden man kører den sidste kilometer ind til stregen. Herefter kører man yderligere fire omgang på en anden 20,7 km lang og flad rundstrækning, inden man når til løbets klimaks. Det består af fire omgange på en 16,1 km lang rundstrækning, der byder på pavéen Herlegemstraat (1100 m) med 10,5 km igen og derefter Holstraat (1,3 km, 2,2%) med top 7,9 km fra mål. Derefter er det fladt frem til mål, hvor der sluttes efter bare 551 højdemeter.

 

Favoritterne: Det er altid lidt et mareridt at skulle forsøge at spå om de belgiske mesterskaber. Ofte bliver de nemlig meget taktiske. Ruterne er som regel meget flade, og da Belgien er overraskende sprinterfattigt, er det uhyre sjældent, at de to store hold, Lotto Soudal og Deceuninck, har en interesse i en massespurt. Således ser man ofte, at et stort udbrud kører tidligt i løbet, og selvom der ofte kommer nogle af de bedre folk op bagfra, ender det ikke sjældent med, at vinderen er en af de ryttere, der har været med i morgenudbruddet. Det skete endda så sent som sidste år, da Dries de Bondt var bedste mand fra et udbrud. Massespurter er nærmest chokerende sjældne, selvom ruterne meget ofte lægger op til netop det.

 

Det gør den også i år. Hverken Herlegeemstraat eller Holstraat er særligt svære, og de skal hver især kun forceres fire gange inden for de sidste 60 km. I et stort, almindeligt løb var det næsten umuligt at se sig ud over en massespurt, men ved mesterskaberne er alt bare anderledes. Vejret bliver nu ellers lidt halvkedeligt efter en meget varm uge, og der er 60% risiko for regn i løbet af eftermiddagen. Det starter endda blæsende (20-21 km/t), men vinden aftager gennem dagen (slutteligt bare 15 km/t), og på den sidste rundstrækning er der nærmest kun med- eller modvind.

 

Som altid er der nogle gigantiske hold. Sport Vlaanderen har 21 mand, Alpecin og Lotto stiller med 16, Bingoal har 15, og Intermarché og Deceuninck er nærmest miniputter med bare hhv. 10 og 9 mand. Dertil kommer alle de udlandsprofessionelle, der kommer i små trupper på op til 5 mand (Ag2r og B&B) og ned til isolerede folk (Dylan Teuns, Dries van Gestel, Jens Keukeleire og Jordi Meeus). Det skaber en særlig dynamik, at der kun er få hold, der kan diktere slaget, og de vil næsten altid ende med mindst et par mand i det store udbrud, der som regel kører.

 

Det er klart, at Lotto og Deceuninck helst vil undgå en spurt, men det er også klart, at det er det foretrukne udkomme for Alpecin med Tim Merlier/Jasper Philipsen og Bingoal med Timothy Dupont samt måske endda Sport Vaanderen med en formstærk Sasha Weemaes. Spørgsmålet er, om de to førstenævmte med i alt 31 ryttere kan kontrollere et løb, hvor de fleste af landets stjerne vil splitte det.

 

Jeg tror ikke, at faren for sprinterne er bakkerne til sidst. De er for lette, og vinden står forkert. Risikoen er formentlig igen et stort og tidligt udbrud, som de aldrig får hentet. Her kan dynamikken på Alpecin være altafgørende, når de har to sprintere. Efter Philipsens styrt i Belgium Tour vil jeg tro, at Merlier er holdets sprinter, men det er bestemt ikke umuligt, at de så kan sende Philipsen i udbrud sammen med et par holdkammerater, herunder den forsvarende vinder Dries de Bondt. I det tilfælde vil det ikke være dem, der skal jagte, og derfor kan vi sagtens få en udbrudssejr igen.

 

Mest af alt tror jeg dog på en spurt. Alpecin er efterhånden ret stærke, og ruten er meget nem. Får de hjælp af Bingoal, er det immervæk knap 30 mand, der er klar til at jagte i et felt på kun knap 170 ryttere. Vi har i Frankrig ofte set, at FDJ med deres giganttrup har kunnet sikre spurter på sværere ruter end denne, og spørgsmålet er, om ikke Alpecin efterhånden er stærke nok. Jeg udelukker ikke gigantudbruddet, som vi kender det, men denne gang tror jeg mest på den spurt, vi fik i 2019.

 

Som sagt tror jeg, at Alpecin kører for Tim Merlier, der i dag entydigt er Belgiens hurtigste mand. Med et stærkt lead-out fra Jasper Philipsen og Jonas Rickaert bliver han uhyggeligt svær at slå, hvis det samles til en spurt. Han og Philipsen har dog været gode til at rotere, og man kan ikke helt udelukke, at de kører for sidstnævnte, hvis han er frisk efter styrtet, og han vil også være favorit, hvis det er ham, der får chancen. Mere tror jeg dog, at han kan blive spillet offensivt ud som en solid option, hvis Alpecin vil undgå presset.

 

Den værste rival i en spurt er Wout van Aert, men han har ikke Merliers fart og lider tillige under bare at have én holdkammerat. Derudover er det Timothy Dupont, der blev nr. 2 bag Merlier i den seneste spurt i 2019 (i øvrigt foran Van Aert), men han har virket formsvag. Det har også været imponerende at se Sasha Weemaes spurte på det sidste, og han synes fartmæssigt måske at være Merliers største trussel, hvis han en sjælden gang kan sidde rigtigt. Positioneringen er til gengæld en styrke for Edward Theuns, der har spurtet godt på det sidste, vandt i Ungarn og har Jasper Stuyven som en gylden støtte, og kan være med i kampen om sejren. Det er også værd at holde øje med Jordi Meeus, der ligeledes vandt i Ungarn, men desværre er helt uden støtte på et enmandshold fra Bora. Også Gerben Thijssen har fart til at blande sig helt fremme, men efter seneste skadespause er han ikke for alvor kommet tilbage. Andre kandidater til en spurt er Bert van Lerberghe, Jens Debusschere, Enzo Wouters, Gil D’Heygere, Piet Allegaert, Tom van Asbroeck, Amaury Capiot, Jules Hesters, Michael van Staeyen og Emiel Vermeulen, men de får svært ved at tage medalje og skal nok snarere satse på at komme med i en gruppe - særligt de stærke Allegaert, Van Asbroeck og Capiot.

 

Truslen mod en spurt er formentlig den store gruppe, der kører tidligt. Her vil mange øjne være rettet mod Deceuninck og ikke mindst Remco Evenepoel , der utvivlsomt forsøger på et eller andet tidspunkt, og som alle skal være opmærksomme på. Storholdet kan også spille på de formstærke og hurtige Yves Lampaert og Dries Devenyns samt de ligeledes hurtige Bert van Lerberghe og Pieter Serry samt brølstærke Tim Declercq. Rivaæerne fra Lotto har som bedste kort til et offensivt løb, formstærke og hurtige Jasper de Buyst og Floriian Vermeersch, samt de ligeledes hurtige Philippe Gilbert og Tosh van der Sande samt brølstærke Thomas de Gendt og Brent Van Moer.

 

Skal Alpecin ikke på bagkant, vil det være Gianni Vermeersch, Jonas Rickaert, Xandro Meurisse og Dries de Bondt, der primært kan spilles offensivt, mens det for Bingoal vil være Sean de Bie, Arjen Livyns, Remy Mertz og Milan Menten . For Sport Vlaanderen er det primært Rune Herregodts, Robbe Ghys, Jordi Warlop og Fabio van den Bossche. Ag2r har en lille, men skræmmende trup, hvor Greg van Avermaet, Oliver Naesen og Stan Dewulf alle kan være farlige i en gruppe, som også Quinten Hermans, Baptiste Planckaert, Loic Vliegen og Jan Bakelants kan være det for Intermarché. Det samme kan Wout van Aert naturligvis også, hvis ikke han satser fuldt på spurten, ligesom Jasper Stuyven, Tiesj Benoot, Sep Vanmarcke, Dimitri Claeys og Victor Campenaerts vil være vinderkandidater fra en gruppe, hvis de fra små hold kan spille kortene rigtigt. Mere held skal klatrere som Ben Hermans, Dylan Teuns og Ilan van Wilder have, hvis de skal vinde på denne rute. Endelig skal man ikke undervurdere de to formstærke crossryttere Toon Aerts og Eli Iserbyt , men ruten er bestemt ikke ideel.

 

OPDATERING: Jasper Philipsen kommer ikke til start grundet styrtet i Belgium Tour. Det må ventes at øge chancen for en massespurt, fordi Alpecin formentlig nu entydigt vil satse på det udkomme og ikke har Philipsen som en option, der kan spilles ud offensivt.

 

Feltet.dks vinderbud: Tim Merlier

 

 

 

 

 

Slovenien (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Primoz Roglic

 

Ruten: Sidste år havde slovenerne en meget spekatulær rute med en decideret bjergafslutning, men iår er det mere klassisk, når der skal køres på en rundstrækning omkring havnebyen Koper. Den er 17,2 km lang og skal tilbagelægges i alt ti gange for en samlet distance på 172,0 km. Den er stort set helt flad, men slutter med en jævn stigning (1,7 km 5,2%) med top 3,9 km fra stregen. Efter toppen er der to hurtige sving og en nedkørsel, inden man med 2 km drejer ind på den flade kystvej, hvorefter der er et sving med 200 m igen. I alt skal der klatres 2540 højdemeter.

 

Favoritterne: De slovenske mesterskaber er som regel svære at greje. På den ene side har landet relativt få professionelle uden specielt mange holdkammerater, hvilket giver dem en stor ulempe, når de skal tage kampen op mod særligt de mange ryttere fra Adria Mobil. På den anden side har feltet en ret beskeden størrelse, og derfor giver det altid et felt med meget få hjælperyttere - også hos Adria Mobil. Det bør kunne føre til et ret ukontrollerbart og tilfældigt løb, men alligevel sker det aldrig rigtigt, at det glider landets stjerner helt af hænde, og vi skal helt tilbage til 2014 for at finde den seneste sejr til en kontinentalrytter.

 

Løbet vil formentlig blive præget af en magtkamp mellem UAE og Bahrain. UAE kommer med løbets stærkeste mand i Tadej Pogacar, der sekunderes af den uhyre formstærke Jan Polanc. Over for dem står et Bahrain-mandskab, der tæller to udprægede vindere i form af Matej Mohoric og Jan Tratnik, som støttes af den tidligere vinder Domen Novak . I tidligere udgaver har de dog haft en klar antalsmæssig overhånd, som de ikke har i år, hvor det bare er 3 mod 2. Den sidste WorldTour-rytter er Luka Mezgec, der har været hårdt ramt af covid-19 og ikke har kørt løb siden Amstel, men som ifølge slovenske medier er kommet så langt med sin form, at han skal med BikeExchange til Touren. I dette løb er han dog ganske alene.

 

Modsat sidste år, hvor en bjergafslutning gjorde det til et helt regulært opgør mellem Primoz Roglic, der ikke deltager i år, og Pogacar, er der i år ikke tale om en selektiv rute. Her bliver det meget mere taktisk, og UAE kan næppe bare gå ind til løbet med den ide at køre for Pogacar. Ruten synes hård nok til, at vi i finalen hurtigt kan få et meget lille felt med kun få af de stærkeste, men derefter vil begge hold formentlig være tilfredse, så snart de begge har en mand foran. Jeg kan derfor sagtens forestille mig, at det slutteligt ender med en gruppe med bare én fra hver af de to arabiske mandskaber, men hvem det bliver, kan blive relativt tilfældigt.

 

Alligevel vælger jeg at gå med Pogacar. I alt væsentligt er det Tratnik, Mohoric og Mezgec, han skal holde øje med, og det reducerer risikoen for, at han fanges i det taktiske spil. Han er hurtig, men han kan bestemt ikke vide sig sikker på at slå de tre hurtige folk på stregen, men til gengæld klatrer han så godt, at jeg tror på, at han kan køre alene, når han for alvor åbner på bakken. Det svage felt gør, at det hele bliver lidt mere overskueligt, og det giver mig en tro på, at stærkeste mand også kan bruge sin styrke til at vinde. Polanc kan også ende med at køre om sejren, men som den langsomste af WorldTour-rytterne (sammen med Novak) får han sværere ved at gøre det færdigt. Hos Bahrain er Tratnik og Mohoric begge skabt til ruten, og de er begge lynhurtige, men jeg tror faktisk mest på formstærke Tratnik, der formentlig vil være en smule mindre overvåget end Mohoric, og som senest viste sin forrygende styrke med sejren på enkeltstarten. Begge har dog en glimrende chance. Det samme har Mezgec, der er den hurtigste af alle, men hans problem er, at ingen vil spurte med ham. Derfor tror jeg, at han får svært ved at vinde, når han er oppe mod to mand fra både Bahrain og UAE. Novak er formsvag og må formodes at blive ofret af Bahrain.

 

Det er svært at se, hvem der skal true WorldTour-rytterne. I år har unge Kristjan Hocevar og semisprinteren David Per vist mest, men den ene er for spurtsvag, og den anden for tung. Andronis sprinter Ziga Jerman klarer næppe heller bakken, mens Janez Brajkovic ikke just virkede formstærk i Slovenien i sidste uge. Martin Lavric og Jaka Primozic har kørt stærkt i år, men kan ikke vinde mod de mere klatrestærke folk på denne rute.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

 

 

 

 

 

Frankrig (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Arnaud Demare

 

Ruten: Franskmændene er kendt for deres lange distancer, som vi også finder i år, hvor der skal køres 242,9 omkring byen Epinal, der ligger midt i Vogeserne. Det giver en hård rute, hor der skal tilbagelægges hele 17 omgange på en 14,5 km lang rundstrækning, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Rundstrækningen indledes fladt, men derefter skal man over Cote de la Vierge (1,9 km, 6,7%), der er en helt jævn stigning med top 6,5 km fra mål. Derefter venter 1500 flade meter, inden den falder ned mod den sidste kilometer, der stiger med 3,7% i snit i en teknisk ukomplieret finale uden sving de sidste kilometer. I alt skal der klatres hele 4766 højdemeter.

 

Favoritterne: Det franske mesterskab er altid en meget speciel størrelse. De største franske hold har nemlig en kolossal overvægt af franskmænd, og det betyder, at det altid er nogle gigantiske mandskaber, der kommer til start. Årets løb er bestemt ikke en undtagelse, da den foreløbige startliste viser, at FDJ stiller med 19 ryttere, hvoraf de fire er fra udviklingsholdet, Ag2r kommer med 17 mand, B&B og Total Direct Energier begge med 16, Arkea med 14 og Cofidis og Delko med bare hhv. 9 og 7 ryttere. Samtidig ser man ofte, at holdene med de bedste franske sprinter køre ret målrettet efter en spurtafgørelse, og med så mange ryttere til at kontrollere ender det derfor oftere end noget andet sted i en spurt.

 

Det gør det dog næppe i år. Placeringen i Vogeserne gør den franske rute til en af årets klart hårdeste, og intet af de andre mesterskaber i denne optakt kommer i nærheden af at have samme antal højdemeter. Det skyldes naturligvis i et vist omfang den lange distance, men man skal bestemt ikke undervurdere stigningen, der giver ruten et klart ardenneragtigt præg.

 

Derfor tror jeg heller ikke, at vi vil se FDJ køre så målrettet for Arnaud Demare, som de gør, så snart ruten passer den hurtige franskmand. Det virker ikke realistisk at tro, at Demare kan køre med de bedste puncheurs på sidste omgang, og han får svært ved at forsvare sin titel. Tilsvarende gælder det for Nacer Bouhanni, der nok synes uhyre formstærk og har talt om dette hjemmebanemesterskab i månedsvis, men som må få det så svært, at det næppe er Arkea, der låser løbet. Skal man endelig pege på et hold, der vil tro 100% på deres sprinter, må det være B&B med en i Belgien godt klatrende Bryan Coquard og Cofidis med den i år så uhyre stærke Christophe Laporte, men selv de bør altså få det for svært efter næsten 5000 højdemeter og 250 km.

 

Selvfølgelig skriger ruten på navnet Julian Alaphilippe, der vil blive næsten umulig at slå, hvis han stadig er i spil på sidste omgang. Problemet er bare, at ingen har den store lyst til at slås med løbets mest oplagte favorit, og Alaphilippe har bare hjælp fra Remi Cavagna og Florian Senechal, hvoraf sidstnævnte ikke synes i form til at komme langt på denne hårde rute. Det er for lidt til at kontroller et løb, hvor han er oppe mod fem hold med mere end 10 ryttere i feltet. Der er en grund til, at Alaphilippe aldrig har været fransk mester - heller ikke selvom ruterne ret ofte har passet ham!

 

Jeg tror stadig, at Alaphilippe vinder, hvis det er samlet i bunden af sidste stigning, men jeg tror, at løbet glider ham af hænde, som det gjorde i 2019, hvor Warren Barguil vandt, i 2018, hvor sejren gik til Anthony Roux, eller i 2016, hvor han blev snydt af Arthur Vichot. I Frankrig kører der altid et stort udbrud, som FDJ kan kontrollere, og selvom det er meget sandsynligt, at en sådan gruppe vil blive holdt i snor af de store hold, vil de formentlig spille deres bedste kort flere omgang fra mål. Så snart de vigtigste hold har en klatrestærk mand i front, kan løbet være kørt for Alaphilippe.

 

Det gør det temmelig svært at pege på en favorit, for der vil være nogen tilfældighed involveret. Heldigvis er ruten så hård, at det trods alt er relativt få ryttere, der vil kunne både nyde holdets tillid til at søge chancen og derefter gør det færdigt. Vi har også en rimelig god fornemmelse af, hvem der er i form.

 

Egentlig er jeg fristet af at pege på formstærke David Gaudu, der er god i dette terræn, eller Benoit Cosnefroy, der sammen med Alaphilippe er bedste puncheur og stadig var udmærket i Schweiz, selvom han havde nogle bekymrende dårlige dage. Problemet er bare, at de formentlig vil blive overvåget af Alaphilippe, der for alt i verden ikke må lade de store holds kaptajner køre, og kan de slå Alaphilippe til sidst? Næppe. Samme problem vil  formentlig hæmme Guillaume Martin, der ellers også er god i dette terræn.

 

Derfor vover jeg pelsen ved at pege på Bruno Armirail. Franskmanden klatrede som en drøm i Mercan’Tour Classic og igen i Dauphiné, og han har lige kørt en fremragende enkeltstart også. Med sin motor er han manden, FDJ kan lade søge sin chance fra distancen, og han er så stærk, at han meget vel kan køre fra alt og alle til sidst. FDJs næstbedste bud er Valentin Madouas, der på alle måder er skabt til denne rute, og som vil have mere frihed end Gaudu, ligesom han kan spurte, men han var ikke prangende i Dauphiné. Tredje kort er Rudy Molard, der dog ikke har haft en supersæson, mens ruten nok er for hård til Benjamin Thomas, Alexys Brunel og den stadig først netop tilbagevendte Anthony Roux.

 

Mit næstbedste bud er Anthony Perez, der har været uhyre velkørende på det sidste og som puncheur passer godt til terrænet. Til gengæld er jeg mere usikker på formen hos Victor Lafay, Remy Rochas og Pierre Luc Perichon, og derfor tror jeg, at eneste andet bud for Cofidis er Laporte, der måske ikke kan gå med Alaphilippe til sidst, men kan vinde fra et udbrud. Dertil klatrer han godt nok.

 

Hos Ag2r ligner bedste bud vel den nylige vinder i Camembert, Dorian Godon , der er hurtig, men kan finde ruten lidt for hård. Den passer perfekt til Tony Gallopin, men han skal have nogen held med sig med det nuværende niveau. Det samme gælder for Nans Peters, der efter sin covid dog er i væsentlig fremgang, og formstærke Aurelien Paret-Peintre, der trods sejren i Marseille stadig må regnes som spurtsvag, ligesom den ellers stadig veljørende Geoffrey Bouchard er det. Løbet må være for hårdt for Damien Touzé, og hverken Clement Champoussin eller Nicolas Prodhomme er i form.

 

Total har et godt bud i Pierre Latour, der har rejst sig igen og er skabt til denne rute, da han også kan spurte. De vil også kunne satse på Anthony Turgis, men hans klatring vil formentlig blive for udfordret, som vi senest så i Schweiz. Her viste heller ikke hurtige Julien Simon superform, selvom han kan se frem til en rute, der passer ham.

 

Det kan Elie Gesbert hos Arkea, og han kan med den form, vi så i Occitanie, godt vinde, efter at han har lagt Covid bag sig. Til gengæld synes Warren Barguil at få svært ved at vinde med sin nuværende form, når han samtidig er overvåget. Så tror jeg mere på den hurtige og formstærke Romain Hardy, men ruten nok er for hård for Antony Delaplace. Hos B&B ligner bedste bud ved siden af Coquard, der som Laporte måske kan vinde fra udbrud, Quentin Pacher, men ligesom for Franck Bonnamour, den i Belgien skuffende Cyril Barthe, Cyril Gautier og Pierre Rolland ser jeg ham ikke vinde. Delko har ikke mange muligheder med andre end outsideren Clement Berthet.

 

Hos Deceuninck skal man heller ikke undervurdere Cavagna, som man med fordel kan spille tidligt ud, men ruten kan vise sig at være til den svære side. EF har ensomme Julien El Fares, der ikke har vist den store form. Det har både Kenny Elissonde og Julen Bernard, der udgør en spændende Trek-duo, men de går svært ved at vinde, ligesom ensomme Romain Combaud gør det. Blandt kontinentalrytterne er det vel kun Stephane Rossetto og Alexis Guerin, der kan vise sig fremme i dette formentlig ret kaotiske og taktiske løb.

 

Feltet.dks vinderbud: Bruno Armirail

 

 

 

 

 

Holland (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Mathieu van der Poel

 

Ruten: Sidste år var de hollandske mesterskaber aflyst, indtil det pludselig blev stablet på benene igen i sidste øjeblik. Det gjorde man ved at køre omgange på en uhørt kort rundstrækning, der let kunne spærres af for publikum, og den model genbruges i år. Det betyder, at der skal køres ikke færre end 27 omgange på en bare 7,3 km lang rundstrækning for en samlet distance på 197,1 km omkring byen Wijster. Den har mål på toppen af den kunstige Vamberg (500 m, 5,2%), der har brosten over de sidste 100 m og indledes med endnu en lille bakke, inden det går fladt rundt på en lidt teknisk runde, indtil man igen slutter med at køre op ad Vamberg. I alt skal der klatres 2268 højdemeter.

 

Favoritterne: Der findes ikke mange andre lande, hvor det nationale mesterskab så entydigt handler om én rytter, som det er tilfældet i Holland. Alle øvrige ryttere stiller til start med kun ét spørgsmål i hovedet: hvordan skal jeg slå Mathieu van der Poel? Måske nyder Wout van Aert en lignende status i Belgien, men ikke på årets flade rute, ligesom Julian Alaphilippe gør det i Frankrig, men her er verdensmesteren oppe mod så store hold, at han stadig har til gode at vinde sit første franske mesterskab.

 

Det har Van der Poel ikke, selvom han ligesom Alaphilippe stiller til start uden megen støtte. Faktisk har han vundet de to seneste gange, han har deltaget i løbet, nemlig i 2018 og 2020, og sidste år skete det endda på præcis samme rute, som af coronahensyn genbruges i år. Forskellen er naturligvis, at man i Frankrig har et hav af store hold, mens det i Holland alene er Jumbo og til dels Intermarché, der har en betydeligt kollektiv styrke.

 

Denne gang stiller Jumbo med 11 mand og Intermarché med seks. Det giver en anderledes balance end sidste år. Her kunne Van der Poel levere et gigantisk soloridt ved at åbne løbet tidligt, men dengang var Jumbo til start i en svag formation. Denne gang stiller de med en hel serie formstærke ryttere, herunder Tom Dumoulin, Antwan Tolhoek, Koen Bouwman og Mike Teunissen , som Van der Poel ikke bare kan køre ud af hjulet på en rute, der nok byder på 27 ture op ad Vamberg, men ikke er voldsomt svær.

 

Jeg er meget i tvivl om Van der Poels chancer. Han er på denne rute den i særklasse stærkeste, men Jumbo har altså et overbevisende kollektiv. Van der Poel støttes kun af formsvage David van der Poel og den velkørende Oscar Riesebeek, og spørgsmålet er, om det er nok til at rette op på ugunstige situationer, hvis Van der Poel ikke bare kan køre fra alt og alle, som han gjorde sidste år.

 

Derfor tror jeg, at han bliver slået. Ruten kan være for let til at slå Jumbos stærkere hold, og jeg vover pelsen ved i stedet at pege på Mike Teunissen, der som Van der Poel er skabt til denne brostensklassikeragtige rute. Han kom rustent i gang i Schweiz, men klatrede så sublimt i Alperne, at han synes at have fundet formen i rette tide til Touren. Dernæst tror jeg mest på Tom Dumoulin, der allerede har vist et højt niveau og med sine tempoevner er den perfekte mand til at udnytte et Jumbo-overtal. Også halvhurtige Koen Bouwman ligner et indlysende bud, mens taktikken og den gode form skal være nøglen til sejr for formstærke Antwan Tolhoek på så flad en rute, ligesom det gælder for Sam Oomen. Også Timo Roosen og Pascal Eenkhoorn, der er hurtige og var langt fremme sidste år, kan med den rette taktik vinde. Til gengæld synes ruten for svær for den lige nu formsvage David Dekker samt sprinterne Olav Kooij og Dylan Groeneween, mens Gijs Leemreize nok ofres for holdet.

 

Hos Intermarché er bedste bud Danny van Poppel, der som bekendt er en lottokupon - det så vi senest i Belgien - men med sin kørsel i Hageland viser, at han på sine gode dage er uhyggelig på disse ruter. Hans bror Boy van Poppel er i sit livs form og kan under de rette taktiske omstændigheder også vinde, ligesom det gælder for Maurits Lammerink og udbryderkongen Taco van der Hoorn.

 

Den formstærke puncheur Ide Schelling har alle forudsætninger for at vinde på denne rute, men han er helt uden holdkammerater. Han skal dog ikke afskrives, da han slet ikke er så taktisk låst som Van der Poel, og han har i hvert fald formen til at vinde.

 

Sidste år blev Nils Eekhoff nr. 2, og han passer til ruten, men han er ikke i nærheden af sidste års gode form. Joris Nieuwenhuis passer også godt til ruten, men er heller ikke flyvende, ligesom Cees Bol synes at være i en decideret formkrise. DSM har til gengæld den i Dauphiné uhyre velkørende Martijn Tusveld , men det skal flashe sig, hvis han skal vinde.

 

Jeg har svært ved at se andre vindere. Ramon Sinkeldam skal ikke undervurderes på en rute som denne, men meget skal gå hans vej, hvis de skal lykkes igen, og han støttes kun af Lars van den Berg. Riwal har et par gode folk i Elmar Reinders og Nick van der Lijke, men de er ikke sandsynlige vindere mod Jumbo og Van der Poel, mens Kevin Inkeldaar, Jetse Bol, Niki Terpstra, Coen Vermeltfoort, Martijn Budding og Piotr Havik har virket formsvage. Det har Koen de Kort ikke, men han er ikke længere stærk nok til at vinde, mens løbet er for hårdt for feltets mange klassiske sprintere, herunder Fabio Jakobsen, Arvid de Kleijn og Bram Welten. Fra kontinentalsiden vil jeg også holde øje med Jan Maas, men heller ikke han vinder.

 

OPDATERING: Desværre skipper Schelling løbet for at træne frem mod Touren.

 

Feltet.dks vinderbud: Mike Teunissen

 

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

 

 

 

Italien (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Giacomo Nizzolo

 

Ruten: De italienske mesterskaber er altid fascinerende, fordi man i landet er gode til at sammensætte meget varierende ruter. I år kender vi dog det meste, da de slet og ret skal køre på sidste års VM-rundstrækning i Imola. Det 225,9 km lange løb indledes dog i kystbyen Bellaria-Igea Marina, hvorfra man kører fladt frem mod rundstrækningen. Som opvarmning skal man over Monticino (2,8 km, 5,9%) efter 73,7 km, inden man rammer omgang, hvor man kører over Cima Galisterna (2,9 km, 6,4%). Derefter krydse man stregen for første gang efter i alt 99,9 km, hvorefter løbet afsluttes med fire omgange på den i alt 31,4 km lange runde, der byder på Mazzolano (2,2 km, 7,0%) med top 20,8 km fra stregen og Cima Galisterna (2,9 km, 6,4%) med top 12,5 km fra stregen. En lang, jævn og ikke specielt teknisk nedkørsel leder ned til de sidste 5 km, der er flade. I alt skal der klatres 3019 højdemeter.

 

Favoritterne: Det italienske mesterskab kan være en ret tricky sag at læse. I støvlelandet er de professionelle nemlig spredt betydeligt bedre ud, end de er i mange andre nationer, og det giver en mere lige magtbalance, end man ser i de fleste af de ovennævnte lande. Manglen på et italiensk WorldTour-hold gør dog også, at ingen af de største hold kommer til start med nogen stor trup, og det kan gøre det svært at rette op på taktisk ugunstige situationer. Taktik er derfor en ret væsentlig faktor, som vi blandt andet så, da Davide Formolo og Elia Viviani sejrede.

 

I år har vi fordel af at kende ruten. VM-rundstrækningen i Imola viste sig ganske hård - hård nok til at Alaphilippe kunne køre alene hjem - men med den flade start er der stadig tale om et noget lettere løb end i september. Til gengæld betyder det svagere felt også, at løbet sagtens kan ende med at blive lige så selektivt.

 

Jeg vælger at gå med Davide Formolo. Ganske vist virkede han træt mod slutningen af Giroen, men det gjorde han også i 2018. Alligevel kørte han fra alt og alle ved de italienske mesterskaber, og da han vel lige nu er landets førende ardennerspecialist, er han skabt til denne rute. UAE er med sine seks ryttere også et af de stærkeste hold, og de har taktiske optioner samt en vis mulighed for at kontrollere løbet. Derfor tror jeg på et nyt mesterskab til Formolo.

 

Det kan dog også sagtens blive Diego Ulissi, der modsat Formolo ikke skal alene hjem. Han er formmæssigt stadig ikke helt oppe at ringe, som vi senest så i Slovenien, men med lidt tilbageholdenhed fra de stærkere holdkammerater vandt han alligevel kongeetapen. Formolo i angreb og Ulissi til en spurt ligner den oplagte taktik. UAE kan endda også vinde med Alessandro Covi, der har stort set de samme karakteristika som Ulissi og sluttede stærkt i Giroen. Til gengæld er ruten nok for hård for Matteo Trentin, og den i år så formsvage Valerio Conti .

 

Løbet har også to helt indlysende bud Alberto Bettiol og Gianni Moscon, der både kan klatre og spurte og var skræmmende i Giroen. Som jeg skrev i optakten til enkeltstarten, er jeg dog meget i tvivl om deres form. Vi bliver klogere efter fredagens tidskørsel. Bettiol har desværre det problem, at han er helt alene. Moscon støttes derimod af Filippo Ganna , der nok ikke kan vinde på denne rute, Leonardo Basso og Salvatore Puccio , og det giver ham lidt flere muligheder for ikke at blive fanget. Som jeg skrev i enkeltstartsoptakten, er jeg dog også mere usikker på hans form efter en lidt svagere tredje uge af Giroen.

 

Bahrain har fire mand til start, hvoraf to kan vinde. Ruten passer perfekt til Damiano Caruso, men jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke er gået lidt fejring i den efter Giroen. Er han på toppen, er han dog en sublim kandidat. Det store spørgsmål er, om Sonny Colbrelli kan være med på denne rute. Formentlig bliver det lidt for svært, men hans form er så sublim, at han ikke kan afskrives.

 

Med hele otte mand har Trek den største WorldTour-trup, og de har endda tre ryttere, der kan vinde på en rute som denne, nemlig Giulio Ciccone, Gianluca Brambilla og Vincenzo Nibali. Farligst er nok Nibali, der kæmper for sin OL-plads og sagtens kan møde op i superform. Spørgsmålet er bare, om han stadig er så god, at han kan køre alene hjem. Ciccone og Brambilla er hurtige, men ingen af dem imponerede med formen i Occitanie. Antonio Nibali er i form, men vinder ikke, ruten er for hård for Jacopo Mosca , og Nicola Conci og Antonio Tiberi synes formsvage.

 

Også Astana kommer med en stærk kandidat i Matteo Sobrero. Har han samme klatreben som i Slovenien, er der ikke mange, der sætter ham på bakkerne, og han er også relativt hurtig. Han støttes endda af fire holdkammerater, hvoraf Fabio Felline ikke synes formstærk nok til at vinde.

 

Ag2r har en stærk kandidat til en spurt i Andrea Vendrame, der netop har vundet i Occitanie og bestemt ikke kan afvises, men ligesom Colbrelli bør han nok få det lidt svært, og han er helt uden hold. Det samme gælder for Kristian Sbaragli, der dog heller ikke synes at have sin allerbedste form lige nu, samt for ellers klatrestærke Filippo Fiorelli, Francesco Gavazzi, Marco Canola, Marco Tizza, Enrico Battaglin, Govanni Visconti og Simone Velasco. Til gengæld anser jeg det som udelukket, at Elia Viviani, Giacomo Nizzolo, Stefano Oldani, Andrea Pasqualon, Davide Cimolai og Simone Consonni kan være med på denne rute.

 

Deceuninck har en meget formstærk Mattia Cattaneo, men han er ikke et indlysende vinderbud i en flad finale, mens ruten nok er for hård for holdkammeraten Davide Ballerini, og formen og deltagelsen er usikker for den i Giroen skadede Fausto Masnada. Eolo har den formstærke klatrer Lorenzo Fortunato, der dog ikke er den indlysende vinder i et eksplosivt løb som dette, og det er heller ikke den relativt formsvage Matto Fabbro. Hurtige og klatrestærke Luca Wackermann er formsvag, og trods god form er hverken Lorenzo Rota eller Domenico Pozzovivo sandsynlige vindere, ligesom Bardianis Giovanni Carboni og Filippo Zana heller ikke er det. Daniel Oss er for stærk, men for tung, og Giovanni Aleotti, Simone Petilli, Edward Ravasi, Luca Chririco, Dario Cataldo og Davide Villella synes heller ikke at kunne gøre det færdigt.

 

OPDATERING: Trek kommer til at mangle Mosca som hjælper, efter at han slog sig i et styrt under enkeltstarten. Visconti er ude med en infektion.

 

Feltet.dks vinderbud: Davide Formolo

 

 

 

 

 

Spanien (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Luis Leon Sanchez

 

Ruten: Spanien har sjældent flade mesterskaber, og det har man bestemt heller ikke i år. Denne gang er de fleste højdemeter dog koncentreret først på ruten, og det kan give et lidt specielt forløb. Heller ikke i år er distancen specielt lang, når der skal køres bare 183,4 km med start og mål i La Nucia, og der lægges ud med en stor rundstrækning, der sender rytterne over Alto de Finestrat (3,7 km 4,8%) efter 8 km, Puerto de Tudons (11,8 km, 5,2%) efter 35 km, Alto de Confrides (5,4 km, 5,0%) efter 49 km samt Alto de Turron Duro (4,75 km, 8,1%) efter 86 km og igen efter 113 km, inden der venter en sidste bakke (4,1 km, 4,2%) og slutteligt målbakken (1,7 km, 6,0%). Man kører dog ikke over stregen, men kører i stedet to omgange på en 18,75 km lang rundstrækning, der først er let stigende og siden let faldende, inden man igen skal over målbakken. Kun sidste gang kører man de sidste 220 m op til toppen og målstregen efter en dag med 3739 højdemeter.

 

Favoritterne: De spanske mesterskaber udvikler sig næsten altid til et opgør mellem Movistar og resten af feltet, og oftest ender det med sejr til det spanske storhold. Indtil Gorka Izagirre snød dem i 2018, skulle vi faktisk helt tilbage til Ruben Plazas sejr i 2009 for at finde deres seneste nederlag.

 

Til gengæld er det gået baglæns. Holdet er blevet slået to af de seneste tre gange, og det er bestemt heller ikke indlysende, at de vinder i år. De kommer nemlig til start uden deres fire spanske stjerner, Alejandro Valverde, Enric Mas, Ivan Garcia Cortina og Marc Soler, og samtidig er spillebanen blevet meget mere lige, da antallet af spanske professionelle hold er vokset. Nu skal de slås med Caja Rural, Burgos, Euskaltel og Kern Pharma i tillæg til de udlandsprofessionelle, og de stiller endda med bare syv ryttere denne gang. Faktisk har de dermed præcis det samme antal ryttere som Astana!

 

Årets rute er virkelig svær at blive klog på. Som altid har den masser af højdemeter, men de fleste ligger tidligt. Selve rundstrækningen virker overkommelig, især fordi mål bakken jo kommer næsten 20 km fra mål, inden de skal op ad den i selve finalen. Det ligner en rundstrækning, et stærkt hold kan kontrollere - hvis et sådant findes.

 

Jeg forestiller mig, at de to stærke hold, Astana og Movistar, vil markere hinanden undervejs og undgå, at de hver især kommer på bagkant. Derefter kan de formentlig sammen med Cofidis styre det tidlige udbrud og undgår den sensationssejr, men ellers ikke helt kan afvise. Hvis der kommer et tidligt og stærkt udbrud med gode folk fra både Astana og Movistar, kan de holde hjem, men jeg tror mere, at de kontrollerer bagfra. Til gengæld er terrænet undervejs så hårdt, at jeg regner med et ret lille felt til sidst på rundstrækningen.

 

Her bliver det interessant og taktisk. Vil Movistar satse hele butikken på en puncheurspurt med Gonzalo Serrano? Det vil give mening, da han er deres klart bedste vinderbud. Astana kan gøre det samme med Alex Aranburu, men da næsten alle deres syv mand kan vinde, vil de formentlig sidde i så klart et overtal til sidst, at det vil være dumt ikke at angribe på skift. Derfor er jeg ikke så sikker på, at vi får en spurt. Det kan sagtens blive en taktisk sag, hvor det eneste, der bør være sikkert, er, at Astana kører med om sejren, enten i en puncheurspurt eller via en offensiv.

 

Derfor tror jeg også, at Astana vinder løbet, og mit bedste bud er Ion Izagirre . I Dauphiné nåede han vel det højeste niveau, vi har set fra ham i to år, og han er den perfekte mand til at køre offensivt inde på rundstrækningen. Spurtstærk er han ikke, men bakken er hård nok til, at bedste mand fra et udbrud kan vinde. Næstbedste bud er Omar Fraile, der modsat Izagirre er lynhurtig, men som ikke virkede skræmmende formstærk i Schweiz. Oplagt er også Aranburu, der er den indlysende favorit til en spurt, men også kan bruges offensivt. Det er en god rute for Gorka Izagirre, men hvor han står efter Giroen er usikkert. Mindre tror jeg på den forsvarende mester, Luis Leon Sanchez, der havde en skidt Giro og var formsvag i Dauphiné. Formstærk er til gengæld Oscar Rodriguez, men han e ren mindre udpræget vinder. Javier Romo skal vel ofres for kollektivet.

 

Løbets stærkeste kan være Jesus Herrada, der synes i god form og stadig en god afslutter, men han er meget alene. Han har tre hjælpere, men kun den ellers ret formsvage Ruben Fernandez kan ventes at hjælpe i finalen. Han skal derfor bruge lidt held for at vinde.

 

Movistars bedste bud må være Serrano, der kørte fremragende i Schweiz og sammen med Aranburu må regnes som favorit i en spurt, hvis ikke bakken er en anelse for hård. Occitanie-vinderen Antonio Pedrero skal angribe fra distancen, og bakken er hård nok til, at han kan vinde, selvom han er alt andet end eksplosiv. Holdets sidste kandidat er nok Hector Carretero, men hans superform fra april og maj synes væk.

 

En oplagt kandidat er naturligvis også Pello Bilbao, men han savner den skadede Mikel Landa og har kun støtte fra formsvage Rafael Valls . Også han skal derfor have held for at vinde. Også David de la Cruz udgør en enmandshær, og da han er meget lidt eksplosiv, skal det virkelig flaske sig i et taktisk spil, hvis han skal vinde. Det samme gælder for Mikel Nieve, der heller ikke har imponeret i år. Hos Total finder vi en formstærk kandidat i Cristian Rodriguez, der dog kun har støtte fra en ikke alt for velkørende Victor de la Parte og heller ikke er skabt til ruten. Det samme gælder for Ineos-talentet Carlos Rodriguez, der synes stærk nok, og brølstærke Jonathan Castroviejo , hvis form også er temmelig usikker. Ruten må være for hård for ellers formstærke Carlos Barbero, som jeg dog ikke helt tør afvise.

 

Hos de lokale ProTeams er det en god rute for Jontahan Lastra, men han indrømmer, at han er træt efter et hårdt forår. Måske er Julen Amezqueta et bedre bud for Caja Rural, men han er en usandsynlig vinder. Hos Delko er Jose Manuel Diaz og Delio Fernandez formsvage, og det samme gælder hos Euskaltel for Mike Bizkarra. Baskerne kan også satse på Gotzon Martin, Joan Bou, Luis Angel Maté og Mikel Iturria, mens Burgos skal hænge deres hat på den meget, meget beskedne chance for Daniel Navarro, formsvage Angel Madrazo og Ander Okamika. Kern Pharme har nok bedre chancer med Roger Adria, Jon Agirre og Jose Felix Parra. Endelig er erfarne Oscar Sevilla stadig ganske konkurrencedygtig, men ikke en vinder.

 

Jokeren er vinderen af Baby-Giroen, fænomenet Juan Ayuso, der kunne gøre fælles front med De la Cruz, men der er ikke gået forlydende om, at han stiller til start, og det vil også være for meget at forlange, at han allerede skal kunne slå eliten. Han havde trods alt en del begrænsninger i foråret.

 

OPDATERING: Ayuso kommer som ventet ikke til start. Det gør Castroviejo, Gorka Izagirre, Nieve, Cristian Rodriguez og De La Parte og Valls heller ikke

 

Feltet.dks vinderbud: Ion Izagirre

 

 

 

 

 

Danmark (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Kasper Asgreen

 

Ruten: Det danske mesterskab er af indlysende grunde som regel en flad affære, men i år er Give vært for start og mål på en rute, der sender feltet ud i bakkerne omkring Vejle til det hårdeste DM i mange år. I alt skal der tilbagelægges 227,1 km, der indledes med en tur ned til en 18,4 km lang og kuperet rundstrækning, hvor man skal køre tre omgange. Den byder på to hurtige bakker fra start (først Blue Horse (600 m med 9,2%) og siden Tørskind (500 m med 9,4%)), inden et let kuperet stykke afsluttes med en sidste bakke (300 m, 9,8%). Efter tredje omgang kører man igen de to første bakker, inden man kører igennem relativt fladt terræn, hvor indtil Vejle, hvor man skal over nogle af de kendte stigninger, nemlig Østengaard (600 m, 9,5) efter 104 km, Gammel Kongevej (400 m, 14,1%) efter 110,5 km og derefter yderligere tre stigninger (400 m med 5,7% efter 116,5 km, 500 m med 6,8%9 efter 119,5 km og slutteligt 400 m med 7,4% efter 125 km, inden det flader ud tilbage mod Give, hvor stregen krydses efter 148 km. Løbet afsluttes nu med ni omgange på en 9,7 km lang rundstrækning. Den er kun let kuperet med en let stigende første del, en nedkørsel og en hovedsageligt let stigende afslutning, der er teknisk meget kringlet. I alt skal der klatres 2485 højdemeter.

 

Favoritterne: Danmark var et af de lande, hvor ét stort hold længe var totalt dominerende, men efter Tinkoff-holdets kollaps er det hele blevet åbnet op igen. De professionelle er spredt ud på flere hold, hvilket var en af årsagerne til, at det i 2017 lykkedes Alexander Kamp at løbe med titlen foran de store navne fra udlandet.

 

Alligevel er billedet ret klart. De seneste tre gange er sejren gået til en WorldTour-rytter, og de store navne står måske endda endnu stærkere i år. Denne gang er ruten nemlig langt hårdere end vanligt, og det mindsker graden af tilfældighed og taktik. Dertil kommer, at det denne gang er lykkedes at få næsten alle WorldTour-rytterne til start i et historisk stærkt felt. Endelig er der flere af WorldTour-holdene med en bredde, der gør det muligt også at styre løbet lidt, når Trek kommer med fem mand og Deceuninck og DSM med hver tre. De danske hold er dog stadig langt mere talrigt repræsenteret i et felt, hvor BHS og CO:PLAY stiller med 13 ColoQuick med 12 mand.

 

Ligesom i mange andre lande gør spredningen af de bedste ryttere og deres nærmest ikkeeksisterende støtte løbet til et større lotteri, end man ser i andre løb, og derfor kan ryttere, der ellers ikke er vindere, ofte løbe med en mesterskabstrøje foran mere indlysende favoritter. Med den hårde rute, det store antal professionelle og de større WorldTour-hold vil det dog overraske, hvis løbet denne gang vinds af et mindre navn.

 

Ruten er som sagt hård, men den har et specielt design. Udfordringerne ligger alle tidligt, og den afsluttende rundstrækning er mere teknisk end fysisk krævende. Det vil formentlig tvinge favoritterne til at udnytte terrænet tidligt, og særligt Jakob Fuglsang, der mere end nogen anden skal have skabt et blodbad, vil formentlig åbne på de vanskeligste bakker. I virkeligheden kan man slet ikke udelukke, at det kan lade sig gøre for et par af de stærkeste klatrere - det kunne være et par mand blandt Fuglsang, Kasper Asgreen, Mikkel Honoré, Andreas Kron, Michael Valgren, Magnus Cort, Mattias Skjelmose, Alexander Kamp, Søren Kragh og Mikkel Bjerg - at køre hjem fra distance, hvis de kan samarbejde.

 

Det virker dog usandsynligt. Medmindre Trek tidligt skaber sig en overtalssituation, de er tilfredse, tror jeg, at de kører et relativt defensivt løb frem til rundstrækningen, hvor de udnytter, at de i Mads Pedersen og Alexander Kamp har to af de bedste afsluttere. Med deres fem mand har de en vis styrke til både at dække angreb og at jagte, og det øger chancen for, at det er en eller anden form for dog betydeligt reduceret felt, der skal afgøre løbet på rundstrækingen.

 

Det kan alligevel give løbet lidt af det lotteripræg, vi kender fra DM. På den relativt flade rundstrækning vil det handle meget om held og taktik, men chancen for en eller anden form for spurt er større end vanligt. Det skyldes Treks store antal, og beslutter de sig for at arbejde målrettet for en spurt med Mads Pedersen - mod slutningen måske endda med hjælp fra Michael Valgren for Magnus Cort - skal man bestemt ikke udelukke, at vi får en spurt i et mindre felt.

 

Jeg tvivler dog på det. På papiret synes rundstrækningen at være så kringlet, at den er aldeles uegnet til at organisere en jagt, og der er for mange stærke folk, der har en interesse i at angribe. Jeg tror på, at WorldTour-rytterne kan gøre den indledende del af løbet så hårdt, at feltet vil være for lille og svagt til at styre det.

 

I et sådant lotteri kan det blive lidt tilfældigt, men jeg vil alligevel pege på Kasper Asgreen. Den forsvarende mester er utvivlsomt stærkeste mand på en relativt flad rundstrækning, særligt efter et løb på næsten 230 km. Hans form var aldeles fremragende i Dauphiné, og han viste i Flandern Rundt, at han kan slå selv Mathieu van der Poel i en spurt, hvis løbet har været hårdt nok. Selvfølgelig er han en overvåget mand, men der er grænser for, hvor meget råstyrke kan holdes nede. Deceuninck har tillige et af de stærkeste hold, og det gør Asgreen til min favorit. Belgierne kan dog vinde med alle tre mand. Terrænet er også perfekt til hurtige Mikkel Honoré, der har mere frihed end Asgreen, mens Michael Mørkøv i en spurt mod Pedersen og Cort vil være begunstiget af et tog, der umiddelbart ligner det stærkeste - en helt afgørende komponent i denne tekniske finale, hvor fart slet ikke vil være altafgørende.

 

Den anden indlysende ”angriber” er Søren Kragh. Han virkede ikke alt for formstærk i starten af Tour de Suisse, men han sluttede af med en fremragende weekend. Terrænet passer ham godt, og han har både spurten, poweren og ikke mindst de tekniske evner til at vinde i et taktisk spil på rundstrækningen. Han ledsages af Casper Pedersen, der må være holdets bud på en spurt, men som for at vinde nok skal køre offensivt. Desværre synes han ikke at have Paris-Tours-formen, selvom han viste lidt fremgang på den lidt lette kongeetape i Belgien. De støttes af unge Tobias Lund Andresen, der må regnes som ren hjælper.

 

Magnus Cort er i storform, når han vinder bjergetaper i Pyrenæerne, og i et lille felt, hvor positionering ikke nødvendigvis ødelægger det for ham, er han en af tre mand, der kan vinde en spurt, selvom han her ikke vil have helt samme støtte som Pedersen og Mørkøv, der således nok står lidt stærkere i så teknisk en finale. Til gengæld kan Cort også sagtens gribe løbet offensivt an, og det er meget få, der har en chance mod ham i en spurt. EF kan også spille på Michael Valgren, der heller ikke er en ringe afslutter, men lider under, at flere af favoritterne er hurtigere end ham.

 

Også Trek står uhyre stærkt. Mads Pedersen må vel nu regnes som hurtigste mand i en spurt, og han bakkes op af fire mand. Han har ganske vist igen virket meget formsvag efter en længere pause, og styrtet i Dauphiné har utvivlsomt ikke hjulpet, men en spurt på denne rute kan han stadig vinde, ikke mindst fordi han har Alexander Kamp til at køre lead-out. Begge er også oplagte bud på folk, der kan angribe på rundstrækningen og gøre det færdigt i en spurt, hvis taktikken er mere offensiv. Kamp viste i hvert fald glimrende form i Schweiz. Mattias Skjelmose og Niklas Eg har ligeledes været uhyre velkørende, men det er sværere at se dem vinde et løb som dette, mens Jakob Egholm ligner holdets stensikre hjælper.

 

Formstærk er også Andreas Kron, der ligesom Cort kommer med en bjergetapesejr som frisk bagage. Terrænet og den tekniske rundstrækning passer ham fint, men afslutningen er for flad til, at han for alvor kan lukrere på sine spidskompetencer. Derudover er han helt alene, men til gengæld har han en spurt, der gør ham konkurrencedygtig mod mange.

 

Det har Jakob Fuglsang ikke, og derfor kan han få svært ved at vinde løbet. Skal han være dansk mester, skal det nok være på denne rute, men den flade rundstrækning gør ham ikke mange tjenester. Han skal håbe på et knaldhårdt løb, så han kan snige sig væk fra alle de hurtige folk i en taktisk finale. Formen er der, men ruten gør det svært. Derfor må Astana nok også bruge en åben taktik, hvor Jonas Gregaard også kan få lov at angribe, men han er en usandsynlig vinder.

 

Mikkel Bjerg er slet ikke langsom og brølstærk i dette terræn. Ligesom Kron er han dog helt alene, og han lider under, at mange af favoritterne slår ham i en spurt. I en ukontrollerbar afslutning er han dog så stærk, at han bestemt ikke skal afskrives. Det skal Mads Würtz bestemt heller ikke. Også han er alene, men han er i form, og ligesom Bjerg kan også han vinde en spurt, hvis selskabet er det rette.

 

Jeg har sværere ved at se de andre WorldTour-ryttere vinde. Andreas Stokbro kørte et flot Tour de Suisse, men selvom han er hurtig, slår de tre favoritter ham i en spurt. Han ledsages af Emil Vinjebo, der passer fint til ruten, men ligesom Stokbro lider under det skarpe felt. Christopher Juul og Matias Norsgaard er stærke, men de er alene og skal formentlig alene hjem for at vinde - i hvert fald Juul. Frederik Wandahl er også alene og stadig en anelse overmatchet i dette selskab.

 

Skal WorldTour-rytterne slås, skal det nok gøres af Uno-X, der er til start med ni mand. Efter en formsvag periode kørte Niklas Larsen en hæderlig enkeltstart, og da han kan spurte og passer til ruten, burde han være en god kandidat. Jeg vil dog stadig blive forbavset, hvos formen pludselig rækker til at vinde. Det er heller ikke den ideelle rute for Anthon Charmig eller for holdets sprinter, Frederik Rodenberg, og hverken Morten Hulgaard, Jacob Hindsgaul eller Julius Johansen har vist lovende form i optakten.

 

Blandt de øvrige ryttere er det værd at holde øje med Jeppe Aaskov Pallesen, der kørte så flot i Slovenien, samt Asbjørn Hellemose, der dog ikke just er skabt til denne lidt for flade rute. Vinderen af GP Herning, Mads Østergaard, viste også fortsat god form med sin fine enkeltstart. Rasmus Quaade er altid stærk og har motoren til dette lange løb, mens Magnus Bak Klaris også viste form i Herning. Endelig er hurtige Louis Bendixen altid en god kandidat og ofte i top 10 ved DM, ligesom det skal blive spædende at se 18-årige Adam Holm følge op på sin sublime enkeltstart og det pæne GP Herning i et løb, der dog er betydeligt længere end noget, han tidligere har prøvet.

 

OPDATERING: Niklas Larsen kommer ikke til start.

 

Feltet.dks vinderbud: Kasper Asgreen

 

 

 

 

 

Colombia (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Sergio Higuita

 

Ruten: Colombianerne kan af gode grunde lave en knaldhård rute, men de 231,4 km kunne være vanskeligere. Der skal køres 13 omgange på en 17,8 km lang rundstrækning omkring byen Pereira, hvor der lægges ud med en let stigende kilometer, inden der er 3 flade kilometer på et plateau. Nu falder det let over 7 km, inden en 1 km lang bakke efterfølges af et fladt stykke, der leder frem til målbakken (700 m, 5,9%). I alt skal der klatres 2795 højdemeter.

 

Favoritterne: Analyse følger lørdag aften, når startfeltet er kendt, da det lige nu er meget usikkert, hvor mange WorldTour-ryttere der stiller til start.

 

OPDATERING: Desværre ser det ud til, at colombianerne først har tænkt sig at offentliggøre startlisten søndag. Da det ikke giver mening at skrive en optakt til netop dette løb uden at kende de deltagende WorldTour-ryttere, udgår landet desværre af denne "tipskuponsoptakt".

 

Feltet.dks vinderbud:

 

 

 

 

 

Tyskland (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Marsel Meisen

 

Ruten: Tyske mesterskaber er ofte sprintervenlige, men sådan er det bestemt ikke i år, hvor der skal køres 26 omgange på en kuperet rundstrækning omkring Stuttgart i den kuperede sydlige del af landet, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Den er i alt bare 7,1 km lang, hvilket giver en distance på 185,5 km, og der er tale om en kuperet sag. Første halvdel er let faldende, inden man vender rundt for at passere Schönberg (1,1 km, 6,4%), der stiger med 8,4% over de sidste 600 m og har top 2,7 km fra stregen. Derfra stiger det let hele vejen frem til stregen. I alt har løbet 3312 højdemeter.

 

Favoritterne: Der r en grund til, at Marcel Meisen, Pascal Ackermann og André Greipel tilsammen har vundet fem af de seneste otte mesterskaber. Det mest af Tyskland er relativt fladt, og kombinationen af flade ruter og mange topsprintere har gjort det tyske mesterskab til en sprintervenlig affære.

 

Sådan bliver det bestemt ikke i år. Rundstrækningen i Stuttgart er knaldhård, og 3300 højdemeter over 185 km skaber grobund for et hårdt løb. En tur op ad Schönberg én gang for hver 7. km bliver der formentlig tale om et råt og brutalt udskilningsløb, hvor vi næppe får megen af den taktik, der kendetegner de fleste nationale mesterskaber. Det reducerer kandidatfeltet betydeligt mere end i andre nationer.

 

Endnu mindre bliver det, når man husker på, at Tyskland ikke er storleverandører af klatrere. Dem er der faktisk ganske gå af, og endnu værre bliver det, når de endda næsten alle er samlet på samme hold. Det kan godt være, at Bora på denne rute ikke får den store taktiske fordel af at være til start med 10 ryttere, men det gør ikke det store, når den største trup også er den mest klatrestærke.

 

Bora har vel fire mand, der kan vinde på denne rute, nemlig Maximilian Schachamnn, Emanuel Buchmann og de to ”nye” klatrere, Ben Zwiehoff og i mindre grad Anton Palzer. Nok er Buchmanns form ukendt, men jeg vil tro, at de to ”mann’er” kan køre fra alt og alle og selv bestemme, hvem der skal vinde. Det vil ikke overraske mig, hvis de to krydser stregen side om side. Spørgsmålet er så, hvem de foretrækker som vinder. Der er ingen tvivl om, at Schachmann på denne ardennerrute er Buchmann overlegen, og hvis han vil, burde der ikke være skyggen af tvivl om, at Schachmann vil være ny tysk mester. Buchmann har dog haft en uhyre svær tid med to grimme styrt, og det må være meget oplagt for holdet at fylde ham med selvtillid inden Touren. Læg dertil den ekstra opmærksomhed, en tysk mestertrøje giver i en Tour, hvor Schachmann ikke deltager, og det peger i retning af, at Buchmann får lov at vinde, hvis de to holdkammerater kan køre fra alt og alle. Meldingerne fra Buchmann er så gode, at det burde være muligt. Mit bud er, at Bora lader Buchmann vinde, men at Schachmann vinder, hvis de kører om det. Bliver løbet mod forventning mere taktisk kan holdet måske også bringe Zwiehoff, Palzer, Marcus Burghardt og Nils Politt i spil.

 

Hvem kan true dem? Den bedste klatrer er vel Simon Geschke. Han er helt alene, men det betyder mindre på denne rute. Desværre har han i år slet ikke fundet benene fra 2020, og senest var hans Dauphiné ikke prangende.

 

Derudover er der naturligvis de seks mand fra DSM, men de mangler en klatrer. Bedste bud er unge Marco Brenner, men det er svært at se, at han allerede nu kan køre fra Bora-duoen. Nikias Arndt er et bæst i øjeblikket, men selv han har grænser på denne rute, og også Jasha Sütterlin og den i år skuffende Nico Denz er for tunge.

 

Intermarché kommer med Georg Zimmermann, der på papiret er klatrestærk, hurtig og skabt til ruten. Han har dog ikke fundet storformen i år, senest ikke i Camembert. Han ledsages af Jonas Koch, der kan klatre, men finder ruten for svær.

 

Måske skal vi snarere se i retning af Philipp Walsleben. Den tidligere crossrytter har i år været bedre end nogensinde, men spørgsmålet er, om han ikke alligevel er for tung til at matche de to ”mann’er” på denne rute. Det samme gælder for holdkammeraten Alexander Krieger, der slet ikke klatrer som i gamle dage. Hos EF mindede Jonas Rutsch os på bjergenkeltstarten i Schweiz om, at han faktisk godt kan klatre lidt, men det bør ikke være nok til denne svære rute, og også Jannik Steimle er for tung til dette terræn. Rutens hårdhed betyder samtidig, at kontinentalrytterne formentlig bliver kørt over på ren råstyrke, og det bliver ikke bedre af, at der blandt dem nærmest ingen klatrere er. Det er vel kun Johannes Adamietz, der måske kan byde stjernerne lidt trods på denne rute.

 

Feltet.dks vinderbud: Emanuel Buchmann

 

 

 

 

 

Schweiz (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Stefan Küng

 

Ruten: Schweiz er et af de lande, der ofte har en meget kuperet rute, men i år kunne det bestemt være værre. Denne gang skal der køres 13 omgange på en 12,2 km lang rundstrækning omkring byen Sursee for en samlet distance på 158,6 km. Den indledes med et let stigende stykke og en nedkørsel, inden et fladt stykke leder frem til stigningen Bädler (1,0 km, 5,7%), der slutter med 500 m med 6,7% og har top bare 500 m fra stregen. I alt skal der klatres 1523 højdemeter.

 

Favoritterne: Som Slovenien ovenfor hører Schweiz til et af de lande, hvor antallet af professionelle er ganske få og spredt ud på mange forskellige hold, der omgives af en stribe mindre navne. I det 83 mand lille felt er der således blot 13 professionelle, og af dem er der seks, som er del af et tomandshold, og syv solister. Den slags plejer at gøre løbene temmelig taktiske, hvis ikke ruten er hård nok til, at fysisk styrke alene gør forskellen.

 

Er den så det i år? Ikke helt entydigt. Bakken er egentlig ganske svær, men der er stadig lidt for meget fladt på rundstrækningen til, at et felt ikke har en fordel. Den er dog stadig svær nok til, at vi i et felt med stor niveauspredning hurtigt kan få tyndet godt ud i feltet, og det er derfor næppe en rute, der giver en chokvinder i et taktisk spil. Dertil er den for fysisk krævende. De professionelle bør stadig kunne bringe sig i en position, hvor de skal afgøre det, men det er ikke stensikkert, at bedste mand vinder i det taktiske spil, der meget vel kan udspille sig.

 

Alligevel peger jeg på Marc Hirschi. Ganske vist var jeg svært bekymret over hans form i Tour de Suisse, men på en rute som denne med en hård finale er han stadig den i særklasse bedste i dette felt, når vi savner den forsvarende vinder, Stefan Küng, og folk som Gino Mäder og Sebastien Reichenbach. Han er ganske vist helt alene, men det gælder for flertallet af favoritterne, og jeg tror, at ruten er hård nok til, at den fysiske styrke kan overtrumfe taktikken. Hirsch kørte trods alt fint i det eksplosive terræn i Suisse, og han bør være så meget i særklasse - også som puncheur i denne finale - at han kan tage titlen.

 

Mest grund har han nok til at frygte de hold, der har to mand til at angribe på skift. Her ser måske særligt Qhubeka med de to klatrestærke Kilian Frankiny og Mauro Schmid lovende ud, og sidstnævnte er endda også en god puncheur. Frankiny viste dog ikke god form i Schweiz, og Schmid har ikke kørt siden Giroen.

 

Så ser det måske mere sikkert ud med Ag2r. Michael Schär klatrede fornemt i Schweiz, og han er typen, der sagtens kan færdiggøre et soloridt, hvis han kommer væk i en taktisk finale. Sværere ser det ud for Mathias Frank i karrierens sidste løb, men hvis det bliver taktisk, var han i Schweiz god nok til, at drømmeafslutningen er mulig.

 

Det sidste tomandshold er FDJ. Matteo Badilatti er sammen med Hirschi bedste mand i dette terræn, men problemet er, at Fabian Lienhard er lidt for tung til denne rute. FDJ kan hurtigt miste deres overtal, og så skal spurtsvage Badilatti spille sine taktiske kort rigtigt.

 

Manden, alle skal passe på, er Stefan Bissegger, der lidt overraskende kører her, men droppede enkeltstarten. Han viste i Schweiz med sin etapesejr, at han kan forsvare sig på bakkerne, og får han først hullet på det flade, er han svær at hente. Ruten er dog stadig lidt for hård til, at han kan være favorit, og han får ikke glæde af sin spurt i den hårde afslutning.

 

Næsten lige så farlig er Silvan Dillier , der er ganske god i dette terræn og klatrede godt i Schweiz. Også han kan udnytte det taktiske spil. Det samme kan Johan Jacobs, der dog er lidt for tung, men klatrede bedre end ventet i Schweiz. Umiddelbart burde Simon Pellaud også stå stærkt, men han virkede alt for træt i Schweiz, hvor han udgik tidligt. Formstærke Joel Suter må være for tung, mens Oliver Behringer er helt uden chance.

 

Er der kontinentalryttere, der kan blande sig? Det kan Roland Thalmann, der i år har genfundet de lovende takter og som puncheurtype passer til ruten. Han var dog måske en anelse skuffende i sidste uge. Terrænet er måske heller ikke så hårdt, at det er helt umuligt for Lukas Rüegg eller formstærke Jonthan Bögli at være med.

 

Feltet.dks vinderbud: Marc Hirschi

 

 

 

 

 

Portugal (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Rui Costa

 

Ruten: Portugal har ofte nogle af de hårdeste mesterskaber, men i år er det 192,2 km lange løb omkring Castel Branco ikke så slemt. Værst er indledningen, når man kører en omgang på en 84,0 km lang og meget kuperet rundstrækning, der byder på talrige bakker, hvoraf de værste kommer efter 30,5 km (3,8 km, 7,8%) og 55,5 km (2,6 km, 4,6%). Efter at have krydset stregen slutter løbet med fem omgange på en 21,65 km lang rundstrækning, hvis første halvdel er let faldende og anden del let stigende, Det stiger let frem mod de sidste 2 km, hvorefter det falder over en kilometer og stiger ganske svagt over de siddste 1000 m. I alt skal der klatres 2551 højdemeter.

 

Favoritterne: Det portugisiske mesterskab er altid et af de vanskeligere at vurdere. De hjemlige portugisiske hold er nemlig ret stærke, og de har altid en antalsmæssig overhånd i forhold til de få professionelle. Denne gang er der endda kun fire WorldTour-ryttere i feltet, da blandt andre den forsvarende vinder, Rui Costa, er fraværende, og de er alle uden holdkammerater og derfor i et vist omfang overladt til kontinentalholdenes nåde.

 

Bedre bliver det ikke af, at årets rute ser relativt nem ud. Vanskelighederne kommer tidligt, og den dårligt beskrevne rundstrækning ser ud til at være for let til, at løbets bedste klatrer, Joao Almeida, kan sætte sig igennem. På denne rute tror jeg, at overtal betyder meget, og her kommer de isolerede WorldTour-ryttere formentlig til kort over for særligt de 12 mand fra det stærke W52, der var totalt dominerende i Algarve.

 

Problemet for W52 er selvfølgelig, at også deres trup mest består af klatrere, der ikke er skabt til denne rute, men de vil formentlig kunne angribe på skift eller sætte en af deres hurtige folk i scene til den let stigende spurt. Derfor vover jeg pelsen ved at pege på Daniel Mestre. Med sin hurtighed, power på flad vej og fornuftige klatrestyrke er han et oplagt bud, både til en spurt og til at gøre det færdigt fra et udbrud. Allerede sidste år var han tæt på med sin 2. plads, og det vidner om, at han har styrken til at køre med om sejren. Blandt holdets mange klatrere kan Joao Rodrigues, Amaro Antunes og Joni Brandao dog også afslutte lidt i en let stigende spurt. Også Ricardo Mestre, Ricardo Vilela, Jose Fernandes og Francisco Campos kan udnytte overtallet til at vinde, og Samuel Caldeira har mange af de samme karakteristika som Daniel Mestre.

 

De øvrige lokale hold er slet ikke så talrige eller stærke. Her vil jeg særligt pege på Daniel Freitas, der med sin hurtighed heller ikke står helt ringe på denne rute, men også Efapels klatrer Federico Figueiredo har lidt punch. Luis Gomes er også en halvhurtig herre, Rafael Reis er stærk, og Antonio Carvalho, Joaquim Silva, Rafael Silva, Henrique Casimiro og Joao Benta kan begå sig i det hårdere terræn. Hurtighe er også Cesar Martingil, Tiago Antunes, Luis Menonca og ikke mindst Iuri Leitao, der spurtede godt i Algarve, men formentlig finder ruten for hård.

 

Stærkeste mand i feltet er utvivlsomt Joao Almeida, og han er bestemt ikke uden chance. Nok er ruten let, men den er ikke uden højdemeter, og Almeida er hurtig nok til at slå de fleste portugisere i en spurt. Han skal bare ikke udmanøvreres taktisk. Mindst lige så farlig i en spurt er Rui Oliveira, der senest spurtede godt i Slovenien, men er helt alene og bare kan krydse fingre for en spurt. Nelson Oliviera er brølstærk, men skal alene hjem for at vinde. Endelig passer ruten fint til en puncheur som Andre Carvalho, men hans første sæson som professionel har været svær, mens den tidligere mester José Goncalves, der ellers burde passe helt eminent til ruten, synes faldet helt sammen.

 

Feltet.dks vinderbud: Daniel Mestre

 

 

 

 

 

Polen (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Stanislaw Aniolkowski

 

Ruten: Bortset fra den sydlige del er det meste af Polen fladt, og det afspejles i årets rute, der synes at være en af de lettere. I alt skal der køres 187 km omkring Kartuzy, hvor man lægger ud med at køre en omgang på en 52 km lang og småuperet rundstrækning, der ikke har væsentlige stigninger. Derefter rundes løbet af med fem omgange på en 27 km lang rundstrækning, der indledningsvist er let faldende, siden flad og slutteligt let stigende. Med 4 km stiger det således let over 2 km, inden det er fladt over de sidste 2000 m i en teknisk finale med to sving lige inden stregen. I alt skal der klatres 1648 højdemeter.

 

Favoritterne: Selvom de bedste polske ryttere ofte har været uden megen støtte, er det alligevel af og til endt med, at de store stjerner er løbet med titlen. Det skete senest i 2018, hvor Michal Kwiatkowski sejrede foran Maciej Bodnar på en rute, der ellers ikke var alt for vanskelig. I de fleste tilfælde er de dog blevet udmanøvreret af mere talrige hold i det flade polske terræn.

 

De mange flade ruter burde egentlig betyde, at vi ofte får en spurt, men det sker alligevel sjældent. Dertil er løbene så lette og de stærke folk som isolerede, at det ofte ender med, at en gruppe kører væk og afgør det mellem sig. Det kan også ske i år, hvor det i hvert fald ikke ligger på den flade, at de professionelle bare kan sætte sig igennem på fysisk styrke, eller at den isolerede forsvarende mester Stanislaw Aniolkowski kan få den spurt, han vil være favorit til at vinde.

 

Problemet er netop, at ingen har lyst til at spurte mod Aniolkowski eller landets anden isolerede sprinter, Szymon Sajnok. Derfor taler meget for endnu et taktisk løb, hvor det kan blive lidt tilfældigt, hvem der ender med at køre om sejren. Lettere bliver det ikke af, at startlisten ikke er offentliggjort, og det er eksempelvis helt uklart, om Michal Kwiatkowski kører løbet, hvad han dog plejer at gøre.

 

De to dominerende hold er Voster og Mazowsze, og de skal begge være repræsenterede i den gruppe, der afgør det. Hvis løbet bliver taktisk, er det imidlertid på en flad rute ret umuligt at pege på, hvem der vil ende i en sådan. Derfor er det mavefornemmelsen, der bringer Maciej Paterski ind på min førsteplads. Han kører nemlig for Voster, hvor han er en af deres stærkeste, og da han tillige er hurtig, må han være oplagt at spille ud, så han kan få den titel, han utroligt nok aldrig har fået.

 

Voster har dog også andre stærke folk. De har nemlig to sprintere i Patryk Stosz og Pawel Franczak, og da det vil være dumt at spare dem begge, vil det være helt oplagt at sende en af dem i offensiven. Her er Stosz måske den mest oplagte, fordi han er mest holdbar, mens Franczak har haft et svært år. Sidste år blev Franczak dog nr. 3 fra et udbrud, og derfor kan også han bruges på denne måde. Begge vil i hvert fald have en chance for at vinde en spurt. Holdet kan også satse på Pawel Cieslik, Szymon Rekita, Szymon Krawczyk og Sylwester Janiszewski i et offensivt løb.

 

HRE-mandskabet har en af feltets allerhurtigste i Alan Banaszek, der vil være en af favoritterne til en spurt. Det giver mulighed for, at hans hurtige bror, Adrian Banaszek, kan vinde fra et udbrud, som også hurtige Jakub Kaczmarek kan det. Holdets klatrer Piotr Brozyna, der er deres stærkeste mand, får dog svært ved at vinde på denne rute. Stærke Pawel Bernas kan også køre offensivt, ligesom Adam Stachowiak, Marceli Boguslawski,  og den tidligere mester Adrian Kurek kan det.

 

Blandt de professionelle er det den forsvarende vinder, Stanislaw Aniolkowski, og sidste års nr. 2, Szymon Sajnok, der står stærkest. Sammen med Banszek og Stosz er de favoritter i en spurt, men de lider under at være helt uden holdkammerater. Næstbedst står Michal Kwiatkowski og Michal Golas, der i det mindste er to holdkammerater og tillige er halvhurtige. Det gør det taktiske spil noget nemmere. Sværere er det for isolerede Maciej Bodnar og Lukasz Wisniowski , der skal spille kortene rigtigt, men er stærke nok til at køre alene hjem fra et udbrud. Det kan isolerede Lukasz Owsian måske også gøre, mens det nok er sværere at se en isoleret Rafal Majka vinde i det polske fladland. Andre isolerede og stærke skikkelser er halvhurtige Szymon Tracz, den tidligere vinder Michal Paluta, Filip Maciejuk, Przemyslaw Kasperkiewicz og Kamil Gradek.

 

Feltet.dks vinderbud: Maciej Paterski

 

 

 

 

 

Rusland (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Sergey Shilov

 

Ruten: Russerne designet ofte nogle ret interessante rundstrækninger, og det har de også gjort i år, hvor der skal køres i terrænet omkring Penza. Her skal der tilbagelægges 21 omgange på en 9,0 km lang rundstrækning for en samlet distance på 189,0 km. Rundstrækningen er meget enkel, da man med det samme kører op ad en stejl stigning (1,0 km, 7,1%), der endda stiger med 8,4% over de sidste 500 m, hvorefter det er fladt, indtil de sidst 3 km er først let faldende og siden kraftigt faldende ad en lige vej over de sidste 1000 m. I alt skal der klatres 2688 højdemeter.

 

Favoritterne: Informationer om startlister til de russiske mesterskaber er i næsten bogstavelig forstand en by i Rusland, og derfor bliver denne optakt baseret på lidt gætværk, som den også gjorde til enkeltstarten, hvor jeg pegede på Aleksandr Vlasov, selvom jeg var meget i tvivl om, hvorvidt han stillede til start. Denne optakt er derfor med et vist forbehold for deltagerne.

 

Russiske mesterskaber er præget af, at Gazprom er i overtal mod en serie relativt isolerede ryttere. Det gælder også i år, men her kan det blive svært at udnytte overtallet på samme måde. Ruten synes knaldhård med en svær stigning på hele 21 gange og med bare 9 km mellemrum. Det bør i et svagt felt med stor niveauspredning gøre det til et ret fysisk løb, hvor stærkeste mand har større chance for at vinde alene på sin styrke.

 

Derfor peger jeg igen på Aleksandr Vlasov, der efter sejren på enkeltstart må ventes at være til start. Lige nu er han i særklasse den bedste russiske klatrer, da jeg føler mig overbevist om, at Pavel Sivakov ikke er rejst til Rusland. Selv hvis han er, viste hans kørsel i Schweiz, at Vlasov lige nu må regnes som stærkest, da sejren på enkeltstarten viser, at han ikke er helt død efter Giroen. Han er helt alene, men ruten her er så svær, at jeg tror, at han kan vinde alene på sin styrke.

 

Gazprom står dog stærkt i kraft af overtallet, og det er vel Ilnur Zakarin og Artem Nych, der er truslen. Begge viste pæn, men bestemt ikke prangende form i Slovenien, og de bør køre med om medaljerne. Kan de fange Vlasov (og måske Sivakov) i et taktisk spil, er de gode vinderbud. Også Dmitry Strakhov har kørt så godt i år, at han må kunne vinde, selvom ruten måske er for hård til at passe ham ideelt. Jeg er mere usikker på, om Sergei Chernetskii stadig er god nok, men hans kørsel på Mallorca giver lidt håb, ligesom også Denis Nekrasov via overtal kan komme i spil. Til gengæld synes Ivan Rovny ikke længere at være kandidat på så svær en rute, og det gør den hensygnende klatrer Nikolay Cherkasov desværre heller ikke.

 

Farlige er også Kern Pharmas klatrer Savva Novikov, der dog har skuffet i år, og også den nylige vinder i Moskva, Igor Frolov. På en hård rute som denne må Artem Ovechkin også stadig være en af de bedste russere, mens vi til gengæld ikke har set meget til Alexander Vdovin på det sidste. Den forsvarende vinder, Sergey Shilov, har ikke kørt løb i år og synes at have stoppet karrieren i al stilhed.

 

Feltet.dks vinderbud: Aleksandr Vlasov

 

 

 

 

 

Østrig (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Patrick Konrad

 

Ruten: Alpelandet Østrig er et af de lande, der ofte har nogle meget hårde ruter, men i år er det slet ikke så slemt, selvom værtsbyen er grænsebyen Kufstein, der ligger lige midt i Alperne. Her skal der køres fem omgange på en 35,3 km lang rundstrækning, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret, for en samlet distance på 175,8 km. Den indledes med et flad stykke, inden det begynder at stige let over 7 km, hvoraf de sidste 1200 m stiger med 5,0%, inden man når toppen efter 14 km. En skarp nedkørsel leder nu ned til en bakke (700 m, 5,9), inden det igen stiger let over nogle kilometer, hvorefter det med 10 km igen begynder at falde let ned mod de sidste to flade kilometer. I alt skal der klatres 2161 højdemeter.

 

Favoritterne: Også Østrig er et af de lande, hvor der er ganske få professionelle spredt ud over flere hold, og hvor der er et par store kontinentalhold, i dette tilfælde særligt KTM Graz med 11 ryttere og Union Raiffeisen med 10 mand. Den slags gør det altid svært for de professionelle, hvis ruten mangler vanskelighed, fordi det da handler mindre om fysisk styrke og mere om taktik.

 

Årets rute er ret svær at vurdere. Stigningerne er ikke svære, og der synes mest af alt at være tale om ret bløde opkørsler. Omvendt er der heller ikke megen fladland, og i et felt med ret stor niveauspredning burde det være muligt for de stærkeste at bruge deres fysik til at sætte sig igennem.

 

Det må igen gøre Bora til holdet, der skal slås. Tyskerne kommer med fire deltagere, der alle må regnes som hørende til blandt feltets stærkeste. Her tror jeg mest på de to tidligere vindere, Patrick Konrad og Lukas Pöstlberger, der begge viste god form i Dauphiné. Som den spurtsvage står Pöstlberger umiddelbart svagest, men jeg vælger at pege på ham. Han er nemlig den naturlige rytter at spille tidligt ud, og på en halvhård rute, hvor det er svært for de små hold at hente en WorldTour-rytter, kan det være en fordel, i hvert fald vis Pöstlberger har de ben, han havde under Dauphiné. Han vinder ikke på spurt- eller klatrestyrke, men han har før vundet på råstyrke. Det kan han gøre igen. Den forsvarende vinder, Konrad, er dog også et godt bud, fordi han er både klatre- og spurtstærk. På papiret er det også en god rute for klatre- og spurtstærke Felix Grossschartner, men han klagede over dårlige ben i Giroen, og det afhænger af, hvor frisk han er. Til gengæld regner jeg Patrick Gamper, der er for tung, som ren hjælper.

 

Det eneste andet WorldTour-hold med mere end én rytter er Bahrain. De har den urimeligt formstærke Hermann Pernsteiner , men ruten er nok for let til, at en ren klatrer kan køre fra Bora-drengene. Så har hurtige og den i år så uhyre stærke Marco Haller nok en bedre chance, men jeg vil tro, at han trods alt kommer til kort mod mere klatrestærke folk.

 

Klatre- og formstærk er også Felix Gall, der imponerede i Dauphiné, men han er næppe hurtig og stærk nok til at overmande Bora. Her burde Gregor Mühlberger have bedre chance mod sit tidligere hold, men selvom han var bedre end ventet i Occitanie, mangler han nok for meget efter sin meningitissygdom. Snarere skal de måske frygte Michael Gogl, der er brølstærk i dette terræn, men han har aldrig helt fundet de gode ben fra Strade Bianche igen. Sebastian Schönberger har ikke været flyvende på det sidste, og Matthias Brändle er nok for tung. Jokeren er Tobias Bayer, der kan både klatre og spurte, men det er nok for tidligt for ham at vinde på denne ret hårde rute.

 

Blandt kontinentalrytterne er det vel stadig Riccardo Zoidl, der er farligst. Han er i form, men ruten er nok for let til, at han som spurtsvag kan vinde. Moran Vermeulen har også vist både klatrestyrke og form, mens ruten til gengæld må være for hård for sprinterne Daniel Auer og Felix Ritzinger.

 

Feltet.dks vinderbud: Lukas Pöstlberger

 

 

 

 

 

Norge (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Sven Erik Bystrøm

 

Ruten: De norske mesterskaber har været afviklet på ruter af stærkt varierende sværhedsgrad, men denne gang ser den ikke skræmmende ud. Der skal køres i alt 214,5 km omkring Kristiansand fordelt over seks omgange på en 36,2 km lang rundstrækning, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Rundstrækningen starter hårdt med bakken Tretjønnveien (1,0 km, 5,2%), men derefter er det bare småkuperet, indtil man skal over Ålefjærvegen (500 m, 7,2%) med 18,5 km igen. Herefter er den sidste del af rundstrækningen stort set helt flad, men det slutter teknisk med to sving lige inden stregen. I alt skal der klatres 2800 højdemeter.

 

Favoritterne: I Norge ser man relativt ofte overraskelser. Ganske vist har Edvald Boasson Hagen vundet to af de seneste syv gange, men i samme periode har vi set to sejre til mindre kontinentalryttere. Selvom man før har set, at WorldTour-rytterne har fået hjælp af nogle af de lokale klubber, er de nemlig antalsmæssigt klart overmatchet af kontinentalholdene, der har så stor klasse, at de også er i stand til at vinde.

 

I år er dynamikken forandret yderligere til ugunst for WorldTour-rytterne. Nu er der nemlig kommet en gigantisk magtfaktor i form af Uno-X, der stiller til start med 12 af feltets i alt blot 18 professionelle. Dertil kommer endda fire ryttere fra udviklingsholdet, og det gør det lokale hold til løbets altdominerende faktor.

 

Ofte er ruterne i Norge ikke så svære, at en spurt burde være umulig, men det lykkes kun sjældent for sprinterne. Alexander Kristoff burde i så fald have vundet et hav af titler, men han har kun vundet to gange i 2007 og 2011, begge gange endda inden han fik sit helt store gennembrud. Andre gange har ruten været for hård, eller han er blevet fanget i det taktiske spil.

 

Det kan han også gøre i år. Ruten er typisk norsk med nogle relativt korte bakker og en lang distance, og det passer Kristoff storartet. Problemet er bare, at han kun har én holdkammerat (Vegard Stake Laengen deltager ikke), og Uno-X vil gøre alt for at undgå en spurt mod landets hurtigste mand - også selvom de har Kristoffer Halvorsen som en mand, der faktisk burde have en ret god chance for at slå ham.

 

Derfor tror jeg, at Uno-X vil gribe løbet offensivt an, og så kan vi meget vel ende med, at et udbrud skal afgøre det. Her skal Uno-X som minimum have et par mand med, og derefter kan de udnytte overtallet. Det giver løbet et element af tilfældighed, men ruten er også så hård og lang, at det ikke er en hvilken som helst nordmand, der kan vinde.

 

Jeg vælger at gå med Rasmus Tiller, der har kørt fremragende i år. Han vandt i Hageland i et klassefelt, blev nr. 3 på bakkerne i Finistere og nr. 5 på grusvejene i Tro-Bro Leon. Han er brølstærk og kan spurte og er skabt til dette terræn. Hvis ikke han er for overvåget, er han den ideelle mand til at gøre det færdigt og tage sin anden titel. Også Idar Andersen har dog vist en styrke, der gør ham til en oplagt kandidat, ligesom Søren Wærenskjold er både hurtig og stærke. For Jonas Hvideberg, Erik Resell, Anders Skaarseth og Jonas Abrahamsen skal det flaske sig mere, men de er ikke uden chance i et taktisk løb. Og så har holdet en i Mayenne så velkørende Kristoffer Halvorsen, at han sagtens kan true Kristoff, hvis det ender i en spurt.

 

Værste trussel er nok den forsvarende vinder Sven Erik Bystrøm. For ikke at komme på bagkant skal Kristoff spille ham ud, og hans opgave kunne meget vel være at holde sig til de stærkeste fra Uno-X, særligt Tiller. Den strategi gav ham sejren sidste år, og med den fremragende styrke og hurtighed, han har vist i år, kan det lykkes igen, selvom han formentlig skal slå flere fra Uno-X til sidst. Alexander Kristoff skal håbe på en spurt, hvor han trods alt altid vil være favorit, særligt efter næsten 3000 højdemeter og mere end 200 km.

 

Der er naturligvis også de to talentfulde og stærke Tobias Foss og Andreas Leknessund. Ingen af dem er spurtstærke, og de er ganske alene, men kan de spille deres kort rigtigt og havne i et udbrud, er de så stærke, at de sagtens kan køre alene hjem. Jeg har betydeligt sværere ved at se Edvald Boasson Hagen vinde i den nuværende forfatning, uanset om det er via en spurt eller et udbrud. Det samme gælder for den engang så alsidige August Jensen, der ellers var både hurtig og klatrestærk.

 

Blandt kontinentalrytterne er det vel Fredrik Dversnes, der med sejren på Rhodos har vist de mest lovende takter, og han synes ikke at være helt væk på denne rute. Den hurtige og nykårede U23-mester Tord Gudmestad kan vel også være med hos eliten, ligesom Kristian Aasvold kan være det som et tredje kort fra Coop.

 

OPDATERING: Uno-X stiller i en endnu mere talrig formation end først udmeldt. Særligt vigtigt er det, at de i tillæg til de allerede nævnt stiller med brølstærke Markus Hoelgaard. Det er ikke en ideel rute for ham, men han må sammen med TIller regnes et af de bedste bud på en mand, der kan vinde fra udbrud. Også solide Torjus Sleen er til start som en outsider for holdet.

 

Feltet.dks vinderbud: Rasmus Tiller

 

 

 

 

 

Tjekkiet (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Adam Toupalik

 

Ruten: Det tjekkiske mesterskab har som regel haft en del stigninger, men i år er ruten ikke så vanskelig. I alt skal der køres 227,5 km fordelt over omgange på en 32,5 km lang rundstrækning omkring den slovakiske by Banovce nad Bebravou, og der er tale om en meget enkel runde. Her kører man ad en let stigende vej ud til en bakke, Motesice (800 m, 6,3%), inden man følger en let faldende vej tilbage til mål, hvor de sidste 5 km er stort set flade. I alt skal der klatres 1911 højdemeter.

 

Favoritterne: Løbet i Tjekkiet er noget taktisk rod. De afvikles nemlig samtidig med det slovakiske mesterskab, og det er simpelthen tåbeligt, at der afvikles to løb i ét - ikke mindst hvis tjekker og slovakker kan indgå alliancer om at holde andre ryttere bag sig. Det skaber i hvert fald en helt andet taktisk situation, at en rytter som Peter Sagan pludselig indgår i ligningen, fordi han kan blive en brølstærk og herlig allieret for nogle af de stærke WorldTour-ryttere, der ellers burde være hæmmet lidt af, at de ikke har megen støtte. Tidligere har vi eksempelvis set, at Sagan og Roman Kreuziger i Tinkoff-dagene har samarbejdet, selvom de reelt deltog i to forskellige løb.

 

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan det vil påvirke løbet i år. Løbet plejer aldrig at ende i en spurt, dels fordi interessen i Tjekkiet har været ret begrænset, dels fordi Sagan gerne har villet lade en af sine holdkammerater vinde fra et udbrud, og dels fordi ruterne har været ret hårdt. I år er ruten dog ret let med bare én kort og halvstejl bakke for hver ca. 30. km, og det burde være terræn, hvor en spurt kan sættes i scene, hvis man vil.

 

Det vil Sagan næppe i det slovakiske løb, for det er aldrig hans stil. Spørgsmålet er, hvad Elkov vil i det tjekkiske. De er nemlig det i særklasse stærkeste old, og de har flere mand, der kan vinde en spurt, ikke mindst den forsvarende mester Adam Toupalik. Han er imidlertid også en alsidig fyr, der kan meget mere end bare at spurte, og han kan sagtens spilles tidligt ud også. Nu er han dog også en meget overvåget skikkelse, og han vil utvivlsomt have de isolerede stjerner, Zdenek Stybar, Petr Vakoc og Josef Cerny, over sig, hvis han forsøger noget.

 

Jeg tror, at der er stor chance for et meget taktisk løb. Hvis der tidligt kører et udbrud med et par folk fra Elkov og det slovakiske Dukla Trencin samt en af Sagans venner på Bora, kan de blive ret umulige at hente i så fladt et terræn, når de to eneste store folk vil være med foran. Derfor tror jeg, at vi skal se i retning af en outsiderrytter, der kan finde sin plads i et udbrud og derefter gøre det færdigt - og han skal formentlig køre for Elkov.

 

Problemet er, at Elkov ikke har alt for mange hurtige folk, og det gør det vanskeligere. I et felt uden mange stærke ryttere, er det dog ikke nødvendigt at kunne spurte. En god klatrer kan sagtens køre væk på bakken og holde hjem over de sidste ca. 15 km. Derfor ligger det godt til Elkovs tre formstærke klatretyper, Jakob Otruba, Michal Schegel og Michael Kukrle. Som sagt er ingen af dem spurtstærke, men de har kørt stærkt. Otruba viste også lidt spurtstyrke i Alpes Isere, og derfor bliver han mit bud. Det bliver nok lidt sværere for Adam Toupalik¸ der vil være overvåget, men fanges han ikke taktisk, vil han formentlig kunne vinde, fordi han er både hurtig, klatrestærk og har punch. Til en spurt kan holdet dog også satse på Dominik Neuman og Alois Kankovsky , hvoraf sidstnævnte dog kan få det for svært på bakken. Store, stærke Jan Barta er også en mand, der kan spilles tidligt ud, ligesom Petr Kelemen er det.

 

Sværere er det for de professionelle. Zdenek Stybar, Petr Vakoc og Josef Cerny er alle stærke og hurtige, men de er alene. Deres drømmescenarium må være, at der alligevel bliver en eller anden form for samling frem mod sidste bakke, hvor de vil kunne forsøge at gøre forskellen. Alle er de hurtige nok til at spurte sig til sejr i en lille gruppe, og de kan også tage kampen op med Toupalik. Til gengæld er det slet ikke en rute for Jan Hirt, og Roman Kreuziger synes slet ikke god nok længere.

 

Andre ensomme fok, der skal spille deres kort rigtigt i det taktiske spil, er klatreren Karel Hnik, stærke Daniel Turek, der passer fint til ruten, den unge sprinter Pavel Bittner, som Elkov skal være varsomme med at spurte imod, den alsidige Vojtech Repa, samt de to brødre Mathias Vacek og Karel Vacek, der begge har haft en svær første sæson som professionelle.

 

OPDATERING: Stybar, Karel Vacek, Hnik og Hirt stiller ikke til start.

 

Feltet.dks vinderbud: Jakub Otruba

 

 

 

 

 

Slovakiet (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Juraj Sagan

 

Ruten: Det slovakiske mesterskab har som regel haft en del stigninger, men i år er ruten ikke så vanskelig. I alt skal der køres 227,5 km fordelt over omgange på en 32,5 km lang rundstrækning omkring den slovakiske by Banovce nad Bebravou, og der er tale om en meget enkel runde. Her kører man ad en let stigende vej ud til en bakke, Motesice (800 m, 6,3%), inden man følger en let faldende vej tilbage til mål, hvor de sidste 5 km er stort set flade. I alt skal der klatres 1911 højdemeter.

 

Favoritterne: Det slovakiske mesterskab har længe været specielt af to årsager. For det første afvikles løbet sammen med det tjekkiske mesterskab, og det gør det mildt sagt til noget taktisk rod, at der afvikles to løb i ét - ikke mindst hvis tjekker og slovakker kan indgå alliancer om at holde andre ryttere bag sig, selvom de deltager i to forskellige konkurrencer. For det andet har det i mange år været sådan, at Peter Sagan nærmest selv har kunnet bestemme, om han selv eller en af hans holdkammerater skulle vinde.

 

Sådan bliver det dog ikke i år. Hele Bora-banden dropper løbet, og dermed skal vi ikke diskutere, om Sagan vil vinde, eller om han vil forsøge at give sejren til bror Juraj eller Erik Baska. Denne gang bliver det en mere lige kamp i et felt helt uden professionelle ryttere.

 

Her vil det virke kraftigt ind, at de kører sammen med de stærkere tjekkiske ryttere. Som nævnt i analysen ovenfor tror jeg, at det meget stærke tjekkiske Elkov-mandskab har det fint med at undgå en spurt, og da de kan diktere det tjekkiske løb, er der gode chancer for, at en gruppe med et par Elkov-ryttere vil kunne holde hjem. Det er klart, at slovakkerne kan indvirke på det resultat, men i Slovakiet er det endnu mere ensidigt. Her domineres alt af landets eneste kontinentalhold, Dukla Banska Bystrica, og hvis de er tilfredse med et udbrud, vil de efter al sandsynlighed holde hjem.

 

Det vil derfor undre mig meget, hvis ikke Dukla-mandskabet kører med om sejren, og de vil formentlig også kunne gøre det færdigt fra en sådan gruppe. Her tror jeg mest på sølvvinderen fra enkeltstarten, Lukas Kubis, der har været deres klart stærkeste mand i år. Han er en relativt tung fyr, men det passer godt til denne rute, og han er også umiddelbart holdets hurtigste, og dermed vil han kunne vinde både fra et udbrud og i en spurt.

 

Holdet har yderligere fire gode bud. Den ene er cykelcrossrytteren Martin Haring, der også er en halvhurtig herre, som kan gøre det færdigt. Den anden er den tidligere enkeltstartsmester Jan-Andrej Cully, der er mere stærk end hurtig og derfor kun kan vinde, hvis holdet kan udnytte overtallet til som ventet at undgå en spurt. Den tredje er en anden tempostærk rytter, nemlig Marek Canecky, der ligeledes kan spurte, men både Haring og Canecky har haft en mindre god sæson i år. Den sidste er Patrick Tybor, der som Cully nok skal alene hjem for at vinde, men jeg ikke længere tror meget på Juraj Bellan

 

Jeg vil blive overrasket, hvis ikke Dukla vinder med en af de fem ryttere. Skal man pege på en trussel kunne det være den unge og stærke Martin Vlcak. En anden kunne Matus Stocek, der dog har haft et svært år.

 

Feltet.dks vinderbud: Lukas Kubis

 

 

 

 

 

USA (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Alex Howes

 

Ruten: Amerikanerne har gjort brug af den samme rute i flere år, og igen i år benyttes rundstrækningen i Knoxville, hvor der skal tilbagelægges i alt 190,9 km fordelt over 15 omgange på den 12,7 km lange runde. Kort efter målstregen skal man over den korte, stejle Sherrod Road (800 m, 9,1%), men derefter er der kun nogle ganske små bakker i hovedsageligt fladt terræn, dog med en teknisk finale med fire sene sving. Den sidste kilometer er ganske let stigende som afslutning på et løb, der har i alt 2961 højdemeter.

 

Favoritterne: Efter flere år med den samme rute ved vi efterhånden, hvad vi skal forvente af rundstrækningen i Knoxville. I 2017 lykkedes det akkurat for syv mand at forhindre en reduceret massespurt, og Larry Warbasse var den hurtigste af de tre, der spurtede om sejren. I 2018 var det atter en lille gruppe, der afgjorde løbet, og her lykkedes det højst overraskende Jonny Brown med et soloangreb at snyde de mere etablerede navne. I 2019 var det 12 mand, der satte feltet ud af spillet med flere minutter, og her lykkedes det EF at udnytte deres tilstedeværelse med tre mand til at sikre sejren med Alex Howes. I alle tilfælde har det været relativt klatrestærke folk, der har afgjort det, men i 2017 var en relativt tung sprinter som Eric Young ikke langt fra at løbe med titlen, mens en lidt mere holdbar sprinter, Ty Magner, var tæt på i 2019.

 

Sherrod Road er stejl, men ruten er ikke så svær, at det ikke kan ende i en spurt i en større gruppe. Når det alligevel er usandsynligt, skyldes det, at der formentlig ikke er et hold med styrken til eller en helt klar interesse i at skabe samling. I stedet kan det som mange andre nationale mesterskaber ende som lidt af et indianerløb, hvor man skal have lidt held for at ramme rigtigt undervejs, og hvor man meget vel kan blive fanget på det forkerte ben, som det ofte er sket for WorldTour-rytterne.

 

Det dominerende hold er Rally, der stiller til start med ni stærke mand, men de har ikke den store interesse i en spurt. Traditionelt har Hagens Berman Axeon også kunnet bestemme lidt, men selvom de i år møder op med syv mand, har talentholdet ikke samme styrke som tidligere. Blandt WoldTour-rytterne er det kun EF, der for alvor kan agere som et hold med deres fire mand, mens DSM óg Trek stiller med to og Deceuinck og BikeExchange med én mand hver.

 

Da Rally næppe vil spurte, forestiller jeg mig et løb i stil med det, vi havde i 2019, dvs. at en gruppe med deltagelse af i hvert fald Rally og EF kører tidligt væk og afgør det. Hvem der rammer den rette gruppe, kan være lidt tilfældigt, når løbet i høj grad afgøres af taktik, men sidst var det ny alligevel mange af favoritterne, der endte fremme.

 

Mit bud er vinderen af enkeltstarten, Lawson Craddock, ganske enkelt fordi han lige nu ligner stærkeste mand. Han havde en svær sæsonstart, men han var flyvende i Dauphiné og vandt enkeltstarten i suveræn stil. Han må være EFs foretrukne mand i udbruddet, og selvom han er spurtsvag, synes han lige nu at have styrken til at køre alene hjem, også fordi haner en af de stærkeste på stigningen. EF har dog også et godt bud i den forsvarende vinder Alex Howes, der ellers har set pensionsmoden ud, men gjorde det pænt i Schweiz og har den fordel, at han kan slå de fleste på stregen. De to øvrige ryttere fra EF, Will Barta og Tejay van Garderen , der kører karrierens sidste løb, er begge langsomme og ikke specielt formstærke, men i dette felt er de begge mulige solovindere i et taktisk spil, hvor EF står stærkt.

 

Med ni mand er Rally dog holdet, der skal slås, og her tror jeg mest på Gavin Mannion. Han har været svingende i år, men hans stærke afslutning i Schweiz gør ham til et godt bud på at være stærkeste mand i et udbrud. Holdet har også et godt bud i Colin Joyce , der er klatrestærk og slår de fleste i en spurt, men hans gode form fra tidligere i år var pist borte i maj. Brølstærke Robin Carpenter, der tidligere er blevet nr. 2 på denne rute, har lige gjort det godt i det store amerikanske gravelløb, Unbound, mens Joey Rosskopf var så hæderlig i Schweiz, at også han i det taktiske spil kan vinde. Det samme kan Ben King, Kyle Murphy og Nathan Brown, selvom de ikke har været flyvende i år, eller måske endda unge Magnus Sheffield, der senest kørte en god enkeltstart. Den tidligere toer, Stephen Bassett, har til gengæld ikke vist meget i år.

 

Løbets store joker er Quinn Simmons. Han skulle have været i storform frem mod Unbound Gravel, hvor han dog udgik efter styrt, og derfor er han i skrivende stund usikker deltager. Kommer han frisk til start, passer han dog perfekt til ruten, fordi han også kan spurte, men han er også så svingende, at han kan falde igennem. Hans holdkammerat er hurtige Kiel Reijnen , der egentlig passet godt til ruten, men jeg er usikker på, om han fortsat er god nok.

 

DSM stiller med den halvhurtige ardennerspecialist Kevin Vermaerke, der gjorde det så godt i Dauphiné, at han må være en af favoritterne, hvis ikke han fanges på det forkerte ben i taktikken. Hos sig har han Chad Haga, der må være en af de stærkeste i feltet og sammen med Craddock nok er bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem. Helt afskrives kan ensomme Brent Bookwalter heller ikke, da han er klatrestæek og hurtig, men i denne sæson har det været klart, at hans beslutning om at stoppe karrieren nok ikke er helt dum. Den sidste WorldTour-rytter, Ian Garrison, synes slet ikke at have niveauet til at spille en rolle.

 

Blandt rytterne uden for den professionelle scene, er det særligt Alex Hoehn, der har gjort det godt, og han viste i Rwanda, at han ikke bare kan klatre, men også er så eksplosiv, at ruten passer ham fint. Sværere kan det blive for det unge klatretalent Sean Quinn, der ellers allerede har vundet i Europa og vandt ungdomstrøjen i Algarve, men ruten passer ham knap så godt, ligesom hans form er ukendt efter et tidligt exit fra Baby-Giroen. Brendan Rhim har også leveret resultater i Europa i år og er en halvhurtig og udmærket kandidat, ligesom det gælder for Noah Granigan, der dog som sprinter nok vil finde løbet en anelse for hårdt. Det samme gælder for unge Luke Lamperti, der ellers tog en stor skalp i d’Eure-et-Loir i år. Veteranen Travis McCabe er jo både hurtig og klatrestærke, men hvor han står efter et halvt år som cykelpensionist i USA er usikkert. Jeg tror også, at ruten i dag er for hård til sprinteren Eric Young, mens den tidligere WorldTour-rytter og amerikanske mester Greg Daniel næppe længere heller er god nok. Så tror jeg mere på sprinteren Ty Magner, der tidligere har været tæt på i dette løb.

 

Feltet.dks vinderbud: Lawson Craddock

 

 

 

 

 

Luxembourg (søndag d. 20. juni)

 

Forsvarende mester: Kevin Geniets

 

Ruten: Luxembourg er et land uden meget fladt terræn, og derfor er deres mesterskaber altid relativt kuperede. Det gælder også i år, hvor der skal køres 8 omgange på en 18,1 km lang rundstrækning omkring Harlange for en samlet distance på beskedne 144,8 km. Rundstrækningen første 7 km er faldende, inden man skal over Bavigne (2,0 km, 5,8%), der leder op til et småkuperet, men hovedsageligt let faldende plateau, som følges frem til den sidste kilometer, der stiger med 5,8%. I alt byder ruten på 2470 højdemeter.

 

Favoritterne: Det luxembourgske mesterskab er en sær snegl. I 2018 vandt Bob Jungels nemlig med 13.52 ned til nr. 2, Alex Kirsch, og det siger alt om, hvor suveræn han ofte har været. Det er ikke uden grund, at han har, at han har vundet seks af de seneste otte mesterskaber.

 

Det skyldes, at to forhold karakteriserer det luxembourgske mesterskab. For det første er feltet meget lille med enorm niveauspredning på rytterne i miniputnationen. For det andet er ruterne ofte så hårde, at den taktiske ulempe, som de ensomme WorldTour-ryttere bør have, sjældent materialiserer sig. I Luxembourg er det ofte stærkeste mand, der vinder - og er man meget stærk, kan man vinde med 13.52 ned til nr. 2!!!

 

Desværre bliver der ingen syvende titel til Jungels, der endelig har fundet ud af, at en forsnævring af en arterie er årsagen til det bratte niveaufald, men det gør ikke, at løbet ikke har en favorit. Jeg anser nemlig den forsvarende vinder, Kevin Geniets, som manden, der skal slås. Han har i år noget sit hidtil højeste niveau med et fremragende forår, og efter et formdyk så han stærk ud igen i Dauphiné, hvor han blev nr. 32 på kongeetapen. Han har lige vundet enkeltstarten, og han passer perfekt til dette ardenneragtige terræn. Sidste år kørte han og Jungels fra rivalerne, og på denne hårde rute tror jeg, at han kan tage en solosejr.

 

Jeg vil først og fremmest frygte Michel Ries. Den unge klatrer har haft det svært, men har endelig vist niveau på det seneste med en 27. plads på sidste bjergetape i Dauphiné og en 7. plads på Ventoux. Han vil kunne lide den kuperede rute, men terrænet er for eksplosivt til at passe ham ideelt.

 

Så er Alex Kirsch egentlig mere skabt til disse eksplosive bakker, også fordi han kan slå alle i denne puncheurspurt. Jeg er bare usikker på, om han stadig er robust nok til at vinde i dette terræn, for han synes slet ikke at have tidligere tiders holdbarhed. Sidste år blev han slået med over 3 minutter, men han så heldigvis hæderlig ud i Schweiz. Samtidig har Ries og Kirsch den enorme fordel, at de måske kan fange Geniets i en Trek-sandwich til sidst.

 

Feltets fjerde og sidste WorldTour-rytter er Jempy Drucker, men efter hans bragende flotte 2020 har han slet ikke vist noget i år, hvor han har været kraftigt i tilbagegang. Allerede sidste år kørte Geniets og Jungels fra ham, men han må dog stadig regnes som den største trussel mod de tre favoritter.

 

Truslen mod de tre WorldTour-ryttere må komme fra Tom Wirtgen, der blev nr. 4 sidste år og lige har kørt flot i Belgium Tour. Han er dog stadig en tung rytter, der bør være overmatchet på denne rute, og det gælder i hvert fald for broderen, Luc Wirtgen.

 

Det er svært at se andre vindere på denne fysisk krævende rute. Ivan Centrone burde kunne være med, men han har haft et svært år. Jan Petelin har intet vist siden 2019, og den unge, lovende Arthur Kluckers er nok trods alt overmatchet.

 

Feltet.dks vinderbud: Kevin Geniets

 

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Nationale mesterskaber
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

La Coupe du President de ...(2.1) 05/08-08/08

Sazka Tour(2.1) 05/08-08/08

Aubel-Thimister-Stavelot(2.1) 06/08-08/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 07/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 08/08

Tour de Pologne(2.UWT) 09/08-15/08

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 12/08-15/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger