Optakt: Omloop Het Nieuwsblad

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DK TOUR - VIND CYKLER

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtilliden, er det imidlertid alt sammen blot opvarmning og forberedelse til de store begivenheder senere på året.

Det hele ændrer sig med et slag denne weekend, når den professionelle cykelkalender træder ind i sin næste fase med den belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Det sker på lørdag, når Omloop Het Nieuwsblad indleder kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at score resultater. For etapeløbsrytterne bliver det alvor under Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for de fleste er de første vigtige mål på sæsonen, mens klassikerrytterne har sat kryds ved lørdag som den første afgørende dato i 2019. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, bliver det nu rigtigt alvor.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Omloop Het Nieuwsblad er ikke bare starten på den seriøse del af den europæiske sæson, det er også indledningen på en helt unik del af den internationale kalender: den belgiske klassikersæson. I løbet af den næste halvanden måned vil rytterne køre adskillige meget prestigiøse løb i et ganske lille hjørne af Europa, hvor de samme veje og de samme stigninger bliver benyttet igen og igen. Af en eller anden grund bliver disse veje sjældent benyttet resten af året, men i de næste 40 dage vil de være rammen om gentagne slag i en af de mest spændingsmættede dele af sæsonen.

De mange løb har alle en helt unik natur. I Flandern er der ingen store bjerge eller enkeltstarter. I stedet er løbene kendetegnet af de legendariske hellingen - korte, stejle stigninger, der ofte er belagt med brosten - paveer, vind, regn og en brutal positionskamp. I disse løb er der ikke plads til folk som Chris Froome eller Nairo Quintana. Dette er legepladsen for de stærke drenge som Niki Terpstra, Sep Vanmarcke, Greg Van Avermaet og Peter Sagan.

Omloop Het Nieuwsblad har den store ære af at starte det hele og udgør i forening med Kuurne-Bruxelles-Kuurne den traditionelle åbningsweekend. Kombinationen er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Kuurne er en af de få klassikere, som en sprinter realistisk kan sætte sig som mål, men Omloop Het Nieuwsblad er af en helt anden art. Som E3 Harelbeke - og i mindre omfang Dwars door Vlaanderen - er det som en miniudgave af Flandern Rundt. I disse løb gøres forskellen på de mange hellingen og brosten samt af det ofte dårlige vejr, og det hele ender som et sandt udskilningsløb og en kamp på overlevelse. Til sidst er kun de stærkeste tilbage.

Omloop er ikke så hårdt som E3 og Flandern Rundt, men to faktorer gør, at det ofte er lige så selektivt. Først of fremmest betyder kalenderplaceringen, at der er brug for færre udfordringer for at skabe udskilning, end der er i april, hvor alle er på det maksimale af deres ydeevne. For det andet er vejrforholdene ofte meget værre på denne tid af året, og det har givet anledning til legendariske slag i løbet af den lange historie. Hvis vejret er forårsagtigt, har de sidste udfordringer så langt fra mål, at større grupper har afgjort løbet, senest i 2009 hvor Thor Hushovd tog sejren. Det hører imidlertid til sjældenhederne, da højst tre ryttere er sluttet i samme tid i de seneste ni udgaver.

Løbet, der tidligere var kendt som Omloop Het Volk, blev første gang afviklet i 1945 - samme år som Kuurne-Bruxelles-Kuurne gjorde sit indtog på kalenderen - og siden da har det startet den belgiske sæson. Grundet kalenderplaceringen har vejret ofte spillet en afgørende rolle, og løbet blev helt aflyst i 1986 og 2004 på grund af sne. I 2013 blev det afviklet som planlagt, men forværret vejr betød, at andendagsgildet i Kuurne måtte droppes. De fleste af de største belgiske klassikerryttere har vundet løbet mindst én gang, og navne som Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Johan Museeuw og Peter Van Petegem er alle at finde på listen over vindere. Ikke overraskende har det altid været domineret af belgiere, og hvis man ser bort fra Seamus McGraths sejr i 1959, var vinderen fra enten Belgien eller Holland, indtil Andreas Kappes brød dominansen i 1991. Ganske bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det er det eneste større flamske løb, som Tom Boonen aldrig har vundet.

Løbet har i mange år været at betragte som et af de største endagsløb, men af uvisse årsager har det aldrig været en del af de fineste løbsserier, World Cuppen, ProTouren eller WorldTouren. Det blev der imidlertid ændret på i 2017, hvor det kun var helt naturligt, at det var blandt de mange nye løb, der blev en del af den nye, udvidede WorldTour. Det har gjort det muligt at øge kvoten af WorldTour-hold, og efter at der i 2017 var tre hold fra det fineste selskab, der skippede løbet, og kun Movistar var fraværende i 2018, er der i år fuld plade, når alle 18 topmandskaber stiller til start.

Selvom Omloop Het Nieuwsblad er et prestigiøst løb, ligger det stadig under de største klassikere, og det kommer på en tid af året, hvor stjernerne fortsat er i gang med forberedelserne. Derfor er der også forskellige holdninger til, hvorvidt det passer ind i sæsonplanlægningen, og om man allerede nu skal være i topform. John Degenkolb har eksempelvis ofte for vane altid at droppe åbningsweekenden, og i år betyder sponsorforpligtelser i Abu Dhabi, at hellere ikke Alexander Kristoff er med. Mest markant er det dog, at Peter Sagan for anden gang i træk skipper løbet og fortsætter med at træne i højderne i Sierra Nevada i et forsøg på at bevare ekstra friskhed til Ardennerne i år. Også Gianni Moscon har foretrukket løbsaktivitet i Emiraterne i stedet, ligesom Mathieu van der Poel restituerer efter crosssæsonen, men derudover vil stort set alle de ryttere, der ventes at præge årets brostensløb, være at finde i feltet.

De bliver i år mødt af en rute, der er den hårdeste i mange år. Lige siden den meget kontroversielle beslutning om i Flandern Rundt at droppe den klassiske finale med Muur van Geraardsbergen og Bosberg kort inden målet i Meerbeke har mange drømt om, at man vil vende tilbage til det klassiske format for det belgiske monument. Det synes ikke at skulle ske, men i stedet valgte Flanders Classics, der står for begge løb, forud for 2018-sæsonen at gøre brug af netop den afslutning til Omloop Het Nieuwsblad i et forsøg på at give løbet en mere klar karakter i det store mylder af flamske storløb. Det har vakt begejstring hos mange fans og ryttere og ventes at gøre løbet hårdere og mere selektivt end tidligere. I år flyttes målet ganske vist til nabobyen Ninove, men grundlæggende er der tale om den gamle afslutning på Flanden Rundt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sidste år blev det dog slet ikke så selektivt som ventet. En knaldhård modvind i finalen betød nemlig, at det var næsten umuligt at gøre en forskel, og derfor var det en relativt stor gruppe, der kom væk på Muren. Her sad Astana med tre mand, og det overtal udnyttede de eminent, da Michael Valgren med et smart angreb sneg sig væk til karrierens dengang største sejr, inden Lukasz Wisniowski og Sep Vanmarcke også kom fri og akkurat holdt feltet bag sig, så de kunne sikre sig de sidste podiepladser. Valgren vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang i Dimension Data-trøjen, og han er atter oppe mod Wisniowski, der er en vigtig hjælper for Greg Van Avermaet hos CCC, samt Vanmarcke, der drømmer om at gentage sejren i den eneste store klassiker, han tidligere har vundet.

Ruten

Omloop Het Nieuwsblad er en sand flask klassiker, da den er designet på samme måde som de fleste af de belgiske endagsløb. Rutekortet er en yderst kompliceret affære, hvor rytterne snor sig frem og tilbage i et lille område i De Flamske Ardenner, kører på kryds og tværs og bruger de samme veje igen og igen. Alle de berømte hellingen fra Flandern Rundt findes på dette lille areal, og det er let for arrangørerne at ændre ruten fra år til år ved at variere hvilke stigninger, der besøges.

Dette er mønstret for de ruter, der anvendes i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, og derfor er det ikke overraskende, at disse tre løb deler mange af de samme karakteristika med Omloop Het Nieuwsblad. Løbene starter alle med en lang, flad del, inden man rammer rækken af hellingen og brostensstykker i løbets anden halvdel. Det er her, udskilningen foregår, inden løbene slutter med endnu en flad strækning. Hvad der adskiller løbene er distancen og start- og målbyerne, og det er disse forhold, der i sidste ende afgør de enkelte løbs sværhedsgrad.

Omloop Het Nieuwsblad har som regel haft Gent som sit centrum, og løbet både startede og sluttede der fra 1945 til 1995. Fra 1996 til 2007 flyttede man målet til den nærliggende by Lokeren, men fra 2008 var løbet tilbage, hvor det rettelig hører til: i Gent, hvor man er sluttet på den stigende opløbsstrækning på Charles de Kerchovelaan foran Citadelparken. Da Gent ligger lidt længere væk fra stigningerne end Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, er åbningsløbet ofte endt med en længere flad strækning end det største flamske løb, og i dette løb er det derfor rækken af flade pavéer i finalen, der typisk har skabt den afgørende udskilning.

I mange år har Taaienberg og Molenberg været kendt som løbets to nøglestigninger inden den flade finale med tre pavéer som afslutning på et hårdt udskilningsløb. Som sagt fik løbet sidste år fået en overhaling i et forsøg på at give det en mere klar og entydig identitet. Man droppede Gent som målby og flyttede i stedet til Meerbeke, hvor Flandern Rundt sluttede i mange år. Her gjorde man brug af finalen fra det flamske monument, og dermed skulle feltet over Tenbosse, Muur van Geraardsbergen og Bosberg i den absolutte finale. Muren er en af Flanderns vanskeligste stigninger, og da de sidste bakker samtidig nu kom langt tættere på mål end tidligere, var der almindelig enighed om, at det ville gøre et allerede selektivt løb endnu hårdere end tidligere.

Det skete ikke grundet den kraftige modvind, men det har ikke ændret på arrangørernes motivation for at genbruge formatet. Således er der i 2019 kun foretaget mindre ændringer, der især indebærer, at målet flyttes til nabobyen Ninove, hvilket øger afstanden fra Bosberg til mål med 900 m, ligesom den svære Molenberg med en ny placering ventes igen at få en mere prominent rolle. Antallet af hellingen er imidlertid det samme, og grundlæggende er der tale om samme løb som sidste år, selvom der er foretaget flere modifikationer tidligt i løbet og efter Molenberg for at sikre, at den legendariske stigning nu kommer 10 km tættere på mål, end det var tilfældet sidste år.

Med en distance på 200,0 km er den nye rute stort set lige så lang som de tidligere og fører feltet fra det klassiske centrum i Gent til den nye afslutning i Ninove. I alt er der 13 hellingen på programmet, og antallet af flade pavéer øget fra 8 til 9.

Som sagt indledes de fleste flamske klassikere med et længere fladt stykke, og da Gent som nævnt ligger ganske langt nord for De Flamske Ardenner, er det også tilfældet med den nye rute. Fra starten i centrum af storbyen bevæger man sig ud til forstanden Merelbeke i den sydlige udkant, hvor starten gives. Herfra går det gennem stort set helt fladt terræn mod syd og sydøst ned til Velzeke. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest for endelig at afslutte den flade indledning med at køre stik syd ned i De Flamske Ardenner.

Her melder de første udfordringer sig, når feltet for første gang skal over den berømte Haaghoek-pavé efter 38,9 km, inden man 3 km senere rammer den første stigning, Leberg. De tjener imidlertid kun som opvarmning, idet man herfra begiver sig ud på en 68,1 km lang rundstrækning i den vestlige del af De Flamske Ardenner. Den indledes med en længere flad strækning, der fører mod vest gennem Oudenaarde, målbyen for Flandern Rundt, inden man i Wortegem vender rundt for at køre tilbage mod løbets centrium. Her skal man over pavéer Huisepontweg og Holleweg efter henholdsvis 69,9 og 102,1 km, og de er adskilt af dagens to næste stigninger, Den Ast og Katteberg, der kommer efter hhv. 75,6 og 101,4 km. Rundstrækningen afsluttes med endnu en passage af Haaghoek og Leberg efter hhv. 107,8 og 110,9 km.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Næste udfordring er en ny rundstrækning på 54,2 km, der er betydeligt sværere end den foregående og vil markere starten på finalen. Den fører atter mod vest mod Ourdenaarde, men inden man når til Flandern Rundt-målbyen kærer man mod nord for at ramme et par stigninger. Første udfordring er pavéen Paddestraat efter 117,0 km, hvorefter Rekelberg venter efter 126,0 km. Valkenberg er efter 133,9 km næste udfordring, efterfulgt af Wolvenberg efter 145,2 km. Derefter følger det to tre pavéer Ruiterstraat, Kerkgate og Jagerij efter hhv. 145,4, 148.6 og 151,2 km.

Det er imidlertid, når der resterer 42,5 km, at løbet for alvor ventes at gå ind i den afgørende fase. Det sker, når feltet rammer den korte, stejle Molenberg-stigning, der er en af de sværeste i Flandern og tidligere var den afgørende sidste klatreudfordring i løbet, og som i år kommer hele 10 km tættere på mål end sidste år. Den vil formentlig skabe den første alvorlige udskilning, inden man afslutter rundstrækningen med en tredje og sidste passage af Haaghoek og Leberg med hhv. 38,0 og 35,0 km til mål.

Finalen er nu for alvor i gang, og herfra er der ikke mange muligheder for at kommer sig på den afsluttende strækning, der hovedsageligt fører mod øst og sydøst mod målet i Ninove. Først slår man en lille krølle i De Flamske Ardenner for at køre op over Berendries og Elverenberg med hhv. 31,0 og 28,5 km igen. Ingen af dem hører til blandt områdets sværeste stigninger, men alle vil de kunne skabe udskilning og bruges som afsæt for angreb efter et langt, hårdt løb.

Herfra går det mod sydøst og øst frem til dagens to sidste og vigtigste udfordringer. Allersværest er den berømte Muur van Geraardsbergen, der altid var nøglepunktet i den gamle udgave af Flandern Rundt, hører til blandt de allersværeste stigninger i Flanden og skal passeres med bare 16,7 km igen. Derefter venter som på klassisk Flandern Rundt-maner Bosberg, der ligeledes er en meget svær stigning og kommer med bare 12,8 km. Til slut venter der imidlertid ikke flere udfordringer, når man kører gennem ganske let faldende terræn først mod nordøst og til slut mod nord frem mod Ninove. Her drjer man med 2 km igen til venstre, inden man buer til højre kort inden den røde flammer. Derefter venter hele tre skarpe sving i træk på de sidste 700 m, inden man rammer den ca. 200 m lange opløbsstrækning, der ender to helt flade kilometer. Her vil vinderen af den 74. udgave af Omloop Het Nieuwsblad blive kronet efter det, der utvivlsomt vil have været et dramatisk og selektivt udskilningsløb.

Løbet byder på i alt 1635 højdemeter.

Vejret

Enhver forårsklassiker kan ændre karakter på grund af vejret, og specielt Omloop Het Nieuwsblad er grundet kalenderplaceringen meget bestemt af de klimatiske forhold. Blæst, kulde og regn giver et hårdt selektivt løb, mens forårsagtige forhold giver mindre udskilning. Samtidig vil vindretningen på det sidste flade stykke mod Ninove være af afgørende betydning, som vi så det sidste år, hvor stærk modvind ødelagde en del af løbet.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Ligesom resten af Vesteuropa har Belgien nydt en usædvanligt varm februar, og den tendens fortsætter ind i marts. Lørdag vil således byde på en temperatur på hele 13 grader, men det vil være skyet med blot 15% risiko for lidt regn. Ligesom sidste år vil det være ganske blæsende, men denne gang med en frisk til hård vind fra sydvest. Det giver primært sidemodvind på det indledende flade stykke, mens der i De Flamske Ardenner naturligvis vil være vind fra alle retninger. Til slut vil der fra Berendries være direkte sidevind, indtil man får sidemedvind på Muren og Bosberg. Derefter vil der være med- og sidemedvind på turen hjem til Ninove, hvor man efter de mange sene sving får medvind på den korte opløbsstrækning.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DK TOUR - PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE!
 

Favoritterne

Omloop Het Nieuwsblad er på mange måder en sjov størrelse. Selvom dets format giver mindelser om hårde, selektive løb som E3 Harelbeke og Flandern Rundt, og det grundlæggende er et løb af samme type, bliver man altid overrasket over, hvor selektivt det er. I åbningsklassikeren er der således færre stigninger end i de store løb senere på sæsonen, og de sidste udfordringer er traditionelt kommet længere fra mål. Almindelig logik tilsiger derfor, at der burde være en relativt stor sandsynlighed for en afsluttende regruppering, og at stærke sprintere vil have en rimelig chance.

Trods rutens på papiret begrænsede hårdhed har løbet altid udviklet sig meget selektivt, og som sagt skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en situation, hvor en større gruppe spurtede om sejren. Siden da har der aldrig været mere end en håndfuld ryttere tilbage, når løbet har skullet afgøres i Gent, og det siger en del om betydningen af dets kalenderplacering. På denne tid af året skal der ganske enkelt færre stigninger og brosten til for at skabe den nødvendige udskilning, men endnu vigtigere er det, at vejret i februar spiller en afgørende rolle. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste større brostensløb, Tom Boonen aldrig har vundet, idet det er en slet skjult hemmelighed, at den ellers så stærke belgier har haft det vanskeligt med kulde.

I 2016 og i 2018 var vi ganske tæt på at få en spurt i en større gruppe, men de forreste holdt akkurat feltet bag sig. At vi var tæt på en mindre selektiv udgave, skyldtes flere forhold. I 2016 var ruten uden Molenberg, ligesom det stærke Quick-Step-hold endte i defensiven, og sidste år var det den voldsomme modvind i finalen, der betød, at det hele var meget tæt på atter at blive samlet.

Det er klart, at den nye rute, der indførtes sidste år, har ændret løbets karakter ganske meget, og man skal ikke lade sig snyde af sidste års forløb. Her var det alene den kraftige modvind, der reelt kvalte løbet, for der er absolut ingen tvivl om, at den nye rute er betydeligt hårdere end den gamle. Finalen med Muren og Bosberg er ganske enkelt meget selektiv, som vi ved det fra de gamle udgaver af Flandern Rundt, og selv i modvinden lykkedes det sidste år trods alt de stærkeste at skabe en ganske vist relativt stor gruppe på Muren.

I år er det heldigvis helt anderledes. Her vil det igen være blæsende, men denne gang vil vinden kun bidrage til at gøre det mere selektivt. Dels er der et hårdt sidevindsstykke frem mod Muren, og derefter vil der fra løbets vigtigste stigning være med- og sidemedvind hele vejen hjem. Dertil kommer, at den nye placering med Molenberg nu blot godt 40 km fra mål, betyder, at der kan åbnes op relativt tidligt, og med megen sidevind undervejs på de kringlede veje er der lagt op til en knaldhård 2019-udgave.

Det er aldrig givet, hvor udskilningen for alvor starter i de flamske klassikere, men formodningen er, at det først og fremmest vil gå løs fra Molenberg. Som altid vil vi se aggression og måske indledende forceringer også på nogle af de tidligere stigninger, hvor favoritterne ofte tester benene, men den første væsentlige selektion må ske på den ikoniske brostensstigning. Herfra kan løbet allerede være ovre for mange, og selvom en vis regruppering ofte sker, bør bakker og sidevind bidrage til at fastholde en vis udskilning. Derefter vil det helt store slag skulle slås på i første omgang Muren med Bosberg som en sidste mulighed for at gøre en forskel.

I lyset af ovenstående forventer vi et hårdt løb, der er helt anderledes end i 2018 og dermed for de sande klassikerspecialister. Sprinterne får det betydeligt vanskeligere, men en god spurt kan meget vil vise sig at være afgørende, da solosejre i Omloop altid hører til en sjældenhed. Man skal være brølstærk for at sidde med til sidst, men gode afslutterevner kan være helt nødvendige for at vinde. Derudover så vi i sidste års flamske klassikere, at taktik ofte spiller en nøglerolle. Det var med effektiv udnyttelse af et overtal, at Quick-Step tog et hav af sejre, og det var også Astanas gunstige situation, der gjorde det muligt for Michael Valgren at vinde dette løb.

Det er altid en delikat affære at skulle udpege de mest formstærke ryttere til Omloop Het Nieuwsblad. Ganske vist har de fleste af favoritterne alle kørt løb for nylig, men Omloop er noget helt andet end Tour of Oman, Ruta del Sol og Volta ao Algarve. Det siger således ikke meget om Niki Terpstrasstyrke, at han smider mange minutter på Green Mountain i Oman, og man kan ikke aflæse meget af, hvordan de mange klassikerryttere klarede sig på bjergetaperne i Algarve. Løbene kan bruges til at forudsige, hvem der med sikkerhed er i form, men de siger meget lidt om, hvem der vil skuffe, når man rammer brostenene.

Årets løb tegner derfor også til at blive en meget åben affære, men forventningen om en selektiv udgave gør dog, at det hele bliver en anelse lettere at spå om. Derfor peger vi også på en mand, der er i dokumenteret god form og meget ofte har været stærkeste mand i netop dette løb. Sep Vanmarcke har tradition for altid at være næsten skræmmende i den eneste klassiker, han faktisk har vundet, og faktisk er han i de seneste seks udgaver blevet nr. 1, to gange nr. 3, nr. 4 og nr. 5. Det siger alt om hans stabilitet, og intet tyder på, at han heller ikke i år er flyvende. Faktisk kommer han til løbet med noget så sjældent som en sejr, efter at han overlevede Col du Tanneron på 1. etape af Tour du Haut-Var, hvor han derefter slog alle klatrerne i spurten. Det vidner ikke blot om fremragende ben, men også om, at han og EF kommer til løbet ridende på en sjælden bølge af succes.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Vanmarckes manglende sejre i klassikerne skyldes ikke manglende styrke, men derimod en ofte lidt hovedløs brug af de mange kræfter. Denne gang tegner alt imidlertid til, at det bliver en dag for de hårde hunde, og af dem er Vanmarcke måske den allermest eksplosive på de stejle hellingen. Finalen med Muren og Bosberg efterfulgt af et stykke med medvind giver ham i hvert fald den hidtil bedste chance for at tage en solosejr, men som han gjorde, da han i 2012 slog Tom Boonen i en spurt og senest i Haut-Var, kan han også besejre mange på stregen. Han er hæmmet af et ikke specielt stærkt hold, men enhver, der har set Sebastian Langeveld i årets første løb, vil vide, at der denne gang kan ventes solid støtte også dybt inde i finalen. I sidste er det så op til Vanmarcke selv at gøre arbejdet færdigt fra Muren og frem, og denne gang tror vi ikke, at den brølstærke belgier kan stoppes.

Blandt forårets mange klassikere er Omloop Het Nieuwsblad den, der har givet Greg Van Avermaet mest succes. Det skyldes først og fremmest, at den brølstærke belgier altid kommer flyvende ind til sæsonen, og 2019 er bestemt ingen undtagelse. Ganske vist måtte han se sig overmatchet af Lutsenko på stigningerne i Oman, men denne gang var finalerne i Mellemøsten også enten lidt for svære eller lidt for nemme for den dobbelte vinder af dette løb. På ren råstyrke slog han en ellers meget formstærk Matteo Trentin på 3. etape i Valencia, og i Oman var det faktisk ganske fornemt, at han på den hårde 3. etape kunne sikre sig en 2. plads bag Lutsenko i en finale, der var til den vanskelige side.

Ingen kan derfor betvivle, at Van Avermaet er velforberedt, og der er som altid garanti for, at han er med fremme. Omvendt er det ingen hemmelighed, at CCC-kaptajnen ikke i 2018 fandt niveauet fra tidligere, og han har fortsat til gode at bevise, at han kan finde sig selv igen. Det er dog nok først og fremmest en udfordring i de større løb, for i åbningsweekenden har Van Avermaet næsten altid en formmæssig fordel. Han er hæmmet af et svagt hold, men det er værd at bemærke sig, at en yderst formstærk Lukasz Wisniowski ligner en mand, der er klar til at indtage en sen rolle som kontrollant efter Molenberg. Herefter er det op til Van Avermaet selv at gøre det færdigt i det, der tegner til at blive en selektiv udgave. Med sin gode spurt efter 200 km i knaldhårdt terræn kan han slå de fleste på stregen, og det giver ham en naturlig fordel i forhold til mange af konkurrenterne.

Dog ikke i forhold til Matteo Trentin. Når man taler om form, er det nemlig helt umuligt ikke at zoome ind på italieneren, der har kørt som en motorcykel lige siden debuten i Valencia, hvor han lagde ud med at vinde en sprinteretape og kun knebent blive slået af Van Avermaet på den vanskelige tredje etape. Dernæst klatrede han som en drøm i Murcia, hvor han sågar var tæt på at vinde kongeetapen, og senest vandt han to knaldhårde spurter i Andalusien. Modsat sidste år, hvor brækkede ribben betød, at han jagtede formen gennem hele foråret, er Trentin denne gang feltets måske allermest formstærke rytter.

Kan han så også begå sig i et knaldhårdt Omloop? Trods en podieplads i blandt andet E3 har han stadig til gode at vise sig helt i front i de flamske klassikere, men omvendt betød sidste års skade også, at det er første gang siden gennembruddet i efteråret 2017, at vi for alvor skal se, hvad en Trentin i topform kan præstere. Han havde måske nok håbet på et knap så selektivt løb, da han i en spurt i en gruppe vil være svær at slå, men med den nuværende form har han også mulighed for at være med helt fremme i et udskilningsløb. Blandt de tungeste favoritter er kun Sonny Colbrelli hurtigere, og dermed står han med de bedste kort, hvis han i finalen kan holde sig til de virkelige specialister og ikke svigtes af Luke Durbridge og derfor bliver isoleret tidligt.

Sidste forår glemte de fleste helt, at Oliver Naesen i 2017 i både E3 og ikke mindst i Flandern Rundt, hvor han matchede Sagan og Van Avermaet på alle stigningerne, tilhørte den absolutte creme på brostenene. Han var nemlig ramt af en hel stime af uheld, der gang på gang satte ham ud af spillet. I efteråret, hvor han knuste al modstand i Bretagne Classic, hvor han gav Valgren og Wellens en lille lektion, viste han imidlertid, at han er brølstærk, og nu kan man håbe, at han endelig har det held, der skal til. 7. pladsen på den hårde 3. etape i Oman overgik alle forventninger, og det samme gjorde 22. pladsen på Green Mountain. En samlet 16. plads i det mellemøstlige bjergløb siger alt om, at Naesen kommer til Belgien i flyvende form, og han har vel næppe nogensinde stået bedre. Et knaldhårdt løb burde kun være til gavn for den råstærke belgier, der jo altså i Bretagne også viste, at han har en glimrende afslutning efter et hårdt løb. Det er klart, at han i hvert fald skal af med folk som Trentin og Van Avermaet, men mange af favoritterne kan sagtens sætte til vægs på stregen.

Sidste år kom Tiesj Benoot flyvende ned fra højdetræningslejr i Sierra Nevada. Det betød, at han først lancerede et fornemt angreb i dette løb, hvor han dog alt for længe lå helt alene i den hårde modvind og siden tog en stor sejr i en episk udgave af Strade Bianche. Helt naturligt forsøger han i år at gentage den model, og der er al mulig grund til at tro, at det vil bære frugt. Efter nogle halvsløje år viste Benoot gennem sidste års klassikere, at han havde taget et meget stort skridt, og gennem hele foråret var han blandt de allerskarpeste på de stejle hellingen. Han er ikke langsom i en spurt, men da de fleste favoritter er hurtigere, er det kun til hans store fordel, at årets udgave ser ud til at blive voldsomt selektiv.

Kører han som i 2018, er der i hvert fald ikke mange, der har Benoots klasse på svære stigninger som Molenberg, Muren og Bosberg, og denne gang kan han endda måske ende i en situation, hvor han med Tim Wellens og Jens Keukeleire ved sin side kan sidde i overtal. I sidste ende er det dog formentlig på ren råstyrke, at Benoot skal køre fra konkurrenterne, og det viste han i Strade Bianche, at han i den grad er i stand til.

Sonny Colbrelli var som landsmanden Trentin en af de ryttere, der i 2018 aldrig fik vist sit potentiale. Det skyldtes nemlig sygdom, der betød, at han aldrig fandt sin bedste form. I sin første brostenskampagne i 2017 viste han imidlertid med en 7. plads i E3 og en 10. plads i Flandern Rundt, at han har stort potentiale i de hårdeste løb, og enhver, der så hans præstationer sidste efterår, vil vide, at Colbrelli nu er endnu stærkere. I Oman led han i varmen, men fandt sig siden til rette og tog en helt suveræn sejr i den stigende spurt på 4. etape. Formen synes med andre ord god, men han kan blive ramt af, at løbet bliver lidt for hårdt. Han har nemlig stadig til gode at sidde med ovennævnte specialister, når det for alvor bliver hårdt, og dette medvindsløb kan blive en anelse for tungt for ham. Til gengæld har han den fordel, at det blandt løbets favoritter vel kun er den mindre holdbare Arnaud Demare, der slår ham på stregen, og han er da også på papiret hurtigere end selv Trentin. Derfor er det løbets hårdhed, der kan blive for vanskelig, for sidder han med hjem, ligner Colbrelli vinderen.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DK TOUR - MED KRAGH OG VALGREN?
 

Vi var mange, der glædede os til at se Søren Kragh folde sig ud på pavéerne i 2018, efter at han i Paris-Tours i 2017 havde fået sit store gennembrud. Det ødelagde en kombination af hjernerystelse og sygdom, og han fandt derfor aldrig formen. Det gjorde han til gengæld senere på sæsonen, hvor han særligt med sejren i en episk udgave af Paris-Tours viste sin tårnhøje klasse. Nu får vi endelig chancen for at se, hvad han virkelig kan i de hårde flamske løb, der på papiret passer ham ideelt, og han kommer endda til løbet i storform. Hans 2. plads på Alto do Malhao i Volta ao Algarve samt en 2. plads på enkeltstarten viste i hvert fald, at han er helt forrygende i øjeblikket, og der findes næppe mange, der kan matche ham på rå power i disse dage. Det er klart, at han stadig har til gode at vise sig frem i disse løb, men på papiret har han med st punch alt, hvad der skal til for at sidde med på de stejle hellingen. Selv i en spurt kan han tage kampen op mod de fleste, og dermed har han gode kort i næsten alle scenarier. På papiret er Michael Matthews ganske vist den erklærede Sunweb-kaptajn, men i en knaldhård udgave taler benene, og det burde være til fordel for formstærke Kragh.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Deceuninck-Quick Step legede sidste år kispus med alle rivalerne i brostensløbene, hvor de med deres overtal gav feltet den ene lektion efter den anden. Efter tabet af Niki Terpstra står de imidlertid betydeligt svagere denne gang, men de har stadig i hvert fald fire kort at spille. Det bedste af disse ser ud til at være Philippe Gilbert, der efter en fornem sejr i Tour La Provence, hvor ruterne var til den svære side for den ikke længere så klatrestærke belgier, har vist, at han er tilbage efter sidste års grimme styrt i Touren. Sidste år fik han ganske vist ikke den store sejr, men det skyldtes mere det taktiske spil, hvor han på Quick-Step ofte blev fanget i en låst rolle. På bakkerne var han i hvert fald stærk, også selvom der var folk, der var stærkere end ham. Vi tror da heller ikke, at Gilbert vinder på ren styrke, men en kombination af et taktisk overtal og hans fine løbsnæse gør ham altid til en farlig rytter. Han skal spille kortene rigtigt, men ender han i en situation, hvor han skal spurte om sejren, vil han - som han viste i Provence - altid stå ganske stærkt.

Vi forventer egentlig, at Quick-Steps stærkeste vil være Zdenek Stybar. Tjekken har ganske vist ikke haft sine bedste år, men lige netop i Omloop og Strade Bianche er han næsten altid blandt de allerstærkeste. I år synes han endda at være bedre forberedt end måske nogensinde, efter at han chokerede i ALgrave, hvor han både vandt kongeetapen på Malhao og med en 10. plads kørte sit livs enkeltstart. Også sidste efterår sluttede han stærkt af, og noget kunne tyde på, at Stybar er på vej tilbage mod fordums styrke. Er han det, har vi al mulig grund til at tro, at han vil være blandt de allerstærkeste på Muren og de sværeste hellingen, men for Stybar vil det altid kræve lidt held at vinde. Selvom han er hurtig, slår de fleste af favoritterne ham på stregen. Til gengæld vil han have glæde af, at løbet har udsigt til at blive knaldhårdt, og kan han udnytte et Quick-Step-overtal, kan han sagtens ende med endelig at tage den sejr, han fortjener.

Som sagt har vi på Sunweb størst forventninger til Kragh, men holdets erklærede kaptajn er Michael Matthews. Hidtil har den alsidige australier altid fokuseret mest på Ardennerne, men efter at han sidste år vandt kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han på Muren overspurtede Van Avermaet, har han i år besluttet at satse fuldt på de flamske klassikere inden Ardennerne. Han har derfor Omloop som et første mål og jagter revanche, efter at han sidste år styrtede ud af løbet og med en brækket skulder fik ødelagt sit forår. Han er imidlertid også lidt af et wildcard, da han er feltets eneste rytter, som ikke har kørt ét eneste løb i år. Det er nu ikke uset for Matthews, der altid starter sent, og som mestrer kunsten af træne sig i form, som han viste, da han for et par år siden på allerførste løbsdag vandt prologen i Paris-Nice. En klassiker er dog en anden sag, og man kan have sin tvivl, om Matthews virkelig har løbsfarten til at begå sig i det, der tegner til at blive en knaldhård affære. Samtidig har han stadig til gode at vise, at han kan matche de bedste på de stejle hellingen, for også i BinckBank Tour havde han undervejs sine problemer. Medvinden er derfor ikke just til hans fordel, men til gengæld har han den fordel, at han kan slå næsten alle i en spurt.

Sidste år var Niki Terpstra den suverænt stærkeste i de flamske klassikere, og han endte med at køre feltet midt over i de to sværeste af disse, nemlig E3 og Flandern Rundt. Ingen kan derfor benægte, at Terpstra tilhører den absolutte elite i disse løb, og i år var han endda bedre end nogensinde. Til gengæld er hans historik i Omloop også begrænset, og siden 2. pladsen i 2015 er han faktisk ikke blevet bedre end nr. 30 i 2016. Han har heller ikke imponeret i Oman, som han gjorde det sidste år, og han synes ikke at være helt lige så velforberedt som for 12 måneder siden. Dertil kommer, at han vil være voldsomt hæmmet af ikke længere at køre på sportens superhold, og nu kan han forvente at skulle klare finalen helt på egen hånd. Det ved vi, at en Terpstra i topform sagtens kan, men om formen rækker nu, er tvivlsomt, ikke mindst fordi hans dårlige spurt betyder, at han næsten altid skal alene hjem for at have en vinderchance.

Mange belgieres øjne vil naturligvis være rettet mod Wout Van Aert, der med sin 9. plads i Flandern Rundt og 3. plads i Strade BIanche samt stærk kørsel i et uheldsramt Paris-Roubaix viste, at han allerede i første forsøg kunne køre med om sejrene i de store klassikere. Nu er han endda kommet til et langt bedre hold hos Jumbo, hvor han vil have både bedre materiel og større støtte fra særligt Taco van der Hoorn og Mike Teunissen, men også Timo Roosen, Amund Grøndahl Jansen og Danny Van Poppel i en ganske stærk trup. Han kommer lige fra en totalt fejlslagen crosssæson, men lige siden december har han lignet en mand, der har haft hovedet mere på landevejen end på crosscyklen. Derfor er han helt sikkert klar, selvom det kan kræve noget tilvænning at indstille sig på en fem timer lang dag i sadlen og ikke en ”spurt” på blot en time. Omvendt viste han sidste år, hvor han kørte med de bedste på Muren og blev nr. 3 i et episk Strade Bianche, at han kan præstere fra km 0. Hans store motor gør ham skabt til et hårdt løb som dette, men selvom han er hurtig, er der en del favoritter, der er hurtigere end ham.

Michael Valgren stiller til start som forsvarende mester, og vi har ikke den store tvivl om, at han er i storform. Han melder i hvert fald selv, at han har trænet som en gal, og hans 10. plads på Foia-stigningen i Algarve var en bekræftelse af de gode ben. Vi har derfor heller ikke den store tvivl om, at Valgren nok skal spille en rolle i finalen - i hvert fald hvis ikke han fanges i den positionskamp, der er hans svaghed - men han har stadig til gode at vise, at han kan sidde med de mere eksplosive folk på de stejle hellingen. Det er først og fremmest hans enorme motor og hans kløgtige hoved, der skal bringe ham langt, for han vinder også kun sjældent en spurt i Ninove. Derfor skal det taktiske spil gå hans vej, hvis han skal gentage sidste års sejr, og det ligner måske mere en topplacering end et titelforsvar. Omvendt er han snu som bare pokker, og det er ikke uden grund, at han sidste år vandt to klassikere, selvom han var oppe mod stærkere folk.

Hvad skal man mene om Tim Wellens? Den alsidige belgier har for vane at starte sine sæsoner som lyn og torden, og det har han også gjort i år, hvor han senest vandt to etaper i Andalusien. At han kom til kort på kongeetapen, siger intet om hans fine form, for det var hele tiden klart, at han her ville få det svært mod klatrerne. Alligevel må man have sin tvivl om ham inden Omloop, for hans erfaring på brostenene er begrænset, og igen i år er dette det eneste brostensløb, han kører. I 2018 angreb han ligesom Benoot alt for tidligt i modvinden, og vi fik derfor ikke hans evner i finalen at se. Til gengæld ved vi fra BinckBank Tour, hvor han ofte har kørt alle midt over i Ardennerne, at han er kommet lidt til kort mod de tungere ryttere på brostenene. Trods sin hurtighed er han samtidig overmatchet af mange af favoritterne i en spurt. Til gengæld kan han, Benoot og måske Jens Keukeleire spille spillet, hvis han har styrken til at sidde med io den absolutte finale.

Det er en skam, at vi ikke kan have de store forventninger til Jasper Stuyven. Hans stærke efterår indikerede nemlig, at han var klar til at tage det sidste skridt efter et 2018, hvor han med top 10-placeringer i alle de store WorldTour-klassikere fra Omloop til Roubaix (kun i Strade Bianche fejlede han) var den måske mest stabile af alle. Han manglede det allersidste for også at køre med om sejren, men det er der håb om at han kan i år. Desværre styrtede han på 1. etape i Algarve, og selvom han intet har brækket, måtte han udgå tidligere end ventet og fik slet ikke det ønskede udbytte af det portugisiske løb. Derfor tvivler vi på, at han er skarp nok bare en uge senere, men alt afhænger af, hvordan han er kommet sig. Med sin gode spurt står han naturligvis ganske stærkt, hvis han kan sidde med i den knaldhårde finale.

For et par uger siden var vi stærkt fristede til at gøre Dylan Van Baarle til en af de tunge favoritter til dette løb. Hollænderen oplevede nemlig en drømmestart i Australien, hvor han klatrede på et helt nyt niveau og tog en choksejr i Herald Sun Tour. Desværre kan man have en frygt for, at han har toppet for tidligt, for modsat mange andre imponerede han bestemt ikke i Algarve. Man skal som sagt passe på med at lægge alt for meget i de tidlige etapeløb, men det kan være ganske ildevarslende for en mand, der aldrig har kørt med de allerbedste på de svære hellingen. Da han heller ikke er specielt hurtig og savner Gianni Moscon ved sin side, skal han nok have lidt held og lave ”en Valgren” for faktisk at vinde, hvis han overhovedet sidder med til allersidst.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Rytterne, der var i Oman, er formentlig stadig helt rundtossede over at være blevet rundbarberet af Alexey Lutsenko i den arabiske ørken. Kasakken var mildt sagt ustoppelig, vandt hele tre etaper og slog endda Domenico Pozzovivo på selveste Green Mountain. Det kunne foranledige en til at tro, at han med sikkerhed vil være med helt fremme også i Omloop, men så enkelt er det desværre ikke. Sidste år var han nemlig næsten lige så stærk i Oman, men som det er sket hver eneste gang, kom han til kort i de store løb i Europa. Kun i Omloop kørte han finale, men heller ikke her havde han samme overlegne styrke som i Oman. I år satser han klogelig på Ardennerne, der umiddelbart passer ham bedre, og vi tvivler på, at han har den nødvendige power til at true de virkelige specialister her. Vi håber, at han med sin superform endelig kan vise sig frem i et storløb som dette, men han har stadig til gode at tage sin bedste form med sig til den helt store scene.

Deceuninck-Quick Steps tredje kort er Yves Lampaert, der i år er avanceret en plads i hierarkiet. En overbevisende klatreindsats i rollen som støtte for Enric Mas samt en fremragende enkeltstart i Algarve har dokumenteret den gode form, men spørgsmålet er, om ikke dette løb er lidt for hårdt for Lampaert. Hidtil har han gjort det godt i Dwars door Vlaanderen og Paris-Roubaix, men han har altid manglet den sidste eksplosivitet på de stejle hellingen. Selvom han er hurtig, er han ikke den hurtigste, og derfor er hans vej til sejr formentlig, at han skal udnytte sit holds overvældende styrke. Det har han bestemt også muligheder for, men vi har stadig en tvivl om, hvorvidt dette løb alligevel har en lidt for svær finale til, at han kan være med helt fremme.

Endnu mere usikkerhed hersker om holdets fjerde kaptajn, Bob Jungels. Vi er mange, der længe har efterspurgt, at han giver klassikerne et seriøst forsøg, og det gør han i 2019, hvor han satser på den fulde brostenssæson. På papiret har han den rette power, som han også viste i U23-udgaven af Roubaix samt på brostensetapen i Touren sidste år, men han har stadig meget at lære i dette løb. Formen kan der til gengæld ikke herske tvivl om efter en fremragende indsats i Colombia, hvor han blandt andet snød sprinterne med et soloangreb på 4. etape. Han er næppe eksplosiv nok til at matche de virkelige specialister på bakkerne, men kan han sidde i overtal med sine holdkammerater til sidste, ved vi fra Liege i 2018, at Jungels er snu og stærk nok til at udnytte det til sin fordel.

En af de ryttere, der kan ærgre sig over løbets formodede hårdhed er Arnaud Demare. Hans 6. plads på enkeltstarten i Algarve viser, at han er i fremragende form, men han har stadig aldrig kunnet følge med de bedste på de sværeste hellingen. Der er stadig et ganske langt spring op til de bedste, og man må nok tvivle på, om han vitterligt allerede har lukket så stort hul. Vi lader os gerne overraske, for Demare har naturligvis altid sin spurt som et dødbringende våben, men årets løb har nok udsigt til at blive en anelse for hårdt til, at han kan køre med om sejren.

Daniel Oss er hos Bora som Peter Sagans vigtigste løjtnant, men her får han sin egen chance. Den store italiener havde et svært 2018, men i tiden hos Van Avermaet kørte han nogle fremragende finaler. Han er brølstærk og heller ikke helt langsom i en spurt, og han synes især at have tendens til at køre stærkt i årets første klassikere. Hans form er lidt usikker efter en lang pause, men han har forberedt sig målrettet mod de store endagsløb. Han har meget at bevise efter sidste sæson, men genfinder han rytmen, ved vi, at han kan sidde med helt fremme.

Endelig vil vi pege på Luke Rowe. For tre år siden havde han kurs mod det store klassikergennembrud, da han blev nr. 4 i dette løb, og året efter fortsatte han takterne med en 6. plads. Desværre kostede først uheld og siden det grimme benbrud fra den uheldige polterabend ham mulighederne for at bygge videre på potentialet, men heldigvis er han nu på vej tilbage. Han var yderst overbevisende i sit arbejde for Poels i Algarve, og hans råstyrke har han også dokumenteret som stensikker mand ved Froomes side i Tourens første uge. Vi har stor tiltro til, at Rowe kan køre finale, men desværre mangler også han spurtevnerne til for alvor at kunne drømme om sejr.

Vi runder analysen af med at kommentere øvrige ryttere, der på de enkelte hold kan gøre det godt:

Dimension Data: Edvald Boasson Hagen var i forrygende form i Valencia, men efter at han udgik i Algarve med sygdom, har vi vores tvivl om, hvorvidt formen stadig er god nok.

Deceuninck-Quick Step: Florian Senechal kan køre finale, men med hele fire kaptajner ender han nok som hjælper.

Lotto Soudal: Jens Keukeleire er holdets tredje kaptajn og hurtigere end både Benoot og Wellens, men vi tvivler på, at han efter nogle lidt magre forår kan være med helt i front.

Ag2r: Alt hsndler om Naesen, men Silvan Dillier har potentiale til at komme langt.

Astana: Lutsenko ligner det bedste bud, da vi tror, at løbet bliver lidt for hårdt for Magnus Cort, der også er hæmmet af sine problemer i positionskampen. Davide Ballerini har et stort potentiale, men er for uerfaren og var ikke imponerende i Oman.

Bahrain-Merida: Forventningerne til Matej Mohoric er store, men vi så i BinckBank Tour, at han er en anelse for spinkel til at matche kraftkarlene på brostenene. Det samme er formentlig tilfældet for Dylan Teuns i dennes første brostenstest, og ellers formstærke Ivan Garcia skal først og fremmest servicere Colbrelli og co.

Bora-hansgrohe: Oss ligner det bedste bud, da ruten nok trods alt er for hård til både Pascal Ackermann, der ellers imponerer også med sin holdbarhed og Jempy Drucker. Lukas Pöstlberger har stort potentiale, men det er for tidligt at køre med om sejren.

CCC: Alt handler om Van Avermaet, men en formstærk Lukasz Wisniowski kan sidde med i finalen.

EF: Her er Vanmarcke enerådig kaptajn, men en meget formstærk Sebastian Langeveld kan mske i finalen vise, hvorfor han er tidligere vinder af dette løb.

FDJ: Vi er meget spændte på at følge den formstærke Stefan Küng, der klatrede godt i Algarve. Han har motoren, men mangler nok eksplosiviteten til at følge de bedste på bakkerne.

Mitchelton-Scott: Luke Durbridge har vist, at han kan køre finale i de hårde brostensløb, men hans form er et helt åbent spørgsmål efter en lang pause, og da han ikke er en udpræget vinder, skal han først og fremmest hjælpe formstærke Trentin. Dion Smith har også vist potentiale i disse løb.

Movistar: Jurgen Roelandts har vist god form i de spanske løb, men efter nogle svære sæsoner har han stadig til gode at vise, at han kan genfinde sit gamle niveau, der ellers har givet en podieplads i Flandern Rundt.

Jumo-Visma: Van Aert er nr. 1, men især Taco van der Hoorn og også Mike Teunissen og Timo Roosen kan komme langt. Ruten er nok for hård for Danny Van Poppel, men han kan godt overraske positivt.

Katusha-Alpecin: Nils Politt står foran et stort gennembrud, ikke mindst nu, hvor han vist, at han også kan spurte til husbehov. Han er brølstærk, men mangler nok lidt eksplosivitet. Løbet bliver nok en anelse for hårdt for en ellers formstærk Jens Debusschere.

Team Sky: Rowe og Van Baarle er de bedste kort, da Ian Stannard ikke længere har de nødvendige klatreevner til at være med fremme på denne rute. Måske kan Owain Doull fortsætte sin fremgang.

Sunweb: Det handler 100% om Kragh og Matthews.

Trek-Segafredo: Mads Pedersen har stadig til gode at bekræfte det flotte Flandern Rundt, og hans form i Algarve så desværre ikke ud til at være helt skarp nok til at tro på et topresultat i så svært et løb. Edward Theuns har ikke givet tegn på, at han er på vej mod fordums styrke.
 

UAE: Jasper Philipsen får efter sin stærke start sin eneste store klassikerchance i denne weekend, men han er dog nok trods alt for ung til at kunne køre finale i så svært et løb.

Cofidis: Ruten er nok lidt for hård for en ellers formstærk Christophe Laporte, der tillige har været ramt af sygdom i de seneste uger. Damien Touze har et vist potentiale, og Bert Van Lerberghe har før gjort det hæderligt, slevom denne rute er for hård.

Correndon-Circus: En formstærk Jimmy Janssens kan gøre det godt, men uden van der Poel er de ikke med helt fremme.

Direct Energie: En lovende Antony Turgis har potentiale, men på det franske hold handler alt om Terpstra.

Roompot: Lars Boom melder selv, at han er på vej tilbage, men han har stadig meget at bevise efter sin hjerteoperation.

Sport Vlaanderen: Benjamin Declercq, Thomas Sprengers, Piet Allegaert og Amaruy Capiot kan alle gøre det pænt uden at være med helt i front.

Wallonie-Bruxelles: Løbet er for hårdt for de mange sprintere. Baptiste Planckaert bør komme længst.

Wanty: Loic Vliegen er holdets kaptajn, men han har efter sin sydgom ikke fundet formen. Derudover har en formstærk Aime De Gendt et vist potentiale, ligesom også Frederik Backaet før er komme lang ti disse løb. Xandro Meurisse prøver første gang brostenene, men mangler nok erfaring og er heller ikke i topform.

OPDATERING: Sygdom har desværre betyder, at Søren Kragh ikke kommer til start. Dermed kører Sunweb 100% for Matthews.

OPDATERING 2: Desværre kommer en syg Matej Mohoric heller ikke til start. Af ukendte årsager er også den ellers meget lovende Luke Rowe taget af.

OPDATERING 3: Sygdom tvinger også Arnaud Demare ud af løbet. FDJ satser i stedet på en velkørende Stefan Küng.

***** Sep Vanmarcke

**** Greg Van Avermaet, Matteo Trentin

*** Oliver Naesen, Tiesj Benoot, Sonny Colbrelli, Philippe Gilbert, Zdenek Stybarr

** Michael Matthews, Niki Terpstra, Wout Van Aert, Michael Valgren, Tim Wellens, Jasper Stuyven, Dylan Van Baarle, Alexey Lutsenko, Yves Lampaert, Bob Jungels, Daniel Oss

* Jurgen Roelandts, Stefan Küng, Jens Keukeleire, Nils Politt, Magnus Cort, Edvald Boasson Hagen, Taco van der Hoorn, Mads Pedersen, Jasper Philipsen, Christophe Laporte, Mike Teunissen, Luke Durbridge, Timo Roosen, Lukas Pöstlberger, Pascal Ackermann, Jempy Drucker, Dylan Teuns, Jens Debusschere

BEMÆRK: Lad os understrege, at stjernetildelingen er udtryk for sejrschancer og ikke en afspejling af et formodet resultat. Således har eksempelvis Zdenek Stybar, Michael Valgren og Wout Van Aert større chancer for faktisk at køre finale end eksempelvis Sonny Colbrelli, men italienerens hurtighed gør, at han har større chancer for faktisk at ende øverst på podiet.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DK TOUR - VIND EN CYKEL! SPILLET STARTER LØRDAG!
 

Danskerne

Som omtalt ovenfor regner vi Michael Valgren som hørende til blandt favoritterne, og hans chancer er omtalt i detaljer ovenfor. Det samme er tilfældet for Magnus Cort og Mads Pedersen. Derudover burde Mads Würtz havde nogenlunde frie tøjler på et Katusha-hold anført af Nils Politt og Jens Debusschere, men efter en svær vinter meldes han ikke at være i topform. Matti Breschel skal støtte Vanmarcke på EF efter en lidt kompliceret start på året, og Lars Bak spiller samme rolle for Valgren og Boasson Hagen på Dimension Data. Christopher Juul skal hjælpe formstærke Trentin på Mitchelton-Scott, mens Asbjørn Kragh og Casper Pedersen skal være der for Matthews på Sunweb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Valgrens sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejre fra 2017 og 2016, Ian Stannards sejre fra 2015 og 2014, Luca Paolinis sejr fra 2013 og Sep Vanmarckes sejr fra 2012.