Optakt: Søndagens etaper i Andalusien, Algarve og Frankrig

Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og senere også til WorldTour-løbet UAE Tour, der skydes i gang på søndag. I kan læse optakterne til Vuelta a Andalucia, Volta ao Algarve og Tour du Alpes Maritimes et du Var.

Søndag gælder det 5. etape af Vuelta a Andalucia og Volta ao Algarve samt 3. etape i Tour du Alpes Martimes et du Var.

Vuelta a Andalucia - 5. etape

Ruten

Vuelta a Andalucia er et af de få spanske etapeløb, der altid har en enkeltstart på programmet, mens den placering, længde og karakter er varierende. I 2016 var løbet en rigtig lækkerbisken for enkeltstartsrytterne, der i en 21 km lang kamp mod uret havde mulighed for at åbne helt afgørende tidsforskelle. I de senere år er der skruet ned for længden, og i år har den fået yderligere en tand ned, da der blot skal tilbagelægges 13 km alene i kamp mod uret. Som altid i Andalusien vil specialisterne heller ikke være voldsomt begejstrede for en rute, der både byder på lidt klatring og et hav af tekniske udfordringer. Det håber klatrerne at kunne udnytte til at forsvare lidt af den vundne tid fra bjergetaperne, inden vinderen af det andalusiske etapeløb skal kåres søndag eftermiddag.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Enkeltstarten er som sagt bare 13,0 km og er henlagt til Cala de Mijas, der ligger nær Marbella på den spanske solkyst. Fra starten i byens centrum kører man mod sydvest ned langs vandet, inden man drejer mod nordvest for via en bakke at køre ud gennem byen. Efter bakken og 2,0 km venter 200 m på grusvej, hvorefter det siger let mod vest og nordvest op til en lille rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Den indledes med en bakke (500 m, 9,6%), der efterfølges af et kort plateau og dernæst 900 m med 7,0% i snit, indtil man på etapens højeste punkt tager en mellemtid efter 5,3 km.

Efter mellemtiden falder det på resten af rundstrækningen, hvorefter det falder mod sydøst ind mod Granada, hvor det efter 8 km bliver fladt. Her venter en uhyre kringlet strækning, der byder på to skarpe sving, inden man med 2,8 km drejer 180 grader. Med 2,3 km igen er der endnu et skarpt sving, hvorefter der venter en bakke (800 m, 6,1%), indtil man kører igennem en rundkørsel med 1,6 km igen. Herefter falder det ned mod en rundkørsel med 1000 m igen, hvorefter det er let faldende på den sidste kilometer, der byder på skarpe sving med 500 og 100 m igen.

Etapen byder på i alt 253 højdemeter.

Cala de Mija har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Efter nogle næsten vindstille dage kommer man ud til kysten, hvor det er lidt mere blæsende. Det vil igen være en skyfri dag, men denne gang bliver temperaturen ”kun” 16 grader. Der meldes om en konstant let til jævn vind (18 km/t) fra øst, hvilket primært betyder med- og sidemedvind på turen ud til mellemtiden og herefter hovedsageligt mod- og sidemodvind, herunder sidemodvind på de sidste 1500 m.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Favoritterne

Enkeltstarter er normalt ikke alt for vanskelige at spå om. Ofte er der kun et begrænset antal specialister, der kan gøre sig gældende, og selvom det kan være svært at pege på en klar favorit, er kandidatfeltet ofte til at overskue.

Sådan er det imidlertid ikke til årets enkeltstart i Ruta del Sol. Vi taler tværtimod om en af de mest åbne og uforudsigelige, jeg kan mindes. De andalusiske enkeltstarter er kendt for at være kringlede, og årets udgave er bestemt ingen undtagelser. 250 højdemeter over 13,0 km er ganske pænt, og da bakkerne samtidig er ganske stejle, bliver der mange rytmeskift. Det bliver endnu mere markant i den meget tekniske finale inde i byen, og dermed er der tale om meget speciel enkeltstart, der ikke tiltaler klassiske specialister, men snarere teknisk dygtige ryttere med et godt punch og visse klatreevner. Der er i hvert fald ikke megen plads til at åbne op for den enorme power.

Som sagt er det ikke første gang, at vi har haft særprægede enkeltstarter i løbet. De har oftest været kuperede, og det er stort set altid klassementsrytterne, der kører om det. Sådan var det også sidste år, hvor Tim Wellens sejrede foran Jakob Fuglsang på en rute, der godt kan have visse ligheder med denne, selvom årets udgave er kortere og synes mere teknisk. Ofte ser vi endda ret temposvage klassementsfolk gøre det godt - bare se på sidste års resultat - men det skyldes også, at tempospecialisterne næsten alle foretrækker Algarve, hvor enkeltstarterne er mere klassiske.

Heldigvis ser det ud til, at det bliver en kamp på lige vilkår. Våde veje kunne have gjort den kringlede rute til et blodbad, men nedbør vil være en by i Rusland. Det vil være relativt blæsende, men vinden bør være konstant for alle ryttere. Dermed er forholdene ens for de tidligt startende specialister og de sent startende klassementsryttere.

Det er sjældent, at jeg har haft så mange hovedbrud over en enkeltstart. Havde den været flad, havde specialisten Edoardo Affini været i særklasse, men jeg er kommet til den konklusion, at jeg mere tror på klassementsrytterne. Bakkerne er i sig selv et problem for Affini, selvom han ikke er helt uden klatreevner, men værre er det, at ruten er så teknisk. Der er stort set ikke plads til at åbne for gassen, og da han samtidig vil tabe tid på stigningerne, der er ganske stejle for en stor fyr som ham, er det svært at se, hvor han vil finde den igen.

Til gengæld er det også helt åbent mellem klassementsrytterne, hvor vi ikke har deciderede specialister som Roglic, Dumoulin, Thomas eller Froome. Antallet af mulige vindere er mange, og derfor er det også med enorm usikkerhed, at jeg peger på Jakob Fuglsang. Danskeren er alt andet end specialist, men siden den flotte enkeltstart i Tour de Suisse i 2018 har han nærmet sig det niveau, han havde før sit mærkelige niveaufald efter de første år. Sidste år blev han nr. 2 på en tilsvarende rute, og han gjorde det også pænt på kuperede ruter i Dauphiné og Touren. Til gengæld er jeg lidt bekymret for, om hans manglende eksplosion kan koste på så kringlet en rute, selvom han er teknisk dygtig, og den kortere distance er heller ikke til fordel for hans dieselmotor. I dag måtte han også indse, at han ikke er i særklasse i løbet. Alligevel ligner han lige nu løbets mest formstærke rytter, og jeg tror, at det vil gøre udslaget i et felt, hvor de oplagte favoritter mangler.

Faktisk var jeg klar til at pege på Pello Bilbao, men skiftede mening i sidste øjeblik. Den lille basker er nemlig blevet en ganske stærkt temporytter, som han viste i sidste års Giro, hvor han blev nr. 6, 7 og 9 på de tre kuperede enkeltstarter. Modsat Fuglsang er han også meget eksplosiv, og denne rute synes faktisk at være næsten skræddersyet til ham. Sidste år blev han blot nr. 7 i dette løb, men formmæssigt er han længere fremme denne gang. Når jeg alligevel vælger at pege på dansk sejr, skyldes det, at Bilbao åbenlyst endnu ikke har fundet de sidste procent, og formmæssigt synes længere tilbage.

Marc Soler kan redde Movistars løb, og det burde han have pæne chancer for. Spanieren er blevet bedre og bedre igennem løbet og synes efterhånden at nærme sig sin bedste form. 2. pladsen i Paris-Nice i 2018 samt top 10-placeringer i Vueltaen og Touren viser, at han er en ganske eminent temporytter og formentlig også den bedste af de tre nævnte på en klassisk enkeltstart. Desværre er der ikke meget klassisk over denne rute, og selvom hans 2. plads i Paris-Nice faktisk kom på en meget kringlet rute også, tror jeg, at denne kan være for kort og teknisk for en fyr som ham.

Jack Haig var i dag klogeste mand, men måske også den stærkeste, da han efter sin afventende kørsel åbnede op på Purche. Tempospecialist er han desværre ikke, men sidste år blev han alligevel nr. 6 i dette løb. Det vidner endnu engang om, at formstærke klassementsryttere kommer langt på ruter som disse, og det gør naturligt Haig til kandidat. Formen sidder i skabet, men har han eksplosionen og tempoevnerne? Det finder vi ud af søndag.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

I gamle dage havde det været let at pege på Ion Izagirre . Dengang var han en af verdens bedste på kuperede enkeltstarter, men de evner er i dag endt på historiens mødding efter to sæsoner, hvor han har skuffet igen og igen. Sidste år blev han som favorit også blot nr. 3 i dette løb, og i år synes han at være formmæssigt betydeligt længere tilbage. Omvendt er denne tekniske rute faktisk ganske perfekt til baskeren, der har kørt fremragende på tekniske ruter i Romandiet, og skal han vinde en enkeltstart igen, kunne det godt være denne. Der var vel en grund til, at Fuglsangs primære mission i dag tilsyneladende var ikke at risikere at tabe løbet til sin holdkammerat.

På papiret er Brandon McNulty den eneste af klassementsrytterne, der kan kaldes specialist. Sådan må man kalde en mand, der har været juniorverdensmester og to gange har været på podiet til U23-VM. Han skuffede dog meget i løbet af 2019, og det har skabt tvivl. Han kørte til gengæld en flot enkeltstart i San Juan trods mere blæsende betingelser end rivalerne, men jeg tror desværre, at denne rute bliver for teknisk, kort og kringlet til, at han kan være med helt i front.

Som temporytter er Dylan Teuns utilregnelig. Sidste år blev han bare nr. 11 i dette løb, ligesom han skuffede i sit trøjeforsvar i Dauphiné, men til gengæld er han blevet nr. 9 i Vueltaen og nr. 4 i Valencia på en ligeledes kuperet rute. Med Teuns ved man aldrig, hvad man får, og det kan gå begge veje. Formen er heldigvis god, og ruten burde også passe til en eksplosiv ardennerfyr som ham, men måske er den lidt for teknisk til at passe ham ideelt.

Jokeren er selvfølgelig Edoardo Affini. Hans EM-bronze er rigeligt til at bevise, at han er feltets helt store specialist, men spørgsmålet er, om ikke ruten er for kuperet og teknisk. Formen er også et lidt åbent spørgsmål i et løb, hvor han bare har hjulpet holdet. Det betyder ikke, at han ikke kan være flyvende, ,men det skal han formentlig også være for at vinde på denne rute.

En anden joker er Damiano Caruso. I storform havde han været min favorit efter sidste års 4. plads på en lignende Giro-enkeltstart. Desværre er han et stykke fra sit højeste niveau, og selvom han var meget bedre i dag, tror jeg, at han stadig mangler for meget.

Sammen med Affini er Nelson Oliveira den anden store specialist. Jeg tvivler dog på, at han kan være i front på denne rute. Først og fremmest er distancen for kort for hans dieselmotor, og for det andet er ruten for teknisk til, at han kan gøre brug af sin power. Bakkerne klarer han fint, og formen viste han med den gode enkeltstart i San Juan, men jeg tvivler på, at han kan vinde på denne rute.

Brent Bookwalter er også en semispecialist, der synes i fornem form, og han kan gøre det godt. Det samme kan Enric Mas, der ikke er specialist, men er blandt de bedre klatrere, bliver bedre og bedre efter sin sygdom og før har kørt chokerende gode enkeltstarter. Silvan Dillier er i storform, men kan nok ikke vinde på denne kuperede rute, og det samme gælder for Alexander Edmondson og Niki Terpstra . Matej Mohoric vil elske den tekniske natur, men mangler nok for meget power på det flade. Endelig er ruten for kuperede for Alexis Gougeard og Jasper de Plus, mens Thibault Guernalec ikke har præsteret på dette niveau, og Valerio Conti er helt ude af form.

Feltet.dks vinderbud: Jakob Fuglsang

Øvrige vinderkandidater: Pello Bilbao, Marc Soler

Outsidere: Jack Haig, Ion Izagirre, Brandon McNulty, Dylan Teuns, Edoardo Affini

Jokers: Damiano Caruso, Nelson Oliveira, Brent Bookwalter, Matej Mohoric, Silvan Dillier, Enric Mas, Alexander Edmondson

Volta ao Algarve - 5. etape

Ruten

For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret nu betyder, at etapen ikke spiller helt samme altafgørende rolle, er det stadig en meget betydningsfuld dag. I gamle dage var det kutyme, at den først kom efter bjergetaperne, men siden 2014 er den blevet afviklet før Malhao-etapen. Sådan bliver det ikke i år, hvor løbets vigtigste etape er tilbage på sin gamle plads sidst i løbet, og det sker i præcis samme format som i 2018 og 2019. Det er således de samme 20,3 småkuperede kilometer omkring byen Lagoa, der vil runde Portugals største løb af og i år også krone vinderen af løbet.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Årets enkeltstart er altså i alt 20,3 km lang mod de tidligere 18 km fra den senest benyttede rute i 2016 og 2017 og både starter og slutter i Lagoa. Fra starten går det mod sydvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter ca. 4 km når kysten. Den følger man mod øst op over en 600 m lang bakke, der stiger med 5,3% i gennemsnit ,og forbi den første mellemtid efter 5,7 km. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod øst og senere nord ind i landet, inden man atter kører mod sydøst gennem let kuperet terræn, inden en lille bakke (500 m, 7,2%) leder frem til den sidste mellemtid, der tages efter 13,6 km. I den sidste del af etapen går det først mod nord, siden vest og til slut nordvest frem til Lagoa, og denne fase er først flad og siden let faldende. Den sidste kilometer følger en lige vej med en rundkørsel lige inden stregen.

Etapen byder på i alt 200 højdemeter.

Sidste år var det en af specialisterne, der sejrede, idet Stefan Küng slog Søren Kragh med bare 2 sekunder og Yves Lampaert med 5 sekunder. Da ruten gjorde debut i 2018, slog en af klassementsrytterne til, idet Geraint Thomas i ganske overlegen stil sejrede foran Victor Campenaerts og Stefan Küng og herved kørte sig i førertrøjen. Lagoa har derudover i dette årtusinde kun være målby to gange tidligere. Det var i 2013, hvor Theo Bos vandt en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Bruno Sancho, samt i 2012, hvor Edvald Boasson Hagen spurtsejrede foran Kris Boeckmans og Gerald Ciolek.

Vejret

Efter nogle vindstille dage bliver det pludselig blæsende. Vejret vil stadig være fremragende med en skyfri himmel og temperaturer på 21 grader. Til gengæld vil det være blæsende med en frisk til hård vind (25 km/t) fra øst og sydøst, men den skulle aftage med ca. 10 km/t i løbet af etapen. Det giver først sidevind frem til første mellemtid, mens der primært vil være mod- og sidemodvind mellem de to mellemtider. Herfra vil der være en kombination af med-, sidemed- og sidevind på turen tilbage til Lagoa, herunder sidemedvind på det sidste stykke ind mod mål.

Favoritterne

Selvom han viste sig faktisk bare at være et menneske, tog Remco Evenepoel et stort skridt mod den samlede sejr ved at overleve dagens kongeetape uden væsentlige tidstab. Nu er eneste trussel mod en samlet sejr reduceret til at være Maximilian Schachmann, og da de er i samme tid, vil vinderen af løbet være den af de to talenter, der kører stærkest.

Modsat den meget særprægede enkeltstart i Andalusien er enkeltstarten i Algarve ganske klassisk. Den er bestemt ikke flad, men vi har også ved de to tidligere udgaver set, at det er specialister, også de tungere af slagsen, der dominerer. Det var måske mest tydeligt sidste år, hvor Stefan Küng knebent besejrede Søren Kragh, Yves Lampaert og den meget tunge Ryan Mulllen, og i 2018 vandt Geraint Thomas, der jo selv må regnes som topspecialist, foran Victor Campenaerts og Küng. Gode klatreevner er en fordel, men det er en etape, der først og fremmest vindes via poweren og tempoevnerne.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Modsat resten af ugen vil det søndag være ganske blæsende, men vinden vil lægge sig markant i løbet af eftermiddagen. Da det er en ”frem-og-tilbage”-rute, er det klart, at mere vind kan være en fordel, hvis alle modvindsstykker er i læ og medvindsstykkerne er pivåbne. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at det er sådan, men det vil være yderst mærkværdigt. Formentlig er mængden af læ nogenlunde identisk på ud- og hjemturen, og det betyder, at det vil være en ganske betydelig fordel at være blandt de sidst startende.

Det er blot én af de faktorer, der gør, at Remco Evenepoel må være favorit. Det belgiske vidunderbarn etablerede dig i den absolutte verdenselite i 2019, hvor han leverede en gigantisk magtdemonstration ved EM og blev nr. 2 ved VM bag en ganske vist også suveræn Rohan Dennis. Senest fik han VM-bronzevinderen Filippo Ganna til at ligne et henfaldent cykellig på enkeltstarten i San Juan, og det vidner både om klassen og om, at han ikke er blevet ringere hen over vinteren. Kombinerer man det med hans åbenlyst fabelagtige form og den sene starttid, tyder meget på, at vi meget vel kunne blive vidner til endnu en magtdemonstration af sportens vidunderbarn nr. 1.

Han skal dog stramme sig an for at slå Maximilian Schachmann. Ligesom sidste år er tyskeren kommet ind til sæsonen i fremragende form, og heller ikke han, der stadig er meget ung, er næppe blevet ringere i løbet af vinteren. Ganske vist har han endnu ikke vundet en stor enkeltstart, men han har to gange vundet sølv ved U23-VM, ligesom han i 2018 vandt bronze ved elitens EM. Nu er han i en helt anden og langt stærkere forfatning, og ruten burde passe ham. Også han starter sent, og derfor ligner han manden, der kan true Evenepoel og dermed også måske tage den samlede sejr.

Jokeren er Rohan Dennis. Ved VM viste han os alle, at han stadig er verdens bedste temporytter, som han i virkeligheden har været det i flere år, og denne kuperede rute burde ligge til hans højreben. Desværre er der endnu engang spørgsmål ved, om han vitterligt kun kan præstere på en BMC-cykel, efter at han atter blev besejret af Luke Durbridge ved de australske mesterskaber. Samtidig fik han sig en lussing i dette løb, hvor han ville køre klassement, og selvom han så bedre ud i dag, synes han ikke at have formen fra Tour Down Under længere. Naturligvis ændrer det ikke på, at Dennis var Evenepoel overlegen for et par måneder siden, men kombinationen af meget mere blæsende forhold og dårligere form betyder, at han kan få svært ved igen at slå sin viceverdensmester.

Stefan Küng vandt enkeltstarten for et år siden og blev nr. 3 i 2018, og det viser, at den passer ham glimrende. Desværre var det også stort set den eneste gode enkeltstart, han kørte i et 2019, hvor også han led under den mistede BMC-cykel. Til gengæld synes han at være i storform, efter at han på 2. etape på en lang stigning var med langt fremme, selvom han punkterede lige i bunden af målbjerget. Hans gode klatring betyder også, at han samlet ligger fornuftigt og dermed ikke får alt for blæsende betingelser. Spørgsmålet er dog, om ikke det alligevel er for ugunstigt at starte en del tidligere end fænomenet Evenepoel.

Geraint Thomas løj ikke, da han sagde, at han kom til løbet i formsvag udgave. Helt skidt er det dog ikke, og han ligger trods alt fortsat hæderligt i klassementet. Vi skal ikke forvente, at han knuser al modstand som for to år siden, men som en af verdens førende tempospecialister bør han på en småkuperet rute gøre det fornuftigt. Egentlig tror jeg ikke, at formen rækker til som udgangspunkt at slå de mere klassiske specialister, men hans sene starttidspunkt gør, at han formentlig kan gøre det alligevel.

En rytter, der formentlig taber stort på vinden, er Patrick Bevin. 4. pladsen til VM var endnu et bevis på, at han tilhører verdenseliten, og denne kuperede rute burde endda ligge til hans højreben. Formen efter hjerteoperationen er også helt fin, som vi så i Murcia, men desværre har han i dette løb bare sparet sig til søndag. Det kan koste dyrt, da han nu skal starte meget tidligt. Det gør det formentlig svært at levere lige så godt, som potentialet rækker til.

Vinden gør også, at Lennard Kämna er interessant. Tyskeren var engang et enormt tempotalent, men mens han nu er blevet en god klatrer, er tempoevnerne helt væk. Han har ikke kørt en god enkeltstart siden Vueltaen i 2017, men omvendt har han heller ikke kørt alt for mange. Hans kørsel i Murcia og her beviser hans fremragende form, og kombinerer man det med den sene starttid, bør han gøre det godt.

Sidste år blev Yves Lampaert nr. 3, inden han senere slog et stjernebesat felt af specialister i Tour de Suisse. I dag viste han tillige storform med sin flotte kørsel for Evenepoel, men desværre har han mistet masser af tid de første dage. Selvom hans kørsel i 2019 viste, at han er kommet tilbage på sporet som temporytter efter en lidt skuffende tid, kan han formentlig ikke vinde, når han starter så tidligt, som det er tilfældet.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Egentlig burde Michal Kwiatkowski, der er blevet nr. 4 til VM, være en af de store favoritter på en rute, hvor han tidligere har gjort det godt, og han starter endda relativt sent. Desværre synes han overhovedet ikke at være kommet ud af sin gigantiske formkrise fra et 2019, hvor han enkeltstarter var slemt skuffende. Jeg frygter, at det bliver endnu en nedtur.

Feltet tæller også en serie klassementsryttere, der kører hæderlige enkeltstarter, men som ikke er specialister. På denne småkuperede rute kan de med en sen starttid køre pænt ind i top 10, men det virker helt urealistisk at vinde. Det gælder særligt Bauke Mollema , der forbedrede sine tempoevner i Giroen igen ganske markant, Vincenzo Nibali, der er i sjældent god februarform, Tim Wellens, der sidste år vandt i Ruta del Sol, men mangler power til denne rute og ikke mindst også form, Simon Geschke, der tidligere blevet nr. 11 på denne enkeltstart og er i fremragende form, samt Rui Costa , der er bedre end meget længe, og som sidste år i Romandiet viste, at han på en kuperet rute kan hive en god enkeltstart frem. På samme måde bliver det interessant at se, hvad stortalentet Andreas Leknessund kan i dette selskab, nu hvor formen synes fin, og startplaceringen er sen.

Til gengæld er der andre specialister, der taber på en tidlig startplacering. Mange danskere ser frem til at følge Mikkel Bjerg, men man må frygte, at han skal starte alt for tidligt til at være i spil, især fordi han i dette felt nok trods alt må være overmatchet af flere af verdens førende specialister. I stedet kunne en formstærk Mads Würtz gøre det godt, da han starter sent og fandt lidt af tempoevnerne igen i 2019. Ryan Mullen var sidste år tæt på at vinde, men kombinationen af en tidlig start og bakkerne gør det svært at tro på, at han kan gentage den bedrift. Tom Bohli synes at have tabt tempoevnerne og starter tillige tidligt, og også den ellers tempostærke Nikias Arndt samt en formstærk Casper Pedersen kører for tidligt. Senere starter Nils Politt, Tobias Ludvigsson og Brent van Moer, men de kan ikke vinde i dette selskab, og Felix Grossschartner er stadig alt for formsvag. Og så viste Mathieu van der Poel i sidste års Tour of Britain, at hans power kan føre ham fornuftigt langt, selvom han naturligvis ikke kommer tæt på sejren.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Maximilian Schachmann, Rohan Dennis

Outsidere: Stefan Küng, Geraint Thomas, Patrick Bevin, Lennard Kämna, Yves Lampaert

Jokers: Michal Kwiatkowski, Bauke Mollema, Simon Geschke, Rui Costa, Vincenzo Nibali, Tim Wellens, Andreas Leknessund, Mikkel Bjerg, Ryan Mullen

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Stefan Küng sejr fra 2019 og Geraint Thomas’ sejr fra 2018.

Tour du Alpes Maritimes et du Var - 3. etape

Ruten

I mange år var det et af årets første cykelhøjdepunkter, at klatrerne i Middelhavet Rundt skulle teste benene på den stejle Mont-Faron i udkanten af Toulon. Siden det løb led en trist død i 2014, har bjerget imidlertid været fraværende fra den internationale kalender, og heller ikke Paris-Nice har besøgt det siden 2005. Sidste år vendte det imidlertid tilbage som den store finale i Tour du Haut-Var, hvor det 6 km lange bjerg med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 8 var rammen om et brutalt og afgørende slag om sejren i det tre dage lange løb. Den model er der ingen grund til at ændre, og derfor sluttes der af med præcis samme etape, der atter vil krone en fortjent vinder af det 3 dage lange løb.

I alt skal der tilbagelægges bare 136,0 km, der fører feltet fra La Londe til toppen af Mont-Faron i udkanten af Toulon, og der er tale om en helt anden rute end de foregående. Denne gang er alle de terrænmæssige udfordringer nemlig koncentreret til sidst, og der er tale om en nem dag med en knaldhård finale. Start- og målbyerne ligger med få kilometers mellemrum langs den franske middelhavskyst, og det meste af etapen består derfor af en stor sløjfe ind i landet, hvor de to byer forbindes.

Først stiger det let, mens man kører mod nord, vest og igen nord - til slut med 4,2% over 1,6km - inden man rammer et fladt stykke, der fører videre mod nord. Herefter snor man sig igennem let stigende terræn mod vest frem til dagens første spurt, der kommer efter 59,0 km. Her kører man en omgang på en næsten 15,0 km lang rundstrækning med to bakker (hhv. 1,1 km med 7,6% og 2,3 km med 4,9%), der afsluttes med dagens sidste spurt efter 74,0 km. Derfra får det igennem hovedsageligt fladt terræn mod syd og vest, inden en nedkørsel fører mod sydøst og ned mod kysten, idet man skal over to bakker efter hhv. 84,5 km (1,0 km, 6%) og 109,5 km (1,5 km, 4,8%).

Finalen indledes, når man drejer mod nordøst og tager hul på kategori 3-stigningen Col du Corps de Garde (8,3 km, 2,9%), der stiger med 6,3% over de første 2,7 km, inden et plateau leder frem til en rampe, der fører op til toppen med 12,7 km igen. Derefter leder en teknisk nedkørsel mod sydøst ned til udkanten af Toulon, hvor man med det samme drejer mod nordøst og direkte ind på kategori 2-stigningen Mont-Faron. Den stiger med 8,4% over 5,7 km og byder over de første fem kilometer på stigningsprocenter på hhv. 7,8%, 9,3%, 7,2%, 8,8% og 7,8%, inden den tager fat med 10,3% over de sidste 700 m. Der er mange hårnålesving hele vejen op, det sidste kort efter den røde flamme, hvorefter der er et sidste sving 150 m fra stregen.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Etapen byder på i alt 2035 højdemeter.

Mont-Faron blev for første gang besøgt af løbet sidste år, hvor Thibaut Pinot sejrede med 3 sekunder ned til Romain Bardet og 5 sekunder ned til Hugh Carthy. Stigningen var som sagt fast bestanddel af Middelhavet Rundt, hvor de sidste vindere af kongeetapen var Jean-Christophe Peraud (2014 og 2013), David Moncoutie (2011, 2009 og 2003), Francesco Masciarelli (2010), Alexandre Botcharov (2008), Rinaldo Nocentini (2007), Jose Ivan Gutierrez (2006), Jens Voigt (2005), CSC (holdløb i 2004), Michele Bartoli (2002), Ivan Basso (2001), Laurent Jalabert (2000) og Davide Rebellin (1999). Paris-Nice var senest forbi i 2005, 2003 og 2002 med sejre til hhv. Gilberto Simoni i førstnævnte år og Alexandre Vinokourov i de to sidstnævnte.

Vejret

Det flotte vejr fortsætter helt til slut. Heller ikke søndag vil der være en sky på himlen, og rytterne kan endda denne gang se frem til en temperatur på 19 grader. Til gengæld vil det være voldsomt blæsende med en hård vind på 25-30 km/t fra vest. Det giver sidevind første på etapen efterfulgt af et længere stykke med mod- og sidemodvind, indtil man får sidemedvind på indløbet mod Toulon. Til sidst får man sidemedvind hele vejen op ad Mont-Faron.

Favoritterne

Efter endnu en magtdemonstration har Nairo Quintana slået fast med syvtommersøm, at han er uhyggelig i øjeblikket, og det, der var lagt op til at skulle være et stort afsluttende slag på Mont-Faron, synes nu allerede at være afgjort. Formodningen om, at colombianeren skulle vente med at slå til indtil søndag, viste sig forkert, men når man har så gode ben, at man kan køre væk med 40 sekunder på en kort og let stigning som Col d’Eze, er man så overlegen, at man lige så godt kan udnytte det.

Spændingen er dermed også stort set aflyst inden kongeetapen. Nu er det primært to spørgsmål, der måske kan kaste lidt ind i løbet. For det første er der den kraftige vind, der pludselig melder sig. Der lægges ud med direkte sidevind, og det kan derfor godt blive en halvdramatisk og med sikkerhed nervøs indledning. Problemet er bare, at man herefter drejer ind i modvind i meget lang tid, så med mindre Quintana er sat af, vil der formentlig ske samling, mens Arkea kontrollerer et udbrud, der muligvis først får lov for alvor at køre, når vi rammer modvinden.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Hvis Quintana skulle falde fra, vil muligheden blive grebet, og så kan vi se frem til et herligt forfølgelsesløb hele vejen til Toulon. Det er dog stærkt usandsynligt, for Quintana har senest i Paris-Nice, Touren og Vueltaen vist, at han sin statur til trods er blevet en ganske habil sidevindsrytter. Han bliver meget svær at fange i et felt uden mange sidevindsspecialister.

Derfor tror jeg, at det falder til ro, indtil de drejer ind i sidemedvinden til sidst. Det andet spørgsmål er nu, om nogen vil hente udbruddet. Arkea kan i princippet være fint tilfredse med den samlede sejr, og man kan spørge sig selv, om nogen er villig til at slæbe Quintana frem til endnu en sejr. Jeg vil dog tro, at Arkea er så sultne efter succes, at de vil tage kontrollen, og derfor bør udbruddet blive hentet. Til slut har sidemedvinden nok ikke helt den rigtige retning til at skabe splittelse, men det blive et lynhurtigt og nervøst indløb mod Mont-Faron, hvor slaget formentlig skal slås.

Mont-Faron er som sagt ikonisk og har altid gjort stor skade på denne tid af året. Den er måske ikke specielt lang, men er rigeligt stejl til, at der kan gøres forskelle. Her vinder den bedste klatrer som regel, og det er lige nu Nairo Quintana. Når han kan køre halvandet minut væk på Mont Ventoux og ufattelige 40 sekunder på Col d’Eze, er han ganske enkelt i en liga for sig, og derfor vil det være en mindre sensation, hvis ikke han vinder igen. Det er klart, at sidevinden og et udbrud kan kaste grus i maskineriet, men sker det ikke, er han gigantisk favorit.

På den baggrund giver det måske heller ikke så megen mening at tale om øvrige vinderkandidater, men vi kan de pege på, hvem der kan komme tættest på. I dag var det Thibaut Pinot, der var nærmest, og selvom han blev kørt over af colombianeren for andet løb i træk, burde han i teorien komme tættere og tættere på, når han har et større formmæssigt efterslæb end colombianeren. Der skal ske meget hen over natten, hvis det skal ændres, men skal overraskelsen komme, må det være fra Pinot.

Dagens positive overraskelse var Fausto Masnada. Han og Pinot forsøgte sammen at jagte Quintana, men måtte give fortabt. Det vidner imidlertid om, at italieneren har en form, der er bedre end på Ventoux, og som ren klatrer vil han kunne lide Mont-Faron. At vinde er en anden sag, men han kan give sig selv en god start på tiden hos CCC.

Det er altid svært at vurdere et løb, hvorfra der ikke er tv-billeder. Derfor er det svært at sige, hvordan Richie Porte er kørende, men han var i hvert fald ikke med Masnada og Pinot, da de kørte væk. I forvejen var der usikkerhed om hans form inden løbet, men helt væk er den trods alt ikke. Han er ved at bygge op igen, og han burde derfor blive bedre. På Mont-Faron passer ham bedre, og her bør han trods alt være i stand til køre med om podiet.

Romain Bardet var godt tilfredse med sin præstation på en stigning, der ikke passede ham ideelt. Han har haft en lang og svær tid med Tour Down Under som den seneste skuffelse, og derfor er det svært at have den helt store tiltro til ham. Omvendt burde han trods alt være med langt fremme på så svært et bjerg, hvor han i formsvag tilstand trods alt blev nr. 2 for et år siden.

Dernæst vil jeg pege på Sam Oomen. Hollænderen er kommet stærkt tilbage fra sin operation, og han synes allerede at være blevet bedre siden den pæne start i Provence. På papiret er han en af løbets absolut bedste klatrere, og det bør sætte sig igennem på en stigning som denne, når han nu faktisk er i form.

Det er også Tanel Kangert . Han viste sig flot frem på den endnu sværere Mont Ventoux i skrappere selskab og med færre løbsdage i benene. Kangert er ikke ren klatrer og kan derfor ikke vinde på et sted som dette, men med den fine form og hans gode evne til at angribe en stigning som en enkeltstart vil han sikkert ende ganske langt fremme.

Det vil Nicolas Edet formentlig også. Franskmanden var ikke knivskarp i Besseges, men han må have ganske gode ben, når han kan blande sig helt fremme på en stigning som denne, der ikke just passer. Et eller andet overskud har han i hvert fald haft til sidst, og kombinerer man det med det stigende niveau, han viste i Vueltaen, bør han gøre det godt igen.

En positiv overraskelse har været Nicolas Roche. Ireren er kendt som en langsom starter, men han synes at være ganske stærk allerede nu. Formen rækker nok ikke til et podium, men for en formstærk Roche er en stigning af denne længde slet ikke dårlig.

Dernæst er der et par hjælpere i form af Rudy Molard, Sebastien Reichenbach, Diego Rosa og Kenny Elissonde . Alle har de kaptajner at støtte, men på så svært et bjerg er det ofte hver mand for sig. Når splittelsen er sket, vil de formentlig forsøge at køre sig til så godt et resultat som muligt. Bjerget er måske lidt svært for Molard og Rosa, mens de rene klatrere, Reichenbach og Elissonde, til gengæld synes at mangle noget form.

Endelig er der de to talenter Laurens Huys og Attila Valter. Huys imponerede mig meget i Besseges og burde være endnu bedre på denne stigning. Valter er et kæmpetalent, og ser man bort fra skuffelse på Ventoux, har han været med fremme i alle tre hårde finaler. Til gengæld tror jeg, at stigningen bliver for svær for Michael Storer, Lilian Calmejane, Simon Clarke og Benoit Cosnefroy, der havde begrænsninger på den endnu lettere stigning i Besseges. Ben O’Connor og Serge Pauwels bør gøre det bedre end i dag på en mere ren stigning - særligt O’Connor - men når de falder fra på Col d’Eze, er de heller ikke med helt fremme på Faron.

Feltet.dks vinderbud: Nairo Quintana

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Fausto Masnada

Outsidere: Richie Porte, Romain Bardet, Sam Oomen, Tanel Kangert, Nicolas Edet

Jokers: Nicolas Roche, Rudy Molard, Sebastien Reichenbach, Kenny Elissonde, Diego Rosa, Laurens Huys, Attila Valter