Optakt: Strade Bianche

Kært navn har mange navne. I sin korte historie har dette italienske løb skiftet titel adskillige gange. Men den nuværende titel, ’Strade Bianche’ (hvide veje), henviser i hvert fald til løbets kendetegn; de hvide toskanske grusveje, der danner ramme om løbet og giver det sit særegne præg.

For over ti år siden startede Strade Bianche som et nostalgisk eksperiment. I det parallelle motionsløb genskaber man ’de gamle dage’, en eftersigende mere heroisk æra. Et motionsløb på over 200 kilometer langs de hvide grusveje.  Mekanisk assistance er forbudt og man kører så vidt muligt på retrocykler, mens effektive energibarer erstattes af salami og baguette.

I den professionelle udgave er disse elementer naturligvis afskaffet, men heldigvis er det vigtigste bevaret, nemlig geografien. Disse hvide grusveje gør sig ualmindeligt godt på TV. I solskin skaber feltet støv og hoste, når feltet borer sig gennem det toskanske landskab. Regner det bliver vejene lavet om til mudder og tilgodeser de, som vil det mere – det bliver til Cadel Evans-vejr.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Det, der gør Strade Bianche spændende, er dets åbenhed. Ikke nok med at rytternes form er så uforudsigelig på denne tid af året, så er løbet simpelthen mere åbent end noget andet løb på kalenderen. At så mange kilometer køres på grusveje gør, at brostenspecialisterne føler sig helt hjemme. Samtidig ligger disse veje i et så kuperet landskab, at mere klatrestærke typer kan være med. Omvendt er løbets bakker ikke længere eller mere stejle, end at selv klatrestærke sprintere kan sidde med i en finale.

I Stade Bianche kan nærmest alle være med. Fabian Cancellara kan befinde sig en finale med Alejandro Valverde, mens Cadel Evans sagtens kan tænkes at skulle spurte om sejren med Peter Sagan. Det er skønt og unikt.

Ruten
Ja, og så er Strade Bianche simpelthen et flot løb. Men foruden det æstetiske, så er det rent sportsligt et utrolig hårdt løb. Landskabet er ondskabsfuldt rullende, med meget få flade kilometer. Som løbet har for vane køres det over omkring 190 kilometer (188 i denne udgave) rundt omkring i Toscana. Man starter som altid i Gaiole, der ligger i vinområdet Chianti. Dernæst bliver feltet ledt en smule sydpå, forbi målbyen Siena, hvorfra feltet ellers bliver ført en sløjfe rundt i Toscana og tilbage til Siena.

Som sagt ligger stigninger spredt ud over hele ruten, og løbet afgøres endda på en bakke. Men det, som udgør løbets sande udfordringer er de otte grusvejspassager, hvoraf de fleste samtidig går opad store dele af vejen. Første passage kommer efter blot 35 kilometer og i alt er de otte grusvejspassager på omkring cirka 60 kilometer i længden.

Femte gruspassage er typisk afgørende. Denne passage er på 11,5 kilometer og går over to grusbakker. Her vil den første udskilning typisk ske før, og der vil danne sig en frontgruppe. Yderligere udskilning vil så ske på de tre kortere sektioner med grus, der kommer undervejs mod målstregen.  

Som altid slutter løbet ved Piazza del Campo i Siena, en af Europas smukkeste og største middelalderlige torvepladser. Der er tale om en kort og stejl stigning på cirka to kilometer, men med passager på 9 og 10 % - en perfekt afslutning! Løbet er kun endt i en større spurt en gang, i 2011 hvor Phillippe Gilbert vandt en spurt på 20 ryttere. Andre år har man set ryttere komme alene i mål (Cancellara 2012, Kolobnev 2007), mens mindre grupper også har afgjort det mellem sig i den kringlede finale (Löfkvist 2009, Iglinski 2010) og i 2008 afgjorde en duo bestående af Fabian Cancellara og Alessandro Ballan det i mellem sig. Alt kan heldigvis ske på grusvejene.

Favoritter

Selvom årstiden og selve løbets karakter gør Strade Bianche ret uforudsigeligt, så har der de sidste år været en konstant: Fabian Cancellara (RadioShack-Leopard). Den forsvarende vinder er den eneste rytter, der har vundet løbet to gange, og schweizeren er med i finalen hvert år og er derfor også det tætteste, man kommer på en storfavorit. Selvom Cancellara ikke har vist lige så lovende takter i år som i fjor, så er Strade Bianche typisk stedet, hvor han først viser sine bjørneklør.

Herefter kommer to ryttere, der modsat Cancellara har vist klare signaler på form på det seneste. Luca Paolini (Katusha) vandt lørdagens Omloop Het Niewsblad i temmelig overbevisende stil, men spørgsmålet er, om Strade Bianche bliver lige kuperet nok for den aldrende italiener. Peter Sagan (Cannondale) har aldrig virket specielt overbevisende i dette løb, men omvendt bliver Sagan simpelthen bedre og bedre hver sæson. Slovakken vandt så sent som torsdag GP Citta di Camaiore og slutter Strade Bianche i en spurt i en mindre gruppe, vil der ikke være nogen, der kan røre ham.

Som visse sikkert husker, så vandt Cadel Evans (BMC) i 2010 den regnfulde og særdeles mudrede etape af Giro d’Italia, der blev kørt på de samme grusveje, som Strade Bianche køres på. Selvom weekendens vejrudsigt lover flot vejr, så har Evans allerede vist fornuftig form, og vil givetvis sidde med i finalen. Andre formstærke ryttere tæller Blanco-duoen Lars Boom og Tom-Jelte Slagter, Oscar Gatto (Vino Fantini), Moreno Moser (Cannondale) samt den omvandrende kæbe, som vi kender under navnet Greg Van Avermaet (BMC).

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Mere usikre, men trods alt plausible bud, tæller den tidligere vinder Alexandre Kolobnv (Katusha) samt naturlivis Vicenzo NIbali (Astana). Derudover bliver det interessant at følge italienske veteraner som Enrico Gasparotto (Astana), ligesom Alejandro Valverde (Moviestar) er et yderst spændende navn i et løb som dette.   

Favoritvurdering

*****: Fabian Cancellara

****: Peter Sagan, Luca Paolini

***: Lars Boom, Moreno Moser, Cadel Evans

**: Greg Van Avermaet, Alexandre Kolobnev, Vicenzo Nibali, Filippo Pozzato

*: Oscar Gatto, Rinaldo Nocentini, Enrico Gasparotto, Tom-Jelte Slagter, Alejandro Valverde