Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Strade Bianche

Optakt: Strade Bianche

06. marts 2021 13:50Foto: UAE Tour/LaPresse

Sædvanligvis tager det adskillige år, inden et endagsløb kan betragtes som en klassiker, men ét løb har næsten fra dets start taget springet ind i den absolutte elite. Strade Bianche med sine ikoniske grusveje har alle de ingredienser, der karakteriserer et unikt løb, og betragtes allerede som et af sportens mest prestigiøse begivenheder, selvom 2021-udgaven bare er nummer 15 i rækken. Med dets grus, mange stigninger og meget stejle bakke op til mål er det det måske eneste endagsløb på kalenderen, der tiltrækker brostensspecialister, ardennerryttere og grand tour-stjerner i en skøn blanding, og de har alle en reel chance for at vinde på en af de mest fascinerende ruter på hele cykelkalenderen.

Annonce

Løbets rolle og historie

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og regionens kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2007, før Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, og som på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica, fundet.

 

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet gøre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerner Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

 

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider ekstremt stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

 

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb. I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste, inden Cancellara tog en af sine sidste store sejre ved at besejre Stybar, Gianluca Brambilla og Sagan på bakken i 2016. I 2017 var det så atter Kwiatkowski, der slog til i et løb, der blev domineret af en herlig blandt af klatrere, brostensryttere og ardennerspecialister, som det også var tilfældet i den første episke regnvejrsudgave i 2018, hvor alsidige Tiesj Benoot sejrede foran grand tour rytteren Romain Bardet, crossfænomenet Wout van Aert og Valverde, der stadig har til gode at vinde løbet trods flere topresultater. I 2019 havde vi en fantastisk duel mellem Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang, der begge må betegnes som uhyre klatrestærke typer.

 

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

 

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen inden Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

 

Siden 2017 har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, har de alle valgt det til i 2017, 2018 og 2019, og det siger meget om dets prestige. Trenden blev brudt i 2020, hvor Cofidis skippede løbet, men i år er alle topholdene med igen.

 

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno-Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet er det mindre løb GP Industria & Artigianato steget gevaldigt i graderne og rykket til den efterfølgende søndag. Det tiltrækker ikke helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche udgør det en helt solid løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen. I år er Trofeo Laigueglia endda rykket til onsdagen inden de to løb, hvormed man nu har en stærk løbstrio, der med sin synergieffekt har fået fremragende startlister. Tilsammen udgør de god forberedelse til Tirreno-Adriatico, der starter onsdag, og som vil have en stor del af Strade Bianches stjerner til start.

 

Sidste års udgave var meget speciel, da det blev det første WorldTour-løb - og det første løb for de fleste - efter coronanedlukningen. Samtidig blev det afviklet i august i bagende temperaturer på mere end 35 grader, og det gav anledning til en fantastisk udgave. Efter Monte Sante Marie-grusvejen fik man etableret en gruppe bestående af Wout van Aert, Davide Formolo, Maximilian Schachmann, Alberto Bettiol, Jakob Fuglsang og Greg van Avermaet, hvoraf sidstnævnte hurtigt faldt fra. De øvrige kæmpede om sejren på de sidste grusveje, hvor Van Aert bragede væk fra dem alle og tog en fornem solosejr efter to 3. pladser de foregående år, inden Formolo slog Schachmann i spurten om 2. pladsen i et uhørt selektivt løb, hvor nr. 12 var mere end 10 minutter efter vinderen. Van Aert vender tilbage for at forsvare titlen i sin sæsondebut, og han er atter oppe mod Formolo, men der bliver ingen Schachmann, da tyskeren har valgt i stedet at forsvare sin titel i Paris-Nice.

 

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Ét forhold har været uforandret hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

 

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016 og igen i 2017 og 2018, men alle tre år har de sidste mere end 100 km været helt uforandrede. I de seneste tre år har man slet ingen modifikationer foretaget, og dermed er der i 2021 atter tale om totalt genbrug af layoutet, der blev indført i 2018.

 

Formålet med ændringerne i de sidste par år var at gøre løbet en anelse hårdere. Således bestod ændringen fra 2018 i, at det andet grusvejsstykke, der består af en svær bakke, forlængedes. Ligesom tidligere er der således 11 grusveje på programmet, og de udgør altså igen hele 63,0 km, den længste distance nogensinde. I 2016 forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og i år er der kun 184,0 km på programmet, lidt flere end i 2016 og 2017. Samtidig bibeholdes den nye start i Siena, der blev introduceret i 2016, og i det hele taget er ændringerne siden det år helt minimale.

 

Der er ikke meget fladt i området omkring Siena, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig ad kuperede asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 17,6 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den forlængede sektor 2 (5,8 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning (2,2 km, 6,4%), der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Derefter følger med det samme en af løbets klassikere, et 5,5 km langt grusvejsstykke, der har været på programmet hvert eneste år, og som er stort set fladt.

 

Efter et par kilometer rammes dagens anden stigning, Montalcino (6,5 km, 4,8%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km med 1,9 km med 5,5% i snit) venter, adskilt af bare én kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter efter 111,7 km nu sektor 7 (9,5 km, der slutter med 1 km med 6,9%), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret i 2016 og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det er imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spille ud allerede her.

 

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 54,0 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger - blandt andet 1 km med 7% og 1 km med 10,3% - og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

 

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

 

De 17,8 km asfalt, der følger, er ikke helt nemme, da der undervejs er to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,7% over 1 km, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, som er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 800 m lang, starter 24,8 km fra mål og stiger mange steder med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia efter en bakke, der over 700 m i alt stiger med 7,5% i snit.

 

Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 19,35 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%.

 

Nu følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning kan ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her. Det var også her, Van Aert satte sine rivaler til vægs i den seneste udgave.

 

Efter grusvejen mangler bare 12,05 km, og selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler før til slut. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moser viste det i 2013 og Kwiatkowski i 2017.

 

Finalen indledes med en bakke (1 km, 4,8%) med ca. 5 km til mål og er ganske teknisk, idet rytterne passerer gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo. Efter 184 km er den 800 m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. Bare 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når det sidste skarpe højresving kun 150 m fra stregen. Denne 7% nedkørsel er meget teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

 

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara, Kwiatkowski, Benoot og senest Van Aert har vist, kan man også køre væk meget tidligere. Én ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

 

Løbet byder på i alt 3072 højdemeter.

 

 

 

 

 

 

Vejret

På denne tid af året plages mange løb typisk af elendigt vejr, men af en eller anden årsag synes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje, men i Strade Bianche var det først i 2018, at vi så et tilsvarende scenarium. Her lykkedes det en fuldstændig indsmurt Tiesj Benoot at gentage Evans’ heroiske bedrift i et episk løb.

 

For nogle dage siden så det faktisk ud, at vi kunne få en mudderudgave igen i 2021, mens sådan synes det ikke at blive. Der ventes byger gennem hele natten og morgenen, men ved 10-tiden ventes det at klare op med kun få skyer og en bygerisiko på ca. 25%. Temperaturen vil være hæderlige 13 grader, og det vil heller ikke være helt så blæsende, som man før har set det, med en let til jævn vind (15-18 km/t) fra øst. Det giver en del sidevind gennem store dele af dagen. Således vil man også have sidevind på Monte Sante Marie og det efterfølgende stykke, inden man får skiftevis med- og sidevind på hele turen ind mod Siena. I udkanten af byen får man sidevind, indtil man i svinget med 1,7 km drejer ind i en sidemodvind, der varer ved resten af vejen.

 

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den ene side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning med rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

 

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punktering, eller hvordan Julian Alaphilippe i 2020 punkterede ikke færre end seks gang, ligesom styrt næsten altid har elimineret store navne allerede inden tv-billederne. Alligevel er det næsten altid de bedste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

 

I dette løb spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Ofte ser man en indledende udskilning på sektor 7 (der desværre sjældent tv-dækkes), men nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære.

 

Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, mens alle kiggede på holdkammeraten Sagen, og hvordan Quick-Step i 2016 næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul. I 2018 så vi også, hvordan hverken Sagan eller Valverde, løbets to favoritter, havde holdene til at holde styr på tingene, og det hele endte med at glide dem totalt af hænde, så da Valverde endelig åbnede op, var det allerede slut. De snedige Wout Van Aert og Romain Bardet kapitaliserede på den manglende kontrol til med et tidligt angreb at køre på podiet, og havde det ikke været for brølstærke Benoot, der også foregreb Sagan og Valverde, havde de endda skullet afgøre slaget imellem sig. Ofte vinder stærkeste mand i Siena, men historien viser, at også taktik og ikke mindst et stærkt hold er vigtig.

 

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke puncheurtyper som Julian Alaphilippe i en finale, han elsker. Brostensspecialisterne er ganske vist i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb. Et godt eksempel herpå er Sep Vanmarcke, der ofte er kommet til løbet i superform, men altid har måttet indse, at det samlede antal højdemeter er for meget for en relativt klatresvag fyr som ham, selvom han har pæne resultater i top 10.

 

Det er netop også det, der gør det så unikt. I front ser vi altså en blanding af de bedst klatrende brostensryttere sammen med ardennerspecialister, der excellerer i det eksplosive terræn, og sågar også mere klassiske og ikke specielt spurtstærke klatrere som Bardet, Andy Schleck, Roman Kreuziger, Ryder Hesjedal og Vincenzo Nibali, der alle har været med fremme. Sågar store folk som Luke Durbridge, Christopher Juul og Michael Gogl, der hverken er kendt som klatrere eller værende eksplosive, har været i top 10 alene i kraft af deres store motor. Med andre ord er listen over topkandidater ganske lang og fascinerende alsidig.

 

Som i ethvert andet stort endagsløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, som vi så det sidste år med den ekstreme varme, der gjorde løbet historisk selektivt, eller i 2018, hvor vi endelig fik en regnvejsudgave. Det var i høj grad de elendige forhold, der skabte så megen udskilning og sikrede, at Sagan og Valverde løb tør for hjælperkræfter. I tidligere år har det især været de meget blæsende forhold, der ofte har åbnet løbet allerede inden Monte Sante-Marie.

 

I år ser vejret fornuftigt ud. Den varslede regn ser ud til at forsvinde inden løbet, men vil sikre, at der formentlig stadig kan være tale om mudrede grusveje, selvom der fra torsdag til lørdag formiddag samlet set blot ventes at falde godt 2 minutter i noget rigtigt bygevejr. Vinden er heller ikke så kraftig som tidligere, men dog med en del sidevind - blandt andet på Monte Sante-Marie - der kan bidrage til at gøre løbet både mere stressende og hårdere. Vigtigt er det, at der generelt også bliver tale om en medvindsfinale efter Monte Sante Marie - alt sammen noget, der burde bidrage til vanskelighederne og øge chancen for at køre alene.

 

Årets løb vil helt naturligt blive præget af, at der er tre store favoritter, der til gengæld er uhyre jævnbyrdige. De tre tenorer, der sang så smukt i Flandern for et halvt år siden - i hvert fald indtil den ene fik en motorcykel galt i halsen - er alle til start og er alle som skabte til dette løb, som to af dem endda har vundet. Alle øjne vil være rettet mod Julian Alaphilippe, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, og det er kun naturligt, at de fleste vil lægge deres taktik med udgangspunkt i, at det er dem, der skal slås.

 

Alaphilippe og Van der Poel har allerede vist skræmmende form, og meldingerne om Van Aert, der hvert år er flyvende fra start, er også uhyre lovende. I det lys er det meget sandsynligt, at vinderen vil være en fra favorittrioen, hvis det som så ofte før ender med, at de stærkeste skal afgøre det. Netop deres jævnbyrdighed gør dog også, at andre kan lugte blod. Som sagt har taktik og overtal før spillet en rolle, og Brambilla har én gang været meget tæt på at vinde i kraft af netop et overtal, som Moser altså gjorde det for nu efterhånden et lille årti siden. Vi så i Gent-Wevelgem, hvordan Van Aert og Van der Poel kiggede lidt for meget på hinanden, og det udnyttede rivalerne til at snige sig væk til sidst, hvorfor de begge kom tomhændede hjem.

 

Det bliver naturligvis særligt interessant, når man samtidig konstaterer, at Van der Poel og Van Aert har relativt ringe støtte. Van Aert må i hvert fald nok sande, at han formentlig er alene efter Monte Sante Marie, medmindre Robert Gesink genfødes, Chris Harper håndterer grusvejene godt i første forsøg, eller Tobias Foss brager ind på scenen i et løb, der egentlig burde passe ham. Van der Poel kan muligvis regne med støtte fra den stadig stærkere Gianni Vermeersch og i den bedste af alle verdener - som næppe er så god ved Van der Poel - Petr Vakoc, men de to crossdrenge skal først og fremmest klare sig på egen hånd. Her står Alaphilippe med et brølstærkt Deceuninck-hold betydeligt stærkere, og man skal bestemt ikke udelukke, at en af Deceunincks løjtnanter kan udnytte det store fokus på Alaphilippe til at løbe med det hele. I det hele taget er der flere hold, der meget vel kan sidde i overtal mod to af favoritterne, og et taktisk udfald er bestemt ikke udelukket denne gang. Skal benene afgøre det, vinder en af favoritterne formentlig, men går der taktik i den, kan vi få en outsidersejr.

 

Jeg tror dog mest på en favoritsejr og en sandsynlig gentagelse af Flandern-scenariet - denne gang forhåbentlig uden indblanding fra motorcykler. Van der Poel og Van Aert ved, at de er sårbare, og derfor har de al mulig grund til at ønske sig en tidlig åbning af løbet. Vi ved i forvejen, at Van der Poel keder sig efter de første 100 km og derfor ofte lidt hovedløst angriber fra distancen. Denne gang har han nok tålmodigheden til at vente til Monte Sante Marie, men her vil jeg næsten tro, at de to crossdrenge vil gøre deres for at køre væk og få et direkte opgør mellem favoritterne uden unødig taktik. Skulle vi ende med de tre favoritter efter Monte Sante Marie eller senere i løbet, vil de have gode chancer for at holde hjem. Alle tror de nemlig på deres spurt, og ligesom i Flandern vil samarbejdet derfor formentlig fungere upåklageligt. Risikoen for dem er først og fremmest, at gruppen bliver for stor efter Monte Sante Marie, hvor der venter et langt, let stykke, der gør isolerede favoritter sårbare. Her kan løbet glide dem af hænde, men sker det ikke, taler meget for, at de kan skabe den afgørende udskilning på de sidste stejle grusvejsstykker, hvor vi ofte ser de sidste forskelle, som da Van Aert kørte væk på Le Tolfe sidste år.

 

Netop fordi de tre favoritter gerne vil samarbejde, tror jeg, at vi på en rute, der er så hård, at bedste mand ofte vinder, får et ærligt og ikke så taktisk cykelløb, og jeg tror derfor, at én af de tre favoritter vinder. Til gengæld har jeg sjældent haft så svært ved at lægge mig fast på ét navn, og i løbet af de seneste dage har jeg haft hver af de tre som favorit mindst ét par gange. Sjældent har et løb været så åbent og uden ét klart navn at pege på.

 

Hvor er jeg så endt? I skrivende stund - og det ændrer sig sikkert igen inden på lørdag - tror jeg mest på Mathieu van der Poel. Hollænderen har definitivt lagt sin lille sommerkrise fra 2020 - en krise, der betød, at hans debut i dette løb gik temmelig ilde - bag sig, og siden sidste års BinckBank Tour har han igen været i stand til at lave de vilde ting, der forklarer, hvorfor han skabte det gigantiske Amstel-mirakel. Hans kørsel i de tre løb i år har også været meget overbevisende, først med en overlegen spurtsejr foran et par rene sprintere i et sidevindsræs i ørkenen, siden med endnu et af sine vilde ridt over næsten 100 km i Kuurne og siden et stærkt Le Samyn, hvor en ødelagt cykel dog betød, at han måtte køre en passiv finale - en finale, der dog ikke var mere passiv, end at han og Florian Senechal kørte væk på den sidste pavé. Nok har han ikke mange løb i benene, men Van der Poel synes ikke at være langt fra topformen.

 

Løbet passer også glimrende til Van der Poel, der har et eminent punch på korte stigninger, er teknisk sublim og med sin tyngde bør være yderst komfortabel på de våde grusveje, som han sagtens kan mose opad i siddende position. Der er ingen tvivl om, at han blandt de tre favoritter er den ringeste klatrer, og blandt de klassikere, han kører i dette efterår, er det derfor også her, at der er størst chance for, at han slet og ret bliver sat af. Højdemeterne er mange for en fyr som Van der Poel, men ikke flere end at store Fabian Cancellara har vundet løbet et hav af gange. I sin nuværende form bør Van der Poel nok kunne håndtere det.

 

Om det også rækker til at køre alene, tvivler jeg til gengæld stærkt på, men det er heller ikke nødvendigt. Blandt de tre favoritter tillægger jeg umiddelbart Alaphilippe og Van der Poel de bedste afslutterevner på bakken i Siena, hvor de er mere eksplosive end Van Aert. Van der Poel drager til gengæld fordel af, at der ikke er mål på toppen, og selvom Alaphilippe måske er en bedre puncheur på en 12% stejl mur, har Van der Poel mere power til at gå forbi inden det afgørende sving. Den kombination gør, at jeg anser Van der Poel som det bedste kort på bakken op til Piazza del Campo, og derfor tror jeg, at han vinder

 

Dernæst vælger jeg at pege på Wout van Aert, men belgieren er også den af de tre favoritter, der er størst usikkerhed om. Han har nemlig til gode at dokumentere sin form, og midt i februar lød der ganske bekymrende meldinger fra hans træner om en 2 kg for tung Van Aert, der stadig var så langt fra topformen, at han kun ville kunne køre finaler, men ikke vinde klassikere. I denne uge kom der så helt andre meldinger fra samme træner, der er svært imponeret over, hvordan seriøse Van Aert lynhurtigt har smidt de overflødige kilo og nu ganske vist ikke er i topform, men ganske velkørende. Han har da også brudt den ene Strava-rekord på Tenerife efter den anden, og når man betænker, hvor mange professionelle cykelryttere, der træner på vulkanøen, er det ikke nogen ringe bedrift.

 

Alt taler da også for, at den Van Aert, der i 2018, 2019 og 2020 kørte løbet som sit første efter en pause og endte som hhv. nr. 3, 3 og 1, vil være lige så flyvende, som han plejer. Løbet passer ham da også ganske sublimt, da hans tyngde og kørestil gør ham god på grus, han efterhånden klatrer som en drøm og har masser af punch på bakker og tillige kan afslutte. De mange højdemeter er i sammenligning med Van der Poel kun en fordel, og han er tillige den bedste til at køre alene, hvis det skulle blive aktuelt. Årets crossløb satte da også en fed streg under, at Van Aert har overhånden i forhånd til Van der Poel, hvis det handler om power og klatreevner, og det er to helt afgørende komponenter i dette løb.

 

Derfor tror jeg også, at Van Aert er den rytter, der har den største chance for slet og ret at køre fra alt og alle, men spørgsmålet er, om det lader sig gøre at komme af med både Van der Poel og Alaphilippe. Det er jeg ikke sikker på, og jeg vil også tro, at han er den, der egner sig mindst til bakken i Siena, hvor han ikke helt har samme punch som de to øvrige. Det betyder dog ikke, at det er en ringe finale, og han må tilskrives en fair chance for at slå, hvem som helst - særligt fordi han som Van der Poel har fordel af, at der ikke er mål på toppen, og fordi det slutteligt handler mere om friskhed end om eksplosivitet. Derfor kan Van Aert forsvare sin titel både ved at køre alene og ved at spurte.

 

Det er ikke noget tilfælde, at Julian Alaphilippe vandt løbet i sin debut i 2019. Franskmanden er som verdens måske bedste puncheur skabt til de korte, stejle stigninger. Gruset har han også vist sig at kunne håndtere, men der er ingen tvivl om, at Alaphilippe havde stået stærkere mod Van der Poel og Van Aert, hvis der havde været tale om asfaltbakker, hvor hans klejne statur og stående kørestil ikke havde handicappet ham så meget. Det betyder dog ikke, at Alaphilippe ikke kan slå dem, for han er som udgangspunkt nok den mest eksplosive på stejle mure, og han er tillige den bedste klatrer på en rute med så mange højdemeter.

 

Formen fejler heller ikke noget. Tværtimod synes den bedre end vanligt, da det er ret uvant for Alaphilippe at kunne blive nr. 2 på Ventoux i februar, hvor lange stigninger normalt har været svære for ham. Hans Omloop var da også lovende med et måske lidt overilet, men overbevisende soloridt i en stærk modvind, der reelt dræbte løbet. Modsat sine to rivaler har han også et hold, der undervejs kan gøre det muligt for ham at sidde på hjul, hvis kortene spilles rigtigt, og det kan måske give ham den friskhed, han mangler. Dertil kommer, at han formentlig er den bedste på den stejle del af bakken inden i Siena, og derfor har han gode muligheder for at gøre det færdigt.

 

Når jeg alligevel har ham nederst på listen, skyldes det tre forhold. Der er 500 faldende meter til sidst, og her taler meget for, at han kan få svært ved at holde mere kraftfulde typer bag sig, hvis ikke han gør forskellen på bakken. Dertil kommer, at Alaphilippe på grusvejsstigninger nok har de ringeste forudsætninger for at køre alene, og han vil formentlig skulle slå en af de to rivaler i en spurt til sidst, og det kan måske blive svært. Endelig er Alaphilippe formmæssigt den klart mest svingende af de tre, og særligt hvis der alligevel kommer en byge, og temperaturen falder, er han ubetinget den ringeste ”kulderytter” af de tre. Derfor er det nok ham, der har størst sandsynlighed for at blive sat af. Det betyder dog ikke, at Alaphilippe ikke kan vinde. Jeg tror ikke, at det sker ved solokørsel, men en spurtsejr på bakken foran en eller begge crossryttere er bestemt ikke umulig for manden med det bedste punch på stejle mure.

 

Hvad så med resten? Som sagt tror jeg, at det bliver svært at slå de tre favoritter alene på råstyrke, og derfor vil det formentlig kræve et lidt taktisk scenarium. Umiddelbart tilskriver jeg Tadej Pogacar de bedste chancer. Ganske vist er det svært at kalde den regerende Tour-vinder for underdog, men i denne type løb regnes han som outsider. Hans debut sidste år gik da heller ikke godt overhovedet, men som vi senere så i Dauphiné skyldtes det alene, at han var formsvag og ikke manglende evner i dette løb.

 

Jeg kan da heller ikke se, at løbet skulle passe ham dårligt. Tværtimod står Pogacar brølstærkt med den fine form, han viste i UAE Tour. Klatreevnerne til en rute med 3000 højdemeter er indiskutable, og han har jo på det seneste - blandt andet med spurterne mod Roglic i sidste års Tour og senest to gange i UAE Tour - vist, at han har et sublimt punch på korte bakker. Hans meget siddende kørestil er heller ikke en ulempe på grusveje, som alsidige Pogacar med de fine tekniske evner nok kan klare. Han er som bekendt også så stærk en afslutter, at han kan vinde mod de fleste på bakken i Siena, men her slår han trods alt næppe de tre favoritter. Han skal nok udnytte sin underdogstatus til at snige sig væk, men den rolle mestrer han fornemt, som vi så på 8. etape i Touren sidste år eller på 20. etape i Vueltaen i 2019. Pogacar er desværre ofte rusten i starten af et etapeløb, og derfor han bliver næppe nogensinde samme endags- som etapeløbsrytter, og derfor kan han sagtens falde igennem, men med UAE Tour i benene ligner han manden, der måske kan snyde de tre favoritter.

 

Løbets helt store joker er Tom Pidcock. Læsere af min analyse af 21 spændende unge ryttere vil vide, at mine forventninger til det britiske fænomen generelt er gigantiske, og af samme grund havde jeg ham som en af favoritterne i Var, men her led han efter eget udsagn, hvilket også var temmelig åbenlyst. Derfor overraskede det også ham selv, at han kørte en fabelagtig åbningsweekend, hvor han kørte op til favoritterne efter Molenberg i Omloop og sad med de bedste på Kwaremont i Kuurne. Det lover godt forud for Strade Bianche, der burde være et løb, der passer ham langt bedre end de relativt flade flamske klassikere. Måske er gruset en lille ulempe grundet hans klejne statur, men som cross- og mountainbikerytter er han vant til underlaget. Højdemeterne elsker han, for hans største force er netop hans klatring, og han har masser af punch på korte stigninger og vil elske afslutningen i Siena. Det er klart, at han stadig har til gode at bevise, at han også kan køre med de bedste over 3000 højdemeter, men særligt fordi løbet er relativt kort, er der grund til at tro, at det kan ske allerede nu. Det skete på de belgiske brosten, og chancen for, at det sker på grusvejene og bakkerne, er endnu større. Måske vinder han ikke endnu, men løbet kunne ikke passe ham meget bedre.

 

Efter de seneste løb er man også nødt til at have stor tiltro til Bauke Mollema . Hollænderen er slet og ret flyvende efter sejre i både Var og Laigueglia, og alt taler for, at det vil gå bedre end debuten i 2019, hvor uheld sendte ham helt ud af spillet. På papiret er det også et godt løb for Mollema, der elsker korte, stejle stigninger - stigninger, der har gjort ham til kongen af San Sebastian og har givet adskillige topresultater i Ardennerne - og han vil elske de mange højdemeter. Hans kørestil burde også gøre ham god på grus, og han er endda en puncheurtype, der senest i Var viste os, at bakken i Siena vil passe ham. Til gengæld så vi også i Var og egentlig også i Laigueglia, at der er bedre klatrere end ham, og det bliver ikke ham, der slet og ret kører fra alt og alle. Nej, han skal udnytte et muligt Trek-overtal eller intern kamp mellem favoritterne tl at snige sig væk, men det mestrer Mollema også som ingen anden. Faktisk har han vundet Lombardiet, San Sebastian, Beghelli, en Tour- og en Vuelta-etape og senest Laigueglia med netop den taktik, og det siger alt om den timing, der også skal være nøglen til sejr for Mollema i dette løb. Historien viser, at snu Mollema meget ofte vinder, selvom han ikke er bedst.

 

På mange måder virker Egan Bernal slet ikke som prototypen på en rytter til dette løb, og han er her da også primært for at forberede Giroens grusvejsetape. Man skal dog ikke tage fejl. Bernal er en glimrende endagsrytter, der har været på podiet i Lombardiet, og selvom dette løb langt fra passer ham ideelt, er der al mulig grund til at have forventninger til colombianeren. Rygskaden blev til fortid, hurtigere end man kunne stave til ryg, og han har kørt som en motorcykel i Besseges, Provence og senest i Laigueglia, hvor han vel var dagens stærkeste rytter. Bernal er en spinkel fyr, mens han klatrestil gør, at han burde kunne håndtere gruset godt, og han er teknisk dygtig, er god på bakker, har et tårnhøjt bundniveau og kører altid efter et resultat. Han mangler erfaring, men ender det med, at benene taler, er der højdemeter nok til, at formstærke Bernal kører finale. Selvom han senest viste afslutterevnerne i Laigueglia, slår mange ham på bakken i Siena, men til gengæld kan Ineos sidde i et overtal til slut, hvor man trods det ærgerlige tab af den skadede Gianni Moscon reelt har mulighed for at sidde med fire mand dybt inde i finalen. Det var tæt på at give pote i Laigueglia, og Bernal er klar til at gribe den fordel igen.

 

Efter den flotte 2. plads i 2019 og den fornemme, men måske lidt for optimistiske kørsel i 2020 er der store danske forventninger til Jakob Fuglsang, men der er grund til at frygte for formen hos den danske stjerne. Manden med det tårnhøje bundniveau var sjældent ringe i Var, og selvom han rejste sig lidt på kongeetapen - hvor i hvert fald Michael Woods og David Gaudu dog stadig så stærkere ud - blev det positivt indtryk slettet igen af en alt andet end overbevisende optræden i Ardeche trods aktiv kørsel i Drome, hvor ruten ikke passede ham. Det skaber grobund for bekymring, at 35-årige Fuglsang pludselig kører så atypisk, og selvom han selv siger, at han bygger form mod Ardennerne, er det helt i modstrid med hans normale kørsel.

 

I det lys har jeg svært ved at se, at han kan ændre formbilledet hurtigt nok til at vinde et løb, hvor han bestemt ikke savner konkurrence. Der kan dog være lidt håb af finde i sidste efterår, hvor hans Tirreno tydede på, at VM var solgt, men hvor han alligevel rejste sig i Imola. Vi ved da også, at en formstærk Fuglsang nu om dage er en af verdens allerbedste i kuperede endagsløb, og han er efterhånden også så god en puncheur, at han ikke længere taber til de fleste på bakken inde i Siena, hvor meget også handler om friskhed. Mod de tre favoritter skal han dog snige sig væk, hvis han skal vinde, men den taktik har også før givet ham sejre i Romandiet og Dauphiné. Først og fremmest skal formen dog findes, og selvom jeg regner med en bedring, var han så langt væk i Ardeche, at jeg ikke er superoptimistisk på hans vegne. Med en VM-gentagelse er han dog en af de ryttere, der faktisk kan vinde løbet.

 

Egentlig burde Michal Kwiatkowski være en af topfavoritterne, men nu er han snarere joker. Polakken styrtede nemlig i Laigueglia, og de efterfølgende billeder af den forslåede krop viser, at han bestemt ikke kom helt blidt fra mødet med asfalten. I forvejen vidste vi ikke helt, hvor den i de senere år så svingende Kwiatkowski stod, men starten i Besseges var ganske lovende, selvom han var milevidt fra topniveauet. Det er nu en måned siden, og der er god grund til at antage, at han nærmer sig det tårnhøje niveau, hen genfandt i 2020, ikke mindst til VM. Med to sejre i fem forsøg har han en fantastisk historik i dette løb, og selv i formsvag udgave blev han nr. 12 sidste år. Han er da også skabt til løbets eksplosive bakker, han er teknisk dygtig og en sublim afslutter på bakken i Siena. Samtidig har han som Bernal og Pidcock den fordel, at han kan være del af et stærkt Ineos-overtal, selvom de savner Moscon. Nu skal han bare vise, at han ikke er for forslået.

 

Evigt solide Greg van Avermaet elsker dette løb, som står højt på hans favoritliste, og han har historikken på sin side. I sin debut i 2010 blev han ”kun” nr. 13, og han havde en for ham helt historisk offday i 2018, men derudover er han i de øvrige 8 optrædender blevet nr. 2 og nr. 6 tre gange og derudover nr. 5, 8 og 9. Med andre ord går han stort set altid i top 10, men det er også bemærkelsesværdigt, at han endnu ikke har vundet. For en fyr som Van Avermaet er 3000 højdemeter nemlig mange, og selvom han er en glimrende afslutter på bakken inde i Siena, er den også så stejl, at der meget ofte er folk, der er lettere og bedre end ham. Samtidig ved vi også, at Van Avermaet ikke er så god som i gamle dage, og så sent som sidste år blev højdemeterne også for mange for belgieren, der ellers med sit tårnhøje bundniveau burde have draget fordel af den specielle kalenderplacering. Heldigvis viste Var, at han som altid klatrer godt fra start, og åbningsweekenden viste, at formen sidder i skabet. For at vinde skal han snige sig væk til sidst, som han gjorde det, da han sidste vandt et lidt for hårdt løb ved OL i Rio, men mest af alt ligner det nok endnu en top 10 til altid stabile Van Avermaet.

 

Det er ikke uden grund, at dette er yndlingsløbet for Zdenek Stybar. Han vandt i debuten i 2015, og siden er han i rækkefølge blevet nr. 2, 4, 7, 4 og 6. Med andre ord har han aldrig været uden for top 7, og det vidner om, at det er løb, der passer ham bedre end noget andet. Til gengæld var der grund til bekymring for Stybar efter et 2020, hvor han var milevidt fra sit gamle niveau, og for en mand på 35 giver det altid bekymring med så lang en formkrise. Heldigvis lignede han indtil styrtet en af de stærkeste i Omloop, og det tyder på, at han stadig er konkurrencedygtig, som han jo egentlig også var med sidste års 6. plads, selvom han ikke kunne matche de bedste. Desværre gælder sidstnævnte nok stadig for Stybar - særligt på en rute, hvor han med de mange højdemeter er tungere end mange andre favoritter - men til gengæld har han den store fordel at være på hold med Alaphilippe. Som nævnt kan det være en nøgle til en taktisk sejr, og vi ved, at han kan gøre det færdigt på bakken, hvis han skulle have selskab i finalen.

 

En rytter, der bør blive et spændende bekendtskab i dette løb, er Joao Almeida. Portugiseren fortsætter med at imponere, og senest kørte han et flot UAE Tour, hvor han endte som nr. 3. Han har stadig sine begrænsninger på lange stigninger, men hans punch er eminent, som vi blandt andet så i sidste års Giro, hvor han på en lille bakke på 16. etape slet og ret kørte sin rival Wilco Kelderman ud af hjulet. Med andre ord burde han passe perfekt til terrænet her, og han vil være en god afslutter i Siena. Teknisk dygtig er han også, og den manglende erfaring kan et brølstærkt hold hjælpe med at kompensere for. Det er klart, at Alaphilippe og Stybar er de erklærede kaptajner, men sidder han med i et sandsynligt Deceuninck-overtal, kan Almeida udnytte situationen til sin fordel.

 

Egentlig burde Tim Wellens figurere blandt favoritterne. Det er nemlig svært at pege på et løb, der passer belgieren bedre, og han blev da også nr. 3 i debuten i 2017. Han vendte tilbage med en 10. plads i 2019, men har ellers skippet løbet, der ofte har kollideret med hans ambitioner i Paris-Nice. Nu vender han tilbage, og efter hans sejr i Besseges var der grund til store forventninger til en mand, der jo altid er flyvende på denne tid af året. Hans åbningsweekend var imidlertid meget skuffende, også for ham selv - især fordi han efter eget udsagn trods en god position slet ikke havde benene til at gå med de bedste på Molenberg i Omloop. Han vælger at bevare optimismen, fordi han har følt sig stærk til træning, men i lyset af Wellens’ historik, hvor hans form ofte kan forsvinde fra det ene øjeblik til det andet, kan man frygte endnu en nedtur. Omvendt betyder det også, at han måske pludselig kan flyve, selvom udsvingene for ham oftere går den forkerte end den rigtige vej. Det varslede Wellens-vejr udebliver også, men det er for tidligt at udelukke en mand, der har vist form i år, altid er god i sæsonstarten, og som passer perfekt til rutens karakter med de korte stigninger og har gode afslutterevner på bakken i Siena.

 

En rytter, der synes skabt til dette løb, er Valentin Madouas, der allerede som nyprofessionel blev nr. 20 i sin allerførste deltagelse i 2018. Nu vender han endelig tilbage, og det gør han endda i absolut storform. Normalt er Madouas ellers svær at regne med, men i år har han kørt stabilt godt, særligt i Var, hvor han imponerede stort i for ham svært terræn på kongeetapen og siden i Laigueglia, hvor han kun slap de bedste til allersidst. Det vil nok trods alt være en overraskelse, hvis han her kan matche de allerbedste, men profilens mange korte bakker passer ham i hvert fald glimrende, og mødet med gruset gik jo meget godt for tre år siden. Han er også en glimrende afslutter, som han senest viste i Var, og hans Fleche Wallonne viser også, at han kan gøre det på bakken i Siena. Man skal ikke blive forbavset, hvis hans form forsvinder, men han synes at have fundet lidt af den stabilitet, der med den gode form borger for et topresultat.

 

Sidste år blev Davide Formolo nr. 2 i løbet, hvormed han bekræftede, at han også efter de to smukke Liege-udgaver, der kulminerede med 2. plads i 2019, er en af verdens bedste i kuperede endagsløb. Til gengæld er han også en temmelig uberegnelig størrelse, og desværre efterlod han ikke noget stort indtryk i UAE Tour. 15. pladsen på Jebel Hafeet var godkendt for ham på så lang en stigning, men til gengæld fejlede han helt på Jebel Jais. I sammenligning med, at han i både 2019 og 2020 blev nr. 6 på Jebel Hafeet, er der noget, der tyder på, at han ikke helt har ramt formen denne gang, og han har da også selv klart nedspillet forventningerne. Heldigvis betyder hans uberegnelighed også, at han måske kan nå at rejse sig, og han har én gang vist, at han kan håndtere gruset, ligesom vi ved, at stigningerne og højdemeterne passer ham. Han udgør en potentiel livsfarlig duo med Pogacar, med hvem han kan angribe på skift i finalen, og selvom der er bedre afsluttere end ham i Siena, slog han sidste år Maximilian Schachmann på bakken, hvor friskhed betyder det meste. Evnerne har han således. Spørgsmålet er, om han også har formen.

 

Naturligvis er man også nødt til at nævne Alberto Bettiol, der plejer at være uhyggelig i dette løb. Det var han i 2019, indtil han blev ramt af krampe, og det var sidste år, hvor han endte som nr. 3. Han skippede formentlig åbningsweekenden for at gøre sig klar til de mange højdemeter her ved at deltage i Ardeche og Drome, men her fik han sig en gigantisk lussing, ikke mindst i Drome, hvor holdet ellers havde ført for ham hele dagen, indtil han forsvandt på de første seriøse stigninger. I forvejen er Bettiols form altid svær at blive klog på, og takterne i år har været så katastrofale, at det er svært at være optimistisk. På den anden side er Bettiol også netop så svingende, at han måske kan ramme rent alligevel, og har han benene fra de seneste to år er han skræddersyet til det meste af en rute, hvorpå han utvivlsomt vil være i stand til at vinde.

 

Ineos’ fjerde kort - og det er vel at mærke uden Moscon - er Pavel Sivakov , der gør debut i løbet. Med sine klatreevner og robusthed burde russeren være en af de klatrere, der kan gøre det ganske fremragende i et løb som dette, men desværre har han meget at bevise. Ligesom sidste år kom han nemlig meget rustent i gang, denne gang i Var, hvor han bestemt ikke var overbevisende. Han kørte dog en god finale på Mur de Fayence, og det er netop de evner, han skal bruge i dette løb, hvor hans form også bør være forbedret markant. Det er klart, at han ikke vinder på ren power, også fordi han bliver slået af de fleste favoritter på bakken i Siena, men til gengæld er han en del af det skræmmende Ineos-hold. Et sådant overtal har han før udnyttet til at blive nr. 2 i Tour de Pologne og vinde Tour of the Alps, så hvorfor kan han ikke også bruge det til at vinde her? Det kræver dog betydeligt bedre form, end vi så for to uger siden.

 

Vi skal vel også nævne Gianluca Brambilla. Italieneren elsker løbet, som han var ”åh så tæt” på at vinde i 2016. Siden er det slet ikke lykkedes ham at gennemføre, og hvilket ikke er overraskende, når man betænker, hvor svært han har haft det de seneste år. Siden sidste efterårs Tirreno har han imidlertid lignet sig selv, først med en top 10 i det løb, siden en stærk Giro, der endte grundet helbredsproblemer og senest med den flotte sejr i Var. Han skuffede desværre lidt i Laigueglia, hvilket nok leder til en antagelse

 

En joker er Ivan Garcia Cortina. Spanieren har i sine to første besøg ikke haft spor af succes i Siena, men det er et løb, der kunne passe ham. Som udgangspunkt er 3000 højdemeter for meget mod de lettere folk, men Garcia Cortina blev immervæk nr. 3 i GP Montreal med sine mere end 4000 højdemeter. I form klatrer Garcia Cortina godt, og som en relativt stor fyr står han stærkt på grusvejene. Formen ser også fornem ud efter en flot opkørsel efter defekt i fuld finale i Almeria og ikke mindst et Omloop, hvor han var en af de allerstærkeste på Muren. Der er en risiko for, at højdemeterne bliver for mange for den i forvejen altid uforudsigelige Garcia Cortina, og han er nok også for tung til at vinde en spurt på den stejle mur til sidst, men har han samme gode ben som i Montreal, bør han kunne komme langt i dette løb.

 

Jeg er også nødt til at nævne Davide Ballerini. Logikken siger, at italieneren er for tung til dette løb, og den formstærke italiener måtte da også erkende sine begrænsninger i Laigueglia i går. På den anden side blev han nr. 23 i løbet i 2019, og nu er han utvivlsomt betydeligt stærkere. Han har robustheden til grusvejene og klatrer også ganske hæderligt, men spørgsmålet er, om ikke stigningerne er for stejle og højdemeterne for mange. Derfor vinder han næppe ved slet og ret at køre med de bedste, men på det lange, lette stykke efter Monte Sante Marie kunne Deceuninck meget vel sidde med flere mand. Her er Ballerini næppe en mand, der skal have mange meter, og måske kan han gøre det, Brambilla næsten gjorde for nogle år siden, nemlig udnytte Deceuninck-overtallet til at angribe fra distancen.

 

Endelig vil jeg pege på tre ryttere, der måske kan overraske, nemlig Alex Aranburu, Quinn Simmons og Andreas Kron. Aranburu gør debut i løbet, men det burde passe perfekt til en puncheur som ham. Desværre skuffer hans holdbarhed også af og til, og højdemeterne kan blive for mange for baskeren, der dog heldigvis så ganske stærk i åbningsweekenden, hvor han blev nr. 6 i Omloop. Bakken i Siena passer ham, men han skal lukrere på fokus på Fuglsang, hvis han skal vinde løbet. Simmons er et gigantisk talent, der senest bekræftede sine evner i Drome-Ardeche, hvor han dog måske skuffede lidt i søndagens løb. Til gengæld klatrede han så godt i Ardeche, at der er håb for, at manden, der også blev nr. 2 på kongeetapen i Ungarn, kan være med på denne hårde rute. Han er i hvert fald den robuste Cancellara-type, der har klatreevnerne til også at excellere i dette løb. Endelig bekræftede Kron sit enorme talent med den fine kørsel i Marseille, og selvom han siden har været anonym i for ham svære løb, burde profilen være guf for en ardennerspecialist som ham. Han har i hvert fald punchet til stigningerne, og han viste flere gange sidste år, at han også kan være med højt niveau, ikke mindst da han slog formstærke Diego Ulissi i Luxembourg. Hans primære opgave er at støtte Wellens, men på et svagt Lotto-hold bliver det hans opgave at sidde med langt inde i finalen, hvilket på en rute som denne automatisk resulterer i et godt resultat.

 

***** Mathieu van der Poel

**** Wout van Aert, Julian Alaphilippe

*** Tadej Pogacar, Tom Pidcock, Bauke Mollema, Egan Bernal, Jakob Fuglsang

** Michael Kwiatkowski, Greg van Avermaet, Zdenek Stybar, Joao Almeida, Tim Wellens, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Davide Formolo, Pavel Sivakov, Gianluca Brambilla, Ivan Garcia Cortina, Davide Ballerini, Alex Aranburu

* Quinn Simmons, Andreas Kron, Romain Bardet, Pello Bilbao, Emanuel Buchmann, Matej Mohoric, Robert Stannard, Michael Gogl, Rudy Molard, Simon Yates, Nick Schultz, Kasper Asgreen, Andrea Vendrame, Simon Carr, Gonzalo Serrano, Alejandro Valverde, Chris Hamilton, Stefan Küng, Patrick Konrad, Lorenzo Rota, Gorka Izagirre, Gianni Vermeersch

 

Danskerne

Jakob Fuglsang er kaptajn på Astana og en af løbets favoritter, hvorfor han er omtalt ovenfor. På Astana støttes han af Jonas Gregaard. Hos Lotto kunne Andreas Kron overraske, hvorfor også han er omtalt ovenfor. Det er egentlig også et fornuftigt løb for Kasper Asgreen, men hans kørsel i åbningsweekenden gør, at jeg tror, at han i et så hårdt løb kommer til kort og primært skal agere hjælpere for Alaphilippe og Stybar. Mads Würtz Schmidt er til start for et Israel Start-Up Nation uden de helt store muligheder, og han får mulighed for selv at se, hvor langt han kan komme. På BikeExchange har Christopher Juul tidligere været i top 10 løbet, men han er som udgangspunkt tiltænkt en støtterolle for Robert Stannard, Simon Yates, Nick Schultz og Brent Bookwalter. Endelig gør Emil Vinjebo på Qhubeka debut i et løb, der kunne passe ham, men hans primære opgave må være at støtte Simon Clarke og Michael Gogl, der tidligere har været i top 10 i løbet.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Tiesj Benoots sejr fra 2018, Michael Kwiatkowskis sejre fra 2017 og 2014, Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2012, Zdenek Stybars sejr fra 2015, Moreno Mosers sejr fra 2013 samt Philippe Gilberts sejr fra 2011.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der i på de enkelte hold i tillæg til de ovennævnte måske kan sikre et godt resultat.

 

Jumbo-Visma: Holdet har ikke den stærkeste trup til at støtte Van Aert, men Tobias Foss har potentiale til at overraske og sidde med længe, ligesom det gælder for formstærke Chris Harper, der kunne passe fint til løbet. Robert Gesink bør også have en vis holdbarhed.

 

Ag2r Citroën Team: Van Avermaet er den klare nummer 1, men Andrea Vendrame viste fremragende form i Laigueglia og bør kunne komme langt. Også Clement Venturini er i form, men højdemeterne bliver nok lidt for mange. Til gengæld er Lilian Calmejane på vej tilbage efter hjernerystelse, og Nans Peters er stadig formsvag.

 

Alpecin-Fenix: Det handler 100% om at støtte Van der Poel. Mest spændende bliver det at se, hvor længe han kan have den spændende Gianni Vermeersch hos sig. Petr Vakoc kan også komme langt, men slet ikke som ved 5. pladsen i 2016. Til gengæld er Xandro Meurisse bemærkelsesværdigt formsvag.

 

Androni Giocattoli-Sidermec: Holdet er uden chance for et resultat. Bedst chance skal vi nok tilskrive solide Simon Pellaud, der sidste år var i udbrud hele dagen, og som allerede har vundet i Venezuela i år. Måske kan Josip Rumac også gøre det pænt efter en 26. plads sidste år.

 

Astana-Premier Tech: Fuglsang er den klare nr. 1, men som nævnt passer løbet også til Aranburu. Egentlig er det heller ikke et helt ringe løb for Gorka Izagirre, men han har virket relativt formsvag i sæsonstarten, ikke mindst i udbruddet på kongeetapen i Var. Endnu værre synes formen dog at være for Fabio Felline.

 

Bahrain-Victorious: Løbet passer egentlig glimrende til Pello Bilbao, men selvom han gjorde det pænt i Laigueglia, synes han ikke at have formen til at vinde dette løb. Mere uforudsigelig er Matej Mohoric, der blev nr. 11 i 2018 og nr. 19 i 2020. Højdemeterne er dog lidt mange, hvis ikke han har den fabelagtige form fra Liege, og det tyder Laigueglia ikke på. Uforudsigelige Mark Padun synes igen formsvag, og løbet passer ikke Hermann Pernsteiner trods erfaringen fra mountainbike.

 

Bardiani-CSF-Faizané: Giovanni Visconti er tidligere blevet nr. 5, 6 og 8 i løbet, men han har været en skygge af sig selv i 2019 og i 2020 og kan næppe gøre sig gældende. Davide Gabburo passer fint til løbet, men havde det for svært i Laigueglia. Alessandro Tonelli er stærk, men klatrer ikke godt nok.

 

Bora-hansgrohe: Nok har han slet ikke punch, men der er højdemeter nok til, at Emanuel Buchmann kunne lave et resultat, da den robuste tysker burde klare grusvejene godt. Det kræver dog topform, og den viste han ikke i UAE Tour. Bedre passer ruten til eksplosive Patrick Konrad, men hans fine form fra Provence var helt væk i Emiraterne. Mountainbikeren Ben Zwiehoff har forudsætningerne for at gøre det pænt, men niveauet er for højt, og talentfulde Giovanni Aleotti viste ikke form i Provence.

 

Cofidis: I gamle dage ville man have nævnt Nathan Haas, men han synes at være faldet helt sammen. Andre Carvalho passer til løbet, men har været skadet. Nicolas Edet er fortsat for formsvag, så holdet får det meget svært.

 

Deceuninck-Quick Step: De erklærede kaptajner er Alaphilippe og Stybar, men også Ballerini og Almeida er omtalt ovenfor, ligesom Kasper Asgreen er det under danskerne. Pieter Serry blev nr. 9 i 2018 og nr. 13 i 2019, men trods fin form er han sat tilbage efter et styrt i Laigueglia, hvor han måtte til røntgen. Ruten passer også godt til Dries Devenyns, der viste bedre form i Laigueglia, men med så mange stjerner ligner en hjælper.

 

EF Education-Nippo: Den klare kaptajn er Bettiol, men Simon Carr har klatret så overbevisende, senest i Ardeche, hvor han var meget imponerende, at han kan overraske. Han fremstår dog ikke som den idelle ryttertype til de eksplosive stigninger.

 

EOLO-Kometa: Holdet skal primært vise sig frem. Bedst chance for et resultat har nok Erik Fetter, der blev nr. 5 på en etape i Ain sidste år, men niveauet her er for højt. Måske kan Sergio Gonzalez også gøre det pænt.

 

Groupama-FDJ: Madouas ligner bedste bud. Egentlig klatrer Stefan Küng efterhånden så godt, at han med sin power godt kunne gøre det godt her, men hans åbningsweekend var temmelig skuffende og tyder ikke på den krævede storform. Rudy Molard er solid og i form med mulig for et godt resultat, men han kan ikke vinde. Det kan heller ikke Kevin Geniets, selvom han passer fint til løbet og var meget overbevisende i åbningsweekenden.

 

INEOS Grenadiers: Med Pidcock, Bernal, Kwiatkowski og Sivakov har holdet selv uden den skadede Moscon adskillige stærke kandidater.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Holdets erklærede kaptajn er Loic Vliegen , der sidste år kørte i top 20, men virker meget formsvag. Mest tror jeg på den spændende Lorenzo Rota, der kørte fornemt i både Drome-Ardeche og Laigueglia, og han ligner en top 20 kandidat. Jan Bakelants kan gøre det pænt, men ikke være med i front, og løbet må være for hårdt for ellers formstærke Andrea Pasqualon. Klatreren Simon Petilli synes slet ikke i form.

 

Israel Start-Up Nation: Holdet mangler klatrere til de mange højdemeter. Bedst chance har Alessandro de Marchi, der er holdets bedste klatrer, men han virkede alt for formsvag i weekenden. Mads Würtz Schmidt kan måske gøre det pænt, hvis han klatrer som i Dauphiné, men det tyder åbningsweekenden ikke på.

 

Lotto Soudal: Det handler om Wellens, men som nævnt kan Kron også gøre det godt. Robuste og godt klatrende Filippo Conca kan på sigt også gøre det godt i dette løb.

 

Movistar Team: Garcia Cortina ligner bedste bud, da UAE Tour desværre tyder på, at vi skal spejde langt efter Alejandro Valverde, som ellers har en fornem historik i løbet. Det kunne være et løb for Gonzalo Serrano, der gjorde det godt i åbningsweekenden, men højdemeterne er måske alligevel lidt for mange. Abner Gonzalez mangler for meget, og Sergio Samitier synes formsvag.

 

Team Arkea Samsic: Holdet er bygget op om Diego Rosa, der gik i top 10 sidste år, men nok engang synes at være faldet ned i et hul. Heller ikke Benjamin Declercq har formen.

 

Team BikeExchange: På papiret har den lovende Robert Stannard alt til dette løb, som han satser stort på, men selvom han melder om god form, var hans åbningsweekend alt andet end overbevisende. På papiret kunne Simon Yates gøre det godt, men jeg kan ikke forestille mig, at han er i form, og det handler vist mest om forberedelse af Giroens grusvejsetape. Nick Schultz passer godt til løbet og kunne meget vel blive bedste mand, men top 10 bliver det næppe, og Brent Bookwalter får svært ved at gentage sidste års overraskende 7. plads, ligesom Christopher Juul næppe heller gentager sin tidligere top 10.

 

Team DSM: Romain Bardet vender tilbage efter sin overraskende 2. plads ved debuten i 2018, og han er da også en glimrende endagsrytter på kuperede ruter. Hans form plejer at være fornuftig fra start, men han har næppe længere niveauet til at stræbe efter mere end top 10. Chris Hamilton er tidligere mountainbiker og passer til løbet, men hans form er notorisk umulig at spå om efter en lang pause, og de lovende Thymen Arensman og Kevin Vermaerke virker formsvage. Romain Combaud kan gøre det pænt, men ikke gå i top 20, og løbet er for hårdt for Joris Nieuwenhuis.

 

Team Qhubeka ASSOS: Både Simon Clarke og Michael Gogl har været i top i løbet, men det bliver svært at gentage. Bedst chance har nok Gogl, der så ganske overbevisende ud i Omloop, mens Clarke nok så bedre ud i Drome, men har været et stykke fra sit bedste i nogen tid. Robert Power viste endelig lidt form i Ardeche, men har generelt været så langt væk, at han næppe hiver en af sine berømte kaniner op af hatten, og de relativt klatrestærke Mauro Schmid, Emil Vinjebo og Karel Vacek har hidtil haft det svært.

 

Trek-Segafredo: Mollema er den klare kaptajn med Brambilla og Simmons som outsidere. Toms Skujins blev nr. 9 i 2019, men selvom han er solid, bliver det svært at gentage. Nicola Conci og Amanuel Ghebreigzabhier synes for formsvage,

 

UAE-Team Emirates: De erklærede kaptajner er Pogacar og Formolo. Jan Polanc synes formstærk, men kan ikke gå i top 10, og Valerio Conti synes at mangle for meget.

 

Vini Zabu: Holdet er nærmest renset for klatrestærke folk. Kun Davide Orrico synes måske at kunne lave et lillebitte resultat.

Mathieu van der Poel
Wout van Aert, Julian Alaphilippe
Tadej Pogacar, Tom Pidcock, Bauke Mollema, Egan Bernal, Jakob Fuglsang
Michael Kwiatkowski, Greg van Avermaet, Zdenek Stybar, Joao Almeida, Tim Wellens, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Davide Formolo, Pavel Sivakov, Gianluca Brambilla, Ivan Garcia Cortina, Davide Ballerini, Alex Aranburu
Quinn Simmons, Andreas Kron, Romain Bardet, Pello Bilbao, Emanuel Buchmann, Matej Mohoric, Robert Stannard, Michael Gogl, Rudy Molard, Simon Yates, Nick Schultz, Kasper Asgreen, Andrea Vendrame, Simon Carr, Gonzalo Serrano, Alejandro Valverde, Chris Hamilton, Stefan Küng, Patrick Konrad, Lorenzo Rota, Gorka Izagirre, Gianni Vermeersch

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Strade Bianche
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 21/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 21/04

Belgrade Banjaluka(2.1) 22/04-25/04

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 21/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 21/04

Belgrade Banjaluka(2.1) 22/04-25/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 23/04-25/04

E3 Saxo Bank Classic(1.1) 24/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 25/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 25/04

EPZ Omloop van Borsele(1.1) 25/04

Tour de Romandie(2.UWT) 27/04-02/05

La Coupe du President de ...(2.1) 30/04-03/05

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 30/04-02/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

MANGLER DU CYKELTØJ? VELOMIO.COM - SØGEMASKINEN FOR CYKLER OG UDSTYR