Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Strade Bianche

Optakt: Strade Bianche

02. marts 2024 14:10Foto: Sirotti

Sædvanligvis tager det adskillige år, inden et endagsløb kan betragtes som en klassiker, men ét løb har næsten fra dets start taget springet ind i den absolutte elite. Strade Bianche med sine ikoniske grusveje har alle de ingredienser, der karakteriserer et unikt løb, og betragtes allerede som et af sportens mest prestigiøse begivenheder, selvom 2024-udgaven bare er nummer 18 i rækken. Med dets grus, mange stigninger og meget stejle bakke op til mål er det måske det eneste endagsløb på kalenderen, der tiltrækker brostensspecialister, ardennerryttere og grand tour-stjerner i en skøn blanding, og de har alle en reel chance for at vinde på en af de mest fascinerende ruter på hele cykelkalenderen - en rute, der i 2024 endda er både længere og hårdere end nogensinde.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og regionens kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2007, før Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, og som på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica, fundet.

 

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet gøre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerner Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

 

Læs også
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

 

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider ekstremt stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

 

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb.

 

I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste, inden Cancellara tog en af sine sidste store sejre ved at besejre Stybar, Gianluca Brambilla og Sagan på bakken i 2016.

 

I 2017 var det så atter Kwiatkowski, der slog til i et løb, der blev domineret af en herlig blandt af klatrere, brostensryttere og ardennerspecialister, som det også var tilfældet i den første episke regnvejrsudgave i 2018, hvor alsidige Tiesj Benoot sejrede foran grand tour rytteren Romain Bardet, crossfænomenet Wout van Aert og Valverde, der aldrig vandt løbet trods flere topresultater. I 2019 havde vi en fantastisk duel mellem Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang, der begge må betegnes som uhyre klatrestærke typer, og i 2020 var Van Aert igen i spil i en gruppe, der også talte klatrerne Davide Formolo og Fuglsang, brostensspecialisten Alberto Bettiol og ardennerrytteren Maximilian Schachmann.

 

I 2021 var det svært ikke at juble over at se, hvordan de tre klassikertenorer Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe og Wout van Aert, kometen Tom Pidcock samt klassementsstjernerne Egan Bernal og Tadej Pogacar dystede om sejren til sidst, og i de seneste to år har vi set fantastiske soloridt fra hhv. Pogacar og Pidcock og podier, der har talt vidt forskellige folk som tunge Kasper Asgreen, brostensrytteren Benoot og de lettere Valverde og Madouas.

 

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

 

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen inden Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

 

Siden 2017 har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, valgte de alle det til i 2017, 2018 og 2019, og det siger meget om dets prestige. Trenden blev brudt i 2020, hvor Cofidis skippede løbet, hvad de også gjorde i 2022, men som i 2021 og 2023 er alle topholdene med igen i 2024.

 

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno-Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet steg det mindre løb GP Industria & Artigianato gevaldigt i graderne og blev rykket til den efterfølgende søndag. Det tiltrak ikke tiltrukket helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche udgjorde det det en helt solid løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen. Siden 2021 har Trofeo Laigueglia endda været rykket til onsdagen inden Strade Bianche, hvormed man kortvarigt havde en stærk løbstrio, der med sin synergieffekt fik fremragende startlister.

 

Læs også
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

 

Den model blev der dog lavet om på i 2022, hvor Tirreno-Adriatico for første gang afvikledes helt parallelt med Paris-Nice med start allerede mandag, og det førte til arrangørernes store fortrydelse til, at GP Industria er rykket til en senere og langt mindre gunstig placering. Nu bliver udfordringen i stedet, at mange skal nå at komme sig inden starten på Tirreno, da Strade Bianche og etapeløbet vil have meget ensartede startfelter.

 

Den udfordring bliver endnu vanskeligere i fremtiden. Indtil har løbet med de 184 km, der var distancen på den rute, der blev benyttet mellem 2018 og 2023 været uhørt kort for så stort et endagsløb. Det bliver der lavet om på i 2024, hvor man giver ruten en ansigtsløft med mere grus, flere højdemeter og ikke mindst en distance på 215 km, der endda gør det til et af de længere endagsløb uden for monumentklassen. Den model ventes at fortsætte i fremtiden, og dermed bliver et i forvejen svært løb endnu vanskeligere end tidligere.

 

Sidste år var alle øjne rettet mod Mathieu van der Poel, der jagtede sin anden sejr, men det stod lynhurtigt klart, at han slet ikke var på toppen i sin sæsondebut. I stedet var det en anden crossstjerne, der tog over, da Tom Pidcock kopierede Tadej Pogacars opskrift fra 2022 ved at lancere et storslået soloangreb. Modsat Pogacar var han flere gange ved at blive hentet af en stærk forfølgergruppe, men den britiske komet fuldendte sin storslåede bedrift og sikrede sig sin største klassikersejr med 20 sekunder ned til Valentin Madouas og 22 sekunder ned til Tiesj Benoot, der var bedst på målbakken blandt de fem overlevende forfølgere. Pidcock vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Madouas, men da Benoot lidt overraskende skipper et af sine favoritløb, bliver de kun deltagelse af to af rytterne fra det seneste podium.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Ét forhold har været uforandret hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

 

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016 og igen i 2017 og 2018, men alle tre år har de sidste mere end 100 km været helt uforandrede. I de seneste år har man slet ingen modifikationer foretaget, og mellem 2018 og 2023 var ruten præcis den samme.

 

Formålet med ændringerne i de sidste par år var at gøre løbet en anelse hårdere. Således bestod ændringen fra 2018 i, at det andet grusvejsstykke, der består af en svær bakke, forlængedes, men der har hele tiden været 11 grusveje på programmet, som i de seneste år har udgjort 63,0 km, den længste distance nogensinde. I 2016 forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og siden 2018 har der kun været 184,0 km på programmet, lidt flere end i 2016 og 2017. Samtidig har man bibeholdt den nye start i Siena, der blev introduceret i 2016, og i det hele taget har ændringerne siden det år altså været helt minimale.

 

I år sker der imidlertid noget. For en så stor klassiker har distancen været urimeligt kort, men det får man rådet bod på ved at forlænge løbet til hele 215,0 km, så det pludselig er til den lange side for et løb, der ikke er et monument. De ekstra kilometer findes hovedsageligt ved i finalen at køre på en rundstrækning med de afsluttende korte, eksplosive grusstykker, vi kender fra tidligere. Prisen herfor er til gengæld, at løbets absolutte nøglesektor, Monte Sante Marie, der hidtil er blevet indledt med 54,0 km til mål, denne gang rammes med hele 84,0 km til stregen, og derefter er grusstykkerne alle korte, som de også tidligere har været det. Samlet set er der nu 15 og ikke kun 11 grusstykker, og den samlede længde øges fra 61 til 71 km.

 

I alt skal der altså køres 215,0 km, der igen har både start og mål i Siena, og der er ikke meget fladt i området omkring byen, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig mod sydvest og syd ad ganske flade asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 14,0 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den forlængede sektor 2 (5,8 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning (2,2 km, 6,4%), der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Nu afviger man fra den tidligere rute, når man efter et kort, fladt asfaltstykke kører over en ny sektor (6,4 km), der er let faldende.

 

Læs også
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

 

Nu går det ad flade veje tilbage til den velkendte rute, som fører på dagens anden stigning, Montalcino (6,5 km, 4,8%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km med 1,9 km med 5,5% i snit) venter, adskilt af bare én kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter efter 112,3 km nu sektor 7 (9,5 km, der slutter med 1 km med 6,9%), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret i 2016 og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det plejer imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spille ud allerede her, og selvom man før har set splittelse, er det altid blevet samlet igen på det efterfølgende asfaltstykke.

 

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 84,0 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger - blandt andet 1 km med 7% og 1 km med 10,3% - og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

 

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

 

De 17,8 km asfalt, der følger, er ikke helt nemme, da der undervejs er to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,7% over 1 km, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, og som er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 600 m lang, starter med 54,7 km fra mål og stiger mange steder med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia efter en bakke, der over 700 m i alt stiger med 7,5% i snit.

 

Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 49,3 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%.

 

Nu følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning plejer at ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her. Det var også her, Van Aert satte sine rivaler til vægs i 2020, og hvor Van der Poel skabte den sidste og afgørende udstilling med sit angreb i 2021.

 

Efter grusvejen plejer at restere bare 12,05 km, men sådan bliver det ikke denne gang, da man i stedet kan køre en omgang på en rundstrækning. Efter et kort asfaltstykke over 2,4 rammer man den helt nye sektor 12, Strada del Castagno (900 m), der kun er let stigende, inden en nedkørsel leder ned til en ny bakke (1,9 km 5,5%), der har top med 34,7 km igen. Derefter fortsætter det ad faldende asfaltveje, indtil man rammer den nye sektor 13 (3,3 km, der hovedsageligt er let faldende.

 

Herefter rammer man den del, man allerede har kørt. Det betyder, at man igen skal over den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger som sagt hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4% og slutter med 16,7 km igen. Derefter venter igen Le Tolfe, der altså atter er den sidste sektor, og som altsp er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%.

 

Efter denne resterer 11,7 km, og nu kører man stort set den finale, vi kender. Selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler før til slut. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moreno Moser viste det i 2013 og Michael Kwiatkowski i 2017.

 

Læs også
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

 

Finalen indledes med to bakker med top med 7,8 km igen (500 m, 6,0%) og 5,8 km igen (900 m, 4,6%) og er ganske teknisk, idet rytterne passerer gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo.

 

Efter 215 km er den 800 m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. Bare 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når det sidste skarpe højresving kun 150 m fra stregen. Denne 7% nedkørsel er meget teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

 

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara, Kwiatkowski, Benoot, Van Aert, Pogacar og Pidcock har vist, kan man også køre væk meget tidligere. Én ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

 

Løbet byder på i alt 3669 højdemeter mod 3107 højdemeter på ruten fra årene mellem 2018 og 2023.

 

 

 

 

 

 

Læs også
Optakt: Prolog til Tour de Romandie

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

På denne tid af året plages mange løb typisk af elendigt vejr, men af en eller anden årsag synes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje, men i Strade Bianche var det først i 2018, at vi så et tilsvarende scenarium. Her lykkedes det en fuldstændig indsmurt Tiesj Benoot at gentage Evans’ heroiske bedrift i et episk løb.

 

Måske får vi den slags billeder igen i år. Denne uge har nemlig været voldsomt regnfuld. Tirsdag faldt der 30 mm regn i Siena, og fredag ventes der at falde yderligere 9 mm, inden der falder yderligere 15 mm på søndag. Lørdagen fremstår dog som en solrig oase i dette drivvåde vejr. Her vil det være solrigt med kun lidt sol og en temperatur på 11 til 15 grader, mens bygerisikoen vil være beskeden på 15-25%. Løbet har også ofte fundet sted i meget blæsende vejr, men det bliver ikke et problem denne gang. Her vil der være en let til jævn vind fra vest og til slut vestsydvest, og mens den vil toppe med en styrke å 16 km/t midt under løbet, vil den aftage til en styrke på bare 9 km/t i finalen. Det giver hovedsageligt sidevind i løbets indledende fase. På Monte Sante Marie vil der være sidevind, hvorefter der primært vil være forskellige former for modvind frem til afslutningen på fjerdesidste sektor. Herefter vil der primært være forskellige former for medvind, indtil man får sidevind på tredjesidste sektor. Efter denne vil der primært være forskellige former for modvind, men dog med sidevind på de to sidste sektorer. Efter endnu et stykke med sidemodvind får man sidevind og slutteligt sidemedvind på det sidste stykke tilbage mod Siena. Det gælder også på målbakken, hvor der dog vil være sidevind mellem 400 m- og 200 m- mærkerne og sidemodvind over de sidste 100 m.

 

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den ene side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning med rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

 

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punktering, eller hvordan Julian Alaphilippe i 2020 punkterede ikke færre end seks gange, ligesom styrt næsten altid har elimineret store navne allerede inden tv-billederne. Alligevel er det næsten altid de bedste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

 

I dette løb spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Ofte ser man en indledende udskilning på sektor 7 (der heldigvis nu også tv-dækkes), men nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære.

 

Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, mens alle kiggede på holdkammeraten Sagen, og hvordan Quick-Step i 2016 næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul. I 2018 så vi også, hvordan hverken Sagan eller Valverde, løbets to favoritter, havde holdene til at holde styr på tingene, og det hele endte med at glide dem totalt af hænde, og da Valverde endelig åbnede op, var det allerede slut. De snedige Wout Van Aert og Romain Bardet kapitaliserede på den manglende kontrol til med et tidligt angreb at køre på podiet, og havde det ikke været for brølstærke Benoot, der også foregreb Sagan og Valverde, havde de endda skullet afgøre slaget imellem sig. Også Michal Kwiatkowskis sejr i 2017 handlede i vidt omfang om et veltimet og smart angreb fra en gruppe, hvor han ikke nødvendigvis var stærkest.

 

Udgaverne i 2013, 2017 og 2018 er dog undtagelserne. I alle øvrige af de nyere udgaver kan man med nogen ret hævde, at stærkeste mand eller den bedste afslutter blandt de stærkeste vandt løbet. Det gjaldt således med Philippe Gilberts sejr i dennes vanvidssæson i 2011, det gjaldt med Fabian Cancellaras sejre i 2012 og 2016, det gjaldt med Kwiatkowski i 2014 og med Stybar i 2015, og det gjaldt utvivlsomt også i de fem seneste sæsoner, hvor de tre tenorer, Julian Alaphilippe, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, fænomenet Tadej Pogacar og senest den tredje crossstjerne, Tom Pidcock, hver har vundet én gang. Ofte vinder stærkeste mand i Siena, men historien viser også, at også taktik og ikke mindst et stærkt hold er vigtig.

 

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke puncheurtyper som Alaphilippe i en finale, han altid har elsket. Brostensspecialisterne er ganske vist i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb. Et godt eksempel herpå er Sep Vanmarcke, der i sin storhedstid ofte kom til løbet i superform, men altid måtte indse, at det samlede antal højdemeter var for meget for en relativt klatresvag fyr som ham, selvom han har pæne resultater i top 10.

 

Læs også
Optakt: Tour de Romandie

 

Det er netop også det, der gør det så unikt. I front ser vi altså en blanding af de bedst klatrende brostensryttere sammen med ardennerspecialister, der excellerer i det eksplosive terræn, og sågar også mere klassiske og ikke specielt spurtstærke klatrere som Bardet, Andy Schleck, Roman Kreuziger, Ryder Hesjedal og Vincenzo Nibali, der alle har været med fremme. Sågar store folk som Luke Durbridge, Christopher Juul og Michael Gogl, der hverken er kendt som klatrere eller værende eksplosive, har været i top 10 alene i kraft af deres store motor. Med andre ord er listen over topkandidater ganske lang og fascinerende alsidig. At sammenligningen med Flandern og Roubaix ikke holder, bliver helt tydelig, når man husker på, at Egan Bernal var på podiet i 2021 - et scenarium, der aldrig vil være realistisk i brostensklassikerne.

 

Som i ethvert andet stort endagsløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, som vi så det i 2020s specielle sommerudgave med den ekstreme varme, der gjorde løbet historisk selektivt, eller i 2018, hvor vi endelig fik en regnvejsudgave. Det var i høj grad de elendige forhold, der skabte så megen udskilning og sikrede, at Sagan og Valverde løb tør for hjælperkræfter og gav Benoot mulighed for at køre væk fra distancen. I tidligere år har det især været de meget blæsende forhold, der ofte har åbnet løbet allerede inden Monte Sante-Marie.

 

I år kunne det ligne, at vi får endnu en mudderudgave. Det har regnet massivt i Siena-området i dagene op til løbet, og grusvejene burde derfor være temmelig plørede. Det vil ændre deres stand og formentlig betyde, at rytterne bliver tilmudrede, men spørgsmålet er, om det vil bidrage til at gøre løbet hårdere. Selve lørdagen bliver nemlig solrig med pæne temperaturer og en for løbet sjældent svag vind, ikke mindst i finalen. Jeg tror derfor mere, at vejret vil ændre selve standen på grusvejene, mere end det vil bidrage til at gøre løbet hård. Igen vil der være en del modvind i finalen efter Monte Sante Marie, som vi ofte ser det, men den vil heldigvis være svagere, end den ofte har været det. I de seneste to sæsoner, hvor vinden kom fra nord og ikke vest, havde vi modvind på Monte Sante Marie og de to sidste sektorer - i 2022 endda meget kraftig - men det forhindrede ikke to mindeværdige soloridt fra først Pogacar og siden Pidcock.

 

Den helt store forandring til i år er naturligvis ruteændringen. Den har både plusser og minusser for folk, der gerne vil have et hårdt løb. Det siger sig selv, at 31 km og 500 højdemeter ekstra gør løbet hårdere, og løbet får endelig en distance, som man vil forvente af et løb med dets status. Prisen for dette er, at nøglesektoren, Monte Sante Marie, kommer med 84,0 km og ikke 54,0 km til mål. Det plejer at være her, vi ser den afgørende udskilning, og det er herfra, Pogacar og Pidcock de seneste år er kørt solo. Nu ved man aldrig med Pogacar, men det ligner en svær opgave at satse på et soloridt fra samme sted denne gang.

 

Det betyder dog næppe, at finalen bliver mindre selektiv. Derefter er der stort set intet fladt terræn, og der er et hav af de mindre bakker, der plejer at være afsættene til de sidste angreb. De plejer at være ganske selektive og skabe den sidste udskilning. Vi kan bare tage de seneste eksempler. I 2022 var det her, det lykkedes for Alejandro Valverde og Kasper Asgreen at sætte efter Pogacar, og i 2023 blev den ret store forfølgergruppe, der jagtede Pidcock, barberet ned til bare fem mand, hvad der kostede bl.a. Andreas Kron chancen for en podieplads.

 

Min konklusion er, at det bliver et hårdere løb, men jeg tror, at det tipper balancen mod de ryttere, der har større fordel af stigningerne end af gruset. Ganske vist er der grus på flere af bakkerne, men alle grusstykkerne herfra er meget korte. Der er relativt få kilometer grus over de sidste 72,5 km efter afslutningen på Monte Sante Marie. Et gæt vil derfor være, at det derfra i højere grad vil være de eksplosive stigninger mere end gruset, der vil være afgørende, hvad der selvsagt er en fordel for de lettere folk, der jo også har en klar fordel af den stejle målbakke i Siena.

 

Feltet er som altid af høj kvalitet, men vi når ikke de højder, vi så i de vilde udgaver i 2020 og 2021, hvor vi i sidstnævnte udgave fik en vild top 7, der udgjordes af Van Aert, Alaphilippe, Van der Poel, Pidcock, Bernal og Pogacar. I år savner vi desværre både Van Aert og Van der Poel, og Bernal, der dog næppe heller havde været en faktor denne gang, har også meldt afbud. Alaphilipe er ikke, hvad han var engang, så fra denne magiske top 7, er det kun Pidcock og Pogacar, der for alvor kan ventes at spille hovedroller. Jonas Vingegaard droppede også løbet, Primoz Roglic og Remco Evenepoel kører Paris-Nice i stedet, og Juan Ayuso skippede alligevel løbet for at fokusere på Tirreno. Ja, selv den tidligere vinder Benoot, som endda var på podiet sidste år, har også valgt løbet fra. Stjernerne er der bestemt, men vi når ikke de højder, vi har set, da det var bedst.

 

Som i ethvert andet løb, hvor han er til start, er Pogacar det store omdrejningspunkt. Han kommer nok engang til start sekunderet af et skræmmende stærkt hold, der allerede har meldt ud, at de kører for en klar kaptajn (hvad de altid gør, når deres stjerne er til start). Man må derfor formode, at de igen vil svinge taktstokken og forsøge at gøre løbet så hårdt som muligt. Trods det gode vejr taler det med den hårde rute for en meget selektiv udgave.

 

Naturligvis kan man ikke udelukke, at Pogacar igen vil køre solo allerede på Monte Sante Marie, men denne gang må det anses som ”risky business”. Formentlig vil den denne gang som tidligere ”blot” skabe den afgørende udskilning, og derefter vil de afgørende forskelle skulle skabes i det eksplosive terræn på bakkerne til sidst. Alligevel taler meget for, at Pogacar vil forsøge at køre solo relativt tidligt, også for at undgå at tabe på taktik. Som sagt kan finalen blive ganske taktisk, hvis kaptajnerne er isolerede, og selvom UAE er stærke, kan sloveneren ikke vide sig helt sikker på at have hjælpere til sidst - og så skal man også huske, at uheld i dette løb altid med ét slag kan forandre alt.

 

Læs også
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

 

For alle andre hold vil planen formentlig være den samme, nemlig at forsøge at komme Pogacar i forkøbet. Det bliver svært, hvis UAE er så stærke som ventet, men helt umuligt er det måske ikke. Det er blevet en stadig mere anvendt strategi i disse løb, hvor fænomenerne skal slås og kan være vejen til et topresultat og måske en sejr. Manøvren lykkedes næsten i Flandern Rundt sidste år, men den er vanskeligere at praktisere i et hårdere løb som dette. Nej, ikke hvis UAE ikke havde været så stærke, men på så kuperet en rute er det i højere grad, fysikken og klatreevnerne der sætter sig igennem til sidst. Men der er mulighed for taktiske finaler som i 2012, 2017 og 2018, hvor taktik og overtal kan komme i spil, og det er vel særligt noget, Ineos, Bora, Visma, Lotto og FDJ kan drømme om at udnytte. H

 

Historien taler dog sit tydelige sprog: langt oftest vinder stærkeste mand eller den bedste afslutter blandt de stærkeste. Det gode vejr øger måske chancen for taktik, for det øger sandsynligheden for, at flere hold vil have flere kort at spille til sidst, men som regel får vi et udskilningsløb, der ofte er kulmineret på den sidste sektor, Le Tolfe, hvor Van Aert og Van der Poel har gjort den afgørende forskel i hhv. 2020 og 2021. Herfra er stærkeste mand kørt hjem, men i de fleste tilfælde er det en gruppe på op til en håndfuld, der har skullet afgøre det på bakken inde i Siena, hvor de eksplosive puncheurs virkelig er i deres es. Udfaldet i den spurt er dog langt fra så givet, som man normalt ville forvente det.

 

Her vinder mest friske mand ofte og ikke nødvendigvis den mest eksplosive afslutter. Eksempelvis vidste Alaphilippe i 2021 allerede på forhånd, at Van der Poel ville slå ham, selvom de normalt ville være ret jævnbyrdige, og da der i 2020 blev spurtet om 2. pladsen, ville Maximilian Schachmann 9 ud af 10 gange slå Davide Formolo i en spurt som denne. Alligevel blev det sølv til Italien og bronze til Tyskland. Når det er sagt, er en god puncheurspurt på en stejl mur et vigtigt våben. I 2019 virkede det ikke helt urimeligt at hævde, at Jakob Fuglsang var stærkest, men i finalen var det sejr til vores franske superpuncheur, Alaphilippe.

 

Naturligvis er det umuligt ikke at have Tadej Pogacar som favorit. Sådan er det i snart sagt ethvert cykelløb, men det gælder særligt i dette løb. Løbet er som sagt en form for sammensmeltning mellem en ardenner- og en flamsk klassiker, og det slovenske fænomen har jo vist sig ustyrlig i begge. Heldigvis for sloveneren er der mere ardenner- end flamsk løb over denne hårde rute, og det betyder, at det i altovervejende er evnerne på de eksplosive stigninger, der afgør løbet - og når det gælder, er han meget, meget svær at slå. Det viste han med sit vilde soloridt på to år siden, og hvis man skal være en smule grov mod rivalerne, kan man med nogen ret hævde, at vi mest af alt venter på at finde ud af, hvornår han kører fra alt og alle.

 

Forudsætningerne er også de rette. Hans hold er skræmmende stærkt, og den hårdere rute øger blot sandsynligheden for, at stærkeste mand vinder. Hans ofte siddende klatrestil er ikke dum til et grusløb, og derudover har han et stærkt våben i baghånden på bakken i Siena. Her er der meget, meget få i denne verden, der kan drømme om at vinde en spurt mod sloveneren, og derfor kan han tillade sig at gribe løbet en smule mere forsigtigt an, hvis ikke han er på toppen endnu.

 

Og det er netop det, der kan skabe spænding. Grundet sin ambitiøse sæsonplan starter han i år usædvanligt sent, og vi aner ikke, hvor han står i sin sæsondebut. Som bekendt er han altid konkurrencedygtig fra start - ja, faktisk har han vundet sit første cykelløb i alle år siden sejren i Valencia i 2020, og hvis ikke han i sin debutsæson i 2019 var startet allerede i Australien, havde han kunnet sætte flueben ud for alle årene, for han vandt i sit første europæiske løb i Algarve.

 

Alligevel har vi set, at han kan være sårbar. I 2020 blev han slået klart af Adam Yates i UAE Tour efter den indledende sejr i Valencia, og selvom han vandt samme løb i både 2021 og 2022, var det meget svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at Yates var den stærkeste af de to. Sidste år var han ganske vist her, der og alle vegne i sin sæsondebut, men det var midt i februar. Nu starter han i marts, hvor hans rivaler i langt de fleste tilfælde har kørt ganske mange løb, og han starter ikke i et forberedelsesløb. Nej, han starter i et løb, der måske ikke er det største mål for nogen, men som står på listen over mål for mange.

 

Det er det, der kan skabe usikkerheden. Nok er Pogacars bundniveau skræmmende højt, men han rammer trods alt ikke altid sit topniveau. I efteråret kan man jo af og til se ham i decideret formsvag udgave. Det ser vi aldrig på denne årstid, men der er en reel chance for, at han vil mangle nogle procent - særligt når man ved, hvilke planer han har senere på året. Det åbner døren for, at han faktisk kan slås, og selvom han altid har spurten i baghånden, er bakken i Siena som sagt også meget ærlig. Her vinder mest friske mand ofte, og når man ser på afslutterevnerne hos mange af hans rivaler, kan han ikke nødvendigvis bare forlade sig på sin spurt. Ja, Pogacar er den store, store favorit, men rivalerne kan da godt tillade sig at drømme.

 

Hvem kan så tillade sig at drømme sødest? Det er måske Daniel Martinez. Der må være faldet en sten fra hjertet hos Bora-ledelsen, da de så colombianeren i Algarve, for det så virkelig ud til, at de havde købt katten i sækken. Ikke siden Ardennerne i 2022 havde der været tegn på liv hos den fallerede colombianske stjerne, men nu tyder meget på, at han kan være tilbage på sit 2022-niveau. Hvis det er tilfældet, er perspektiverne uhyre lovende. I det forår var han et sandt uhyre, som han viste, da han tog den samlede sejr i et stærkt felt i Baskerlandet, hvor han var oppe mod både Evenepoel og Vingegaard, og hans evner som endagsrytter kom til udtryk i Ardennerne, hvor han var en af de allerstærkeste i både Fleche og Liege.

 

Læs også
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

 

Disse eksplosive stigninger passer ham også ganske perfekt. Det har han vist i blandt Ardennerne, og senest da han i Algarve to gange gav Evenepoel en lektion i at afslutte på en stigning. Det vidner også om, at han kan stole på sin spurt i Siena. Den store udfordring er selvfølgelig gruset. Han har flere gange vist, at han ikke er den teknisk mest begavede ryttere, og hans nedkørselsesevner har jo været et decideret problem. Heldigvis er der som sagt ikke meget grus i finalen, hvor det mest af alt skal afgøres på de eksplosive bakker, hvor han - hvis alt går vel - også vil have holdkammerater hos sig. Rammer han niveauet fra Algarve, ligner han manden, der kan true Pogacar mest.

 

Det kan naturligvis også være sidste års vinder, Tom Pidcock. Akkurat som Pogacar er han den sjældne fisk, der kan begå sig i både en flamsk klassiker og en ardennerklassiker, og det gør ham perfekt til dette løb, hvor han har stor glæde af sin crossbaggrund. Også han glædes over, at der er mere ardenner- end flamsk løb over begivenheden, og historikken taler da også sit sprog med hans sejr i 2023 og hans 5. plads i 2021 - de to eneste gange, han har kørt løbet. Også han er en fremragende afslutter på en stigning, som vi så, da sidste år vandt på Malhao, og hans hold er et af de stærkeste. Endelig taler meget for, at han er endnu stærkere i 2024 end i 2023. Det tilsiger alderen, og i 2023 var han i hvert fald på et helt nyt niveau i Ardennerne, hvor han både i Liege og Amstel var sidste mand til at slippe hhv. Evenepoel og Pogacar.

 

Hvad så med formen? Den har ikke været skræmmende endnu. Han var skam god i Algarve, hvor han blev nr. 3 på Malhao, og han kørte også et fint Omloop, hvor han imponerede i sidevinden. I begge løb var der dog også folk, der var betydeligt stærkere end ham, og han lignede i lørdags i hvert fald svageste mand i den sidste seksmandgruppe. Heldigvis var det samme billede sidste år. Her havde han ganske vist vundet på Malhao, men i et meget svagere felt, og hans Omloop var endnu mindre overbevisende. Alligevel leverede han et gigantisk soloridt i dette løb, og derfor kan man tillade sig at tro på, at han er så meget på rette vej, at han vil flyve i et løb, der passer ham langt bedre end lørdagens. En udfordring kan være distancen, som var en stor udfordring i Ardennerne, men vi taler trods alt ”kun” om 215 km - og han gik jo altså på podiet i både Amstel og Liege. Han ved i hvert fald som én af blot fire i feltet, hvordan man vinder løbet.

 

Jeg vil rangere Tim Wellens her, men det er langt fra sikkert, at han får lov at ende langt fremme. Jeg forventer nemlig, at han er en af de allerstærkeste, men det bliver bare svært at tage sin chance i et løb, hvor meldingen er, at det handler 100% om Pogacar. Alligevel kan der åbne sig en dør. Dels kan sloveneren blive ramt af uheld, og dels er der som sagt lidt usikkerhed om fænomenets form. Kan Pogacar ikke bare gøre forskellen, kan der opstå en situation, hvor det kan blive en fordel at lege med overtallet, og så er Wellens den perfekte mand at spille ud. Man kan vel heller ikke helt udelukke, at en endnu ikke formstærk Pogacar angriber tidligt, men løbet tør for kræfter, og når han er hentet, vil der så være fri spillebane til en Wellens, der vil havde siddet på hjul i hele finalen.

 

Der er altså bestemt mulighed for, at belgieren kan få sin chance, og gør han det, kan han være skræmmende. I hvert fald lignede han den stærkeste på stigningerne i åbningsweekenden - ikke mindst med sin opkørsel på Muren i Omloop - hvad han også gjorde sidste år, og dermed har han bekræftet, at han er kongen af vintermånederne. Sidste år havde han uheld i dette løb, men undgår han det, er det et løb, der passer ham. Egentlig er hans historik ikke skræmmende god - selvom han i fem forsøg aldrig er endt dårligere end nr. 13 - men han har heller ikke altid ramt løbet i god form. Da han gjorde debut som ung komet i 2017, endte han med det samme som nr. 3, hvilket siger alt om potentialet, og med tre top 4-placeringer ud af tre mulige i Jaen har han bekræftet sine evner på grus. Som ardennerrytter passer han perfekt til terrænet, han kan afslutte, og måske kan det i sidste ende blive en fordel, at han er på hold med Pogacar. Og hvis han alligevel bliver låst, kan han jo sætte sig på hjul, når den slovenske fugl er fløjet, og derefter spurte sig til en 2. plads.

 

Jeg vil rangere Sepp Kuss relativt højt. Det er bestemt ikke den ideelle rute for en klatrer som ham, men noget dårligt løb er det bestemt ikke. Højdemeterne er mange, og særligt i år er det formentlig klatreevnerne, der bliver afgørende. Amerikaneren har lignet en mand, der har fået et boost af sin Vuelta-sejr. Han har altid startet pænt, men i år har han været helt usædvanligt god. Han fik løbet i Murcia til at eksplodere, han blandede sig helt fremme i grusløbet i Jaen, der med den ændrede rute var et ret fladt løb, der passede ham betydeligt dårligere end dette, og senest blev han nr. 3 bag Martinez og Evenepoel i den meget, meget eksplosive spurt på Foia, hvor han normalt burde være ret svagt stillet, inden han af uforståelige årsager blev brugt som hjælper på Malhao. Det ligner en ganske flyvende Kuss lige nu, og i et løb, hvor jeg regner med, at de stærkeste overlever, forventer jeg, at han kommer langt.

 

Gruset bør ikke være et problem. Det var det ikke i Jaen, og han har sin mountainbikebaggrund. Det er til gengæld klart, at stigningerne er for korte og eksplosive, men Kuss er altså ikke helt uden punch, som vi så det i Algarve. En anden udfordring er, at han i et endagsløb ikke får den store glæde af sin eminente restitution, men han har nu kørt to gode endagsløb i år. Jeg er spændt på, om han lider for meget mod folk, der kan være bedre over kun én dag, men hans topniveau er så tårnhøjt, og hans sæsonstart har været så overbevisende, at jeg vil forvente, at han viser sig som en af de allerstærkeste.

 

Romain Gregoire har ikke vundet løbet endnu, men det er formentlig blot et spørgsmål om tid. I hvert fald passer den franske komet perfekt til dette eksplosive ardenneragtige løb, hvad vi også så i hans debut. Her endte han som en ganske fornem nr. 8, efter at han trods alt kom til kort med kræfterne til sidst. Det burde han ikke gøre i år, for han er meget stærkere end dengang. Det har vi senest set i Ardeche, hvor det var uhyre lovende at se ham næsten følge med Juan Ayuso og Mattias Skjelmose på løbets lange stigning, der appellerede mere til dem end til ham. Senest kørte han et ganske fint Trofeo Laigueglia, hvor han blev låst i det taktiske spil, og hvor det eneste svaghedstegn var, at han måtte lade Ayuso køre til sidst, hvad der trods alt ikke er nogen skam.

 

Gregoire har alle de rette kvaliteter. Han har punchet, han har de tekniske evner, og han har afslutterevnerne på en bakke. Hans hold er tillige ganske stærkt, og hvis alt går vel, vil han have i hvert fald én holdkammerat hos sig i finalen. Han er lidt ubeskrevet over lange distancer, men vi taler trods alt ”kun” om 215 km. Robustheden skal nok komme - i hvert fald på sigt - og med den styrke, han har vist i sæsonstarten, er der en grund til at tro, at han på lørdag kan udfolde sit enorme potentiale.

 

Læs også
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

 

En anden ardennerkomet er Ben Healy. Ireren tog alle på sengen i ardennerløbene sidste år, hvor han endte i top i Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og Liege. Til gengæld viste hans efterår også, at han formmæssigt ikke er helt stabil, og indtil nu kan vi ikke vide os helt sikre på, at han er klar nok. Hans start ii Besseges var hæderlig på en rute, der ikke passede ham, men derefter sendte han lidt blandede signaler i Algarve. Hans kørsel på Foia var bekymrende, men hans enkeltstart var til gengæld fremragende, inden hans store offensiv på Malhao viste, at han er på rette vej. Nu er formen formentlig endnu bedre, og som ardennerspecialist kan han se frem til terræn, der passer ham. Til gengæld er gruset ikke nødvendigvis ideelt for ham, men som sagt betyder den nye rute, at det formentlig vil spille en mindre rolle end vanligt.

 

Samtidig er Healy skabt til at lave det store ridt, der kan være vejen til sejr i et løb, hvor man skal Pogacar i forkøbet. Til gengæld lider han voldsomt under, at han ikke er nogen god afslutter, men det kan bakkens hårdhed heldigvis ofte kompensere for. Med de evner, han viste i Amstel og Liege, taler meget også for, at den ekstra distance er til hans fordel. Desværre er jeg endnu ikke overbevist om hans form, men med sit enorme potentiale i løb som disse og den stigende formkurve, vi har set, er jeg nødt til at rangere ham højt på potentiale.

 

I det hele taget kan det meget vel blive talenternes show. Lennert Van Eetvelt har i løbet af vinteren forbedret sig så meget, at han troede, at hans wattmåler var gået i stykker. Det var den heldigvis ikke, for han har i sæsonstarten vist, at han formentlig er blevet boostet helt enormt af sin første grand tour, hvad man jo ofte ser. Han satte Aleksandr Vlasov og Brandon McNulty på en blød stigning om lørdagen på Mallorca, og senest kørte han fra alt og alle i Emiraterne. I begge tilfælde var feltet noget svagere, end det er det her, men vi ved, at han er flyvende, og han ligner en mand, hvis form fører meget langt.

 

Vi så også på Mallorca og senest på Jebel Jais, at han er endnu mere eksplosiv, end i hvert fald jeg havde troet, og det taler for, at han vil være stærk i et løb som dette. Hvordan han klarer gruset ved vi selvsagt ikke, og han er også ret ubeskrevet over et 215 km langt endagsløb. Vi ved til gengæld, at han passer til terrænet, at han kan afslutte, at hans hold er et af de stærkeste, og at han kommer til løbet i flyvende form. Hvis han igen tror, at wattmåleren er gået i stykker på lørdag, kommer han i hvert fald meget langt.

 

I det hele taget er perspektiverne for Lotto uhyre gode, hvad der er ganske imponerende, når vi taler om et ProTeam. Maxim Van Gils løb tør for kræfter i finalen sidste år og endte derfor kun som nr. 23, men hans potentiale i løbet er kolossalt. Det siger sig selv, når vi taler om en puncheurtype, der i sidste sæson endte i top 11 i alle tre ardennerklassikerne, og noget tyder på, at han har lagt et ekstra lag på nu. I hvert fald var han slet og ret flyvende, da han slog Ayuso på den ganske vist meget specielle enkeltstart i Andalusien, og senest efterlod han et meget stærkt indtryk i Drome-Ardeche, hvor det var stigningernes længde, der endte med at koste ham lidt. Lange stigninger slipper han for at bekymre sig om denne gang, hvor særligt bakkerne i finalerne er perfekte for en mand med hans punch. Han er også en eminent afslutter på en bakke, og han viste i Ardennerne, at den forlængede distance ikke bør være et problem. Jeg kan godt frygte, at han stadig vil mangle det sidste i forhold til de stærkeste baseret på det, jeg så i weekenden, men i terræn som dette står han altså stærkere, end han gjorde i Frankrig.

 

Lottos tredje kort er Andreas Kron¸ men han bliver rangeret lidt lavere, end jeg egentlig ville. Med sin top 10 sidste år bekræftede han, at han er skabt til dette løb, der også er et stort mål, og senere viste hans top 5 i Amstel mere om evnerne og om, at han også kan klare lange distancer. Det bedste af det hele er, at hans suveræne etapesejr i Vueltaen og top 10 i Lombardiet indikerede, at han nu endda har nået et helt nyt niveau, og da han samtidig har historik for at starte meget, meget stærkt, lyser alle lamper jo umiddelbart grønt. Desværre meldte han pludselig afbud til weekendens løb i Frankrig, og jeg har desværre ikke kunnet opstøve en forklaring. Den kan heldigvis være ganske god, men det er klart, at det må skabe en bekymring for, om helbredet har sat ham tilbage, når han misser sine to forberedelsesløb. Som minimum betyder det i hvert fald, at han har til gode at bekræfte, at han starter lige så stærkt som sidste år, og derfor er der en del spørgsmålstegn ved hans navn. Hvis til gengæld han formmæssigt er på samme niveau som sidst, taler meget for en endnu stærkere Kron denne gang, og så lugter det altså af en ret spændende trio, når han gør fælles front med Van Eetvelt og Van Gils.

 

Næste talent i rækken er Lenny Martinez. Dette er bestemt ikke det ideelle løb for en ren klatrer som ham, men det var Laigueglia bestemt heller ikke. Nok vandt han via taktik, men det er også den vej, han skal benytte i dette løb, hvor han igen udgør en duo sammen med Gregoire. I hvert fald ser FDJ så gode muligheder i hans form, at de har valgt at sende ham til løbet, selvom det ikke var planen, og gruset bør ikke skræmme ham. Ganske vist har han ikke selv en mountainbikebaggrund, men når man er søn af en af alletiders bedste mountainbikeryttere, og selv kører på cykel, er det svært at tro, at han ikke har tilbragt en god del af sin barndom på en mountainbike. Det er klart, at det er en stor, stor ulempe, at der er så meget relativt fladt terræn, og stigningerne er alt, alt for korte. Det var de dog også i Laigueglia, og noget tyder i hvert fald på, at han har nået et helt nyt niveau. Det er nemlig ikke mange, der kan køre næsten lige op med Jonas Vingegaard på en kongeetape, og det taler for, at hans form i hvert fald bør føre langt i et løb, der trods alt er så klatretungt som dette.

 

Et andet af de talenter, der er en vis usikkerhed om, er Kevin Vauquelin. Han er et helt ubeskrevet blad i de store endagsløb, men på papiret passer de ham perfekt. Han har i hvert fald klatreevnerne og punchet til eksplosive stigninger, og han bør også være en storslået afslutter på en bakke som denne. Han noget robuste fysik er næppe heller nogen ulempe i et grusløb, og han synes faktisk at være tæt på at være den perfekte rytter til dette løb. Der er dog en vis usikkerhed om hans niveau. Han startede sæsonen som lyn og torden med sin knusende sejr over Mads Pedersen i Besseges, hvor han kaldte sig selv endnu bedre end sidste år, hvor han også var flyvende på denne årstid. Desværre styrtede han i Var, og derefter var han helt anonym i Alpes-Maritimes. Det hang formentlig sammen med styrtet, men det skaber usikkerhed, når vi taler om en mand, der efter sin hofteskade var på et chokerende lavt niveau gennem det meste af 2024. Han ser ud til at være tilbage på sporet, men bekræftelsen mangler, og vi har også endnu til gode at se ham for alvor blande sig i front i et WorldTour-løb. Heldigvis kan det komme på lørdag.

 

Vi fortsætter med talentshowet. Jeg er meget spændt på at se Magnus Sheffield. Som udgangspunkt er han tungere end de fleste favoritter i dette løb, og han har heller ikke samme punch. Til gengæld klatrede han chokerende godt i Schweiz sidste år, og som nævnt ovenfor er det jo et løb, hvor gruset betyder, at de lidt tungere folk kan blande sig med de lettere folk. Den nye rute med flere eksplosive stigninger i finalen er nok en ulempe, men heldigvis har vi på Kiddesvej set, at han altså er mere eksplosiv, end han ofte viser. Han har i hvert fald masser af power, og han har med sin sejr i Brabantse Pijl vist, at han kan vinde endagsløb. Han kører også for et af de stærkeste hold, og han er skabt til at køre alene og dermed komme de mere klatrestærke i forkøbet. Jeg er dog bekymret for hans form, for selvom han kørte en storslået enkeltstart og havde defekt på Malhao, havde han ikke sine bedste klatreben i Algarve. Dem skal han have fundet siden dengang, og det ved vi ikke, om han har. Det skaber usikkerhed, men på potentiale må han stå højt.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

En mand, der elsker dette løb, er Attila Valter. Han har kørt det to gange, og han er blevet nr. 4 i 2022 og nr. 5 i 2023. Den historik taler sit tydelige sprog om et løb, der passer ham. Til gengæld har han været en lottokupon med et meget lavt bundniveau. Det er blevet meget bedre hos Visma, men helt stabil er han ikke. Heldigvis var starten i UAE Tour uhyre lovende, og at han klarede sig så godt på et rigtigt bjerg, taler for, at han vil være flyvende i terræn, der passer ham langt bedre. Som han særligt viste i 2022, er han også en storslået afslutter på bakken i Siena, og sammen med Kuss udgør han en uhyre spændende duo. Sjovt nok føler jeg mig denne gang ret sikker på et godt løb fra en mand, der ellers er kendt for at være utilregnelig. Udfordringen er bare, at jeg måske tvivler på, at topniveauet faktisk også rækker til at vinde.

 

Så er der Toms Skujins. I denne vidunderbørnenes tidsalder, hvor de fleste af rytterne, der er nævnt indtil nu, knap er kommet ud af cykelsportens kravlegård, er det lidt befriende at se, at man stadig godt kan være en ”late bloomer”. Den 32-årige lette har tilbragt en karriere som hjælper, men jeg skal love for, at der er sket noget siden sidste sommer, hvor han imponerede stort i San Sebastian og til VM. Det niveau har han taget med sig ind i 2024, hvor han har imponeret i først Besseges og senest med sin kørsel i Omloop, hvor han virkede uhyre overbevisende på stigningerne - og stærkere end Wout van Aert. Dette løb passer ham vel egentlig endnu bedre. Han er ganske god i eksplosivt terræn, og han har vist et vist flair for endagsløb, som ellers ikke tidligere har været noget stort satsningsområde. I 2019 endte han faktisk også som nr. 9 i løbet, og hans seneste 16. og 17. pladser i hhv. 2022 og 2023 bekræfter, at han ikke er uden evner i løbet. Nu kommer han så til løbet i flyvende form og med et helt nyt niveau. Det skal blive meget interessant at se, hvor langt det fører på lørdag.

 

Jeg må hellere rangere Marc Hirschi her, men det er klart, at han som Wellens lider under, at han går til løbet som hjælper. Modsat belgieren har han desværre også til gode for alvor at overbevise om sin form. Ja, han tog en taktisk sejr i Drome, men begge de to franske løb indikerede, at han fortsat er et stykke fra det til gengæld høje niveau, han havde i 2023. Hans kørsel i Laigueglia var lidt svær at blive klog på. Han lavede i hvert fald et mærkeligt forsvindingsnummer undervejs, og det bragte hans hold i en ukomfortabel situation, der måske endte med at koste ham sejren. Meget taler heldigvis for, at det var en defekt - hvad jeg ikke har fået bekræftet - og han endte da også med at køre et fint resultat hjem. Han kommer også til et løb, der terrænmæssigt passer ham som fod i hose, og hans eminente tekniske evner bør gøre gruset til en fordel. På bakken kan han også afslutte, men jeg føler mig altså endnu ikke tilstrækkeligt overbevist om formen, når han samtidig går ind til løbet i en hjælperrolle.

 

Jeg er nødt til at nævne Andrea Bagioli, men det er på potentiale mere end forventning. Italieneren startede sin sæson uhyre skuffende i Portugal, hvor han var bekymrende langt fra at være konkurrencedygtig. I det lys skal han have forbedret sig ganske enormt, hvis han pludselig skal blande sig i dette løb, men når vi taler om en mand med så store udsving, kan intet udelukkes. Jeg husker eksempelvis, at jeg for et par år side havde ham som favorit til at vinde i Ardeche, hvor han faldt helt igennem, men dagen efter kørte han fra alt og alle i Drome. Sidste år fandt han efter et horribelt år pludselig sit livs niveau i efteråret, hvor hans 2. plads i Lombardiet vidner om hans tårnhøje topniveau. Profilmæssigt kunne dette løb ikke passe ham bedre, særligt fordi han vil være en eminent afslutter i Siena. En god Bagioli kan køre med helt i front, men skal vi se denne gode udgave, skal han godt nok have forbedret sig voldsomt siden debuten i Portugal, hvor det dog gik den rigtige vej.

 

Jeg er virkelig spændt på Bastien Tronchon. Franskmanden viste skam et vist potentiale, da han i 2022 blev af de få stagiaires, der lykkedes med at vinde et professionelt cykelløb, men at han skulle eksplodere på denne facon i 2024 efter et lidt anonymt 2023, stod næppe skrevet i mange drejebøger. Tidligere ville jeg have regnet dette løb som værende alt for hårdt, men den opfattelse har jeg måttet revidere efter at have set ham blande sig med alle klatrerne på Mont Faron i Classic Var. Senest klatrede han fornemt på den relativt lange stigning i Drome, hvor vi dog også så hans begrænsninger på bakken op til mål, hvor han var træt. Han har vist sine evner på grus med sin fornemme 2. plads i Jaen, men det var på en betydeligt mindre klatretung rute end denne. På baggrund af hans finale i søndags kan jeg godt frygte, at distancen og det samlede antal højdemeter ender med at slå ham ud, men efter at have oplevet, hvordan han nu flere gange har chokeret med sin klatring, er der ingen grund til at antage, at han ikke kan overraske igen i terræn, der burde passe ham som fod i hose.

 

Hvad så med Alberto Bettiol? Italieneren har altid gjort det fremragende i dette løb, men han har også været pokkers uheldig med styrt og krampe. I 2020 kom han dog næsten hele vejen, da han endte som nr. 4, og det er da også et løb, der passer ham. Han har punch og kan klatre, og gruset hjælper ham med at konkurrere med de lettere ryttere. Desværre ser vi ikke længere den bedste Bettiol, men hans flotte VM gav håb. I år startede han også meget stærkt på Mallorca og i Besseges, men siden har han ikke virket alt for overbevisende. Hans Omloop var en total fiasko, og selvom han ikke var ringe i Laigueglia, var han heller ikke på det niveau, der skal bruges for at vinde her. Alligevel skal man aldrig afskrive ham, når takterne grundlæggende har været positive, og han har for vane altid at være god i dette løb, indtil han rammes af uheld.

 

Der er kun fire tidligere vindere i løbet, og af dem har kun én vundet løbet to gange. Ja, faktisk er Michal Kwiatkowski sammen med den tredobbelte vinder Fabian Cancellara den eneste rytter med mere end én sejr, og det fortæller hele historien om, hvor godt dette løb passer til den eksplosive polak. Problemet er selvfølgelig, at der er et stykke til den udgave af Kwiatkowski, der var allerbedst, men heldigvis så vi sidste sommer en renæssance for den polske veteran, da han vandt en bjergetape i Touren og kørte fremragende på hjemmebanen i Polen. I år har han også fået sin bedste sæsonstart i meget lang tid, for han imponerede ganske meget i Murcia og fortsatte de lovende takter i Jaen, hvor han angiveligt var ramt af gearproblemer, da de bedste kørte væk. Desværre udgik han af Galicien efter styrt, og det skaber en smule usikkerhed, og hans kørsel i Murcia, hvor han ikke kunne følge Tratnik til sidst, betrygger mig bestemt heller ikke i, at han kan være med i front i dette løb. Til gengæld gør hans sommer også, at det ikke kan udelukkes, og han går i hvert fald ind til et løb, han kender, og som passer ham ganske fremragende.

 

En rytter, som er stort set uden erfaring i dette løb, er Dylan Teuns, der har en DNF i 2020 som sit eneste ”resultat”. Det er egentlig besynderligt, for disse stigninger burde være guf for en eksplosiv fyr som ham, og som murspecialist vil han elske spurten i Siena. Desværre er spørgsmålet, om han nu deltager i løbet en postgang for sent, for det er nogen tid siden, vi har set en flyvende Teuns. Omvendt fik han også ødelagt hele sit forår i 2023 af diverse omstændigheder, men de lidt halvsløje takter fik han aldrig for alvor vendt i et pænt, men ikke prangende efterår. Heldigvis så han ganske hæderlig ud i Omloop, og selvom man kunne have ventet sig mere i Kuurne, må han regnes som kandidat. Han har i hvert fald alle de rette kvaliteter til at gøre det godt på denne rute.

 

Jeg næver Matej Mohoric, men med begrænset entusiasme. Løbet her er en smule for klatretungt til sloveneren, der først i 2023 endelig lykkedes med at køre i top 10. Her kom han endda til kort som den svageste blandt de seks, der afgjorde løbet, og derfor er det et løb, hvor han skal være flyvende, hvis han skal slå de lettere folk. Heldigvis lignede han i Polen en mand, der nu klatrer endnu bedre end tidligere, men det er ikke sikkert, det hjælper. I hvert fald kommer han til løbet efter en helt anderledes åbningsweekend end for et år siden. Dengang var han sammen med Wellens den mest overbevisende på de flamske stigninger, og alligevel kom han til kort mod de lettere folk her. I år skuffede han sig selv og mange andre med en ret anonym præstation i weekenden, og han skal derfor nok have forbedret sig en del, hvis han skal levere lige så godt et resultat som sidste år. Hvis til gengæld han finder de polske ben, kan han måske komme endnu længere end for et år siden.

 

Læs også
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

 

Kan vi tillade os at tro på en genfødsel af Sergio Higuita? Jeg er ikke helt overbevist. Det er rigtigt, at han i Algarve var meget bedre end i hele 2023, men den bedste Higuita havde altså været med i offensiven i Murcia eller slået Kuss i spurten på Foia. Malhao-etapen gør det desværre svært at vurdere hans styrke, fordi han endte som hjælper for Martinez, og han er derfor et åbent spørgsmålstegn. Skulle han finde sig selv igen, burde han passe ganske glimrende til dette løb, måske særligt i år, hvor der er flere bakker og mindre grus i finalen. Spurten i Siena passer ham også helt perfekt, men det er bare svært at slette indtrykket efter et helt katastrofalt 2023, når nu han heller ikke lykkedes med entydigt at overbevise i sine første løb.

 

Jeg er også nødt til at nævne Isaac Del Toro. Al logik tilsiger, at han er et stykke nede i hierarkiet hos UAE, men man ved aldrig, hvad der pludselig kan ske, hvis han sidder i en finale. Mexicaneren har i hvert fald overgået de i forvejen tårnhøje forventninger, ikke mindst da han slog Filippo Ganna i noget nær den eneste rigtige enkeltstart i karrieren. Vi har til gengæld også lært, at han kan falde helt igennem, som han gjorde det på Foia-etapen i Algarve, og vi så også i Australien, at han virkede flyvende på 6. etape, men havde det svært på Willunga. Vi ved heller ikke, hvor han står efter den sygdom, der tvang ham ud af Algarve, og meget taler da også for, at vi ikke kommer til at se nævneværdigt til ham undervejs. Vi har bare også lært, at han har potentiale til at overraske, når vi mindst venter det, og det uventet gode punch, han viste i Australien, indikerer, at dette kunne være et løb for ham.

 

Jeg vil slå Valentin Madouas, Neilson Powless og Quinn Simmons sammen. Alle har nemlig et stort potentiale, men har virket formmæssigt helt fra snøvsen. Madouas er skabt til løbet og endte som nr. 2 i 2023, Simmons er kronisk god i dette løb, hvor han altid blander sig med langt bedre klatrere, og Powless har udviklet sig til at være en af de allerbedste i kuperede endagsløb som dette. For dem alle gælder bare, at sæsonstarten har været sløj. Madouas har været ramt af lidt styrt i Algarve og Ardeche, men senest skuffede han ganske voldsomt i Drome. Simmons var af Skjelmose udpeget som kaptajn i Drome, men han endte langt, langt, langt efter de bedste og har i det hele taget ikke vist noget i lang tid, og Powless satte bestemt ikke verden i brand i en yderst skuffende debut i Galicien. Alle har så stort et potentiale i dette løb, at de kan overraske - særligt når især Madouas og Simmons har for vane at finde formen ud af det blå - men lige nu ligner det ikke en stor lørdag for hverken den ene, den anden eller den tredje.

 

Visma stiller også med Christophe Laporte, men dette løb bør altså være for hårdt. Som nævnt ovenfor kom en fyr som Sep Vanmarcke altid til kort mod de bedste, og Laporte kan vel som klatrer sammenlignes med den store belgier. Han hjælpes heller ikke just af en finale med mindre grus, for det er netop gruset, der gør, at de lidt tungere folk kan blande sig. Hertil skal lægges, at Laporte skam nok kørte en pæn åbningsweekend, men bestemt ikke så ud til at være flyvende endnu. Han er så stor en klasserytter, at jeg ikke kan afskrive ham i et løb, hvor tunge ryttere har det med at overpræstere, men jeg bliver altså overrasket, hvis han er med helt fremme.

 

Endelig er der Paul Lapeira. Franskmanden har længe været lovende, men at også han skulle stille sig på i rækken af eksploderende Ag2r-talenter i 2024, lå ikke i kortene i 2023. Han har imidlertid imponeret ganske meget de seneste dage, først i Drome og siden i Laigueglia. Med sit punch passer han ganske godt til løbet, men al logik tilsiger altså, at han vil finde dette løb for hårdt. Det ville jeg imidlertid også have sagt om søndagens og onsdagens løb, og den vurdering viste sig jo at være forkert.

 

OPDATERING: Som frygtet kommer Andreas Kron ikke til start.

 

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet, og der var kun mindre ændringer, der har givet anledning til justeringer i holdoversigten nedenfor.

 

***** Tadej Pogacar

**** Daniel Martinez, Tom Pidcock

*** Tim Wellens, Sepp Kuss, Romain Gregoire, Ben Healy, Lennert Van Eetvelt

** Maxim Van Gils, Lenny Martinez, Kevin Vauquelin, Magnus Sheffield, Attila Valter, Toms Skujins, Marc Hirschi, Andrea Bagioli, Bastien Tronchon, Alberto Bettiol, Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns, Matej Mohoric, Sergio Higuita, Isaac Del Toro, Valentin Madouas, Neilson Powless, Quinn Simmons Christophe Laporte, Paul Lapeira

* Bart Lemmen, Stephen Williams, Davide Formolo, Julian Alaphilippe, Thymen Arensman, Jan Christen, Richard Carapaz, Kevin Vermaerke, Warren Barguil, Lorenzo Rota, Romain Bardet, Alexander Kamp, Carlos Canal, Lennard Kämna, Filippo Zana, Simone Velasco, Kasper Asgreen, Mikkel Honoré, Benoit Cosnefroy, Antoine Huby, Magnus Cort, Ivan Garcia Cortina, Torstein Træen, Cristian Rodriguez, Giovanni Aleotti, Ben Tulett, Davide De Pretto, Sylvain Moniquet, Guillaume Martin, Mauri Vansevenant,  Andrea Vendrame, Nans Peters, Mark Donovan, Vincenzo Albanese, Riley Sheehan, Simon Clarke, Axel Zingle, Gianluca Brambilla, Nicola Conci, Gianni Vermeersch, Michael Gogl, Axel Mariault, Quinten Hermans

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Læs også
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

 

Danskerne

Hos Soudal har Kasper Asgreen en kaptajnrolle, og han er omtalt i holdoversigten nedenfor. Hos EF burde Mikkel Honoré måske kunne få noget frihed, hvorfor også han er omtalt i holdoversigten, mens Christopher Juul på Jayco skal støtte primært Filippo Zana. Hos Tudor burde Alexander Kamp kunne køre sin egen chance, som Magnus Cort kan det hos Uno-X, og begge er omtalt i holdoversigten.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tom Pidcocks sejr fra 2023, Tadej Pogacars sejr fra 2022, Mathieu van der Poels sejr fra 2021, Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Tiesj Benoots sejr fra 2018, Michael Kwiatkowskis sejre fra 2017 og 2014, Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2012, Zdenek Stybars sejr fra 2015, Moreno Mosers sejr fra 2013 samt Philippe Gilberts sejr fra 2011.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der på de enkelte hold i tillæg til de ovennævnte måske kan sikre et godt resultat.

 

INEOS Grenadiers: Pidcock må være kaptajn, men også Sheffield og Kwiatkowski har potentiale. Thymen Arensman kan efter en lovende start i Portugal komme langt, men han passer ikke ideelt til løbet, mens Geraint Thomas nok engang er formsvag på denne årstid.

 

Alpecin-Deceuninck: Michael Gogl har før haft succes i dette løb, men trods et pænt Omloop er han et stykke fra fordums styrke. Quinten Hermans fortsætter med at skuffe i år, og Nicola Conci har heller ikke virket flyvende efter et skuffende 2023. Gianni Vermeersch er heller ikke på samme niveau som tidligere og vil finde ruten for hårdt.

 

Arkea-B&B Hotels: Vauquelin ligner det gode bud, men også en i Oman velkørende Cristian Rodriguez kan gøre det godt. Det burde også være et løb for Vincenzo Albanese, men selvom det går fremad, synes han stadig at mangle for meget. Simon Guglielmi har skuffet i år, og løbet er for svært for Clement Venturini.

 

Astana Qazaqstan Team: Løbet burde være perfekt for Simone Velasco, der var så god i 2023, men selvom det går fremad, så vi senest i onsdags, at han er et stykke fra sit bedste. Harold Martin Lopez klatrede godt i Emiraterne, men niveauet her er nok for højt, og selvom det går fremad efter en skidt start, synes Ide Schelling fortsat at mangle for meget.

 

BORA-hansgrohe: Martinez og Higuita ligner de beskyttede ryttere. Lennard Kämna kan også komme langt, men er ikke skræddersyet til løbet og var efter sygdom meget formsvag i Valencia. Til gengæld har vi set en genfødt Giovanni Aloetti, der kan komme langt, men næppe hele vejen.

 

Cofidis: Bedste bud er Guillaume Martin, der er startet sin sæson hæderligt, men som næppe kommer alt for langt på en rute som denne, og som missede weekendens løb med covid. For Axel Zingle burde løbet være hårdt, men inden for rækkevidde, men desværre skuffede han meget i åbningsweekenden. Axel Mariault startede stærkt, men har manglet en del i sine seneste løb, hvor også Jonathan Lastra har haft det svært.

 

Læs også
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt

 

Team Corratec-Vini Fantini: Bedste bud er vel stadig Valerio Conti , der passer til løbet, men som ikke viser tegn på en genfødsel. Mark Stewart har ikke klatret så godt, som han gjorde i marts, og Kristian Sbaragli har ikke imponeret i år.

 

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Jeg tror mest på Tronshon med Lapeira som joker. Holdet har også Benoit Cosnefroy som kaptajn, men dette løb vil være til den hårde side for ham, og jeg synes stadig ikke, at jeg ser tegn på, at han er fuldt tilbage. Andrea Vendrame var flyvende i Laigueglia, men dette løb har altid været en anelse for hårdt, som det også har været det for en ellers velkørende Nans Peters.

 

EF Education-EasyPost: Healy ligner bedste bud med Bettiol og måske Powless som alternativer. Egentlig burde det være Richard Carapaz, men efter en skuffende start, der kulminerede i Galicien, er min optimisme meget lille. Mikkel Honoré kom lovende i gang i Portugal, men han har ikke overbevist mig nok til, at jeg for alvor tror på ham i dette hårde løb, og han styrtede også i weekenden. Vi så i onsdags, at James Shaw mangler for meget.

 

Groupama-FDJ: Holdet har tre potentielle topkandidater i Gregoire, Martinez og Madouas. Løbet er for hårdt for Lewis Askey.

 

Intermarché-Wanty: Efter en meget skuffende start går det fremad for Lorenzo Rota, der passer til løbet, men han har stadig ikke overbevist mig om et comeback efter et skuffende 2023. Løbet må være lidt for svært for Francesco Busatto, der ellers har de rette kvaliteter, mens Simone Petilli, der tidligere har været i top 10, Rein Taaramae og Kevin Colleoni alle synes formsvage.

 

Israel-Premier Tech: Teuns er nok det bedste bud. Ruten er ellers skræddersyet til Stephen Williams, men han er kommet skuffende tilbage fra den forrygende start i Australien. Krists Neilands og Marco Frigo synes ikke flyvende, og selvom han elsker løbet, er det nok i dag for svært for Simon Clarke. Det bør også være for hårdt for kometen Riley Sheehan.

 

Lidl-Trek: Skujins ligner det sikre bud med Bagioli og Simmons som potentielt meget stærke jokers. Mathias Vacek har været tung i år.

 

Lotto-Dstny: Van Gols og Van Eetvelt er blandt favoritterne. Sylvain Moniquet kom lovende fra start, men efter skuffelser i Drome og Laigueglia er min optimisme aftaget. Jenno Berckmoes er faldet sammen efter den gode start og styrtede i går, mens løbet er for hårdt for Arjen Livyns .

 

Movistar Team: Davide Formolo har altid været fremragende i dette løb, men et skuffende 2023 og en svag start i Mellemøsten giver mig ikke den store optimisme. I stedet kan den flyvende Carlos Canal overraske, men selvom han klatrede godt i Galicien, vil jeg forvente, at han finder det lidt for hårdt. Det samme gælder for Ivan Garcia Cortina, selvom han delvist fortsatte de lovende takter fra efteråret i weekenden. Gonzalo Serrano skuffer igen i år, og der er trods alt grænser for, hvor langt ellers solide Nelson Oliveira kommer.

 

Q36.5 Pro Cycling Team: Efter en lovende start er Gianluca Brambilla faldet sammen igen, senest i Galicien. Walter Calzoni har før imponeret på gruset i Jaen, men han har ikke klatret så overbevisende i nogen tid. David De La Cruz skuffede i Galicien, som James Whelan gjorde det i Valencia. Mark Donovan har været godt kørende, men han er en smule overmatchet, og det samme er Alessandro Fancellu, der ellers var god i Galicien.

 

Soudal-Quick Step: Julian Alaphilippe er tidligere vinder, men selvom han var uheldig i weekenden, har jeg desværre intet set hverken i Belgien eller Australien, der giver mig tro på en genfødsel. Kasper Asgreen har vist, at han kan være med på denne rute, der dog stiller krav om topform, og den synes han ikke at have efter åbningsweekenden. Mauri Vanesevenant skuffede meget i Mellemøsten. Antoine Huby passer perfekt til løbet og gjorde det godt i weekenden, men han mangler for meget, og det bør være for hårdt for den ellers spændende Paul Magnier, som vi så i weekenden.

 

Team dsm-firmenicj-PostNL: Jeg tror mest på Kevin Vermaerke, der i år er fortsat de lovende takter fra sidste år, og som gjorde det godt på den lange stigning i Ardeche. Romain Bardet startede som lyn og torden, men efter en meget skuffende weekend er optimismen begrænset. Warren Barguil passer også til løbet og kørte flot i Drome, men han er aldrig for alvor med helt i front på denne tid af året og har ikke fordums styrke. Den meget spændende Frank van den Broek har manglet for meget, som det også gælder for Chris Hamilton ..

 

Team Jayco AlUla: Den erklærede kaptajn er Filippo Zana, men vi så i Laigueglia, at hans form nok fortsat mangler for meget. Davide De Pretto kan på sigt komme langt, men også han har manglet lidt for meget. Felix Engelhardt skal være flyvende for at blande sig, og det synes han ikke at være, og selvom han var god i Laigueglia, er Rudy Porter overmatchet. Christopher Juul har tidligere været i top 10, men det er længe siden.

 

Team Polti Kometa: German Dario Gomez var god i Rwanda, men dette er et helt andet niveau. Hverken Davide De Cassan, Erik Fetter eller Alex Martin har vist det store indtil nu.

 

Tema Visma | Lease a Bike: Kuss og Valter ligner de bedste bud med Laporte som joker. Det burde være et perfekt løb for Ben Tulett, men han har skuffet i Galicien. I stedet kan Bart Lemmen overraske igen efter at være endt i top 10 i begge sæsonens WorldTour-etapeløb, men der er trods alt nok grænser for, hvor langt han kommer.

 

Tudor Pro Cycling Team: Løbet passer storartet til Alexander Kamp, der ikke har kørt siden Mallorca, men det vil være atypisk for ham at finde formen allerede nu. Sebastien Reichenbach er langt fra sit tidligere niveau, og selvom Luc Wirtgen, Lucas Eriksson og Roland Thalmann alle har gjort det pænt i den sidste uges tid, er de overmatchet.

 

UAE Team Emirates: Det er 100% for Pogacar, men måske kan der opstå muligheder for Wellens, Hirschi og endda Del Toro. Jan Christen bekræftede sit kolossale potentiale i Laigueglia, men som Filippo Baroncini er han nok et stykke nede i hierarkiet her.

 

Uno-X Mobility: Magnus Cort kunne i storform nok komme et stykke i dette løb, men det er en anelse for hårdt, og trods et fint Algarve vil det undre, hvis han kommer hele vejen. Markus Hoelgaard har vist tegn på en genfødsel, men han har manglet for meget, som også Odd Christian Eiking har det. Efter en lovende start er Anders Johannessen faldet helt sammen.

 

Bahrain-Victorious: Det må handle om Mohoric. Torstein Træen var ikke flyvende i Emiraterne, og trods fin kørsel i Antalya er Edoardo Zambanini overmatchet.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Tadej Pogacar
Daniel Martinez, Tom Pidcock
Tim Wellens, Sepp Kuss, Romain Gregoire, Ben Healy, Lennert Van Eetvelt
Maxim Van Gils, Lenny Martinez, Kevin Vauquelin, Magnus Sheffield, Attila Valter, Toms Skujins, Marc Hirschi, Andrea Bagioli, Bastien Tronchon, Alberto Bettiol, Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns, Matej Mohoric, Sergio Higuita, Isaac Del Toro, Valentin Madouas, Neilson Powless, Quinn Simmons Christophe Laporte, Paul Lapeira
Bart Lemmen, Stephen Williams, Davide Formolo, Julian Alaphilippe, Thymen Arensman, Jan Christen, Richard Carapaz, Kevin Vermaerke, Warren Barguil, Lorenzo Rota, Romain Bardet, Alexander Kamp, Carlos Canal, Lennard Kämna, Filippo Zana, Simone Velasco, Kasper Asgreen, Mikkel Honoré, Benoit Cosnefroy, Antoine Huby, Magnus Cort, Ivan Garcia Cortina, Torstein Træen, Cristian Rodriguez, Giovanni Aleotti, Ben Tulett, Davide De Pretto, Sylvain Moniquet, Guillaume Martin, Mauri Vansevenant, Andrea Vendrame, Nans Peters, Mark Donovan, Vincenzo Albanese, Riley Sheehan, Simon Clarke, Axel Zingle, Gianluca Brambilla, Nicola Conci, Gianni Vermeersch, Michael Gogl, Axel Mariault, Quinten Hermans
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Strade Bianche
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?