Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Torsdagens etaper i Alperne og Kroatien

Optakt: Torsdagens etaper i Alperne og Kroatien

18. april 2018 18:01Foto: A.S.O.

Den tredje uge af april er altid en todelt affære, hvor der på én gang er klassikere i Holland og Belgien samt vigtige forbedelsesløb til Giro d’Italia i det sydlige Europa. Det er således også tilfældet i år, hvor mange af de største favoritter varmer op til den italienske grand tour i Tour of the Alps (indtil 2016  kendt som Giro del Trentino), der afvikles fra mandag til fredag med blandt andre Chris Froome, Thibaut Pinot, Fabio Aru og Miguel Angel Lopez i feltet, samt Tour of Croatia, der køres fra tirsdag til søndag og har bl.a. Gianluca Brambilla, Giacomo Nizzolo og Andrea Guardini til start. Hver dag vil vi bringe optakter til etaperne i begge løb.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Torsdag gælder det 4. etape i Tour of the Alps og 3. etape af Tour of Croatia.

 

Du kan læse overordnede optakter til Tour of the Alps og senere også til Tour of Croatia.

 

Husk, at du hver dag hele ugen kan følge løbene på www.feltet.dk/live , hvor du også kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

 

Tour of the Alps - 4. etape

Ruten

Hvor arrangørerne for nogle år siden knap kunne designe en linjeløbsetape uden at placere målstregen på toppen af et svært bjerg, har man i de senere år set flere etaper, der slutter fladt efter nogle hårde bjerge midtvejs. Det har givet udbrydere gode chancer for succes og skabt nogle situationer, der har været svære at håndtere for klassementsrytterne. Efter at have haft en sådan afslutning allerede på onsdagens etape venter der mere af det samme torsdag, hvor Bannberg-stigningen ganske tæt på målet i den østrigske by Lienz måske kan bruges som et afsæt for angreb blandt klassementsrytterne.

 

Blot 134,3 km venter på ruten mellem Klausen i Italien og Lienz i Østrig, og dermed er der tale om endnu en kort, meget intens etape. Fra starten går det mod nordøst gennem fladt terræn gennem Brixen, inden et let stigende stykke fører frem til endnu en flad sektion. Herefter drejer man mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Terento (6,3 km, 7,7%), der er en ganske svær stigning, hvis anden og femte kilometer stiger med hhv. 10,2% og 9,5%.

 

Efter at toppen er blevet rundet efter 32,6 km venter en kort nedkørsel, inden man rammer et langt stykke, der lage Rienza-floden stiger ganske let, mens man fortsætter mod sydøst hele vejen frem til byen Toblach, hvor den indlagte spurt er placeret efter 76,6 km. Herefter fortsætter man via let faldende terræn mod nordøst og passerer undervejs den italiensk-østrigske grænse efter 88,9 km.

 

I Østrig venter imidlertid en ubehagelig finale. Først rammer man den ikke-kategoriserede Anras-stigning, der over 4 km stiger med 7% og har sektioner med op til 10%. Efter en nedkørsel og et kort dalstykke drejer man til venstre ind på kategori 2-stigningen Bannberg (6,9 km, 6,7%), der er berømt for en stor duel mellem Michele Bartoli og Marco Pantani på 13. etape af Giroen i 1994. Den er voldsomt stejl i bunden, hvor de første to kilometer stiger med hhv. 7,9% og 13,0% i snit, men den sidste del er ganske let med stigningsprocenter på omkring 5. Fra toppen resterer 10,3 km, der først består af en teknisk nedkørsel, inden der venter 4,2 let faldende kilometer ind til centrum af Lienz. Her følger man en meget bred vej frem til et sving med 1300 m igen. Den sidste kilometer på den 8 m brede vej er stort set flad og har et stort venstresving (næsten 180 grader) bare 250 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2300 højdemeter og har en sværhedsgrad på 3 af 5 stjerner.

 

Lienz er hyppigt blevet brugt som målby for løbet. Det skete senest i 2013, hvor Maxime Bouet tog en overraskende udbrudssejr på morgenens halvetape, inden Sky vandt eftermiddagens holdløb. I 2002 slog Felix Cardenas Michele Scarponi i en tomandsspurt, og i 2000 vandt Jan Svorada en massespurt om morgenen, inden Simone Borgheresi vandt en enkeltstart om eftermiddagen. I 1999 tog Paolo Savoldelli en solosejr på førstedagen. Giroen lagde vejen forbi i 2007, hvor Stefano Garzelli tog en solosejr fra et udbrud. Derudover er byen hyppigt blevet besøgt af Østrig Rundt, hvor det senest er blevet til sejre til Sacha Modolo i 2012, Leonardo Bertagnolli i 2010, Gerrit Glomser i 2004, Ivan Basso i 2001 og Daniele Nardello i 2000.

 

 

 

 

Læs også
Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

 

 

Vejret

Det perfekte sommervejr fortsætter endnu en dag. Torsdag vil være helt skyfri med en temperatur iLienz på 23 grader. Der vil blot være en svag vind fra sydøst, hvilket efter et kort sidevindsstykke i starten betyder sidemodvind stort set hele dagen. På de sidste 3 km drejer man ind i sidemedvind, indtil man får sidemodvind efter næstsidste sving. Der vil være medvind på den korte opløbsstrækning.

 

Favoritterne

Vi skrev i går, at det var en gave til løbet, at Ivan Sosa helt uventet havde fået førertrøjen. Det skulle vise sig at være mere sandt, end vi havde ventet. Den på papiret letteste etape i løbet udviklede sig til et sandt festfyrværkeri, der truede med at vende op og ned på det hele. I sidste ende var skaderne begrænsede - hvis man altså ser bort fra Sosas triste styrt - men etapen viste med al ønskelig tydelighed, at alt fortsat er åbent, og at ingen af favoritterne har lagt sig ned endnu.

 

Det giver håb om endnu en aggressiv etape torsdag, hvor mulighederne for at gøre forskelle i teorien er større. Der er dog en afgørende forskel. Det er nu ikke længere Sosa, der er i front, men derimod Pinot. Franskmanden har ikke blot et bedre hold til at støtte sig, han har hidtil også været en af de klart stærkeste ryttere i løbet. Med tanke på, at han samtidig er den hurtigste klassementsrytter og derfor har gode muligheder i de flade finaler, er Pinot i en fremragende position til at løbe med den samlede sejr.

 

Situationen ændrer løbets dynamik, da Pinot og FDJ nu ikke længere har interesse i at køre aggressivt. Vi kender dog Chris Froome og ved, at han aldrig giver op, før sidste streg er krydset. Derfor kan vi helt sikkert se frem til angreb fra briten de kommende dage. Også Domenico Pozzovivo har vist sin vilje til at forsøge sig, ligesom Astana trods en meget besynderlig taktik, hvor Miguel Angel Lopez sad op i finalen, må være ivrige efter at udnytte deres kollektive styrke. Selvom det ser næsten umuligt ud at vælte Pinot at tronen, vil forsøget blive gjort.

 

Det store spørgsmål er, om også etapesejrene kommer i spil for favoritterne. Vi har ikke den store tvivl om, at der vil komme forsøg fra favoritterne på den stejle del af Bannberg, men det er ikke umiddelbart klart, hvem der har interesse i at jagte et udbrud. Selvom Pinot er hurtig, har han ingen grudn til at tage risici ved at bringe bonussekunderne i spil, så FDJ vil med glæde lade et udbrud køre hjem. Derfor er det formentlig kun Sky og særligt Astana med en formstærk Luis Leon Sanchez, der vil have interesse i at tage kontrol.

 

Det er formentlig Astana, der har nøglen til etapen. Får de en mand med i udbruddet, vil det formentlig køre hjem, men gør de ikke, tror vi, at kasakkerne vil køre efter en tredje etapesejr med Sanchez. Tendensen gennem hele året har nemlig været, at de har kontrolleret et hav af løb, og det tror vi, at de vil gøre igen.

 

De fleste af Astanas ryttere ligger til klassementet, og derfor vil de ikke få megen frihed. Reelt er det af ryttere, der kan vinde etapen, kun Villella, der kan få lov at køre. Derfor er chancerne for, at de får en mand med i udbrud begrænsede, og derfor tror vi, at Astana vil skabe samling frem mod Bannberg. Det vil dog først ske efter endnu en meget aggressiv start med et hav af angreb, og det kan bestemt ikke udelukkes, at et udbrud kører hjem, særligt ikke hvis Astana får Villella med.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

På Bannberg venter vi angreb fra Froome, Pozzovivo og Lopez, men vi tvivler på, at de kan sætte Pinot til vægs. Det er kun de første to kilometer, der er stejle, mens den sidste del er ganske let og svær at gøre forskel på. Der vil dog komme stor udskilning på den svære del, og vi venter, at kun en lille gruppe af favoritter vil runde toppen sammen. Nedkørslen er ikke specielt teknisk, men det flade stykke kan blive meget vanskeligt at kontrollere, da det formentlig kun er Astana, der kan ventes at sidde med mere end én mand.

 

Mest sandsynligt er det dog, at det vil lykkes for de stærke kasakker at sikre en spurt blandt de bedste klatrere, og det får os til at pege på Thibaut Pinot som vores favorit. Som vi har skrevet flere gange, udviklede franskmanden sig sidste år til lidt af en sprinter netop i dette løb, og den evne har han bekræftet på de første etaper. På 1. etape vandt han feltets spurt på den lille rampe, og i dag var han klart hurtigste mand i kampen om andenpladsen. Vi tror på en meget selektiv etape, hvor der endda er en chance for, at hverken Sanchez eller Alexandre Geniez - to meget hurtige klatrere - er med hjem. Uanset hvad vil Pinot være blandt de hurtigste, hvis det ender med en spurt, og han vil formentlig sidde med mere overskud end andre stærke afsluttere. Derfor tror vi, at franskmanden krydser stregen først iført førertrøjen.

 

Hans værste rival kan meget vel vise sig at være Luis Leon Sanchez. Spanieren har generelt været flyvende hele foråret, men forud for dette løb var der efter en længere løbspause usikkerhed om formen. Han har dog bekræftet de positive tendenser på de første etaper, hvor han i dag var en af de få, der kunne følge Miguel Angel Lopez’ stærke angreb på sidste stigning. I morgen bliver den stejle del en udfordring for spanieren, men kan han overleve den, vil han formentlig være blandt de hurtigste til slut. Kan han endda få Pello Bilbao med til at køre lead-out, kan han meget vel ende med Astanas tredje etapesejr.

 

Stille og roligt finder Alexandre Geniez formen. Franskmanden kunne i dag udnytte sine fabelagtige nedkørselsevner til at komme tilbage efter sidste stigning, men missede en stor chance, da man lod Ben O’Connor køre til sidst. Etapen må imidlertid have givet ham stor tro på sig selv og på, at formen frem mod Giroen går i den rigtige retning. Det er klart, at han ikke klatrer lige så godt som Pinot eller Sanchez, men han vil have tid til at komme tilbage til slut. I en spurt er han umiddelbart hurtigere end dem begge, og han elsker en teknisk finale som denne.

 

Som sagt er vi ikke meget i tvivl om, at Chris Froome vil forsøge sig til slut. Vi tror ikke, at briten kan sætte Pinot, Lopez og Pozzovivo på stigningen, men det kan han gøre senere. I dag var han nemlig i særklasse på nedkørslen, hvor han endda kørte alene op til de tre forreste, og da de øvrige klassementsryttere alle er svage nedad, vil Froome måske kunne gøre en forskel til sidst. Slår han først et hul, bliver han ikke let at hente på det flade, og derfor kan det ende med en vigtig sejr for briten.

 

I dag spillede Giovanni Visconti sit kort i udbruddet, og det kostede kræfter i finalen. Han viste dog alligevel sin store spurtstyrke, da han var klart hurtigst i spurten i den første større gruppe. Nu drømmer han om revanche på denne etape, men han får det formentlig lidt for svært på Bannberg, hvor det ikke bliver let at følge bedste. Der er dog tid til at komme tilbage for en god nedkører, og i en spurt bør der ikke være nogen, der kan slå ham.

 

Som sagt tror vi ikke, at der er nogen, der kan sætte Pinot på stigningen, men er der en mand, der kan gøre det, må det være Miguel Angel Lopez. Efter en lidt rusten start har han kørt med stor styrke de seneste dage, og formen synes klart opadgående. Også han vil formentlig forsøge sig på det stejle stykke, og er der en, der kan køre alene hjem herfra, er colombianeren det bedste bud.

 

Som sagt er der gode chancer for, at Astana kan ende i en overtalssituation til sidst, og det kan give gode muligheder for Pello Bilbao og Jan Hirt, der er gode nok til at sidde med til sidst. De vil kunne angribe på skift på det flade, og særligt Bilbao vil have gode chancer. Spanieren er nemlig også hurtig og vil kunne slå til, hvis han skulle få selskab.

 

Endelig vil vi pege på Ben O’Connor, George Bennett, Ivan Sosa, Mark Padun og Koen Bouwman. Alle har de tabt lidt tid, men vist, at de er blandt de stærkeste i løbet. De vil have gode chancer for at sidde med til slut, og i dag viste O’Connor, hvordan man kan udnytte manglen på kontrol til at snige sig væk. Det vil de alle fire kunne gøre i en afslutning som denne.

 

Læs også
Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

 

Som sagt har et udbrud en chance, særligt hvis Astana får formstærke Davide Villella med. Man skal dog være en god klatrer for at gøre det færdigt i denne finale. I et sådant scenarium vil vi særligt høje et vågent øje med Giovanni Visconti, Davide Ballerini, Mikael Cherel, Valerio Conti, Felix Grossschartner, Matteo Montaguti, Enrico Batttaglin og Vegard Staeke Laengen.

 

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Luis Leon Sanchez, Alexandre Geniez

Outsidere: Chris Froome, Giovanni Visconti, Miguel Angel Lopez, Pello Bilbao, Jan Hirt, Ben O’Connor, George Bennett, Ivan Sosa, Mark Padun, Koen Bouwman

Jokers til et udbrud:  Davide Villella, Giovanni Visconti, Davide Ballerini, Mikael Cherel, Valerio Conti, Felix Grossschartner, Matteo Montaguti, Enrico Batttaglin, Vegard Staeke Laengen

 

Tour of Croatia - 3. etape

Ruten

Efter to dage for sprinterne kastes klassementsrytterne ud i det første af deres to store slag på den korte, intense tredje etape, der byder på den første af løbets to bjergfinaler.  Rytterne skal ganske vist kun tilbagelægge 134 km, men da målstregen er placeret på toppen af den kolossale stigning Biokovo i knap 2000 m højde, er der bestemt ikke tale om en let etape. Måske er der ikke tale om Europas sværeste stigning, men for enden af en 28,3 km lang klatretur vil vi alligevel blive vidne til et stort slag mellem favoritterne i det første af de to kampe om den samlede sejr.

 

De 134 km fører fra Trogir til toppen af Biokovo-stigningen og består i alt væsentligt af en lang tur mod sydøst ned langs den kroatiske kyst. Fra start følger man den helt flade kystvej forbi den første spurt, der kommer efter 46,5 km. Her forlader man kortvarigt kystvejen for at køre op ad to mindre stigninger, hvoraf den sidste, Zadvarje (3,4 km, 4,1%), er kategoriseret. Den har top efter 71,0 km, hvorefter en nedkørsel leder tilbage til den flade kystvej, som følges videre mod sydøst. Undervejs passerer man den sidste spurt, der kommer efter 97,0 km, inden man når frem til byen Podgara.

 

Her ændrer etapen karakter, når man drejer ind på den afsluttende stigning, der er uden for kategori. Den er intet mindre end 28,3 km lang og stiger med 5,9% i gennemsnit. Stigningen er relativt regulær med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,6 over de første 18,4 km. Herefter venter et næsten fladt stykke på 4,7 km, inden den atter tager fat med 1900 m med 5,4% i snit og til slut 2800 m med 9,6% i snit. Med 3 km til mål flader den ud, inden en lille bakke med 1500 m igen leder frem til de sidste 700 m, der kun stiger svagt. Der er hele fem hårnålesving på de sidste 1500 m, det sidste med bare 300 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2877 højdemeter.

 

Biokovo gjorde debut sidste år, hvor Kristijan Durasek i en spurt besejrede Jaime Roson, Vincenzo Nibali og Jan Hirt.

 

 

Vejret

Rytterne har definitivt sagt farvel til det dårlige vejr, der prægede første etape. Torsdag bliver en forrygende dag med en skyfri himmel og temperaturer på 21 grader. Der vil blot være en let vind fra nordøst, hvilket give sidemodvind og sidevind på det lange indledende stykke frem til sidste stigning. Her vil der være sidemodvind hele vejen op til mål.

 

Læs også
Optakt: Famenne Ardenne Classic

 

Favoritterne

Efter en kaotisk massespurt i en nærmest urimeligt teknisk finale og en flot gennembrudssejr til Eduard Grosu, der fortsætter de lovende takter efter en god sæsonstart, er det tid for sprinterne til at overlade rampelyset til klassementsrytterne. Torsdag er klassementsrytternes første chance for at teste sig selv, og vi kan derfor vente et stort slag mellem løbets favoritter på den sidste stigning, hvor vi vil få en meget klar ide om, hvem der kan vinde løbet samlet.

 

Indledningen vil formentlig atter være ganske aggressiv, men der burde være tilstrækkeligt med interesse i at tage kontrol, efter at det tidlige udbrud er etableret. Nippo har ganske vist ikke mange chancer for at forsvare Grosus trøje, men i et ret jævnbyrdigt klatrefelt må der være en stribe ryttere med mod på at gå efter den samlede sejr. Mange vil formentlig kigge på Trek med Gianluca Brambilla, og amerikanerne ventes også at skulle løfte hovedparten af ansvaret. De kan dog regne med at få hjælp af Roompot, der må lugte blod med Pieter Weening, og måske også Bahrain med Kanstantsin Siutsou.

 

I sidste ende bør det blive afgjort i en slag på Biokovo. Ganske vist er der ikke tale om en meget stejl stigning, men vi så sidste år, at den var hård nok til, at de bedste kan gøre forskel. På denne type bjerg betyder vinden imidlertid meget for tidsforskellene, og de vil næppe være kolossale, slet ikke da der i år vil være sidemodvind. Sidste år endte fire mand med at spurte om sejren, og hele 24 mand sluttede inden for et minut af vindertiden. Det siger meget om, hvad vi kan forvente, og derfor er en god spurt ikke nogen ulempe i denne finale.

 

Det får os til at pege på Gianluca Brambilla som vores favorit. Italieneren havde en drømmesæson i 2016, hvor han vandt etaper i både Giroen og Vueltaen og stod på tærsklen til det helt store gennembrud. Et hav af helbredsproblemer ødelagde imidlertid 2017-sæsonen, og nu er han skiftet til Trek for at genstarte karrieren. Baggrunden for skiftet var, at han på det amerikanske mandskab blev lovet muligheden for at køre for den samlede stilling i sin hjemlige grand tour, og det har været hans hovedfokus hele året. Hvor langt det rækker, er uklart, men man skal ikke glemme, at den lille italiener faktisk er blevet nr. 13 i både Giroen og Vueltaen tidligere i sin karriere.

 

Brambilla lagde ud som lyn og torden med en fremragende præstation på Mallorca, hvor han var en af de få, der kunne matche Valverde, Wellens og Moscon i det hårdeste løb. Desværre blev han siden sat tilbage af lungebetændelse, der kostede deltagelsen i Tirreno-Adriatico. Derfor har han ikke kørt løb siden februar, og vi ved derfor ikke, hvor han står. Tiden er dog brugt på at forberede sig til Giroen, og han må derfor formodes at være temmelig skarp. Han er ikke ren klatrer, men har formentlig arbejdet målrettet på sine evner i bjergene. Det burde komme ham til gode i dette løb, hvor han på papiret burde være blandt de bedste på stigningerne. Samtidig har han en god spurt, hvilket som nævnt ovenfor kan vise sig værdifuldt på denne etape. Har han stadig de ben, han havde på Mallorca, har han gode chancer for at vinde, og derfor er han vores favorit.

 

Hans værste rival må være veteranen Pieter Weening. Den gamle hollænder kan endnu, og selvom han ikke er så stærk som tidligere, har han dog to år i træk vundet kongeetapen i Tour of Norway, ligesom det er mindre end to år siden, at han vandt en stor bjergetape i Tour de Suisse. I år har han tydeligvis ikke ramt topformen endnu, men han har på den anden side heller ikke kørt et eneste løb, der passer ham. Det gør dette til gengæld, idet han er glimrende på lange, regulære stigninger som denne, og på papiret er han utvivlsomt en af de bedste klatrere i dette løb. Han plejer at nærme sig formen på denne tid af året, og kommer den som altid lidt ud af det blå, kan slideren Weening blive svær at slå i dette løb.

 

Bahrain-Merida møder denne gang op med et fokus på etapesejre, men det betyder ikke, at man ikke kan spille en rolle i klassementet. Sidste år blev Kanstantsin Siutsou nr. 6, selvom han var ren hjælperytter for Nibali, og det vidner om, at han i et felt som dette altid vil være blandt de stærkeste på stigningerne. Denne gang har han frit spil til at tage sin egen chance, og den vil han gribe. Desværre fik han et slemt benbrud i sidste års Tour de Slovenie, og i hans alder er det altid usikkert, om man kan komme tilbage til tidligere tiders styrke. En 9. plads i San Juan og en 23. plads i Tirreno viser dog, at han er på rette vej, og er han tilbage på samme niveau som sidste år, burde han være i stand til at køre med om sejren i et felt, der er betydeligt svagere end sidste år.

 

Et af de mest interessante navne er Caja Rurals unge Nicolas Schultz. Efter en solid, men ikke voldsomt spektakulær første sæson har han virkelig taget et stort skridt op i 2018, særligt med den dybt imponerende 3. plads bag Valverde og Verona i GP Miguel Indurain, hvor han slog flere store navne. Siden har han bekræftet den gode form med en 7. plads i det hårde Klasika Primavera, og der er derfor ingen tvivl om, at han er en af tidens mest formstærke ryttere. Om stigningen her bliver for lang for ham, er stadig et åbent spørgsmål, men han er dog som U23-rytter blevet nr. 7 i bjergløbet Ronde de l’Isard. Samtidig skal man ikke glemme hans gode spurt, der kan være et vigtigt våben her.

 

Danske Nicklas Eg fik en drømmestart på sin professionelle karriere, da han blandede sig med alle verdensstjernerne på kongeetapen i Abu Dhabi Tour. Her viste han sit potentiale på lange stigninger, men han blev revet ned på jorden igen, da han stillede til start i det første store løb i Europa, Volta a Catalunya. Heldigvis er niveauet her betydeligt lavere, og efter præstationen i Abu Dhabi er det svært at komme uden om, at Eg, der tillige er kørt på podiet i Tour de l’Avenir, burde være en af de bedste klatrere. Hvor han står formmæssigt, er uklart, men har han benene fra februar, skulle han være med fremme i et bjergløb som dette, hvis ikke han bliver alt for låst i sin rolle som hjælper for Brambilla.

 

Læs også
Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

 

Et andet talent er Aristobulo Cala, der er kommet sent ind i sporten og allerede sidste år vandt Vuelta a Colombia, der er et vanvittigt hårdt bjergløb med mange fremragende klatrere. Det vidner om potentialet, og med tanke på hans begrænsede erfaring burde potentialet være kolossalt. I år har han bekræftet evnerne med en 8. plads i Colombia Oro y Paz, der som bekendt var meget stærkt besat, og nu står han foran sin første store test i et bjergløb i Europa. Den lange stigning burde passe ham, og han kan meget vel få sit helt store gennembrud i morgen.

 

En rytter, der i år allerede har fået sit gennembrud, er Krists Neilands. Den lettiske mester imponerede allerede i GP Industria, hvor han sammen med navne som Majka, Yates og Roson var en af de allerstærkeste på den sidste stigning, og siden fik han kolossal opmærksomhed som rytteren, der angreb sammen med Vincenzo Nibali på Poggio i Milano-Sanremo. Det vidner om høj klasse og har allerede sikret ham en udtagelse til Giroen. Han skuffede lidt i Brabantse Pijl, men burde så tæt på sin grand tour-debut være knivskarp. Har han de klatreben, han havde i Italien tidligere i år, vil han være stærk, selvom vi stadig skal se ham præstere på stigninger af denne længde.

 

Aqua Blue Sport stiller med den unge klatrer Daniel Pearson. Ustabilitet har været nøgleordet for briten, der alt for ofte har været langt fra sit bedste niveau. Det var senest tilfældet i Coppi e Bartali, men bare få uger tidligere var han blevet nr. 7 på Green Mountain på kongeetapen i Oman. Det vidner om, at talentet er stort. Har han atter ramt en af sine gode perioder, burde han være med fremme.

 

Taylor Eisenhart er en ung karakter i sporten, der dog ikke kun har fået opmærksomhed uden for løbene. Sidste år blev han således nr. 4 i Colorado Classic, hvor han var meget tæt på at vinde kongeetapen, ligesom han har en 7. og en 11. plads i bjergløbet Tour of Utah. I år har han allerede kørt en del i Europa, dog uden at vise sin bedste form og med et par uheld i form af styrt. Om han har fundet formen nu, er uklart, men han skulle være i stand til at køre med om sejren.

 

Et andet meget stort talent er Tadej Pogacar. I en alder af bare 18 blev han sidste år nr. 5 i Tour de Slovenie bag navne som Rafal Majka, Jack Haig og Giovanni Visconti, ligesom han blev nr. 3 i Ungarn Rundt. I år har han blot bekræftet sit store potentiale med en 3. plads i Istrian Spring Trophy, en andenplads i et stort italiensk U23-løb samt en 15. plads i U23-udgaven af Flandern Rundt. Formen er derfor med sikkerhed god, og han synes at være et af fremtidens helt store navne.

 

Adria Mobil stiller med de tre veteraner Janez Brajkovic, Radoslav Rogina, og Jure Golcer. Brajkovic havde ikke held til at fortsætte på højeste niveau efter et svært år hos Bahrain og skal nu genrejse karrieren her. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at han kan genfinde fordums styrke, og han har endnu ikke gennemført et løb i år. Dette løb burde dog være et af de helt store mål, og han kan have forberedt sig målrettet. Rogina og Golcer har i utallige år været med fremme i disse etapeløb på Balkan, men alderen er langsomt ved at indhente dem. Særligt Golcer har i de senere år været en skygge af sig selv, men også for Rogina er det gået ned ad bakke. Han blev dog nr. 11 sidste år og har vist fin form fra sæsonstart.

 

Bicicletas Strongman har ud over Cala også et andet talent i Johnatan Canaveral. Den unge colombianer har netop vist sit potentiale med en 4. plads i Circuit des Ardennes, og ingen kan derfor stille spørgsmålstegn ved formen. Om han også kan begå sig på længere stigninger, står dog hen i det uvisse for den uerfarne 21-årige rytter.

 

Endelig vil vi pege på Matej Mohoric. Han har i år kørt vanvittigt stærkt, senest i Volta a Catalunya, hvor han var med fremme på samtlige etaper. Siden har han forberedt sig til Giroen i højderne og hævder nu at være endnu bedre. Han er helt sikkert en af de allerstærkeste i feltet, men logikken siger, at stigningen her er alt for lang. Han er da heller ikke for klassementet, men efter det, han har vist i år, tør vi ikke helt afskrive Mohoric, der som bekendt er hurtig på stregen.

 

Feltet.dks vinderbud: Gianluca Brambilla

Øvrige vinderkandidater: Pieter Weening, Kanstantsin Siutsou

Outsidere: Nicolas Schultz, Nicklas Eg, Aristobulo Cala, Kristis Neilands, Daniel Pearson

Jokers: Taylor Eisenhart, Tadej Pogacar, Janez Brajkovic, Johnatan Canaveral, Matej Mohoric

 

Tidligere udgave af etapen

Du kan gense Kristijan Duraseks sejr fra 2017.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of Croatia
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?