Optakt: Tour Colombia

Løbets rolle og historie

Det er efterhånden mange år siden, at de første colombianske cykelpionerer gjorde deres markante indtog på den europæiske cykelscene, hvor de lynhurtigt satte sig igennem i bjergene og med sublime klatrepræstationer bjergtog en hel cykelverden. Der var måske en kortvarig nedtur i 90erne og begyndelsen af 00erne, hvor den bjergrige sydamerikanske nation ikke helt kunne leve op til fordums meritter, men det ændrede sig i den grad i 10erne.

Det startede vel egentlig med Fabio Duartes overraskende sølvmedalje ved U23-VM i Mendrisio i 2009, og derefter varede det ikke længe, inden landet satte sig på U23-scenen. Året efter sejrede Nairo Quintana i Tour de l’Avenir, det stærkest besatte etapeløb for unge ryttere, og bare 12 måneder senere gentog Esteban Chaves bedriften. Siden da har også Miguel Angel Lopez og Egan Bernal vundet det prestigefulde løb, og dermed har Colombia mere end nogen anden nation domineret ungdommens Tour de France i de senere år.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Med Quintanas podieplads i 2013-udgaven af Tour de France overgik landet med ét de resultater, fortidens helte havde leveret, og siden da er resultaterne kommet i lind strøm. Quintana har yderligere to podiepladser i verdens største cykelløb samt samlede sejre i Giroen og Vueltaen på cv’et, Chaves har været på podiet i både den italienske og spanske grand tour, Rigoberto Uran er blevet nr. 2 i både Giroen og Touren, Lopez var i 2018 på podiet i både Giroen og Vueltaen og har vundet Tour de Suisse, Carlos Betancur var flyvende i 2013 og 2014, hvor han var en af sportens allermest lovende ryttere, Sergio Henao var på podiet i Fleche Wallonne og tæt på flere sejre i Baskerlandet Rundt, og Jarlinson Pantano og Winner Anacona har begge vundet bjergetaper i grand tours. Med Fernando Gavirias forrygende indtog på den professionelle scene har landet også gjort sig gældende i massespurter og mere fladt terræn, og i 2019 fik landet endelig sin første Tour-sejr, da kometen Egan Bernal i tillæg til sejre i Paris-Nice og Tour de Suisse erobrede verdens største cykelløb, inden han i 2021 også vandt Giroen. Senere vandt endnu en komet, Sergio Higuita, en Vuelta-etape og tog den samlede sejr i Catalonien, og selvom han aldrig blev til det, vi håbede, lignede Ivan Ramiro Sosa længe den nye Bernal. Det kan derfor ikke undre, at landet i flere år var blandt de allerbedste på WorldTour-ranglisten.

I de senere år er det gået markant tilbage, men det kan ikke ændre det faktum, at Colombia er Sydamerikas eneste rigtige cykelstormagt. Trods de mange stjerner er der imidlertid noget, der har manglet. Ganske vist har man altid haft en ganske rig løbsscene i hjemlandet, men den har været udgjort af mindre begivenheder. Den nationale rundtur, Vuelta a Colombia, har længe været et af Sydamerikas største etapeløb og endda et af de længste på hele UCI-kalenderen, men som et 2.2-løb - i 2018 og 2019 var det endda været helt uden for UCI-regi - har det ikke kunnet invitere WorldTour-hold, og dermed har det været lukket land for nationens helte, der har været henvist til de europæiske landeveje for at opnå deres succes.

I de senere år har man imidlertid gjort en ivrig indsats for at hjælpe de lokale cykelfans med at kunne tiljuble stjernerne på hjemmebane. De har ellers været meget synlige ved store løb i Europa, men i en fattig nation som Colombia er de fleste afskåret fra muligheden for at krydse Atlanten. Derfor har man forsøgt at styrke de nationale mesterskaber, der er blevet flyttet til februar i en tid, hvor stjernerne endnu ikke er rejst til Europa. Det har markant styrket begivenheden, der i de senere år har haft vindere som Sergio Henao, Sergio Higuita og Esteban Chaves i linjeløbet samt Miguel Angel Lopez, Daniel Martinez, Egan Bernal, Jarlinson Pantano og Rigoberto Uran på enkeltstarten.

I 2018 tog man så endnu et afgørende skridt. Det colombianske cykelforbund stablede nemlig et helt nyt etapeløb på benene. Det fik det mundrette navn Colombia Oro y Paz og fik med det samme tildelt en 2.1-status i UCI-systemet. Det gjorde det muligt for dem at invitere WorldTour-hold og dermed alle landets største helte, og initiativet fik en bragende flot modtagelse af det professionelle felt.

Løbet afvikledes blot få dage efter de nationale mesterskaber og kort efter Vuelta a San Juan, der også fandt sted på det sydamerikanske kontinent, og det gav en helt fantastisk synergieffekt for de colombianske WorldTour-ryttere. Tilsyneladende havde de næsten alle held til at overtale deres hold til at betale den ikke helt ubetydelige udgift, det er at deltage i et løb så fjernt fra Europa. Quick-Step med Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg, EF Education First med Rigoberto Uran, Julian Cardona og Daniel Martinez, Movistar med Nairo og Dayer Quintana samt Winner Anacona, Sky med Egan Bernal og fætrene Sergio og Sebastian Henao havde alle inkluderet det i deres kalender, og det samme havde mange af de professionelle kontinentalhold, der havde colombianske ryttere. Da Jarlinson Pantano og Darwin Atapuma samtidig havde fået fri til at stille op for landsholdet, manglede vi fra feltet af colombianske WorldTour-ryttere kun Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez, Carlos Betancur, der endda først i sidste øjeblik har meldt forfald, samt Jhonatan Restrepo.

På den baggrund var det ikke mærkeligt, at løbet blev en bragende succes, hvor rytterne blev mødt af et stort antal fra det cykelbegejstrede hjemmepublikum. Det kaldte naturligvis på en gentagelse, og løbet vendte derfor i 2019 tilbage, nu under det nye navn Tour Colombia 2.1 og stadig som et 2.1-løb på UCI-kalenderen. Også i rytterkredse havde løbet tilsyneladende med det samme fået stor anerkendelse, for til den anden udgave var det lykkedes at tiltrække et om muligt endnu stærkere felt, der foruden næsten alle de store colombianske stjerner talte selveste Chris Froome samt navne som Julian Alaphilippe og Bob Jungels. Nok en forrygende succes fulgte, og dermed syntes løbet allerede definitivt at have etableret sig som et af den tidlige kalenders højdepunkter, som det også fremgik af 2020-udgavens startliste, der talte sydamerikanske superstjerner som Bernal, Richard Carapaz, Sosa, Chaves, Hodeg, Betancur, Henao, Martinez og Higuita, mens Europa repræsenteredes af navne som Alaphilippe, Jungels og Fabio Aru og Nordamerika af Tejay van Garderen.

Desværre satte corona jo stopper for ufatteligt meget, og det gjaldt også for den nye colombianske cykelstolthed. Løbet nåede at blive afviklet i 2020, inden verden blev sat på pause, men derefter kostede den forbandede sygdom løbets afvikling i 2021 og 2022, hvor landet var hårdt ramt af den lille virus. Økonomiske problemer ramte også landet og dermed også cykelforbundet, der ikke havde råd til at arrangere løbet i 2023, men heldigvis blev pausen ”kun” på tre år. I 2024 vender det nemlig tilbage med solid støtte fra forbundet, men i første omgang kan løbet ikke helt matche det niveau, det havde inden pausen. I hvert fald er Astana, Movistar og EF de eneste WorldTour-hold i et felt, der mest udgøres af kontinentalhold, og listen over stjerner er denne gang også mere begrænset, selvom man kan præsentere navne som Richard Carapaz, Alexey Lutsenko, Mark Cavendish, Jefferson Cepeda og de lokale helte Fernando Gaviria, Rigoberto Uran, Egan Bernal, Esteban Chaves og Ivan Ramiro Sosa.

Forhåbentlig kan løbet genvinde fordums styrke, for det havde kurs mod at blive en succes. Det skyldes sikkert også, at arrangørerne klogelig valgte at begrænse løbets sværhedsgrad. Man skal ellers ikke kende meget til colombiansk geografi for at vide, at landet bjergrige terræn kan danne rammen om brutale cykelløb, men i februar måned kan det meget let blive alt for hård kost - ikke mindst fordi rytterne også skal slås med de skræmmende højder, landet kan byde på. Derfor var sværhedsgraden trods bjergfinaler på tre af de seks etaper til at overskue i debutudgave, og til den anden udgave havde man endda med blot en enkelt bjergafslutning skruet yderligere ned for strabadserne, præcis som det var tilfældet i 2020 og vil være det igen i 2024. Nok er Colombia kendt for sine bjergryttere, men faktisk er det i høj grad sprinterne, der er kommet til fadet i det, der i kraft af sin kalenderplacering jo først og fremmest er et forberedelsesløb.

I tråd med colombiansk cykelkultur er det dog klatrerne, der har skullet slås om den samlede sejr. Efter en første udgave, hvor hjælperytteren Egan Bernal snød sin kaptajn Sergio Henao samt de etablerede stjerner Nairo Quintana, Rigoberto Uran og Julian Alaphilippe og sejrede foran Quintana og Uran, blev den nuværende Tour-konge slået i 2019, da blandt andre han og Quintana udmanøvrerede hinanden på den første af to bjergetaper, hvorefter en formstærk Miguel Angel Lopez kunne tage den samlede sejr.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

I den foreløbig seneste udgave i 2020 var det også en klatrefest, hvor det var EF, der var altdominerende. Med en sejr i det holdløb, der for første gang indledte løbet, satte holdet sig i en perfekt position, og da Bernal på den relativt lette kongeetape ikke kunne gøre den afgørende forskel, kunne Daniel Martinez overspurte holdkammeraten Sergio Higuita, der til gengæld tog den samlede sejr med 7 sekunder ned til Martinez og 33 sekunder ned til endnu en EF-rytter, Jhonatan Caicedo. Martinez og Higuita er stadig holdkammerater, men nu hos Bora, der ikke deltager i løbet, og dermed bliver Caicedo, der i dag kører for det lille Forte Petrolike den eneste genganger fra det senest podium til årets udgave af løbet.

Ruten

Som arrangører af et helt nyt løb har folkene bag Tour Colombia naturligvis haft helt frit spil til at give løbet sin egen identitet. Det er imidlertid bjerge, der karakteriserer cykelnationen Colombia, og derfor ville det være helt forkert, hvis ikke feltet skulle op i højderne og klatrerne slås med hinanden. Man har imidlertid samtidig været meget bevidste om, at løbet afvikles i februar, og at man derfor ikke kan inkludere de voldsomste stigninger i et af verdens mest bjergrige lande, og at man også skal give plads til sprinterne og dermed Fernando Gaviria, der er en af landets største stjerner.

Til den første udgave blev der designet en meget blandet rute, hvor de første tre etaper var helt og holdent dedikeret til sprinterne, mens de sidste tre dage sendte feltet ind i bjergene og tre på hinanden følgende bjergafslutninger. Løbet afvikledes på et geografisk yderst begrænset område omkring et helt fladt plateau, der er hjemsted for byen Palmira, og man gjorde i usædvanlig høj grad brug af de samme veje igen og igen. Bjergetaperne var ganske moderate og havde lange flade strækninger samt overkommelige målstigninger.

I de seneste to udgaver skruede man ned for vanskelighederne. I 2019 var det området omkring storbyen Medellin, der var vært, og også her benyttede man de samme veje flere gange. De tre sprinteretaper blev fastholdt, selvom de to af dem bød på ganske svære stigninger, men til gengæld blev en af de tre etaper med mål på en stigning erstattet med en kort, fladt holdløb i Medellin.

Mønsteret var det samme i 2020, der utvivlsomt var den hidtil letteste. Efter tre bjergfinaler i 2018 og to i 2019 var der nemlig blot en enkelt i 2020, og den bød endda på et relativt let målbjerg. Den blev igen suppleret med et kort holdløb til at åbne festen og de klassiske tre sprinteretaper, mens den anden bjergfinale var erstattet af en etape, der appellerede mere til puncheurs.

Dengang kørte man først fire dage i området omkring Duitama og Tunja - igen med et stort genbrug på de forskellige dage - inden man sluttede med en transportetape og en kongeetape i bjergene omkring Bogota. Efter de tre års pause skal man i 2024 køre i samme område, dog med den forskel, at transportetapen kommer en dag tidligere, så der sluttes med en hel weekend i området omkring Bogota. Tre af de første fire etaper er endda næsten kopier af etaper fra 2020-udgaven, men det betyder ikke, at de to løb er identiske. De to afsluttende etaper, der er ganske kuperede, er nemlig helt nye, og selvom man slet ikke har så svært et løb som i særligt 2018, er der tale om et betydeligt vanskeligere løb end i 2020.

Det skyldes ikke mindst, at kongeetapen er helt anderledes vanskelig. Denne gang skal der nemlig sluttes på den 30 km lange gigant Alto del Vino, der har top i mere end 2800 m højde, og selvom der aldrig i Colombia er tale om de mest voldsomme procenter, betyder den iltfattige luft og stigningens længde, at vi bør få et langt mere selektivt løb end for fire år siden. For første gang kommer kongeetapen heller ikke på sidstedagen, hvor man i stedet skal slutte i hovedstaden, Bogota. Det betyder imidlertid ikke, at der er lagt op til sprinterfest som afrunding, for søndagsetapen slutter med en ret kuperet finale, der utvivlsomt vil blive brugt til et sidste lille klassementsslag, hvor det måske er usandsynligt, men ikke umuligt, at der kan ske et skifte i toppen af klassementet.

I det hele taget er der ikke tale om nogen sprinterfest. Faktisk er det formentlig den hidtil mest sprinterfjendtlige udgave, da vi meget vel kan ende med blot to massespurter. En tredje er bestemt mulig, da man også har et rundstrækningsløb i Tunja, men her betyder i alt 22 små og ganske stejle stigninger, at vi meget vel kan se de eksplosive klassementsryttere angribe hinanden. Det vil de også gøre dagen forinden, hvor man genbruger puncheuretapen fra 2020, hvor man faktisk så nogle ganske små forskelle mellem de bedste - forskelle, der endda var skyld i, at Sergio Higuita og ikke Daniel Martinez endte som den samlede vinder. Og så foregår alle seks etaper i højderne, hvor man sjældent kommer under 2500 m, har et højeste punkt i mere end 3000 m på løbets sidste etape!

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Sprinterne får altså intet forærende, men efter to år med et holdløb som indledning kan de glæde sig over, at der er lagt op til en indledende massespurt på tirsdagens helt flade åbningsetape. Allerede om onsdagen skal klassementsrytterne imidlertid i aktion, når det gælder et gensyn med den omtalte puncheuretape, hvor Higuita lagde grunden til sin samlede sejr. Sprinterne håber så på endnu en chance om torsdagen, hvor det gælder rundstrækningsløbet i Tunja, der dog som nævnt meget vel kan ende som en skuffelse for dem.

I stedet kan de blive nødt til at sætte deres lidt til fredagens transportetape til Egan Bernals hjemby, Zipaquira, hvor en kuperet start i 2020 ikke forhindrede en massespurt i et næsten fuldt felt. Hermed er det til gengæld også slut for sprinterne, for weekenden står i klassementsrytternes tegn. Det helt store slag skal slås på lørdagens kongeetape med giganten Alto del Vino, inden det hele om søndagen rundes af med den ganske åbne og uforudsigelige finaleetape til Bogota, hvor vinderen skal kåres - og han vil som de foregående gange utvivlsomt være en klatrer med forrygende evner til at præstere i de højeste højder.

1. etape

Efter en debutudgave, der bød på lutter linjeløbsetaper, bød man i 2019 på en nyskabelse, da løbets allerførste tidskørsel skød de seks dages festligheder i gang og tog form af et kort fladt holdløb. Den model blev også genbrugt i den seneste udgave i 2020, men i år vender vi tilbage til det oprindelige format helt uden tidskørsel. I stedet åbnes ballet på samme vis som i 2018, nemlig med en næsten helt flad etape, der i den grad lægger op til en massespurt, og dermed taler alt for, at sprinterne skal kæmpe om etapesejren i Duitamas gader - akkurat som de gjorde det, da Juan Sebastian Molano vandt en næsten helt identisk 2. etape i 2020.

I alt skal der tilbagelægges 155,8 km, der fører fra Paipa til Duitama. De to byer ligger stort set lige ved siden af hinanden på et fladt plateau - dog i cirka 2500 m højde - og fra start kører man det lille stykke mod øst og nordøst ad lange, lige og flade veje frem til udkanten af målbyen. Her krydser man allerede efter ca. 10 km målstregen, hvorefter man fortsætter ad den lige og flade vej mod nordøst og sydøst ned til den rundstrækning, hvor det meste af etapen skal foregå, og som rammes efter 15,6 km.

Den er 25,8 km og helt flad og skal tilbagelægges fem gange. Indledningsvist kører man ad lige og flade veje mod syd ned til byen Tibasosa, inden det går mod sydøst igennem fladlandet ned til Sogamoso, der repræsenterer det sydligste punkt. Herfra kører man kortvarigt mod nord, inden det går mod nordvest igennem fladlandet tilbage til rundstrækningens udgangspunkt, idet dagens tre spurter kommer i samme punkt umiddelbart inden afslutningen på rundstrækningen på de tre første omgange efter hhv. 39,6 km, 67,2 km og 94,8 km.

Den femte omgang afsluttes efter 151,8 km, hvorfra der resterer bare 4,0 km, som er uhyre enkle. Man forlader rundstrækningen ved med 4000 m igen at dreje til højre i en rundkørsel og derfra går det ad den samme store, brede boulevard som tidligere mod nordvest og sydvest tilbage til målet i udkanten af Duitama. Der er således ingen skarpe sving over de sidste 4000 m, hvor vejen kun bugter sig let til venstre, og det er tillige helt fladt.

I forhold til etapen i 2020 er rundstrækningen ændret, men lige så flad som sidst. Distancen er også stort set uforandret.

Etapen byder på i alt 960 højdemeter.

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Det kan godt være, at Colombia kun har to topsprintere i Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg, men de relativt mange flade etaper i det colombianske etapeløb betyder, at mange hold alligevel bringer en hurtig mand med sig til Sydamerika. Det gælder i hvert fald særligt for Movistar og Astana, der med hhv. Fernando Gaviria og Mark Cavendish har denne etape som et stort mål, og der er derfor lagt op til et brag af en massespurt i høj fart på en lang, lige vej, der er rent guf for rytterne med den højeste topfart.

Duitama har været besøgt af løbet én gang tidligere, nemlig i 2020, hvor Sebastian Molano vandt 2. etapes massespurt foran Alvaro Hodeg og Itamar Einhorn efter en næsten identisk etape. Derudover har byen i dette årtusinde været mål i Vuelta a Colombia, da Jarlinson Pantano vandt i 2011, og Alejandro Cortes sejrede i 2003, og den var tillige vært for enkeltstarten ved de nationale mesterskaber i 2017 og 2016, hvor hhv. Jarlinson Pantano og Walter Vargas sejrede. I 2001 var byen vært for både enkeltstart og linjeløb, hvilket gav sejre til hhv. Marlon Perez Arango og Jose Daniel Rincon.

2. etape

Colombia er i cykelsportssammenhæng måske kendt som en klatrenation, men faktisk var halvdelen af etaperne i de tre første udgaver dedikeret til sprinterne. I år skrues der imidlertid op for udfordringerne, og det får rytterne at mærke allerede på 2. etape. Her venter nemlig en tro kopi af 4. etape fra den seneste udgave i 2020, hvor en relativt kuperet dag afsluttes med en relativt kort og blød stigning op mod målet. Her så vi for fire år siden, at de eksplosive afsluttere duellerede, da Sergio Higuita sejrede foran Egan Bernal og Julian Alaphilippe og dermed tog den triumf, der skulle lægge grunden til hans samlede sejr nogle dage senere. Samme ryttertyper kan forventes at skulle slås om sejren endnu engang, og da vi i 2020 så, at der kunne gøres nogle små forskelle - ganske vist kun i sekunder - er der lagt og til det første lille opgør i kampen om den samlede sejr.

Etapen fører over 168,6 km fra Paipa, der er startby for anden dag i træk, til Santa Rosa De Viterbo. Fra start kører man således af en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet. Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 37,1 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (1,2 km, 6,6%), der er sværest over de sidste 700 m, som stiger med 7,4%, og som har top efter 47,2 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører op ad endnu den ikke-kategoriserede stigning Alto Tierra Negra (3,4 km, 4,5%), der har top efter 58,5 km. Derfra fører endnu en nedkørsel frem til vendepunktet i byen Ventaquemada efter 71,5 km på toppen af en lille bakke.

Efter en U-vending går det samme vej tilbage. Det betyder, at man lægger ud med en nedkørsel og derefter en længere, ikke-kategoriseret stigning, Las Pilatas (3,6 km, 4,3%) med top efter 78 km. Endnu en nedkørsel leder nu ned til en bakke (2,3 km, 5,5%) med top efter 80,5 km, hvorefter man næsten med det samme når bunden af kategori 4-stigningen Alto Moral (2,6 km, 2,8%), der nu bestiges fra den anden side, hvor den har 500 m med 4,8%, men derudover er meget let hele vejen til toppen, som rundes efter 95,6 km. På nedkørslen afviger man lidt fra ruten fra første del af etapen, idet man kører ind gennem og ikke udenom byen Tunja. Her venter dagens anden spurt efter 106,2 km, inden et længere, let faldende stykke fører dem ad den allerede kendte vej tilbage til startbyen Paipa, der nås efter 144,5 km.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Efter at være passeret gennem Paipa, der som bekendt ligger på det flade plateau fra 1. etape, fortsætter man mod nordøst igennem fladlandet frem til 2. etapes målby, Duitama, hvor dagens sidste sppurt køress efter 156,2 km. Efter spurten kører mod nord ind gennem byen og videre direkte ind på kategori 3-stigningen Alto Malterias (2,6 km, 5,1%), der efter 500 m med 4,8% har 1000 m med godt 6% og derefter 500 lette meter med 2,4%, inden den tager fat igen med 6,0% over de sidste 600 m. Toppen rundes med 2,6 km igen, hvorefter man drejer mod øst og nordøst for at følge en let stigende vej ind til mål, hvor de sidste 600 m stiger med beskedne 1,7% i snit. Der er et blødt sving med 1,4 km igen, men derudover er der ingen betydelige sving over de sidste 8,5 km.

Etapen byder på i alt 2305 højdemeter.

Der er tale om præcis samme etape som i 2020, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. Dengang gjorde etapen faktisk større forskelle, end man kunne have ventet, da navne som Sergio Henao og Fabio Aru smed mere end 20 sekunder, og det vidner om, at en relativt blød stigning kan gøre forskelle også i højderne. Nogen meget selektiv finale er der dog ikke tale om, og for fire år siden blev det afgjort af en gruppe på 11 mand, der sluttede inden for fire sekunder. Ikke overraskende var det typer som Sergio Higuita og Julian Alaphilippe, der dystede om sejren, og det er da også de eksplosive puncheurtyper med en god spurt, der ventes at skulle slå om sejren - hvis da ikke man kan lykkes med et angreb i en taktisk finale i den lille gruppe, der må formodes at være samlet efter toppen.

Santa Rosa de Viterbo har været besøgt af løbet én gang, nemlig i 2020, hvor Sergio Higuita var hurtigst i den lille gruppe, der kom fri i finalen på præcis samme etape, da han sejrede foran Egan Bernal og Julian Alaphilippe. Derudover har Vuelta a Colombia været forbi to gange i dette årtusinde, nemlig i 2022, hvor Robinson Chalapud sejrede, og i 2013, hvor sejren gik til Felix Cardenas.

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

3. etape

Efter to dage med etaper, der praktisk talt var genbrug af etaper, vi kendte fra 2020, prøver man endelig noget nyt på tredjedagen. Her skal man nemlig køre i Tunja, der for fire år siden var vært for det indledende holdløb, men denne gang er det ikke tempomaskinerne, der får lov at udfolde sig. I stedet skal der køres et rundstrækningsløb, der jo som udgangspunkt lugter af sprinterfest, men helt så enkelt er det ikke. Den lille rundstrækning byder nemlig på to mindre og ganske stejle bakker, der utvivlsomt kan trætte sprinterne, og det kan meget vel sætte scenen for et ret uforudsigeligt cykelløb, hvor det bestemt er sandsynligt, at det ender i en eller anden form for massespurt, men hvor der bestemt også er terræn til, at de mest eksplosive af klassementsrytterne kan teste hinanden.

Igen er der tale om ganske kort etape, hvor der skal køres bare 141,9 km med start og mål i Tunja. Der er tale om et rent rundstrækningsløb, der består af 11 omgange på den 12,9 km lange runde, der er henlagt til byens nordlige udkant. Fra start kører man ad en lige og flad vej mod nordøst, men allerede efter 1,2 km drejer man mod nordvest. Efter yderligere to hurtige sving kører man nu op ad den første af de to bakker (600 m, 7,6%), hvis top rundes efter 2,5 km, dvs. på sidste omgang med 10,4 km igen

På toppen drejer man ind på en stor hovedvej, der går mod sydvest og først er faldende og siden flad. Med 6,0 km igen drejer man mod sydøst i en rundkørsel, og med 5,1 km igen skal man igennem endnu en rundkørsel. Herefter skal man op ad rundstrækningens anden bakke (500 m, 7,4%9, fra hvis top der på sidste omgang resterer bare 3,9 km. Bare 100 m efter toppen vender man 180 grader i en rundkørsel, hvorefter man kører ad samme vej ned ad bakken tilbage til rundkørslen, hvor man med 2600 m igen drejer til højre ind på en stor, bred boulevard, der leder mod nord og nordøst frem til mål. Efter svinget i rundkørslen falder det ganske, ganske let hele vejen frem til mål.Der er indlagte spurter på målstregen efter tredje, sjette og niende omgang, dvs. efter hhv. 38,7 km, 77,4 km og 116,1 km.

Etapen byder på i alt 1694 højdemeter.

Det er en ganske spændende rundstrækning, der er blevet designet her. Der er ingen tvivl om, at sprinterne har kig på denne etape, men jeg kan i den grad godt tvivle på, at de kan holde det samlet. De to bakker er korte, men de er stejle, og de kommer talrige gange. Den sidste kommer endda i den fulde finale, og jeg vil snarere tro, at vi får et ret selektivt løb, hvor klassementsrytterne vil angribe hinanden. Det kan give et helt uforudsigeligt løb, hvor det kan ende i en spurt i en større eller mindre gruppe, men det kan også være ganske få ryttere, der kører væk - og måske kan man så lykkes med et taktisk angreb i fladlandet til sidst.

Tunja har én gang tidligere været besøgt af løbet, nemlig i 2020, hvor løbet åbnede med et holdløb, der blev vundet af EF foran Deceuninck-Quick Step og Ineos. Derudover er byen ofte blevet besøgt af Vuelta a Colombia, hvor de seneste vindere er Rodrigo Contreras (2022), Wilson Marentes (2016), Weimar Roldan (2014), Luis Felipe Laverde (2010), Victor Hugo Pena (2009), Jose Santiago Ojeda (2008), Manuel Medina (2006), Jose Humberto Martinez (2002), Graciano Fonseca (2001), Raul Alexander Montana (2000) og Israel Ochoa (1999). Clasico RCN var også forbi i 2003 og 2001, hvor Jose Castelblanco begge gange sejrede. I 2020 var byen vært for linjeløbet ved de colombianske mesterskaber, hvor Sergio Higuita sejrede, og det samme gjaldt i 2016 og 2017, der gav sejre til hhv. Edwin Avila og Sergio Henao, samt helt tilbage i 2000, hvor også enkeltstarten blev afviklet i byen. Hect Valenzuela Chiran vandt linjeløbet, og Israel Ochoa vandt tidskørslen.

Trek trækker sig fra sponsorat

4. etape

Efter fire dage, hvor man holdt sig i samme region med start og mål samlet inden for et meget lille område, bevæger feltet sig på fjerdedagen endelig længere væk. Igen gør man brug af genbrug, når om fredagen skal besøge Egan Bernals hjemby, Zipaquira, i udkanten af hovedstaden Bogota i det område, hvor de sidste to etaper også skal køres. Det bliver dog næppe Bernal, der skal hyldes på podiet efter løbets længste etape, for selvom man undervejs skal klatre 2000 højdemeter, er etapens sidste halvdel helt flad. Derfor var det da også Sebastian Molano, der for fire år siden på en næsten helt identisk etape spurtede sig til sejr efter en dag, hvor udskilningen var begrænset, og mon ikke de hurtige folk igen skal have chancen, mens klassementsrytterne sparer lidt på krudtet inden den kuperede og afgørende weekend.

Etapen er med sin distance på 181,8 km en for løbet relativt lang sag, der fører feltet fra Paipa, som er startby for anden gang, til Zipaquira nord for Bogota. Starten er præcis den samme som på 2. etape. Således kørerman man ad en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet.

Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 38,0 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (1,2 km, 6,6%), der er sværest over de sidste 700 m, som stiger med 7,4%, og som har top efter 46,7 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører op ad endnu den ikke-kategoriserede stigning Alto Tierra Negra (3,4 km, 4,5%), der har top efter 58 km. Derfra fører endnu en nedkørsel frem til byen Ventaquemada.

Her vendte man rundt på 2. etape, men det gør man ikke denne gang. I stedet fortsætter man ad den lange, lige vej mod sydvest, og man skal med det samme op ad kategori 3-stigningen Alto Quemada (4,7 km, 5,5%), der stiger med 4-5% over de første 2 km og derefter med 6-6,5% frem mod toppen, som rundes efter 74,0 km i 2917 m højde. Efter stigningen fortsætter man mod sydvest via en nedkørsel og derefter op ad endnu en stigning, inden der følger et længere, let faldende stykke, som leder ned til dagens anden spurt, der køres efter 103,8 km. Knap 10 km senere tager man hul på kategori 4-stigningen Alto Sisga (2,3 km, 5,6%), der er en ganske jævn stigning, hvis top rundes efter 115,5 km.

Den markerer afslutningen på vanskelighederne. Herefter følger nemlig en relativt kort nedkørsel, der leder mod sydvest ned til det plateau, hvorpå Bogota ligger. De sidste 50 km er således stort set helt flade og indledes med, at man kører ad en helt lige vej ned til dagens tredje spurt, der kommer efter 138,8 km, hvorfra man fortsætter mod sydvest med retning mod Bogota. Umiddelbart inden hovedstaden drejer man imidlertid mod nord for at køre igennem fladt terræn op til Zipaquira. Her begynder det med 5 km igen at stige ganske let, inden det falder let ned mod de sidste 1400 m. Her rammer man en 200 m lang og ganske lille bakke, hvorefter det er let faldende resten af vejen. For en gangs skyld er finalen lidt mere teknisk, idet der efter den lange, lige vej er sving med 2400 m og 1800 m igen.

Etapen er stort set identisk med 5. etape i 2020, men man ændrer til allersidst på indløbet til mål, der er anderledes og lidt mindre teknisk, selvom stregen er placeret samme sted som sidst.

Etapen byder på i alt 2033 højdemeter.

Med den kuperede start bør der være mange, der kan lugte en udbrudssejr, og det kan da heller ikke helt udelukkes, at det vil gå sådan. Dette kan imidlertid meget vel være sprinternes kun anden og sidste chance, og derfor taler meget for, at de vil gøre alt for at holde det samlet. I et felt med mange små og svagere hold burde det lykkes, og meget taler derfor for et brag af en massespurt i Egan Bernals hjemby - akkurat som vi så det i 2020, hvor det var et næsten fuldt felt, der kom med hjem.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Zipaquira har tre gange inden for de seneste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2020, hvor Sebastian Molano vandt næstsidste etape i en massespurt foran Alvaro Hodeg og Jhonatan Restrepo. Derudover var det i Vuelta a Colombia i 2009, hvor Giovanny Baez vandt, og i 1999, hvor sejren gik til Raul Alexander Montana.

5. etape

I løbets første tre udgaver var det en helt fast tradition, at løbet sluttede med sin kongeetape. Den vane gør man imidlertid op med i år, hvor man i stedet skal slutte i hovedstaden Bogota. Det betyder, at løbets store bjergetape allerede kommer om lørdagen, hvor der endda er lagt op til en for løbet sprintny finale, når der skal sluttes på Alto del Vino bare nogle få kilometer nordvest for Bogota. Helt ukendt er bjerget dog ikke, da det har ageret mål for etaper i Vuelta a Colombia i både 2021 og 2022, og der er tale om lidt af en gigant, der over mere end 30 km fører helt op i 2854 m højde, og selvom procenterne er relativt bløde, viser historien fra den nationale rundtur, at der kan gøres ganske pæne forskelle. De lokale helte ser i hvert fald frem til at udkæmpe det helt afgørende slag i den iltfattige luft, de er så komfortable med.

Med en distance på bare 138,3 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Cota til toppen af Alto del Vinos, og der er tale om en designmæssigt ret enkel etape. Startbyen er en nordvestlig forstad til Bogota, der ligger på et plateau i ca. 2500 m højde, og man lægger ud med at køre mod sydvest ad dette flade plateau. Efter 6,1 km drejer man mod nordvest for at køre videre ad plateauet, inden det begynder at stige op ad kategori 3-stigningen Alto del Vino (4,0 km, 5,6%), der efter 2 km med 4-5% slutter med 2 km med 6-7%.

På toppen krydser man målstregen efter 26,9 km, men fra den forkerte side, og etapen afsluttes nu med en meget enkel 111,4 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører hele vejen ned ad det 30,2 km lange målbjerg, hvilket giver en ganske teknisk nedkørsel. Man når ned i dalen i byen La Vega, hvor man efter 56,5 km fortsætter mod nordvest ad en let faldende vej, der mod slutningen flader ud frem mod den første spurt, der køres efter 74,4 km. Her drejer man mod sydvest for at nu at køre ad en let kuperet og let snoet vej frem til byen Villeta.

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Nu foretager man efter 82,7 km en U-vending, og herfra går det præcis den samme vej tilbage til mål, nu bare i den modsatte og langt, langt hårdere retning. Man lægger ud med at køre mod nordøst igennem det let kuperede terræn, idet man efter 88,1 km kører dagens anden spurt på et lidt andet punkt end den første. Kort efter drejer man mod sydøst, hvorefter det går igennem let stigende terræn frem til La Vega, hvor målbjerget Alto del Vino indledes.

Herfra går det videre mod sydøst hele vejen op til toppen i 2854 m højde ad en stigning, der er uden for kategori. Den stiger over 30,2 km med 5,7% i snit og er relativt jævn. Den nedre del er den vanskeligste, da de første 7,8 km stiger jævnt med 6,5%, hvorefter der følger 9,2 km, der er en anelse mere irregulære og stiger med 6,4% i snit. Herefter følger et lettere plateau, der bare stiger med 3-5%, inden de sidste 8,7 km stiger med 5,9%. De er dog ganske ujævne, da der efter 2 km med 7,0% venter 2 km med 3,1%, inden det stiger jævnt med 6,7% over de sidste 4,2 km frem mod toppen. Vejen er ganske snoet med flere hårnålesving. Med 2200 m igen er der en 90-graderskurve, og derefter venter yderligere to af disse med 700 m og 400 m igen.

Etapen byder på i alt 3409 højdemeter.

Det er lidt af en gigant, arrangørerne har fundet her. Vi har lært, at de colombianske stigninger sjældent er alt for stejle, og det har flere gange været lidt svært for de bedste at gøre forskelle. Heller ikke dette målbjerg har skræmmende procenter, men stigningens længde, den iltfattige luft og de samlet set mange højdemeter over en kort distance får det til at ligne en ganske selektiv kongeetape. Besøgene i Vuelta a Colombia viser i hvert fald, at der kan gøres betydelige forskelle, og dermed er der lagt op til et brag af et bjergslag mellem de rene klatrere, der trives, når vi er oppe i de højeste højder.

Alto del Vino har to gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i Vuelta a Colombia. Det var senest i 2022, hvor Edgar David Cadena tog en solosejr, og i 2021, hvor Darwin Atapuma var først over stregen.

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

6. etape

Efter tre udgaver med kongeetapen som den store finale prøver man denne gang noget nyt. Som de fleste andre nationale rundture skal der denne gang nemlig sluttes i landets hovedstad, men hvis sprinterne havde drømt om, at det betød massespurt i Bogotas gader, bliver de slemt, slemt skuffede. Som vi så på kongeetapen, skal man nemlig ikke bevæge sig langt væk fra storbyen for at finde høje bjerge, og selvom man ikke skal en tur op i de højeste højder, er der lagt op til uforudsigelig afslutning, hvor en kort, men ikke helt let stigning efterfølges af en nedkørsel til hovedstaden. Det lugter derfor i stedet af et sidste klassementsslag, og selvom man måske godt kan tvivle på, om hierarkiet fra kongeetapen vil ændres, kan man bestemt ikke udelukke ændringer - slet ikke hvis den førende rytter kan isoleres i den flade afslutning.

Med en distance på 138,7 km er der igen tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Sopo til Bogota. Startbyen ligger umiddelbart nordøst for hovedstaden, og derfor finder man nogle ekstra kilometer via et smut mod nordøst. Man kører således ad en helt lige og flad vej mod nordøst forbi dagens første spurt, der kommer efter 16,7 km, inden man kort efter rammer kategori 3-stigningen Alto del Sisga (4,0 km, 5,4%), der stiger med 4-5% over de første 3 km og 6,8% over den sidste kilometer frem mod toppen, der rundes efter 31,5 km. Derfra går det videre mod nordøst ad den helt lige vej, der først er faldende og siden helt flad.

Efter 45,4 km foretager man en U-vending for nu at køre ad samme vej i den modsatte retning. Efter 47,8 km kører man dagens anden spurt, inden man fortsætter mod sydvest igennem fladlandet og derefter op ad kategori 4-stigningen Alto del Sisga (2,8 km, 5,7%), der nu bestiges i den modsatte retning, hvor den stiger helt jævnt med 5-6% over de første 2,5 km, inden de sidste 300 m tager fat med 7,3% frem mod toppen, som rundes efter 59,5 km.

Den lige vej er nu faldende, inden det flader ud frem mod byen Sesquilé, hvor man efter 67,5 km forlader den vej, man fulgte i starten. I stedet går det ad en lige og ganske flad vej mod syd ned til byen Guatavita, der efter 82 km nås på toppen af en bakke (2,7 km, 4,2%). Derfra går det mod sydvest ad en lige vej, der først er faldende, siden flad og så let stigende, inden en lidt kringlet nedkørsel leder ned til dagens sidste spurt, der køres 107,0 km.

Herfra resterer 31,7 km, og de er helt anderledes kuperede. Man kører et kort fladt stykke mod syd ned gennem dalen, men derefter går det op ad en bakke (3,4 km, 4,1%), der har top efter 113 km. En kort nedkørsel leder mod syd, inden man drejer mod sydvest for at køre et meget kort, fladt stykke, inden det går op ad Mirador del Lago (4,0 km, 4,3%). På toppen er der kun en ultrakort nedkørsel, inden man fortsætter mod sydvest og nordvest op ad kategori 3-stigningen Alto del Patios (2,9 km, 7,1%), der er en uhyre jævn stigning.

Toppen rundes efter 126,9 km i hele 3012 m højde - hele løbets højeste punkt - hvorfra der resterer 11,8 km. De indledes med en lidt småsnoet nedkørsel, der fører mod nordvest og sydvest ned til udkanten af Bogota, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. De går endda ad en helt lige vej, idet det sidste sving kommer med 5,1 km igen for enden af nedkørslen.

Etapen byder på i alt 1949 højdemeter.

Det er en ganske interessant finaleetape, de har designet. Den sidste stigning er nok trods alt for let til at skabe forskelle mellem de allerbedste, men helt udelukkes kan det ikke. Efter de første bløde bakker har den i hvert fald nogle fine procenter, og vi befinder os helt oppe i 3000 m højde. Efterfølgende er der tid til en regruppering, så vi kan få en spurt i en lille gruppe af klassementsryttere, men drømmen for mange vil være at isolere den førende rytter, der så kan angribes på den flade tur ind gennem Bogota. Den mission er svær at få til at lykkes med potentialet til et førertrøjeskifte til allersidst er bestemt til stede.

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Bogota har ikke tidligere været mål for løbet, men i 2020 havde kongeetapen mål på toppen af Alto el Verjon i byens udkant, hvor Daniel Martinez sejrede foran Sergio Higuita og Egan Bernal. Derudover har byen været mål i Vuelta a Colombia et hav af gange - ofte for flere etaper i samme udgave - og her er de seneste vindere Oscar Quiroz (2021), Juan Pablo Suarez (2016), Orgullo Antioqueno (holdløb i 2015), Rafael Infantino (2013), Juan Pablo Wilches (2011), Diego Calderon (2010), Jose Rujano (2009), Glen Chadwick (2009), Juan Alejandro Garcia (2009), GW-Shimano (holdløb i 2009), Santiago Botero (2007), Rafael Montiel (2007), Mauricio Soler (2005), Jairo Perez (2002), Jose Castiblanco (2002), Dario Sedano (2001), Yosvany Falcon (2000) og Raul Montana (1999). Endelig har Clasico RCN været forbi med sejre til Felix Cardenas (2003), Elder Herrera (2002), Fredy Gonzalez (2001) og Luis Edgar Espinosa (2000).

Favoritterne

Når man tænker på Colombia, tænker man automatisk på bjergryttere. Landet har ganske vist haft topryttere, der har begået sig i andre terræner - ja, Fernando Gaviria var engang en af verdens absolutte supersprintere - men det store flertal har haft deres force i bjergene. Det er ikke mærkeligt, når man tager i betragtning, at landet er placeret midt i Andesbjergene, og at rytterne tillige er begunstiget af at være opvokset i højderne og dermed at kunne håndtere den iltfattige luft bedre end flertallet af europæerne.

Dansker triumferer i junioretapeløb

Derfor kunne man let forledes til at tro, at Tour Colombia ville være det ultimative bjergløb, men det har det langt fra været. Arrangørerne vil trods alt gerne have nogle europæiske stjerner til start, og derfor er der grænser for, hvor masochistisk man kan være i begyndelsen af februar, når man samtidig ikke kan undgå at belaste rytterne helt automatisk med de tårnhøje højder, der præger landet. Derfor har mange nok været en smule skuffede over et par af de første udgaver, der periodevist har været meget domineret af sprintere.

Den hårdeste udgave kom fra start. I 2018 blev løbet afgjort på tre bjergetaper, der dog alle var kendetegnet ved, at målstigningerne enten var korte og eksplosive eller ikke specielt stejle. Derudover var der slet ingen tidskørsel, og det gjorde det til et løb for klatrere, særligt for dem med et godt punch.

I 2019 var løbet lettere. Antallet af bjergetaper var skåret ned til to, og kun den ene var relativt svær. Dertil kom, at WorldTour-holdene blev givet en gigantisk fordel ved tilføjelsen af et holdløb, der reelt satte de mindre hold ud af kampen om sejren. Den aggressive kørsel i et ukontrolleret løb betød dog, at løbet slet ikke var helt så forudsigeligt, og Miguel Angel Lopez grundlagde således i vidt omfang sin sejr på den lette bjergetape, hvor en stærk gruppe kørte væk i et taktisk spil.

I 2020 havde vi så den absolut letteste rute hidtil. Kun én bjergetape var der blevet plads til, og den havde endda et meget let målbjerg. Meget indikerede, at Egan Bernal, der stillede til start som Tour-konge, var løbets stærkeste rytter, men han havde på kongeetapen ingen chance for at ryste overmagten fra EF. Amerikanerne havde med sejr på det indledende holdløb givet sig selv den luksus, at de på løbets eneste bjerg blot skulle plante sig i Bernals baghjul, og herefter kunne Daniel Martinez og Sergio Higuita spurte forbi på toppen, så Martinez kunne få etapesejren og Higuita, der havde vundet den tidligere puncheuretape, den samlede sejr.

Særligt den udgave var lidt af et antiklimaks for cykelfans, der havde forventet, at Colombia automatisk ville være lig med store bjerge, og det tyder på, at arrangørerne har brugt de tre års pause til at forstå, at løbet var blevet for let. I hvert fald skrues der gevaldigt op for vanskelighederne til den fjerde udgave. Ganske vist vender vi ikke tilbage til den tre dage lange bjergfest fra 2018, for igen bydes der kun på én bjergetape, men den må til gengæld også betegnes som den vanskeligste i løbets korte historie.

Det kan altid være lidt svært at vurdere, hvor selektivt et bjerg som Alto del Vino vil være. Den gennemsnitlige stigningsprocent er alt andet end skræmmende, og i sig selv kan procenterne godt antage, at det bliver svært at gøre forskelle. Det ændrer sig bare ofte, når vi skal op i 2800 m højde, og vi endda befinder os i februar i det, der er sæsondebut for det store flertal - og endda har et felt med meget få stærke hold og derfor enorm niveauspredning. Samtidig taler vi om et mere end 30 km langt bjerg, hvor længden i nogen grad kompenserer for de manglende procenter, og derudover snyder den gennemsnitlige stigningsprocent lidt. Der er fladere stykker undervejs, og selvom det er lidt ærgerligt, at der er et let plateau nær toppen, slutter vi trods alt med mere end 4 km med små 7% - i 2800 m højde!

Man skal altid passe på med at sammenligne resultater fra et 2.2-løb med et løb af dette niveau, men de to gange, stigningen har været blevet benyttet i Vuelta a Colombia, har vi set kolossale forskelle. Afstanden mellem de bedste vil i dette felt nok være mindre, men jeg vil forvente, at vi vil se en betydelig skade. Chancen for, at bedste mand kører alene hjem med et pænt forspring, synes ganske betydelig, selvom procenterne ikke umuliggør, at et par mand skal spurte på toppen. En spurt kan være et vigtigt våben, men meget taler for, at en ren bjergrytter med særlige kompetencer i højderne vil vinde kongeetapen.

Betyder det så også, at han vil vinde hele løbet? Det er der i hvert fald en god chance for. I år er der intet holdløb, og det betyder, at ballet er åbent for flere ryttere og hold. De får yderligere chancer for at gøre forskelle på 2., 3. og 6. etape, men det er etaper, der ikke i samme grad appellerer til rene klatrere. Her er det snarere eksplosive puncheurtyper, der kan vinde tid, og det bør handle om relativt beskedne afstande. Omvendt får man jo altså samlet set 30 sekunder i bonus, hvis man vinder dem alle, og derfor kan punch og spurtstyrke godt blive et vigtigt våben, hvis forskellene på kongeetapen ikke er helt så store.

Den farligste etape er utvivlsomt den sidste. Den sidste stigning er bestemt ikke let, og det er utvivlsomt en finale, der kan bruges til angreb. De foregående stigninger er til gengæld meget lette, og det vil trods alt være overraskende, hvis vi ser et helt andet hierarki end på kongeetapen. Den største trussel kan måske være et svagt hold, for isoleres den førende rytter i Bogota, er døren åben for angreb.

Sagan på startlisten til landevejsløb

Vi ved også, at 2. etape kan gøre små forskelle. Det gjorde den i hvert fald i 2020, men selvom der opstod lidt huller i spurten, var de 11, der nåede mål sammen, trods alt kun adskilt af 4 sekunder. Igen kan den største chance for at skabe større forskelle være det taktiske spil, der kan opstå efter stigningen, men som udgangspunkt må man forvente, at de eksplosive klassementsryttere først og fremmest kan få et udbytte i kraft af bonussekunder.

Jokeretapen er den spritnye 3. etape. Den er ret svær at læse, men der er ingen tvivl om, at sprinterne nok vil gøre forsøget. Når man tænker på, at EF kommer med et hold af klatrere, og at hovedsprinterne er de relativt tunge Mark Cavendish og Fernando Gaviria, ligner det en svær opgave. Mit gæt er, at vi vil få et ret aggressivt løb, hvor EF vil gå i offensiven. Det kan tale for en eller anden form for spurt i en mindre gruppe, og den gruppe kan sagtens bare være nogle få af de allerbedste klassementsryttere. Igen kan det dog også blive et ret taktisk løb, hvor man måske kan snige sig væk undervejs, og så kan forskellene pludselig blive større.

Det efterlader klassementsrytterne med fire potentielle etaper og sprinterne med bare to i det, der vil være den mest sprinterfjendtlige udgave. De burde til gengæld også være sikre. Åbningsetapen er helt flad, og her vil en spurt næppe kunne undgås. 4. etape er selvsagt langt mere tricky med den hårde start, men i 2020 havde sprinterholdene ingen problemer med at sikre en spurt. Det har de næppe heller denne gang - og det burde i hvert fald være ret sikkert, at etapen ikke kommer til at spille en rolle i klassementet.

Hvad så med vejret? Det se hæderligt ud. Tirsdagen vil ganske vist være skyet og lidt kølig med kun 18 grader i Duitana og med en lille risiko for tordenbyger i finalen, men vind vil der ikke være meget af. Forholdene vil være næsten identiske onsdag, hvor medvind i finalen taler for, at vi kan se lidt større forskelle, end vi ville i modvind, mens vi får lidt mere vind og tørvejr om onsdagen, hvor der igen vil være medvind efter den sidste lille bakke. Der vil også være mere vind og bygerisiko om fredagen, men ikke nok til at skabe sidevindskørsel.

Vigtigere er vindretningen lørdag, der ligner den mest blæsende dag. Her ligner det en ganske solid modvind hele vejen op ad stigningen, og det kan blive helt afgørende i forsøget på at gøre forskelle, når procenterne ikke er voldsommere, end de er. Det hele slutter med en solrig søndag, der med sine 21 grader vil være den varmeste, og her vil der også være en ret hård modvind på stigningen og endda også på det efterfølgende flade stykke.

Hvor efterlader det os? Løbet vil blive vundet af en bjergrytter, der er fremragende i de højeste højder. Ellers har man ingen chance for at være med på kongeetapen, men hvor jeg som udgangspunkt vurderede, at den bedste klatrer formentlig ville vinde, gør vejrudsigten mig mere i tvivl. Modvinden på kongeetapen vil være bekymrende kraftig, og i disse højder kan der umuligt være megen vegetation til at give læ. Etapens vanskelighed skal nok give selektion, men chancen for, at de allerbedste skal spurte på toppen, må være ret god. Dermed bliver punch og spurtstyrke pludselig ret vigtigt, da disse ingredienser også er vejen til at score en masse bonus og også rigtige sekunder på 2., 3. og 6. etape. Jeg vil derfor tillægge eksplosivitet en større betydning, end jeg havde gjort med en anden vejrudsigt - og så kan et godt hold blive ret vigtigt, da muligheden for taktiske finaler består på alle de tre nævnte etaper.

Årets felt er skuffende. Vi er et stykke fra den stjernebesætning, vi havde i årene før pausen, og selvom det altid mest af alt har været et sydamerikansk og endda colombiansk anliggende, vil det blive endnu mere udtalt denne gang. Bare tre WorldTour-hold er til start, og de ledsages af to af de svagere og mindst klatrestærke ProTeams, en stribe kontinentalhold og landshold, hvoraf det colombianske heldigvis kaster lidt ekstra stjernestøv over begivenheden. I kraft af de klatreevner, man skal have for at vinde dette løb, giver det et sjældent smalt favoritfelt.

Jeg vælger at gå med Richard Carapaz. Ecuadorianeren havde et helt elendigt 2023, hvor man i den grad kunne betvivle, om han nogensinde ville komme tilbage, men det fik efteråret heldigvis lavet om på. I det italienske efterår lignede han igen sig selv, og hvem ved, hvad han kunne have leveret i Lombardiet mod to slovenere, der ikke var flyvende, hvis ikke han var styrtet? Han er kendt for at være en ret langsom starter, men med tanke på hans korte og svage 2023-sæson taler en del for, at han kan have brugt sit momentum fra efteråret til at starte stærkt. Han kommer fra en pæn præstation ved de nationale mesterskaber, hvor han var i særklasse på enkeltstarten - hvad der desværre siger lige så lidt om formen, som det gjorde, da Tadej Pogacar i sommer var det samme i Slovenien - og blev nr. 2 i linjeløbet efter at være blevet overspurtet af formstærke Jhonatan Narvaez, hvad der bestemt ikke er nogen skam.

Selv hvis han ikke er på toppen, burde han kunne vinde i dette knap så prangende felt. Selvom han ikke er fra Colombia, er han født og opvokset i højderne, og han er med det niveau, han havde i efteråret, den bedste klatrer i dette felt. Han har tillige det stærkeste hold, og derudover er han jo en uhyre alsidig rytter, der blandt klassementsrytterne i dette felt på punch og spurtstyrke kun kan matches af Alexey Lutsenko. Det gør, at han på de tre eksplosive etaper har alletiders chance for at vinde en del bonus, og selv hvis modvinden betyder, at han ikke kan køre fra alt og alle på kongeetapen, vil han kunne vinde en spurt på toppen. Derfor ligner han manden, der skal slås, og jeg tror, at han indleder det, der forhåbentlig er en genrejsning, ved at tage en for ham ret sjælden sejr i et ugelangt etapeløb.

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

Jeg er næsten nødt til at rangere Nairo Quintana som hans værste rival. Vi aner nemlig intet om, hvad vi skal forvente af en mand, der ikke har kørt et internationalt UCI-løb i snart halvandet år. Hans præstation ved de colombianske mesterskaber sikrer ham ingen Velo d’Or, men det var trods alt heller ikke løb, der passede ham. Det gør det meste af dette løb bestemt heller ikke, for han har ikke mange chancer for at slås med Carapaz på de tre eksplosive etaper, men her kan en formstærk Quintana heldigvis begrænse tabet til alene at handle om en forskel i bonus.

Herefter skal han forsøge at vinde løbet på kongeetapen, og det burde bestemt være muligt for en ren klatrer som ham. Modvinden udgør dog en stor forhindring i en duel med den hurtigere Carapaz, men til gengæld ved vi, at den Quintana, vi kendte fra tiden før pausen, havde for vane at støvsuge ugelange etapeløb i februar. Motivationen til at komme i gang må være helt enorm, og han har da også lydt ganske optimistisk i sine udmeldinger, men er det nok, når han skal kompensere for så lang en pause. Det må man nødvendigvis tvivle lidt på, men er der en mand, der kan træne sig i form i løbet af en vinter, er det Quintana. Derfor kan man ikke udelukke, at en topmotiveret Quintana knuser alt og alle - og så må man håbe, at et svagere Movistar-hold ikke taber det hele til det stærke EF-kollektiv.

Netop EF-kollektivets styrke er årsagen til, at jeg peger på Jefferson Cepeda som nr. 3. Ecuadorianeren opnåede et helt nyt niveau i 2023, ikke mindst i Giroen, og han vil som ren klatrer med hang til højder elske denne kongeetape. Til gengæld skal han som Quintana også vinde løbet her, hvis ikke han kan udnytte EF-overtallet til at vinde noget ekstra tid via taktik. Det kan godt blive en svær mission, når modvinden er en snublesten, og han har da heller ikke for vane at starte særligt godt. Også han klarede sig heldigvis fint ved de nationale mesterskaber, og sidste år startede han også bedre, end han plejer. Starter han endnu stærkere denne gang, vil han ikke være helt uden chance for at vinde dette løb, selvom jeg tror, at hans bedste vej til sejr er at udnytte EFs stærke kollektiv til at vinde lidt tid via taktik.

De fleste vil nok elske at se Egan Bernal øverst på podiet. I lyset af hans niveau i 2023 ligner det desværre en svær mission, men man kan ikke komme uden om, at han kørte fornemt ved mesterskaberne. Her talte han endda om, at han for første gang følte sig som sit gamle jeg, og sandt er det da også, at to grand tours og en løbstung sæson burde have hjulpet ham med at genopbygge den base og robusthed, skaden har kostet ham. En god Bernal kan naturligvis køre fra alt og alle på kongeetapen, og selvom han ikke er rasende eksplosiv, er han bestemt ikke uden punch, hvad han blandt andet viste med sin 2. plads i 2. etapes finale i 2020. Han ligner en mand, der har arbejdet hårdt gennem vinteren, og mesterskaberne giver et håb om, at den formbasis kan give ham den tilstrækkelige overhånd til at vinde dette løb, selvom også han kan risikere at tabe løbet på et relativt svagt colombiansk landshold i kamp med EF-overtallet.

Så er der lottokuponen. I gamle dage havde Ivan Ramiro Sosa været en af de allertungeste favoritter, for der er få, der har haft hans topniveau i bjergene og samme evne til at starte som lyn og torden. Desværre var han på sit utroligt lave bundniveau gennem hele 2023, og vi skal helt tilbage til Langkawi i oktober 2022 for at finde den gamle Sosa. Dengang vandt han til gengæld også samlet, og ingen kan betvivle, at den bedste Sosa har potentiale til at køre fra alt og alle på kongeetapen. Til gengæld passer resten af løbet ham dårligt, og modvinden kan derfor koste ham sejren. Til gengæld er holdet slet ikke helt dumt, for er han genfødt, burde han og Quintana være en meget stærk duo i de taktiske finaler.

Meget af det samme kan siges om Esteban Chaves. Ser man på hans kørsel i 2023, er det meget svært at finde ét eneste argument for, at han skulle vinde dette hjemmebaneløb, og da han jo aldrig har haft Sosas enorme udsving, er det lidt svært at se, hvorfor han pludselig skulle genrejses. Heldigvis har han ofte kørt sine bedste løb tidligt på året, som han også gjorde det i 2023, hvor han havde et niveau, der i hvert fald vil føre et stykke i dette felt. Det er svært at se ham vinde, fordi han er den stærkeste, men måske kan taktik og det stærkeste hold hjælpe ham - også fordi han ikke vil være helt så meget på udebane i de eksplosive finaler som typer som Quintana og Sosa.

Astana kommer med Alexey Lutsenko, men skal de køre med om sejren, skal de nok satse på Harold Tejada. Det er i hvert fald sandsynligt, at han vil præstere betydeligt bedre i højderne, men det er selvfølgelig også klart, at hans topniveau aldrig har nået Lutsenkos højder. Han gjorde dog store fremskridt i 2023, hvor han kørte i top 10 i Schweiz og sluttede med en samlet 3. plads i et ganske vist svagt felt i Tyrkiet. Han kørte et ganske pænt løb ved de lidt mærkelige colombianske mesterskaber, og det kunne indikere en vis startform. Hvis Lutsenko og Harold Martin Lopez har en rimelig form, er holdet heller ikke alt for svagt, men det er omvendt heller ikke noget EF - og så er det kun kongeetapen, hvor der vil være modvind, der for alvor passer ham.

Hvad så med Alexey Lutsenko? Kasakken har altid været kendt for at være et uhyre i februar, hvor han særligt har gjort Tour of Oman til sin legeplads, og på denne årstid har han sågar kunnet slå klatrerne i bjergene. Han var dog langt fra fordums styrke i 2023, hvor han end ikke kørte stærkt, men tværtimod floppede helt i Oman, og det er derfor tvivlsomt, om vi igen vil se den bedste Lutsenko. I dette løb vil kongeetapen i forvejen være til den svære side i kamp mod bedre klatrere, men vigtigst af alt er han det eneste af de større navne, der ikke kommer fra højderne. Det vil være overraskende, hvis han kan matche colombianerne og ecuadorianerne i den iltfattige luft. Til gengæld er han sammen med Carapaz den rytter, der passer bedst til de eksplosive etaper, hvor han kan vinde tid og bonus. Skal han vinde over de sydamerikanske ryttere på kongeetapen, kræver det bare det Lutsenko-uhyre, vi plejer at se i februar, men som vi ikke har set i ganske lang tid.

Så er der Rigoberto Uran. På papiret taler vi om en stjerne, men spørgsmålet er, om ikke alderen har indhentet ham. Han havde en opblomstring i Catalonien, men ellers var hans 2023 mildt sagt en trist affære, og hans rystende svage enkeltstart ved mesterskaberne tyder da heller ikke på, at det er ved at vinde. Omvendt er han jo altså colombianer med hang til højderne, og han er langt mere eksplosiv og spurtstærk end de fleste colombianere. Starter han stærkt, hvad han sjældent har gjort, ved man aldrig, hvad det kan blive til, hvis EFs stærke hold kan komme i overtal. Holdets sidste rytter er stortalentet Andrea Piccolo, men han kommer fra et elendigt 2023, og på et hold med fire sydamerikanere og som holdets eneste, der ikke kan betegnes som klatrer, ligner han manden, der skal føre først på de fire etaper, der ikke er skabt til sprinterne.

Landsholdet har også Bernals gode ven, Brandon Rivera, der jo på det seneste er begyndt at vise, at han ikke bare kører for Ineos, fordi han har en prominent kammerat. Resultaterne er ganske pæne, og han startede tillige meget stærkt sidste år, hvor han endte som nr. 5 i San Juan. Han gjorde det også uhyre lovende ved mesterskaberne og ligner en mand, der er i form igen. Derfor vil det undre mig, hvis ikke han ender meget langt fremme, men topniveauet rækker dog ikke til at vinde i dette felt. Landsholdet har også den meget spændende German Dario Gomez, der blev nr. 4 i Baby-Giroen, men som ikke viste megen form ved mesterskaberne. Han har potentiale, men formen er usikker. Den tidligere Movistar-rytter Juan Diego Alba har gjort det pænt på lokalt niveau i Colombia, men ikke prangende og ligner sammen med den i Castellon meget skuffende Jhonatan Restrepo en hjælper.

Astanas tredje kort er Harold Martin Lopez, der mildt sagt har været svingende. Hans samlede top 10 i Burgos viste imidlertid, at han har nået et niveau, der i dette felt vil føre ganske langt, særligt fordi han jo er på hjemmebane i højderne. Han skippede dog de venezuelanske mesterskaber, og hvor han står ved vi således ikke - men vi ved, at hans niveau i sæsonafslutningen var så lavt, at man ikke skal blive skuffet, hvis han falder igennem.

Movistar har også Sergio Samitier. Sidste år havde jeg ikke drømt om at nævne ham i denne optakt, men på Mallorca så vi en Samitier, vi ikke har set siden den flotte Giro i 2020. Det er klart, at han ikke kommer hele vejen, og meget taler for, at han får det svært mod de lokale i højderne, men Mallorca giver grund til en vis optimisme.

De øvrige ProTeams får det svært. Bingoal har dog Lennert Teugels , der næsten altid er i form fra start, hvad han også var i Valencia og Castellon, hvor han så velkørende ud. Hans potentiale i dette felt er dog ganske begrænset, og det er lidt svært at se ham helt fremme mod de lokale helte. Han ledsages af Aaron Van Der Beken, der dog intet viste i hele 2023. Hos Corratec skal man satse på Davide Baldaccini og til dels Lorenzo Quartucci, men de burde være overmatchet i så svært terræn som dette.

I stedet skal vi nok finde de værste rivaler på de mindre hold, og her er det oplagt at se i retning af Diego Camargo. Den tidligere EF-rytter begyndte at ligne en mand, der snart kunne gøre sig gældende, men fik ikke forlænget sin kontrakt med EF. Han manglede da også stadig for meget til at vinde et løb som dette, men da dette løb nu må være årets højdepunkt, kan man håbe, at han formmæssigt er længere fremme. Det så heldigvis fint ud ved mesterskaberne, men hans svage præstation i Tachira i januar skaber omvendt ikke megen optimisme - og vi ved, at hans bundniveau er lavt. Han ledsages af en anden EF-rytter, der blev smidt på porten, nemlig Jhonatan Caicedo, der endda blev nr. 3 i løbet i 2020. Han ligner et mere sikkert kort end Camargo, da han tog den samlede sejr i Tachira og blev nr. 3 på enkeltstarten ved de ecuadorianske mesterskaber, men til gengæld er hans potentiale på en stor bjergetape nok mindre end Camargos. Veteranen Omar Mendoza har til gengæld set sin bedste tid. Unge Jose Ramon Munoz kan måske også komme et stykke.

Jeg vil også fremhæve Rodrigo Contreras. Den tidligere Astana-rytter er stadig på et højt niveau, som han viste i 2023, hvor han endte som nr. 2 i begge de store colombianske etapeløb - i Vuelta a Colombia kun slået af uovervindelige Miguel Angel Lopez. Hans seneste 3. plads på enkeltstarten ved de nationale mesterskaber vidner også om, at han er i form, selvom det er lidt bekymrende, at han udgik af linjeløbet. For ham må dette være det store sæsonmål, og jeg betragter ham nok som det bedste bud fra et af kontinentalholdene. På sit hold har han også den tidligere stjerne Sergio Henao, der sidste år viste, at han stadig er konkurrencedygtig, men ikke længere nok til at være alt for langt fremme i dette felt. Det tidligere UAE-talent Cristian Camilo Munoz, der aldrig slog igennem i Europa, har også gjort det hæderligt i de store colombianske etapeløb - om end ikke prangende.

Manden, der slog Contreras i det andet store colombianske etapeløb, Clasico RCN, er en anden tidligere professionel, Aldemar Reyes. Hans niveau i 2023 var til gengæld enormt svingende, men lovende kørsel ved mesterskaberne taler for god form i et klart sæsonhøjdepunkt. Også han ligner en af de få ryttere, der kan sætte top 10 som et realistisk mål, hvad den fallerede veteran Robinson Chalapud eller den engangb så lovende Miguel Edoardo Florez til gengæld ikke længere lan.

Det kan til gengæld måske 47-årige Oscar Sevilla, der så sent som i oktober vandt et ProSeries-løb, nemlig Tour of Hainan i et ganske pænt selskab. Hans kørsel i de seneste colombianske etapeløb indikerer dog, at der i dag nok er ryttere, der er en anelse farligere end ham På Medellin finder vi også den tidligere EF-rytter Julian Cardona, der synes at kunne komme et stykke, mens det til gengæld synes helt slut for den tidligere stjerne, Fabio Duarte.

Man er også nødt til at fremhæve den tidligere WorldTour-rytter Alejandro Osorio. Hans sejr ved mesterskaberne kom fra et udbrud, og derfor skal vi nok ikke tro meget på en mand, der i 2023 havde det svært, også i de colombianske løb, mens hans tidligere evner og nylige, store sejr gør, at han måske kan slå tilbage. En anden kandidat er den tidligere Caja Rural-rytter, Jhojan Garcia, der efter to sæsoner i gruppettoen er vendt hjem til Colombia. Det er svært at se en genrejsning, men han gjorde det da pænt ved mesterskaberne. Andre navne er Edgar Andres Pinzon, der blev nr. 10 i Tour de l’Avenir, veteranen Laureano Rosas, Yeison Reyes, Jose Tito Hernandez, der vandt Vuelta a Colombia i 2021, men ikke synes på samme niveau længere, Angel Alexander Gil, Diego Pescador, Juan Diego Guerreiro, Danny Osorio, Luis Guillermo Mora og Luis Pinto.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er indløbet afbud fra Omar Mendoza og German Dario Gomez.

***** Richard Carapaz

**** Nairo Quintana, Jefferson Cepeda

*** Egan Bernal, Ivan Ramiro Sosa, Esteban Chaves, Harold Tejada, Alexey Lutsenko

** Rigoberto Uran, Brandon Rivera, Rodrigo Contreras, Diego Camargo, Jhonatan Caicedo, Harold Martin Lopez, Aldemar Reyes, Sergio Samitier, Alejandro Osorio, Oscar Sevilla, Lennert Teugels

* Sergio Henao, Jhojan Garcia, Cristian Camilo Munoz, Edgar Andres Pinzon, Jose Tito Hernandez, Andrea Piccolo, Julian Cardona, Jose Ramon Munoz, Laureano Rosas, Yeison Reyes, Alexander Gil, Danny Osorio, Robinson Chalapud, Juan Diego Guerreiro, Diego Pescador, Luis Guillermo Mora, Luis Pinto, Davide Baldaccini, Juan Diego Alba, Lorenzo Quartucci

Danskerne

Michael Mørkøv skal i sin debut for Astana forsøge at hjælpe Mark Cavendish til sejr på 1. og 4. etape.